Grundlaget for Indenrigsministeriets udtalelse i en sag om en amtskommunes afslag på at samarbejde med et privathospital.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Grundlaget for Indenrigsministeriets udtalelse i en sag om en
amtskommunes afslag på at samarbejde med et privathospital.
A klagede til mig over
Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992 vedrørende
hornhindetransplantationer på privathospitalet B.
Sagens faktiske
omstændigheder var følgende:
Privathospitalet havde over en
længere periode - med henblik på at foretage transplantationer - ønsket at
opkøbe hornhinder fra Hornhindebanken på K Kommunehospital. I en skrivelse af
11. januar 1991 meddelte K Amt afslag på en ansøgning herom. Amtets
begrundelse
var, at hornhindekirurgi af hensyn til mulighederne for optimal behandling,
efterkontrol m.v. burde koncentreres til ganske få steder i Danmark.
I den anledning rettede
privathospitalet ved skrivelse af 17. januar 1991 henvendelse til
Sundhedsministeriet. Privathospitalet spurgte, om det også var
Sundhedsministeriets opfattelse, at der ikke burde udføres hornhindekirurgi
på
privathospitalet, ligesom man spurgte, om det var korrekt, at hospitalet ikke
kunne købe hornhinder af K Amt.
Sagen blev efterfølgende
drøftet på et møde i K Amt den 5. februar 1991. Et flertal i amtets
sygehusudvalg havde stillet forslag om, at man vedtog følgende udtalelse:
"Sygehusudvalget er enig
i forvaltningens afvisning af salg af hornhinder til (privathospitalet B).
Amtsrådet har i
overensstemmelse med Frivillige danske Bloddonorer accepteret at levere blod
til (privathospitalet B). Desuden er der truffet aftale om, at patienter, som
bliver akut syge under ophold på (privathospitalet B), skal indlægges på (L)
Læs alt
Centralsygehus eller (K) Kommunehospital. Herudover har udvalget ingen
interesse i at samarbejde med klinikken, idet sygehusudvalget finder dens
virksomhed stridende imod de grundlæggende lighedsprincipper i det danske
sygehusvæsen. Der er lagt til grund, at leverancerne til udlandet er søgt
etableret
til universitetsklinikker og lignende."
Et flertal af amtsrådets
medlemmer stemte for forslaget.
Amtsrådsmedlem, MF, C, der
havde stemt imod forslaget, klagede herefter til Indenrigsministeriet.
I anledning af
privathospitalets ovennævnte skrivelse af 17. januar 1991 til
Sundhedsministeriet meddelte Sundhedsstyrelsen i februar samme år
Sundhedsministeriet, at der ud fra en faglig betragtning intet var til hinder
for, at man udførte hornhindekirurgi på privathospitalet.
K Amt afgav den 8. april 1991
en udtalelse til Indenrigsministeriet om C's klage. Heri hed det bl.a.
følgende:
"...
1. Sygehusforvaltningens behandling af sagen.
Begrundelsen for at
sygehusforvaltningen besluttede at (K) Kommunehospital ikke må sælge
hornhinder
til (privathospitalet), var at hornhindetransplantaterne ikke bør gøres til
genstand for privat indtjening. Sygehusforvaltningen finder denne afgørelse
sagligt begrundet, hvilket synspunkt uddybes nedenfor.
a. Der leveres ikke
hornhinder fra (K) Kommunehospital til sygehuse, der kan sidestilles med
(privathospitalet). Inden for Skandinavien, hvor sygehusbehandling er gratis,
er der således ikke leveret hornhinder til private institutioner. Udenfor
Skandinavien er der leveret hornhinder til universitetshospitaler,
universitetsklinikker og andre hospitalsklinikker. Disse lande har hver deres
sygehuslovgivning. Ofte er grænsen mellem det offentlige og det private
sygehusvæsen mere flydende end i Danmark. Det er således ikke udelukket, at
der
leveres til hospitaler, hvor selvbetaling fra patienten indgår enten direkte
eller via forsikringsordninger. Det kan heller ikke udelukkes at de
hospitaler,
der leveres til, ved siden af den almindelige sygehusbehandling, modtager
private patienter. Der er ikke i noget tilfælde tale om, at der leveres til
privatdrevne kommercielle hospitaler, som (privathospitalet).
b. Leverancerne af
hornhinderne fra (K) Kommunehospital er led i et internationalt
udvekslingssamarbejde, således at patienterne uden ventetid kan få
indopereret
en vævsforligelig hornhinde. I lighed med andet internationalt samarbejde om
udveksling af væv og organer, forudsætter samarbejdet, at der er gensidighed
i
leverancerne, således at (K) Kommunehospital i princippet kan få hornhinder
fra
de klinikker, der leveres til. Det bør tilføjes, at der på nuværende
tidspunkt
endnu kun findes lignende hornhindebanker i Amsterdam, Bristol og Manchester.
c. Udvekslingen af hornhinder
er samtidigt et led i et forskningsmæssigt samarbejde vedr. udvikling af
hornhindebankteknikken. Leveringen af hornhinder til andre hospitaler var
begrundet i et ønske om at afprøve teknikken, og har ikke haft noget
kommercielt sigte. Teknikken er i øvrigt stadig under afprøvning og
udvikling.
