Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af boligstøtte

FOU nr 2001.443UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af boligstøtte

En kvinde, A, som er født

den ( ), boede til leje på adressen X-vej i Århus. Indtil 9. januar 1991 var

også hendes ægtefælle, B, tilmeldt på adressen. Parret har fire fælles børn

født henholdsvis 1984, 1985, 1988 og 15. februar 1998.

Kontrolgruppen i

Skatteforvaltningen i Århus indledte i 1999 en undersøgelse af A’s

berettigelse

til at modtage sociale ydelser, herunder boligstøtte. Kontrolgruppen

udarbejdede den 29. juni 1999 følgende notat:

”(B) fraflytter hustruen og

deres på daværende tidspunkt 3 fælles børn fra hhv. 1984, 1985 og 1988 den

9/1-1991.

Den 15/2-1998 får parret

endnu en søn.

I perioden 9/12-1991 til

1/5-1991 er han tilmeldt adressen ( ). Adressen er et rækkehus på 125 kvm med

5

værelser. Udover (B) er der i perioden tilmeldt 1 voksen kvinde og 2 børn.

I perioden 1/5-1991 til

6/3-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er en 2-værelses lejlighed på

71 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt et ægtepar med et barn samt 3

voksne

mænd.

I perioden 6/3-1995 til

20/4-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er et rækkehus på 130 kvm

med

4 værelser. Udover (B) er der i perioden tilmeldt 4 af hans søstre.

I perioden 20/4-1995 til

3/5-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er en 1-værelses lejlighed på

Læs alt

33 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt yderligere 2 mænd på adressen.

I perioden 3/5-1995 til

15/1-1998 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er et kælderværelse på 23

kvm.

Udover (B) er der i perioden tilmeldt yderligere 3 mænd.

I perioden 15/1-1998 til

30/3-1998 står (B) tilmeldt med ukendt adresse.

Pr. 30/3-1998 tilmeldes (B)

(Y) haveforening.

(B) har en restance på

94.812,03 kr. hvorfor sagen den 20/5-1998 er overgivet til ( ) Inkasso til

videre foranstaltning.

( ) Nærpolitiet i Åbyhøj har

den 27/8-1998 pr. telefon oplyst følgende:

I forbindelse med at

politiet gerne ville snakke med (B), er han set ved (Z)-hallen på

( )-vej. Hustruen er bosiddende på (X)-vej,

som er lige i nærheden.

Pr. 1.8.98 tilmeldes (B)

adressen, (Æ)-vej. Her er også et ægtepar tilmeldt.

Den 7.5.99 tilsendes (B)

udlægstilsigelse med udlægsforretning på bopælen den 31.5.99 kl. 16.30.

I dagene op til

udlægsforretningens gennemførelse, møder (B) flere gange på Inkassokontoret

og

Pantefogedkontoret, men Pantefogeden fastholder udlægsforretningen.

Således fremmødt på adressen

(Æ)-vej antraf Pantefogeden (B), men ikke ægteparret, der også er tilmeldt

adressen.

Pantefogeden konstaterede,

at (B) intet ejer på

adressen. (B)

oplyste, at alle hans ejendele blev opbevaret i hans bil, der stod parkeret

lige udenfor lejligheden. Pantefogeden konstaterede efterfølgende, at disse

ejendele alene udgjorde et par bukser og en trøje samt noget værktøj af

ubestemmelig karakter. Pantefogeden er fuldstændig overbevist om, at (B) ikke

bor på den tilmeldte adresse.

29.6.99: Udleveret til

Folkeregistret for besøg på hustrus adresse./( )

22.7.99 kl. 9.40 er

Folkeregistrets undersøger på hustrus adresse. Navneskilt på postkasse lyder

på: (A) & (B). Hustru er tilmeldt adressen 1.3.95. Manden har aldrig

været

tilmeldt der. (B) opholdt sig på adressen. Han blev hentet på 1. sal. Han

havde

bare fødder og var iklædt shorts. Var i øvrigt ved at knappe sin skjorte.

(B) oplyste, at han opholdt

sig på adressen fordi han var kommet hjem fra ferie. Oplyste, at han boede

(Æ)-vej.

Senere på dagen møder (B) i

Kontrolgruppen og er meget utilfreds over vort besøg hos hustru. Foreholdt

Pantefogedens oplysninger, meddeler han nu, at alle hans ejendele er i

kolonihavehuset på adressen (Y) haveforening. Han havde ikke oplyst dette til

Pantefogeden, da denne ikke havde spurgt ham. Da der i løbet af samtalen var

adskillige divergerende opfattelser af hændelsesforløbet ved Pantefogedens

besøg, blev sidstnævnte hidkaldt.

Endvidere oplyste (B), at han

havde ejet kolonihavehuset i 2 år og 3 mdr. Efterfølgende erkendte han

overfor

Pantefogeden, at han ikke ejede kolonihavehuset, men havde betalt en del til

ejeren for senere overtagelse.

Iflg. årsliste fra

Haveforbundet er ejerforholdet følgende:

Pr. 9.1.1997 ( )

pr.21.1.1998 (B)

Pr. 4.1.1999 ( )

Pantefogeden spurgte (B) om,

hvor dennes beklædningsgenstande p.t. forefandtes og fik oplyst, at disse

grundet hjemkomsten fra ferie var at forefinde hos hustru (skal jo vaskes).

Endvidere oplyste (B), at

det var ham, hustru og børnene, der havde været på ferie sammen. De skulle

være

kørende i hustrus bil (der er ikke reg. bil på hendes kontrolbilag). (B)

oplyste på forespørgsel, at hustru ikke havde kørekort. Ved Pantefogedens

besøg

på (Æ)-vej havde (B) oplyst, at hans pas var gået i stykker og befandt sig

hos

en kammerat. Ved forespørgsel om, hvor passet p.t. befandt sig, svarede (B):

’Hjemme’. Pantefogeden ønskede dette prærciseret, og (B) oplyste,

at passet var

på hustrus adresse./( ).

Kontoudtog indkaldt fra begge

28/9 1999. (A) indleverede kontoudtog 7/10 1999. Af disse er der intet der

kan

bekræfte fælles økonomi. (Der hæves store runde kontante beløb regelmæssigt

og

intet betales via banken). Kontoudtogene er returneret.

( ) fra boligforeningen ( )

har oplyst til kontrolgruppen 13/10 1999, at de andre beboere i lejligheden

på

(Æ)-vej har oplyst, at lejlighedsindehaveren (B) ikke bor der, han henter kun

sin post. Han skulle bo hos sin hustru. ( ) er underrettet ved skrivelse af

14/10 1999, så boligforeningen kan opsige (B).

(B) er rykket for kontoudtog

27/10 1999.

Kontoudtog fra Den danske

bank for perioden 3/4 1996 – 30/12 1998 viser, at (B) hæver kontante

beløb i

følgende automater:

(Ø) automat:109 hævninger i

perioden

(Å) automat:8 hævninger i

perioden

( ):3 hævninger i perioden

( ):3 hævninger i perioden

( ):1 hævning i perioden

( ):1 hævning i perioden

(Ø) automat er den automat,

der ligger nærmest hustruens adresse. Hvis man bor på (Æ)-vej, så er der

under

300 m til (Å) automat – og alle dagligvareindkøb m.v. kan foretages lige

i

nærheden bl.a. i ( ), der også ligger mindre end 300 m væk.”

Sagen blev overgivet til

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Socialcenter Vest, som den 26.

august

1999 udarbejdede følgende notat:

”

Ægtefællen fraflytter fælles

bolig på (X)-vej den 9.1.91, på det tidspunkt var der 3 fællesbørn fra 84-85

og

88, hustruen føder nyt barn den 15.2.98, iflg. FR har de ikke været samboende

siden 91.

På alle de adresser hvor

ægtefællen har boet har der været andre tilmeldt, fra 15.1.98 og til 30.2.98

på

FR 1., fra 30.3.98 og til 1.8.98 (Y) haveforening, for den 1.8.99 at flytte

til

nuv. bolig på (Æ)-vej, som iflg. journalnotat er hans bolig, der er også et

ægtepar tilmeldt på denne adresse, ( ) fra 1.11.98 samt ( ) fra 28.4.99.

