Inspektion af Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inspektion af Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital
Den 19.
december 2001 afgav inspektionschefen på ombudsmandens vegne følgende rapport
til Psykiatrisk Afdeling Frederiksberg Hospital og Hovedstadens
Sygehusfællesskab:
”
1. Indledning
Den 1. januar
1997 trådte lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft.
Ifølge lovens § 7, stk. 1, omfatter ombudsmandens kompetence alle dele af den
offentlige forvaltning; den tidligere eksisterende begrænsning i
ombudsmandens
kompetence over for (amts)kommunerne er således ophævet.
Efter § 18 i loven kan
ombudsmanden undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert
tjenestested der hører under ombudsmandens virksomhed. I de almindelige
bemærkninger til lovforslaget om ombudsmandsloven er det forudsat at der vil
ske ’en vis forøgelse af inspektionsvirksomheden i forhold til det
kommunale
område, især af psykiatriske hospitaler og andre institutioner for mentalt
handicappede’.
Som et led i denne
inspektionsvirksomhed foretog jeg og tre af embedets øvrige medarbejdere den
27. februar 2001 inspektion af Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg
Hospital.
Folketingets Ombudsmand har tidligere, i 1975, inspiceret afdelingen
(Folketingets Ombudsmands beretning for året 1974, s. 364ff*).
Til stede under inspektionen
i 2001 var blandt andre hospitalsdirektør Stig Hvidtfeldt, ledende overlæge
Kim
Læs alt
Solstad og ledende oversygeplejerske Ulla Branner Jespersen.
Inspektionen indbefattede en
indledende samtale med ledelse og medarbejderrepræsentanter fra det lokale
samarbejdsudvalg, samtaler med patienter der havde anmodet herom, rundvisning
på afdelingen og en opsamlende samtale med ledelsen.
I forbindelse med inspektionen
anmodede jeg om kopi af afdelingens tilførsler i tvangsprotokollen i henhold
til §§ 26-32 i bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om
tvangsbehandling,
fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger vedrørende
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering foretaget i 2000. Såfremt
antallet af tilførsler (skemaer) oversteg 20 inden for hver kategori, bad jeg
alene om at modtage kopi af de 20 seneste tilførsler (skemaer). Tilførslerne
gennemgås under pkt. 6. Materialet blev udleveret i forbindelse med
inspektionen.
Jeg bad desuden om at få
udleveret behandlingsplaner for de to senest udskrevne patienter til senere
gennemsyn. Også dette materiale blev – i anonymiseret form –
udleveret i
forbindelse med inspektionen.
I tilslutning til
inspektionen udarbejdede jeg
·
et referat af det indledende møde,
·
et notat om iagttagelser under rundgang på
centeret og
·
et referat af den afsluttende samtale med
ledelsen.
Med brev af 15. marts 2001
blev dette materiale forelagt Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital
og
Hovedstadens Sygehusfællesskab som blev bedt om at fremkomme med eventuelle
bemærkninger/rettelser inden en måned. Jeg modtog herefter brev af 17. april
2001 fra Hovedstadens Sygehusfællesskab og brev af 5. juli 2001 fra
Psykiatrisk
Afdeling med bemærkninger. Bemærkningerne blev indarbejdet i en foreløbig
rapport som blev sendt til Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital og
Hovedstadens Sygehusfællesskab. Med breve af 7. og 13. november 2001 modtog
jeg
bemærkninger til den foreløbige rapport fra Psykiatrisk Afdeling på
Frederiksberg Hospital og Hovedstadens Sygehusfællesskab. I denne endelige
rapport er også disse bemærkninger indarbejdet.
2. Afdelingens organisation
Psykiatrisk
Afdeling på Frederiksberg Hospital er en del af Frederiksberg Hospital under
Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Afdelingen udgøres af rehabiliteringsafsnit D1
(20 senge), lukket afsnit D2 (20 senge), åbent almenpsykiatrisk afsnit D3 (26
senge), almenpsykiatrisk dagafsnit D4 (24 pladser), gerontopsykiatrisk
dagafsnit D5 (10 pladser), lukket gerontopsykiatrisk afsnit D6 (15 senge) og
åbent gerontopsykiatrisk afsnit D7 (15 senge) samt psykiatrisk skadestue.
Desuden rummer afdelingen administrationsbygninger, en lille gymnastiksal,
lokaler til ETC-behandling, træningskøkken, lokaler til fælles
ergoterapiaktiviteter og en forskningsklinik samt Distriktspsykiatrisk Center
Øst, ambulatorium, Distriktspsykiatrisk Center Øst, afsnit Borgen,
Distriktspsykiatrisk Center Vest, ambulatorium, og Distriktspsykiatrisk
Center
Vest, afsnit Nyelandshus. Afdelingen har i alt 96 sengepladser.
3. Bygningsmæssige forhold mv.
3.1. Generelt
Psykiatrisk
Afdeling på Frederiksberg Hospital er beliggende på hospitalsområdet. En af
de
distriktspsykiatriske afdelinger ligger uden for hospitalsområdet. Den ældste
del af bygningsmassen er opført kort tid efter forrige århundredeskifte.
Bygningerne
rummer generelt gode muligheder. Deres nuværende stand og indretning er dog
ikke optimal, jf. mine bemærkninger til de enkelte afsnit nedenfor.
En patient
oplyste under samtalen at der var meget træk fra vinduerne, hvilket jeg i
øvrigt også bemærkede under rundgangen. Ledelsen bekræftede at der på
afdeling
D3 og gerontopsykiatrisk afsnit er megen træk fra vinduerne. Ledelsen oplyste
videre at man i den anledning havde tilkaldt teknisk tjeneste, men at der
ikke
var fundet en løsning.
Jeg beder om at modtage oplysning om afdelingens fortsatte
undersøgelser/overvejelser med henblik på at finde en løsning på problemet
med
træk fra vinduerne.
Hovedstadens
Sygehusfællesskab (H:S) har planer om etablering af tre nye lukkede afsnit
med
12 enestuer i hver. Optageområdet skal forblive uændret. Planerne omfatter
nybyggeri
som bl.a. vil medføre sengeudtynding i de eksisterende bygninger og en
flytning
af den psykiatriske skadestue til gerontoafsnittenes nuværende placering.
Flytningen af skadestuen er begrundet i at dens nuværende lave beliggenhed
gør
den meget mørk.
Byggeplanerne er i brev af
12. marts 2001 fra Psykiatrisk Afdeling beskrevet således:
’
H:S har givet foreløbigt
tilsagn til, at der opføres nybyggeri på hospitalets areal ifølge vedlagte
skitse over byggegrunden, der ligger i umiddelbar tilslutning til bygning 28
med gerontopsykiatrisk afsnit D6 og D7. Byggeriet skal indeholde 3 lukkede
afsnit med 12 enestuer med bad og toilet til hver stue og nogle aktivitetsrum
nærmere beskrevet i udbudsbeskrivelse for projekterne.
6 forslag til totalentreprise
er afleveret fra 6 forskellige firmaer 01.03.01, hvorefter bedømmelsen
foregår.
Bedømmelsen ventes klar og
endelig beslutning om igangsættelse af byggeriet ultimo april 2001 ved H:S
bestyrelsesmøde.
Forudsat godkendelse i
henhold til ovenstående punkt 3 forventes byggeriet igangsat 01.09.01 og
færdiggjort i juli 2002.
I løbet af de næste 2 måneder
fra juli 2002 forventes afsnit D6 flyttet til nybyggeriet og afsnit D2
forventes opdelt og fordelt på de 2 resterende lukkede afsnit i nybyggeriet.
Frem til foråret 2003 ombygges og renoveres stueetagen i bygning 28 (det
tidligere afsnit D6), hvorefter psykiatrisk skadestue flyttes ind i de nye
lokaler.
Fra efteråret 2002 til
sommeren 2003 istandgøres bygning 26 efter udflytning af afsnit D2 og
opdeling
af afsnit D3 til 2 åbne afsnit. Fra sommeren 2003 ventes bygning 26 færdig
med
2 åbne afsnit fordelt på hver sin etage og med ca. 15. senge, heraf 13 på
enestuer og 1 2-sengsstue på hvert af de 2 afsnit. I samme periode forventes
afsnit D7 at blive udtyndet, så den rummer ca. 10 senge fordelt med 6
enestuer
og 2 2-sengsstuer.
En opdeling af afsnit D1 til
2 afsnit på hver sin etage er blevet løseligt gennemgået. En sådan opdeling
vil
indebære nedlæggelse af i hvert fald 1 sengestue og dermed behov for
etablering
af yderligere en 2-sengsstue, hvis behovet for sengestuer er uændret.
Ovenfor beskrevne byggeri er
ændret i forhold til nogle tidligere planer, hvor afdelingen skulle overtage
ansvar for yderligere et optageområde svarende til en udvidelse på næsten 50%
i
forhold til nuværende opgave. Dette er imidlertid blevet ændret og
Rigshospitalets psykiatriske afdeling skal bevare det optageområde, der
ellers
skulle være overgået til Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdelings
optageområde. Hvis der opstår vanskeligheder for Rigshospitalets psykiatriske
afdeling med at klare opgaven, kan der komme ændringer i ovenstående i
retning
af bevarelse af flere flersengsstuer. På den anden side skal der forventeligt
etableres ’opsøgende psykoseteams’ i H:S. Dette forventes med en
vis usikkerhed
at kunne mindske behovet for døgnindlæggelser, hvorfor det vil påvirke den
ovennævnte plan i modsat retning med mulighed for yderligere sengeudtynding
og
etablering af flere enestuer og bedre aktivitetsrum.
’
Af temareferat fra H:S
bestyrelsesmøde den 25. april 2001 fremgår at bestyrelsen godkendte en
indstilling om anlægsbevilling til etablering af 36 enestuer på Psykiatrisk
Afdeling på Frederiksberg Hospital. Jeg går ud fra at dette indebærer at
projektet er godkendt i den form som afdelingen har beskrevet i sit brev af
12.
marts 2001.
3.2. Rundgang
3.2.1. Psykiatrisk
skadestue
Den
psykiatriske skadestue ligger på Vej 5 i kælderen under afsnit D2. Der er
indgang via en glasdør som leder ind i et mindre rum til ventende patienter.
Venterummet har stengulv og billeder på væggen og er indrettet med stole.
Yderdøren er aflåst for
udefrakommende (men kan åbnes indefra uden nøgle så patienten selv kan
forlade
skadestuen), og videoovervåget. Personalet tilkaldes ved hjælp af en klokke.
Der er altid to ansatte på vagt ad gangen, heriblandt mindst én
sygeplejerske.
Skadestuen har døgnåbent. Personalet har ophold i en vagtstue som ligger på
den
gang som udgør skadestuen. Gangen er lavloftet med billeder på væggene,
opslagstavler og loftsbelysning.
