Uberettiget bortfald af rentetilskud til miljøinvestering
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Uberettiget bortfald af rentetilskud til miljøinvestering
Sagen angik støtte til en
miljøinvestering (etablering af en gastæt stålsilo) ydet til en gårdejer (A)
i
form af rentetilskud på et lån. Et rådgivningscenter (B) klagede den 9.
december 1994 for A over at Finansministeriet havde tiltrådt en afgørelse fra
Hypotekbanken om tilbagebetaling af rentetilskud efter at lånet var indfriet.
Til brug for min behandling af sagen indhentede jeg udtalelser af 30. januar
1995 og 2. februar 1995 fra henholdsvis Hypotekbanken og Finansministeriet.
Jeg havde endvidere sagens akter til gennemsyn.
Det fremgik af akterne at
Miljøkreditrådet den 10. februar 1978 gav A endeligt tilsagn om støtte i
henhold til lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til
miljøinvesteringer.
Miljøkreditrådet anførte bl.a. følgende:
"...
I fortsættelse af
miljøkreditrådets skrivelse af 23. august 1977 om støtte til 113.734 kr. af
en
investering på 269.770 til etablering af en
722 m3
gastæt stålsilo skal man hermed
give endeligt tilsagn om støtte til den omhandlede investering.
Støtten ydes i form af et
rentenedslag, der for tiden udgør 6 % p.a. på basis af et kontantlån optaget
i
(kreditforeningen), stort 125.500 kr., 3. serie. Lånet tilbagebetales med
halvårlige afdrag, og lånets løbetid er 30 år i henhold til lånetilbud af 24.
november 1977 fra (kreditforeningen). Støtten ydes i forhold til
støttegrundlaget, og rentenedslaget vil blive beregnet på baggrund af den ved
Læs alt
lånets stiftelse forudsatte restgæld i hver enkelt termin. Rentenedslag kan
højst ydes i 15 år.
..."
Miljøkreditrådet bad samtidig
A om at afgive følgende erklæring der blev underskrevet den 24. februar 1978:
"...
Erklæring overfor KONGERIGET
DANMARKS HYPOTEKBANK OG FINANSFORVALTNING
Underskrevne låntager i
(kreditforeningen), for lån stort 125.500 kr.
forpligter sig til uden
forsinkelse at give långiver og Kongeriget Danmarks Hypotekbank og
Finansforvaltning meddelelse, såfremt der sker væsentlige ændringer i
virksomhedens forhold, der kan medføre, at forudsætningerne for udbetaling af
rentenedslag er bortfaldet, herunder at virksomheden ophører eller afhændes.
Der kan uden Hypotekbankens samtykke ydes henstand med erlæggelse af de i
lånevilkårene
fastsatte ydelser.
..."
Den 1. maj 1978 skrev
Miljøkreditrådet bl.a. således til A:
"...
Ved skrivelse herfra af 10.
februar 1978 har De fået tilsagn om støtte til en miljøinvestering i form af
rentenedslag på basis af et støttegrundlag på 113.734 kr.
Folketinget har den 20. april
1978 vedtaget en ændring af miljøinvesteringsloven. Herefter erstattes
støtteformen rentenedslag af et direkte tilskud på 25 %.
Lovændringen træder i kraft
den 1. juni 1978, således at ansøgninger, hvortil der først gives
støttetilsagn
efter denne dato, som hovedregel behandles efter de nye regler, medens
ansøgninger, der før den 1. juni 1978 har modtaget et endeligt tilsagn, som
hovedregel fortsat behandles efter de hidtil gældende regler.
I følge lovens
overgangsbestemmelser vil dog også virksomheder, der allerede har fået
tilsagn
om støtte i form af rentenedslag - såfremt rentenedslaget ikke er påbegyndt
udbetalt - efter ansøgning kunne få ændret dette tilsagn til et tilsagn om 25
%
direkte tilskud af det af miljøkreditrådet fastsatte støttegrundlag.
..."
A gjorde ikke brug af
muligheden for at ændre tilsagnet om rentenedslag til tilsagn om 25% direkte
tilskud.
Udbetalingerne af
rentetilskuddene blev foretaget til kreditforeningen hver den 11. juni og den
11. december, første gang den 11. december 1978. Udbetalingen skete ved
fremsendelse af check til kreditforeningen ledsaget af en kort følgeskrivelse
der bl.a. havde følgende ordlyd:
"...
