Spring til indhold

Retsinformation

Krav til dokumentation for gavegivers vilje angående administration af pengegave til umyndig

FOU nr 2001.126UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Krav til dokumentation for gavegivers vilje angående

administration af pengegave til umyndig

I 1996 omkom A’s ægtefælle,

B, ved en ulykke. Det fremgik af sagen at A var værge for døtrene X (født i

1984) og Y (født i 1988).

A og hendes nu afdøde

ægtefælle havde i perioden fra 1988 til 1996 givet deres to døtre årlige

kontante gaver på 8.000-16.000 kr. A’s partsrepræsentant havde tilsendt

mig en

opgørelse over henholdsvis A’s og B’s indbetalinger.

A’s partsrepræsentant i

forbindelse med min behandling af sagen, statsautoriseret revisor C, oplyste

i

et brev til mig at de enkelte overførsler var af relativt beskeden størrelse,

og at der ofte var tale om beløb der stammede fra børnefamilieydelsen. Det

fremgik endvidere af henvendelsen til mig at det var gavegivernes agt at

døtrenes fælleskonto – hvortil beløbene blev overført – skulle

anvendes til

døtrenes uddannelse, konfirmation, mulighed for rejser og på et senere

tidspunkt til køb af stereoanlæg mv. Beløbene blev overført til døtrenes

konto

på et tidspunkt hvor forældrenes likviditet tillod dette, og det har gennem

hele forløbet været gavegivernes agt at kontoen skulle være til fri

disposition, og at der ikke skulle være bindinger af nogen art. Derfor blev

gaverne indsat på en almindelig konto i et pengeinstitut og ikke i en

forvaltningsafdeling. I efteråret 1997 blev kontoen flyttet fra N-bank til

M-bank.

I brev af 10. august 1998

meddelte M-bank (forvaltningsafdelingen) at kontoen med gaveindbetalingerne

skulle overføres til forvaltningsafdelingen. Som svar på henvendelsen fra

Læs alt

M-bank skrev A’s advokat i et brev af 26. august 1998 bl.a. at det

aldrig havde

været B’s ønske at gaverne skulle administreres i en

forvaltningsafdeling.

Advokaten henviste til at B i så fald ville have indsat beløbet i en sådan

afdeling. Det blev videre anført at det aldrig havde været A’s ønske at

forvaltningsafdelingen skulle bestyre hendes gaver til børnene. Beløbet

skulle

derfor være på en konto som døtrene og værgen (A) – under ansvar –

kunne

disponere over.

Den 8. september 1998

fastholdt M-bank det anførte i bankens brev af 10. august 1998. I brev af 11.

september 1998 indbragte advokaten sagen for Civilretsdirektoratet. I klagen

anførte advokaten bl.a.:

”Jeg vedlægger oversigt over

de enkelte ydelser. Det var ægtefællernes udtrykkelige ønske, at denne konto

ikke skulle indgå i en forvaltningsafdeling, hvorfor pengene blev indsat på

en

konto i (N-bank). I forbindelse med dødsfaldet, blev den arv, som tilkom

døtrene, indsat i forvaltningsafdelingen i (M-bank) og min klient overførte

til

samme bank, men udenfor forvaltningsafdelingen kontoen i (N-bank). Kontoen

fik

nr. ( ) og i 1997 meddelte (M-bank) at beløbet henstående på ovennævnte konto

skulle indsættes i forvaltningsafdelingen. Min klient har protesteret

herimod,

idet det aldrig har været hendes afdødes mands mening, at pengene skulle

anbringes der og i hvert fald har hun af de penge hun har indskudt ikke

ønsket

dette. Jeg anmoder derfor Civilretsdirektoratet principalt om at udtage

kontoen

fra forvaltningsafdelingen for hele beløbet og subsidiært i hvert fald for så

vidt angår det beløb, som fru (A) gennem årene har givet sine børn. Min

klient

har udfærdiget en opgørelse hvoraf fremgår, at min klient har givet i alt kr.

