Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsministeriets manglende indgriben over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination

FOU nr 1995.46UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Arbejdsministeriets manglende indgriben over for

Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination

Den 13. januar 1995 modtog

jeg en klage fra Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination

(DRC) over Arbejdsministeriets manglende indgriben over for

Arbejdsformidlingens (AF's) påståede medvirken til racediskrimination i

forbindelse med udvælgelsen af egnede arbejdssøgende til job.

I den anledning skrev jeg den

3. april 1995 bl.a. følgende til Arbejdsministeriet:

"...

Jeg har foretaget en

gennemgang af DRC's klage. Forinden jeg tager endelig stilling til klagen,

beder jeg om Arbejdsministeriets eventuelle bemærkninger til nedenstående

redegørelse for sagen, herunder min foreløbige vurdering af de retlige

spørgsmål sagen rejser.

Sagens faktiske

omstændigheder er i al væsentligt følgende:

Dokumentations- og

rådgivningscentret om racediskrimination (DRC) rettede henvendelse til

Arbejdsministeriet den 3. december 1993 i anledning af et presseklip fra

Politiken den 25. november 1993 (vedlagt klagen som bilag VIII), hvor en

AF-chef skulle have udtalt at arbejdsgiverne var racister. Spørgsmålet til

ministeren var om hun mente at AF's praksis mht. at efterkomme arbejdsgiveres

diskriminerende ønsker var i overensstemmelse med gældende ret. Ministeren

anførte som svar i brev af 7. februar 1994 (bilag I) bl.a.:

"...

Det, som AF-chefen giver udtryk

for i artiklen er, at arbejdsgiverne diskriminerer indvandrere ved

ansættelser.

Jeg forstår det sådan, at selvom AF formidler velkvalificerede ledige

Læs alt

indvandrere til jobs, foretrækker arbejdsgiverne at ansætte danskere. Der er

derfor ikke tale om, at det er AF, der diskriminerer, hvilket formentligt

ville

være i strid med lovgivningen.

Danmark har gennem lov om

forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. jf. lovbekendtgørelse nr.

626 af 29. september 1987 gennemført en FN-konvention om afskaffelse af alle

former for racediskrimination. Efter loven er forskelsbehandling af en person

på grund af dennes race, hudfarve eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle

orientering med hensyn til betjening inden for erhvervsmæssig eller

almennyttig

virksomhed forbudt. Loven gælder dog ikke i et ansættelsesforhold mellem

arbejdsgiver og en lønmodtager. Arbejdsgiverne har derfor ret til selv at

bestemme, hvem de vil ansætte.

..."

DRC udsendte den 24. juni

1994 en pressemeddelelse (bilag II) som bl.a. indeholdt følgende:

"...

Arbejdsministeren udtalte til

TV2 i går, at det er helt uacceptabelt, at arbejdsgivere diskriminerer

etniske

minoriteter på arbejdsmarkedet. Ansvaret herfor tillægger hun alene

arbejdsgivere. Eftersom der ikke findes lovgivning på området er denne

diskrimination i dag fuldt lovlig. Men ... DRC har gang på gang påpeget

overfor arbejdsministeren, at det er

forbudt

for Arbejdsformidlingen at imødekomme diskriminerende krav

fra

arbejdsgivere. Dette er af arbejdsministeren i brev af 7. februar 1994

indrømmet over for DRC. Alligevel viser mere end 30 stikprøver foretaget af

DRC, at medarbejdere i AF imødekommer sådanne krav, endog med

velsignelse fra arbejdsministeren selv!

I følge AF's repræsentanter i et kontaktforum, som er nedsat under AF, som

også DRC deltager i, har arbejdsministeren tilsyneladende sagt på et internt

møde, at AF først og fremmest er en

serviceinstitution

overfor hele samfundet, og at praksissen derfor skal fortsætte.

Herudover er det

ofte offentlige arbejdsgivere, som stiller

diskriminerende krav over for AF.

Chefen for AF udtalte således til

Politiken 18. november 1993, at

"... er et eksempel på

en arbejdsgiver, der ikke gerne ansætter indvandrere...". Det samme blev

bekræftet på TV 2 af (en sagsbehandler i AF).

..."

Regionschefen for AF skrev i

brev af 11. juli 1994 til DRC (bilag III) som svar på en henvendelse fra DRC

af

22. juni 1994 bl.a. følgende:

"...

Formålet med kontaktforumet

har altså været at få løst en række veldefinerede opgaver, som kan smidiggøre

arbejdsmarkedet.

Det er også meningen, at

kontaktforumet skal kunne komme med forslag og ideer, der kan fremme

indvandreres integration på det storkøbenhavnske arbejdsmarked

inden for

lovgivningens rammer. Den

konkrete udmøntning af forslagene i fx retningslinier for, hvorledes ansatte

i

AF skal forholde sig til racisme og diskrimination er derimod et anliggende

for

Arbejdsformidlingens ledelse.

