Spring til indhold

Retsinformation

Optagelse af læserbrev i personaleblad offentligt ansattes ytringsfrihed. Underretningspligt. Principper for offentlig ledelse

FOU nr 2000.535UdtalelserFolketinget13. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Optagelse af læserbrev i personaleblad – offentligt ansattes

ytringsfrihed. Underretningspligt. Principper for offentlig ledelse

Jeg konstaterede at de hørte

myndigheder var enig i min udlægning af de overordnede principper i den

foreløbige redegørelse. Tilbage stod min vurdering af tre eksempler på

ledelsens håndtering af A’s kritik i relation til det man overordnet

kunne

kalde principperne for god offentlig ledelse. Min vurdering af de konkrete

episoder vandt (i større eller mindre omfang) ikke umiddelbart tilslutning

hos

de hørte myndigheder. Jeg er opmærksom på at det kan skyldes at min

undersøgelse alene foregik på et skriftligt grundlag. Som sagen var oplyst

for

mig, mener jeg dog fortsat ikke at ledelsens håndtering af disse episoder var

i

overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse. Jeg havde fundet

det ønskeligt om situationerne havde været håndteret anderledes.

Først følger en oversigt over

sagens dokumenter. Derefter en gengivelse af min foreløbige udtalelse af 31.

maj 1999 og myndighedernes og A’s bemærkninger hertil. Til sidst min

endelige

udtalelse.

Sagens dokumenter

I undersøgelsen indgik

udtalelser og bilag fra Amager Hospital (udtalelse af 17. april 1998),

Rigshospitalet

(udtalelse af 22. april 1998), B Hospital (udtalelse af 30. april 1998) og

H:S

Direktionen (udtalelse af 19. maj 1998). A kommenterede disse udtalelse og

skitserede sagsforløbet i breve med bilag af 31. juli 1998 og 27. august

Læs alt

1998.

B Hospital og H:S Direktionen kommenterede i breve af 30. september 1998 og

30.

oktober 1998 A’s udtalelser. A kommenterede disse breve i brev af 1.

december

1998. Den 31. maj 1999 afgav jeg en foreløbig udtalelse på baggrund af det

indkomne materiale. B Hospital, H:S Direktionen og Indenrigsministeriet

kommenterede den foreløbige redegørelse i breve af henholdsvis den 17. juni

1999, 6. juli 1999 og 15. september 1999. A kommenterede i brev af 18.

oktober

1999 min foreløbige redegørelse og myndighedernes udtalelser.

Ombudsmandens foreløbige redegørelse af 31. maj 1999

”(A) blev den 1. maj 1992 ansat som ledende overlæge ved (B) Hospital.

Den 1. april 1997 frasagde han sig efter en sygdomsperiode sin funktion som

ledende overlæge og fortsatte herefter i en stilling som

’almindelig’ overlæge. Han indgik samtidig en aftale med hospitalet

hvorefter han efter behov kunne deltage i afdelingsmøder internt og i møder

med hospitalsdirektionen og H:S Direktionen. (A) opsagde sin stilling som

overlæge med virkning fra 1. januar 1999. I begrundelsen for opsigelsen

henviste han til den stadige prioritering af økonomi frem for patienterne og

den manglende opbakning og respekt fra ledelsens side af hans synspunkter og

deraf følgende utilstrækkelige ressourcetildeling.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder jeg anledning til at kommentere

følgende punkter:

Generelt om ledelsens håndtering af (A)’s fremsættelse af kritik af

forholdene på børneafdelingen på (B) Hospital

(A) har fremstillet

sagsforløbet i brev af 31. juli 1998, og heraf fremgår det at han ikke

udtalte

sin kritik til pressen før han havde søgt sin afsked på (B) Hospital. Han

rejste i stedet sin kritik af ressourceforholdene på børneafdelingen på (B)

Hospital over for hospitalets direktion. Som sagen er oplyst for mig, har (A)

ved adskillige møder mellem afdelingsledelsen og direktionen gjort opmærksom

på at der var ressourcemangel på børneafdelingen, og at situationen var

uholdbar idet der var 6-7 måneders ventetid på forundersøgelser og

efterundersøgelser,

og at han derfor ikke kunne garantere for patientsikkerheden for børnene. Det

fremgår ikke af sagen hvorvidt (A) over for ledelsen udtalte at han anså

situationen som lægefagligt uforsvarlig. På det foreliggende grundlag

lægger jeg imidlertid til grund at det i et vist omfang var tilfældet. Jeg

henviser til det udkast til en artikel baseret på et interview med (A) til

personalebladet Pulsen, september 1997-udgaven som (A) modtog fra journalist

(C), og som han redigerede i. Artiklen blev ikke bragt i denne form (dette

omtales

særskilt nedenfor i afsnittet ’Personalebladet Pulsen’). I udkastet

til

artiklen var der bl.a. anført:

’Patientsikkerheden er truet.

...

-

Hospitalets ledelse

bliver vurderet på, om den er i stand til at overholde budgetterne. Det

smitter

af, så det ikke længere er den faglige virksomhed, der er styrende, men

økonomien. Det bør ændres.

-

På afdelingerne får vi

besked om at holde budgettet, og belønningen for at gøre det synes at være

besparelser. Holder vi ikke budgettet, er det også galt. Hvordan skal vi være

ansvarlige? Vi bliver presset længere og længere ud i at tage lægefagligt

ansvar for noget, som man får vanskeligere og vanskeligere ved at acceptere.

Det er nødvendigt at sige fra over for de bestandige besparelser, og som læge

og professor har jeg en særlig forpligtelse til at tage del i den

sundhedsfaglige

debat, når jeg har kendskab til forhold, der er sundhedsfagligt uforsvarlige.

...

De lægefaglige konsekvenser

af besparelserne synes ikke at blive bragt videre op i systemet af ledelsen,

og

derfor bliver det ikke gjort klart for politikere og befolkning, at man ikke

længere har den standard i sundhedssystemet, som man forestiller sig. Måske

ønsker befolkningen ikke at betale mere til sundhedssystemet, men så må man

give den lejlighed til at overveje det.

Frustrationen forstærkes af,

at hospitalet har mistet specialer, og det er en alvorlig åreladning, som det

tager tid at overvinde. Vi troede, at H:S-planen var lavet af faglige hensyn,

men det bliver stadig tydeligere, at det var af økonomiske grunde. Fagligt

lyder det meget rigtigt, at man gerne vil centralisere for ikke at have

dobbeltfunktioner, men tilstrækkelige ressourcer er ikke fulgt med, når

specialerne

er flyttet.

Staten gav en milliard kr.

til H:S, da det blev dannet, og alligevel skal vi spare. Et system, som i

forvejen skriger på ressourcerne, skærer man nu ned på. Situationen er meget

alvorlig.’

Det er almindeligt antaget at

offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at

reagere

over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold, se f.eks. s. 161ff i

Fagligt

etiske principper i offentlig administration, betænkning afgivet af DJØF's

fagligt-etiske arbejdsgruppe (1993). I betænkning om forholdet mellem

minister

og embedsmænd, betænkning nr. 1354, 1998, s. 21f, er embedsmændenes pligt til

at rådgive ministeren i faglige spørgsmål beskrevet som en pligt til af egen

drift at rådgive og informere ministeren sådan at ministeren modtager den

fornødne information og rådgivning om faktuelle og retlige spørgsmål i alle

sager der er væsentlige for ministeriets embedsførelse. Endvidere er det

anført

at embedsmændene har pligt til at advare ministeren hvis denne er på vej til

at

træffe en ulovlig beslutning.

Opstår en fagligt uforsvarlig

situation, antages det at den ansatte i almindelighed har pligt til at

orientere sin nærmeste foresatte om sin opfattelse, jf. f.eks. sagen der er

refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 422ff (særligt s.

431, 1. sp.).

Hvis den foresatte er

fagkyndig og efter eventuel fornøden undersøgelse vurderer at forholdene er

fagligt forsvarlige, har den ansatte i almindelighed pligt til at respektere

den foresattes afvisning af indsigelsen. Kun i de særlige situationer hvor

den

ansatte vurderer at forholdene med sikkerhed er fagligt uforsvarlige, kan

der være en forpligtelse for den ansatte til yderligere at reagere over for

klart fagligt uforsvarlige forhold.

Hvis den foresatte ikke kan

afvise at forholdene er eller kan være fagligt uforsvarlige og den foresatte

ikke selv er i stand til at afhjælpe forholdene, har den foresatte pligt til

at

orientere sine nærmeste foresatte, det vil sige forelægge sagen

’opad’ i

systemet.

Underretningspligten gælder

også i tilfælde hvor en efterkommelse af en given ordre er uforenelig med

opretholdelse af fagligt forsvarlige forhold. Eksempelvis kan et

administrativt

fastlagt budget være udtryk for en ordre af denne karakter i det omfang

budgettets overholdelse skaber fagligt uforsvarlige forhold. Det samme gælder

generelle eller konkrete ordrer om overholdelse af et sådant budget. En sådan

ordre kan sidestilles med en ulovlig tjenestebefaling. I beretningen og

indstillingen i den tjenstlige undersøgelse i Tamilsagen, afgivet den 14.

november 1995, udtalte forhørsledelsen om tjenestemændenes pligt til at

underrette den overordnede i tilfælde af ulovlige tjenestebefalinger bl.a.

(s.

53f):

’Forhørsledelsen finder det

ubetænkeligt at lægge til grund, at der også af tjenesteforholdet følger en

videregående forpligtelse til at underrette den overordnede om en ordres

ulovlighed og begrundelsen herfor. Dette må i hvert fald gælde for

tjenestemænd, der har det som en central arbejdsfunktion at være rådgiver for

den overordnede, som f.eks. ledende embedsmænd i et ministerium.

