Spring til indhold

Retsinformation

Udlæggelse af offentligt vandløb som naturvandløb. Hjemmel

FOU nr 2001.248UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udlæggelse af offentligt vandløb som naturvandløb. Hjemmel

Det fremgik af sagen at

Sønderjyllands Amt den 21. marts 1996 vedtog et nyt vandløbsregulativ for

amtsvandløbet Taps Å. I regulativet var fastsat dimensioner i form af

bundkote,

bundbredde, skråningsanlæg og fald på den nedre del af Taps Å fra st. 2.814

til

st. 9.484.

A klagede i breve af

henholdsvis 20. april 1996 og 27. maj 1996 til Miljøstyrelsen bl.a. over at

de

i regulativet fastsatte bundkoter fra Torning Mølle og til udløbet i Hejls

Nor

var i strid med vandløbsloven. A mente at det var de faktiske bundkoter som

opmålt i 1988 og 1994 der skulle indskrives i regulativet. A ønskede desuden

det strømforløb i Hejls Nor der var optaget som amtsvandløb, angivet med

faste

dimensioner.

Danmarks

Naturfredningsforening klagede ligeledes til Miljøstyrelsen i skrivelser af

henholdsvis 23. april og 7. maj 1996 over at det nedre løb af åen fra st.

2.814

ikke var udlagt som naturvandløb uden dimensioner. Foreningen anførte bl.a.

at

de berørte arealer var udyrkede og i hovedsagen omfattet af

naturbeskyttelsesloven, samt at Hejls Nor var klassificeret som særligt

naturvidenskabeligt

interesseområde. Beregningen af dimensioner i form af bundkote og bundbredde

kunne medføre risiko for forringelse af den miljømæssige tilstand.

I sin afgørelse af 2.

Læs alt

september 1996 anførte Miljøstyrelsen bl.a. følgende:

”Miljøstyrelsen skal

indledningsvis bemærke, at offentlige vandløbs fysiske tilstand og

vedligeholdelse skal fastlægges i det for vandløbet gældende regulativ.

Dette skal ifølge

vandløbslovens § 1, stk. 2, ske under hensyntagen til de miljømæssige krav

til

vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.

Miljøstyrelsen skal desuden

bemærke, at det af vandløbslovens § 1, stk. 1, fremgår, at

vandløbsmyndigheden

i forbindelse med udarbejdelse af nye regulativer skal sikre sig, at der

tages

behørigt hensyn til de til vandløbet knyttede afvandingsmæssige interesser.

Miljøstyrelsen skal om

grundlaget for regulativet oplyse, at vandløbets dimensioner er beregnet på

baggrund af amtets opmålinger af vandløbene i 1988 og 1994.

Miljøstyrelsen har noteret

sig, at det af regulativets punkt 3.1 fremgår, at amtet tilsigter en

vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af de tidligere

regulativer.

Miljøstyrelsen skal til det

anførte om Taps Å’s vandafledningsevne bemærke, at det af det vedtagne

regulativs punkt 3.2 fremgår, at amtet vil kontrollere vandafledningsevnen

mindst hver 5. år. Det fremgår endvidere af regulativet, at kontrollen af

vandafledningsevnen foretages oftere på strækninger, hvor der

erfaringsmæssigt

er risiko for aflejringer.

Miljøstyrelsen skal bemærke,

at styrelsen er enig med Danmarks Naturfredningsforening i, at skikkelsen

eller

vandføringsevnen kan fastlægges som den naturlige tilstand, hvorved

bestemmelsen i vandløbslovens § 12, stk. 1 anses for at være opfyldt.

Miljøstyrelsen finder på

denne baggrund, at strækningen fra Torning Mølle (st. 2.814) til udløbet i

Hejls Nor (st. 9.484) kan udlægges som ’naturvandløb’ uden derved

at skade de –

begrænsede – afvandingsmæssige interesser i området.

Miljøstyrelsen skal i den

forbindelse henlede opmærksomheden på regulativudkastets side 41, hvoraf det

fremgår, at det er amtets vurdering, at der på naturvandløbsstrækningen også

fremover – under normale nedbørsforhold – vil være sikkerhed for,

at de

vandløbsnære arealer i ådalen kan anvendes til afgræsning i sommerhalvåret.

Miljøstyrelsen [skal]

yderligere henlede opmærksomheden på, at det af amtets opmålinger af

vandløbet

fremgår, at Taps Å på strækningen indtil Torning er både dybere og bredere

end

det tidligere gældende regulativ foreskrev, hvilket alt andet lige sikrer

lodsejerne en øget afstrømning i denne del af vandløbet.

Miljøstyrelsen skal til det

anførte om vedligeholdelsen af vandløbet endelig bemærke, at det er

styrelsens

vurdering, at forskrifterne i det vedtagne regulativs pkt. 8.4, i

tilstrækkeligt

omfang sikrer Taps Å’s vandafledningsevne.”

Miljøstyrelsen ændrede

derfor regulativet således at den nedre del af vandløbet (fra st. 2.814 og

til

udløbet i Hejls Nor ved st. 9.484) blev udlagt ”som

’naturvandløb’ med deraf

følgende begrænsninger i amtets vedligeholdelse, jvf. regulativudkastets

punkter 8.3 (grødeskæring) og 8.4 (oprensning)”. Der blev således

hverken

fastsat bestemte dimensioner for vandløbet eller krav til vandføringsevnen.

Efter regulativets punkt 8.3 sker grødeskæring én gang årligt. For den del af

åen der ikke er naturvandløb, må grøden højst skæres i et omfang svarende til

de regulativmæssige dimensioner. For den del af åen der er naturvandløb,

foretages grødeskæring i en strømrende med maksimumsbredde 2,5 m og 3 m.

Efter regulativets punkt 8.4

skal bundoprensning normalt ikke foretages for den del af åen som er

naturvandløb. For den øvrige del foretages oprensning hvis

vandafledningsevnen

er mindre end den vandafledningsevne der beregningsmæssigt fremkommer ved at

benytte vandløbets teoretiske dimensioner. Oprensning må kun ske inden for

vandløbets regulativmæssige bundbredde.

I et notat af 1. maj 1997 om

vandløbslovens skikkelsesbegreb mv. har Miljøstyrelsen bl.a. anført følgende:

”Vandløbsloven af 1982.

Vandløbsmyndigheden

(amter/kommuner) skal i forbindelse med udarbejdelse af regulativer for

offentlige vandløb fastsætte

skikkelse

eller vandføringsevne

for vandløbet, jf. lovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, at de gældende regler for udarbejdelse af

regulativer for offentlige vandløb opretholdes for så vidt angår muligheden

for

at udtrykke afstrømningen ved fastsættelse af en skikkelse for vandløbet.

Det fremgår desuden, at

hidtil, d.v.s. efter 1949-loven, er afledningen af vand i de offentlige

vandløb

blevet sikret

bl.a.

gennem

fastsættelse af en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote

og

skråningsanlæg. Som en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse i

1982-loven blev der åbnet mulighed for, at afledningen af vand kunne sikres

gennem faste krav til vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav til

skikkelsen.

Det fremgår desuden af

bemærkninger til § 16 (regulering), at for offentlige vandløb er vandløbets

skikkelse fastlagt i regulativet. Private vandløbs skikkelse er den

naturgivne

fysiske tilstand eller den ved kendelse af vandløbsretten fastlagte.

Der er med vandløbsloven af

1982 ikke ændret på valg af skikkelse set i forhold til 1949-loven, men som

noget nyt er vandføringsevnebegrebet indført.

Vandløbsmyndigheden bør, når

der skal tages stilling til vandløbets fremtidige fysiske tilstand, tage

udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand,

Såfremt vandløbsmyndigheden

beslutter, at det nye regulativ skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold,

d.v.s. den foreliggende naturlige tilstand, vil den regulativmæssige dybde,

bundbredde, skråningsanlæg og fald kunne variere fra station til

station.”

