Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital

ISP nr 2001.676InspektionssagerFolketinget22. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital

Den 19.

december 2001 afgav inspektionschefen på ombudsmandens vegne følgende rapport

til Psykiatrisk Afdeling Frederiksberg Hospital og Hovedstadens

Sygehusfællesskab:

”

1. Indledning

Den 1. januar

1997 trådte lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft.

Ifølge lovens § 7, stk. 1, omfatter ombudsmandens kompetence alle dele af den

offentlige forvaltning; den tidligere eksisterende begrænsning i

ombudsmandens

kompetence over for (amts)kommunerne er således ophævet.

Efter § 18 i loven kan

ombudsmanden undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert

tjenestested der hører under ombudsmandens virksomhed. I de almindelige

bemærkninger til lovforslaget om ombudsmandsloven er det forudsat at der vil

ske ’en vis forøgelse af inspektionsvirksomheden i forhold til det

kommunale

område, især af psykiatriske hospitaler og andre institutioner for mentalt

handicappede’.

Som et led i denne

inspektionsvirksomhed foretog jeg og tre af embedets øvrige medarbejdere den

27. februar 2001 inspektion af Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg

Hospital.

Folketingets Ombudsmand har tidligere, i 1975, inspiceret afdelingen

(Folketingets Ombudsmands beretning for året 1974, s. 364ff*).

Til stede under inspektionen

i 2001 var blandt andre hospitalsdirektør Stig Hvidtfeldt, ledende overlæge

Kim

Læs alt

Solstad og ledende oversygeplejerske Ulla Branner Jespersen.

Inspektionen indbefattede en

indledende samtale med ledelse og medarbejderrepræsentanter fra det lokale

samarbejdsudvalg, samtaler med patienter der havde anmodet herom, rundvisning

på afdelingen og en opsamlende samtale med ledelsen.

I forbindelse med inspektionen

anmodede jeg om kopi af afdelingens tilførsler i tvangsprotokollen i henhold

til §§ 26-32 i bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om

tvangsbehandling,

fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger vedrørende

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering,

anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering foretaget i 2000. Såfremt

antallet af tilførsler (skemaer) oversteg 20 inden for hver kategori, bad jeg

alene om at modtage kopi af de 20 seneste tilførsler (skemaer). Tilførslerne

gennemgås under pkt. 6. Materialet blev udleveret i forbindelse med

inspektionen.

Jeg bad desuden om at få

udleveret behandlingsplaner for de to senest udskrevne patienter til senere

gennemsyn. Også dette materiale blev – i anonymiseret form –

udleveret i

forbindelse med inspektionen.

I tilslutning til

inspektionen udarbejdede jeg

·

et referat af det indledende møde,

·

et notat om iagttagelser under rundgang på

centeret og

·

et referat af den afsluttende samtale med

ledelsen.

Med brev af 15. marts 2001

blev dette materiale forelagt Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital

og

Hovedstadens Sygehusfællesskab som blev bedt om at fremkomme med eventuelle

bemærkninger/rettelser inden en måned. Jeg modtog herefter brev af 17. april

2001 fra Hovedstadens Sygehusfællesskab og brev af 5. juli 2001 fra

Psykiatrisk

Afdeling med bemærkninger. Bemærkningerne blev indarbejdet i en foreløbig

rapport som blev sendt til Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital og

Hovedstadens Sygehusfællesskab. Med breve af 7. og 13. november 2001 modtog

jeg

bemærkninger til den foreløbige rapport fra Psykiatrisk Afdeling på

Frederiksberg Hospital og Hovedstadens Sygehusfællesskab. I denne endelige

rapport er også disse bemærkninger indarbejdet.

2. Afdelingens organisation

Psykiatrisk

Afdeling på Frederiksberg Hospital er en del af Frederiksberg Hospital under

Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Afdelingen udgøres af rehabiliteringsafsnit D1

(20 senge), lukket afsnit D2 (20 senge), åbent almenpsykiatrisk afsnit D3 (26

senge), almenpsykiatrisk dagafsnit D4 (24 pladser), gerontopsykiatrisk

dagafsnit D5 (10 pladser), lukket gerontopsykiatrisk afsnit D6 (15 senge) og

åbent gerontopsykiatrisk afsnit D7 (15 senge) samt psykiatrisk skadestue.

Desuden rummer afdelingen administrationsbygninger, en lille gymnastiksal,

lokaler til ETC-behandling, træningskøkken, lokaler til fælles

ergoterapiaktiviteter og en forskningsklinik samt Distriktspsykiatrisk Center

Øst, ambulatorium, Distriktspsykiatrisk Center Øst, afsnit Borgen,

Distriktspsykiatrisk Center Vest, ambulatorium, og Distriktspsykiatrisk

Center

Vest, afsnit Nyelandshus. Afdelingen har i alt 96 sengepladser.

3. Bygningsmæssige forhold mv.

3.1. Generelt

Psykiatrisk

Afdeling på Frederiksberg Hospital er beliggende på hospitalsområdet. En af

de

distriktspsykiatriske afdelinger ligger uden for hospitalsområdet. Den ældste

del af bygningsmassen er opført kort tid efter forrige århundredeskifte.

Bygningerne

rummer generelt gode muligheder. Deres nuværende stand og indretning er dog

ikke optimal, jf. mine bemærkninger til de enkelte afsnit nedenfor.

En patient

oplyste under samtalen at der var meget træk fra vinduerne, hvilket jeg i

øvrigt også bemærkede under rundgangen. Ledelsen bekræftede at der på

afdeling

D3 og gerontopsykiatrisk afsnit er megen træk fra vinduerne. Ledelsen oplyste

videre at man i den anledning havde tilkaldt teknisk tjeneste, men at der

ikke

var fundet en løsning.

Jeg beder om at modtage oplysning om afdelingens fortsatte

undersøgelser/overvejelser med henblik på at finde en løsning på problemet

med

træk fra vinduerne.

Hovedstadens

Sygehusfællesskab (H:S) har planer om etablering af tre nye lukkede afsnit

med

12 enestuer i hver. Optageområdet skal forblive uændret. Planerne omfatter

nybyggeri

som bl.a. vil medføre sengeudtynding i de eksisterende bygninger og en

flytning

af den psykiatriske skadestue til gerontoafsnittenes nuværende placering.

Flytningen af skadestuen er begrundet i at dens nuværende lave beliggenhed

gør

den meget mørk.

Byggeplanerne er i brev af

12. marts 2001 fra Psykiatrisk Afdeling beskrevet således:

’

H:S har givet foreløbigt

tilsagn til, at der opføres nybyggeri på hospitalets areal ifølge vedlagte

skitse over byggegrunden, der ligger i umiddelbar tilslutning til bygning 28

med gerontopsykiatrisk afsnit D6 og D7. Byggeriet skal indeholde 3 lukkede

afsnit med 12 enestuer med bad og toilet til hver stue og nogle aktivitetsrum

nærmere beskrevet i udbudsbeskrivelse for projekterne.

6 forslag til totalentreprise

er afleveret fra 6 forskellige firmaer 01.03.01, hvorefter bedømmelsen

foregår.

Bedømmelsen ventes klar og

endelig beslutning om igangsættelse af byggeriet ultimo april 2001 ved H:S

bestyrelsesmøde.

Forudsat godkendelse i

henhold til ovenstående punkt 3 forventes byggeriet igangsat 01.09.01 og

færdiggjort i juli 2002.

I løbet af de næste 2 måneder

fra juli 2002 forventes afsnit D6 flyttet til nybyggeriet og afsnit D2

forventes opdelt og fordelt på de 2 resterende lukkede afsnit i nybyggeriet.

Frem til foråret 2003 ombygges og renoveres stueetagen i bygning 28 (det

tidligere afsnit D6), hvorefter psykiatrisk skadestue flyttes ind i de nye

lokaler.

Fra efteråret 2002 til

sommeren 2003 istandgøres bygning 26 efter udflytning af afsnit D2 og

opdeling

af afsnit D3 til 2 åbne afsnit. Fra sommeren 2003 ventes bygning 26 færdig

med

2 åbne afsnit fordelt på hver sin etage og med ca. 15. senge, heraf 13 på

enestuer og 1 2-sengsstue på hvert af de 2 afsnit. I samme periode forventes

afsnit D7 at blive udtyndet, så den rummer ca. 10 senge fordelt med 6

enestuer

og 2 2-sengsstuer.

En opdeling af afsnit D1 til

2 afsnit på hver sin etage er blevet løseligt gennemgået. En sådan opdeling

vil

indebære nedlæggelse af i hvert fald 1 sengestue og dermed behov for

etablering

af yderligere en 2-sengsstue, hvis behovet for sengestuer er uændret.

Ovenfor beskrevne byggeri er

ændret i forhold til nogle tidligere planer, hvor afdelingen skulle overtage

ansvar for yderligere et optageområde svarende til en udvidelse på næsten 50%

i

forhold til nuværende opgave. Dette er imidlertid blevet ændret og

Rigshospitalets psykiatriske afdeling skal bevare det optageområde, der

ellers

skulle være overgået til Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdelings

optageområde. Hvis der opstår vanskeligheder for Rigshospitalets psykiatriske

afdeling med at klare opgaven, kan der komme ændringer i ovenstående i

retning

af bevarelse af flere flersengsstuer. På den anden side skal der forventeligt

etableres ’opsøgende psykoseteams’ i H:S. Dette forventes med en

vis usikkerhed

at kunne mindske behovet for døgnindlæggelser, hvorfor det vil påvirke den

ovennævnte plan i modsat retning med mulighed for yderligere sengeudtynding

og

etablering af flere enestuer og bedre aktivitetsrum.

’

Af temareferat fra H:S

bestyrelsesmøde den 25. april 2001 fremgår at bestyrelsen godkendte en

indstilling om anlægsbevilling til etablering af 36 enestuer på Psykiatrisk

Afdeling på Frederiksberg Hospital. Jeg går ud fra at dette indebærer at

projektet er godkendt i den form som afdelingen har beskrevet i sit brev af

12.

marts 2001.

3.2. Rundgang

3.2.1. Psykiatrisk

skadestue

Den

psykiatriske skadestue ligger på Vej 5 i kælderen under afsnit D2. Der er

indgang via en glasdør som leder ind i et mindre rum til ventende patienter.

Venterummet har stengulv og billeder på væggen og er indrettet med stole.

Yderdøren er aflåst for

udefrakommende (men kan åbnes indefra uden nøgle så patienten selv kan

forlade

skadestuen), og videoovervåget. Personalet tilkaldes ved hjælp af en klokke.

Der er altid to ansatte på vagt ad gangen, heriblandt mindst én

sygeplejerske.

