Optagelse af læserbrev i personaleblad offentligt ansattes ytringsfrihed. Underretningspligt. Principper for offentlig ledelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Optagelse af læserbrev i personaleblad – offentligt ansattes
ytringsfrihed. Underretningspligt. Principper for offentlig ledelse
Jeg konstaterede at de hørte
myndigheder var enig i min udlægning af de overordnede principper i den
foreløbige redegørelse. Tilbage stod min vurdering af tre eksempler på
ledelsens håndtering af A’s kritik i relation til det man overordnet
kunne
kalde principperne for god offentlig ledelse. Min vurdering af de konkrete
episoder vandt (i større eller mindre omfang) ikke umiddelbart tilslutning
hos
de hørte myndigheder. Jeg er opmærksom på at det kan skyldes at min
undersøgelse alene foregik på et skriftligt grundlag. Som sagen var oplyst
for
mig, mener jeg dog fortsat ikke at ledelsens håndtering af disse episoder var
i
overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse. Jeg havde fundet
det ønskeligt om situationerne havde været håndteret anderledes.
Først følger en oversigt over
sagens dokumenter. Derefter en gengivelse af min foreløbige udtalelse af 31.
maj 1999 og myndighedernes og A’s bemærkninger hertil. Til sidst min
endelige
udtalelse.
Sagens dokumenter
I undersøgelsen indgik
udtalelser og bilag fra Amager Hospital (udtalelse af 17. april 1998),
Rigshospitalet
(udtalelse af 22. april 1998), B Hospital (udtalelse af 30. april 1998) og
H:S
Direktionen (udtalelse af 19. maj 1998). A kommenterede disse udtalelse og
skitserede sagsforløbet i breve med bilag af 31. juli 1998 og 27. august
Læs alt
1998.
B Hospital og H:S Direktionen kommenterede i breve af 30. september 1998 og
30.
oktober 1998 A’s udtalelser. A kommenterede disse breve i brev af 1.
december
1998. Den 31. maj 1999 afgav jeg en foreløbig udtalelse på baggrund af det
indkomne materiale. B Hospital, H:S Direktionen og Indenrigsministeriet
kommenterede den foreløbige redegørelse i breve af henholdsvis den 17. juni
1999, 6. juli 1999 og 15. september 1999. A kommenterede i brev af 18.
oktober
1999 min foreløbige redegørelse og myndighedernes udtalelser.
Ombudsmandens foreløbige redegørelse af 31. maj 1999
”(A) blev den 1. maj 1992 ansat som ledende overlæge ved (B) Hospital.
Den 1. april 1997 frasagde han sig efter en sygdomsperiode sin funktion som
ledende overlæge og fortsatte herefter i en stilling som
’almindelig’ overlæge. Han indgik samtidig en aftale med hospitalet
hvorefter han efter behov kunne deltage i afdelingsmøder internt og i møder
med hospitalsdirektionen og H:S Direktionen. (A) opsagde sin stilling som
overlæge med virkning fra 1. januar 1999. I begrundelsen for opsigelsen
henviste han til den stadige prioritering af økonomi frem for patienterne og
den manglende opbakning og respekt fra ledelsens side af hans synspunkter og
deraf følgende utilstrækkelige ressourcetildeling.
Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder jeg anledning til at kommentere
følgende punkter:
Generelt om ledelsens håndtering af (A)’s fremsættelse af kritik af
forholdene på børneafdelingen på (B) Hospital
(A) har fremstillet
sagsforløbet i brev af 31. juli 1998, og heraf fremgår det at han ikke
udtalte
sin kritik til pressen før han havde søgt sin afsked på (B) Hospital. Han
rejste i stedet sin kritik af ressourceforholdene på børneafdelingen på (B)
Hospital over for hospitalets direktion. Som sagen er oplyst for mig, har (A)
ved adskillige møder mellem afdelingsledelsen og direktionen gjort opmærksom
på at der var ressourcemangel på børneafdelingen, og at situationen var
uholdbar idet der var 6-7 måneders ventetid på forundersøgelser og
efterundersøgelser,
og at han derfor ikke kunne garantere for patientsikkerheden for børnene. Det
fremgår ikke af sagen hvorvidt (A) over for ledelsen udtalte at han anså
situationen som lægefagligt uforsvarlig. På det foreliggende grundlag
lægger jeg imidlertid til grund at det i et vist omfang var tilfældet. Jeg
henviser til det udkast til en artikel baseret på et interview med (A) til
personalebladet Pulsen, september 1997-udgaven som (A) modtog fra journalist
(C), og som han redigerede i. Artiklen blev ikke bragt i denne form (dette
omtales
særskilt nedenfor i afsnittet ’Personalebladet Pulsen’). I udkastet
til
artiklen var der bl.a. anført:
’Patientsikkerheden er truet.
...
-
Hospitalets ledelse
bliver vurderet på, om den er i stand til at overholde budgetterne. Det
smitter
af, så det ikke længere er den faglige virksomhed, der er styrende, men
økonomien. Det bør ændres.
-
På afdelingerne får vi
besked om at holde budgettet, og belønningen for at gøre det synes at være
besparelser. Holder vi ikke budgettet, er det også galt. Hvordan skal vi være
ansvarlige? Vi bliver presset længere og længere ud i at tage lægefagligt
ansvar for noget, som man får vanskeligere og vanskeligere ved at acceptere.
Det er nødvendigt at sige fra over for de bestandige besparelser, og som læge
og professor har jeg en særlig forpligtelse til at tage del i den
sundhedsfaglige
debat, når jeg har kendskab til forhold, der er sundhedsfagligt uforsvarlige.
...
De lægefaglige konsekvenser
af besparelserne synes ikke at blive bragt videre op i systemet af ledelsen,
og
derfor bliver det ikke gjort klart for politikere og befolkning, at man ikke
længere har den standard i sundhedssystemet, som man forestiller sig. Måske
ønsker befolkningen ikke at betale mere til sundhedssystemet, men så må man
give den lejlighed til at overveje det.
Frustrationen forstærkes af,
at hospitalet har mistet specialer, og det er en alvorlig åreladning, som det
tager tid at overvinde. Vi troede, at H:S-planen var lavet af faglige hensyn,
men det bliver stadig tydeligere, at det var af økonomiske grunde. Fagligt
lyder det meget rigtigt, at man gerne vil centralisere for ikke at have
dobbeltfunktioner, men tilstrækkelige ressourcer er ikke fulgt med, når
specialerne
er flyttet.
Staten gav en milliard kr.
til H:S, da det blev dannet, og alligevel skal vi spare. Et system, som i
forvejen skriger på ressourcerne, skærer man nu ned på. Situationen er meget
alvorlig.’
Det er almindeligt antaget at
offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at
reagere
over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold, se f.eks. s. 161ff i
Fagligt
etiske principper i offentlig administration, betænkning afgivet af DJØF's
fagligt-etiske arbejdsgruppe (1993). I betænkning om forholdet mellem
minister
og embedsmænd, betænkning nr. 1354, 1998, s. 21f, er embedsmændenes pligt til
at rådgive ministeren i faglige spørgsmål beskrevet som en pligt til af egen
drift at rådgive og informere ministeren sådan at ministeren modtager den
fornødne information og rådgivning om faktuelle og retlige spørgsmål i alle
sager der er væsentlige for ministeriets embedsførelse. Endvidere er det
anført
at embedsmændene har pligt til at advare ministeren hvis denne er på vej til
at
træffe en ulovlig beslutning.
Opstår en fagligt uforsvarlig
situation, antages det at den ansatte i almindelighed har pligt til at
orientere sin nærmeste foresatte om sin opfattelse, jf. f.eks. sagen der er
refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 422ff (særligt s.
431, 1. sp.).
Hvis den foresatte er
fagkyndig og efter eventuel fornøden undersøgelse vurderer at forholdene er
fagligt forsvarlige, har den ansatte i almindelighed pligt til at respektere
den foresattes afvisning af indsigelsen. Kun i de særlige situationer hvor
den
ansatte vurderer at forholdene med sikkerhed er fagligt uforsvarlige, kan
der være en forpligtelse for den ansatte til yderligere at reagere over for
klart fagligt uforsvarlige forhold.
Hvis den foresatte ikke kan
afvise at forholdene er eller kan være fagligt uforsvarlige og den foresatte
ikke selv er i stand til at afhjælpe forholdene, har den foresatte pligt til
at
orientere sine nærmeste foresatte, det vil sige forelægge sagen
’opad’ i
systemet.
Underretningspligten gælder
også i tilfælde hvor en efterkommelse af en given ordre er uforenelig med
opretholdelse af fagligt forsvarlige forhold. Eksempelvis kan et
administrativt
fastlagt budget være udtryk for en ordre af denne karakter i det omfang
budgettets overholdelse skaber fagligt uforsvarlige forhold. Det samme gælder
generelle eller konkrete ordrer om overholdelse af et sådant budget. En sådan
ordre kan sidestilles med en ulovlig tjenestebefaling. I beretningen og
indstillingen i den tjenstlige undersøgelse i Tamilsagen, afgivet den 14.
november 1995, udtalte forhørsledelsen om tjenestemændenes pligt til at
underrette den overordnede i tilfælde af ulovlige tjenestebefalinger bl.a.
(s.
53f):
’Forhørsledelsen finder det
ubetænkeligt at lægge til grund, at der også af tjenesteforholdet følger en
videregående forpligtelse til at underrette den overordnede om en ordres
ulovlighed og begrundelsen herfor. Dette må i hvert fald gælde for
tjenestemænd, der har det som en central arbejdsfunktion at være rådgiver for
den overordnede, som f.eks. ledende embedsmænd i et ministerium.
Underretningspligten
følger her af rådgiverrollen. I disse tilfælde – og muligt generelt,
idet en
underretningspligt ikke indebærer nogen konflikt med lydighedspligten –
er
underretningspligten formentlig ikke begrænset til tilfælde af klar
ulovlighed,
men gælder alle tilfælde af ulovlighed.’