Alene af den grund vil en kommerciel udnyttelse af teknikken give anledning
til
betænkeligheder.
d. (K) Kommunehospital har i
sagens natur aldrig indgået egentlige aftaler eller kontrakter med aftagerne.
Hornhinderne er leveret på baggrund af et indbyrdes tillidsforhold. K
Kommunehospital vil i givet fald, f.eks. hvis der er mangel på hornhinder til
egne patienter kunne aflyse leverancen. Det skal nævnes at det beløb
aftagerne
betaler til Kommunehospitalet er beregnet så det dækker
fremstillingsomkostningerne. Hornhinden som sådan tages der ikke betaling
for.
..."
I udtalelsen hed det
endvidere bl.a. følgende:
"...
2. Den politiske behandling af sagen.
...
Ifølge resolutionen fra
Sygehusudvalgets møde så udvalget ingen interesse i at samarbejde med
(privathospitalet), idet Sygehusudvalget finder dets virksomhed stridende
imod
de grundlæggende lighedsprincipper i det danske sygehusvæsen. Der er lagt til
grund at leverancerne til udlandet er søgt etableret til
universitetsklinikker
og lignende.
Det fremgår således at
sygehusudvalget har lagt vægt på ikke blot at der ikke leveres hornhinder til
(privathospitalet) men at der heller ikke leveres hornhinder til andre
klinikker, der kan sidestilles hermed. Med henvisning hertil findes den
politiske beslutning ikke at stride mod lighedsgrundsætninger eller andre
grundsætninger for offentlig virksomhed.
..."
Indenrigsministeriet afgav
udtalelse i sagen ved skrivelse af 4. juli 1991. Heri hed det bl.a. følgende:
"...
For så vidt angår den del af
(K) Amtsråds begrundelse, hvorefter (privathospitalets) virksomhed findes
stridende imod grundlæggende lighedsprincipper i det danske sundhedsvæsen, og
at hornhindetransplantaterne ikke bør gøres til genstand for privat
indtjening,
bemærkes, at det ikke er en amtskommunal opgave at tage stilling til, om der
skal kunne oprettes privathospitaler i Danmark, og hvordan disse hospitalers
virksomhed i givet fald skal afgrænses.
Indenrigsministeriet finder
på denne baggrund, at (K) Amtsråds beslutning den 5. februar 1991 om, at (K)
Kommunehospital ikke må levere hornhinder til (privathospitalet), har været
ulovlig, idet amtsrådet har begrundet beslutningen i hensyn, som amtsrådet
ikke
lovligt kan varetage, og Indenrigsministeriet har derfor i dag anmodet (K)
Amtsråd om at tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse i amtsrådet.
..."
I Indenrigsministeriets
skrivelse hed det i øvrigt bl.a. følgende:
"...
Endelig har
Indenrigsministeriet overvejet, om det af økonomiudvalget i skrivelsen af 8.
april 1991 under 1.b. anførte skal forstås således, at baggrunden for
afslaget
til (privathospitalet) også har været, at (K) Kommunehospital alene leverer
hornhinder til klinikker, hvorfra hospitalet selv kan forventes at kunne
modtage hornhinder. Under hensyn til, at (K) Kommunehospital som ovenfor
nævnt
i 1989 har leveret hornhinder til ca. 30 - og i 1990 til ca. 25 - forskellige
klinikker i Europa og Asien, og under hensyn til, at der i 1989 og 1990 ikke
er
leveret til de klinikker, der ifølge redegørelsen af 8. april 1991 selv har
etableret hornhindebanker, har Indenrigsministeriet dog lagt til grund, at
hensynet til amtskommunens mulighed for udveksling af hornhinder ikke har
været
afgørende for afslaget til (privathospitalet).
..."
Sagen blev på ny behandlet i
K Amt den 8. oktober 1991. Man besluttede på dette møde at fastholde
afgørelsen. Herom hedder det i amtets skrivelse af 30. oktober 1991 til
Indenrigsministeriet bl.a. følgende:
"...
Begrundelsen herfor er den,
at amtsrådet alene ønsker at levere hornhinder til hospitaler i forhold til
hvilke der på hornhindeområdet enten består et gensidighedsforhold eller i
fremtiden
kan komme til at bestå et sådant.
Spørgsmålet om gensidighed
har således stedse været den helt afgørende faktor, når der er truffet
aftaler
med hospitaler om levering af hornhinder, og gensidighedskriteriet omfatter
såvel den faktiske udveksling af hornhinder som udveksling af forsknings- og
videnskabelige resultater.
Når man fra amtsrådets side
således ikke ønsker at levere hornhinder til (privathospitalet) skyldes
dette,
at amtsrådet må være af den opfattelse, at (privathospitalet) ikke vil kunne
opfylde
de krav, der skal til, for at der kan etableres et sådant gensidighedsforhold
som beskrevet.
..."
I en skrivelse af 5. november
1991 bekræftede K Kommunehospital over for privathospitalet, at man ikke
kunne
levere hornhinder til privathospitalet.