Skadestuen har døgnåbent. Personalet har ophold i en vagtstue som ligger på

den

gang som udgør skadestuen. Gangen er lavloftet med billeder på væggene,

opslagstavler og loftsbelysning.

Skadestuen har tre sengestuer

som er indrettet med to hospitalsstålsenge, to sengeborde med hjul, en vask

med

spejl, en grøn plante, et aflåst skab, tre stole, billeder på væggen og et

vindue med gardiner. Vinduet er her som i skadestuens øvrige rum forsænket i

lyskasse. Der er vinyl-/linoleumsgulv.

Herudover rummer skadestuen

bl.a. et samtalerum.

Den psykiatriske skadestue

fremstår noget mørk og ugæstfri på grund af beliggenheden i kælderen.

Jeg har noteret mig planerne om at flytte den psykiatriske skadestue,

jf. ovenfor. Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

3.2.2.

Rehabiliteringsafsnit D1

Rehabiliteringsafsnit

D1 ligger på Vej 8 i en ældre murstensbygning. Afsnittet har plads til 20

patienter. Der er 20 enestuer. Det er et åbent afsnit til patienter med behov

for rehabilitering.

Afsnittet består af

gangarealer med tilstødende patientstuer mv. og fordeler sig over to etager.

Visse steder hvor gangen er særlig bred, fungerer den som fællesområde med

borde og stole mv. Gangen er udsmykket af Poul Gernes med forskellige farver

og

mønstre. På underetagen er udsmykningen delvis malet over mens den i

overetagen

fremstår i sin oprindelige form med ordsprog over dørene mv.

Stue 5 blev besigtiget. Det

er en enestue der er udstyret med en hospitalsstålseng, et sengebord, et bord

med en stol og et skab. Væggene trænger til maling. Der var meget varmt i

stuen

på tidspunktet for inspektionen. Personalet viste hvorledes lokalet er varmet

op. Varmerørene løber inde bag væggen og reguleres via en ventil som er

placeret i et lille skab i væggen. Skabet er aflåst og kan kun åbnes af

personalet. Det samme system findes på flere af stuerne på afsnittet. Også

vinduet er aflåst og kan kun åbnes af personalet.

Stue 11 blev besigtiget. Det

er en enestue der er udstyret med en hospitalsstålseng, et sengebord, et bord

med en stol og et skab. Der er gammelt spindelvæv i loftet, og væggene

trænger

til maling.

Afsnittet blev omdannet til

et åbent afsnit den 1. maj 2000. Aflåsningen af vinduerne stammer fra den tid

da afsnittet fungerede som lukket afsnit.

Som det fremgår ovenfor, er

en opdeling af afsnit D1 til to afsnit på hver etage blevet løseligt

gennemgået

i forbindelse med de aktuelle byggeplaner.

Jeg beder Psykiatrisk Afdeling oplyse om eventuelle planer for

genopfriskning (maling) af stuerne, eventuelt i forbindelse med den omtalte

gennemgang/overvejelse, herunder med angivelse af tidshorisont.

Jeg bemærker endvidere at det ikke er tilfredsstillende at såvel

udluftning som regulering af varmesystemet kun kan ske ved personalets

mellemkomst.

Særligt forekommer det ubegrundet at vinduerne fortsat er aflåst selv om der

nu

er tale om et åbent afsnit. Jeg beder Psykiatrisk Afdeling oplyse om

eventuelle

planer for forbedringer af disse forhold således at patienterne selv kan åbne

vinduerne og regulere varmen.

Rengøringsstandarden på afsnittet kunne godt være bedre. Jeg går ud fra

at afdelingen fremover vil være opmærksom på dette og herunder også sørge for

at fjerne spindelvæv og lignende.

3.2.3. Lukket

afsnit D2

Lukket afsnit

D2 ligger på Vej 5 i en ældre murstensbygning oven over den psykiatriske

skadestue. Afsnittet behandler 18-65-årige patienter som har brug for at være

indlagt på lukket afsnit. Afsnittet har plads til 20 patienter. Der er 10

enestuer, 2 tosengsstuer og 2 tresengsstuer.

D2 forventes som nævnt

ovenfor at blive opdelt og overflyttet til den bygning som ventes opført. I

den

forbindelse vil D2 komme til (udelukkende) at bestå af enestuer med eget

toilet

og bad.

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 har i forbindelse med tilsynets

inspektioner af psykiatriske hospitaler gentagne gange udtalt kritik af

psykiatriske afsnit som har stuer med to eller flere senge. Tilsynet har

tilsvarende udtalt kritik af stuer uden eget toilet og bad. På linie hermed

må

jeg finde at det er en mangel at sengepladserne delvis består af to- og

tresengsstuer, og at stuerne ikke har eget toilet og bad.

Jeg forstår at den planlagte opdeling og overflytning af afsnittet til

en ny bygning vil afhjælpe dette problem. Indtil de nævnte byggeplaner er

realiseret, går jeg ud fra at afdelingen er meget opmærksom på hvorledes

patienter sammensættes på to- og tresengsstuerne.

Afsnittet

består af en hovedgang med mindre sidegange. Fra gangarealerne er der adgang

til kontorer, træningskøkken, grupperum, patientstuer mv. Gangene har de

fleste

steder vinyl-/linoleumsgulv og er malet i lyse farver. Der står grønne

planter

i store potter på gulvet. Der er vinduer, billeder på væggene, et køleskab,

en

vasketøjskurv, et linnedskab og en mønttelefon. Der er en tavle med

patienternes fornavne. Gangene er oplyst af lysarmaturer i loftet. Under

inspektionen hang flere steder gammelt spindelvæv i loftet. Rygning er

tilladt

på gangen, og mange steder stod der askebægere.

På gangen stod flere senge

som var optaget af patienter på grund af overbelægning. Sengene var afskærmet

af flytbare skærme.

Ergoterapien er et mindre

lokale med vinyl-/linoleumsgulv, en pc, et køkkenbord, borde, stole og skabe.

Rummet er oplyst af lysarmaturer i loftet. På tidspunktet for inspektionen

var

der tillige en seng i ergoterapilokalet da lokalet blev brugt som patientstue

på grund af overbelægning.

På gangen foran

ergoterapilokalet og op ad døren til et depotrum som ligger ved siden af

ergoterapilokalet, stod en seng som indimellem anvendes til patienter i

forbindelse med overbelægning. Gangen er mørk. Sengen var ikke afskærmet. Der

var intet sengebord.

Det er naturligvis meget utilfredsstillende at patienter er henvist til

at ligge på gangen og i ergoterapilokalet. Dette gælder særligt for sengen

foran ergoterapilokalet. Jeg går ud fra at den planlagte opdeling og

overflytning af afsnittet til en ny bygning vil betyde at sådanne placeringer

af patienter ikke længere vil blive anvendt. Jeg henviser i øvrigt til pkt.

5.1. nedenfor vedrørende overbelægning.

Spisestuen har

vinyl-/linoleumsgulv, fire borde med stole, et buffetbord hvorfra patienterne

selv forsyner sig med mad, skabe, et rullebord med rent service mv., et tv,

højttalere, skabe, billeder på væggen og en håndvask med spejl. Lokalet er

pænt

frisket op med maling. Der er to store panserglasvinduer med sikkerhedslås og

gardiner. Lokalet er oplyst af loftslamper.

Fra afsnittet er der udgang

til en have via en aflåst dør. Fra døren leder en trætrappe ned til den

vinkelformede have langs med huset. Øverst på trappen lå et væltet havebord,

og

under trappen var der forskelligt skrammel. Haven er omgivet af et højt

stakit

og består af en flisegang og et græsareal. Der er træer og buske og en grill.

Der er en basketballkurv. Der stod en stabel ældre, medtagne havestole af

hvid

plast. Et havebord og to stole af samme materiale lå væltet på græsset.

Havebordets ene ben lå løst ved siden af. Der lå tre meget medtagne

parasoller

og nogle parasolfødder løst op ad huset. Ved siden af parasollerne lå en

sølvgrå

metalboks med påskriften rentolin’ og et orange advarselssymbol.

Afdelingen har i brev af 7.

november 2001 oplyst at metalboksen var placeret med henblik på

skadedyrsbekæmpelse af tilkaldt skadedyrsbekæmper.

Det er ikke tilfredsstillende at patienternes udendørs opholdsareal

fremstår i en forfatning som det var tilfældet ved inspektionen. Jeg bemærker

herved at jeg måtte få det indtryk at der i lang tid havde set sådan ud på

arealet.

Jeg går ud fra at afdelingen fremover vil være mere opmærksom på at holde

haven ryddelig. Målet må være at gøre udendørsarealerne attraktive for

patienterne i det omfang det er muligt.

Bad/toilet

nr. 26.1.55 har fliser overalt, et wc, en håndvask med spejl og en

bruseniche.

Der hang gammelt spindelvæv i loftet, og lokalet trængte til rengøring.

På en sidegang ligger stuerne

10-16 samt to toiletter. For enden af gangen foran et vindue med grønne

planter

står to stålstole og et bord. Stole og bord er boltet til gulvet.

I det toiletrum som ligger

ved siden af stue 14, har loftet og den del af væggen som ikke er beklædt med

fliser, afskallet maling og skjolder som kan stamme fra en vandskade.

Stue 9 er en tresengsstue.

Foruden tre hospitalsstålsenge er der vinyl-/linoleumsgulv, tre skabe, tre

sengeborde med hjul, tre opslagstavler af metal, en håndvask med spejl, et

sofabord og en lænestol, en almindelig stol samt lofts- og væglamper. Der er

et

vindue med gardiner. Stuen er godt vedligeholdt. Der står blomster i

vindueskarmen.

Stue 10 er en ensengsstue.

Foruden en hospitalsstålseng har stuen vinyl-/linoleumsgulv, et stort vindue

med gardiner, et skab, en opslagstavle af metal, en vask med spejl og et bord

med en stol. Der var gammelt spindelvæv i loftet og visse steder på væggen.

Afsnittets fikseringsrum har

vinyl-/linoleumsgulv, en hospitalsstålseng som er boltet til gulvet midt i

lokalet, et skab, et vindue med gardiner, to lænestole, en opslagstavle af

metal, et sengebord med hjul og et vægur som kan ses fra sengen. Lokalet er

oplyst af lofts- og væglamper. På sengen lå et mavebælte som var delvis

dækket

af en dyne. Det blev oplyst at afdelingen ud over bælte har både hånd- og

fodremme, men at disse ikke ligger fremme. Rummet er aflåst når det ikke er i

brug.

Tilførsler til tvangsprotokollen vedrørende

tvangsfiksering gennemgås under pkt. 6.3. Selve fikseringsrummet giver mig

ikke

anledning til bemærkninger ud over at jeg peger på at tildækning af senge som

anvendes til fiksering, når de ikke er i brug efter min opfattelse kan

medvirke

til at situationen i forbindelse med fikseringer ikke bliver unødig

dramatisk.

