Miljøklagenævnets behandling af en sag hvor Planstyrelsen var kompetent myndighed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Miljøklagenævnets behandling af en sag hvor Planstyrelsen var
kompetent myndighed
En miljøorganisation (A)
klagede over at Miljøklagenævnet havde stadfæstet en kommunes og
Miljøstyrelsens afgørelser hvorefter et midlertidigt oplagsdepot ikke krævede
VVM-vurdering.
Jeg sendte den 30. maj 1995
et udkast til min udtalelse i sagen til Miljøklagenævnet, Miljøministeriet,
Landsplanafdelingen og Naturklagenævnet og bad om myndighedernes eventuelle
bemærkninger hertil. Jeg sendte endvidere en kopi af udkastet til A til
orientering. I udkastet skrev jeg bl.a. følgende:
"I september 1989
ansøgte (et selskab) (kommunen) om tilladelse til i medfør af § 35 i den
dagældende miljøbeskyttelseslov at etablere et midlertidigt oplagsdepot for
forurenet jord på et opfyldt areal beliggende bagved (...).
Den 15. april 1991 godkendte
kommunens miljøkontrol depotet på en række nærmere angivne vilkår, herunder
at
depotet ikke måtte etableres og tages i brug førend der var udarbejdet en
detailprojektering som var blevet godkendt af tilsynsmyndigheden.
Godkendelsen
var midlertidig og bortfaldt fem år efter ikrafttrædelsesdatoen
(godkendelsesvilkår 1). Den oplagrede jord skulle endvidere bortskaffes fra
oplagsdepotet til behandling andetsteds inden godkendelsens udløb
(godkendelsesvilkår 3).
Miljøkontrollens afgørelse
blev af (A) indbragt for Miljøstyrelsen ved brev af 17. maj 1991. (A)
uddybede
sin klage ved brev af 13. juni 1991 til Miljøstyrelsen.
Miljøkontrollen kommenterede
Læs alt
(A's) klagepunkter i brev af 5. august 1991 til Miljøstyrelsen. Det anføres
heri
at (selskabet) havde planer om at opføre et jordbehandlingsanlæg i
tilknytning
til oplagsdepotet, således at der kunne ske en umiddelbar behandling af den
afleverede forurenede jord. Miljøkontrollen havde givet den påklagede
godkendelse med henblik på denne etablering. Det anførtes samtidig at
(selskabet) inden for de næste fem år ville kunne bedømme om det ville være
rentabelt at drive et sådant behandlingsanlæg. Hvis det ikke var tilfældet,
var
der taget højde herfor i godkendelsens vilkår 3 om at den oplagrede jord
skulle
bortskaffes på oplagsdepoter til behandling andetsteds inden godkendelsens
udløb.
Et af klagepunkterne fra (A)
var at depotet, hvis det blev gjort permanent, ville kunne indebære 'en meget
stor forureningskilde/risiko for den marine recipient'. Miljøkontrollens
kommentarer hertil var at der skulle udarbejdes en ny godkendelse hvis
depotet
senere ønskedes gjort permanent. Miljøkontrollen udtalte samtidig at
'membransystemet er af en sådan egenskab, at det kan godkendes til et
eventuelt
permanent depot'.
Et andet af (A's)
klagepunkter var at det kunne 'danne præcedens, således at andre i stedet for
at rense forurenet jord blot flytter rundt med den forurenede jord...'
Miljøkontrollen afviste dette kritikpunkt med en henvisning til at
oplagsdepotet
var etableret med henblik på at der umiddelbart i tilknytning til depotet
skulle anlægges et behandlingsanlæg.
(A) kommenterede i brev af
29. august 1991 Miljøkontrollens udtalelse af 5. august 1991. I brevet
anførtes
afslutningsvis:
"...
Med hensyn til en samlet
vurdering af miljøpåvirkningerne er det (A's) opfattelse, at der bør
udarbejdes
en VVM-redegørelse, da anlægget må være omfattet af Miljøministeriets
Bekendtgørelse nr. 446 af 23. juni 1989, punkt 10 i bilag 1.
I den forbindelse vil (A) yderligere
påpege, at et behandlingsanlæg også vil være omfattet af ovenstående
bekendtgørelse, og at der derfor bør udarbejdes en samlet VVM-redegørelse for
både anlæg og depot".
I et notat fra
Miljøkontrollen fremsendt til Miljøstyrelsen ved brev af 17. januar 1992 er
om
forholdet til Miljøministeriets bek. nr. 446 af 23. juni 1989 anført
følgende:
"...
Med hensyn til en samlet
vurdering af miljøpåvirkningerne er det Miljøkontrollens opfattelse, at der
ikke
skal udarbejdes en VVM-redegørelse
efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 446 af 23. juni 1989 punkt 10, da
dette forudsætter bortskaffelse i form af forbrænding eller kemisk behandling
eller deponering
i
jord.
Denne aktuelle sag vedrører
kun midlertidig deponering på et velanlagt membransystem, hvilket ikke kan
henføres til punkt 10."
Ved brev af 29. januar 1992
meddelte Miljøstyrelsen (A) at styrelsen med hensyn til (A's) enkelte
klagepunkter
kunne henholde sig til hvad der var blevet anført fra (kommunens) side, og at
styrelsen derfor stadfæstede den meddelte godkendelse i sin helhed.