Underretningspligten

følger her af rådgiverrollen. I disse tilfælde – og muligt generelt,

idet en

underretningspligt ikke indebærer nogen konflikt med lydighedspligten –

er

underretningspligten formentlig ikke begrænset til tilfælde af klar

ulovlighed,

men gælder alle tilfælde af ulovlighed.’

Lægeligt uforsvarlige forhold

på et hospital kan medføre erstatningsansvar. Jeg henviser til Højesterets

dom

af 19. marts 1985 om den manglende opvågningsstue på Odder Sygehus, optrykt i

Ugeskrift for Retsvæsen i 1985, s. 368ff. Det fremgår forudsætningsvis af

dommens præmisser at hvis sygehusets indretning eller organisation havde

været

uforsvarlig, ville det have været ansvarspådragende. Om grænsen til det

lægeligt uforsvarlige er der i kommentaren til dommen af Niels Pontoppidan,

Ugeskrift

for Retsvæsen 1985, afdeling B, side 248ff (s. 250) anført:

’...

Det må derfor inden for ret

vide rammer – på det foreliggende område afgrænset af det lægeligt

forsvarlige

– tilkomme de politiske instanser at fastlægge standarden, og man fandt

ikke,

at det kan være domstolenes opgave gennem tilkendegivelse af erstatning at

gribe korrigerende ind over det serviceniveau, som er et resultat af de

politiske organers beslutninger. En sådan korrektion ville også støde på det

problem, at man i de enkeltsager, der bliver forelagt domstolene, vanskeligt

vil kunne tilvejebringe fyldestgørende oplysninger om de økonomiske

konsekvenser for det offentlige af en selvstændig normdannelse fra

domstolenes

side.

Mod de anførte synspunkter

kan det indvendes, at domstolene ved på det foreliggende område at trække

grænsen ved, hvad der kan anses for det lægeligt forsvarlige, ikke løser

problemerne, men snarere skubber dem foran sig, dels fordi der kan være

forskellige meninger herom – jfr. at lægeforeningens responsumudvalg i

den

foreliggende sag mente ét og Retslægerådet noget andet – dels og navnlig

fordi

den lægelige vurdering af, hvad der skal anses for forsvarligt, ikke, når det

drejer sig om et ressource- og prioriteringsspørgsmål, kan være udtryk for et

rent sagligt skøn. Hertil må bemærkes, at domstolene heller ikke på dette

område er bundet af det lægelige skøn, og at de påpegede vanskeligheder ikke

ændrer ved det grundsynspunkt, at domstolene bør være tilbageholdende med at

gribe ind på områder, som er så klart politisk prægede som det foreliggende.

...’

I forhold til de involverede

personer og myndigheder i den foreliggende sag indebærer de omtalte

retningslinjer vedrørende fagligt uforsvarlige forhold en underretningspligt

som nedenfor beskrevet.

Det fremgår af lov nr. 1132

af 21. december 1994 med senere ændring om Hovedstadens Sygehusfællesskab at

fællesskabet ledes af en bestyrelse der har det overordnede ansvar for

sygehusfællesskabet. Bestyrelsen består af 15 medlemmer. Københavns og

Frederiksberg

kommunalbestyrelser udpeger henholdsvis 7 og 2 medlemmer, og

sundhedsministeren

udpeger 6 medlemmer, jf. § 9. Bestyrelsen ansætter en direktion som varetager

den daglige administrative og økonomiske ledelse inden for rammer der

fastlægges af bestyrelsen.

Bestyrelsen vedtager

sygehusfællesskabets budget. Budgettet skal undergives to behandlinger.

Imellem

de to behandlinger skal budgettet sendes til Københavns og Frederiksberg

kommunalbestyrelser og til sundhedsministeren, jf. § 9.

Om budgettets

detaljeringsgrad fremgår det at bestyrelsen ved den endelige vedtagelse af

årsbudgettet skal tage bevillingsmæssig stilling til budgettets driftsposter

specificeret på institutionsniveau, jf. § 20, stk. 2, i vedtægten for H:S som

blev godkendt af Indenrigsministeriet den 1. december 1995. Det fremgår dog

af

§ 20, stk. 7, at der i budgetforslaget kan fastlægges en bemyndigelse til

direktionen til at foretage budgetomplaceringer mellem institutioner og

budgetfunktioner inden for nettorammen i løbet af budgetåret med henblik på

at

sikre en samlet budgetoverholdelse.

Jeg har nedenfor lagt til

grund at H:S Direktionen har en vis kompetence til budgetomplaceringer, samt

at direktionerne på de enkelte hospitaler i et vist omfang kan prioritere

driftsmidlerne inden for institutionen.

Det fremgår endvidere at

indenrigsministeren fører tilsyn med sygehusfællesskabet, og at visse

bestemmelser

i lov om kommunernes styrelse finder anvendelse, jf. § 6, stk. 1, og § 16 i

lov

om Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Det fremgår af

’Ledelsesregelsæt for hospitalerne i Hovedstadens

Sygehusfællesskab’ der blev

vedtaget den 6. marts 1996, at hvert enkelt hospital i sygehusfællesskabet

har

sin egen direktion.

Jeg har lagt til grund at

direktionen på (B) Hospital består af en hospitalsdirektør som har den

overordnede ledelse af hospitalsdirektionens arbejde, og som er ansvarlig for

hospitalets samlede virksomhed over for H:S Direktionen. Direktionen på (B)

Hospital består derudover af en lægelig direktør og en sygeplejedirektør.

Endvidere fremgår det af

ledelsesreglerne at afdelingsledelsen på en hospitalsafdeling normalt består

af en ledende overlæge og en ledende oversygeplejerske. Afdelingsledelsen har

i fællesskab over for hospitalsdirektionen ansvaret for afdelingens samlede

virksomhed. Hospitalsdirektionen fastsætter nærmere retningslinjer for

afdelingsledelsens

arbejde og sammensætning.

Hvis en læge finder at forholdene

på en afdeling er lægeligt uforsvarlige, har han pligt til at underrette sin

foresatte, dvs. den ledende overlæge. Kan den ledende overlæge ikke afhjælpe

forholdene, har overlægen ligeledes pligt til at underrette opad i systemet

til

hospitalets direktion hvis han er enig i at forholdene er lægeligt

uforsvarlige.

Direktionen må i det omfang

den lægelige direktør vurderer at der er tale om lægeligt uforsvarlige

forhold,

omprioritere inden for rammerne af hospitalets budget medmindre det så ville

medføre lægeligt uforsvarlige situationer på andre afdelinger. Hvis

direktionen ikke er i stand til at omprioritere uden at skabe lægeligt

uforsvarlige

forhold på andre afdelinger, er direktionen forpligtet til at gå videre til

H:S Direktionen.

H:S Direktionen er herefter

forpligtet til at underrette H:S Bestyrelsen hvis direktionen ikke inden for

det samlede budget kan omprioritere så den lægeligt uforsvarlige situation

bliver afhjulpet.

I den konkrete sag gjorde (A)

som ledende overlæge direktionen på (B) Hospital opmærksom på at forholdene

på

børneafdelingen efter hans mening var lægeligt uforsvarlige.

Jeg har forstået at den

lægelige direktør på (B) Hospital ikke fandt at forholdene på børneafdelingen

var lægeligt uforsvarlige, og direktionen fandt derfor ikke anledning til at

omfordele ressourcer eller at underrette videre op i systemet. (A) har

begrundet sin fratræden med at direktionen ikke var enig i hans

synspunkter.

En kontrol af de lægefaglige

vurderinger kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Jeg kan derfor

ikke gå ind i vurderingen af om forholdene på børneafdelingen var lægeligt

uforsvarlige. Som følge heraf kan jeg heller ikke kritisere at direktionen

ikke

fandt der var grundlag for at give yderligere ressourcer eller underrette H:S

Direktionen.

I det omfang en læge påpeger

lægeligt uforsvarlige forhold, kan udtalelserne isoleret set ikke mødes med

negative personaleretlige konsekvenser. Det gælder selv om den overordnede

ikke er enig i den ansattes fagkyndige vurdering af at forholdene er lægeligt

uforsvarlige. Jeg henviser til den ovenfor nævnte dom og kommentar i

Ugeskrift

for Retsvæsen, 1985, s. 363f, og afdeling B, s. 250, hvorefter der kan være

forskellige fagkyndige meninger om hvad der er lægeligt uforsvarligt. Den

endelige afgørelse heraf hører under domstolene.

I det følgende gennemgås tre

eksempler på ledelsens håndtering af (A)’s kritik:

Dialogmødet den 20. maj 1997

(A)’s fremstilling giver

flere gange indtryk af at han har opfattet ledelsens reaktioner på hans

ytringer

som trusler om at han kunne risikere at blive afskediget hvis han fremsatte

yderligere kritik eller eventuelt gik videre med kritikken. (A) har bl.a. i

brev af 31. juli 1998 beskrevet et dialogmøde mellem direktionen på (B)

Hospital og alle afdelingsledelserne. Han anførte:

’5. Den 20.5.97 afholdtes det

månedlige såkaldte dialogmøde mellem Hospitalsdirektionen og alle

afdelingsledelserne på (B) Hospital. Jeg spurgte her, hvordan Direktionen

egentlig havde det med, at 'H:S Direktion og politikerne hele tiden meldte

ud,

at alting gik pragtfuldt, når vi allesammen vidste, at det ikke passede'

– et

spørgsmål som klart også angik de øvrige forsamlede i alt 40-50

overlæger

og oversygeplejersker. Hospitalsdirektør (D) svarede, at 'det havde han det

udmærket med'. Jeg måtte svare, at det havde jeg det bestemt ikke, idet

forholdene jo gik ud over patienterne med bl.a. 6-7 måneders ventetid for

elektive indlæggelser og forambulante undersøgelser på børneafdelingen'. Det

havde (D) 'det fortsat udmærket med', og han tilføjede, at 'ellers skulle han

jo ikke have søgt en sådan stilling' [som hospitalsdirektør; min tilføjelse].