Beløbet udbetales under forudsætning af, at ovennævnte debitor fortsat
er ejer af den pågældende ejendom.
Såfremt dette ikke er
tilfældet, udbeder man sig snarest underretning om ejerskiftet.
..."
Fra 1990 blev ordlyden ændret
til følgende (min fremhævelse af den ny tekst):
"...
Beløbet udbetales under forudsætning af, at ovennævnte debitor fortsat
er ejer af den pågældende ejendom, og at det lån, hvortil der er bevilget
rentetilskud, fortsat løber uændret.
Såfremt dette ikke er
tilfældet, udbeder man sig snarest underretning om ejerskiftet.
..."
Den 17. juni 1993 returnerede kreditforeningen udbetalingen pr. 11.
juni 1993 under henvisning til at det pågældende lån var indfriet.
Herefter skrev Hypotekbanken den 19. juli 1993 bl.a. følgende til A:
"...
Hypotekbanken har fra
(kreditforeningen) fået oplyst at ovennævnte lån er indfriet 12. februar
1987.
Rentetilskud for perioden 5
år tilbage - 11.6.1988 - udgør følgende:
11.12.1988
kr. 3.280,08
11.06.1989
kr. 3.266,44
11.12.1989
kr. 3.251,57
11.06.1990
kr. 3.235,35
11.12.1990
kr. 3.217,67
11.06.1991
kr. 3.198,40
11.12.1991
kr. 3.177,39
11.06.1992
kr. 3.154,48
11.12.1992
kr. 3.129,51
I alt kr.28.910,89
hvilket beløb
bedes indbetalt 14 dage fra dato.
..."
Herefter bad Rådgivnings-Center B for A Hypotekbanken om at sætte sagen
i bero mens der søgtes en afklaring med kreditforeningen.
I perioden mellem den 23. august og den 17. september 1993 brevvekslede
Rådgivnings-Center B og kreditforeningen bl.a. som følger:
Brev af 23. august 1993 fra Rådgivnings-Center B:
"...
(A) har den 19. juli 1993 fra
Hypotekbanken modtaget et brev om tilbagebetaling af rentetilskud i perioden
11.12.88 - 11.12.92 ialt kr. 28.910,89.
Vi mener det er helt
urimeligt at komme med en sådan regning efter så mange år, det kommer for os
som en stor overraskelse, da vi undersøgte konsekvensen ved omlægning af et
sådan lån, og fik mundtligt at vide at rentetilskuddet ville fortsætte
uændret.
I skrivelsen fra
Hypotekbanken til (kreditforeningen) halvårligt gør man opmærksom på at
rentetilskuddet er udbetalt under forudsætning af at debitor fortsat er ejer
af
den pågældende ejendom og det lån, hvortil der er ydet tilskud fortsat løbet
uændret. På baggrund af dette må (kreditforeningen), have haft den samme
opfattelse som vi har fået.
Ud fra dette finder vi ikke
opkrævningen rimelig og beder (kreditforeningen) betale hele beløbet kr.
28.910,89
til Hypotekbanken.
..."
Brev af 25. august 1993 fra kreditforeningen
:
"...
Vi har været af den mening,
at rentetilskuddet kunne modtages, sålænge ejendommen ikke skiftede ejer, og
har derfor løbende anvendt det modtagne rentetilskud til modregning i de
ydelsesbeløb, som (A) skulle betale til os.
Vi må derfor som udgangspunkt
sige, at Deres klient ikke har lidt et økonomisk tab, men snarere har haft en
likviditetsmæssig fordel.
Såfremt (A) måtte have
likviditetsmæssige problemer med at indbetale den af Hypotekbanken krævede
tilbagebetaling, er (kreditforeningen) imidlertid indstillet på at indbetale
beløbet til Hypotekbanken mod at (A) underskriver et gældsbrev til
(kreditforeningen) på beløbet med afvikling over 5 år til rente 10% p.a.
Må vi høre, om der er
interesse for en sådan løsning.
..."
Brev af 10. september 1993
fra Rådgivnings-Center B:
"...
Som det fremgår af Deres brev
af 25/8 1993, har De været af samme opfattelse som os vedrørende tilskuddet.
Da den eneste grund til at
Hypotekbanken får besked om dette er at (kreditforeningen) i stedet for at
gøre
som hidtil ved 30/6 93 terminen returnerede pengene til Hypotekbanken.