Skadestuen har tre sengestuer
som er indrettet med to hospitalsstålsenge, to sengeborde med hjul, en vask
med
spejl, en grøn plante, et aflåst skab, tre stole, billeder på væggen og et
vindue med gardiner. Vinduet er her som i skadestuens øvrige rum forsænket i
lyskasse. Der er vinyl-/linoleumsgulv.
Herudover rummer skadestuen
bl.a. et samtalerum.
Den psykiatriske skadestue
fremstår noget mørk og ugæstfri på grund af beliggenheden i kælderen.
Jeg har noteret mig planerne om at flytte den psykiatriske skadestue,
jf. ovenfor. Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
3.2.2.
Rehabiliteringsafsnit D1
Rehabiliteringsafsnit
D1 ligger på Vej 8 i en ældre murstensbygning. Afsnittet har plads til 20
patienter. Der er 20 enestuer. Det er et åbent afsnit til patienter med behov
for rehabilitering.
Afsnittet består af
gangarealer med tilstødende patientstuer mv. og fordeler sig over to etager.
Visse steder hvor gangen er særlig bred, fungerer den som fællesområde med
borde og stole mv. Gangen er udsmykket af Poul Gernes med forskellige farver
og
mønstre. På underetagen er udsmykningen delvis malet over mens den i
overetagen
fremstår i sin oprindelige form med ordsprog over dørene mv.
Stue 5 blev besigtiget. Det
er en enestue der er udstyret med en hospitalsstålseng, et sengebord, et bord
med en stol og et skab. Væggene trænger til maling. Der var meget varmt i
stuen
på tidspunktet for inspektionen. Personalet viste hvorledes lokalet er varmet
op. Varmerørene løber inde bag væggen og reguleres via en ventil som er
placeret i et lille skab i væggen. Skabet er aflåst og kan kun åbnes af
personalet. Det samme system findes på flere af stuerne på afsnittet. Også
vinduet er aflåst og kan kun åbnes af personalet.
Stue 11 blev besigtiget. Det
er en enestue der er udstyret med en hospitalsstålseng, et sengebord, et bord
med en stol og et skab. Der er gammelt spindelvæv i loftet, og væggene
trænger
til maling.
Afsnittet blev omdannet til
et åbent afsnit den 1. maj 2000. Aflåsningen af vinduerne stammer fra den tid
da afsnittet fungerede som lukket afsnit.
Som det fremgår ovenfor, er
en opdeling af afsnit D1 til to afsnit på hver etage blevet løseligt
gennemgået
i forbindelse med de aktuelle byggeplaner.
Jeg beder Psykiatrisk Afdeling oplyse om eventuelle planer for
genopfriskning (maling) af stuerne, eventuelt i forbindelse med den omtalte
gennemgang/overvejelse, herunder med angivelse af tidshorisont.
Jeg bemærker endvidere at det ikke er tilfredsstillende at såvel
udluftning som regulering af varmesystemet kun kan ske ved personalets
mellemkomst.
Særligt forekommer det ubegrundet at vinduerne fortsat er aflåst selv om der
nu
er tale om et åbent afsnit. Jeg beder Psykiatrisk Afdeling oplyse om
eventuelle
planer for forbedringer af disse forhold således at patienterne selv kan åbne
vinduerne og regulere varmen.
Rengøringsstandarden på afsnittet kunne godt være bedre. Jeg går ud fra
at afdelingen fremover vil være opmærksom på dette og herunder også sørge for
at fjerne spindelvæv og lignende.
3.2.3. Lukket
afsnit D2
Lukket afsnit
D2 ligger på Vej 5 i en ældre murstensbygning oven over den psykiatriske
skadestue. Afsnittet behandler 18-65-årige patienter som har brug for at være
indlagt på lukket afsnit. Afsnittet har plads til 20 patienter. Der er 10
enestuer, 2 tosengsstuer og 2 tresengsstuer.
D2 forventes som nævnt
ovenfor at blive opdelt og overflyttet til den bygning som ventes opført. I
den
forbindelse vil D2 komme til (udelukkende) at bestå af enestuer med eget
toilet
og bad.
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 har i forbindelse med tilsynets
inspektioner af psykiatriske hospitaler gentagne gange udtalt kritik af
psykiatriske afsnit som har stuer med to eller flere senge. Tilsynet har
tilsvarende udtalt kritik af stuer uden eget toilet og bad. På linie hermed
må
jeg finde at det er en mangel at sengepladserne delvis består af to- og
tresengsstuer, og at stuerne ikke har eget toilet og bad.
Jeg forstår at den planlagte opdeling og overflytning af afsnittet til
en ny bygning vil afhjælpe dette problem. Indtil de nævnte byggeplaner er
realiseret, går jeg ud fra at afdelingen er meget opmærksom på hvorledes
patienter sammensættes på to- og tresengsstuerne.
Afsnittet
består af en hovedgang med mindre sidegange. Fra gangarealerne er der adgang
til kontorer, træningskøkken, grupperum, patientstuer mv. Gangene har de
fleste
steder vinyl-/linoleumsgulv og er malet i lyse farver. Der står grønne
planter
i store potter på gulvet. Der er vinduer, billeder på væggene, et køleskab,
en
vasketøjskurv, et linnedskab og en mønttelefon. Der er en tavle med
patienternes fornavne. Gangene er oplyst af lysarmaturer i loftet. Under
inspektionen hang flere steder gammelt spindelvæv i loftet. Rygning er
tilladt
på gangen, og mange steder stod der askebægere.
På gangen stod flere senge
som var optaget af patienter på grund af overbelægning. Sengene var afskærmet
af flytbare skærme.
Ergoterapien er et mindre
lokale med vinyl-/linoleumsgulv, en pc, et køkkenbord, borde, stole og skabe.
Rummet er oplyst af lysarmaturer i loftet. På tidspunktet for inspektionen
var
der tillige en seng i ergoterapilokalet da lokalet blev brugt som patientstue
på grund af overbelægning.
På gangen foran
ergoterapilokalet og op ad døren til et depotrum som ligger ved siden af
ergoterapilokalet, stod en seng som indimellem anvendes til patienter i
forbindelse med overbelægning. Gangen er mørk. Sengen var ikke afskærmet. Der
var intet sengebord.
Det er naturligvis meget utilfredsstillende at patienter er henvist til
at ligge på gangen og i ergoterapilokalet. Dette gælder særligt for sengen
foran ergoterapilokalet. Jeg går ud fra at den planlagte opdeling og
overflytning af afsnittet til en ny bygning vil betyde at sådanne placeringer
af patienter ikke længere vil blive anvendt. Jeg henviser i øvrigt til pkt.
5.1. nedenfor vedrørende overbelægning.
Spisestuen har
vinyl-/linoleumsgulv, fire borde med stole, et buffetbord hvorfra patienterne
selv forsyner sig med mad, skabe, et rullebord med rent service mv., et tv,
højttalere, skabe, billeder på væggen og en håndvask med spejl. Lokalet er
pænt
frisket op med maling. Der er to store panserglasvinduer med sikkerhedslås og
gardiner. Lokalet er oplyst af loftslamper.
Fra afsnittet er der udgang
til en have via en aflåst dør. Fra døren leder en trætrappe ned til den
vinkelformede have langs med huset. Øverst på trappen lå et væltet havebord,
og
under trappen var der forskelligt skrammel. Haven er omgivet af et højt
stakit
og består af en flisegang og et græsareal. Der er træer og buske og en grill.
Der er en basketballkurv. Der stod en stabel ældre, medtagne havestole af
hvid
plast. Et havebord og to stole af samme materiale lå væltet på græsset.
Havebordets ene ben lå løst ved siden af. Der lå tre meget medtagne
parasoller
og nogle parasolfødder løst op ad huset. Ved siden af parasollerne lå en
sølvgrå
metalboks med påskriften rentolin’ og et orange advarselssymbol.
Afdelingen har i brev af 7.
november 2001 oplyst at metalboksen var placeret med henblik på
skadedyrsbekæmpelse af tilkaldt skadedyrsbekæmper.
Det er ikke tilfredsstillende at patienternes udendørs opholdsareal
fremstår i en forfatning som det var tilfældet ved inspektionen. Jeg bemærker
herved at jeg måtte få det indtryk at der i lang tid havde set sådan ud på
arealet.
Jeg går ud fra at afdelingen fremover vil være mere opmærksom på at holde
haven ryddelig. Målet må være at gøre udendørsarealerne attraktive for
patienterne i det omfang det er muligt.
Bad/toilet
nr. 26.1.55 har fliser overalt, et wc, en håndvask med spejl og en
bruseniche.
Der hang gammelt spindelvæv i loftet, og lokalet trængte til rengøring.
På en sidegang ligger stuerne
10-16 samt to toiletter. For enden af gangen foran et vindue med grønne
planter
står to stålstole og et bord. Stole og bord er boltet til gulvet.
I det toiletrum som ligger
ved siden af stue 14, har loftet og den del af væggen som ikke er beklædt med
fliser, afskallet maling og skjolder som kan stamme fra en vandskade.
Stue 9 er en tresengsstue.
Foruden tre hospitalsstålsenge er der vinyl-/linoleumsgulv, tre skabe, tre
sengeborde med hjul, tre opslagstavler af metal, en håndvask med spejl, et
sofabord og en lænestol, en almindelig stol samt lofts- og væglamper. Der er
et
vindue med gardiner. Stuen er godt vedligeholdt. Der står blomster i
vindueskarmen.
Stue 10 er en ensengsstue.
Foruden en hospitalsstålseng har stuen vinyl-/linoleumsgulv, et stort vindue
med gardiner, et skab, en opslagstavle af metal, en vask med spejl og et bord
med en stol. Der var gammelt spindelvæv i loftet og visse steder på væggen.
Afsnittets fikseringsrum har
vinyl-/linoleumsgulv, en hospitalsstålseng som er boltet til gulvet midt i
lokalet, et skab, et vindue med gardiner, to lænestole, en opslagstavle af
metal, et sengebord med hjul og et vægur som kan ses fra sengen. Lokalet er
oplyst af lofts- og væglamper. På sengen lå et mavebælte som var delvis
dækket
af en dyne. Det blev oplyst at afdelingen ud over bælte har både hånd- og
fodremme, men at disse ikke ligger fremme. Rummet er aflåst når det ikke er i
brug.
Tilførsler til tvangsprotokollen vedrørende
tvangsfiksering gennemgås under pkt. 6.3. Selve fikseringsrummet giver mig
ikke
anledning til bemærkninger ud over at jeg peger på at tildækning af senge som
anvendes til fiksering, når de ikke er i brug efter min opfattelse kan
medvirke
til at situationen i forbindelse med fikseringer ikke bliver unødig
dramatisk.