Lægeligt uforsvarlige forhold
på et hospital kan medføre erstatningsansvar. Jeg henviser til Højesterets
dom
af 19. marts 1985 om den manglende opvågningsstue på Odder Sygehus, optrykt i
Ugeskrift for Retsvæsen i 1985, s. 368ff. Det fremgår forudsætningsvis af
dommens præmisser at hvis sygehusets indretning eller organisation havde
været
uforsvarlig, ville det have været ansvarspådragende. Om grænsen til det
lægeligt uforsvarlige er der i kommentaren til dommen af Niels Pontoppidan,
Ugeskrift
for Retsvæsen 1985, afdeling B, side 248ff (s. 250) anført:
’...
Det må derfor inden for ret
vide rammer – på det foreliggende område afgrænset af det lægeligt
forsvarlige
– tilkomme de politiske instanser at fastlægge standarden, og man fandt
ikke,
at det kan være domstolenes opgave gennem tilkendegivelse af erstatning at
gribe korrigerende ind over det serviceniveau, som er et resultat af de
politiske organers beslutninger. En sådan korrektion ville også støde på det
problem, at man i de enkeltsager, der bliver forelagt domstolene, vanskeligt
vil kunne tilvejebringe fyldestgørende oplysninger om de økonomiske
konsekvenser for det offentlige af en selvstændig normdannelse fra
domstolenes
side.
Mod de anførte synspunkter
kan det indvendes, at domstolene ved på det foreliggende område at trække
grænsen ved, hvad der kan anses for det lægeligt forsvarlige, ikke løser
problemerne, men snarere skubber dem foran sig, dels fordi der kan være
forskellige meninger herom – jfr. at lægeforeningens responsumudvalg i
den
foreliggende sag mente ét og Retslægerådet noget andet – dels og navnlig
fordi
den lægelige vurdering af, hvad der skal anses for forsvarligt, ikke, når det
drejer sig om et ressource- og prioriteringsspørgsmål, kan være udtryk for et
rent sagligt skøn. Hertil må bemærkes, at domstolene heller ikke på dette
område er bundet af det lægelige skøn, og at de påpegede vanskeligheder ikke
ændrer ved det grundsynspunkt, at domstolene bør være tilbageholdende med at
gribe ind på områder, som er så klart politisk prægede som det foreliggende.
...’
I forhold til de involverede
personer og myndigheder i den foreliggende sag indebærer de omtalte
retningslinjer vedrørende fagligt uforsvarlige forhold en underretningspligt
som nedenfor beskrevet.
Det fremgår af lov nr. 1132
af 21. december 1994 med senere ændring om Hovedstadens Sygehusfællesskab at
fællesskabet ledes af en bestyrelse der har det overordnede ansvar for
sygehusfællesskabet. Bestyrelsen består af 15 medlemmer. Københavns og
Frederiksberg
kommunalbestyrelser udpeger henholdsvis 7 og 2 medlemmer, og
sundhedsministeren
udpeger 6 medlemmer, jf. § 9. Bestyrelsen ansætter en direktion som varetager
den daglige administrative og økonomiske ledelse inden for rammer der
fastlægges af bestyrelsen.
Bestyrelsen vedtager
sygehusfællesskabets budget. Budgettet skal undergives to behandlinger.
Imellem
de to behandlinger skal budgettet sendes til Københavns og Frederiksberg
kommunalbestyrelser og til sundhedsministeren, jf. § 9.
Om budgettets
detaljeringsgrad fremgår det at bestyrelsen ved den endelige vedtagelse af
årsbudgettet skal tage bevillingsmæssig stilling til budgettets driftsposter
specificeret på institutionsniveau, jf. § 20, stk. 2, i vedtægten for H:S som
blev godkendt af Indenrigsministeriet den 1. december 1995. Det fremgår dog
af
§ 20, stk. 7, at der i budgetforslaget kan fastlægges en bemyndigelse til
direktionen til at foretage budgetomplaceringer mellem institutioner og
budgetfunktioner inden for nettorammen i løbet af budgetåret med henblik på
at
sikre en samlet budgetoverholdelse.
Jeg har nedenfor lagt til
grund at H:S Direktionen har en vis kompetence til budgetomplaceringer, samt
at direktionerne på de enkelte hospitaler i et vist omfang kan prioritere
driftsmidlerne inden for institutionen.
Det fremgår endvidere at
indenrigsministeren fører tilsyn med sygehusfællesskabet, og at visse
bestemmelser
i lov om kommunernes styrelse finder anvendelse, jf. § 6, stk. 1, og § 16 i
lov
om Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Det fremgår af
’Ledelsesregelsæt for hospitalerne i Hovedstadens
Sygehusfællesskab’ der blev
vedtaget den 6. marts 1996, at hvert enkelt hospital i sygehusfællesskabet
har
sin egen direktion.
Jeg har lagt til grund at
direktionen på (B) Hospital består af en hospitalsdirektør som har den
overordnede ledelse af hospitalsdirektionens arbejde, og som er ansvarlig for
hospitalets samlede virksomhed over for H:S Direktionen. Direktionen på (B)
Hospital består derudover af en lægelig direktør og en sygeplejedirektør.
Endvidere fremgår det af
ledelsesreglerne at afdelingsledelsen på en hospitalsafdeling normalt består
af en ledende overlæge og en ledende oversygeplejerske. Afdelingsledelsen har
i fællesskab over for hospitalsdirektionen ansvaret for afdelingens samlede
virksomhed. Hospitalsdirektionen fastsætter nærmere retningslinjer for
afdelingsledelsens
arbejde og sammensætning.
Hvis en læge finder at forholdene
på en afdeling er lægeligt uforsvarlige, har han pligt til at underrette sin
foresatte, dvs. den ledende overlæge. Kan den ledende overlæge ikke afhjælpe
forholdene, har overlægen ligeledes pligt til at underrette opad i systemet
til
hospitalets direktion hvis han er enig i at forholdene er lægeligt
uforsvarlige.
Direktionen må i det omfang
den lægelige direktør vurderer at der er tale om lægeligt uforsvarlige
forhold,
omprioritere inden for rammerne af hospitalets budget medmindre det så ville
medføre lægeligt uforsvarlige situationer på andre afdelinger. Hvis
direktionen ikke er i stand til at omprioritere uden at skabe lægeligt
uforsvarlige
forhold på andre afdelinger, er direktionen forpligtet til at gå videre til
H:S Direktionen.
H:S Direktionen er herefter
forpligtet til at underrette H:S Bestyrelsen hvis direktionen ikke inden for
det samlede budget kan omprioritere så den lægeligt uforsvarlige situation
bliver afhjulpet.
I den konkrete sag gjorde (A)
som ledende overlæge direktionen på (B) Hospital opmærksom på at forholdene
på
børneafdelingen efter hans mening var lægeligt uforsvarlige.
Jeg har forstået at den
lægelige direktør på (B) Hospital ikke fandt at forholdene på børneafdelingen
var lægeligt uforsvarlige, og direktionen fandt derfor ikke anledning til at
omfordele ressourcer eller at underrette videre op i systemet. (A) har
begrundet sin fratræden med at direktionen ikke var enig i hans
synspunkter.
En kontrol af de lægefaglige
vurderinger kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Jeg kan derfor
ikke gå ind i vurderingen af om forholdene på børneafdelingen var lægeligt
uforsvarlige. Som følge heraf kan jeg heller ikke kritisere at direktionen
ikke
fandt der var grundlag for at give yderligere ressourcer eller underrette H:S
Direktionen.
I det omfang en læge påpeger
lægeligt uforsvarlige forhold, kan udtalelserne isoleret set ikke mødes med
negative personaleretlige konsekvenser. Det gælder selv om den overordnede
ikke er enig i den ansattes fagkyndige vurdering af at forholdene er lægeligt
uforsvarlige. Jeg henviser til den ovenfor nævnte dom og kommentar i
Ugeskrift
for Retsvæsen, 1985, s. 363f, og afdeling B, s. 250, hvorefter der kan være
forskellige fagkyndige meninger om hvad der er lægeligt uforsvarligt. Den
endelige afgørelse heraf hører under domstolene.
I det følgende gennemgås tre
eksempler på ledelsens håndtering af (A)’s kritik:
Dialogmødet den 20. maj 1997
(A)’s fremstilling giver
flere gange indtryk af at han har opfattet ledelsens reaktioner på hans
ytringer
som trusler om at han kunne risikere at blive afskediget hvis han fremsatte
yderligere kritik eller eventuelt gik videre med kritikken. (A) har bl.a. i
brev af 31. juli 1998 beskrevet et dialogmøde mellem direktionen på (B)
Hospital og alle afdelingsledelserne. Han anførte:
’5. Den 20.5.97 afholdtes det
månedlige såkaldte dialogmøde mellem Hospitalsdirektionen og alle
afdelingsledelserne på (B) Hospital. Jeg spurgte her, hvordan Direktionen
egentlig havde det med, at 'H:S Direktion og politikerne hele tiden meldte
ud,
at alting gik pragtfuldt, når vi allesammen vidste, at det ikke passede'
– et
spørgsmål som klart også angik de øvrige forsamlede i alt 40-50
overlæger
og oversygeplejersker. Hospitalsdirektør (D) svarede, at 'det havde han det
udmærket med'. Jeg måtte svare, at det havde jeg det bestemt ikke, idet
forholdene jo gik ud over patienterne med bl.a. 6-7 måneders ventetid for
elektive indlæggelser og forambulante undersøgelser på børneafdelingen'. Det
havde (D) 'det fortsat udmærket med', og han tilføjede, at 'ellers skulle han
jo ikke have søgt en sådan stilling' [som hospitalsdirektør; min tilføjelse].