101.539. Der har ikke i dette nære familieforhold været oprettet noget

gavebrev, men min klient og hendes mand har hele tiden været af den

udtrykkelige formodning, at kontoen skulle bestyres af dem som værger,

selvfølgelig under ansvar, men ikke i en forvaltningsafdeling. Jeg henviser

til

værgemålslovens § 37 og fortolkningen heraf. Det bemærkes, at min klient fra

1.

januar 1997 har overført kr. 5.000,- pr. måned fra kontoen til dækning af

skolepenge og daglige fornødenheder, ud fra den betragtning, at dette beløb

skulle kompensere leveomkostninger på grund af faderens død. Da

forvaltningsafdelingen inddrog pengene anmodede de samtidig min klient om at

tilbageføre den samlede overførsel fra 1997 og 1998 til pigernes konto,

hvilket

min klient har gjort.

Det er vigtigt for pigerne,

at de kan fortsætte i privatskole og den samlede udgift hertil for perioden

fra

1. januar 1997 – 30. januar 1998 androg kr. 28.761,90. Såfremt

Civilretsdirektoratet er af den opfattelse, at kontoen skal overføres til

forvaltningsafdelingen, anmoder jeg om, at i hvert fald et beløb stort kr.

28.761,90 kan hæves på denne konto og at der derudover hver måned kan

overføres

skolepenge til børnene.”

Efter modtagelsen af

advokatens klage bad Civilretsdirektoratet M-bank (forvaltningsafdelingen) om

bemærkninger og om at indsende akterne. Den 18. september 1998 udtalte

M-bank:

”Til Deres orientering kan

vi oplyse, at vi ved (X) og (Y)’s overførsel til (M-bank)’s

Forvaltningsafdeling i marts 1997 gjorde værgen opmærksom på et beløb på kr.

259.243,98, der var overført til en konto i vor ( ) afdeling i oktober 1996,

lydende på begge piger, også skulle indsættes i Forvaltningsafdelingen.

Vi modtager diverse breve

fra (C)/(A) kopier vedlægges.

I forbindelse med vor

revidering af værgemålsregnskaberne for 1997, retter vi henvendelse til

Civilretsdirektoratet, hvor vi pr. telefon redegør for vor opfattelse af

forbruget på omtalte konto, der hæves 5.000,00 hver måned. Vi får da

bekræftet,

at beløb der stammer fra før 1. januar 1997, hvor den nye værgemålslov trådte

i

kraft burde være i en Forvaltningsafdeling med mindre der var et gavebrev, og

hvis der gjorde burde der søges om månedlig frigivelse.

Af vedlagte korrespondance

fremgår det, at der ikke er noget gavebrev, og der er nu indbetalt et beløb

så

saldoen på kontoen d.d. er kr. 234.102,21 og stadig stående i vor ( )

afdeling.

”

I en kommentar (af 16.

december 1998) til bankens brev anførte advokaten bl.a.:

”Da der foreligger gaver fra

forældrene til mindreårige børn, er der ikke noget skriftligt gavebrev, men

kun

en mundtlig erklæring, hvilket moderen selvfølgelig altid vil være villig til

at vedstå.

Såfremt det ønskes, vil jeg

fremskaffe en skriftlig erklæring fra moderen – værge- og

forældremyndighedens

indehaver.”

Den 12. februar 1999 traf

Civilretsdirektoratet følgende afgørelse:

”

Vi ændrer

ikke

forvaltningsafdelingens afgørelse.

Vi skal derfor anmode Dem om at drage omsorg for, at (A) indbetaler beløbet

på

275.565 kr. til en godkendt forvaltningsafdeling

inden 4 uger fra d.d.

Efter Civilretsdirektoratets

opfattelse, kan værgemålslovens § 37 ikke antages at finde anvendelse på

gaver,

som er givet før værgemålslovens ikrafttræden, jf. lovens § 52. I modsat fald

havde gavegiveren ikke mulighed for, da gaven blev ydet, at vide på hvilke

betingelser gaven blev givet.

Det fremgik af § 3, stk. 2,

litra b, jf. stk. 1 i lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og

bestyrelse

af umyndiges midler m.v., der var gældende indtil den 1. januar 1997, at

gaver

tilhørende umyndige skulle bestyres i en forvaltningsafdeling, med mindre

giveren havde bestemt andet.

Giverens hensigt til

undtagelse for kravet om bestyrelse i en forvaltningsafdeling skal være klar

og

foreligge senest ved gavens givelse.

De har oplyst, at beløbet på

275.565 kr. er ydet som gaver fra forældrene til børnene i perioden 1988-96,

og

at der ikke er oprettet gavebrev eller lignende.

Da det således ikke er

dokumenteret, at der er truffet bestemmelse om, at gavemidlerne skal bestyres

uden for en forvaltningsafdeling, skal disse bestyres i en godkendt

forvaltningsafdeling.

Det skal bemærkes, at

såfremt værgen finder, at børnene har behov, som kun kan dækkes ved forbrug

af

børnenes formue, kan ansøgning om frigivelse fra formuen indgives til

statsamtet. Det gælder også beløb, som værgen allerede måtte have brugt uden

statsamtets godkendelse.

”

I brev af 10. marts 1999 bad

advokaten om at få svar på de spørgsmål mv. som hun havde stillet til

Civilretsdirektoratet under sagens behandling. Advokaten anførte:

”

De har imidlertid ikke

besvaret sagen for så vidt angår spørgsmålet om det beløb som fru (A) gennem

årene har givet sine børn, i alt kr. 101.539,00. Fru (A) er levende og har nu

udfærdiget gavebrev, som jeg naturligvis gerne fremsender. Udover dette har

jeg

forespurgt om et beløb stort kr. 28.761,30 kan hæves på kontoen og at der

derudover

hver måned kan overføres skolepenge til børnene. Heller ikke denne

forespørgsel

har jeg fået svar på.

Jeg udbeder mig svar herpå

snarest muligt.”

Den 22. marts 1999 svarede

Civilretsdirektoratet og anførte bl.a. følgende:

”De har anført, at De ikke

mener, at Civilretsdirektoratet har taget stilling til alle punkter i Deres

klage over (M-bank), Forvaltningsafdelingens afgørelse om, at (A) skal

indbetale et beløb på i alt 275.565 kr., som tilhører hendes døtre (Y) og

(X),

til forvaltningsafdelingen.

De har således anført, at vi

ikke har besvaret Deres klage for så vidt angår det beløb, som fru (A) har

givet sine børn som gave. De har endvidere anført, at vi ikke har besvaret

Deres spørgsmål om, hvorvidt der kan betales skolepenge af børnenes formue.

Som det fremgår af

Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999 har vi ikke fundet det

dokumenteret, at der er truffet bestemmelse om at nogen del af det samlede

gavebeløb på 275.565 kr. skal bestyres uden for en forvaltningsafdeling,

hvorfor beløbet skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Gavegivers

hensigt skal være klar og skal foreligge ved gavetilsagnets afgivelse dog

senest ved gavens overdragelse.

Det fremgår endvidere af

vores afgørelse, at såfremt værgen finder, at børnene har behov, som kun kan

dækkes ved forbrug af børnenes formue, kan ansøgning om frigivelse fra

formuen

indgives til

statsamtet.

”

Den 5. maj 1999 bad

statsautoriseret revisor C Civilretsdirektoratet om at tage stilling til

rentespørgsmålet.

Den 26. maj 1999 svarede

Civilretsdirektoratet:

”

De anfører i Deres brev, at

(A) alene agter at indsætte 219.474 kr. i forvaltningsafdelingen af det

samlede

beløb på 275.565 kr., idet forskellen på disse beløb udgøres af renter, som

er

påløbet i perioden 1991 til 1996.

Vi skal i den anledning

meddele, at vi

fastholder

vores

afgørelse om, at beløbet på 275.565 kr. skal indsættes i

forvaltningsafdelingen. Vi henholder os til begrundelsen for vores afgørelser

af 12. februar og 22. marts 1999, idet vi skal tilføje følgende:

Det fremgik af de to

tidligere bekendtgørelser om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte

forvaltningsafdelinger § 19, stk. 1, at forfaldne renter udbetales til værgen

på begæring. Forfaldne renter, der ikke udbetales, oplægges som kapital.

Renter, der er oplagt inden for de sidste 12 måneder, kan dog udbetales på

begæring. Disse bekendtgørelser gjaldt i perioden fra 1. marts 1986 til og

med

31. december 1996.

En tilsvarende regel findes

nu i bekendtgørelse om værgemål § 52, stk. 1. Det fremgår af § 52, stk. 1, at

forfaldne renter udbetales til værgen på begæring indtil 12 måneder efter

forfaldstid.

Vi finder ikke, at der kan

lægges vægt på, at værgen uberettiget har holdt gavebeløbene udenfor en

forvaltningsafdeling, uanset dette måtte bero på værgens ukendskab til

reglerne.

Det er derfor

Civilretsdirektoratets opfattelse, at renter, som er påløbet gavebeløbene i

perioden indtil 1996, og som ikke er forbrugt, på nuværende tidspunkt er

overgået til formuen, og det samlede beløb bestående af gaver med påløbne

renter skal

derfor indsættes i en

godkendt forvaltningsafdeling.

De regler, der er henvist

til ovenfor, findes i:

·

Bekendtgørelse nr. 76 af 25. februar 1986

om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger,

·

Bekendtgørelse nr. 870 af 17. december 1991

om bestyrelse af umyndiges midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger

og

·

Bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december

1996 om værgemål.”

A’s partsrepræsentanter

havde under sagens behandling gjort gældende at det aldrig har været

gavegivernes hensigt at gaverne skulle administreres i en

forvaltningsafdeling

hvilket A for sit vedkommende er villig til at bekræfte.

Den 4. februar 2000 bad jeg

Civilretsdirektoratet om en udtalelse og om udlån af sagens akter. I brev af

14. februar 2000 meddelte Civilretsdirektoratet at direktoratet henholdt sig

til afgørelserne af 12. februar 1999 og

26. maj 1999.

Efter en gennemgang af sagen

bad jeg den 17. oktober 2000 Civilretsdirektoratet om en ny udtalelse. Jeg

bad

direktoratet om at redegøre for hvorfor direktoratet

i lyset af

sagsforløbet, herunder det forhold at der har været identitet mellem

værge og gavegiver, ikke finder det dokumenteret at gavegiver havde bestemt

at

midlerne ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Jeg bad

endvidere

Civilretsdirektoratet om at oplyse om N-bank havde (haft) en godkendt

forvaltningsafdeling. I benægtende fald bad jeg direktoratet om at oplyse om

dette forhold havde betydning for vurderingen af gavegivers hensigt. Jeg

bemærkede på ny at beløbene blev givet og indsat af gavegiveren (værgerne),

og

at der var identitet mellem disse. I bekræftende fald anmodede jeg om at det

af

direktoratets udtalelse fremgik hvilken betydning direktoratet havde tillagt

det forhold at N-bank – efter det for mig oplyste – ikke havde

krævet pengene

overført til forvaltningsafdelingen.

Endelig bad jeg

Civilretsdirektoratet om at redegøre for de relevante regler om ikrafttræden

mv. i kapitel 10 i værgemålsloven og for hvorfor direktoratet ikke fandt at

værgemålslovens § 37 kunne finde anvendelse i denne sag. Jeg bad om at

direktoratet i sin besvarelse kom ind på baggrunden for den lange

ikrafttrædelse i forbindelse med lovændringen.

I brev af 10. januar 2001

udtalte Civilretsdirektoratet:

”Folketingets Ombudsmand har

i anledning af (A)’s klage anmodet Civilretsdirektoratet om en

supplerende

udtalelse.

Civilretsdirektoratet skal i

den anledning oplyse følgende:

1.

Det fremgår som bekendt af § 37 i lov nr. 388 af 14. juni 1995

(værgemålsloven), at ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i

§§

28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt

det.

De nærmere regler om lovens

ikrafttræden findes i lovens kapitel 10. Det fremgår således af § 52, at

værgemålsloven trådte i kraft den 1. januar 1997. I §§ 54, 55 og 56 er der

endvidere fastsat visse nærmere overgangsregler i forbindelse med lovens

ikrafttræden.

Om baggrunden for den lange

ikrafttrædelse oplyses det blandt andet i bemærkningerne til kapitel 10, at

ved

ikrafttrædelse den 1. januar 1997 gives der tid til at udarbejde de

nødvendige

administrative forskrifter, og forvaltningsafdelingerne og statsamterne får

tid

til at tilpasse sig nyordningen. Endvidere er det af hensynet til

regnskabsåret

for værgemålsregnskaberne mest hensigtsmæssigt, at lovforslaget får virkning

fra et årsskifte.

Det er på baggrund af

ovenstående Civilretsdirektoratets opfattelse, at værgemålslovens § 37 ikke

finder anvendelse på gaver givet før værgemålslovens ikrafttræden.

2.

Det fremgår af sagen, at de omhandlede gaver er givet i perioden

1988-1996. Civilretsdirektoratet har derfor lagt til grund, at reglerne i den

dagældende lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af

umyndiges midler m.v., skal anvendes på gaverne.

Det fremgår af lovens § 3, stk.

1, at umyndiges midler skal bestyres i en forvaltningsafdeling, der er

knyttet

til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil. Det

fremgår

videre af § 3, stk. 2, litra b, at stk. 1 ikke gælder for gaver, der efter

giverens bestemmelse ikke skal bestyres efter stk. 1.

Det fremgår ikke af

forarbejderne til 1981-loven, hvilke momenter der skal indgå i vurderingen

af,

om det kan anses for dokumenteret, at gavegiver har bestemt, at gaven ikke

skal

bestyres i overensstemmelse med § 3, stk. 1.

Det er

Civilretsdirektoratets opfattelse, at gavegivers bestemmelse om, at gaven

skal

holdes uden for sædvanlig bestyrelse, skal være klar og skal foreligge

senest,

når gaven bliver givet. Direktoratet har ikke i sin dagældende praksis

stillet

krav om, at der f.eks. skal foreligge et gavebrev for at opfylde kravet til

dokumentation for gavegivers hensigt i forbindelse med gavens bestyrelse.

Omvendt har direktoratet som udgangspunkt ikke anset den omstændighed, at

gavemidler rent faktisk blev bestyret uden for en forvaltningsafdeling, for

tilstrækkelig og eneste dokumentation for, at det har været gavegivers

hensigt

at fravige udgangspunktet i den dagældende lovs § 3, stk. 1.

Civilretsdirektoratet er

bekendt med Myndighedslovsudvalgets opfattelse i værgemålsbetænkningen

(bet.nr.

1247/1993 side 292 ff.) om gaver til personer under værgemål, og at denne

opfattelse bl.a. danner grundlag for lovændringen i 1997.

Civilretsdirektoratet har

imidlertid ikke fundet, at den omstændighed, at de omhandlede gavemidler rent

faktisk blev bestyret uden for en godkendt forvaltningsafdeling, i sig selv

på

tilstrækkelig måde dokumenterer, at det har været givernes hensigt at fravige

§

3, stk. 1, i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v.

Direktoratet har ved vurderingen heraf lagt betydelig vægt på størrelsen af

de

gavebeløb, som efter det oplyste er givet til børnene indtil begyndelsen af

1994, og som ikke synes at stamme fra børnefamilieydelse. Det er således

direktoratets opfattelse, at børnene, selvom gaverne er givet af værgerne,

bør

nyde den beskyttelse, som den dagældende lovs § 3, stk. 1, var udtryk for,

når

der ikke, ud over at midlerne rent faktisk blev bestyret uden for en

forvaltningsafdeling, foreligger dokumentation for givernes hensigt.

3.

Civilretsdirektoratet kan endelig oplyse, at (N-bank) ikke på

noget tidspunkt har været godkendt som forvaltningsafdeling. Det har i øvrigt

ikke været direktoratet bekendt, hvilken bank gavemidlerne har været bestyret

i.

Der henvises i øvrigt til

pkt. 2 vedrørende direktoratets vurdering af gavegivers hensigt i relation

til,

at gavemidlerne rent faktisk har været bestyret uden for en godkendt

forvaltningsafdeling.”

Den 16. januar 2001

kommenterede C Civilretsdirektoratets udtalelse således:

”Jeg har modtaget Deres brev

af 15. januar 2001, hvori De vedlægger Civilretsdirektoratets svar af 11.

januar 2001 på Deres skrivelse af 17. oktober 2000.

Jeg synes, at

Civilretsdirektoratets skrivelse på flere punkter er interessant, ikke mindst

på side 2, 4. afsnit, hvor man anerkender, at

’Det fremgår ikke af

forarbejderne til 1981-loven, hvilke momenter der skal indgå i vurderingen

af,

om det anses for dokumenteret, at gavegiver har bestemt, at gaven ikke skal

bestyres i overensstemmelse med § 3, stk. 1.’

Herudover fastslår

Civilretsdirektoratet

i efterfølgende

afsnit, at

’Direktoratet har

ikke

(min fremhævelse) i sin dagældende

praksis stillet krav om, at der f.eks. skal foreligge et gavebrev for at

opfylde kravet til dokumentation.’

Udover, at dette ikke

harmonerer med ordlyden og argumenterne i Civilretsdirektoratets afgørelse af

12. februar 1999, hvor det anføres, at

’Giverens hensigt til

undtagelse for kravet om bestyrelse i en forvaltningsafdeling skal være klar

og

foreligge senest ved gavens givelse ( ) De har oplyst, ( ), og at der ikke er

oprettet gavebreve eller lignende.’

medfører udsagnet naturligt

spørgsmålet om, hvad det så er for en dokumentation, Direktoratet mener burde

foreligge i den aktuelle sag, for at givers hensigt anses for gældende.

I (A)’s og (B)’s tilfælde er

der netop tale om følgende aktuelle forhold:

·

-Der har været fuld identitet mellem giver

og værge.

·

-Midlerne har af giver været anbragt på en

konto –

uden forvaltningsafdeling

oven i købet i et pengeinstitut (N-bank), der ikke har en

forvaltningsafdeling.

Når Civilretsdirektoratet nu

medgiver, at der hverken i loven, forarbejderne til loven, eller i praksis i

øvrigt har været hjemmel til at kræve dokumentation i form af gavebrev, mener

jeg, at det fuldt ud – ved givernes og værgernes handlemåde – må

være

dokumenteret, at gaverne ikke skulle båndlægges i en forvaltningsafdeling.

Sagen må herefter – efter

undertegnedes opfattelse – være ganske klar, og under hensyntagen til

den

efterhånden ganske lange sagsbehandling skal jeg anmode om, at der nu træffes

en afgørelse af ombudsmanden.

Med hensyn til det af

Civilretsdirektoratet, sidste afsnit, side 2 anførte – at der ved

vurderingen i

direktoratets afgørelse har været lagt betydelig vægt på størrelsen af de

gavebeløb, som er givet (X) og (Y) (børnene) indtil 1994, og som ikke synes

at

stamme fra Børnefamilieydelse – skal jeg bemærke, at argumentationen

virker

noget søgt. Der har ikke på noget tidspunkt været tale om, at gaver til hvert

barn har oversteget 16.000 kr. pr. år – og som er indenfor de dagældende

gavegrænser – ligesom gavernes størrelse er fuldstændig i niveau med de

gaver,

som mange forældre giver deres børn. Jeg har derfor meget svært ved at se, at

der skulle været et ekstraordinært indhold i gaverne, selvom dette formentlig

ikke kan have nogen betydning.

”

Den 15. februar 2001

meddelte Civilretsdirektoratet at C’s brev ikke gav direktoratet

anledning til

yderligere bemærkninger.

Den 29. maj 2001 sendte jeg

en foreløbig redegørelse om sagen til Civilretsdirektoratet. Jeg bad samtidig

om Civilretsdirektoratets bemærkninger til min foreløbige redegørelse. I min

foreløbige redegørelse anførte jeg bl.a.:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”Retsgrundlaget

§ 37 i lov om værgemål (lov nr. 388 af 14. juni 1995) har følgende ordlyd:

’

§ 37.

Ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30, § 35, stk.

