Spring til indhold

Retsinformation

Grundlaget for Indenrigsministeriets udtalelse i en sag om en amtskommunes afslag på at samarbejde med et privathospital.

FOU nr 1993.119UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Grundlaget for Indenrigsministeriets udtalelse i en sag om en

amtskommunes afslag på at samarbejde med et privathospital.

A klagede til mig over

Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992 vedrørende

hornhindetransplantationer på privathospitalet B.

Sagens faktiske

omstændigheder var følgende:

Privathospitalet havde over en

længere periode - med henblik på at foretage transplantationer - ønsket at

opkøbe hornhinder fra Hornhindebanken på K Kommunehospital. I en skrivelse af

11. januar 1991 meddelte K Amt afslag på en ansøgning herom. Amtets

begrundelse

var, at hornhindekirurgi af hensyn til mulighederne for optimal behandling,

efterkontrol m.v. burde koncentreres til ganske få steder i Danmark.

I den anledning rettede

privathospitalet ved skrivelse af 17. januar 1991 henvendelse til

Sundhedsministeriet. Privathospitalet spurgte, om det også var

Sundhedsministeriets opfattelse, at der ikke burde udføres hornhindekirurgi

på

privathospitalet, ligesom man spurgte, om det var korrekt, at hospitalet ikke

kunne købe hornhinder af K Amt.

Sagen blev efterfølgende

drøftet på et møde i K Amt den 5. februar 1991. Et flertal i amtets

sygehusudvalg havde stillet forslag om, at man vedtog følgende udtalelse:

"Sygehusudvalget er enig

i forvaltningens afvisning af salg af hornhinder til (privathospitalet B).

Amtsrådet har i

overensstemmelse med Frivillige danske Bloddonorer accepteret at levere blod

til (privathospitalet B). Desuden er der truffet aftale om, at patienter, som

bliver akut syge under ophold på (privathospitalet B), skal indlægges på (L)

Læs alt

Centralsygehus eller (K) Kommunehospital. Herudover har udvalget ingen

interesse i at samarbejde med klinikken, idet sygehusudvalget finder dens

virksomhed stridende imod de grundlæggende lighedsprincipper i det danske

sygehusvæsen. Der er lagt til grund, at leverancerne til udlandet er søgt

etableret

til universitetsklinikker og lignende."

Et flertal af amtsrådets

medlemmer stemte for forslaget.

Amtsrådsmedlem, MF, C, der

havde stemt imod forslaget, klagede herefter til Indenrigsministeriet.

I anledning af

privathospitalets ovennævnte skrivelse af 17. januar 1991 til

Sundhedsministeriet meddelte Sundhedsstyrelsen i februar samme år

Sundhedsministeriet, at der ud fra en faglig betragtning intet var til hinder

for, at man udførte hornhindekirurgi på privathospitalet.

K Amt afgav den 8. april 1991

en udtalelse til Indenrigsministeriet om C's klage. Heri hed det bl.a.

følgende:

"...

1. Sygehusforvaltningens behandling af sagen.

Begrundelsen for at

sygehusforvaltningen besluttede at (K) Kommunehospital ikke må sælge

hornhinder

til (privathospitalet), var at hornhindetransplantaterne ikke bør gøres til

genstand for privat indtjening. Sygehusforvaltningen finder denne afgørelse

sagligt begrundet, hvilket synspunkt uddybes nedenfor.

a. Der leveres ikke

hornhinder fra (K) Kommunehospital til sygehuse, der kan sidestilles med

(privathospitalet). Inden for Skandinavien, hvor sygehusbehandling er gratis,

er der således ikke leveret hornhinder til private institutioner. Udenfor

Skandinavien er der leveret hornhinder til universitetshospitaler,

universitetsklinikker og andre hospitalsklinikker. Disse lande har hver deres

sygehuslovgivning. Ofte er grænsen mellem det offentlige og det private

sygehusvæsen mere flydende end i Danmark. Det er således ikke udelukket, at

der

leveres til hospitaler, hvor selvbetaling fra patienten indgår enten direkte

eller via forsikringsordninger. Det kan heller ikke udelukkes at de

hospitaler,

der leveres til, ved siden af den almindelige sygehusbehandling, modtager

private patienter. Der er ikke i noget tilfælde tale om, at der leveres til

privatdrevne kommercielle hospitaler, som (privathospitalet).

b. Leverancerne af

hornhinderne fra (K) Kommunehospital er led i et internationalt

udvekslingssamarbejde, således at patienterne uden ventetid kan få

indopereret

en vævsforligelig hornhinde. I lighed med andet internationalt samarbejde om

udveksling af væv og organer, forudsætter samarbejdet, at der er gensidighed

i

leverancerne, således at (K) Kommunehospital i princippet kan få hornhinder

fra

de klinikker, der leveres til. Det bør tilføjes, at der på nuværende

tidspunkt

endnu kun findes lignende hornhindebanker i Amsterdam, Bristol og Manchester.

c. Udvekslingen af hornhinder

er samtidigt et led i et forskningsmæssigt samarbejde vedr. udvikling af

hornhindebankteknikken. Leveringen af hornhinder til andre hospitaler var

begrundet i et ønske om at afprøve teknikken, og har ikke haft noget

kommercielt sigte. Teknikken er i øvrigt stadig under afprøvning og

udvikling.

