Tilbagebetaling af boligstøtte
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagebetaling af boligstøtte
En kvinde, A, som er født
den ( ), boede til leje på adressen X-vej i Århus. Indtil 9. januar 1991 var
også hendes ægtefælle, B, tilmeldt på adressen. Parret har fire fælles børn
født henholdsvis 1984, 1985, 1988 og 15. februar 1998.
Kontrolgruppen i
Skatteforvaltningen i Århus indledte i 1999 en undersøgelse af A’s
berettigelse
til at modtage sociale ydelser, herunder boligstøtte. Kontrolgruppen
udarbejdede den 29. juni 1999 følgende notat:
”(B) fraflytter hustruen og
deres på daværende tidspunkt 3 fælles børn fra hhv. 1984, 1985 og 1988 den
9/1-1991.
Den 15/2-1998 får parret
endnu en søn.
I perioden 9/12-1991 til
1/5-1991 er han tilmeldt adressen ( ). Adressen er et rækkehus på 125 kvm med
5
værelser. Udover (B) er der i perioden tilmeldt 1 voksen kvinde og 2 børn.
I perioden 1/5-1991 til
6/3-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er en 2-værelses lejlighed på
71 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt et ægtepar med et barn samt 3
voksne
mænd.
I perioden 6/3-1995 til
20/4-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er et rækkehus på 130 kvm
med
4 værelser. Udover (B) er der i perioden tilmeldt 4 af hans søstre.
I perioden 20/4-1995 til
3/5-1995 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er en 1-værelses lejlighed på
Læs alt
33 kvm. Udover (B) er der i perioden tilmeldt yderligere 2 mænd på adressen.
I perioden 3/5-1995 til
15/1-1998 er (B) tilmeldt adressen ( ). Adressen er et kælderværelse på 23
kvm.
Udover (B) er der i perioden tilmeldt yderligere 3 mænd.
I perioden 15/1-1998 til
30/3-1998 står (B) tilmeldt med ukendt adresse.
Pr. 30/3-1998 tilmeldes (B)
(Y) haveforening.
(B) har en restance på
94.812,03 kr. hvorfor sagen den 20/5-1998 er overgivet til ( ) Inkasso til
videre foranstaltning.
( ) Nærpolitiet i Åbyhøj har
den 27/8-1998 pr. telefon oplyst følgende:
I forbindelse med at
politiet gerne ville snakke med (B), er han set ved (Z)-hallen på
( )-vej. Hustruen er bosiddende på (X)-vej,
som er lige i nærheden.
Pr. 1.8.98 tilmeldes (B)
adressen, (Æ)-vej. Her er også et ægtepar tilmeldt.
Den 7.5.99 tilsendes (B)
udlægstilsigelse med udlægsforretning på bopælen den 31.5.99 kl. 16.30.
I dagene op til
udlægsforretningens gennemførelse, møder (B) flere gange på Inkassokontoret
og
Pantefogedkontoret, men Pantefogeden fastholder udlægsforretningen.
Således fremmødt på adressen
(Æ)-vej antraf Pantefogeden (B), men ikke ægteparret, der også er tilmeldt
adressen.
Pantefogeden konstaterede,
at (B) intet ejer på
adressen. (B)
oplyste, at alle hans ejendele blev opbevaret i hans bil, der stod parkeret
lige udenfor lejligheden. Pantefogeden konstaterede efterfølgende, at disse
ejendele alene udgjorde et par bukser og en trøje samt noget værktøj af
ubestemmelig karakter. Pantefogeden er fuldstændig overbevist om, at (B) ikke
bor på den tilmeldte adresse.
29.6.99: Udleveret til
Folkeregistret for besøg på hustrus adresse./( )
22.7.99 kl. 9.40 er
Folkeregistrets undersøger på hustrus adresse. Navneskilt på postkasse lyder
på: (A) & (B). Hustru er tilmeldt adressen 1.3.95. Manden har aldrig
været
tilmeldt der. (B) opholdt sig på adressen. Han blev hentet på 1. sal. Han
havde
bare fødder og var iklædt shorts. Var i øvrigt ved at knappe sin skjorte.
(B) oplyste, at han opholdt
sig på adressen fordi han var kommet hjem fra ferie. Oplyste, at han boede
(Æ)-vej.
Senere på dagen møder (B) i
Kontrolgruppen og er meget utilfreds over vort besøg hos hustru. Foreholdt
Pantefogedens oplysninger, meddeler han nu, at alle hans ejendele er i
kolonihavehuset på adressen (Y) haveforening. Han havde ikke oplyst dette til
Pantefogeden, da denne ikke havde spurgt ham. Da der i løbet af samtalen var
adskillige divergerende opfattelser af hændelsesforløbet ved Pantefogedens
besøg, blev sidstnævnte hidkaldt.
Endvidere oplyste (B), at han
havde ejet kolonihavehuset i 2 år og 3 mdr. Efterfølgende erkendte han
overfor
Pantefogeden, at han ikke ejede kolonihavehuset, men havde betalt en del til
ejeren for senere overtagelse.
Iflg. årsliste fra
Haveforbundet er ejerforholdet følgende:
Pr. 9.1.1997 ( )
pr.21.1.1998 (B)
Pr. 4.1.1999 ( )
Pantefogeden spurgte (B) om,
hvor dennes beklædningsgenstande p.t. forefandtes og fik oplyst, at disse
grundet hjemkomsten fra ferie var at forefinde hos hustru (skal jo vaskes).
Endvidere oplyste (B), at
det var ham, hustru og børnene, der havde været på ferie sammen. De skulle
være
kørende i hustrus bil (der er ikke reg. bil på hendes kontrolbilag). (B)
oplyste på forespørgsel, at hustru ikke havde kørekort. Ved Pantefogedens
besøg
på (Æ)-vej havde (B) oplyst, at hans pas var gået i stykker og befandt sig
hos
en kammerat. Ved forespørgsel om, hvor passet p.t. befandt sig, svarede (B):
’Hjemme’. Pantefogeden ønskede dette prærciseret, og (B) oplyste,
at passet var
på hustrus adresse./( ).
Kontoudtog indkaldt fra begge
28/9 1999. (A) indleverede kontoudtog 7/10 1999. Af disse er der intet der
kan
bekræfte fælles økonomi. (Der hæves store runde kontante beløb regelmæssigt
og
intet betales via banken). Kontoudtogene er returneret.
( ) fra boligforeningen ( )
har oplyst til kontrolgruppen 13/10 1999, at de andre beboere i lejligheden
på
(Æ)-vej har oplyst, at lejlighedsindehaveren (B) ikke bor der, han henter kun
sin post. Han skulle bo hos sin hustru. ( ) er underrettet ved skrivelse af
14/10 1999, så boligforeningen kan opsige (B).
(B) er rykket for kontoudtog
27/10 1999.
Kontoudtog fra Den danske
bank for perioden 3/4 1996 – 30/12 1998 viser, at (B) hæver kontante
beløb i
følgende automater:
(Ø) automat:109 hævninger i
perioden
(Å) automat:8 hævninger i
perioden
( ):3 hævninger i perioden
( ):3 hævninger i perioden
( ):1 hævning i perioden
( ):1 hævning i perioden
(Ø) automat er den automat,
der ligger nærmest hustruens adresse. Hvis man bor på (Æ)-vej, så er der
under
300 m til (Å) automat – og alle dagligvareindkøb m.v. kan foretages lige
i
nærheden bl.a. i ( ), der også ligger mindre end 300 m væk.”
Sagen blev overgivet til
Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Socialcenter Vest, som den 26.
august
1999 udarbejdede følgende notat:
”
Ægtefællen fraflytter fælles
bolig på (X)-vej den 9.1.91, på det tidspunkt var der 3 fællesbørn fra 84-85
og
88, hustruen føder nyt barn den 15.2.98, iflg. FR har de ikke været samboende
siden 91.
På alle de adresser hvor
ægtefællen har boet har der været andre tilmeldt, fra 15.1.98 og til 30.2.98
på
FR 1., fra 30.3.98 og til 1.8.98 (Y) haveforening, for den 1.8.99 at flytte
til
nuv. bolig på (Æ)-vej, som iflg. journalnotat er hans bolig, der er også et
ægtepar tilmeldt på denne adresse, ( ) fra 1.11.98 samt ( ) fra 28.4.99.