Jeg beder afdelingen oplyse om afdelingen har overvejet at tildække sengene

helt på afdelingens fikseringsstuer.

Dagligstuen har to store

vinduer med gardiner, borde, stole, en reol med bøger og et tv.

Afsnittets aktivitetsrum er

et lokale med vinyl-/linoleumsgulv, to store vinduer (som kan åbnes til

udluftning) med gardiner, loftslamper og billeder på væggen. Lokalet er

udstyret med en ribbe, et bordtennisbord og to kondicykler hvoraf den ene er

en

noget ældre model hvor kæden var hoppet af. Der er desuden træningsmadrasser

og

en sandsæk. Der er skrevet med store bogstaver på rummets ene væg, og der er

på

den samme væg et hul efter hærværk på størrelse med en hånd helt ind til

væggens træskelet. I tilknytning til aktivitetsrummet er der et mindre rum

med

en sofagruppe.

Aktivitetsrummets udbud af motionsredskaber

er efter min opfattelse lidt sparsomt og for en dels vedkommende ramponeret.

Jeg beder afdelingen oplyse om eventuelle planer for udskiftning/supplering

af

motionsredskaberne, herunder eventuelt i forbindelse med den planlagte

opdeling

og overflytning af afsnittet til en ny bygning.

Afsnittet

bærer præg af at være beliggende i en ældre bygning. Vedligeholdelses- og

rengøringsstandarden er (særligt på gangen) svingende. Mange steder er der

således mærker og lignende på væggene, og malingen er skallet af flere steder

på vægge og træværk. Afsnittets lofter er delvis afskallede og skjoldede

flere

steder og trænger til maling. Flere steder hang der spindelvæv i loftet og på

den

øverste del af væggene. Mange af de grønne planter så medtagne ud.

Under hensyn til den planlagte opdeling og

overflytning af afsnittet til en ny bygning foretager jeg mig ikke noget

vedrørende afsnittets behov for maling og istandsættelse.

Rengøringsstandarden på afsnittet var ikke tilfredsstillende på

tidspunktet for inspektionen. Jeg går ud fra at afdelingen fremover vil være

opmærksom på dette og herunder også sørge for at fjerne spindelvæv og

lignende.

3.2.4. Åbent alment afsnit D3

Åbent afsnit

D3 ligger på Vej 5 i en ældre murstensbygning. Afsnittet har plads til 26

patienter fordelt på 7 enestuer, 2 tosengsstuer og 5 tresengsstuer. Afsnittet

behandler 18-65-årige patienter som har brug for at være indlagt på åbent

afsnit.

Jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor

under pkt. 3.2.3. vedrørende to- og tresengsstuer. Jeg forstår at den

planlagte

ombygning og opdeling af afsnittet helt vil afhjælpe problemet med

tresengsstuer og delvis for så vidt angår tosengsstuer. Jeg går ud fra at

afdelingen er meget opmærksom på hvorledes patienter sammensættes på to- og

(indtil videre også på) tresengsstuerne.

Afsnittet

består, ligesom afsnit D2, af en hovedgang med mindre sidegange. Fra

gangarealet er der adgang til afsnittets patientstuer, kontorer mv. Gangene

har

vinyl-/linoleumsgulv og er malet i lyse farver. Der står grønne planter i

store

potter på gulvet. Der er vinduer, billeder på væggene og skabe. Der er en

tavle

med patienternes fornavne. Gangene er oplyst af lysarmaturer i loftet.

Der stod fire senge på gangen

som var i brug på grund af overbelægning. Sengene var afskærmet af flytbare

skærme.

Jeg henviser til mine bemærkninger under

pkt. 3.2.3. vedrørende placering af patienter på gangen. Jeg henviser i

øvrigt

til pkt. 5.1. vedrørende belægning.

Spisestuen

har vinyl-/linoleumsgulv, fem borde med stole, et buffetbord hvorfra

patienterne selv forsyner sig med mad, skabe og en håndvask med spejl. Der er

to store vinduer med gardiner. Lokalet er oplyst af loftslamper.

Stue 8 er en tresengsstue.

Der er tre hospitalsstålsenge, linoleum på gulvet, lofts- og væglamper, tre

skabe, tre sengeborde med hjul, et bord med tre stole og et stort vindue med

gardiner.

Stue 14 er en enestue. Ud

over en hospitalsstålseng er der linoleum på gulvet, lofts- og væglamper, et

skab,

en opslagstavle af metal, et stort vindue med gardiner og en håndvask med

spejl.

Der ligger to

aktivitets-/opholdsstuer umiddelbart over for hinanden på gangen. Den ene er

for rygere og den anden for ikkerygere. Lokalerne har vinduer med gardiner,

og

de er tilsammen udstyret med borde og stole, et tv, en pc, en reol med bøger,

en kondicykel, billeder på væggene og grønne planter.

Afsnittet giver mig ikke anledning til

yderligere bemærkninger.

3.2.5.

Gerontopsykiatrisk dagafsnit D5

Gerontopsykiatrisk

dagafsnit D5 ligger på Vej 5. Afsnittet har plads til 10 patienter. Afsnittet

behandler patienter over 65 år der kan behandles i dagregi. Det er beliggende

i

en lavloftet gang med døre til forskellige lokaler som rummer kontorer,

samtalerum, hvilerum, aktivitetsrum mv. Der er et køkken i sammenhæng med et

større dagligstueområde med borde og stole. I forbindelse med afdelingen

ligger

en gymnastiksal.

Afsnittet

fremstår pænt og velholdt.

Afsnittet giver mig ikke anledning til

bemærkninger.

3.2.6. Lukket gerontopsykiatrisk

afsnit D6

Lukket

gerontopsykiatrisk afsnit ligger på Hovedvejen. Afsnittet har plads til 15

patienter fordelt på fire enestuer, fire tosengsstuer og en tresengsstue.

Afsnittet behandler patienter over 65 år der har behov for at være indlagt på

lukket afsnit.

Afsnittet består af en gang

med lokaler omkring som rummer patientstuer, kontorer, spisestue, dagligstue

mv. Gangen er malet pænt, og der er billeder på væggene, borde med lænestole

og

grønne planter.

Foran patientstuerne er der

skilte med patienternes for- og efternavne. Det blev oplyst under

inspektionen

at skiltningen er nødvendig da mange af patienterne ellers ikke kan finde

deres

stuer selv.

Skiltning med patienternes navne på steder

hvor udefrakommende har adgang, herunder besøgende og håndværkere, giver

anledning til betænkelighed. Ledelsen oplyste at man har overvejet dette

aspekt, og at der kun på D6 er skilte med patienternes fulde navne. Jeg har

rejst spørgsmålet i forbindelse med min inspektion af Viborg Amt Psykiatrisk

Sygehus, Søndersøparken. Indtil videre foretager jeg mig ikke yderligere

vedrørende spørgsmålet i forbindelse med min inspektion af Psykiatrisk

Afdeling

på Frederiksberg Hospital.

Dagligstuen

består af et todelt lokale som er pænt malet. Lokalet er indrettet med borde

og

stole, billeder på væggen, grønne planter og et klaver. Det er tilladt at

ryge

i dagligstuen, og stuen var meget tilrøget på tidspunktet for inspektionen.

Afdelingen har i brev af 7. november 2001 oplyst at der luftes ud, men at

dette

kan begrænses med henblik på at patienterne får mindst mulig træk.

Fra dagligstuen er der udgang

til en have som er delvis flisebelagt og delvis brolagt. På det brolagte

areal

var der ved at danne sig en græsplæne. Der er træer, buske, en bænk og en

blomsterkasse og en skraldespand på husmuren. Der lå sorte plasticsække med

gammelt julegran og haveaffald i gården og endvidere enkelte affaldsdele på

græsset.

Jeg henviser til det som jeg har anført

under pkt. 3.2.3. om patienternes udendørs arealer. Jeg går ud fra at

afdelingen

fremover vil være mere opmærksom på at holde haven ryddelig.

Stue 5 er en

tresengsstue. Der er tre hospitalsstålsenge, linoleum på gulvet, lofts- og

væglamper, tre skabe, tre sengeborde med hjul, et bord med stole og et stort

vindue med gardiner.

Stue 6 er en tosengsstue. Der

er to hospitalsstålsenge, linoleum på gulvet, lofts- og væglamper, to skabe,

to

sengeborde med hjul, et bord med stole og et stort vindue med gardiner.

Ikkerygerdagligstuen fungerer

tillige som spisestue. Lokalets gulv er beklædt med linoleum, og der er borde

og stole, et buffetbord, to store vinduer med gardiner, grønne planter, et tv

samt loftslamper.

Afsnittet fremstår pænt og

velholdt.

Afsnittet giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.

4. Samtaler med

enkelte patienter

Under

inspektionen havde jeg enkeltsamtaler med formændene for de to

distriktspsykiatriske centres brugerråd og fem patienter fra afdelingen som

alle havde ønsket samtale.

Samtalerne gav dels anledning til at konkrete spørgsmål blev taget op

med ledelsen under inspektionen, dels til konkrete sager.

De enkelte

patienter har modtaget separat brev som opfølgning på samtalerne.

5. Andre forhold

5.1. Overbelæg

ning

Afdelingen

har som nævnt i alt 96 sengepladser. Som det fremgår ovenfor, er pladserne

fordelt på enestuer samt to- og tresengsstuer. Af materialet som jeg modtog i

forbindelse med inspektionen, fremgår at afdelingen i 2000 havde en total

gennemsnitlig belægning på 94,7 patienter. Fordelingen af patienter på afsnit

og de periodemæssige udsving i belægningstallet indebar en del perioder med

overbelægning på enkelte afsnit. Som det fremgår af gennemgangen af de

bygningsmæssige rammer ovenfor, nødvendiggør dette placering af patienter på

gangene mv.

Den høje belægningsprocent

var blandt de emner som blev bragt frem af patienter i forbindelse med mine

samtaler med disse.

Jeg går ud fra at det planlagte byggeprojekt mv. vil reducere

overbelægningen og således mindske behovet for at placere patienter på

gangene

og lignende. Jeg beder dog afdelingen om at oplyse nærmere om i hvilken grad

afdelingen forventer at problemet vil blive afhjulpet i forbindelse med

projektet.

5.2.Placering på

åbent/lukket afsnit – låsesystemet

Ledelsen

oplyste at overbelægningen på afdelingen havde resulteret i at patienter som

skulle

placeres på åbent afsnit, i stedet er blevet indlagt på lukket afsnit. I

disse

tilfælde orienteres patienterne altid om både grunden til placeringen og om

at

de er undergivet samme vilkår som patienter på åbent afsnit.

