Skattefradrag for musiklærers øve- og musiklokale i eget hjem.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Skattefradrag for musiklærers øve- og musiklokale i eget
hjem.
A klagede til mig over
Landsskatterettens kendelse af 1. september 1993 vedrørende fradrag for
udgifter til opretholdelse af øve- og musiklokaler i forbindelse med hans
ansættelse som leder af S-skolens musikværksted og hans virksomhed som
jazzmusiker. Ved kendelsen stadfæstede Landsskatteretten en af
Skatteankenævnet for X foretaget skatteansættelse hvorefter A ikke blev anset
for berettiget til at foretage fradrag for indkomstårene 1987 og 1988.
Til støtte for sin klage
henviste A til at det var en nødvendig og afgørende forudsætning for udøvelse
af hans erhverv, at han rådede over det omhandlede musikøvelokale i sin
bolig,
hvorfor udgifterne hertil var fradragsberettigede som driftsomkostninger. A
havde herunder henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 16. januar
1991
hvorefter Landsskatteretten anerkendte en tilsvarende fradragsret for en
udgift
til øvelokale afholdt af en slagtøjsspiller ansat i et symfoniorkester.
Kendelsen er offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1991, s. 129.
Jeg forelagde A's klage for
Landsskatteretten og anmodede om en udtalelse. Landsskatteretten afgav den
ønskede udtalelse. Det fremgik heraf at Landsskatteretten i det hele henviste
til den afsagte kendelse, som ansås for overensstemmende med praksis. Denne
angav alene at give mulighed for et fradrag for udgifter til opretholdelse af
arbejdsværelser i hjemmet såfremt arbejdsværelset ved den erhvervsmæssige
anvendelse skiftede karakter og ikke længere var en del af hjemmets
almindelige
opholdsrum.
Det fremgik i øvrigt af sagen
Læs alt
at A siden 1972 havde været ansat som leder af musikværkstedet ved S-skolen,
hvor han modtog en fast månedlig løn svarende til en folkeskolelærer. A havde
yderligere en biindtægt som udøvende jazzmusiker.
A havde i en årrække
fratrukket udgifter til afskrivning og vedligeholdelse af musikinstrumenter,
udgifter til anskaffelse af noder, bånd, etc., ligesom A havde fratrukket
udgifter til opretholdelse af øve- og musiklokale i sit hjem.
Ved en i 1988 foretaget
revision af A's skatteansættelse for indkomstårene 1984-1986 blev A's fradrag
for indkøb af musikinstrumenter og tilbehør samt for udgift til
vedligeholdelse
heraf reduceret. Skattemyndighederne anerkendte alene et fradrag skønsmæssigt
ansat til 10% af A's indtægt. Samtidig anerkendtes ikke et fradrag for
udgifter
til opretholdelse af øve- og musiklokale.
Ved en revisionsansættelse
foretaget i 1990 af X Kommunes Skatte- og Registerforvaltning blev A's
skatteansættelser
for indkomstårene 1987 og 1988 ændret. Ved ændringen blev A's fradrag for
udgifter til indkøb og vedligeholdelse af instrumenter, noder og bånd m.v.
principielt anerkendt, men skønsmæssigt reduceret. A's fradrag for udgifter
til opretholdelse af øve- og musiklokale - opgjort til 1/5 af lejeværdien af
egen bolig og 1/5 af boligens udgifter til el og varme - blev imidlertid ikke
anerkendt. Der henvistes til at udgiften ikke var anset for nødvendig for at
erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten og derfor ikke opfyldte
betingelserne for fradrag i statsskattelovens §
6 a.
A påklagede afgørelsen for så
vidt angik fradrag for udgifterne til opretholdelse af øve- og musiklokale
til
Skatteankenævnet i X som stadfæstede afgørelsen. Skatteankenævnet henviste
til
at musikundervisningen fandt sted i arbejdsgiverens lokaler, samt at øve- og
musiklokalet ikke kunne anses for et særskilt arbejdsværelse, der ikke hørte
med til boligens almindelige opholdsrum.
A påklagede Skatteankenævnets
afgørelse til Landsskatteretten.