Denne afgørelse blev af (A)
påklaget til Miljøklagenævnet ved brev af 24. februar 1992 idet (A) anmodede
nævnet om at tage stilling til det principielle spørgsmål om der skal
gennemføres en vurdering af virkningerne på miljøet for anlægget efter
reglerne
i Miljøministeriets bek. nr. 903 af 17. december 1991, som den 1. januar 1992
afløste bek. nr. 446 af 23. juni 1989. (A) anførte herom bl.a. følgende:
"...
(A) finder, at der for et
midlertidigt anlæg med en levetid på 5 år skal gennemføres de samme
undersøgelser og redegørelser som for et permanent anlæg. Det godkendte anlæg
til deponering af forurenet jord er efter (A's) opfattelse omfattet af 'anlæg
til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk
behandling eller deponering i jorden' jf. pkt. 10 i bilag 1 i
Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991, Bekendtgørelse om vurdering af
større anlægs virkning på miljøet (VVM).
Den kemikalieforurenede jord,
der skal deponeres på anlægget, må efter (A's) opfattelse være omfattet af
begrebet giftigt og farligt affald, hvilket er udgangspunktet for, at jorden
flyttes fra ophavsstedet til det midlertidige depot for senere rensning.
I kommentarerne i skrivelse
af 17. januar 1992 fra (kommunen) er det anført, at 'den aktuelle sag
vedrører
kun midlertidig deponering på et velanlagt membransystem, hvilket ikke kan
henføres til punkt 10'.
(A) er ikke enig i dette,
idet der ved alle deponeringer af såvel farligt og giftigt affald, som næsten
alt andet affald kræves et velanrettet membransystem med dræn ved deponering.
Dette er således ikke noget specielt for dette anlæg, men blot en opfyldelse
af
almindelige betingelser for oprettelse af et affaldsdepot.
...
På det midlertidige depot må
der jf. s. 4.1 i Driftsinstruksen, august 1991, modtages olieforurenet jord,
organisk forurenet jord og uorganisk forurenet jord, dog ikke forurenet jord
med fri olie- eller kemikaliefase eller forurenet jord med radioaktive
stoffer.
Der er således alene sat en begrænsning af forurenet jord med en fri fase.
Det
må derfor være indlysende klart, at der er tale om farligt og giftigt affald.
(A) skal således henstille
til Miljøklagenævnet, at der træffes en principiel afgørelse om, at der for
dette og tilsvarende anlæg skal udarbejdes en VVM-redegørelse."
Ved brev af 3. marts 1992
orienterede Miljøklagenævnet (A) om at nævnet havde optaget sagen til
realitetsbehandling. Brevet var til orientering vedlagt kopi af nævnets
høring
af Miljøstyrelsen hvori styrelsen - efter en forud indhentet udtalelse fra
Planstyrelsen - anmodedes om en udtalelse om det i klagen rejste spørgsmål om
forholdet til VVM-reglerne.
I Planstyrelsens udtalelse af
12. maj 1992 er om dette spørgsmål bl.a. anført følgende:
"...
Det fremgår af det tilsendte
materiale, at miljøgodkendelse er meddelt af (kommunen), Miljøkontrollen, den
15. april 1991, og at spørgsmålet om forholdet til VVM-reglerne er blevet
påklaget af (A), senest i klage af 24. februar 1992 til Miljøklagenævnet.
Forinden har Miljøstyrelsen
som 1. instans taget stilling til VVM-spørgsmålet i sin afgørelse af 29.
januar
1992.
Miljøstyrelsen har ved
oversendelsen til Planstyrelsen anført, at der er tale om et mellemlager og
ikke en egentlig deponering, og at oplagspladsen maximalt kan udnyttes i 5
år.
Endvidere er det anført, at
der er tale om et oplag, der efter sin udformning klart er oven på jorden,
modsat deponi, som uanset spørgsmålet om membran, lægges ind i jorden.
Endelig er det anført, at
forurenet jord ikke altid vil være at betragte som farligt affald.
Stillingtagen til hvad, der
er omfattet af VVM-bestemmelserne i planloven falder ind under Planstyrelsens
ressort jf. VVM-samarbejdsaftalen af 7. oktober 1992. Miljøstyrelsen afgiver
indstilling i sager med relation til miljøbeskyttelsesloven. F. eks. er det
Miljøstyrelsen, som i sidste ende har ansvaret for at fortolke, hvorvidt der
i
de konkrete tilfælde er tale om giftigt og farligt affald.
I henhold til
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 119 af 26. februar 1991 (efter 1. januar
1992 bekendtgørelse nr. 904 af 17. december 1991) kan der ikke gives
tilladelse
efter § 35 i lov om miljøbeskyttelse for de på bilag 1 til Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 446 af 23. juni 1989 (efter 1. januar 1992 bekendtgørelse
nr. 903 af 17. december 1991) opførte anlæg, før der foreligger
regionplanretningslinier med en tilhørende vurdering af anlæggets virkning på
miljøet (VVM).
Bestemmelserne omfatter
nyanlæg samt væsentlige ændringer, der kan sidestilles med nyanlæg.
På listen i bilag 1 er som
punkt 10 opført 'anlæg til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved
forbrænding, kemisk behandling eller deponering i jorden' jf. bilag 1 til
EF's
direktiv om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning
på
miljøet (85/337/EØF) - "VVM-direktivet".