Derfor mener vi alene det er
(kreditforeningens) fejl og anmoder om at beløbet bliver indbetalt til
Hypotekbanken
uden konsekvenser for debitor.
Samtidig kan vi gøre
opmærksom på at, hvis man havde fulgt sædvanlig procedure ville man have fået
tilskud i nogle år endnu.
..."
Brev af 17. september 1993
fra kreditforeningen:
"...
Som aftalt pr. telefon
forleden fremsendes vedlagt kopi af nogle af de breve (kreditforeningen) har
modtaget fra Hypotekbanken i forbindelse med det bevilgede rentenedslag.
Som det fremgår af
materialet, har Hypotekbanken i 1990 ændret betingelserne for udbetaling af
tilskuddet, idet det nu samtidig kræves, at det lån, hvortil tilskuddet er
bevilget, fortsat er eksisterende.
..."
Herefter skrev
Rådgivnings-Center B den 24. september 1993 følgende til Hypotekbanken:
"...
Idet vi henviser til
skrivelse til (A) af 19. juli 1993, har vi undersøgt sagen, og har ud fra
Hypotekbankens skrivelse til (kreditforeningen), fundet ud af at
Hypotekbanken
har ændret ordlyd i 1990.
Før 1990 skrev man, at
debitor fortsat skulle være ejer af den pågældende ejendom, samme besked som
vi
har fået tidligere.
Efter 1990 skriver man så
pludselig, at det lån, hvortil der er bevilget rentetilskud, skal løbe
uændret.
Vi mener ikke, man kan ændre
forudsætninger undervejs, og beder Hypotekbanken fastholde de gamle regler i
hele lånets løbetid.
..."
I brev af 30. november 1993
svarede Hypotekbanken bl.a. følgende:
"...
Under henvisning til Deres
brev af 24. september 1993 vedrørende rentetilskud til lån oprindelig kr.
125.000,- i (kreditforeningen) skal man meddele, at Hypotekbanken fastholder
kravet om tilbagebetaling af kr. 28.910,89.
Hypotekbankens begrundelse
er, at det allerede ved tilskuddets bevilling fremgik at tilskuddet knyttede
sig til et bestemt lån, jfr. vedlagte erklæring der er underskrevet af (A) d.
24. februar 1978. Det har altid været en forudsætning, at det lån der var
ydet
tilskud til fortsat skulle eksistere. På grund af at Hypotekbanken har
konstateret usikkerhed omkring dette spørgsmål er Hypotekbankens
udbetalingsskrivelser igennem årene blevet ændret så misforståelser kunne
undgås. Der er altså ikke tale om, at Hypotekbanken har ændret praksis.
Hypotekbankens afgørelse kan
påklages til Finansministeriet, Budgetdepartementet, Christiansborg
Slotsplads
1, 1218
København K.
..."
Den 7. december 1993 klagede
Rådgivnings-Center B til Finansministeriet der indhentede en udtalelse af 7.
marts 1994 fra Hypotekbanken. Hypotekbanken anførte bl.a. følgende:
"...
Det fremgår af bekendtgørelse
om støtte til miljøinvesteringer af 16. marts 1976 § 16, at rentenedslaget
højst kan ydes i
lånets
løbetid, dog
ikke ud over 15 år. Efter Hypotekbankens opfattelse, må denne bestemmelse
fortolkes derhen, at man har forudsat, at rentenedslag bortfalder ved ophør
af
det til miljøinvesteringer optagne lån. Låntager burde således være bekendt
med, at udbetaling af rentenedslag blandt andet er betinget af, at det lån,
hvortil rentenedslag er ydet fortsat skal eksistere, uanset at dette ikke
fremgår udtrykkeligt af tilsagnsskrivelsen eller den af låntager underskrevne
erklæring.
Den i medfør af lov nr. 682
af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer indgåede rammeaftale
fastlægger i § 4, at nærmere retningslinier aftales mellem Hypotekbanken og
långivernes organisationer, herunder Realkreditrådet. Af de aftalte
retningslinier fremgår, at långiver omgående skal give Hypotekbanken
meddelelse, såfremt det nedslagsberettigede lån indfries eller nedbringes
ekstraordinært. Det bemærkes, at det af referat fra møde afholdt den 9.
februar
1976 mellem Miljøministeriet, Hypotekbanken og organisationerne for
långiverne, herunder Realkreditrådet, fremgår, at denne bestemmelse er
fastlagt
i aftalen, blandt andet som følge af et spørgsmål fra Realkreditrådet om,
hvad
der ville ske, hvis der blev foretaget ekstraordinære afdrag på et lån,
hvortil
der blev ydet rentenedslag.
