Arbejdsministeriets manglende indgriben over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Arbejdsministeriets manglende indgriben over for
Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination
Den 13. januar 1995 modtog
jeg en klage fra Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination
(DRC) over Arbejdsministeriets manglende indgriben over for
Arbejdsformidlingens (AF's) påståede medvirken til racediskrimination i
forbindelse med udvælgelsen af egnede arbejdssøgende til job.
I den anledning skrev jeg den
3. april 1995 bl.a. følgende til Arbejdsministeriet:
"...
Jeg har foretaget en
gennemgang af DRC's klage. Forinden jeg tager endelig stilling til klagen,
beder jeg om Arbejdsministeriets eventuelle bemærkninger til nedenstående
redegørelse for sagen, herunder min foreløbige vurdering af de retlige
spørgsmål sagen rejser.
Sagens faktiske
omstændigheder er i al væsentligt følgende:
Dokumentations- og
rådgivningscentret om racediskrimination (DRC) rettede henvendelse til
Arbejdsministeriet den 3. december 1993 i anledning af et presseklip fra
Politiken den 25. november 1993 (vedlagt klagen som bilag VIII), hvor en
AF-chef skulle have udtalt at arbejdsgiverne var racister. Spørgsmålet til
ministeren var om hun mente at AF's praksis mht. at efterkomme arbejdsgiveres
diskriminerende ønsker var i overensstemmelse med gældende ret. Ministeren
anførte som svar i brev af 7. februar 1994 (bilag I) bl.a.:
"...
Det, som AF-chefen giver udtryk
for i artiklen er, at arbejdsgiverne diskriminerer indvandrere ved
ansættelser.
Jeg forstår det sådan, at selvom AF formidler velkvalificerede ledige
Læs alt
indvandrere til jobs, foretrækker arbejdsgiverne at ansætte danskere. Der er
derfor ikke tale om, at det er AF, der diskriminerer, hvilket formentligt
ville
være i strid med lovgivningen.
Danmark har gennem lov om
forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. jf. lovbekendtgørelse nr.
626 af 29. september 1987 gennemført en FN-konvention om afskaffelse af alle
former for racediskrimination. Efter loven er forskelsbehandling af en person
på grund af dennes race, hudfarve eller etniske oprindelse, tro eller
seksuelle
orientering med hensyn til betjening inden for erhvervsmæssig eller
almennyttig
virksomhed forbudt. Loven gælder dog ikke i et ansættelsesforhold mellem
arbejdsgiver og en lønmodtager. Arbejdsgiverne har derfor ret til selv at
bestemme, hvem de vil ansætte.
..."
DRC udsendte den 24. juni
1994 en pressemeddelelse (bilag II) som bl.a. indeholdt følgende:
"...
Arbejdsministeren udtalte til
TV2 i går, at det er helt uacceptabelt, at arbejdsgivere diskriminerer
etniske
minoriteter på arbejdsmarkedet. Ansvaret herfor tillægger hun alene
arbejdsgivere. Eftersom der ikke findes lovgivning på området er denne
diskrimination i dag fuldt lovlig. Men ... DRC har gang på gang påpeget
overfor arbejdsministeren, at det er
forbudt
for Arbejdsformidlingen at imødekomme diskriminerende krav
fra
arbejdsgivere. Dette er af arbejdsministeren i brev af 7. februar 1994
indrømmet over for DRC. Alligevel viser mere end 30 stikprøver foretaget af
DRC, at medarbejdere i AF imødekommer sådanne krav, endog med
velsignelse fra arbejdsministeren selv!
I følge AF's repræsentanter i et kontaktforum, som er nedsat under AF, som
også DRC deltager i, har arbejdsministeren tilsyneladende sagt på et internt
møde, at AF først og fremmest er en
serviceinstitution
overfor hele samfundet, og at praksissen derfor skal fortsætte.
Herudover er det
ofte offentlige arbejdsgivere, som stiller
diskriminerende krav over for AF.
Chefen for AF udtalte således til
Politiken 18. november 1993, at
"... er et eksempel på
en arbejdsgiver, der ikke gerne ansætter indvandrere...". Det samme blev
bekræftet på TV 2 af (en sagsbehandler i AF).
..."
Regionschefen for AF skrev i
brev af 11. juli 1994 til DRC (bilag III) som svar på en henvendelse fra DRC
af
22. juni 1994 bl.a. følgende:
"...
Formålet med kontaktforumet
har altså været at få løst en række veldefinerede opgaver, som kan smidiggøre
arbejdsmarkedet.
Det er også meningen, at
kontaktforumet skal kunne komme med forslag og ideer, der kan fremme
indvandreres integration på det storkøbenhavnske arbejdsmarked
inden for
lovgivningens rammer. Den
konkrete udmøntning af forslagene i fx retningslinier for, hvorledes ansatte
i
AF skal forholde sig til racisme og diskrimination er derimod et anliggende
for
Arbejdsformidlingens ledelse.
Såfremt målet er direkte at
holdningsbearbejde arbejdsgivere og andre om racisme og diskrimination
udover det
lovgivningen foreskriver, må
dette selvfølgelig ske gennem organisationens egne aktiviteter."
Den 14. september 1994
fremkom Arbejdsministeriet med et nyt svar til DRC (bilag IV) på baggrund af
flere henvendelser fra centret i sommeren 1994. Svaret indeholdt en generel
indføring i AF's arbejde med udgangspunkt i cirkulære og vejledning nr. 23/88
af 28. december 1988 samt bemærkninger om racediskrimination. Af brevet
fremgik
bl.a.:
"...
Når et job foreligger belyst,
skal AF udvælge en eller flere, der ifølge AF's oplysninger er egnede til
jobbet. Udvælgelsen af egnede arbejdssøgende til et konkret job sker med
udgangspunkt i de ajourførte oplysninger, AF har registreret om de
arbejdssøgendes kvalifikationer, jobønsker m.m.
