Spring til indhold

Retsinformation

Miljøklagenævnets behandling af en sag hvor Planstyrelsen var kompetent myndighed

FOU nr 1995.226UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Miljøklagenævnets behandling af en sag hvor Planstyrelsen var

kompetent myndighed

En miljøorganisation (A)

klagede over at Miljøklagenævnet havde stadfæstet en kommunes og

Miljøstyrelsens afgørelser hvorefter et midlertidigt oplagsdepot ikke krævede

VVM-vurdering.

Jeg sendte den 30. maj 1995

et udkast til min udtalelse i sagen til Miljøklagenævnet, Miljøministeriet,

Landsplanafdelingen og Naturklagenævnet og bad om myndighedernes eventuelle

bemærkninger hertil. Jeg sendte endvidere en kopi af udkastet til A til

orientering. I udkastet skrev jeg bl.a. følgende:

"I september 1989

ansøgte (et selskab) (kommunen) om tilladelse til i medfør af § 35 i den

dagældende miljøbeskyttelseslov at etablere et midlertidigt oplagsdepot for

forurenet jord på et opfyldt areal beliggende bagved (...).

Den 15. april 1991 godkendte

kommunens miljøkontrol depotet på en række nærmere angivne vilkår, herunder

at

depotet ikke måtte etableres og tages i brug førend der var udarbejdet en

detailprojektering som var blevet godkendt af tilsynsmyndigheden.

Godkendelsen

var midlertidig og bortfaldt fem år efter ikrafttrædelsesdatoen

(godkendelsesvilkår 1). Den oplagrede jord skulle endvidere bortskaffes fra

oplagsdepotet til behandling andetsteds inden godkendelsens udløb

(godkendelsesvilkår 3).

Miljøkontrollens afgørelse

blev af (A) indbragt for Miljøstyrelsen ved brev af 17. maj 1991. (A)

uddybede

sin klage ved brev af 13. juni 1991 til Miljøstyrelsen.

Miljøkontrollen kommenterede

Læs alt

(A's) klagepunkter i brev af 5. august 1991 til Miljøstyrelsen. Det anføres

heri

at (selskabet) havde planer om at opføre et jordbehandlingsanlæg i

tilknytning

til oplagsdepotet, således at der kunne ske en umiddelbar behandling af den

afleverede forurenede jord. Miljøkontrollen havde givet den påklagede

godkendelse med henblik på denne etablering. Det anførtes samtidig at

(selskabet) inden for de næste fem år ville kunne bedømme om det ville være

rentabelt at drive et sådant behandlingsanlæg. Hvis det ikke var tilfældet,

var

der taget højde herfor i godkendelsens vilkår 3 om at den oplagrede jord

skulle

bortskaffes på oplagsdepoter til behandling andetsteds inden godkendelsens

udløb.

Et af klagepunkterne fra (A)

var at depotet, hvis det blev gjort permanent, ville kunne indebære 'en meget

stor forureningskilde/risiko for den marine recipient'. Miljøkontrollens

kommentarer hertil var at der skulle udarbejdes en ny godkendelse hvis

depotet

senere ønskedes gjort permanent. Miljøkontrollen udtalte samtidig at

'membransystemet er af en sådan egenskab, at det kan godkendes til et

eventuelt

permanent depot'.

Et andet af (A's)

klagepunkter var at det kunne 'danne præcedens, således at andre i stedet for

at rense forurenet jord blot flytter rundt med den forurenede jord...'

Miljøkontrollen afviste dette kritikpunkt med en henvisning til at

oplagsdepotet

var etableret med henblik på at der umiddelbart i tilknytning til depotet

skulle anlægges et behandlingsanlæg.

(A) kommenterede i brev af

29. august 1991 Miljøkontrollens udtalelse af 5. august 1991. I brevet

anførtes

afslutningsvis:

"...

Med hensyn til en samlet

vurdering af miljøpåvirkningerne er det (A's) opfattelse, at der bør

udarbejdes

en VVM-redegørelse, da anlægget må være omfattet af Miljøministeriets

Bekendtgørelse nr. 446 af 23. juni 1989, punkt 10 i bilag 1.

I den forbindelse vil (A) yderligere

påpege, at et behandlingsanlæg også vil være omfattet af ovenstående

bekendtgørelse, og at der derfor bør udarbejdes en samlet VVM-redegørelse for

både anlæg og depot".

I et notat fra

Miljøkontrollen fremsendt til Miljøstyrelsen ved brev af 17. januar 1992 er

om

forholdet til Miljøministeriets bek. nr. 446 af 23. juni 1989 anført

følgende:

"...

Med hensyn til en samlet

vurdering af miljøpåvirkningerne er det Miljøkontrollens opfattelse, at der

ikke

skal udarbejdes en VVM-redegørelse

efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 446 af 23. juni 1989 punkt 10, da

dette forudsætter bortskaffelse i form af forbrænding eller kemisk behandling

eller deponering

i

jord.

Denne aktuelle sag vedrører

kun midlertidig deponering på et velanlagt membransystem, hvilket ikke kan

henføres til punkt 10."

Ved brev af 29. januar 1992

meddelte Miljøstyrelsen (A) at styrelsen med hensyn til (A's) enkelte

klagepunkter

kunne henholde sig til hvad der var blevet anført fra (kommunens) side, og at

styrelsen derfor stadfæstede den meddelte godkendelse i sin helhed.