(Kreditforeningen) burde
således have givet Hypotekbanken underretning i umiddelbar forbindelse med
indfrielse af det lån, hvortil der er ydet rentenedslag, ligesom
(kreditforeningen) burde vide, at det var en betingelse for udbetaling af
rentenedslag, at dette lån fortsat eksisterede.
Med hensyn til kravets
størrelse bemærkes, at Hypotekbanken betragter sit krav om tilbagebetaling af
rentenedslag for terminen 11. december 1988 for forældet, da Hypotekbanken
ikke
har opnået låntagers anerkendelse af beløbet eller iværksat retsforfølgning
for beløbet. Hypotekbankens krav på tilbagebetaling af rentenedslag nedsættes
som følge heraf med kr. 3.280.08 til kr. 25.630.81.
Hypotekbanken fastholder på
baggrund af ovenstående at have krav på tilbagebetaling af udbetalte
rentenedslagsbeløb, dog herefter kun for kr. 25.630,81.
..."
Den 15. november 1994 traf
Finansministeriet følgende afgørelse:
"...
Finansministeriet har
modtaget Deres brev af 7. december 1993, hvor De på vegne af (A) gør
gældende,
at den overfor Hypotekbanken underskrevne erklæring af 24. februar 1978 intet
siger om, at udbetaling af rentenedslag ikke kunne ske, hvis det pågældende
lån var indfriet. Ministeriet har også modtaget Deres brev af 24. september
1993 til Hypotekbanken, hvor det gøres gældende, at Hypotekbanken
efterfølgende
har ændret forudsætning for udbetaling af rentenedslag.
Ministeriet har endvidere
modtaget vedlagte udtalelse fra Hypotekbanken af 7. marts 1994. Det fremgår
heraf, at Hypotekbanken fastholder sit krav på tilbagebetaling af udbetalte
rentenedslagsbeløb, for så vidt angår et beløb på 25.630,81 kr.
Finansministeriet skal
herefter træffe den endelige administrative afgørelse i sagen.
Efter en gennemgang af sagen
kan ministeriet tiltræde den af Hypotekbanken trufne afgørelse.
Ministeriet har ved
afgørelsen lagt vægt på, at det i den af (A) overfor Hypotekbanken
underskrevne
erklæring af 24. februar 1978 fremgår, at støtten i form af et rentenedslag
knytter sig til et bestemt lån optaget i (kreditforeningen). Det har derfor
været en forudsætning, at det lån der blev ydet tilskud til, fortsat skulle
eksistere.
Det fremgår endvidere af § 16
i bekendtgørelse om støtte til miljøinvesteringer af 16. marts 1976, at
rentenedslag højst kan ydes i lånets løbetid, hvorfor det må forudsættes, at
støtte bortfalder ved ophør af det pågældende lån.
Ligeledes har ministeriet ved
afgørelsen lagt vægt på, at det af Hypotekbankens udtalelse fremgår, at
Hypotekbanken ikke har ændret forudsætning for udbetaling af støtten, idet
den
efterfølgende ændrede ordlyd i Hypotekbankens skrivelser alene er sket med
henblik på at præcisere allerede gældende regler.
For så vidt angår det
opgjorte krav på udbetalt rentenedslag efter lånets indfrielse, betragter
Hypotekbanken imidlertid kravet om tilbagebetaling for december termin 1988
som
forældet i henhold til 5-års fristen i 1908-loven, da der hverken er sket
anerkendelse af kravet fra låntagers side eller er indledt retsforfølgning
inden 5-års fristens udløb.
Hypotekbanken opgør herefter
sit krav på tilbagebetaling af rentenedslag for terminerne fra juni 1989 til
december 1992 til 25.630,81 kr., hvilket kan tiltrædes.
Finansministeriet kan iøvrigt
henholde sig til Hypotekbankens brev af 7. marts 1994.
