Fejlagtige hjemmelshenvisninger samt mangelfuld begrundelse og dispensationsvurdering i byggesag.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fejlagtige hjemmelshenvisninger samt mangelfuld begrundelse
og dispensationsvurdering i byggesag.
A klagede over Københavns
Magistrats og Bygge- og Boligstyrelsens sagsbehandling og afgørelser i en
byggesag vedrørende ejerlejligheden beliggende X-gade 17, 2. tv.
Det fremgik af sagen, at den
nævnte ejendom i X-gade blev opført i 1905. Lejligheden på 2. sal tv. blev
ved
bygningens opførelse godkendt indrettet som en samlet 4-værelses
beboelseslejlighed.
I 1955 blev der givet
tilladelse til indretning af kontor i 2 rum mod gaden på 2. sal tv.
Tilladelsen
blev givet på betingelse af, at der et andet sted i København oprettedes et
beboelseslejemål, hvilket efterfølgende skete. Herefter blev lejligheden
benyttet som et blandet beboelses- og erhvervslejemål.
Ejerlejligheden X-gade nr.
17, 2. tv., blev i 1969/70 opdelt i henholdsvis ejerlejlighed nr. 5 (erhverv)
og ejerlejlighed nr. 6 (beboelse). Der blev ikke i denne forbindelse stillet
bygningsmæssige krav.
I 1987 ansøgte A Københavns
Magistrat om tilladelse til at nedlægge beboelsen og alene benytte
ejerlejlighed nr. 6 til erhvervsformål.
Magistraten meddelte
tilladelse hertil ved ibrugtagningstilladelse af 27. april 1988. Der blev
ikke
stillet krav om bygningsændringer i forbindelse med benyttelsesændringen.
Da A alligevel ikke havde
behov for tilladelsen til erhverv, ansøgte han den 21. juli 1989 Københavns
Magistrat om tilladelse til påny at benytte ejerlejlighed nr. 6 til beboelse.
Læs alt
Københavns Magistrat oplyste
i forbindelse med A's ansøgning om benyttelse til bolig, at A måtte påregne,
at
der ville blive stillet krav om, at døren mellem A's lejlighed og lejlighed
nr.
5 altid skulle være ulåst samt krav om brandsikre lejlighedsskel og dør.
I udtalelse af 17. oktober
1989 til magistraten anførte brandvæsenet følgende vedrørende de brandmæssige
forhold:
"Brandvæsenet er for sit
vedkommende enig med stadsbygmesteren om, at udgang gennem fremmed lejemål,
principielt ikke bør accepteres.
Da det af lejekontrakten til
beboelseslejemålet fremgår, at der er betinget adgang til lejemålet fra
hovedtrappen (jf. vedlagte slutseddel), og da det andet lejemål
(ejerlejlighed
nr. 5) er et erhvervslejemål på under
150
m²
med adgang til en trappe, vides efter
omstændighederne intet at indvende mod opdelingen."
Ved breve af 23. oktober og
3. november 1989 rettede A henvendelse til bygge- og boligborgmesteren, idet
A
var utilfreds med, at sagen efter A's mening fik en langsommelig og nidkær
behandling. A henviste til, at magistraten den 27. oktober 1989 havde skrevet
til ejeren af ejerlejlighed nr. 5 og bedt om dennes bemærkninger, ligesom der
var indhentet udtalelse fra Københavns Brandvæsen.
Den 22. november 1989
imødekom Københavns Magistrats A's ansøgning, men stillede en række
bygningsmæssige betingelser. Det krævedes bl.a., at der var adgangsvej gennem
ejerlejlighed nr. 5, samt at en række særlige brandmæssige krav til døre og
lejlighedsskel blev opfyldt. Som hjemmel for de krævede bygningsændringer
henviste kommunen til bygningsreglementet af 1982 samt den gældende byggelov.
A klagede til Københavns
Kommune over de krævede bygningsændringer og fik i den anledning oplyst, at
baggrunden for, at kravene ikke tidligere var stillet, var, at kommunen havde
forudsat, at ejerlejlighed nr. 5 og nr. 6 udgjorde et sammenhængende lejemål.
Kommunen anførte, at det forhold, at lejemålet på 2. sal tv. i henhold til
ejerlejlighedslovgivningen var tilladt opdelt i 2 ejerlejligheder, intet
præjudicerede med hensyn til opdeling af lejemålet i 2 selvstændige lejemål i
henhold til byggelovgivningen.
A klagede til Bygge- og
Boligstyrelsen over Københavns Kommunes afgørelse.