Alene af den grund vil en kommerciel udnyttelse af teknikken give anledning

til

betænkeligheder.

d. (K) Kommunehospital har i

sagens natur aldrig indgået egentlige aftaler eller kontrakter med aftagerne.

Hornhinderne er leveret på baggrund af et indbyrdes tillidsforhold. K

Kommunehospital vil i givet fald, f.eks. hvis der er mangel på hornhinder til

egne patienter kunne aflyse leverancen. Det skal nævnes at det beløb

aftagerne

betaler til Kommunehospitalet er beregnet så det dækker

fremstillingsomkostningerne. Hornhinden som sådan tages der ikke betaling

for.

..."

I udtalelsen hed det

endvidere bl.a. følgende:

"...

2. Den politiske behandling af sagen.

...

Ifølge resolutionen fra

Sygehusudvalgets møde så udvalget ingen interesse i at samarbejde med

(privathospitalet), idet Sygehusudvalget finder dets virksomhed stridende

imod

de grundlæggende lighedsprincipper i det danske sygehusvæsen. Der er lagt til

grund at leverancerne til udlandet er søgt etableret til

universitetsklinikker

og lignende.

Det fremgår således at

sygehusudvalget har lagt vægt på ikke blot at der ikke leveres hornhinder til

(privathospitalet) men at der heller ikke leveres hornhinder til andre

klinikker, der kan sidestilles hermed. Med henvisning hertil findes den

politiske beslutning ikke at stride mod lighedsgrundsætninger eller andre

grundsætninger for offentlig virksomhed.

..."

Indenrigsministeriet afgav

udtalelse i sagen ved skrivelse af 4. juli 1991. Heri hed det bl.a. følgende:

"...

For så vidt angår den del af

(K) Amtsråds begrundelse, hvorefter (privathospitalets) virksomhed findes

stridende imod grundlæggende lighedsprincipper i det danske sundhedsvæsen, og

at hornhindetransplantaterne ikke bør gøres til genstand for privat

indtjening,

bemærkes, at det ikke er en amtskommunal opgave at tage stilling til, om der

skal kunne oprettes privathospitaler i Danmark, og hvordan disse hospitalers

virksomhed i givet fald skal afgrænses.

Indenrigsministeriet finder

på denne baggrund, at (K) Amtsråds beslutning den 5. februar 1991 om, at (K)

Kommunehospital ikke må levere hornhinder til (privathospitalet), har været

ulovlig, idet amtsrådet har begrundet beslutningen i hensyn, som amtsrådet

ikke

lovligt kan varetage, og Indenrigsministeriet har derfor i dag anmodet (K)

Amtsråd om at tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse i amtsrådet.

..."

I Indenrigsministeriets

skrivelse hed det i øvrigt bl.a. følgende:

"...

Endelig har

Indenrigsministeriet overvejet, om det af økonomiudvalget i skrivelsen af 8.

april 1991 under 1.b. anførte skal forstås således, at baggrunden for

afslaget

til (privathospitalet) også har været, at (K) Kommunehospital alene leverer

hornhinder til klinikker, hvorfra hospitalet selv kan forventes at kunne

modtage hornhinder. Under hensyn til, at (K) Kommunehospital som ovenfor

nævnt

i 1989 har leveret hornhinder til ca. 30 - og i 1990 til ca. 25 - forskellige

klinikker i Europa og Asien, og under hensyn til, at der i 1989 og 1990 ikke

er

leveret til de klinikker, der ifølge redegørelsen af 8. april 1991 selv har

etableret hornhindebanker, har Indenrigsministeriet dog lagt til grund, at

hensynet til amtskommunens mulighed for udveksling af hornhinder ikke har

været

afgørende for afslaget til (privathospitalet).

..."

Sagen blev på ny behandlet i

K Amt den 8. oktober 1991. Man besluttede på dette møde at fastholde

afgørelsen. Herom hedder det i amtets skrivelse af 30. oktober 1991 til

Indenrigsministeriet bl.a. følgende:

"...

Begrundelsen herfor er den,

at amtsrådet alene ønsker at levere hornhinder til hospitaler i forhold til

hvilke der på hornhindeområdet enten består et gensidighedsforhold eller i

fremtiden

kan komme til at bestå et sådant.

Spørgsmålet om gensidighed

har således stedse været den helt afgørende faktor, når der er truffet

aftaler

med hospitaler om levering af hornhinder, og gensidighedskriteriet omfatter

såvel den faktiske udveksling af hornhinder som udveksling af forsknings- og

videnskabelige resultater.

Når man fra amtsrådets side

således ikke ønsker at levere hornhinder til (privathospitalet) skyldes

dette,

at amtsrådet må være af den opfattelse, at (privathospitalet) ikke vil kunne

opfylde

de krav, der skal til, for at der kan etableres et sådant gensidighedsforhold

som beskrevet.