AF skal systematisk gennemgå
registeret for at finde frem til et rimeligt antal arbejdssøgende, der har de
fornødne kvalifikationer, og når de egnede er fundet frem, skal AF foretage
en
vurdering af disse, set i relation til det foreliggende arbejde.
Matchningen er den del af
ordrebehandlingen, hvor AF - forinden en formidling finder sted - træffer
afgørelse om, hvem og hvor mange af de arbejdssøgende, der kan komme i
betragtning i forhold til de i ordren specificerede jobkrav.
Jobbets kvalifikationskrav
sammenholdes med den/de lediges uddannelse, erfaringer, rutine og ønsker.
Dette indebærer, at AF ikke må anvende usaglige udvælgelseskriterier som
f.eks.
at foretrække mænd frem for kvinder eller omvendt, medlemmer af
arbejdsløshedskasser frem for ikke-medlemmer, langvarigt ledige frem for
korttids-ledige osv.
...
Med hensyn til
fremmedsprogede og indvandrere kan det være et problem, at nogle
arbejdsgivere
indirekte stiller kvalifikationskrav, som samlet set tilsiger, at det er
danskere - flydende dansktalende - der ønskes formidlet. En sådan
kvalifikationsbeskrivelse
kan godt foreligge, uden at der dermed er tale om, at AF diskriminerer. AF
kan
ikke efter de gældende regler for formidling diktere arbejdsgiverne, hvilke
kvalifikationer de skal efterspørge, da det er arbejdsgivernes ret selv at
opstille
kravene. Derimod skal AF selvfølgelig sørge for, at udsøgning og formidling
foregår efter saglige kriterier, som også cirkulæret (cirkulære og vejledning
nr. 23/88 af 28. december 1988, min bemærkning) om jobordrer foreskriver.
...
Det er min opfattelse, at AF
i praksis søger at løse de problemer, der opstår, ved at indgå i en dialog
med
arbejdsgiverne, og det er nok også den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde.
Jeg
tror ikke, at der er vundet noget for flygtninge og indvandrere ved at
opstille
nogen firkantede regler - det øger blot den skjulte diskrimination.
Du kommer i dine henvendelser
ind på, at der burde udarbejdes et adfærdskodeks for AF's medarbejdere, og
det
er da nok muligt, at der kan arbejdes videre med den tanke, men det bør i
givet
fald afvente at ansættelsesretsudvalget færdiggør sit arbejde.
I det hele taget tror jeg
ikke, at AF's medarbejdere udøver diskrimination i deres daglige arbejde, og
jeg tror heller ikke, at arbejdsgiverne diskriminerer i den forstand, at de
stiller krav om dansk arbejdskraft. Jeg tror langt snarere, at der er tale
om,
at arbejdsgiverne stiller ret rimelige krav om sprog- og skrivefærdigheder,
uddannelse og arbejdserfaring, som en del flygtninge og indvandrere har svært
ved at leve op til, jfr. det ovenfor anførte om visse gruppers lave
uddannelsesniveau.
I øvrigt kan jeg ikke
forestille mig, at det kan være særlig behageligt for en indvandrer eller
flygtning igen og igen at blive sendt ud til arbejdsgivere, som afviser den
pågældende som ikke tilstrækkeligt kvalificeret. Jeg tror faktisk, at AF
udviser sund fornuft, og sparer mange flygtninge og indvandrere for svidende
nederlag og skuffede forhåbninger, ved i nogen tilfælde at lade være med at
formidle dem til ledige jobs.
..."
Samme dag udsendte
Arbejdsministeriet en pressemeddelelse (åbent brev), (bilag V). Bl.a. udtalte
ministeren følgende:
"...
AF's hovedprincip i
formidlingsvirksomheden går ud på
frihed
til at vælge, både for arbejdsgivere og arbejdssøgende.
AF skal forsyne
begge parter med alle relevante oplysninger, og skal søge at matche
jobsøgende
og jobs så godt som overhovedet muligt. Men AF kan ikke og må ikke tvinge en
arbejdsgiver til at tage en bestemt jobsøgende, og AF kan heller ikke tvinge
en
jobsøgende til at tage et bestemt job.
...
I forbindelse med en
undersøgelse af forholdene for flygtninge og indvandrere, som snart
påbegyndes
i regi af Arbejdsministeriets forskningsprogram, vil der i øvrigt blive set
nærmere på spørgsmålet, om offentlige og/eller private arbejdsgivere stiller
diskriminerende krav, når de efterspørger arbejdskraft, og i givet fald, om
AF
eller andre myndigheder efterkommer disse krav.
...
Da det er arbejdsgivernes
ret at lede og fordele arbejdet, er det også deres ret at ansætte og
afskedige
medarbejdere efter eget ønske, og det er der ingen, der skal blande sig i.
Som
følge heraf gælder loven om forbud mod forskelsbehandling da heller ikke
netop
i ansættelsesforhold."
Efter et møde mellem DRC og
arbejdsministeren konkluderede DRC følgende i et brev af 4. november 1994 til
ministeren (bilag VI):
"...
Vi har forstået en af mødets
konklusioner derhen, at du ikke mener, at Arbejdsformidlingen bryder national
lovgivning samt FN's racediskriminationskonvention ved at imødekomme
diskriminerende krav fra arbejdsgivere til ledige, som er registreret hos
Arbejdsformidlingen. I tilfælde af, at DRC har misforstået mødets konklusion
omkring dette spørgsmål hører vi gerne fra dig i nærmeste fremtid.
..."
I brev af 17. november 1994
(bilag VII) svarede ministeren DRC:
"Tak for dit brev, hvor
du drager den konklusion af vores møde den 4. november 1994, at jeg ikke
mener,
at AF bryder national lovgivning og internationale konventioner ved at
imødekomme diskriminerende krav fra arbejdsgivere.