Planstyrelsen har i denne
sammenhæng noteret sig, at begrebet 'bortskaffelse' i EF's direktiv om
giftigt
og farligt affald (78/319/EØF) er defineret bredere: 'indsamling, sortering,
transport og behandling såvel som oplagring og deponering over eller under
jorden af giftigt og farligt affald' samt 'forarbejdningsprocesser, der er
nødvendige for genanvendelse, genindvinding eller recirkulation'.
Planstyrelsen finder på denne
baggrund, at der i VVM-direktivet sker en sondring mellem på den ene side
anlæg
til bortskaffelse af giftigt og farligt affald
ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering
, som er opført
på direktivets bilag 1 pkt. 9 og obligatorisk forudsætter VVM-procedure, og
på
den anden side anlæg til bortskaffelse af industri- og husholdningsaffald
iøvrigt, som er opført på direktivets bilag 2 pkt. 11 c og i Danmark
reguleres
gennem godkendelser efter miljøbeskyttelsesloven.
Et midlertidigt oplagsdepot
kan betragtes som oplagring og er efter Planstyrelsens opfattelse derfor ikke
omfattet af reglerne om VVM-procedure, men kan reguleres efter reglerne i
miljøbeskyttelsesloven alene. En forudsætning herfor er dog, at det klargøres
i
miljøgodkendelsen, at der alene er tale om oplagring, dvs. midlertidig
anbringelse, og ikke egentlig deponering.
Det har i øvrigt ingen
betydning, om VVM-spørgsmålet reguleres efter de før eller efter 1. januar
1992
gældende regler. I bekendtgørelse nr. 903 er 'anlæg til bortskaffelse af
farligt og giftigt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller
deponering'
opført som pkt. 9 og de sidste ord 'i jorden' er udgået. Dette skyldes, at
der
ikke i direktivet bevidst er indført en skelnen mellem 'på jorden' og 'i
jorden', eftersom præpositionen først er indsat i forbindelse med den
dansksprogede
udgave af direktivteksten. (F. eks hedder teksten på engelsk 'land
fill')."
I Miljøstyrelsens udtalelse
af 10. juni 1992 til Miljøklagenævnet er bl.a. anført følgende:
"...
Med hensyn til den ønskede
udtalelse om forholdet til VVM-reglerne henvises til den i samme anledning
indhentede udtalelse fra Planstyrelsen, hvortil Miljøstyrelsen kan henholde
sig, også i besvarelsen af de af klagenævnet rejste spørgsmål.
Særligt skal nævnes, at det
klart fremgår af den aktuelle miljøgodkendelse, vilkår 1 og 3, at der er tale
om en midlertidig godkendelse, der bortfalder 5 år efter
ikrafttrædelsesdatoen, ligesom den oplagrede jord skal bortskaffes inden
godkendelsens udløb."
Miljøklagenævnet indhentede
endvidere en udtalelse fra Miljøkontrollen. I dennes udtalelse af 12. maj
1992
er bl.a. anført følgende:
"...
(Kommunen), Miljøkontrollen
er af den opfattelse, at formålet med VVM bekendtgørelsen er, at der ved
planlægning af større projekter skal foretages en nærmere undersøgelse og
beskrivelse af de aktuelle projekters miljømæssige virkninger. Eksempler på
sådanne projekter er den nye færgeterminal i Helsingør, naturgaslager på
Midtsjælland og ombygning og udvidelse af B&W's skibsværft i København.
Oplagsdepotet for forurenet
jord er omfattet af bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomheder
(punkt
K4), og der er i forbindelse med godkendelsen foretaget miljømæssige
vurderinger af anlægget og stillet vilkår, der skal sikre at driften af
depotet
ikke er til gene for omgivelserne, og at der ikke sker forurening af jorden.
Magistratens 5. afdeling,
Miljøkontrollen er fortsat af den opfattelse, at oplagsdepotet ikke er
omfattet
af VVM bekendtgørelsen, og under henvisning til ovenstående finder
Miljøkontrollen, at en eventuel VVM vurdering i den aktuelle sag ikke vil
ændre
hverken det planmæssige eller det miljømæssige forhold i sagen.
..."
Miljøklagenævnet stadfæstede
den 5. juli 1993 Miljøstyrelsens afgørelse med følgende bemærkninger:
"
Miljøklagenævnets bemærkninger
Det omhandlede midlertidige
oplagsdepot for forurenet jord er omfattet af punkt K. 4 'behandlings- og
deponeringsanlæg for forurenet jord' på miljøbeskyttelseslovens liste over
godkendelsespligtig virksomhed (godkendelsesordningen).
Det for nævnet rejste
spørgsmål drejer sig alene om, hvorvidt reglerne om pligt til at gennemføre
en
såkaldt VVM-procedure har været overholdt i denne sag.
Planstyrelsen - under hvilken
administration af reglerne om vurdering af større anlægs virkning på miljøet
på
dagældende tidspunkt henhørte - har over for nævnet udtalt, at det i sagen
omhandlede anlæg ikke kan anses for omfattet af listen over de anlægstyper,
for
hvilke der skal gennemføres en særlig VVM-procedure, jf. nu reglerne i
Miljøministeriets samlebekendtgørelse om planlægningsloven, bekendtgørelse
nr.
903 af 17. december 1991.
På baggrund af Planstyrelsens
udtalelse, der er nærmere refereret ovenfor under afsnittet "Nye
oplysninger under nævnsbehandlingen", finder nævnet at kunne lægge til
grund, at der under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke gælder en
pligt
til at gennemføre en særlig regionplanprocedure efter de nævnte regler i
forbindelse med etablering af det pågældende midlertidige depot.