..."

I en skrivelse af 5. november

1991 bekræftede K Kommunehospital over for privathospitalet, at man ikke

kunne

levere hornhinder til privathospitalet.

Ved skrivelse af 29. oktober

1991 havde privathospitalet - der da var bekendt med K Amts nye afgørelse -

rettet henvendelse til Indenrigsministeriet. Privathospitalet anførte, at man

gerne ville indgå i et samarbejde om udveksling af forskningsresultater, men

at

man ikke ville være i stand til at levere hornhinder til K Kommunehospital.

På

den anden side var privathospitalet alene interesseret i at købe et mindre

antal hornhinder. I skrivelsen hed det herudover bl.a. følgende:

"...

Derudover kan det konstateres,

at (K) Amt tidligere i betydeligt omfang har leveret hornhinder til

hospitaler,

hvor en sådan gensidighed ikke eksisterede (jvf. tidligere fremsendt liste).

...

Det er fortsat

(privathospitalets) opfattelse, at der ud fra en almindelig

lighedsgrundsætning

skal kunne etableres en aftale mellem (K) og (privathospitalet) i dette

spørgsmål. Sundhedsstyrelsen har tidligere rent fagligt godkendt

hornhindetransplantationer på privathospitalet.

..."

Indenrigsministeriet afgav

ved skrivelse af 6. juli 1992 på ny udtalelse i sagen. Til grund for

udtalelsen

lå bl.a. et telefonnotat af 2. juli 1992. Heraf fremgik det, at K Amt over

for

Indenrigsministeriet telefonisk havde bekræftet, at samtlige de sygehuse -

herunder også i udlandet - som K Amt havde leveret hornhinder til, havde

kunnet

opfylde kravet om gensidighed.

I Indenrigsministeriets

skrivelse hed det bl.a. følgende:

"...

Det er således fortsat

Indenrigsministeriets opfattelse, at en amtskommune lovligt kan beslutte, at

dens sygehuse kun må levere organer til en begrænset kreds af sygehuse,

såfremt

udvælgelsen af de omhandlede sygehuse sker efter kriterier, der er saglige i

forhold til opgaven.

(K) Amtsråd har i den ovenfor

citerede skrivelse af 30. oktober 1991 til Indenrigsministeriet oplyst, at

det

ved udvælgelsen af, hvilke hospitaler (K) Kommunehospital leverer hornhinder

til, stedse har været den helt afgørende faktor, om der enten består et

gensidighedsforhold på hornhindeområdet mellem kommunehospitalet og de

pågældende hospitaler, eller om der i fremtiden kan komme til at bestå et

sådant. Amtsrådet har endvidere i skrivelsen oplyst, at gensidighedskriteriet

omfatter såvel den faktiske udveksling af hornhinder som udveksling af

forsknings- og videnskabelige resultater, og at (privathospitalet) efter

amtsrådets

opfattelse ikke vil kunne opfylde dette krav.

Efter Indenrigsministeriets

opfattelse kan det gensidighedskriterium, der i følge det oplyste anvendes af

(K) Amtsråd, ikke antages at være i strid med lovgivningen, herunder

almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger.

Da det - såvel af (K) Amtsråd

i skrivelsen af 30. oktober 1991 som af Dem [direktøren for privathospitalet]

i

skrivelsen af 29. oktober 1991 - er oplyst, at (privathospitalet) ikke kan

opfylde det nævnte kriterium, er der efter Indenrigsministeriets opfattelse

ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at (K) Amtsråds beslutning i

mødet

den 8. oktober 1991 har været ulovlig.

..."

Ved skrivelse af 10. juli

1992 rettede privathospitalet på ny henvendelse til Indenrigsministeriet om

sagen.

Privathospitalet måtte stille sig uforstående over for, at

gensidighedskriteriet havde været håndhævet også overfor udenlandske

hospitaler

m.v.; det var således efter hospitalets opfattelse i strid med lovgivningen

at

importere hornhinder.

Indenrigsministeriet

besvarede privathospitalets henvendelse ved skrivelse af 30. september 1992.

Ministeriet henviste til bestemmelsen i § 20, stk. 3, i lov om ligsyn,

obduktion og transplantation m.v., hvorefter det bl.a. er strafbart at yde

eller modtage betaling for udtagelse eller overførsel af væv eller andet

biologisk materiale til behandling. Efter Indenrigsministeriets (og

Justitsministeriets) opfattelse ville det ikke være i strid med denne

bestemmelse alene at yde betaling for de faktiske omkostninger, der for det

leverende hospital er forbundet med overførslen af hornhinderne. I skrivelsen

hed det endvidere bl.a. følgende:

"...

Sekretariatschef (D), (K)

Amtskommunes sygehusforvaltning, har

den 27. juli 1992 telefonisk

over for Indenrigsministeriet oplyst, at (K) Kommunehospital ikke - hverken

ved

levering eller modtagelse af hornhinder - yder eller modtager betaling for

selve hornhinden. Derimod betales der for de omkostninger (ca. 3 - 4.000 kr.

pr. hornhinde), der er forbundet med preparering og transport af hornhinden.