Iflg. politiets oplysninger
er ægtefællen observeret omkring hustruens bopæl.
Pantefogeden har været på
hans bolig, hvor (B) oplyste, at hans ejendele var i hans bil, disse ejendele
viste sig at være et par bukser og en trøje samt noget værktøj. Det er
pantefogedens opfattelse, at han ikke bor på den tilmeldte adresse.
Folkeregisteret har været på
hustruens adresse 22.7.99 kl. 9.40. På navneskiltet stod (A) & (B),
ægtefællen har aldrig været tilmeldt på denne adresse. Ægtefællen er på
adressen, og han kom fra l. sal i shorts og var ved at knappe sin skjorte.
Han
oplyste, at han opholdt sig på hustruens adresse, da han lige var kommet hjem
fra ferie.
Senere samme dag kommer
ægtefællen til kontrolgr. og er utilfreds over besøget hos hustruen. Han
oplyser nu, at alle hans ejendele er i Haveforeningen som han oplyste at han
havde ejet i 2 år og 3 mdr. dette stemmer ikke med årslisten fra
haveforeningen, senere oplyser han, at han ikke ejede kolonihavehuset, men
havde betalt en del til ejeren for senere overtagelse.
Pantefogeden spurgte (B)
hvor hans beklædningsgenstande pt. forefandtes og fik oplyst, at disse
grundet
hjemkomst fra ferie var hos hustruen (skal jo vaskes).
Endvidere oplyste (B), at
det var ham, hustru og børnene, der havde været på ferie sammen. De skulle
være
kørende i hustrus bil, (B) oplyste desuden, at hustruen ikke har kørekort.
(B)
har først oplyst.
til pantefogeden ved besøget på hans bopæl, at
hans pas var gået i stykker og befandt sig hos en kammerat. Nu oplyser han,
at
det er ’hjemme’, pantefogeden ønsker at få præciseret
’hjemme’, og han svarer
at passet er på hustruens adresse.
Hustruen modtager
børnebidrag til 3 ældste børn månedsvis samt til barnet fra 98, ½ årsvis pr
check, der skulle være fælles forældremyndighed.
Børnetilskud som enlig og børnefamilieydelse
indsættes på: ( )
Bistandshjælpen indsættes på
konto: ( )
Iflg. B350 er der ingen
fælles konti.
Hustruen er pr. 1.7.99
blevet både ejer og bruger af bil: ( )
Hustruen er kendt i
boligstøttepladsanvisning samt friplads.
Ægtefællen får bistandshjælpen
indsat på: ( )
Han har solgt sin bil ( )
den 22.7.99, han har både været ejer og bruger.
Vi indkalder hustru til
samtale vedr. samliv, inden den 3.9.99.
31.08.99:
Hustruen her på kontoret
d.d. efter aftale.
Hustruen oplyser, at hun fik
det 4. barn i håbet om at ægtefællen ville flytte hjem til hende igen, men
det
lykkedes ikke, og han har sagt, at han ikke ønsker at bo sammen med hende, og
når han kommer på besøg er det for at se børnene, han har desuden en dansk
kæreste, som han ikke bor sammen med.
Ægtefællen har ingen ting
stående hos hende, møbler m.v. er på hans bopæl, enten i haven eller hans
lejlighed.
Han kommer nogle gange hver
dag, andre gange kan der gå 14 dage, børnene savner deres far, og hans navn
står på døren, da hun er bange for at bo i huset, hvis der kun står hendes
navn.
Han kører tit børnene i
børnehave og skole og henter dem igen, det er måske hver 2. dag, han spiser
der
ikke. Hustruen oplyser desuden, at ægtefællen har dårligt hjerte.
Han sover der aldrig, det
var en undtagelse den dag FR var på hustruens adresse, da hele familien havde
været på ferie i Østrig, hvor han har noget familie, de var væk i 1 uge. Hans
pas ligger ikke hos hustruen, da hun ikke har nogle af hans ting.
De var taget på ferie
sammen, da hun ellers ikke havde nogen mulighed for at give børnene en ferie,
og børnene ville gerne være sammen med deres far.
Hustruen har ikke kørekort,
men det er rigtigt at hun har købt en bil den 1.7.99, ægtefællen står som
ejer
og bruger, og det er manden som kører i den pga. børnene, som han bringer i
skole m.v. Hustruen har lånt pengene til bilen, da ægtefællen ikke kan låne i
banken.
Det er muligt de ikke kan
betragtes som samboende, men de har et økonomisk fællesskab.
Hustruen erklærede sig som
enlig forsørger, og underskrev fornyet ans. om o&e samt underskrev
partshøringen, og blev forklaret reglerne for at modtage btsk. som enlig og
hendes oplysningspligt, som hun godt kendte fra tidligere.
”
Den 10. september 1999 skrev
Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen således til kontrolgruppen:
”
Ægteparret er samboende til
9.1.91. Siden har mand været folkeregistertilmeldt 7 forskellige adresser
–
altid sammen med andre samt en periode med adresse ukendt.
Der er født fællesbarn den
15.2.98.
Trods mandens ’nervøsitet’
ved en kommende udlægsforretning, gennemføres denne på mands bopæl 31.5.99.
Pantefogeden konstaterer, at mand intet ejer på adressen, og pantefogeden er
fuldstændig overbevidst om, at han ikke bor på (Æ)-vej.
Folkeregisterets undersøger
den 22.7.99 på hustruens bopæl. Navneskiltet lyder på (A) & (B). Mand
blev
truffet på adressen – let påklædt og oplyste, at han var på adressen,
fordi han
var kommet hjem fra ferie.
Af kontrolgruppens notater
fremgår, at mand har givet forskellige forklaringer om sit
’ejerskab’ af et
kolonihavehus på adressen (Y) haveforening – at mands tøj og pas
befinder sig
hos hustru – at hele familien har været på ferie sammen, kørende i
hustruens
bil.
Hustru har været partshørt
den 31.8.99. Hun fik det 4. barn i 1998 i håb om at manden så ville flytte
hjem. Manden har ingen møbler hos hende, heller ikke pas eller andre
ejendele.
Hans navn står på døren, da hun er bange for at bo alene i huset.
Han kommer i hjemmet nogle
gange hver dag – andre gange hver 14. dag. Han kører tit børnene i
børnehave og
skole og henter dem igen – ca. hver 2. dag. Han spiser ikke og sover
ikke i
hjemmet. Det var en undtagelse den dag, Folkeregisterets undersøger var på
adressen, idet hele familien havde været på ferie i Østrig.
Hun har købt bil den 1.7.99
– en BMW). Hun har lånt penge til bilen, da ægtefællen ikke kan låne i
banken.
Han står som ejer og bruger, og han bruger bilen til at køre børnene. Hun har
ikke kørekort. Hun erklærer sig som enlig.
For samliv taler:
Mandens mange adresser,
altid sammen med andre.
Fællesbarn, født den
15.2.98.
Pantefogedens konklusion
efter besøg på mandens folkeregisteradresse, at han ikke bor der.
Folkeregisterets undersøger
har truffet manden hos hustruen.
Mand fortæller, at hans
ejendele og pas er hos hustruen.
Mands forskellige
forklaringer om ’ejerskabet’ til kolonihavehuset.
Familien holder ferie
sammen.
Hustruen har lånt penge til
køb af bil, som manden er bruger af.
Mand kommer meget ofte i
hjemmet og [kører] børnene ca. hver 2. dag i institution og skole.
Det findes godtgjort, at der
er tale om samliv. Spørgsmålet er, om krav skal sendes tilbagevirkende fra
9.1.91 eller hvornår.”
Den 19. november 1999 skrev
forvaltningen til boligstøtteafdelingen hvor det konkluderedes at A og B
måtte
antages at have haft samliv fra 1. juni 1997. Forvaltningen anførte
bl.a.:
”( ),
Familieydelsesafdelingen, Pladsanvisningen og socialcenter ( ) er enige om,
at
det er tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om samliv fra 1.6.1997 (9
måneder før sidste barns fødsel 15.2.98).