I brev af 28. august 1997

klagede B på vegne af A til mig over Miljøstyrelsens afgørelse. B anførte

bl.a.

at vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1, ikke var overholdt medmindre der var

fastsat en bestemt skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote

og

skråningsanlæg, eller en bestemt vandføringsevne. Endvidere anførte B at

lodsejerne igennem de senere år havde oplevet en betydelig forringelse af

vandføringsevnen i vandløbet, og at de frygtede yderligere forringelser fordi

vandløbets beskrivelse som ”naturvandløb” ikke sikrede en bestemt

vandføringsevne.

Hvis der var fastsat en

bestemt skikkelse eller vandføringsevne, ville det være muligt at konstatere

om

regulativets bestemmelser var overholdt hvis der opstod en konflikt mellem

lodsejere og vandløbsmyndighed. Hvis vandløbet var beskrevet som

”naturvandløb”, var der intet grundlag for at foretage en sådan

kontrol, og

lodsejerne havde derfor ingen sikkerhed for en bestemt afvandingstilstand.

Jeg sendte klagen videre til

Miljøstyrelsen således at styrelsen fik lejlighed til at tage stilling til

det

der var anført i klagen.

I brev af 15. april 1998

anførte Miljøstyrelsen bl.a. følgende:

”Vedrørende fastlæggelse af skikkelse eller vandføringsevne

Miljøstyrelsen skal

indledningsvis oplyse, at for private vandløb vil skikkelsen eller

vandføringsevnen være den foreliggende naturlige tilstand, dvs. naturvandløb,

eller den af vandløbsmyndigheden fastlagte, jf. vandløbslovens § 15 samt

bemærkningerne til § 27. Hovedparten (sandsynligvis mere end 95%) af de mere

end 40.000 km private åbne vandløb er således at betragte som naturvandløb

uden

’faste krav’ til skikkelsen eller vandføringsevnen. I tilfælde af

konflikt

mellem lodsejerne om vedligeholdelsen kan spørgsmålet herom indbringes for

vandløbsmyndigheden og vandløbsmyndighedens afgørelse kan indbringes for

Miljøstyrelsen, jf. vandløbslovens § 80.

Da Miljøstyrelsen kun modtager

ca. 15 klager årligt om manglende vedligeholdelse af private vandløb, hvoraf

mange klager har karakter af egentlige nabostridigheder, er det styrelsens

generelle opfattelse, at den overvejende del af bredejerne har kendskab til

deres retskrav om afvandingstilstanden i naturvandløb.

For offentlige vandløb

gælder tilsvarende, at såfremt lodsejerne er i tvivl om,

hvorvidt vandløbet er vedligeholdt efter

reglerne herom i regulativet, kan dette spørgsmål rejses over for

vandløbsmyndigheden. Det er således Miljøstyrelsen, der efter reglerne skal

tage stilling til og afgøre, om vandløbsmyndighedens vedligeholdelse er i

overensstemmelse med regulativet og ikke lodsejerne, som anført af centret.

Miljøstyrelsen finder det

tvivlsomt, om det er praktisk muligt for en lodsejer, som anført af centret,

selv at kontrollere om regulativets bestemmelser om vandføringsevne er

overholdt, idet dette forudsætter, at man dels har det nødvendige materiel

til

vandføringsmålinger, dels en udfyldende beskrivelse af de regulativmæssige

Q/H-relationer og de faktiske opmålte vandføringer og vandstande, dels de

nødvendige edb-programmer til vandføringsberegninger m.v.

Miljøstyrelsen skal bemærke,

at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret, dog med mulighed for

udarbejdelse af Q/H-regulativer, dvs. at vandløbets skikkelse og

vedligeholdelse er fastlagt på baggrund af de af vandløbsretten afsagte

kendelser, jf. bemærkningerne til § 12.

Miljøstyrelsen skal desuden

bemærke, at en konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse i 1982 er, at

afledningen af vand også kan ske gennem faste krav til vandføringsevnen. I

det

konkrete tilfælde, dvs. den nederste del af Taps Å, kan vandløbet dog ikke

udlægges som et Q/H-regulativ, idet den pågældende strækning er

stuvningspåvirket, dvs. at der ikke kan stilles krav til en bestemt

vandføringsevne ved forskellige vandstande.

Miljøstyrelsen skal videre

bemærke, at da naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb

ikke hindres samtidig med, at der tages de fornødne hensyn til

vandløbskvaliteten,

vil udlæggelse af et vandløb som naturvandløb ikke være i strid med

vandløbslovens formålsbestemmelse, idet der netop tilkendegives, at der med

loven tilstræbes, dels at sikre vandløbenes afledningsevne, dels at sikre en

vandløbskvalitet for det enkelte vandløb, svarende til den målsætning, der

følger af eller forudsættes efter en anden lovgivning.

Vedrørende udlæggelse af naturvandløb

Miljøstyrelsen skal

indledningsvis oplyse, at styrelsen med udlæggelsen af vandløbet som

naturvandløb har imødekommet (A)’s ønske om, at vandløbsregulativet skal

tage

udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Når der tages udgangspunkt i den

faktiske tilstand vil det ofte, som i det konkrete tilfælde, ikke være muligt

at fastlægge ’faste krav’ til vandløbets dybde, bundbredde,

skråningsanlæg,

idet disse varierer væsentlig fra station til station, ligesom

vandføringsevnen

varierer væsentlig fra station til station og ikke kan fastlægges for den

nedre

stuvningspåvirkede strækning.

I det konkrete

tilfælde,

hvor de jordbrugsmæssige

interesser er begrænsede og de miljømæssige interesser overordentlige store,

vil udlægningen af vandløbet som naturvandløb efter styrelsens opfattelse i

de

fleste tilfælde sikre hensyntagen til de miljømæssige interesser langs

vandløbet, samtidig med at der sikres en vandafledningsevne, der ikke er

ringere end den, der følger af de tidligere regulativer.

Skulle det mod forventning

være umuligt for Sønderjyllands Amt at administrere vedligeholdelsen af Taps

Å

i overensstemmelse med regulativet, og hermed lovens beskyttelsesregler og

formålsbestemmelse, kan Sønderjyllands Amt til enhver tid tage dette op til

revision, jf. ovenfor om regulativets revisionsbestemmelse.

Dette er baggrunden for

Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996, som styrelsen kan henholde

sig

til.

Til (B)’s orientering

vedlægges en kopi af et regulativ fra 1968 for Uggerby Å i det daværende

Hjørring Amt, nu Nordjyllands Amt. Regulativet udlægger vandløbsstrækninger

som

naturvandløb.”

I brev af 28. oktober 1998

til mig fastholdt B klagen af 28. august 1997. B anførte bl.a. følgende:

”

Angående afsnittet om fastlæggelse af skikkelse eller vandføringsevne

Miljøstyrelsen henviser til,

at der ikke er fastsat en bestemt skikkelse eller vandføringsevne for de

private vandløb. Dette er korrekt og i overensstemmelse med vandløbsloven,

idet

vandløbsloven ikke stiller krav om, at der skal være fastsat en bestemt

skikkelse eller vandføringsevne for private vandløb. Dette ændrer imidlertid

ikke ved det forhold, at der er krav om en bestemt skikkelse eller

vandføringsevne for offentlige vandløb. Det forhold, som Miljøstyrelsen her

peger på, bidrager således efter vor opfattelse ikke til fortolkning af vort

klagepunkt.