Indenrigsministeriet finder

på denne baggrund fortsat ikke, at (K) Amtsråds anvendelse af

gensidighedskriteriet ved valg af udenlandske samarbejdspartnere på

hornhindeområdet indebærer overtrædelse af gældende dansk lovgivning.

Ministeriet foretager

herefter ikke videre for så vidt angår dette spørgsmål.

..."

I mellemtiden havde A, der

var medlem af K Amtsråd, ved skrivelse af 17. juli 1992 påklaget

Indenrigsministeriets udtalelse til mig. Ved skrivelse af 16. september 1992

tilsluttede privathospitalet sig klagen. Privathospitalet anførte bl.a., at

man

fuldt ud var i stand til at opfylde kravet om gensidighed.

Ved skrivelser af 5. august

og 8. oktober 1992 anmodede jeg Indenrigsministeriet om en udtalelse i

anledning af de indkomne klager. Indenrigsministeriet bad i den forbindelse K

Amt om en udtalelse. I amtets skrivelse af 12. oktober 1992 hed det bl.a.

følgende:

"...

Amtsrådsmedlem (A) rejser i

øvrigt tvivl om, hvorvidt gensidighedskriteriet er opfyldt.

I den forbindelse skal man

gentage - jfr. i øvrigt Amtsrådets skrivelse af 30. oktober 1991 - at

gensidighedskriteriet hele tiden har været og fortsat er afgørende for

kommunehospitalets deltagelse i hornhindesamarbejdet.

Gensidighedskriteriet

indebærer, at der kun leveres til hospitaler, der bidrager til eller

potentielt

har mulighed for at bidrage til udvekslingen af væv til brug for det

internationale hornhindetransplantationssamarbejde. Kriteriet indebærer

samtidig, at de omtalte hospitaler tillige skal indgå i et fagligt tæt

forskningssamarbejde med henblik på en udvikling af hornhindebank-teknikken.

Konkluderende fastholder man

derfor, at spørgsmålet om gensidighed - som tidligere nævnt - er den

afgørende

faktor, når der træffes aftaler med hospitaler om levering af hornhinder, og

man må i konsekvens heraf afvise enhver påstand om, at (K) Amtsråd har

meddelt

Indenrigsministeriet faktiske oplysninger, der ikke er korrekte.

..."

I anledning af bemærkningerne

i privathospitalets skrivelse af 16. september 1992 til mig anmodede

Indenrigsministeriet ved skrivelse af 2. december 1992 privathospitalet om

nærmere at redegøre for, hvorledes man mente at kunne opfylde

gensidighedskravet. I den anledning oplyste privathospitalet i en skrivelse

af

14. december 1992 til Indenrigsministeriet bl.a. følgende:

"...

I relation til

gensidighedskriteriet kan oplyses, at der hvad angår udveksling af

forsknings-

og videnskabelige resultater fra (privathospitalet) gerne indgås et sådant

samarbejde. Det kan nævnes, at der med hospitalet på andre områder

(eksempelvis

brystkræftområdet DBCG) eksisterer et sådant samarbejde, og at vi naturligvis

vil indgå loyalt i et sådant.

Med hensyn til den faktiske

udveksling af hornhinder, d.v.s. leverancer fra (privathospitalet) mod køb på

(K Kommunehospital) skal bemærkes følgende:

Der er for det første tale

om, at Privathospitalet skal anvende et mindre antal hornhinder. Det er

tidligere fra (K) Kommunehospitals side oplyst, at der, om man så må sige,

var

flere hornhinder end efterspørgslen. Det vil sige, der foreligger overskud.

Da der kun er ganske få

dødsfald på Privathospitalet, er det urealistisk at forestille sig, at vi i

nævneværdigt omfang kan levere hornhinder til Kommunehospitalet. Men da (K)

Kommunehospital i tidligere tilfælde har leveret hornhinder til hospitaler,

der

ikke har leveret hornhinder den anden vej, finder vi det - jvf. vor

henvendelse

til ombudsmanden - rimeligt, at man anvender samme praksis over for

Privathospitalet.

Spørgsmålet har været rejst,

om hospitalet kunne importere hornhinderne fra udlandet, og det er formelt

muligt. Dette sker - jvf. Justitsministeriet - på grundlag af, at der kun

betales de faktiske udgifter, d.v.s., der må ikke foreligge betaling af

"overheads". Dette er praktisk muligt, men hospitalet har dog også

den holdning, at man af etiske grunde ikke vil foretage import af hornhinder.

Hospitalet er endelig

interesseret i at kunne anvende den ekspertise, som ligger på (K)

Kommunehospital omkring hornhindeleverancer.

Hospitalet skal derfor

gentage sit ønske og håb om leverance af hornhinder, også selvom

gensidighedsprincippet i enhver henseende ikke er fulgt. Der hvor sagen

formelt

står er, om Privathospitalet kan levere hornhinder til (K) Kommunehospital i

nævneværdigt omfang, og det kan vi ikke. På den anden side - som nævnt

ovenfor

-fremgår det af sagen, at praksis tidligere har været den for (K)

Kommunehospital, at man har leveret, også i situationer, hvor der ikke er

udtaget hornhinder på købsstedet.