Ved skrivelse af 29. oktober
1991 havde privathospitalet - der da var bekendt med K Amts nye afgørelse -
rettet henvendelse til Indenrigsministeriet. Privathospitalet anførte, at man
gerne ville indgå i et samarbejde om udveksling af forskningsresultater, men
at
man ikke ville være i stand til at levere hornhinder til K Kommunehospital.
På
den anden side var privathospitalet alene interesseret i at købe et mindre
antal hornhinder. I skrivelsen hed det herudover bl.a. følgende:
"...
Derudover kan det konstateres,
at (K) Amt tidligere i betydeligt omfang har leveret hornhinder til
hospitaler,
hvor en sådan gensidighed ikke eksisterede (jvf. tidligere fremsendt liste).
...
Det er fortsat
(privathospitalets) opfattelse, at der ud fra en almindelig
lighedsgrundsætning
skal kunne etableres en aftale mellem (K) og (privathospitalet) i dette
spørgsmål. Sundhedsstyrelsen har tidligere rent fagligt godkendt
hornhindetransplantationer på privathospitalet.
..."
Indenrigsministeriet afgav
ved skrivelse af 6. juli 1992 på ny udtalelse i sagen. Til grund for
udtalelsen
lå bl.a. et telefonnotat af 2. juli 1992. Heraf fremgik det, at K Amt over
for
Indenrigsministeriet telefonisk havde bekræftet, at samtlige de sygehuse -
herunder også i udlandet - som K Amt havde leveret hornhinder til, havde
kunnet
opfylde kravet om gensidighed.
I Indenrigsministeriets
skrivelse hed det bl.a. følgende:
"...
Det er således fortsat
Indenrigsministeriets opfattelse, at en amtskommune lovligt kan beslutte, at
dens sygehuse kun må levere organer til en begrænset kreds af sygehuse,
såfremt
udvælgelsen af de omhandlede sygehuse sker efter kriterier, der er saglige i
forhold til opgaven.
(K) Amtsråd har i den ovenfor
citerede skrivelse af 30. oktober 1991 til Indenrigsministeriet oplyst, at
det
ved udvælgelsen af, hvilke hospitaler (K) Kommunehospital leverer hornhinder
til, stedse har været den helt afgørende faktor, om der enten består et
gensidighedsforhold på hornhindeområdet mellem kommunehospitalet og de
pågældende hospitaler, eller om der i fremtiden kan komme til at bestå et
sådant. Amtsrådet har endvidere i skrivelsen oplyst, at gensidighedskriteriet
omfatter såvel den faktiske udveksling af hornhinder som udveksling af
forsknings- og videnskabelige resultater, og at (privathospitalet) efter
amtsrådets
opfattelse ikke vil kunne opfylde dette krav.
Efter Indenrigsministeriets
opfattelse kan det gensidighedskriterium, der i følge det oplyste anvendes af
(K) Amtsråd, ikke antages at være i strid med lovgivningen, herunder
almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger.
Da det - såvel af (K) Amtsråd
i skrivelsen af 30. oktober 1991 som af Dem [direktøren for privathospitalet]
i
skrivelsen af 29. oktober 1991 - er oplyst, at (privathospitalet) ikke kan
opfylde det nævnte kriterium, er der efter Indenrigsministeriets opfattelse
ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at (K) Amtsråds beslutning i
mødet
den 8. oktober 1991 har været ulovlig.
..."
Ved skrivelse af 10. juli
1992 rettede privathospitalet på ny henvendelse til Indenrigsministeriet om
sagen.
Privathospitalet måtte stille sig uforstående over for, at
gensidighedskriteriet havde været håndhævet også overfor udenlandske
hospitaler
m.v.; det var således efter hospitalets opfattelse i strid med lovgivningen
at
importere hornhinder.
Indenrigsministeriet
besvarede privathospitalets henvendelse ved skrivelse af 30. september 1992.
Ministeriet henviste til bestemmelsen i § 20, stk. 3, i lov om ligsyn,
obduktion og transplantation m.v., hvorefter det bl.a. er strafbart at yde
eller modtage betaling for udtagelse eller overførsel af væv eller andet
biologisk materiale til behandling. Efter Indenrigsministeriets (og
Justitsministeriets) opfattelse ville det ikke være i strid med denne
bestemmelse alene at yde betaling for de faktiske omkostninger, der for det
leverende hospital er forbundet med overførslen af hornhinderne. I skrivelsen
hed det endvidere bl.a. følgende:
"...
Sekretariatschef (D), (K)
Amtskommunes sygehusforvaltning, har
den 27. juli 1992 telefonisk
over for Indenrigsministeriet oplyst, at (K) Kommunehospital ikke - hverken
ved
levering eller modtagelse af hornhinder - yder eller modtager betaling for
selve hornhinden. Derimod betales der for de omkostninger (ca. 3 - 4.000 kr.
pr. hornhinde), der er forbundet med preparering og transport af hornhinden.
Indenrigsministeriet finder
på denne baggrund fortsat ikke, at (K) Amtsråds anvendelse af
gensidighedskriteriet ved valg af udenlandske samarbejdspartnere på
hornhindeområdet indebærer overtrædelse af gældende dansk lovgivning.
Ministeriet foretager
herefter ikke videre for så vidt angår dette spørgsmål.
..."