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 har i forbindelse med tilsynets

inspektioner af psykiatriske hospitaler også beskæftiget sig med spørgsmålet

om

afdelinger hvor der både er frivilligt indlagte og tvangstilbageholdte

patienter. I overensstemmelse med det som tilsynet har tilkendegivet, bør en

ordning som den omtalte efter min mening praktiseres således at en patient

der

indlægges på en psykiatrisk afdeling, og hvor der ikke er tale om at den

pågældende er tvangsindlagt eller -tilbageholdt, bør tilbydes en plads på en

uaflåst del af det psykiatriske sygehus, at en patient der overgår fra at

være

tvangsindlagt til at være frivilligt indlagt tilbydes anbringelse på en

uaflåst

del af sygehuset, og at det kun undtagelsesvis bør forekomme at en frivilligt

indlagt patient af kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes en plads på en

uaflåst del af afdelingen – sker det, bør patienten hurtigst muligt

tilbydes en

plads på et uaflåst afsnit.

Det er efter min opfattelse desuden en forudsætning for at den

praktiserede ordning er i overensstemmelse med bestemmelserne i

psykiatriloven

om tvangstilbageholdelse at det er helt klart for den enkelte patient hvilken

retlig status den pågældendes indlæggelse har (frivillig eller tvangsmæssig),

at afdelingen er meget opmærksom på at der sker ophævelse af en beslutning om

tvangstilbageholdelse straks når betingelserne herfor ikke længere er til

stede, og at patienten i den forbindelse informeres om at indlæggelsen nu er

frivillig, og at de frivilligt indlagte patienter umiddelbart har mulighed

for

at forlade afdelingen når de måtte ønske det.

Idet jeg på baggrund af afdelingens oplysninger går ud fra at

anbringelsen af frivilligt indlagte patienter så vidt muligt administreres i

overensstemmelse hermed, har jeg ikke yderligere bemærkninger til

spørgsmålet.

5.3. Adgang til

frisk luft

Den 1. januar

1999 trådte lov nr. 403 af 26. juni 1998 om ændring af lov om

frihedsberøvelse

og anden tvang i psykiatrien (psykiatriloven) i kraft. Med ændringsloven blev

§

2 sålydende:

’Med henblik på i videst

muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden

tilbyde

sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk

sygehusstandard, herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge-

og

personalenormering, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-,

uddannelses- og andre aktivitetstilbud.’

Af bemærkningerne til

forslaget til ændringslov (lovforslag nr. L 36 fremsat af justitsministeren

den

27. marts 1998) fremgår at hensigten med denne affattelse af § 2 har været at

’understrege behovet for og vigtigheden af, at forholdene på de

psykiatriske

afdelinger forbedres, herunder navnlig de bygningsmæssige forhold’ (s.

16).

Det fremgår videre af

bemærkningerne at regeringen i april 1997 indgik en aftale med

Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner om den fortsatte

udbygning af tilbudene til sindslidende, og at parterne bl.a. er enige om en

målsætning om at alle patienter skal have mulighed for mindst et miljøskift

om

dagen, herunder mulighed for dagligt at komme ud i frisk luft (s. 17 i

bemærkningerne).

Ledelsen oplyste at patienter

på de lukkede afsnit på afdeling D har adgang til frisk luft i afdelingens

egne

haver. Der er adgang til haverne hver dag. Afdelingen har i brev af 7.

november

2001 oplyst at patienter på lukket afsnit som kun har udgang i følge med

personalet, herudover kun kan regne med en daglig tur til kiosken på

hospitalets område.

Haverne som ligger i forbindelse med de lukkede afsnit, giver

patienterne adgang til frisk luft, men kun begrænset mulighed for gåture. Jeg

beder afdelingen præcisere hvad der nærmere ligger i at patienterne ’kun

kan

regne med’ en daglig tur til kiosken. Det ønskes herunder oplyst hvor

lang tid

en tur til kiosken typisk tager, og i hvilket omfang afdelingen må afslå

patienternes eventuelle ønsker om flere gåture.

5.4. Vejledning

efter psykiatrilovens § 3, stk. 2

Efter § 3,

stk. 2, i lov nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang

i

psykiatrien skal lægen vejlede patienten om formålet med indlæggelsen,

opholdet

og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

Ledelsen oplyste at

vejledningen gives mundtligt og sædvanligvis når lægen modtager patienten i

skadestuen. Lægen taler på det tidspunkt med patienten om hvad der skal ske i

alt fald indtil den følgende dag. Den følgende dag taler patienten så med

lægen

på det pågældende afsnit om fortsat behandling mv. Der bliver gjort notat om

disse samtaler i patientens journal. Herefter spørger lægen på stuegang om

patienten er indforstået med og klar over behandlingen. Dette gælder særligt

hvis patienten har udvist skepsis over for behandlingen.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.5. Patienternes

kontakt med læge

Ledelsen

oplyste at akut dårlige patienter dagligt taler med en læge. Patienter som er

anbragt på lukket afsnit, taler med en læge mindst to gange om ugen mens der

kan gå op til halvanden uge uden lægekontakt for patienter som er på åbent

afsnit. For så vidt angår sidstnævnte, er kontakten i høj grad bestemt af

behandlingen, f.eks. kan det tage en uge eller længere inden virkningen af et

medicinpræparat indtræder, og dermed inden lægen kan give en tilbagemelding

til

patienten.

I situationer hvor en patient

beder om at tale med en læge, får patienten så godt som altid en samtale med

en

læge samme dag medmindre behandlingsmæssige årsager taler imod en sådan

samtale.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.6. Tilkaldelse af

politi i forbindelse med udførelse af tvangsforanstaltninger i afdelingen

Jeg har

tidligere rejst spørgsmålet om politiets medvirken ved udførelse af

tvangsforanstaltninger i psykiatrien over for Justitsministeriet.

Justitsministeriet har ved brev af 23. juli 2001 fremsendt en kopi af

ministeriets svar af samme dato til Sundhedsministeriet til brug for

besvarelsen af spørgsmål nr. 11 af 22. februar 2001 til Tilsynet i henhold

til

grundlovens § 71. I Justitsministeriets svar til Sundhedsministeriet er

blandt

andet anført følgende:

’

Det er Justitsministeriets

opfattelse, at politiet som et naturligt led i varetagelsen af sine opgaver

vil

kunne komme personalet til undsætning og gribe ind, hvis det – i

tilfælde hvor

sygehuspersonalet undtagelsesvist ikke selv kan håndtere en voldsom patient

–

er nødvendigt for at afværge en aktuel og konkret fare for enkeltpersoner på

hospitalet. Under hvilke betingelser, der kan gribes ind, og med hvilke

magtmidler vil bero på de almindelige regler om politiets magtanvendelse uden

for strafferetsplejen (retsplejelovens § 108 og straffelovens §§ 13 og 14).

Politiet vil f.eks. kunne

anvende fysisk magt til at fastholde en voldsom patient eller til at føre

patienten til et egnet lokale på hospitalet på samme måde, som hvis der var

tale om detentionsanbringelse af en uregerlig person uden for sygehusregi.

Politiet er i forbindelse med sådanne indgreb ikke undergivet instruktion fra

sygehuspersonalet.

Eventuel tvang og behandling

efter psykiatriloven i forhold til en sådan patient foretages af

sygehuspersonalet i overensstemmelse med lovens regler.

Efter Justitsministeriets opfattelse

vil politiets medvirken til f.eks. fysisk at fastholde en patient i tilfælde,

hvor dette er en praktisk forudsætning for, at sygehuspersonalet kan anvende

psykiatrilovens midler – herunder bl.a. give en beroligende

indsprøjtning eller

iværksætte en bæltefiksering – være tilladelig, hvis det er nødvendigt

for at

afværge en aktuel og konkret fare mod andre – et hensyn, som både det

politimæssige regelsæt og det psykiatriske regelsæt har til formål at

varetage.

’

Justitsministeriet har

desuden oplyst at spørgsmålet er bragt op over for Politikommissionen som for

tiden drøfter spørgsmålet om politiets magtanvendelse.

Ledelsen på Psykiatrisk

Afdeling på Frederiksberg Hospital oplyste at der ved vagtplanlægningen

bliver

sørget for bemanding med både mandligt og kvindeligt personale, og at

afdelingen aldrig har tilkaldt politiet til andet end egentlige

politiopgaver,

f.eks. hvis en patient er i besiddelse af en kniv.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.7. Besøg og

visitation

Der er ikke særskilte

lokaler til besøg. Besøg afvikles derfor på afsnittene, i fælles opholdsrum

eller på stuerne. Dette indebærer i mange tilfælde at besøg ikke kan afvikles

i

fred og ro under private former. Når de besøgende er mindreårige, bruges

lokaler i den psykiatriske skadestue.

Efter ledelsens opfattelse er

der ikke tilfredsstillende besøgsforhold for personer som ikke har enestue og

således ikke selv kan råde over stuen i forbindelse med besøg.

Jeg er enig i at det er utilfredsstillende at der ikke altid er adgang

til at afvikle besøg på rimelige vilkår og under private former. Jeg går ud

fra

at dette problem vil blive afhjulpet i forbindelse med det planlagte

byggeprojekt mv., og jeg foretager mig på denne baggrund ikke yderligere

vedrørende spørgsmålet.

Ledelsen

oplyste at man normalt ikke åbner patienternes pakker og breve. Når det sker,

åbnes posten sammen med den pågældende patient.

Jeg beder afdelingen om at oplyse i hvilke situationer posten åbnes

sammen med en patient.

Der er

eksempler på at afdelingen har udelukket voldelige personer fra besøg og

forment dem adgang til afdelingen. Det sker at afdelingen visiterer

besøgende,

f.eks. hvor personalet har mistanke om indsmugling af våben eller lignende.

Dette sker meget sjældent og kun i ekstreme tilfælde. Ledelsen kunne ikke

henvise til nogen egentlig hjemmel til disse dispositioner. For så vidt angår

visitation, vil man på afdelingen i alle tilfælde spørge de besøgende om de

er

indforståede med visitation.

Udelukkelse af en voldelig besøgende kan efter min opfattelse ske med

henvisning til hospitalets almindelige ulovbestemte beføjelse til at regulere

brugen af hospitalets område. Idet jeg i øvrigt forstår det oplyste således

at

der alene sker visitation af besøgende som har givet samtykke hertil,

foretager

jeg mig ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.