Såfremt målet er direkte at

holdningsbearbejde arbejdsgivere og andre om racisme og diskrimination

udover det

lovgivningen foreskriver, må

dette selvfølgelig ske gennem organisationens egne aktiviteter."

Den 14. september 1994

fremkom Arbejdsministeriet med et nyt svar til DRC (bilag IV) på baggrund af

flere henvendelser fra centret i sommeren 1994. Svaret indeholdt en generel

indføring i AF's arbejde med udgangspunkt i cirkulære og vejledning nr. 23/88

af 28. december 1988 samt bemærkninger om racediskrimination. Af brevet

fremgik

bl.a.:

"...

Når et job foreligger belyst,

skal AF udvælge en eller flere, der ifølge AF's oplysninger er egnede til

jobbet. Udvælgelsen af egnede arbejdssøgende til et konkret job sker med

udgangspunkt i de ajourførte oplysninger, AF har registreret om de

arbejdssøgendes kvalifikationer, jobønsker m.m.

AF skal systematisk gennemgå

registeret for at finde frem til et rimeligt antal arbejdssøgende, der har de

fornødne kvalifikationer, og når de egnede er fundet frem, skal AF foretage

en

vurdering af disse, set i relation til det foreliggende arbejde.

Matchningen er den del af

ordrebehandlingen, hvor AF - forinden en formidling finder sted - træffer

afgørelse om, hvem og hvor mange af de arbejdssøgende, der kan komme i

betragtning i forhold til de i ordren specificerede jobkrav.

Jobbets kvalifikationskrav

sammenholdes med den/de lediges uddannelse, erfaringer, rutine og ønsker.

Dette indebærer, at AF ikke må anvende usaglige udvælgelseskriterier som

f.eks.

at foretrække mænd frem for kvinder eller omvendt, medlemmer af

arbejdsløshedskasser frem for ikke-medlemmer, langvarigt ledige frem for

korttids-ledige osv.

...

Med hensyn til

fremmedsprogede og indvandrere kan det være et problem, at nogle

arbejdsgivere

indirekte stiller kvalifikationskrav, som samlet set tilsiger, at det er

danskere - flydende dansktalende - der ønskes formidlet. En sådan

kvalifikationsbeskrivelse

kan godt foreligge, uden at der dermed er tale om, at AF diskriminerer. AF

kan

ikke efter de gældende regler for formidling diktere arbejdsgiverne, hvilke

kvalifikationer de skal efterspørge, da det er arbejdsgivernes ret selv at

opstille

kravene. Derimod skal AF selvfølgelig sørge for, at udsøgning og formidling

foregår efter saglige kriterier, som også cirkulæret (cirkulære og vejledning

nr. 23/88 af 28. december 1988, min bemærkning) om jobordrer foreskriver.

...

Det er min opfattelse, at AF

i praksis søger at løse de problemer, der opstår, ved at indgå i en dialog

med

arbejdsgiverne, og det er nok også den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde.

Jeg

tror ikke, at der er vundet noget for flygtninge og indvandrere ved at

opstille

nogen firkantede regler - det øger blot den skjulte diskrimination.

Du kommer i dine henvendelser

ind på, at der burde udarbejdes et adfærdskodeks for AF's medarbejdere, og

det

er da nok muligt, at der kan arbejdes videre med den tanke, men det bør i

givet

fald afvente at ansættelsesretsudvalget færdiggør sit arbejde.

I det hele taget tror jeg

ikke, at AF's medarbejdere udøver diskrimination i deres daglige arbejde, og

jeg tror heller ikke, at arbejdsgiverne diskriminerer i den forstand, at de

stiller krav om dansk arbejdskraft. Jeg tror langt snarere, at der er tale

om,

at arbejdsgiverne stiller ret rimelige krav om sprog- og skrivefærdigheder,

uddannelse og arbejdserfaring, som en del flygtninge og indvandrere har svært

ved at leve op til, jfr. det ovenfor anførte om visse gruppers lave

uddannelsesniveau.

I øvrigt kan jeg ikke

forestille mig, at det kan være særlig behageligt for en indvandrer eller

flygtning igen og igen at blive sendt ud til arbejdsgivere, som afviser den

pågældende som ikke tilstrækkeligt kvalificeret. Jeg tror faktisk, at AF

udviser sund fornuft, og sparer mange flygtninge og indvandrere for svidende

nederlag og skuffede forhåbninger, ved i nogen tilfælde at lade være med at

formidle dem til ledige jobs.

..."

Samme dag udsendte

Arbejdsministeriet en pressemeddelelse (åbent brev), (bilag V). Bl.a. udtalte

ministeren følgende:

"...

AF's hovedprincip i

formidlingsvirksomheden går ud på

frihed

til at vælge, både for arbejdsgivere og arbejdssøgende.

AF skal forsyne

begge parter med alle relevante oplysninger, og skal søge at matche

jobsøgende

og jobs så godt som overhovedet muligt. Men AF kan ikke og må ikke tvinge en

arbejdsgiver til at tage en bestemt jobsøgende, og AF kan heller ikke tvinge

en

jobsøgende til at tage et bestemt job.