Den i medfør af lov nr. 682
af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer indgåede rammeaftale
fastsætter i § 4, at nærmere retningslinier aftales mellem Hypotekbanken og
långivernes organisationer, herunder Realkreditrådet. Af de aftalte
retningslinier fremgår det, at långiver omgående skal give Hypotekbanken
meddelelse, hvis nedslagsberettigede lån indfries. Ministeriet kan derfor
tilslutte sig Hypotekbankens bemærkning om, at (kreditforeningen) burde have
underrettet Hypotekbanken i umiddelbar forbindelse med indfrielse af lånet.
..."
Den 9. december 1994 klagede
Rådgivnings-Center B til mig og anførte særligt at A havde modtaget ydelserne
i
god tro og derfor ikke skulle betale beløbet tilbage.
I udtalelsen af 30. januar
1995 havde Hypotekbanken i alt væsentligt anførte det samme som i udtalelsen
af
7. marts 1994, suppleret med bl.a. følgende:
"...
Rentenedslag kr. 113.734 blev
ydet i henhold til lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til
miljøinvesteringer. Det fremgår af lovens § 3, at den konkrete støtte ydes
som
rentenedslag i form af tilskud til nedbringelse af renter på
lån,
som virksomheden optager til
dækning af de forureningsbegrænsende investeringsudgifter. Ifølge § 16, stk.
1
i bekendtgørelse nr. 99 af 16. marts 1976 om støtte til miljøinvesteringer
kan
rentenedslaget højst ydes i
lånets
løbetid, dog ikke ud over 15 år. Af lånetilsagn af 10. februar 1978 fremgår,
at
støtten blev ydet i forhold til støttegrundlaget, som var lån kr. 125.500 til
(kreditforeningen), ligesom erklæring af 24. februar 1978 indeholder
oplysning
om lånets hovedstol.
Udfra disse formuleringer
finder Hypotekbanken ikke, at det over for debitor kunne have fremgået mere
udtrykkeligt og præcist, at fortsat udbetaling af rentenedslag forudsatte, at
det støtteberettigende lån eksisterede. Man er derfor fortsat af den
opfattelse, at debitor måtte være bekendt med, at retsgrundlaget for ydelsen
af
rentenedslaget måtte forblive uændret, hvorfor fortsat udbetaling af
rentenedslag
bl.a. forudsatte, at det støtteberettigende lån også eksisterede. Debitor
burde efter Hypotekbankens opfattelse således ikke alene have henholdt sig
til
(kreditforeningens) behandling af sagen, idet han også selv måtte vide, at
det
tilskudsberettigende lån var indfriet, og at modtagelsen af rentestøtten var
uberettiget efter lånets indfrielse.
...
På grundlag af ovennævnte
fastholder Hypotekbanken kravet om tilbagebetaling af for meget udbetalt
rentenedslag. Imidlertid må bemærkes, at Hypotekbanken nu betragter sit krav
om tilbagebetaling af rentenedslag for terminerne i 1989 for forældede, idet
man hverken har opnået debitors anerkendelse af beløbene eller har iværksat
retsforfølgning herfor. Hypotekbankens krav på tilbagebetaling nedsættes
herefter til kr. 19.112,80. For at undgå yderligere forældelse af kravet vil
stævning blive udtaget hurtigst muligt, således at yderligere forældelse af
det
samlede krav undgås inden ombudsmandens afgørelse foreligger.
..."
Finansministeriet henholdt
sig den 2. februar 1995 til Hypotekbankens udtalelse.
Der var ikke udtaget stævning
i sagen. Hypotekbanken havde imidlertid foranlediget at et beløb på 19.112,80
kr. var indsat på spærret konto med følgende anmærkning:
"...
Nærværende konto spærres
hermed i anledning af, at Kongeriget Danmarks Hypotekbank har afkrævet (A) et
beløb på kr. 19.112,80 udgørende rentenedslag i terminerne 11/6 1990 til
11/12
1992 begge inclusive. Dette beløb mener Kongeriget Danmarks Hypotekbank er
udbetalt med urette. I det spærrede beløb er desuden includeret 1/2
incassoomkostninger med kr. 980,00.
Beløbet kan frigives med
behørig kvittering når det ved dom, forlig eller anden bindende måde er
endeligt afgjort, om Kongeriget Danmarks Hypotekbank har krav på beløbet
eller
ej.
Samtidig erklærer (A) sig
indforstået med ikke at gøre forældelsesindsigelsen i henhold til
forældelsesloven gældende i relation til ovennævnte terminer.