Den 12. april 1991 meddelte
Bygge- og Boligstyrelsen A, at styrelsen ikke fandt, at Københavns Magistrats
krav var lovlige, og styrelsen anmodede på den baggrund magistraten om at
tage
sagen op til fornyet behandling. Bygge- og Boligstyrelsen begrundede sin
afgørelse således:
"...
Efter byggelovens § 2, stk.
1, litra c finder byggeloven anvendelse på ændringer i benyttelse, som er
væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven
udfærdigede bestemmelser.
Det er Bygge- og
Boligstyrelsens opfattelse, at bestemmelsen ikke kan anvendes i tilfælde,
hvor
en beboelseslejlighed i kortere periode har været anvendt til erhverv, uden
at
der i den anledning er foretaget bygningsændringer af nogen art. Bygge- og
Boligstyrelsen finder således ikke, at forholdet er en væsentlig
benyttelsesændring, som er omfattet af byggelovens § 2, stk. 1, litra c.
Det er et grundliggende
princip inden for byggelovgivningen, at byggearbejder eller
benyttelsesændringer,
der var lovlige på tidspunktet for arbejdets udførelse efter den dagældende
lovgivning fortsat vil være lovlige, uanset en senere ændring af
lovbestemmelserne.
Det er herefter Bygge- og
Boligstyrelsens opfattelse, at det er lovgivningen på tidspunktet for
opdelingen af (X- gade) 17, 2. tv. i to ejerlejligheder, der skal lægges til
grund ved bedømmelse af, om der skal stilles særlige krav til de to
lejligheder. Man har herved lagt til grund, at den skete opdeling i to
lejligheder er omfattet af byggelovens § 2, stk. 1, litra c.
Bygge- og Boligstyrelsen
finder således ikke, at Københavns magistrat har kunnet stille krav med
hjemmel
i bygningsreglement 1982, og man har på baggrund heraf anmodet magistraten om
at tage sagen op til fornyet behandling.
... "
På denne baggrund traf
Københavns Magistrat den 6. april 1992 en ny afgørelse i sagen. Magistraten
fastholdt imidlertid kravet om lejlighedsskel, og at døren mellem
ejerlejlighed
nr. 5 og nr. 6 skal kunne passeres i begge retninger uden brug af nøgle eller
særligt værktøj. Afgørelsen begrundedes således:
"...
Da opdelingen af 2. sal tv. i
to ejerlejligheder er foretaget i 1969/79, er det, på baggrund af Bygge- og
Boligstyrelsens tilkendegivelse i sagen, byggelov af 27. marts 1939 for
staden
København, med senere ændringer, der skal lægges til grund ved sagens
behandling.
En byggetilladelse til
opdeling af 2. sal tv. i 2 selvstændige lejemål efter denne lov ville blive
givet på følgende betingelser:
stk. 1:
at
der til beboelseslejligheden, ejerlejlighed nr. 6, til stadighed
er fri og uhindret normal adgang til og fra hovedtrappen gennem ejerlejlighed
nr. 5,
stk. 2:
at
dør mellem ejerlejlighed nr. 5 og 6 kan passeres i begge
retninger uden brug af nøgle eller særligt værktøj,
stk. 3:
at
ovennævnte dør udføres mindst som BD-dør 60,
stk. 4:
at
dør mellem lejligheden og bitrappen udføres mindst som BD-dør
30,
stk. 5:
at
nyt lejlighedsskel mellem ejerlejlighed nr. 5 og ejerlejlighed
nr. 6 udføres som angivet i bygningsvedtægtens § 46, stk. 2a, og § 31, stk. 3
(enten 3 lag brædder eller 3/4 stens mur),
stk. 6:
at
det over for bygningsinspektøren påvises, at der er et mindst
3 m²
og
6 m³
stort pulterrum til den nye
beboelseslejlighed, og
stk. 7:
at
arbejdets udførelse i enkeltheder godkendes af
bygningsinspektøren.
stk. 8: Vedrørende de ovenfor
i stk.ne 1 og 2 stillede betingelser ville der i medfør af byggelovens § 64
blive tinglyst en meddelelse. Betingelserne i stk.ne 1 og 2 ville blive
tinglyst på ejerlejlighed nr. 5 og betingelsen i stk. 2 tillige på
ejerlejlighed nr. 6.
Det bemærkes, at de foran i
stk.ne 1 og 2 angivne betingelser ville blive stillet som vilkår for
dispensation fra dagældende bestemmelser i bygningsvedtægtens § 46, stk. 2,
om
åbning i lejlighedsskel og i øvrigt som vilkår for magistratens særlige
tilladelse i henhold til bygningsvedtægtens § 51, stk. 7, til at passere
andet
lejemål til foreskreven trappe.