5.8. Adgang til

telefonering

Der er

mønttelefoner på afsnittene. Ledelsen oplyste at Hovedstadens

Sygehusfællesskab

i januar 2001 desuden har besluttet at man gerne må have mobiltelefoner på

afdelingen. Det har tidligere været forbudt på grund af risiko for

elektroniske

forstyrrelser i hospitalets udstyr. Det er blevet meldt ud til patienterne at

det er tilladt at have mobiltelefon.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.9. Rygepolitik

Ifølge lov

nr. 436 af 14. juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler,

transportmidler og lignende, § 10, skal Hovedstadens Sygehusfællesskabs

bestyrelse med virkning senest fra 1. januar 1996 fastsætte bestemmelser om

røgfri miljøer på Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse mv.

Rygepolitikken på

Frederiksberg Hospital er således fastsat af Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Hovedstadens Sygehusfællesskab har oplyst at regler om røgfrit miljø på

H:S’s

institutioner senest er vedtaget af H:S Bestyrelsen den 30. september 1998.

På

bestyrelsesmødet den 30. maj 2001 vedtog H:S Bestyrelsen at revision af dette

regelsæt udsættes indtil maj 2002. Jeg har modtaget et eksemplar af

det gældende regelsæt.

Af bestemmelserne fremgår at

der på patientområder mv. er rygeforbud, dog således at rygning er tilladt i

særskilte lokaler der er indrettet for rygere, eller – under nærmere

angivne

betingelser – særskilt markerede områder, og således at tobaksrygning

kan

tillades af den stedlige ledelse såfremt håndhævelsen af et forbud ikke fuldt

ud vil være mulig på grund af patienternes sygdom (f.eks. visse psykiatriske

patienter).

Det fremgår endvidere af

hospitalets personalepolitik at hospitalet har fastsat visse nærmere angivne

mål for medarbejdernes rygning i arbejdstiden.

Under rundgangen på

afdelingen konstaterede jeg flere steder at der blev røget uden for de

særligt

markerede lokaler mv. hvor tobaksrygning er tilladt. Visse steder på

afdelingen

var luften meget røgfyldt. Ledelsen oplyste at der på hospitalet kun må ryges

på dertil indrettede steder. På psykiatrisk afdeling er man i praksis ikke så

striks med hensyn til at følge rygepolitikken, og man har derfor problemer

med

at holde gange og stuer røgfri selv om der er rygeforbud på stuerne.

Ledelsen oplyste videre at man

i forbindelse med den planlagte ombygning vil være særligt opmærksom på

problemet og sørge for at få udstedt faste retningslinier om rygning.

Jeg går ud fra at fravigelser af udgangspunktet om rygeforbud alene

sker i overensstemmelse med sygehusfællesskabets bestemmelser. Jeg går

endvidere ud fra at afdelingsledelsen vil være mere opmærksom på at sørge for

at der bliver luftet ordentligt ud på de områder hvor der ryges. Dette gælder

såvel de markerede rygeområder som de områder hvor der i øvrigt ryges (med

eller uden ledelsens tilladelse).

5.10. Forplejning

En patient

som jeg havde samtale med i forbindelse med inspektionen, udtrykte

utilfredshed

med maden som efter hans opfattelse ikke er tilstrækkeligt nærende.

Ledelsen oplyste at

hospitalet siden hospitalets køkken lukkede for to år siden, har fået maden

leveret fra Rigshospitalet. Det er muligt at bestille frugt som en del af den

daglige madportion, og i løbet af dagen er der stillet både grøntsager og

sandwich frem som mellemmåltider til patienterne. Vitaminbehovet forudsættes

dækket via kosten. Der har bl.a. i pressen været flere klager over maden,

bl.a.

over at portionerne ikke er store nok og ikke indeholder tilstrækkeligt mange

kalorier.

Den patient som fremkom med

bemærkninger til kosten, oplyste at der i amtsligt regi er igangsat et

udvalgsarbejde vedrørende kosten i sundhedsvæsenet. Ledelsen bekræftede

patientens oplysninger herom.

I forbindelse med inspektionen spiste jeg og mine medarbejdere et

måltid svarende til det som patienterne fik den pågældende dag. Maden som

bestod af brød og pålæg, var ikke specielt indbydende.

Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om det omtalte

udvalgsarbejde, herunder om udvalgets overvejelser eventuelt vil påvirke den

kost som afdelingen serverer for patienterne.

5.11.Udskrivningsaftaler

og koordinationsplaner

§ 3, stk. 4

og 5, i lov nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien har følgende ordlyd:

’Stk. 4.

Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for

patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den

behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,

indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling

samt

de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de

behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Stk. 5.

Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil

medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for,

at

den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder,

privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan

for

de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.’

Ledelsen oplyste at der

yderst sjældent – nærmest aldrig – laves

udskrivningsaftaler/koordinationsplaner.

Afdelingen har i brev af 7. november 2001 oplyst at der laves almindelige

aftaler om efterbehandlingsplan med stort set alle patienter. De formelle

udskrivningsaftaler/koordinationsplaner iværksættes kun for patienter hos

hvem

der er stor sikkerhed for at de både ophører med en aftalt behandling og

bliver

svært forpinte af psykotisk sygdom. Når det kun drejer sig om få aftaler om

året, er betingelsen således at man prioriterer almindeligt samarbejde med

patienten om efterbehandling efter udskrivning.

Jeg forstår afdelingens oplysninger således at der faktisk udarbejdes

udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i de situationer hvor loven

foreskriver det. Jeg foretager mig på denne baggrund ikke yderligere

vedrørende

spørgsmålet.

5.12. Børn og unge

FN-konventionen

af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) indeholder i

artikel 37, litra c, bl.a. følgende bestemmelse:

’

Især skal ethvert barn, der

er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan

adskillelse

ikke anses at tjene barnets tarv,

...’

Bestemmelsen indebærer en

forpligtelse til at sikre at børn der frihedsberøves, som udgangspunkt holdes

adskilt fra voksne (medmindre dette ikke tjener barnets tarv).

Afdelingen har indimellem

unge patienter helt ned til 15 år indlagt i korte forløb. Afdelingen sørger

så

vidt muligt for at give de unge enestue og eventuelt fast vagt hvis det er

påkrævet under hensyn til afdelingens øvrige indlagte.

De unge bliver hurtigst

muligt overført til Bispebjerg Hospital som har en psykiatrisk afdeling for

unge.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.13. Orientering

af patientrådgivere i forbindelse med tvangsbehandling

§ 27 i

lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien har følgende ordlyd:

’§ 27.

Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver

oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på

forsvarlig

måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må

heller

ikke gives til patientrådgiveren.’

Af forarbejderne til

bestemmelsen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1989, tillæg A, spalte

2091):

’...

Hvis patientrådgiveren skal

kunne udføre sit hverv, er det nødvendigt, at rådgiveren på den ene side

modtager

relevante lægelige oplysninger om patienten og ikke må nøjes med, hvad denne

selv kan og vil oplyse. Det er på den anden side også vigtigt at tage hensyn

til patientens egne ønsker og lægernes tavshedspligt.

...’

I bekendtgørelse nr. 617 af

21. september 1989 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på

psykiatriske afdelinger, § 3, stk. 2, er det bestemt at tvangsmedicinering

forudsætter at patienten og patientens rådgiver er fuldt informeret om

behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.

Det blev oplyst for

Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital at patientrådgiveren

telefonisk

bliver orienteret om at vedkommende er blevet beskikket således at

vedkommende

har mulighed for at tale med patienten inden tvangsbehandling iværksættes.

Der

gøres notat om vejledningen i patientens journal. I de tilfælde hvor der

– af

forskellige grunde – ikke gives en egentlig vejledning til

patientrådgiveren,

sker vejledningen gennem patientens journal og afsnittets plejepersonale.

Det blev i øvrigt oplyst at

ordningen med patientrådgivere fungerer udmærket, herunder at rådgiverne

altid

giver møde i Patientklagenævnet.

Jeg beder afdelingen om at oplyse i hvilke tilfælde patientrådgiveren

ikke gives en egentlig vejledning, og med hvilken begrundelse denne

vejledning

undlades.

5.14. Vold mod

personalet

Ledelsen

oplyste at eventuelle voldsepisoder straks anmeldes som arbejdsskade, og at

der

herefter er faste regler om debriefing. Der er ingen fast procedure om

politianmeldelse, og intet princip om at alle episoder skal anmeldes. I

alvorlige situationer bliver det i plenum under debriefingen drøftet om der

skal ske politianmeldelse. I disse situationer tages der hensyn til den

voldsramtes eget ønske. I de tilfælde hvor der indgives politianmeldelse,

sker

anmeldelsen gennem afdelingsledelsen og ikke direktionen. Hospitalet, ikke

den

enkelte, står som anmelder af episoden.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.15. Opbevaring af

journaler

Alle

afdelingens patientjournaler findes udelukkende i papirform og er således

ikke

elektroniske. Journalerne opbevares i aflåste skabe på afdelingerne. Alt

plejepersonalet har nøgler til skabene. Det er efter ledelsens skøn

nødvendigt

at alt plejepersonalet har adgang til journalerne.

Jeg har ikke fundet grundlag for at iværksætte nærmere undersøgelser af

afdelingens ordning hvorefter alt plejepersonale har adgang til patienternes

journaler. Jeg går ud fra at ledelsen er opmærksom på at sikre at patienter

eller andre uvedkommende ikke får adgang til journalerne. Jeg foretager mig

ikke mere vedrørende spørgsmålet.

5.16.

Handicaptilgængelighed

Afdelingen

henviste til hospitalets alder, men oplyste at de fleste steder dog

efterhånden

er blevet gjort tilgængelige for handicappede. Der er nedsat et brugerråd

vedrørende

handicaptilgængelighed på Frederiksberg. Afdelingen har hverken derfra eller

fra anden side fået egentlige klager over utilstrækkelig

handicaptilgængelighed.

Dette giver mig ikke anledning til bemærkninger.

5.17. Patientmøder

Ifølge § 30 i

psykiatriloven som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998

kan sundhedsministeren fastsætte regler om patientindflydelse på psykiatriske

afdelinger.

Med hjemmel i § 30, som

bestemmelsen var affattet før revisionen af psykiatriloven der trådte i kraft

den 1. januar 1999, har sundhedsministeren udarbejdet bekendtgørelse nr. 708

af

20. november 1989 om patientråd og patientmøder på psykiatriske sygehuse og

afdelinger. Bekendtgørelsen er fortsat gældende.

Af bekendtgørelsens § 1, stk.

2, fremgår at amtsrådet skal beslutte hvorvidt der på de enkelte psykiatriske

sygehuse og afdelinger skal oprettes patientråd eller afholdes patientmøder.

Ifølge bekendtgørelsens § 1,

stk. 4, skal amtsrådet udfærdige nærmere retningslinier for oprettelse af

patientråd og afholdelse af patientmøder, herunder for antallet af medlemmer

i

de nævnte organer samt disses virksomhed.