Det skal dog i denne

sammenhæng bemærkes, at de private vandløb vedligeholdes af bredejerne, og

disse har således mulighed for at sikre, at vandløbet vedligeholdes i

tilstrækkelig grad. I modsætning hertil er det alene vandløbsmyndigheden, der

må foretage vedligeholdelse i offentlige vandløb. Det skal også påpeges, at

det

er de større og betydende vandløb, der er offentlige, mens de private vandløb

oftest kun berører en mindre kreds af lodsejere.

Øverst side 4 anfører

Miljøstyrelsen, at lodsejerne, i tilfælde af tvivl om, hvorvidt et vandløb er

vedligeholdt efter reglerne, kan rejse spørgsmålet over for

vandløbsmyndigheden. Den anfører, at det således er Miljøstyrelsen, der efter

reglerne skal tage stilling til og afgøre, om vandløbsmyndighedens

vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet og ikke lodsejerne, som

vi skulle have anført.

Vi mener ikke, at vi har

anført, at det er lodsejerne, der afgør, om vandløbsmyndighedens

vedligeholdelse er i overensstemmelse med regulativet. Vi er naturligvis godt

klar over, at det ikke er lodsejerne, der træffer en endelig afgørelse herom,

men vandløbsmyndigheden eller domstolene eller landvæsenskommissionerne i

tilfælde af erstatningssager. Her berører Miljøstyrelsen imidlertid et

centralt

punkt i forhold til vor klage.

Hvis der er tale om et

offentligt vandløb, hvor der er fastsat en bestemt skikkelse eller en bestemt

vandføringsevne, således som vi forstår vandløbsloven, vil

vandløbsmyndigheden

i tilfælde af tvivl efter opmåling af vandløbet og eventuelt måling af

vandføring og vandspejl kunne konstatere, om vandløbet er vedligeholdt i

overensstemmelse med regulativet. Dette spørgsmål vil også kunne afgøres af

en

domstol eller en landvæsenskommission, idet den tekniske vurdering entydigt

vil

kunne foretages ved syn og skøn eller af landvæsenskommissionens teknisk

sagkyndige. I den situation vil der være ’klare linier’ i forholdet

mellem

lodsejere, naturorganisationer og vandløbsmyndigheden, der har

vedligeholdelsespligten.

Hvis et vandløb er beskrevet

som et naturvandløb, og det i regulativet alene er bestemt, at der normalt

ikke

skal foretages bundoprensning, er omfanget af vedligeholdelsen overladt til

vandløbsmyndighedens frie skøn. Dette skøn, der udøves af et amtsråd eller en

kommunalbestyrelse inden for vide rammer, vil ikke blive tilsidesat af

Miljøstyrelsen. En domstol eller en landvæsenskommission vil i forbindelse

med

behandlingen af en erstatningssag ikke have et grundlag for at afgøre, om

vedligeholdelsen af et vandløb har været overholdt, hvis det er beskrevet som

naturvandløb. Det er naturligvis muligt at foretage en opmåling af vandløbet

og

foretage en måling af vandstand og vandføring, men sådanne opmålinger kan

ikke

sammenholdes med bestemmelser i regulativet.

Det her beskrevne forhold er

efter vor opfattelse baggrunden for, at der i vandløbsloven er krav om, at

der

skal være fastsat en skikkelse eller en vandføringsevne for offentlige

vandløb.

Miljøstyrelsen anfører

videre, at den finder det tvivlsomt, om det er praktisk muligt for en

lodsejer,

som anført af (B), selv at kontrollere, om regulativets bestemmelser om

vandføringsevne

er overholdt. Dette begrundes nærmere. Vi er enige i, at det kan være

vanskeligt for eksempelvis en landmand som lodsejer at foretage denne

vurdering. I praksis er det således, at lodsejere på baggrund af deres

kendskab

til vandløbet vurderer, om der er sket en forringelse af vandføringsevnen.

Herefter henvender de sig til vandløbsmyndigheden, og som regel bliver

problemerne løst. Hvis der fortsat er uenighed, har lodsejerne mulighed for

at

få hjælp fra ingeniørfirmaer eller lignende til at foretage opmåling og

vurdering af vandløbet. Det afgørende er her, at det er muligt at foretage en

vurdering af, om regulativets vedligeholdelsesbestemmelser er overholdt.

Herefter bemærker

Miljøstyrelsen, at vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret, dog med

mulighed for udarbejdelse af Q/H-regulativer. Der henvises til bemærkningerne

til § 12. Hertil anføres, at det ikke i bemærkningerne til § 12 er anført, at

§

12 svarer til gældende ret med den nævnte tilføjelse. I bemærkningerne står:

’De gældende bestemmelser, om at der for offentlige vandløb skal

foreligge et

regulativ, foreslås opretholdt. Efter de gældende bestemmelser fastlægges

vandløbets skikkelse og vedligeholdelse på baggrund af de af vandløbsretten

afsagte kendelser. De gældende bestemmelser indeholder endvidere detaljerede

regler om regulativernes indhold.’ Her er således ikke anført noget om,

at

undtagelserne i den tidligere vandløbslov, eksempelvis § 36, stk. 4, skal

videreføres i den nugældende vandløbslovs § 12.

Miljøstyrelsen peger på, at

det er i konsekvens af den ændrede formålsbestemmelse, at afledningen af vand

også kan ske gennem faste krav til vandføringsevnen. Den anfører, at det ikke

er muligt at anvende et Q/H-regulativ for den nederste del af Taps Å, idet

den

pågældende strækning er stuvningspåvirket. Miljøstyrelsen antyder muligvis

her,

at det så må være lovligt at anvende en helt tredje form for regulativ,

eksempelvis en beskrivelse som naturvandløb. For det første kan der anvendes

et

Q/H-regulativ for et stuvningspåvirket vandløb, men det vil være forbundet

med

tekniske vanskeligheder, idet der ved kontrol skal tages hensyn til

stuvnings-/sænkningspåvirkningen. For det andet er der også mulighed for at

anvende en af de såkaldte ’mellemformer’. Her kan eksempelvis være

tale om et

regulativ, der indeholder en traditionel beskrivelse af skikkelsen, men har

en

tilføjelse om, at skikkelsen kan afvige fra beskrivelsen under forudsætning

af,

at vandløbet har samme vandføringsevne som det beskrevne vandløb. Kontrol af

et

sådant regulativ sker ved opmåling og en beregningsmæssig sammenligning.

Denne

regulativtype tilgodeser de miljømæssige hensyn i samme grad som

Q/H-regulativer. Der er tale om regulativtyper, der eksempelvis beskrives som

’geometrisk skikkelse’ og ’vandføringsevnebestemt

skikkelse’. Der henvises her

til Miljøstyrelsens notat om udarbejdelse af vandløbsregulativer af 26.

august

1992, s. 8 ff. Kopi af uddrag vedlægges. Der er således ikke behov for at

udarbejde regulativer i strid med vandløbsloven på stuvningspåvirkede

strækninger

af vandløbet.

Miljøstyrelsen bemærker, at

naturvandløb skal vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres, og

at en beskrivelse som naturvandløb derfor ikke vil være i strid med

vandløbslovens formålsbestemmelse. Dette giver anledning til en række

bemærkninger.

Vores klage vedrører

egentlig ikke, om Miljøstyrelsens afgørelse er i strid med vandløbslovens

formålsbestemmelse, men om vandløbslovens § 12 er overholdt. Det fremgår i

øvrigt ikke af vandløbsloven eller bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger

eller notater, der er udstedt i medfør af vandløbsloven, at naturvandløb skal

vedligeholdes således, at vandets frie løb ikke hindres. Naturvandløb er

således ikke omtalt i vandløbsloven. I det ovennævnte notat af 26. august

1992

omtales vandløb i naturtilstand. Om disse vandløb bemærkes det, at de skal

’henligge i naturtilstand, dvs. uden behov for vedligeholdelse’.