Under henvisning til
ovenstående må magistraten fortsat fastholde de, foran i stk.nr. 1 og 2
angivne
betingelser. Meddelelse, lyst 30. marts 1991 på ejerlejlighederne 5 og 6 på
matr. nr. 283 ibid. angående sikring af disse bestemmelser kan derfor
ikke
ændres eller aflyses.
Afgørelser vedrørende
forhold, der er omfattet af byggeloven, kan for så vidt angår retlige
spørgsmål
påklages til Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsen, Stormgade 10, 1470
København K., jf. lovens § 23. Kommunalbestyrelsens afgørelser kan i øvrigt
ikke påklages til anden administrativ myndighed.
I henhold til lovens § 24 er
klagefristen 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
..."
A klagede ved brev af 9.
april 1992 til Bygge- og Boligstyrelsen over Københavns Magistrats nye
afgørelse.
A henviste til, at
lejligheden var blevet opdelt i en erhvervsdel og en boligdel i 1955, uden at
der var stillet krav fra magistratens side. A henviste videre til, at
magistraten ikke ved opdelingen i ejerlejligheder i 1969/70 havde stillet
krav,
og at der heller ikke i forbindelse med hans ansøgning og tilladelse i 1988
til
erhvervsmæssig benyttelse af ejerlejlighed nr. 6 var blevet stillet krav. A
anførte endvidere, at brandvæsenet ikke fandt det nødvendigt, at
erhvervslejemålet havde udgang til to trapper, og A anførte, at Københavns
Kommunes afgørelse var udtryk for magtfordrejning.
Den 29. maj 1992 meddelte
Bygge- og Boligstyrelsen A, at styrelsen ikke ved sit brev af 12. april 1991
havde taget stilling til de stillede krav, men alene hjemvist sagen til
fornyet
behandling i kommunen på korrekt lovgrundlag. Bygge- og Boligstyrelsen
oplyste,
at magistratens afgørelse af styrelsen kun kan tages op til behandling for så
vidt angår retlige spørgsmål, jf. byggelovens § 23. Bygge- og Boligstyrelsen
fremsatte følgende bemærkninger til sagen:
"...
Kommunalbestyrelsen skal i
henhold til byggeloven påse, at byggeloven og de i medfør af loven
udfærdigede
bestemmelser overholdes. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt
forhold, skal den søge forholdet lovliggjort, medmindre det er af ganske
underordnet betydning, jf. byggelovens § 16a, stk. 1 og 3.
De formelle regler i denne
lov - byggeloven - lægges til grund for behandlingen af sagen, uanset at de
materielle regler er fra tidligere gældende love.
Den foreliggende afgørelse er
truffet med hjemmel i Københavns Byggelov af 27. marts 1939 med senere
ændringer,
som var gældende på tidspunktet for lejlighedens opdeling i 2 selvstændige
ejerlejligheder i 1969/70. Som tidligere nævnt er det Bygge- og
Boligstyrelsens
opfattelse, at en sådan opdeling indebærer en ændret anvendelse, som er
væsentlig i forhold til byggeloven, hvorfor denne kan bringes i anvendelse,
jf.
§ 2, stk. 1 litra c. Styrelsen finder således, at Københavns Magistrat har
haft
den fornødne hjemmel i § 46 og 51 i Københavns Byggelov til at stille krav om
udførelse af lejlighedsskel og fri og uhindret adgang til foreskreven trappe.
Samtidig indeholder de nævnte
paragraffer hjemmel til at dispensere, idet der efter § 46 kan gives
tilladelse
til åbning i skillerum og efter § 51 til passage gennem andet lejemål.
Den foretagne tinglysning af
de betingelser, der angår benyttelse af eller anden gensidig rådighed over de
to ejerlejligheder, - byggetilladelsens stk. 1 og 2 - er sket i
overensstemmelse med byggelovens § 27 og giver ikke anledning til
bemærkninger.
Herudover har Bygge- og
Boligstyrelsen ikke fundet, at byggelovens betingelser for at påklage
afgørelsen er opfyldt, idet afgørelsen af, om der kan meddeles dispensation
og
i givet fald på hvilke betingelser, beror på kommunens skøn, og man har
derfor
ikke mulighed for at foretage sig videre i sagen.
..."