Jeg beder afdelingen oplyse om afdelingen har overvejet at tildække sengene
helt på afdelingens fikseringsstuer.
Dagligstuen har to store
vinduer med gardiner, borde, stole, en reol med bøger og et tv.
Afsnittets aktivitetsrum er
et lokale med vinyl-/linoleumsgulv, to store vinduer (som kan åbnes til
udluftning) med gardiner, loftslamper og billeder på væggen. Lokalet er
udstyret med en ribbe, et bordtennisbord og to kondicykler hvoraf den ene er
en
noget ældre model hvor kæden var hoppet af. Der er desuden træningsmadrasser
og
en sandsæk. Der er skrevet med store bogstaver på rummets ene væg, og der er
på
den samme væg et hul efter hærværk på størrelse med en hånd helt ind til
væggens træskelet. I tilknytning til aktivitetsrummet er der et mindre rum
med
en sofagruppe.
Aktivitetsrummets udbud af motionsredskaber
er efter min opfattelse lidt sparsomt og for en dels vedkommende ramponeret.
Jeg beder afdelingen oplyse om eventuelle planer for udskiftning/supplering
af
motionsredskaberne, herunder eventuelt i forbindelse med den planlagte
opdeling
og overflytning af afsnittet til en ny bygning.
Afsnittet
bærer præg af at være beliggende i en ældre bygning. Vedligeholdelses- og
rengøringsstandarden er (særligt på gangen) svingende. Mange steder er der
således mærker og lignende på væggene, og malingen er skallet af flere steder
på vægge og træværk. Afsnittets lofter er delvis afskallede og skjoldede
flere
steder og trænger til maling. Flere steder hang der spindelvæv i loftet og på
den
øverste del af væggene. Mange af de grønne planter så medtagne ud.
Under hensyn til den planlagte opdeling og
overflytning af afsnittet til en ny bygning foretager jeg mig ikke noget
vedrørende afsnittets behov for maling og istandsættelse.
Rengøringsstandarden på afsnittet var ikke tilfredsstillende på
tidspunktet for inspektionen. Jeg går ud fra at afdelingen fremover vil være
opmærksom på dette og herunder også sørge for at fjerne spindelvæv og
lignende.
3.2.4. Åbent alment afsnit D3
Åbent afsnit
D3 ligger på Vej 5 i en ældre murstensbygning. Afsnittet har plads til 26
patienter fordelt på 7 enestuer, 2 tosengsstuer og 5 tresengsstuer. Afsnittet
behandler 18-65-årige patienter som har brug for at være indlagt på åbent
afsnit.
Jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor
under pkt. 3.2.3. vedrørende to- og tresengsstuer. Jeg forstår at den
planlagte
ombygning og opdeling af afsnittet helt vil afhjælpe problemet med
tresengsstuer og delvis for så vidt angår tosengsstuer. Jeg går ud fra at
afdelingen er meget opmærksom på hvorledes patienter sammensættes på to- og
(indtil videre også på) tresengsstuerne.
Afsnittet
består, ligesom afsnit D2, af en hovedgang med mindre sidegange. Fra
gangarealet er der adgang til afsnittets patientstuer, kontorer mv. Gangene
har
vinyl-/linoleumsgulv og er malet i lyse farver. Der står grønne planter i
store
potter på gulvet. Der er vinduer, billeder på væggene og skabe. Der er en
tavle
med patienternes fornavne. Gangene er oplyst af lysarmaturer i loftet.
Der stod fire senge på gangen
som var i brug på grund af overbelægning. Sengene var afskærmet af flytbare
skærme.
Jeg henviser til mine bemærkninger under
pkt. 3.2.3. vedrørende placering af patienter på gangen. Jeg henviser i
øvrigt
til pkt. 5.1. vedrørende belægning.
Spisestuen
har vinyl-/linoleumsgulv, fem borde med stole, et buffetbord hvorfra
patienterne selv forsyner sig med mad, skabe og en håndvask med spejl. Der er
to store vinduer med gardiner. Lokalet er oplyst af loftslamper.
Stue 8 er en tresengsstue.
Der er tre hospitalsstålsenge, linoleum på gulvet, lofts- og væglamper, tre
skabe, tre sengeborde med hjul, et bord med tre stole og et stort vindue med
gardiner.
Stue 14 er en enestue. Ud
over en hospitalsstålseng er der linoleum på gulvet, lofts- og væglamper, et
skab,
en opslagstavle af metal, et stort vindue med gardiner og en håndvask med
spejl.
Der ligger to
aktivitets-/opholdsstuer umiddelbart over for hinanden på gangen. Den ene er
for rygere og den anden for ikkerygere. Lokalerne har vinduer med gardiner,
og
de er tilsammen udstyret med borde og stole, et tv, en pc, en reol med bøger,
en kondicykel, billeder på væggene og grønne planter.
Afsnittet giver mig ikke anledning til
yderligere bemærkninger.
3.2.5.
Gerontopsykiatrisk dagafsnit D5
Gerontopsykiatrisk
dagafsnit D5 ligger på Vej 5. Afsnittet har plads til 10 patienter. Afsnittet
behandler patienter over 65 år der kan behandles i dagregi. Det er beliggende
i
en lavloftet gang med døre til forskellige lokaler som rummer kontorer,
samtalerum, hvilerum, aktivitetsrum mv. Der er et køkken i sammenhæng med et
større dagligstueområde med borde og stole. I forbindelse med afdelingen
ligger
en gymnastiksal.
Afsnittet
fremstår pænt og velholdt.
Afsnittet giver mig ikke anledning til
bemærkninger.
3.2.6. Lukket gerontopsykiatrisk
afsnit D6
Lukket
gerontopsykiatrisk afsnit ligger på Hovedvejen. Afsnittet har plads til 15
patienter fordelt på fire enestuer, fire tosengsstuer og en tresengsstue.
Afsnittet behandler patienter over 65 år der har behov for at være indlagt på
lukket afsnit.
Afsnittet består af en gang
med lokaler omkring som rummer patientstuer, kontorer, spisestue, dagligstue
mv. Gangen er malet pænt, og der er billeder på væggene, borde med lænestole
og
grønne planter.
Foran patientstuerne er der
skilte med patienternes for- og efternavne. Det blev oplyst under
inspektionen
at skiltningen er nødvendig da mange af patienterne ellers ikke kan finde
deres
stuer selv.
Skiltning med patienternes navne på steder
hvor udefrakommende har adgang, herunder besøgende og håndværkere, giver
anledning til betænkelighed. Ledelsen oplyste at man har overvejet dette
aspekt, og at der kun på D6 er skilte med patienternes fulde navne. Jeg har
rejst spørgsmålet i forbindelse med min inspektion af Viborg Amt Psykiatrisk
Sygehus, Søndersøparken. Indtil videre foretager jeg mig ikke yderligere
vedrørende spørgsmålet i forbindelse med min inspektion af Psykiatrisk
Afdeling
på Frederiksberg Hospital.
Dagligstuen
består af et todelt lokale som er pænt malet. Lokalet er indrettet med borde
og
stole, billeder på væggen, grønne planter og et klaver. Det er tilladt at
ryge
i dagligstuen, og stuen var meget tilrøget på tidspunktet for inspektionen.
Afdelingen har i brev af 7. november 2001 oplyst at der luftes ud, men at
dette
kan begrænses med henblik på at patienterne får mindst mulig træk.
Fra dagligstuen er der udgang
til en have som er delvis flisebelagt og delvis brolagt. På det brolagte
areal
var der ved at danne sig en græsplæne. Der er træer, buske, en bænk og en
blomsterkasse og en skraldespand på husmuren. Der lå sorte plasticsække med
gammelt julegran og haveaffald i gården og endvidere enkelte affaldsdele på
græsset.
Jeg henviser til det som jeg har anført
under pkt. 3.2.3. om patienternes udendørs arealer. Jeg går ud fra at
afdelingen
fremover vil være mere opmærksom på at holde haven ryddelig.
Stue 5 er en
tresengsstue. Der er tre hospitalsstålsenge, linoleum på gulvet, lofts- og
væglamper, tre skabe, tre sengeborde med hjul, et bord med stole og et stort
vindue med gardiner.
Stue 6 er en tosengsstue. Der
er to hospitalsstålsenge, linoleum på gulvet, lofts- og væglamper, to skabe,
to
sengeborde med hjul, et bord med stole og et stort vindue med gardiner.
Ikkerygerdagligstuen fungerer
tillige som spisestue. Lokalets gulv er beklædt med linoleum, og der er borde
og stole, et buffetbord, to store vinduer med gardiner, grønne planter, et tv
samt loftslamper.
Afsnittet fremstår pænt og
velholdt.
Afsnittet giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.
4. Samtaler med
enkelte patienter
Under
inspektionen havde jeg enkeltsamtaler med formændene for de to
distriktspsykiatriske centres brugerråd og fem patienter fra afdelingen som
alle havde ønsket samtale.
Samtalerne gav dels anledning til at konkrete spørgsmål blev taget op
med ledelsen under inspektionen, dels til konkrete sager.
De enkelte
patienter har modtaget separat brev som opfølgning på samtalerne.
5. Andre forhold
5.1. Overbelæg
ning
Afdelingen
har som nævnt i alt 96 sengepladser. Som det fremgår ovenfor, er pladserne
fordelt på enestuer samt to- og tresengsstuer. Af materialet som jeg modtog i
forbindelse med inspektionen, fremgår at afdelingen i 2000 havde en total
gennemsnitlig belægning på 94,7 patienter. Fordelingen af patienter på afsnit
og de periodemæssige udsving i belægningstallet indebar en del perioder med
overbelægning på enkelte afsnit. Som det fremgår af gennemgangen af de
bygningsmæssige rammer ovenfor, nødvendiggør dette placering af patienter på
gangene mv.
Den høje belægningsprocent
var blandt de emner som blev bragt frem af patienter i forbindelse med mine
samtaler med disse.
Jeg går ud fra at det planlagte byggeprojekt mv. vil reducere
overbelægningen og således mindske behovet for at placere patienter på
gangene
og lignende. Jeg beder dog afdelingen om at oplyse nærmere om i hvilken grad
afdelingen forventer at problemet vil blive afhjulpet i forbindelse med
projektet.
5.2.Placering på
åbent/lukket afsnit – låsesystemet
Ledelsen
oplyste at overbelægningen på afdelingen havde resulteret i at patienter som
skulle
placeres på åbent afsnit, i stedet er blevet indlagt på lukket afsnit. I
disse
tilfælde orienteres patienterne altid om både grunden til placeringen og om
at
de er undergivet samme vilkår som patienter på åbent afsnit.
