Forbud mod demonstrationer. Grundlovens § 79
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forbud mod demonstrationer. Grundlovens § 79
Det fremgik af sagen at en
politisk forening (A) den 1. august 1999 anmeldte en demonstration til
Politidirektøren i København. I anmeldelsen anførte A følgende:
”...
Demonstrationen er til ære
for Rudolf Hess, Frits Clausen samt alle andre nationalsocialistiske kæmpere
i
det hvide Europa som er blevet forfulgt, fængslet eller myrdet i demokratiets
navn.
Demonstrationen vil tage
udgangspunkt ved den tyske ambassade i Stockholmsgade den 14. august kl.
11.00.
Marchkolonnen vil efter taler gå ad følgende rute: Oslo Plads – Store
Kongensgade – over Kongens Nytorv – Holmens Kanal –
Christiansborg Slotsplads –
Vindebrogade – Stormgade – Tietgensgade til Hovedbanegården hvor
demonstrationen vil blive opløst.
Deltagerantallet forventes
at blive mellem 3 og 500 personer.
Ved marchen vil der blive
brugt et eller flere motorkøretøjer, ligesom mange af deltagerne vil bære
skjold, skilte og faner. Som tidligere år vil der i år også blive benyttet
trommer, megafon og eventuelt højtaleranlæg.
...”
I brev af 3. august 1999
afviste Politidirektøren i København anmeldelsen om at gennemføre
demonstrationen det pågældende sted. Brevet lød sådan:
”...
(A) har igennem de senere år
Læs alt
gennemført flere lignende demonstrationer, der har foranlediget betydelig
ufred, uro og uorden. Den anmeldte demonstration skønnes at ville give
anledning til lignende forhold med fare for betydelig skade på personer eller
ting. På denne baggrund, og da politiet på grund af geografiske og
færdselsmæssige forhold i den centrale del af København, som demonstrationen
ønskes gennemført i, ikke ser sig i stand til at forebygge sådanne skader på
en
forsvarlig måde, må jeg afvise anmeldelsen om gennemførelse af
demonstrationen
dette sted.
Ved denne afgørelse har jeg
navnlig lagt vægt på, at der er en overordentlig stor risiko for, at der vil
blive gennemført anmeldte eller spontane moddemonstrationer med
deltagerantal,
der svarer til eller overstiger (A)-deltagernes antal, og at
demonstrationerne
må befrygtes at ville medføre forsøg på vold og hærværk. Den anmeldte
demonstrationsrute i det centrale København med mange indfaldsveje, porte og
andre adgangsveje og mange høje beboelses- og forretningsbygninger skønnes at
ville umuliggøre politiets opgaver med at sikre, at demonstrationen kan
gennemføres på en forsvarlig måde uden skade på demonstrationsdeltagerne,
eventuelle tilskuere eller omboende, og uden skade på bygninger og køretøjer.
Der gør sig herudover det
særlige forhold gældende, at cykelløbet ’Post Danmark Rundt’
afholdes i dagene
op til og med afslutning på Frederiksberg den 14. august 1999. På baggrund af
erfaringerne fra tidligere år, kan det forventes, at der vil være op mod
100.000 tilskuere til dette arrangement, og således vil der den pågældende
for-
og eftermiddag være store folkemængder i det indre København, udover det i
øvrigt store antal personer, der erfaringsmæssigt opholder sig i det indre
København en lørdag i turistsæsonen. Såfremt en demonstration af den her
omhandlede karakter samtidigt skal afvikles i det pågældende tidsrum, vil det
medføre en færdselsmæssig ganske uoverskuelig situation.
Denne afgørelse, der er
truffet i medfør af retsplejelovens § 108, stk. 1, om politiets pligt til
opretholdelse af sikkerhed, fred og orden, og forebyggelse af forbrydelser,
og
politivedtægten for København § 8 (kopier vedlægges), kan påklages til
Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K.
Såfremt det ønskes, kan
Københavns politi yde bistand til gennemførelse af demonstrationen andre
steder
i København, hvor arrangementet skønnes at kunne gennemføres på en forsvarlig
måde. Københavns politi vil således ikke afvise en anmeldelse om
gennemførelse
af demonstrationen med udgangspunkt ved Åmarkens S-station og videre ad
følgende rute: Åmarksvej – Gammel Køge Landevej – Ellebjergvej til
parkeringspladsen bag Ellebjerg S-station.
...”
I brev af 5. august 1999 klagede A over
politidirektørens afgørelse til Justitsministeriet.
Efter at have indhentet en
udtalelse fra politidirektøren og A’s bemærkninger til udtalelsen traf
Justitsministeriet den 13. august 1999 afgørelse i sagen. I afgørelsen
anførte
ministeriet følgende:
”
Politidirektørens afgørelse
er truffet i medfør af retsplejelovens § 108 og Politivedtægten for København
§
8.
...
Justitsministeriet har til
brug for behandlingen af (A)’s klage modtaget en udtalelse om sagen fra
Politidirektøren i København, der har henholdt sig til sin afgørelse.
Politidirektøren har samtidig henvist til den afgørelse, der blev truffet om
en
tilsvarende demonstration sidste år.
Politidirektøren har
yderligere oplyst, at man på grundlag af erfaringerne med tilsvarende
demonstrationer
samt en række tilkendegivelser fra grupper, der ønsker at demonstrere mod
(A),
har lagt til grund, at der vil forekomme mange og omfattende, anmeldte og
spontane moddemonstrationer. Politidirektøren har oplyst, at der er modtaget
konkrete anmeldelser herom.
Politidirektøren i København
har endelig anført, at man ved afgørelsen har tilstræbt at sikre, at en
demonstration fra (A)’s side kan afvikles i Københavns politikreds den
pågældende dag på en sikkerheds- og færdselsmæssig forsvarlig måde samtidig
med, at demonstrationen efter politidirektørens opfattelse vil kunne
gennemføres efter sit mål. Politidirektøren har i den forbindelse henvist
til,
at den anmeldte demonstration ikke har en sådan tilknytning til den anmeldte
demonstrationsrute, at det henset til de modstående sikkerheds- og
færdselsmæssige hensyn bør tillægges vægt.
(A) har fået tilsendt kopi
af politidirektørens udtalelse og har ved skrivelse af 11. august 1999
fremsendt sine bemærkninger hertil.
(A) har i den forbindelse
særlig anført, at de konkret anmeldte moddemonstrationer efter de
foreliggende
oplysninger ikke har en sådan karakter, at de kan tillægges større betydning
for sagen. (A) har samtidig henvist til, at man af principielle grunde bør
kunne gennemføre demonstrationen dér, hvor den ønskes og er anmeldt.
Justitsministeriet har både
i 1997 og 1998 truffet afgørelse i sager vedrørende gennemførelse af
tilsvarende demonstrationer anmeldt af (A).
Som det blandt andet fremgår
af Justitsministeriets skrivelse af 14. august 1998 til (A) vedrørende
gennemførelsen af en tilsvarende demonstration i København sidste år, er
bestemmelsen i grundlovens § 79 om forsamlingsfriheden ikke til hinder for,
at
der på forhånd kan fastsættes visse restriktioner for gennemførelsen af
demonstrationer. Ved vurderingen af, hvilke restriktioner der f.eks. med
hensyn
til ruten kan fastlægges, må som anført i skrivelsen bl.a. indgå hensynet til
politiets muligheder for at forebygge uroligheder, ligesom der kan lægges
vægt
på, om færdselsmæssige hensyn m.v. vil være til hinder for en forsvarlig
gennemførelse af demonstrationen. Der må også tages hensyn til, om
demonstrationen – efter en foreskrevet ændring – vil kunne
gennemføres efter
sit formål.
Justitsministeriet har ikke
fundet grundlag for at tilsidesætte Politidirektøren i Københavns vurdering
af,
at den anmeldte rute i det foreliggende tilfælde ikke giver politiet mulighed
for at sikre en forsvarlig gennemførelse af demonstrationen.
Justitsministeriet finder
derfor ikke grundlag for at ændre politidirektørens afgørelse om at afvise
anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den angivne rute.
...”
Den 13. august 1999 anmeldte
A en ny demonstration til Politidirektøren i København. Bortset fra ruten og
tidspunktet var anmeldelsen identisk med den af 1. august 1999. I anmeldelsen
var følgende anført om tidspunktet og ruten for demonstrationen:
”...
Demonstrationen vil tage sit
udgangspunkt den 14. august ved den amerikanske ambassade på Dag
Hammerskjölds
Allé 24 kl. 14.00. Marchkolonnen vil derefter gå/køre ad følgende rute:
Østerbrogade – Trianglen – Blegdamsvej (forbi frimurerlogen) –
Fredensgade –
Sølvgade – Kronprinsessegade – Dronningens Tvær Gade – St.
Kongensgade –
Kongens Nytorv – Holmens Kanal – Christiansborg – Vindebogade
– Stormgade – Tietgensgade
til Hovedbanegården hvor demonstrationen vil blive opløst.
...”
I brev af 13. august 1999
afviste Politidirektøren i København anmeldelsen. I brevet var anført
følgende
om begrundelsen:
”...
Ved afgørelsen har jeg lagt
vægt på de samme forhold, som jeg har anført i min afgørelse af 3. august
1999
i forhold til den 1. august 1999 anmeldte demonstration. Jeg er således af
den
opfattelse, at forholdene er helt sammenlignelige for de ruter, der er
foreslået ved de to anmeldelser. Min afgørelse af 3. august 1999, som De
påklagede til Justitsministeriet, er stadfæstet den 13. august 1999. Min
afgørelse vedlægges.
...”
Politidirektøren tilbød
fortsat at demonstrationen kunne finde sted ad ruten som hun foreslog i
afgørelsen af 3. august 1999.
A klagede over afgørelsen
til Justitsministeriet i brev af 13. august 1999. I brevet anførte A
følgende:
”...
Denne nuværende rute må
anses som en imødekommelse fra vor side idet det trafikale problem politiet
taler så meget om er imødekommet.
Der er ingen cykelløb på
demonstrationsruten som går ad særdeles brede veje. Dertil må det anføres, at
den af Politiet afstukne rute er fuldstændig uden politisk indhold, da den
går
gennem et industrikvarter.
Jeg må samtidig gøre
gældende at det har stærk symbolbetydning, at demonstrationen går fra den
pågældende ambassade og forbi Christiansborg.
...”
Efter telefonisk at have
indhentet en udtalelse fra politidirektøren stadfæstede Justitsministeriet
den
13. august 1999 politidirektørens afgørelse. Justitsministeriet skrev bl.a.
følgende:
”Politidirektøren har i sin
afgørelse lagt vægt på de samme forhold, som lå til grund for at afvise
anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den tidligere rute, idet
forholdene – for så vidt angår politiets mulighed for at sikre en
forsvarlig
gennemførelse af demonstrationen – efter politidirektørens vurdering er
helt
sammenlignelige for de to ruters vedkommende.
Justitsministeriet finder
ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering af ruterne, som for en
væsentlig del ikke blot er sammenlignelige, men helt identiske.
Idet Justitsministeriet i
øvrigt kan henholde sig til de grunde, der er anført i politidirektørens
afgørelse og i Justitsministeriets tidligere skrivelse til (A), finder
ministeriet derfor ikke anledning til at ændre politidirektørens afgørelse om
tillige at afvise anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den senest
angivne rute.”
Den 14. august 1999 anmeldte
(A) en ny demonstration til politidirektøren. Anmeldelsen var ledsaget af et
brev med bl.a. følgende indhold:
”I forbindelse med to
tidligere ansøgninger om demonstrationstilladelse har Politidirektøren anført
at der i forbindelse med ’cykelløbet post Danmark’ ville være ca.
100.000
publikumer i indre København som grundlag for sin afvisning af
demonstrationen.
Ligeledes har politidirektøren anført at demonstration ingen væsentlig
tilknytning har til demonstrationsruten.
Jeg anmelder derfor
’demonstration til ære for demokratiernes ofre’ den 21. August 1999
da post
Danmark cykelløbet da vil være overstået. Demonstrationsruten er af største
betydning for demonstrationen. Rudolf Hess blev i en alder af 93 år myrdet i
1987 på tysk jord af sine amerikansk/engelske vogtere. Derfor er ambassaderne
vigtige for en politisk manifestation. Christiansborg er ligeledes af største
symbolske betydning som demokratiets absolutte magtcentrum i Danmark. En magt
som var ansvarlig for blandt andre Frits Clausens død.
I de afholdte
anti-demonstrationer mod Hundige Strandvej i Greve havde arrangørerne anmeldt
5000 demonstranter, men efter politiets egne tal var der højest 3-400
deltagere. På denne baggrund må det konstateres, at Politidirektørens frygt
for
folkelig opstand er ubegrundet.”
Om dato, tidspunkt og rute
for demonstrationen var anført følgende i anmeldelsen:
”...
Demonstrationen vil tage sit
udgangspunkt den 21. august ved den amerikanske ambassade på Dag
Hammerskjölds
Allé 24 kl. 12.00. Marchkolonnen vil efter taler gå/køre ad følgende rute:
Oslo
Plads – Store Kongensgade – over Kongens Nytorv – Holmens
Kanal – Christiansborg
Slotsplads – Vindebrogade – Stormgade – Tietgensgade til
Hovedbanegården.
...”
I øvrigt var anmeldelsen
identisk med de tidligere anmeldelser.
Politidirektøren afviste i
brev af 17. august 1999 anmeldelsen. Som begrundelse for afgørelsen anførte
politidirektøren bl.a. følgende:
”Ved afgørelsen har jeg
navnlig lagt vægt på, at der er en overordentlig stor risiko for, at der vil
blive gennemført anmeldte eller spontane moddemonstrationer med
deltagerantal,
der svarer til eller overstiger (A)-deltagernes antal, og at
demonstrationerne
må befrygtes at ville medføre forsøg på vold og hærværk. Den anmeldte
demonstrationsrute i det centrale København med mange indfaldsveje, porte og
andre adgangsveje og mange høje beboelses- og forretningsbygninger skønnes at
ville
umuliggøre politiets opgaver med at sikre, at demonstrationen kan gennemføres
på en forsvarlig måde uden skade på demonstrationsdeltagerne, eventuelle
tilskuere eller omboende, og uden skade på bygninger og køretøjer.
Det er min opfattelse, at
erfaringerne fra lørdag den 14. august 1999 bestyrker opfattelsen af, at der
vil være en overordentlig stor risiko for betydelig ufred, uro og uorden i
forbindelse med en demonstration som den anmeldte i det indre København. Der
var således efter politiets vurdering ca. 400 deltagere i
moddemonstrationerne
lørdag den 14. august 1999 i Greve, hvoraf ca. halvdelen tilhørte autonome
grupperinger. Hertil kommer, at potentialet for moddemonstrationer ved en
demonstration ad en rute som den anmeldte er betydeligt større end for
aktioner
i Greve, hvilket gør såvel omfanget som karakteren helt uforudsigelig.
Jeg har endelig lagt vægt
på, at der lørdag den 21. august 1999 er elleve arrangementer af mere
omfattende karakter, blandt andet i den indre by og på Nørrebro.”
I telefax af 17. august 1999
klagede A over afgørelsen til Justitsministeriet. Ministeriet indhentede i
den
anledning en udtalelse fra politidirektøren. I udtalelsen af 19. august 1999
var anført følgende:
”...
Det må endvidere lægges til
grund, at der i forbindelse med demonstration og moddemonstration vil blive
forsøgt udøvet vold, der primært vil blive rettet mod de demonstrerende
(A)-medlemmer – og mod det politipersonale, der vil blive udkommanderet
for at
opretholde ro og orden. Hertil kommer, at der er overordentlig stor risiko
for
omfattende hærværk mod bygninger, forretninger og institutioner m.v., der
erfaringsmæssigt er genstand for hærværk fra grupperinger, der angiveligt vil
deltage i moddemonstrationer.
Det er min opfattelse, at
erfaringerne fra lørdag den 14. august 1999 bestyrker opfattelsen af, at der
vil være overordentlig stor risiko for betydelig ufred, uro og uorden i
forbindelse med en demonstration som den anmeldte i det indre København,
jævnfør også mine bemærkninger herom i afgørelsen af 17. august 1999.
Potentialet for moddemonstrationer er efter min opfattelse meget betydeligt i
den indre by og dermed på den foreslåede rute, idet der i det umiddelbare
område i forvejen er mange mennesker, ligesom det er meget hurtigt og nemt at
komme frem til stedet fra de nærliggende områder, herunder Vesterbro og
Nørrebro.
Det er således min
opfattelse, at der vil være behov for med et betydeligt politiopbud at
beskytte
disse demonstranter mod voldelige overfald under forløbet, herunder også
under
transporten til og fra demonstrationen. Der er i denne sammenhæng en meget
høj
grad af sandsynlighed for voldelige sammenstød, der vil kunne udarte til
omfattende borgerlige uroligheder.
Der foreligger således en
konkret og overhængende fare for en særdeles belastende sikkerhedsmæssig
– og
færdselsmæssig – situation i de områder, hvor demonstranterne bevæger
sig, og
herunder selvfølgelig i det indre København.
Herudover har jeg – som
nævnt – lagt vægt på de konkrete forhold, der er beskrevet i min
skrivelse af 17.
august 1999 til (A).
Københavns politi er, som
jeg også har anført i min afgørelse af 17. august 1999, indstillet på at yde
bistand til gennemførelse af en demonstration andre steder i København, hvor
arrangementet skønnes at kunne gennemføres på en forsvarlig måde. I den
forbindelse vil der blive lagt afgørende vægt på, at politiet sikres
muligheder
for i så høj grad som muligt at holde demonstranterne fra (A) og
moddemonstranterne adskilt, ligesom det må sikres, at hærværk på bygninger,
biler m.v. kan begrænses mest muligt. Københavns politi deltager gerne i en
konkret drøftelse med (A) ved formand ( ) om fastlæggelse af en
demonstrationsrute, også ud over den i min afgørelse af 17. august 1999
allerede foreslåede, der opfylder disse krav.
...”
I brev af 19. august 1999
fremkom A med bemærkninger til politidirektørens udtalelse. Brevet lød sådan:
”Positivt er det at
politidirektøren nu foreslår en direkte forhandling mellem undertegnede og
Københavns politi. Men kan det hjælpe, når vor demonstration som udgangspunkt
skal have den amerikanske, britiske eller tyske ambassade, ligesom vi ønsker,
at Christiansborg skal indgå i demonstrationsruten.
De politiske og symbolske
begrundelser herfor er allerede tidligere tilgået Justitsministeriet. Hvis
disse punkter mod forventning kan imødekommes kan Københavns politi selv
tilrettelægge resten af demonstrationsruten. Vi ønsker med andre ord ikke at
være urimelige – men har et reelt ønske om en gennemførelse af denne
demonstration.”
Den 20. august 1999
fastholdt Justitsministeriet politidirektørens afgørelse af 17. august 1999.
Ministeriet skrev bl.a. følgende:
”Som det blandt andet
fremgår af Justitsministeriets skrivelser af 14. august 1998 og 13. august
1999
til (A) vedrørende gennemførelsen af demonstrationer i København, er
bestemmelsen i grundlovens § 79 om forsamlingsfriheden ikke til hinder for,
at
der på forhånd kan fastsættes visse restriktioner for gennemførelsen af
demonstrationer. Ved vurderingen af, hvilke restriktioner der f.eks. med
hensyn
til ruten kan fastsættes, må som anført i skrivelserne bl.a. indgå hensynet
til
politiets muligheder for at forebygge uroligheder, ligesom der kan lægges
vægt
på, om færdselsmæssige hensyn m.v. vil være til hinder for en forsvarlig
gennemførelse af demonstrationen. Der må også tages hensyn til, om
demonstrationen – efter en foreskrevet ændring – vil kunne
gennemføres efter
sit formål.
Justitsministeriet har ikke
fundet grundlag for at tilsidesætte Politidirektøren i Københavns vurdering
af,
at den anmeldte rute i det foreliggende tilfælde ikke giver politiet mulighed
for at sikre en forsvarlig gennemførelse af demonstrationen.
Justitsministeriet finder
derfor ikke grundlag for at ændre politidirektørens afgørelse om at afvise
anmeldelsen om at gennemføre demonstrationen ad den angivne rute.
Justitsministeriet har
imidlertid samtidig noteret sig, at politidirektøren i sin afgørelse af 17.
august 1999 har anført, at Københavns politi er indstillet på at yde bistand
til gennemførelse af en demonstration andre steder i København, hvor
arrangementet skønnes at kunne gennemføres på en forsvarlig måde. Tilsvarende
har Justitsministeriet noteret sig, at politidirektøren i sin udtalelse af
19.
august 1999 har meddelt, at Københavns politi gerne deltager i en konkret
drøftelse med (A) ved Dem som formand om fastlæggelse af en
demonstrationsrute
– også ud over den alternative rute, som politidirektøren har foreslået
i sin
afgørelse af 17. august
1999.”
Den 24. august 1999 deltog
A’s formand og en anden repræsentant fra A i et møde med Københavns
Politi. Af
referatet fra mødet fremgår det at eventuelle ruter for A’s fremtidige
demonstrationer blev drøftet. Chefpolitiinspektør ( ) oplyste at han ud fra
sikkerheds- og ordensmæssige hensyn ikke kunne anbefale en demonstration i
den
indre by mens repræsentanterne fra A på den anden side understregede den
symbolske vigtighed af at demonstrationen kunne finde sted foran bl.a.
Christiansborg, og tilkendegav at de ordens- og sikkerhedsmæssige forhold
kunne
iagttages ved at tilkalde tilstrækkeligt politipersonale.
I brev af 31. august 1999
klagede A til mig. I brevet anførte A’s formand følgende:
”...
Der er med andre ord indført
et administrativt forbud for (A) mod, at demonstrere i indre København,
hvilket
jeg betragter som fuldstændigt uacceptabelt i henhold til Grundloven.
Ingen dansk politisk
bevægelse vil kunne acceptere, at de som de
eneste
ikke har lov, at demonstrere i indre København. Ambassader, Christiansborg
og andre symbolske lokaliteter i København, har til alle tider været
udgangspunkt
eller mål for demonstrationer. Netop dette administrative
demonstrationsforbud
indført af politiet og justitsministeriet i forhold til (A), skal jeg herved
bede ombudsmanden skride ind overfor. Det kan ikke være rigtigt, at vi som
danske statsborgere stilles ringere i demonstrationssammenhæng end nogen
udlændinge eller personer af marxistisk opfattelse. Disse afgørelser må ligge
på grænsen til embedsmisbrug.
...”
Den 9. september 1999
anmodede jeg Justitsministeriet om en udtalelse i anledning af klagen og om
udlån af sagens akter. Jeg bad desuden ministeriet om at indhente en
udtalelse
fra Politidirektøren i København.
Justitsministeriet og
politidirektøren afgav udtalelser i sagen henholdsvis den 27. juni 2000 og
den
23. september 1999.
I politidirektørens
udtalelse var bl.a. anført følgende:
”Afgørende vil derfor være,
om politiet skønner det muligt at kunne forebygge sådanne skader på en
forsvarlig måde.
Afgørende for dette skøn vil
bl.a. være den planlagte rute, herunder om ruten er karakteriseret ved mange
indfaldsveje, porte og andre adgangsveje samt den bygningsmæssige karakter og
struktur ved ruten.
Af andre kriterier kan
nævnes evt. andre planlagte arrangementer i København.
Det er min opfattelse, at
der ikke er tale om et generelt forbud til (A) mod afholdelse af
demonstrationer i den indre by, men at der må træffes en konkret afgørelse i
hver enkelt tilfælde, hvor ovennævnte kriterier vil blive inddraget i
afgørelsen. Det vil i en sådan afgørelse blive tilstræbt, i det omfang, det
er
muligt, at sikre, at en demonstration kan afvikles på en sikkerheds- og
færdselsmæssig forsvarlig måde samtidig med, at demonstrationen, efter
politiets opfattelse, kan gennemføres efter sit mål.
Der har været afholdt møde
med bl.a. (...) [formanden for (A)], hvor Københavns politi har foreslået
alternative ruter, der stadig, efter min opfattelse, vil give (A) mulighed
for
at gennemføre en demonstration efter sit mål.”
I Justitsministeriets
udtalelse i sagen var anført følgende:
”...
Justitsministeriet kan henholde
sig til sine afgørelser af 13. og 20. august 1999.
Som det fremgår af
afgørelserne, har Justitsministeriet – ligesom det var tilfældet i 1998
– ikke
fundet grundlag for at tilsidesætte den politifaglige vurdering, som har
ligget
til grund for det af politiet udøvede skøn. Det er Justitsministeriets
opfattelse, at politiet i sit skøn på behørig vis bl.a. dels har inddraget
hensynet til (A)’s mulighed for at kunne afvikle demonstrationerne efter
deres
formål, og dels om de af (A) anmeldte ruter i de foreliggende tilfælde
konkret
har givet politiet mulighed for – selv med en betydelig politiindsats
– at
sikre en forsvarlig gennemførelse af demonstrationerne.
...”
Den 7. juli 2000 sendte jeg
A en kopi af myndighedernes udtalelser og bad om A’s eventuelle
bemærkninger
til udtalelserne. I brev af 17. juli 2000 fremkom A med bemærkninger til
udtalelserne.
Ombudsmandens udtalelse
”
I. Retsgrundlaget
1. Grundloven
Retten til forsamlingsfrihed er sikret i grundlovens § 79 der lyder sådan:
’§ 79.
Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.
Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under
åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den
offentlige fred.’
Bestemmelsen er omtalt i den statsretlige teori. Henrik Zahle, Grundloven med
kommentarer (1999), s. 478, anfører om bestemmelsens 3. pkt. følgende:
’Forbudet behøver ikke at være absolut, det kan også være relativt
afgrænset, idet mødet eksempelvis forlægges til en anden lokalitet eller
demonstrationens rute ændres for at forhindre sammenstød med
moddemonstrationer.’
Om betingelserne for politiets anvendelse af forbud efter grundlovens § 79,
3. pkt., er anført følgende hos Henrik Zahle i den nævnte kommentar, s.
476ff:
’Der er knyttet to betingelser til grundlovsmæssigheden af et
politiforbud: 1) at det er den offentlige fred, der skal beskyttes, og 2) at
en konkret fare (’kan befrygtes fare’) for dens krænkelse er
sandsynliggjort.
...
Den offentlige
fred
er et begreb, der også forefindes i retsplejelovens opgavebeskrivelse for
politiet: ’opretholdelse af sikkerhed, fred og orden’ (§ 108) og
den stadigt gældende politilovgivning fra forrige århundrede. Begrebet er
klart snævrere end den offentlige orden. Ordensbegrebet refererer til mindre
overtrædelser af ordensforskrifter som eksempelvis nedfældet i
politivedtægterne: støj, mindre hærværk og vold, slagsmål o.lign.
...
Forbudet forudsætter ikke,
at de nævnte krænkelser skal være fuldbyrdede eller bare forsøgt realiseret.
Det er tilstrækkeligt, at der består en fare herfor. Det må antages, at der
med
fare for den offentlige freds menes en
konkret
fare
i modsætning til en abstrakt fare ...’
Rækkevidden af politiets
adgang til efter bestemmelsen i grundlovens § 79, 3. pkt., at nedlægge forbud
mod
demonstrationer er endvidere omtalt hos Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret
v.
Ole Espersen, (1980), s.
771f,
Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 3, Menneskerettigheder (1998), s. 122, og
Lars Nordskov Nielsen, Ugeskrift for Retsvæsen B 1961, s. 353.
Om politiets pligter i
forbindelse med demonstrationers afholdelse fremgår videre følgende af Henrik
Zahle, Grundloven med kommentarer (1999), s. 473:
’Politiet har – for så vidt
angår offentlige forsamlinger – en grundlovsumiddelbar pligt til at
fremme borgernes
fredelige udnyttelse af forsamlingsfriheden ....
...
Dette indebærer, at
politimyndigheden må stille det nødvendige personale og materiel til rådighed
for at kunne afværge farer mod forsamlingen, der udgår fra personer eller
moddemonstrationer, fra færdselen, fra sundhedsmæssige og bygningsmæssige
forhold etc. samt i det hele sikre forsamlingsfrihedens ordensmæssige
realisering ...’
2. Retsplejeloven
Generelt om politiets opgave
er følgende fastsat i retsplejelovens § 108, stk. 1:
’Politiets opgave er at
opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og
vedtægter
samt at foretage det fornødne til hindring af forbrydelser og til
efterforskning og forfølgning af sådanne.’
3. Politivedtægten
Dels for at politiet kan få
lejlighed til at overvære offentlige forsamlinger, og dels for at politiet
kan
få mulighed for at forberede sin indsats i forbindelse hermed samt nedlægge
forbud mod sådanne, er der i politivedtægten (i denne sag Bekendtgørelse af
politivedtægt for København) krav om anmeldelse af demonstrationer, jf.
Henrik
Zahle, Grundloven med kommentarer (1999), s. 472 og 473. Politivedtægtens § 8
lyder sådan:
’§ 8.
Optog og møder på gader skal anmeldes ved personlig
henvendelse til politiet senest 24 timer før de skal finde sted. Anmeldelsen
skal foretages af arrangøren eller en af denne befuldmægtiget person og
indeholde angivelse af tidspunktet, ruten og mødestedet. Politiet kan
foreskrive ændring heraf, når det må anses for påkrævet af hensyn til
færdselen. De anvisninger vedrørende ordenens overholdelse, som gives af
politiet, skal iagttages.’
I Henrik Zahle, Grundloven
med kommentarer (1999), s. 472, er de ændringer som politiet kan foreskrive,
beskrevet sådan:
’Politiet kan i henhold til
politivedtægtens § 8 diktere ændringer af rute, sted og tidspunkt, hvis det
er
nødvendigt på grund af ’færdselen’, dog uden at demonstrationens
formål og
karakter ændres herved. En sådan afgørelse skal være båret af en almindelig
forvaltningsretlig forholdsmæssighedsvurdering, hvilket vil sige, at
ændringerne ikke må være mere indgribende end nødvendigt til det
politimæssige
formåls opfyldelse. Eksempelvis kan et optog, der ønsker at passere gennem en
bykerne, ikke uden videre ledes ud på byens ringvej, hvis det fjerner selve
sigtet med demonstrationen.’
4. Nærmere om hjemlen til forbud mod forsamlinger under åben
himmel
Hjemlen til at forbyde
offentlige forsamlinger under åben himmel er den ovenfor gengivne bestemmelse
i
grundlovens § 79, 3. pkt. Forbud kan nedlægges når der kan befrygtes fare for
den offentlige fred. Forbud kan alene nedlægges når denne betingelse er
opfyldt.
I tilfælde hvor forbud
nedlægges, kan myndighederne (politiet) give mere eller mindre præcise
anvisninger på under hvilke betingelser/former forsamlingen under åben himlen
kan gennemføres således at der ikke længere er grundlag for at nedlægge
forbud.
Der kan være tale om at forsamlingen sker et andet sted, eller at nogle
bestemte forholdsregler iagttages. Sådanne anvisninger må ikke være mere
omfattende end nødvendigt for at det kan antages at forsamlingen ikke længere
kan befrygtes at udgøre en fare for den offentlige fred. Efter
omstændighederne
vil der bestå en egentlig pligt for myndighederne til at give sådanne
anvisninger.
Efter retsplejelovens § 108
er det politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse
overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til
forhindring af forbrydelser og til efterforskning af sådanne. Bestemmelsen
indeholder ikke en selvstændig hjemmel til at forbyde forsamling under åben
himmel med den begrundelse at der ’kan befrygtes fare for den offentlig
fred’.
Efter normalpolitivedtægtens
§ 8 kan politiet foreskrive ændringer af optog og på gader når det må anses
påkrævet af hensyn til færdslen. Heller ikke denne bestemmelse indeholder en
selvstændig hjemmel til at forbyde forsamling under åben himmel med den
begrundelse at der ’kan befrygtes fare for den offentlig fred’.
Bestemmelserne i
politivedtægten og retsplejeloven giver alene politiet adgang til af
færdsels-
og politimæssige hensyn at foreskrive ændringer af optog og møder på gader.
Som
anført af Henrik Zahle, Grundloven med kommentarer, s. 473, må ændringerne
ikke
være mere indgribende end nødvendigt for det politimæssige (færdselsmæssige)
formåls opfyldelse. Hvis dette er tilfældet, vil det være i strid med
grundlovens § 79 og i øvrigt med en almindelig forvaltningsretlig
proportionalitetsgrundsætning. I den vurdering som skal foretages efter
grundlovens § 79, 3. pkt., om fare for den offentlige fred, kan naturligvis
også indgå elementer som har med færdselsmæssige forhold at gøre. Vurderingen
skal imidlertid også i et sådant tilfælde foretages efter grundlovens § 79,
3.
pkt.
II. Myndighedernes afgørelser
a. Generelt forbud
(A) har i klagen til mig
anført at der i strid med grundloven administrativt er indført et generelt
forbud mod at (A) demonstrerer i det indre København. (A) har henvist til de
ovenfor omtalte tre afgørelser truffet af politidirektøren og stadfæstet af
Justitsministeriet.
Politidirektøren har i
udtalelsen af 23. september 1999 anført at der ikke er tale om et generelt
forbud til (A) mod afholdelse af demonstrationer i den indre by.
Politidirektøren har henvist til at der i forhold til hver af de anmeldte
demonstrationer er foretaget et konkret skøn ud fra en afvejning af
forskellige
kriterier. Justitsministeriet har i udtalelsen af 27. juni 2000 anført at
ministeriet ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte politidirektørens
skøn.
Jeg har ikke grundlag for at
antage at myndighedernes afgørelser er udtryk for at der i strid med
grundlovens § 79 er indført et generelt forbud mod (A)’s demonstrationer
i det
indre København. Ved min vurdering har jeg lagt vægt på at politidirektøren i
begrundelserne for afgørelserne har henvist til konkrete forhold som gjorde
sig
gældende på de to dage hvor demonstrationerne blev foreslået afholdt, at
politidirektøren i afgørelserne dels har anført at politiet vil kunne yde
bistand til gennemførelse af demonstrationen andre steder i København, dels
har
anvist en alternativ rute i Københavnsområdet, samt at det af referatet af
det
møde der blev afholdt den 24. august 1999 mellem formanden for (A) og
repræsentanter fra Københavns Politi, fremgår at en mulig alternativ rute
kunne
være fra Østerbrogade til de pågældende ambassader og videre til Frihavnen
S-togs-station.
b. Konkrete forbud
Politidirektøren afviste i
afgørelserne de anmeldte ruter i helhed. Afvisningen skete med henvisning til
politiets erfaringer med (A)’s tidligere demonstrationer,
risiko for anmeldte eller spontane
moddemonstrationer som frygtedes at medføre forsøg på vold og hærværk, og
geografiske og færdselsmæssige forhold. På den baggrund skønnede
politidirektøren at demonstrationerne udgjorde ’fare for betydelig skade
på
personer eller ting’, og anførte at politiet ’ikke ser sig i stand
til at
forebygge sådanne skader på en forsvarlig måde’.