Iflg. politiets oplysninger

er ægtefællen observeret omkring hustruens bopæl.

Pantefogeden har været på

hans bolig, hvor (B) oplyste, at hans ejendele var i hans bil, disse ejendele

viste sig at være et par bukser og en trøje samt noget værktøj. Det er

pantefogedens opfattelse, at han ikke bor på den tilmeldte adresse.

Folkeregisteret har været på

hustruens adresse 22.7.99 kl. 9.40. På navneskiltet stod (A) & (B),

ægtefællen har aldrig været tilmeldt på denne adresse. Ægtefællen er på

adressen, og han kom fra l. sal i shorts og var ved at knappe sin skjorte.

Han

oplyste, at han opholdt sig på hustruens adresse, da han lige var kommet hjem

fra ferie.

Senere samme dag kommer

ægtefællen til kontrolgr. og er utilfreds over besøget hos hustruen. Han

oplyser nu, at alle hans ejendele er i Haveforeningen som han oplyste at han

havde ejet i 2 år og 3 mdr. dette stemmer ikke med årslisten fra

haveforeningen, senere oplyser han, at han ikke ejede kolonihavehuset, men

havde betalt en del til ejeren for senere overtagelse.

Pantefogeden spurgte (B)

hvor hans beklædningsgenstande pt. forefandtes og fik oplyst, at disse

grundet

hjemkomst fra ferie var hos hustruen (skal jo vaskes).

Endvidere oplyste (B), at

det var ham, hustru og børnene, der havde været på ferie sammen. De skulle

være

kørende i hustrus bil, (B) oplyste desuden, at hustruen ikke har kørekort.

(B)

har først oplyst.

til pantefogeden ved besøget på hans bopæl, at

hans pas var gået i stykker og befandt sig hos en kammerat. Nu oplyser han,

at

det er ’hjemme’, pantefogeden ønsker at få præciseret

’hjemme’, og han svarer

at passet er på hustruens adresse.

Hustruen modtager

børnebidrag til 3 ældste børn månedsvis samt til barnet fra 98, ½ årsvis pr

check, der skulle være fælles forældremyndighed.

Børnetilskud som enlig og børnefamilieydelse

indsættes på: ( )

Bistandshjælpen indsættes på

konto: ( )

Iflg. B350 er der ingen

fælles konti.

Hustruen er pr. 1.7.99

blevet både ejer og bruger af bil: ( )

Hustruen er kendt i

boligstøttepladsanvisning samt friplads.

Ægtefællen får bistandshjælpen

indsat på: ( )

Han har solgt sin bil ( )

den 22.7.99, han har både været ejer og bruger.

Vi indkalder hustru til

samtale vedr. samliv, inden den 3.9.99.

31.08.99:

Hustruen her på kontoret

d.d. efter aftale.

Hustruen oplyser, at hun fik

det 4. barn i håbet om at ægtefællen ville flytte hjem til hende igen, men

det

lykkedes ikke, og han har sagt, at han ikke ønsker at bo sammen med hende, og

når han kommer på besøg er det for at se børnene, han har desuden en dansk

kæreste, som han ikke bor sammen med.

Ægtefællen har ingen ting

stående hos hende, møbler m.v. er på hans bopæl, enten i haven eller hans

lejlighed.

Han kommer nogle gange hver

dag, andre gange kan der gå 14 dage, børnene savner deres far, og hans navn

står på døren, da hun er bange for at bo i huset, hvis der kun står hendes

navn.

Han kører tit børnene i

børnehave og skole og henter dem igen, det er måske hver 2. dag, han spiser

der

ikke. Hustruen oplyser desuden, at ægtefællen har dårligt hjerte.

Han sover der aldrig, det

var en undtagelse den dag FR var på hustruens adresse, da hele familien havde

været på ferie i Østrig, hvor han har noget familie, de var væk i 1 uge. Hans

pas ligger ikke hos hustruen, da hun ikke har nogle af hans ting.

De var taget på ferie

sammen, da hun ellers ikke havde nogen mulighed for at give børnene en ferie,

og børnene ville gerne være sammen med deres far.

Hustruen har ikke kørekort,

men det er rigtigt at hun har købt en bil den 1.7.99, ægtefællen står som

ejer

og bruger, og det er manden som kører i den pga. børnene, som han bringer i

skole m.v. Hustruen har lånt pengene til bilen, da ægtefællen ikke kan låne i

banken.

Det er muligt de ikke kan

betragtes som samboende, men de har et økonomisk fællesskab.

Hustruen erklærede sig som

enlig forsørger, og underskrev fornyet ans. om o&e samt underskrev

partshøringen, og blev forklaret reglerne for at modtage btsk. som enlig og

hendes oplysningspligt, som hun godt kendte fra tidligere.

”

Den 10. september 1999 skrev

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen således til kontrolgruppen:

”

Ægteparret er samboende til

9.1.91. Siden har mand været folkeregistertilmeldt 7 forskellige adresser

–

altid sammen med andre samt en periode med adresse ukendt.

Der er født fællesbarn den

15.2.98.

Trods mandens ’nervøsitet’

ved en kommende udlægsforretning, gennemføres denne på mands bopæl 31.5.99.

Pantefogeden konstaterer, at mand intet ejer på adressen, og pantefogeden er

fuldstændig overbevidst om, at han ikke bor på (Æ)-vej.

Folkeregisterets undersøger

den 22.7.99 på hustruens bopæl. Navneskiltet lyder på (A) & (B). Mand

blev

truffet på adressen – let påklædt og oplyste, at han var på adressen,

fordi han

var kommet hjem fra ferie.

Af kontrolgruppens notater

fremgår, at mand har givet forskellige forklaringer om sit

’ejerskab’ af et

kolonihavehus på adressen (Y) haveforening – at mands tøj og pas

befinder sig

hos hustru – at hele familien har været på ferie sammen, kørende i

hustruens

bil.

Hustru har været partshørt

den 31.8.99. Hun fik det 4. barn i 1998 i håb om at manden så ville flytte

hjem. Manden har ingen møbler hos hende, heller ikke pas eller andre

ejendele.

Hans navn står på døren, da hun er bange for at bo alene i huset.

Han kommer i hjemmet nogle

gange hver dag – andre gange hver 14. dag. Han kører tit børnene i

børnehave og

skole og henter dem igen – ca. hver 2. dag. Han spiser ikke og sover

ikke i

hjemmet. Det var en undtagelse den dag, Folkeregisterets undersøger var på

adressen, idet hele familien havde været på ferie i Østrig.

Hun har købt bil den 1.7.99

– en BMW). Hun har lånt penge til bilen, da ægtefællen ikke kan låne i

banken.

Han står som ejer og bruger, og han bruger bilen til at køre børnene. Hun har

ikke kørekort. Hun erklærer sig som enlig.

For samliv taler:

Mandens mange adresser,

altid sammen med andre.

Fællesbarn, født den

15.2.98.

Pantefogedens konklusion

efter besøg på mandens folkeregisteradresse, at han ikke bor der.

Folkeregisterets undersøger

har truffet manden hos hustruen.

Mand fortæller, at hans

ejendele og pas er hos hustruen.

Mands forskellige

forklaringer om ’ejerskabet’ til kolonihavehuset.

Familien holder ferie

sammen.

Hustruen har lånt penge til

køb af bil, som manden er bruger af.

Mand kommer meget ofte i

hjemmet og [kører] børnene ca. hver 2. dag i institution og skole.

Det findes godtgjort, at der

er tale om samliv. Spørgsmålet er, om krav skal sendes tilbagevirkende fra

9.1.91 eller hvornår.”