Det er heller

ikke i det af Miljøstyrelsen fastsatte regulativ for Taps Å anført, at

naturvandløbsstrækningen skal vedligeholdes, således at vandets frie løb ikke

hindres. Endvidere indeholder en bestemmelse om, at vandløb skal

vedligeholdes

således, at vandets frie løb ikke hindres, ingen form for retningslinier for

en

praktisk vedligeholdelse. Hermed siges intet om, hvorvidt vandløbet skal være

2

m bredt og 1 m dybt eller 8 m bredt og 2 m dybt.

Angående Miljøstyrelsens afsnit om udlæggelse af naturvandløb

Det er korrekt, når

Miljøstyrelsen anfører, at der ved udlæggelsen af vandløb som naturvandløb

tages udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand. Her kan vi således

principielt være enige bortset fra, at der herved ses bort fra forringelsen

af

vandføringsevnen som følge af en efter vor vurdering mangelfuld

vedligeholdelse

i de senere forudgående år. Problemet er imidlertid fortsat, at lodsejerne

ikke

har sikkerhed for at bibeholde den nuværende vandføringsevne.

Miljøstyrelsen anfører, at

det i det konkrete tilfælde ikke ville være muligt at fastlægge ’faste

krav’

til vandløbets dybde, bundbredde og skråningsanlæg, idet disse varierer

væsentligt fra station til station, ligesom vandføringsevnen varierer

væsentligt fra station til station og ikke kan fastlægges for den nedre

stuvningspåvirkede strækning. Hertil bemærkes, at alle vandløb i en eller

anden

grad udvikler sig naturligt mellem vedligeholdelserne, således at de varierer

mere eller mindre i bredde, dybde og skråningsanlæg. For disse vandløb har

det

hidtil været muligt at fastlægge regulativbestemmelser med en skikkelse eller

en vandføringsevne. Hvis man vælger at fastlægge en skikkelse, fastlægges

dimensioner, der svarer til et gennemsnit for passende strækninger af

vandløbet. Endvidere er der mulighed for at anvende en af de ovennævnte

mellemformer, hvor der eksempelvis i regulativet fastlægges bestemte

dimensioner, men med en tilføjelse om, at vandløbet kan afvige fra disse

dimensioner, når blot vandføringsevnen svarer til de dimensioner, der er

fastlagt. Kun en mindre del af den relevante strækning af vandløbet er

stuvningspåvirket. Vedrørende den stuvningspåvirkede strækning henvises til

de

ovenstående bemærkninger. Der er således ikke forhold vedrørende Taps Å, der

er

til hinder for, at der fastlægges en bestemt skikkelse eller vandføringsevne,

således som vi forstår vandløbsloven.

Miljøstyrelsen anfører, at

der er begrænsede jordbrugsmæssige interesser, men store miljømæssige

interesser langs vandløbet. Vi er ikke enige i vægtningen i beskrivelsen, men

skal påpege, at der er så store landbrugsmæssige interesser langs vandløbet,

at

ejerne har en væsentlig retlig interesse i at kunne bibeholde

afvandingstilstanden. Det er i øvrigt også til gavn for miljøet, at arealerne

fortsat kan anvendes til græsning og drift, således at den nuværende tilstand

kan opretholdes.

På side 6 i tredjesidste

afsnit anfører Miljøstyrelsen, at udlægningen af vandløbet som naturvandløb

vil

sikre en vandafledningsevne, der ikke er ringere end den, der følger af det

tidligere regulativ. Denne påstand er efter vor opfattelse ikke korrekt. For

det første er der ikke fastsat nogen bestemt vandafledningsevne i det

tidligere

regulativ for den omhandlede strækning, idet det tidligere regulativ ikke har

fastsat nogen bundkote, men alene en bundbredde. For det andet kan vi ikke

se,

at en udlægning af et vandløb som naturvandløb sikrer, at vandafledningsevnen

ikke bliver ringere, end den der følger af de tidligere regulativer, idet en

betegnelse som naturvandløb ikke sikrer nogen bestemt vandafledningsevne.

Hvis

en betegnelse som naturvandløb skal forstås således, som Miljøstyrelsen

anfører, kan regulativet ligeså godt formuleres således, at vandløbet skal

sikres en vandføringsevne, der svarer til nærmere fastsatte dimensioner.

Miljøstyrelsens bemærkning

om, at det måske skulle være umuligt for Sønderjyllands Amt at administrere

vedligeholdelsen af Taps Å i overensstemmelse med regulativet er uforståelig,

da der for naturvandløbsstrækningen i realiteten ikke foreligger nogen

forpligtelse til vedligeholdelse.

Afslutningsvis vedlægger

Miljøstyrelsen kopi af et regulativ fra 1968 for Uggerby Å og henviser til,

at regulativet

udlægger vandløbsstrækninger som naturvandløb. Miljøstyrelsen anfører ikke,

hvorfor styrelsen vedlægger det nævnte regulativ. Det skal måske forstås

således, at regulativet skal dokumentere, at den tidligere vandløbslov gav

mulighed for at udarbejde regulativer med vandløbsstrækninger som

naturvandløb.

For det første er det ikke den tidligere vandløbslov, der skal fortolkes, men

den nugældende. For det andet kan eksistensen af et enkelt regulativ ikke

dokumentere en bestemt fortolkning af den tidligere vandløbslov, da der intet

er til hinder for, at der er udarbejdet et regulativ, der er i strid med den

tidligere vandløbslov.”

I Miljøstyrelsens notat af

26. august 1992 om udarbejdelse af vandløbsregulativer er bl.a. anført

følgende:

”4.1.4. Vandløb i naturtilstand.

En række vandløbsstrækninger

i naturtilstand, f.eks. som følge af, at de i en årrække har været uberørte,

har erfaringsmæssigt fungeret fuldt tilfredsstillende – såvel miljø- som

afstrømningsmæssigt – på trods af, at der enten ingen vedligeholdelse

har været

i disse vandløb, eller den sædvanlige vedligeholdelse har været begrænset i

forhold til de fastsatte vedligeholdelsesbestemmelser.

Denne

vedligeholdelsespraksis bør fastholdes ved regulativrevisionen. Med hensyn

til

opfyldelse af lovens krav om skikkelse/vandføringsevne kan dette tilgodeses

ved

at lade vandløbet henligge i naturtilstand, d.v.s. uden behov for

vedligeholdelse.

Denne løsning vil oftest

være den billigste måde at foretage en regulativrevision på. Metoden sikrer

samtidig en optimal varetagelse af de miljømæssige og afstrømningsmæssige

forhold.”

Jeg anså det for nødvendigt

at videresende B’s brev til Miljøstyrelsen således at styrelsen fik

lejlighed

til at tage stilling til B’s bemærkninger og indsigelser.

Administrationen af

vandløbsloven blev fra 1. januar 1999 overført fra Miljøstyrelsen til Skov-

og

Naturstyrelsen.

I brev af 14. april 1999 til

mig henholdt Skov- og Naturstyrelsen sig til Miljøstyrelsens afgørelse af 2.

september 1996 og brev af 15. april 1998.

Herefter klagede B i brev af

12. maj 1999 på ny til mig.

I anledning af B’s klage bad

jeg Skov- og Naturstyrelsen om en udtalelse. Jeg bad desuden styrelsen om at

give Danmarks Naturfredningsforening lejlighed til at udtale sig om sagen.

Danmarks Naturfredningsforening

har i brev af 10. august 1999 bl.a. udtalt følgende:

”Efter foreningens

opfattelse har landbruget intet retskrav på til stadighed at kunne dyrke

intensivt eller sårbare afgrøder på de vandløbsnære lavtliggende arealer.

Efter

foreningens opfattelse bør vandløbene så vidt muligt tillades at udvikle sig

frit og uden regulerende indblanding – landbruget må indpasses i det

dynamiske

landskab og ikke omvendt.