Afvisningerne fremstår på
den baggrund som udtryk for konkrete forbud mod de anmeldte demonstrationer i
henhold til grundlovens § 79, 3. pkt, og/eller ud fra nødretsbetragtninger.
En vurdering af om betingelserne for at
nedlægge forbud i henhold til grundlovens § 79, 3. pkt., og/eller
nødretsbetragtninger var opfyldt på tidspunkterne for myndighedernes
afgørelser, forudsætter politifagkyndig viden og erfaringer fra situationer
udsprunget af tidligere demonstrationer. Som ombudsmand har jeg ikke en sådan
fag- eller sagkyndig viden. Jeg kan derfor ikke gå ind i de konkrete skøn som
–
på baggrund af de nævnte forskellige forhold og afvejninger – er
foretaget af
henholdsvis Politidirektøren i København og Justitsministeriet. Kun hvis der
er
tale om særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelser.
Det kan f.eks. være tilfældet hvis det er
åbenbart at det skøn som afgørelserne er udtryk for, ligger uden for rammerne
af grundlovens § 79, 3. pkt., og/eller nødretsbetragtninger, hvis
afgørelserne
i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der
ikke er sagligt begrundet, eller hvis afvejningerne som ligger til grund for
afgørelserne, ikke er foretaget i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper.
Efter min gennemgang af
sagen og det baggrundsmateriale som jeg har modtaget fra Justitsministeriet,
mener jeg ikke at sådanne omstændigheder gør sig gældende. Jeg har således
ikke
grundlag for at kritisere at myndighederne afviste de anmeldte
demonstrationer.
Imidlertid burde myndighederne have angivet grundlovens § 79, 3. pkt.,
og/eller
nødretsbetragtninger som det rette hjemmelsgrundlag.
Jeg har samtidig hermed
gjort Politidirektøren i København og Justitsministeriet bekendt med min
opfattelse, men jeg har ikke fundet anledning til herudover at foretage
videre.
Politidirektøren i København
tilbød i forbindelse med forbudet at politiet kunne yde bistand til
gennemførelse af demonstrationen andre steder i København hvor arrangementet
skønnedes at kunne gennemføres på forsvarlig måde. Københavns Politi pegede
på
muligheden for at gennemføre demonstrationen ved Åmarkens S-togs-station og
videre ad følgende rute: Åmarksvej – Gammel Køge Landevej –
Ellebjergvej til
parkeringspladsen bag Ellebjerg Station.
Som anført ovenfor under
afsnit I kan myndighederne (politiet) i de tilfælde hvor forbud nedlægges,
give
mere eller mindre præcise anvisninger på under hvilke betingelser/former
forsamling under åben himmel kan gennemføres således at der ikke længere er
grundlag for at nedlægge forbud. Anvisningen må ikke være mere omfattende
(ruten må f.eks. ikke henlægges til et mere øde sted) end nødvendigt for at
det
kan antages at forsamlingen ikke længere kan befrygtes at udgøre en fare for
den offentlige fred.
Jeg finder ikke at have
tilstrækkeligt grundlag for at udtale mig om hvorvidt den anviste rute må
anses
for at være mere omfattende (øde) end nødvendigt. Ved min beslutning har jeg
lagt vægt på
at
det anviste sted og
den anviste rute blot var angivet som en mulighed,
at
politidirektøren tilbød bistand i almindelighed, og
at
der ikke, jf. ovenfor, er grundlag
for at antage at der er indført et generelt forbud mod at (A) demonstrerer i
det indre København.
III.
Sagsbehandlingstiden
(A) har i brev af 17. juli
2000 til mig anført at det er bemærkelsesværdigt ’at svartiden for
henholdsvis
politi og Justitsministerium har været så lang at klagesagen ikke vil nå at
kunne blive færdig inden demonstrationstidspunktet atter er aktuelt’.
Politidirektøren afgav
udtalelse i sagen ni dage efter at Justitsministeriet i anledning af min
anmodning havde bedt om den. Jeg modtog Justitsministeriets udtalelse mere
end
ti måneder fra det tidspunkt da jeg havde anmodet om den. I udtalelsen
henholdt
ministeriet sig til sine afgørelser i sagen og beklagede den lange
ekspeditionstid.
Jeg kan være enig med
Justitsministeriet i at ministeriets lange sagsbehandlingstid er beklagelig.
Jeg
har imidlertid ikke grundlag for at antage at ministeriet bevidst har
forsinket
sagens behandling for at hindre at klagesagen kunne blive afsluttet
’inden
demonstrationstidspunktet atter er aktuelt’. Jeg foretager derfor ikke
videre
vedrørende dette spørgsmål.”
Lignende dokumenter
- Tiltale for overtrædelse af flere tilfælde af ordensbekendtgørelsens § 18, ved at have taget unødigt ophold på kørebanen i forbindelse med demonstrationer og forstyrret den offentlige ro og orden Domsdatabasen · 8. april 2025
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1, falsk forklaring for retten Domsdatabasen · 1. november 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2018-80-0163 Retsinformation · 1. december 2018
- Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om forurening og gener fra anlægget af Cityringen Retsinformation · 8. marts 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-16300 Retsinformation · 27. august 2025
- Bekendtgørelse om forurening og gener fra anlægget af Cityringen Retsinformation · 3. januar 2019