..."

I en efterfølgende skrivelse

af 23. december 1992 til Indenrigsministeriet henviste privathospitalet til

et

interview i tidsskriftet Værn om Synet, hvori professor, dr. med. E oplyste,

at

hornhindebanken på K Kommunehospital modtog sine hornhinder fra patienter,

der

døde på hospitalet.

Indenrigsministeriet afgav

sin udtalelse i sagen ved skrivelse af 10. marts 1993. Udtalelsen vedrørte

såvel klagen fra A som klagen fra privathospitalet. Af udtalelsen fremgik det

bl.a., at Indenrigsministeriet anså gensidighedshensynet for lovligt, at det

efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke var ulovligt at importere eller

eksportere hornhinder uden betaling, at privathospitalet ikke kunne antages

at

opfylde gensidighedskravet, og at det måtte lægges til grund, at K Amt over

for

andre aftagere af hornhinder stedse havde håndhævet dette krav.

A fremsatte ved skrivelse af

12. april 1993 sine bemærkninger til Indenrigsministeriets udtalelse.

Ligeledes

fremsatte privathospitalet - i en skrivelse af 24. marts 1993 - sine

bemærkninger til udtalelsen. I privathospitalets skrivelse hed det bl.a.

følgende:

"...

I Indenrigsministeriets

gengivelse af sagsforløbet er der ét væsentligt spørgsmål vedrørende

gensidighedskriteriet, som endnu engang bør have en kommentar.

I det såkaldte

gensidighedskriterium indgår der, at det er en forudsætning for (K) Amtsråd i

et samarbejde, at der ved leverancer fra (K) Amt til en modtager sker

udveksling af hornhinder fra afdøde "den anden vej".

Det, der fremgår af (K)

Amtsråd's beskrivelse er, at der altså tages hornhinder ud på de sygehuse,

som

modtager leverancer fra hornhindebanken, hvor hornhinderne returneres til (K)

Amt.

Imidlertid kan det jo

konstateres, at (K) Amt leverer hornhinder fra deres hornhindebank til andre

hospitaler, der imidlertid ikke udtager/returnerer hornhinder.

Det der er baggrunden for, at

vi (jvf. Indenrigsministeriet's skrivelse (...) har fremsendt et eksemplar af

tidsskriftet Værn om Synet, hvor det netop fremgår, at hornhindebanken på (K)

Kommunehospital får sine hornhinder fra patienter, som dør på hospitaler i

(K)

Amt, og hvis pårørende giver tilladelse til obduktion. Det fremgår endvidere

af

artiklen, at der på grundlag af leveringer fra hornhindebanken foretages

hornhindetransplantationer på (en række hospitaler og sygehuse).

Som det fremgår af artiklen -

og andre dokumenter i sagen - leveres der altså rent faktisk hornhinder fra

(K)

Kommunehospital til sygehuse, som ikke "tilbageleverer hornhinder

udtaget

på modtagesygehuset". Dette vil være nøjagtigt den samme situation for

(privathospitalets) vedkommende.

Det gensidighedskriterium,

man stiller op over for Privathospitalet, følges tilsyneladende ikke i

samarbejdet med offentlige sygehuse.

Privathospitalet må derfor

henholde sig til, at der bør være lige grundlag for de offentlige sygehuse og

privathospitaler her i landet, og at gensidighedskriteriet skal administreres

i

overensstemmelse hermed.

..."

Ved skrivelse af 5. maj 1993

meddelte Indenrigsministeriet mig, at hverken A's eller privathospitalets

skrivelser gav ministeriet anledning til yderligere bemærkninger.

I en skrivelse til A og B

udtalte jeg herefter følgende:

"Efter § 4, stk. 2, i

loven om Folketingets Ombudsmand kan ombudsmanden kun tage stilling til

klager

over kommunale (herunder amtskommunale) afgørelser, såfremt disse afgørelser

kan påklages til en statslig myndighed, og klagemuligheden har været

udnyttet.

De kommunale tilsynsmyndigheder betragtes ikke i denne relation som en

klagemyndighed.

Som følge af det anførte kan

jeg ikke tage umiddelbar stilling til lovligheden af (K) Amts afgørelse. Min

undersøgelse vedrører derfor alene spørgsmålet om, hvorvidt

Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed burde have grebet ind over for

amtet.

Det bemærkes endvidere, at

Indenrigsministeriets udtalelser i sagen er afgivet i ministeriets egenskab

af

kommunal tilsynsmyndighed, jf. kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1. Dette

tilsyn er et legalitetstilsyn i den forstand, at Indenrigsministeriet kun kan

gribe ind over for et amt, såfremt der foreligger en tilsidesættelse af

lovgivningen (eller af gældende ret i øvrigt). Denne tilsidesættelse skal i

øvrigt

have en vis klarhed. Indenrigsministeriet kan således ikke tage stilling til

rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af afgørelser, som et amt træffer

inden

for rammerne af gældende ret.