..."
Jeg udtalte i min afsluttende
skrivelse til Rådgivnings-Center B følgende:
"Efter min opfattelse
drejer sagen sig om hvorvidt Hypotekbanken på det oplysningsgrundlag banken
havde, var berettiget til at lade rentestøtten bortfalde som følge af lånets
indfrielse i 1987. Jeg har koncentreret min undersøgelse om dette spørgsmål.
1.
Støtten til (A) blev ydet i
medfør af lov nr. 682 af 23. december 1975 om støtte til miljøinvesteringer.
§ 1, stk. 1, om lovens område
er sålydende:
"...
§ 1, stk. 1.
Støtte kan ydes til investeringer, som erhvervsvirksomheder,
der ikke ejes af det offentlige, foretager i forureningsbegrænsende projekter
vedrørende anlæg eller indretninger, som var i drift den 1. oktober 1974. Der
kan kun ydes støtte til den del af investeringen, der indebærer
forureningsbegrænsning.
..."
Lovens § 3 er sålydende:
"...
§ 3.
Støtten ydes som rentenedslag i form af tilskud til nedbringelse
af renteudgifter i forbindelse med lån, som virksomheden optager til dækning
af
investeringsudgifter som bestemt i § 2, 2. pkt. Der kan ikke ydes
rentenedslag
for den del af investeringen, til hvilken der er ydet tilskud efter § 5.
Stk. 2.
Rentenedslaget kan ydes i indtil 15 år. Lånet skal være
ydet af et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller
Finansieringsinstituttet
for Industri og Håndværk A/S inden for rammerne af den i stk. 3 nævnte
aftale.
Stk. 3.
Miljøministeren indgår med Den Danske Bankforening,
Danmarks Sparekasseforening, Finansieringsinstituttet for Industri og
Håndværk
A/S samt med Realkreditrådet en rammeaftale om formen for samarbejdet med de
långivende institutter om administrationen af loven.
Stk. 4.
Miljøministeren fastsætter de nærmere bestemmelser om
ydelsen af rentenedslaget, herunder om rentenedslagets størrelse og varighed.
..."
I medfør af § 3, stk. 4, har
Miljøministeriet fastsat nærmere regler om rentenedslaget i bek. nr. 99 af
16.
marts 1976 om støtte til miljøinvesteringer.
I medfør af bekendtgørelsens
§ 16 kan rentenedslaget højst ydes i lånets løbetid, dog ikke ud over 15 år.
Der er ikke i loven eller i
bekendtgørelsen taget stilling til hvilken betydning hel eller delvis
indfrielse af det optagne lån har for (den fortsatte) støtte.
I medfør af § 4 i den
rammeaftale der er indgået i medfør af lovens § 3, stk. 3, aftales de nærmere
retningslinier for rentenedslagsordningens administration mellem
Hypotekbanken
og långivernes organisationer. På det møde den 9. februar 1976 hvor
rammeaftalen mellem disse parter blev vedtaget, blev bl.a. anført følgende
(notat fra mødet):
"...
Realkreditrådet
rejste spørgsmålet om, hvad der vil ske, såfremt en
virksomhed, der modtager rentenedslag, kommer på tvangsauktion. Det var
realkreditrådets opfattelse, at rentenedslagene skulle kunne opretholdes,
selv
om de lån, hvortil der ydedes rentenedslag, faldt bort ved tvangsauktion. Man
foreslog, at der blev optaget en bestemmelse herom i rammeaftalen og
bekendtgørelsen.
Miljøstyrelsen
svarede hertil, at rentenedslaget som hovedregel
måtte følge de konkrete lån. Såfremt lånet falder væk ved en tvangsauktion,
vil der være tale om ændrede forudsætninger, og dermed en helt ny sag. Man
måtte da i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, hvorvidt nyt tilsagn kan
gives.
Realkreditrådet
spurgte, hvad der ville ske, hvis der blev
foretaget ekstraordinære afdrag på et lån hvortil der blev ydet rentenedslag.
Hypotekbanken
anførte hertil, at der da ville indgå en meddelelse
til Hypotekbanken herom. Såfremt det ekstraordinære afdrag medførte, at lånet
ville blive afdraget hurtigere end ellers, måtte der foretages en ny
beregning
af rentenedslagets størrelse for den resterende periode.
Det aftaltes at fastlægge
dette i § 4-aftalen.