Under sagens behandling for
skattemyndighederne gjorde A gældende at det var en udtrykkelig og afgørende
forudsætning for bestridelsen af hans ansættelse på S-skolen, at han afholdt
ikke ubetydelige udgifter til anskaffelse og vedligeholdelse af
musikinstrumenter
og øvrigt materiale til brug for undervisningen. A gjorde samtidig gældende
at
hans ansættelse forudsatte en daglig øvning på de forskellige instrumenter,
ligesom der skulle gennemføres anden forberedelse. Denne forberedelse måtte
ske
i hjemmet idet S-skolens musikrum inden for den almindelige skoletid var
optaget af frivillig musikundervisning.
A havde herunder henvist til
udtalelser fra S-skolens skoleleder og fra S-skolens viceskoleinspektør. Det
fremgik af disse udtalelser at det var en afgørende forudsætning for A's
bestridelse af stillingen, at han for egen regning anskaffede det relevante
materiale, musikinstrumenter etc., ligesom det var nødvendigt for den
praktisk
relaterede undervisning hvor eleverne selv udøver musik, at læreren kunne
forberede sig til samspil, instruktion etc. Det fremgik ligeledes at skolen
ikke så sig i stand til at tilbyde de nødvendige øvefaciliteter.
A gjorde ligeledes gældende
at hans øve- og musiklokaler var således indrettet, at rummet var
uanvendeligt
til almindelige boligformål. A havde herunder forevist 4 stk. fotografier af
lokalets indretning og en arkitekttegning over lokalets placering, størrelse
og
rumindretning. Det fremgik heraf at lokalet var indrettet i den nederste
etage
af A's byejendom, og grundarealet af lokalet var ca.
15 m2
svarende til ca. 1/5
af det samlede boligareal. De foreviste fotografier viste et lokale som
indeholdt klaver, gulvbas, 5 guitarer, et par blæseinstrumenter, nodestativ
og
diverse højtalere, forstærkere etc. Ud over en reol med noder,
musiktidsskrifter etc. var rummet alene møbleret med et skrivebord.
Ved Landsskatterettens
kendelse af 1. september 1993 blev skatteankenævnets nægtelse af at anerkende
fradraget for udgifter til øve- og musiklokalet stadfæstet. Landsskatteretten
begrundede kendelsen med at lokalet ikke kunne anses for et særskilt værelse,
der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Landsskatteretten
fandt
derfor at det var i overensstemmelse med gældende praksis, at A ikke blev
anset
for berettiget til fradrag for arbejdsværelse.
A klagede herefter til mig.
Landsskatteretten henviste i
sin udtalelse af 11. november 1993 til mig til kendelsen af 1. september 1993
med den heri givne begrundelse. Landsskatteretten bemærkede at der over for
retten havde været fremlagt fotokopier af grundplanen for A's beboelse,
herunder de omhandlede værelser der anvendtes ved A's musikudøvelse, og at
det
ikke heraf eller af det i øvrigt oplyste fremgik at værelserne som følge af
brugen til musikudøvelse skulle være indrettet på en sådan måde, at de ikke
hørte med til de almindelige opholdsrum. A fandtes derfor ikke berettiget til
fradrag for arbejdsværelse efter ligningslovens § 9, stk. 1, jf.
statsskattelovens §
6 a.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Lønmodtageres fradrag
for udgifter til bestridelse af ansættelsen er reguleret af statsskattelovens
§
6 a, jf.
ligningslovens § 9. Det fremgår heraf, at lønmodtagere har fradrag for
sådanne
udgifter, som afholdes til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i
det
omfang, sådanne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr. Den
foreliggende domspraksis om anerkendelse af lønmodtageres fradrag for
driftsomkostninger har betydet, at sådanne alene anerkendes i begrænset
omfang.
Et fradrag anerkendes således i almindelighed kun, hvis lønmodtagerens
udgiftsafholdelse direkte vedrører arbejdets udførelse og samtidig er en
udtrykkelig eller stiltiende forudsætning for lønarbejdets gennemførelse.
