Udlæggelse af offentligt vandløb som naturvandløb. Hjemmel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udlæggelse af offentligt vandløb som naturvandløb. Hjemmel
Det fremgik af sagen at
Sønderjyllands Amt den 21. marts 1996 vedtog et nyt vandløbsregulativ for
amtsvandløbet Taps Å. I regulativet var fastsat dimensioner i form af
bundkote,
bundbredde, skråningsanlæg og fald på den nedre del af Taps Å fra st. 2.814
til
st. 9.484.
A klagede i breve af
henholdsvis 20. april 1996 og 27. maj 1996 til Miljøstyrelsen bl.a. over at
de
i regulativet fastsatte bundkoter fra Torning Mølle og til udløbet i Hejls
Nor
var i strid med vandløbsloven. A mente at det var de faktiske bundkoter som
opmålt i 1988 og 1994 der skulle indskrives i regulativet. A ønskede desuden
det strømforløb i Hejls Nor der var optaget som amtsvandløb, angivet med
faste
dimensioner.
Danmarks
Naturfredningsforening klagede ligeledes til Miljøstyrelsen i skrivelser af
henholdsvis 23. april og 7. maj 1996 over at det nedre løb af åen fra st.
2.814
ikke var udlagt som naturvandløb uden dimensioner. Foreningen anførte bl.a.
at
de berørte arealer var udyrkede og i hovedsagen omfattet af
naturbeskyttelsesloven, samt at Hejls Nor var klassificeret som særligt
naturvidenskabeligt
interesseområde. Beregningen af dimensioner i form af bundkote og bundbredde
kunne medføre risiko for forringelse af den miljømæssige tilstand.
I sin afgørelse af 2.
Læs alt
september 1996 anførte Miljøstyrelsen bl.a. følgende:
”Miljøstyrelsen skal
indledningsvis bemærke, at offentlige vandløbs fysiske tilstand og
vedligeholdelse skal fastlægges i det for vandløbet gældende regulativ.
Dette skal ifølge
vandløbslovens § 1, stk. 2, ske under hensyntagen til de miljømæssige krav
til
vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.
Miljøstyrelsen skal desuden
bemærke, at det af vandløbslovens § 1, stk. 1, fremgår, at
vandløbsmyndigheden
i forbindelse med udarbejdelse af nye regulativer skal sikre sig, at der
tages
behørigt hensyn til de til vandløbet knyttede afvandingsmæssige interesser.
Miljøstyrelsen skal om
grundlaget for regulativet oplyse, at vandløbets dimensioner er beregnet på
baggrund af amtets opmålinger af vandløbene i 1988 og 1994.
Miljøstyrelsen har noteret
sig, at det af regulativets punkt 3.1 fremgår, at amtet tilsigter en
vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af de tidligere
regulativer.
Miljøstyrelsen skal til det
anførte om Taps Å’s vandafledningsevne bemærke, at det af det vedtagne
regulativs punkt 3.2 fremgår, at amtet vil kontrollere vandafledningsevnen
mindst hver 5. år. Det fremgår endvidere af regulativet, at kontrollen af
vandafledningsevnen foretages oftere på strækninger, hvor der
erfaringsmæssigt
er risiko for aflejringer.
Miljøstyrelsen skal bemærke,
at styrelsen er enig med Danmarks Naturfredningsforening i, at skikkelsen
eller
vandføringsevnen kan fastlægges som den naturlige tilstand, hvorved
bestemmelsen i vandløbslovens § 12, stk. 1 anses for at være opfyldt.
Miljøstyrelsen finder på
denne baggrund, at strækningen fra Torning Mølle (st. 2.814) til udløbet i
Hejls Nor (st. 9.484) kan udlægges som ’naturvandløb’ uden derved
at skade de –
begrænsede – afvandingsmæssige interesser i området.
Miljøstyrelsen skal i den
forbindelse henlede opmærksomheden på regulativudkastets side 41, hvoraf det
fremgår, at det er amtets vurdering, at der på naturvandløbsstrækningen også
fremover – under normale nedbørsforhold – vil være sikkerhed for,
at de
vandløbsnære arealer i ådalen kan anvendes til afgræsning i sommerhalvåret.
Miljøstyrelsen [skal]
yderligere henlede opmærksomheden på, at det af amtets opmålinger af
vandløbet
fremgår, at Taps Å på strækningen indtil Torning er både dybere og bredere
end
det tidligere gældende regulativ foreskrev, hvilket alt andet lige sikrer
lodsejerne en øget afstrømning i denne del af vandløbet.
Miljøstyrelsen skal til det
anførte om vedligeholdelsen af vandløbet endelig bemærke, at det er
styrelsens
vurdering, at forskrifterne i det vedtagne regulativs pkt. 8.4, i
tilstrækkeligt
omfang sikrer Taps Å’s vandafledningsevne.”
Miljøstyrelsen ændrede
derfor regulativet således at den nedre del af vandløbet (fra st. 2.814 og
til
udløbet i Hejls Nor ved st. 9.484) blev udlagt ”som
’naturvandløb’ med deraf
følgende begrænsninger i amtets vedligeholdelse, jvf. regulativudkastets
punkter 8.3 (grødeskæring) og 8.4 (oprensning)”. Der blev således
hverken
fastsat bestemte dimensioner for vandløbet eller krav til vandføringsevnen.
Efter regulativets punkt 8.3 sker grødeskæring én gang årligt. For den del af
åen der ikke er naturvandløb, må grøden højst skæres i et omfang svarende til
de regulativmæssige dimensioner. For den del af åen der er naturvandløb,
foretages grødeskæring i en strømrende med maksimumsbredde 2,5 m og 3 m.
Efter regulativets punkt 8.4
skal bundoprensning normalt ikke foretages for den del af åen som er
naturvandløb. For den øvrige del foretages oprensning hvis
vandafledningsevnen
er mindre end den vandafledningsevne der beregningsmæssigt fremkommer ved at
benytte vandløbets teoretiske dimensioner. Oprensning må kun ske inden for
vandløbets regulativmæssige bundbredde.
I et notat af 1. maj 1997 om
vandløbslovens skikkelsesbegreb mv. har Miljøstyrelsen bl.a. anført følgende:
”Vandløbsloven af 1982.
Vandløbsmyndigheden
(amter/kommuner) skal i forbindelse med udarbejdelse af regulativer for
offentlige vandløb fastsætte
skikkelse
eller vandføringsevne
for vandløbet, jf. lovens § 12, stk. 1, nr. 1.
Det fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, at de gældende regler for udarbejdelse af
regulativer for offentlige vandløb opretholdes for så vidt angår muligheden
for
at udtrykke afstrømningen ved fastsættelse af en skikkelse for vandløbet.
Det fremgår desuden, at
hidtil, d.v.s. efter 1949-loven, er afledningen af vand i de offentlige
vandløb
blevet sikret
bl.a.
gennem
fastsættelse af en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote
og
skråningsanlæg. Som en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse i
1982-loven blev der åbnet mulighed for, at afledningen af vand kunne sikres
gennem faste krav til vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav til
skikkelsen.
Det fremgår desuden af
bemærkninger til § 16 (regulering), at for offentlige vandløb er vandløbets
skikkelse fastlagt i regulativet. Private vandløbs skikkelse er den
naturgivne
fysiske tilstand eller den ved kendelse af vandløbsretten fastlagte.
Der er med vandløbsloven af
1982 ikke ændret på valg af skikkelse set i forhold til 1949-loven, men som
noget nyt er vandføringsevnebegrebet indført.
Vandløbsmyndigheden bør, når
der skal tages stilling til vandløbets fremtidige fysiske tilstand, tage
udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand,
Såfremt vandløbsmyndigheden
beslutter, at det nye regulativ skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold,
d.v.s. den foreliggende naturlige tilstand, vil den regulativmæssige dybde,
bundbredde, skråningsanlæg og fald kunne variere fra station til
station.”