Da jeg svarede, at 'jeg fortsat fandt, at forholdene var meget forkerte',
svarede
han, at 'dette var et eksistentialistisk problem – og hvis man var
utilfreds
med forholdene, så havde man som tjenestemand 3 måneders opsigelse!'. Denne
bemærkning blev smældet direkte ud i plenum med alle afdelingsledelserne. Der
var ikke en af de øvrige mødedeltagere, hverken fra Direktionen eller
afdelingsledelserne, som sagde noget!
Konklusion:
Jeg må klart se denne hændelse som en yderst arrogant og brutal
afvisning af, hvad jeg opfatter som et essentielt problem for min og de
øvrige
afdelinger – og desuden indeholder udtalelsen jo en klar trussel på min
stilling!’
H:S (B) Hospital,
Hospitalsdirektion, har i brev af 30. september 1998 om dette møde anført:
’...
(A) karakteriserer
hospitalsdirektørens afsluttende bemærkning som en 'yderst arrogant og brutal
afvisning', og anfører, at udtalelsen indeholder en trussel på (A)’s
stilling.
Hospitalsdirektionen må
selvsagt afvise dette.
At (A) finder udtalelserne
arrogante og brutale er vanskeligt at argumentere imod al den stund, han
givetvis har opfattet dem som sådanne. Omvendt er denne sags kerne næppe en
bedømmelse af hospitalsdirektørens retoriske og ledelsesmæssige håndtering af
en situation, hvor en enkeltperson i et stort ledelsesforum, og hvor der er
afsat begrænset tid, fortsætter med en række mere eller mindre konkrete
betragtninger over de urimelige vilkår i det danske sundhedsvæsen. Set fra
hospitalsdirektørens side var der derfor blot tale om at afslutte den
generelle
diskussion for at vende tilbage til de mere konkrete driftsmæssige emner, der
er mødernes formål.
At udtalelserne skulle være
udtryk for en trussel på (A)’s stilling må ligeledes afvises. Det
fremgår klart
af sammenhængen, at hospitalsdirektøren henviser til en situation, hvor en
embedsmand selv ønsker at opsige sin stilling. Udtalelsen er således blot en
henvisning til generelle vilkår der gælder på arbejdsmarkedet: at hvis man
som
ansat er utilfreds med sine arbejdsvilkår er en af flere muligheder at søge
anden beskæftigelse.’
Direktionen har ikke bestridt
den af (A) anførte faktiske meningsudveksling på mødet, men udtalt at
direktionen
opfatter den på en anden måde.
Som anført af direktionen,
hvilket tillige fremgår af den refererede ordveksling, var der ikke tale om
at
man truede (A) med fyring, men at man henviste ham til at sige op hvis han
var
utilfreds med forholdene.
Det fremgår af vedtægten for
Hovedstadens Sygehusfællesskab at bestyrelsen skal sikre personalets aktive
inddragelse i beslutninger om fællesskabets drift og udvikling, jf. § 9.
Vedtægten er udstedt i medfør af lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab, § 11.
I
forarbejderne til denne bestemmelse er det anført at bestyrelsen vil blive
pålagt at sikre personalets aktive inddragelse i beslutninger om
sygehusfællesskabets drift og udvikling (Folketingstidende 1994-95, tillæg A,
sp. 276).
I betænkningen afgivet af
DJØF's fagligt etiske arbejdsgruppe, september 1993, om fagligt-etiske
principper skriver arbejdsgruppen at de høringer som gruppen har foretaget,
har
vist at større åbenhed kan være et middel til at reducere antallet af etiske
problemer. Større åbenhed er både forvaltningens åbenhed over for omverdenen
og
den ’interne åbenhed’ som navnlig består i at alle i vedkommende
forvaltningsenhed fra top til bund drøfter enhedens problemer med hinanden,
herunder etiske problemer, og med gensidig respekt for synspunkters
forskellighed, jf. s. 90 og s. 184ff.
(B) Hospital har endvidere
selv beskrevet de månedlige dialogmøder som et af de fora hvor der var
mulighed for at udveksle information. I brev af 30. april 1998 til H:S
Direktionen oplyste (B) Hospital bl.a.:
’Endelig kan nævnes, at
hospitalsdirektionen fast en gang om måneden afholder et møde af en times
varighed med samtlige afdelingsledelser. (A) har deltaget i en række af disse
møder, hvilket understreger, at (A) har været accepteret som en del af
hospitalets ledelsesforum med de muligheder for udveksling af generel
information om hospitalet og dets afdelinger dette indebærer.’
Jeg henviser endvidere til at
H:S Direktionen i brev af 19. maj 1998 til mig kort har redegjort for de
interne fora der er eller påtænkes oprettet inden for sygehusfællesskabet med
henblik på at medarbejdernes synspunkter kan komme frem. Endvidere er der
bl.a. vedlagt en kopi af den overordnede personalepolitik fra maj 1997 hvoraf
det bl.a. fremgår at de ansatte i deres daglige arbejdsopgaver ’skal
have
ansvar for og indflydelse på de opgaver de udfører’, at deres
’indsats og
funktion skal værdsættes’, at de ansatte skal opleve ’interesse
for, hvad de
som enkeltpersoner giver udtryk for om forholdene på arbejdspladsen’, og
at de
’inddrages i omstruktureringer', og at lederne til gengæld, skal
’skabe et
miljø hvor idéer om forbedringer kan drøftes fordomsfrit’ og
’involvere personalet
i økonomiske og personalemæssige beslutninger og om den overordnede linje for
udviklingen af H:S’.
Retningslinierne om intern
åbenhed og medinddragelse som fremgår af vedtægten, betænkningen og H:S'
overordnede personalepolitik, kan ses som et udslag af almindelige principper
for god offentlig ledelse.
Personalets aktive
inddragelse kan tillige ses som et udslag af officialprincippet. H:S er en
del
af den offentlige forvaltning og skal som andre offentlige myndigheder bygge
sine beslutninger og faktisk forvaltning på saglighed. Saglighed forudsætter
at myndighederne er i besiddelse af et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.
For den offentlige forvaltning gælder der et official- eller
undersøgelsesprincip
hvorefter myndighederne har ansvaret for at der som grundlag for beslutninger
foreligger de nødvendige oplysninger. For at kunne træffe saglige afgørelser
om
prioritering af ressourcer mellem en eller flere afdelinger eller et eller
flere hospitaler må ledelsen nødvendigvis have informationer om de enkelte
afdelinger.
En henvisning til, som det
skete på dialogmødet den 20. maj 1997, at man hvis man er utilfreds med sine
arbejdsvilkår kan søge et andet job, er naturligvis en korrekt oplysning, men
det fremmer sandsynligvis ikke den ’interne åbenhed’ og harmonerer
efter min
opfattelse ikke med den beskrevne pligt til at inddrage medarbejderne i
beslutningerne om driften.
Stillingsopslaget
Jeg har lagt til grund at
direktionen på (B) Hospital ikke orienterede (A) om ændringen af
stillingsopslaget
inden stillingsopslaget vedrørende en overlægestilling på børneafdelingen
blev slået op. Jeg henviser til (A)’s brev til mig af 31. juli 1998,
punkt
10-11, hvor følgende blev anført:
’10. Omkring september 97
meddelte (E), at vi nu kunne få omnormeret (men ikke nynormeret) en
afdelingslægestilling til en overlægestilling med særlige interesseområder
inden for gastroenterologi (mavetarmsygdomme) og infektionssygdomme.
Stillingsbeskrivelsen blev udfærdiget næsten identisk med den første
stillingsbeskrivelse
fra efteråret 1994 – og vi troede alle, at nu var vi i hvert fald kommet
så
langt.
11. Men ca. 1 måned senere
primo oktober 97 meddelte sundhedsfaglig direktør (F) imidlertid (E), at
stillingsbeskrivelsen skulle ændres, idet den ikke specifikt måtte omtale
gastroenterologi som særligt interesseområde for de potentielle ansøgere, da
man ikke ønskede at styrke dette område. Betegnelsen infektionssygdomme måtte
derimod gerne bibeholdes. I stedet for gastroenterologi skulle der stå: 'Et
af
afdelingens andre ekspertområder'. (E) meddelte dette videre til den ledende
overlæge (G) medio uge 41 1997, og den nye stillingsbeskrivelse blev
udfærdiget som ønsket af H:S Direktion.
Det helt utilstedelige i denne sammenhæng var blot, at jeg overhovedet
ikke blev inddraget i disse drøftelser på noget tidspunkt – endsige bare
orienteret om problemerne!
– og dette selv om jeg i al beskedenhed har
startet den pædiatriske gastroenterologi herhjemme i 1972 og har varetaget
lands-landsdelsfunktionen i specialet siden 1977. Først
tilfældigt,
1½ uge efter at papirerne på
ny var afsendt, fik jeg kendskab til hændelsesforløbet!
Da jeg ikke kunne få en tilfredsstillende
forklaring fra nogen af de involverede parter på Hvidovre Hospital om det
skete, henvendte jeg mig telefonisk til (F). Hun forklarede, at årsagen til
ændringen i stillingsbeskrivelsen var den, at det gastroenterologiske
ekspertområde var for lille til at skulle have 2 overlæger. Jeg måtte klart
erklære
mig uenig heri – specialet er i vækst (vi indtjener bl.a. langt over 1
mill.
kr. årligt til H:S på den gastroenterologiske lands-landsdelsfunktion)
–
og desuden var jeg udover at være ansvarlig for gastroenterologien jo også
professor
i mit fag – ligesom afdelingen jo var klart underbemandet. Endelig
kræver en
lands-landsdelsfunktion jo altid mindst 2 seniore læger for at kunne
fungere tilfredsstillende året rundt. Sidstnævnte erklærede (F) sig enig i,
men
sagen var den, at der også skulle spares overlægestillinger i 1998! I øvrigt
henviste hun mig til (E), som havde accepteret ændringerne.