Den meddelte godkendelse
strider således ikke mod bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 904 af 17.
december 1991 om miljøgodkendelse af de anlæg, der er omfattet af
miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning.
Nævnet må derfor stadfæste
Miljøstyrelsens afgørelse i sagen."
Denne afgørelse har (A)
klaget over til mig i brev af 4. august 1993, idet (A) samtidig har klaget
over
at Planstyrelsens fortolkning af VVM-reglerne ikke har været forelagt for (A)
førend Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen.
Jeg har i anledning af (A's)
henvendelse indhentet en udtalelse af 15. september 1993 fra
Miljøministeriets
departement, Landsplanafdelingen, samt en udtalelse af 11. oktober 1993 fra
Miljøklagenævnet. Kopier af de nævnte udtalelser er sendt til (A) ved mit
brev
af 14. oktober 1993.
I udtalelsen af 15. september
1993 fra Landsplanafdelingen er bl.a. anført følgende:
"...
Planstyrelsens udtalelse af
12. maj 1992 konkluderede, at det aktuelle anlægs miljøgodkendelse ikke
forudsatte en VVM-procedure, når der er tale om et mellemlager og ikke en
egentlig deponering.
Planstyrelsen tog herved ikke
stilling til, hvorledes der skelnes mellem oplagring og deponering, men
henholdt sig til, at det måtte være en forudsætning, at det klargjordes i
miljøgodkendelsen, at der alene er tale om oplagring, dvs midlertidig
anbringelse, og ikke egentlig deponering.
Landsplanafdelingen er af den
opfattelse, at deponering - dvs en sluttelig henstilling af giftigt eller
farligt affald skal VVM-godkendes. Dette fremgår af Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991 (tidligere bekendtgørelse nr. 446
af 23. juni 1989), hvor der som punkt 9 i bilag 1 er anført 'anlæg til
bortskaffelse
af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller
deponering.' Af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 584 af 24. juni 1992
(tidligere bekendtgørelse nr. 904 af 17. december 1991 og før denne
bekendtgørelse nr. 119 af 26. februar 1991) fremgår det tillige, at der ikke
kan gives tilladelse efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse for anlæg på bilag
1
til Miljøministeriets bekendtgørelse, før der foreligger
regionplansretningslinjer med tilhørende vurdering af anlæggets virkning på
miljøet. Bestemmelserne omfatter nyanlæg samt væsentlige ændringer, der kan
sidestilles med nyanlæg.
Landsplanafdelingen skal på
dette grundlag erklære sig enig i den tidligere Planstyrelses
udtalelse."
I udtalelsen af 11. oktober
1993 fra Miljøklagenævnet er bl.a. anført følgende:
"...
På tidspunktet for sagens
indbringelse for nævnet hørte spørgsmålet om pligt til at gennemføre en
VVM-procedure under Planstyrelsens ressort. Nævnet anmodede derfor
Miljøstyrelsen
om i forbindelse med sin udtalelse til nævnet at indhente en udtalelse fra
Planstyrelsen om VVM-spørgsmålet. Nævnet orienterede samtidig (A) herom, idet
nævnet i forbindelse med sin anerkendelse af klagen den 3. marts 1992 sendte
(A) en kopi af sin høringsskrivelse til Miljøstyrelsen, ligeledes dateret den
3. marts 1992.
(A) var således bekendt med,
at nævnet ville modtage Planstyrelsens udtalelse om det nærmere angivne
spørgsmål. Allerede derfor anså nævnet det ikke nødvendigt at forelægge (A)
udtalelsen, forinden nævnet traf afgørelse i sagen. Det bemærkes herved, at
(A)
naturligvis ville have fået aktindsigt i udtalelsen, såfremt (A) havde
udtrykt
ønske herom.
Hertil kommer, at spørgsmålet
om, hvorvidt det pågældende anlæg er omfattet af VVM-reglerne efter
bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991, er et retligt spørgsmål, hvis
afklaring bl.a. beror på en nærmere fortolkning af bestemmelserne i den
pågældende bekendtgørelse. Planstyrelsens udtalelse var derfor allerede af
denne grund undtaget fra reglerne om kontradiktion i forvaltningslovens § 19,
idet denne bestemmelse alene gælder for oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder.
Det bemærkes i øvrigt, at
nævnet ikke anser sig for beføjet til selvstændigt at træffe afgørelse om,
hvorvidt et anlæg er VVM-pligtigt. På tidspunktet for sagens indbringelse for
nævnet var Planstyrelsen som nævnt ressortmyndighed for det pågældende
spørgsmål.
Nævnet måtte derfor lægge Planstyrelsens opfattelse til grund for sin
afgørelse
efter miljøbeskyttelsesloven - på samme måde som nævnet i dag må lægge
Naturklagenævnets afgørelser om VVM-pligt til grund, jf. således
planlægningslovens § 58 som ændret ved lov nr. 920 af 25. november 1992.
..."
Herefter fremkom jeg med en
foreløbig udtalelse:
"Rådets direktiv af 27.
juni 1985 (85/337/EØF) om vurdering af visse offentlige og private projekters
indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) indeholder en række krav til
medlemslandenes planlovgivning med henblik på at sikre, at der ved etablering
af visse nærmere beskrevne anlæg foretages en vurdering af anlæggets
miljømæssige konsekvenser for omgivelserne.