Da jeg svarede, at 'jeg fortsat fandt, at forholdene var meget forkerte',

svarede

han, at 'dette var et eksistentialistisk problem – og hvis man var

utilfreds

med forholdene, så havde man som tjenestemand 3 måneders opsigelse!'. Denne

bemærkning blev smældet direkte ud i plenum med alle afdelingsledelserne. Der

var ikke en af de øvrige mødedeltagere, hverken fra Direktionen eller

afdelingsledelserne, som sagde noget!

Konklusion:

Jeg må klart se denne hændelse som en yderst arrogant og brutal

afvisning af, hvad jeg opfatter som et essentielt problem for min og de

øvrige

afdelinger – og desuden indeholder udtalelsen jo en klar trussel på min

stilling!’

H:S (B) Hospital,

Hospitalsdirektion, har i brev af 30. september 1998 om dette møde anført:

’...

(A) karakteriserer

hospitalsdirektørens afsluttende bemærkning som en 'yderst arrogant og brutal

afvisning', og anfører, at udtalelsen indeholder en trussel på (A)’s

stilling.

Hospitalsdirektionen må

selvsagt afvise dette.

At (A) finder udtalelserne

arrogante og brutale er vanskeligt at argumentere imod al den stund, han

givetvis har opfattet dem som sådanne. Omvendt er denne sags kerne næppe en

bedømmelse af hospitalsdirektørens retoriske og ledelsesmæssige håndtering af

en situation, hvor en enkeltperson i et stort ledelsesforum, og hvor der er

afsat begrænset tid, fortsætter med en række mere eller mindre konkrete

betragtninger over de urimelige vilkår i det danske sundhedsvæsen. Set fra

hospitalsdirektørens side var der derfor blot tale om at afslutte den

generelle

diskussion for at vende tilbage til de mere konkrete driftsmæssige emner, der

er mødernes formål.

At udtalelserne skulle være

udtryk for en trussel på (A)’s stilling må ligeledes afvises. Det

fremgår klart

af sammenhængen, at hospitalsdirektøren henviser til en situation, hvor en

embedsmand selv ønsker at opsige sin stilling. Udtalelsen er således blot en

henvisning til generelle vilkår der gælder på arbejdsmarkedet: at hvis man

som

ansat er utilfreds med sine arbejdsvilkår er en af flere muligheder at søge

anden beskæftigelse.’

Direktionen har ikke bestridt

den af (A) anførte faktiske meningsudveksling på mødet, men udtalt at

direktionen

opfatter den på en anden måde.

Som anført af direktionen,

hvilket tillige fremgår af den refererede ordveksling, var der ikke tale om

at

man truede (A) med fyring, men at man henviste ham til at sige op hvis han

var

utilfreds med forholdene.

Det fremgår af vedtægten for

Hovedstadens Sygehusfællesskab at bestyrelsen skal sikre personalets aktive

inddragelse i beslutninger om fællesskabets drift og udvikling, jf. § 9.

Vedtægten er udstedt i medfør af lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab, § 11.

I

forarbejderne til denne bestemmelse er det anført at bestyrelsen vil blive

pålagt at sikre personalets aktive inddragelse i beslutninger om

sygehusfællesskabets drift og udvikling (Folketingstidende 1994-95, tillæg A,

sp. 276).

I betænkningen afgivet af

DJØF's fagligt etiske arbejdsgruppe, september 1993, om fagligt-etiske

principper skriver arbejdsgruppen at de høringer som gruppen har foretaget,

har

vist at større åbenhed kan være et middel til at reducere antallet af etiske

problemer. Større åbenhed er både forvaltningens åbenhed over for omverdenen

og

den ’interne åbenhed’ som navnlig består i at alle i vedkommende

forvaltningsenhed fra top til bund drøfter enhedens problemer med hinanden,

herunder etiske problemer, og med gensidig respekt for synspunkters

forskellighed, jf. s. 90 og s. 184ff.

(B) Hospital har endvidere

selv beskrevet de månedlige dialogmøder som et af de fora hvor der var

mulighed for at udveksle information. I brev af 30. april 1998 til H:S

Direktionen oplyste (B) Hospital bl.a.:

’Endelig kan nævnes, at

hospitalsdirektionen fast en gang om måneden afholder et møde af en times

varighed med samtlige afdelingsledelser. (A) har deltaget i en række af disse

møder, hvilket understreger, at (A) har været accepteret som en del af

hospitalets ledelsesforum med de muligheder for udveksling af generel

information om hospitalet og dets afdelinger dette indebærer.’

Jeg henviser endvidere til at

H:S Direktionen i brev af 19. maj 1998 til mig kort har redegjort for de

interne fora der er eller påtænkes oprettet inden for sygehusfællesskabet med

henblik på at medarbejdernes synspunkter kan komme frem. Endvidere er der

bl.a. vedlagt en kopi af den overordnede personalepolitik fra maj 1997 hvoraf

det bl.a. fremgår at de ansatte i deres daglige arbejdsopgaver ’skal

have

ansvar for og indflydelse på de opgaver de udfører’, at deres

’indsats og

funktion skal værdsættes’, at de ansatte skal opleve ’interesse

for, hvad de

som enkeltpersoner giver udtryk for om forholdene på arbejdspladsen’, og

at de

’inddrages i omstruktureringer', og at lederne til gengæld, skal

’skabe et

miljø hvor idéer om forbedringer kan drøftes fordomsfrit’ og

’involvere personalet

i økonomiske og personalemæssige beslutninger og om den overordnede linje for

udviklingen af H:S’.

Retningslinierne om intern

åbenhed og medinddragelse som fremgår af vedtægten, betænkningen og H:S'

overordnede personalepolitik, kan ses som et udslag af almindelige principper

for god offentlig ledelse.

Personalets aktive

inddragelse kan tillige ses som et udslag af officialprincippet. H:S er en

del

af den offentlige forvaltning og skal som andre offentlige myndigheder bygge

sine beslutninger og faktisk forvaltning på saglighed. Saglighed forudsætter

at myndighederne er i besiddelse af et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.

For den offentlige forvaltning gælder der et official- eller

undersøgelsesprincip

hvorefter myndighederne har ansvaret for at der som grundlag for beslutninger

foreligger de nødvendige oplysninger. For at kunne træffe saglige afgørelser

om

prioritering af ressourcer mellem en eller flere afdelinger eller et eller

flere hospitaler må ledelsen nødvendigvis have informationer om de enkelte

afdelinger.

En henvisning til, som det

skete på dialogmødet den 20. maj 1997, at man hvis man er utilfreds med sine

arbejdsvilkår kan søge et andet job, er naturligvis en korrekt oplysning, men

det fremmer sandsynligvis ikke den ’interne åbenhed’ og harmonerer

efter min

opfattelse ikke med den beskrevne pligt til at inddrage medarbejderne i

beslutningerne om driften.

Stillingsopslaget

Jeg har lagt til grund at

direktionen på (B) Hospital ikke orienterede (A) om ændringen af

stillingsopslaget

inden stillingsopslaget vedrørende en overlægestilling på børneafdelingen

blev slået op. Jeg henviser til (A)’s brev til mig af 31. juli 1998,

punkt

10-11, hvor følgende blev anført:

’10. Omkring september 97

meddelte (E), at vi nu kunne få omnormeret (men ikke nynormeret) en

afdelingslægestilling til en overlægestilling med særlige interesseområder

inden for gastroenterologi (mavetarmsygdomme) og infektionssygdomme.

Stillingsbeskrivelsen blev udfærdiget næsten identisk med den første

stillingsbeskrivelse

fra efteråret 1994 – og vi troede alle, at nu var vi i hvert fald kommet

så

langt.

11. Men ca. 1 måned senere

primo oktober 97 meddelte sundhedsfaglig direktør (F) imidlertid (E), at

stillingsbeskrivelsen skulle ændres, idet den ikke specifikt måtte omtale

gastroenterologi som særligt interesseområde for de potentielle ansøgere, da

man ikke ønskede at styrke dette område. Betegnelsen infektionssygdomme måtte

derimod gerne bibeholdes. I stedet for gastroenterologi skulle der stå: 'Et

af

afdelingens andre ekspertområder'. (E) meddelte dette videre til den ledende

overlæge (G) medio uge 41 1997, og den nye stillingsbeskrivelse blev

udfærdiget som ønsket af H:S Direktion.

Det helt utilstedelige i denne sammenhæng var blot, at jeg overhovedet

ikke blev inddraget i disse drøftelser på noget tidspunkt – endsige bare

orienteret om problemerne!

– og dette selv om jeg i al beskedenhed har

startet den pædiatriske gastroenterologi herhjemme i 1972 og har varetaget

lands-landsdelsfunktionen i specialet siden 1977. Først

tilfældigt,

1½ uge efter at papirerne på

ny var afsendt, fik jeg kendskab til hændelsesforløbet!