...
Hospitalsdirektionen forstår ikke, at 'jeg føler ovennævnte hændelsesforløb
som en mangel på opbakning og naturlig respekt fra ledelsens side og står
uforstående over for den fremførte kritik'. Men netop i denne manglende
forståelse har vi forklaringen på min opsigelse.
Jeg kan ganske enkelt ikke efter hele dette forløb vedblive med at være
loyal over for både patienterne og systemet, når systemet ikke længere er
loyal
over for patienterne.’
(B) Hospital har i brev af
30. september 1998 anført at det ikke har noget med ytringsfrihed at gøre,
men
at det blot var udøvelse af H:S direktionens legitime ledelsesret.
Jeg er enig i at det ligger
inden for ledelsesretten – i det omfang det er lægeligt forsvarligt
– at beslutte
hvilke læger og med hvilke specialer der skal ansættes. Men det havde efter
min
opfattelse været bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse,
som bl.a. fremgår af vedtægten, betænkningen og H:S' overordnede
personalepolitik,
hvis (A) af ledelsen på (B) Hospital var blevet inddraget i
beslutningsprocessen
forud for ændringen af stillingsopslaget.
Personalebladet Pulsen
(B) Hospital har et
personaleblad som hedder Pulsen. Hospitalsdirektør (D) er ansvarshavende
redaktør
på bladet.
Professor, dr.med. (H),
Reumatologisk Afdeling, og (A), Børneafdelingen, blev i sommeren 1997
interviewet af Pulsens journalist (C) med henblik på at der skulle bringes et
dobbeltinterview under overskriften ’Debat om (B) Hospitals
fremtid’ i
september-nummeret.
(A) modtog og rettede (C)’s
udfærdigede oplæg til hans del af artiklen. Dele af artiklen er gengivet
ovenfor. (A)’s del af artiklen blev imidlertid ikke bragt i september
1997-nummeret. Den anden halvdel af interviewet hvor (H) havde udtalt sig i
positive vendinger om hospitalets forhold, blev bragt i september-nummeret.
Hospitalsdirektør og
ansvarshavende redaktør (D) begrundede afvisningen af (A)’s partsindlæg'
med
følgende i brev af 3. september 1997 til (A):
’Delvist af pladsmæssige
årsager har vi undladt at bringe vedlagte artikel om 'ventetider i
Børneafdelingen'
i dette nummer af Pulsen. Når det lige nøjagtigt var denne artikel vi valgte
at
undlade, skyldes det, at billedet af Børneafdelingen, som det fremgår af
artiklen, er meget negativt. Der er ingen tvivl om, at Børneafdelingens
situation har været anstrengt, samt at ventetidsproblemet er alvorligt.
Imidlertid vil det, både for børneafdelingen og for hospitalet som sådant,
være bedre med et mere nuanceret billede.
Jeg vil derfor foreslå, at
der laves en række artikler om Børneafdelingen, og at disse bringes samtidig
med artiklen om ventetiderne. Artiklerne kunne omhandle nye tiltag –
f.eks.
planer om en ny modtagelse, faglig udviklingsforhold, projektet om
elektronisk
patientjournal m.v.
(C) fra Pulsen vil kontakte
jer om ovenstående i den nærmeste fremtid.’
Artiklen blev i en noget
redigeret form bragt i december-nummeret. Journalist (C) skrev i et brev af
9.
december 1997 til (A) bl.a.:
’Bladet er 'på gaden' i dag,
og jeg synes, at artiklerne om børneafdelingen er blevet et velunderbygget
kritisk indslag i personalebladet. Fra en journalistisk synsvinkel er den
bedre
end den oprindelige artikel, netop fordi argumenterne er blevet underbygget
med dokumentation.
I forhold til, hvad
almindeligvis accepteres i personaleblade, er det udtryk for vide grænser
–
efter min bedste overbevisning. Derfor er jeg godt tilfreds med resultatet,
og
det håber jeg også, at du er.’
(A) har i brev af 27. august
1998 til mig om den senere artikel udtalt:
’Her berøres godt nok flere
dele af problemerne, men alligevel fremgår det klart – især gennem den
måde,
hvorpå disse omtales – at de søges nedtonet ved at ’fortynde’
min del af
kritikken. Jf. her specielt den manglende omtale af min i det oprindelige
oplæg
fremsatte kommentar om, at 'de lægelige konsekvenser af besparelserne synes
ikke at blive bragt videre op i systemet, og derfor bliver det ikke gjort
klart
for politikere og befolkningen, at man ikke længere har den standard i
sundhedssystemet,
som man forestiller sig. Måske ønsker befolkningen ikke at betale mere til
sundhedssystemet, men så må man give den lejlighed til selv at overveje
dette.’
Ligeledes er følgende sætning
fra første udkast udeladt: 'Vi troede, at H:S planen var lavet af faglige
hensyn, men det bliver stadigt tydeligere, at det var af økonomiske grunde.
Fagligt lyder det meget rigtigt, at man gerne vil centralisere for ikke at
have
dobbeltfunktioner, men tilstrækkelige ressourcer er ikke fulgt med, når
specialerne er flyttet. Staten gav 1 milliard kroner til H:S, det blev
dannet,
og alligevel skal vi spare. Et system, som i forvejen skriger på ressourcer,
skærer man nu ned på. Situationen er meget alvorlig.’
...
(C) synes åbenbart tilfreds
ud fra de givne vilkår – men efter min mening er disse vilkår klart
begrænsende
i forhold til ytringsfriheden – eller med andre ord et udtryk for
censur.’
(B) hospital har i brev til
mig af 30. september 1998 kommenteret forløbet således :
’...
Hospitalsdirektionen er enig
i forløbet som det er beskrevet, men må på det bestemteste afvise, at der
skulle være udøvet eller forsøgt udøvet nogen form for begrænsning i
ytringsfriheden/censur.
Alene det forhold, at sagen
blev fulgt op og rent faktisk resulterede i flere artikler i ’Pulsen'
viser,
at der ikke har været gjort forsøg på at begrænse (A)’s adgang til
offentligt
at ytre sin utilfredshed med de givne forhold.
Hospitalsdirektionen må da
også henvise til, at den resulterende artikel – ud over at ændre
karakter fra
et partsindlæg til en mere nuanceret beskrivelse – indeholder betydeligt
kritiske bemærkninger. At formuleringer m.v. er udeladt skyldes således alene
en journalistisk redigering.’
Grundlovens § 77 har følgende
ordlyd:
’Enhver er berettiget til på
tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for
domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny
indføres.’
Grundlovens § 77 giver ikke
ret til at man kan kræve sine tanker offentliggjort i (andres) tidsskrifter
eller blade. Jeg henviser til Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (1980) s.
707, og Max Sørensen, Statsforfatningsret (1973) s. 372f, og Betænkning nr.
1029 om dansk mediepolitik, 1985, s. 213f.
Den europæiske menneskerettighedskonventions
artikel 10 hjemler heller ikke en ret til at få indlæg optaget i dagspressen
mv., jf. Peer Lorenzen mfl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med
kommentarer (1994), s. 263.
Det er den ansvarshavende
redaktør for et blad der bestemmer om en artikel skal bringes eller ej, jf.
medieansvarslovens § 3, stk. 2.
Selv om vurderingen af
hvorvidt en artikel skal bringes eller ej og i hvilken form, tilkommer den
ansvarshavende redaktør, er redaktørens vurdering ikke fri når der er tale om
et blad for en offentlig institution der er finansieret af det offentlige og
med en offentligt ansat redaktør. Vurderingen skal bygge på saglige grunde.
Et sagligt hensyn er
naturligvis at redaktøren ikke vil bringe noget hvor vedkommende
efterfølgende
kan blive strafansvarlig efter f.eks. injuriereglerne i straffeloven. Desuden
må det være sagligt at afslå en artikel hvis den ansatte i artiklen går ud
over
grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, eller hvis ledelsen kunne
forbyde uddeling af skrifter med samme indhold, se nærmere nedenfor.
Derudover
kan der bl.a. være journalistiske hensyn og pladshensyn. Et hensyn der skal
indgå i vurderingen af om artiklen skal optages og med høj prioritet, er
hensynet
til ytringsfriheden.
Jeg henviser til udtalelserne
i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1976, s. 206ff*, 1977, s. 435ff*,
1983, s. 101ff *og s. 248ff*, og 1988, s. 121ff*, hvor det er lagt til grund
at
der for områder der er omfattet af grundlovens frihedsrettigheder, gælder
en pligt for forvaltningsmyndighederne til ved udøvelsen af en skønsmæssig
beføjelse (positivt) at tage hensyn til borgernes udøvelse af disse friheder
og
i videst mulig udstrækning undgå at lægge hindringer i vejen for friheden.
Desuden henvises til Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver –
Hjemmel –
Organisation, 2. udgave (1997) s. 161, og Forvaltningsret, Almindelige Emner,
3. udgave (1997) ved Jens Garde mfl., s. 215.
Hertil kommer at forventningen
til et personaleblad almindeligvis er at forhold der er relevante for
arbejdspladsen, kan komme til udtryk – også set fra den enkelte
medarbejders
synsvinkel. Det må have som konsekvens at redaktionen af personalebladet
tilstræber
at indlæggene repræsenterer de forskellige synspunkter der måtte være. Dette
må navnlig gælde hvis medarbejderne ønsker at give udtryk for alvorlige
etiske
problemer i forbindelse med deres arbejde.
Grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed
Offentligt ansatte har som
udgangspunkt ret til ytringsfrihed i samme omfang som privatpersoner når den
ansatte udtaler sig på egne vegne. Det generelle spørgsmål om offentligt
ansattes ytringsfrihed har jeg tidligere haft lejlighed til at behandle i en
sag der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning, 1987, s. 237*. Som
nævnt på dette sted er udgangspunktet at offentligt ansatte har ganske samme
frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Som det videre
nævnes,
er det dog antaget at hensynet til offentlige myndigheders interne
beslutningsproces
og funktionsevne i
særlige
tilfælde
kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt
at give en fuldstændig beskrivelse af hvornår, i hvilket omfang og for hvilke
ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men jeg anførte følgende
hovedsynspunkter:
Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme
frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,
som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af
betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)
aktivt
medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i
almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de
politiske eller administrative beslutningstagere.
Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før
eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden
en
sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne
beslutningsproces
– være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.
Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte
har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for et
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes
fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte,
dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger
i
offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil
foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller
har
deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’
Efter retspraksis og
ombudsmandspraksis kan ledelsen af en institution i et vist omfang forbyde
uddeling af de ansattes egne skrifter inden for institutionens område. Fra
praksis kan nævnes:
I en ombudsmandsudtalelse i
Folketingets Ombudsmands beretning for 1958, s. 165ff*, udtalte ombudsmanden
at
der, hvor der ikke var særlige modgrunde, skulle gives skoleelever der havde
opnået en vis modenhed, ret til uden forudgående censur at skrive, udgive og
på skolen distribuere skoleblade under sædvanligt efterfølgende ansvar og på
vilkår at tilladelsen til omdeling på skolen var afhængig af at bladene ikke
havde et anstødeligt eller
for skolen
skadeligt indhold.
I Ugeskrift for Retsvæsen,
1963, s. 439, er omtalt en dom hvorefter grundlovens § 77 ikke var til hinder
for at man hindrede værnepligtige i – uden tilladelse fra den stedlige
chef –
på militært område at uddele skrifter der var egnede til at
skabe misfornøjelse med militærtjenesten
eller havde en uheldig indflydelse på disciplinen.
I Folketingets Ombudsmands beretning
for 1983, s. 248f*, udtalte ombudsmanden at han ikke fandt at have grundlag
for
at kritisere at Rigshospitalet havde meddelt samtlige overlæger og
oversygeplejersker
at der ikke måtte uddeles skrivelser eller på anden måde gives information
til patienter
og pårørende om faglige konflikter og lignende på afdelingen. Ombudsmanden
lagde til grund at skrivelsen var begrundet i den opfattelse at hensynet til
personalets muligheder for gennem patienterne at søge at påvirke den
offentlige meningsdannelse om den verserende faglige konflikt måtte vige for
hensynet til at sikre at patienter under deres ophold på hospitalet ikke
direkte eller indirekte følte sig pånødet en stillingtagen til en sådan
konflikt. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at direktionen havde givet
udtryk for at den information der måtte gives på grund af påvirkninger af den
daglige drift, skulle meddeles patienterne i neutral form.
Det fremgår af den
ansvarshavende redaktørs brev af 3. september 1997 at udeladelsen skyldtes
pladshensyn, og at artiklen gav et meget negativt billede af børneafdelingen.
Hospitalsledelsen har i udtalelsen hertil henvist til at den artikel der
senere blev bragt, indeholdt betydelige kritiske bemærkninger selv om den
havde
skiftet karakter fra et ’partsindlæg’ til en mere nuanceret
beskrivelse.
I den konkrete sag er det min
opfattelse at (A)’s oprindelige artikel lå inden for rammerne af
offentligt
ansattes ytringsfrihed. Artiklen vedrørte ressourceforholdene hvorom de
ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig.
Endvidere mener jeg ikke at
der forelå sådanne vægtige modstående hensyn til hospitalet, patienterne
eller
andre interesser at artiklen på grund af dens kritiske indhold kunne udelades
på grundlag af praksis vedrørende adgangen til at forbyde uddeling af
skrifter.
På den baggrund mener jeg
ikke at henvisningen til at artiklen gav et meget negativt billede af
børneafdelingen, var en saglig grund til at afvise den. Det bestyrkes
endvidere
af at kravet om saglighed ved udvælgelsen af partsindlæg må betyde at
redaktionen
skal forsøge at få flest mulige af medarbejdernes synspunkter repræsenteret.
Jeg har i den forbindelse lagt mærke til at redaktionen valgte at bringe den
anden del af dobbeltinterviewet, partsindlægget fra professor, dr.med. (H)
der omtalte hospitalets forhold i positive vendinger, i septembernummeret.
Henvisningen til
pladshensynet er generelt set sagligt og er af naturlige grunde væsentligt.
Jeg har dog ikke haft mulighed for konkret at vurdere om det i denne sag
ville
være sagligt at udskyde artiklen til et senere nummer af pladsmæssige hensyn.
I
sagen blev (A)’s ’partsindlæg’, som (B) Hospital selv kalder
det, dog ikke
bragt i et senere nummer. Artiklen blev omredigeret og bragt i en mere
nuanceret form.
På det grundlag mener jeg
ikke at ledelsen burde have afvist at offentliggøre (A)’s indlæg i den
oprindelige form.
Foreløbig konklusion
(A) underrettede ledelsen om
at forholdene på (B) Hospitals børneafdeling efter hans opfattelse var
lægeligt
uforsvarlige. Ledelsen fulgte imidlertid ikke hans krav om yderligere
ressourcer til afdelingen.
Jeg har som anført ikke den
fornødne fagkundskab til at vurdere om forholdene var lægeligt uforsvarlige,
og
om ledelsen derfor skulle have omfordelt ressourcerne eller underrettet om
situationen ’opad i systemet’.
Efter det oplyste har
ledelsen ikke truffet beslutninger om negative personaleretlige konsekvenser
for (A) i anledning af hans fremsatte kritik af forholdene. Men de tre
eksempler på ledelsens håndtering af sagen viser efter min foreløbige
opfattelse at ledelsen ikke har handlet i overensstemmelse med principperne
for god offentlig ledelse som bl.a. fremgår af vedtægten, betænkningen
afgivet
af DJØF's fagligt etisk arbejdsgruppe (1993) og H:S' overordnede
personalepolitik
om intern åbenhed og den aktive inddragelse af medarbejderne. Afvisningen af
(A)’s partsindlæg i personalebladet Pulsen kan ses som et udslag af en
utilstrækkelig intern åbenhed og en unødvendig forhindring af at give
medarbejdere mulighed for at komme til orde.”
Myndighedernes bemærkninger til min foreløbige redegørelse
B Hospitals udtalelse af 17. juni 1999
”...
Hospitalsdirektionen skal
indledningsvis udtrykke sin fulde anerkendelse af såvel de af ombudsmanden
fremhævede principper for god offentlig ledelse, som de principper for
åbenhed
og inddragelse af medarbejder, der er gældende i H:S. Der er efter
hospitalsdirektionens opfattelse tale om alment anerkendte principper, som
indgår som en naturlig og nødvendig del af den daglige drift af (B) Hospital.
Ombudsmanden gennemgår 3
eksempler på den ledelsesmæssige håndtering af (A)’s kritik, og
hospitalsdirektionen skal i det følgende kommentere hver af eksemplerne.
Hospitalsdirektionen er som
nævnt indledningsvis fuldstændig enig i de principper om personalets aktive
inddragelse m.v., der fremgår af vedtægten for H:S. Direktionen er ligeledes
helt enig i det væsentlige i, at der gives mulighed for interne drøftelser af
en virksomheds problemer, og at det sker med gensidig respekt for
synspunkters
forskellighed.
Omstændighederne i
forbindelse med den omhandlede ordveksling på
diaglogmødet den 20.5.97
havde imidlertid en sådan karakter og
konkret baggrund, at det efter direktionens opfattelse er forkert at fortolke
dem som et brud på disse principper.
(A) havde i sin tid som
ledende overlæge deltaget i en række ledelsesmøder, herunder i de såkaldte
dialogmøder. På den baggrund er det hospitalsdirektionens opfattelse, at
ingen
der deltog i mødet den 20.5.97 var i tvivl om (A)’s opfattelse af
forholdene i
det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital.
(A)’s synspunkter var således på ingen måde nye for forsamlingen, og
dette skal
ses som en væsentlig del af baggrunden for hospitalsdirektørens beslutning om
at afslutte diskussionen og vende tilbage til mødets dagsorden.
Hospitalsdirektionen hæfter
sig ved, at ombudsmanden ikke anfægter en ledelses – og herunder en
mødeleders
– mulighed for at afslutte en diskussion, når han skønner, at de
impliceredes
synspunkter er kommet til orde. Ombudsmanden synes derimod at basere sin
konklusion på måden diskussionen blev afsluttet. Hospitalsdirektionen har i
den
forbindelse bemærket, at ombudsmanden ikke opfatter henvisningen til at søge
andet job hvis man er utilfreds med sine arbejdsvilkår som en trussel rettet
mod (A)’s stilling.
Det er på ovennævnte baggrund
hospitalsdirektionens opfattelse, at (A) på det nævnte og på en række
tidligere
møder fik lejlighed til at gøre forsamlingen bekendt med sine synspunkter.
Hospitalsdirektionen kan
bekræfte, at (A) ikke blev orienteret om ændringer i det omhandlede
opslag af en overlægestilling.
Hospitalsdirektionen er ligeledes enig
i, at det sædvanligvis vil være bedst stemmende med de fremhævede principper
for god offentlig ledelse, at inddrage en professor i ændringer i et opslag
af
en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale.
Hospitalsdirektionen skønnede
imidlertid i den konkrete sag, at den indførte ændring i et stillingsopslag,
som (A) var med til at udarbejde i første omgang, havde en sådan karakter, at
den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens
ledende overlæge. Dette underbygges af, at den ansøger, der endte med at
blive
ansat i stillingen, netop har gastroenterologi som særligt ekspertområde.
Ombudsmanden gennemgår
endelig forløbet vedrørende et
interview
til (B) Hospitals personaleblad Pulsen.
