Spring til indhold

Retsinformation

Skattefradrag for musiklærers øve- og musiklokale i eget hjem.

FOU nr 1994.242UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Skattefradrag for musiklærers øve- og musiklokale i eget

hjem.

A klagede til mig over

Landsskatterettens kendelse af 1. september 1993 vedrørende fradrag for

udgifter til opretholdelse af øve- og musiklokaler i forbindelse med hans

ansættelse som leder af S-skolens musikværksted og hans virksomhed som

jazzmusiker. Ved kendelsen stadfæstede Landsskatteretten en af

Skatteankenævnet for X foretaget skatteansættelse hvorefter A ikke blev anset

for berettiget til at foretage fradrag for indkomstårene 1987 og 1988.

Til støtte for sin klage

henviste A til at det var en nødvendig og afgørende forudsætning for udøvelse

af hans erhverv, at han rådede over det omhandlede musikøvelokale i sin

bolig,

hvorfor udgifterne hertil var fradragsberettigede som driftsomkostninger. A

havde herunder henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 16. januar

1991

hvorefter Landsskatteretten anerkendte en tilsvarende fradragsret for en

udgift

til øvelokale afholdt af en slagtøjsspiller ansat i et symfoniorkester.

Kendelsen er offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1991, s. 129.

Jeg forelagde A's klage for

Landsskatteretten og anmodede om en udtalelse. Landsskatteretten afgav den

ønskede udtalelse. Det fremgik heraf at Landsskatteretten i det hele henviste

til den afsagte kendelse, som ansås for overensstemmende med praksis. Denne

angav alene at give mulighed for et fradrag for udgifter til opretholdelse af

arbejdsværelser i hjemmet såfremt arbejdsværelset ved den erhvervsmæssige

anvendelse skiftede karakter og ikke længere var en del af hjemmets

almindelige

opholdsrum.

Det fremgik i øvrigt af sagen

Læs alt

at A siden 1972 havde været ansat som leder af musikværkstedet ved S-skolen,

hvor han modtog en fast månedlig løn svarende til en folkeskolelærer. A havde

yderligere en biindtægt som udøvende jazzmusiker.

A havde i en årrække

fratrukket udgifter til afskrivning og vedligeholdelse af musikinstrumenter,

udgifter til anskaffelse af noder, bånd, etc., ligesom A havde fratrukket

udgifter til opretholdelse af øve- og musiklokale i sit hjem.

Ved en i 1988 foretaget

revision af A's skatteansættelse for indkomstårene 1984-1986 blev A's fradrag

for indkøb af musikinstrumenter og tilbehør samt for udgift til

vedligeholdelse

heraf reduceret. Skattemyndighederne anerkendte alene et fradrag skønsmæssigt

ansat til 10% af A's indtægt. Samtidig anerkendtes ikke et fradrag for

udgifter

til opretholdelse af øve- og musiklokale.

Ved en revisionsansættelse

foretaget i 1990 af X Kommunes Skatte- og Registerforvaltning blev A's

skatteansættelser

for indkomstårene 1987 og 1988 ændret. Ved ændringen blev A's fradrag for

udgifter til indkøb og vedligeholdelse af instrumenter, noder og bånd m.v.

principielt anerkendt, men skønsmæssigt reduceret. A's fradrag for udgifter

til opretholdelse af øve- og musiklokale - opgjort til 1/5 af lejeværdien af

egen bolig og 1/5 af boligens udgifter til el og varme - blev imidlertid ikke

anerkendt. Der henvistes til at udgiften ikke var anset for nødvendig for at

erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten og derfor ikke opfyldte

betingelserne for fradrag i statsskattelovens §

6 a.

A påklagede afgørelsen for så

vidt angik fradrag for udgifterne til opretholdelse af øve- og musiklokale

til

Skatteankenævnet i X som stadfæstede afgørelsen. Skatteankenævnet henviste

til

at musikundervisningen fandt sted i arbejdsgiverens lokaler, samt at øve- og

musiklokalet ikke kunne anses for et særskilt arbejdsværelse, der ikke hørte

med til boligens almindelige opholdsrum.