Derfor finder foreningen

afgørelsen om Taps Å’s nedre løb god og helt i overensstemmelse med

synspunkter

om, at kun den allernødvendigste vedligeholdelse bør foretages i vandløb med

omgivelser som Taps Å.”

Skov- og Naturstyrelsen har

i brev af 19. november 1999 henvist til Miljøstyrelsens brev af 15. april

1998.

I brev af 22. december 1999

kommenterede B brevet fra Danmarks Naturfredningsforening.

I brev af 12. januar 2000

bad jeg Skov- og Naturstyrelsen om i en supplerende udtalelse at uddybe det

hjemmelsmæssige grundlag for ikke at fastsætte faste krav til skikkelse eller

vandføringsevne i den del af Taps Å der var udlagt som

”naturvandløb”.

Danmarks

Naturfredningsforening fremsatte i brev af 2. maj 2000 yderligere

bemærkninger

til sagen.

I brev af 31. maj 2000

udtalte Skov- og Naturstyrelsen bl.a. følgende:

”Skov- og Naturstyrelsen

skal om det hjemmelsmæssige grundlag for at vælge vandløbets faste profil

(faste bund og sider) som skikkelse for den del af Taps Å, der efter

Miljøstyrelsens afgørelse af 2. september 1996 er udlagt som naturvandløb

bemærke, at styrelsen herved har fulgt den praksis, der var anlagt ved

landvæsensretterne på grundlag af bestemmelserne om vandløbsregulativer i §

12

i vandløbsloven af 1949.

Der vedlægges en kopi af

Regulativ for Amtsvandløb nr. 2, Uggerby Å, i det tidligere Hjørring amt.

Regulativet er udarbejdet på grundlag af vandløbsloven fra 1949 og dele af

vandløbet er udlagt med bundbredde naturlig og anlæg og fald naturligt.

Forarbejderne til den

gældende vandløbslov ses ikke at udelukke en videreførelse af denne praksis.

Skov- og Naturstyrelsen har ikke kendskab til domstolsafgørelser, der har

tilsidesat bestemmelser i et regulativ, der udlægger en vandløbstrækning med

skikkelsen ’naturlig’ som grundlag for vandløbsvedligeholdelsen.

Skikkelsen ’naturlig’ for en

del af Taps Å er valgt, da denne skikkelse under hensyn til de konkrete

forhold

ved denne del af vandløbet, herunder stuvningspåvirkningen fra Hejls Nor,

skønnes bedst forenelig med de hensyn der skal varetages ved afgørelser efter

vandløbsloven, jf. lovens § 1.”

B kommenterede i brev af 3.

juli 2000 Skov- og Naturstyrelsens udtalelse. B anførte bl.a. følgende:

”

Ad Skov- og Naturstyrelsens skrivelse af 31. maj 2000

Ad side 1, næstsidste afsnit

Her anfører Skov- og

Naturstyrelsen, at den har valgt vandløbets faste profil (faste bund og

sider)

som skikkelse for den del af Taps Å, der efter Miljøstyrelsens afgørelse af

2.

september 1996 er udlagt som naturvandløb. Hertil bemærkes, at vi ikke af det

regulativ, der er vedtaget af Miljøstyrelsen, kan se, at styrelsen har valgt

vandløbets faste profil, som skikkelse. Styrelsen har alene fastsat, at Taps

Å

på den omhandlede strækning er beskrevet som ’naturvandløb’. Det

bemærkes, at

vandløbets faktiske skikkelse ændrer sig konstant som følge af erosion af

sider

og bund og aflejringer af materiale, og at det derfor kan give et misvisende

indtryk at anføre, at et vandløb har en fast profil. Det er naturligvis

korrekt

på et givet tidspunkt, men over tid er det ikke korrekt. Begrundelsen for, at

vandløbsloven indeholder et krav om, at der skal være fastsat en

vandføringsevne eller en skikkelse for et offentligt vandløb er netop, at

vandføringsevnen eller skikkelsen skal fastholdes over tid.

Skov- og Naturstyrelsen

anfører som sit hjemmelsmæssige grundlag for at fastsætte en strækning som

naturvandløb, at styrelsen har fulgt den praksis, der var anlagt ved

landvæsensretterne på grundlag af bestemmelserne om vandløbsregulativer i §

12

i vandløbsloven af 1949. Hertil bemærkes for det første, at en praksis i

forhold til vandløbsloven af 1949, ikke i det foreliggende tilfælde kan

udgøre

en hjemmel til at fravige formuleringen i den nugældende vandløbslovs § 12.

For

det andet er et enkelt regulativ, der i øvrigt ikke er i strid med

vandløbsloven af 1949, ikke et tilstrækkeligt grundlag til at dokumentere, at

der foreligger en praksis. For det tredje bemærkes, at hvis der var tale om

en

praksis, er det ikke en praksis, der er anlagt ved landvæsensretterne, men i

givet fald af amt og kommune.

Vandløbsloven af 1949

indeholdt i § 12 et krav om, at der for ethvert offentligt vandløb skal

forefindes

et regulativ, som bl.a. indeholder bestemmelser om den skikkelse, vandløbet

skal have, såsom dets beliggenhed, længde, dybde, bundbredde, skråningsanlæg

og

fald mv. Ved revisionen af denne lov i 1963 blev det imidlertid erkendt, at

dette krav ikke altid var opfyldt. Der henvises til det vedlagte uddrag af

Vandløbsloven med kommentarer, Juristforbundets Forlag, 1975, side 103, note

1.

Det fremgår endvidere af lovens § 36, stk. 4, hvor det som udgangspunkt er

anført, at vedligeholdelsen af åbne vandløb foretages i overensstemmelse med

det for vandløbet gældende regulativ. Det er imidlertid videre anført, at for

vandløb, hvor regulativets bestemmelser ikke er tilstrækkelige til at fastslå

vedligeholdelsens omfang, kan kommunalbestyrelsen vedtage, at

vedligeholdelsen

begrænses til grødeskæring og fjernelse af mindre lokale sandbanker i kurver

el.lign., jf. side 160 i det vedlagte bilag. Da regulativet for Uggerby Å

blev

vedtaget af amt og kommune i 1968, har det således ikke været i strid med

vandløbsloven af 1949. Der er ikke i den nugældende vandløbslov, hverken i

lovens tekst eller i forarbejderne, åbnet mulighed for en tilsvarende

afvigelse

fra lovens krav om indhold i regulativer for offentlige vandløb. Det er

faktisk

i bekendtgørelse nr. 49 af 15. februar 1985 om klassifikation og registrering

af vandløb og om regulativer for offentlige vandløb med senere ændring

bestemt,

at alle regulativer skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i

bekendtgørelsen senest 1. juli 1996, jf. § 17, stk. 2 og § 10, stk. 1, nr. 1.

Med hensyn til, hvorvidt der

foreligger en praksis, skal det bemærkes, at vi ikke er bekendt med andre

regulativer end det af Skov- og Naturstyrelsen fremlagte regulativ for

Uggerby

Å, hvori der er anført, at et vandløb på visse strækninger betegnes som

naturligt.

Skov- og Naturstyrelsen

anfører, at den såkaldte praksis er anlagt ved landvæsensretterne. Det er på

ingen måde dokumenteret ved det fremlagte regulativ. Der henvises her til

side

6 i regulativet, der alene er fremsendt i uddrag. Det fremgår heraf, at der

for

de strækninger, hvor grundlaget er angivet som landvæsens- eller

overlandvæsenskommissionskendelser, er anført både bundkote, bundbredde,

anlæg

og fald. Det er alene på strækninger fra station 0-24700 og station

25280-26240, hvor grundlaget er konference af 26. februar 1847, at

betegnelsen

’naturligt’ er anvendt.