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 har i forbindelse med tilsynets
inspektioner af psykiatriske hospitaler også beskæftiget sig med spørgsmålet
om
afdelinger hvor der både er frivilligt indlagte og tvangstilbageholdte
patienter. I overensstemmelse med det som tilsynet har tilkendegivet, bør en
ordning som den omtalte efter min mening praktiseres således at en patient
der
indlægges på en psykiatrisk afdeling, og hvor der ikke er tale om at den
pågældende er tvangsindlagt eller -tilbageholdt, bør tilbydes en plads på en
uaflåst del af det psykiatriske sygehus, at en patient der overgår fra at
være
tvangsindlagt til at være frivilligt indlagt tilbydes anbringelse på en
uaflåst
del af sygehuset, og at det kun undtagelsesvis bør forekomme at en frivilligt
indlagt patient af kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes en plads på en
uaflåst del af afdelingen – sker det, bør patienten hurtigst muligt
tilbydes en
plads på et uaflåst afsnit.
Det er efter min opfattelse desuden en forudsætning for at den
praktiserede ordning er i overensstemmelse med bestemmelserne i
psykiatriloven
om tvangstilbageholdelse at det er helt klart for den enkelte patient hvilken
retlig status den pågældendes indlæggelse har (frivillig eller tvangsmæssig),
at afdelingen er meget opmærksom på at der sker ophævelse af en beslutning om
tvangstilbageholdelse straks når betingelserne herfor ikke længere er til
stede, og at patienten i den forbindelse informeres om at indlæggelsen nu er
frivillig, og at de frivilligt indlagte patienter umiddelbart har mulighed
for
at forlade afdelingen når de måtte ønske det.
Idet jeg på baggrund af afdelingens oplysninger går ud fra at
anbringelsen af frivilligt indlagte patienter så vidt muligt administreres i
overensstemmelse hermed, har jeg ikke yderligere bemærkninger til
spørgsmålet.
5.3. Adgang til
frisk luft
Den 1. januar
1999 trådte lov nr. 403 af 26. juni 1998 om ændring af lov om
frihedsberøvelse
og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) i kraft. Med ændringsloven blev
§
2 sålydende:
’Med henblik på i videst
muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden
tilbyde
sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk
sygehusstandard, herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge-
og
personalenormering, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-,
uddannelses- og andre aktivitetstilbud.’
Af bemærkningerne til
forslaget til ændringslov (lovforslag nr. L 36 fremsat af justitsministeren
den
27. marts 1998) fremgår at hensigten med denne affattelse af § 2 har været at
’understrege behovet for og vigtigheden af, at forholdene på de
psykiatriske
afdelinger forbedres, herunder navnlig de bygningsmæssige forhold’ (s.
16).
Det fremgår videre af
bemærkningerne at regeringen i april 1997 indgik en aftale med
Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner om den fortsatte
udbygning af tilbudene til sindslidende, og at parterne bl.a. er enige om en
målsætning om at alle patienter skal have mulighed for mindst et miljøskift
om
dagen, herunder mulighed for dagligt at komme ud i frisk luft (s. 17 i
bemærkningerne).
Ledelsen oplyste at patienter
på de lukkede afsnit på afdeling D har adgang til frisk luft i afdelingens
egne
haver. Der er adgang til haverne hver dag. Afdelingen har i brev af 7.
november
2001 oplyst at patienter på lukket afsnit som kun har udgang i følge med
personalet, herudover kun kan regne med en daglig tur til kiosken på
hospitalets område.
Haverne som ligger i forbindelse med de lukkede afsnit, giver
patienterne adgang til frisk luft, men kun begrænset mulighed for gåture. Jeg
beder afdelingen præcisere hvad der nærmere ligger i at patienterne ’kun
kan
regne med’ en daglig tur til kiosken. Det ønskes herunder oplyst hvor
lang tid
en tur til kiosken typisk tager, og i hvilket omfang afdelingen må afslå
patienternes eventuelle ønsker om flere gåture.
5.4. Vejledning
efter psykiatrilovens § 3, stk. 2
Efter § 3,
stk. 2, i lov nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang
i
psykiatrien skal lægen vejlede patienten om formålet med indlæggelsen,
opholdet
og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.
Ledelsen oplyste at
vejledningen gives mundtligt og sædvanligvis når lægen modtager patienten i
skadestuen. Lægen taler på det tidspunkt med patienten om hvad der skal ske i
alt fald indtil den følgende dag. Den følgende dag taler patienten så med
lægen
på det pågældende afsnit om fortsat behandling mv. Der bliver gjort notat om
disse samtaler i patientens journal. Herefter spørger lægen på stuegang om
patienten er indforstået med og klar over behandlingen. Dette gælder særligt
hvis patienten har udvist skepsis over for behandlingen.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.5. Patienternes
kontakt med læge
Ledelsen
oplyste at akut dårlige patienter dagligt taler med en læge. Patienter som er
anbragt på lukket afsnit, taler med en læge mindst to gange om ugen mens der
kan gå op til halvanden uge uden lægekontakt for patienter som er på åbent
afsnit. For så vidt angår sidstnævnte, er kontakten i høj grad bestemt af
behandlingen, f.eks. kan det tage en uge eller længere inden virkningen af et
medicinpræparat indtræder, og dermed inden lægen kan give en tilbagemelding
til
patienten.
I situationer hvor en patient
beder om at tale med en læge, får patienten så godt som altid en samtale med
en
læge samme dag medmindre behandlingsmæssige årsager taler imod en sådan
samtale.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.6. Tilkaldelse af
politi i forbindelse med udførelse af tvangsforanstaltninger i afdelingen
Jeg har
tidligere rejst spørgsmålet om politiets medvirken ved udførelse af
tvangsforanstaltninger i psykiatrien over for Justitsministeriet.
Justitsministeriet har ved brev af 23. juli 2001 fremsendt en kopi af
ministeriets svar af samme dato til Sundhedsministeriet til brug for
besvarelsen af spørgsmål nr. 11 af 22. februar 2001 til Tilsynet i henhold
til
grundlovens § 71. I Justitsministeriets svar til Sundhedsministeriet er
blandt
andet anført følgende:
’
Det er Justitsministeriets
opfattelse, at politiet som et naturligt led i varetagelsen af sine opgaver
vil
kunne komme personalet til undsætning og gribe ind, hvis det – i
tilfælde hvor
sygehuspersonalet undtagelsesvist ikke selv kan håndtere en voldsom patient
–
er nødvendigt for at afværge en aktuel og konkret fare for enkeltpersoner på
hospitalet. Under hvilke betingelser, der kan gribes ind, og med hvilke
magtmidler vil bero på de almindelige regler om politiets magtanvendelse uden
for strafferetsplejen (retsplejelovens § 108 og straffelovens §§ 13 og 14).
Politiet vil f.eks. kunne
anvende fysisk magt til at fastholde en voldsom patient eller til at føre
patienten til et egnet lokale på hospitalet på samme måde, som hvis der var
tale om detentionsanbringelse af en uregerlig person uden for sygehusregi.
Politiet er i forbindelse med sådanne indgreb ikke undergivet instruktion fra
sygehuspersonalet.
Eventuel tvang og behandling
efter psykiatriloven i forhold til en sådan patient foretages af
sygehuspersonalet i overensstemmelse med lovens regler.
Efter Justitsministeriets opfattelse
vil politiets medvirken til f.eks. fysisk at fastholde en patient i tilfælde,
hvor dette er en praktisk forudsætning for, at sygehuspersonalet kan anvende
psykiatrilovens midler – herunder bl.a. give en beroligende
indsprøjtning eller
iværksætte en bæltefiksering – være tilladelig, hvis det er nødvendigt
for at
afværge en aktuel og konkret fare mod andre – et hensyn, som både det
politimæssige regelsæt og det psykiatriske regelsæt har til formål at
varetage.
’
Justitsministeriet har
desuden oplyst at spørgsmålet er bragt op over for Politikommissionen som for
tiden drøfter spørgsmålet om politiets magtanvendelse.
Ledelsen på Psykiatrisk
Afdeling på Frederiksberg Hospital oplyste at der ved vagtplanlægningen
bliver
sørget for bemanding med både mandligt og kvindeligt personale, og at
afdelingen aldrig har tilkaldt politiet til andet end egentlige
politiopgaver,
f.eks. hvis en patient er i besiddelse af en kniv.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.7. Besøg og
visitation
Der er ikke særskilte
lokaler til besøg. Besøg afvikles derfor på afsnittene, i fælles opholdsrum
eller på stuerne. Dette indebærer i mange tilfælde at besøg ikke kan afvikles
i
fred og ro under private former. Når de besøgende er mindreårige, bruges
lokaler i den psykiatriske skadestue.
Efter ledelsens opfattelse er
der ikke tilfredsstillende besøgsforhold for personer som ikke har enestue og
således ikke selv kan råde over stuen i forbindelse med besøg.
Jeg er enig i at det er utilfredsstillende at der ikke altid er adgang
til at afvikle besøg på rimelige vilkår og under private former. Jeg går ud
fra
at dette problem vil blive afhjulpet i forbindelse med det planlagte
byggeprojekt mv., og jeg foretager mig på denne baggrund ikke yderligere
vedrørende spørgsmålet.
Ledelsen
oplyste at man normalt ikke åbner patienternes pakker og breve. Når det sker,
åbnes posten sammen med den pågældende patient.
Jeg beder afdelingen om at oplyse i hvilke situationer posten åbnes
sammen med en patient.
Der er
eksempler på at afdelingen har udelukket voldelige personer fra besøg og
forment dem adgang til afdelingen. Det sker at afdelingen visiterer
besøgende,
f.eks. hvor personalet har mistanke om indsmugling af våben eller lignende.
Dette sker meget sjældent og kun i ekstreme tilfælde. Ledelsen kunne ikke
henvise til nogen egentlig hjemmel til disse dispositioner. For så vidt angår
visitation, vil man på afdelingen i alle tilfælde spørge de besøgende om de
er
indforståede med visitation.
Udelukkelse af en voldelig besøgende kan efter min opfattelse ske med
henvisning til hospitalets almindelige ulovbestemte beføjelse til at regulere
brugen af hospitalets område. Idet jeg i øvrigt forstår det oplyste således
at
der alene sker visitation af besøgende som har givet samtykke hertil,
foretager
jeg mig ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.
5.8. Adgang til
telefonering
Der er
mønttelefoner på afsnittene. Ledelsen oplyste at Hovedstadens
Sygehusfællesskab
i januar 2001 desuden har besluttet at man gerne må have mobiltelefoner på
afdelingen. Det har tidligere været forbudt på grund af risiko for
elektroniske
forstyrrelser i hospitalets udstyr. Det er blevet meldt ud til patienterne at
det er tilladt at have mobiltelefon.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.9. Rygepolitik
Ifølge lov
nr. 436 af 14. juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler,
transportmidler og lignende, § 10, skal Hovedstadens Sygehusfællesskabs
bestyrelse med virkning senest fra 1. januar 1996 fastsætte bestemmelser om
røgfri miljøer på Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse mv.