Den konklusion kan jeg
overhovedet ikke tilslutte mig, og det var i øvrigt ikke det, vi talte om. Du
fremsatte et ønske om, at jeg skal give ordre til AF om, at de skal afbryde
samarbejdet med arbejdsgivere, der stiller diskriminerende krav. Jeg
forklarede
dig, at da AF er en offentlig serviceorganisation, kan jeg ikke give en sådan
ordre til AF. Det vil være i modstrid med lovgrundlaget for AF, således som
det
f.eks. fremgår af loven om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
Jeg vil gerne sige meget
klart, at jeg på ingen måder finder det acceptabelt, at arbejdsgivere stiller
diskriminerende krav, når de henvender sig til AF. Men som situationen er i
dag, hvor der ikke findes noget forbud mod diskrimination i en
ansættelsessituation, kan hverken jeg eller nogen anden gribe ind."
Den 12. januar 1995 klagede DRC
til mig. DRC skrev bl.a. følgende:
"...
Det fremgår af vedlagte bilag
VIII og IX, at arbejdsformidlingskontorerne modtager henvendelser fra
arbejdsgivere, som præciserer, at de kun ønsker anvist etnisk dansk
arbejdskraft, uanset at der blandt de arbejdssøgende er kvalificerede danske
statsborgere af anden etnisk oprindelse.
...
Arbejdsministeren erkender,
at Arbejdsformidlingen ikke må stille usaglige krav, bl.a. i henseende til
forskelsbehandling på grundlag af køn, medlemsskab af arbejdsløshedskasse
eller
længden af arbejdsløshedsperioden, jf. bilag IV, side 2. Arbejdsministeren
inkluderer udtrykkeligt ikke race, hudfarve og etnisk oprindelse i
opregningen
af usaglige hensyn.
...
Arbejdsministeren har
imidlertid afslået at gribe ind overfor fænomenet, idet hun øjensynligt
finder,
at diskriminationen først finder sted ved arbejdsgiverens beslutning om at
ansætte eller ikke-ansætte de anviste arbejdssøgende, ...
Arbejdsministerens synspunkt
er yderligere, at, da Arbejdsformidlingen er en offentlig servicevirksomhed
og
da arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet, finder hun ikke,
at
Arbejdsformidlingen kan undlade at samarbejde med arbejdsgivere, som stiller
etniske og andre racemæssigt begrundede krav til de arbejdssøgende, jf. bilag
VII.
Arbejdsministeren er i øvrigt
ganske generelt af den opfattelse, at der ikke er "vundet noget for
flygtninge og indvandrere ved at opstille nogen firkantede regler - det øger
blot den skjulte diskrimination", ...
...
Loven (lovbek. nr. 1199 af
27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, min bemærkning)
fastsætter
ikke nærmere kriterier for formidlingen af kontakten mellem arbejdsgivere og
arbejdssøgende, men må fortolkes i lyset af en almindelig lighedsgrundsætning
og de menneskeretlige forpligtelser, den danske stat har påtaget sig.
Dertil kommer, at der på
andre diskriminationsområder, navnlig kønsdiskrimination, er fastsat særlige
lovregler, som har betydning for fortolkningen af bestemmelserne om
formidling
af arbejde. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ikke i den
forbindelse
ses fremført det ovennævnte synspunkt, hvorefter der angiveligt ikke er
"vundet noget (...) ved at opstille nogen firkantede regler - det øger
blot den skjulte diskrimination". Tværtimod har lovgiver til stadighed
strammet
de lovgivningsmæssige krav på kønsdiskriminationsområdet.
...
Som nævnt ovenfor bestrider
Arbejdsministeren ikke, at Arbejdsformidlingen modtager racediskriminerende
krav, hvilket bekræftes af de i bilag VIII og IX citerede udtalelser.
Arbejdsformidlingen anviser uanfægtet - og skal efter Arbejdsministerens
opfattelse fortsat uanfægtet anvise - arbejdskraft til arbejdsgivere, som
fremsætter sådanne krav, idet det er arbejdsgiverne, der formulerer de krav,
som Arbejdsformidlingen skal tilgodese.
...
DRC skal på denne baggrund
klage over, at Arbejdsministeren som ansvarlig for arbejdsmarkedslovgivningen
og Arbejdsformidlingen medvirker til diskrimination af arbejdssøgende
- ved ikke at ville præcisere
(ved generelle og konkrete tjenesteforskrifter), at Arbejdsformidlingen ikke
må
efterkomme racediskriminerende krav fremsat af arbejdsgivere på trods af, at
ministeren er forpligtet hertil i henhold til loven om forbud mod
forskelsbehandling, den almindelige lighedsgrundsætning og traktatretlige
forpligtelser.
..."
På denne baggrund finder jeg
anledning til at fremsætte følgende foreløbige bemærkninger.
"Sagen rejser to
spørgsmål, nemlig
dels
(I) om
Arbejdsformidlingen
i sin jobformidling
lovligt kan forskelsbehandle
alene
på grundlag af race, hudfarve eller etnisk oprindelse (ikke på grundlag af
f.eks. manglende sproglige forudsætninger eller andre personlige
kvalifikationer),
og
dels
(II) om
arbejdsgivere
lovligt kan diskriminere på grund af race, hudfarve
eller etnisk oprindelse i forbindelse med ansættelsen af arbejdssøgende.
I. AF's jobformidling
Arbejdsformidlingens
forpligtelser til at formidle arbejde fremgår af lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik §§ 4-8, lovbek. nr. 1199 af 27. december 1993. I medfør
af lovbekendtgørelsens § 8 er fastsat en bek. nr. 1200 af 27. december 1993
som
nærmere regulerer AF's virksomhed. Loven indeholder alene nogle meget brede
rammer for hvordan formidlingen skal foregå.