Ad side 2, 1. afsnit

Her anfører Skov- og

Naturstyrelsen, at forarbejderne til den gældende vandløbslov ikke ses at

udelukke en videreførelse af den af styrelsen påståede praksis. Det er vi

ikke

enige i. Der er efter vor opfattelse intet holdepunkt i forarbejderne til den

gældende vandløbslov for den anførte påstand. Skov- og Naturstyrelsen har da

heller ikke henvist til et sted i forarbejderne, hvor det anførte skulle

fremgå.

Både forarbejderne til loven og selve lovens tekst anfører efter vor

opfattelse

utvetydigt, at der i et regulativ for et offentligt vandløb skal fastlægges

en

skikkelse eller en vandføringsevne for det pågældende vandløb.

Skov- og Naturstyrelsen anfører

videre, at styrelsen ikke har kendskab til domstolsafgørelser, der har

tilsidesat bestemmelser i et regulativ, der udlægger en vandløbsstrækning med

skikkelsen ’naturlig’ som grundlag for vandløbsvedligeholdelsen.

Hertil

bemærkes, at vi heller ikke er bekendt med sådanne domstolsafgørelser, idet

spørgsmålet, så vidt vi er orienteret, aldrig har været forelagt for

domstolene. Domstolene har således, så vidt vi er orienteret, heller ikke

’godkendt’ regulativer for offentlige vandløb med en beskrivelse af

vandløbet

som ’naturlig’. Hvis en sådan dom havde foreligget, havde Skov- og

Naturstyrelsen formodentlig henvist til denne.

Ad side 2, 2. afsnit

Her anfører Skov- og

Naturstyrelsen, at skikkelsen ’naturlig’ for en del af Taps Å er

valgt under

hensyn til de konkrete forhold ved den pågældende del af vandløbet, herunder

stuvningspåvirkningen fra Hejls Nor. Det er således alene

stuvningspåvirkningen, der er nævnt specielt som årsag til, at styrelsen har

valgt en beskrivelse som ’naturligt vandløb’. Det giver anledning

til at

påpege, at stort set alle vandløbssystemer i hele landet har en strækning,

nemlig den nederste, der er stuvningspåvirket. Det bemærkes, at et vandløb,

der

løber ud i havet, hvor der er tidevandsvariationer, er stuvningspåvirket.

Taps

Å er således ikke på nogen måde et specielt tilfælde. Hvis det havde været

nødvendigt at anvende en særlig beskrivelsesform på stuvningspåvirkede

strækninger af vandløb, havde der formodentligt været taget hensyn til det

ved

tilvejebringelsen af den nugældende vandløbslov, da problemstillingen, som

påpeget, er helt generel og velkendt.”

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis bemærker jeg at jeg ikke har forudsætninger for at tage

stilling til spørgsmål af miljøfaglig karakter. Jeg har derfor udelukkende

vurderet sagens juridiske aspekter.

Miljøstyrelsens afgørelse er truffet i henhold til lov om vandløb

(lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992). Lovens § 12, stk. 1, har denne

ordlyd:

’

§ 12.

For offentligt vandløb udarbejder vandløbsmyndigheden et regulativ, som

foruden en tydelig betegnelse af vandløbet skal indeholde bestemmelser om:

1) vandløbets skikkelse eller vandføringsevne,

’

I forarbejderne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende

(Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, sp. 1180f):

’De gældende bestemmelser, om at der for offentlige vandløb skal

foreligge et regulativ, foreslås opretholdt. Efter de gældende bestemmelser

fastlægges vandløbets skikkelse og vedligeholdelse på baggrund af de af

vandløbsretten afsagte kendelser. De gældende bestemmelser indeholder

endvidere detaljerede regler om regulativernes indhold.

Med den foreslåede bestemmelse skal vandløbenes fysiske tilstand herunder

bestemmelser om vedligeholdelsen fastlægges på baggrund af den målsætning for

vandløbene, som fremgår af planerne for vandløbene, herunder især

recipientkvalitetsplanerne, og bør nøje følge disse. Den for vandløbet

fastlagte skikkelse eller vandføringsevne skal sikre afledningen af vand samt

tilgodese de økologiske krav.

Hidtil er afledningen af vand i de offentlige vandløb blevet sikret bl.a.

gennem fastsættelse af en skikkelse, dvs. faste angivelser for bundbredde,

bundkote og skråningsanlæg. Denne praksis tager ikke hensyn til de

miljømæssige krav i de vandløb, hvor der

i recipientkvalitetsplanlægningen er målsat en høj vandløbskvalitet, hvilket

bl.a. indebærer, at vandløbet skal have en varierende form mht. bredde, dybde

og skråningsanlæg.

Som en konsekvens af den

ændrede formålsbestemmelse foreslås det derfor, at der gives mulighed for, at

afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til

vandføringsevnen i stedet for gennem faste krav til skikkelsen (suppleret med

faste tidspunkter for grødeskæring).’

Bestemmelsen i § 12 har nær

sammenhæng med bestemmelserne i lovens kapitel 7 om vandløbenes

vedligeholdelse. Den indledende bestemmelse i dette kapitel, § 27, stk. 1,

lyder således:

’Vandløb skal vedligeholdes

således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke

ændres.’

I forarbejderne til denne

bestemmelse er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1981-82 (2. samling),

tillæg A, sp. 1186f):

’Hovedsigtet med forslaget

til dette kapitel er, med udgangspunkt i den nye formålsbestemmelse, jfr. §

1,

at skabe mulighed for, at vedligeholdelse kan udføres under hensyntagen til

recipientkvalitetsplanens målsætning for vandløbet, hvilket reelt betyder, at

administrationen af vandløbets fysiske forhold koordineres med

administrationen

af vandkvaliteten.

I praksis indebærer dette

f.eks., at der i vandløb med miljømæssigt høje

recipientkvalitetsmålsætninger,

f.eks. ’naturlig tilstand’ eller ’lakse-fiskevand’, skal

tages betydelige

miljømæssige hensyn ved valg af metoder og fastsættelse af vedligeholdelsens

omfang og tidspunktet herfor. Omvendt vil der i vandløb med lavere

målsætning,

f.eks. ’æstetisk tilfredsstillende’, kunne gennemføres en

vedligeholdelse, som

så billigt og effektivt som muligt sikrer den nødvendige vandføringsevne.

Til § 27

Bestemmelserne i stk. 1 skal

ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, d.v.s., at vedligeholdelsen skal

sikre,

at vandløbet kan benyttes til afledning af vand, og at vedligeholdelsen skal

udføres således, at vandløbskvaliteten svarer til den miljømæssige målsætning

for vandløbet.

Benyttelsen til afledning af

vand kan sikres ved gennem vedligeholdelse at sørge for, at vandløbet har en

bestemt skikkelse eller en bestemt vandføringsevne, d.v.s. at en given

vandføring skal kunne afledes, uden at vandstanden stiger over et bestemt

niveau.

Sidstnævnte metode vil med

fordel kunne anvendes i vandløb, hvor der ønskes en høj vandløbskvalitet, og

dermed bl.a. en varierende bredde og dybde. I sådanne vandløb vil en

fastsættelse af en bestemt skikkelse være i strid med den miljømæssige

målsætning.

Ved fastsættelse af en

bestemt vandføringsevne får grundejere og andre interesserede sikkerhed for,

at

vandløbet har den fornødne evne til afledning af vand, og samtidig gives der

mulighed for, at vedligeholdelsen kan udføres under hensyntagen til den

miljømæssige målsætning for vandløbet.

For offentlige vandløb skal

skikkelsen eller vandføringsevnen være angivet i regulativet, jfr. § 12. For

private vandløb vil skikkelsen eller vandføringsevnen være den foreliggende

naturlige tilstand eller den af vandløbsmyndigheden fastlagte, jfr. § 15.

