Krav til dokumentation for gavegivers vilje angående administration af pengegave til umyndig
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Krav til dokumentation for gavegivers vilje angående
administration af pengegave til umyndig
I 1996 omkom A’s ægtefælle,
B, ved en ulykke. Det fremgik af sagen at A var værge for døtrene X (født i
1984) og Y (født i 1988).
A og hendes nu afdøde
ægtefælle havde i perioden fra 1988 til 1996 givet deres to døtre årlige
kontante gaver på 8.000-16.000 kr. A’s partsrepræsentant havde tilsendt
mig en
opgørelse over henholdsvis A’s og B’s indbetalinger.
A’s partsrepræsentant i
forbindelse med min behandling af sagen, statsautoriseret revisor C, oplyste
i
et brev til mig at de enkelte overførsler var af relativt beskeden størrelse,
og at der ofte var tale om beløb der stammede fra børnefamilieydelsen. Det
fremgik endvidere af henvendelsen til mig at det var gavegivernes agt at
døtrenes fælleskonto – hvortil beløbene blev overført – skulle
anvendes til
døtrenes uddannelse, konfirmation, mulighed for rejser og på et senere
tidspunkt til køb af stereoanlæg mv. Beløbene blev overført til døtrenes
konto
på et tidspunkt hvor forældrenes likviditet tillod dette, og det har gennem
hele forløbet været gavegivernes agt at kontoen skulle være til fri
disposition, og at der ikke skulle være bindinger af nogen art. Derfor blev
gaverne indsat på en almindelig konto i et pengeinstitut og ikke i en
forvaltningsafdeling. I efteråret 1997 blev kontoen flyttet fra N-bank til
M-bank.
I brev af 10. august 1998
meddelte M-bank (forvaltningsafdelingen) at kontoen med gaveindbetalingerne
skulle overføres til forvaltningsafdelingen. Som svar på henvendelsen fra
Læs alt
M-bank skrev A’s advokat i et brev af 26. august 1998 bl.a. at det
aldrig havde
været B’s ønske at gaverne skulle administreres i en
forvaltningsafdeling.
Advokaten henviste til at B i så fald ville have indsat beløbet i en sådan
afdeling. Det blev videre anført at det aldrig havde været A’s ønske at
forvaltningsafdelingen skulle bestyre hendes gaver til børnene. Beløbet
skulle
derfor være på en konto som døtrene og værgen (A) – under ansvar –
kunne
disponere over.
Den 8. september 1998
fastholdt M-bank det anførte i bankens brev af 10. august 1998. I brev af 11.
september 1998 indbragte advokaten sagen for Civilretsdirektoratet. I klagen
anførte advokaten bl.a.:
”Jeg vedlægger oversigt over
de enkelte ydelser. Det var ægtefællernes udtrykkelige ønske, at denne konto
ikke skulle indgå i en forvaltningsafdeling, hvorfor pengene blev indsat på
en
konto i (N-bank). I forbindelse med dødsfaldet, blev den arv, som tilkom
døtrene, indsat i forvaltningsafdelingen i (M-bank) og min klient overførte
til
samme bank, men udenfor forvaltningsafdelingen kontoen i (N-bank). Kontoen
fik
nr. ( ) og i 1997 meddelte (M-bank) at beløbet henstående på ovennævnte konto
skulle indsættes i forvaltningsafdelingen. Min klient har protesteret
herimod,
idet det aldrig har været hendes afdødes mands mening, at pengene skulle
anbringes der og i hvert fald har hun af de penge hun har indskudt ikke
ønsket
dette. Jeg anmoder derfor Civilretsdirektoratet principalt om at udtage
kontoen
fra forvaltningsafdelingen for hele beløbet og subsidiært i hvert fald for så
vidt angår det beløb, som fru (A) gennem årene har givet sine børn. Min
klient
har udfærdiget en opgørelse hvoraf fremgår, at min klient har givet i alt kr.