A påklagede Skatteankenævnets

afgørelse til Landsskatteretten.

Under sagens behandling for

skattemyndighederne gjorde A gældende at det var en udtrykkelig og afgørende

forudsætning for bestridelsen af hans ansættelse på S-skolen, at han afholdt

ikke ubetydelige udgifter til anskaffelse og vedligeholdelse af

musikinstrumenter

og øvrigt materiale til brug for undervisningen. A gjorde samtidig gældende

at

hans ansættelse forudsatte en daglig øvning på de forskellige instrumenter,

ligesom der skulle gennemføres anden forberedelse. Denne forberedelse måtte

ske

i hjemmet idet S-skolens musikrum inden for den almindelige skoletid var

optaget af frivillig musikundervisning.

A havde herunder henvist til

udtalelser fra S-skolens skoleleder og fra S-skolens viceskoleinspektør. Det

fremgik af disse udtalelser at det var en afgørende forudsætning for A's

bestridelse af stillingen, at han for egen regning anskaffede det relevante

materiale, musikinstrumenter etc., ligesom det var nødvendigt for den

praktisk

relaterede undervisning hvor eleverne selv udøver musik, at læreren kunne

forberede sig til samspil, instruktion etc. Det fremgik ligeledes at skolen

ikke så sig i stand til at tilbyde de nødvendige øvefaciliteter.

A gjorde ligeledes gældende

at hans øve- og musiklokaler var således indrettet, at rummet var

uanvendeligt

til almindelige boligformål. A havde herunder forevist 4 stk. fotografier af

lokalets indretning og en arkitekttegning over lokalets placering, størrelse

og

rumindretning. Det fremgik heraf at lokalet var indrettet i den nederste

etage

af A's byejendom, og grundarealet af lokalet var ca.

15 m2

svarende til ca. 1/5

af det samlede boligareal. De foreviste fotografier viste et lokale som

indeholdt klaver, gulvbas, 5 guitarer, et par blæseinstrumenter, nodestativ

og

diverse højtalere, forstærkere etc. Ud over en reol med noder,

musiktidsskrifter etc. var rummet alene møbleret med et skrivebord.

Ved Landsskatterettens

kendelse af 1. september 1993 blev skatteankenævnets nægtelse af at anerkende

fradraget for udgifter til øve- og musiklokalet stadfæstet. Landsskatteretten

begrundede kendelsen med at lokalet ikke kunne anses for et særskilt værelse,

der ikke hørte med til boligens almindelige opholdsrum. Landsskatteretten

fandt

derfor at det var i overensstemmelse med gældende praksis, at A ikke blev

anset

for berettiget til fradrag for arbejdsværelse.

A klagede herefter til mig.

Landsskatteretten henviste i

sin udtalelse af 11. november 1993 til mig til kendelsen af 1. september 1993

med den heri givne begrundelse. Landsskatteretten bemærkede at der over for

retten havde været fremlagt fotokopier af grundplanen for A's beboelse,

herunder de omhandlede værelser der anvendtes ved A's musikudøvelse, og at

det

ikke heraf eller af det i øvrigt oplyste fremgik at værelserne som følge af

brugen til musikudøvelse skulle være indrettet på en sådan måde, at de ikke

hørte med til de almindelige opholdsrum. A fandtes derfor ikke berettiget til

fradrag for arbejdsværelse efter ligningslovens § 9, stk. 1, jf.

statsskattelovens §

6 a.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Lønmodtageres fradrag

for udgifter til bestridelse af ansættelsen er reguleret af statsskattelovens

§

6 a, jf.

ligningslovens § 9. Det fremgår heraf, at lønmodtagere har fradrag for

sådanne

udgifter, som afholdes til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i

det

omfang, sådanne overstiger et reguleret grundbeløb på 3.000 kr. Den

foreliggende domspraksis om anerkendelse af lønmodtageres fradrag for

driftsomkostninger har betydet, at sådanne alene anerkendes i begrænset

omfang.