I brev af 28. august 1997
klagede B på vegne af A til mig over Miljøstyrelsens afgørelse. B anførte
bl.a.
at vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1, ikke var overholdt medmindre der var
fastsat en bestemt skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote
og
skråningsanlæg, eller en bestemt vandføringsevne. Endvidere anførte B at
lodsejerne igennem de senere år havde oplevet en betydelig forringelse af
vandføringsevnen i vandløbet, og at de frygtede yderligere forringelser fordi
vandløbets beskrivelse som ”naturvandløb” ikke sikrede en bestemt
vandføringsevne.
Hvis der var fastsat en
bestemt skikkelse eller vandføringsevne, ville det være muligt at konstatere
om
regulativets bestemmelser var overholdt hvis der opstod en konflikt mellem
lodsejere og vandløbsmyndighed. Hvis vandløbet var beskrevet som
”naturvandløb”, var der intet grundlag for at foretage en sådan
kontrol, og
lodsejerne havde derfor ingen sikkerhed for en bestemt afvandingstilstand.
Jeg sendte klagen videre til
Miljøstyrelsen således at styrelsen fik lejlighed til at tage stilling til
det
der var anført i klagen.
I brev af 15. april 1998
anførte Miljøstyrelsen bl.a. følgende:
”Vedrørende fastlæggelse af skikkelse eller vandføringsevne
Miljøstyrelsen skal
indledningsvis oplyse, at for private vandløb vil skikkelsen eller
vandføringsevnen være den foreliggende naturlige tilstand, dvs. naturvandløb,
eller den af vandløbsmyndigheden fastlagte, jf. vandløbslovens § 15 samt
bemærkningerne til § 27. Hovedparten (sandsynligvis mere end 95%) af de mere
end 40.000 km private åbne vandløb er således at betragte som naturvandløb
uden
’faste krav’ til skikkelsen eller vandføringsevnen. I tilfælde af
konflikt
mellem lodsejerne om vedligeholdelsen kan spørgsmålet herom indbringes for
vandløbsmyndigheden og vandløbsmyndighedens afgørelse kan indbringes for
Miljøstyrelsen, jf. vandløbslovens § 80.
Da Miljøstyrelsen kun modtager
ca. 15 klager årligt om manglende vedligeholdelse af private vandløb, hvoraf
mange klager har karakter af egentlige nabostridigheder, er det styrelsens
generelle opfattelse, at den overvejende del af bredejerne har kendskab til
deres retskrav om afvandingstilstanden i naturvandløb.
For offentlige vandløb
gælder tilsvarende, at såfremt lodsejerne er i tvivl om,
hvorvidt vandløbet er vedligeholdt efter
reglerne herom i regulativet, kan dette spørgsmål rejses over for
vandløbsmyndigheden. Det er således Miljøstyrelsen, der efter reglerne skal
tage stilling til og afgøre, om vandløbsmyndighedens vedligeholdelse er i
overensstemmelse med regulativet og ikke lodsejerne, som anført af centret.
Miljøstyrelsen finder det
tvivlsomt, om det er praktisk muligt for en lodsejer, som anført af centret,
selv at kontrollere om regulativets bestemmelser om vandføringsevne er
overholdt, idet dette forudsætter, at man dels har det nødvendige materiel
til
vandføringsmålinger, dels en udfyldende beskrivelse af de regulativmæssige
Q/H-relationer og de faktiske opmålte vandføringer og vandstande, dels de
nødvendige edb-programmer til vandføringsberegninger m.v.
Miljøstyrelsen skal bemærke,
at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret, dog med mulighed for
udarbejdelse af Q/H-regulativer, dvs. at vandløbets skikkelse og
vedligeholdelse er fastlagt på baggrund af de af vandløbsretten afsagte
kendelser, jf. bemærkningerne til § 12.
Miljøstyrelsen skal desuden
bemærke, at en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse i 1982 er, at
afledningen af vand også kan ske gennem faste krav til vandføringsevnen. I
det
konkrete tilfælde, dvs. den nederste del af Taps Å, kan vandløbet dog ikke
udlægges som et Q/H-regulativ, idet den pågældende strækning er
stuvningspåvirket, dvs. at der ikke kan stilles krav til en bestemt
vandføringsevne ved forskellige vandstande.
Miljøstyrelsen skal videre
bemærke, at da naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb
ikke hindres samtidig med, at der tages de fornødne hensyn til
vandløbskvaliteten,
vil udlæggelse af et vandløb som naturvandløb ikke være i strid med
vandløbslovens formålsbestemmelse, idet der netop tilkendegives, at der med
loven tilstræbes, dels at sikre vandløbenes afledningsevne, dels at sikre en
vandløbskvalitet for det enkelte vandløb, svarende til den målsætning, der
følger af eller forudsættes efter en anden lovgivning.
Vedrørende udlæggelse af naturvandløb
Miljøstyrelsen skal
indledningsvis oplyse, at styrelsen med udlæggelsen af vandløbet som
naturvandløb har imødekommet (A)’s ønske om, at vandløbsregulativet skal
tage
udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Når der tages udgangspunkt i den
faktiske tilstand vil det ofte, som i det konkrete tilfælde, ikke være muligt
at fastlægge ’faste krav’ til vandløbets dybde, bundbredde,
skråningsanlæg,
idet disse varierer væsentlig fra station til station, ligesom
vandføringsevnen
varierer væsentlig fra station til station og ikke kan fastlægges for den
nedre
stuvningspåvirkede strækning.
I det konkrete
tilfælde,
hvor de jordbrugsmæssige
interesser er begrænsede og de miljømæssige interesser overordentlige store,
vil udlægningen af vandløbet som naturvandløb efter styrelsens opfattelse i
de
fleste tilfælde sikre hensyntagen til de miljømæssige interesser langs
vandløbet, samtidig med at der sikres en vandafledningsevne, der ikke er
ringere end den, der følger af de tidligere regulativer.
Skulle det mod forventning
være umuligt for Sønderjyllands Amt at administrere vedligeholdelsen af Taps
Å
i overensstemmelse med regulativet, og hermed lovens beskyttelsesregler og
formålsbestemmelse, kan Sønderjyllands Amt til enhver tid tage dette op til
revision, jf. ovenfor om regulativets revisionsbestemmelse.
Dette er baggrunden for
Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996, som styrelsen kan henholde
sig
til.
Til (B)’s orientering
vedlægges en kopi af et regulativ fra 1968 for Uggerby Å i det daværende
Hjørring Amt, nu Nordjyllands Amt. Regulativet udlægger vandløbsstrækninger
som
naturvandløb.”
I brev af 28. oktober 1998
til mig fastholdt B klagen af 28. august 1997. B anførte bl.a. følgende:
”
Angående afsnittet om fastlæggelse af skikkelse eller vandføringsevne
Miljøstyrelsen henviser til,
at der ikke er fastsat en bestemt skikkelse eller vandføringsevne for de
private vandløb. Dette er korrekt og i overensstemmelse med vandløbsloven,
idet
vandløbsloven ikke stiller krav om, at der skal være fastsat en bestemt
skikkelse eller vandføringsevne for private vandløb. Dette ændrer imidlertid
ikke ved det forhold, at der er krav om en bestemt skikkelse eller
vandføringsevne for offentlige vandløb. Det forhold, som Miljøstyrelsen her
peger på, bidrager således efter vor opfattelse ikke til fortolkning af vort
klagepunkt.