Denne afgørelse blev af (A)

påklaget til Miljøklagenævnet ved brev af 24. februar 1992 idet (A) anmodede

nævnet om at tage stilling til det principielle spørgsmål om der skal

gennemføres en vurdering af virkningerne på miljøet for anlægget efter

reglerne

i Miljøministeriets bek. nr. 903 af 17. december 1991, som den 1. januar 1992

afløste bek. nr. 446 af 23. juni 1989. (A) anførte herom bl.a. følgende:

"...

(A) finder, at der for et

midlertidigt anlæg med en levetid på 5 år skal gennemføres de samme

undersøgelser og redegørelser som for et permanent anlæg. Det godkendte anlæg

til deponering af forurenet jord er efter (A's) opfattelse omfattet af 'anlæg

til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk

behandling eller deponering i jorden' jf. pkt. 10 i bilag 1 i

Miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991, Bekendtgørelse om vurdering af

større anlægs virkning på miljøet (VVM).

Den kemikalieforurenede jord,

der skal deponeres på anlægget, må efter (A's) opfattelse være omfattet af

begrebet giftigt og farligt affald, hvilket er udgangspunktet for, at jorden

flyttes fra ophavsstedet til det midlertidige depot for senere rensning.

I kommentarerne i skrivelse

af 17. januar 1992 fra (kommunen) er det anført, at 'den aktuelle sag

vedrører

kun midlertidig deponering på et velanlagt membransystem, hvilket ikke kan

henføres til punkt 10'.

(A) er ikke enig i dette,

idet der ved alle deponeringer af såvel farligt og giftigt affald, som næsten

alt andet affald kræves et velanrettet membransystem med dræn ved deponering.

Dette er således ikke noget specielt for dette anlæg, men blot en opfyldelse

af

almindelige betingelser for oprettelse af et affaldsdepot.

...

På det midlertidige depot må

der jf. s. 4.1 i Driftsinstruksen, august 1991, modtages olieforurenet jord,

organisk forurenet jord og uorganisk forurenet jord, dog ikke forurenet jord

med fri olie- eller kemikaliefase eller forurenet jord med radioaktive

stoffer.

Der er således alene sat en begrænsning af forurenet jord med en fri fase.

Det

må derfor være indlysende klart, at der er tale om farligt og giftigt affald.

(A) skal således henstille

til Miljøklagenævnet, at der træffes en principiel afgørelse om, at der for

dette og tilsvarende anlæg skal udarbejdes en VVM-redegørelse."

Ved brev af 3. marts 1992

orienterede Miljøklagenævnet (A) om at nævnet havde optaget sagen til

realitetsbehandling. Brevet var til orientering vedlagt kopi af nævnets

høring

af Miljøstyrelsen hvori styrelsen - efter en forud indhentet udtalelse fra

Planstyrelsen - anmodedes om en udtalelse om det i klagen rejste spørgsmål om

forholdet til VVM-reglerne.

I Planstyrelsens udtalelse af

12. maj 1992 er om dette spørgsmål bl.a. anført følgende:

"...

Det fremgår af det tilsendte

materiale, at miljøgodkendelse er meddelt af (kommunen), Miljøkontrollen, den

15. april 1991, og at spørgsmålet om forholdet til VVM-reglerne er blevet

påklaget af (A), senest i klage af 24. februar 1992 til Miljøklagenævnet.

Forinden har Miljøstyrelsen

som 1. instans taget stilling til VVM-spørgsmålet i sin afgørelse af 29.

januar

1992.

Miljøstyrelsen har ved

oversendelsen til Planstyrelsen anført, at der er tale om et mellemlager og

ikke en egentlig deponering, og at oplagspladsen maximalt kan udnyttes i 5

år.

Endvidere er det anført, at

der er tale om et oplag, der efter sin udformning klart er oven på jorden,

modsat deponi, som uanset spørgsmålet om membran, lægges ind i jorden.

Endelig er det anført, at

forurenet jord ikke altid vil være at betragte som farligt affald.

Stillingtagen til hvad, der

er omfattet af VVM-bestemmelserne i planloven falder ind under Planstyrelsens

ressort jf. VVM-samarbejdsaftalen af 7. oktober 1992. Miljøstyrelsen afgiver

indstilling i sager med relation til miljøbeskyttelsesloven. F. eks. er det

Miljøstyrelsen, som i sidste ende har ansvaret for at fortolke, hvorvidt der

i

de konkrete tilfælde er tale om giftigt og farligt affald.

I henhold til

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 119 af 26. februar 1991 (efter 1. januar

1992 bekendtgørelse nr. 904 af 17. december 1991) kan der ikke gives

tilladelse

efter § 35 i lov om miljøbeskyttelse for de på bilag 1 til Miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 446 af 23. juni 1989 (efter 1. januar 1992 bekendtgørelse

nr. 903 af 17. december 1991) opførte anlæg, før der foreligger

regionplanretningslinier med en tilhørende vurdering af anlæggets virkning på

miljøet (VVM).

Bestemmelserne omfatter

nyanlæg samt væsentlige ændringer, der kan sidestilles med nyanlæg.

På listen i bilag 1 er som

punkt 10 opført 'anlæg til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved

forbrænding, kemisk behandling eller deponering i jorden' jf. bilag 1 til

EF's

direktiv om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning

på

miljøet (85/337/EØF) - "VVM-direktivet".