Da jeg ikke kunne få en tilfredsstillende

forklaring fra nogen af de involverede parter på Hvidovre Hospital om det

skete, henvendte jeg mig telefonisk til (F). Hun forklarede, at årsagen til

ændringen i stillingsbeskrivelsen var den, at det gastroenterologiske

ekspertområde var for lille til at skulle have 2 overlæger. Jeg måtte klart

erklære

mig uenig heri – specialet er i vækst (vi indtjener bl.a. langt over 1

mill.

kr. årligt til H:S på den gastroenterologiske lands-landsdelsfunktion)

–

og desuden var jeg udover at være ansvarlig for gastroenterologien jo også

professor

i mit fag – ligesom afdelingen jo var klart underbemandet. Endelig

kræver en

lands-landsdelsfunktion jo altid mindst 2 seniore læger for at kunne

fungere tilfredsstillende året rundt. Sidstnævnte erklærede (F) sig enig i,

men

sagen var den, at der også skulle spares overlægestillinger i 1998! I øvrigt

henviste hun mig til (E), som havde accepteret ændringerne.

...

Hospitalsdirektionen forstår ikke, at 'jeg føler ovennævnte hændelsesforløb

som en mangel på opbakning og naturlig respekt fra ledelsens side og står

uforstående over for den fremførte kritik'. Men netop i denne manglende

forståelse har vi forklaringen på min opsigelse.

Jeg kan ganske enkelt ikke efter hele dette forløb vedblive med at være

loyal over for både patienterne og systemet, når systemet ikke længere er

loyal

over for patienterne.’

(B) Hospital har i brev af

30. september 1998 anført at det ikke har noget med ytringsfrihed at gøre,

men

at det blot var udøvelse af H:S direktionens legitime ledelsesret.

Jeg er enig i at det ligger

inden for ledelsesretten – i det omfang det er lægeligt forsvarligt

– at beslutte

hvilke læger og med hvilke specialer der skal ansættes. Men det havde efter

min

opfattelse været bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse,

som bl.a. fremgår af vedtægten, betænkningen og H:S' overordnede

personalepolitik,

hvis (A) af ledelsen på (B) Hospital var blevet inddraget i

beslutningsprocessen

forud for ændringen af stillingsopslaget.

Personalebladet Pulsen

(B) Hospital har et

personaleblad som hedder Pulsen. Hospitalsdirektør (D) er ansvarshavende

redaktør

på bladet.

Professor, dr.med. (H),

Reumatologisk Afdeling, og (A), Børneafdelingen, blev i sommeren 1997

interviewet af Pulsens journalist (C) med henblik på at der skulle bringes et

dobbeltinterview under overskriften ’Debat om (B) Hospitals

fremtid’ i

september-nummeret.

(A) modtog og rettede (C)’s

udfærdigede oplæg til hans del af artiklen. Dele af artiklen er gengivet

ovenfor. (A)’s del af artiklen blev imidlertid ikke bragt i september

1997-nummeret. Den anden halvdel af interviewet hvor (H) havde udtalt sig i

positive vendinger om hospitalets forhold, blev bragt i september-nummeret.

Hospitalsdirektør og

ansvarshavende redaktør (D) begrundede afvisningen af (A)’s partsindlæg'

med

følgende i brev af 3. september 1997 til (A):

’Delvist af pladsmæssige

årsager har vi undladt at bringe vedlagte artikel om 'ventetider i

Børneafdelingen'

i dette nummer af Pulsen. Når det lige nøjagtigt var denne artikel vi valgte

at

undlade, skyldes det, at billedet af Børneafdelingen, som det fremgår af

artiklen, er meget negativt. Der er ingen tvivl om, at Børneafdelingens

situation har været anstrengt, samt at ventetidsproblemet er alvorligt.

Imidlertid vil det, både for børneafdelingen og for hospitalet som sådant,

være bedre med et mere nuanceret billede.

Jeg vil derfor foreslå, at

der laves en række artikler om Børneafdelingen, og at disse bringes samtidig

med artiklen om ventetiderne. Artiklerne kunne omhandle nye tiltag –

f.eks.

planer om en ny modtagelse, faglig udviklingsforhold, projektet om

elektronisk

patientjournal m.v.

(C) fra Pulsen vil kontakte

jer om ovenstående i den nærmeste fremtid.’

Artiklen blev i en noget

redigeret form bragt i december-nummeret. Journalist (C) skrev i et brev af

9.

december 1997 til (A) bl.a.:

’Bladet er 'på gaden' i dag,

og jeg synes, at artiklerne om børneafdelingen er blevet et velunderbygget

kritisk indslag i personalebladet. Fra en journalistisk synsvinkel er den

bedre

end den oprindelige artikel, netop fordi argumenterne er blevet underbygget

med dokumentation.

I forhold til, hvad

almindeligvis accepteres i personaleblade, er det udtryk for vide grænser

–

efter min bedste overbevisning. Derfor er jeg godt tilfreds med resultatet,

og

det håber jeg også, at du er.’

(A) har i brev af 27. august

1998 til mig om den senere artikel udtalt:

’Her berøres godt nok flere

dele af problemerne, men alligevel fremgår det klart – især gennem den

måde,

hvorpå disse omtales – at de søges nedtonet ved at ’fortynde’

min del af

kritikken. Jf. her specielt den manglende omtale af min i det oprindelige

oplæg

fremsatte kommentar om, at 'de lægelige konsekvenser af besparelserne synes

ikke at blive bragt videre op i systemet, og derfor bliver det ikke gjort

klart

for politikere og befolkningen, at man ikke længere har den standard i

sundhedssystemet,

som man forestiller sig. Måske ønsker befolkningen ikke at betale mere til

sundhedssystemet, men så må man give den lejlighed til selv at overveje

dette.’

Ligeledes er følgende sætning

fra første udkast udeladt: 'Vi troede, at H:S planen var lavet af faglige

hensyn, men det bliver stadigt tydeligere, at det var af økonomiske grunde.

Fagligt lyder det meget rigtigt, at man gerne vil centralisere for ikke at

have

dobbeltfunktioner, men tilstrækkelige ressourcer er ikke fulgt med, når

specialerne er flyttet. Staten gav 1 milliard kroner til H:S, det blev

dannet,

og alligevel skal vi spare. Et system, som i forvejen skriger på ressourcer,

skærer man nu ned på. Situationen er meget alvorlig.’

...

(C) synes åbenbart tilfreds

ud fra de givne vilkår – men efter min mening er disse vilkår klart

begrænsende

i forhold til ytringsfriheden – eller med andre ord et udtryk for

censur.’

(B) hospital har i brev til

mig af 30. september 1998 kommenteret forløbet således :

’...

Hospitalsdirektionen er enig

i forløbet som det er beskrevet, men må på det bestemteste afvise, at der

skulle være udøvet eller forsøgt udøvet nogen form for begrænsning i

ytringsfriheden/censur.

Alene det forhold, at sagen

blev fulgt op og rent faktisk resulterede i flere artikler i ’Pulsen'

viser,

at der ikke har været gjort forsøg på at begrænse (A)’s adgang til

offentligt

at ytre sin utilfredshed med de givne forhold.

Hospitalsdirektionen må da

også henvise til, at den resulterende artikel – ud over at ændre

karakter fra

et partsindlæg til en mere nuanceret beskrivelse – indeholder betydeligt

kritiske bemærkninger. At formuleringer m.v. er udeladt skyldes således alene

en journalistisk redigering.’

Grundlovens § 77 har følgende

ordlyd:

’Enhver er berettiget til på

tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for

domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny

indføres.’

Grundlovens § 77 giver ikke

ret til at man kan kræve sine tanker offentliggjort i (andres) tidsskrifter

eller blade. Jeg henviser til Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (1980) s.

707, og Max Sørensen, Statsforfatningsret (1973) s. 372f, og Betænkning nr.

1029 om dansk mediepolitik, 1985, s. 213f.

Den europæiske menneskerettighedskonventions

artikel 10 hjemler heller ikke en ret til at få indlæg optaget i dagspressen

mv., jf. Peer Lorenzen mfl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med

kommentarer (1994), s. 263.

Det er den ansvarshavende

redaktør for et blad der bestemmer om en artikel skal bringes eller ej, jf.

medieansvarslovens § 3, stk. 2.

Selv om vurderingen af

hvorvidt en artikel skal bringes eller ej og i hvilken form, tilkommer den

ansvarshavende redaktør, er redaktørens vurdering ikke fri når der er tale om

et blad for en offentlig institution der er finansieret af det offentlige og

med en offentligt ansat redaktør. Vurderingen skal bygge på saglige grunde.

Et sagligt hensyn er

naturligvis at redaktøren ikke vil bringe noget hvor vedkommende

efterfølgende

kan blive strafansvarlig efter f.eks. injuriereglerne i straffeloven. Desuden

må det være sagligt at afslå en artikel hvis den ansatte i artiklen går ud

over

grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, eller hvis ledelsen kunne

forbyde uddeling af skrifter med samme indhold, se nærmere nedenfor.

Derudover

kan der bl.a. være journalistiske hensyn og pladshensyn. Et hensyn der skal

indgå i vurderingen af om artiklen skal optages og med høj prioritet, er

hensynet

til ytringsfriheden.

Jeg henviser til udtalelserne

i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1976, s. 206ff*, 1977, s. 435ff*,

1983, s. 101ff *og s. 248ff*, og 1988, s. 121ff*, hvor det er lagt til grund

at

der for områder der er omfattet af grundlovens frihedsrettigheder, gælder

en pligt for forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af en skønsmæssig

beføjelse (positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af disse friheder

og

i videst mulig udstrækning undgå at lægge hindringer i vejen for friheden.

Desuden henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver –

Hjemmel –

Organisation, 2. udgave (1997) s. 161, og Forvaltningsret, Almindelige Emner,

3. udgave (1997) ved Jens Garde mfl., s. 215.