Det skal dog i denne
sammenhæng bemærkes, at de private vandløb vedligeholdes af bredejerne, og
disse har således mulighed for at sikre, at vandløbet vedligeholdes i
tilstrækkelig grad. I modsætning hertil er det alene vandløbsmyndigheden, der
må foretage vedligeholdelse i offentlige vandløb. Det skal også påpeges, at
det
er de større og betydende vandløb, der er offentlige, mens de private vandløb
oftest kun berører en mindre kreds af lodsejere.
Øverst side 4 anfører
Miljøstyrelsen, at lodsejerne, i tilfælde af tvivl om, hvorvidt et vandløb er
vedligeholdt efter reglerne, kan rejse spørgsmålet over for
vandløbsmyndigheden. Den anfører, at det således er Miljøstyrelsen, der efter
reglerne skal tage stilling til og afgøre, om vandløbsmyndighedens
vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet og ikke lodsejerne, som
vi skulle have anført.
Vi mener ikke, at vi har
anført, at det er lodsejerne, der afgør, om vandløbsmyndighedens
vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet. Vi er naturligvis godt
klar over, at det ikke er lodsejerne, der træffer en endelig afgørelse herom,
men vandløbsmyndigheden eller domstolene eller landvæsenskommissionerne i
tilfælde af erstatningssager. Her berører Miljøstyrelsen imidlertid et
centralt
punkt i forhold til vor klage.
Hvis der er tale om et
offentligt vandløb, hvor der er fastsat en bestemt skikkelse eller en bestemt
vandføringsevne, således som vi forstår vandløbsloven, vil
vandløbsmyndigheden
i tilfælde af tvivl efter opmåling af vandløbet og eventuelt måling af
vandføring og vandspejl kunne konstatere, om vandløbet er vedligeholdt i
overensstemmelse med regulativet. Dette spørgsmål vil også kunne afgøres af
en
domstol eller en landvæsenskommission, idet den tekniske vurdering entydigt
vil
kunne foretages ved syn og skøn eller af landvæsenskommissionens teknisk
sagkyndige. I den situation vil der være ’klare linier’ i forholdet
mellem
lodsejere, naturorganisationer og vandløbsmyndigheden, der har
vedligeholdelsespligten.
Hvis et vandløb er beskrevet
som et naturvandløb, og det i regulativet alene er bestemt, at der normalt
ikke
skal foretages bundoprensning, er omfanget af vedligeholdelsen overladt til
vandløbsmyndighedens frie skøn. Dette skøn, der udøves af et amtsråd eller en
kommunalbestyrelse inden for vide rammer, vil ikke blive tilsidesat af
Miljøstyrelsen. En domstol eller en landvæsenskommission vil i forbindelse
med
behandlingen af en erstatningssag ikke have et grundlag for at afgøre, om
vedligeholdelsen af et vandløb har været overholdt, hvis det er beskrevet som
naturvandløb. Det er naturligvis muligt at foretage en opmåling af vandløbet
og
foretage en måling af vandstand og vandføring, men sådanne opmålinger kan
ikke
sammenholdes med bestemmelser i regulativet.
Det her beskrevne forhold er
efter vor opfattelse baggrunden for, at der i vandløbsloven er krav om, at
der
skal være fastsat en skikkelse eller en vandføringsevne for offentlige
vandløb.
Miljøstyrelsen anfører
videre, at den finder det tvivlsomt, om det er praktisk muligt for en
lodsejer,
som anført af (B), selv at kontrollere, om regulativets bestemmelser om
vandføringsevne
er overholdt. Dette begrundes nærmere. Vi er enige i, at det kan være
vanskeligt for eksempelvis en landmand som lodsejer at foretage denne
vurdering. I praksis er det således, at lodsejere på baggrund af deres
kendskab
til vandløbet vurderer, om der er sket en forringelse af vandføringsevnen.
Herefter henvender de sig til vandløbsmyndigheden, og som regel bliver
problemerne løst. Hvis der fortsat er uenighed, har lodsejerne mulighed for
at
få hjælp fra ingeniørfirmaer eller lignende til at foretage opmåling og
vurdering af vandløbet. Det afgørende er her, at det er muligt at foretage en
vurdering af, om regulativets vedligeholdelsesbestemmelser er overholdt.
Herefter bemærker
Miljøstyrelsen, at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret, dog med
mulighed for udarbejdelse af Q/H-regulativer. Der henvises til bemærkningerne
til § 12. Hertil anføres, at det ikke i bemærkningerne til § 12 er anført, at
§
12 svarer til gældende ret med den nævnte tilføjelse. I bemærkningerne står:
’De gældende bestemmelser, om at der for offentlige vandløb skal
foreligge et
regulativ, foreslås opretholdt. Efter de gældende bestemmelser fastlægges
vandløbets skikkelse og vedligeholdelse på baggrund af de af vandløbsretten
afsagte kendelser. De gældende bestemmelser indeholder endvidere detaljerede
regler om regulativernes indhold.’ Her er således ikke anført noget om,
at
undtagelserne i den tidligere vandløbslov, eksempelvis § 36, stk. 4, skal
videreføres i den nugældende vandløbslovs § 12.
Miljøstyrelsen peger på, at
det er i konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse, at afledningen af vand
også kan ske gennem faste krav til vandføringsevnen. Den anfører, at det ikke
er muligt at anvende et Q/H-regulativ for den nederste del af Taps Å, idet
den
pågældende strækning er stuvningspåvirket. Miljøstyrelsen antyder muligvis
her,
at det så må være lovligt at anvende en helt tredje form for regulativ,
eksempelvis en beskrivelse som naturvandløb. For det første kan der anvendes
et
Q/H-regulativ for et stuvningspåvirket vandløb, men det vil være forbundet
med
tekniske vanskeligheder, idet der ved kontrol skal tages hensyn til
stuvnings-/sænkningspåvirkningen. For det andet er der også mulighed for at
anvende en af de såkaldte ’mellemformer’. Her kan eksempelvis være
tale om et
regulativ, der indeholder en traditionel beskrivelse af skikkelsen, men har
en
tilføjelse om, at skikkelsen kan afvige fra beskrivelsen under forudsætning
af,
at vandløbet har samme vandføringsevne som det beskrevne vandløb. Kontrol af
et
sådant regulativ sker ved opmåling og en beregningsmæssig sammenligning.
Denne
regulativtype tilgodeser de miljømæssige hensyn i samme grad som
Q/H-regulativer. Der er tale om regulativtyper, der eksempelvis beskrives som
’geometrisk skikkelse’ og ’vandføringsevnebestemt
skikkelse’. Der henvises her
til Miljøstyrelsens notat om udarbejdelse af vandløbsregulativer af 26.
august
1992, s. 8 ff. Kopi af uddrag vedlægges. Der er således ikke behov for at
udarbejde regulativer i strid med vandløbsloven på stuvningspåvirkede
strækninger
af vandløbet.
Miljøstyrelsen bemærker, at
naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres, og
at en beskrivelse som naturvandløb derfor ikke vil være i strid med
vandløbslovens formålsbestemmelse. Dette giver anledning til en række
bemærkninger.
Vores klage vedrører
egentlig ikke, om Miljøstyrelsens afgørelse er i strid med vandløbslovens
formålsbestemmelse, men om vandløbslovens § 12 er overholdt. Det fremgår i
øvrigt ikke af vandløbsloven eller bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger
eller notater, der er udstedt i medfør af vandløbsloven, at naturvandløb skal
vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres. Naturvandløb er
således ikke omtalt i vandløbsloven. I det ovennævnte notat af 26. august
1992
omtales vandløb i naturtilstand. Om disse vandløb bemærkes det, at de skal
’henligge i naturtilstand, dvs. uden behov for vedligeholdelse’.