Sagen rejser herefter

følgende spørgsmål:

Spørgsmålet om, hvorvidt Indenrigsministeriet med rette

har anset gensidighedskravet for lovligt,

Spørgsmålet om, hvorvidt Indenrigsministeriet med rette

har lagt til grund, at (privathospitalet) ikke opfylder gensidighedskravet,

og

Spørgsmålet om, hvorvidt Indenrigsministeriet med rette

har lagt til grund, at (K) Amt over for andre aftagere af hornhinder har

håndhævet gensidighedskravet.

ad a) Spørgsmålet om gensidighedskravets lovlighed.

1. Der findes ikke i

lovgivningen regler om, i hvilket omfang myndigheder, der er ansvarlige for

det

offentlige sygehusvæsen, skal samarbejde med privathospitaler. Jeg kan derfor

tilslutte mig de dele af Indenrigsministeriets udtalelser af 4. juli 1991 og

6.

juli 1992, hvorefter (K) Amt ikke i almindelighed har pligt til (eller er

afskåret fra) at samarbejde med privathospitaler.

Det er imidlertid - som

anført af Indenrigsministeriet - også klart, at (K) Amts afslag på

(privathospitalets) forespørgsel om køb af hornhinder forudsætter, at der

foreligger en saglig begrundelse. Dette gælder navnlig, da amtet tidligere

har

afsat hornhinder til anden side.

Jeg antager, at baggrunden

for gensidighedskravet er, at hospitalerne i (K) Amt skal være sikre på at

kunne modtage vævsforligelige hornhinder i tilfælde, hvor amtets hospitaler

ikke selv ligger inde med det fornødne antal. Dette hensyn, der tilgodeser

hospitalernes funktionsdygtighed og dermed behandlingen af amtetspatienter,

er

efter min opfattelse sagligt.

2. Efter (K) Amts oplysninger

håndhæver man gensidighedskravet absolut, således at man under ingen

omstændigheder vil levere hornhinder til hospitaler m.v., der ikke selv

(aktuelt eller potentielt) er i stand til at levere hinder til amtets

hospitaler. I forvaltningsretlig terminologi foreligger der således en

begrænsning i skønsudøvelsen.

Denne praksis kan - ikke

mindst i forhold til privathospitalet - forekomme ganske restriktiv; herved

sigter jeg navnlig til, at (K) Kommunehospital efter det oplyste synes at

have

et permanent "overskud" af hornhinder, og at (privathospitalet)

efter

det oplyste alene har behov for ganske få hornhinder på årsbasis.

Den forvaltningsvirksomhed,

der er tale om i den foreliggende sag, ligger imidlertid ikke i kernen af

anvendelsesområdet for de almindelige forvaltningsretlige principper om

udøvelsen af det frie skøn. I hvert fald under disse omstændigheder kan det

ikke give mig anledning til kritik, at Indenrigsministeriet ikke har anset

amtets praksis for så restriktiv, at der kan gribes ind efter reglerne i

kommunestyrelseslovens § 61.

Et andet spørgsmål er, om det

kan lægges til grund, at amtet også over for andre aftagere af hornhinder har

håndhævet gensidighedskravet, og at amtets begrundelse for afslaget dermed er

reel i den forstand, at den faktisk ligger til grund for afslaget. Disse

problemer skal jeg berøre nedenfor under pkt. c.

ad b) Spørgsmålet om, hvorvidt (privathospitalet) opfylder

gensidighedskravet.

Der har under sagen været en

vis diskussion om, hvorvidt (privathospitalet) kan antages at opfylde

gensidighedskravet. I privathospitalets skrivelse af 14. december 1992 til

Indenrigsministeriet hedder det imidlertid herom bl.a. følgende:

"...

Hospitalet skal derfor

gentage sit ønske og håb om leverance af hornhinder, også selvom

gensidighedsprincippet i enhver henseende ikke er fulgt. Der hvor sagen

formelt

står er, om Privathospitalet kan levere hornhinder til (K) Kommunehospital i

nævneværdigt omfang, og det kan vi ikke. På den anden side - som nævnt

ovenfor

- fremgår det af sagen, at praksis tidligere har været den for (K)

Kommunehospital, at man har leveret, også i situationer, hvor der ikke er

udtaget hornhinder på købsstedet.

..."

Herefter må jeg anse det for

ubestridt, at (privathospitalet) ikke opfylder gensidighedskravet.

Heller ikke på dette punkt

kan Indenrigsministeriets udtalelse derfor give mig anledning til kritik.

ad c) Spørgsmålet om, hvorvidt (K) Amt konsekvent har håndhævet

gensidighedskravet.

1. Som sagen har udviklet

sig, er hovedspørgsmålet, om (K) Amt også over for andre aftagere af

hornhinder

har håndhævet gensidighedskravet. Dette spørgsmål har to aspekter: må det

lægges til grund, at amtet ikke konsekvent har håndhævet kravet, kan det for

det første være i strid med den almindelige lighedsgrundsætning at gøre

kravet

gældende over for (privathospitalet). For det andet kan det i givet fald være

tvivlsomt, om amtets begrundelse for afslaget er reel i den forstand, at den

faktisk ligger til grund for afslaget.