Hertil kommer at forventningen

til et personaleblad almindeligvis er at forhold der er relevante for

arbejdspladsen, kan komme til udtryk – også set fra den enkelte

medarbejders

synsvinkel. Det må have som konsekvens at redaktionen af personalebladet

tilstræber

at indlæggene repræsenterer de forskellige synspunkter der måtte være. Dette

må navnlig gælde hvis medarbejderne ønsker at give udtryk for alvorlige

etiske

problemer i forbindelse med deres arbejde.

Grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed

Offentligt ansatte har som

udgangspunkt ret til ytringsfrihed i samme omfang som privatpersoner når den

ansatte udtaler sig på egne vegne. Det generelle spørgsmål om offentligt

ansattes ytringsfrihed har jeg tidligere haft lejlighed til at behandle i en

sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning, 1987, s. 237*. Som

nævnt på dette sted er udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme

frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Som det videre

nævnes,

er det dog antaget at hensynet til offentlige myndigheders interne

beslutningsproces

og funktionsevne i

særlige

tilfælde

kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt

at give en fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke

ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende

hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,

som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)

aktivt

medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før

eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden

en

sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces

– være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte

har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

Efter retspraksis og

ombudsmandspraksis kan ledelsen af en institution i et vist omfang forbyde

uddeling af de ansattes egne skrifter inden for institutionens område. Fra

praksis kan nævnes:

I en ombudsmandsudtalelse i

Folketingets Ombudsmands beretning for 1958, s. 165ff*, udtalte ombudsmanden

at

der, hvor der ikke var særlige modgrunde, skulle gives skoleelever der havde

opnået en vis modenhed, ret til uden forudgående censur at skrive, udgive og

på skolen distribuere skoleblade under sædvanligt efterfølgende ansvar og på

vilkår at tilladelsen til omdeling på skolen var afhængig af at bladene ikke

havde et anstødeligt eller

for skolen

skadeligt indhold.

I Ugeskrift for Retsvæsen,

1963, s. 439, er omtalt en dom hvorefter grundlovens § 77 ikke var til hinder

for at man hindrede værnepligtige i – uden tilladelse fra den stedlige

chef –

på militært område at uddele skrifter der var egnede til at

skabe misfornøjelse med militærtjenesten

eller havde en uheldig indflydelse på disciplinen.

I Folketingets Ombudsmands beretning

for 1983, s. 248f*, udtalte ombudsmanden at han ikke fandt at have grundlag

for

at kritisere at Rigshospitalet havde meddelt samtlige overlæger og

oversygeplejersker

at der ikke måtte uddeles skrivelser eller på anden måde gives information

til patienter

og pårørende om faglige konflikter og lignende på afdelingen. Ombudsmanden

lagde til grund at skrivelsen var begrundet i den opfattelse at hensynet til

personalets muligheder for gennem patienterne at søge at påvirke den

offentlige meningsdannelse om den verserende faglige konflikt måtte vige for

hensynet til at sikre at patienter under deres ophold på hospitalet ikke

direkte eller indirekte følte sig pånødet en stillingtagen til en sådan

konflikt. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at direktionen havde givet

udtryk for at den information der måtte gives på grund af påvirkninger af den

daglige drift, skulle meddeles patienterne i neutral form.

Det fremgår af den

ansvarshavende redaktørs brev af 3. september 1997 at udeladelsen skyldtes

pladshensyn, og at artiklen gav et meget negativt billede af børneafdelingen.

Hospitalsledelsen har i udtalelsen hertil henvist til at den artikel der

senere blev bragt, indeholdt betydelige kritiske bemærkninger selv om den

havde

skiftet karakter fra et ’partsindlæg’ til en mere nuanceret

beskrivelse.

I den konkrete sag er det min

opfattelse at (A)’s oprindelige artikel lå inden for rammerne af

offentligt

ansattes ytringsfrihed. Artiklen vedrørte ressourceforholdene hvorom de

ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig.

Endvidere mener jeg ikke at

der forelå sådanne vægtige modstående hensyn til hospitalet, patienterne

eller

andre interesser at artiklen på grund af dens kritiske indhold kunne udelades

på grundlag af praksis vedrørende adgangen til at forbyde uddeling af

skrifter.

På den baggrund mener jeg

ikke at henvisningen til at artiklen gav et meget negativt billede af

børneafdelingen, var en saglig grund til at afvise den. Det bestyrkes

endvidere

af at kravet om saglighed ved udvælgelsen af partsindlæg må betyde at

redaktionen

skal forsøge at få flest mulige af medarbejdernes synspunkter repræsenteret.

Jeg har i den forbindelse lagt mærke til at redaktionen valgte at bringe den

anden del af dobbeltinterviewet, partsindlægget fra professor, dr.med. (H)

der omtalte hospitalets forhold i positive vendinger, i septembernummeret.

Henvisningen til

pladshensynet er generelt set sagligt og er af naturlige grunde væsentligt.

Jeg har dog ikke haft mulighed for konkret at vurdere om det i denne sag

ville

være sagligt at udskyde artiklen til et senere nummer af pladsmæssige hensyn.

I

sagen blev (A)’s ’partsindlæg’, som (B) Hospital selv kalder

det, dog ikke

bragt i et senere nummer. Artiklen blev omredigeret og bragt i en mere

nuanceret form.

På det grundlag mener jeg

ikke at ledelsen burde have afvist at offentliggøre (A)’s indlæg i den

oprindelige form.

Foreløbig konklusion

(A) underrettede ledelsen om

at forholdene på (B) Hospitals børneafdeling efter hans opfattelse var

lægeligt

uforsvarlige. Ledelsen fulgte imidlertid ikke hans krav om yderligere

ressourcer til afdelingen.

Jeg har som anført ikke den

fornødne fagkundskab til at vurdere om forholdene var lægeligt uforsvarlige,

og

om ledelsen derfor skulle have omfordelt ressourcerne eller underrettet om

situationen ’opad i systemet’.

Efter det oplyste har

ledelsen ikke truffet beslutninger om negative personaleretlige konsekvenser

for (A) i anledning af hans fremsatte kritik af forholdene. Men de tre

eksempler på ledelsens håndtering af sagen viser efter min foreløbige

opfattelse at ledelsen ikke har handlet i overensstemmelse med principperne

for god offentlig ledelse som bl.a. fremgår af vedtægten, betænkningen

afgivet

af DJØF's fagligt etisk arbejdsgruppe (1993) og H:S' overordnede

personalepolitik

om intern åbenhed og den aktive inddragelse af medarbejderne. Afvisningen af

(A)’s partsindlæg i personalebladet Pulsen kan ses som et udslag af en

utilstrækkelig intern åbenhed og en unødvendig forhindring af at give

medarbejdere mulighed for at komme til orde.”

Myndighedernes bemærkninger til min foreløbige redegørelse

B Hospitals udtalelse af 17. juni 1999

”...

Hospitalsdirektionen skal

indledningsvis udtrykke sin fulde anerkendelse af såvel de af ombudsmanden

fremhævede principper for god offentlig ledelse, som de principper for

åbenhed

og inddragelse af medarbejder, der er gældende i H:S. Der er efter

hospitalsdirektionens opfattelse tale om alment anerkendte principper, som

indgår som en naturlig og nødvendig del af den daglige drift af (B) Hospital.

Ombudsmanden gennemgår 3

eksempler på den ledelsesmæssige håndtering af (A)’s kritik, og

hospitalsdirektionen skal i det følgende kommentere hver af eksemplerne.

Hospitalsdirektionen er som

nævnt indledningsvis fuldstændig enig i de principper om personalets aktive

inddragelse m.v., der fremgår af vedtægten for H:S. Direktionen er ligeledes

helt enig i det væsentlige i, at der gives mulighed for interne drøftelser af

en virksomheds problemer, og at det sker med gensidig respekt for

synspunkters

forskellighed.

Omstændighederne i

forbindelse med den omhandlede ordveksling på

diaglogmødet den 20.5.97

havde imidlertid en sådan karakter og

konkret baggrund, at det efter direktionens opfattelse er forkert at fortolke

dem som et brud på disse principper.

(A) havde i sin tid som

ledende overlæge deltaget i en række ledelsesmøder, herunder i de såkaldte

dialogmøder. På den baggrund er det hospitalsdirektionens opfattelse, at

ingen

der deltog i mødet den 20.5.97 var i tvivl om (A)’s opfattelse af

forholdene i

det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital.

(A)’s synspunkter var således på ingen måde nye for forsamlingen, og

dette skal

ses som en væsentlig del af baggrunden for hospitalsdirektørens beslutning om

at afslutte diskussionen og vende tilbage til mødets dagsorden.

Hospitalsdirektionen hæfter

sig ved, at ombudsmanden ikke anfægter en ledelses – og herunder en

mødeleders

– mulighed for at afslutte en diskussion, når han skønner, at de

impliceredes

synspunkter er kommet til orde. Ombudsmanden synes derimod at basere sin

konklusion på måden diskussionen blev afsluttet. Hospitalsdirektionen har i

den

forbindelse bemærket, at ombudsmanden ikke opfatter henvisningen til at søge

andet job hvis man er utilfreds med sine arbejdsvilkår som en trussel rettet

mod (A)’s stilling.

Det er på ovennævnte baggrund

hospitalsdirektionens opfattelse, at (A) på det nævnte og på en række

tidligere

møder fik lejlighed til at gøre forsamlingen bekendt med sine synspunkter.

Hospitalsdirektionen kan

bekræfte, at (A) ikke blev orienteret om ændringer i det omhandlede

opslag af en overlægestilling.

Hospitalsdirektionen er ligeledes enig

i, at det sædvanligvis vil være bedst stemmende med de fremhævede principper

for god offentlig ledelse, at inddrage en professor i ændringer i et opslag

af

en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale.