Det er heller
ikke i det af Miljøstyrelsen fastsatte regulativ for Taps Å anført, at
naturvandløbsstrækningen skal vedligeholdes, således at vandets frie løb ikke
hindres. Endvidere indeholder en bestemmelse om, at vandløb skal
vedligeholdes
således, at vandets frie løb ikke hindres, ingen form for retningslinier for
en
praktisk vedligeholdelse. Hermed siges intet om, hvorvidt vandløbet skal være
2
m bredt og 1 m dybt eller 8 m bredt og 2 m dybt.
Angående Miljøstyrelsens afsnit om udlæggelse af naturvandløb
Det er korrekt, når
Miljøstyrelsen anfører, at der ved udlæggelsen af vandløb som naturvandløb
tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Her kan vi således
principielt være enige bortset fra, at der herved ses bort fra forringelsen
af
vandføringsevnen som følge af en efter vor vurdering mangelfuld
vedligeholdelse
i de senere forudgående år. Problemet er imidlertid fortsat, at lodsejerne
ikke
har sikkerhed for at bibeholde den nuværende vandføringsevne.
Miljøstyrelsen anfører, at
det i det konkrete tilfælde ikke ville være muligt at fastlægge ’faste
krav’
til vandløbets dybde, bundbredde og skråningsanlæg, idet disse varierer
væsentligt fra station til station, ligesom vandføringsevnen varierer
væsentligt fra station til station og ikke kan fastlægges for den nedre
stuvningspåvirkede strækning. Hertil bemærkes, at alle vandløb i en eller
anden
grad udvikler sig naturligt mellem vedligeholdelserne, således at de varierer
mere eller mindre i bredde, dybde og skråningsanlæg. For disse vandløb har
det
hidtil været muligt at fastlægge regulativbestemmelser med en skikkelse eller
en vandføringsevne. Hvis man vælger at fastlægge en skikkelse, fastlægges
dimensioner, der svarer til et gennemsnit for passende strækninger af
vandløbet. Endvidere er der mulighed for at anvende en af de ovennævnte
mellemformer, hvor der eksempelvis i regulativet fastlægges bestemte
dimensioner, men med en tilføjelse om, at vandløbet kan afvige fra disse
dimensioner, når blot vandføringsevnen svarer til de dimensioner, der er
fastlagt. Kun en mindre del af den relevante strækning af vandløbet er
stuvningspåvirket. Vedrørende den stuvningspåvirkede strækning henvises til
de
ovenstående bemærkninger. Der er således ikke forhold vedrørende Taps Å, der
er
til hinder for, at der fastlægges en bestemt skikkelse eller vandføringsevne,
således som vi forstår vandløbsloven.
Miljøstyrelsen anfører, at
der er begrænsede jordbrugsmæssige interesser, men store miljømæssige
interesser langs vandløbet. Vi er ikke enige i vægtningen i beskrivelsen, men
skal påpege, at der er så store landbrugsmæssige interesser langs vandløbet,
at
ejerne har en væsentlig retlig interesse i at kunne bibeholde
afvandingstilstanden. Det er i øvrigt også til gavn for miljøet, at arealerne
fortsat kan anvendes til græsning og drift, således at den nuværende tilstand
kan opretholdes.
På side 6 i tredjesidste
afsnit anfører Miljøstyrelsen, at udlægningen af vandløbet som naturvandløb
vil
sikre en vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af det
tidligere regulativ. Denne påstand er efter vor opfattelse ikke korrekt. For
det første er der ikke fastsat nogen bestemt vandafledningsevne i det
tidligere
regulativ for den omhandlede strækning, idet det tidligere regulativ ikke har
fastsat nogen bundkote, men alene en bundbredde. For det andet kan vi ikke
se,
at en udlægning af et vandløb som naturvandløb sikrer, at vandafledningsevnen
ikke bliver ringere, end den der følger af de tidligere regulativer, idet en
betegnelse som naturvandløb ikke sikrer nogen bestemt vandafledningsevne.
Hvis
en betegnelse som naturvandløb skal forstås således, som Miljøstyrelsen
anfører, kan regulativet ligeså godt formuleres således, at vandløbet skal
sikres en vandføringsevne, der svarer til nærmere fastsatte dimensioner.
Miljøstyrelsens bemærkning
om, at det måske skulle være umuligt for Sønderjyllands Amt at administrere
vedligeholdelsen af Taps Å i overensstemmelse med regulativet er uforståelig,
da der for naturvandløbsstrækningen i realiteten ikke foreligger nogen
forpligtelse til vedligeholdelse.
Afslutningsvis vedlægger
Miljøstyrelsen kopi af et regulativ fra 1968 for Uggerby Å og henviser til,
at regulativet
udlægger vandløbsstrækninger som naturvandløb. Miljøstyrelsen anfører ikke,
hvorfor styrelsen vedlægger det nævnte regulativ. Det skal måske forstås
således, at regulativet skal dokumentere, at den tidligere vandløbslov gav
mulighed for at udarbejde regulativer med vandløbsstrækninger som
naturvandløb.
For det første er det ikke den tidligere vandløbslov, der skal fortolkes, men
den nugældende. For det andet kan eksistensen af et enkelt regulativ ikke
dokumentere en bestemt fortolkning af den tidligere vandløbslov, da der intet
er til hinder for, at der er udarbejdet et regulativ, der er i strid med den
tidligere vandløbslov.”
I Miljøstyrelsens notat af
26. august 1992 om udarbejdelse af vandløbsregulativer er bl.a. anført
følgende:
”4.1.4. Vandløb i naturtilstand.
En række vandløbsstrækninger
i naturtilstand, f.eks. som følge af, at de i en årrække har været uberørte,
har erfaringsmæssigt fungeret fuldt tilfredsstillende – såvel miljø- som
afstrømningsmæssigt – på trods af, at der enten ingen vedligeholdelse
har været
i disse vandløb, eller den sædvanlige vedligeholdelse har været begrænset i
forhold til de fastsatte vedligeholdelsesbestemmelser.
Denne
vedligeholdelsespraksis bør fastholdes ved regulativrevisionen. Med hensyn
til
opfyldelse af lovens krav om skikkelse/vandføringsevne kan dette tilgodeses
ved
at lade vandløbet henligge i naturtilstand, d.v.s. uden behov for
vedligeholdelse.
Denne løsning vil oftest
være den billigste måde at foretage en regulativrevision på. Metoden sikrer
samtidig en optimal varetagelse af de miljømæssige og afstrømningsmæssige
forhold.”
Jeg anså det for nødvendigt
at videresende B’s brev til Miljøstyrelsen således at styrelsen fik
lejlighed
til at tage stilling til B’s bemærkninger og indsigelser.
Administrationen af
vandløbsloven blev fra 1. januar 1999 overført fra Miljøstyrelsen til Skov-
og
Naturstyrelsen.
I brev af 14. april 1999 til
mig henholdt Skov- og Naturstyrelsen sig til Miljøstyrelsens afgørelse af 2.
september 1996 og brev af 15. april 1998.
Herefter klagede B i brev af
12. maj 1999 på ny til mig.
I anledning af B’s klage bad
jeg Skov- og Naturstyrelsen om en udtalelse. Jeg bad desuden styrelsen om at
give Danmarks Naturfredningsforening lejlighed til at udtale sig om sagen.
Danmarks Naturfredningsforening
har i brev af 10. august 1999 bl.a. udtalt følgende:
”Efter foreningens
opfattelse har landbruget intet retskrav på til stadighed at kunne dyrke
intensivt eller sårbare afgrøder på de vandløbsnære lavtliggende arealer.
Efter
foreningens opfattelse bør vandløbene så vidt muligt tillades at udvikle sig
frit og uden regulerende indblanding – landbruget må indpasses i det
dynamiske
landskab og ikke omvendt.