I mellemtiden havde A, der
var medlem af K Amtsråd, ved skrivelse af 17. juli 1992 påklaget
Indenrigsministeriets udtalelse til mig. Ved skrivelse af 16. september 1992
tilsluttede privathospitalet sig klagen. Privathospitalet anførte bl.a., at
man
fuldt ud var i stand til at opfylde kravet om gensidighed.
Ved skrivelser af 5. august
og 8. oktober 1992 anmodede jeg Indenrigsministeriet om en udtalelse i
anledning af de indkomne klager. Indenrigsministeriet bad i den forbindelse K
Amt om en udtalelse. I amtets skrivelse af 12. oktober 1992 hed det bl.a.
følgende:
"...
Amtsrådsmedlem (A) rejser i
øvrigt tvivl om, hvorvidt gensidighedskriteriet er opfyldt.
I den forbindelse skal man
gentage - jfr. i øvrigt Amtsrådets skrivelse af 30. oktober 1991 - at
gensidighedskriteriet hele tiden har været og fortsat er afgørende for
kommunehospitalets deltagelse i hornhindesamarbejdet.
Gensidighedskriteriet
indebærer, at der kun leveres til hospitaler, der bidrager til eller
potentielt
har mulighed for at bidrage til udvekslingen af væv til brug for det
internationale hornhindetransplantationssamarbejde. Kriteriet indebærer
samtidig, at de omtalte hospitaler tillige skal indgå i et fagligt tæt
forskningssamarbejde med henblik på en udvikling af hornhindebank-teknikken.
Konkluderende fastholder man
derfor, at spørgsmålet om gensidighed - som tidligere nævnt - er den
afgørende
faktor, når der træffes aftaler med hospitaler om levering af hornhinder, og
man må i konsekvens heraf afvise enhver påstand om, at (K) Amtsråd har
meddelt
Indenrigsministeriet faktiske oplysninger, der ikke er korrekte.
..."
I anledning af bemærkningerne
i privathospitalets skrivelse af 16. september 1992 til mig anmodede
Indenrigsministeriet ved skrivelse af 2. december 1992 privathospitalet om
nærmere at redegøre for, hvorledes man mente at kunne opfylde
gensidighedskravet. I den anledning oplyste privathospitalet i en skrivelse
af
14. december 1992 til Indenrigsministeriet bl.a. følgende:
"...
I relation til
gensidighedskriteriet kan oplyses, at der hvad angår udveksling af
forsknings-
og videnskabelige resultater fra (privathospitalet) gerne indgås et sådant
samarbejde. Det kan nævnes, at der med hospitalet på andre områder
(eksempelvis
brystkræftområdet DBCG) eksisterer et sådant samarbejde, og at vi naturligvis
vil indgå loyalt i et sådant.
Med hensyn til den faktiske
udveksling af hornhinder, d.v.s. leverancer fra (privathospitalet) mod køb på
(K Kommunehospital) skal bemærkes følgende:
Der er for det første tale
om, at Privathospitalet skal anvende et mindre antal hornhinder. Det er
tidligere fra (K) Kommunehospitals side oplyst, at der, om man så må sige,
var
flere hornhinder end efterspørgslen. Det vil sige, der foreligger overskud.
Da der kun er ganske få
dødsfald på Privathospitalet, er det urealistisk at forestille sig, at vi i
nævneværdigt omfang kan levere hornhinder til Kommunehospitalet. Men da (K)
Kommunehospital i tidligere tilfælde har leveret hornhinder til hospitaler,
der
ikke har leveret hornhinder den anden vej, finder vi det - jvf. vor
henvendelse
til ombudsmanden - rimeligt, at man anvender samme praksis over for
Privathospitalet.
Spørgsmålet har været rejst,
om hospitalet kunne importere hornhinderne fra udlandet, og det er formelt
muligt. Dette sker - jvf. Justitsministeriet - på grundlag af, at der kun
betales de faktiske udgifter, d.v.s., der må ikke foreligge betaling af
"overheads". Dette er praktisk muligt, men hospitalet har dog også
den holdning, at man af etiske grunde ikke vil foretage import af hornhinder.
Hospitalet er endelig
interesseret i at kunne anvende den ekspertise, som ligger på (K)
Kommunehospital omkring hornhindeleverancer.
Hospitalet skal derfor
gentage sit ønske og håb om leverance af hornhinder, også selvom
gensidighedsprincippet i enhver henseende ikke er fulgt. Der hvor sagen
formelt
står er, om Privathospitalet kan levere hornhinder til (K) Kommunehospital i
nævneværdigt omfang, og det kan vi ikke. På den anden side - som nævnt
ovenfor
-fremgår det af sagen, at praksis tidligere har været den for (K)
Kommunehospital, at man har leveret, også i situationer, hvor der ikke er
udtaget hornhinder på købsstedet.
..."
I en efterfølgende skrivelse
af 23. december 1992 til Indenrigsministeriet henviste privathospitalet til
et
interview i tidsskriftet Værn om Synet, hvori professor, dr. med. E oplyste,
at
hornhindebanken på K Kommunehospital modtog sine hornhinder fra patienter,
der
døde på hospitalet.