Hospitalsdirektionen skønnede

imidlertid i den konkrete sag, at den indførte ændring i et stillingsopslag,

som (A) var med til at udarbejde i første omgang, havde en sådan karakter, at

den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens

ledende overlæge. Dette underbygges af, at den ansøger, der endte med at

blive

ansat i stillingen, netop har gastroenterologi som særligt ekspertområde.

Ombudsmanden gennemgår

endelig forløbet vedrørende et

interview

til (B) Hospitals personaleblad Pulsen.

Hospitalsdirektionen kan

fuldt ud tilslutte sig de af ombudsmanden fremhævede principper for

offentligt

ansattes ytringsfrihed. Direktionen vil dog finde det problematisk, såfremt

principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed skal tolkes som et krav

om,

at den enkelte ansatte til hver en tid kan kræve at komme til orde i et

personaleblad præcist som den pågældende selv ønsker.

Som anført var der i det

konkrete tilfælde tale om et interview, gennemført af en professionel

journalist. Det er hospitalsdirektionens opfattelse, at det må ligge inden

for

en journalists og en ansvarshavendes redaktørs muligheder, dels at redigere

et

interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte en udskydelse af

en

artikel med henblik på at opnå et journalistisk mere tilfredsstillende

resultat. I sidstnævnte ligger bl.a. andet – hvilket også fremhæves af

ombudsmanden som en naturlig forventning til et personaleblad – at

indlæggene

repræsenterer forskellige synspunkter.

I det konkrete tilfælde bør

man efter direktionens opfattelse bemærke, at (A) på det tidspunkt han blev

bekendt med beslutningen indvilligede i at deltage i et nyt interview som

forberedelse

til de nye artikler, og at han fik tilsendt de nye artikler med henblik på

bemærkninger inden offentliggørelsen.

Samlet er det

hospitalsdirektionens opfattelse, at der i de tre nævnte eksempler har været

gode og legitime grunde til den ledelsesmæssige adfærd, og at der derfor ikke

er belæg for konklusionen om, at ledelsen ikke skulle have handlet i

overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse.”

H:S Direktionens udtalelse af 6. juli 1999

H:S direktionen tilslutter

sig udtalelsen fra (B) Hospital og direktionen er enig i de generelle

synspunkter

om ansattes ytringsfrihed og ledelsens sikring af at de ansatte kommer til

orde

som fremgik af den foreløbige redegørelse. Yderligere skriver H:S direktionen

bl.a.:

”Væsentlige dele af dette

materiale er lagt til grund for Ombudsmandens foreløbige redegørelse, og H:S

Direktionen har bemærket sig, at der ikke i den foreløbige redegørelse

indeholdes kritiske bemærkninger om forholdene generelt i Hovedstadens

Sygehusfællesskab. Endvidere konkluderer Ombudsmanden foreløbigt, at ledelsen

på (B) Hospital ikke har truffet beslutninger om negative personaleretlige

konsekvenser for (A) i anledning af hans fremsatte kritik af forholdene.

På denne baggrund finder H.S

Direktionen ligesom Hospitalsdirektionen ved (B) Hospital, at Ombudsmandens

foreløbige konklusioner i et ikke rimeligt omfang synes at tillægge

hospitalsdirektionen hovedparten af ansvaret for de samarbejdsvanskeligheder,

der også ligger bag afslutningen af ordvekslingen ved diaglogmødet den 20.

maj

1997, omstændighederne omkring opslag af den ledige stilling og forløbet

omkring en artikel til personalebladet Pulsen. H:S Direktionen finder, at

hospitalsdirektionen

har strakt sig meget langt for at lade (A) komme til orde.

H:S Direktionen har i brevet

af 31. maj 1999 fra Ombudsmanden til Hospitalsdirektionen ved (B) Hospital

kunnet læse, at Ombudsmanden gerne deltager i uformelle drøftelser om

udformningen af fremtidige pjecer om informationspolitik i H.S og om

henvendelser fra pressen. Det nævnte materiale er endnu ikke helt udarbejdet,

men H:S Direktionen vil med tak på et senere tidspunkt benytte sig af

tilsagnet

fra Ombudsmanden.”

Indenrigsministeriets udtalelse af 15. september 1999

I udtalelsen er der bl.a.

anført:

”I sager om uoverensstemmelser

mellem HS og dets ansatte kan Indenrigsministeriet dog – ligesom i sager

om

uoverensstemmelser mellem en kommune og dens ansatte – tage stilling

til, om HS

har tilsidesat offentligretlige regler, herunder offentligretlige

retsgrundsætninger.

På denne baggrund giver

ombudsmandens konklusioner i den foreløbige redegørelse og udtalelserne fra

(B)

Hospital og HS’s direktion alene Indenrigsministeriet anledning til

bemærkninger for så vidt angår det anførte vedrørende personalebladet

’Pulsen’.

Indenrigsministeriet er enig

i ombudsmandens generelle synspunkter vedrørende ytringsfrihed, herunder om

adgangen til at afvise en artikel til et personaleblad og om offentligt

ansattes ytringsfrihed. Endvidere kan Indenrigsministeriet tilslutte sig det

af

(B) Hospital anførte, hvorefter den enkelte ansatte ikke har krav på til

enhver

tid at komme til orde i et personaleblad præcist som den pågældende selv

ønsker.

”

A’s bemærkninger i brev af 25. oktober 1999

A har i brev af 25. oktober

1999 kommenteret min foreløbige redegørelse og myndighedernes bemærkninger

til

denne. Til den foreløbige redegørelse har han bekræftet at vendingen

”ikke at

kunne garantere for patientsikkerheden” dækker over det samme som at

sige at

man finder situationen for lægeligt uforsvarlig. Desuden har han henvist til

at

han på et møde den 19. november 1997, som han omtalte i sit brev af 31. juli

1998 hertil, gav udtryk for at yderligere besparelser ganske enkelt var

lægeligt uforsvarligt. Om D’s bemærkning på diaglogmødet den 20. maj

1997 om at

man kunne finde et andet arbejde hvis man var utilfreds med vilkårene, har A

anført at bemærkningen som var en selvfølgelighed, blev sagt for at true

forsamlingen til tavshed og accept. Om de tre konkrete episoder har A bl.a.

anført:

Diaglogmødet den 20. maj

1997:

”(B) Hospital anfører, ’at ingen der deltog i

mødet den 20.5.97 var i tvivl om (A)’s opfattelse af forholdene i det

danske

sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital. (A)’s

synspunkter var således på ingen måde nye for forsamlingen, og dette skal ses

som en væsentlig del af baggrunden for hospitalsdirektørens beslutning om at

afslutte diskussionen og vende tilbage til mødets dagsorden’.

Denne forklaring er ganske

enkelt opfundet til lejligheden.

D. 20.5.1997 var min opfattelse

af H:S og (B) Hospital bestemt ikke alment kendt. Selv om

hospitalsdirektionen

og visse af mine lægelige kolleger kendte mine tanker på daværende tidspunkt,

så havde det store flertal af auditoriet (overlæger og oversygeplejersker)

ikke

noget kendskab til min kritik – j.fr. den offentlige debat efter min

afsked

først startede april 1998 – altså knap et år senere.

Uanset at det spørgsmål jeg

rejste passede fint med det såkaldte ’dialogmødes’ formål, så

ønskede

direktionen ikke en diskussion af de problemer jeg påpegede. Derfor

afsluttede

man diskussionen på den anførte måde ved at fremsætte slet skjulte trusler om

afskedigelse – og at dette lykkedes fremår jo klart af, at ingen i

auditoriet

som anført tog til genmæle.

Endnu et eksempel på, at (B)

Hospital besmykkede sine motiver med usande påstande om en korrekt

handlemåde.”

Den manglende orientering om

ændringen af stillingsopslaget:

”Hospitalsdirektionen

skønnede, at den indførte ændring i stillingsopslaget ’havde en sådan

karakter,

at den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af

børneafdelingens

ledende overlæge. Dette underbygges af, at den ansøger, der endte med at

blive

ansat i stillingen, netop havde gastroenterologi som særligt

ekspertområde’.

Som tidligere redegjort for,

er det korrekt, at den ansøger (dr.med. (I)), som fik stillingen, har

gastroenterologi som særligt ekspertområde – men dette beror kun på, at

undertegnede opfordrede ham til at søge stillingen, selv om H:S havde strøget

gastroenterologi i stillingsbeskrivelsen – og på, at jeg selv deltog i

bedømmelsesudvalget og derved kunne sikre, at afdelingens interesser på dette

punkt (lands-landsdelsfunktionen i gastroenterologi) blev tilgodeset. Det

lykkedes altså, til trods for H:S holdning, at få (I) ansat – men kun

fordi jeg

gik ind i sagen som anført.

Man skal her erindre, at jeg

på tidspunktet for disse begivenheder jo mundtligt havde opsagt min stilling,

men endnu ikke skriftligt – og sidstnævnte helt bevidst for netop at

kunne

udøve maksimal indflydelse i sammenhængen. Så vanskelig var situationen

– og

det er derfor ’lige stærkt nok’, og en fordrejning af sandheden,

når (B)

Hospitals direktion nu fremstiller sagen, som om det var direktionen, der

sørgede for, at gastroenterologien blev tilgodeset på afdelingen.

. . .

Min øvrige mening om

hændelsesforløbet vedrørende dette stillingsopslag har jeg tidligere

redegjort

nøje for – jeg skal her kun minde om, at det var dette forløb, som fik

’bægeret

til at løbe over’ og foranledigede, at jeg opsagde min stilling. Dette

ses i

øvrigt ikke kommenteret af (B) Hospital.”

Interviewet til

personalebladet Pulsen:

”Det forhold, at jeg

’indvilliger i at deltage i et nyt interview som forberedelse til de nye

artikler’, skal ses på baggrund af, at jeg på daværende tidspunkt jo

endnu ikke

havde opsagt min stilling og fortsat håbede på en dialog med direktionen. I

denne situation fandt jeg det vigtigt at få i hvert fald visse dele af

kritikken frem med henblik på en forbedring af afdelingens situation –

og

derfor accepterede jeg (omend under protest) artiklen i den form, som så blev

den endelige. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at jeg stadig må se

(D)’s

indgreb som klart begrænsende i forhold til ytringsfriheden – eller med

andre

ord som udtryk for censur.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Sagen drejer sig om (B) Hospitals håndtering af overlæge, dr.med.

(A)’s fremsatte kritik af forholdene på børneafdelingen på (B) Hospital.

(A) mente at forholdene var lægeligt uforsvarlige.

(A) var fra den 1. maj 1992 til den 1. april 1997 ledende overlæge på (B)

Hospital. Fra den 1. april 1997 og indtil han opsagde sin stilling med

virkning fra den 1. januar 1999, var han efter eget ønske ikke længere

ledende overlæge, men blot overlæge, dog således at det var aftalt at han

efter behov kunne deltage i afdelingsmøderne.

I min foreløbige redegørelse har jeg indledningsvis udtalt mig generelt om

offentligt ansattes ret og pligt til at ’sige fra’ opad i systemet

når der foreligger fagligt uforsvarlige forhold, og om underretningspligten i

den foreliggende sag. Jeg skrev bl.a. at hvis en læge finder at forholdene på

en afdeling er lægeligt uforsvarlige, har han pligt til at underrette sin

foresatte, dvs. den ledende overlæge. Kan den ledende overlæge ikke afhjælpe

forholdene, har overlægen ligeledes pligt til at underrette opad i systemet

til hospitalets direktion hvis han er enig i at

forholdene er lægeligt uforsvarlige.

Direktionen må i det omfang

den lægelige direktør vurderer at der er tale om lægeligt uforsvarlige

forhold,

omprioritere inden for rammerne af hospitalets budget medmindre det så ville

medføre lægeligt uforsvarlige situationer på andre afdelinger. Hvis

direktionen ikke er i stand til at omprioritere uden at skabe lægeligt

uforsvarlige

forhold på andre afdelinger, er direktionen forpligtet til at gå videre til

H:S Direktionen. H:S Direktionen vil herefter være forpligtet til at

underrette H:S Bestyrelsen hvis direktionen ikke inden for budgettet kan

omprioritere så den lægeligt uforsvarlige situation undgås. Jeg henviser i

det

hele til afsnittet i min foreløbige redegørelse hvor forudsætningerne og

begrundelsen for denne beskrivelse af underretningspligten fremgår.

Min gennemgang må være af

generel karakter idet jeg som anført i den foreløbige redegørelse ikke har

fagkundskab til at kontrollere de lægefaglige vurderinger som indgår i den

konkrete sag. Som følge heraf kan jeg heller ikke tage stilling til at

direktionen på (B) Hospital ikke mente der var grundlag for at give flere

ressourcer til børneafdelingen på (B) Hospital, eller at direktionen ikke

underrettede H:S Direktionen.

Jeg har forstået på

myndighedernes bemærkninger til min foreløbige redegørelse at de er enige i

min

beskrivelse af underretningspligten.

Efter den generelle

gennemgang af underretningspligten behandlede jeg tre eksempler på ledelsens

håndtering af (A)’s kritik. De tre eksempler viste efter min opfattelse

at

ledelsen ikke havde handlet i overensstemmelse med principperne for god

offentlig ledelse som bl.a. fremgår af vedtægten for Hovedstadens

Sygehusfællesskab,

betænkningen afgivet af DJØF´s fagligt etiske arbejdsgruppe (1993) og

H:S’

overordnede personalepolitik om intern åbenhed og den aktive inddragelse af

medarbejderne.

Personalets aktive inddragelse kan tillige ses som et udslag af

officialprincippet.

Jeg har forstået at

myndighederne er enige i beskrivelsen af de overordnede principper for god

offentlig

ledelse.

Nedenfor gennemgås de tre

episoder. Med hensyn til sagsfremstillingen og min begrundelse for

opfattelsen

henviser jeg til fremstillingen i den foreløbige redegørelse. Det anførte i

det

følgende er blot en opsummering og min endelig konklusion.

Dialogmødet den 20. maj 1997

På det pågældende dialogmøde

udtalte (A) sig bl.a. kritisk om ventetiderne på børneafdelingen på (B)

Hospital. Han blev afbrudt med henvisning til at hvis han var utilfreds med

arbejdsvilkårene, var der 3 måneders opsigelsesvarsel.

I min foreløbige redegørelse

skrev jeg bl.a.:

’En henvisning til, som det

skete på dialogmødet den 20. maj 1997, at man hvis man er utilfreds med sine

arbejdsvilkår, kan søge et andet job, er naturligvis en korrekt oplysning,

men det fremmer sandsynligvis ikke den ’interne åbenhed' og harmonerer

efter

min opfattelse ikke med den beskrevne pligt til at inddrage medarbejderne i

beslutningerne om driften.”

Direktionen på (B) Hospital

skrev i brev af 17. juni 1999 at omstændighederne på dialogmødet havde en

sådan

karakter og konkret baggrund at det efter direktionens opfattelse var forkert

at tolke episoden som et brud på principperne om personalets aktive

inddragelse. Direktionen henviste til at (A) havde deltaget i en række

ledelsesmøder og dialogmøder, og at det var hospitalets opfattelse at ingen

der

deltog i dialogmødet den 20. maj 1997, var i tvivl om (A)’s opfattelse

af

forholdene i det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B)

Hospital. Direktionen hæftede sig i den forbindelse ved at jeg ikke i min

foreløbige redegørelse havde anfægtet en ledelses – eller en mødeleders

–

mulighed for at afslutte en diskussion når mødelederen skønner at de

impliceredes synspunkter er kommet til orde.

H:S direktion har i brev af

6. juli 1999 anført at den foreløbige redegørelse i et ikke rimeligt omfang

synes at tillægge hospitalsdirektionen hovedparten af ansvaret for de

samarbejdsvanskeligheder der også lå bag afslutningen af ordvekslingen på

dialogmødet den 20. maj 1997 (og omstændighederne vedrørende ændringen af

stillingsopslaget og vedrørende personalebladet Pulsen).

A har i sine bemærkninger i brev af 25.

oktober 1999 anført at hans opfattelse af forholdene på (B) Hospital bestemt

ikke var alment kendt, og at det store flertal i auditoriet ikke havde

kendskab

til hans kritik af forholdene.

På det foreliggende grundlag

har jeg ikke mulighed for at tage endelig stilling til om (A)’s kritik

af

forholdene allerede var bekendt for de tilstedeværende på mødet. Endvidere

mener jeg ikke at der er tilstrækkelig grund til at jeg forsøger at få dette

forhold nærmere belyst.

Jeg er enig i (B) Hospitals

bemærkninger om at mødelederen bl.a. kan slutte diskussionen hvis de

impliceredes synspunkter er kommet frem, uden at komme i strid med

principperne

om den interne åbenhed.

Jeg finder dog fortsat – selv

om det var begrundelsen for at slutte diskussionen – at det havde været

bedst

stemmende med den interne åbenhed om mødeledelsen i givet fald havde sagt at

diskussionen blev stoppet fordi det var en gentagelse af synspunkter eller at

synspunkterne ikke bragte noget nyt frem, i stedet for at henvise til

opsigelsesvarslerne.

H:S Direktionen har anført at

ordvekslingen også skyldtes samarbejdsvanskeligheder. Eventuelle

samarbejdsvanskeligheder giver efter min mening ikke ledelsen grundlag for at

bryde med sine egne principper for god offentlig ledelse. Principperne for

god

offentlig ledelse skal bl.a. medvirke til at skabe et godt samarbejdsklima.

Ved

ikke at efterleve sine egne principper over for enkelte medarbejdere

risikerer

ledelsen at være medvirkende til samarbejdsvanskeligheder.

Jeg har gjort (B) Hospital og

H:S Direktionen bekendt med min opfattelse.

Stillingsopslaget

(A) medvirkede i september

1997 til udfærdigelsen af en stillingsbeskrivelse med henblik på ansættelse

af

en overlæge på børneafdelingen med særlige interesseområder inden for

gastroenterologi (mavetarmsygdomme) og infektionssygdomme.

Det er samtidig oplyst at (A)

startede den pædiatriske gastroenterologi i Danmark i 1972, og siden 1977

varetog han lands-landsdelsfunktionen i specialet.

Stillingsbeskrivelsen blev

imidlertid ændret sådan at der i stedet for gastroenterologi blot stod at

interesseområde ud over infektionssygdomme skulle være et af afdelingens

andre

ekspertområder. Dette skete uden inddragelse eller orientering af (A) der

følte

det som en mangel på opbakning og naturlig respekt.

I min foreløbige redegørelse

skrev jeg at jeg var enig i at det lå inden for ledelsesretten – i det

omfang

det var lægeligt forsvarligt – at beslutte hvilke læger med hvilke

specialer

der skulle ansættes. Jeg fandt dog at det var bedst stemmende med

principperne

for god offentlig ledelse hvis (A) var blevet inddraget i

beslutningsprocessen

forud for ændringen af stillingsopslaget.