Det fremgår bl.a. at
arbejdssøgende og arbejdsgivere kan få assistance til at finde arbejde hhv.
søge arbejdskraft, jf. lovbekendtgørelsens § 4. I § 5 er det fastsat at måden
arbejde/arbejdskraft formidles på, er ved indhentelse og videregivelse af
information om udbudet af arbejdskraft og om beskæftigelsesmulighederne. § 6
angiver at der kan ske formidling ved at en arbejdssøgende direkte sættes i
kontakt med en arbejdsgiver.
Bek. nr. 1200 af 27. december
1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats fastsætter i §§ 24, stk. 1, og 25
følgende om AF's jobformidling:
"§ 24.
Arbejdsformidlingen skal tilbyde jobformidling, hvor der formidles
arbejdssøgende til konkrete job. Der skal ved udvælgelsen af egnede
arbejdssøgende være overensstemmelse mellem den arbejdssøgendes
kvalifikationer og jobprofilen."
"§ 25. Udvælgelse af
egnede arbejdssøgende til et konkret job sker med udgangspunkt i de
ajourførte
oplysninger, Arbejdsformidlingen har registreret om de arbejdssøgendes
kvalifikationer, jobønsker og den personlige kontakt med den
arbejdssøgende."
Jeg har forstået at AF's
jobformidling principielt består af to led, nemlig 1) AF's udvælgelse af
(flere) egnede til jobbet (egnethedsvurderingen) og 2) den konkrete
matchning,
dvs. udvælgelsen blandt de egnede af den person der skal anvises jobbet,
eller
den/de personer der skal henvises til samtale hos arbejdsgiveren. I praksis
forekommer der formentlig tilfælde hvor der ikke kan foretages nogen skarp
adskillelse mellem egnethedsvurderingen og matchningen.
ad 1) I egnethedsvurderingen
vil spørgsmålet om AF's medvirken til diskrimination (imødekommelse af
arbejdsgiverens diskriminerende krav) navnlig kunne foreligge i den form at
AF
forhåndsfrasorterer en eller flere personer alene på grundlag af disses race,
hudfarve eller lignende, dvs. at der herudover slet ikke foretages nogen
egnethedsvurdering.
ad 2) Flere situationer kan
sådan som jeg har forstået det tænkes at foreligge i forbindelse med
matchningen. Det ene yderpunkt er blank accept fra AF's side af
arbejdsgiverens
diskriminerende krav. Det andet yderpunkt er at AF ignorerer arbejdsgiverens
diskriminerende
krav og anviser/henviser personen alligevel (hvorefter vedkommende muligvis
vil blive afvist af arbejdsgiveren). Mellem disse yderpunkter kan der
forekomme
forskellige situationer hvor AF protesterer mere eller mindre forsigtigt over
for arbejdsgiverens krav, går i dialog med vedkommende mv.
Både i forbindelse med
egnethedsvurderingen og selve matchningen er der overladt AF et vist skøn
over
hvilke personer der kan komme i betragtning.
(a) Som offentlig myndighed
er AF underlagt en almindelig lighedsgrundsætning. Man kan derfor rejse
spørgsmålet om ikke AF allerede som følge heraf er afskåret fra at
forskelsbehandle
på grundlag af race, hudfarve, etnisk oprindelse mv. De almindelige
lighedsgrundsætninger
spiller dog kun en beskeden rolle ved afgrænsningen af hvilke kriterier der
er
lovlige, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 236ff.
(b) Danmark har ratificeret
FN's konvention fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination
og ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse
og erhverv. Disse konventioner indeholder meget bredt formulerede
bestemmelser
om deltagerstaternes forpligtelser til ikke at diskriminere eller
forskelsbehandle på grundlag af race mv.
Den danske stats folkeretlige
forpligtelser har betydning for afgrænsningen af de kriterier der lovligt kan
tillægges vægt ved skønsmæssige afgørelser. Det antages at statslige
myndigheder er forpligtede til når de træffer konkrete skønsmæssige
afgørelser,
at disse ikke kommer i strid med de traktatretlige forpligtelser den danske
stat har påtaget sig. Det fremgår af den såkaldte instruktionsregel at
administrative myndigheder - når de udøver skønsmæssige beføjelser - skal
udnytte beføjelserne på en sådan måde at brud på internationale forpligtelser
undgås, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 240ff.
(c) § 1, stk. 1, i lovbek.
nr. 626 af 29. september 1987 om forbud mod forskelsbehandling på grund af
race
mv. har følgende ordlyd:
"
§ 1.
Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed
på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse,
tro
eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår
som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder."
Bestemmelsen er meget bredt
formuleret, og af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag fremgår:
"Bestemmelsen omfatter
enhver betjening eller ydelse, der i erhvervsmæssigt eller almennyttigt
øjemed
stilles til rådighed for almenheden.
..."
Racediskriminationsloven
finder anvendelse på diskrimination foretaget af både offentlige myndigheder
og private fysiske og juridiske personer.
For så vidt angår AF's
egnethedsvurdering
følger det efter min
opfattelse af ovenstående at AF handler retsstridigt såfremt man lægger vægt
på
race, hudfarve, etnisk oprindelse mv.
Med hensyn til
matchningen
vil en forhåndsaccept af en
arbejdsgivers diskriminerende krav - således at der slet ikke foretages noget
matchningsforsøg - også være retsstridig. (I praksis ensbetydende med
forhåndsfrasortering i egnethedsvurderingen). I det andet yderpunkt er det
klart overensstemmende med gældende diskriminationsforbud såfremt AF reagerer
ved at ignorere arbejdsgiverens krav og anviser/henviser alligevel.
Spørgsmålet
er om AF er forpligtet hertil. Efter min opfattelse er der næppe tale om
nogen
retlig forpligtelse. En forpligtelse må i givet fald baseres på
moralsk/politisk
grundlag (ledsaget af overvejelser om AF's almene forpligtelse som
serviceinstitution, hensyn til faktisk diskrimination uden AF's medvirken
osv.).