Indenrigsministeriet afgav
sin udtalelse i sagen ved skrivelse af 10. marts 1993. Udtalelsen vedrørte
såvel klagen fra A som klagen fra privathospitalet. Af udtalelsen fremgik det
bl.a., at Indenrigsministeriet anså gensidighedshensynet for lovligt, at det
efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke var ulovligt at importere eller
eksportere hornhinder uden betaling, at privathospitalet ikke kunne antages
at
opfylde gensidighedskravet, og at det måtte lægges til grund, at K Amt over
for
andre aftagere af hornhinder stedse havde håndhævet dette krav.
A fremsatte ved skrivelse af
12. april 1993 sine bemærkninger til Indenrigsministeriets udtalelse.
Ligeledes
fremsatte privathospitalet - i en skrivelse af 24. marts 1993 - sine
bemærkninger til udtalelsen. I privathospitalets skrivelse hed det bl.a.
følgende:
"...
I Indenrigsministeriets
gengivelse af sagsforløbet er der ét væsentligt spørgsmål vedrørende
gensidighedskriteriet, som endnu engang bør have en kommentar.
I det såkaldte
gensidighedskriterium indgår der, at det er en forudsætning for (K) Amtsråd i
et samarbejde, at der ved leverancer fra (K) Amt til en modtager sker
udveksling af hornhinder fra afdøde "den anden vej".
Det, der fremgår af (K)
Amtsråd's beskrivelse er, at der altså tages hornhinder ud på de sygehuse,
som
modtager leverancer fra hornhindebanken, hvor hornhinderne returneres til (K)
Amt.
Imidlertid kan det jo
konstateres, at (K) Amt leverer hornhinder fra deres hornhindebank til andre
hospitaler, der imidlertid ikke udtager/returnerer hornhinder.
Det der er baggrunden for, at
vi (jvf. Indenrigsministeriet's skrivelse (...) har fremsendt et eksemplar af
tidsskriftet Værn om Synet, hvor det netop fremgår, at hornhindebanken på (K)
Kommunehospital får sine hornhinder fra patienter, som dør på hospitaler i
(K)
Amt, og hvis pårørende giver tilladelse til obduktion. Det fremgår endvidere
af
artiklen, at der på grundlag af leveringer fra hornhindebanken foretages
hornhindetransplantationer på (en række hospitaler og sygehuse).
Som det fremgår af artiklen -
og andre dokumenter i sagen - leveres der altså rent faktisk hornhinder fra
(K)
Kommunehospital til sygehuse, som ikke "tilbageleverer hornhinder
udtaget
på modtagesygehuset". Dette vil være nøjagtigt den samme situation for
(privathospitalets) vedkommende.
Det gensidighedskriterium,
man stiller op over for Privathospitalet, følges tilsyneladende ikke i
samarbejdet med offentlige sygehuse.
Privathospitalet må derfor
henholde sig til, at der bør være lige grundlag for de offentlige sygehuse og
privathospitaler her i landet, og at gensidighedskriteriet skal administreres
i
overensstemmelse hermed.
..."
Ved skrivelse af 5. maj 1993
meddelte Indenrigsministeriet mig, at hverken A's eller privathospitalets
skrivelser gav ministeriet anledning til yderligere bemærkninger.
I en skrivelse til A og B
udtalte jeg herefter følgende:
"Efter § 4, stk. 2, i
loven om Folketingets Ombudsmand kan ombudsmanden kun tage stilling til
klager
over kommunale (herunder amtskommunale) afgørelser, såfremt disse afgørelser
kan påklages til en statslig myndighed, og klagemuligheden har været
udnyttet.
De kommunale tilsynsmyndigheder betragtes ikke i denne relation som en
klagemyndighed.
Som følge af det anførte kan
jeg ikke tage umiddelbar stilling til lovligheden af (K) Amts afgørelse. Min
undersøgelse vedrører derfor alene spørgsmålet om, hvorvidt
Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed burde have grebet ind over for
amtet.
Det bemærkes endvidere, at
Indenrigsministeriets udtalelser i sagen er afgivet i ministeriets egenskab
af
kommunal tilsynsmyndighed, jf. kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1. Dette
tilsyn er et legalitetstilsyn i den forstand, at Indenrigsministeriet kun kan
gribe ind over for et amt, såfremt der foreligger en tilsidesættelse af
lovgivningen (eller af gældende ret i øvrigt). Denne tilsidesættelse skal i
øvrigt
have en vis klarhed. Indenrigsministeriet kan således ikke tage stilling til
rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af afgørelser, som et amt træffer
inden
for rammerne af gældende ret.
Sagen rejser herefter
følgende spørgsmål:
Spørgsmålet om, hvorvidt Indenrigsministeriet med rette
har anset gensidighedskravet for lovligt,
Spørgsmålet om, hvorvidt Indenrigsministeriet med rette
har lagt til grund, at (privathospitalet) ikke opfylder gensidighedskravet,
og
Spørgsmålet om, hvorvidt Indenrigsministeriet med rette
har lagt til grund, at (K) Amt over for andre aftagere af hornhinder har
håndhævet gensidighedskravet.
ad a) Spørgsmålet om gensidighedskravets lovlighed.