1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.’

Det følger således af § 37 i den nugældende værgemålslov at gaver kun skal

bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling hvis gavegiver har bestemt dette.

Værgemålsloven trådte i kraft den 1. januar 1997, jf.

lovens § 52.

I udtalelsen til mig har Civilretsdirektoratet anført at direktoratet mener

at det er de tidligere gældende regler der finder anvendelse i denne sag. Ved

min gennemgang af sagen

har jeg lagt denne retsopfattelse til grund. Jeg har således koncentreret min

undersøgelse om hvilken dokumentation der kan kræves for ’giverens

bestemmelse’

i § 3, stk. 1, og stk. 2, litra b, i den tidligere gældende lov om

anbringelse

af umyndiges midler (lov nr. 211 af 13. maj 1981). Bestemmelsen har følgende

ordlyd:

’

§ 3. Umyndiges midler bestyres i en forvaltningsafdeling, der er

knyttet til et pengeinstitut, og som justitsministeren har godkendt dertil.

Stk. 2.

stk. 1 gælder ikke for

b) gaver, der efter giverens

bestemmelse ikke skal bestyres efter stk. 1,

’

Efter de tidligere gældende

regler skal umyndiges midler bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.

Dette

gælder dog ikke for gaver hvis gavegiveren har bestemt at gaven ikke skal

bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling.

Civilretsdirektoratets afgørelse af 12. februar 1999

Civilretsdirektoratet har

ved afgørelsen af 12. februar 1999 lagt vægt på at det ikke var dokumenteret

at

der var truffet bestemmelse om at gavemidlerne skulle bestyres uden for en

forvaltningsafdeling.

I tilfælde hvor der

foreligger en udtrykkelig tilkendegivelse i et gavebrev, vil

dokumentationskravet normalt være opfyldt. Civilretsdirektoratet har hverken

over for (A)’s partsrepræsentanter eller i udtalelsen til mig præciseret

hvorledes dokumentationskravet kan opfyldes når der ikke foreligger et

skriftligt gavebrev.

Civilretsdirektoratet har

ikke henvist til regler der fastsætter formkrav for hvorledes gavegivers

bestemmelse skal kunne dokumenteres. Tværtimod har direktoratet i udtalelsen

til mig anført at direktoratet ikke i praksis har stillet krav om at der skal

være udfærdiget et gavebrev. Direktoratet har henvist til at det ikke i

lovforarbejderne anføres hvilke momenter der skal indgå i vurderingen af om

det

kan anses for dokumenteret at gavegiver har bestemt at gaven ikke skal

administreres i en forvaltningsafdeling. Det er dog Civilretsdirektoratets

opfattelse at gavegivers bestemmelse om at en gave skal holdes uden for

sædvanlig bestyrelse, skal være klar og skal foreligge senest når gaven

gives.

Heri er jeg enig.

I mangel af skriftlig

dokumentation mener jeg at almindelige bevisprincipper og forvaltningsrettens

officialprincip må blive afgørende for vurderingen af gavegivers bestemmelse

og

hensigt.

Ved min gennemgang af sagen

har jeg forstået at (A) og hendes partsrepræsentanter har været af den

opfattelse at (A) og hendes nu afdøde mand

som

gavegiver

havde bestemt at midlerne

ikke

skulle administreres i en forvaltningsafdeling.

Som værger

for døtrene handlede (A) og hendes mand (i ca. 8 år) i

overensstemmelse med gavegivers bestemmelse ved ikke at lade midlerne bestyre

i

en forvaltningsafdeling.

Det forhold at der var

identitet mellem gavegiver og værge, taler

-

efter min opfattelse

-

med

meget stor vægt for at værgerne har handlet i overensstemmelse med

gavegivernes

klare hensigt således som den er kommet til udtryk ved gavens givelse.

Det er derfor også mindre

forståeligt for mig at Civilretsdirektoratet ikke finder det dokumenteret at

gavegiver havde bestemt at gaven skulle administreres uden for en

forvaltningsafdeling. Det står mig ikke klart på hvilket grundlag

Civilretsdirektoratet bygger opfattelsen af at (A) og hendes nu afdøde

ægtefælle ikke som

værger

kendte og

handlede i overensstemmelse med (A)’s og hendes nu afdøde ægtefælles

bestemmelse som

gavegiver.