Rygepolitikken på
Frederiksberg Hospital er således fastsat af Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Hovedstadens Sygehusfællesskab har oplyst at regler om røgfrit miljø på
H:S’s
institutioner senest er vedtaget af H:S Bestyrelsen den 30. september 1998.
På
bestyrelsesmødet den 30. maj 2001 vedtog H:S Bestyrelsen at revision af dette
regelsæt udsættes indtil maj 2002. Jeg har modtaget et eksemplar af
det gældende regelsæt.
Af bestemmelserne fremgår at
der på patientområder mv. er rygeforbud, dog således at rygning er tilladt i
særskilte lokaler der er indrettet for rygere, eller – under nærmere
angivne
betingelser – særskilt markerede områder, og således at tobaksrygning
kan
tillades af den stedlige ledelse såfremt håndhævelsen af et forbud ikke fuldt
ud vil være mulig på grund af patienternes sygdom (f.eks. visse psykiatriske
patienter).
Det fremgår endvidere af
hospitalets personalepolitik at hospitalet har fastsat visse nærmere angivne
mål for medarbejdernes rygning i arbejdstiden.
Under rundgangen på
afdelingen konstaterede jeg flere steder at der blev røget uden for de
særligt
markerede lokaler mv. hvor tobaksrygning er tilladt. Visse steder på
afdelingen
var luften meget røgfyldt. Ledelsen oplyste at der på hospitalet kun må ryges
på dertil indrettede steder. På psykiatrisk afdeling er man i praksis ikke så
striks med hensyn til at følge rygepolitikken, og man har derfor problemer
med
at holde gange og stuer røgfri selv om der er rygeforbud på stuerne.
Ledelsen oplyste videre at man
i forbindelse med den planlagte ombygning vil være særligt opmærksom på
problemet og sørge for at få udstedt faste retningslinier om rygning.
Jeg går ud fra at fravigelser af udgangspunktet om rygeforbud alene
sker i overensstemmelse med sygehusfællesskabets bestemmelser. Jeg går
endvidere ud fra at afdelingsledelsen vil være mere opmærksom på at sørge for
at der bliver luftet ordentligt ud på de områder hvor der ryges. Dette gælder
såvel de markerede rygeområder som de områder hvor der i øvrigt ryges (med
eller uden ledelsens tilladelse).
5.10. Forplejning
En patient
som jeg havde samtale med i forbindelse med inspektionen, udtrykte
utilfredshed
med maden som efter hans opfattelse ikke er tilstrækkeligt nærende.
Ledelsen oplyste at
hospitalet siden hospitalets køkken lukkede for to år siden, har fået maden
leveret fra Rigshospitalet. Det er muligt at bestille frugt som en del af den
daglige madportion, og i løbet af dagen er der stillet både grøntsager og
sandwich frem som mellemmåltider til patienterne. Vitaminbehovet forudsættes
dækket via kosten. Der har bl.a. i pressen været flere klager over maden,
bl.a.
over at portionerne ikke er store nok og ikke indeholder tilstrækkeligt mange
kalorier.
Den patient som fremkom med
bemærkninger til kosten, oplyste at der i amtsligt regi er igangsat et
udvalgsarbejde vedrørende kosten i sundhedsvæsenet. Ledelsen bekræftede
patientens oplysninger herom.
I forbindelse med inspektionen spiste jeg og mine medarbejdere et
måltid svarende til det som patienterne fik den pågældende dag. Maden som
bestod af brød og pålæg, var ikke specielt indbydende.
Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om det omtalte
udvalgsarbejde, herunder om udvalgets overvejelser eventuelt vil påvirke den
kost som afdelingen serverer for patienterne.
5.11.Udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner
§ 3, stk. 4
og 5, i lov nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien har følgende ordlyd:
’Stk. 4.
Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for
patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den
behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,
indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling
samt
de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 5.
Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil
medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,
at
den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan
for
de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.’
Ledelsen oplyste at der
yderst sjældent – nærmest aldrig – laves
udskrivningsaftaler/koordinationsplaner.
Afdelingen har i brev af 7. november 2001 oplyst at der laves almindelige
aftaler om efterbehandlingsplan med stort set alle patienter. De formelle
udskrivningsaftaler/koordinationsplaner iværksættes kun for patienter hos
hvem
der er stor sikkerhed for at de både ophører med en aftalt behandling og
bliver
svært forpinte af psykotisk sygdom. Når det kun drejer sig om få aftaler om
året, er betingelsen således at man prioriterer almindeligt samarbejde med
patienten om efterbehandling efter udskrivning.
Jeg forstår afdelingens oplysninger således at der faktisk udarbejdes
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i de situationer hvor loven
foreskriver det. Jeg foretager mig på denne baggrund ikke yderligere
vedrørende
spørgsmålet.
5.12. Børn og unge
FN-konventionen
af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) indeholder i
artikel 37, litra c, bl.a. følgende bestemmelse:
’
Især skal ethvert barn, der
er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan
adskillelse
ikke anses at tjene barnets tarv,
...’
Bestemmelsen indebærer en
forpligtelse til at sikre at børn der frihedsberøves, som udgangspunkt holdes
adskilt fra voksne (medmindre dette ikke tjener barnets tarv).
Afdelingen har indimellem
unge patienter helt ned til 15 år indlagt i korte forløb. Afdelingen sørger
så
vidt muligt for at give de unge enestue og eventuelt fast vagt hvis det er
påkrævet under hensyn til afdelingens øvrige indlagte.
De unge bliver hurtigst
muligt overført til Bispebjerg Hospital som har en psykiatrisk afdeling for
unge.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.13. Orientering
af patientrådgivere i forbindelse med tvangsbehandling
§ 27 i
lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien har følgende ordlyd:
’§ 27.
Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver
oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på
forsvarlig
måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må
heller
ikke gives til patientrådgiveren.’
Af forarbejderne til
bestemmelsen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1989, tillæg A, spalte
2091):
’...
Hvis patientrådgiveren skal
kunne udføre sit hverv, er det nødvendigt, at rådgiveren på den ene side
modtager
relevante lægelige oplysninger om patienten og ikke må nøjes med, hvad denne
selv kan og vil oplyse. Det er på den anden side også vigtigt at tage hensyn
til patientens egne ønsker og lægernes tavshedspligt.
...’
I bekendtgørelse nr. 617 af
21. september 1989 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på
psykiatriske afdelinger, § 3, stk. 2, er det bestemt at tvangsmedicinering
forudsætter at patienten og patientens rådgiver er fuldt informeret om
behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.
Det blev oplyst for
Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital at patientrådgiveren
telefonisk
bliver orienteret om at vedkommende er blevet beskikket således at
vedkommende
har mulighed for at tale med patienten inden tvangsbehandling iværksættes.
Der
gøres notat om vejledningen i patientens journal. I de tilfælde hvor der
– af
forskellige grunde – ikke gives en egentlig vejledning til
patientrådgiveren,
sker vejledningen gennem patientens journal og afsnittets plejepersonale.
Det blev i øvrigt oplyst at
ordningen med patientrådgivere fungerer udmærket, herunder at rådgiverne
altid
giver møde i Patientklagenævnet.
Jeg beder afdelingen om at oplyse i hvilke tilfælde patientrådgiveren
ikke gives en egentlig vejledning, og med hvilken begrundelse denne
vejledning
undlades.
5.14. Vold mod
personalet
Ledelsen
oplyste at eventuelle voldsepisoder straks anmeldes som arbejdsskade, og at
der
herefter er faste regler om debriefing. Der er ingen fast procedure om
politianmeldelse, og intet princip om at alle episoder skal anmeldes. I
alvorlige situationer bliver det i plenum under debriefingen drøftet om der
skal ske politianmeldelse. I disse situationer tages der hensyn til den
voldsramtes eget ønske. I de tilfælde hvor der indgives politianmeldelse,
sker
anmeldelsen gennem afdelingsledelsen og ikke direktionen. Hospitalet, ikke
den
enkelte, står som anmelder af episoden.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.15. Opbevaring af
journaler
Alle
afdelingens patientjournaler findes udelukkende i papirform og er således
ikke
elektroniske. Journalerne opbevares i aflåste skabe på afdelingerne. Alt
plejepersonalet har nøgler til skabene. Det er efter ledelsens skøn
nødvendigt
at alt plejepersonalet har adgang til journalerne.
Jeg har ikke fundet grundlag for at iværksætte nærmere undersøgelser af
afdelingens ordning hvorefter alt plejepersonale har adgang til patienternes
journaler. Jeg går ud fra at ledelsen er opmærksom på at sikre at patienter
eller andre uvedkommende ikke får adgang til journalerne. Jeg foretager mig
ikke mere vedrørende spørgsmålet.
5.16.
Handicaptilgængelighed
Afdelingen
henviste til hospitalets alder, men oplyste at de fleste steder dog
efterhånden
er blevet gjort tilgængelige for handicappede. Der er nedsat et brugerråd
vedrørende
handicaptilgængelighed på Frederiksberg. Afdelingen har hverken derfra eller
fra anden side fået egentlige klager over utilstrækkelig
handicaptilgængelighed.
Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.
5.17. Patientmøder
Ifølge § 30 i
psykiatriloven som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998
kan sundhedsministeren fastsætte regler om patientindflydelse på psykiatriske
afdelinger.
Med hjemmel i § 30, som
bestemmelsen var affattet før revisionen af psykiatriloven der trådte i kraft
den 1. januar 1999, har sundhedsministeren udarbejdet bekendtgørelse nr. 708
af
20. november 1989 om patientråd og patientmøder på psykiatriske sygehuse og
afdelinger. Bekendtgørelsen er fortsat gældende.
Af bekendtgørelsens § 1, stk.
2, fremgår at amtsrådet skal beslutte hvorvidt der på de enkelte psykiatriske
sygehuse og afdelinger skal oprettes patientråd eller afholdes patientmøder.
Ifølge bekendtgørelsens § 1,
stk. 4, skal amtsrådet udfærdige nærmere retningslinier for oprettelse af
patientråd og afholdelse af patientmøder, herunder for antallet af medlemmer
i
de nævnte organer samt disses virksomhed.
De nævnte pligter som
påhviler amtsrådene, gælder tillige efter bekendtgørelsens § 3 for Københavns
Magistrat og Frederiksberg Kommunalbestyrelse samt Rigshospitalets Direktion.
Det blev oplyst at
afdelingens personale udfærdiger skriftlige referater af alle patientmøder.
Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om de retningslinier der
gælder for patientmøder i afdelingen.
5.18.