1. Der findes ikke i
lovgivningen regler om, i hvilket omfang myndigheder, der er ansvarlige for
det
offentlige sygehusvæsen, skal samarbejde med privathospitaler. Jeg kan derfor
tilslutte mig de dele af Indenrigsministeriets udtalelser af 4. juli 1991 og
6.
juli 1992, hvorefter (K) Amt ikke i almindelighed har pligt til (eller er
afskåret fra) at samarbejde med privathospitaler.
Det er imidlertid - som
anført af Indenrigsministeriet - også klart, at (K) Amts afslag på
(privathospitalets) forespørgsel om køb af hornhinder forudsætter, at der
foreligger en saglig begrundelse. Dette gælder navnlig, da amtet tidligere
har
afsat hornhinder til anden side.
Jeg antager, at baggrunden
for gensidighedskravet er, at hospitalerne i (K) Amt skal være sikre på at
kunne modtage vævsforligelige hornhinder i tilfælde, hvor amtets hospitaler
ikke selv ligger inde med det fornødne antal. Dette hensyn, der tilgodeser
hospitalernes funktionsdygtighed og dermed behandlingen af amtetspatienter,
er
efter min opfattelse sagligt.
2. Efter (K) Amts oplysninger
håndhæver man gensidighedskravet absolut, således at man under ingen
omstændigheder vil levere hornhinder til hospitaler m.v., der ikke selv
(aktuelt eller potentielt) er i stand til at levere hinder til amtets
hospitaler. I forvaltningsretlig terminologi foreligger der således en
begrænsning i skønsudøvelsen.
Denne praksis kan - ikke
mindst i forhold til privathospitalet - forekomme ganske restriktiv; herved
sigter jeg navnlig til, at (K) Kommunehospital efter det oplyste synes at
have
et permanent "overskud" af hornhinder, og at (privathospitalet)
efter
det oplyste alene har behov for ganske få hornhinder på årsbasis.
Den forvaltningsvirksomhed,
der er tale om i den foreliggende sag, ligger imidlertid ikke i kernen af
anvendelsesområdet for de almindelige forvaltningsretlige principper om
udøvelsen af det frie skøn. I hvert fald under disse omstændigheder kan det
ikke give mig anledning til kritik, at Indenrigsministeriet ikke har anset
amtets praksis for så restriktiv, at der kan gribes ind efter reglerne i
kommunestyrelseslovens § 61.
Et andet spørgsmål er, om det
kan lægges til grund, at amtet også over for andre aftagere af hornhinder har
håndhævet gensidighedskravet, og at amtets begrundelse for afslaget dermed er
reel i den forstand, at den faktisk ligger til grund for afslaget. Disse
problemer skal jeg berøre nedenfor under pkt. c.
ad b) Spørgsmålet om, hvorvidt (privathospitalet) opfylder
gensidighedskravet.
Der har under sagen været en
vis diskussion om, hvorvidt (privathospitalet) kan antages at opfylde
gensidighedskravet. I privathospitalets skrivelse af 14. december 1992 til
Indenrigsministeriet hedder det imidlertid herom bl.a. følgende:
"...
Hospitalet skal derfor
gentage sit ønske og håb om leverance af hornhinder, også selvom
gensidighedsprincippet i enhver henseende ikke er fulgt. Der hvor sagen
formelt
står er, om Privathospitalet kan levere hornhinder til (K) Kommunehospital i
nævneværdigt omfang, og det kan vi ikke. På den anden side - som nævnt
ovenfor
- fremgår det af sagen, at praksis tidligere har været den for (K)
Kommunehospital, at man har leveret, også i situationer, hvor der ikke er
udtaget hornhinder på købsstedet.
..."
Herefter må jeg anse det for
ubestridt, at (privathospitalet) ikke opfylder gensidighedskravet.
Heller ikke på dette punkt
kan Indenrigsministeriets udtalelse derfor give mig anledning til kritik.
ad c) Spørgsmålet om, hvorvidt (K) Amt konsekvent har håndhævet
gensidighedskravet.
1. Som sagen har udviklet
sig, er hovedspørgsmålet, om (K) Amt også over for andre aftagere af
hornhinder
har håndhævet gensidighedskravet. Dette spørgsmål har to aspekter: må det
lægges til grund, at amtet ikke konsekvent har håndhævet kravet, kan det for
det første være i strid med den almindelige lighedsgrundsætning at gøre
kravet
gældende over for (privathospitalet). For det andet kan det i givet fald være
tvivlsomt, om amtets begrundelse for afslaget er reel i den forstand, at den
faktisk ligger til grund for afslaget.
Der er ikke enighed mellem
parterne om, hvorvidt der er en sådan konsekvens i amtets gensidighedskrav.
Amtet har under sagen stedse hævdet, at man håndhæver et sådant krav, mens
(privathospitalet) har gjort gældende, at dette ikke er tilfældet.
2. Udgangspunktet for de
kommunale tilsynsmyndigheders vurdering af en sådan uenighed om de faktiske
forhold må være, at tilsynsmyndighederne kan lægge kommunernes oplysninger
til
grund, jf. herved kommunestyrelseslovens § 63, hvorefter kommunen har pligt
til
at meddele tilsynsmyndigheden de fornødne (korrekte) oplysninger. Også
bortset
herfra må der i almindelighed bestå en stærk formodning for, at de
oplysninger,
som en offentlig myndighed meddeler en klage- eller tilsynsmyndighed, er
korrekte.