Et fradrag anerkendes således i almindelighed kun, hvis lønmodtagerens

udgiftsafholdelse direkte vedrører arbejdets udførelse og samtidig er en

udtrykkelig eller stiltiende forudsætning for lønarbejdets gennemførelse.

Selve

den omstændighed, at en lønmodtager afholder en udgift, som er

erhvervsrelateret, er således ikke tilstrækkeligt, idet det yderligere må

kræves, at udgiften afholdes på arbejdsgiverens direkte eller indirekte

foranledning.

Ved den skattemæssige

bedømmelse af lønmodtagerudgifter består en formodning for, at arbejdsgiveren

afholder samtlige relevante udgifter for arbejdets udførelse, således at

yderligere udgifter som udgangspunkt må anses som lønmodtagerens ikke

fradragsberettigede privatrelaterede udgifter. Denne formodning kan som nævnt

afkræftes, hvis det tilstrækkelig tydeligt dokumenteres, at arbejdsgiveren

ved

aftale med lønmodtageren har overladt en udgiftsafholdelse til lønmodtageren,

eller en sådan fremgår implicit af den nærmere bestridelse af lønmodtagerens

arbejde.

Sammenfattende må således

konkluderes, at en lønmodtager alene kan opnå fradrag for driftsomkostninger,

såfremt lønmodtageren afholder erhvervsrelaterede udgifter, som er af en

sådan

karakter, at disse normalt og i almindelighed ville være afholdt af

arbejdsgiveren.

Ovennævnte fortolkning af

reglerne for lønmodtageres fradrag for driftsomkostninger indskrænkes efter

praksis yderligere, når driftsomkostningen vedrører udgifter til

opretholdelse

af arbejdsværelse, kontor mv. i lønmodtagerens bolig. Praksis har af

bevismæssige årsager - til sikring af, at et indrettet arbejdsværelse eller

kontor mv. netop anvendes erhvervsmæssigt og ikke privat - stillet krav om,

at

det pågældende værelse er indrettet på en sådan måde, at det ikke længere kan

anses anvendeligt som opholdsrum, men gennem møblering, udstyr og

adgangsforhold mv. er blevet et værksted, et laboratorium, en tegnestue etc.

Praksis har dog også tilladt fradrag, såfremt værelset i væsentlig grad er

blevet benyttet til arbejde om dagen, således at værelset træder i stedet for

et arbejdsværelse, som den pågældende ellers måtte have på ansættelsesstedet.

At den foreliggende

administrative praksis er meget restriktiv i henseende til anerkendelse af

fradragsretten, fremgår af Told- og Skattestyrelsens Ligningsvejledning,

Almindelig del for 1993, s. 368-369. Det fremgår heraf, at der ikke i

almindelighed gives fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i

lønmodtagerens

hjem; fradraget kan således kun rent undtagelsesvist anerkendes.

Den administrative praksis er

dog skærpet betydeligt i årene forud for ligningsvejledning for 1993. Det

fremgår således af Statsskattedirektoratets Ligningsvejledning for 1987, s.

225-228, og tidligere Ligningsvejledninger, at udgift til et særligt

arbejdsværelse, som er nødvendigt for erhvervelse af skatteyderens

lønindtægt,

i visse tilfælde kan fradrages i den skattepligtige indkomst. Herefter

gennemgår Ligningsvejledningen for 1987 de nærmere betingelser for

fradragsret

omhandlende kravene til værelsets indretning med tilhørende afgørelser, uden

at det fremhæves, at fradraget kun undtagelsesvist kan anerkendes. Det

fremgår

i øvrigt, at fradraget beror på, i hvilket omfang arbejdet efter sin art og

sit

omfang formindsker det pågældende værelses faktiske benyttelsesmulighed som

værelse i den private lejlighed, således som det for eksempel er tilfældet

ved

omdannelse til tegnestue eller laboratorium.