Planstyrelsen har i denne

sammenhæng noteret sig, at begrebet 'bortskaffelse' i EF's direktiv om

giftigt

og farligt affald (78/319/EØF) er defineret bredere: 'indsamling, sortering,

transport og behandling såvel som oplagring og deponering over eller under

jorden af giftigt og farligt affald' samt 'forarbejdningsprocesser, der er

nødvendige for genanvendelse, genindvinding eller recirkulation'.

Planstyrelsen finder på denne

baggrund, at der i VVM-direktivet sker en sondring mellem på den ene side

anlæg

til bortskaffelse af giftigt og farligt affald

ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering

, som er opført

på direktivets bilag 1 pkt. 9 og obligatorisk forudsætter VVM-procedure, og

på

den anden side anlæg til bortskaffelse af industri- og husholdningsaffald

iøvrigt, som er opført på direktivets bilag 2 pkt. 11 c og i Danmark

reguleres

gennem godkendelser efter miljøbeskyttelsesloven.

Et midlertidigt oplagsdepot

kan betragtes som oplagring og er efter Planstyrelsens opfattelse derfor ikke

omfattet af reglerne om VVM-procedure, men kan reguleres efter reglerne i

miljøbeskyttelsesloven alene. En forudsætning herfor er dog, at det klargøres

i

miljøgodkendelsen, at der alene er tale om oplagring, dvs. midlertidig

anbringelse, og ikke egentlig deponering.

Det har i øvrigt ingen

betydning, om VVM-spørgsmålet reguleres efter de før eller efter 1. januar

1992

gældende regler. I bekendtgørelse nr. 903 er 'anlæg til bortskaffelse af

farligt og giftigt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller

deponering'

opført som pkt. 9 og de sidste ord 'i jorden' er udgået. Dette skyldes, at

der

ikke i direktivet bevidst er indført en skelnen mellem 'på jorden' og 'i

jorden', eftersom præpositionen først er indsat i forbindelse med den

dansksprogede

udgave af direktivteksten. (F. eks hedder teksten på engelsk 'land

fill')."

I Miljøstyrelsens udtalelse

af 10. juni 1992 til Miljøklagenævnet er bl.a. anført følgende:

"...

Med hensyn til den ønskede

udtalelse om forholdet til VVM-reglerne henvises til den i samme anledning

indhentede udtalelse fra Planstyrelsen, hvortil Miljøstyrelsen kan henholde

sig, også i besvarelsen af de af klagenævnet rejste spørgsmål.

Særligt skal nævnes, at det

klart fremgår af den aktuelle miljøgodkendelse, vilkår 1 og 3, at der er tale

om en midlertidig godkendelse, der bortfalder 5 år efter

ikrafttrædelsesdatoen, ligesom den oplagrede jord skal bortskaffes inden

godkendelsens udløb."

Miljøklagenævnet indhentede

endvidere en udtalelse fra Miljøkontrollen. I dennes udtalelse af 12. maj

1992

er bl.a. anført følgende:

"...

(Kommunen), Miljøkontrollen

er af den opfattelse, at formålet med VVM bekendtgørelsen er, at der ved

planlægning af større projekter skal foretages en nærmere undersøgelse og

beskrivelse af de aktuelle projekters miljømæssige virkninger. Eksempler på

sådanne projekter er den nye færgeterminal i Helsingør, naturgaslager på

Midtsjælland og ombygning og udvidelse af B&W's skibsværft i København.

Oplagsdepotet for forurenet

jord er omfattet af bekendtgørelsen om godkendelse af listevirksomheder

(punkt

K4), og der er i forbindelse med godkendelsen foretaget miljømæssige

vurderinger af anlægget og stillet vilkår, der skal sikre at driften af

depotet

ikke er til gene for omgivelserne, og at der ikke sker forurening af jorden.

Magistratens 5. afdeling,

Miljøkontrollen er fortsat af den opfattelse, at oplagsdepotet ikke er

omfattet

af VVM bekendtgørelsen, og under henvisning til ovenstående finder

Miljøkontrollen, at en eventuel VVM vurdering i den aktuelle sag ikke vil

ændre

hverken det planmæssige eller det miljømæssige forhold i sagen.

..."

Miljøklagenævnet stadfæstede

den 5. juli 1993 Miljøstyrelsens afgørelse med følgende bemærkninger:

"

Miljøklagenævnets bemærkninger

Det omhandlede midlertidige

oplagsdepot for forurenet jord er omfattet af punkt K. 4 'behandlings- og

deponeringsanlæg for forurenet jord' på miljøbeskyttelseslovens liste over

godkendelsespligtig virksomhed (godkendelsesordningen).

Det for nævnet rejste

spørgsmål drejer sig alene om, hvorvidt reglerne om pligt til at gennemføre

en

såkaldt VVM-procedure har været overholdt i denne sag.

Planstyrelsen - under hvilken

administration af reglerne om vurdering af større anlægs virkning på miljøet

på

dagældende tidspunkt henhørte - har over for nævnet udtalt, at det i sagen

omhandlede anlæg ikke kan anses for omfattet af listen over de anlægstyper,

for

hvilke der skal gennemføres en særlig VVM-procedure, jf. nu reglerne i

Miljøministeriets samlebekendtgørelse om planlægningsloven, bekendtgørelse

nr.