I en sag som den foreliggende
- hvor en kommune med en ny begrundelse fastholder en afgørelse, som
tilsynsmyndigheden tidligere har erklæret for ulovlig - kan der efter
omstændighederne være grund til at skærpe opmærksomheden om de oplysninger,
som
kommunen fremkommer med. Dette vil navnlig gælde, hvor de pågældende
oplysninger slet ikke har været anført i kommunens oprindelige afgørelse.
Også
i denne situation må der dog være en vis formodning for, at
tilsynsmyndigheden
kan lægge kommunens oplysninger til grund. Forud for tilsynsmyndighedens
endelige bedømmelse af sagen kan der imidlertid - afhængigt af de konkrete
omstændigheder - være anledning til at foretage nærmere undersøgelser;
tilsynsmyndigheden kan således f.eks. foretage yderligere høringer af
vedkommende kommune eller indhente udtalelser fra statslige myndigheder, som
måtte have særlige forudsætninger for at foretage en uafhængig, sagkyndig
vurdering.
3. Forud for
Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992 havde (privathospitalet) ved
flere lejligheder gjort gældende, at (K) Amt ikke over for andre aftagere af
hornhinder havde håndhævet gensidighedskravet. Der var tale om følgende
oplysninger:
a.
I (privathospitalets) skrivelse af 29. oktober 1991 til
Indenrigsministeriet hedder det bl.a. følgende:
"...
Derudover kan det
konstateres, at (K) Amt tidligere i betydeligt omfang har leveret hornhinder
til hospitaler, hvor en sådan gensidighed ikke eksisterede (jvf. tidligere
fremsendt liste).
..."
Den liste, der henvises til i
skrivelsen, er efter det oplyste udarbejdet af professor, dr. med. (E), (K)
Kommunehospital. Ifølge listen har hospitalet i 1989 og 1990 udleveret
henholdsvis 704 og 676 hornhinder til andre hospitaler m.v. De fleste af
disse
hospitaler er beliggende i Skandinavien. Herudover er der leveret hornhinder
til Tyskland, Italien, Irak og Jordan. Efter oplysningerne i (K) Amts
skrivelse
af 12. oktober 1992 til Indenrigsministeriet er samarbejdet med hospitalerne
i
Irak og Jordan dog ophørt.
Jeg må forstå
(privathospitalets) ovennævnte skrivelse af 29. oktober 1991 således, at der
efter privathospitalets opfattelse ikke kan være tale om gensidighed i
forhold
til alle de omtalte hospitaler. Privathospitalet har imidlertid ikke nærmere
redegjort for, hvorfor det ikke kan forholde sig således.
b.
Ved skrivelse af 10. marts 1992 sendte (privathospitalet)
Indenrigsministeriet en kopi af en afhandling fra tidsskriftet Refractive and
Corneal Surgery. I afhandlingen, der bærer titlen Penetrating Keratoplasty in
Jordan, hedder det bl.a. følgende:
"...
The author also acknowledges the following
institutions for their contributions to the blindness prevention program
through donation of corneas: the International Eye Foundation, the Surgical
Eye
Expedition International (SEE-INT), the Maryland Eye Bank,
the Kommune Hospital Eye Bank of (K)-Denmark,
and the International
Eye Bank of Sri Lanka.
..." (min
fremhævelse).
(Privathospitalet) har ikke i
skrivelsen til Indenrigsministeriet nærmere redegjort for betydningen af
denne
oplysning. Herved bemærker jeg, at det for så vidt er ubestridt, at
kommunehospitalet har leveret hornhinder til Jordan. (Privathospitalet) har
ikke forsøgt at dokumentere, at gensidighedskravet ikke har været opfyldt i
forhold til det omhandlede hospital, og i øvrigt er hornhindeleverancerne til
Jordan (og Irak) som nævnt nu ophørt.
c.
Herudover bemærker jeg, at Indenrigsministeriet i den
oprindelige udtalelse af 4. juli 1991 ikke selv mente at kunne lægge til
grund,
at (K) Amt konsekvent havde håndhævet et krav om gensidighed. I ministeriets
skrivelse hedder det således bl.a. følgende:
"...
Endelig har
Indenrigsministeriet overvejet, om det af økonomiudvalget i skrivelsen af 8.
april
1991 under 1.b. anførte skal forstås således, at baggrunden for afslaget til
(privathospitalet) også har været, at (K) Kommunehospital alene leverer
hornhinder til klinikker, hvorfra hospitalet selv kan forventes at kunne
modtage hornhinder. Under hensyn til, at (K) Kommunehospital som ovenfor
nævnt
i 1989 har leveret hornhinder til ca. 30 - og i 1990 til ca. 25 - forskellige
klinikker i Europa og Asien, og under hensyn til, at der i 1989 og 1990 ikke
er
leveret til de klinikker, der ifølge redegørelsen af 8. april 1991 selv har
etableret hornhindebanker, har Indenrigsministeriet dog lagt til grund, at
hensynet til amtskommunens mulighed for udveksling af hornhinder ikke har
været
afgørende for afslaget til (privathospitalet).
..."