Derfor finder foreningen
afgørelsen om Taps Å’s nedre løb god og helt i overensstemmelse med
synspunkter
om, at kun den allernødvendigste vedligeholdelse bør foretages i vandløb med
omgivelser som Taps Å.”
Skov- og Naturstyrelsen har
i brev af 19. november 1999 henvist til Miljøstyrelsens brev af 15. april
1998.
I brev af 22. december 1999
kommenterede B brevet fra Danmarks Naturfredningsforening.
I brev af 12. januar 2000
bad jeg Skov- og Naturstyrelsen om i en supplerende udtalelse at uddybe det
hjemmelsmæssige grundlag for ikke at fastsætte faste krav til skikkelse eller
vandføringsevne i den del af Taps Å der var udlagt som
”naturvandløb”.
Danmarks
Naturfredningsforening fremsatte i brev af 2. maj 2000 yderligere
bemærkninger
til sagen.
I brev af 31. maj 2000
udtalte Skov- og Naturstyrelsen bl.a. følgende:
”Skov- og Naturstyrelsen
skal om det hjemmelsmæssige grundlag for at vælge vandløbets faste profil
(faste bund og sider) som skikkelse for den del af Taps Å, der efter
Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996 er udlagt som naturvandløb
bemærke, at styrelsen herved har fulgt den praksis, der var anlagt ved
landvæsensretterne på grundlag af bestemmelserne om vandløbsregulativer i §
12
i vandløbsloven af 1949.
Der vedlægges en kopi af
Regulativ for Amtsvandløb nr. 2, Uggerby Å, i det tidligere Hjørring amt.
Regulativet er udarbejdet på grundlag af vandløbsloven fra 1949 og dele af
vandløbet er udlagt med bundbredde naturlig og anlæg og fald naturligt.
Forarbejderne til den
gældende vandløbslov ses ikke at udelukke en videreførelse af denne praksis.
Skov- og Naturstyrelsen har ikke kendskab til domstolsafgørelser, der har
tilsidesat bestemmelser i et regulativ, der udlægger en vandløbstrækning med
skikkelsen ’naturlig’ som grundlag for vandløbsvedligeholdelsen.
Skikkelsen ’naturlig’ for en
del af Taps Å er valgt, da denne skikkelse under hensyn til de konkrete
forhold
ved denne del af vandløbet, herunder stuvningspåvirkningen fra Hejls Nor,
skønnes bedst forenelig med de hensyn der skal varetages ved afgørelser efter
vandløbsloven, jf. lovens § 1.”
B kommenterede i brev af 3.
juli 2000 Skov- og Naturstyrelsens udtalelse. B anførte bl.a. følgende:
”
Ad Skov- og Naturstyrelsens skrivelse af 31. maj 2000
Ad side 1, næstsidste afsnit
Her anfører Skov- og
Naturstyrelsen, at den har valgt vandløbets faste profil (faste bund og
sider)
som skikkelse for den del af Taps Å, der efter Miljøstyrelsens afgørelse af
2.
september 1996 er udlagt som naturvandløb. Hertil bemærkes, at vi ikke af det
regulativ, der er vedtaget af Miljøstyrelsen, kan se, at styrelsen har valgt
vandløbets faste profil, som skikkelse. Styrelsen har alene fastsat, at Taps
Å
på den omhandlede strækning er beskrevet som ’naturvandløb’. Det
bemærkes, at
vandløbets faktiske skikkelse ændrer sig konstant som følge af erosion af
sider
og bund og aflejringer af materiale, og at det derfor kan give et misvisende
indtryk at anføre, at et vandløb har en fast profil. Det er naturligvis
korrekt
på et givet tidspunkt, men over tid er det ikke korrekt. Begrundelsen for, at
vandløbsloven indeholder et krav om, at der skal være fastsat en
vandføringsevne eller en skikkelse for et offentligt vandløb er netop, at
vandføringsevnen eller skikkelsen skal fastholdes over tid.
Skov- og Naturstyrelsen
anfører som sit hjemmelsmæssige grundlag for at fastsætte en strækning som
naturvandløb, at styrelsen har fulgt den praksis, der var anlagt ved
landvæsensretterne på grundlag af bestemmelserne om vandløbsregulativer i §
12
i vandløbsloven af 1949. Hertil bemærkes for det første, at en praksis i
forhold til vandløbsloven af 1949, ikke i det foreliggende tilfælde kan
udgøre
en hjemmel til at fravige formuleringen i den nugældende vandløbslovs § 12.
For
det andet er et enkelt regulativ, der i øvrigt ikke er i strid med
vandløbsloven af 1949, ikke et tilstrækkeligt grundlag til at dokumentere, at
der foreligger en praksis. For det tredje bemærkes, at hvis der var tale om
en
praksis, er det ikke en praksis, der er anlagt ved landvæsensretterne, men i
givet fald af amt og kommune.
Vandløbsloven af 1949
indeholdt i § 12 et krav om, at der for ethvert offentligt vandløb skal
forefindes
et regulativ, som bl.a. indeholder bestemmelser om den skikkelse, vandløbet
skal have, såsom dets beliggenhed, længde, dybde, bundbredde, skråningsanlæg
og
fald mv. Ved revisionen af denne lov i 1963 blev det imidlertid erkendt, at
dette krav ikke altid var opfyldt. Der henvises til det vedlagte uddrag af
Vandløbsloven med kommentarer, Juristforbundets Forlag, 1975, side 103, note
1.
Det fremgår endvidere af lovens § 36, stk. 4, hvor det som udgangspunkt er
anført, at vedligeholdelsen af åbne vandløb foretages i overensstemmelse med
det for vandløbet gældende regulativ. Det er imidlertid videre anført, at for
vandløb, hvor regulativets bestemmelser ikke er tilstrækkelige til at fastslå
vedligeholdelsens omfang, kan kommunalbestyrelsen vedtage, at
vedligeholdelsen
begrænses til grødeskæring og fjernelse af mindre lokale sandbanker i kurver
el.lign., jf. side 160 i det vedlagte bilag. Da regulativet for Uggerby Å
blev
vedtaget af amt og kommune i 1968, har det således ikke været i strid med
vandløbsloven af 1949. Der er ikke i den nugældende vandløbslov, hverken i
lovens tekst eller i forarbejderne, åbnet mulighed for en tilsvarende
afvigelse
fra lovens krav om indhold i regulativer for offentlige vandløb. Det er
faktisk
i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering
af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb med senere ændring
bestemt,
at alle regulativer skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i
bekendtgørelsen senest 1. juli 1996, jf. § 17, stk. 2 og § 10, stk. 1, nr. 1.
Med hensyn til, hvorvidt der
foreligger en praksis, skal det bemærkes, at vi ikke er bekendt med andre
regulativer end det af Skov- og Naturstyrelsen fremlagte regulativ for
Uggerby
Å, hvori der er anført, at et vandløb på visse strækninger betegnes som
naturligt.
Skov- og Naturstyrelsen
anfører, at den såkaldte praksis er anlagt ved landvæsensretterne. Det er på
ingen måde dokumenteret ved det fremlagte regulativ. Der henvises her til
side
6 i regulativet, der alene er fremsendt i uddrag. Det fremgår heraf, at der
for
de strækninger, hvor grundlaget er angivet som landvæsens- eller
overlandvæsenskommissionskendelser, er anført både bundkote, bundbredde,
anlæg
og fald. Det er alene på strækninger fra station 0-24700 og station
25280-26240, hvor grundlaget er konference af 26. februar 1847, at
betegnelsen
’naturligt’ er anvendt.