101.539. Der har ikke i dette nære familieforhold været oprettet noget
gavebrev, men min klient og hendes mand har hele tiden været af den
udtrykkelige formodning, at kontoen skulle bestyres af dem som værger,
selvfølgelig under ansvar, men ikke i en forvaltningsafdeling. Jeg henviser
til
værgemålslovens § 37 og fortolkningen heraf. Det bemærkes, at min klient fra
1.
januar 1997 har overført kr. 5.000,- pr. måned fra kontoen til dækning af
skolepenge og daglige fornødenheder, ud fra den betragtning, at dette beløb
skulle kompensere leveomkostninger på grund af faderens død. Da
forvaltningsafdelingen inddrog pengene anmodede de samtidig min klient om at
tilbageføre den samlede overførsel fra 1997 og 1998 til pigernes konto,
hvilket
min klient har gjort.
Det er vigtigt for pigerne,
at de kan fortsætte i privatskole og den samlede udgift hertil for perioden
fra
1. januar 1997 – 30. januar 1998 androg kr. 28.761,90. Såfremt
Civilretsdirektoratet er af den opfattelse, at kontoen skal overføres til
forvaltningsafdelingen, anmoder jeg om, at i hvert fald et beløb stort kr.
28.761,90 kan hæves på denne konto og at der derudover hver måned kan
overføres
skolepenge til børnene.”
Efter modtagelsen af
advokatens klage bad Civilretsdirektoratet M-bank (forvaltningsafdelingen) om
bemærkninger og om at indsende akterne. Den 18. september 1998 udtalte
M-bank:
”Til Deres orientering kan
vi oplyse, at vi ved (X) og (Y)’s overførsel til (M-bank)’s
Forvaltningsafdeling i marts 1997 gjorde værgen opmærksom på et beløb på kr.
259.243,98, der var overført til en konto i vor ( ) afdeling i oktober 1996,
lydende på begge piger, også skulle indsættes i Forvaltningsafdelingen.
Vi modtager diverse breve
fra (C)/(A) kopier vedlægges.
I forbindelse med vor
revidering af værgemålsregnskaberne for 1997, retter vi henvendelse til
Civilretsdirektoratet, hvor vi pr. telefon redegør for vor opfattelse af
forbruget på omtalte konto, der hæves 5.000,00 hver måned. Vi får da
bekræftet,
at beløb der stammer fra før 1. januar 1997, hvor den nye værgemålslov trådte
i
kraft burde være i en Forvaltningsafdeling med mindre der var et gavebrev, og
hvis der gjorde burde der søges om månedlig frigivelse.
Af vedlagte korrespondance
fremgår det, at der ikke er noget gavebrev, og der er nu indbetalt et beløb
så
saldoen på kontoen d.d. er kr. 234.102,21 og stadig stående i vor ( )
afdeling.
”
I en kommentar (af 16.
december 1998) til bankens brev anførte advokaten bl.a.:
”Da der foreligger gaver fra
forældrene til mindreårige børn, er der ikke noget skriftligt gavebrev, men
kun
en mundtlig erklæring, hvilket moderen selvfølgelig altid vil være villig til
at vedstå.
Såfremt det ønskes, vil jeg
fremskaffe en skriftlig erklæring fra moderen – værge- og
forældremyndighedens
indehaver.”
Den 12. februar 1999 traf
Civilretsdirektoratet følgende afgørelse:
”
Vi ændrer
ikke
forvaltningsafdelingens afgørelse.
Vi skal derfor anmode Dem om at drage omsorg for, at (A) indbetaler beløbet
på
275.565 kr. til en godkendt forvaltningsafdeling
inden 4 uger fra d.d.
Efter Civilretsdirektoratets
opfattelse, kan værgemålslovens § 37 ikke antages at finde anvendelse på
gaver,
som er givet før værgemålslovens ikrafttræden, jf. lovens § 52. I modsat fald
havde gavegiveren ikke mulighed for, da gaven blev ydet, at vide på hvilke
betingelser gaven blev givet.
Det fremgik af § 3, stk. 2,
litra b, jf. stk. 1 i lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og
bestyrelse
af umyndiges midler m.v., der var gældende indtil den 1. januar 1997, at
gaver
tilhørende umyndige skulle bestyres i en forvaltningsafdeling, med mindre
giveren havde bestemt andet.
Giverens hensigt til
undtagelse for kravet om bestyrelse i en forvaltningsafdeling skal være klar
og
foreligge senest ved gavens givelse.