Hospitalsdirektionen kan
fuldt ud tilslutte sig de af ombudsmanden fremhævede principper for
offentligt
ansattes ytringsfrihed. Direktionen vil dog finde det problematisk, såfremt
principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed skal tolkes som et krav
om,
at den enkelte ansatte til hver en tid kan kræve at komme til orde i et
personaleblad præcist som den pågældende selv ønsker.
Som anført var der i det
konkrete tilfælde tale om et interview, gennemført af en professionel
journalist. Det er hospitalsdirektionens opfattelse, at det må ligge inden
for
en journalists og en ansvarshavendes redaktørs muligheder, dels at redigere
et
interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte en udskydelse af
en
artikel med henblik på at opnå et journalistisk mere tilfredsstillende
resultat. I sidstnævnte ligger bl.a. andet – hvilket også fremhæves af
ombudsmanden som en naturlig forventning til et personaleblad – at
indlæggene
repræsenterer forskellige synspunkter.
I det konkrete tilfælde bør
man efter direktionens opfattelse bemærke, at (A) på det tidspunkt han blev
bekendt med beslutningen indvilligede i at deltage i et nyt interview som
forberedelse
til de nye artikler, og at han fik tilsendt de nye artikler med henblik på
bemærkninger inden offentliggørelsen.
Samlet er det
hospitalsdirektionens opfattelse, at der i de tre nævnte eksempler har været
gode og legitime grunde til den ledelsesmæssige adfærd, og at der derfor ikke
er belæg for konklusionen om, at ledelsen ikke skulle have handlet i
overensstemmelse med principperne for god offentlig ledelse.”
H:S Direktionens udtalelse af 6. juli 1999
H:S direktionen tilslutter
sig udtalelsen fra (B) Hospital og direktionen er enig i de generelle
synspunkter
om ansattes ytringsfrihed og ledelsens sikring af at de ansatte kommer til
orde
som fremgik af den foreløbige redegørelse. Yderligere skriver H:S direktionen
bl.a.:
”Væsentlige dele af dette
materiale er lagt til grund for Ombudsmandens foreløbige redegørelse, og H:S
Direktionen har bemærket sig, at der ikke i den foreløbige redegørelse
indeholdes kritiske bemærkninger om forholdene generelt i Hovedstadens
Sygehusfællesskab. Endvidere konkluderer Ombudsmanden foreløbigt, at ledelsen
på (B) Hospital ikke har truffet beslutninger om negative personaleretlige
konsekvenser for (A) i anledning af hans fremsatte kritik af forholdene.
På denne baggrund finder H.S
Direktionen ligesom Hospitalsdirektionen ved (B) Hospital, at Ombudsmandens
foreløbige konklusioner i et ikke rimeligt omfang synes at tillægge
hospitalsdirektionen hovedparten af ansvaret for de samarbejdsvanskeligheder,
der også ligger bag afslutningen af ordvekslingen ved diaglogmødet den 20.
maj
1997, omstændighederne omkring opslag af den ledige stilling og forløbet
omkring en artikel til personalebladet Pulsen. H:S Direktionen finder, at
hospitalsdirektionen
har strakt sig meget langt for at lade (A) komme til orde.
H:S Direktionen har i brevet
af 31. maj 1999 fra Ombudsmanden til Hospitalsdirektionen ved (B) Hospital
kunnet læse, at Ombudsmanden gerne deltager i uformelle drøftelser om
udformningen af fremtidige pjecer om informationspolitik i H.S og om
henvendelser fra pressen. Det nævnte materiale er endnu ikke helt udarbejdet,
men H:S Direktionen vil med tak på et senere tidspunkt benytte sig af
tilsagnet
fra Ombudsmanden.”
Indenrigsministeriets udtalelse af 15. september 1999
I udtalelsen er der bl.a.
anført:
”I sager om uoverensstemmelser
mellem HS og dets ansatte kan Indenrigsministeriet dog – ligesom i sager
om
uoverensstemmelser mellem en kommune og dens ansatte – tage stilling
til, om HS
har tilsidesat offentligretlige regler, herunder offentligretlige
retsgrundsætninger.
På denne baggrund giver
ombudsmandens konklusioner i den foreløbige redegørelse og udtalelserne fra
(B)
Hospital og HS’s direktion alene Indenrigsministeriet anledning til
bemærkninger for så vidt angår det anførte vedrørende personalebladet
’Pulsen’.
Indenrigsministeriet er enig
i ombudsmandens generelle synspunkter vedrørende ytringsfrihed, herunder om
adgangen til at afvise en artikel til et personaleblad og om offentligt
ansattes ytringsfrihed. Endvidere kan Indenrigsministeriet tilslutte sig det
af
(B) Hospital anførte, hvorefter den enkelte ansatte ikke har krav på til
enhver
tid at komme til orde i et personaleblad præcist som den pågældende selv
ønsker.
”
A’s bemærkninger i brev af 25. oktober 1999
A har i brev af 25. oktober
1999 kommenteret min foreløbige redegørelse og myndighedernes bemærkninger
til
denne. Til den foreløbige redegørelse har han bekræftet at vendingen
”ikke at
kunne garantere for patientsikkerheden” dækker over det samme som at
sige at
man finder situationen for lægeligt uforsvarlig. Desuden har han henvist til
at
han på et møde den 19. november 1997, som han omtalte i sit brev af 31. juli
1998 hertil, gav udtryk for at yderligere besparelser ganske enkelt var
lægeligt uforsvarligt. Om D’s bemærkning på diaglogmødet den 20. maj
1997 om at
man kunne finde et andet arbejde hvis man var utilfreds med vilkårene, har A
anført at bemærkningen som var en selvfølgelighed, blev sagt for at true
forsamlingen til tavshed og accept. Om de tre konkrete episoder har A bl.a.
anført:
Diaglogmødet den 20. maj
1997:
”(B) Hospital anfører, ’at ingen der deltog i
mødet den 20.5.97 var i tvivl om (A)’s opfattelse af forholdene i det
danske
sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B) Hospital. (A)’s
synspunkter var således på ingen måde nye for forsamlingen, og dette skal ses
som en væsentlig del af baggrunden for hospitalsdirektørens beslutning om at
afslutte diskussionen og vende tilbage til mødets dagsorden’.
Denne forklaring er ganske
enkelt opfundet til lejligheden.
D. 20.5.1997 var min opfattelse
af H:S og (B) Hospital bestemt ikke alment kendt. Selv om
hospitalsdirektionen
og visse af mine lægelige kolleger kendte mine tanker på daværende tidspunkt,
så havde det store flertal af auditoriet (overlæger og oversygeplejersker)
ikke
noget kendskab til min kritik – j.fr. den offentlige debat efter min
afsked
først startede april 1998 – altså knap et år senere.
Uanset at det spørgsmål jeg
rejste passede fint med det såkaldte ’dialogmødes’ formål, så
ønskede
direktionen ikke en diskussion af de problemer jeg påpegede. Derfor
afsluttede
man diskussionen på den anførte måde ved at fremsætte slet skjulte trusler om
afskedigelse – og at dette lykkedes fremår jo klart af, at ingen i
auditoriet
som anført tog til genmæle.
Endnu et eksempel på, at (B)
Hospital besmykkede sine motiver med usande påstande om en korrekt
handlemåde.”
Den manglende orientering om
ændringen af stillingsopslaget:
”Hospitalsdirektionen
skønnede, at den indførte ændring i stillingsopslaget ’havde en sådan
karakter,
at den fuldt tilstrækkeligt kunne drøftes med og tiltrædes af
børneafdelingens
ledende overlæge. Dette underbygges af, at den ansøger, der endte med at
blive
ansat i stillingen, netop havde gastroenterologi som særligt
ekspertområde’.
Som tidligere redegjort for,
er det korrekt, at den ansøger (dr.med. (I)), som fik stillingen, har
gastroenterologi som særligt ekspertområde – men dette beror kun på, at
undertegnede opfordrede ham til at søge stillingen, selv om H:S havde strøget
gastroenterologi i stillingsbeskrivelsen – og på, at jeg selv deltog i
bedømmelsesudvalget og derved kunne sikre, at afdelingens interesser på dette
punkt (lands-landsdelsfunktionen i gastroenterologi) blev tilgodeset. Det
lykkedes altså, til trods for H:S holdning, at få (I) ansat – men kun
fordi jeg
gik ind i sagen som anført.
Man skal her erindre, at jeg
på tidspunktet for disse begivenheder jo mundtligt havde opsagt min stilling,
men endnu ikke skriftligt – og sidstnævnte helt bevidst for netop at
kunne
udøve maksimal indflydelse i sammenhængen. Så vanskelig var situationen
– og
det er derfor ’lige stærkt nok’, og en fordrejning af sandheden,
når (B)
Hospitals direktion nu fremstiller sagen, som om det var direktionen, der
sørgede for, at gastroenterologien blev tilgodeset på afdelingen.
. . .
Min øvrige mening om
hændelsesforløbet vedrørende dette stillingsopslag har jeg tidligere
redegjort
nøje for – jeg skal her kun minde om, at det var dette forløb, som fik
’bægeret
til at løbe over’ og foranledigede, at jeg opsagde min stilling. Dette
ses i
øvrigt ikke kommenteret af (B) Hospital.”
Interviewet til
personalebladet Pulsen:
”Det forhold, at jeg
’indvilliger i at deltage i et nyt interview som forberedelse til de nye
artikler’, skal ses på baggrund af, at jeg på daværende tidspunkt jo
endnu ikke
havde opsagt min stilling og fortsat håbede på en dialog med direktionen. I
denne situation fandt jeg det vigtigt at få i hvert fald visse dele af
kritikken frem med henblik på en forbedring af afdelingens situation –
og
derfor accepterede jeg (omend under protest) artiklen i den form, som så blev
den endelige. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at jeg stadig må se
(D)’s
indgreb som klart begrænsende i forhold til ytringsfriheden – eller med
andre
ord som udtryk for censur.”