Dette

indebærer, at indgreb der ændrer væsentligt på forholdene er at betragte som

en

regulering, der ikke kan gennemføres, medmindre der meddeles tilladelse efter

reglerne i kap. 6 og kan være udelukket i henhold til reglerne i

naturfredningslovens § 43.

Bestemmelsen er ikke til

hinder for, at der f.eks. fastsættes forskellige krav til skikkelsen eller

vandføringsevnen i forskellige perioder af året, f.eks. en sommer- og en

vinterperiode, hvor der kan være meget stor forskel på vandføringen.’

Lovens formålsbestemmelse er

indsat i § 1. Som det er nævnt i forarbejderne danner denne bestemmelse

udgangspunkt for den afvejning mellem forskellige interesser som skal

foretages

i forbindelse med vedligeholdelsen af vandløb. Bestemmelsen har denne ordlyd:

’Ved denne lov tilstræbes at

sikre, at vandløb kan benyttes til afledning af vand, navnlig overfladevand,

spildevand og drænvand.

Stk. 2. Fastsættelse og gennemførelse af foranstaltninger efter

loven skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til

vandløbskvaliteten, som fastsættes i henhold til anden lovgivning.’

I bekendtgørelse nr. 49 af

15. februar 1985 om klassifikation og registrering af vandløb og om

regulativer

for offentlige vandløb er bl.a. fastsat følgende:

’

§ 10.

Regulativet skal indeholde en tydelig betegnelse af vandløbet

og oplysning om målsætningen for vandløbet. ( ) Regulativet skal endelig

indeholde bestemmelser om:

1) vandløbets skikkelse

og/eller vandføringsevne, herunder regulativvandstande,

’

I Miljøministeriets

cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 om vandløbsloven, pkt. 7.2., er om

vandløbets fysiske tilstand bl.a. anført følgende:

’Vandløbets

fysiske tilstand

og dets vedligeholdelse

skal fremover fastlægges i regulativet på baggrund af den målsætning for det

pågældende vandløb, som fremgår af planlægningen, herunder især

recipientkvalitetsplanlægningen. Ved fastlæggelsen af vandløbets fysiske

tilstand bør der tages udgangspunkt i vandløbets

faktiske tilstand.

Samtidig må det sikres, at de bestående

afvandingsmæssige interesser fortsat tilgodeses.

Efter den tidligere lov

skulle afledningen af vand alene sikres ved fastsættelse af en

geometrisk skikkelse

for vandløbet, dvs.

faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg. Hermed tages

imidlertid ikke hensyn til de miljømæssige krav, der stilles i vandløb, som

har

en høj miljømæssig målsætning i recipientkvalitetsplanen. Målsætningen for

disse vandløb forudsætter en varierende vandløbsform med hensyn til bredde,

dybde og skråningsanlæg. Med loven er der derfor åbnet mulighed for, at

afledningen af vand i sådanne vandløb kan sikres gennem faste krav til

vandføringsevnen

som et alternativ til

en fastsat skikkelse.

Ved et vandløbs

vandføringsevne forstås, at det skal kunne aflede en given vandføring

(regulativ-vandføringen), uden at vandstanden er højere end et fastsat niveau

(regulativvandstanden), der fastsættes under hensyntagen til de tilgrænsende

arealer. Regulativvandføringen kan fastsættes som en procentdel af vandløbets

maksimumvandføring (dvs. den største vandføring over en længere periode,

helst

ikke mindre end 20-25 år). Der kan f.eks. vælges en regulativ-vandføring på

90

pct. af maksimumvandføringen, hvilket vil indebære, at det statistisk set kan

forventes, at en større vandføring (end regulativvandføringen) vil forekomme

hvert 10. år.’

Miljøstyrelsen har

udarbejdet et standardregulativ for offentlige vandløb, jf. vandløbslovens §

12

(cirkulære nr. 23 af 20. juli 1984). I pkt. 3.2. om vandløbets dimensioner er

omtalt vedligeholdelse af vandløbet på basis af vandløbets ’fastlagte

geometriske skikkelse’. I pkt. 3.3. er omtalt muligheden for at

vedligeholde

vandløbet med henblik på at sikre en fastlagt vandføringsevne. Muligheden for

at udlægge et vandløb som naturvandløb omtales ikke.

I regulativet for Taps Å er

vandløbets dimensioner fastsat i afsnit 3.1. For så vidt angår den del af

vandløbet der er udlagt som ’naturvandløb’, er der ikke fastsat

krav til

hverken skikkelse eller vandføringsevne.

Miljøstyrelsen har i

afgørelsen af 2. september 1996 anført at skikkelsen eller vandføringsevnen

kan

fastlægges som den naturlige tilstand. Styrelsen har desuden udtalt at

vandløbslovens § 12 svarer til gældende ret bortset fra at det er blevet

muligt

at fastlægge krav til vandføringsevnen. Styrelsen har endvidere oplyst at det

ikke i det konkrete tilfælde er muligt at fastlægge faste krav til vandløbets

dybde, bundbredde og skråningsanlæg idet disse varierer væsentligt fra

station

til station ligesom vandføringsevnen varierer væsentligt fra station til

station og ikke kan fastlægges for den nedre stuvningspåvirkede strækning.

Endelig har Skov- og

Naturstyrelsen anført at Miljøstyrelsen ved at vælge vandløbets faste profil

som skikkelse har fulgt den praksis der var gældende efter den tidligere

lovgivning. Styrelsen mener ikke at forarbejderne til den gældende lov

udelukker videreførelse af denne praksis.

Jeg må forstå Skov- og

Naturstyrelsens udtalelse således at styrelsen mener at der er fastsat en

skikkelse (og ikke en bestemt vandføringsevne).

Begrebet ’naturvandløb’ er

ikke omtalt i loven eller dens forarbejder i forbindelse med offentlige

vandløb. Lovens ordlyd indeholder heller ikke noget nærmere om hvad der skal

forstås ved en skikkelse.

Lovens forarbejder

indeholder imidlertid en passus der fremtræder som en definition af begrebet

under omtalen af de tidligere gældende regler, jf. sætningen ’ en

skikkelse,

dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg’.

Endvidere

hedder det i det følgende afsnit ’at afledningen af vand (...) kan

sikres

gennem

faste krav

[min fremhævelse]

til vandføringsevnen i stedet for gennem

faste

krav

[min fremhævelse] til skikkelsen ...’.

I Miljøministeriets

cirkulære nr. 21 af 26. februar 1985 anføres det at afledningen af vand efter

den tidligere lov alene skulle sikres ved fastsættelse af en

’geometrisk skikkelse

for vandløbet,

dvs. faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg’.

I standardregulativet

omtales skikkelse kun som ’den fastlagte geometriske skikkelse’.

Myndighederne har anført at

der ikke i den gældende vandløbslov er sket ændringer i forhold til den

tidligere lov for så vidt angår skikkelsesbegrebet. Spørgsmålet er om der

efter

den tidligere lov fra 1949 var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb

som

et naturvandløb. Begrebet naturvandløb er ikke omtalt i den tidligere lovs §

12

der omhandler regulativers indhold. Efter § 12, stk. 1, litra b, skulle

regulativet indeholde bestemmelser om ’den Skikkelse, Vandløbet skal

have,

saasom om dets Beliggenhed, Længde, Dybde, Bundbredde, Skraaningsanlæg og

Fald,...’. Heller ikke forarbejderne eller de regler som blev udstedt i

henhold til

loven, herunder bl.a. et standardregulativ, omtaler begrebet. Det er heller

ikke omtalt i den delbetænkning om landvæsensretsinstituttet som blev afgivet

den 16. januar 1979 af et udvalg som var blevet nedsat af miljøministeren,

eller i den betænkning som det samme udvalg afgav den 10. november 1980 om

vandløbsloven. Så vidt ses, er begrebet heller ikke omtalt i den juridiske

litteratur om vandløb. Skov- og Naturstyrelsen har da også alene henvist til

en

praksis på området og til støtte herfor vedlagt ét eksempel på et regulativ

hvor betegnelsen ’naturligt’ er brugt i forbindelse med angivelse

af et

vandløbs dimensioner. Det fremgår således at det på en konference i 1847 blev

fastsat at en del af Uggerby Å skulle betegnes som naturligt for så vidt

angår

bundbredde, anlæg og fald, og at dette blev videreført ved regulativets

vedtagelse i 1968. Dette er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag

for at antage at der skulle foreligge en almindelig praksis for udlæggelse af

offentlige vandløb som naturvandløb.