I klagen til mig anførte A,
at der er tale om magtfordrejning i Københavns Magistrats og i Bygge- og
Boligstyrelsens afgørelser. A anførte, at det var hans opfattelse, at den
sagsbehandling, han havde fået i Københavns Magistrat, blev præget af en
"magtkamp" mellem den daværende bygge- og boligborgmester B og
direktør i kommunens bygge- og boligdirektorat C. Det var A's opfattelse, at
forvaltningen i kommunen havde været modvillig, fordi B på baggrund af
henvendelser fra A indstillede til magistraten, at A fik en hurtig og
imødekommende behandling. A så det navnlig som udtryk for chikane, at
brandvæsenet var blevet spurgt, og brandvæsenets positive indstilling til at
meddele A dispensation ikke var blevet fulgt. A klagede endvidere over
sagsbehandlingstiden.
A oplyste, at kravene om lejlighedsskel og branddør var efterkommet. Det var
alene kravet om fri og uhindret passage til nabolejligheden, som A ikke kunne
acceptere. Det fremgik af sagen, at lejlighed nr. 5 blev benyttet af en
speciallæge i psykiatri som lægepraksis.
Københavns Magistrats 4.
afdeling afviste i udtalelse af 18. januar 1993, at der var tale om
magtfordrejning. Vedrørende sagsbehandlingstiden bemærkedes, at der var tale
om
en sag af usædvanlig karakter, der bl.a. havde krævet overvejelse vedrørende
de
givne dispensationer, der normalt ikke gives.
Bygge- og Boligstyrelsen
anførte i udtalelse af 5. marts 1993 bl.a. følgende:
"Bygge- og
Boligstyrelsen skal til den anførte klage over magtfordrejning bemærke, at
man
ved ovennævnte sags behandling har anlagt samme fortolkning af gældende
regler
og de hensyn, de skal varetage, som er sædvanlig i styrelsen. Der henvises i
den forbindelse såvel til skrivelse af 12. april 1991 som 29. maj 1992, hvor
der nøje er redegjort for regelgrundlaget. Styrelsen har i afgørelsen af 29.
maj 1992 således fundet, at magistraten har haft hjemmel til at stille krav
om
udførelse af lejlighedsskel og fri og uhindret adgang til trappe.
..."
I brev af 30. april 1993
fastholdt A sin påstand om magtfordrejning, og anførte, at magistraten burde
have givet A dispensation for flere år siden.
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"
Begrundelse:
Efter forvaltningslovens §
24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til
de
retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
Københavns Magistrat har i
brevet af 6. april 1992 anført, at afgørelsen om fastholdelse af kravet om
lejlighedsskel og fri og uhindret adgang mellem lejlighederne var truffet med
hjemmel i "Københavns Byggelov af 27. marts 1939 med senere
ændringer". Københavns Magistrat henviste i brevet endvidere til de
"dagældende bestemmelser i bygningsvedtægtens § 46, stk. 2 og ... § 51,
stk. 7".
Bygge- og Boligstyrelsen
anfører i brevet af 29. maj 1992, at Københavns Magistrat har haft hjemmel
til
den trufne afgørelse i "§§ 46 og 51 i Københavns Byggelov".
Formålet med
forvaltningslovens begrundelseskrav er bl.a. at give modtageren af afgørelsen
grundlag for selv at kontrollere, om afgørelsen er korrekt, herunder om
afgørelsens indhold er i overensstemmelse med det hjemmelsgrundlag - de
lovbestemmelser m.v. - der henvises til.
Da byggeloven for København
nu er ophævet, og da loven var i kraft i en længere årrække, i hvilken
periode
der blev foretaget en række ændringer i loven, er det forbundet med
betydelige
vanskeligheder at finde frem til loven og bygningsvedtægten med det indhold,
som var gældende på tidspunktet for opdelingen i ejerlejligheder i 1969/70.
Det
er derfor efter min opfattelse kritisabelt, at Københavns Kommune og Bygge-
og
Boligstyrelsen ikke henviste nøjagtigt til lovens nr. og korrekte dato (loven
er af 29. marts 1939 og ikke som anført af 27. marts 1939) samt nr. og dato
for
senere (relevante) ændringslove, eventuelt til en lovbekendtgørelse, hvor
ændringerne var indført. Københavns Magistrats henvisning til "den
dagældende bygningsvedtægt" burde ligeledes have været nærmere
specificeret.
Da det drejer sig om ophævede
bestemmelser, havde det efter min opfattelse endvidere været rigtigst, hvis
kopi af loven og bygningsvedtægten havde fulgt med afgørelsen.
Byggeloven for Staden
København (lov nr. 148 af 29. marts 1939 som ændret ved lov nr. 246 af 6.
oktober 1960, lov nr. 213 af 4. juni 1965 og lov nr. 286 af 18. juni 1969)
indeholdt i § 46 en bestemmelse om afløb. § 51 vedrørte bebyggelsens
anbringelse på grunden.