Den skete ændring af

formuleringen for anerkendelse af fradraget er øjensynligt foretaget i

Statsskattedirektoratets Ligningsvejledning for 1988, s. 179-180. Denne

Ligningsvejledning beskriver ganske vist den administrative praksis gældende

for indkomståret 1988, men da Ligningsvejledningen for 1988 offentliggøres i

foråret 1989, må det følge af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger,

at en eventuel skærpelse af administrativ praksis alene kan have virkning for

skatteansættelser foretaget efter offentliggørelsen af Ligningsvejledningen

for

1988.

Jeg har således lagt til

grund, at i det omfang bedømmelsen af Deres fradrag for udgifter til

opretholdelse af øve- og musiklokale for indkomstårene 1987 og 1988 afhænger

af

den administrative praksis, skal denne udgøres af den administrative praksis,

som er beskrevet i Ligningsvejledningen for 1987 og tidligere.

I Landsskatterettens kendelse

i Deres sag har Landsskatteretten taget stilling til, om indretningen af

Deres

øve- og musiklokale opfylder de i praksis stillede krav for fradrag. På

grundlag af fremlagte fotokopier af grundplanen for Deres beboelse, herunder

de

omhandlede værelser, og sagens yderligere oplysninger om indretningen af

værelset og på grundlag af karakteren og omfanget af Deres arbejde har

Landsskatteretten lagt til grund, at værelset ikke kan anses som et særskilt

værelse, der ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum.

Ved min bedømmelse af

Landsskatterettens kendelse har jeg indskrænket mig til at påse, om

Landsskatteretten ved sin afgørelse har inddraget samtlige relevante

oplysninger og faktiske omstændigheder til belysning af Deres arbejde som

leder

af (S-skolens) musikværksted og som udøvende jazzmusiker, ligesom jeg har

indskrænket

mig til at påse, om de herved fremkomne faktiske oplysninger og deres

skatteretlige betydning i relation til de relevante bestemmelser for

anerkendelse af fradragsretten i statsskattelovens §

6 a

og ligningslovens § 9 er i

overensstemmelse med praksis som ovenfor beskrevet.

Efter de for mig foreliggende

oplysninger må jeg lægge til grund, at Deres hoved- og bibeskæftigelse

nødvendiggør anskaffelse og vedligeholdelse af diverse musikinstrumenter og

øvrigt materiale, samt at den erhvervsmæssige anvendelse heraf betinger en

daglig øvevirksomhed med instrumenterne og materialet. Jeg lægger her vægt

på,

at skattemyndighederne stedse har anerkendt, at De er forpligtet til at

afholde

ikke ubetydelige udgifter til en række instrumenter og øvrigt materiale. En

anden sag er så, at skattemyndighederne har anfægtet størrelsen af de årlige

fradrag og afskrivninger hertil, hvilket jeg må forstå således, at

skattemyndighederne i alt væsentligt principielt anerkender omfanget af Deres

udgiftsafholdelse, men blot ikke kan anerkende omfanget af den årlige

belastning heraf ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. De nedsatte

afskrivningsprocenter for musikinstrumenter er således blot udtryk for, at

fradragene foretages over et længere åremål.

Jeg må ligeledes lægge til

grund, at Deres øvevirksomhed ikke kan foretages på (S-skolen). Jeg er

afskåret

fra at foretage en nærmere bevisbedømmelse heraf, men må henholde mig til de

i

sagen foreliggende udtalelser fra ledelsen ved (S-skolen). Jeg er ikke

forelagt

oplysninger om omfanget af øvevirksomheden. Ud fra oplysninger om, at Deres

ugentlige undervisning omfatter 27 timer, har jeg dog lagt til grund, at

øvevirksomheden i indkomstårene 1987-1988 har udgjort mindst 10-12 timer

ugentligt.

Jeg må således konkludere, at

Deres indretning af et øve- og musiklokale har den fornødne erhvervsmæssige

relevans og nødvendighed.

Ud fra de foreviste

fotografier og tegninger er det naturligvis vanskeligt at danne sig et fuldt

dækkende indtryk af lokalets indretning og udelukkende anvendelsesmulighed

som

øve- og musiklokale. Det forekommer mig dog mindre sandsynligt, at lokalet

med

den viste indretning og de afbildede instrumenter kan anvendes til

almindelige

boligformål. Jeg lægger her vægt på, at der blandt andet er tale om

omfangsrige

instrumenter som klaver og gulvbas, der under alle omstændigheder lægger

beslag

på et vist areal til opbevaring. Jeg forudsætter herved naturligvis, at de

pågældende instrumenter netop er de instrumenter, som De anvender

erhvervsmæssigt.

Jeg må således konkludere, at

der med grund kan rejses tvivl om rigtigheden af Landsskatterettens

forudsætning om, at Deres øve- og musiklokale ikke kan anses som et særskilt

værelse, udskilt fra boligens almindelige opholdsrum.

Når hertil kommer, at

administrativ praksis for indkomstårene 1987 og 1988 efter de offentliggjorte

ligningsvejledninger lod fradragsretten bero på, i hvilket omfang arbejdet

efter sin art og sit omfang

formindsker

det pågældende værelses faktiske benyttelsesmulighed som værelse i den

private

lejlighed, finder jeg, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt

Landsskatterettens

kendelse er i overensstemmelse med i hvert fald den for 1987 og 1988

offentliggjorte praksis. Jeg har herunder også lagt vægt på, at

Landsskatteretten i den af Dem fremhævede kendelse offentliggjort i

Tidsskrift

for Skatteret 1991, s. 129, har anerkendt, at en slagtøjsspiller ansat i et

symfoniorkester kunne fradrage udgifterne til opretholdelse af øvelokale i

eget hjem. Omend denne sag ikke er fuldstændig identisk med Deres, finder jeg

dog, at Landsskatterettens afgørelse fra 1991 har en vis præjudikatskabende

værdi.

Som ovenfor nævnt kan jeg

alene bedømme Deres øvebehov i hjemmet og indretningen af øve- og

musiklokalet

ud fra de foreliggende oplysninger. Jeg kan således ikke udelukke, at

indhentelse af øvrige oplysninger fra Dem og Deres arbejdsgiver, en nærmere

besigtigelse af lokalet etc., kan frembringe sådanne nye oplysninger, at

Landsskatterettens forudsætninger kan opretholdes.

Jeg har gjort

Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og henstillet, at

Landsskatteretten på ny overvejer sin kendelse. Jeg har herunder peget på, at

Landsskatteretten eventuelt overvejer, hvorvidt en yderligere indhentelse af

faktiske oplysninger, besigtigelse etc. kan frembringe sådanne nye og ændrede

oplysninger, at det i højere grad end på det foreliggende grundlag

sandsynliggøres,

at øve- og musiklokalet kan anses som et værelse, der hører med til boligens

almindelige opholdsrum, således som det er angivet i Landsskatterettens

kendelse af 1. september 1993.

..."

Landsskatteretten meddelte

mig herefter i brev af 16. juni 1994 at retten havde besluttet at genoptage

A's

sag.

I en kendelse af 13.

september 1994 fastholdt Landsskatteretten på ny at A's indrettede øve- og

musiklokale ikke kunne anses for et særskilt værelse, der ikke hørte med til

boligens almindelige opholdsrum, og retten fandt således fortsat ikke at A

var

berettiget til fradrag. Som begrundelse for afgørelsen anførte retten bl.a.

følgende:

"...

Til brug ved sagens fornyede

behandling har Landsskatteretten bedt klageren indsende relevant materiale

til

belysning af værelsets indretning og anvendelse. Klageren har indsendt en

sagsmappe indeholdende den for Landsskatteretten tidligere foreliggende

dokumentation suppleret med fotokopier af fotos af værelserne.