Ad side 2, 1. afsnit
Her anfører Skov- og
Naturstyrelsen, at forarbejderne til den gældende vandløbslov ikke ses at
udelukke en videreførelse af den af styrelsen påståede praksis. Det er vi
ikke
enige i. Der er efter vor opfattelse intet holdepunkt i forarbejderne til den
gældende vandløbslov for den anførte påstand. Skov- og Naturstyrelsen har da
heller ikke henvist til et sted i forarbejderne, hvor det anførte skulle
fremgå.
Både forarbejderne til loven og selve lovens tekst anfører efter vor
opfattelse
utvetydigt, at der i et regulativ for et offentligt vandløb skal fastlægges
en
skikkelse eller en vandføringsevne for det pågældende vandløb.
Skov- og Naturstyrelsen anfører
videre, at styrelsen ikke har kendskab til domstolsafgørelser, der har
tilsidesat bestemmelser i et regulativ, der udlægger en vandløbsstrækning med
skikkelsen ’naturlig’ som grundlag for vandløbsvedligeholdelsen.
Hertil
bemærkes, at vi heller ikke er bekendt med sådanne domstolsafgørelser, idet
spørgsmålet, så vidt vi er orienteret, aldrig har været forelagt for
domstolene. Domstolene har således, så vidt vi er orienteret, heller ikke
’godkendt’ regulativer for offentlige vandløb med en beskrivelse af
vandløbet
som ’naturlig’. Hvis en sådan dom havde foreligget, havde Skov- og
Naturstyrelsen formodentlig henvist til denne.
Ad side 2, 2. afsnit
Her anfører Skov- og
Naturstyrelsen, at skikkelsen ’naturlig’ for en del af Taps Å er
valgt under
hensyn til de konkrete forhold ved den pågældende del af vandløbet, herunder
stuvningspåvirkningen fra Hejls Nor. Det er således alene
stuvningspåvirkningen, der er nævnt specielt som årsag til, at styrelsen har
valgt en beskrivelse som ’naturligt vandløb’. Det giver anledning
til at
påpege, at stort set alle vandløbssystemer i hele landet har en strækning,
nemlig den nederste, der er stuvningspåvirket. Det bemærkes, at et vandløb,
der
løber ud i havet, hvor der er tidevandsvariationer, er stuvningspåvirket.
Taps
Å er således ikke på nogen måde et specielt tilfælde. Hvis det havde været
nødvendigt at anvende en særlig beskrivelsesform på stuvningspåvirkede
strækninger af vandløb, havde der formodentligt været taget hensyn til det
ved
tilvejebringelsen af den nugældende vandløbslov, da problemstillingen, som
påpeget, er helt generel og velkendt.”
Ombudsmandens udtalelse
”Indledningsvis bemærker jeg at jeg ikke har forudsætninger for at tage
stilling til spørgsmål af miljøfaglig karakter. Jeg har derfor udelukkende
vurderet sagens juridiske aspekter.
Miljøstyrelsens afgørelse er truffet i henhold til lov om vandløb
(lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992). Lovens § 12, stk. 1, har denne
ordlyd:
’
§ 12.
For offentligt vandløb udarbejder vandløbsmyndigheden et regulativ, som
foruden en tydelig betegnelse af vandløbet skal indeholde bestemmelser om:
1) vandløbets skikkelse eller vandføringsevne,
’
I forarbejderne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende
(Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, sp. 1180f):
’De gældende bestemmelser, om at der for offentlige vandløb skal
foreligge et regulativ, foreslås opretholdt. Efter de gældende bestemmelser
fastlægges vandløbets skikkelse og vedligeholdelse på baggrund af de af
vandløbsretten afsagte kendelser. De gældende bestemmelser indeholder
endvidere detaljerede regler om regulativernes indhold.
Med den foreslåede bestemmelse skal vandløbenes fysiske tilstand herunder
bestemmelser om vedligeholdelsen fastlægges på baggrund af den målsætning for
vandløbene, som fremgår af planerne for vandløbene, herunder især
recipientkvalitetsplanerne, og bør nøje følge disse. Den for vandløbet
fastlagte skikkelse eller vandføringsevne skal sikre afledningen af vand samt
tilgodese de økologiske krav.
Hidtil er afledningen af vand i de offentlige vandløb blevet sikret bl.a.
gennem fastsættelse af en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde,
bundkote og skråningsanlæg. Denne praksis tager ikke hensyn til de
miljømæssige krav i de vandløb, hvor der
i recipientkvalitetsplanlægningen er målsat en høj vandløbskvalitet, hvilket
bl.a. indebærer, at vandløbet skal have en varierende form mht. bredde, dybde
og skråningsanlæg.
Som en konsekvens af den
ændrede formålsbestemmelse foreslås det derfor, at der gives mulighed for, at
afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til
vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav til skikkelsen (suppleret med
faste tidspunkter for grødeskæring).’
Bestemmelsen i § 12 har nær
sammenhæng med bestemmelserne i lovens kapitel 7 om vandløbenes
vedligeholdelse. Den indledende bestemmelse i dette kapitel, § 27, stk. 1,
lyder således:
’Vandløb skal vedligeholdes
således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke
ændres.’
I forarbejderne til denne
bestemmelse er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1981-82 (2. samling),
tillæg A, sp. 1186f):
’Hovedsigtet med forslaget
til dette kapitel er, med udgangspunkt i den nye formålsbestemmelse, jfr. §
1,
at skabe mulighed for, at vedligeholdelse kan udføres under hensyntagen til
recipientkvalitetsplanens målsætning for vandløbet, hvilket reelt betyder, at
administrationen af vandløbets fysiske forhold koordineres med
administrationen
af vandkvaliteten.
I praksis indebærer dette
f.eks., at der i vandløb med miljømæssigt høje
recipientkvalitetsmålsætninger,
f.eks. ’naturlig tilstand’ eller ’lakse-fiskevand’, skal
tages betydelige
miljømæssige hensyn ved valg af metoder og fastsættelse af vedligeholdelsens
omfang og tidspunktet herfor. Omvendt vil der i vandløb med lavere
målsætning,
f.eks. ’æstetisk tilfredsstillende’, kunne gennemføres en
vedligeholdelse, som
så billigt og effektivt som muligt sikrer den nødvendige vandføringsevne.
Til § 27
Bestemmelserne i stk. 1 skal
ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, d.v.s., at vedligeholdelsen skal
sikre,
at vandløbet kan benyttes til afledning af vand, og at vedligeholdelsen skal
udføres således, at vandløbskvaliteten svarer til den miljømæssige målsætning
for vandløbet.
Benyttelsen til afledning af
vand kan sikres ved gennem vedligeholdelse at sørge for, at vandløbet har en
bestemt skikkelse eller en bestemt vandføringsevne, d.v.s. at en given
vandføring skal kunne afledes, uden at vandstanden stiger over et bestemt
niveau.
Sidstnævnte metode vil med
fordel kunne anvendes i vandløb, hvor der ønskes en høj vandløbskvalitet, og
dermed bl.a. en varierende bredde og dybde. I sådanne vandløb vil en
fastsættelse af en bestemt skikkelse være i strid med den miljømæssige
målsætning.
Ved fastsættelse af en
bestemt vandføringsevne får grundejere og andre interesserede sikkerhed for,
at
vandløbet har den fornødne evne til afledning af vand, og samtidig gives der
mulighed for, at vedligeholdelsen kan udføres under hensyntagen til den
miljømæssige målsætning for vandløbet.
For offentlige vandløb skal
skikkelsen eller vandføringsevnen være angivet i regulativet, jfr. § 12. For
private vandløb vil skikkelsen eller vandføringsevnen være den foreliggende
naturlige tilstand eller den af vandløbsmyndigheden fastlagte, jfr. § 15.