903 af 17. december 1991.

På baggrund af Planstyrelsens

udtalelse, der er nærmere refereret ovenfor under afsnittet "Nye

oplysninger under nævnsbehandlingen", finder nævnet at kunne lægge til

grund, at der under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke gælder en

pligt

til at gennemføre en særlig regionplanprocedure efter de nævnte regler i

forbindelse med etablering af det pågældende midlertidige depot.

Den meddelte godkendelse

strider således ikke mod bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 904 af 17.

december 1991 om miljøgodkendelse af de anlæg, der er omfattet af

miljøvurderinger i henhold til lov om planlægning.

Nævnet må derfor stadfæste

Miljøstyrelsens afgørelse i sagen."

Denne afgørelse har (A)

klaget over til mig i brev af 4. august 1993, idet (A) samtidig har klaget

over

at Planstyrelsens fortolkning af VVM-reglerne ikke har været forelagt for (A)

førend Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen.

Jeg har i anledning af (A's)

henvendelse indhentet en udtalelse af 15. september 1993 fra

Miljøministeriets

departement, Landsplanafdelingen, samt en udtalelse af 11. oktober 1993 fra

Miljøklagenævnet. Kopier af de nævnte udtalelser er sendt til (A) ved mit

brev

af 14. oktober 1993.

I udtalelsen af 15. september

1993 fra Landsplanafdelingen er bl.a. anført følgende:

"...

Planstyrelsens udtalelse af

12. maj 1992 konkluderede, at det aktuelle anlægs miljøgodkendelse ikke

forudsatte en VVM-procedure, når der er tale om et mellemlager og ikke en

egentlig deponering.

Planstyrelsen tog herved ikke

stilling til, hvorledes der skelnes mellem oplagring og deponering, men

henholdt sig til, at det måtte være en forudsætning, at det klargjordes i

miljøgodkendelsen, at der alene er tale om oplagring, dvs midlertidig

anbringelse, og ikke egentlig deponering.

Landsplanafdelingen er af den

opfattelse, at deponering - dvs en sluttelig henstilling af giftigt eller

farligt affald skal VVM-godkendes. Dette fremgår af Miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991 (tidligere bekendtgørelse nr. 446

af 23. juni 1989), hvor der som punkt 9 i bilag 1 er anført 'anlæg til

bortskaffelse

af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller

deponering.' Af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 584 af 24. juni 1992

(tidligere bekendtgørelse nr. 904 af 17. december 1991 og før denne

bekendtgørelse nr. 119 af 26. februar 1991) fremgår det tillige, at der ikke

kan gives tilladelse efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse for anlæg på bilag

1

til Miljøministeriets bekendtgørelse, før der foreligger

regionplansretningslinjer med tilhørende vurdering af anlæggets virkning på

miljøet. Bestemmelserne omfatter nyanlæg samt væsentlige ændringer, der kan

sidestilles med nyanlæg.

Landsplanafdelingen skal på

dette grundlag erklære sig enig i den tidligere Planstyrelses

udtalelse."

I udtalelsen af 11. oktober

1993 fra Miljøklagenævnet er bl.a. anført følgende:

"...

På tidspunktet for sagens

indbringelse for nævnet hørte spørgsmålet om pligt til at gennemføre en

VVM-procedure under Planstyrelsens ressort. Nævnet anmodede derfor

Miljøstyrelsen

om i forbindelse med sin udtalelse til nævnet at indhente en udtalelse fra

Planstyrelsen om VVM-spørgsmålet. Nævnet orienterede samtidig (A) herom, idet

nævnet i forbindelse med sin anerkendelse af klagen den 3. marts 1992 sendte

(A) en kopi af sin høringsskrivelse til Miljøstyrelsen, ligeledes dateret den

3. marts 1992.

(A) var således bekendt med,

at nævnet ville modtage Planstyrelsens udtalelse om det nærmere angivne

spørgsmål. Allerede derfor anså nævnet det ikke nødvendigt at forelægge (A)

udtalelsen, forinden nævnet traf afgørelse i sagen. Det bemærkes herved, at

(A)

naturligvis ville have fået aktindsigt i udtalelsen, såfremt (A) havde

udtrykt

ønske herom.

Hertil kommer, at spørgsmålet

om, hvorvidt det pågældende anlæg er omfattet af VVM-reglerne efter

bekendtgørelse nr. 903 af 17. december 1991, er et retligt spørgsmål, hvis

afklaring bl.a. beror på en nærmere fortolkning af bestemmelserne i den

pågældende bekendtgørelse. Planstyrelsens udtalelse var derfor allerede af

denne grund undtaget fra reglerne om kontradiktion i forvaltningslovens § 19,

idet denne bestemmelse alene gælder for oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder.

Det bemærkes i øvrigt, at

nævnet ikke anser sig for beføjet til selvstændigt at træffe afgørelse om,

hvorvidt et anlæg er VVM-pligtigt. På tidspunktet for sagens indbringelse for

nævnet var Planstyrelsen som nævnt ressortmyndighed for det pågældende

spørgsmål.

Nævnet måtte derfor lægge Planstyrelsens opfattelse til grund for sin

afgørelse

efter miljøbeskyttelsesloven - på samme måde som nævnet i dag må lægge

Naturklagenævnets afgørelser om VVM-pligt til grund, jf. således

planlægningslovens § 58 som ændret ved lov nr. 920 af 25. november 1992.