Derimod fremgår det af

forarbejderne til ændringsloven fra 1963 til den dagældende vandløbslov at

for

adskillige vandløb havde vedligeholdelsen været begrænset til grødeskæring og

oprensning af sandaflejringer (Folketingstidende 1962-63, tillæg A, sp.

815f).

Ved ændringsloven overtog amtsrådene og kommunalbestyrelserne

vedligeholdelsespligten for offentlige vandløb. For at undgå at bredejerne

stillede større krav til vedligeholdelsen efter at det offentlige havde

overtaget vedligeholdelsespligten, blev der ved ændringsloven indføjet en ny

bestemmelse i den dagældende vandløbslovs § 36, stk. 4. Efter denne regel

kunne

kommunalbestyrelsen vedtage at vedligeholdelsen for vandløb hvor

vandløbsregulativets bestemmelser ikke var tilstrækkelige til at fastslå

vedligeholdelsens omfang, skulle begrænses til grødeskæring og fjernelse af

mindre, lokale sandbanker i kurver eller lignende. Det blev ligeledes fastsat

i

loven at i tilfælde hvor vedligeholdelsen efter sædvane blev foretaget på en

måde der afveg fra regulativet, kunne kommunalbestyrelsen bestemme at

vedligeholdelsen fortsat skulle foretages i det hidtidige omfang, dog ikke

ringere end efter forrige punktum. Disse bestemmelser er ikke blevet

videreført

i den gældende lov.

Som nævnt skulle der efter

den tidligere vandløbslov stilles faste krav i vandløbsregulativerne til

vandløbenes skikkelse, det vil sige faste angivelser for deres bundbredde,

bundkote og skråningsanlæg. Den gældende lovs bestemmelse om vandføringsevne

blev netop indført for at tilgodese de miljømæssige hensyn til vandløb med en

højt målsat vandløbskvalitet hvilket bl.a. indebærer at vandløbet skal have

en

varierende form med hensyn til bredde, dybde og skråningsanlæg, jf.

bemærkningerne til loven. Et ’naturvandløb’ tilgodeser, så vidt

ses, de samme

miljømæssige hensyn. Hvis det havde været meningen at der ud over de nye

regler

om vandføringsevne tillige skulle være mulighed for at fastlægge skikkelsen

som

’naturlig’, forekommer det ejendommeligt at dette ikke er nævnt i

loven eller

bemærkningerne. Det må tværtimod lægges til grund at bestemmelsen om

vandføringsevne blev indført netop fordi der ikke fandtes mulighed for i

tilstrækkeligt omfang at tilgodese de nævnte miljømæssige hensyn. Såvel

forarbejdernes beskrivelse af formålet med ændringen som den sproglige

formulering af forarbejderne støtter denne opfattelse. Jeg kan desuden

henvise

til Helle Tegner Anker, Miljøretlig regulering på landbrugsområdet (1996), s.

285.

Samlet må det antages at der

hverken efter den tidligere lov fra 1949 eller efter den gældende lov er

hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som et naturvandløb.

Den gældende vandløbslov

blev vedtaget i 1982. Den 4. oktober 1990 fremsatte miljøministeren i

Folketinget et forslag til en ny vandløbslov (Folketingstidende 1990-91 (1.

samling), tillæg A, sp. 845ff). Efter dette lovforslag skulle der inden 1.

januar 1993 være tilvejebragt regulativer for alle vandløb der havde

væsentlig

afstrømningsmæssig betydning, og for alle de i lovforslagets § 3, stk. 2,

nævnte vandløb og søer over 100 m2. Omfattet af lovforslagets § 3,

stk. 2, var vandløb og søer der var naturlige eller højt målsatte i

regionplanen. For øvrige vandløb var der ikke pligt til at fastsætte

regulativer. Den sondring mellem offentlige og private vandløb som den

gældende

lov indeholder, var ikke medtaget i lovforslaget. Efter lovforslagets § 19,

stk. 1, nr. 3, skulle et vandløbsregulativ bestemme om der måtte fjernes

sand-

og slamaflejringer og grøde. Efter § 19, stk. 2, nr. 4, kunne et regulativ

endvidere indeholde bestemmelse om omfanget og udførelsen af arbejdet med at

fjerne sand- og slamaflejringer og grøde i søer og vandløb omfattet af § 3,

stk. 2. Lovforslaget indeholdt således ikke krav om at et vandløbsregulativ

skulle indeholde bestemmelser om vandløbets skikkelse eller vandføringsevne,

men der blev tværtimod givet mulighed for i regulativet at bestemme at der

ikke

måtte fjernes sand- og slamaflejringer og grøde. Så vidt jeg kan bedømme,

ville

der herved være indført en mulighed for at udlægge et vandløb til

naturvandløb.

Lovforslaget blev ikke vedtaget og kan ikke danne grundlag for myndighedernes

forvaltning af vandløb.

For så vidt angår

Miljøstyrelsens notat af 26. august 1992 hvori det er anført at hvis man

lader

vandløbet henligge i naturtilstand, vil det oftest være den billigste måde at

foretage en regulativrevision på, bemærker jeg at der ikke ses at være

hjemmel

til at vælge skikkelse efter økonomiske hensyn.

For så vidt angår

Miljøstyrelsens bemærkninger om at det ikke er muligt at fastlægge faste krav

til dybde, bundbredde og skråningsanlæg idet disse varierer væsentligt fra

station til station, henviser jeg til Miljøstyrelsens notat af 1. maj 1997.

Heraf fremgår det netop at i de tilfælde hvor vandløbsmyndigheden beslutter

at

det nye regulativ skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold, dvs. den

foreliggende naturlige tilstand, vil den regulativmæssige dybde, bundbredde,

skråningsanlæg og fald kunne variere fra station til station. Variationen er

således ikke i sig selv anset for en hindring for at fastlægge faste krav til

dimensionerne. Desuden indeholdt Sønderjyllands Amts udkast til regulativ af

1996 angivelse af dimensionerne. Det samme gjaldt det tidligere gældende

regulativ af 1866 med tillæg af 1944.

Udlæggelsen af et vandløb

som naturvandløb opfylder ikke betingelserne for faste krav til skikkelsen

idet

dette indebærer at der skal være faste angivelser for bundbredde, bundkote og

skråningsanlæg, ligesom det heller ikke opfylder betingelserne for faste krav

til vandføringsevnen.

På denne baggrund er det min

opfattelse at der ikke er hjemmel til at udlægge offentlige vandløb som

naturvandløb. Myndighederne har pligt til i et vandløbsregulativ at fastsætte

faste krav til vandløbets skikkelse eller vandføringsevne.

Jeg anser det derfor for

kritisabelt at Miljøstyrelsen traf afgørelse om at udlægge den nedre del af

vandløbet som naturvandløb. Jeg har henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at

genoptage sagen og træffe en anden afgørelse på baggrund af det jeg har

anført.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter