Spring til indhold

Retsinformation

Forbud mod demonstrationer. Grundlovens § 79

FOU nr 2000.189UdtalelserFolketinget11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forbud mod demonstrationer. Grundlovens § 79

Det fremgik af sagen at en

politisk forening (A) den 1. august 1999 anmeldte en demonstration til

Politidirektøren i København. I anmeldelsen anførte A følgende:

”...

Demonstrationen er til ære

for Rudolf Hess, Frits Clausen samt alle andre nationalsocialistiske kæmpere

i

det hvide Europa som er blevet forfulgt, fængslet eller myrdet i demokratiets

navn.

Demonstrationen vil tage

udgangspunkt ved den tyske ambassade i Stockholmsgade den 14. august kl.

11.00.

Marchkolonnen vil efter taler gå ad følgende rute: Oslo Plads – Store

Kongensgade – over Kongens Nytorv – Holmens Kanal –

Christiansborg Slotsplads –

Vindebrogade – Stormgade – Tietgensgade til Hovedbanegården hvor

demonstrationen vil blive opløst.

Deltagerantallet forventes

at blive mellem 3 og 500 personer.

Ved marchen vil der blive

brugt et eller flere motorkøretøjer, ligesom mange af deltagerne vil bære

skjold, skilte og faner. Som tidligere år vil der i år også blive benyttet

trommer, megafon og eventuelt højtaleranlæg.

...”

I brev af 3. august 1999

afviste Politidirektøren i København anmeldelsen om at gennemføre

demonstrationen det pågældende sted. Brevet lød sådan:

”...

(A) har igennem de senere år

Læs alt

gennemført flere lignende demonstrationer, der har foranlediget betydelig

ufred, uro og uorden. Den anmeldte demonstration skønnes at ville give

anledning til lignende forhold med fare for betydelig skade på personer eller

ting. På denne baggrund, og da politiet på grund af geografiske og

færdselsmæssige forhold i den centrale del af København, som demonstrationen

ønskes gennemført i, ikke ser sig i stand til at forebygge sådanne skader på

en

forsvarlig måde, må jeg afvise anmeldelsen om gennemførelse af

demonstrationen

dette sted.

Ved denne afgørelse har jeg

navnlig lagt vægt på, at der er en overordentlig stor risiko for, at der vil

blive gennemført anmeldte eller spontane moddemonstrationer med

deltagerantal,

der svarer til eller overstiger (A)-deltagernes antal, og at

demonstrationerne

må befrygtes at ville medføre forsøg på vold og hærværk. Den anmeldte

demonstrationsrute i det centrale København med mange indfaldsveje, porte og

andre adgangsveje og mange høje beboelses- og forretningsbygninger skønnes at

ville umuliggøre politiets opgaver med at sikre, at demonstrationen kan

gennemføres på en forsvarlig måde uden skade på demonstrationsdeltagerne,

eventuelle tilskuere eller omboende, og uden skade på bygninger og køretøjer.

Der gør sig herudover det

særlige forhold gældende, at cykelløbet ’Post Danmark Rundt’

afholdes i dagene

op til og med afslutning på Frederiksberg den 14. august 1999. På baggrund af

erfaringerne fra tidligere år, kan det forventes, at der vil være op mod

100.000 tilskuere til dette arrangement, og således vil der den pågældende

for-

og eftermiddag være store folkemængder i det indre København, udover det i

øvrigt store antal personer, der erfaringsmæssigt opholder sig i det indre

København en lørdag i turistsæsonen. Såfremt en demonstration af den her

omhandlede karakter samtidigt skal afvikles i det pågældende tidsrum, vil det

medføre en færdselsmæssig ganske uoverskuelig situation.

Denne afgørelse, der er

truffet i medfør af retsplejelovens § 108, stk. 1, om politiets pligt til

opretholdelse af sikkerhed, fred og orden, og forebyggelse af forbrydelser,

og

politivedtægten for København § 8 (kopier vedlægges), kan påklages til

Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.

Såfremt det ønskes, kan

Københavns politi yde bistand til gennemførelse af demonstrationen andre

steder

i København, hvor arrangementet skønnes at kunne gennemføres på en forsvarlig

måde. Københavns politi vil således ikke afvise en anmeldelse om

gennemførelse

af demonstrationen med udgangspunkt ved Åmarkens S-station og videre ad

følgende rute: Åmarksvej – Gammel Køge Landevej – Ellebjergvej til

parkeringspladsen bag Ellebjerg S-station.

...”

I brev af 5. august 1999 klagede A over

politidirektørens afgørelse til Justitsministeriet.

Efter at have indhentet en

udtalelse fra politidirektøren og A’s bemærkninger til udtalelsen traf

Justitsministeriet den 13. august 1999 afgørelse i sagen. I afgørelsen

anførte

ministeriet følgende:

”

Politidirektørens afgørelse

er truffet i medfør af retsplejelovens § 108 og Politivedtægten for København

§

8.

...

Justitsministeriet har til

brug for behandlingen af (A)’s klage modtaget en udtalelse om sagen fra

Politidirektøren i København, der har henholdt sig til sin afgørelse.

Politidirektøren har samtidig henvist til den afgørelse, der blev truffet om

en

tilsvarende demonstration sidste år.

Politidirektøren har

yderligere oplyst, at man på grundlag af erfaringerne med tilsvarende

demonstrationer

samt en række tilkendegivelser fra grupper, der ønsker at demonstrere mod

(A),

har lagt til grund, at der vil forekomme mange og omfattende, anmeldte og

spontane moddemonstrationer. Politidirektøren har oplyst, at der er modtaget

konkrete anmeldelser herom.

Politidirektøren i København

har endelig anført, at man ved afgørelsen har tilstræbt at sikre, at en

demonstration fra (A)’s side kan afvikles i Københavns politikreds den

pågældende dag på en sikkerheds- og færdselsmæssig forsvarlig måde samtidig

med, at demonstrationen efter politidirektørens opfattelse vil kunne

gennemføres efter sit mål. Politidirektøren har i den forbindelse henvist

til,

at den anmeldte demonstration ikke har en sådan tilknytning til den anmeldte

demonstrationsrute, at det henset til de modstående sikkerheds- og

færdselsmæssige hensyn bør tillægges vægt.

(A) har fået tilsendt kopi

af politidirektørens udtalelse og har ved skrivelse af 11. august 1999

fremsendt sine bemærkninger hertil.

(A) har i den forbindelse

særlig anført, at de konkret anmeldte moddemonstrationer efter de

foreliggende

oplysninger ikke har en sådan karakter, at de kan tillægges større betydning

for sagen. (A) har samtidig henvist til, at man af principielle grunde bør

kunne gennemføre demonstrationen dér, hvor den ønskes og er anmeldt.

Justitsministeriet har både

i 1997 og 1998 truffet afgørelse i sager vedrørende gennemførelse af

tilsvarende demonstrationer anmeldt af (A).

Som det blandt andet fremgår

af Justitsministeriets skrivelse af 14. august 1998 til (A) vedrørende

gennemførelsen af en tilsvarende demonstration i København sidste år, er

bestemmelsen i grundlovens § 79 om forsamlingsfriheden ikke til hinder for,

at

der på forhånd kan fastsættes visse restriktioner for gennemførelsen af

demonstrationer. Ved vurderingen af, hvilke restriktioner der f.eks. med

hensyn

til ruten kan fastlægges, må som anført i skrivelsen bl.a. indgå hensynet til

politiets muligheder for at forebygge uroligheder, ligesom der kan lægges

vægt

på, om færdselsmæssige hensyn m.v. vil være til hinder for en forsvarlig

gennemførelse af demonstrationen. Der må også tages hensyn til, om

demonstrationen – efter en foreskrevet ændring – vil kunne

gennemføres efter

sit formål.

Justitsministeriet har ikke

fundet grundlag for at tilsidesætte Politidirektøren i Københavns vurdering

af,

at den anmeldte rute i det foreliggende tilfælde ikke giver politiet mulighed

for at sikre en forsvarlig gennemførelse af demonstrationen.

Justitsministeriet finder

derfor ikke grundlag for at ændre politidirektørens afgørelse om at afvise

anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den angivne rute.

...”

Den 13. august 1999 anmeldte

A en ny demonstration til Politidirektøren i København. Bortset fra ruten og

tidspunktet var anmeldelsen identisk med den af 1. august 1999. I anmeldelsen

var følgende anført om tidspunktet og ruten for demonstrationen:

”...

Demonstrationen vil tage sit

udgangspunkt den 14. august ved den amerikanske ambassade på Dag

Hammerskjölds

Allé 24 kl. 14.00. Marchkolonnen vil derefter gå/køre ad følgende rute:

Østerbrogade – Trianglen – Blegdamsvej (forbi frimurerlogen) –

Fredensgade –

Sølvgade – Kronprinsessegade – Dronningens Tvær Gade – St.

Kongensgade –

Kongens Nytorv – Holmens Kanal – Christiansborg – Vindebogade

– Stormgade – Tietgensgade

til Hovedbanegården hvor demonstrationen vil blive opløst.

...”

I brev af 13. august 1999

afviste Politidirektøren i København anmeldelsen. I brevet var anført

følgende

om begrundelsen:

”...

Ved afgørelsen har jeg lagt

vægt på de samme forhold, som jeg har anført i min afgørelse af 3. august

1999

i forhold til den 1. august 1999 anmeldte demonstration. Jeg er således af

den

opfattelse, at forholdene er helt sammenlignelige for de ruter, der er

foreslået ved de to anmeldelser. Min afgørelse af 3. august 1999, som De

påklagede til Justitsministeriet, er stadfæstet den 13. august 1999. Min

afgørelse vedlægges.

...”

Politidirektøren tilbød

fortsat at demonstrationen kunne finde sted ad ruten som hun foreslog i

afgørelsen af 3. august 1999.

A klagede over afgørelsen

til Justitsministeriet i brev af 13. august 1999. I brevet anførte A

følgende:

”...

Denne nuværende rute må

anses som en imødekommelse fra vor side idet det trafikale problem politiet

taler så meget om er imødekommet.

Der er ingen cykelløb på

demonstrationsruten som går ad særdeles brede veje. Dertil må det anføres, at

den af Politiet afstukne rute er fuldstændig uden politisk indhold, da den

går

gennem et industrikvarter.

Jeg må samtidig gøre

gældende at det har stærk symbolbetydning, at demonstrationen går fra den

pågældende ambassade og forbi Christiansborg.

...”

Efter telefonisk at have

indhentet en udtalelse fra politidirektøren stadfæstede Justitsministeriet

den

13. august 1999 politidirektørens afgørelse. Justitsministeriet skrev bl.a.

følgende:

”Politidirektøren har i sin

afgørelse lagt vægt på de samme forhold, som lå til grund for at afvise

anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den tidligere rute, idet

forholdene – for så vidt angår politiets mulighed for at sikre en

forsvarlig

gennemførelse af demonstrationen – efter politidirektørens vurdering er

helt

sammenlignelige for de to ruters vedkommende.

Justitsministeriet finder

ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering af ruterne, som for en

væsentlig del ikke blot er sammenlignelige, men helt identiske.

Idet Justitsministeriet i

øvrigt kan henholde sig til de grunde, der er anført i politidirektørens

afgørelse og i Justitsministeriets tidligere skrivelse til (A), finder

ministeriet derfor ikke anledning til at ændre politidirektørens afgørelse om

tillige at afvise anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den senest

angivne rute.”

Den 14. august 1999 anmeldte

(A) en ny demonstration til politidirektøren. Anmeldelsen var ledsaget af et

brev med bl.a. følgende indhold:

”I forbindelse med to

tidligere ansøgninger om demonstrationstilladelse har Politidirektøren anført

at der i forbindelse med ’cykelløbet post Danmark’ ville være ca.

100.000

publikumer i indre København som grundlag for sin afvisning af

demonstrationen.

Ligeledes har politidirektøren anført at demonstration ingen væsentlig

tilknytning har til demonstrationsruten.

Jeg anmelder derfor

’demonstration til ære for demokratiernes ofre’ den 21. August 1999

da post

Danmark cykelløbet da vil være overstået. Demonstrationsruten er af største

betydning for demonstrationen. Rudolf Hess blev i en alder af 93 år myrdet i

1987 på tysk jord af sine amerikansk/engelske vogtere. Derfor er ambassaderne

vigtige for en politisk manifestation. Christiansborg er ligeledes af største

symbolske betydning som demokratiets absolutte magtcentrum i Danmark. En magt

som var ansvarlig for blandt andre Frits Clausens død.

I de afholdte

anti-demonstrationer mod Hundige Strandvej i Greve havde arrangørerne anmeldt

5000 demonstranter, men efter politiets egne tal var der højest 3-400

deltagere. På denne baggrund må det konstateres, at Politidirektørens frygt

for

folkelig opstand er ubegrundet.”

Om dato, tidspunkt og rute

for demonstrationen var anført følgende i anmeldelsen:

”...

Demonstrationen vil tage sit

udgangspunkt den 21. august ved den amerikanske ambassade på Dag

Hammerskjölds

Allé 24 kl. 12.00. Marchkolonnen vil efter taler gå/køre ad følgende rute:

Oslo

Plads – Store Kongensgade – over Kongens Nytorv – Holmens

Kanal – Christiansborg

Slotsplads – Vindebrogade – Stormgade – Tietgensgade til

Hovedbanegården.

...”

I øvrigt var anmeldelsen

identisk med de tidligere anmeldelser.

Politidirektøren afviste i

brev af 17. august 1999 anmeldelsen. Som begrundelse for afgørelsen anførte

politidirektøren bl.a. følgende:

”Ved afgørelsen har jeg

navnlig lagt vægt på, at der er en overordentlig stor risiko for, at der vil

blive gennemført anmeldte eller spontane moddemonstrationer med

deltagerantal,

der svarer til eller overstiger (A)-deltagernes antal, og at

demonstrationerne

må befrygtes at ville medføre forsøg på vold og hærværk. Den anmeldte

demonstrationsrute i det centrale København med mange indfaldsveje, porte og

andre adgangsveje og mange høje beboelses- og forretningsbygninger skønnes at

ville

umuliggøre politiets opgaver med at sikre, at demonstrationen kan gennemføres

på en forsvarlig måde uden skade på demonstrationsdeltagerne, eventuelle

tilskuere eller omboende, og uden skade på bygninger og køretøjer.

Det er min opfattelse, at

erfaringerne fra lørdag den 14. august 1999 bestyrker opfattelsen af, at der

vil være en overordentlig stor risiko for betydelig ufred, uro og uorden i

forbindelse med en demonstration som den anmeldte i det indre København. Der

var således efter politiets vurdering ca. 400 deltagere i

moddemonstrationerne

lørdag den 14. august 1999 i Greve, hvoraf ca. halvdelen tilhørte autonome

grupperinger. Hertil kommer, at potentialet for moddemonstrationer ved en

demonstration ad en rute som den anmeldte er betydeligt større end for

aktioner

i Greve, hvilket gør såvel omfanget som karakteren helt uforudsigelig.