..."
Den omtalte § 4-aftale
indeholder bl.a. følgende bestemmelse:
"...
Hvis det nedslagsberettigede
lån indfries eller nedbringes ekstraordinært, skal långiver omgående give
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning meddelelse herom.
..."
Rammeaftalen indeholder
følgende bestemmelse om ophør af rentenedslag:
"...
§ 5.
Er der i forbindelse med ansøgning om rentenedslag givet
urigtige oplysninger, der har været af væsentlig betydning for ydelse af
lånet
eller rentenedslaget, og ønsker långiveren ikke i den anledning at kræve
lånet
indfriet, afgør Hypotekbanken efter forhandling med långiver, om
rentenedslaget
skal bortfalde.
..."
Der er således heller ikke i
aftalerne - der alene regulerer forholdet mellem Hypotekbanken og långiver -
taget stilling til betydningen af en indfrielse af det nedslagsberettigende
lån, endsige fastsat bestemmelse om at retten til støtte helt bortfalder.
Spørgsmålet om bortfald af rentenedslaget er alene omtalt i forbindelse med
den situation hvor der er afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med
ansøgningen om rentenedslaget, jf. rammeaftalens § 5.
2.
Formålet med loven har været
at yde støtte til miljøinvesteringer med forureningsbegrænsende effekt.
Grundlaget
for ydelsen har således været
den miljøinvestering (A) foretog ved etablering af stålsiloen. Beregningen af
ydelsens størrelse er sket på baggrund af det lån der blev optaget, men det
må
efter min mening understreges at den forudsatte lånoptagelse alene har været
administrativt begrundet. Jeg kan derfor ikke dele Hypotekbankens opfattelse
af, at det støtteberettigende lån har været "
retsgrundlaget
(min udhævning) for ydelsen af
rentenedslaget...", jf. det banken har anført i udtalelsen af 30. januar
1995 (citeret ovenfor, s. ...).
Hypotekbankens
tilbagebetalingskrav som oprindelig opgjort i brev af 19. juli 1993 til (A)
forudsætter at Hypotekbanken var berettiget til at lade støtten ophøre fra
indfrielsestidspunktet, hvis man var blevet gjort bekendt hermed. Dette
spørgsmål
må afgøres alene på baggrund af retsforholdet mellem Hypotekbanken og (A) som
låntager. Retsforholdet mellem Hypotekbanken og (kreditforeningen) har
således
ikke i sig selv betydning for spørgsmålet.
Såvel lov nr. 682 af 23.
december 1975 om støtte til miljøinvesteringer som bekendtgørelsen af 16.
marts
1976 forudsætter at der optages et bestemt lån som udgangspunkt for beregning
af støtten. Der er ikke i loven eller i bekendtgørelsen taget stilling til
virkningen af at et støtteberettigende lån indfries. Heller ikke i det
endelige
tilsagn af 10. februar 1978 eller i den erklæring A underskrev den 24.
februar
1978 er der taget stilling hertil. Særligt for så vidt angår erklæringen
bemærkes at låntagers underretningspligt alene vedrører (væsentlige)
ændringer
i virksomhedens forhold der kan medføre at forudsætningerne for udbetaling af
støtten bortfalder. Det er ikke gjort gældende af myndighederne at der har
været tale om sådanne væsentlige ændringer i virksomhedens forhold i denne
sag.
Formålet med lov om støtte
til miljøinvesteringer i form af incitamentet til at foretage den
forureningsbegrænsende investering giver efter min opfattelse ikke dækning
for
den af myndighederne anlagte fortolkning. Tværtimod er lovens begrundelse for
at yde støtte i princippet uafhængig af at det forudsatte lån fortsat
eksisterer. Der kan i den forbindelse henvises til at støtteformen
rentenedslag allerede ved lov nr. 199 af 3. maj 1978 om ændring af lov om
støtte til miljøinvesteringer bortfaldt og blev ændret til direkte tilskud af
investeringsbeløbet. Baggrunden herfor var, at støtteformen rentenedslag ikke
var den bistand og det incitament der ved iværksættelsen af
forureningsbegrænsende foranstaltninger var forudsat, idet støtteformen ikke
føltes tilstrækkeligt attraktiv, jf. Folketingstidende 1977-78, sp.
2871f.