Begrundelsen findes i
ovennævnte materiale. Til begrundelsen i mit notat af 10.9.1999 kan tilføjes
yderligere begrundelse:
Beboerne i mandens lejlighed
(Æ)-vej har oplyst, at (B) ikke bor der. Han henter kun sin post. Han skulle
bo
hos sin hustru.
Af kontoudtog fra banken
ses, at faktisk alle (B)’s hævninger af kontanter sker på (Ø) automat,
som
ligger nær hustrus adresse.”
Den 3. februar 2000 sendte
Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen A et brev om at boligstøtten for
perioden fra 1. januar til 31. december 1998 blev ændret, og at hun havde
fået
7.466 kr. for meget i boligstøtte. Ændringen fremkom ved at der i stedet for
en
regnedes med to voksne, og at der havde været en uoplyst merindkomst på lidt
under 100.000 kr.
Den 18. februar 2000 sendte
forvaltningen A følgende brev som skulle erstatte brevet af 3. februar 2000:
”Ved opstilling af opgørelse
over, hvornår det for meget udbetalt er udbetalt, er der sket en fejl for
tiden
01.01.-28.02 2000. (grundet fejl på kommunedatas edb anlæg.)
Der er skrevet at De har
modtaget 2751 kr. pr måned dette er imidlertid ikke rigtigt De har modtaget
2896 kr. pr måned. Efter omregning er den nye beregning pr 2078 kr. pr måned.
Der er således udbetalt 320 kr. mere end oplyst i brev af 3. februar.
Tilbagebetalingskrav er
21.395 kr.
De vil i slutningen af
februar måned modtage endelig beregning.”
Den 8. februar 2000 mødte A
personligt i forvaltningen for at protestere mod afgørelsen. I notat af 21.
februar 2000 om samtalen er anført følgende:
”A møder personligt på mit
kontor den 8.2.2000 og vil anke afgørelsen om tilbagebetaling af boligstøtte
i
perioden 1.6.97 – 28.2.2000.
Hun hævder, at parret ikke
har boet sammen siden 1991. De kan ikke blive skilt, da de er kristne
katolikker.
Hun oplyser, at hun siden
1991 har haft mange problemer med manden, som mest opholder sig i en
Billiardhal og ryger Hash. Der er mange uoverensstemmelser. De kan ikke enes
og
han tager ikke vare på hende og børnene. Begge parters familie har forsøgt at
mægle – uden resultat.
Hun ved ikke, hvor manden
bor eller hvor han opholder sig – men han er vist altid i
billiardklubben. Hun
kan træffe ham der.
Alle hans ting skulle være i
kolonihavehuset.
Hun oplyser tillige, at de
oplysninger, hun har givet ved partshøringen den 31.8.99 er rigtige.
Hun har fået udleveret kopi af
Kontrolgruppens 3 sider notat (– navnene på de personer, der er nævnt
vedr.
ejerforholdet til kolonihavehuset) samt Center ( )’s skrivelser af
10.9.99 og
19.11.99 i f.m. aktindsigt.
Hun ville vise de udleverede
akter til sin nabo og evt. komme med yderligere kommentarer til sagen inden
14
dage. Da der ikke er kommet yderligere, lægges sagen til
Boligstøtteafdelingen
til videre ekspedition.”
Den 8. maj 2000 sendte
kommunen sagen til Det Sociale Nævn for Århus Amt. Kommunen fastholdt efter
en
genvurdering af sagen den påklagede afgørelse.
Den 9. maj 2000 sendte
forvaltningen sagens akter til C Retshjælp som den 4. maj 2000 på A’s
vegne
havde bedt om aktindsigt. De akter der blev udleveret, var:
”Notatark af 3/3 2000
(fremsendelse af girocheck)
Bekræftelse på modtagelse af
klage 24/2 2000
Modtagelse af klage 8/2 2000
Brev om for meget udbetalt i
tiden 1/6 1997 – 28/2 2000 18/2
Breve om beregning for 1997
– 1998.
Kopi af brev fra
kontrolgruppen 9 sider (begrundelse for nyberegning)”
Samtidig med anmodningen om
aktindsigt sendte retshjælpen et brev til nævnet hvori det blev oplyst at
retshjælpen samtidig bad kommunen om aktindsigt samt ”når denne er
modtaget og
gennemgået gerne [ville] have lejlighed til at kommentere sagen overfor
nævnet”.
Den 16. maj 2000 gav nævnet
retshjælpen besked om at nævnet havde modtaget sagen fra kommunen. Nævnet
skrev:
”Det Sociale Nævn bekræfter
herved modtagelsen af den klage, som De har indgivet for (A), cpr.nr. ( ),
(X)-vej.
Kommunen har medsendt Deres
klageskrivelse og sagsakter, der vedrører kommunens behandling af sagen.
Da De er partsrepræsentant
for ovennævnte, vil nævnet i forbindelse med sagens behandling og afslutning
korrespondere med Dem og ikke med parten.
Der fremsendes kopi af
kommunens redegørelse.
”
Den 20. juni 2000 sendte
retshjælpen bemærkninger til sagen. Retshjælpen skrev bl.a.:
”Retshjælpen har den 4. maj
2000 samt ved efterfølgende brev af 24. maj 2000 anmodet om aktindsigt i den
pågældendes sag ved socialforvaltningen, ( ). Denne er endnu ikke modtaget.
Retshjælpen skal herved
fremsætte en foreløbig kommentar i sagen efter samtale med (A):
(A) forklarer, at hun er
kommet til Danmark i 1985 som flygtning fra (...) med sin ægtefælle og deres
fælles børn. Ægteskabet blev indgået i 1984. I 1990 blev de separeret på
grund
af vold mod hende (hun lider således af hørenedsættelse og skal have
høreapparat som følge af vold). De er ikke skilt af religiøse grunde, men
forholdet har aldrig siden været genoptaget.
Tidligere ægtefælle betegnes
som psykisk syg med et stort misbrugsproblem. Hans fysiske helbredstilstand
er
ligeledes dårlig, har således haft en blodprop.
(A) oplyser videre, at hun
ikke ønsker samlivet genoptaget. Det meste af tidligere ægtefælles familie
bor
her i Århus, og familien har presset meget på for at få parterne sammen igen.
Dette var baggrunden for, at hun i 1998 indvilligede i at blive gravid med
tidligere ægtefælle. Der var kun tale om et seksuelt forhold, samlivet blev
ikke genoptaget. (A) håbede, at det nye barn ville stabilisere tidl.
ægtefælles
liv, men det skete ikke.
Tidligere ægtefælle er meget
voldsom, og hun er ude af stand til at forhindre ham i at besøge børnene,
hvilket sker uregelmæssigt. Hun forlader da altid hjemmet, fordi hun ikke
ønsker skænderier og af angst for manden. Som regel opholder hun sig i den
kirke, hun tilhører.
(A) har oplyst til
socialforvaltningen, at tidligere ægtefælle på denne måde tiltvang sig adgang
til at besøge børnene i hjemmet. De har fælles forældremyndighed.
Det er korrekt, at familien
i 1998 var på 1 uges ferie i Østrig sammen. Dette var imidlertid ikke
tilsigtet, idet (A) havde planlagt at rejse alene med tog med sine børn for
at
besøge en veninde i Østrig.
Tidligere ægtefælle hørte
imidlertid om dette og insisterede på at følge familien, idet han kørte dem i
bil. Ferieturen blev herefter ødelagt, og veninden ønsker ikke at modtage
besøg
af hende igen, såfremt tidl. ægtefælle deltager, da han også her optrådte
voldsomt og ubehersket.
(A) ser ikke tidl.
ægtefælles familie, hun besøger alene hans blinde moster, men altid alene.
Derimod kommer tidl. ægtefælle meget hos sin talstærke familie, dette er
baggrunden for hans noget svingende tilholdssteder.
Politiet har flere gange
søgt efter tidl. ægtefælle hos hende, således bl.a. i 1996, men har aldrig
truffet ham der.
Samlivet er ikke genoptaget
og vil ikke blive genoptaget.
Det er således korrekt, at
tidl. ægtefælles tilholdssteder er svingende. For det meste opholder han sig
formentlig i (Z)-hallen. Dette er baggrunden for, at han ofte benytter
kontantautomat på dette sted.