Direktivet blev implementeret
i dansk ret ved lov nr. 216 af 5. april 1989 om ændring af lov om lands- og
regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet og lov om
miljøbeskyttelse.
Ved denne lovændring blev
VVM-proceduren for anlæg på land knyttet til regionplanlægningen. Der
indførtes
bl.a. som § 7, stk. 1, nr. 6, en bestemmelse i den dagældende lov om lands-
og
regionplanlægning om at regionplanen tillige skulle indeholde retningslinier
for
'Beliggenhed og udformning af
større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad.'
Der blev samtidig som § 18 b
indsat en bestemmelse i den dagældende lov om lands- og regionplanlægning,
hvorefter miljøministeren bl.a. kunne fastsætte nærmere regler om hvilke
større
anlæg der er omfattet af § 7, stk. 1, nr. 6.
Miljøministeriets bek. nr.
446 af 23. juni 1989 bestemte, jf. pkt. 10 i bilag 1 til bekendtgørelsen, at
bl.a. følgende anlæg var undergivet VVM-proceduren:
'Anlæg til bortskaffelse af
giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering
i jorden.'
I bek. nr. 903 af 17.
december 1991, som bl.a. afløste bek. nr. 446 fra 1989, fik bestemmelsen
følgende formulering, jf. pkt. 9 i bilag 1 til bekendtgørelsen:
'Anlæg til bortskaffelse af
giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller
deponering.'
I bemærkningerne til
planlovsændringerne i 1989 var forudsat at regionplangodkendelse og dermed
VVM-tilladelse skulle foreligge forud for andre afgørelser, jf.
Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 3648.
(Kommunens) afgørelse af 15.
april 1991 hvorved (selskabet) fik tilladelse til at etablere et midlertidigt
oplagsdepot for forurenet jord, blev truffet i medfør af § 35, stk. 1, i den
dagældende miljøbeskyttelseslov som var sålydende:
'
§ 35.
Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget i
bilaget til loven, må ikke anlægges eller påbegyndes, før godkendelse hertil
er meddelt. De nævnte virksomheder, anlæg eller indretninger må ikke udvides
eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, som indebærer
forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.'
I samme lovs § 39, stk. 1,
var bestemt følgende:
'
§ 39.
Afgørelse om godkendelse i henhold til §§ 35-38 træffes af
kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter
forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.'
Sådanne regler er bl.a.
blevet fastsat ved Miljøministeriets bek. nr. 119 af 26. februar 1991 om
miljøgodkendelse mv. af de anlæg der er omfattet af miljøvurderinger i
henhold
til lov om lands- og regionplanlægning (VVM) (efterfølgende afløst af senere
bekendtgørelser uden at der er sket realitetsændringer), hvori der fastsættes
følgende:
'
§ 1.
Denne bekendtgørelse vedrører anlæg, som er omfattet af § 7,
stk. 1, nr. 6, i lov om lands- og regionplanlægning, jf. lovbekendtgørelse
nr.
921 af 22. december 1989.
§ 2.
De i stk. 2 nævnte tilladelser og godkendelser kan kun meddeles
på grundlag af godkendte regionplanretningslinier, der skal være udarbejdet
på
grundlag af den regionplanlægning, som er foreskrevet i bekendtgørelse nr.
446
af 23. juni 1989 om vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM).
Stk. 2.
Følgende tilladelser og godkendelser er omfattet af stk. 1:
Lov om miljøbeskyttelse § 35.
Lov om vandforsyning § 18.
Lov om naturfredning §§ 43,
43 a
og 43 b.
Lov om råstoffer § 7.
§ 3.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 1991.'
Som anført skal en regionplan
indeholde retningslinier bl.a. for beliggenhed og udformning af større
enkeltanlæg der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad. Det er
således
regionplanmyndighederne der skal påse at der foreligger en regionplan
indeholdende en eventuelt nødvendig VVM-vurdering.
Efter lov om lands- og
regionplanlægning var det amtskommunen, i Københavns og Frederiksberg
Kommuner
kommunen, der var den kompetente regionplanmyndighed. Der var ikke efter lov
om lands- og regionplanlægning nogen mulighed for at klage over regionplanen.
Miljøministeren havde imidlertid tilsyn med regionplanarbejdet, bl.a. ved at
ministeren skulle godkende regionplaner, og ved at ministeren kunne pålægge
regionplanmyndigheden at udarbejde tillæg til en godkendt regionplan, jf. §§
13, 14 og 17 i bek. nr. 921 af 22. december 1989 af lov om lands- og
regionplanlægning.
Ved lov nr. 388 af 6. juni
1991 om planlægning blev lands- og regionplanloven ophævet. Lov om
planlægning
trådte i kraft den 1. januar 1992. § 66 i lov om planlægning har følgende
ordlyd:
'
§ 66. Sager, der er indbragt for miljøministeren, Planstyrelsen,
Miljøankenævnet eller ... før lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de
hidtil gældende regler. Det samme gælder forslag til planer, når forslaget er
offentliggjort før den 1. januar 1992. Forslag til planer kan dog
færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, hvis forslaget er
offentliggjort før den 1. juli 1992.'
Efter § 58, stk. 1, i lov nr.
388 af 6. juni 1991 kunne regionplanmyndighedens afgørelser om
regionplanspørgsmål
der var omfattet af planloven, påklages til miljøministeren for så vidt angik
retlige spørgsmål.