De har oplyst, at beløbet på
275.565 kr. er ydet som gaver fra forældrene til børnene i perioden 1988-96,
og
at der ikke er oprettet gavebrev eller lignende.
Da det således ikke er
dokumenteret, at der er truffet bestemmelse om, at gavemidlerne skal bestyres
uden for en forvaltningsafdeling, skal disse bestyres i en godkendt
forvaltningsafdeling.
Det skal bemærkes, at
såfremt værgen finder, at børnene har behov, som kun kan dækkes ved forbrug
af
børnenes formue, kan ansøgning om frigivelse fra formuen indgives til
statsamtet. Det gælder også beløb, som værgen allerede måtte have brugt uden
statsamtets godkendelse.
”
I brev af 10. marts 1999 bad
advokaten om at få svar på de spørgsmål mv. som hun havde stillet til
Civilretsdirektoratet under sagens behandling. Advokaten anførte:
”
De har imidlertid ikke
besvaret sagen for så vidt angår spørgsmålet om det beløb som fru (A) gennem
årene har givet sine børn, i alt kr. 101.539,00. Fru (A) er levende og har nu
udfærdiget gavebrev, som jeg naturligvis gerne fremsender. Udover dette har
jeg
forespurgt om et beløb stort kr. 28.761,30 kan hæves på kontoen og at der
derudover
hver måned kan overføres skolepenge til børnene. Heller ikke denne
forespørgsel
har jeg fået svar på.
Jeg udbeder mig svar herpå
snarest muligt.”
Den 22. marts 1999 svarede
Civilretsdirektoratet og anførte bl.a. følgende:
”De har anført, at De ikke
mener, at Civilretsdirektoratet har taget stilling til alle punkter i Deres
klage over (M-bank), Forvaltningsafdelingens afgørelse om, at (A) skal
indbetale et beløb på i alt 275.565 kr., som tilhører hendes døtre (Y) og
(X),
til forvaltningsafdelingen.
De har således anført, at vi
ikke har besvaret Deres klage for så vidt angår det beløb, som fru (A) har
givet sine børn som gave. De har endvidere anført, at vi ikke har besvaret
Deres spørgsmål om, hvorvidt der kan betales skolepenge af børnenes formue.
Som det fremgår af
Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999 har vi ikke fundet det
dokumenteret, at der er truffet bestemmelse om at nogen del af det samlede
gavebeløb på 275.565 kr. skal bestyres uden for en forvaltningsafdeling,
hvorfor beløbet skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Gavegivers
hensigt skal være klar og skal foreligge ved gavetilsagnets afgivelse dog
senest ved gavens overdragelse.
Det fremgår endvidere af
vores afgørelse, at såfremt værgen finder, at børnene har behov, som kun kan
dækkes ved forbrug af børnenes formue, kan ansøgning om frigivelse fra
formuen
indgives til
statsamtet.
”
Den 5. maj 1999 bad
statsautoriseret revisor C Civilretsdirektoratet om at tage stilling til
rentespørgsmålet.
Den 26. maj 1999 svarede
Civilretsdirektoratet:
”
De anfører i Deres brev, at
(A) alene agter at indsætte 219.474 kr. i forvaltningsafdelingen af det
samlede
beløb på 275.565 kr., idet forskellen på disse beløb udgøres af renter, som
er
påløbet i perioden 1991 til 1996.
Vi skal i den anledning
meddele, at vi
fastholder
vores
afgørelse om, at beløbet på 275.565 kr. skal indsættes i
forvaltningsafdelingen. Vi henholder os til begrundelsen for vores afgørelser
af 12. februar og 22. marts 1999, idet vi skal tilføje følgende:
Det fremgik af de to
tidligere bekendtgørelser om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte
forvaltningsafdelinger § 19, stk. 1, at forfaldne renter udbetales til værgen
på begæring. Forfaldne renter, der ikke udbetales, oplægges som kapital.
Renter, der er oplagt inden for de sidste 12 måneder, kan dog udbetales på
begæring. Disse bekendtgørelser gjaldt i perioden fra 1. marts 1986 til og
med
31. december 1996.