..."

Herefter fremkom jeg med en

foreløbig udtalelse:

"Rådets direktiv af 27.

juni 1985 (85/337/EØF) om vurdering af visse offentlige og private projekters

indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) indeholder en række krav til

medlemslandenes planlovgivning med henblik på at sikre, at der ved etablering

af visse nærmere beskrevne anlæg foretages en vurdering af anlæggets

miljømæssige konsekvenser for omgivelserne.

Direktivet blev implementeret

i dansk ret ved lov nr. 216 af 5. april 1989 om ændring af lov om lands- og

regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet og lov om

miljøbeskyttelse.

Ved denne lovændring blev

VVM-proceduren for anlæg på land knyttet til regionplanlægningen. Der

indførtes

bl.a. som § 7, stk. 1, nr. 6, en bestemmelse i den dagældende lov om lands-

og

regionplanlægning om at regionplanen tillige skulle indeholde retningslinier

for

'Beliggenhed og udformning af

større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad.'

Der blev samtidig som § 18 b

indsat en bestemmelse i den dagældende lov om lands- og regionplanlægning,

hvorefter miljøministeren bl.a. kunne fastsætte nærmere regler om hvilke

større

anlæg der er omfattet af § 7, stk. 1, nr. 6.

Miljøministeriets bek. nr.

446 af 23. juni 1989 bestemte, jf. pkt. 10 i bilag 1 til bekendtgørelsen, at

bl.a. følgende anlæg var undergivet VVM-proceduren:

'Anlæg til bortskaffelse af

giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering

i jorden.'

I bek. nr. 903 af 17.

december 1991, som bl.a. afløste bek. nr. 446 fra 1989, fik bestemmelsen

følgende formulering, jf. pkt. 9 i bilag 1 til bekendtgørelsen:

'Anlæg til bortskaffelse af

giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller

deponering.'

I bemærkningerne til

planlovsændringerne i 1989 var forudsat at regionplangodkendelse og dermed

VVM-tilladelse skulle foreligge forud for andre afgørelser, jf.

Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 3648.

(Kommunens) afgørelse af 15.

april 1991 hvorved (selskabet) fik tilladelse til at etablere et midlertidigt

oplagsdepot for forurenet jord, blev truffet i medfør af § 35, stk. 1, i den

dagældende miljøbeskyttelseslov som var sålydende:

'

§ 35.

Virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget i

bilaget til loven, må ikke anlægges eller påbegyndes, før godkendelse hertil

er meddelt. De nævnte virksomheder, anlæg eller indretninger må ikke udvides

eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, som indebærer

forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.'

I samme lovs § 39, stk. 1,

var bestemt følgende:

'

§ 39.

Afgørelse om godkendelse i henhold til §§ 35-38 træffes af

kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet. Miljøministeren fastsætter efter

forhandling med de kommunale organisationer nærmere regler herom.'

Sådanne regler er bl.a.

blevet fastsat ved Miljøministeriets bek. nr. 119 af 26. februar 1991 om

miljøgodkendelse mv. af de anlæg der er omfattet af miljøvurderinger i

henhold

til lov om lands- og regionplanlægning (VVM) (efterfølgende afløst af senere

bekendtgørelser uden at der er sket realitetsændringer), hvori der fastsættes

følgende:

'

§ 1.

Denne bekendtgørelse vedrører anlæg, som er omfattet af § 7,

stk. 1, nr. 6, i lov om lands- og regionplanlægning, jf. lovbekendtgørelse

nr.

921 af 22. december 1989.

§ 2.

De i stk. 2 nævnte tilladelser og godkendelser kan kun meddeles

på grundlag af godkendte regionplanretningslinier, der skal være udarbejdet

på

grundlag af den regionplanlægning, som er foreskrevet i bekendtgørelse nr.

446

af 23. juni 1989 om vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM).

Stk. 2.

Følgende tilladelser og godkendelser er omfattet af stk. 1:

Lov om miljøbeskyttelse § 35.

Lov om vandforsyning § 18.

Lov om naturfredning §§ 43,

43 a

og 43 b.

Lov om råstoffer § 7.

§ 3.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 1991.'

Som anført skal en regionplan

indeholde retningslinier bl.a. for beliggenhed og udformning af større

enkeltanlæg der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad. Det er

således

regionplanmyndighederne der skal påse at der foreligger en regionplan

indeholdende en eventuelt nødvendig VVM-vurdering.

Efter lov om lands- og

regionplanlægning var det amtskommunen, i Københavns og Frederiksberg

Kommuner

kommunen, der var den kompetente regionplanmyndighed. Der var ikke efter lov

om lands- og regionplanlægning nogen mulighed for at klage over regionplanen.

Miljøministeren havde imidlertid tilsyn med regionplanarbejdet, bl.a. ved at

ministeren skulle godkende regionplaner, og ved at ministeren kunne pålægge

regionplanmyndigheden at udarbejde tillæg til en godkendt regionplan, jf. §§

13, 14 og 17 i bek. nr. 921 af 22. december 1989 af lov om lands- og

regionplanlægning.