Ved lov nr. 920 af 25.
november 1992 henlagdes kompetencen til at behandle disse klager over
manglende
VVM-vurdering til Naturklagenævnet. Denne lov trådte i kraft den 1. januar
1993.
Det fremgår af sagen at
Miljøstyrelsens afgørelse som (A) indbragte for Miljøklagenævnet, kun blev
påklaget for så vidt angår det principielle spørgsmål om der skulle
gennemføres
en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM-vurdering).
Et sådant spørgsmål henhørte
dengang og henhører fortsat under regionplanmyndighederne, jf. planlovens
kapitel 3.
(A) fremsatte sin klage over
den manglende VVM-vurdering i sit brev af 29. august 1991. På det tidspunkt
var
det reglerne i lands- og regionplanloven der var gældende. (Kommunen),
Miljøkontrollen, afviste ved brev af 17. januar 1992 denne klage. Den
kompetente myndighed til at træffe afgørelse om et sådant spørgsmål var
(kommunen).
Den overordnede myndighed der
på daværende tidpunkt kunne rettes henvendelse til vedrørende
regionplanmæssige
spørgsmål, var Miljøministeriet, Planstyrelsen.
Efter forvaltningslovens § 7,
stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed der modtager en skriftlig henvendelse
som
ikke vedrører denne myndigheds sagsområde, videresende henvendelsen så vidt
muligt til rette myndighed.
Jeg mener ikke at
Miljøklagenævnet skulle have behandlet klagen. Miljøklagenævnet burde have
videresendt klagen der kun vedrørte det principielle spørgsmål om
VVM-vurdering til Miljøministeriet, Planstyrelsen, til videre foranstaltning.
Jeg har overvejet om det
forhold at Miljøklagenævnet ikke fulgte denne procedure medfører at jeg bør
henstille til myndighederne at sagens behandling genoptages med henblik på at
den rette myndighed kan træffe afgørelse i sagen.
Miljøklagenævnet forelagde i
forbindelse med sin behandling af sagen VVM-spørgsmålet for Planstyrelsen til
udtalelse. Jeg må forstå Planstyrelsens og senere Miljøministeriets udtalelse
således, at planmyndighederne ikke har fundet at der skulle udarbejdes en
VVM-redegørelse vedrørende det midlertidige oplagsdepot.
Den kompetente myndighed har
på denne måde forholdt sig til (A's) klage.
Jeg har overvejet at
henstille til Miljøklagenævnet at ophæve afgørelsen og oversende sagen til
planmyndighederne til afgørelse. Jeg er imidlertid nået til den konklusion at
jeg undlader en sådan henstilling. Jeg har herved lagt vægt på følgende:
Sagen vedrører tilladelse til at etablere et
midlertidigt oplagsdepot. Efter telefonisk oplysning fra (kommunen),
Jordforureningsafdelingen,
udløber den midlertidige tilladelse den 15. april 1996. Efter dette tidspunkt
vil der igen skulle tages stilling til spørgsmålet om VVM-vurdering hvis
(selskabet) søger om forlængelse af tilladelsen.
Siden sagens afgørelse er der etableret en ny
klageinstans, Naturklagenævnet, til at behandle regionplanspørgsmål, herunder
sager om VVM-vurdering.
Jeg har på denne baggrund
vurderet at der ikke er fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til
myndighederne at genoptage sagen.
Jeg har gjort
Miljøklagenævnet, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen og Naturklagenævnet
bekendt med min retsopfattelse. Jeg har over for Miljøklagenævnet kritiseret
at
nævnet ikke oversendte sagen til rette myndighed til afgørelse. Ved min
behandling af sagen har jeg noteret mig at Miljøklagenævnet har behandlet en
anden sag der bl.a. vedrørte et tilsvarende spørgsmål. Denne sag er optrykt i
Kendelser om fast ejendom 6/1994, s. 241ff.
Jeg foretager mig ikke mere i
sagen."
På baggrund af dette udkast
udtalte Miljøklagenævnet i et brev af 21. juni 1995 følgende:
"Den pågældende klagesag
omhandlede Miljøstyrelsens stadfæstelse af (kommunens) godkendelse efter
miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 af et midlertidigt oplagsdepot for
forurenet
jord på et opfyldt areal bagved (...). I klagen til nævnet over
Miljøstyrelsens
stadfæstelse af godkendelsen gjorde (A) gældende, at det pågældende anlæg var
omfattet af reglerne om VVM-pligt og anmodede nævnet om at tage stilling til
dette spørgsmål.
Miljøklagenævnet var
opmærksom på, at nævnet ikke kunne tage selvstændigt stilling til det
omhandlede spørgsmål, der på daværende tidspunkt som et regionplananliggende
henhørte under Planstyrelsens ressort. Konsekvensen af en eventuel strid med
reglerne om VVM-pligt ville imidlertid være, at den for nævnet indbragte
godkendelse var ulovlig, idet det følger af de omhandlede regler, at der ikke
kan meddeles godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven til anlæg, der er
omfattet af VVM-pligt, førend VVM-proceduren er gennemført, jf. § 2 i
Miljøministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 119 af 28. februar 1991, der
var udstedt i medfør af den tidligere miljøbeskyttelseslov.