Direktionen på (B) Hospital

har i brev af 17. juni 1999 skrevet at direktionen er enig i at det

sædvanligvis

ville være bedst stemmende med de fremhævede principper for god offentlig

ledelse at inddrage en professor i ændringer i et opslag af en

overlægestilling

inden for vedkommendes lægelige speciale. Direktionen skønnede dog i den

konkrete sag at ændringen havde en sådan karakter at den fuldt tilstrækkeligt

kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens ledende overlæge.

Endvidere

henviste direktionen til at det underbyggedes af at den ansøger der blev

ansat,

netop havde gastroenterologi som særligt ekspertområde.

(A) har i sine bemærkninger i

brev af 25. oktober 1999 anført at det ikke var hospitalsdirektionens

fortjeneste at der blev ansat en overlæge med speciale i gastroenterologi,

men

at det skyldtes (A) som opfordrede vedkommende til at søge stillingen selv om

specialet var udgået af stillingsbeskrivelsen.

Jeg har forstået at (B)

Hospital normalt ville have inddraget en professor i ændringer i et opslag af

en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale, men at man blot

i

den konkrete sag ikke fandt anledning til at drøfte det med (A) på grund af

’ændringens karakter’. Jeg går ud fra at det skyldtes at man mente

at ændringen

var mindre eller uvæsentlig idet man fortsat kunne ansætte en læge med

speciale

i f.eks. gastroenterologi. Hospitalet har i den forbindelse henvist til at

der

blev ansat en overlæge med speciale inden for gastroenterologi.

H:S Direktionen har som

anført ovenfor skrevet i sin udtalelse at min foreløbige redegørelse i et

ikke

rimeligt omfang tillægger hospitalsdirektionen hovedparten af skylden for de

samarbejdsvanskeligheder der bl.a. lå bag omstændighederne omkring opslag af

den ledige stilling.

Uanset om den manglende

inddragelse skyldtes at ledelsen skønnede at ændringen ikke havde reel

betydning, eller om ledelsen ikke ville inddrage (A) fordi der var

samarbejdsvanskeligheder mellem ledelsen og (A), er det min opfattelse at det

havde været bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse at

have

inddraget (A) forud for ændringen.

Hvis den manglende

inddragelse reelt skyldtes ’ændringens karakter’,

mener jeg at den overlæge der har udfærdiget

stillingsopslaget og som har speciale inden for det område som udgår af

stillingsopslaget,

som minimum må orienteres så vedkommende selv kan vurdere om det er en

ændring

han vil inddrages i.

Det gør sig også gældende

selv om ledelsen ikke mener at kunne samarbejde med vedkommende.

Samarbejdsvanskeligheder giver ikke ledelsen grundlag for at bryde med sine

egne principper for god offentlig ledelse. Jeg henviser til det anførte herom

ovenfor i afsnittet om dialogmødet.

Jeg har gjort (B) Hospital og

Hovedstadens Sygehusfællesskab bekendt med min opfattelse.

Personalebladet Pulsen

(A) og en anden professor på

(B) Hospital blev i sommeren 1997 interviewet til en artikel i (B) Hospitals

personaleblad, Pulsen. (A) fik tilsendt journalistens udkast til artiklen som

i

det væsentligste bestod af citater fra (A) og den anden professors udtalelser

under interviewet.

Den ansvarshavende redaktør,

hospitalsdirektøren på (B) Hospital, afviste at bringe (A)s del af

interviewet.

Interviewet med den anden professor – som udtalte sig positivt over for

(B)

Hospital – blev bragt.

Den ansvarshavende redaktør

skrev at det delvis var af pladsmæssige hensyn at (A)’s artikel ikke

blev

bragt. Desuden anførte han:

’Når det lige nøjagtigt var

denne artikel vi valgte at undlade, skyldes det, at billedet af

Børneafdelingen,

som det fremgår af artiklen, er meget negativt.’

Der blev senere foretaget nye

interview af bl.a. (A) og lavet en anden artikel om børneafdelingen.

Hospitalsledelsen skrev bl.a. i brev af 30. september 1998 at den nye artikel

havde skiftet karakter fra at være (A)’s partsindlæg til at være en mere

nuanceret beskrivelse.

På den baggrund udtalte jeg

mig om adgangen for den ansvarshavende redaktør til at fravælge en artikel.

Jeg skrev bl.a. at

grundlovens § 77 og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10

ikke giver en ret til at få et indlæg optaget i et blad. Det er den

ansvarshavende redaktør der bestemmer.

Herefter skrev jeg at

vurderingen af om en artikel skal bringes eller ej og i hvilken form, ikke er

fri når der er tale om et blad for en offentlig institution der er

finansieret

af det offentlige og med en offentlig ansat redaktør. Vurderingen skal bygge

på

saglige grunde.

Jeg henviser til min

foreløbige redegørelse med hensyn til eksempler på disse saglige grunde.

Om afvisningen i den konkrete

sag skrev jeg:

’På den baggrund mener jeg

ikke at henvisningen til at artiklen gav et meget negativt billede af

børneafdelingen, var en saglig grund til at afvise den. Det bestyrkes

endvidere

af at kravet om saglighed ved udvælgelsen af partsindlæg må betyde at

redaktionen

skal forsøge at få flest mulige af medarbejdernes synspunkter repræsenteret.

Jeg har i den forbindelse lagt mærke til at redaktionen valgte at bringe den

anden

del af dobbeltinterviewet, partsindlægget fra professor, dr. med. (H), der

omtalte hospitalets forhold i positive vendinger, i septembernummeret.

Henvisningen til

pladshensynet er generelt set sagligt og er af naturlige grunde væsentligt.

Jeg

har dog ikke haft mulighed for konkret at vurdere om det i denne sag ville

være

sagligt at udskyde artiklen til et senere nummer af pladsmæssige hensyn. I

sagen blev (A)’s ’partsindlæg’, som (B) Hospital selv kalder

det, dog ikke

bragt i et senere nummer. Artiklen blev omredigeret og bragt i en mere

nuanceret form.

På det grundlag mener jeg

ikke at ledelsen burde have afvist at offentliggøre (A)’s indlæg i den

oprindelige form.’

(B) Hospital har i udtalelsen

af 17. juni 1999 anført at direktionen fuldt ud kan tilslutte sig de anførte

principper i den foreløbige redegørelse. Direktionen finder det dog

problematisk, såfremt principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed skal

tolkes som et krav om at den enkelte ansatte til hver en tid kan kræve at

komme

til orde i et personaleblad præcis som den pågældende selv ønsker. Desuden

henviser hospitalet til at der var tale om et interview gennemført af en

professionel journalist, og at det må ligge inden for journalistens og den

ansvarshavendes redaktørs muligheder dels at redigere et interview ud fra

journalistiske kriterier, dels at beslutte at udskyde en artikel med henblik

på

at opnå et mere tilfredsstillende resultat.

H:S Direktionen har i

relation til forløbet omkring optagelsen af (A)’s artikel i

personalebladet

henvist til at der også lå samarbejdsvanskeligheder bag beslutningen om at

afvise artiklen, jf. brev af 6. juli 1999.

Indenrigsministeriet har

erklæret sig enig i mine generelle synspunkter og har tilsluttet sig (B)

Hospitals

udtalelse om at den enkelte ansatte ikke har krav på til enhver til at komme

til orde i et personaleblad præcis som den pågældende ønsker.

Jeg har forstået at

myndighederne er enige i mine generelle synspunkter.

Jeg bemærker at jeg ikke har

givet udtryk for at den enkelte ansatte til ethvert tidspunkt skal have

lejlighed til at komme til orde i et personaleblad præcis som den pågældende

selv ønsker. Jeg henviser til min foreløbige redegørelse hvor jeg bl.a. har

givet flere eksempler på saglige grunde til at afslå et indlæg.

(B) Hospital har anført at

det må ligge inden for en journalists og en ansvarshavendes muligheder dels

at

redigere et interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte at

udskyde en artikel.

Det står mig ikke helt klart

hvor meget (B) Hospital mener man kan redigere ud fra ’journalistiske

kriterier’. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at undersøge dette

spørgsmål

nærmere i den konkrete sag.

Som nævnt ovenfor går jeg ud

fra at også (B) Hospital er enig i de begrænsninger i adgangen til at

redigere

der følger af at der er tale om et blad for en offentlig institution der er

finansieret af det offentlige og med en offentligt ansat redaktør.

Redigeringen

skal være saglig.

Som anført i min foreløbige

redegørelse kan journalistiske hensyn og pladsmæssige hensyn være saglige.

I den konkrete sag har jeg

lagt vægt på at den ansvarshavende redaktør skrev at man undlod at bringe

(A)’s

indlæg fordi det gav et meget negativt billede af børneafdelingen.

Selve ’partsindlægget’ blev

ikke bragt i et senere nummer.

Jeg mener fortsat at det ikke

var sagligt at afvise (A)’s indlæg med den begrundelse at det var meget

kritisk, jf. i det hele min foreløbige redegørelse.

At afvisningen eventuelt

tillige skyldtes at den ansvarshavende redaktør, hospitalsdirektøren, mente

at (A)

var samarbejdsvanskelig, er heller ikke i sig selv en saglig grund til at

afslå

et partsindlæg eller bryde principperne for intern åbenhed.

Jeg har gjort (B) Hospital,

Hovedstadens Sygehusfællesskab og Indenrigsministeriet bekendt med min

opfattelse.

Herefter foretager jeg mig

ikke mere i sagen”.

NOTER: (*)

FOB 1995, s. 422, FOB 1976, s. 206,

FOB 1977, s. 435, FOB 1983, s. 101 og s. 248, FOB 1988, s. 121, FOB 1987, s.

237 og FOB 1958, s. 165.

Lignende dokumenter