Selve
den omstændighed, at en lønmodtager afholder en udgift, som er
erhvervsrelateret, er således ikke tilstrækkeligt, idet det yderligere må
kræves, at udgiften afholdes på arbejdsgiverens direkte eller indirekte
foranledning.
Ved den skattemæssige
bedømmelse af lønmodtagerudgifter består en formodning for, at arbejdsgiveren
afholder samtlige relevante udgifter for arbejdets udførelse, således at
yderligere udgifter som udgangspunkt må anses som lønmodtagerens ikke
fradragsberettigede privatrelaterede udgifter. Denne formodning kan som nævnt
afkræftes, hvis det tilstrækkelig tydeligt dokumenteres, at arbejdsgiveren
ved
aftale med lønmodtageren har overladt en udgiftsafholdelse til lønmodtageren,
eller en sådan fremgår implicit af den nærmere bestridelse af lønmodtagerens
arbejde.
Sammenfattende må således
konkluderes, at en lønmodtager alene kan opnå fradrag for driftsomkostninger,
såfremt lønmodtageren afholder erhvervsrelaterede udgifter, som er af en
sådan
karakter, at disse normalt og i almindelighed ville være afholdt af
arbejdsgiveren.
Ovennævnte fortolkning af
reglerne for lønmodtageres fradrag for driftsomkostninger indskrænkes efter
praksis yderligere, når driftsomkostningen vedrører udgifter til
opretholdelse
af arbejdsværelse, kontor mv. i lønmodtagerens bolig. Praksis har af
bevismæssige årsager - til sikring af, at et indrettet arbejdsværelse eller
kontor mv. netop anvendes erhvervsmæssigt og ikke privat - stillet krav om,
at
det pågældende værelse er indrettet på en sådan måde, at det ikke længere kan
anses anvendeligt som opholdsrum, men gennem møblering, udstyr og
adgangsforhold mv. er blevet et værksted, et laboratorium, en tegnestue etc.
Praksis har dog også tilladt fradrag, såfremt værelset i væsentlig grad er
blevet benyttet til arbejde om dagen, således at værelset træder i stedet for
et arbejdsværelse, som den pågældende ellers måtte have på ansættelsesstedet.
At den foreliggende
administrative praksis er meget restriktiv i henseende til anerkendelse af
fradragsretten, fremgår af Told- og Skattestyrelsens Ligningsvejledning,
Almindelig del for 1993, s. 368-369. Det fremgår heraf, at der ikke i
almindelighed gives fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i
lønmodtagerens
hjem; fradraget kan således kun rent undtagelsesvist anerkendes.
Den administrative praksis er
dog skærpet betydeligt i årene forud for ligningsvejledning for 1993. Det
fremgår således af Statsskattedirektoratets Ligningsvejledning for 1987, s.
225-228, og tidligere Ligningsvejledninger, at udgift til et særligt
arbejdsværelse, som er nødvendigt for erhvervelse af skatteyderens
lønindtægt,
i visse tilfælde kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Herefter
gennemgår Ligningsvejledningen for 1987 de nærmere betingelser for
fradragsret
omhandlende kravene til værelsets indretning med tilhørende afgørelser, uden
at det fremhæves, at fradraget kun undtagelsesvist kan anerkendes. Det
fremgår
i øvrigt, at fradraget beror på, i hvilket omfang arbejdet efter sin art og
sit
omfang formindsker det pågældende værelses faktiske benyttelsesmulighed som
værelse i den private lejlighed, således som det for eksempel er tilfældet
ved
omdannelse til tegnestue eller laboratorium.
Den skete ændring af
formuleringen for anerkendelse af fradraget er øjensynligt foretaget i
Statsskattedirektoratets Ligningsvejledning for 1988, s. 179-180. Denne
Ligningsvejledning beskriver ganske vist den administrative praksis gældende
for indkomståret 1988, men da Ligningsvejledningen for 1988 offentliggøres i
foråret 1989, må det følge af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger,
at en eventuel skærpelse af administrativ praksis alene kan have virkning for
skatteansættelser foretaget efter offentliggørelsen af Ligningsvejledningen
for
1988.