Ved lov nr. 388 af 6. juni

1991 om planlægning blev lands- og regionplanloven ophævet. Lov om

planlægning

trådte i kraft den 1. januar 1992. § 66 i lov om planlægning har følgende

ordlyd:

'

§ 66. Sager, der er indbragt for miljøministeren, Planstyrelsen,

Miljøankenævnet eller ... før lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de

hidtil gældende regler. Det samme gælder forslag til planer, når forslaget er

offentliggjort før den 1. januar 1992. Forslag til planer kan dog

færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, hvis forslaget er

offentliggjort før den 1. juli 1992.'

Efter § 58, stk. 1, i lov nr.

388 af 6. juni 1991 kunne regionplanmyndighedens afgørelser om

regionplanspørgsmål

der var omfattet af planloven, påklages til miljøministeren for så vidt angik

retlige spørgsmål.

Ved lov nr. 920 af 25.

november 1992 henlagdes kompetencen til at behandle disse klager over

manglende

VVM-vurdering til Naturklagenævnet. Denne lov trådte i kraft den 1. januar

1993.

Det fremgår af sagen at

Miljøstyrelsens afgørelse som (A) indbragte for Miljøklagenævnet, kun blev

påklaget for så vidt angår det principielle spørgsmål om der skulle

gennemføres

en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM-vurdering).

Et sådant spørgsmål henhørte

dengang og henhører fortsat under regionplanmyndighederne, jf. planlovens

kapitel 3.

(A) fremsatte sin klage over

den manglende VVM-vurdering i sit brev af 29. august 1991. På det tidspunkt

var

det reglerne i lands- og regionplanloven der var gældende. (Kommunen),

Miljøkontrollen, afviste ved brev af 17. januar 1992 denne klage. Den

kompetente myndighed til at træffe afgørelse om et sådant spørgsmål var

(kommunen).

Den overordnede myndighed der

på daværende tidpunkt kunne rettes henvendelse til vedrørende

regionplanmæssige

spørgsmål, var Miljøministeriet, Planstyrelsen.

Efter forvaltningslovens § 7,

stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed der modtager en skriftlig henvendelse

som

ikke vedrører denne myndigheds sagsområde, videresende henvendelsen så vidt

muligt til rette myndighed.

Jeg mener ikke at

Miljøklagenævnet skulle have behandlet klagen. Miljøklagenævnet burde have

videresendt klagen der kun vedrørte det principielle spørgsmål om

VVM-vurdering til Miljøministeriet, Planstyrelsen, til videre foranstaltning.

Jeg har overvejet om det

forhold at Miljøklagenævnet ikke fulgte denne procedure medfører at jeg bør

henstille til myndighederne at sagens behandling genoptages med henblik på at

den rette myndighed kan træffe afgørelse i sagen.

Miljøklagenævnet forelagde i

forbindelse med sin behandling af sagen VVM-spørgsmålet for Planstyrelsen til

udtalelse. Jeg må forstå Planstyrelsens og senere Miljøministeriets udtalelse

således, at planmyndighederne ikke har fundet at der skulle udarbejdes en

VVM-redegørelse vedrørende det midlertidige oplagsdepot.

Den kompetente myndighed har

på denne måde forholdt sig til (A's) klage.

Jeg har overvejet at

henstille til Miljøklagenævnet at ophæve afgørelsen og oversende sagen til

planmyndighederne til afgørelse. Jeg er imidlertid nået til den konklusion at

jeg undlader en sådan henstilling. Jeg har herved lagt vægt på følgende:

Sagen vedrører tilladelse til at etablere et

midlertidigt oplagsdepot. Efter telefonisk oplysning fra (kommunen),

Jordforureningsafdelingen,

udløber den midlertidige tilladelse den 15. april 1996. Efter dette tidspunkt

vil der igen skulle tages stilling til spørgsmålet om VVM-vurdering hvis

(selskabet) søger om forlængelse af tilladelsen.

Siden sagens afgørelse er der etableret en ny

klageinstans, Naturklagenævnet, til at behandle regionplanspørgsmål, herunder

sager om VVM-vurdering.

Jeg har på denne baggrund

vurderet at der ikke er fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til

myndighederne at genoptage sagen.

Jeg har gjort

Miljøklagenævnet, Miljøministeriet, Landsplanafdelingen og Naturklagenævnet

bekendt med min retsopfattelse. Jeg har over for Miljøklagenævnet kritiseret

at

nævnet ikke oversendte sagen til rette myndighed til afgørelse. Ved min

behandling af sagen har jeg noteret mig at Miljøklagenævnet har behandlet en

anden sag der bl.a. vedrørte et tilsvarende spørgsmål. Denne sag er optrykt i

Kendelser om fast ejendom 6/1994, s. 241ff.

Jeg foretager mig ikke mere i

sagen."

På baggrund af dette udkast

udtalte Miljøklagenævnet i et brev af 21. juni 1995 følgende:

"Den pågældende klagesag

omhandlede Miljøstyrelsens stadfæstelse af (kommunens) godkendelse efter

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 af et midlertidigt oplagsdepot for

forurenet

jord på et opfyldt areal bagved (...). I klagen til nævnet over

Miljøstyrelsens

stadfæstelse af godkendelsen gjorde (A) gældende, at det pågældende anlæg var

omfattet af reglerne om VVM-pligt og anmodede nævnet om at tage stilling til

dette spørgsmål.