Jeg må således lægge til
grund, at der er tale om fejlagtige hjemmelshenvisninger fra Bygge- og
Boligstyrelsens side.
Det er efter min opfattelse
meget beklageligt, at Bygge- og Boligstyrelsen har henvist til de nævnte
lovbestemmelser som hjemmel for kravet om lejlighedsskel og passage til
hoveddør. Jeg har gjort Bygge- og Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse
og
henstillet, at der udarbejdes en nærmere redegørelse for retsgrundlaget.
Dispensationsmulighed m.v.:
Jeg må gå ud fra, at
afgørelsen om, at døren mellem Deres lejlighed og nabolejligheden skal være
ulåst, er temmelig byrdefuld for Dem. Da nabolejligheden fungerer som
lægekonsultation for en speciallæge i psykiatri, må der antages at være
risiko
for, at patienter eller andre med ærinde hos lægen vil gå ind i Deres
lejlighed, ligesom der formentlig er en forhøjet risiko for natlige indbrud i
lægekonsultationen og følgende risiko for, at indbrudstyvene trænger ind i
Deres
lejlighed. Lejlighedens værdi og benyttelsesmuligheder må på denne baggrund i
almindelighed anses for væsentligt forringet.
Efter § 22 i byggeloven kan
der meddeles dispensation fra bestemmelserne i loven (og tidligere gældende
love og andre bestemmelser), når det skønnes foreneligt med de hensyn, som
ligger til grund for de pågældende bestemmelser. Københavns Kommune har
således
haft mulighed for at meddele dispensation fra kravet om ulåst dør mellem 2
lejligheder, medmindre en sådan dispensation må anses for uforenelig med de
hensyn, som lå til grund for de anvendte bestemmelser.
Ved overvejelserne om,
hvorvidt kravene i den dagældende byggelov skulle fastholdes, eller om
dispensation fra reglerne skulle tillades, måtte navnlig følgende forhold
være
af betydning:
- De bygningsmæssige krav,
Københavns Kommune har stillet til Dem, må antages i hovedsagen at være
begrundet i brandmæssige hensyn. Københavns Brandvæsen har i udtalelsen af
17.
oktober 1989 til magistraten meddelt, at brandvæsenet ikke har indvendinger
mod
opdelingen. (Jeg forstår udtalelsen således, at brandvæsenet ikke har
indvendinger mod en opdeling, hvor der alene er passagemulighed fra
beboelseslejligheden gennem erhvervslejemålet til hovedtrappen).
- De forhold, som forlanges
ændret, har bestået i ca. 20 år, fra lejligheden blev opdelt i 2
ejerlejligheder. Myndighederne er i denne periode ikke kommet med indsigelser
vedrørende de bygningsmæssige forhold. Københavns Magistrat er alene på grund
af byggesagen i 1989 blevet opmærksom på, at bygningsmæssige forskrifter ikke
var overholdt.
Disse 2 forhold sammenholdt
med afgørelsens bebyrdende karakter taler efter min opfattelse med betydelig
vægt for, at der burde gives dispensation fra kravet om, at døren skal være
ulåst i begge retninger. Boligstyrelsen burde derfor efter min mening have
foretaget en nærmere undersøgelse af, hvorvidt kravet var sagligt begrundet,
og
om der var mulighed for at give dispensation. Jeg bemærker herved, at Deres
klager over de bygningsmæssige krav naturligt måtte forstås som en anmodning
om
dispensation fra kravet om fri og uhindret adgang mellem lejlighederne.
Jeg har gjort Bygge- og
Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet, at
der
træffes en ny afgørelse i sagen, og at der i den forbindelse foretages en
nærmere undersøgelse af, hvorvidt afgørelsen er sagligt begrundet, og
hvorvidt
der er mulighed for at dispensere.
..."
Lignende dokumenter
- Forvaltning af investeringsforeninger – risikospredning ved investering i fast ejendom # 6 Retsinformation · 19. juli 2025
- Sag om, hvorvidt en lejeaftale og de dertilhørende allonger var omfattet af erhvervslejeloven eller boliglejeloven Domsdatabasen · 7. juni 2023
- Skattepligtig af fikseret lejeindtægt SKM-databasen · 12. november 2021
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn fremsat den 15. november 1984. — D.A. Rompelman og E.A. Rompelman-Van Deelen mod Minister van Financiën. EU-domme · 15. november 1984
- BBR INSTRUKS Retsinformation · 20. maj 1999
- 1988 LSF 248 FORSLAG TIL LOV OM LEJE Retsinformation · 25. maj 1989