I de drøftelser der var
mellem myndighederne og de långivende organisationer den 9. februar 1976 er
der
heller ikke støtte for den retsopfattelse myndighederne nu har anlagt.
Fuldstændig
indfrielse af lånet er ikke omtalt, men for så vidt angår lånets bortfald som
følge af tvangsauktion og delvis indfrielse af lånet (ved ekstraordinær
afdragsbetaling) er der lagt op til at der konkret må tages stilling til
virkningerne for rentenedslaget, mens (automatisk) bortfald af støtten
tilsyneladende
ikke har været på tale.
Det er min opfattelse at man
ikke på baggrund af ordlyden af bestemmelserne i loven og bekendtgørelsen, i
lovens forarbejder eller ved en vurdering af lovens formål
uden videre
kan nå til det resultat at støtten bortfalder ved
fremrykket indfrielse af det optagne lån. Et sådant resultat forudsætter i
hvert fald at der foretages en undersøgelse af de nærmere omstændigheder ved
indfrielsen og - på den baggrund - en konkret vurdering af om der er en real
begrundelse
for at lade støtten ophøre eller fortsætte på samme eller ændrede vilkår.
I den foreliggende sag må jeg
lægge til grund, at det
alene
var
oplysningen om at det støtteberettigende lån var indfriet der førte til at
Hypotekbanken krævede tilbagebetaling, og at der således ikke blev foretaget
nærmere undersøgelser eller overvejelser i den anledning. Heller ikke
oplysningen om at lånet var blevet omlagt til et nyt lån gav anledning til
nærmere overvejelser eller undersøgelse.
Sammenfattende finder jeg
ikke at myndighederne har haft grundlag for at lade støtten bortfalde alene
som
følge af den skete indfrielse. En afgørelse om bortfald måtte forudsætte en
konkret vurdering på baggrund af en undersøgelse af de faktiske
omstændigheder
i forbindelse med indfrielsen/omlægningen. Dette er ikke sket.
På det grundlag finder jeg
det uberettiget at Hypotekbanken har forlangt tilbagebetaling af ydelserne
efter lånets indfrielse, og at Finansministeriet har tiltrådt denne
afgørelse.
Jeg har derfor bedt
myndighederne om at genoptage sagens behandling og træffe en ny afgørelse
under
hensyn til det jeg har anført. Jeg har bedt om underretning om den afgørelse
der træffes.
..."
I skrivelse af 3. oktober
1995 meddelte Hypotekbanken mig herefter følgende:
"...
Efter Hypotekbankens
anmodning fremsendte centret den 4. august 1995 diverse oplysninger om
konvertering pr. 3. marts 1987 af lån kr. 125.500 til kr. 1.373.000.
Ved breve af 6. og 25.
september 1995 er (kreditforeningen) fremkommet med yderligere oplysninger om
denne konvertering samt konvertering pr. 30. marts 1990 af lån kr. 1.373.000
til 1.340.000.
I henhold til udtalelse af
31. maj 1995 fra Folketingets Ombudsmand har Hypotekbanken revurderet sin
afgørelse af 19. juli 1993, hvorefter man over for (A) gjorde krav på
tilbagebetaling af ikke forældede tidligere udbetalte støttebeløb ialt kr.
28.910,89 som følge af indfrielse af lån kr. 125.500.
I denne anledning skal
Hypotekbanken herved meddele, at man har omberegnet de pågældende
tilskudsbeløb
for perioden 3. marts 1987 til 5. juli 1993 (tilskudsterminerne 11. juni 1987
til 11. december 1993) med udgangspunkt i forrentningen og afviklingen af lån
henholdsvis kr. 1.373.000 og kr. 1.340.000.
..."
Jeg meddelte herefter at jeg
ikke foretog mig videre i den anledning.
Lignende dokumenter
- Afgørelse — Københavns Kommune Huslejenævnene · 29. november 2024
- 1985 LSF 71 FORSLAG TIL LOV OM STØTTE TIL MILJØFORBEDRENDE INVESTERINGER I LANDBRUG M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- Gældsanering, driftsudgifter. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- 1986 LSF 64 FORSLAG TIL LOV OM STØTTE TIL MILJØFORBEDRENDE INVESTERINGER I MINDRE LANDBRUG M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- Vandindvinding, Vissing Vandværk. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. december 1998
- Spørgsmål om pengeinstituts administration af statsgaranteret studielån. Det finansielle ankenævn · 8. januar 1997