Dette
indebærer, at indgreb der ændrer væsentligt på forholdene er at betragte som
en
regulering, der ikke kan gennemføres, medmindre der meddeles tilladelse efter
reglerne i kap. 6 og kan være udelukket i henhold til reglerne i
naturfredningslovens § 43.
Bestemmelsen er ikke til
hinder for, at der f.eks. fastsættes forskellige krav til skikkelsen eller
vandføringsevnen i forskellige perioder af året, f.eks. en sommer- og en
vinterperiode, hvor der kan være meget stor forskel på vandføringen.’
Lovens formålsbestemmelse er
indsat i § 1. Som det er nævnt i forarbejderne danner denne bestemmelse
udgangspunkt for den afvejning mellem forskellige interesser som skal
foretages
i forbindelse med vedligeholdelsen af vandløb. Bestemmelsen har denne ordlyd:
’Ved denne lov tilstræbes at
sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand,
spildevand og drænvand.
Stk. 2. Fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter
loven skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til
vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.’
I bekendtgørelse nr. 49 af
15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om
regulativer
for offentlige vandløb er bl.a. fastsat følgende:
’
§ 10.
Regulativet skal indeholde en tydelig betegnelse af vandløbet
og oplysning om målsætningen for vandløbet. ( ) Regulativet skal endelig
indeholde bestemmelser om:
1) vandløbets skikkelse
og/eller vandføringsevne, herunder regulativvandstande,
’
I Miljøministeriets
cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 om vandløbsloven, pkt. 7.2., er om
vandløbets fysiske tilstand bl.a. anført følgende:
’Vandløbets
fysiske tilstand
og dets vedligeholdelse
skal fremover fastlægges i regulativet på baggrund af den målsætning for det
pågældende vandløb, som fremgår af planlægningen, herunder især
recipientkvalitetsplanlægningen. Ved fastlæggelsen af vandløbets fysiske
tilstand bør der tages udgangspunkt i vandløbets
faktiske tilstand.
Samtidig må det sikres, at de bestående
afvandingsmæssige interesser fortsat tilgodeses.
Efter den tidligere lov
skulle afledningen af vand alene sikres ved fastsættelse af en
geometrisk skikkelse
for vandløbet, dvs.
faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Hermed tages
imidlertid ikke hensyn til de miljømæssige krav, der stilles i vandløb, som
har
en høj miljømæssig målsætning i recipientkvalitetsplanen. Målsætningen for
disse vandløb forudsætter en varierende vandløbsform med hensyn til bredde,
dybde og skråningsanlæg. Med loven er der derfor åbnet mulighed for, at
afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til
vandføringsevnen
som et alternativ til
en fastsat skikkelse.
Ved et vandløbs
vandføringsevne forstås, at det skal kunne aflede en given vandføring
(regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et fastsat niveau
(regulativvandstanden), der fastsættes under hensyntagen til de tilgrænsende
arealer. Regulativvandføringen kan fastsættes som en procentdel af vandløbets
maksimumvandføring (dvs. den største vandføring over en længere periode,
helst
ikke mindre end 20-25 år). Der kan f.eks. vælges en regulativ-vandføring på
90
pct. af maksimumvandføringen, hvilket vil indebære, at det statistisk set kan
forventes, at en større vandføring (end regulativvandføringen) vil forekomme
hvert 10. år.’
Miljøstyrelsen har
udarbejdet et standardregulativ for offentlige vandløb, jf. vandløbslovens §
12
(cirkulære nr. 23 af 20. juli 1984). I pkt. 3.2. om vandløbets dimensioner er
omtalt vedligeholdelse af vandløbet på basis af vandløbets ’fastlagte
geometriske skikkelse’. I pkt. 3.3. er omtalt muligheden for at
vedligeholde
vandløbet med henblik på at sikre en fastlagt vandføringsevne. Muligheden for
at udlægge et vandløb som naturvandløb omtales ikke.
I regulativet for Taps Å er
vandløbets dimensioner fastsat i afsnit 3.1. For så vidt angår den del af
vandløbet der er udlagt som ’naturvandløb’, er der ikke fastsat
krav til
hverken skikkelse eller vandføringsevne.
Miljøstyrelsen har i
afgørelsen af 2. september 1996 anført at skikkelsen eller vandføringsevnen
kan
fastlægges som den naturlige tilstand. Styrelsen har desuden udtalt at
vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret bortset fra at det er blevet
muligt
at fastlægge krav til vandføringsevnen. Styrelsen har endvidere oplyst at det
ikke i det konkrete tilfælde er muligt at fastlægge faste krav til vandløbets
dybde, bundbredde og skråningsanlæg idet disse varierer væsentligt fra
station
til station ligesom vandføringsevnen varierer væsentligt fra station til
station og ikke kan fastlægges for den nedre stuvningspåvirkede strækning.
Endelig har Skov- og
Naturstyrelsen anført at Miljøstyrelsen ved at vælge vandløbets faste profil
som skikkelse har fulgt den praksis der var gældende efter den tidligere
lovgivning. Styrelsen mener ikke at forarbejderne til den gældende lov
udelukker videreførelse af denne praksis.
Jeg må forstå Skov- og
Naturstyrelsens udtalelse således at styrelsen mener at der er fastsat en
skikkelse (og ikke en bestemt vandføringsevne).
Begrebet ’naturvandløb’ er
ikke omtalt i loven eller dens forarbejder i forbindelse med offentlige
vandløb. Lovens ordlyd indeholder heller ikke noget nærmere om hvad der skal
forstås ved en skikkelse.
Lovens forarbejder
indeholder imidlertid en passus der fremtræder som en definition af begrebet
under omtalen af de tidligere gældende regler, jf. sætningen ’ en
skikkelse,
dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg’.
Endvidere
hedder det i det følgende afsnit ’at afledningen af vand (...) kan
sikres
gennem
faste krav
[min fremhævelse]
til vandføringsevnen i stedet for gennem
faste
krav
[min fremhævelse] til skikkelsen ...’.
I Miljøministeriets
cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 anføres det at afledningen af vand efter
den tidligere lov alene skulle sikres ved fastsættelse af en
’geometrisk skikkelse
for vandløbet,
dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg’.
I standardregulativet
omtales skikkelse kun som ’den fastlagte geometriske skikkelse’.
Myndighederne har anført at
der ikke i den gældende vandløbslov er sket ændringer i forhold til den
tidligere lov for så vidt angår skikkelsesbegrebet. Spørgsmålet er om der
efter
den tidligere lov fra 1949 var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb
som
et naturvandløb. Begrebet naturvandløb er ikke omtalt i den tidligere lovs §
12
der omhandler regulativers indhold. Efter § 12, stk. 1, litra b, skulle
regulativet indeholde bestemmelser om ’den Skikkelse, Vandløbet skal
have,
saasom om dets Beliggenhed, Længde, Dybde, Bundbredde, Skraaningsanlæg og
Fald,...’. Heller ikke forarbejderne eller de regler som blev udstedt i
henhold til
loven, herunder bl.a. et standardregulativ, omtaler begrebet. Det er heller
ikke omtalt i den delbetænkning om landvæsensretsinstituttet som blev afgivet
den 16. januar 1979 af et udvalg som var blevet nedsat af miljøministeren,
eller i den betænkning som det samme udvalg afgav den 10. november 1980 om
vandløbsloven. Så vidt ses, er begrebet heller ikke omtalt i den juridiske
litteratur om vandløb. Skov- og Naturstyrelsen har da også alene henvist til
en
praksis på området og til støtte herfor vedlagt ét eksempel på et regulativ
hvor betegnelsen ’naturligt’ er brugt i forbindelse med angivelse
af et
vandløbs dimensioner. Det fremgår således at det på en konference i 1847 blev
fastsat at en del af Uggerby Å skulle betegnes som naturligt for så vidt
angår
bundbredde, anlæg og fald, og at dette blev videreført ved regulativets
vedtagelse i 1968. Dette er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag
for at antage at der skulle foreligge en almindelig praksis for udlæggelse af
offentlige vandløb som naturvandløb.