Jeg har således lagt til
grund, at i det omfang bedømmelsen af Deres fradrag for udgifter til
opretholdelse af øve- og musiklokale for indkomstårene 1987 og 1988 afhænger
af
den administrative praksis, skal denne udgøres af den administrative praksis,
som er beskrevet i Ligningsvejledningen for 1987 og tidligere.
I Landsskatterettens kendelse
i Deres sag har Landsskatteretten taget stilling til, om indretningen af
Deres
øve- og musiklokale opfylder de i praksis stillede krav for fradrag. På
grundlag af fremlagte fotokopier af grundplanen for Deres beboelse, herunder
de
omhandlede værelser, og sagens yderligere oplysninger om indretningen af
værelset og på grundlag af karakteren og omfanget af Deres arbejde har
Landsskatteretten lagt til grund, at værelset ikke kan anses som et særskilt
værelse, der ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum.
Ved min bedømmelse af
Landsskatterettens kendelse har jeg indskrænket mig til at påse, om
Landsskatteretten ved sin afgørelse har inddraget samtlige relevante
oplysninger og faktiske omstændigheder til belysning af Deres arbejde som
leder
af (S-skolens) musikværksted og som udøvende jazzmusiker, ligesom jeg har
indskrænket
mig til at påse, om de herved fremkomne faktiske oplysninger og deres
skatteretlige betydning i relation til de relevante bestemmelser for
anerkendelse af fradragsretten i statsskattelovens §
6 a
og ligningslovens § 9 er i
overensstemmelse med praksis som ovenfor beskrevet.
Efter de for mig foreliggende
oplysninger må jeg lægge til grund, at Deres hoved- og bibeskæftigelse
nødvendiggør anskaffelse og vedligeholdelse af diverse musikinstrumenter og
øvrigt materiale, samt at den erhvervsmæssige anvendelse heraf betinger en
daglig øvevirksomhed med instrumenterne og materialet. Jeg lægger her vægt
på,
at skattemyndighederne stedse har anerkendt, at De er forpligtet til at
afholde
ikke ubetydelige udgifter til en række instrumenter og øvrigt materiale. En
anden sag er så, at skattemyndighederne har anfægtet størrelsen af de årlige
fradrag og afskrivninger hertil, hvilket jeg må forstå således, at
skattemyndighederne i alt væsentligt principielt anerkender omfanget af Deres
udgiftsafholdelse, men blot ikke kan anerkende omfanget af den årlige
belastning heraf ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. De nedsatte
afskrivningsprocenter for musikinstrumenter er således blot udtryk for, at
fradragene foretages over et længere åremål.
Jeg må ligeledes lægge til
grund, at Deres øvevirksomhed ikke kan foretages på (S-skolen). Jeg er
afskåret
fra at foretage en nærmere bevisbedømmelse heraf, men må henholde mig til de
i
sagen foreliggende udtalelser fra ledelsen ved (S-skolen). Jeg er ikke
forelagt
oplysninger om omfanget af øvevirksomheden. Ud fra oplysninger om, at Deres
ugentlige undervisning omfatter 27 timer, har jeg dog lagt til grund, at
øvevirksomheden i indkomstårene 1987-1988 har udgjort mindst 10-12 timer
ugentligt.
Jeg må således konkludere, at
Deres indretning af et øve- og musiklokale har den fornødne erhvervsmæssige
relevans og nødvendighed.
Ud fra de foreviste
fotografier og tegninger er det naturligvis vanskeligt at danne sig et fuldt
dækkende indtryk af lokalets indretning og udelukkende anvendelsesmulighed
som
øve- og musiklokale. Det forekommer mig dog mindre sandsynligt, at lokalet
med
den viste indretning og de afbildede instrumenter kan anvendes til
almindelige
boligformål. Jeg lægger her vægt på, at der blandt andet er tale om
omfangsrige
instrumenter som klaver og gulvbas, der under alle omstændigheder lægger
beslag
på et vist areal til opbevaring. Jeg forudsætter herved naturligvis, at de
pågældende instrumenter netop er de instrumenter, som De anvender
erhvervsmæssigt.
Jeg må således konkludere, at
der med grund kan rejses tvivl om rigtigheden af Landsskatterettens
forudsætning om, at Deres øve- og musiklokale ikke kan anses som et særskilt
værelse, udskilt fra boligens almindelige opholdsrum.