En tilsvarende regel findes
nu i bekendtgørelse om værgemål § 52, stk. 1. Det fremgår af § 52, stk. 1, at
forfaldne renter udbetales til værgen på begæring indtil 12 måneder efter
forfaldstid.
Vi finder ikke, at der kan
lægges vægt på, at værgen uberettiget har holdt gavebeløbene udenfor en
forvaltningsafdeling, uanset dette måtte bero på værgens ukendskab til
reglerne.
Det er derfor
Civilretsdirektoratets opfattelse, at renter, som er påløbet gavebeløbene i
perioden indtil 1996, og som ikke er forbrugt, på nuværende tidspunkt er
overgået til formuen, og det samlede beløb bestående af gaver med påløbne
renter skal
derfor indsættes i en
godkendt forvaltningsafdeling.
De regler, der er henvist
til ovenfor, findes i:
·
Bekendtgørelse nr. 76 af 25. februar 1986
om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger,
·
Bekendtgørelse nr. 870 af 17. december 1991
om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger
og
·
Bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december
1996 om værgemål.”
A’s partsrepræsentanter
havde under sagens behandling gjort gældende at det aldrig har været
gavegivernes hensigt at gaverne skulle administreres i en
forvaltningsafdeling
hvilket A for sit vedkommende er villig til at bekræfte.
Den 4. februar 2000 bad jeg
Civilretsdirektoratet om en udtalelse og om udlån af sagens akter. I brev af
14. februar 2000 meddelte Civilretsdirektoratet at direktoratet henholdt sig
til afgørelserne af 12. februar 1999 og
26. maj 1999.
Efter en gennemgang af sagen
bad jeg den 17. oktober 2000 Civilretsdirektoratet om en ny udtalelse. Jeg
bad
direktoratet om at redegøre for hvorfor direktoratet
i lyset af
sagsforløbet, herunder det forhold at der har været identitet mellem
værge og gavegiver, ikke finder det dokumenteret at gavegiver havde bestemt
at
midlerne ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Jeg bad
endvidere
Civilretsdirektoratet om at oplyse om N-bank havde (haft) en godkendt
forvaltningsafdeling. I benægtende fald bad jeg direktoratet om at oplyse om
dette forhold havde betydning for vurderingen af gavegivers hensigt. Jeg
bemærkede på ny at beløbene blev givet og indsat af gavegiveren (værgerne),
og
at der var identitet mellem disse. I bekræftende fald anmodede jeg om at det
af
direktoratets udtalelse fremgik hvilken betydning direktoratet havde tillagt
det forhold at N-bank – efter det for mig oplyste – ikke havde
krævet pengene
overført til forvaltningsafdelingen.
Endelig bad jeg
Civilretsdirektoratet om at redegøre for de relevante regler om ikrafttræden
mv. i kapitel 10 i værgemålsloven og for hvorfor direktoratet ikke fandt at
værgemålslovens § 37 kunne finde anvendelse i denne sag. Jeg bad om at
direktoratet i sin besvarelse kom ind på baggrunden for den lange
ikrafttrædelse i forbindelse med lovændringen.
I brev af 10. januar 2001
udtalte Civilretsdirektoratet:
”Folketingets Ombudsmand har
i anledning af (A)’s klage anmodet Civilretsdirektoratet om en
supplerende
udtalelse.
Civilretsdirektoratet skal i
den anledning oplyse følgende:
1.
Det fremgår som bekendt af § 37 i lov nr. 388 af 14. juni 1995
(værgemålsloven), at ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i
§§
28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt
det.
De nærmere regler om lovens
ikrafttræden findes i lovens kapitel 10. Det fremgår således af § 52, at
værgemålsloven trådte i kraft den 1. januar 1997. I §§ 54, 55 og 56 er der
endvidere fastsat visse nærmere overgangsregler i forbindelse med lovens
ikrafttræden.
Om baggrunden for den lange
ikrafttrædelse oplyses det blandt andet i bemærkningerne til kapitel 10, at
ved
ikrafttrædelse den 1. januar 1997 gives der tid til at udarbejde de
nødvendige
administrative forskrifter, og forvaltningsafdelingerne og statsamterne får
tid
til at tilpasse sig nyordningen. Endvidere er det af hensynet til
regnskabsåret
for værgemålsregnskaberne mest hensigtsmæssigt, at lovforslaget får virkning
fra et årsskifte.