Jeg har endelig lagt vægt

på, at der lørdag den 21. august 1999 er elleve arrangementer af mere

omfattende karakter, blandt andet i den indre by og på Nørrebro.”

I telefax af 17. august 1999

klagede A over afgørelsen til Justitsministeriet. Ministeriet indhentede i

den

anledning en udtalelse fra politidirektøren. I udtalelsen af 19. august 1999

var anført følgende:

”...

Det må endvidere lægges til

grund, at der i forbindelse med demonstration og moddemonstration vil blive

forsøgt udøvet vold, der primært vil blive rettet mod de demonstrerende

(A)-medlemmer – og mod det politipersonale, der vil blive udkommanderet

for at

opretholde ro og orden. Hertil kommer, at der er overordentlig stor risiko

for

omfattende hærværk mod bygninger, forretninger og institutioner m.v., der

erfaringsmæssigt er genstand for hærværk fra grupperinger, der angiveligt vil

deltage i moddemonstrationer.

Det er min opfattelse, at

erfaringerne fra lørdag den 14. august 1999 bestyrker opfattelsen af, at der

vil være overordentlig stor risiko for betydelig ufred, uro og uorden i

forbindelse med en demonstration som den anmeldte i det indre København,

jævnfør også mine bemærkninger herom i afgørelsen af 17. august 1999.

Potentialet for moddemonstrationer er efter min opfattelse meget betydeligt i

den indre by og dermed på den foreslåede rute, idet der i det umiddelbare

område i forvejen er mange mennesker, ligesom det er meget hurtigt og nemt at

komme frem til stedet fra de nærliggende områder, herunder Vesterbro og

Nørrebro.

Det er således min

opfattelse, at der vil være behov for med et betydeligt politiopbud at

beskytte

disse demonstranter mod voldelige overfald under forløbet, herunder også

under

transporten til og fra demonstrationen. Der er i denne sammenhæng en meget

høj

grad af sandsynlighed for voldelige sammenstød, der vil kunne udarte til

omfattende borgerlige uroligheder.

Der foreligger således en

konkret og overhængende fare for en særdeles belastende sikkerhedsmæssig

– og

færdselsmæssig – situation i de områder, hvor demonstranterne bevæger

sig, og

herunder selvfølgelig i det indre København.

Herudover har jeg – som

nævnt – lagt vægt på de konkrete forhold, der er beskrevet i min

skrivelse af 17.

august 1999 til (A).

Københavns politi er, som

jeg også har anført i min afgørelse af 17. august 1999, indstillet på at yde

bistand til gennemførelse af en demonstration andre steder i København, hvor

arrangementet skønnes at kunne gennemføres på en forsvarlig måde. I den

forbindelse vil der blive lagt afgørende vægt på, at politiet sikres

muligheder

for i så høj grad som muligt at holde demonstranterne fra (A) og

moddemonstranterne adskilt, ligesom det må sikres, at hærværk på bygninger,

biler m.v. kan begrænses mest muligt. Københavns politi deltager gerne i en

konkret drøftelse med (A) ved formand ( ) om fastlæggelse af en

demonstrationsrute, også ud over den i min afgørelse af 17. august 1999

allerede foreslåede, der opfylder disse krav.

...”

I brev af 19. august 1999

fremkom A med bemærkninger til politidirektørens udtalelse. Brevet lød sådan:

”Positivt er det at

politidirektøren nu foreslår en direkte forhandling mellem undertegnede og

Københavns politi. Men kan det hjælpe, når vor demonstration som udgangspunkt

skal have den amerikanske, britiske eller tyske ambassade, ligesom vi ønsker,

at Christiansborg skal indgå i demonstrationsruten.

De politiske og symbolske

begrundelser herfor er allerede tidligere tilgået Justitsministeriet. Hvis

disse punkter mod forventning kan imødekommes kan Københavns politi selv

tilrettelægge resten af demonstrationsruten. Vi ønsker med andre ord ikke at

være urimelige – men har et reelt ønske om en gennemførelse af denne

demonstration.”

Den 20. august 1999

fastholdt Justitsministeriet politidirektørens afgørelse af 17. august 1999.

Ministeriet skrev bl.a. følgende:

”Som det blandt andet

fremgår af Justitsministeriets skrivelser af 14. august 1998 og 13. august

1999

til (A) vedrørende gennemførelsen af demonstrationer i København, er

bestemmelsen i grundlovens § 79 om forsamlingsfriheden ikke til hinder for,

at

der på forhånd kan fastsættes visse restriktioner for gennemførelsen af

demonstrationer. Ved vurderingen af, hvilke restriktioner der f.eks. med

hensyn

til ruten kan fastsættes, må som anført i skrivelserne bl.a. indgå hensynet

til

politiets muligheder for at forebygge uroligheder, ligesom der kan lægges

vægt

på, om færdselsmæssige hensyn m.v. vil være til hinder for en forsvarlig

gennemførelse af demonstrationen. Der må også tages hensyn til, om

demonstrationen – efter en foreskrevet ændring – vil kunne

gennemføres efter

sit formål.

Justitsministeriet har ikke

fundet grundlag for at tilsidesætte Politidirektøren i Københavns vurdering

af,

at den anmeldte rute i det foreliggende tilfælde ikke giver politiet mulighed

for at sikre en forsvarlig gennemførelse af demonstrationen.

Justitsministeriet finder

derfor ikke grundlag for at ændre politidirektørens afgørelse om at afvise

anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den angivne rute.

Justitsministeriet har

imidlertid samtidig noteret sig, at politidirektøren i sin afgørelse af 17.

august 1999 har anført, at Københavns politi er indstillet på at yde bistand

til gennemførelse af en demonstration andre steder i København, hvor

arrangementet skønnes at kunne gennemføres på en forsvarlig måde. Tilsvarende

har Justitsministeriet noteret sig, at politidirektøren i sin udtalelse af

19.

august 1999 har meddelt, at Københavns politi gerne deltager i en konkret

drøftelse med (A) ved Dem som formand om fastlæggelse af en

demonstrationsrute

– også ud over den alternative rute, som politidirektøren har foreslået

i sin

afgørelse af 17. august

1999.”

Den 24. august 1999 deltog

A’s formand og en anden repræsentant fra A i et møde med Københavns

Politi. Af

referatet fra mødet fremgår det at eventuelle ruter for A’s fremtidige

demonstrationer blev drøftet. Chefpolitiinspektør ( ) oplyste at han ud fra

sikkerheds- og ordensmæssige hensyn ikke kunne anbefale en demonstration i

den

indre by mens repræsentanterne fra A på den anden side understregede den

symbolske vigtighed af at demonstrationen kunne finde sted foran bl.a.

Christiansborg, og tilkendegav at de ordens- og sikkerhedsmæssige forhold

kunne

iagttages ved at tilkalde tilstrækkeligt politipersonale.

I brev af 31. august 1999

klagede A til mig. I brevet anførte A’s formand følgende:

”...

Der er med andre ord indført

et administrativt forbud for (A) mod, at demonstrere i indre København,

hvilket

jeg betragter som fuldstændigt uacceptabelt i henhold til Grundloven.

Ingen dansk politisk

bevægelse vil kunne acceptere, at de som de

eneste

ikke har lov, at demonstrere i indre København. Ambassader, Christiansborg

og andre symbolske lokaliteter i København, har til alle tider været

udgangspunkt

eller mål for demonstrationer. Netop dette administrative

demonstrationsforbud

indført af politiet og justitsministeriet i forhold til (A), skal jeg herved

bede ombudsmanden skride ind overfor. Det kan ikke være rigtigt, at vi som

danske statsborgere stilles ringere i demonstrationssammenhæng end nogen

udlændinge eller personer af marxistisk opfattelse. Disse afgørelser må ligge

på grænsen til embedsmisbrug.

...”

Den 9. september 1999

anmodede jeg Justitsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen og om

udlån af sagens akter. Jeg bad desuden ministeriet om at indhente en

udtalelse

fra Politidirektøren i København.

Justitsministeriet og

politidirektøren afgav udtalelser i sagen henholdsvis den 27. juni 2000 og

den

23. september 1999.

I politidirektørens

udtalelse var bl.a. anført følgende:

”Afgørende vil derfor være,

om politiet skønner det muligt at kunne forebygge sådanne skader på en

forsvarlig måde.

Afgørende for dette skøn vil

bl.a. være den planlagte rute, herunder om ruten er karakteriseret ved mange

indfaldsveje, porte og andre adgangsveje samt den bygningsmæssige karakter og

struktur ved ruten.

Af andre kriterier kan

nævnes evt. andre planlagte arrangementer i København.

Det er min opfattelse, at

der ikke er tale om et generelt forbud til (A) mod afholdelse af

demonstrationer i den indre by, men at der må træffes en konkret afgørelse i

hver enkelt tilfælde, hvor ovennævnte kriterier vil blive inddraget i

afgørelsen. Det vil i en sådan afgørelse blive tilstræbt, i det omfang, det

er

muligt, at sikre, at en demonstration kan afvikles på en sikkerheds- og

færdselsmæssig forsvarlig måde samtidig med, at demonstrationen, efter

politiets opfattelse, kan gennemføres efter sit mål.

Der har været afholdt møde

med bl.a. (...) [formanden for (A)], hvor Københavns politi har foreslået

alternative ruter, der stadig, efter min opfattelse, vil give (A) mulighed

for

at gennemføre en demonstration efter sit mål.”

I Justitsministeriets

udtalelse i sagen var anført følgende:

”...

Justitsministeriet kan henholde

sig til sine afgørelser af 13. og 20. august 1999.

Som det fremgår af

afgørelserne, har Justitsministeriet – ligesom det var tilfældet i 1998

– ikke

fundet grundlag for at tilsidesætte den politifaglige vurdering, som har

ligget

til grund for det af politiet udøvede skøn. Det er Justitsministeriets

opfattelse, at politiet i sit skøn på behørig vis bl.a. dels har inddraget

hensynet til (A)’s mulighed for at kunne afvikle demonstrationerne efter

deres

formål, og dels om de af (A) anmeldte ruter i de foreliggende tilfælde

konkret

har givet politiet mulighed for – selv med en betydelig politiindsats

– at

sikre en forsvarlig gennemførelse af demonstrationerne.

...”

Den 7. juli 2000 sendte jeg

A en kopi af myndighedernes udtalelser og bad om A’s eventuelle

bemærkninger

til udtalelserne. I brev af 17. juli 2000 fremkom A med bemærkninger til

udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

”

I. Retsgrundlaget

1. Grundloven

Retten til forsamlingsfrihed er sikret i grundlovens § 79 der lyder sådan:

’§ 79.

Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.

Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under

åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den

offentlige fred.’

Bestemmelsen er omtalt i den statsretlige teori. Henrik Zahle, Grundloven med

kommentarer (1999), s. 478, anfører om bestemmelsens 3. pkt. følgende:

’Forbudet behøver ikke at være absolut, det kan også være relativt

afgrænset, idet mødet eksempelvis forlægges til en anden lokalitet eller

demonstrationens rute ændres for at forhindre sammenstød med

moddemonstrationer.’

Om betingelserne for politiets anvendelse af forbud efter grundlovens § 79,

3. pkt., er anført følgende hos Henrik Zahle i den nævnte kommentar, s.

476ff:

’Der er knyttet to betingelser til grundlovsmæssigheden af et

politiforbud: 1) at det er den offentlige fred, der skal beskyttes, og 2) at

en konkret fare (’kan befrygtes fare’) for dens krænkelse er

sandsynliggjort.

...

Den offentlige

fred

er et begreb, der også forefindes i retsplejelovens opgavebeskrivelse for

politiet: ’opretholdelse af sikkerhed, fred og orden’ (§ 108) og

den stadigt gældende politilovgivning fra forrige århundrede. Begrebet er

klart snævrere end den offentlige orden. Ordensbegrebet refererer til mindre

overtrædelser af ordensforskrifter som eksempelvis nedfældet i

politivedtægterne: støj, mindre hærværk og vold, slagsmål o.lign.

...

Forbudet forudsætter ikke,

at de nævnte krænkelser skal være fuldbyrdede eller bare forsøgt realiseret.

Det er tilstrækkeligt, at der består en fare herfor. Det må antages, at der

med

fare for den offentlige freds menes en

konkret

fare

i modsætning til en abstrakt fare ...’

Rækkevidden af politiets

adgang til efter bestemmelsen i grundlovens § 79, 3. pkt., at nedlægge forbud

mod

demonstrationer er endvidere omtalt hos Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret

v.

Ole Espersen, (1980), s.

771f,

Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, Menneskerettigheder (1998), s. 122, og

Lars Nordskov Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen B 1961, s. 353.

Om politiets pligter i

forbindelse med demonstrationers afholdelse fremgår videre følgende af Henrik

Zahle, Grundloven med kommentarer (1999), s. 473:

’Politiet har – for så vidt

angår offentlige forsamlinger – en grundlovsumiddelbar pligt til at

fremme borgernes

fredelige udnyttelse af forsamlingsfriheden ....

...

Dette indebærer, at

politimyndigheden må stille det nødvendige personale og materiel til rådighed

for at kunne afværge farer mod forsamlingen, der udgår fra personer eller

moddemonstrationer, fra færdselen, fra sundhedsmæssige og bygningsmæssige

forhold etc. samt i det hele sikre forsamlingsfrihedens ordensmæssige

realisering ...’

2. Retsplejeloven

Generelt om politiets opgave

er følgende fastsat i retsplejelovens § 108, stk. 1:

’Politiets opgave er at

opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og

vedtægter

samt at foretage det fornødne til hindring af forbrydelser og til

efterforskning og forfølgning af sådanne.’

3. Politivedtægten

Dels for at politiet kan få

lejlighed til at overvære offentlige forsamlinger, og dels for at politiet

kan

få mulighed for at forberede sin indsats i forbindelse hermed samt nedlægge

forbud mod sådanne, er der i politivedtægten (i denne sag Bekendtgørelse af

politivedtægt for København) krav om anmeldelse af demonstrationer, jf.

Henrik

Zahle, Grundloven med kommentarer (1999), s. 472 og 473. Politivedtægtens § 8

lyder sådan:

’§ 8.

Optog og møder på gader skal anmeldes ved personlig

henvendelse til politiet senest 24 timer før de skal finde sted. Anmeldelsen

skal foretages af arrangøren eller en af denne befuldmægtiget person og

indeholde angivelse af tidspunktet, ruten og mødestedet. Politiet kan

foreskrive ændring heraf, når det må anses for påkrævet af hensyn til

færdselen. De anvisninger vedrørende ordenens overholdelse, som gives af

politiet, skal iagttages.’

I Henrik Zahle, Grundloven

med kommentarer (1999), s. 472, er de ændringer som politiet kan foreskrive,

beskrevet sådan:

’Politiet kan i henhold til

politivedtægtens § 8 diktere ændringer af rute, sted og tidspunkt, hvis det

er

nødvendigt på grund af ’færdselen’, dog uden at demonstrationens

formål og

karakter ændres herved. En sådan afgørelse skal være båret af en almindelig

forvaltningsretlig forholdsmæssighedsvurdering, hvilket vil sige, at

ændringerne ikke må være mere indgribende end nødvendigt til det

politimæssige

formåls opfyldelse. Eksempelvis kan et optog, der ønsker at passere gennem en

bykerne, ikke uden videre ledes ud på byens ringvej, hvis det fjerner selve

sigtet med demonstrationen.’

4. Nærmere om hjemlen til forbud mod forsamlinger under åben

himmel

Hjemlen til at forbyde

offentlige forsamlinger under åben himmel er den ovenfor gengivne bestemmelse

i

grundlovens § 79, 3. pkt. Forbud kan nedlægges når der kan befrygtes fare for

den offentlige fred. Forbud kan alene nedlægges når denne betingelse er

opfyldt.

I tilfælde hvor forbud

nedlægges, kan myndighederne (politiet) give mere eller mindre præcise

anvisninger på under hvilke betingelser/former forsamlingen under åben himlen

kan gennemføres således at der ikke længere er grundlag for at nedlægge

forbud.

Der kan være tale om at forsamlingen sker et andet sted, eller at nogle

bestemte forholdsregler iagttages. Sådanne anvisninger må ikke være mere

omfattende end nødvendigt for at det kan antages at forsamlingen ikke længere

kan befrygtes at udgøre en fare for den offentlige fred. Efter

omstændighederne

vil der bestå en egentlig pligt for myndighederne til at give sådanne

anvisninger.

Efter retsplejelovens § 108

er det politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse

overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til

forhindring af forbrydelser og til efterforskning af sådanne. Bestemmelsen

indeholder ikke en selvstændig hjemmel til at forbyde forsamling under åben

himmel med den begrundelse at der ’kan befrygtes fare for den offentlig

fred’.

Efter normalpolitivedtægtens

§ 8 kan politiet foreskrive ændringer af optog og på gader når det må anses

påkrævet af hensyn til færdslen. Heller ikke denne bestemmelse indeholder en

selvstændig hjemmel til at forbyde forsamling under åben himmel med den

begrundelse at der ’kan befrygtes fare for den offentlig fred’.

Bestemmelserne i

politivedtægten og retsplejeloven giver alene politiet adgang til af

færdsels-

og politimæssige hensyn at foreskrive ændringer af optog og møder på gader.

Som

anført af Henrik Zahle, Grundloven med kommentarer, s. 473, må ændringerne

ikke

være mere indgribende end nødvendigt for det politimæssige (færdselsmæssige)

formåls opfyldelse. Hvis dette er tilfældet, vil det være i strid med

grundlovens § 79 og i øvrigt med en almindelig forvaltningsretlig

proportionalitetsgrundsætning. I den vurdering som skal foretages efter

grundlovens § 79, 3. pkt., om fare for den offentlige fred, kan naturligvis

også indgå elementer som har med færdselsmæssige forhold at gøre. Vurderingen

skal imidlertid også i et sådant tilfælde foretages efter grundlovens § 79,

3.

pkt.

II. Myndighedernes afgørelser

a. Generelt forbud

(A) har i klagen til mig

anført at der i strid med grundloven administrativt er indført et generelt

forbud mod at (A) demonstrerer i det indre København. (A) har henvist til de

ovenfor omtalte tre afgørelser truffet af politidirektøren og stadfæstet af

Justitsministeriet.

Politidirektøren har i

udtalelsen af 23. september 1999 anført at der ikke er tale om et generelt

forbud til (A) mod afholdelse af demonstrationer i den indre by.

Politidirektøren har henvist til at der i forhold til hver af de anmeldte

demonstrationer er foretaget et konkret skøn ud fra en afvejning af

forskellige

kriterier. Justitsministeriet har i udtalelsen af 27. juni 2000 anført at

ministeriet ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte politidirektørens

skøn.

Jeg har ikke grundlag for at

antage at myndighedernes afgørelser er udtryk for at der i strid med

grundlovens § 79 er indført et generelt forbud mod (A)’s demonstrationer

i det

indre København. Ved min vurdering har jeg lagt vægt på at politidirektøren i

begrundelserne for afgørelserne har henvist til konkrete forhold som gjorde

sig

gældende på de to dage hvor demonstrationerne blev foreslået afholdt, at

politidirektøren i afgørelserne dels har anført at politiet vil kunne yde

bistand til gennemførelse af demonstrationen andre steder i København, dels

har

anvist en alternativ rute i Københavnsområdet, samt at det af referatet af

det

møde der blev afholdt den 24. august 1999 mellem formanden for (A) og

repræsentanter fra Københavns Politi, fremgår at en mulig alternativ rute

kunne

være fra Østerbrogade til de pågældende ambassader og videre til Frihavnen

S-togs-station.

b. Konkrete forbud

Politidirektøren afviste i

afgørelserne de anmeldte ruter i helhed. Afvisningen skete med henvisning til

politiets erfaringer med (A)’s tidligere demonstrationer,

risiko for anmeldte eller spontane

moddemonstrationer som frygtedes at medføre forsøg på vold og hærværk, og

geografiske og færdselsmæssige forhold. På den baggrund skønnede

politidirektøren at demonstrationerne udgjorde ’fare for betydelig skade

på

personer eller ting’, og anførte at politiet ’ikke ser sig i stand

til at

forebygge sådanne skader på en forsvarlig måde’.

Afvisningerne fremstår på

den baggrund som udtryk for konkrete forbud mod de anmeldte demonstrationer i

henhold til grundlovens § 79, 3. pkt, og/eller ud fra nødretsbetragtninger.

En vurdering af om betingelserne for at

nedlægge forbud i henhold til grundlovens § 79, 3. pkt., og/eller

nødretsbetragtninger var opfyldt på tidspunkterne for myndighedernes

afgørelser, forudsætter politifagkyndig viden og erfaringer fra situationer

udsprunget af tidligere demonstrationer. Som ombudsmand har jeg ikke en sådan

fag- eller sagkyndig viden. Jeg kan derfor ikke gå ind i de konkrete skøn som

–

på baggrund af de nævnte forskellige forhold og afvejninger – er

foretaget af

henholdsvis Politidirektøren i København og Justitsministeriet. Kun hvis der

er

tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelser.

Det kan f.eks. være tilfældet hvis det er

åbenbart at det skøn som afgørelserne er udtryk for, ligger uden for rammerne

af grundlovens § 79, 3. pkt., og/eller nødretsbetragtninger, hvis

afgørelserne

i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der

ikke er sagligt begrundet, eller hvis afvejningerne som ligger til grund for

afgørelserne, ikke er foretaget i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper.

Efter min gennemgang af

sagen og det baggrundsmateriale som jeg har modtaget fra Justitsministeriet,

mener jeg ikke at sådanne omstændigheder gør sig gældende. Jeg har således

ikke

grundlag for at kritisere at myndighederne afviste de anmeldte

demonstrationer.

Imidlertid burde myndighederne have angivet grundlovens § 79, 3. pkt.,

og/eller

nødretsbetragtninger som det rette hjemmelsgrundlag.

Jeg har samtidig hermed

gjort Politidirektøren i København og Justitsministeriet bekendt med min

opfattelse, men jeg har ikke fundet anledning til herudover at foretage

videre.

Politidirektøren i København

tilbød i forbindelse med forbudet at politiet kunne yde bistand til

gennemførelse af demonstrationen andre steder i København hvor arrangementet

skønnedes at kunne gennemføres på forsvarlig måde. Københavns Politi pegede

på

muligheden for at gennemføre demonstrationen ved Åmarkens S-togs-station og

videre ad følgende rute: Åmarksvej – Gammel Køge Landevej –

Ellebjergvej til

parkeringspladsen bag Ellebjerg Station.

Som anført ovenfor under

afsnit I kan myndighederne (politiet) i de tilfælde hvor forbud nedlægges,

give

mere eller mindre præcise anvisninger på under hvilke betingelser/former

forsamling under åben himmel kan gennemføres således at der ikke længere er

grundlag for at nedlægge forbud. Anvisningen må ikke være mere omfattende

(ruten må f.eks. ikke henlægges til et mere øde sted) end nødvendigt for at

det

kan antages at forsamlingen ikke længere kan befrygtes at udgøre en fare for

den offentlige fred.

Jeg finder ikke at have

tilstrækkeligt grundlag for at udtale mig om hvorvidt den anviste rute må

anses

for at være mere omfattende (øde) end nødvendigt. Ved min beslutning har jeg

lagt vægt på

at

det anviste sted og

den anviste rute blot var angivet som en mulighed,

at

politidirektøren tilbød bistand i almindelighed, og

at

der ikke, jf. ovenfor, er grundlag

for at antage at der er indført et generelt forbud mod at (A) demonstrerer i

det indre København.

III.

Sagsbehandlingstiden

(A) har i brev af 17. juli

2000 til mig anført at det er bemærkelsesværdigt ’at svartiden for

henholdsvis

politi og Justitsministerium har været så lang at klagesagen ikke vil nå at

kunne blive færdig inden demonstrationstidspunktet atter er aktuelt’.

Politidirektøren afgav

udtalelse i sagen ni dage efter at Justitsministeriet i anledning af min

anmodning havde bedt om den. Jeg modtog Justitsministeriets udtalelse mere

end

ti måneder fra det tidspunkt da jeg havde anmodet om den. I udtalelsen

henholdt

ministeriet sig til sine afgørelser i sagen og beklagede den lange

ekspeditionstid.

Jeg kan være enig med

Justitsministeriet i at ministeriets lange sagsbehandlingstid er beklagelig.

Jeg

har imidlertid ikke grundlag for at antage at ministeriet bevidst har

forsinket

sagens behandling for at hindre at klagesagen kunne blive afsluttet

’inden

demonstrationstidspunktet atter er aktuelt’. Jeg foretager derfor ikke

videre

vedrørende dette spørgsmål.”

Lignende dokumenter