Når hertil kommer, at
administrativ praksis for indkomstårene 1987 og 1988 efter de offentliggjorte
ligningsvejledninger lod fradragsretten bero på, i hvilket omfang arbejdet
efter sin art og sit omfang
formindsker
det pågældende værelses faktiske benyttelsesmulighed som værelse i den
private
lejlighed, finder jeg, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt
Landsskatterettens
kendelse er i overensstemmelse med i hvert fald den for 1987 og 1988
offentliggjorte praksis. Jeg har herunder også lagt vægt på, at
Landsskatteretten i den af Dem fremhævede kendelse offentliggjort i
Tidsskrift
for Skatteret 1991, s. 129, har anerkendt, at en slagtøjsspiller ansat i et
symfoniorkester kunne fradrage udgifterne til opretholdelse af øvelokale i
eget hjem. Omend denne sag ikke er fuldstændig identisk med Deres, finder jeg
dog, at Landsskatterettens afgørelse fra 1991 har en vis præjudikatskabende
værdi.
Som ovenfor nævnt kan jeg
alene bedømme Deres øvebehov i hjemmet og indretningen af øve- og
musiklokalet
ud fra de foreliggende oplysninger. Jeg kan således ikke udelukke, at
indhentelse af øvrige oplysninger fra Dem og Deres arbejdsgiver, en nærmere
besigtigelse af lokalet etc., kan frembringe sådanne nye oplysninger, at
Landsskatterettens forudsætninger kan opretholdes.
Jeg har gjort
Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og henstillet, at
Landsskatteretten på ny overvejer sin kendelse. Jeg har herunder peget på, at
Landsskatteretten eventuelt overvejer, hvorvidt en yderligere indhentelse af
faktiske oplysninger, besigtigelse etc. kan frembringe sådanne nye og ændrede
oplysninger, at det i højere grad end på det foreliggende grundlag
sandsynliggøres,
at øve- og musiklokalet kan anses som et værelse, der hører med til boligens
almindelige opholdsrum, således som det er angivet i Landsskatterettens
kendelse af 1. september 1993.
..."
Landsskatteretten meddelte
mig herefter i brev af 16. juni 1994 at retten havde besluttet at genoptage
A's
sag.
I en kendelse af 13.
september 1994 fastholdt Landsskatteretten på ny at A's indrettede øve- og
musiklokale ikke kunne anses for et særskilt værelse, der ikke hørte med til
boligens almindelige opholdsrum, og retten fandt således fortsat ikke at A
var
berettiget til fradrag. Som begrundelse for afgørelsen anførte retten bl.a.
følgende:
"...
Til brug ved sagens fornyede
behandling har Landsskatteretten bedt klageren indsende relevant materiale
til
belysning af værelsets indretning og anvendelse. Klageren har indsendt en
sagsmappe indeholdende den for Landsskatteretten tidligere foreliggende
dokumentation suppleret med fotokopier af fotos af værelserne.
Landsskatteretten har herefter ikke fundet anledning til en besigtigelse af
værelserne.
Det er fra ombudsmandens side
påpeget, at Ligningsvejledningen for 1987 og 1988 indeholder en formulering,
hvorefter det er afgørende, om værelsets anvendelse formindsker dets karakter
af et af boligens almindelige opholdsrum. Efter Landsskatterettens opfattelse
kan denne formulering ikke føre til et andet resultat i det foreliggende
tilfælde.
Landsskatteretten bemærker,
at der ifølge Højesterets dom af 14. december 1960 i almindelighed ikke er
fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i lønmodtagerens hjem, selv om
lønmodtageren benytter værelset i forbindelse med sit arbejde, medmindre
værelset
har skiftet karakter, således at det ikke er anvendeligt som opholdsrum.
Klageren benytter værelset til arbejde i forbindelse med stillingen som lærer
ved (S-skolen).