Behandlingsplaner
Jeg har fra
afdelingen modtaget to udfyldte anonymiserede behandlingsplaner for
afdelingen.
Behandlingsplanerne giver ikke anledning til bemærkninger.
6. Gennemgang af
tilførsler til tvangsprotokollen
Som nævnt i
indledningen anmodede jeg under inspektionen om at modtage kopi af
afdelingens
tilførsler i tvangsprotokollen i henhold til §§ 26-32 i bekendtgørelse nr.
879
af 10. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på
psykiatriske afdelinger vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og
beskyttelsesfiksering foretaget i 2000. Såfremt antallet af tilførsler
(skemaer) oversteg 20 inden for hver kategori, bad jeg om alene at modtage
kopi
af de 20 seneste tilførsler (skemaer).
Jeg har ikke mulighed for at vurdere om anvendelsen af tvangsforanstaltninger
i de enkelte tilfælde har været berettiget. Ved min gennemgang af materialet
har jeg derfor navnlig koncentreret mig om hvorvidt proceduren i forhold til
de gældende regler er blevet fulgt. Gennemgangen giver mig anledning til
følgende
bemærkninger:
6.1. Tvangsindlæggelse og
tvangstilbageholdelse
Jeg har
modtaget i alt 40 skemaer til brug for tilførsler i tvangsprotokollen om
tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i 2000, heraf 20 vedrørende
tvangsindlæggelse samtidig omfattende 12 tilførsler om tvangstilbageholdelse
og
20 udelukkende vedrørende tvangstilbageholdelse – med eller uden
forudgående
tvangsindlæggelse (som vil fremgå af andre skemaer).
Tvangsprotokollen består af
særlige skemaer udarbejdet af Sundhedsministeriet. For frihedsberøvelse
benyttes Tvangsprotokol – skema 1. Af Sundhedsstyrelsens vejledning af
10.
december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2, fremgår at der
ved
afkrydsning på skemaerne skal angives om det drejer sig om første skema for
den
aktuelle tvangsforanstaltning, eller om skemaet er en fortsættelse af et
tidligere skema. Skemaerne indeholder afkrydsningsrubrikker til dette formål.
I 2 tilfælde er det i skemaer
vedrørende tvangsindlæggelse ikke angivet ved afkrydsning hvorvidt der er
tale
om det første skema eller en fortsættelse af et tidligere skema.
Dette er en fejl.
Efter vejledningens s. 2 skal
det tillige angives om frihedsberøvelsen er iværksat som tvangsindlæggelse
eller som tvangstilbageholdelse ligesom begrundelsen efter lov nr. 403 af 26.
juni 1998 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien
(psykiatriloven) skal angives (behandlings- eller farlighedsindikation).
Oplysningerne angives ved afkrydsning i skemaet. I 2 af skemaerne vedrørende
tvangsindlæggelse er ikke angivet en begrundelse for frihedsberøvelsen. Det
drejer sig om skemaer vedrørende tvangsindlæggelse den 3. december 2000. Der
er
tale om frihedsberøvelse af samme person, og jeg går ud fra at det ene skema
er
et fortsat skema.
Jeg beder afdelingen oplyse nærmere herom.
Tvangsindlæggelse sker på
grundlag af en lægeerklæring der er udarbejdet af den læge som har undersøgt
den pågældende med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt
af en læge der er ansat på den psykiatriske afdeling hvor indlæggelsen skal
finde sted, og lægen må ikke være inhabil (psykiatrilovens § 7). Det er dog
overlægen på den psykiatriske afdeling der træffer den endelige
administrative
afgørelse om hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf.
psykiatrilovens § 9, stk. 2, og § 14, stk. 1, i Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 880 af 10. december 1998 om fremgangsmåden ved
gennemførelse
af tvangsindlæggelser. Af lovens § 4a og § 14, stk. 1, 2. punktum, i den
nævnte
bekendtgørelse fremgår det videre at afgørelsen i overlægens fravær kan
træffes
af en anden læge på den psykiatriske afdeling, og at overlægen i sådanne
tilfælde snarest skal tage stilling til beslutningen. For så vidt angår
tvangstilbageholdelse, gælder tilsvarende efter lovens § 10, stk. 1, jf. §
4a,
at overlægen træffer afgørelse, og at afgørelsen kan træffes af en anden læge
i
overlægens fravær. Også i disse tilfælde skal overlægen snarest tage stilling
til
beslutningen.
Af Sundhedsstyrelsens
vejledning af 10. december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2,
fremgår det at (datoen for) overlægens attestation skal fremgå af
protokollen.
Der er en særlig rubrik hertil i skemaet.
I 2 tilfælde fremgår
overlægens attestation ikke af protokollen. Det drejer sig om protokollen
vedrørende tvangsindlæggelse af 6. september 2000 og protokollen vedrørende
tvangstilbageholdelse af 30. oktober 2000.
Det er beklageligt at der ikke er angivet en dato for overlægens
attestation i disse tilfælde. Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om
baggrunden herfor.
I de resterende 38 tilfælde
hvor attestationen er anført på skemaet, har overlægen taget stilling til
frihedsberøvelsen dagen før i 3 tilfælde, den samme dag i 21 tilfælde, dagen
efter i 9 tilfælde, 2 dage efter i 3 tilfælde, 3 dage efter i 1 tilfælde og 5
dage efter i 1 tilfælde.
Reglerne om udfyldelse af tvangsprotokoller indeholder ikke
bestemmelser om hvor lang tid der må gå før overlægens attestation skal
anføres
i protokollen. De kontrolhensyn der ligger bag reglerne om attestation,
tilsiger imidlertid efter min opfattelse at attestationen skal ske snarest
muligt. Dette kan efter omstændighederne være flere dage efter
frihedsberøvelsen. Jeg beder på denne baggrund afdelingen oplyse om
afdelingens
praksis med hensyn til indhentelse af overlægens godkendelse og om hvorfor
der
i de nævnte tilfælde gik henholdsvis 2, 3 og 5 dage før overlægen attesterede
protokollen.
Det påhviler til stadighed overlægen at påse at frihedsberøvelse,
tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke
anvendes i videre omfang end nødvendigt, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 1.
For
så vidt angår frihedsberøvelse, skal resultatet af denne efterprøvelse
tilføres
tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen
blev iværksat, og herefter mindst hver fjerde uge så længe frihedsberøvelsen
opretholdes, jf. lovens § 21, stk. 2, 1. punktum.
I de fleste tilfælde er den obligatoriske efterprøvelse sket senest på
det i loven angivne tidspunkt. Tvangsprotokollerne viser imidlertid følgende
afvigelser herfra:
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 26. september 2000
skete den femte obligatoriske efterprøvelse (efter 30
dage plus 4 uger) en dag for sent. Det samme gjaldt for den sjette
efterprøvelse (efter 30 dage plus 8 uger).
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 5. oktober 2000
skete den femte obligatoriske efterprøvelse (efter 30
dage plus 4 uger) 2 dage for sent.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 10. oktober 2000
af en patient som blev indlagt 4. september 2000, er de
første 4 efterprøvelser ifølge tilførsler sket på det i loven foreskrevne
tidspunkt, mens femte og sjette efterprøvelse er sket 37 og 59 dage efter
tvangstilbageholdelsen (henholdsvis 16. november og 12. december 2000). Det
korrekte tidspunkt for den femte efterprøvelse (efter 30 dage og 4 uger) var
7.
december 2000.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 12. oktober 2000
af en patient som blev indlagt 4. februar 2000, er
ingen tilførsler i protokollen om efterprøvelse. Tvangstilbageholdelsen skete
16. oktober 2000, dvs. dagen efter at den første obligatoriske efterprøvelse
skulle finde sted.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 28. oktober 2000
skete den femte obligatoriske efterprøvelse (efter 30
dage plus 4 uger) 2 dage for sent.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 30. oktober 2000
skete den første obligatoriske efterprøvelse 4 dage
efter tvangsindlæggelsen.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 21. december 2000
er ikke gjort notat om obligatorisk
efterprøvelse. En eventuel dato for ophør af tvangsindlæggelsen som ville
have
overflødiggjort den obligatoriske efterprøvelse, fremgår heller ikke.
Det er beklageligt at fristerne for revurdering af om betingelserne for
frihedsberøvelse fortsat var opfyldt, i disse tilfælde ifølge skemaerne ikke
blev overholdt.
Jeg beder om afdelingens
bemærkninger hertil.
I tvangsprotokollen vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 22. december 2000
af en patient som blev indlagt 19. december 2000, er
anvendt to skemaer der vedrører den samme patient, og som begge angiver at
være
det første skema. Det ene skema indeholder alene tilførsel om den første
obligatoriske efterprøvelse mens det andet skema tillige indeholder
tilførsler
om anden, tredje og fjerde efterprøvelse, som dog er overstreget.
Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om baggrunden herfor.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse af 17. oktober 2000
skete den første
obligatoriske efterprøvelse rettidigt på tredjedagen, men af samme skema
fremgår at frihedsberøvelsen ophørte 2 dage tidligere, dvs. før
efterprøvelsen.
Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere herom.
De obligatoriske efterprøvelser skal som nævnt
foretages af overlægen, lovens § 21, stk. 2, eller i dennes fravær af en
anden
læge hvis efterprøvelse snarest herefter skal attesteres af en overlæge, jf.
lovens § 4a. Der er særlige rubrikker i tvangsprotokollen til angivelse af
datoen
for overlægens stillingtagen.
I følgende tilfælde er den anførte dato for overlægens attestation
angivet som senere end samme dag eller dagen efter efterprøvelsen:
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 20. august 2000
af en patient som blev indlagt 18. august 2000, er
datoen for overlægens attestation af femte efterprøvelse angivet som 4 dage
efter den pågældende prøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 6. september 2000
af en patient som blev indlagt samme dag, er datoen
for overlægens attestation af tredje efterprøvelse angivet som 11 dage efter
den pågældende prøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 25. september 2000
af en patient som blev indlagt 24. september 2000, er
datoen for overlægens attestation af anden efterprøvelse angivet som 6 dage
efter den pågældende prøvelse. Der er ikke angivet en dato for overlægens
attestation af den femte efterprøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 5. oktober 2000
af en patient som blev indlagt 2. oktober 2000, er
datoen for overlægens attestation af femte efterprøvelse ikke angivet.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 10. oktober 2000
af en patient som blev indlagt 4. september 2000, er
datoen for overlægens attestation af fjerde efterprøvelse angivet som 39 dage
efter den pågældende prøvelse. Der er i sagen sket efterprøvelse 37 og 59
dage
efter tvangstilbageholdelsen hvilket ifølge skemaet er attesteret henholdsvis
32 og 8 dage efter prøvelsen.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 30. oktober 2000
er datoen for overlægens attestation af anden, tredje
og femte efterprøvelse angivet som henholdsvis 55, 45 og 7 dage efter den
pågældende prøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 6. november 2000
af en patient som blev indlagt samme dag, er datoen for
overlægens attestation af tredje efterprøvelse angivet som 11 dage efter den
pågældende prøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 16. november 2000
af en patient som blev indlagt 2. november 2000, er
datoen for overlægens attestation af første efterprøvelse angivet som 2 dage
efter den pågældende prøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 29. november 2000
er datoen for overlægens attestation af første og
tredje efterprøvelse angivet som henholdsvis 2 og 19 dage efter den
pågældende
prøvelse.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse
af 3. december 2000
er datoen for overlægens attestation af første, anden,
tredje og fjerde efterprøvelse angivet som henholdsvis 31, 24, 15 og 8 dage
efter den pågældende prøvelse. Datoen for attestation er i alle tilfælde den
samme dag.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangstilbageholdelse
af 10. december 2000
af en patient som blev indlagt 2. november 2000, er
datoen for overlægens attestation af tredje efterprøvelse angivet som 10 dage
efter den pågældende prøvelse.