Den 19. november 1999 skrev

forvaltningen til boligstøtteafdelingen hvor det konkluderedes at A og B

måtte

antages at have haft samliv fra 1. juni 1997. Forvaltningen anførte

bl.a.:

”( ),

Familieydelsesafdelingen, Pladsanvisningen og socialcenter ( ) er enige om,

at

det er tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om samliv fra 1.6.1997 (9

måneder før sidste barns fødsel 15.2.98).

Begrundelsen findes i

ovennævnte materiale. Til begrundelsen i mit notat af 10.9.1999 kan tilføjes

yderligere begrundelse:

Beboerne i mandens lejlighed

(Æ)-vej har oplyst, at (B) ikke bor der. Han henter kun sin post. Han skulle

bo

hos sin hustru.

Af kontoudtog fra banken

ses, at faktisk alle (B)’s hævninger af kontanter sker på (Ø) automat,

som

ligger nær hustrus adresse.”

Den 3. februar 2000 sendte

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen A et brev om at boligstøtten for

perioden fra 1. januar til 31. december 1998 blev ændret, og at hun havde

fået

7.466 kr. for meget i boligstøtte. Ændringen fremkom ved at der i stedet for

en

regnedes med to voksne, og at der havde været en uoplyst merindkomst på lidt

under 100.000 kr.

Den 18. februar 2000 sendte

forvaltningen A følgende brev som skulle erstatte brevet af 3. februar 2000:

”Ved opstilling af opgørelse

over, hvornår det for meget udbetalt er udbetalt, er der sket en fejl for

tiden

01.01.-28.02 2000. (grundet fejl på kommunedatas edb anlæg.)

Der er skrevet at De har

modtaget 2751 kr. pr måned dette er imidlertid ikke rigtigt De har modtaget

2896 kr. pr måned. Efter omregning er den nye beregning pr 2078 kr. pr måned.

Der er således udbetalt 320 kr. mere end oplyst i brev af 3. februar.

Tilbagebetalingskrav er

21.395 kr.

De vil i slutningen af

februar måned modtage endelig beregning.”

Den 8. februar 2000 mødte A

personligt i forvaltningen for at protestere mod afgørelsen. I notat af 21.

februar 2000 om samtalen er anført følgende:

”A møder personligt på mit

kontor den 8.2.2000 og vil anke afgørelsen om tilbagebetaling af boligstøtte

i

perioden 1.6.97 – 28.2.2000.

Hun hævder, at parret ikke

har boet sammen siden 1991. De kan ikke blive skilt, da de er kristne

katolikker.

Hun oplyser, at hun siden

1991 har haft mange problemer med manden, som mest opholder sig i en

Billiardhal og ryger Hash. Der er mange uoverensstemmelser. De kan ikke enes

og

han tager ikke vare på hende og børnene. Begge parters familie har forsøgt at

mægle – uden resultat.

Hun ved ikke, hvor manden

bor eller hvor han opholder sig – men han er vist altid i

billiardklubben. Hun

kan træffe ham der.

Alle hans ting skulle være i

kolonihavehuset.

Hun oplyser tillige, at de

oplysninger, hun har givet ved partshøringen den 31.8.99 er rigtige.

Hun har fået udleveret kopi af

Kontrolgruppens 3 sider notat (– navnene på de personer, der er nævnt

vedr.

ejerforholdet til kolonihavehuset) samt Center ( )’s skrivelser af

10.9.99 og

19.11.99 i f.m. aktindsigt.

Hun ville vise de udleverede

akter til sin nabo og evt. komme med yderligere kommentarer til sagen inden

14

dage. Da der ikke er kommet yderligere, lægges sagen til

Boligstøtteafdelingen

til videre ekspedition.”

Den 8. maj 2000 sendte

kommunen sagen til Det Sociale Nævn for Århus Amt. Kommunen fastholdt efter

en

genvurdering af sagen den påklagede afgørelse.

Den 9. maj 2000 sendte

forvaltningen sagens akter til C Retshjælp som den 4. maj 2000 på A’s

vegne

havde bedt om aktindsigt. De akter der blev udleveret, var:

”Notatark af 3/3 2000

(fremsendelse af girocheck)

Bekræftelse på modtagelse af

klage 24/2 2000

Modtagelse af klage 8/2 2000

Brev om for meget udbetalt i

tiden 1/6 1997 – 28/2 2000 18/2

Breve om beregning for 1997

– 1998.

Kopi af brev fra

kontrolgruppen 9 sider (begrundelse for nyberegning)”

Samtidig med anmodningen om

aktindsigt sendte retshjælpen et brev til nævnet hvori det blev oplyst at

retshjælpen samtidig bad kommunen om aktindsigt samt ”når denne er

modtaget og

gennemgået gerne [ville] have lejlighed til at kommentere sagen overfor

nævnet”.

Den 16. maj 2000 gav nævnet

retshjælpen besked om at nævnet havde modtaget sagen fra kommunen. Nævnet

skrev:

”Det Sociale Nævn bekræfter

herved modtagelsen af den klage, som De har indgivet for (A), cpr.nr. ( ),

(X)-vej.

Kommunen har medsendt Deres

klageskrivelse og sagsakter, der vedrører kommunens behandling af sagen.

Da De er partsrepræsentant

for ovennævnte, vil nævnet i forbindelse med sagens behandling og afslutning

korrespondere med Dem og ikke med parten.

Der fremsendes kopi af

kommunens redegørelse.

”

Den 20. juni 2000 sendte

retshjælpen bemærkninger til sagen. Retshjælpen skrev bl.a.:

”Retshjælpen har den 4. maj

2000 samt ved efterfølgende brev af 24. maj 2000 anmodet om aktindsigt i den

pågældendes sag ved socialforvaltningen, ( ). Denne er endnu ikke modtaget.

Retshjælpen skal herved

fremsætte en foreløbig kommentar i sagen efter samtale med (A):

(A) forklarer, at hun er

kommet til Danmark i 1985 som flygtning fra (...) med sin ægtefælle og deres

fælles børn. Ægteskabet blev indgået i 1984. I 1990 blev de separeret på

grund

af vold mod hende (hun lider således af hørenedsættelse og skal have

høreapparat som følge af vold). De er ikke skilt af religiøse grunde, men

forholdet har aldrig siden været genoptaget.

Tidligere ægtefælle betegnes

som psykisk syg med et stort misbrugsproblem. Hans fysiske helbredstilstand

er

ligeledes dårlig, har således haft en blodprop.

(A) oplyser videre, at hun

ikke ønsker samlivet genoptaget. Det meste af tidligere ægtefælles familie

bor

her i Århus, og familien har presset meget på for at få parterne sammen igen.

Dette var baggrunden for, at hun i 1998 indvilligede i at blive gravid med

tidligere ægtefælle. Der var kun tale om et seksuelt forhold, samlivet blev

ikke genoptaget. (A) håbede, at det nye barn ville stabilisere tidl.

ægtefælles

liv, men det skete ikke.

Tidligere ægtefælle er meget

voldsom, og hun er ude af stand til at forhindre ham i at besøge børnene,

hvilket sker uregelmæssigt. Hun forlader da altid hjemmet, fordi hun ikke

ønsker skænderier og af angst for manden. Som regel opholder hun sig i den

kirke, hun tilhører.

(A) har oplyst til

socialforvaltningen, at tidligere ægtefælle på denne måde tiltvang sig adgang

til at besøge børnene i hjemmet. De har fælles forældremyndighed.

Det er korrekt, at familien

i 1998 var på 1 uges ferie i Østrig sammen. Dette var imidlertid ikke

tilsigtet, idet (A) havde planlagt at rejse alene med tog med sine børn for

at

besøge en veninde i Østrig.

Tidligere ægtefælle hørte

imidlertid om dette og insisterede på at følge familien, idet han kørte dem i

bil. Ferieturen blev herefter ødelagt, og veninden ønsker ikke at modtage

besøg

af hende igen, såfremt tidl. ægtefælle deltager, da han også her optrådte

voldsomt og ubehersket.

(A) ser ikke tidl.

ægtefælles familie, hun besøger alene hans blinde moster, men altid alene.

Derimod kommer tidl. ægtefælle meget hos sin talstærke familie, dette er

baggrunden for hans noget svingende tilholdssteder.

Politiet har flere gange

søgt efter tidl. ægtefælle hos hende, således bl.a. i 1996, men har aldrig

truffet ham der.

Samlivet er ikke genoptaget

og vil ikke blive genoptaget.

Det er således korrekt, at

tidl. ægtefælles tilholdssteder er svingende. For det meste opholder han sig

formentlig i (Z)-hallen. Dette er baggrunden for, at han ofte benytter

kontantautomat på dette sted.

Det er imidlertid ikke

udtryk for, at tidl. ægtefælle opholder sig hos hende, men grundet familiens

kulturelle og religiøse baggrund er det ikke muligt for hende helt at afbryde

hans forhold til børnene. Hertil kommer angst for tidl. ægtefælle, der er

psykisk syg og misbruger.

(A) har oplyst, at egen læge

( ) samt socialforvaltningen har kendskab til de ovenfor givne oplysninger.

Retshjælpen vil derfor fortsat anmode om den nævnte aktindsigt og håber at få

mulighed for at fremkomme med yderligere i sagen, forinden afgørelse

træffes.”

I et brev af 9. august 2000

skrev retshjælpen således til nævnet:

”Retshjælpen har d. 9.8.

modtaget akter som anmodet fra Familiebehandlingen, Socialcenter ( ). Jeg

vedlægger kopi af et par af disse akter til orientering. Sagen omhandler

alvorlige problemer med hensyn til familiens 2 ældste børn, hvoraf det

fremgår,

at det har været nødvendigt at inddrage faderen, (B), i forsøg på løsning af

disse.

Såfremt det måtte ønskes,

kan kopi af disse akter naturligvis fremsendes.

Yderligere har retshjælpen

kontaktet (A)’s fraseparerede ægtefælle, (B), ( )

(B) møder den 03.08.2000 på

retshjælpens kontor sammen med sin danske kæreste (D) ( ). Parret forklarer

her, at de har været kærester igennem 13 år. De bor dog ikke sammen, men ses

dagligt. Idet (A) er bekendt med, at hendes eksmand har en dansk kæreste, men

ikke kender hendes identitet, anmodes om, at navnet på den pågældende kvinde

ikke oplyses for (A).”

Den 14. august 2000 skrev

retshjælpen på ny til nævnet. Retshjælpen fremsendte følgende oplysninger:

”(B) møder på retshjælpens

kontor den 3.8.2000 sammen med sin kæreste ( i det følgende betegnet som

(D)).

De forklarer samstemmende, at de har været kærester igennem 13 år og fortsat

er

det. De har ikke boet sammen af personlige grunde, blandt andet har begge

børn

fra tidligere ægteskaber, ligesom (B) først blev separeret i 1991.

(D) oplyser, at hun hele

tiden har kendt til, at (B) havde børn, som han er stærkt knyttet til, og som

han besøger ofte. Hun ved ligeledes, at disse besøg foregår på tidligere

hustrus bopæl. Hun er sammen med (B) dagligt og kan bekræfte, at han ikke på

noget tidspunkt i de 13 år har boet sammen med tidligere hustru. Parrets

indbyrdes forhold er godt til trods for de vanskelige omstændigheder, og hun

kender

gennem sin kæreste til de problemer, der har været i forholdet til

ekshustruen.

(D) ønsker ikke sit navn

oplyst, såfremt det kan undgås, men hun er villig til at bekræfte de afgivne

oplysninger.

(B) oplyser under samtalen,

at hans kæreste bor i samme kvarter som ekshustruen, og dette er baggrunden

for, at han så hyppigt er observeret i nærheden af ekshustruens bolig.

Ligeledes kommer han næsten dagligt i en klub der på stedet. Han har søskende

samt en fætter, der bor bl.a. (X)-vej, hvor han også færdes så godt som

dagligt.

Det er korrekt, at han og

ekshustruen har købt en bil i hendes navn, men som bruges af ham. Han har

tidligere haft flere biler indregistreret i eget navn, men da han kom i

Ribers,

blev nævnte ordning med ham som bruger etableret, idet han forestillede sig,

at

han kunne transportere børnene, når der var brug herfor. Ekshustruen har ikke

kørekort.

Det er også korrekt, at han

kørte sin familie på 1 uges ferie til Østrig. Dette skyldtes hustruens

manglende kørekort. Efter hjemkomsten, hvor han alene havde kørt i ca. 12

timer, var han meget træt, og han overnattede derfor hos børnene.

For at være så meget sammen

med børnene som muligt overnatter han hos dem en til 2 gange om måneden, hvor

han har indrettet sig således, at han og børnene sover i samme rum. Han

deltager ikke i øvrigt i husførelsen eller har noget samliv med ekshustruen.

Vedrørende det yngste barn,

født 1998, forklarer (B), at ekshustruen er meget glad for børn og ønskede

sig

flere. Derfor gik han med til dette. Han er af den opfattelse, at ekshustruen

håbede, at deres ægteskab herefter kunne genoptages, men det skete ikke, og

han

har ikke haft noget ønske herom.

(D) og (B) ønsker gennem de

afgivne oplysninger at medvirke til sagens rette opklaring, idet de finder,

at

den hviler på et fejlagtigt grundlag.”

Retshjælpen vedlagde et

notat af 23. marts 2000 udarbejdet af Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen

på grundlag af kommunens pligt til at føre tilsyn med A’s børn. Af

notatet

fremgik bl.a.:

”Familien blev separeret i

91 og lever nu adskilt. De fire børn er fællesbørn og (B)

kommer i hjemmet og har kontakt med børnene.

Der har været

familiebehandling i familien gennem mange år, dels med henblik på at støtte

de

voksne i deres indbyrdes forhold, dels støtte samarbejdet mellem forældrene

og

de skoler/daginstitutioner, som børnene gik i.”

Disse oplysninger forelagde

nævnet for boligstøtteafdelingen som den 8. september 2000 svarede:

”

Oplysningerne er gennemgået

af såvel Familieydelsesafdelingen som undertegnede, og vi finder ikke

anledning

til at ændre på vor tidligere afgørelse om tilbagebetalingskrav.

Der er ikke nyt i sagen, som

ændre beslutningen.

”

Familie- og

Beskæftigelsesforvaltningen videresendte den 11. september 2000 sagen til

nævnet. Nævnet meddelte den 11. september 2000 A følgende afgørelse:

”Deres klage over Århus

Kommunes afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i

perioden 01.06.1997-28.02.2000 er behandlet, og der er truffet denne

afgørelse:

De har i denne periode

uberettiget modtaget boligstøtte, som De skal tilbagebetale.

Det Sociale Nævn stadfæster

således kommunens afgørelse.

Som det fremgår af

boligstøttelovens §§ 6 og 7 sker beregningen af boligstøtte på grundlag af

husstandsindkomsten, og som medlemmer af en husstand medregnes personer, der

har fast ophold i lejligheden.

Normalt vil en

folkeregistertilmelding være udtryk for, om en person har fast ophold; men

kan

det godtgøres, at tilmeldingen ikke stemmer overens med de faktiske forhold,

skal disse faktiske forhold lægges til grund.

Kommunen har bevisbyrden

for, at (B) i den omhandlede periode har haft fast ophold i Deres lejlighed.

Efter en samlet vurdering af

sagens oplysninger er det nævnets opfattelse, at forvaltningen har løftet

bevisbyrden og sandsynliggjort, at (B) har haft fast ophold i Deres lejlighed

i

perioden 01.06.1997 – 28.02.2000, selvom denne i samme periode har været

registreret på anden adresse.

Nævnet har ved afgørelsen

lagt vægt på oplysningerne om det indbyrdes forhold mellem Dem og (B),

herunder

at det er oplyst, at Deres fraseparerede ægtefælle i perioder kommer i

hjemmet

dagligt, andre gange hver 14. dag, at han ofte (ca. hver anden dag) hjælper

med

at køre børnene til og fra institution/skole i Deres bil samt at De har holdt

ferie sammen i 1999. Nævnet har tillige lagt vægt på, at der er et fællesbarn

født den 15.02.1998.