Det er på baggrund af
ovenstående Civilretsdirektoratets opfattelse, at værgemålslovens § 37 ikke
finder anvendelse på gaver givet før værgemålslovens ikrafttræden.
2.
Det fremgår af sagen, at de omhandlede gaver er givet i perioden
1988-1996. Civilretsdirektoratet har derfor lagt til grund, at reglerne i den
dagældende lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af
umyndiges midler m.v., skal anvendes på gaverne.
Det fremgår af lovens § 3, stk.
1, at umyndiges midler skal bestyres i en forvaltningsafdeling, der er
knyttet
til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil. Det
fremgår
videre af § 3, stk. 2, litra b, at stk. 1 ikke gælder for gaver, der efter
giverens bestemmelse ikke skal bestyres efter stk. 1.
Det fremgår ikke af
forarbejderne til 1981-loven, hvilke momenter der skal indgå i vurderingen
af,
om det kan anses for dokumenteret, at gavegiver har bestemt, at gaven ikke
skal
bestyres i overensstemmelse med § 3, stk. 1.
Det er
Civilretsdirektoratets opfattelse, at gavegivers bestemmelse om, at gaven
skal
holdes uden for sædvanlig bestyrelse, skal være klar og skal foreligge
senest,
når gaven bliver givet. Direktoratet har ikke i sin dagældende praksis
stillet
krav om, at der f.eks. skal foreligge et gavebrev for at opfylde kravet til
dokumentation for gavegivers hensigt i forbindelse med gavens bestyrelse.
Omvendt har direktoratet som udgangspunkt ikke anset den omstændighed, at
gavemidler rent faktisk blev bestyret uden for en forvaltningsafdeling, for
tilstrækkelig og eneste dokumentation for, at det har været gavegivers
hensigt
at fravige udgangspunktet i den dagældende lovs § 3, stk. 1.
Civilretsdirektoratet er
bekendt med Myndighedslovsudvalgets opfattelse i værgemålsbetænkningen
(bet.nr.
1247/1993 side 292 ff.) om gaver til personer under værgemål, og at denne
opfattelse bl.a. danner grundlag for lovændringen i 1997.
Civilretsdirektoratet har
imidlertid ikke fundet, at den omstændighed, at de omhandlede gavemidler rent
faktisk blev bestyret uden for en godkendt forvaltningsafdeling, i sig selv
på
tilstrækkelig måde dokumenterer, at det har været givernes hensigt at fravige
§
3, stk. 1, i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v.
Direktoratet har ved vurderingen heraf lagt betydelig vægt på størrelsen af
de
gavebeløb, som efter det oplyste er givet til børnene indtil begyndelsen af
1994, og som ikke synes at stamme fra børnefamilieydelse. Det er således
direktoratets opfattelse, at børnene, selvom gaverne er givet af værgerne,
bør
nyde den beskyttelse, som den dagældende lovs § 3, stk. 1, var udtryk for,
når
der ikke, ud over at midlerne rent faktisk blev bestyret uden for en
forvaltningsafdeling, foreligger dokumentation for givernes hensigt.
3.
Civilretsdirektoratet kan endelig oplyse, at (N-bank) ikke på
noget tidspunkt har været godkendt som forvaltningsafdeling. Det har i øvrigt
ikke været direktoratet bekendt, hvilken bank gavemidlerne har været bestyret
i.
Der henvises i øvrigt til
pkt. 2 vedrørende direktoratets vurdering af gavegivers hensigt i relation
til,
at gavemidlerne rent faktisk har været bestyret uden for en godkendt
forvaltningsafdeling.”
Den 16. januar 2001
kommenterede C Civilretsdirektoratets udtalelse således:
”Jeg har modtaget Deres brev
af 15. januar 2001, hvori De vedlægger Civilretsdirektoratets svar af 11.
januar 2001 på Deres skrivelse af 17. oktober 2000.