Det er imidlertid ikke
udtryk for, at tidl. ægtefælle opholder sig hos hende, men grundet familiens
kulturelle og religiøse baggrund er det ikke muligt for hende helt at afbryde
hans forhold til børnene. Hertil kommer angst for tidl. ægtefælle, der er
psykisk syg og misbruger.
(A) har oplyst, at egen læge
( ) samt socialforvaltningen har kendskab til de ovenfor givne oplysninger.
Retshjælpen vil derfor fortsat anmode om den nævnte aktindsigt og håber at få
mulighed for at fremkomme med yderligere i sagen, forinden afgørelse
træffes.”
I et brev af 9. august 2000
skrev retshjælpen således til nævnet:
”Retshjælpen har d. 9.8.
modtaget akter som anmodet fra Familiebehandlingen, Socialcenter ( ). Jeg
vedlægger kopi af et par af disse akter til orientering. Sagen omhandler
alvorlige problemer med hensyn til familiens 2 ældste børn, hvoraf det
fremgår,
at det har været nødvendigt at inddrage faderen, (B), i forsøg på løsning af
disse.
Såfremt det måtte ønskes,
kan kopi af disse akter naturligvis fremsendes.
Yderligere har retshjælpen
kontaktet (A)’s fraseparerede ægtefælle, (B), ( )
(B) møder den 03.08.2000 på
retshjælpens kontor sammen med sin danske kæreste (D) ( ). Parret forklarer
her, at de har været kærester igennem 13 år. De bor dog ikke sammen, men ses
dagligt. Idet (A) er bekendt med, at hendes eksmand har en dansk kæreste, men
ikke kender hendes identitet, anmodes om, at navnet på den pågældende kvinde
ikke oplyses for (A).”
Den 14. august 2000 skrev
retshjælpen på ny til nævnet. Retshjælpen fremsendte følgende oplysninger:
”(B) møder på retshjælpens
kontor den 3.8.2000 sammen med sin kæreste ( i det følgende betegnet som
(D)).
De forklarer samstemmende, at de har været kærester igennem 13 år og fortsat
er
det. De har ikke boet sammen af personlige grunde, blandt andet har begge
børn
fra tidligere ægteskaber, ligesom (B) først blev separeret i 1991.
(D) oplyser, at hun hele
tiden har kendt til, at (B) havde børn, som han er stærkt knyttet til, og som
han besøger ofte. Hun ved ligeledes, at disse besøg foregår på tidligere
hustrus bopæl. Hun er sammen med (B) dagligt og kan bekræfte, at han ikke på
noget tidspunkt i de 13 år har boet sammen med tidligere hustru. Parrets
indbyrdes forhold er godt til trods for de vanskelige omstændigheder, og hun
kender
gennem sin kæreste til de problemer, der har været i forholdet til
ekshustruen.
(D) ønsker ikke sit navn
oplyst, såfremt det kan undgås, men hun er villig til at bekræfte de afgivne
oplysninger.
(B) oplyser under samtalen,
at hans kæreste bor i samme kvarter som ekshustruen, og dette er baggrunden
for, at han så hyppigt er observeret i nærheden af ekshustruens bolig.
Ligeledes kommer han næsten dagligt i en klub der på stedet. Han har søskende
samt en fætter, der bor bl.a. (X)-vej, hvor han også færdes så godt som
dagligt.
Det er korrekt, at han og
ekshustruen har købt en bil i hendes navn, men som bruges af ham. Han har
tidligere haft flere biler indregistreret i eget navn, men da han kom i
Ribers,
blev nævnte ordning med ham som bruger etableret, idet han forestillede sig,
at
han kunne transportere børnene, når der var brug herfor. Ekshustruen har ikke
kørekort.
Det er også korrekt, at han
kørte sin familie på 1 uges ferie til Østrig. Dette skyldtes hustruens
manglende kørekort. Efter hjemkomsten, hvor han alene havde kørt i ca. 12
timer, var han meget træt, og han overnattede derfor hos børnene.
For at være så meget sammen
med børnene som muligt overnatter han hos dem en til 2 gange om måneden, hvor
han har indrettet sig således, at han og børnene sover i samme rum. Han
deltager ikke i øvrigt i husførelsen eller har noget samliv med ekshustruen.
Vedrørende det yngste barn,
født 1998, forklarer (B), at ekshustruen er meget glad for børn og ønskede
sig
flere. Derfor gik han med til dette. Han er af den opfattelse, at ekshustruen
håbede, at deres ægteskab herefter kunne genoptages, men det skete ikke, og
han
har ikke haft noget ønske herom.
(D) og (B) ønsker gennem de
afgivne oplysninger at medvirke til sagens rette opklaring, idet de finder,
at
den hviler på et fejlagtigt grundlag.”
Retshjælpen vedlagde et
notat af 23. marts 2000 udarbejdet af Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen
på grundlag af kommunens pligt til at føre tilsyn med A’s børn. Af
notatet
fremgik bl.a.:
”Familien blev separeret i
91 og lever nu adskilt. De fire børn er fællesbørn og (B)
kommer i hjemmet og har kontakt med børnene.
Der har været
familiebehandling i familien gennem mange år, dels med henblik på at støtte
de
voksne i deres indbyrdes forhold, dels støtte samarbejdet mellem forældrene
og
de skoler/daginstitutioner, som børnene gik i.”
Disse oplysninger forelagde
nævnet for boligstøtteafdelingen som den 8. september 2000 svarede:
”
Oplysningerne er gennemgået
af såvel Familieydelsesafdelingen som undertegnede, og vi finder ikke
anledning
til at ændre på vor tidligere afgørelse om tilbagebetalingskrav.
Der er ikke nyt i sagen, som
ændre beslutningen.
”
Familie- og
Beskæftigelsesforvaltningen videresendte den 11. september 2000 sagen til
nævnet. Nævnet meddelte den 11. september 2000 A følgende afgørelse:
”Deres klage over Århus
Kommunes afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i
perioden 01.06.1997-28.02.2000 er behandlet, og der er truffet denne
afgørelse:
De har i denne periode
uberettiget modtaget boligstøtte, som De skal tilbagebetale.
Det Sociale Nævn stadfæster
således kommunens afgørelse.
Som det fremgår af
boligstøttelovens §§ 6 og 7 sker beregningen af boligstøtte på grundlag af
husstandsindkomsten, og som medlemmer af en husstand medregnes personer, der
har fast ophold i lejligheden.
Normalt vil en
folkeregistertilmelding være udtryk for, om en person har fast ophold; men
kan
det godtgøres, at tilmeldingen ikke stemmer overens med de faktiske forhold,
skal disse faktiske forhold lægges til grund.
Kommunen har bevisbyrden
for, at (B) i den omhandlede periode har haft fast ophold i Deres lejlighed.
Efter en samlet vurdering af
sagens oplysninger er det nævnets opfattelse, at forvaltningen har løftet
bevisbyrden og sandsynliggjort, at (B) har haft fast ophold i Deres lejlighed
i
perioden 01.06.1997 – 28.02.2000, selvom denne i samme periode har været
registreret på anden adresse.
Nævnet har ved afgørelsen
lagt vægt på oplysningerne om det indbyrdes forhold mellem Dem og (B),
herunder
at det er oplyst, at Deres fraseparerede ægtefælle i perioder kommer i
hjemmet
dagligt, andre gange hver 14. dag, at han ofte (ca. hver anden dag) hjælper
med
at køre børnene til og fra institution/skole i Deres bil samt at De har holdt
ferie sammen i 1999. Nævnet har tillige lagt vægt på, at der er et fællesbarn
født den 15.02.1998.
Nævnet har endvidere lagt
vægt på, at (B)’s boligforhold siden 09.01.1991 ikke indicerer fast
ophold i
selvstændig bolig. Der er herved lagt særlig vægt på, at han i perioden
09.01.91 – i dag har været tilmeldt 7 forskellige adresser, hvor nævnet
udfra
karakteren og størrelsen af lejemålene sammenholdt med antallet af tilmeldte
ikke finder det sandsynligt, at han rent faktisk har boet/bor der. For så
vidt
angår den adresse han p.t. er tilmeldt, har nævnet tillige lagt vægt på, at
de
øvrige beboere har oplyst, at han ikke bor der, men kun henter sin post, samt
pantefogedens iagttagelser under udlægsforretningen den 31.05.1999.