Derfor videresendte nævnet
ikke blot sagen til Planstyrelsen til videre foranstaltning men
foranledigede,
at der i stedet blev indhentet en udtalelse fra styrelsen om spørgsmålet,
således at nævnet kunne lægge Planstyrelsens retlige opfattelse vedrørende
VVM-pligten til grund for sin behandling af klagesagen. Nævnet havde herved
for
øje, at det måtte tilkomme Miljøklagenævnet at drage de nødvendige
konsekvenser
i forhold til miljøgodkendelsen af Planstyrelsens retsopfattelse vedrørende
VVM-pligten. I givet fald - nemlig hvis Planstyrelsen havde fundet, at der
forelå VVM-pligt, måtte Miljøklagenævnet have ophævet den af Miljøstyrelsen
meddelte godkendelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.
I den pågældende sag var der
i klagen over miljøgodkendelsen alene rejst spørgsmål om forholdet til
VVM-pligten. Miljøklagenævnet skal imidlertid henlede opmærksomheden på, at
nævnet i almindelighed ikke anser sig for afskåret fra at gå ind i en
vurdering
af andre spørgsmål end de påklagede i de sager, som nævnet beslutter at
optage
til behandling, jf. miljøbeskyttelseslovens § 103, stk. 1, nr. 2.
Nævnets stadfæstelse af
Miljøstyrelsens afgørelse i den konkrete sag var således udtryk for dels, at
nævnet fandt at måtte lægge ressortmyndighedens opfattelse vedrørende
VVM-pligten til grund, dels at nævnet efter en umiddelbar vurdering af sagen
i
øvrigt ikke fandt anledning til at tage eventuelle andre spørgsmål vedrørende
godkendelsen op til nærmere prøvelse.
Det bemærkes i øvrigt, at
(kommunens) afgørelse om ikke at udarbejde VVM-redegørelse efter nævnets
opfattelse reelt må anses for truffet senest samtidigt med kommunens
miljøgodkendelse af anlægget den 15. april 1991, det vil sige på et
tidspunkt,
hvor der ikke var etableret en klageadgang for beslutninger af denne
karakter.
Planstyrelsen kunne derfor næppe anses som formel klagemyndighed i forhold
til
den pågældende afgørelse men alene som ressortmyndighed.
Men selvom Planstyrelsen
havde været klagemyndighed i forhold til VVM-spørgsmålet, er det for nævnet
vanskeligt at se, at det forhold, at nævnet fandt at burde forelægge
spørgsmålet for styrelsen til udtalelse, kan betegnes som kritisabelt.
Styrelsen fik hermed kendskab til sagen og kunne have reageret ved at tage
VVM-spørgsmålet op som klagesag eller ved at vejlede om klageadgangen til
styrelsen, hvis en sådan - efter den kompetente myndigheds opfattelse - havde
bestået.
I den forbindelse kan det
nævnes, at Planstyrelsen tidligere i praksis har besvaret nævnets anmodning
om
en udtalelse vedrørende et spørgsmål om lokalplanpligt ved at tage det
pågældende spørgsmål op som en formel klagesag i medfør af den dagældende
kommuneplanlov. Planstyrelsens efterfølgende afgørelse af
lokalplanspørgsmålet
kunne derpå lægges til grund i nævnets klagesag - en sag efter den dagældende
by- og landzonelov.
Nævnet kan på denne baggrund
heller ikke være enig i, at nævnet med den valgte fremgangsmåde skulle have
tilsidesat sin vejledningsforpligtelse efter forvaltningslovens § 7, stk. 2.
Så vidt ses er formålet med denne bestemmelse at sikre, at offentlige
myndigheder ikke blot afviser eller henlægger fejlsendte henvendelser men
aktivt hjælper klageren 'på rette spor'. I dette tilfælde forelagde nævnet
det
rejste spørgsmål for rette myndighed og orienterede samtidig klageren herom.
Det forhold at nævnet ikke videresendte sagen til den pågældende myndighed
kan
på denne baggrund efter nævnets opfattelse ikke anses som en tilsidesættelse
af reglen i § 7, stk. 2."
På baggrund af disse
bemærkninger afgav jeg følgende endelige udtalelse i sagen.
"Miljøklagenævnet
tilslutter sig at den kompetente myndighed for så vidt angik VVM-spørgsmålet,
var Planstyrelsen. Nævnet fremfører imidlertid to argumenter for at det
alligevel tog sagen under behandling. Dels skulle nævnet ophæve
miljøgodkendelsen
hvis Planstyrelsen gav (A) medhold i at der var VVM-pligt. Dels anser nævnet
sig ikke generelt for afskåret fra at gå ind i en vurdering af andre
spørgsmål
end de påklagede i de sager som nævnet beslutter at optage til behandling.
Jeg må imidlertid fastholde
min oprindelige opfattelse, hvorefter sagen i relation til klageren (A) burde
have
været behandlet med den kompetente myndighed som den myndighed der over for
klageren tilkendegav sin opfattelse af sagen. Jeg er enig i at Planstyrelsens
stillingtagen vedrørende VVM-pligten ville få indflydelse på
miljøgodkendelsen
hvis Planstyrelsen var kommet frem til at der forelå VVM-pligt. I så fald
havde Planstyrelsen efter min opfattelse haft pligt til at underrette den
myndighed der havde givet miljøgodkendelsen. I det foreliggende tilfælde hvor
sagen som klagesag havde været behandlet i Miljøstyrelsen, skulle meddelelse
gå til Miljøstyrelsen.
Miljøklagenævnet kunne, hvis
det som overordnet klageinstans ønskede at blive holdt underrettet, have bedt
om underretning om Planstyrelsens afgørelse.