Derimod fremgår det af
forarbejderne til ændringsloven fra 1963 til den dagældende vandløbslov at
for
adskillige vandløb havde vedligeholdelsen været begrænset til grødeskæring og
oprensning af sandaflejringer (Folketingstidende 1962-63, tillæg A, sp.
815f).
Ved ændringsloven overtog amtsrådene og kommunalbestyrelserne
vedligeholdelsespligten for offentlige vandløb. For at undgå at bredejerne
stillede større krav til vedligeholdelsen efter at det offentlige havde
overtaget vedligeholdelsespligten, blev der ved ændringsloven indføjet en ny
bestemmelse i den dagældende vandløbslovs § 36, stk. 4. Efter denne regel
kunne
kommunalbestyrelsen vedtage at vedligeholdelsen for vandløb hvor
vandløbsregulativets bestemmelser ikke var tilstrækkelige til at fastslå
vedligeholdelsens omfang, skulle begrænses til grødeskæring og fjernelse af
mindre, lokale sandbanker i kurver eller lignende. Det blev ligeledes fastsat
i
loven at i tilfælde hvor vedligeholdelsen efter sædvane blev foretaget på en
måde der afveg fra regulativet, kunne kommunalbestyrelsen bestemme at
vedligeholdelsen fortsat skulle foretages i det hidtidige omfang, dog ikke
ringere end efter forrige punktum. Disse bestemmelser er ikke blevet
videreført
i den gældende lov.
Som nævnt skulle der efter
den tidligere vandløbslov stilles faste krav i vandløbsregulativerne til
vandløbenes skikkelse, det vil sige faste angivelser for deres bundbredde,
bundkote og skråningsanlæg. Den gældende lovs bestemmelse om vandføringsevne
blev netop indført for at tilgodese de miljømæssige hensyn til vandløb med en
højt målsat vandløbskvalitet hvilket bl.a. indebærer at vandløbet skal have
en
varierende form med hensyn til bredde, dybde og skråningsanlæg, jf.
bemærkningerne til loven. Et ’naturvandløb’ tilgodeser, så vidt
ses, de samme
miljømæssige hensyn. Hvis det havde været meningen at der ud over de nye
regler
om vandføringsevne tillige skulle være mulighed for at fastlægge skikkelsen
som
’naturlig’, forekommer det ejendommeligt at dette ikke er nævnt i
loven eller
bemærkningerne. Det må tværtimod lægges til grund at bestemmelsen om
vandføringsevne blev indført netop fordi der ikke fandtes mulighed for i
tilstrækkeligt omfang at tilgodese de nævnte miljømæssige hensyn. Såvel
forarbejdernes beskrivelse af formålet med ændringen som den sproglige
formulering af forarbejderne støtter denne opfattelse. Jeg kan desuden
henvise
til Helle Tegner Anker, Miljøretlig regulering på landbrugsområdet (1996), s.
285.
Samlet må det antages at der
hverken efter den tidligere lov fra 1949 eller efter den gældende lov er
hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som et naturvandløb.
Den gældende vandløbslov
blev vedtaget i 1982. Den 4. oktober 1990 fremsatte miljøministeren i
Folketinget et forslag til en ny vandløbslov (Folketingstidende 1990-91 (1.
samling), tillæg A, sp. 845ff). Efter dette lovforslag skulle der inden 1.
januar 1993 være tilvejebragt regulativer for alle vandløb der havde
væsentlig
afstrømningsmæssig betydning, og for alle de i lovforslagets § 3, stk. 2,
nævnte vandløb og søer over 100 m2. Omfattet af lovforslagets § 3,
stk. 2, var vandløb og søer der var naturlige eller højt målsatte i
regionplanen. For øvrige vandløb var der ikke pligt til at fastsætte
regulativer. Den sondring mellem offentlige og private vandløb som den
gældende
lov indeholder, var ikke medtaget i lovforslaget. Efter lovforslagets § 19,
stk. 1, nr. 3, skulle et vandløbsregulativ bestemme om der måtte fjernes
sand-
og slamaflejringer og grøde. Efter § 19, stk. 2, nr. 4, kunne et regulativ
endvidere indeholde bestemmelse om omfanget og udførelsen af arbejdet med at
fjerne sand- og slamaflejringer og grøde i søer og vandløb omfattet af § 3,
stk. 2. Lovforslaget indeholdt således ikke krav om at et vandløbsregulativ
skulle indeholde bestemmelser om vandløbets skikkelse eller vandføringsevne,
men der blev tværtimod givet mulighed for i regulativet at bestemme at der
ikke
måtte fjernes sand- og slamaflejringer og grøde. Så vidt jeg kan bedømme,
ville
der herved være indført en mulighed for at udlægge et vandløb til
naturvandløb.
Lovforslaget blev ikke vedtaget og kan ikke danne grundlag for myndighedernes
forvaltning af vandløb.
For så vidt angår
Miljøstyrelsens notat af 26. august 1992 hvori det er anført at hvis man
lader
vandløbet henligge i naturtilstand, vil det oftest være den billigste måde at
foretage en regulativrevision på, bemærker jeg at der ikke ses at være
hjemmel
til at vælge skikkelse efter økonomiske hensyn.
For så vidt angår
Miljøstyrelsens bemærkninger om at det ikke er muligt at fastlægge faste krav
til dybde, bundbredde og skråningsanlæg idet disse varierer væsentligt fra
station til station, henviser jeg til Miljøstyrelsens notat af 1. maj 1997.
Heraf fremgår det netop at i de tilfælde hvor vandløbsmyndigheden beslutter
at
det nye regulativ skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold, dvs. den
foreliggende naturlige tilstand, vil den regulativmæssige dybde, bundbredde,
skråningsanlæg og fald kunne variere fra station til station. Variationen er
således ikke i sig selv anset for en hindring for at fastlægge faste krav til
dimensionerne. Desuden indeholdt Sønderjyllands Amts udkast til regulativ af
1996 angivelse af dimensionerne. Det samme gjaldt det tidligere gældende
regulativ af 1866 med tillæg af 1944.
Udlæggelsen af et vandløb
som naturvandløb opfylder ikke betingelserne for faste krav til skikkelsen
idet
dette indebærer at der skal være faste angivelser for bundbredde, bundkote og
skråningsanlæg, ligesom det heller ikke opfylder betingelserne for faste krav
til vandføringsevnen.
På denne baggrund er det min
opfattelse at der ikke er hjemmel til at udlægge offentlige vandløb som
naturvandløb. Myndighederne har pligt til i et vandløbsregulativ at fastsætte
faste krav til vandløbets skikkelse eller vandføringsevne.
Jeg anser det derfor for
kritisabelt at Miljøstyrelsen traf afgørelse om at udlægge den nedre del af
vandløbet som naturvandløb. Jeg har henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at
genoptage sagen og træffe en anden afgørelse på baggrund af det jeg har
anført.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Afgørelse i sag om vedligeholdelse af Lindholm Å samt Skovbækken i 2013 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. oktober 2017
- Stadfæstelse af afgørelse i sag om oprensning af Vester Nebel Å i Kolding Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. november 2025
- Afgørelse i sag om vedligeholdelse af Lindholm Å m.fl. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. november 2013
- Sag om prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation til regulering af et offentligt vandløb Domsdatabasen · 13. marts 2023
- Meddelelse om drift og vedligeholdelse Overdragelse af anlæg Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ændring af afgørelse om vedligeholdelse af Vester Nebel Å på strækningen [F1] i Kolding Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. maj 2023