Der er ikke enighed mellem

parterne om, hvorvidt der er en sådan konsekvens i amtets gensidighedskrav.

Amtet har under sagen stedse hævdet, at man håndhæver et sådant krav, mens

(privathospitalet) har gjort gældende, at dette ikke er tilfældet.

2. Udgangspunktet for de

kommunale tilsynsmyndigheders vurdering af en sådan uenighed om de faktiske

forhold må være, at tilsynsmyndighederne kan lægge kommunernes oplysninger

til

grund, jf. herved kommunestyrelseslovens § 63, hvorefter kommunen har pligt

til

at meddele tilsynsmyndigheden de fornødne (korrekte) oplysninger. Også

bortset

herfra må der i almindelighed bestå en stærk formodning for, at de

oplysninger,

som en offentlig myndighed meddeler en klage- eller tilsynsmyndighed, er

korrekte.

I en sag som den foreliggende

- hvor en kommune med en ny begrundelse fastholder en afgørelse, som

tilsynsmyndigheden tidligere har erklæret for ulovlig - kan der efter

omstændighederne være grund til at skærpe opmærksomheden om de oplysninger,

som

kommunen fremkommer med. Dette vil navnlig gælde, hvor de pågældende

oplysninger slet ikke har været anført i kommunens oprindelige afgørelse.

Også

i denne situation må der dog være en vis formodning for, at

tilsynsmyndigheden

kan lægge kommunens oplysninger til grund. Forud for tilsynsmyndighedens

endelige bedømmelse af sagen kan der imidlertid - afhængigt af de konkrete

omstændigheder - være anledning til at foretage nærmere undersøgelser;

tilsynsmyndigheden kan således f.eks. foretage yderligere høringer af

vedkommende kommune eller indhente udtalelser fra statslige myndigheder, som

måtte have særlige forudsætninger for at foretage en uafhængig, sagkyndig

vurdering.

3. Forud for

Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992 havde (privathospitalet) ved

flere lejligheder gjort gældende, at (K) Amt ikke over for andre aftagere af

hornhinder havde håndhævet gensidighedskravet. Der var tale om følgende

oplysninger:

a.

I (privathospitalets) skrivelse af 29. oktober 1991 til

Indenrigsministeriet hedder det bl.a. følgende:

"...

Derudover kan det

konstateres, at (K) Amt tidligere i betydeligt omfang har leveret hornhinder

til hospitaler, hvor en sådan gensidighed ikke eksisterede (jvf. tidligere

fremsendt liste).

..."

Den liste, der henvises til i

skrivelsen, er efter det oplyste udarbejdet af professor, dr. med. (E), (K)

Kommunehospital. Ifølge listen har hospitalet i 1989 og 1990 udleveret

henholdsvis 704 og 676 hornhinder til andre hospitaler m.v. De fleste af

disse

hospitaler er beliggende i Skandinavien. Herudover er der leveret hornhinder

til Tyskland, Italien, Irak og Jordan. Efter oplysningerne i (K) Amts

skrivelse

af 12. oktober 1992 til Indenrigsministeriet er samarbejdet med hospitalerne

i

Irak og Jordan dog ophørt.

Jeg må forstå

(privathospitalets) ovennævnte skrivelse af 29. oktober 1991 således, at der

efter privathospitalets opfattelse ikke kan være tale om gensidighed i

forhold

til alle de omtalte hospitaler. Privathospitalet har imidlertid ikke nærmere

redegjort for, hvorfor det ikke kan forholde sig således.

b.

Ved skrivelse af 10. marts 1992 sendte (privathospitalet)

Indenrigsministeriet en kopi af en afhandling fra tidsskriftet Refractive and

Corneal Surgery. I afhandlingen, der bærer titlen Penetrating Keratoplasty in

Jordan, hedder det bl.a. følgende:

"...

The author also acknowledges the following

institutions for their contributions to the blindness prevention program

through donation of corneas: the International Eye Foundation, the Surgical

Eye

Expedition International (SEE-INT), the Maryland Eye Bank,

the Kommune Hospital Eye Bank of (K)-Denmark,

and the International

Eye Bank of Sri Lanka.

..." (min

fremhævelse).

(Privathospitalet) har ikke i

skrivelsen til Indenrigsministeriet nærmere redegjort for betydningen af

denne

oplysning. Herved bemærker jeg, at det for så vidt er ubestridt, at

kommunehospitalet har leveret hornhinder til Jordan. (Privathospitalet) har

ikke forsøgt at dokumentere, at gensidighedskravet ikke har været opfyldt i

forhold til det omhandlede hospital, og i øvrigt er hornhindeleverancerne til

Jordan (og Irak) som nævnt nu ophørt.

c.

Herudover bemærker jeg, at Indenrigsministeriet i den

oprindelige udtalelse af 4. juli 1991 ikke selv mente at kunne lægge til

grund,

at (K) Amt konsekvent havde håndhævet et krav om gensidighed. I ministeriets

skrivelse hedder det således bl.a. følgende:

"...