Jeg synes, at
Civilretsdirektoratets skrivelse på flere punkter er interessant, ikke mindst
på side 2, 4. afsnit, hvor man anerkender, at
’Det fremgår ikke af
forarbejderne til 1981-loven, hvilke momenter der skal indgå i vurderingen
af,
om det anses for dokumenteret, at gavegiver har bestemt, at gaven ikke skal
bestyres i overensstemmelse med § 3, stk. 1.’
Herudover fastslår
Civilretsdirektoratet
i efterfølgende
afsnit, at
’Direktoratet har
ikke
(min fremhævelse) i sin dagældende
praksis stillet krav om, at der f.eks. skal foreligge et gavebrev for at
opfylde kravet til dokumentation.’
Udover, at dette ikke
harmonerer med ordlyden og argumenterne i Civilretsdirektoratets afgørelse af
12. februar 1999, hvor det anføres, at
’Giverens hensigt til
undtagelse for kravet om bestyrelse i en forvaltningsafdeling skal være klar
og
foreligge senest ved gavens givelse ( ) De har oplyst, ( ), og at der ikke er
oprettet gavebreve eller lignende.’
medfører udsagnet naturligt
spørgsmålet om, hvad det så er for en dokumentation, Direktoratet mener burde
foreligge i den aktuelle sag, for at givers hensigt anses for gældende.
I (A)’s og (B)’s tilfælde er
der netop tale om følgende aktuelle forhold:
·
-Der har været fuld identitet mellem giver
og værge.
·
-Midlerne har af giver været anbragt på en
konto –
uden forvaltningsafdeling
oven i købet i et pengeinstitut (N-bank), der ikke har en
forvaltningsafdeling.
Når Civilretsdirektoratet nu
medgiver, at der hverken i loven, forarbejderne til loven, eller i praksis i
øvrigt har været hjemmel til at kræve dokumentation i form af gavebrev, mener
jeg, at det fuldt ud – ved givernes og værgernes handlemåde – må
være
dokumenteret, at gaverne ikke skulle båndlægges i en forvaltningsafdeling.
Sagen må herefter – efter
undertegnedes opfattelse – være ganske klar, og under hensyntagen til
den
efterhånden ganske lange sagsbehandling skal jeg anmode om, at der nu træffes
en afgørelse af ombudsmanden.
Med hensyn til det af
Civilretsdirektoratet, sidste afsnit, side 2 anførte – at der ved
vurderingen i
direktoratets afgørelse har været lagt betydelig vægt på størrelsen af de
gavebeløb, som er givet (X) og (Y) (børnene) indtil 1994, og som ikke synes
at
stamme fra Børnefamilieydelse – skal jeg bemærke, at argumentationen
virker
noget søgt. Der har ikke på noget tidspunkt været tale om, at gaver til hvert
barn har oversteget 16.000 kr. pr. år – og som er indenfor de dagældende
gavegrænser – ligesom gavernes størrelse er fuldstændig i niveau med de
gaver,
som mange forældre giver deres børn. Jeg har derfor meget svært ved at se, at
der skulle været et ekstraordinært indhold i gaverne, selvom dette formentlig
ikke kan have nogen betydning.
”
Den 15. februar 2001
meddelte Civilretsdirektoratet at C’s brev ikke gav direktoratet
anledning til
yderligere bemærkninger.
Den 29. maj 2001 sendte jeg
en foreløbig redegørelse om sagen til Civilretsdirektoratet. Jeg bad samtidig
om Civilretsdirektoratets bemærkninger til min foreløbige redegørelse. I min
foreløbige redegørelse anførte jeg bl.a.:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Retsgrundlaget
§ 37 i lov om værgemål (lov nr. 388 af 14. juni 1995) har følgende ordlyd:
’
§ 37.
Ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30, § 35, stk.
1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.’
Det følger således af § 37 i den nugældende værgemålslov at gaver kun skal
bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling hvis gavegiver har bestemt dette.
Værgemålsloven trådte i kraft den 1. januar 1997, jf.
lovens § 52.