Nævnet har endvidere lagt

vægt på, at (B)’s boligforhold siden 09.01.1991 ikke indicerer fast

ophold i

selvstændig bolig. Der er herved lagt særlig vægt på, at han i perioden

09.01.91 – i dag har været tilmeldt 7 forskellige adresser, hvor nævnet

udfra

karakteren og størrelsen af lejemålene sammenholdt med antallet af tilmeldte

ikke finder det sandsynligt, at han rent faktisk har boet/bor der. For så

vidt

angår den adresse han p.t. er tilmeldt, har nævnet tillige lagt vægt på, at

de

øvrige beboere har oplyst, at han ikke bor der, men kun henter sin post, samt

pantefogedens iagttagelser under udlægsforretningen den 31.05.1999.

På det foreliggende grundlag

vurderer nævnet, at (B) har en sådan tilknytning til Deres bolig, at han har

fast ophold der fremfor på folkeregisteradressen.

Det er således i

overensstemmelse med boligstøttelovens regler, at hans indtægt indgår i

husstandsindkomsten, hvorefter den faktiske husstandsindkomst overstiger det

anvendte indkomstgrundlag så meget, at boligstøtten skal omregnes, og den for

meget modtagne støtte tilbagebetales.

”

I et brev af 22. september

2000 skrev retshjælpen til mig om sagen, og jeg videresendte brevet til

nævnet

som en anmodning om at sagen blev genoptaget. I brevet anførte retshjælpen

bl.a.:

”I lov om boligstøtte §§ 6

og 7 og den dertil hørende vejledning tales der om personer, der har

’fast

ophold’ i boligen. I vejledningen nævnes videre, at

folkeregisteradressen

normalt vil være afgørende, men at det forhold, at en person midlertidigt er

fraværende, f.eks. grundet afsoning, rekreationsophold o.lign., kan føre til,

at denne alligevel må siges at have fast ophold.

Der findes ikke i

bestemmelsen eller i vejledningen nærmere holdepunkter for, hvad der skal

forstås ved fast ophold. Det må herefter være naturligt, da der alene

henvises

til bestemmelserne om folkeregistret, at inddrage disse.

Af Bkg. om folkeregistrering

af 8.10.1998 § 1, stk. 3 fremgår, at ’Ved bopæl forstås det sted

(bolig), hvor

man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af

ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine

ejendele’.

I nærværende sag har begge

parter forklaret, at (B) jævnligt kom i (A)’s hjem af hensyn til parrets

4 børn,

som de har fælles forældremyndighed over. Han er ligeledes truffet der ved en

enkelt lejlighed, hvor parret havde ferieret sammen i 1 uge, derimod ved en

anden lejlighed truffet på folkeregisteradressen. Af pantefogeden.

Der er født et barn i

forholdet, der i øvrigt blev opløst ved separation i 1991, og samlivet har

ikke

siden været genoptaget. Den fraseparerede ægtefælles boligforhold har været

skiftende af den grund, at han som enlig mand har haft vanskeligt ved at

skaffe

sig en mere fast bolig, ligesom hans sociale forhold efter det oplyste har

været noget ustabile bl.a. som følge af sygdom (dårligt hjerte).

Der foreligger endvidere i

sagen oplysninger fra den fraseparerede ægtefælles kæreste gennem mange år

om,

at han tilbringer megen tid hos hende, at han

også

opholder sig hos sine mange familiemedlemmer i Århus samt i en klub.

Folkeregisterlovgivningen

lægger vægt på, hvor en person normalt sover og har sine ejendele. Der

foreligger ikke i sagen nærmere bevis for, at frasep. ægtefælle normalt sover

hos

(A), ej heller henset til det i sociale akter oplyste om hendes og familiens

forhold, samt de problematiske forhold vedrørende børnene, hvor der er

iværksat

særlig støtte (familiebehandlingen og mentorordningen).

Den frasep. ægtefælles

ejendele befinder sig ej heller på adressen.

Retshjælpen har bestridt, at

det forhold, at en far holder kontakt med sine børn, hvorover han har

forældremyndighed, på moderens bopæl, da han ikke har været i stand til at

skaffe sig anden selvstændig bolig, kan statuere ’fast ophold’.

Begge har forklaret om

baggrunden for, at de siden separationen har fået endnu et barn.

Herudover har retshjælpen

bestridt, at (A) har modtaget boligstøtte uberettiget, idet hun ikke overfor

for boligstøttekontoret har afgivet oplysninger i strid med de faktiske

forhold.

Af ansøgningsskema til

boligstøtte fremgår, at man skal medregne alle personer i husstanden. Den

fraseparerede ægtefælle hører efter det af parterne forklarede sammenholdt

med

lovgivningen på området ikke til hendes husstand, og hun har end ikke haft

anledning til tvivl herom i sin udfyldelse af ansøgningerne, da han hverken

regelmæssigt overnatter eller har sine ejendele på hendes bopæl.

Det forhold, at han deltager

i pasningen af sine børn, at de har fået et barn sammen samt omstændigheder

vedrørende bilkøb og hævning af kontanter kan ikke føre til andet resultat.

Det er retshjælpens

opfattelse, at nævnet ikke i sin afgørelse har lagt vægt på disse forhold som

beskrevet i folkeregisterloven og som forklaret af parterne samt af den

fraseparerede ægtefælles kæreste.”

I brev af 6. november 2000

fastholdt nævnet afgørelsen af 11. september 2000. Nævnet begrundede

afgørelsen

på følgende måde:

”...

De er ikke berettiget til at

få genoptaget sagen om tilbagebetaling af boligstøtte.

Begrundelsen er, at de af

retshjælpen i brev af 22. september 2000 anførte betragtninger, ikke tilfører

sagen sådanne nye oplysninger, at det kan begrunde en genoptagelse.

Retshjælpen har i sin

anmodning til Folketingets Ombudsmand redegjort for sine synspunkter i sagen.

Det er bl.a. anført, at det ved belysningen af begrebet ’fast

ophold’ i lov om

individuel boligstøtte, findes naturligt at inddrage Bkg. om

folkeregistrering

af 08.10.1998 § 1, stk. 3 om begrebet ’bopæl’.

Nævnet skal i den

forbindelse bemærke, at ’fast ophold’ er et selvstændigt begreb i

boligstøttelovgivningen. I den tilhørende vejledning punkt 3.2. er det

anført,

at folkeregistertilmeldingen normalt vil være udtryk for, om en person har

fast ophold; men kan det godtgøres, at tilmeldingen ikke stemmer overens med

de

faktiske forhold, skal disse faktiske forhold lægges til grund. Efter nævnets

opfattelse er folkeregistertilmeldingen, og bopælsbegrebet i Bkg. om

folkeregistrering således alene en ’rettesnor’ for vurderingen af,

om der er

’fast ophold’.

Nævnet har på baggrund af en

sammenfattende vurdering af sagens oplysninger fundet det sandsynliggjort, at

(B) snarere har fast ophold i Deres lejlighed end på folkeregisteradressen.

Nævnet har i afgørelsen af 11. september 2000 begrundet dette. Der henvises

derfor til afgørelsens ordlyd.

Det skal dog præciseres, at

nævnet har inddraget alle de foreliggende oplysninger i afgørelsen. Under

henvisning til at det ikke er særligt fremhævet i afgørelsen, skal nævnet

anføre, at det forhold at (B) har en kæreste, der til sagen har udtalt, at

han

opholder sig meget hos hende, ikke er til hinder for, at han, ud fra en

samlet

vurdering, kan antages at have ’fast ophold’ hos Dem.

Nævnet skal bemærke, at der

ifølge gældende praksis ikke skal føres et egentligt bevis for, at der er

tale

om ’fast ophold’. Nævnet skal henvise til en afgørelse truffet af

Den Sociale

Ankestyrelse, SM B-1-99. Ankestyrelsen har i afgørelsen behandlet 3 sager om

standsning og tilbagebetaling af børnetilskud og forskudsvis udbetalte

børnebidrag.

Ved vurderingen af om De har

modtaget boligstøtten uberettiget, er det afgørende, at det er fundet

sandsynliggjort, at (B) har haft fast ophold i Deres lejlighed i perioden

01.06.1997 – 28.02.2000. Hans indkomst skal derfor i overensstemmelse

med boligstøttelovens

regler indgå i husstandsindkomsten, uanset at De ikke har fundet anledning

til

at oplyse boligstøttekontoret om forholdene, jfr. Boligstøttelovens § 47,

stk.

1 og 2.

...”

Retshjælpen klagede til mig

over afgørelsen i brev af 14. november 2000. Retshjælpen anførte at Århus

Kommune havde været ensidige i deres indsamling af oplysninger om familien,

og

at forvaltningen kunne have afholdt retligt forhør efter retsplejelovens §

1018.

Retshjælpen sendte mig den

7. december 2000 samtlige dokumenter der viste at kommunen ud over

boligstøtte

havde afkrævet A ca. 66.000 kr. i for meget udbetalt børnetilskud og ca.

120.000 kr. i forskudsvis udlagte børnebidrag, og at disse spørgsmål

verserede

som klagesager i nævnet.

Den 29. december 2000

kommenterede Århus Kommune retshjælpens klage til mig. Kommunen anførte bl.a.

følgende:

”Der er ikke noget i

Retshjælpens materiale, som ikke er Forvaltningen bekendt.

Ved sagens belysning er der

fremhævet de oplysninger, der tilsammen danner grundlaget for vurdering af,

at

det findes tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om så meget

samvær/samliv,

at det ikke berettiger (A) til boligstøtte som enlig.

Vedr. Retshjælpens spørgsmål

om, hvorfor der ikke er afholdt retslig forhør efter reglerne i

Retsplejelovens

§ 1018 kan bemærkes:

Der ses ikke – hverken i

lovgivning eller praksis – at være hjemmel for anvendelse af §

1018-forhør i

sager, der behandles og afgøres i henhold til Lov om individuel boligstøtte.

Spørgsmålet herom har

således aldrig været aktuel i nærværende sag.

I øvrigt kan det oplyses, at

der ikke har været behov for at få afholdt § 1018-forhør for at få

tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse i sagen.”

Nævnet udtalte i et brev af

8. januar 2001 følgende:

”De har bedt nævnet uddybe

bemærkningen om, ’at der ifølge praksis ikke skal føres et egentligt

bevis for,

at der er tale om fast ophold’ samt om at tage stilling til retshjælpens

bemærkning om afholdelse af indenretligt forhør i henhold til retsplejelovens

§

1018.

I den anledning skal nævnet

uddybende udtale, at sagsbehandlingen i de sociale nævn, efter nævnets

opfattelse, ikke egner sig til at en egentlig bevisførelse kan finde sted. At

der ikke skal føres et egentligt bevis støttes tillige af gældende praksis,

jfr. afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse, SM B-1-99, som nævnet

tidligere har henvist til. Ankestyrelsen udtaler i denne afgørelse bl.a.:

’Det

afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for

tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med

fælles

husførelse. Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med hidtidige afgørelser,

at

der ikke skulle føres et egentligt bevis for, at der er tale om et

ægteskabslignende forhold.’ Denne opfattelse må tillige være gældende i

forhold

til vurderingen af om der foreligger ’fast ophold’ i

boligstøttelovens

forstand.

For så vidt angår

spørgsmålet om afholdelse af indenretligt forhør i henhold til

retsplejelovens

§ 1018, har kommunen anført, at der ikke ses at være hjemmel i hverken

lovgivning eller praksis for anvendelse af § 1018-forhør i boligstøttesager.

Af retsplejelovens § 1

fremgår, at denne lovs regler alene finder anvendelse på rettens pleje ved de

almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.

Hjemmel til anvendelse af

retsplejelovens § 1018 findes i retssikkerhedslovens § 12, stk. 2, men

retssikkerhedsloven gælder ikke for Lov om individuel boligstøtte.

I kommentaren til

retsplejelovens § 1018 i Karnov er det anført, at ’nogen udtrykkelig

lovhjemmel

for forhør af denne art er dog ikke påkrævet, men det må være tilstrækkeligt

at

sådanne forhør er blevet afholdt i henhold til fast praksis’.

Nævnet er enig med

forvaltningen i, at der ikke ses at foreligge en fast praksis for afholdelse

af

forhør i boligstøttesager.

Nævnet finder det herefter

tvivlsomt, om der er den fornødne hjemmel til afholdelse af indenretlige

forhør

indenfor boligstøtteområdet.

Nævnet har truffet de

foreliggende afgørelser udfra gældende praksis og har således på baggrund af

de

samlede oplysninger i sagen fundet sagen tilstrækkeligt belyst.

Til orientering kan det

oplyses, at nævnet aktuelt behandler klagesager fra den pågældende over

tilbagebetalingskrav vedrørende forskudsvist udbetalte børnebidrag samt

børnetilskud.”

Rertshjælpen fremkom i et

brev af 30. januar 2001 med yderligere bemærkninger. Retshjælpen gjorde bl.a.

følgende gældende:

”Det er retshjælpens

opfattelse, at der i sager, hvor de pågældende er under mistanke for at have

modtaget sociale ydelser uberettiget, er et stort behov for at kunne afgive

forklaring under forhold, hvor dels sagens alvor kan fremstå klart, hvor der

endvidere er en høj grad af retssikkerhed, evt. mulighed for juridisk bistand

samt forhold, der bevirker, at vægtningen af ’beviserne’ vil foregå

på en anden

måde, end den her i sagen anvendte, hvor alene de ’negative’

oplysninger synes

vægtet, endog selvom disse oplysninger forekommer at være af ubetydelig

karakter, såsom navneskilt på døren (mange kvinder ønsker ikke at fremstå på

dørskiltet som enlige).

De pågældende sager vil ofte

andrage meget betydelige beløb. Samtidig med at sagen rejses, stoppes

endvidere

de fremtidige ydelser (boligsikring, børnetilskud) for familier, der er meget

afhængige af netop disse ydelser.

Der foretages partshøring,

men da de pågældende i forvejen ofte har tæt kontakt med de sociale

myndigheder

og derfor hyppigt er indkaldt med det formål at afgive oplysninger til

offentlige myndigheder, synes det problematisk at gøre de pågældende klart,

at

der her er tale om en ganske anden og mere omfattende kontrol. De

partshøringer, som retshjælpen i en hel del sager af denne art, har kunnet

gennemgå, bærer præg af, at parten afgiver en forklaring uden at være gjort

de

juridiske konsekvenser klart (endsige uden at have haft mulighed for at få

rådgivning herom).

Sluttelig kan anføres, at

det netop i disse sager, hvor det drejer sig om troværdighed, må være

vigtigt,

at der er mulighed for at afgive forklaring overfor en dommer. Det er

vanskeligt for en borger at sandsynliggøre, at parterne ikke

bor sammen, når først mistanken er

rejst. Især i de tilfælde, hvor der er tale om, at den anden part er syg

eller

i øvrigt socialt dårligt stillet, ligesom parterne jo ikke er gjort klart, at

de på trods af aftale om fælles forældremyndighed, må undgå et fællesskab

omkring

børnene. Dette stemmer ikke med de informationer, borgerne på statsamtet får

vedrørende forældremyndighed og separation.

Disse grunde gør, at

retshjælpen har peget på Rpl. § 1018 som en bedre mulighed for at få oplyst

de

pågældende sager.

Med hensyn til hjemlen

henvises til Hurwitz: Strafferetsplejen samt til det forhold, at § 1018

tidligere er blevet anvendt netop med henblik på en nærmere undersøgelse af

personlige forhold til brug for en administrativ afgørelse.”

Hertil anførte Århus Kommune

i et brev af 26. marts 2001 bl.a. følgende:

”Det er fortsat

Forvaltningens helt klare opfattelse, at der ikke har været behov for

anvendelse af indenretligt forhør i henhold til Retsplejelovens § 1018 i

nærværende sag, idet sagen anses tilstrækkelig belyst, inden afgørelsen om

fremsættelse af tilbagebetalingskrav blev truffet.

Det er endvidere

Forvaltningens opfattelse, at der som altovervejende hovedregel ikke er behov

for anvendelse af indenretligt forhør i forbindelse med sager om sociale

ydelser, idet Forvaltningens iagttagelse af regler og principper på området

almindeligvis giver et fyldestgørende grundlag at træffe afgørelse på. (Af

vejledningen til Retssikkerhedsloven fremgår det således, at § 1018-forhør

kun

bør iværksættes i ’helt specielle tilfælde’).

Om Forvaltningens

fremgangsmåde ved partshøring kan anføres:

I sager om mistanke om

socialt bedrageri indkaldes den, der modtager sociale ydelser til partshøring

hos én af Forvaltningen udpeget person (ikke den sædvanlige sagsbehandler).

Partshøringen sker på det

tidspunkt i sagen, hvor der vurderes at være vægtige grunde til

Forvaltningens

mistanke.

Den pågældende indkaldes til

møde på Centeret, orienteres om årsagen til partshøringen samt gøres bekendt

med alvoren i sagen. Den pågældende foreholdes de oplysninger, som giver

Forvaltningen grund til at tro, at der kan være tale om socialt bedrageri.

Den

pågældende kommenterer oplysningerne og udspørges uddybende til uklarheder i

sagen.

Den pågældende gøres

ligeledes bekendt med, at der efter partshøringen vil blive truffet

beslutning

om evt. tilbagebetalingskrav, såfremt det findes tilstrækkeligt godtgjort, at

der er tale om socialt bedrageri.

Den pågældende underskriver

partshøringen efter samtalens afslutning med en gennemgang af de afgivne

oplysninger. Den pågældende orienteres endnu engang om sin oplysningspligt

til

Forvaltningen samt at Forvaltningen kan indhente oplysninger fra andre

personer/myndigheder til kontrol af oplysningernes rigtighed.

Den pågældende er således

gjort klart, at der er tale om en alvorlig sag, som kan medføre krav om

tilbagebetaling af sociale ydelser.

Sluttelig skal

opmærksomheden henledes på, at Forvaltningens afgørelser som bekendt ikke er

endelige og på, at spørgsmålet om retssikkerhed i relation til Forvaltningens

partshøringer også skal ses i sammenhæng hermed.”

Nævnet meddelte i et brev af

2. april 2001 at det ikke havde yderligere at tilføje.

I et brev af 7. maj 2001 har

retshjælpen fremsat yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Kommunens og det sociale nævns afgørelser i sagen blev truffet på

grundlag af §§ 6, 7 og 43 samt § 47, stk. 1-4 og stk. 7 i boligstøtteloven.

Bestemmelserne har følgende indhold:

’

§ 6.

Beregningen af boligstøtte sker på grundlag af husstandsindkomsten.

§ 7.

Som medlemmer af husstanden medregnes ansøgeren, dennes ægtefælle,

hjemmeværende børn og andre, der har fast ophold i lejligheden uden at være

logerende.

§ 43.

Boligstøtten reguleres hver 1. januar på grundlag af de ændringer i

beregningsgrundlaget, der er sket siden den sidst foretagne beregning. Giver

ansøgeren inden udgangen af januar måned meddelelse om yderligere ændringer,

der er indtrådt med virkning fra 1. januar, beregnes boligstøtten uanset §

44, stk. 1, 2. pkt., på grundlag heraf med virkning fra 1. januar.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at ansøgerne hvert år giver

indberetning om deres husleje, husstand og husstandsindkomst. Såfremt

støttemodtageren ikke efter anmodning indgiver en sådan indberetning, kan

kommunen lade boligstøtten bortfalde med virkning fra den 1. januar.

Stk. 3. Ansøgerne skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan

medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.

§ 47.

Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 8 beregnede

husstandsindkomst med mindst 16.000 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 20, skal den

for meget modtagne boligstøtte tilbagebetales.

Stk. 2. En indkomstforøgelse medregnes ikke, i det omfang ansøgeren kan

dokumentere, at forøgelsen skyldes feriepenge som nævnt i § 46, stk. 6.

Stk. 3. Ændringer i

husstandens formue medfører ikke ændringer i formuetillægget efter § 8, stk.

6,

jf. § 8 a, eller tilbagebetaling efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Stk. 1 finder ikke

anvendelse, såfremt ansøgeren godtgør at have givet kommunalbestyrelsen

meddelelse om indkomstændringer ud over den i stk. 1 nævnte grænse.

Stk. 7. Har ansøgeren om

andre forhold end nævnt i stk. 1 undladt at give meddelelse som omhandlet i

§§

43, stk. 3, og 46, stk. 1, eller har ansøgeren mod bedre vidende uberettiget

oppebåret boligstøtte, skal det beløb, der er oppebåret med urette,

tilbagebetales.’

Sagen rejser for det første

spørgsmålet om (B) var medlem af husstanden i (A)’s lejlighed, og om

hans

forhold derfor skulle medregnes ved beregningen af boligstøtte.

Som sagen foreligger oplyst,

finder jeg at det må anses for forbundet med nogen bevismæssig usikkerhed

hvorledes (B)’s forhold i denne henseende skulle bedømmes. Som påpeget

af såvel

kommunen som nævnet forelå der en del oplysninger der pegede i retning af at

han, trods det at han ikke var folkeregistertilmeldt på adressen, alligevel

havde fast ophold der. På den anden side tyder flere oplysninger på at han

ikke

havde fast ophold nogen steder – heller ikke i (A)’s bolig.

Jeg finder ikke at nævnets

eller kommunens bevisvurderinger kan betragtes som ukorrekte eller uholdbare,

og jeg har derfor ikke fundet grundlag for at udtale kritik heraf.

Det tilføjes at spørgsmålet,

da nævnet traf afgørelse, var belyst overordentligt indgående, og at det

derfor

ikke kan bebrejdes myndighederne at de fandt at kunne vurdere dette

spørgsmål.

Selv om det måtte lægges til grund at der kunne være afholdt indenretlig

afhøring i henhold til § 1018 i retsplejeloven, finder jeg ikke at der kan

rejses kritik i anledning af at en sådan ikke blev gennemført. I denne

forbindelse har jeg lagt vægt på at dette oplysningsskridt er helt

usædvanligt

i praksis, og at det måtte kræve særlig tungtvejende grunde for at antage at

myndighederne i strid med hidtidig praksis skulle gennemføre et sådant

forhør.

Antagelsen om at (B) måtte

anses for medlem af husstanden, får efter boligstøtteloven umiddelbart

virkning

for den fremtidige beregning af boligstøtte. Om kommunen herudover kunne

kræve

den for meget udbetalte boligstøtte tilbagebetalt, forudsatte yderligere at

betingelserne i § 47, stk. 7, var opfyldt. Ifølge denne bestemmelse kræves

det

at ansøgeren har undladt at give meddelelse om forhold der er relevante for

beregning af støtten, eller at ansøgeren modtog hjælp uberettiget mod bedre

vidende.

Heri ligger at ansøgeren har

været i ond tro, dvs. har udvist et bebrejdelsesmæssigt forhold. Efter min

mening kan der ikke uden videre sluttes fra det forhold at der nu anses at

foreligge tilstrækkeligt bevis for at (B) har fast ophold i (A)’s bolig

i den

forstand boligstøtteloven har anvendt begrebet, til at antage at (A) var i

ond

tro. Det må yderligere kræves godtgjort at (A) vidste eller burde vide at der

var tale om fast ophold.

Det er efter min mening

overordentlig tvivlsomt om dette kan antages at være tilfældet. De

foreliggende

oplysninger viser at (B) i vid udstrækning har opholdt sig andre steder end i

støttemodtagerens bolig, at han igennem 13 år havde været kæreste med en

anden

end hustruen, samt at kommunens børneafdeling har opfattet forholdet således

at

(B) og (A) havde ophævet samlivet, og at (B) ikke var folkeregistertilmeldt

hos

ansøgeren.