Jeg fastholder derfor min
opfattelse hvorefter Miljøklagenævnet efter forvaltningslovens § 7, stk. 2,
burde have sendt klagen til Planstyrelsen til videre foranstaltning.
På baggrund af
Miljøklagenævnets udtalelse af 21. juni 1995 der illustrerer den sammenhæng
der
er mellem reglerne om planlægning og miljøgodkendelsesreglerne, har jeg
imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale min
opfattelse i form af kritik.
Mit udkast til udtalelse gav
(A) anledning til i et brev af 14. juli 1995 at fremsætte følgende
bemærkninger:
"(A) kan ikke tilslutte
sig den afgørelse, der er lagt op til af ombudsmanden. Nogle af
bemærkningerne,
der er knyttet hertil finder (A) endvidere er problematiske.
Som (A) ser det, har sagen
cyklet rundt mellem forskellige myndigheder, der i visse tilfælde ikke har
haft
den reelle kompetence til at træffe afgørelsen. Dette vidner om, at det ikke
er let for menigmand, ej heller en organiseret miljøorganisation, at være
fuldt
ajour med, hvem der er ansvarlig for at behandle forskellige miljø- og natur-
eller planlægningsmæssige klagesager. Myndighederne har, som det er fastslået
i
udkastet til afgørelse, et overordnet ansvar for at videregive en sag til den
rette instans, hvilket, som det også fremgår af udkastet til afgørelse, ikke
er
sket i denne sag.
(A) kan derfor ikke forstå en
afvisning af en fornyet behandling af spørgsmålet om tolkningen af såvel den
danske bekendtgørelse (nr. 903 siden ændret til nr. 847) om VVM som
EF-direktiv
om VVM (85/337/EØF) - den nuværende klagemyndighed er Naturklagenævnet.
Spørgsmålet har ikke kun
betydning for den aktuelle sag, men må siges at være af principiel karakter,
nemlig hvorvidt der til et midlertidigt anlæg kræves gennemført de samme
udredninger i forhold til et VVM-pligtigt anlæg som for et permanent anlæg.
(A)
har på intet tidspunkt i forløbet fået afklaret dette spørgsmål eller fået en
præcisering af, hvornår et anlæg er midlertidigt, hvor længe et anlæg kan
være
midlertidigt, samt hvilke krav der kan stilles til slutanlægget i forbindelse
med et midlertidigt anlæg.
Endelig skal (A) påpege, at
på side 9 er det anført, at (A) var bekendt med, at nævnet (Miljøklagenævnet)
ville modtage Planstyrelsens udtalelse til sagen, hvorfor man kunne have bedt
om aktindsigt. Rent principielt kan man ikke bede om forhånds aktindsigt.
Normal praksis er da også, at nye bilag og redegørelser sendes til de
involverede parter.
...
Trods det faktum, at den
midlertidige godkendelse udløber om mindre end et år (15. april 1996), finder
(A) de rejste spørgsmål så principielt vigtige, at (A) som anført mener, at
sagen bør hjemvises til fornyet behandling."
Til (A's) bemærkninger har
jeg følgende kommentarer:
Som det fremgår af mit
oprindelige udkast til udtalelse i sagen, beroede min foreløbige beslutning
om
ikke at henstille til Naturklagenævnet at ophæve afgørelsen og oversende den
til planmyndighederne til afgørelse på at der i april 1996 skal tages
stilling
til VVM-vurdering, hvis (selskabet) søger om forlængelse af tilladelsen.
Desuden lagde jeg vægt på at det nu er en ny klageinstans, Naturklagenævnet,
der behandler plansagerne.
Uanset (A's) bemærkninger
mener jeg af de grunde som jeg anførte i udkastet, ikke at der nu er
tilstrækkeligt grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage sagen
med henblik på at træffe nye afgørelser i sagen.
(A) har igen rejst
spørgsmålet om partshøring over den udtalelse som Planstyrelsen afgav til
Naturklagenævnet i sagen. Da resultatet af min undersøgelse har været at
sagen
over for (A) burde have været realitetsbehandlet og afgjort af Planstyrelsen,
har jeg ikke udtalt mig om spørgsmålet om partshøring. Planstyrelsens
behandling af sagen ville resultere i en afgørelse der blev meddelt direkte
over for (A). Derved er spørgsmålet om partshøring ikke aktuelt.
På denne baggrund undlod jeg
at beskæftige mig med spørgsmålet i mit udkast.
Jeg foretager mig ikke mere i
sagen.
..."
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt at Sagsøgte, Miljø- og Fødevareklagenævnet, tilpligtes at anerkende, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. marts 2018 i sagen om ophævelse af miljøgodkendelse af Havbrug er ugyldig. Domsdatabasen · 24. april 2026
- Sagen angår en prøvelse af Planklagenævnets afgørelse om afslag på en anmodning om at genoptage nævnets behandling af en klage over kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg med tilhørende miljørapport Domsdatabasen · 29. september 2025
- Vejledning om planloven Retsinformation · 12. december 1996
- Vejledning om administration af råstofloven En vejledning til regioner og kommuner Retsinformation · 2. september 2014
- Vejledning om godkendelse af ferskvandsdambrug Retsinformation · 28. marts 2008
- 2010 20-12. Sagsbehandlingstid i sag om miljøgodkendelse Retsinformation · 20. januar 2011