I udtalelsen til mig har Civilretsdirektoratet anført at direktoratet mener
at det er de tidligere gældende regler der finder anvendelse i denne sag. Ved
min gennemgang af sagen
har jeg lagt denne retsopfattelse til grund. Jeg har således koncentreret min
undersøgelse om hvilken dokumentation der kan kræves for ’giverens
bestemmelse’
i § 3, stk. 1, og stk. 2, litra b, i den tidligere gældende lov om
anbringelse
af umyndiges midler (lov nr. 211 af 13. maj 1981). Bestemmelsen har følgende
ordlyd:
’
§ 3. Umyndiges midler bestyres i en forvaltningsafdeling, der er
knyttet til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil.
Stk. 2.
stk. 1 gælder ikke for
b) gaver, der efter giverens
bestemmelse ikke skal bestyres efter stk. 1,
’
Efter de tidligere gældende
regler skal umyndiges midler bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.
Dette
gælder dog ikke for gaver hvis gavegiveren har bestemt at gaven ikke skal
bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.
Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999
Civilretsdirektoratet har
ved afgørelsen af 12. februar 1999 lagt vægt på at det ikke var dokumenteret
at
der var truffet bestemmelse om at gavemidlerne skulle bestyres uden for en
forvaltningsafdeling.
I tilfælde hvor der
foreligger en udtrykkelig tilkendegivelse i et gavebrev, vil
dokumentationskravet normalt være opfyldt. Civilretsdirektoratet har hverken
over for (A)’s partsrepræsentanter eller i udtalelsen til mig præciseret
hvorledes dokumentationskravet kan opfyldes når der ikke foreligger et
skriftligt gavebrev.
Civilretsdirektoratet har
ikke henvist til regler der fastsætter formkrav for hvorledes gavegivers
bestemmelse skal kunne dokumenteres. Tværtimod har direktoratet i udtalelsen
til mig anført at direktoratet ikke i praksis har stillet krav om at der skal
være udfærdiget et gavebrev. Direktoratet har henvist til at det ikke i
lovforarbejderne anføres hvilke momenter der skal indgå i vurderingen af om
det
kan anses for dokumenteret at gavegiver har bestemt at gaven ikke skal
administreres i en forvaltningsafdeling. Det er dog Civilretsdirektoratets
opfattelse at gavegivers bestemmelse om at en gave skal holdes uden for
sædvanlig bestyrelse, skal være klar og skal foreligge senest når gaven
gives.
Heri er jeg enig.
I mangel af skriftlig
dokumentation mener jeg at almindelige bevisprincipper og forvaltningsrettens
officialprincip må blive afgørende for vurderingen af gavegivers bestemmelse
og
hensigt.
Ved min gennemgang af sagen
har jeg forstået at (A) og hendes partsrepræsentanter har været af den
opfattelse at (A) og hendes nu afdøde mand
som
gavegiver
havde bestemt at midlerne
ikke
skulle administreres i en forvaltningsafdeling.
Som værger
for døtrene handlede (A) og hendes mand (i ca. 8 år) i
overensstemmelse med gavegivers bestemmelse ved ikke at lade midlerne bestyre
i
en forvaltningsafdeling.
Det forhold at der var
identitet mellem gavegiver og værge, taler
-
efter min opfattelse
-
med
meget stor vægt for at værgerne har handlet i overensstemmelse med
gavegivernes
klare hensigt således som den er kommet til udtryk ved gavens givelse.
Det er derfor også mindre
forståeligt for mig at Civilretsdirektoratet ikke finder det dokumenteret at
gavegiver havde bestemt at gaven skulle administreres uden for en
forvaltningsafdeling. Det står mig ikke klart på hvilket grundlag
Civilretsdirektoratet bygger opfattelsen af at (A) og hendes nu afdøde
ægtefælle ikke som
værger
kendte og
handlede i overensstemmelse med (A)’s og hendes nu afdøde ægtefælles
bestemmelse som
gavegiver.
Jeg bemærker at
Civilretsdirektoratet – som led i sagens oplysning – heller ikke
ses at have
tilvejebragt oplysninger der tydede på at det ikke var gavegivers ønske at
gaven ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Ved min gennemgang
af sagen har jeg ikke konstateret forhold der taler imod (A)’s
oplysninger om
at det har været hendes og hendes nu afdøde ægtefælles bestemte ønske at
gavebeløbene ikke skulle bestyres i en forvaltningsafdeling. (A)’s
oplysninger
støttes af at hun og hendes nu afdøde ægtefælle faktisk valgte at indsætte
gavebeløbene på en konto i et pengeinstitut uden en forvaltningsafdeling.