Landsskatteretten har herefter ikke fundet anledning til en besigtigelse af

værelserne.

Det er fra ombudsmandens side

påpeget, at Ligningsvejledningen for 1987 og 1988 indeholder en formulering,

hvorefter det er afgørende, om værelsets anvendelse formindsker dets karakter

af et af boligens almindelige opholdsrum. Efter Landsskatterettens opfattelse

kan denne formulering ikke føre til et andet resultat i det foreliggende

tilfælde.

Landsskatteretten bemærker,

at der ifølge Højesterets dom af 14. december 1960 i almindelighed ikke er

fradrag for udgifter til et arbejdsværelse i lønmodtagerens hjem, selv om

lønmodtageren benytter værelset i forbindelse med sit arbejde, medmindre

værelset

har skiftet karakter, således at det ikke er anvendeligt som opholdsrum.

Klageren benytter værelset til arbejde i forbindelse med stillingen som lærer

ved (S-skolen).

Efter det oplyste om

indretningen af værelset samt om karakteren og omfanget af klagerens arbejde,

må Landsskatteretten fortsat være enig med skatteankenævnet i, at værelset

ikke

kan anses som et særskilt værelse, der ikke hører med til boligens

almindelige

opholdsrum. Retten finder derfor, at det er i overensstemmelse med gældende

praksis, at klageren ikke er anset for berettiget til fradrag for

arbejdsværelse efter Ligningslovens § 9, stk. 1, jf. statsskattelovens §

6 a, og de påklagede afgørelser vil

herefter være at stadfæste.

..."

I et til brev A udtalte jeg

herefter følgende:

"...

I kendelsen stadfæster

Landsskatteretten på ny Skatteankenævnet i (X's) afgørelse. Således

fastholder

Landsskatteretten, at Deres indrettede øve- og musiklokale ikke kan anses som

et særskilt værelse, der ikke hører med til boligens almindelige opholdsrum,

og

retten finder således fortsat ikke at De er berettiget til fradrag for

arbejdsværelse

efter ligningslovens § 9, stk. 1, jfr. statsskattelovens §

6 a.

Som et led i begrundelsen for

kendelsen henviser Landsskatteretten til en højesteretsdom af 14. december

1960. I denne dom udtalte Højesteret at der i almindelighed ikke er fradrag

for

udgifter til et arbejdsværelse i lønmodtagerens hjem, selv om lønmodtageren

benytter værelset i forbindelse med sit arbejde, medmindre værelset har

skiftet

karakter, således at det ikke er anvendeligt som opholdsrum.

Under hensyn til at den

påberåbte dom er mere end 30 år gammel, til at administrativ praksis har

udviklet sig i en mindre restriktiv retning, samt til at spørgsmålet berører

et

stort antal personer, finder jeg at der er behov for en afklaring af

retsstillingen.

Jeg er derfor indstillet på

at henstille til Civilretsdirektoratet at der meddeles Dem fri proces efter

bestemmelserne i retsplejelovens § 331, selv om De ikke opfylder de

almindelige økonomiske betingelser for at opnå fri proces, såfremt De ønsker

sagen indbragt for domstolene. De bedes hurtigst muligt meddele mig om De

ønsker, at jeg skal afgive en sådan henstilling. Jeg bemærker i den

forbindelse

at der ifølge skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, er en frist på 3 måneder

for

indbringelse af Landsskatterettens kendelser til domstolene. Sidste frist for

indbringelse af sagen er således den 13. december 1994."

I et brev til mig af 3.

oktober 1994 meddelte A at han herefter ønskede at indbringe sagen for

domstolene.

Jeg henstillede derfor den

11. oktober 1994 til Civilretsdirektoratet at der meddeltes A fri proces

efter

retsplejelovens § 331 til indbringelse af sagen for domstolene.

Den 19. oktober 1994 blev A

herefter af Civilretsdirektoratet meddelt fri proces til indbringelse af

Landsskatterettens kendelse af 13. september 1994 for Østre Landsret.

Lignende dokumenter