Til det, som Indenrigsministeriet
har anført, skal jeg bemærke, at den omstændighed, at der ikke er egentlige
hornhindebanker på de hospitaler m.v., som (K) Amt har leveret hinder til,
vel
ikke nødvendigvis udelukker, at disse hospitaler alligevel har kunnet levere
hornhinder til amtet.
4. De oplysninger, der for
Indenrigsministeriet har trukket i den modsatte retning, er følgende:
a.
Ved skrivelse af 30. oktober 1991 meddelte (K) Amt som nævnt
Indenrigsministeriet, at man under hensyn til gensidighedskravet måtte
fastholde afslaget til (privathospitalet). I skrivelsen hedder det bl.a.
følgende:
"...
Spørgsmålet om gensidighed
har således stedse været den helt afgørende faktor, når der er truffet
aftaler
med hospitaler om levering af hornhinder, og gensidighedskriteriet omfatter
såvel den faktiske udveksling af hornhinder som udveksling af forsknings- og
videnskabelige resultater.
..."
b.
Umiddelbart før Indenrigsministeriet afgav sin udtalelse af 6.
juli 1992, kontaktede ministeriet telefonisk (K) Amt. I Indenrigsministeriets
telefonnotat af 2. juli 1992 hedder det herom følgende:
"Sekretariatschef (D),
(K) Amtskommunes sygehusforvaltning, har d.d. bekræftet, at samtlige sygehuse
m.v., herunder også sygehuse m.v. i udviklingslande, hvortil amtskommunen har
leveret hornhinder, har opfyldt det gensidighedskriterium, som amtskommunen
har
oplyst at lægge vægt på."
5. Spørgsmålet om, hvorvidt
Indenrigsministeriet - før man afgav udtalelsen af 6. juli 1992 - burde have
iværksat nærmere undersøgelser af, hvorvidt amtet konsekvent havde håndhævet
gensidighedskravet, kan på den anførte baggrund forekomme vanskeligt.
På den ene side kan det for
en umiddelbar betragtning forekomme tvivlsomt, om der f.eks. i forhold til
hospitalerne i Irak og Jordan har bestået et (reelt) gensidighedsforhold,
ligesom det må give anledning til en vis opmærksomhed, at kravet om
gensidighed
- der nu hævdes at være altafgørende for amtet - slet ikke er omtalt i det
oprindelige afslag.
På den anden side må der
lægges vægt på, at (privathospitalet) ikke - hvad der måtte forekomme
nærliggende - har gjort noget forsøg på at fremkomme med en egentlig
dokumentation for, at der i de omhandlede relationer ikke har kunnet bestå et
(reelt) gensidighedsforhold. Hertil kommer, at samarbejdet med hospitalerne i
Irak og Jordan efter det oplyste som nævnt er ophørt. Endelig har (K) Amt
umiddelbart før Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992 utvetydigt
tilkendegivet, at gensidighedskravet er blevet håndhævet konsekvent over for
andre aftagere af hornhinder. Efter min opfattelse vil man på grundlag af en
sådan tilkendegivelse fra en kommune kun i ganske ekstraordinære tilfælde
kunne
kræve, at tilsynsmyndigheden iværksætter yderligere undersøgelser.
Efter en samlet vurdering er
det min opfattelse, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at kritisere
Indenrigsministeriets udtalelse af 6. juli 1992. I den forbindelse kan jeg
tilføje, at Indenrigsministeriet under sagen løbende har orienteret
Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen, der ikke har haft bemærkninger til
Indenrigsministeriets synspunkter.
6. Under min behandling af
sagen er der kommet yderligere oplysninger frem om gensidighedsspørgsmålet.
De
oplysninger fra (privathospitalets) side, der kunne tyde på, at
gensidighedskravet ikke har været håndhævet konsekvent, har haft samme
karakter
som de ovenfor beskrevne oplysninger. (K) Amt har fortsat fastholdt sine
oplysninger.
Af de ovenfor anførte grunde
kan jeg ikke kritisere, at Indenrigsministeriet ikke under min behandling af
sagen har ændret standpunkt."
Lignende dokumenter
- Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 10. maj 2001. - Henning Veedfald mod Århus Amtskommune. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Højesteret - Danmark. - Tilnærmelse af lovgivningerne - Direktiv 85/374/EØF - Produktansvar - Ansvarsfrihedsgrunde - Betingelser. - Sag C-203/99 EU-domme · 10. maj 2001
- Overlæges deltagelse i behandlingen af en sag om amtskommunens sygehusplanlægning, herunder specielt om et bestemt sygehusbyggeri. Retsinformation · 25. september 1997
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet omat der ved de kommunale tilsynsmyndigheders vurdering af, hvorvidt der foreligger et tab, som kan begrunde et erstatningskrav efter § 61, stk. 3, skal tages hensyn til en eventuel berigelse, som kommunen har opnået som en påregnelig følge af den ulovlige beslutning, der begrunder overvejelserne om erstatningskrav Retsinformation · 26. august 2009
- Om kommunalt tilskud efter sygesikringslovens § 13. Retsinformation · 25. september 1997
- Om aktindsigt i dokumenter, der udleveres til en amtskommunes revisionsfirma Retsinformation · 25. september 1997
- Specialeplanlægning og lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet - vejledning Retsinformation · 30. september 1997