Lov om værgemål trådte i
kraft den 1. januar 1997. Efter denne lovs § 37 er udgangspunktet nu at gaver
til umyndige ikke skal administreres i en forvaltningsafdeling medmindre
gavegiver udtrykkeligt har bestemt andet. Civilretsdirektoratets – efter
min
opfattelse – strenge dokumentationskrav ved afgørelsen af 12. februar
1999
harmonerer mindre godt med denne udvikling på retsområdet.
Jeg er enig i
Civilretsdirektoratets synspunkt om at gavegiver på tidspunktet for gavens
givelse skal have mulighed for at kende de vilkår som gaven gives på. En gave
givet før værgemålslovens ikrafttræden vil derfor
-
i mangel af bestemmelse
fra gavegiver om det modsatte
-
skulle indsættes i en forvaltningsafdeling.
I denne sag forekommer de
beskyttelseshensyn der lå bag § 3, stk. 1, og stk. 2, litra b, i den
tidligere
gældende lov om anbringelse af umyndiges midler, imidlertid mindre relevante
idet gavegiver ikke er en ’tredjemand’, men derimod er identisk med
værgerne.
Værgerne må selvsagt antages at have handlet i overensstemmelse med
gavegivers
ønske. Mangel på særskilt dokumentation for at gavegiver ikke ønskede gaverne
administreret i en forvaltningsafdeling, kan således
-
efter min opfattelse
-
ikke
i en situation som den foreliggende udgøre den fornødne begrundelse for at
kræve gaverne indsat i en forvaltningsafdeling.
Ud fra de oplysninger der
foreligger i sagen, er det min foreløbige opfattelse at grundlaget for
Civilretsdirektoratets afgørelse ikke er i overensstemmelse med almindelige
juridiske bevisprincipper, og at afgørelsen i sit indhold forekommer
urimelig.
Jeg overvejer derfor at
henstille til Civilretsdirektoratet at genoptage behandlingen af sagen.
Set i lyset af det netop
anførte mener jeg ikke at det er hensigtsmæssigt at jeg på nuværende
tidspunkt
tager stilling til Civilretsdirektoratets afgørelse af 26. maj 1999 for så
vidt
angår spørgsmålet om renter. Jeg har heller ikke herved taget stilling til
Civilretsdirektoratets sagsbehandling i øvrigt.”
Den 11. juni 2001 skrev
Civilretsdirektoratet bl.a.:
”Under henvisning hertil kan
Civilretsdirektoratet meddele, at vi har taget Deres foreløbige redegørelse
til
efterretning.
Vi har derfor dags dato
meddelt C, at vi genoptager vores afgørelse af 12. februar 1999, og at C kan
forvente svar umiddelbart efter, at vi modtager sagens akter retur fra Dem.
”
I breve af 20. juni 2001
meddelte jeg C og Civilretsdirektoratet at jeg – under henvisning til at
Civilretsdirektoratet havde taget min foreløbige redegørelse til efterretning
og genoptaget behandlingen af A’s sag – havde besluttet at jeg ikke
ville
fortsætte den iværksatte ombudsmandsundersøgelse. Jeg henviste til
ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage
giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Lignende dokumenter
- Decendent anset for part som led i fondsmyndighedens tilsyn. Lov om erhvervsdrivende fonde §§ 77 og 78 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. juli 2017
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Wathelet fremsat den 18. februar 2016. — Sabine Hünnebeck mod Finanzamt Krefeld. EU-domme · 18. februar 2016
- Gaveoverdragelse af aktier til mindreårigt barn - beskatning af udbytte Retsinformation · 13. marts 2018
- Stadfæstet, at visse vedtægtsændringer foretaget uden godkendelse fra fondsmyndighed er ugyldige, samt at Civilstyrelsens tidligere afgørelse var fejlbehæftet med betydelige mangler. Partsstatus vurderet. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. april 2021
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 8. juni 2016. — Sabine Hünnebeck mod Finanzamt Krefeld. EU-domme · 8. juni 2016
- Fradrag for renteudgifter Landsskatteretten · 23. november 2021