På det foreliggende grundlag
vurderer nævnet, at (B) har en sådan tilknytning til Deres bolig, at han har
fast ophold der fremfor på folkeregisteradressen.
Det er således i
overensstemmelse med boligstøttelovens regler, at hans indtægt indgår i
husstandsindkomsten, hvorefter den faktiske husstandsindkomst overstiger det
anvendte indkomstgrundlag så meget, at boligstøtten skal omregnes, og den for
meget modtagne støtte tilbagebetales.
”
I et brev af 22. september
2000 skrev retshjælpen til mig om sagen, og jeg videresendte brevet til
nævnet
som en anmodning om at sagen blev genoptaget. I brevet anførte retshjælpen
bl.a.:
”I lov om boligstøtte §§ 6
og 7 og den dertil hørende vejledning tales der om personer, der har
’fast
ophold’ i boligen. I vejledningen nævnes videre, at
folkeregisteradressen
normalt vil være afgørende, men at det forhold, at en person midlertidigt er
fraværende, f.eks. grundet afsoning, rekreationsophold o.lign., kan føre til,
at denne alligevel må siges at have fast ophold.
Der findes ikke i
bestemmelsen eller i vejledningen nærmere holdepunkter for, hvad der skal
forstås ved fast ophold. Det må herefter være naturligt, da der alene
henvises
til bestemmelserne om folkeregistret, at inddrage disse.
Af Bkg. om folkeregistrering
af 8.10.1998 § 1, stk. 3 fremgår, at ’Ved bopæl forstås det sted
(bolig), hvor
man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af
ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine
ejendele’.
I nærværende sag har begge
parter forklaret, at (B) jævnligt kom i (A)’s hjem af hensyn til parrets
4 børn,
som de har fælles forældremyndighed over. Han er ligeledes truffet der ved en
enkelt lejlighed, hvor parret havde ferieret sammen i 1 uge, derimod ved en
anden lejlighed truffet på folkeregisteradressen. Af pantefogeden.
Der er født et barn i
forholdet, der i øvrigt blev opløst ved separation i 1991, og samlivet har
ikke
siden været genoptaget. Den fraseparerede ægtefælles boligforhold har været
skiftende af den grund, at han som enlig mand har haft vanskeligt ved at
skaffe
sig en mere fast bolig, ligesom hans sociale forhold efter det oplyste har
været noget ustabile bl.a. som følge af sygdom (dårligt hjerte).
Der foreligger endvidere i
sagen oplysninger fra den fraseparerede ægtefælles kæreste gennem mange år
om,
at han tilbringer megen tid hos hende, at han
også
opholder sig hos sine mange familiemedlemmer i Århus samt i en klub.
Folkeregisterlovgivningen
lægger vægt på, hvor en person normalt sover og har sine ejendele. Der
foreligger ikke i sagen nærmere bevis for, at frasep. ægtefælle normalt sover
hos
(A), ej heller henset til det i sociale akter oplyste om hendes og familiens
forhold, samt de problematiske forhold vedrørende børnene, hvor der er
iværksat
særlig støtte (familiebehandlingen og mentorordningen).
Den frasep. ægtefælles
ejendele befinder sig ej heller på adressen.
Retshjælpen har bestridt, at
det forhold, at en far holder kontakt med sine børn, hvorover han har
forældremyndighed, på moderens bopæl, da han ikke har været i stand til at
skaffe sig anden selvstændig bolig, kan statuere ’fast ophold’.
Begge har forklaret om
baggrunden for, at de siden separationen har fået endnu et barn.
Herudover har retshjælpen
bestridt, at (A) har modtaget boligstøtte uberettiget, idet hun ikke overfor
for boligstøttekontoret har afgivet oplysninger i strid med de faktiske
forhold.
Af ansøgningsskema til
boligstøtte fremgår, at man skal medregne alle personer i husstanden. Den
fraseparerede ægtefælle hører efter det af parterne forklarede sammenholdt
med
lovgivningen på området ikke til hendes husstand, og hun har end ikke haft
anledning til tvivl herom i sin udfyldelse af ansøgningerne, da han hverken
regelmæssigt overnatter eller har sine ejendele på hendes bopæl.
Det forhold, at han deltager
i pasningen af sine børn, at de har fået et barn sammen samt omstændigheder
vedrørende bilkøb og hævning af kontanter kan ikke føre til andet resultat.
Det er retshjælpens
opfattelse, at nævnet ikke i sin afgørelse har lagt vægt på disse forhold som
beskrevet i folkeregisterloven og som forklaret af parterne samt af den
fraseparerede ægtefælles kæreste.”
I brev af 6. november 2000
fastholdt nævnet afgørelsen af 11. september 2000. Nævnet begrundede
afgørelsen
på følgende måde:
”...
De er ikke berettiget til at
få genoptaget sagen om tilbagebetaling af boligstøtte.
Begrundelsen er, at de af
retshjælpen i brev af 22. september 2000 anførte betragtninger, ikke tilfører
sagen sådanne nye oplysninger, at det kan begrunde en genoptagelse.
Retshjælpen har i sin
anmodning til Folketingets Ombudsmand redegjort for sine synspunkter i sagen.
Det er bl.a. anført, at det ved belysningen af begrebet ’fast
ophold’ i lov om
individuel boligstøtte, findes naturligt at inddrage Bkg. om
folkeregistrering
af 08.10.1998 § 1, stk. 3 om begrebet ’bopæl’.
Nævnet skal i den
forbindelse bemærke, at ’fast ophold’ er et selvstændigt begreb i
boligstøttelovgivningen. I den tilhørende vejledning punkt 3.2. er det
anført,
at folkeregistertilmeldingen normalt vil være udtryk for, om en person har
fast ophold; men kan det godtgøres, at tilmeldingen ikke stemmer overens med
de
faktiske forhold, skal disse faktiske forhold lægges til grund. Efter nævnets
opfattelse er folkeregistertilmeldingen, og bopælsbegrebet i Bkg. om
folkeregistrering således alene en ’rettesnor’ for vurderingen af,
om der er
’fast ophold’.
Nævnet har på baggrund af en
sammenfattende vurdering af sagens oplysninger fundet det sandsynliggjort, at
(B) snarere har fast ophold i Deres lejlighed end på folkeregisteradressen.
Nævnet har i afgørelsen af 11. september 2000 begrundet dette. Der henvises
derfor til afgørelsens ordlyd.
Det skal dog præciseres, at
nævnet har inddraget alle de foreliggende oplysninger i afgørelsen. Under
henvisning til at det ikke er særligt fremhævet i afgørelsen, skal nævnet
anføre, at det forhold at (B) har en kæreste, der til sagen har udtalt, at
han
opholder sig meget hos hende, ikke er til hinder for, at han, ud fra en
samlet
vurdering, kan antages at have ’fast ophold’ hos Dem.
Nævnet skal bemærke, at der
ifølge gældende praksis ikke skal føres et egentligt bevis for, at der er
tale
om ’fast ophold’. Nævnet skal henvise til en afgørelse truffet af
Den Sociale
Ankestyrelse, SM B-1-99. Ankestyrelsen har i afgørelsen behandlet 3 sager om
standsning og tilbagebetaling af børnetilskud og forskudsvis udbetalte
børnebidrag.
Ved vurderingen af om De har
modtaget boligstøtten uberettiget, er det afgørende, at det er fundet
sandsynliggjort, at (B) har haft fast ophold i Deres lejlighed i perioden
01.06.1997 – 28.02.2000. Hans indkomst skal derfor i overensstemmelse
med boligstøttelovens
regler indgå i husstandsindkomsten, uanset at De ikke har fundet anledning
til
at oplyse boligstøttekontoret om forholdene, jfr. Boligstøttelovens § 47,
stk.
1 og 2.
...”