De nævnte pligter som

påhviler amtsrådene, gælder tillige efter bekendtgørelsens § 3 for Københavns

Magistrat og Frederiksberg Kommunalbestyrelse samt Rigshospitalets Direktion.

Det blev oplyst at

afdelingens personale udfærdiger skriftlige referater af alle patientmøder.

Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om de retningslinier der

gælder for patientmøder i afdelingen.

5.18.

Behandlingsplaner

Jeg har fra

afdelingen modtaget to udfyldte anonymiserede behandlingsplaner for

afdelingen.

Behandlingsplanerne giver ikke anledning til bemærkninger.

6. Gennemgang af

tilførsler til tvangsprotokollen

Som nævnt i

indledningen anmodede jeg under inspektionen om at modtage kopi af

afdelingens

tilførsler i tvangsprotokollen i henhold til §§ 26-32 i bekendtgørelse nr.

879

af 10. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på

psykiatriske afdelinger vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,

tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og

beskyttelsesfiksering foretaget i 2000. Såfremt antallet af tilførsler

(skemaer) oversteg 20 inden for hver kategori, bad jeg om alene at modtage

kopi

af de 20 seneste tilførsler (skemaer).

Jeg har ikke mulighed for at vurdere om anvendelsen af tvangsforanstaltninger

i de enkelte tilfælde har været berettiget. Ved min gennemgang af materialet

har jeg derfor navnlig koncentreret mig om hvorvidt proceduren i forhold til

de gældende regler er blevet fulgt. Gennemgangen giver mig anledning til

følgende

bemærkninger:

6.1. Tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse

Jeg har

modtaget i alt 40 skemaer til brug for tilførsler i tvangsprotokollen om

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i 2000, heraf 20 vedrørende

tvangsindlæggelse samtidig omfattende 12 tilførsler om tvangstilbageholdelse

og

20 udelukkende vedrørende tvangstilbageholdelse – med eller uden

forudgående

tvangsindlæggelse (som vil fremgå af andre skemaer).

Tvangsprotokollen består af

særlige skemaer udarbejdet af Sundhedsministeriet. For frihedsberøvelse

benyttes Tvangsprotokol – skema 1. Af Sundhedsstyrelsens vejledning af

10.

december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2, fremgår at der

ved

afkrydsning på skemaerne skal angives om det drejer sig om første skema for

den

aktuelle tvangsforanstaltning, eller om skemaet er en fortsættelse af et

tidligere skema. Skemaerne indeholder afkrydsningsrubrikker til dette formål.

I 2 tilfælde er det i skemaer

vedrørende tvangsindlæggelse ikke angivet ved afkrydsning hvorvidt der er

tale

om det første skema eller en fortsættelse af et tidligere skema.

Dette er en fejl.

Efter vejledningens s. 2 skal

det tillige angives om frihedsberøvelsen er iværksat som tvangsindlæggelse

eller som tvangstilbageholdelse ligesom begrundelsen efter lov nr. 403 af 26.

juni 1998 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

(psykiatriloven) skal angives (behandlings- eller farlighedsindikation).

Oplysningerne angives ved afkrydsning i skemaet. I 2 af skemaerne vedrørende

tvangsindlæggelse er ikke angivet en begrundelse for frihedsberøvelsen. Det

drejer sig om skemaer vedrørende tvangsindlæggelse den 3. december 2000. Der

er

tale om frihedsberøvelse af samme person, og jeg går ud fra at det ene skema

er

et fortsat skema.

Jeg beder afdelingen oplyse nærmere herom.

Tvangsindlæggelse sker på

grundlag af en lægeerklæring der er udarbejdet af den læge som har undersøgt

den pågældende med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt

af en læge der er ansat på den psykiatriske afdeling hvor indlæggelsen skal

finde sted, og lægen må ikke være inhabil (psykiatrilovens § 7). Det er dog

overlægen på den psykiatriske afdeling der træffer den endelige

administrative

afgørelse om hvorvidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf.

psykiatrilovens § 9, stk. 2, og § 14, stk. 1, i Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 880 af 10. december 1998 om fremgangsmåden ved

gennemførelse

af tvangsindlæggelser. Af lovens § 4a og § 14, stk. 1, 2. punktum, i den

nævnte

bekendtgørelse fremgår det videre at afgørelsen i overlægens fravær kan

træffes

af en anden læge på den psykiatriske afdeling, og at overlægen i sådanne

tilfælde snarest skal tage stilling til beslutningen. For så vidt angår

tvangstilbageholdelse, gælder tilsvarende efter lovens § 10, stk. 1, jf. §

4a,

at overlægen træffer afgørelse, og at afgørelsen kan træffes af en anden læge

i

overlægens fravær. Også i disse tilfælde skal overlægen snarest tage stilling

til

beslutningen.

Af Sundhedsstyrelsens

vejledning af 10. december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 2,

fremgår det at (datoen for) overlægens attestation skal fremgå af

protokollen.

Der er en særlig rubrik hertil i skemaet.

I 2 tilfælde fremgår

overlægens attestation ikke af protokollen. Det drejer sig om protokollen

vedrørende tvangsindlæggelse af 6. september 2000 og protokollen vedrørende

tvangstilbageholdelse af 30. oktober 2000.

Det er beklageligt at der ikke er angivet en dato for overlægens

attestation i disse tilfælde. Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om

baggrunden herfor.

I de resterende 38 tilfælde

hvor attestationen er anført på skemaet, har overlægen taget stilling til

frihedsberøvelsen dagen før i 3 tilfælde, den samme dag i 21 tilfælde, dagen

efter i 9 tilfælde, 2 dage efter i 3 tilfælde, 3 dage efter i 1 tilfælde og 5

dage efter i 1 tilfælde.

Reglerne om udfyldelse af tvangsprotokoller indeholder ikke

bestemmelser om hvor lang tid der må gå før overlægens attestation skal

anføres

i protokollen. De kontrolhensyn der ligger bag reglerne om attestation,

tilsiger imidlertid efter min opfattelse at attestationen skal ske snarest

muligt. Dette kan efter omstændighederne være flere dage efter

frihedsberøvelsen. Jeg beder på denne baggrund afdelingen oplyse om

afdelingens

praksis med hensyn til indhentelse af overlægens godkendelse og om hvorfor

der

i de nævnte tilfælde gik henholdsvis 2, 3 og 5 dage før overlægen attesterede

protokollen.

Det påhviler til stadighed overlægen at påse at frihedsberøvelse,

tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke

anvendes i videre omfang end nødvendigt, jf. psykiatrilovens § 21, stk. 1.

For

så vidt angår frihedsberøvelse, skal resultatet af denne efterprøvelse

tilføres

tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at frihedsberøvelsen

blev iværksat, og herefter mindst hver fjerde uge så længe frihedsberøvelsen

opretholdes, jf. lovens § 21, stk. 2, 1. punktum.

I de fleste tilfælde er den obligatoriske efterprøvelse sket senest på

det i loven angivne tidspunkt. Tvangsprotokollerne viser imidlertid følgende

afvigelser herfra:

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 26. september 2000

skete den femte obligatoriske efterprøvelse (efter 30

dage plus 4 uger) en dag for sent. Det samme gjaldt for den sjette

efterprøvelse (efter 30 dage plus 8 uger).

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 5. oktober 2000

skete den femte obligatoriske efterprøvelse (efter 30

dage plus 4 uger) 2 dage for sent.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 10. oktober 2000

af en patient som blev indlagt 4. september 2000, er de

første 4 efterprøvelser ifølge tilførsler sket på det i loven foreskrevne

tidspunkt, mens femte og sjette efterprøvelse er sket 37 og 59 dage efter

tvangstilbageholdelsen (henholdsvis 16. november og 12. december 2000). Det

korrekte tidspunkt for den femte efterprøvelse (efter 30 dage og 4 uger) var

7.

december 2000.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 12. oktober 2000

af en patient som blev indlagt 4. februar 2000, er

ingen tilførsler i protokollen om efterprøvelse. Tvangstilbageholdelsen skete

16. oktober 2000, dvs. dagen efter at den første obligatoriske efterprøvelse

skulle finde sted.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 28. oktober 2000

skete den femte obligatoriske efterprøvelse (efter 30

dage plus 4 uger) 2 dage for sent.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 30. oktober 2000

skete den første obligatoriske efterprøvelse 4 dage

efter tvangsindlæggelsen.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 21. december 2000

er ikke gjort notat om obligatorisk

efterprøvelse. En eventuel dato for ophør af tvangsindlæggelsen som ville

have

overflødiggjort den obligatoriske efterprøvelse, fremgår heller ikke.

Det er beklageligt at fristerne for revurdering af om betingelserne for

frihedsberøvelse fortsat var opfyldt, i disse tilfælde ifølge skemaerne ikke

blev overholdt.

Jeg beder om afdelingens

bemærkninger hertil.

I tvangsprotokollen vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 22. december 2000

af en patient som blev indlagt 19. december 2000, er

anvendt to skemaer der vedrører den samme patient, og som begge angiver at

være

det første skema. Det ene skema indeholder alene tilførsel om den første

obligatoriske efterprøvelse mens det andet skema tillige indeholder

tilførsler

om anden, tredje og fjerde efterprøvelse, som dog er overstreget.

Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om baggrunden herfor.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse af 17. oktober 2000

skete den første

obligatoriske efterprøvelse rettidigt på tredjedagen, men af samme skema

fremgår at frihedsberøvelsen ophørte 2 dage tidligere, dvs. før

efterprøvelsen.

Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere herom.

De obligatoriske efterprøvelser skal som nævnt

foretages af overlægen, lovens § 21, stk. 2, eller i dennes fravær af en

anden

læge hvis efterprøvelse snarest herefter skal attesteres af en overlæge, jf.

lovens § 4a. Der er særlige rubrikker i tvangsprotokollen til angivelse af

datoen

for overlægens stillingtagen.