Det forhold at der kun i
yderpunkterne kan gives relativt sikre svar på de retlige spørgsmål,
udelukker
efter min mening ikke at der udarbejdes en kodeks for hvorledes AF's
personale
bør forholde sig til situationer som de omhandlede. Efter min opfattelse vil
det være i god overensstemmelse med gældende racediskriminationsforbud og
Danmarks internationale forpligtelser såfremt der udarbejdes en sådan kodeks
(eller vejledning) hvor der 1) redegøres for de retlige spørgsmål, jf.
ovenfor
og 2) indskærpes en pligt for personalet i AF til så vidt muligt at
anvise/henvise arbejde (foretage matchning), uafhængigt af eventuelle
diskriminerende krav fra arbejdsgiveres side. Der kan muligvis gives nærmere
anvisninger på hvorledes disse bestræbelser bør udfolde sig.
Det er klart at de nærmere
regler må afhænge af udfaldet af de pågående overvejelser med hensyn til
regulering af arbejdsgiveres forpligtelser.
II. Arbejdsgiveres rettigheder og pligter
Som udgangspunkt følger det
af ledelsesretten at arbejdsgiveren frit kan vælge hvem han eller hun vil
ansætte. Der er dog med tiden sket væsentlige indskrænkninger heri, jf.
f.eks.
ligebehandlingslovens regler.
Hertil kommer at der gælder
særlige regler for EU-medlemsstaterne. Artikel 48 i EØF-traktaten har
følgende
ordlyd:
" Art. 48.1.
Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet gennemføres senest
ved
overgangsperiodens udløb.
2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i
nationaliteten begrundet forskelsbehandling af Medlemsstaternes arbejdstagere
for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.
..."
Bestemmelsen er umiddelbart
anvendelig og kan derfor også gøres gældende over for private. I kraft af
EØS-aftalen er grundsætningen om arbejdskraftens frie bevægelighed med visse
modifikationer udvidet til også at omfatte borgere i EFTA-landene. Der er
imidlertid
alene tale om forskelsbehandling begrundet i
nationalitet
(ikke race mv.). I mange tilfælde vil diskriminationen
dog være begrundet både i nationalitet og race mv., og bestemmelsen kan
derfor
have en vis betydning i relation til racediskrimination på arbejdsmarkedet.
I forbindelse med spørgsmålet
om diskrimination fra arbejdsgiveres side må der sondres mellem
offentlige
arbejdsgivere og
private.
1) Offentlige arbejdsgivere
Offentlige arbejdsgivere er
bundet af reglen om at de skal vælge den bedst kvalificerede, jf. f.eks. min
udtalelse refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 107ff.
En ansættelse er en afgørelse. Det skøn der ligger til grund for afgørelsen
skal ske ud fra saglige kriterier. Det er allerede af den grund ulovligt at
lægge vægt på om den pågældende tilhører en bestemt race mv. hvis dette ikke
i
den konkrete situation er sagligt begrundet af hensyn til varetagelsen af
jobbet.
Som en refleks heraf er det
som udgangspunkt ulovligt at angive sådanne forhold i stillingsopslag, på
samme
måde som man ikke må avertere efter arbejdssøgende af et bestemt køn.
Den offentlige arbejdsgiver
må således heller ikke henvende sig til AF med et ønske om alene at få
tildelt
etnisk dansk arbejdskraft medmindre dette i det konkrete tilfælde
undtagelsesvis måtte være sagligt begrundet. Er henvendelsen ikke sagligt
begrundet, er den i sig selv ulovlig.
2) Private arbejdsgivere
Som omtalt har Danmark
ratificeret FN-konventionen af 21. december 1965 om afskaffelse af alle
former
for racediskrimination. Artikel 2 sammenholdt med artikel 5 indeholder de
nærmere forpligtelser for deltagerstaterne til at afskaffe racediskrimination
på arbejdsmarkedet.
Derudover har Danmark
ratificeret ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv.
I betænkning nr. 553 fra 1969
om forbud mod racediskrimination, s. 19, har udvalget kommenteret
FN-konventionen,
artikel 2 og 5. Udvalget udtaler bl.a.:
"...
Præceptive regler, f.eks. i
lov om arbejdsbeskyttelse, lov om ferie med løn, lærlingelov, medhjælperlov
og
funktionærlov, medfører, at diskrimination på de herved dækkede områder er
udelukket.
En vis ligestilling med
hensyn til arbejdsforhold, beskyttelse mod arbejdsløshed og lige løn for lige
arbejde følger af de kollektive overenskomster. Ifølge § 4, stk. 3, i den nu
bortfaldne hovedaftale mellem arbejdsmarkedets parter er vilkårligheder i
afskedigelser således forbudt, og dette må antages at være et grundlæggende
princip, der også er gældende i tiden, indtil en ny hovedaftale indgås.
Racediskrimination vil næppe
kunne forekomme her i landet med hensyn til arbejdsforhold, hvori det
offentlige er part, og er vanskeligt tænkeligt med hensyn til ansættelser og
arbejdsvilkår indenfor området af de kollektive overenskomster. Det er
derimod
ikke udelukket, at der uden for disse områder - dvs. på den helt private del
af arbejdsmarkedet - med hensyn til ansættelse og vilkår vil kunne
konstateres
forskelsbehandling på grund af den pågældendes race el. lign.
..."
I betænkningen drøftes det i
hvilket omfang forbud i lovsform bør indføres på dette område. Konklusionen
fra udvalget (s. 31) er følgende:
"...
Spørgsmålet om, hvorvidt der
bør gives særlige regler om diskrimination med hensyn til "retten til
arbejde" har givet anledning til indgående overvejelser i udvalget og
under de nordiske forhandlinger. Resultatet er blevet, at der ikke af nogen
af udvalgene stilles forslag om regler på dette område.