Retshjælpen klagede til mig
over afgørelsen i brev af 14. november 2000. Retshjælpen anførte at Århus
Kommune havde været ensidige i deres indsamling af oplysninger om familien,
og
at forvaltningen kunne have afholdt retligt forhør efter retsplejelovens §
1018.
Retshjælpen sendte mig den
7. december 2000 samtlige dokumenter der viste at kommunen ud over
boligstøtte
havde afkrævet A ca. 66.000 kr. i for meget udbetalt børnetilskud og ca.
120.000 kr. i forskudsvis udlagte børnebidrag, og at disse spørgsmål
verserede
som klagesager i nævnet.
Den 29. december 2000
kommenterede Århus Kommune retshjælpens klage til mig. Kommunen anførte bl.a.
følgende:
”Der er ikke noget i
Retshjælpens materiale, som ikke er Forvaltningen bekendt.
Ved sagens belysning er der
fremhævet de oplysninger, der tilsammen danner grundlaget for vurdering af,
at
det findes tilstrækkeligt godtgjort, at der er tale om så meget
samvær/samliv,
at det ikke berettiger (A) til boligstøtte som enlig.
Vedr. Retshjælpens spørgsmål
om, hvorfor der ikke er afholdt retslig forhør efter reglerne i
Retsplejelovens
§ 1018 kan bemærkes:
Der ses ikke – hverken i
lovgivning eller praksis – at være hjemmel for anvendelse af §
1018-forhør i
sager, der behandles og afgøres i henhold til Lov om individuel boligstøtte.
Spørgsmålet herom har
således aldrig været aktuel i nærværende sag.
I øvrigt kan det oplyses, at
der ikke har været behov for at få afholdt § 1018-forhør for at få
tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse i sagen.”
Nævnet udtalte i et brev af
8. januar 2001 følgende:
”De har bedt nævnet uddybe
bemærkningen om, ’at der ifølge praksis ikke skal føres et egentligt
bevis for,
at der er tale om fast ophold’ samt om at tage stilling til retshjælpens
bemærkning om afholdelse af indenretligt forhør i henhold til retsplejelovens
§
1018.
I den anledning skal nævnet
uddybende udtale, at sagsbehandlingen i de sociale nævn, efter nævnets
opfattelse, ikke egner sig til at en egentlig bevisførelse kan finde sted. At
der ikke skal føres et egentligt bevis støttes tillige af gældende praksis,
jfr. afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse, SM B-1-99, som nævnet
tidligere har henvist til. Ankestyrelsen udtaler i denne afgørelse bl.a.:
’Det
afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for
tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med
fælles
husførelse. Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med hidtidige afgørelser,
at
der ikke skulle føres et egentligt bevis for, at der er tale om et
ægteskabslignende forhold.’ Denne opfattelse må tillige være gældende i
forhold
til vurderingen af om der foreligger ’fast ophold’ i
boligstøttelovens
forstand.
For så vidt angår
spørgsmålet om afholdelse af indenretligt forhør i henhold til
retsplejelovens
§ 1018, har kommunen anført, at der ikke ses at være hjemmel i hverken
lovgivning eller praksis for anvendelse af § 1018-forhør i boligstøttesager.
Af retsplejelovens § 1
fremgår, at denne lovs regler alene finder anvendelse på rettens pleje ved de
almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.
Hjemmel til anvendelse af
retsplejelovens § 1018 findes i retssikkerhedslovens § 12, stk. 2, men
retssikkerhedsloven gælder ikke for Lov om individuel boligstøtte.
I kommentaren til
retsplejelovens § 1018 i Karnov er det anført, at ’nogen udtrykkelig
lovhjemmel
for forhør af denne art er dog ikke påkrævet, men det må være tilstrækkeligt
at
sådanne forhør er blevet afholdt i henhold til fast praksis’.
Nævnet er enig med
forvaltningen i, at der ikke ses at foreligge en fast praksis for afholdelse
af
forhør i boligstøttesager.
Nævnet finder det herefter
tvivlsomt, om der er den fornødne hjemmel til afholdelse af indenretlige
forhør
indenfor boligstøtteområdet.
Nævnet har truffet de
foreliggende afgørelser udfra gældende praksis og har således på baggrund af
de
samlede oplysninger i sagen fundet sagen tilstrækkeligt belyst.
Til orientering kan det
oplyses, at nævnet aktuelt behandler klagesager fra den pågældende over
tilbagebetalingskrav vedrørende forskudsvist udbetalte børnebidrag samt
børnetilskud.”
Rertshjælpen fremkom i et
brev af 30. januar 2001 med yderligere bemærkninger. Retshjælpen gjorde bl.a.
følgende gældende:
”Det er retshjælpens
opfattelse, at der i sager, hvor de pågældende er under mistanke for at have
modtaget sociale ydelser uberettiget, er et stort behov for at kunne afgive
forklaring under forhold, hvor dels sagens alvor kan fremstå klart, hvor der
endvidere er en høj grad af retssikkerhed, evt. mulighed for juridisk bistand
samt forhold, der bevirker, at vægtningen af ’beviserne’ vil foregå
på en anden
måde, end den her i sagen anvendte, hvor alene de ’negative’
oplysninger synes
vægtet, endog selvom disse oplysninger forekommer at være af ubetydelig
karakter, såsom navneskilt på døren (mange kvinder ønsker ikke at fremstå på
dørskiltet som enlige).
De pågældende sager vil ofte
andrage meget betydelige beløb. Samtidig med at sagen rejses, stoppes
endvidere
de fremtidige ydelser (boligsikring, børnetilskud) for familier, der er meget
afhængige af netop disse ydelser.
Der foretages partshøring,
men da de pågældende i forvejen ofte har tæt kontakt med de sociale
myndigheder
og derfor hyppigt er indkaldt med det formål at afgive oplysninger til
offentlige myndigheder, synes det problematisk at gøre de pågældende klart,
at
der her er tale om en ganske anden og mere omfattende kontrol. De
partshøringer, som retshjælpen i en hel del sager af denne art, har kunnet
gennemgå, bærer præg af, at parten afgiver en forklaring uden at være gjort
de
juridiske konsekvenser klart (endsige uden at have haft mulighed for at få
rådgivning herom).
Sluttelig kan anføres, at
det netop i disse sager, hvor det drejer sig om troværdighed, må være
vigtigt,
at der er mulighed for at afgive forklaring overfor en dommer. Det er
vanskeligt for en borger at sandsynliggøre, at parterne ikke
bor sammen, når først mistanken er
rejst. Især i de tilfælde, hvor der er tale om, at den anden part er syg
eller
i øvrigt socialt dårligt stillet, ligesom parterne jo ikke er gjort klart, at
de på trods af aftale om fælles forældremyndighed, må undgå et fællesskab
omkring
børnene. Dette stemmer ikke med de informationer, borgerne på statsamtet får
vedrørende forældremyndighed og separation.
Disse grunde gør, at
retshjælpen har peget på Rpl. § 1018 som en bedre mulighed for at få oplyst
de
pågældende sager.
Med hensyn til hjemlen
henvises til Hurwitz: Strafferetsplejen samt til det forhold, at § 1018
tidligere er blevet anvendt netop med henblik på en nærmere undersøgelse af
personlige forhold til brug for en administrativ afgørelse.”
Hertil anførte Århus Kommune
i et brev af 26. marts 2001 bl.a. følgende:
”Det er fortsat
Forvaltningens helt klare opfattelse, at der ikke har været behov for
anvendelse af indenretligt forhør i henhold til Retsplejelovens § 1018 i
nærværende sag, idet sagen anses tilstrækkelig belyst, inden afgørelsen om
fremsættelse af tilbagebetalingskrav blev truffet.
Det er endvidere
Forvaltningens opfattelse, at der som altovervejende hovedregel ikke er behov
for anvendelse af indenretligt forhør i forbindelse med sager om sociale
ydelser, idet Forvaltningens iagttagelse af regler og principper på området
almindeligvis giver et fyldestgørende grundlag at træffe afgørelse på. (Af
vejledningen til Retssikkerhedsloven fremgår det således, at § 1018-forhør
kun
bør iværksættes i ’helt specielle tilfælde’).