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Sagen drejer sig om (B) Hospitals håndtering af overlæge, dr.med.
(A)’s fremsatte kritik af forholdene på børneafdelingen på (B) Hospital.
(A) mente at forholdene var lægeligt uforsvarlige.
(A) var fra den 1. maj 1992 til den 1. april 1997 ledende overlæge på (B)
Hospital. Fra den 1. april 1997 og indtil han opsagde sin stilling med
virkning fra den 1. januar 1999, var han efter eget ønske ikke længere
ledende overlæge, men blot overlæge, dog således at det var aftalt at han
efter behov kunne deltage i afdelingsmøderne.
I min foreløbige redegørelse har jeg indledningsvis udtalt mig generelt om
offentligt ansattes ret og pligt til at ’sige fra’ opad i systemet
når der foreligger fagligt uforsvarlige forhold, og om underretningspligten i
den foreliggende sag. Jeg skrev bl.a. at hvis en læge finder at forholdene på
en afdeling er lægeligt uforsvarlige, har han pligt til at underrette sin
foresatte, dvs. den ledende overlæge. Kan den ledende overlæge ikke afhjælpe
forholdene, har overlægen ligeledes pligt til at underrette opad i systemet
til hospitalets direktion hvis han er enig i at
forholdene er lægeligt uforsvarlige.
Direktionen må i det omfang
den lægelige direktør vurderer at der er tale om lægeligt uforsvarlige
forhold,
omprioritere inden for rammerne af hospitalets budget medmindre det så ville
medføre lægeligt uforsvarlige situationer på andre afdelinger. Hvis
direktionen ikke er i stand til at omprioritere uden at skabe lægeligt
uforsvarlige
forhold på andre afdelinger, er direktionen forpligtet til at gå videre til
H:S Direktionen. H:S Direktionen vil herefter være forpligtet til at
underrette H:S Bestyrelsen hvis direktionen ikke inden for budgettet kan
omprioritere så den lægeligt uforsvarlige situation undgås. Jeg henviser i
det
hele til afsnittet i min foreløbige redegørelse hvor forudsætningerne og
begrundelsen for denne beskrivelse af underretningspligten fremgår.
Min gennemgang må være af
generel karakter idet jeg som anført i den foreløbige redegørelse ikke har
fagkundskab til at kontrollere de lægefaglige vurderinger som indgår i den
konkrete sag. Som følge heraf kan jeg heller ikke tage stilling til at
direktionen på (B) Hospital ikke mente der var grundlag for at give flere
ressourcer til børneafdelingen på (B) Hospital, eller at direktionen ikke
underrettede H:S Direktionen.
Jeg har forstået på
myndighedernes bemærkninger til min foreløbige redegørelse at de er enige i
min
beskrivelse af underretningspligten.
Efter den generelle
gennemgang af underretningspligten behandlede jeg tre eksempler på ledelsens
håndtering af (A)’s kritik. De tre eksempler viste efter min opfattelse
at
ledelsen ikke havde handlet i overensstemmelse med principperne for god
offentlig ledelse som bl.a. fremgår af vedtægten for Hovedstadens
Sygehusfællesskab,
betænkningen afgivet af DJØF´s fagligt etiske arbejdsgruppe (1993) og
H:S’
overordnede personalepolitik om intern åbenhed og den aktive inddragelse af
medarbejderne.
Personalets aktive inddragelse kan tillige ses som et udslag af
officialprincippet.
Jeg har forstået at
myndighederne er enige i beskrivelsen af de overordnede principper for god
offentlig
ledelse.
Nedenfor gennemgås de tre
episoder. Med hensyn til sagsfremstillingen og min begrundelse for
opfattelsen
henviser jeg til fremstillingen i den foreløbige redegørelse. Det anførte i
det
følgende er blot en opsummering og min endelig konklusion.
Dialogmødet den 20. maj 1997
På det pågældende dialogmøde
udtalte (A) sig bl.a. kritisk om ventetiderne på børneafdelingen på (B)
Hospital. Han blev afbrudt med henvisning til at hvis han var utilfreds med
arbejdsvilkårene, var der 3 måneders opsigelsesvarsel.
I min foreløbige redegørelse
skrev jeg bl.a.:
’En henvisning til, som det
skete på dialogmødet den 20. maj 1997, at man hvis man er utilfreds med sine
arbejdsvilkår, kan søge et andet job, er naturligvis en korrekt oplysning,
men det fremmer sandsynligvis ikke den ’interne åbenhed' og harmonerer
efter
min opfattelse ikke med den beskrevne pligt til at inddrage medarbejderne i
beslutningerne om driften.”
Direktionen på (B) Hospital
skrev i brev af 17. juni 1999 at omstændighederne på dialogmødet havde en
sådan
karakter og konkret baggrund at det efter direktionens opfattelse var forkert
at tolke episoden som et brud på principperne om personalets aktive
inddragelse. Direktionen henviste til at (A) havde deltaget i en række
ledelsesmøder og dialogmøder, og at det var hospitalets opfattelse at ingen
der
deltog i dialogmødet den 20. maj 1997, var i tvivl om (A)’s opfattelse
af
forholdene i det danske sundhedsvæsen, herunder i særdeleshed i H:S og på (B)
Hospital. Direktionen hæftede sig i den forbindelse ved at jeg ikke i min
foreløbige redegørelse havde anfægtet en ledelses – eller en mødeleders
–
mulighed for at afslutte en diskussion når mødelederen skønner at de
impliceredes synspunkter er kommet til orde.
H:S direktion har i brev af
6. juli 1999 anført at den foreløbige redegørelse i et ikke rimeligt omfang
synes at tillægge hospitalsdirektionen hovedparten af ansvaret for de
samarbejdsvanskeligheder der også lå bag afslutningen af ordvekslingen på
dialogmødet den 20. maj 1997 (og omstændighederne vedrørende ændringen af
stillingsopslaget og vedrørende personalebladet Pulsen).
A har i sine bemærkninger i brev af 25.
oktober 1999 anført at hans opfattelse af forholdene på (B) Hospital bestemt
ikke var alment kendt, og at det store flertal i auditoriet ikke havde
kendskab
til hans kritik af forholdene.
På det foreliggende grundlag
har jeg ikke mulighed for at tage endelig stilling til om (A)’s kritik
af
forholdene allerede var bekendt for de tilstedeværende på mødet. Endvidere
mener jeg ikke at der er tilstrækkelig grund til at jeg forsøger at få dette
forhold nærmere belyst.
Jeg er enig i (B) Hospitals
bemærkninger om at mødelederen bl.a. kan slutte diskussionen hvis de
impliceredes synspunkter er kommet frem, uden at komme i strid med
principperne
om den interne åbenhed.
Jeg finder dog fortsat – selv
om det var begrundelsen for at slutte diskussionen – at det havde været
bedst
stemmende med den interne åbenhed om mødeledelsen i givet fald havde sagt at
diskussionen blev stoppet fordi det var en gentagelse af synspunkter eller at
synspunkterne ikke bragte noget nyt frem, i stedet for at henvise til
opsigelsesvarslerne.
H:S Direktionen har anført at
ordvekslingen også skyldtes samarbejdsvanskeligheder. Eventuelle
samarbejdsvanskeligheder giver efter min mening ikke ledelsen grundlag for at
bryde med sine egne principper for god offentlig ledelse. Principperne for
god
offentlig ledelse skal bl.a. medvirke til at skabe et godt samarbejdsklima.
Ved
ikke at efterleve sine egne principper over for enkelte medarbejdere
risikerer
ledelsen at være medvirkende til samarbejdsvanskeligheder.
Jeg har gjort (B) Hospital og
H:S Direktionen bekendt med min opfattelse.
Stillingsopslaget
(A) medvirkede i september
1997 til udfærdigelsen af en stillingsbeskrivelse med henblik på ansættelse
af
en overlæge på børneafdelingen med særlige interesseområder inden for
gastroenterologi (mavetarmsygdomme) og infektionssygdomme.
Det er samtidig oplyst at (A)
startede den pædiatriske gastroenterologi i Danmark i 1972, og siden 1977
varetog han lands-landsdelsfunktionen i specialet.
Stillingsbeskrivelsen blev
imidlertid ændret sådan at der i stedet for gastroenterologi blot stod at
interesseområde ud over infektionssygdomme skulle være et af afdelingens
andre
ekspertområder. Dette skete uden inddragelse eller orientering af (A) der
følte
det som en mangel på opbakning og naturlig respekt.
I min foreløbige redegørelse
skrev jeg at jeg var enig i at det lå inden for ledelsesretten – i det
omfang
det var lægeligt forsvarligt – at beslutte hvilke læger med hvilke
specialer
der skulle ansættes. Jeg fandt dog at det var bedst stemmende med
principperne
for god offentlig ledelse hvis (A) var blevet inddraget i
beslutningsprocessen
forud for ændringen af stillingsopslaget.
Direktionen på (B) Hospital
har i brev af 17. juni 1999 skrevet at direktionen er enig i at det
sædvanligvis
ville være bedst stemmende med de fremhævede principper for god offentlig
ledelse at inddrage en professor i ændringer i et opslag af en
overlægestilling
inden for vedkommendes lægelige speciale. Direktionen skønnede dog i den
konkrete sag at ændringen havde en sådan karakter at den fuldt tilstrækkeligt
kunne drøftes med og tiltrædes af børneafdelingens ledende overlæge.
Endvidere
henviste direktionen til at det underbyggedes af at den ansøger der blev
ansat,
netop havde gastroenterologi som særligt ekspertområde.
(A) har i sine bemærkninger i
brev af 25. oktober 1999 anført at det ikke var hospitalsdirektionens
fortjeneste at der blev ansat en overlæge med speciale i gastroenterologi,
men
at det skyldtes (A) som opfordrede vedkommende til at søge stillingen selv om
specialet var udgået af stillingsbeskrivelsen.