Efter det oplyste om
indretningen af værelset samt om karakteren og omfanget af klagerens arbejde,
må Landsskatteretten fortsat være enig med skatteankenævnet i, at værelset
ikke
kan anses som et særskilt værelse, der ikke hører med til boligens
almindelige
opholdsrum. Retten finder derfor, at det er i overensstemmelse med gældende
praksis, at klageren ikke er anset for berettiget til fradrag for
arbejdsværelse efter Ligningslovens § 9, stk. 1, jf. statsskattelovens §
6 a, og de påklagede afgørelser vil
herefter være at stadfæste.
..."
I et til brev A udtalte jeg
herefter følgende:
"...
I kendelsen stadfæster
Landsskatteretten på ny Skatteankenævnet i (X's) afgørelse. Således
fastholder
Landsskatteretten, at Deres indrettede øve- og musiklokale ikke kan anses som
et særskilt værelse, der ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum,
og
retten finder således fortsat ikke at De er berettiget til fradrag for
arbejdsværelse
efter ligningslovens § 9, stk. 1, jfr. statsskattelovens §
6 a.
Som et led i begrundelsen for
kendelsen henviser Landsskatteretten til en højesteretsdom af 14. december
1960. I denne dom udtalte Højesteret at der i almindelighed ikke er fradrag
for
udgifter til et arbejdsværelse i lønmodtagerens hjem, selv om lønmodtageren
benytter værelset i forbindelse med sit arbejde, medmindre værelset har
skiftet
karakter, således at det ikke er anvendeligt som opholdsrum.
Under hensyn til at den
påberåbte dom er mere end 30 år gammel, til at administrativ praksis har
udviklet sig i en mindre restriktiv retning, samt til at spørgsmålet berører
et
stort antal personer, finder jeg at der er behov for en afklaring af
retsstillingen.
Jeg er derfor indstillet på
at henstille til Civilretsdirektoratet at der meddeles Dem fri proces efter
bestemmelserne i retsplejelovens § 331, selv om De ikke opfylder de
almindelige økonomiske betingelser for at opnå fri proces, såfremt De ønsker
sagen indbragt for domstolene. De bedes hurtigst muligt meddele mig om De
ønsker, at jeg skal afgive en sådan henstilling. Jeg bemærker i den
forbindelse
at der ifølge skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, er en frist på 3 måneder
for
indbringelse af Landsskatterettens kendelser til domstolene. Sidste frist for
indbringelse af sagen er således den 13. december 1994."
I et brev til mig af 3.
oktober 1994 meddelte A at han herefter ønskede at indbringe sagen for
domstolene.
Jeg henstillede derfor den
11. oktober 1994 til Civilretsdirektoratet at der meddeltes A fri proces
efter
retsplejelovens § 331 til indbringelse af sagen for domstolene.
Den 19. oktober 1994 blev A
herefter af Civilretsdirektoratet meddelt fri proces til indbringelse af
Landsskatterettens kendelse af 13. september 1994 for Østre Landsret.
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. Løn og honorarindtægter for musikpædagog fradrag for udgifter til instrumenter, noder, undervisningsmateriale mv. Retsinformation · 29. marts 2007
- Sag om, hvorvidt sagsøgeren, der i en del af indkomståret 1999 drev advokatvirksomhed, i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til at fradrage en række nærmere angivne udgifter som driftsomkostninger i advokatvirksomheden Domsdatabasen · 5. oktober 2007
- Sagen drejer sig om, hvorvidt Realdania har ret til fradrag for den andel af foreningens lønudgifter, der kan allokeres til foreningens aktiviteter, som hjemlet i foreningens vedtægter, der omfatter støtte af almennyttige og almenvelgørende formål inden for det byggede miljø og bredt fordelt i Danmark samt i særlige tilfælde i udlandet (filantropisk aktivitet) Domsdatabasen · 27. juni 2023
- Sagen drejer sig om anerkendelse af skattemæssigt fradrag uden kildeartsbegrænsning for en erstatningsforpligtelse i forbindelse med udøvelse af bestyrelseshverv i en bank Domsdatabasen · 4. april 2025
- Fradrag for arbejdsværelse/kontor – Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C Landsskatteretten · 21. september 2015
- C.C.2.2.2.13 Fradrag for arbejdsværelse Den juridiske vejledning · 1. juli 2026