Jeg bemærker at

Civilretsdirektoratet – som led i sagens oplysning – heller ikke

ses at have

tilvejebragt oplysninger der tydede på at det ikke var gavegivers ønske at

gaven ikke skulle administreres i en forvaltningsafdeling. Ved min gennemgang

af sagen har jeg ikke konstateret forhold der taler imod (A)’s

oplysninger om

at det har været hendes og hendes nu afdøde ægtefælles bestemte ønske at

gavebeløbene ikke skulle bestyres i en forvaltningsafdeling. (A)’s

oplysninger

støttes af at hun og hendes nu afdøde ægtefælle faktisk valgte at indsætte

gavebeløbene på en konto i et pengeinstitut uden en forvaltningsafdeling.

Lov om værgemål trådte i

kraft den 1. januar 1997. Efter denne lovs § 37 er udgangspunktet nu at gaver

til umyndige ikke skal administreres i en forvaltningsafdeling medmindre

gavegiver udtrykkeligt har bestemt andet. Civilretsdirektoratets – efter

min

opfattelse – strenge dokumentationskrav ved afgørelsen af 12. februar

1999

harmonerer mindre godt med denne udvikling på retsområdet.

Jeg er enig i

Civilretsdirektoratets synspunkt om at gavegiver på tidspunktet for gavens

givelse skal have mulighed for at kende de vilkår som gaven gives på. En gave

givet før værgemålslovens ikrafttræden vil derfor

-

i mangel af bestemmelse

fra gavegiver om det modsatte

-

skulle indsættes i en forvaltningsafdeling.

I denne sag forekommer de

beskyttelseshensyn der lå bag § 3, stk. 1, og stk. 2, litra b, i den

tidligere

gældende lov om anbringelse af umyndiges midler, imidlertid mindre relevante

idet gavegiver ikke er en ’tredjemand’, men derimod er identisk med

værgerne.

Værgerne må selvsagt antages at have handlet i overensstemmelse med

gavegivers

ønske. Mangel på særskilt dokumentation for at gavegiver ikke ønskede gaverne

administreret i en forvaltningsafdeling, kan således

-

efter min opfattelse

-

ikke

i en situation som den foreliggende udgøre den fornødne begrundelse for at

kræve gaverne indsat i en forvaltningsafdeling.

Ud fra de oplysninger der

foreligger i sagen, er det min foreløbige opfattelse at grundlaget for

Civilretsdirektoratets afgørelse ikke er i overensstemmelse med almindelige

juridiske bevisprincipper, og at afgørelsen i sit indhold forekommer

urimelig.

Jeg overvejer derfor at

henstille til Civilretsdirektoratet at genoptage behandlingen af sagen.

Set i lyset af det netop

anførte mener jeg ikke at det er hensigtsmæssigt at jeg på nuværende

tidspunkt

tager stilling til Civilretsdirektoratets afgørelse af 26. maj 1999 for så

vidt

angår spørgsmålet om renter. Jeg har heller ikke herved taget stilling til

Civilretsdirektoratets sagsbehandling i øvrigt.”

Den 11. juni 2001 skrev

Civilretsdirektoratet bl.a.:

”Under henvisning hertil kan

Civilretsdirektoratet meddele, at vi har taget Deres foreløbige redegørelse

til

efterretning.

Vi har derfor dags dato

meddelt C, at vi genoptager vores afgørelse af 12. februar 1999, og at C kan

forvente svar umiddelbart efter, at vi modtager sagens akter retur fra Dem.

”

I breve af 20. juni 2001

meddelte jeg C og Civilretsdirektoratet at jeg – under henvisning til at

Civilretsdirektoratet havde taget min foreløbige redegørelse til efterretning

og genoptaget behandlingen af A’s sag – havde besluttet at jeg ikke

ville

fortsætte den iværksatte ombudsmandsundersøgelse. Jeg henviste til

ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage

giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Lignende dokumenter