Jeg har forstået at (B)
Hospital normalt ville have inddraget en professor i ændringer i et opslag af
en overlægestilling inden for vedkommendes lægelige speciale, men at man blot
i
den konkrete sag ikke fandt anledning til at drøfte det med (A) på grund af
’ændringens karakter’. Jeg går ud fra at det skyldtes at man mente
at ændringen
var mindre eller uvæsentlig idet man fortsat kunne ansætte en læge med
speciale
i f.eks. gastroenterologi. Hospitalet har i den forbindelse henvist til at
der
blev ansat en overlæge med speciale inden for gastroenterologi.
H:S Direktionen har som
anført ovenfor skrevet i sin udtalelse at min foreløbige redegørelse i et
ikke
rimeligt omfang tillægger hospitalsdirektionen hovedparten af skylden for de
samarbejdsvanskeligheder der bl.a. lå bag omstændighederne omkring opslag af
den ledige stilling.
Uanset om den manglende
inddragelse skyldtes at ledelsen skønnede at ændringen ikke havde reel
betydning, eller om ledelsen ikke ville inddrage (A) fordi der var
samarbejdsvanskeligheder mellem ledelsen og (A), er det min opfattelse at det
havde været bedst stemmende med principperne for god offentlig ledelse at
have
inddraget (A) forud for ændringen.
Hvis den manglende
inddragelse reelt skyldtes ’ændringens karakter’,
mener jeg at den overlæge der har udfærdiget
stillingsopslaget og som har speciale inden for det område som udgår af
stillingsopslaget,
som minimum må orienteres så vedkommende selv kan vurdere om det er en
ændring
han vil inddrages i.
Det gør sig også gældende
selv om ledelsen ikke mener at kunne samarbejde med vedkommende.
Samarbejdsvanskeligheder giver ikke ledelsen grundlag for at bryde med sine
egne principper for god offentlig ledelse. Jeg henviser til det anførte herom
ovenfor i afsnittet om dialogmødet.
Jeg har gjort (B) Hospital og
Hovedstadens Sygehusfællesskab bekendt med min opfattelse.
Personalebladet Pulsen
(A) og en anden professor på
(B) Hospital blev i sommeren 1997 interviewet til en artikel i (B) Hospitals
personaleblad, Pulsen. (A) fik tilsendt journalistens udkast til artiklen som
i
det væsentligste bestod af citater fra (A) og den anden professors udtalelser
under interviewet.
Den ansvarshavende redaktør,
hospitalsdirektøren på (B) Hospital, afviste at bringe (A)s del af
interviewet.
Interviewet med den anden professor – som udtalte sig positivt over for
(B)
Hospital – blev bragt.
Den ansvarshavende redaktør
skrev at det delvis var af pladsmæssige hensyn at (A)’s artikel ikke
blev
bragt. Desuden anførte han:
’Når det lige nøjagtigt var
denne artikel vi valgte at undlade, skyldes det, at billedet af
Børneafdelingen,
som det fremgår af artiklen, er meget negativt.’
Der blev senere foretaget nye
interview af bl.a. (A) og lavet en anden artikel om børneafdelingen.
Hospitalsledelsen skrev bl.a. i brev af 30. september 1998 at den nye artikel
havde skiftet karakter fra at være (A)’s partsindlæg til at være en mere
nuanceret beskrivelse.
På den baggrund udtalte jeg
mig om adgangen for den ansvarshavende redaktør til at fravælge en artikel.
Jeg skrev bl.a. at
grundlovens § 77 og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10
ikke giver en ret til at få et indlæg optaget i et blad. Det er den
ansvarshavende redaktør der bestemmer.
Herefter skrev jeg at
vurderingen af om en artikel skal bringes eller ej og i hvilken form, ikke er
fri når der er tale om et blad for en offentlig institution der er
finansieret
af det offentlige og med en offentlig ansat redaktør. Vurderingen skal bygge
på
saglige grunde.
Jeg henviser til min
foreløbige redegørelse med hensyn til eksempler på disse saglige grunde.
Om afvisningen i den konkrete
sag skrev jeg:
’På den baggrund mener jeg
ikke at henvisningen til at artiklen gav et meget negativt billede af
børneafdelingen, var en saglig grund til at afvise den. Det bestyrkes
endvidere
af at kravet om saglighed ved udvælgelsen af partsindlæg må betyde at
redaktionen
skal forsøge at få flest mulige af medarbejdernes synspunkter repræsenteret.
Jeg har i den forbindelse lagt mærke til at redaktionen valgte at bringe den
anden
del af dobbeltinterviewet, partsindlægget fra professor, dr. med. (H), der
omtalte hospitalets forhold i positive vendinger, i septembernummeret.
Henvisningen til
pladshensynet er generelt set sagligt og er af naturlige grunde væsentligt.
Jeg
har dog ikke haft mulighed for konkret at vurdere om det i denne sag ville
være
sagligt at udskyde artiklen til et senere nummer af pladsmæssige hensyn. I
sagen blev (A)’s ’partsindlæg’, som (B) Hospital selv kalder
det, dog ikke
bragt i et senere nummer. Artiklen blev omredigeret og bragt i en mere
nuanceret form.
På det grundlag mener jeg
ikke at ledelsen burde have afvist at offentliggøre (A)’s indlæg i den
oprindelige form.’
(B) Hospital har i udtalelsen
af 17. juni 1999 anført at direktionen fuldt ud kan tilslutte sig de anførte
principper i den foreløbige redegørelse. Direktionen finder det dog
problematisk, såfremt principperne for offentligt ansattes ytringsfrihed skal
tolkes som et krav om at den enkelte ansatte til hver en tid kan kræve at
komme
til orde i et personaleblad præcis som den pågældende selv ønsker. Desuden
henviser hospitalet til at der var tale om et interview gennemført af en
professionel journalist, og at det må ligge inden for journalistens og den
ansvarshavendes redaktørs muligheder dels at redigere et interview ud fra
journalistiske kriterier, dels at beslutte at udskyde en artikel med henblik
på
at opnå et mere tilfredsstillende resultat.
H:S Direktionen har i
relation til forløbet omkring optagelsen af (A)’s artikel i
personalebladet
henvist til at der også lå samarbejdsvanskeligheder bag beslutningen om at
afvise artiklen, jf. brev af 6. juli 1999.
Indenrigsministeriet har
erklæret sig enig i mine generelle synspunkter og har tilsluttet sig (B)
Hospitals
udtalelse om at den enkelte ansatte ikke har krav på til enhver til at komme
til orde i et personaleblad præcis som den pågældende ønsker.
Jeg har forstået at
myndighederne er enige i mine generelle synspunkter.
Jeg bemærker at jeg ikke har
givet udtryk for at den enkelte ansatte til ethvert tidspunkt skal have
lejlighed til at komme til orde i et personaleblad præcis som den pågældende
selv ønsker. Jeg henviser til min foreløbige redegørelse hvor jeg bl.a. har
givet flere eksempler på saglige grunde til at afslå et indlæg.
(B) Hospital har anført at
det må ligge inden for en journalists og en ansvarshavendes muligheder dels
at
redigere et interview ud fra journalistiske kriterier, dels at beslutte at
udskyde en artikel.
Det står mig ikke helt klart
hvor meget (B) Hospital mener man kan redigere ud fra ’journalistiske
kriterier’. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at undersøge dette
spørgsmål
nærmere i den konkrete sag.
Som nævnt ovenfor går jeg ud
fra at også (B) Hospital er enig i de begrænsninger i adgangen til at
redigere
der følger af at der er tale om et blad for en offentlig institution der er
finansieret af det offentlige og med en offentligt ansat redaktør.
Redigeringen
skal være saglig.
Som anført i min foreløbige
redegørelse kan journalistiske hensyn og pladsmæssige hensyn være saglige.
I den konkrete sag har jeg
lagt vægt på at den ansvarshavende redaktør skrev at man undlod at bringe
(A)’s
indlæg fordi det gav et meget negativt billede af børneafdelingen.
Selve ’partsindlægget’ blev
ikke bragt i et senere nummer.
Jeg mener fortsat at det ikke
var sagligt at afvise (A)’s indlæg med den begrundelse at det var meget
kritisk, jf. i det hele min foreløbige redegørelse.
At afvisningen eventuelt
tillige skyldtes at den ansvarshavende redaktør, hospitalsdirektøren, mente
at (A)
var samarbejdsvanskelig, er heller ikke i sig selv en saglig grund til at
afslå
et partsindlæg eller bryde principperne for intern åbenhed.
Jeg har gjort (B) Hospital,
Hovedstadens Sygehusfællesskab og Indenrigsministeriet bekendt med min
opfattelse.
Herefter foretager jeg mig
ikke mere i sagen”.
NOTER: (*)
FOB 1995, s. 422, FOB 1976, s. 206,
FOB 1977, s. 435, FOB 1983, s. 101 og s. 248, FOB 1988, s. 121, FOB 1987, s.
237 og FOB 1958, s. 165.
Lignende dokumenter
- 2026-4. Kommunes håndtering af lærers udtalelser til avis skete ikke med respekt for lærerens ytringsfrihed Retsinformation · 6. marts 2026
- 2019-2. Samtaler med ansatte i en kommune foregik ikke i respekt for deres ytringsfrihed Retsinformation · 28. februar 2019
- 2015-49. Telefonsamtale om en læges kritiske hjemmeside var i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed Retsinformation · 2. oktober 2015
- 2018-12. Advarsel for Facebook-opslag var i strid med offentligt ansattes ytringsfrihed. Kritik skulle ikke fremsættes internt først Retsinformation · 16. maj 2018
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-10033 Retsinformation · 26. april 2025
- 2017-31. Det var kommunens ansvar, at møde foregik i fuld respekt for ansats ytringsfrihed Retsinformation · 2. november 2017