Dette problem ses hverken

kommunen eller det sociale nævn at have været opmærksom på, og ingen af

myndighederne har udtrykkeligt taget stilling hertil. Jeg har derfor

henstillet

til det sociale nævn at nævnet genoptager sagen med henblik på at vurdere om

(A) opfyldte de subjektive betingelser for at blive tilbagebetalingspligtig.

Partsmedvirken

Forvaltningslovens § 19

indeholder følgende bestemmelse:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Bestemmelsen skal sammen med

andre bestemmelser i forvaltningsloven, bl.a. reglerne i kapitel 4 om

partsaktindsigt, sikre at parten får indflydelse på sagens oplysninger. I §

11

er bl.a. fastsat følgende:

’

Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt,

og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse,

indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med

dokumenterne.’

Kommunens første afgørelse

om at pålægge (A) tilbagebetalingspligt blev meddelt i brev af 3. februar

2000

(citeret ovenfor). Afgørelsen byggede på oplysninger der blev tilvejebragt i

samarbejde mellem skatteforvaltningen, kontrolgruppen og Socialcenter ( ).

Oplysningerne forelå beskrevet i et tre sider langt notat (som angivet

ovenfor). Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven at oplysningerne

burde have været forelagt (A) til udtalelse inden der blev truffet afgørelse.

I brev af 30. januar 2001

fremkom retshjælpen med udtrykkelige bemærkninger om den måde kommunen

gennemførte partshøringen på. I den anledning beskrev Familie- og

Beskæftigelsesforvaltningen

i brev af 26. marts 2001 til mig hvorledes der i almindelighed partshøres.

Brevet, som er citeret foran, giver mig anledning til følgende bemærkninger:

Svaret efterlader det

indtryk at forvaltningen mener at partshøring er en afhøring af parten. Som

det

ses af forvaltningslovens § 19, stk. 1, er der tale om en pligt til at

forelægge sagens faktiske oplysninger for parten for at give denne lejlighed

til at kommentere dem. Det er således en løbende ekspedition i

sagsbehandlingen

som ikke kræver at den gennemføres af en anden end den almindelige

sagsbehandler. Formålet er at parten får lejlighed til at korrigere

eventuelle

fejl, gøre opmærksom på huller eller selvmodsigelser i de indhentede

oplysninger, pege på bevismæssig usikkerhed osv. Ofte vil det stemme bedst

med

formålet at partshøringen gennemføres skriftligt. Partshøring er et tilbud

til

parten om at udtale sig, og det er derfor hverken påkrævet eller foreneligt

med

formålet at parten samtidig udspørges uddybende eller bliver indskærpet sin

oplysningspligt. Partshøringen omfatter samtlige oplysninger af relevans for

sagsforholdet. Det vil derfor være naturligt at partshøringen gennemføres så

sent i sagsforløbet som muligt.

Kommunen oplyste i brev af

10. september 1999 til kontrolgruppen at (A) har været ’partshørt den

31/8-99’.

Der var tale om en samtale på Socialcenter ( ). Af referatet fra samtalen

(citeret ovenfor) ses at der var tale om en udspørgning af hende – ikke

om en

forelæggelse af de oplysninger der på daværende tidspunkt var indhentet, og

samtalen forløb klart ikke som et tilbud til hende om at korrigere, supplere,

tilbagevise eller på anden måde forholde sig til allerede indhentede

oplysninger. Så vidt ses, blev hun oven i købet instrueret om at hun havde

oplysningspligt. Det er åbenbart at dette møde ikke opfyldte betingelserne i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, for partshøring.

Jeg finder det kritisabelt

at kommunen ikke partshørte inden den traf afgørelse i sagen. Jeg har

endvidere

henledt kommunens opmærksomhed på at den fremgangsmåde der følges, ikke er i

overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Den 4. maj 2000 bad (C)

Retshjælp kommunens boligstøtteafdeling om partsaktindsigt på vegne af (A).

Efter det oplyste blev anmodningen imødekommet ved at afdelingen den 9. maj

2000 sendte 12 bilag. Dagen før, dvs. den 8. maj 2000, videresendte kommunen

sagen til det sociale nævn. Samtidig meddelte kommunen at den fastholdt

afgørelsen. Kommunen burde i overensstemmelse med forvaltningslovens § 11

have

udsat sin (fornyede) afgørelse af sagen indtil partsaktindsigten var

gennemført.

Dette forhold finder jeg

kritisabelt.

Begrundelsespligt

Forvaltningslovens §§ 22-24

har følgende indhold:

’§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være

ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende

part medhold.

§ 23.

Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan

forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes

over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning

om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om

skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis

begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af

vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt

om,

hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens

indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte

kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for

afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller

offentlige interesser, jfr. § 15.’

Ved brev af 3. februar 2000

meddelte kommunen (A) at hun skulle tilbagebetale 7.466 kr. i for meget

udbetalt boligstøtte.

Brevet indeholder ingen

henvisninger til efter hvilke regler afgørelsen blev truffet, hvilket, som

det

ses, klart er i strid med § 24, stk. 1. Brevet indeholdt ingen beskrivelse af

de faktiske oplysninger afgørelsen byggede på. I forvaltningslovens § 24,

stk.

2, står at begrundelsen ’om fornødent’ skal indeholde en kort

redegørelse for

sagens faktiske oplysninger.

I en sag som den

foreliggende hvor der er tilvejebragt et stort og bredt oplysningsmateriale

som

i en vis udstrækning er modstridende, er det åbenbart at en redegørelse er

påkrævet med henblik på at myndighederne kan oplyse hvilke af de indbyrdes

modstridende oplysninger der er lagt til grund.

Endelig burde brevet have

indeholdt en angivelse af de oplysninger hvorpå kommunen byggede sin

antagelse

om at (B) var medlem af (A)’s husstand.

Heller ikke kommunens to

senere afgørelser af henholdsvis 5. maj og 8. september 2000 indeholdt

begrundelser.

Jeg anser det for

kritisabelt at kommunen ikke ledsagede sine afgørelser af en fyldestgørende

begrundelse.

Nævnets afgørelse af 11.

september 2000 indeholdt både en henvisning til det anvendte retsgrundlag og

en

angivelse af de hensyn som nævnet tillagde vægt ved sin afgørelse. Nævnet

burde

dog efter min mening herudover have redegjort for sagens faktiske forhold og

i

den forbindelse have oplyst hvilke oplysninger nævnet så bort fra som

utroværdige eller modbeviste.

Jeg er opmærksom på at

nævnet på et punkt vedrørende (B)’s folkeregistertilmelding har oplyst

at disse

oplysninger ikke blev lagt til grund idet de ansås for modbevist eller i

hvert

fald slækket i deres troværdighed af andre oplysninger i sagen.

At nævnet ikke har forklaret

hvorfor det mente at (A) var i ond tro, beroede, så vidt ses, på at nævnet

ikke

vurderede dette spørgsmål selvstændigt.

Sammenfatning

Jeg finder ikke at kunne

kritisere at myndighederne på baggrund af de indsamlede oplysninger har

vurderet at (B) måtte anses for medlem af (A)’s husstand.

Derimod anser jeg det for

tvivlsomt om oplysningerne berettigede myndighederne til at antage at (A)

havde

modtaget boligstøtte mod bedre vidende eller havde afgivet urigtige

oplysninger.

Kommunen traf afgørelse i

sagen uden at partshøre og uden at give en begrundelse samt tilsidesatte

forvaltningslovens § 11. Jeg anser disse forhold for kritisable.

Nævnet burde efter min

mening have givet en mere indgående redegørelse for hvilke oplysninger det

lagde til grund for afgørelsen.

Jeg har henstillet til det

sociale nævn at det genoptager sagen og tager stilling til om (A) kan anses

for

at opfylde de subjektive betingelser for at blive pålagt et

tilbagebetalingskrav.”

Lignende dokumenter