Om Forvaltningens
fremgangsmåde ved partshøring kan anføres:
I sager om mistanke om
socialt bedrageri indkaldes den, der modtager sociale ydelser til partshøring
hos én af Forvaltningen udpeget person (ikke den sædvanlige sagsbehandler).
Partshøringen sker på det
tidspunkt i sagen, hvor der vurderes at være vægtige grunde til
Forvaltningens
mistanke.
Den pågældende indkaldes til
møde på Centeret, orienteres om årsagen til partshøringen samt gøres bekendt
med alvoren i sagen. Den pågældende foreholdes de oplysninger, som giver
Forvaltningen grund til at tro, at der kan være tale om socialt bedrageri.
Den
pågældende kommenterer oplysningerne og udspørges uddybende til uklarheder i
sagen.
Den pågældende gøres
ligeledes bekendt med, at der efter partshøringen vil blive truffet
beslutning
om evt. tilbagebetalingskrav, såfremt det findes tilstrækkeligt godtgjort, at
der er tale om socialt bedrageri.
Den pågældende underskriver
partshøringen efter samtalens afslutning med en gennemgang af de afgivne
oplysninger. Den pågældende orienteres endnu engang om sin oplysningspligt
til
Forvaltningen samt at Forvaltningen kan indhente oplysninger fra andre
personer/myndigheder til kontrol af oplysningernes rigtighed.
Den pågældende er således
gjort klart, at der er tale om en alvorlig sag, som kan medføre krav om
tilbagebetaling af sociale ydelser.
Sluttelig skal
opmærksomheden henledes på, at Forvaltningens afgørelser som bekendt ikke er
endelige og på, at spørgsmålet om retssikkerhed i relation til Forvaltningens
partshøringer også skal ses i sammenhæng hermed.”
Nævnet meddelte i et brev af
2. april 2001 at det ikke havde yderligere at tilføje.
I et brev af 7. maj 2001 har
retshjælpen fremsat yderligere bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Kommunens og det sociale nævns afgørelser i sagen blev truffet på
grundlag af §§ 6, 7 og 43 samt § 47, stk. 1-4 og stk. 7 i boligstøtteloven.
Bestemmelserne har følgende indhold:
’
§ 6.
Beregningen af boligstøtte sker på grundlag af husstandsindkomsten.
§ 7.
Som medlemmer af husstanden medregnes ansøgeren, dennes ægtefælle,
hjemmeværende børn og andre, der har fast ophold i lejligheden uden at være
logerende.
§ 43.
Boligstøtten reguleres hver 1. januar på grundlag af de ændringer i
beregningsgrundlaget, der er sket siden den sidst foretagne beregning. Giver
ansøgeren inden udgangen af januar måned meddelelse om yderligere ændringer,
der er indtrådt med virkning fra 1. januar, beregnes boligstøtten uanset §
44, stk. 1, 2. pkt., på grundlag heraf med virkning fra 1. januar.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at ansøgerne hvert år giver
indberetning om deres husleje, husstand og husstandsindkomst. Såfremt
støttemodtageren ikke efter anmodning indgiver en sådan indberetning, kan
kommunen lade boligstøtten bortfalde med virkning fra den 1. januar.
Stk. 3. Ansøgerne skal oplyse kommunalbestyrelsen om alle forhold, der kan
medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten.
§ 47.
Overstiger den faktiske husstandsindkomst den efter § 8 beregnede
husstandsindkomst med mindst 16.000 kr., jf. § 72, stk. 1, nr. 20, skal den
for meget modtagne boligstøtte tilbagebetales.
Stk. 2. En indkomstforøgelse medregnes ikke, i det omfang ansøgeren kan
dokumentere, at forøgelsen skyldes feriepenge som nævnt i § 46, stk. 6.
Stk. 3. Ændringer i
husstandens formue medfører ikke ændringer i formuetillægget efter § 8, stk.
6,
jf. § 8 a, eller tilbagebetaling efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Stk. 1 finder ikke
anvendelse, såfremt ansøgeren godtgør at have givet kommunalbestyrelsen
meddelelse om indkomstændringer ud over den i stk. 1 nævnte grænse.
Stk. 7. Har ansøgeren om
andre forhold end nævnt i stk. 1 undladt at give meddelelse som omhandlet i
§§
43, stk. 3, og 46, stk. 1, eller har ansøgeren mod bedre vidende uberettiget
oppebåret boligstøtte, skal det beløb, der er oppebåret med urette,
tilbagebetales.’
Sagen rejser for det første
spørgsmålet om (B) var medlem af husstanden i (A)’s lejlighed, og om
hans
forhold derfor skulle medregnes ved beregningen af boligstøtte.
Som sagen foreligger oplyst,
finder jeg at det må anses for forbundet med nogen bevismæssig usikkerhed
hvorledes (B)’s forhold i denne henseende skulle bedømmes. Som påpeget
af såvel
kommunen som nævnet forelå der en del oplysninger der pegede i retning af at
han, trods det at han ikke var folkeregistertilmeldt på adressen, alligevel
havde fast ophold der. På den anden side tyder flere oplysninger på at han
ikke
havde fast ophold nogen steder – heller ikke i (A)’s bolig.
Jeg finder ikke at nævnets
eller kommunens bevisvurderinger kan betragtes som ukorrekte eller uholdbare,
og jeg har derfor ikke fundet grundlag for at udtale kritik heraf.
Det tilføjes at spørgsmålet,
da nævnet traf afgørelse, var belyst overordentligt indgående, og at det
derfor
ikke kan bebrejdes myndighederne at de fandt at kunne vurdere dette
spørgsmål.
Selv om det måtte lægges til grund at der kunne være afholdt indenretlig
afhøring i henhold til § 1018 i retsplejeloven, finder jeg ikke at der kan
rejses kritik i anledning af at en sådan ikke blev gennemført. I denne
forbindelse har jeg lagt vægt på at dette oplysningsskridt er helt
usædvanligt
i praksis, og at det måtte kræve særlig tungtvejende grunde for at antage at
myndighederne i strid med hidtidig praksis skulle gennemføre et sådant
forhør.
Antagelsen om at (B) måtte
anses for medlem af husstanden, får efter boligstøtteloven umiddelbart
virkning
for den fremtidige beregning af boligstøtte. Om kommunen herudover kunne
kræve
den for meget udbetalte boligstøtte tilbagebetalt, forudsatte yderligere at
betingelserne i § 47, stk. 7, var opfyldt. Ifølge denne bestemmelse kræves
det
at ansøgeren har undladt at give meddelelse om forhold der er relevante for
beregning af støtten, eller at ansøgeren modtog hjælp uberettiget mod bedre
vidende.
Heri ligger at ansøgeren har
været i ond tro, dvs. har udvist et bebrejdelsesmæssigt forhold. Efter min
mening kan der ikke uden videre sluttes fra det forhold at der nu anses at
foreligge tilstrækkeligt bevis for at (B) har fast ophold i (A)’s bolig
i den
forstand boligstøtteloven har anvendt begrebet, til at antage at (A) var i
ond
tro. Det må yderligere kræves godtgjort at (A) vidste eller burde vide at der
var tale om fast ophold.
Det er efter min mening
overordentlig tvivlsomt om dette kan antages at være tilfældet. De
foreliggende
oplysninger viser at (B) i vid udstrækning har opholdt sig andre steder end i
støttemodtagerens bolig, at han igennem 13 år havde været kæreste med en
anden
end hustruen, samt at kommunens børneafdeling har opfattet forholdet således
at
(B) og (A) havde ophævet samlivet, og at (B) ikke var folkeregistertilmeldt
hos
ansøgeren.
Dette problem ses hverken
kommunen eller det sociale nævn at have været opmærksom på, og ingen af
myndighederne har udtrykkeligt taget stilling hertil. Jeg har derfor
henstillet
til det sociale nævn at nævnet genoptager sagen med henblik på at vurdere om
(A) opfyldte de subjektive betingelser for at blive tilbagebetalingspligtig.
Partsmedvirken
Forvaltningslovens § 19
indeholder følgende bestemmelse:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’
Bestemmelsen skal sammen med
andre bestemmelser i forvaltningsloven, bl.a. reglerne i kapitel 4 om
partsaktindsigt, sikre at parten får indflydelse på sagens oplysninger. I §
11
er bl.a. fastsat følgende:
’
Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt,
og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse,
indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med
dokumenterne.’