I følgende tilfælde er den anførte dato for overlægens attestation

angivet som senere end samme dag eller dagen efter efterprøvelsen:

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 20. august 2000

af en patient som blev indlagt 18. august 2000, er

datoen for overlægens attestation af femte efterprøvelse angivet som 4 dage

efter den pågældende prøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 6. september 2000

af en patient som blev indlagt samme dag, er datoen

for overlægens attestation af tredje efterprøvelse angivet som 11 dage efter

den pågældende prøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 25. september 2000

af en patient som blev indlagt 24. september 2000, er

datoen for overlægens attestation af anden efterprøvelse angivet som 6 dage

efter den pågældende prøvelse. Der er ikke angivet en dato for overlægens

attestation af den femte efterprøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 5. oktober 2000

af en patient som blev indlagt 2. oktober 2000, er

datoen for overlægens attestation af femte efterprøvelse ikke angivet.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 10. oktober 2000

af en patient som blev indlagt 4. september 2000, er

datoen for overlægens attestation af fjerde efterprøvelse angivet som 39 dage

efter den pågældende prøvelse. Der er i sagen sket efterprøvelse 37 og 59

dage

efter tvangstilbageholdelsen hvilket ifølge skemaet er attesteret henholdsvis

32 og 8 dage efter prøvelsen.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 30. oktober 2000

er datoen for overlægens attestation af anden, tredje

og femte efterprøvelse angivet som henholdsvis 55, 45 og 7 dage efter den

pågældende prøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 6. november 2000

af en patient som blev indlagt samme dag, er datoen for

overlægens attestation af tredje efterprøvelse angivet som 11 dage efter den

pågældende prøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 16. november 2000

af en patient som blev indlagt 2. november 2000, er

datoen for overlægens attestation af første efterprøvelse angivet som 2 dage

efter den pågældende prøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 29. november 2000

er datoen for overlægens attestation af første og

tredje efterprøvelse angivet som henholdsvis 2 og 19 dage efter den

pågældende

prøvelse.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse

af 3. december 2000

er datoen for overlægens attestation af første, anden,

tredje og fjerde efterprøvelse angivet som henholdsvis 31, 24, 15 og 8 dage

efter den pågældende prøvelse. Datoen for attestation er i alle tilfælde den

samme dag.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangstilbageholdelse

af 10. december 2000

af en patient som blev indlagt 2. november 2000, er

datoen for overlægens attestation af tredje efterprøvelse angivet som 10 dage

efter den pågældende prøvelse.

Idet jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor om hvor lang tid der må

gå før overlægens attestation anføres i protokollen, beder jeg afdelingen

oplyse om afdelingens praksis med hensyn til indhentelse af overlægens

godkendelse i forbindelse med den obligatoriske efterprøvelse. Jeg beder

samtidig afdelingen om at oplyse hvorfor der i de ovenfor nævnte tilfælde gik

op til 55 dage mellem prøvelsen og overlægens attestation af protokollen.

I tvangsprotokol vedrørende

tvangsindlæggelse af 17. oktober 2000

er datoen for overlægens

attestation af første (og eneste) efterprøvelse ikke angivet.

Denne tvangsprotokol er omtalt ovenfor hvor jeg har bedt om en

udtalelse. Jeg beder i tillæg hertil afdelingen om at oplyse nærmere herom.

Jeg har

desuden konstateret at der i 12 skemaer ikke er foretaget notat om

efterfølgende ophør af frihedsberøvelsen, og at datoen for overlægens

stillingtagen til spørgsmålet om ophør i 5 tilfælde ikke er anført.

Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.

6.2. Tvangsbehandling

Jeg modtog 20 skemaer vedrørende beslutninger om tvangsbehandling;

18 skemaer vedrørte beslutning om tvangsmedicinering, og 2 skemaer vedrørte

ernæringsmæssig behandling.

For tvangsbehandling

benyttes tvangsprotokol – skema 2. Som nævnt ovenfor under 6.1 skal det

ved

afkrydsning på skemaerne angives om det drejer sig om første skema for den

aktuelle tvangsforanstaltning, eller om skemaet er en fortsættelse af

tidligere

skema.

I 5 tilfælde er det

ikke angivet ved afkrydsning hvorvidt der er tale om det første skema eller

en

fortsættelse af tidligere skema.

Dette er en fejl.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning af 10.

december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv. skal de enkelte

tvangsformer registreres på hvert sit skema såfremt flere

tvangsbehandlingsformer anvendes. Hvert af de modtagne skemaer vedrører kun

én

tvangsform.

Tvangsbehandling må kun

anvendes over for personer der er indlagt og opfylder betingelserne for

tvangstilbageholdelse,

og kun når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige. Det fremgår

af psykiatrilovens § 12, stk. 1, og § 1, stk. 1, samt § 2 i

Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om

tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger

(tvangsbekendtgørelsen).

Det fremgår af § 12,

stk. 3, i psykiatriloven at afgørelse om tvangsbehandling træffes af

overlægen der samtidig træffer bestemmelse om i hvilket omfang der om

fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse. Beslutning kan i

overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen

efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf. lovens § 4a.

Beslutning om

tvangsbehandling af en legemlig lidelse træffes af vedkommende psykiatriske

overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab

(tvangsbekendtgørelsens § 8, stk. 3).

Ved tvangsmedicinering

skal der altid være en læge til stede. Det fremgår af § 6 i

tvangsbekendtgørelsen.

Efter

Sundhedsstyrelsens vejledning skal navnet på den ordinerende læge anføres på

skemaet tilligemed datoen for overlægens stillingtagen.

Datoen for overlægens

stillingtagen mangler i et enkelt tilfælde.

Dette er beklageligt.

I

et tilfælde er datoen for overlægens stillingtagen angivet som dagen efter

beslutningen, i yderligere et tilfælde som 2 dage efter og i 2 tilfælde 10

dage

efter.

Jeg beder sygehuset om en udtalelse herom.

Ifølge

Sundhedsstyrelsens vejledning skal der ved afkrydsning angives en begrundelse

for beslutningen om tvangsbehandling. Der henvises i den pågældende rubrik i

skemaet til psykiatrilovens § 12 og § 13. I 5 tilfælde er der ikke angivet en

begrundelse.

Dette er beklageligt.

I

rubrikken skal ifølge vejledningen angives indholdet af tvangsbehandlingen,

herunder præparatnavn, startdosis, administrationsområde og eventuel

bivirkningsmedicin. Indholdet af tvangsbehandlingen er i alle tilfælde

angivet.

I rubrikken ’Tilladt

magtanvendelse’ skal ifølge vejledningen angives i hvilket omfang der om

fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

I skema vedrørende

beslutning om tvangsmedicinering truffet 21. august 2000 og skema vedrørende

beslutning om tvangsmedicinering truffet 2. juni 2000 er ikke angivet nogen

tilladt magtanvendelse. Jeg går ud fra at dette betyder at der ikke var behov

for at anvende magt i det pågældende tilfælde.

Ved hver enkelt

tvangsbehandling skal navnet på den tilstedeværende læge samt dato anføres i

protokollen.

I skema vedrørende

beslutning om behandling af somatisk lidelse truffet 27. september 2000 og

skema vedrørende beslutning om tvangsmedicinering truffet 9. oktober 2000

samt

skema vedrørende beslutning om tvangsmedicinering truffet 12. juni 2000 er

ikke

angivet datoer for tvangsbehandling eller gjort tilførsler om tilstedeværende

læge. Jeg går ud fra at dette skyldes at beslutningen om tvangsbehandling

ikke

blev realiseret.

Endelig skal datoen for

beslutning om ophør af tvangsanvendelsen angives.

I 9 tilfælde er dette

ikke sket.

Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.

Kravet

i tvangsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, om information af patient og

patientrådgiver er behandlet under punkt 5.13.

6.3. Tvangsfiksering og

anvendelse af fysisk magt

For

tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt benyttes tvangsprotokol –

skema 3.

Jeg modtog 28 skemaer til brug for tilførsler til tvangsprotokollen

vedrørende

tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. Uanset at jeg alene bad om at

modtage kopi af de 20 seneste tilførsler (skemaer), har jeg inddraget alle 28

skemaer i min undersøgelse.

Hvert skema har plads til tre

tilfælde af tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt. De modtagne skemaer

omhandler i alt 65 tilfælde af tvangsfiksering og fysisk magt, herunder

indgivelse af beroligende medicin. Der er tale om 28 tilfælde af

tvangsfiksering, 20 tilfælde af fastholden, 16 tilfælde af indgivelse af

beroligende medicin og et tilfælde af aflåsning af dør. Heraf var 20

kombinationer af tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og indgivelse af

beroligende medicin (f.eks. fastholden i forbindelse med bæltefiksering eller

fastholden i kombination med indgivelse af beroligende medicin).

Af psykiatriloven fremgår det

i § 14, stk. 1, at der som midler til tvangsfiksering alene må anvendes

bælte,

hånd- og fodremme samt handsker. Af stk. 2 fremgår det videre at

tvangsfiksering kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge

at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide

skade på legeme eller helbred,

forfølger eller på anden

lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke

ubetydeligt omfang.

Under de samme betingelser

kan en indlagt person fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet

opholdssted på sygehuset, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1. Over for personer

der er frihedsberøvet efter reglerne i lovens kapitel 3, kan der anvendes den

magt der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på

afdelingen.

Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients

tilstand,

kan lægen bestemme at patienten skal have et beroligende middel, om fornødent

med magt, jf. lovens § 17, stk. 2.

Ifølge lovens § 15, stk. 1,

skal tvangsfiksering besluttes af en læge efter at denne har tilset

patienten.

Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal

dog

træffes af overlægen, jf. stk. 2. Bestemmelsen er ikke til hinder for at en

beslutning i overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde

skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf.

lovens

§ 4a og § 12, stk. 5, i tvangsbekendtgørelsen.

Efter tvangsbekendtgørelsens

§ 16, stk. 1, må fiksering af patienter der af tryghedsgrunde selv anmoder

herom, kun ske med samtykke fra en læge.

I ét tilfælde er det oplyst

at der er anvendt hånd- og/eller fodremme. Anvendelsen er efter skemaets

oplysninger godkendt af en overlæge den samme dag.

Dette giver ikke anledning til bemærkninger.

Det fremgår

af psykiatrilovens § 15, stk. 3, 2. punktum, at lægen i de tilfælde hvor

plejepersonalet

har besluttet at fiksere den pågældende med bælte, straks skal tilkaldes og

træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.

Jeg beder ledelsen om at redegøre for afdelingens praksis med hensyn

til tilkaldelse af læge i forbindelse med tvangsfiksering med bælte, herunder

hvor lang tid det efter ledelsens opfattelse er acceptabelt og forsvarligt at

der går fra tvangsindgrebets påbegyndelse, og til lægen kommer til stede.

Efter

tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 2 og 3, og § 30, nr. 2 og 3, skal for så

vidt

angår tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse, anføres indgrebets art og

omfang i tvangsprotokollen tillige med begrundelsen for indgrebet. Skemaet

indeholder særlige rubrikker til afkrydsning heraf. Rubrikkerne henviser

indirekte

i stikordsform til bestemmelserne i lovens § 14 og § 17.

Indgrebets art er i alle

tilfælde angivet i protokollerne. I 6 tilfælde er der ikke angivet en

begrundelse.

Dette er beklageligt.

I 3 tilfælde

er begrundelsen for beslutning om fiksering alene eller i kombination med

fastholden udelukkende angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende

Urolig tilstand’.

I 4 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fiksering alene eller i kombination med fastholden angivet

ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende ’Urolig tilstand’

tillige med en

anden begrundelse.

I 1 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fastholden angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik

vedrørende ’Urolig tilstand’.