Det er åbenbart, at
forskelsbehandling ved arbejdsansættelser og med hensyn til løn- og
arbejdsvilkår kan betyde en meget følelig forringelse af gruppers og
individers sociale og økonomiske stilling. Det må også erkendes, at der ikke
i
dansk ret er et fuldtud dækkende værn mod sådan diskrimination på det private
arbejdsmarked. På den anden side kan spørgsmålet om gennemførelse af nye
lovregler ikke afgøres uden hensyntagen til de særlige forhold, som efter den
i
Danmark udviklede ordning bestemmer, hvorledes ansættelser og arbejdsvilkår
skal reguleres. Det må anses for ønskeligt, at foranstaltninger til
modarbejdelse af den i konventionen omhandlede diskrimination, så vidt muligt
træffes gennem arbejdsmarkedets parter.
..."
Man afstod fra udvalgets side
fra at forsøge at få lovregler gennemført på grund af den danske tradition
for
at arbejdsmarkedets parter selv varetager deres forhold.
Racediskriminationsloven
finder derfor ikke direkte anvendelse på arbejdsgiveres diskrimination ved
ansættelser; dette gælder både offentlige og private arbejdsgivere.
Danmark har imidlertid et
folkeretligt ansvar for at gennemføre og opretholde en retstilstand hvor der
ikke forekommer racediskrimination - heller ikke på arbejdsmarkedet.
Siden udvalget afgav
betænkningen, er Danmark blevet medlem af EU. Da organisationsprocenten er
væsentligt lavere i en række andre medlemslande, har der løbende været et
behov i disse lande for en regulering af forholdene på arbejdsmarkedet.
Danmark
er derfor blevet tvunget til at gennemføre central regulering i form af
særlige
love.
Hertil kommer at forholdene
har ændret sig på arbejdsmarkedet siden 1969. Niels-Erik Hansen skriver i sin
bog "Beskyttelse mod racisme", udgivet af Det Danske Center for
Menneskerettigheder i 1993:
"...
Med den stigende
arbejdsløshed, der navnlig har ramt de i konventionen (FN-Konventionen om
afskaffelse af alle former for racediskrimination, min bemærkning) nævnte
grupper, er det uforståeligt, at der ikke i national dansk ret findes regler,
der beskytter mod racediskrimination i forbindelse med ansættelser,
forfremmelser, chikanerier på arbejdspladserne osv.
..."
Udvalgets begrundelse kan
altså formentlig ikke længere anvendes.
Hvis organisationerne som
DRC hævder ikke længere har fuld kontrol over situationen, er der belæg for
at
overveje om de internationale forpligtelser den danske stat har påtaget sig
på
området, i stedet burde udfyldes gennem lovgivning.
Da jeg har forstået at det af
arbejdsministeren nedsatte ansættelsesretsudvalg har et kommissorium der
bl.a. omfatter netop dette spørgsmål - resultatet af udvalgets overvejelser
forventes at foreligge i efteråret/vinteren 1995 - har jeg ikke fundet
grundlag for herudover at foretage mig videre med hensyn til private
arbejdsgiveres
forpligtelser.
Jeg beder om at modtage
Arbejdsministeriets kommentarer til mine ovenstående foreløbige bemærkninger
til sagen.
..."
Den 10. april 1995 skrev DRC
bl.a. følgende til mig i anledning af mit brev til Arbejdsministeriet:
"...
Forholdet til FNs racediskriminationskonvention samt ILO Konvention nr.
111
Ombudsmanden har efter DRCs opfattelse ikke i
tilstrækkeligt omfang vurderet Arbejdsformidlingens ansvar efter FNs
racediskriminationskonventions artikel 2, stk. 1, litra a, hvorefter
medlemsstaterne "undertakes to engage in no act or practice of racial
discrimination against persons, groups of persons or institutions and to
ensure
that all public authorities and public institutions, national and local,
shall
act in conformity with this obligation".
Herudover har Ombudsmanden
efter DRCs opfattelse heller ikke i tilstrækkeligt omfang vurderet
Arbejdsformidlingens ansvar efter ILO Konvention nr. 111, som efter artikel 2
forpligter staterne til at "fjerne enhver forskelsbehandling" i
henseende til muligheder og behandling for så vidt angår beskæftigelse og
erhverv.
Ombudsmanden fremhæver
derimod i forhold hertil, at "Disse konventioner indeholder meget bredt
formulerede bestemmelser om deltagerstaternes forpligtelser til ikke at
diskriminere eller forskelsbehandle på grundlag af race m.v." ... DRC er
ikke enig i denne vurdering af konventionernes rækkevidde. Konventionerne er
tvært imod
præcise og vidtgående
og
der hersker således ikke tvivl om, at de omfatter enhver handling eller
adfærd,
eller medvirken hertil, som er årsag til direkte og indirekte
racediskrimination. Konventionerne forpligter derfor i højeste grad
Arbejdsformidlingen til at ignorere diskriminerende krav fra arbejdsgivere.
Forhåndsfrasortering
Ombudsmanden har i det nævnte
brev opdelt Arbejdsformidlingens formidlingsprocedure i to led: en
egnethedsvurdering og en matchning. I begge tilfælde er Ombudsmanden af den
opfattelse, at Arbejdsformidlingen handler retsstridigt, såfremt der
inddrages
vurderinger såsom race, hudfarve, etnisk oprindelse mv. ... I forhold til
disse
to led i Arbejdsformidlingens formidlingsprocedure er det Ombudsmandens
opfattelse, at Arbejdsformidlingen ikke er retligt forpligtet til at ignorere
diskriminerende krav fra en arbejdsgiver. Ombudsmanden har imidlertid
ikke
taget stilling til en eventuel
frasortering i det sidste led i formidlingsproceduren, nemlig
selve anvisningen.