Idet jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor om hvor lang tid der må
gå før overlægens attestation anføres i protokollen, beder jeg afdelingen
oplyse om afdelingens praksis med hensyn til indhentelse af overlægens
godkendelse i forbindelse med den obligatoriske efterprøvelse. Jeg beder
samtidig afdelingen om at oplyse hvorfor der i de ovenfor nævnte tilfælde gik
op til 55 dage mellem prøvelsen og overlægens attestation af protokollen.
I tvangsprotokol vedrørende
tvangsindlæggelse af 17. oktober 2000
er datoen for overlægens
attestation af første (og eneste) efterprøvelse ikke angivet.
Denne tvangsprotokol er omtalt ovenfor hvor jeg har bedt om en
udtalelse. Jeg beder i tillæg hertil afdelingen om at oplyse nærmere herom.
Jeg har
desuden konstateret at der i 12 skemaer ikke er foretaget notat om
efterfølgende ophør af frihedsberøvelsen, og at datoen for overlægens
stillingtagen til spørgsmålet om ophør i 5 tilfælde ikke er anført.
Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.
6.2. Tvangsbehandling
Jeg modtog 20 skemaer vedrørende beslutninger om tvangsbehandling;
18 skemaer vedrørte beslutning om tvangsmedicinering, og 2 skemaer vedrørte
ernæringsmæssig behandling.
For tvangsbehandling
benyttes tvangsprotokol – skema 2. Som nævnt ovenfor under 6.1 skal det
ved
afkrydsning på skemaerne angives om det drejer sig om første skema for den
aktuelle tvangsforanstaltning, eller om skemaet er en fortsættelse af
tidligere
skema.
I 5 tilfælde er det
ikke angivet ved afkrydsning hvorvidt der er tale om det første skema eller
en
fortsættelse af tidligere skema.
Dette er en fejl.
Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning af 10.
december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv. skal de enkelte
tvangsformer registreres på hvert sit skema såfremt flere
tvangsbehandlingsformer anvendes. Hvert af de modtagne skemaer vedrører kun
én
tvangsform.
Tvangsbehandling må kun
anvendes over for personer der er indlagt og opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse,
og kun når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige. Det fremgår
af psykiatrilovens § 12, stk. 1, og § 1, stk. 1, samt § 2 i
Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om
tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger
(tvangsbekendtgørelsen).
Det fremgår af § 12,
stk. 3, i psykiatriloven at afgørelse om tvangsbehandling træffes af
overlægen der samtidig træffer bestemmelse om i hvilket omfang der om
fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse. Beslutning kan i
overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf. lovens § 4a.
Beslutning om
tvangsbehandling af en legemlig lidelse træffes af vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab
(tvangsbekendtgørelsens § 8, stk. 3).
Ved tvangsmedicinering
skal der altid være en læge til stede. Det fremgår af § 6 i
tvangsbekendtgørelsen.
Efter
Sundhedsstyrelsens vejledning skal navnet på den ordinerende læge anføres på
skemaet tilligemed datoen for overlægens stillingtagen.
Datoen for overlægens
stillingtagen mangler i et enkelt tilfælde.
Dette er beklageligt.
I
et tilfælde er datoen for overlægens stillingtagen angivet som dagen efter
beslutningen, i yderligere et tilfælde som 2 dage efter og i 2 tilfælde 10
dage
efter.
Jeg beder sygehuset om en udtalelse herom.
Ifølge
Sundhedsstyrelsens vejledning skal der ved afkrydsning angives en begrundelse
for beslutningen om tvangsbehandling. Der henvises i den pågældende rubrik i
skemaet til psykiatrilovens § 12 og § 13. I 5 tilfælde er der ikke angivet en
begrundelse.
Dette er beklageligt.
I
rubrikken skal ifølge vejledningen angives indholdet af tvangsbehandlingen,
herunder præparatnavn, startdosis, administrationsområde og eventuel
bivirkningsmedicin. Indholdet af tvangsbehandlingen er i alle tilfælde
angivet.
I rubrikken ’Tilladt
magtanvendelse’ skal ifølge vejledningen angives i hvilket omfang der om
fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.
I skema vedrørende
beslutning om tvangsmedicinering truffet 21. august 2000 og skema vedrørende
beslutning om tvangsmedicinering truffet 2. juni 2000 er ikke angivet nogen
tilladt magtanvendelse. Jeg går ud fra at dette betyder at der ikke var behov
for at anvende magt i det pågældende tilfælde.
Ved hver enkelt
tvangsbehandling skal navnet på den tilstedeværende læge samt dato anføres i
protokollen.
I skema vedrørende
beslutning om behandling af somatisk lidelse truffet 27. september 2000 og
skema vedrørende beslutning om tvangsmedicinering truffet 9. oktober 2000
samt
skema vedrørende beslutning om tvangsmedicinering truffet 12. juni 2000 er
ikke
angivet datoer for tvangsbehandling eller gjort tilførsler om tilstedeværende
læge. Jeg går ud fra at dette skyldes at beslutningen om tvangsbehandling
ikke
blev realiseret.
Endelig skal datoen for
beslutning om ophør af tvangsanvendelsen angives.
I 9 tilfælde er dette
ikke sket.
Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.
Kravet
i tvangsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, om information af patient og
patientrådgiver er behandlet under punkt 5.13.
6.3. Tvangsfiksering og
anvendelse af fysisk magt
For
tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt benyttes tvangsprotokol –
skema 3.
Jeg modtog 28 skemaer til brug for tilførsler til tvangsprotokollen
vedrørende
tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. Uanset at jeg alene bad om at
modtage kopi af de 20 seneste tilførsler (skemaer), har jeg inddraget alle 28
skemaer i min undersøgelse.
Hvert skema har plads til tre
tilfælde af tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. De modtagne skemaer
omhandler i alt 65 tilfælde af tvangsfiksering og fysisk magt, herunder
indgivelse af beroligende medicin. Der er tale om 28 tilfælde af
tvangsfiksering, 20 tilfælde af fastholden, 16 tilfælde af indgivelse af
beroligende medicin og et tilfælde af aflåsning af dør. Heraf var 20
kombinationer af tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og indgivelse af
beroligende medicin (f.eks. fastholden i forbindelse med bæltefiksering eller
fastholden i kombination med indgivelse af beroligende medicin).
Af psykiatriloven fremgår det
i § 14, stk. 1, at der som midler til tvangsfiksering alene må anvendes
bælte,
hånd- og fodremme samt handsker. Af stk. 2 fremgår det videre at
tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge
at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred,
forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke
ubetydeligt omfang.
Under de samme betingelser
kan en indlagt person fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet
opholdssted på sygehuset, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1. Over for personer
der er frihedsberøvet efter reglerne i lovens kapitel 3, kan der anvendes den
magt der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på
afdelingen.
Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients
tilstand,
kan lægen bestemme at patienten skal have et beroligende middel, om fornødent
med magt, jf. lovens § 17, stk. 2.
Ifølge lovens § 15, stk. 1,
skal tvangsfiksering besluttes af en læge efter at denne har tilset
patienten.
Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal
dog
træffes af overlægen, jf. stk. 2. Bestemmelsen er ikke til hinder for at en
beslutning i overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde
skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf.
lovens
§ 4a og § 12, stk. 5, i tvangsbekendtgørelsen.
Efter tvangsbekendtgørelsens
§ 16, stk. 1, må fiksering af patienter der af tryghedsgrunde selv anmoder
herom, kun ske med samtykke fra en læge.
I ét tilfælde er det oplyst
at der er anvendt hånd- og/eller fodremme. Anvendelsen er efter skemaets
oplysninger godkendt af en overlæge den samme dag.
Dette giver ikke anledning til bemærkninger.
Det fremgår
af psykiatrilovens § 15, stk. 3, 2. punktum, at lægen i de tilfælde hvor
plejepersonalet
har besluttet at fiksere den pågældende med bælte, straks skal tilkaldes og
træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
Jeg beder ledelsen om at redegøre for afdelingens praksis med hensyn
til tilkaldelse af læge i forbindelse med tvangsfiksering med bælte, herunder
hvor lang tid det efter ledelsens opfattelse er acceptabelt og forsvarligt at
der går fra tvangsindgrebets påbegyndelse, og til lægen kommer til stede.
Efter
tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 2 og 3, og § 30, nr. 2 og 3, skal for så
vidt
angår tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse, anføres indgrebets art og
omfang i tvangsprotokollen tillige med begrundelsen for indgrebet. Skemaet
indeholder særlige rubrikker til afkrydsning heraf. Rubrikkerne henviser
indirekte
i stikordsform til bestemmelserne i lovens § 14 og § 17.
Indgrebets art er i alle
tilfælde angivet i protokollerne. I 6 tilfælde er der ikke angivet en
begrundelse.
Dette er beklageligt.
I 3 tilfælde
er begrundelsen for beslutning om fiksering alene eller i kombination med
fastholden udelukkende angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende
Urolig tilstand’.
I 4 tilfælde er begrundelsen
for beslutning om fiksering alene eller i kombination med fastholden angivet
ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende ’Urolig tilstand’
tillige med en
anden begrundelse.
I 1 tilfælde er begrundelsen
for beslutning om fastholden angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik
vedrørende ’Urolig tilstand’.
I 7 tilfælde er begrundelsen
for beslutning om fiksering og/eller fastholden samt indgivelse af
beroligende
medicin alene angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende
’Urolig
tilstand’.
I 2 tilfælde er begrundelsen
for beslutning om indgivelse af beroligende medicin i kombination med
fiksering
ikke angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende Urolig
tilstand’.