I 7 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fiksering og/eller fastholden samt indgivelse af

beroligende

medicin alene angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende

’Urolig

tilstand’.

I 2 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om indgivelse af beroligende medicin i kombination med

fiksering

ikke angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende Urolig

tilstand’.

I 1 tilfælde er begrundelsen

for beslutning om fastholden kombineret med indgivelse af beroligende medicin

alene angivet ved afkrydsning i skemaets rubrik vedrørende ’Urolig

tilstand’.

Idet jeg henviser til de ovenfor gengivne betingelser i loven for

henholdsvis fiksering (§ 14) og anvendelse af fysisk magt og indgivelse af

beroligende medicin (§ 17), beder jeg afdelingen om en udtalelse herom.

Efter

psykiatrilovens § 17, stk. 2, kræver indgivelse af beroligende medicin at

beslutning herom er truffet af en læge. Lægen skal være til stede når et

beroligende middel gives, jf. tvangsbekendtgørelsens § 19, stk. 2.

Såvel navnet på den ordinerende læge som på

den tilstedeværende læge skal anføres i protokollen, jf.

tvangsbekendtgørelsens

§ 28, nr. 4 og 5.

Der er i alle relevante

tilfælde anført oplysninger om den ordinerende læge og den tilstedeværende

læge. I nogle tilfælde er dog kun angivet lægens initialer.

Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.

Ifølge

tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 6, og § 30, nr. 6, skal navnene på det

implicerede personale ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

angives

i tvangsprotokollen.

I sagerne vedrørende

tvangsforanstaltninger iværksat henholdsvis 18., 28. og 31. august 2000, 3.

september 2000, 10. og 12. oktober 2000, 2. og 22. november 2000 og 3., 4. og

5. december 2000 er der ikke angivet navne på eventuelt impliceret personale

bortset fra den ordinerende læge.

Jeg beder afdelingen om at oplyse nærmere om baggrunden herfor.

I sagerne

vedrørende tvangsforanstaltninger iværksat henholdsvis 18. og 29. juli 2000

og

6. december 2000 er i rubrikken vedrørende det implicerede personale alene

angivet afdelingens navn. I en række tilfælde er det implicerede personale

alene angivet ved fornavn eller initialer.

Jeg beder afdelingen om en udtalelse herom.

Efter

tvangsbekendtgørelsens § 29, nr. 4, og § 30, nr. 4, skal tidspunktet for

indgrebets iværksættelse og ophør af tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse

anføres i tvangsprotokollen. Når det drejer sig om fysisk magtanvendelse i

form

af fastholden og indgivelse af beroligende medicin, angives efter

vejledningen

dog kun tidspunktet for iværksættelse. Dette indebærer at der skal anføres

såvel dato som klokkeslæt, og kravet må af hensyn til de bagvedliggende

kontrolhensyn også gælde for frivillige fikseringer.

I følgende skemaer er alene

angivet påbegyndelsestidspunkt:

·

tvangsfiksering af 29. november 2000,

·

tvangsfiksering og indgivelse af

beroligende medicin af 17. august 2000, og

·

tvangsfiksering, fastholden og indgivelse

af beroligende medicin af 2. september 2000.

Jeg beder afdelingen om en udtalelse om disse sager.

6.4. Beskyttelsesfiksering

For

beskyttelsesfiksering benyttes tvangsprotokol – skema 4. Jeg har

modtaget 20

skemaer vedrørende beskyttelsesfiksering. Ledelsen oplyste under inspektionen

at afdelingen som udgangspunkt ikke bruger beskyttelsesfiksering. Dette

skyldes

at afdelingen foretrækker at undgå gråzoneområder af hensyn til såvel

personale

som patienter. Afdelingen har i brev af 7. november 2001 uddybet

oplysningerne

med følgende:

’

Afdelingen anvender

beskyttelsesfiksering, men næsten udelukkende til demente patienter eller

patienter med længerevarende konfusionstilstande. Afdelingen anvender det så

vidt muligt ikke ved andre psykotiske tilstande, selv om tilstanden indebærer

korterevarende konfusion. I disse tilfælde anvendes primært fiksering ud fra

kriterierne vedrørende tvangsfiksering, for at tilgodese retssikkerheden for

den patient, der tidvis er klar og orienteret under en fiksering.

’

Jeg forstår oplysningerne således at afdelingen i de nævnte tilfælde

hvor patientens tilstand alene indebærer korterevarende konfusion, normalt

ikke

anvender beskyttelsesfiksering, men anvender tvangsfiksering i

overensstemmelse

med reglerne herom.

Ved

beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel der benyttes for

at

hindre at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.

Beskyttelsesfiksering må kun benyttes efter at en læge har tilset patienten

og

truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel

(psykiatrilovens § 18).

Af tvangsbekendtgørelsens §

21, stk. 2, fremgår det nærmere at den lægelige ordination af

beskyttelsesfiksering skal angive i hvilket omfang og i hvilke bestemte

situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må anvendes.

Administrationen af den ordinerede beskyttelsesfiksering overlades til

plejepersonalet i det enkelte tilfælde (bekendtgørelsens § 21, stk. 3).

En lægelig vurdering af

berettigelsen af opretholdelse af brugen af beskyttelsesfiksering over for

den

enkelte patient skal, jf. tvangsbekendtgørelsens § 24, stk. 2, finde sted så

ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter at

beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter

mindst hver fjerde uge så længe ordinationen opretholdes.

I tvangsprotokollen skal

anføres den form for beskyttelsesfiksering som anvendes, jf.

tvangsbekendtgørelsens § 31, nr. 2.

Dette er sket i alle

tilfælde.

Det enkelte skema omhandler

kun én form for tvangsanvendelse. Såfremt flere tvangsformer anvendes, skal

de

enkelte former registreres hver for sig, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning af

10. december 1998 om udfyldelse af tvangsprotokoller mv., s. 3.

5 af de modtagne skemaer

angår mere end én form for tvangsanvendelse.

Dette er en fejl.

I

tvangsprotokollen skal den ordinerende læge anføres, jf. tvangsprotokollens §

31, nr. 5.

Dette er sket i alle

tilfælde. I 3 tilfælde er den ordinerende læge alene angivet med initialer.

Idet jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor under punkt 6.3, beder

jeg afdelingen om en udtalelse herom.

Af

tvangsbekendtgørelsens § 31, nr. 3 og 4, fremgår det endvidere at

begrundelsen

for beslutningen om beskyttelsesfikseringen samt den situation hvor

beskyttelsesfikseringen kan anvendes, skal angives i tvangsprotokollen.

I skema vedrørende beslutning

om beskyttelsesfiksering af 5. september 2000 (gentaget i det fortsatte

skema)

synes tilførslen i rubrikken vedrørende den situation hvor

beskyttelsesfikseringen kan anvendes, alene at indeholde en uddybende

begrundelse.

I skema vedrørende beslutning

om beskyttelsesfiksering af 23. december 2000 og skema vedrørende beslutning

af

27. december 2000 er ikke angivet nogen situation.

Det er beklageligt. Jeg beder om afdelingens bemærkninger til disse to

tilfælde.

I skema

vedrørende beslutning om beskyttelsesfiksering af 11. august 2000 er

begrundelsen for fikseringen angivet som ’Konstant aktivitet i

forbindelse med

svær demens. Udsætter sig for væsentlig fare ved ikke at sove’.

Situationen er

angivet som ’Til natten, idet patienten ellers ikke bliver liggende i

sengen

til han sover’.

Denne udstrækning af området for bestemmelserne om

beskyttelsesfiksering må give anledning til betænkeligheder. Psykiatriloven

hjemler ikke mulighed for beskyttelsesfiksering for at sikre at en patient

får

søvn. Formålet med den nævnte beslutning om beskyttelsesfiksering må vel

nærmest karakteriseres som behandling, og sagen giver anledning til

overvejelser

om afgrænsning i forhold til lovens andre tvangsforanstaltninger. Jeg beder

afdelingen om en udtalelse herom.

Resultatet af

den fornyede lægelige vurdering der skal finde sted efter

tvangsbekendtgørelsens § 24, stk. 2, efter henholdsvis 3, 10, 20, 30 dage og

herefter hver fjerde uge, skal anføres i tvangsprotokollen, jf.

tvangsbekendtgørelsens § 31.

Ifølge skema vedrørende

beslutning om beskyttelsesfiksering af 13. juli 2000 er den første og den

anden

obligatoriske efterprøvelse sket 2 dage for sent, den tredje efterprøvelse er

sket 5 dage for sent, den fjerde prøvelse 17 dage for sent og den femte 20

dage

for sent.

Ifølge skema vedrørende

beslutning om beskyttelsesfiksering af 11. august 2000 er den anden

obligatoriske efterprøvelse sket 2 dage for sent.

I skema vedrørende beslutning

om beskyttelsesfiksering af 28. august 2000 er i nævnte rækkefølge gjort

tilførsler om efterprøvelser 31. og 11. august 2000 samt 11. og 27. september

2000. Tilførslerne er i samme rækkefølge gentaget i det fortsatte skema

vedrørende samme beslutning.

Ifølge skema vedrørende

beslutning om beskyttelsesfiksering af 22. november 2000 er den første

obligatoriske efterprøvelse sket 1 dag for sent og den fjerde efterprøvelse 3

dage for sent.

Ifølge skema vedrørende

beslutning om beskyttelsesfiksering af 2. december 2000 er den anden

obligatoriske efterprøvelse sket 16 dage for sent.

Ifølge skema vedrørende

beslutning om beskyttelsesfiksering af 23. december 2000, er den første

obligatoriske efterprøvelse sket 1 dag for sent.

Dette er beklageligt. Jeg beder afdelingen om en udtalelse om disse 6

sager.

Endelig skal

ifølge vejledningen anføres datoen for ophør af beskyttelsesforanstaltningen.

I 11 af de modtagne 20

skemaer er ikke anført nogen ophørsdato.

Jeg beder afdelingen om at redegøre nærmere herfor.

7. Opfølgning

Som det fremgår af de enkelte afsnit

ovenfor, har jeg i flere tilfælde bedt afdelingsledelsen om nærmere

underretning mv. vedrørende forskellige forhold. Jeg beder om at disse

underretninger mv. sendes gennem Hovedstadens Sygehusfællesskab for at

fællesskabet kan få lejlighed til at kommentere det som afdelingen anfører.

8. Underretning

Denne rapport

sendes til Psykiatrisk Afdeling på Frederiksberg Hospital og Hovedstadens

Sygehusfællesskab, sygehusets patienter, Folketingets Retsudvalg og Tilsynet

i

henhold til grundlovens § 71.”

NOTER: (*) FOB 1974, s. 364

Lignende dokumenter