Kommunens første afgørelse
om at pålægge (A) tilbagebetalingspligt blev meddelt i brev af 3. februar
2000
(citeret ovenfor). Afgørelsen byggede på oplysninger der blev tilvejebragt i
samarbejde mellem skatteforvaltningen, kontrolgruppen og Socialcenter ( ).
Oplysningerne forelå beskrevet i et tre sider langt notat (som angivet
ovenfor). Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven at oplysningerne
burde have været forelagt (A) til udtalelse inden der blev truffet afgørelse.
I brev af 30. januar 2001
fremkom retshjælpen med udtrykkelige bemærkninger om den måde kommunen
gennemførte partshøringen på. I den anledning beskrev Familie- og
Beskæftigelsesforvaltningen
i brev af 26. marts 2001 til mig hvorledes der i almindelighed partshøres.
Brevet, som er citeret foran, giver mig anledning til følgende bemærkninger:
Svaret efterlader det
indtryk at forvaltningen mener at partshøring er en afhøring af parten. Som
det
ses af forvaltningslovens § 19, stk. 1, er der tale om en pligt til at
forelægge sagens faktiske oplysninger for parten for at give denne lejlighed
til at kommentere dem. Det er således en løbende ekspedition i
sagsbehandlingen
som ikke kræver at den gennemføres af en anden end den almindelige
sagsbehandler. Formålet er at parten får lejlighed til at korrigere
eventuelle
fejl, gøre opmærksom på huller eller selvmodsigelser i de indhentede
oplysninger, pege på bevismæssig usikkerhed osv. Ofte vil det stemme bedst
med
formålet at partshøringen gennemføres skriftligt. Partshøring er et tilbud
til
parten om at udtale sig, og det er derfor hverken påkrævet eller foreneligt
med
formålet at parten samtidig udspørges uddybende eller bliver indskærpet sin
oplysningspligt. Partshøringen omfatter samtlige oplysninger af relevans for
sagsforholdet. Det vil derfor være naturligt at partshøringen gennemføres så
sent i sagsforløbet som muligt.
Kommunen oplyste i brev af
10. september 1999 til kontrolgruppen at (A) har været ’partshørt den
31/8-99’.
Der var tale om en samtale på Socialcenter ( ). Af referatet fra samtalen
(citeret ovenfor) ses at der var tale om en udspørgning af hende – ikke
om en
forelæggelse af de oplysninger der på daværende tidspunkt var indhentet, og
samtalen forløb klart ikke som et tilbud til hende om at korrigere, supplere,
tilbagevise eller på anden måde forholde sig til allerede indhentede
oplysninger. Så vidt ses, blev hun oven i købet instrueret om at hun havde
oplysningspligt. Det er åbenbart at dette møde ikke opfyldte betingelserne i
forvaltningslovens § 19, stk. 1, for partshøring.
Jeg finder det kritisabelt
at kommunen ikke partshørte inden den traf afgørelse i sagen. Jeg har
endvidere
henledt kommunens opmærksomhed på at den fremgangsmåde der følges, ikke er i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Den 4. maj 2000 bad (C)
Retshjælp kommunens boligstøtteafdeling om partsaktindsigt på vegne af (A).
Efter det oplyste blev anmodningen imødekommet ved at afdelingen den 9. maj
2000 sendte 12 bilag. Dagen før, dvs. den 8. maj 2000, videresendte kommunen
sagen til det sociale nævn. Samtidig meddelte kommunen at den fastholdt
afgørelsen. Kommunen burde i overensstemmelse med forvaltningslovens § 11
have
udsat sin (fornyede) afgørelse af sagen indtil partsaktindsigten var
gennemført.
Dette forhold finder jeg
kritisabelt.
Begrundelsespligt
Forvaltningslovens §§ 22-24
har følgende indhold:
’§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være
ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende
part medhold.
§ 23.
Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan
forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes
over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning
om afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om
skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis
begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af
vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt
om,
hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3. Begrundelsens
indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller
offentlige interesser, jfr. § 15.’
Ved brev af 3. februar 2000
meddelte kommunen (A) at hun skulle tilbagebetale 7.466 kr. i for meget
udbetalt boligstøtte.
Brevet indeholder ingen
henvisninger til efter hvilke regler afgørelsen blev truffet, hvilket, som
det
ses, klart er i strid med § 24, stk. 1. Brevet indeholdt ingen beskrivelse af
de faktiske oplysninger afgørelsen byggede på. I forvaltningslovens § 24,
stk.
2, står at begrundelsen ’om fornødent’ skal indeholde en kort
redegørelse for
sagens faktiske oplysninger.
I en sag som den
foreliggende hvor der er tilvejebragt et stort og bredt oplysningsmateriale
som
i en vis udstrækning er modstridende, er det åbenbart at en redegørelse er
påkrævet med henblik på at myndighederne kan oplyse hvilke af de indbyrdes
modstridende oplysninger der er lagt til grund.
Endelig burde brevet have
indeholdt en angivelse af de oplysninger hvorpå kommunen byggede sin
antagelse
om at (B) var medlem af (A)’s husstand.
Heller ikke kommunens to
senere afgørelser af henholdsvis 5. maj og 8. september 2000 indeholdt
begrundelser.
Jeg anser det for
kritisabelt at kommunen ikke ledsagede sine afgørelser af en fyldestgørende
begrundelse.
Nævnets afgørelse af 11.
september 2000 indeholdt både en henvisning til det anvendte retsgrundlag og
en
angivelse af de hensyn som nævnet tillagde vægt ved sin afgørelse. Nævnet
burde
dog efter min mening herudover have redegjort for sagens faktiske forhold og
i
den forbindelse have oplyst hvilke oplysninger nævnet så bort fra som
utroværdige eller modbeviste.
Jeg er opmærksom på at
nævnet på et punkt vedrørende (B)’s folkeregistertilmelding har oplyst
at disse
oplysninger ikke blev lagt til grund idet de ansås for modbevist eller i
hvert
fald slækket i deres troværdighed af andre oplysninger i sagen.
At nævnet ikke har forklaret
hvorfor det mente at (A) var i ond tro, beroede, så vidt ses, på at nævnet
ikke
vurderede dette spørgsmål selvstændigt.
Sammenfatning
Jeg finder ikke at kunne
kritisere at myndighederne på baggrund af de indsamlede oplysninger har
vurderet at (B) måtte anses for medlem af (A)’s husstand.
Derimod anser jeg det for
tvivlsomt om oplysningerne berettigede myndighederne til at antage at (A)
havde
modtaget boligstøtte mod bedre vidende eller havde afgivet urigtige
oplysninger.
Kommunen traf afgørelse i
sagen uden at partshøre og uden at give en begrundelse samt tilsidesatte
forvaltningslovens § 11. Jeg anser disse forhold for kritisable.
Nævnet burde efter min
mening have givet en mere indgående redegørelse for hvilke oplysninger det
lagde til grund for afgørelsen.
Jeg har henstillet til det
sociale nævn at det genoptager sagen og tager stilling til om (A) kan anses
for
at opfylde de subjektive betingelser for at blive pålagt et
tilbagebetalingskrav.”
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling Retsinformation · 7. oktober 2015
- Landsskatteretskendelse vedr. ægteskab indgået efter påbegyndelse af afsoning af fængselsstraf. Ægteskabeligt samliv. Retsinformation · 15. juni 2005
- 1985 LSF 141 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE, OM ÆNDRING AF LOV OM BYFORNYELSE OG BOLIGFORBEDRING OG OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Saggio fremsat den 13. april 2000. - Ursula Elsen mod Bundesversicherungsanstalt für Angestellte. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundessozialgericht - Tyskland. - Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - Forordning (EØF) nr. 1408/71 - Artikel 3 og 10 og bilag VI, afsnit C, punkt 19 - Alderdomsforsikring - Hensynta… EU-domme · 13. april 2000
- Forslag til Lov om indfødsrets meddelelse Retsinformation · 3. februar 1999
- C.A.4.3.3.1.1 Sædvanlig bopæl Den juridiske vejledning · 1. juli 2026