Endelig har

Indenrigsministeriet overvejet, om det af økonomiudvalget i skrivelsen af 8.

april

1991 under 1.b. anførte skal forstås således, at baggrunden for afslaget til

(privathospitalet) også har været, at (K) Kommunehospital alene leverer

hornhinder til klinikker, hvorfra hospitalet selv kan forventes at kunne

modtage hornhinder. Under hensyn til, at (K) Kommunehospital som ovenfor

nævnt

i 1989 har leveret hornhinder til ca. 30 - og i 1990 til ca. 25 - forskellige

klinikker i Europa og Asien, og under hensyn til, at der i 1989 og 1990 ikke

er

leveret til de klinikker, der ifølge redegørelsen af 8. april 1991 selv har

etableret hornhindebanker, har Indenrigsministeriet dog lagt til grund, at

hensynet til amtskommunens mulighed for udveksling af hornhinder ikke har

været

afgørende for afslaget til (privathospitalet).

..."

Til det, som Indenrigsministeriet

har anført, skal jeg bemærke, at den omstændighed, at der ikke er egentlige

hornhindebanker på de hospitaler m.v., som (K) Amt har leveret hinder til,

vel

ikke nødvendigvis udelukker, at disse hospitaler alligevel har kunnet levere

hornhinder til amtet.

4. De oplysninger, der for

Indenrigsministeriet har trukket i den modsatte retning, er følgende:

a.

Ved skrivelse af 30. oktober 1991 meddelte (K) Amt som nævnt

Indenrigsministeriet, at man under hensyn til gensidighedskravet måtte

fastholde afslaget til (privathospitalet). I skrivelsen hedder det bl.a.

følgende:

"...

Spørgsmålet om gensidighed

har således stedse været den helt afgørende faktor, når der er truffet

aftaler

med hospitaler om levering af hornhinder, og gensidighedskriteriet omfatter

såvel den faktiske udveksling af hornhinder som udveksling af forsknings- og

videnskabelige resultater.

..."

b.

Umiddelbart før Indenrigsministeriet afgav sin udtalelse af 6.

juli 1992, kontaktede ministeriet telefonisk (K) Amt. I Indenrigsministeriets

telefonnotat af 2. juli 1992 hedder det herom følgende:

"Sekretariatschef (D),

(K) Amtskommunes sygehusforvaltning, har d.d. bekræftet, at samtlige sygehuse

m.v., herunder også sygehuse m.v. i udviklingslande, hvortil amtskommunen har

leveret hornhinder, har opfyldt det gensidighedskriterium, som amtskommunen

har

oplyst at lægge vægt på."

5. Spørgsmålet om, hvorvidt

Indenrigsministeriet - før man afgav udtalelsen af 6. juli 1992 - burde have

iværksat nærmere undersøgelser af, hvorvidt amtet konsekvent havde håndhævet

gensidighedskravet, kan på den anførte baggrund forekomme vanskeligt.

På den ene side kan det for

en umiddelbar betragtning forekomme tvivlsomt, om der f.eks. i forhold til

hospitalerne i Irak og Jordan har bestået et (reelt) gensidighedsforhold,

ligesom det må give anledning til en vis opmærksomhed, at kravet om

gensidighed

- der nu hævdes at være altafgørende for amtet - slet ikke er omtalt i det

oprindelige afslag.

På den anden side må der

lægges vægt på, at (privathospitalet) ikke - hvad der måtte forekomme

nærliggende - har gjort noget forsøg på at fremkomme med en egentlig

dokumentation for, at der i de omhandlede relationer ikke har kunnet bestå et

(reelt) gensidighedsforhold. Hertil kommer, at samarbejdet med hospitalerne i

Irak og Jordan efter det oplyste som nævnt er ophørt. Endelig har (K) Amt

umiddelbart før Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992 utvetydigt

tilkendegivet, at gensidighedskravet er blevet håndhævet konsekvent over for

andre aftagere af hornhinder. Efter min opfattelse vil man på grundlag af en

sådan tilkendegivelse fra en kommune kun i ganske ekstraordinære tilfælde

kunne

kræve, at tilsynsmyndigheden iværksætter yderligere undersøgelser.

Efter en samlet vurdering er

det min opfattelse, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at kritisere

Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992. I den forbindelse kan jeg

tilføje, at Indenrigsministeriet under sagen løbende har orienteret

Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, der ikke har haft bemærkninger til

Indenrigsministeriets synspunkter.

6. Under min behandling af

sagen er der kommet yderligere oplysninger frem om gensidighedsspørgsmålet.

De

oplysninger fra (privathospitalets) side, der kunne tyde på, at

gensidighedskravet ikke har været håndhævet konsekvent, har haft samme

karakter

som de ovenfor beskrevne oplysninger. (K) Amt har fortsat fastholdt sine

oplysninger.

Af de ovenfor anførte grunde

kan jeg ikke kritisere, at Indenrigsministeriet ikke under min behandling af

sagen har ændret standpunkt."

Lignende dokumenter