Miljøklagenævnet var

opmærksom på, at nævnet ikke kunne tage selvstændigt stilling til det

omhandlede spørgsmål, der på daværende tidspunkt som et regionplananliggende

henhørte under Planstyrelsens ressort. Konsekvensen af en eventuel strid med

reglerne om VVM-pligt ville imidlertid være, at den for nævnet indbragte

godkendelse var ulovlig, idet det følger af de omhandlede regler, at der ikke

kan meddeles godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven til anlæg, der er

omfattet af VVM-pligt, førend VVM-proceduren er gennemført, jf. § 2 i

Miljøministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 119 af 28. februar 1991, der

var udstedt i medfør af den tidligere miljøbeskyttelseslov.

Derfor videresendte nævnet

ikke blot sagen til Planstyrelsen til videre foranstaltning men

foranledigede,

at der i stedet blev indhentet en udtalelse fra styrelsen om spørgsmålet,

således at nævnet kunne lægge Planstyrelsens retlige opfattelse vedrørende

VVM-pligten til grund for sin behandling af klagesagen. Nævnet havde herved

for

øje, at det måtte tilkomme Miljøklagenævnet at drage de nødvendige

konsekvenser

i forhold til miljøgodkendelsen af Planstyrelsens retsopfattelse vedrørende

VVM-pligten. I givet fald - nemlig hvis Planstyrelsen havde fundet, at der

forelå VVM-pligt, måtte Miljøklagenævnet have ophævet den af Miljøstyrelsen

meddelte godkendelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

I den pågældende sag var der

i klagen over miljøgodkendelsen alene rejst spørgsmål om forholdet til

VVM-pligten. Miljøklagenævnet skal imidlertid henlede opmærksomheden på, at

nævnet i almindelighed ikke anser sig for afskåret fra at gå ind i en

vurdering

af andre spørgsmål end de påklagede i de sager, som nævnet beslutter at

optage

til behandling, jf. miljøbeskyttelseslovens § 103, stk. 1, nr. 2.

Nævnets stadfæstelse af

Miljøstyrelsens afgørelse i den konkrete sag var således udtryk for dels, at

nævnet fandt at måtte lægge ressortmyndighedens opfattelse vedrørende

VVM-pligten til grund, dels at nævnet efter en umiddelbar vurdering af sagen

i

øvrigt ikke fandt anledning til at tage eventuelle andre spørgsmål vedrørende

godkendelsen op til nærmere prøvelse.

Det bemærkes i øvrigt, at

(kommunens) afgørelse om ikke at udarbejde VVM-redegørelse efter nævnets

opfattelse reelt må anses for truffet senest samtidigt med kommunens

miljøgodkendelse af anlægget den 15. april 1991, det vil sige på et

tidspunkt,

hvor der ikke var etableret en klageadgang for beslutninger af denne

karakter.

Planstyrelsen kunne derfor næppe anses som formel klagemyndighed i forhold

til

den pågældende afgørelse men alene som ressortmyndighed.

Men selvom Planstyrelsen

havde været klagemyndighed i forhold til VVM-spørgsmålet, er det for nævnet

vanskeligt at se, at det forhold, at nævnet fandt at burde forelægge

spørgsmålet for styrelsen til udtalelse, kan betegnes som kritisabelt.

Styrelsen fik hermed kendskab til sagen og kunne have reageret ved at tage

VVM-spørgsmålet op som klagesag eller ved at vejlede om klageadgangen til

styrelsen, hvis en sådan - efter den kompetente myndigheds opfattelse - havde

bestået.

I den forbindelse kan det

nævnes, at Planstyrelsen tidligere i praksis har besvaret nævnets anmodning

om

en udtalelse vedrørende et spørgsmål om lokalplanpligt ved at tage det

pågældende spørgsmål op som en formel klagesag i medfør af den dagældende

kommuneplanlov. Planstyrelsens efterfølgende afgørelse af

lokalplanspørgsmålet

kunne derpå lægges til grund i nævnets klagesag - en sag efter den dagældende

by- og landzonelov.

Nævnet kan på denne baggrund

heller ikke være enig i, at nævnet med den valgte fremgangsmåde skulle have

tilsidesat sin vejledningsforpligtelse efter forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Så vidt ses er formålet med denne bestemmelse at sikre, at offentlige

myndigheder ikke blot afviser eller henlægger fejlsendte henvendelser men

aktivt hjælper klageren 'på rette spor'. I dette tilfælde forelagde nævnet

det

rejste spørgsmål for rette myndighed og orienterede samtidig klageren herom.

Det forhold at nævnet ikke videresendte sagen til den pågældende myndighed

kan

på denne baggrund efter nævnets opfattelse ikke anses som en tilsidesættelse

af reglen i § 7, stk. 2."

På baggrund af disse

bemærkninger afgav jeg følgende endelige udtalelse i sagen.

"Miljøklagenævnet

tilslutter sig at den kompetente myndighed for så vidt angik VVM-spørgsmålet,

var Planstyrelsen. Nævnet fremfører imidlertid to argumenter for at det

alligevel tog sagen under behandling. Dels skulle nævnet ophæve

miljøgodkendelsen

hvis Planstyrelsen gav (A) medhold i at der var VVM-pligt. Dels anser nævnet

sig ikke generelt for afskåret fra at gå ind i en vurdering af andre

spørgsmål

end de påklagede i de sager som nævnet beslutter at optage til behandling.