I 1 tilfælde er begrundelsen
for beslutning om fastholden kombineret med indgivelse af beroligende medicin
alene angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende ’Urolig
tilstand’.
Idet jeg henviser til de ovenfor gengivne betingelser i loven for
henholdsvis fiksering (§ 14) og anvendelse af fysisk magt og indgivelse af
beroligende medicin (§ 17), beder jeg afdelingen om en udtalelse herom.
Efter
psykiatrilovens § 17, stk. 2, kræver indgivelse af beroligende medicin at
beslutning herom er truffet af en læge. Lægen skal være til stede når et
beroligende middel gives, jf. tvangsbekendtgørelsens § 19, stk. 2.
Såvel navnet på den ordinerende læge som på
den tilstedeværende læge skal anføres i protokollen, jf.
tvangsbekendtgørelsens
§ 28, nr. 4 og 5.
Der er i alle relevante
tilfælde anført oplysninger om den ordinerende læge og den tilstedeværende
læge. I nogle tilfælde er dog kun angivet lægens initialer.
Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.
Ifølge
tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 6, og § 30, nr. 6, skal navnene på det
implicerede personale ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt
angives
i tvangsprotokollen.
I sagerne vedrørende
tvangsforanstaltninger iværksat henholdsvis 18., 28. og 31. august 2000, 3.
september 2000, 10. og 12. oktober 2000, 2. og 22. november 2000 og 3., 4. og
5. december 2000 er der ikke angivet navne på eventuelt impliceret personale
bortset fra den ordinerende læge.
Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om baggrunden herfor.
I sagerne
vedrørende tvangsforanstaltninger iværksat henholdsvis 18. og 29. juli 2000
og
6. december 2000 er i rubrikken vedrørende det implicerede personale alene
angivet afdelingens navn. I en række tilfælde er det implicerede personale
alene angivet ved fornavn eller initialer.
Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.
Efter
tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 4, og § 30, nr. 4, skal tidspunktet for
indgrebets iværksættelse og ophør af tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse
anføres i tvangsprotokollen. Når det drejer sig om fysisk magtanvendelse i
form
af fastholden og indgivelse af beroligende medicin, angives efter
vejledningen
dog kun tidspunktet for iværksættelse. Dette indebærer at der skal anføres
såvel dato som klokkeslæt, og kravet må af hensyn til de bagvedliggende
kontrolhensyn også gælde for frivillige fikseringer.
I følgende skemaer er alene
angivet påbegyndelsestidspunkt:
·
tvangsfiksering af 29. november 2000,
·
tvangsfiksering og indgivelse af
beroligende medicin af 17. august 2000, og
·
tvangsfiksering, fastholden og indgivelse
af beroligende medicin af 2. september 2000.
Jeg beder afdelingen om en udtalelse om disse sager.
6.4. Beskyttelsesfiksering
For
beskyttelsesfiksering benyttes tvangsprotokol – skema 4. Jeg har
modtaget 20
skemaer vedrørende beskyttelsesfiksering. Ledelsen oplyste under inspektionen
at afdelingen som udgangspunkt ikke bruger beskyttelsesfiksering. Dette
skyldes
at afdelingen foretrækker at undgå gråzoneområder af hensyn til såvel
personale
som patienter. Afdelingen har i brev af 7. november 2001 uddybet
oplysningerne
med følgende:
’
Afdelingen anvender
beskyttelsesfiksering, men næsten udelukkende til demente patienter eller
patienter med længerevarende konfusionstilstande. Afdelingen anvender det så
vidt muligt ikke ved andre psykotiske tilstande, selv om tilstanden indebærer
korterevarende konfusion. I disse tilfælde anvendes primært fiksering ud fra
kriterierne vedrørende tvangsfiksering, for at tilgodese retssikkerheden for
den patient, der tidvis er klar og orienteret under en fiksering.
’
Jeg forstår oplysningerne således at afdelingen i de nævnte tilfælde
hvor patientens tilstand alene indebærer korterevarende konfusion, normalt
ikke
anvender beskyttelsesfiksering, men anvender tvangsfiksering i
overensstemmelse
med reglerne herom.
Ved
beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel der benyttes for
at
hindre at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.
Beskyttelsesfiksering må kun benyttes efter at en læge har tilset patienten
og
truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel
(psykiatrilovens § 18).
Af tvangsbekendtgørelsens §
21, stk. 2, fremgår det nærmere at den lægelige ordination af
beskyttelsesfiksering skal angive i hvilket omfang og i hvilke bestemte
situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må anvendes.
Administrationen af den ordinerede beskyttelsesfiksering overlades til
plejepersonalet i det enkelte tilfælde (bekendtgørelsens § 21, stk. 3).
En lægelig vurdering af
berettigelsen af opretholdelse af brugen af beskyttelsesfiksering over for
den
enkelte patient skal, jf. tvangsbekendtgørelsens § 24, stk. 2, finde sted så
ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter at
beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter
mindst hver fjerde uge så længe ordinationen opretholdes.
I tvangsprotokollen skal
anføres den form for beskyttelsesfiksering som anvendes, jf.
tvangsbekendtgørelsens § 31, nr. 2.
Dette er sket i alle
tilfælde.
Det enkelte skema omhandler
kun én form for tvangsanvendelse. Såfremt flere tvangsformer anvendes, skal
de
enkelte former registreres hver for sig, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning af
10. december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 3.
5 af de modtagne skemaer
angår mere end én form for tvangsanvendelse.
Dette er en fejl.
I
tvangsprotokollen skal den ordinerende læge anføres, jf. tvangsprotokollens §
31, nr. 5.
Dette er sket i alle
tilfælde. I 3 tilfælde er den ordinerende læge alene angivet med initialer.
Idet jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor under punkt 6.3, beder
jeg afdelingen om en udtalelse herom.
Af
tvangsbekendtgørelsens § 31, nr. 3 og 4, fremgår det endvidere at
begrundelsen
for beslutningen om beskyttelsesfikseringen samt den situation hvor
beskyttelsesfikseringen kan anvendes, skal angives i tvangsprotokollen.
I skema vedrørende beslutning
om beskyttelsesfiksering af 5. september 2000 (gentaget i det fortsatte
skema)
synes tilførslen i rubrikken vedrørende den situation hvor
beskyttelsesfikseringen kan anvendes, alene at indeholde en uddybende
begrundelse.
I skema vedrørende beslutning
om beskyttelsesfiksering af 23. december 2000 og skema vedrørende beslutning
af
27. december 2000 er ikke angivet nogen situation.
Det er beklageligt. Jeg beder om afdelingens bemærkninger til disse to
tilfælde.
I skema
vedrørende beslutning om beskyttelsesfiksering af 11. august 2000 er
begrundelsen for fikseringen angivet som ’Konstant aktivitet i
forbindelse med
svær demens. Udsætter sig for væsentlig fare ved ikke at sove’.
Situationen er
angivet som ’Til natten, idet patienten ellers ikke bliver liggende i
sengen
til han sover’.
Denne udstrækning af området for bestemmelserne om
beskyttelsesfiksering må give anledning til betænkeligheder. Psykiatriloven
hjemler ikke mulighed for beskyttelsesfiksering for at sikre at en patient
får
søvn. Formålet med den nævnte beslutning om beskyttelsesfiksering må vel
nærmest karakteriseres som behandling, og sagen giver anledning til
overvejelser
om afgrænsning i forhold til lovens andre tvangsforanstaltninger. Jeg beder
afdelingen om en udtalelse herom.
Resultatet af
den fornyede lægelige vurdering der skal finde sted efter
tvangsbekendtgørelsens § 24, stk. 2, efter henholdsvis 3, 10, 20, 30 dage og
herefter hver fjerde uge, skal anføres i tvangsprotokollen, jf.
tvangsbekendtgørelsens § 31.
Ifølge skema vedrørende
beslutning om beskyttelsesfiksering af 13. juli 2000 er den første og den
anden
obligatoriske efterprøvelse sket 2 dage for sent, den tredje efterprøvelse er
sket 5 dage for sent, den fjerde prøvelse 17 dage for sent og den femte 20
dage
for sent.
Ifølge skema vedrørende
beslutning om beskyttelsesfiksering af 11. august 2000 er den anden
obligatoriske efterprøvelse sket 2 dage for sent.
I skema vedrørende beslutning
om beskyttelsesfiksering af 28. august 2000 er i nævnte rækkefølge gjort
tilførsler om efterprøvelser 31. og 11. august 2000 samt 11. og 27. september
2000. Tilførslerne er i samme rækkefølge gentaget i det fortsatte skema
vedrørende samme beslutning.
Ifølge skema vedrørende
beslutning om beskyttelsesfiksering af 22. november 2000 er den første
obligatoriske efterprøvelse sket 1 dag for sent og den fjerde efterprøvelse 3
dage for sent.
Ifølge skema vedrørende
beslutning om beskyttelsesfiksering af 2. december 2000 er den anden
obligatoriske efterprøvelse sket 16 dage for sent.
Ifølge skema vedrørende
beslutning om beskyttelsesfiksering af 23. december 2000, er den første
obligatoriske efterprøvelse sket 1 dag for sent.
Dette er beklageligt. Jeg beder afdelingen om en udtalelse om disse 6
sager.
Endelig skal
ifølge vejledningen anføres datoen for ophør af beskyttelsesforanstaltningen.
I 11 af de modtagne 20
skemaer er ikke anført nogen ophørsdato.
Jeg beder afdelingen om at redegøre nærmere herfor.
7. Opfølgning
Som det fremgår af de enkelte afsnit
ovenfor, har jeg i flere tilfælde bedt afdelingsledelsen om nærmere
underretning mv. vedrørende forskellige forhold. Jeg beder om at disse
underretninger mv. sendes gennem Hovedstadens Sygehusfællesskab for at
fællesskabet kan få lejlighed til at kommentere det som afdelingen anfører.
8. Underretning
Denne rapport
sendes til Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital og Hovedstadens
Sygehusfællesskab, sygehusets patienter, Folketingets Retsudvalg og Tilsynet
i
henhold til grundlovens § 71.”
NOTER: (*) FOB 1974, s. 364
Lignende dokumenter
- Inspektion af Sct. Hans Hospital Retsinformation · 11. december 2009
- Inspektion af Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling F på Bispebjerg Hospital Retsinformation · 23. oktober 2009
- Inspektion af Hvidovre Hospital, Psykiatrisk Afdeling Retsinformation · 27. februar 2010
- Opfølgning til inspektion af Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling F på Bispebjerg Hospital Retsinformation · 12. august 2015
- Inspektion af Distriktspsykiatrisk Team i Ribe Retsinformation · 7. maj 2010
- Inspektion af Psykiatrisk Afdeling, Hvidovre Hospital den 8. december 2004 - opfølgning nr. 3 Retsinformation · 20. juni 2012