Efter DRCs opfattelse er det
for så vidt underordnet, hvor Arbejdsformidlingens frasortering af
arbejdssøgende
finder sted, idet der rent faktisk i procedurens sidste led lægges vægt på
diskriminerende kriterier såsom race, hudfarve, etnisk oprindelse mv.,
således
at i udgangspunktet kvalificerede etniske minoriteter, som er udvalgt efter
egnethedsvurderingen og matchningen, alligevel ikke bliver henvist til en
arbejdsgiver.
En kvalificeret etnisk
minoritet bliver således - såfremt Arbejdsformidlingen frasorterer ham/hende
i
sidste led i proceduren - nægtet at blive betjent på samme vilkår som andre
(jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987).
Heraf følger en klar
forpligtelse for Arbejdsformidlingen til at ignorere et diskriminerende krav
fra en arbejdsgiver.
..."
Den 24. april 1995 skrev jeg
til DRC at jeg ville vende tilbage til sagen når jeg havde modtaget
Arbejdsministeriets kommentarer til mine foreløbige bemærkninger.
Den 20. juni 1995 modtog jeg
Arbejdsministeriets udtalelse af 16. juni 1995 i sagen. Arbejdsministeriet
skrev følgende:
"Ved skrivelse af 3.
april d.å. har Ombudsmanden bedt om en udtalelse vedrørende DRC's klage over
Arbejdsministeriets manglende indgriben overfor Arbejdsformidlingen (AF) i
sager, hvor AF efter klagerens opfattelse har medvirket til diskrimination.
Ombudsmanden har i sine
bemærkninger til sagen rejst to spørgsmål. Dels om Arbejdsformidlingen (AF) i
sin jobformidling lovligt kan forskelsbehandle på grundlag af race, hudfarve
eller etnisk oprindelse, dels om arbejdsgivere lovligt kan diskriminere på
ovennævnte grundlag i forbindelse med ansættelsen af arbejdssøgende.
Arbejdsformidlingens forpligtelser
Vedrørende spørgsmålet om AF,
er ministeriet enig med Ombudsmanden i, at forskelsbehandling på grundlag af
race, hudfarve, etnisk oprindelse eller lignende i forbindelse med AF's
jobformidling vil være i strid med lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september
1987 om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.
Endvidere kan ministeriet
tilslutte sig, at de folkeretlige forpligtelser, den danske stat har påtaget
sig ved ratifikation af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med
hensyn
til beskæftigelse og erhverv og FN's konvention om afskaffelse af
racediskrimination, indebærer en forpligtelse for offentlige myndigheder til
at sikre, at konkrete skønsmæssige afgørelser ikke kommer i strid med disse
internationale forpligtelser. En tilsvarende forpligtelse følger af
lighedsgrundsætningen.
Hertil kommer en politisk
forpligtelse, som statsministeren gav udtryk for i sin åbningstale til
Folketinget i oktober 1994:
"Regeringen vil i alle
sammenhænge modarbejde etnisk diskrimination. Vi forbereder udspil herom,
bl.a. mod diskrimination på arbejdsmarkedet."
Arbejdsministeriet har
anmodet Arbejdsmarkedsstyrelsen om en udtalelse vedrørende AF's praksis for
udvælgelse af egnede jobansøgere. AMS har oplyst følgende:
Udvælgelsen af egnede
arbejdssøgende til et konkret job sker med udgangspunkt i de oplysninger, AF
har registreret om de arbejdssøgendes kvalifikationer, jobønsker m.v. AF's
registre indeholder ikke oplysninger af personlig karakter, som f.eks. etnisk
oprindelse,
politisk orientering m.v. Selve egnethedsvurderingen kan således ikke
foretages
med udgangspunkt i usaglige kriterier.
Ved den konkrete matchning
skal AF danne sig et indtryk af, hvilke af de arbejdssøgende, der ud fra et
samlet skøn, må formodes at være bedst egnede til at blive formidlet til det
pågældende job. Denne vurdering bliver foretaget på grundlag af AF's kendskab
til virksomheden, virksomhedens medarbejdersammensætning, arbejdets karakter
samt de kvalifikationer og personlige egenskaber, der kræves.
Der opstår i denne
forbindelse et problem, når arbejdsgiverens valg af kriterier skønnes at være
usagligt. I sådanne situationer gælder det for samtlige regioner, at man som
hovedregel forsøger at indgå i en dialog med arbejdsgiveren og oplyse om de
etniske minoriteters kvalifikationer og muligheder som arbejdskraft.
Endvidere
tilkendegiver AF overfor arbejdsgiveren, at man fra AF's side tager klar
afstand fra fremsættelse af diskriminerende og usaglige krav.
Det er generelt AF's indtryk,
at dialogen i de fleste tilfælde får et positivt udfald, og at der på denne
baggrund kan formidles personer tilhørende de etniske minoriteter næsten i
samme udstrækning som arbejdssøgende af dansk oprindelse. Dog anfører enkelte
regioner, at man, hvis dialogen ikke lykkes, forsøger at tage højde for
arbejdsgiverens krav, da man anser sig forpligtet til at betjene den
pågældende
arbejdsgiver.
Sammenfattende oplyses det,
at AF anser problemet for at være af ringe omfang både med hensyn til
egentlig
diskrimination fra arbejdsgiverens side og med hensyn til usaglige krav til
sprogkundskaber.
Det er Arbejdsministeriets
opfattelse, at eventuelle problemer med etnisk diskrimination i forbindelse
med
AF's jobformidling kan opstå i den fase, hvor AF-medarbejderen skal foretage
en
konkret vurdering af, om de udvalgte ledige passer ind i virksomheden/i det
konkrete job.
Arbejdsministeriet er enig
med styrelsen i, at dialog med arbejdsgivere, der stiller diskriminerende
krav, er det bedste middel mod diskrimination.
Ministeriet er endvidere enig
med styrelsen i, at AF klart skal markere en afstandtagen fra diskriminerende
og usaglige krav til arbejdskraften.
Disse forholdsregler er
imidlertid efter ministeriets opfattelse ikke tilstrækkelige.
Det er ministeriets opfattelse,
at AF af flere grunde er forpligtet til at afbryde samarbejdet med en
arbejdsgiver, der fastholder diskriminerende krav i den konkrete
formidlingssituation.
For det første følger det af
racediskriminationsloven og af de internationale forpligtelser, at AF ikke
lovligt kan medvirke til racediskrimination.
For det andet synes der at
være en usikker praksis i AF, hvilket blandt andet ses af de konkrete sager,
som har været bragt frem i pressen.
For det tredje antages det på
baggrund af arbejdsløshedstallene, at det er vanskeligere for etniske
minoriteter at finde beskæftigelse.
For det fjerde er det
regeringens politik at modarbejde etnisk diskrimination.
Arbejdsministeriet er derfor
af den opfattelse, at der snarest muligt bør udarbejdes retningslinier for
AF-medarbejderes håndtering af problemer vedrørende etnisk diskrimination i
forbindelse med formidlingsprocessen.
Retningslinjerne skal
supplere de eksisterende retningslinjer for formidlingsprocessen og indeholde
dels en redegørelse for de retlige forpligtelser, som AF-systemet er
underlagt,
dels en handlingsanvisning til medarbejdere, som arbejder med
jobformidlingen.
Det kan supplerende oplyses,
at AF's personale - som et led i gennemførelsen af en handlingsplan for
nedbrydning af barrierer for beskæftigelse af indvandrere og flygtninge - i
efteråret 1995 vil få tilbudt et efteruddannelsesforløb, som skal kvalificere
AF's betjening af etniske minoriteter.
Arbejdsgivernes forpligtelser
Vedrørende spørgsmålet om
lovligheden af arbejdsgivernes forskelsbehandling på grundlag af race m.v. i
forbindelse med ansættelse af arbejdssøgende, må der sondres mellem
offentlige
og private arbejdsgivere.
Arbejdsministeriet er enig
med Ombudsmanden i, at offentlige arbejdsgivere er forpligtet til at basere
deres afgørelse på saglige kriterier og dermed forpligtet til at vælge den
bedst kvalificerede ansøger. Deraf følger, at det i en ansættelsessituation
vil
være retsstridigt at lægge vægt på race, etnisk oprindelse eller lignende,
hvis dette ikke er sagligt begrundet i hensynet til varetagelsen af det
konkrete job.
Dertil kommer, at offentlige
myndigheder er forpligtet til at sikre at konkrete skønsmæssige afgørelser
ikke
er i strid med de internationale forpligtelser, Danmark har påtaget sig. I
den
forbindelse skal det bemærkes, at ovennævnte internationale konventioner ikke
indeholder forbud mod diskrimination på grundlag af
nationalitet/statsborgerskab, men kun mod diskrimination på grundlag af
national oprindelse. Det vil i praksis være uhyre vanskeligt at skelne mellem
disse to begreber.
Med hensyn til private
arbejdsgivere, skal det bemærkes, at arbejdsgiverens ledelsesret indebærer,
at
arbejdsgiverne som udgangspunkt frit kan bestemme, hvem de vil ansætte. Denne
frihed er dog begrænset af ligebehandlingsloven.
Det antages, at lov nr. 626
af 29. september 1987 om forbud mod forskelsbehandling p.g.a. race m.v. ikke
finder direkte anvendelse på arbejdsgiveres diskrimination i forbindelse med
ansættelser. Der er således ikke i dansk lovgivning hjemmel til at forbyde
private arbejdsgivere at forskelsbehandle i en ansættelsessituation på
grundlag
af race, etnisk oprindelse m.v.
Arbejdsministeriet er
opmærksom på, at denne retstilstand er utilstrækkelig. Arbejdsministeren har
derfor bebudet et lovforslag om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet
i
løbet af efteråret. Det er hensigten, at lovforslaget skal udformes således,
at
den danske lovgivning bringes i overensstemmelse med de folkeretlige
forpligtelser, den danske stat har påtaget sig ved ratifikationen af ILO
konvention nr. 111 og FN's konvention om afskaffelse af
racediskrimination."
Den 21. juni 1995 sendte jeg
Arbejdsministeriets brev af 16. juni 1995 til partshøring. DRC er ikke
fremkommet med bemærkninger til Arbejdsministeriets brev.
Jeg har taget Arbejdsministeriets
svar i sagen til efterretning og foretager mig ikke mere i anledning af DRC's
klage. Jeg har bedt Arbejdsministeriet om at holde mig underrettet om hvad
der videre sker i sagen, herunder om de foranstaltninger som efter
Arbejdsministeriets
tilkendegivelse er eller vil blive iværksat.
Lignende dokumenter
- 1995 BTL 181 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ ARBEJDSMARKEDET M.V. NR L 181 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 31. maj 1996
- A-kassen havde ikke ret til refusion for dagpenge udbetalt for en periode, hvor medlemmet på grund af a-kassens fejlafmelding ikke var tilmeldt AF Retsinformation · 3. november 2003
- 1994 BTL 80 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK OG LOV OM ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (HANDLINGSPLANER, DELPERIODE 2, AFSLAG PÅ TILBUD, DAGPENGEGODTGØRELSE M.V.) NR L 80 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 29. december 1994
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og straffeloven Retsinformation · 26. juli 2000
- Faglige organisatoriske tilhørsforhold som et kriterium i formidligsarbejdet inden for tjenerfaget Retsinformation · 24. september 1997
- Kassen anmoder om refusion Retsinformation · 23. juli 2002