Jeg må imidlertid fastholde

min oprindelige opfattelse, hvorefter sagen i relation til klageren (A) burde

have

været behandlet med den kompetente myndighed som den myndighed der over for

klageren tilkendegav sin opfattelse af sagen. Jeg er enig i at Planstyrelsens

stillingtagen vedrørende VVM-pligten ville få indflydelse på

miljøgodkendelsen

hvis Planstyrelsen var kommet frem til at der forelå VVM-pligt. I så fald

havde Planstyrelsen efter min opfattelse haft pligt til at underrette den

myndighed der havde givet miljøgodkendelsen. I det foreliggende tilfælde hvor

sagen som klagesag havde været behandlet i Miljøstyrelsen, skulle meddelelse

gå til Miljøstyrelsen.

Miljøklagenævnet kunne, hvis

det som overordnet klageinstans ønskede at blive holdt underrettet, have bedt

om underretning om Planstyrelsens afgørelse.

Jeg fastholder derfor min

opfattelse hvorefter Miljøklagenævnet efter forvaltningslovens § 7, stk. 2,

burde have sendt klagen til Planstyrelsen til videre foranstaltning.

På baggrund af

Miljøklagenævnets udtalelse af 21. juni 1995 der illustrerer den sammenhæng

der

er mellem reglerne om planlægning og miljøgodkendelsesreglerne, har jeg

imidlertid ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale min

opfattelse i form af kritik.

Mit udkast til udtalelse gav

(A) anledning til i et brev af 14. juli 1995 at fremsætte følgende

bemærkninger:

"(A) kan ikke tilslutte

sig den afgørelse, der er lagt op til af ombudsmanden. Nogle af

bemærkningerne,

der er knyttet hertil finder (A) endvidere er problematiske.

Som (A) ser det, har sagen

cyklet rundt mellem forskellige myndigheder, der i visse tilfælde ikke har

haft

den reelle kompetence til at træffe afgørelsen. Dette vidner om, at det ikke

er let for menigmand, ej heller en organiseret miljøorganisation, at være

fuldt

ajour med, hvem der er ansvarlig for at behandle forskellige miljø- og natur-

eller planlægningsmæssige klagesager. Myndighederne har, som det er fastslået

i

udkastet til afgørelse, et overordnet ansvar for at videregive en sag til den

rette instans, hvilket, som det også fremgår af udkastet til afgørelse, ikke

er

sket i denne sag.

(A) kan derfor ikke forstå en

afvisning af en fornyet behandling af spørgsmålet om tolkningen af såvel den

danske bekendtgørelse (nr. 903 siden ændret til nr. 847) om VVM som

EF-direktiv

om VVM (85/337/EØF) - den nuværende klagemyndighed er Naturklagenævnet.

Spørgsmålet har ikke kun

betydning for den aktuelle sag, men må siges at være af principiel karakter,

nemlig hvorvidt der til et midlertidigt anlæg kræves gennemført de samme

udredninger i forhold til et VVM-pligtigt anlæg som for et permanent anlæg.

(A)

har på intet tidspunkt i forløbet fået afklaret dette spørgsmål eller fået en

præcisering af, hvornår et anlæg er midlertidigt, hvor længe et anlæg kan

være

midlertidigt, samt hvilke krav der kan stilles til slutanlægget i forbindelse

med et midlertidigt anlæg.

Endelig skal (A) påpege, at

på side 9 er det anført, at (A) var bekendt med, at nævnet (Miljøklagenævnet)

ville modtage Planstyrelsens udtalelse til sagen, hvorfor man kunne have bedt

om aktindsigt. Rent principielt kan man ikke bede om forhånds aktindsigt.

Normal praksis er da også, at nye bilag og redegørelser sendes til de

involverede parter.

...

Trods det faktum, at den

midlertidige godkendelse udløber om mindre end et år (15. april 1996), finder

(A) de rejste spørgsmål så principielt vigtige, at (A) som anført mener, at

sagen bør hjemvises til fornyet behandling."

Til (A's) bemærkninger har

jeg følgende kommentarer:

Som det fremgår af mit

oprindelige udkast til udtalelse i sagen, beroede min foreløbige beslutning

om

ikke at henstille til Naturklagenævnet at ophæve afgørelsen og oversende den

til planmyndighederne til afgørelse på at der i april 1996 skal tages

stilling

til VVM-vurdering, hvis (selskabet) søger om forlængelse af tilladelsen.

Desuden lagde jeg vægt på at det nu er en ny klageinstans, Naturklagenævnet,

der behandler plansagerne.

Uanset (A's) bemærkninger

mener jeg af de grunde som jeg anførte i udkastet, ikke at der nu er

tilstrækkeligt grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage sagen

med henblik på at træffe nye afgørelser i sagen.

(A) har igen rejst

spørgsmålet om partshøring over den udtalelse som Planstyrelsen afgav til

Naturklagenævnet i sagen. Da resultatet af min undersøgelse har været at

sagen

over for (A) burde have været realitetsbehandlet og afgjort af Planstyrelsen,

har jeg ikke udtalt mig om spørgsmålet om partshøring. Planstyrelsens

behandling af sagen ville resultere i en afgørelse der blev meddelt direkte

over for (A). Derved er spørgsmålet om partshøring ikke aktuelt.

På denne baggrund undlod jeg

at beskæftige mig med spørgsmålet i mit udkast.

Jeg foretager mig ikke mere i

sagen.

..."

Lignende dokumenter