...

I forbindelse med en

undersøgelse af forholdene for flygtninge og indvandrere, som snart

påbegyndes

i regi af Arbejdsministeriets forskningsprogram, vil der i øvrigt blive set

nærmere på spørgsmålet, om offentlige og/eller private arbejdsgivere stiller

diskriminerende krav, når de efterspørger arbejdskraft, og i givet fald, om

AF

eller andre myndigheder efterkommer disse krav.

...

Da det er arbejdsgivernes

ret at lede og fordele arbejdet, er det også deres ret at ansætte og

afskedige

medarbejdere efter eget ønske, og det er der ingen, der skal blande sig i.

Som

følge heraf gælder loven om forbud mod forskelsbehandling da heller ikke

netop

i ansættelsesforhold."

Efter et møde mellem DRC og

arbejdsministeren konkluderede DRC følgende i et brev af 4. november 1994 til

ministeren (bilag VI):

"...

Vi har forstået en af mødets

konklusioner derhen, at du ikke mener, at Arbejdsformidlingen bryder national

lovgivning samt FN's racediskriminationskonvention ved at imødekomme

diskriminerende krav fra arbejdsgivere til ledige, som er registreret hos

Arbejdsformidlingen. I tilfælde af, at DRC har misforstået mødets konklusion

omkring dette spørgsmål hører vi gerne fra dig i nærmeste fremtid.

..."

I brev af 17. november 1994

(bilag VII) svarede ministeren DRC:

"Tak for dit brev, hvor

du drager den konklusion af vores møde den 4. november 1994, at jeg ikke

mener,

at AF bryder national lovgivning og internationale konventioner ved at

imødekomme diskriminerende krav fra arbejdsgivere.

Den konklusion kan jeg

overhovedet ikke tilslutte mig, og det var i øvrigt ikke det, vi talte om. Du

fremsatte et ønske om, at jeg skal give ordre til AF om, at de skal afbryde

samarbejdet med arbejdsgivere, der stiller diskriminerende krav. Jeg

forklarede

dig, at da AF er en offentlig serviceorganisation, kan jeg ikke give en sådan

ordre til AF. Det vil være i modstrid med lovgrundlaget for AF, således som

det

f.eks. fremgår af loven om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Jeg vil gerne sige meget

klart, at jeg på ingen måder finder det acceptabelt, at arbejdsgivere stiller

diskriminerende krav, når de henvender sig til AF. Men som situationen er i

dag, hvor der ikke findes noget forbud mod diskrimination i en

ansættelsessituation, kan hverken jeg eller nogen anden gribe ind."

Den 12. januar 1995 klagede DRC

til mig. DRC skrev bl.a. følgende:

"...

Det fremgår af vedlagte bilag

VIII og IX, at arbejdsformidlingskontorerne modtager henvendelser fra

arbejdsgivere, som præciserer, at de kun ønsker anvist etnisk dansk

arbejdskraft, uanset at der blandt de arbejdssøgende er kvalificerede danske

statsborgere af anden etnisk oprindelse.

...

Arbejdsministeren erkender,

at Arbejdsformidlingen ikke må stille usaglige krav, bl.a. i henseende til

forskelsbehandling på grundlag af køn, medlemsskab af arbejdsløshedskasse

eller

længden af arbejdsløshedsperioden, jf. bilag IV, side 2. Arbejdsministeren

inkluderer udtrykkeligt ikke race, hudfarve og etnisk oprindelse i

opregningen

af usaglige hensyn.

...

Arbejdsministeren har

imidlertid afslået at gribe ind overfor fænomenet, idet hun øjensynligt

finder,

at diskriminationen først finder sted ved arbejdsgiverens beslutning om at

ansætte eller ikke-ansætte de anviste arbejdssøgende, ...

Arbejdsministerens synspunkt

er yderligere, at, da Arbejdsformidlingen er en offentlig servicevirksomhed

og

da arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet, finder hun ikke,

at

Arbejdsformidlingen kan undlade at samarbejde med arbejdsgivere, som stiller

etniske og andre racemæssigt begrundede krav til de arbejdssøgende, jf. bilag

VII.

Arbejdsministeren er i øvrigt

ganske generelt af den opfattelse, at der ikke er "vundet noget for

flygtninge og indvandrere ved at opstille nogen firkantede regler - det øger

blot den skjulte diskrimination", ...

...

Loven (lovbek. nr. 1199 af

27. december 1993 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, min bemærkning)

fastsætter

ikke nærmere kriterier for formidlingen af kontakten mellem arbejdsgivere og

arbejdssøgende, men må fortolkes i lyset af en almindelig lighedsgrundsætning

og de menneskeretlige forpligtelser, den danske stat har påtaget sig.

Dertil kommer, at der på

andre diskriminationsområder, navnlig kønsdiskrimination, er fastsat særlige

lovregler, som har betydning for fortolkningen af bestemmelserne om

formidling

af arbejde. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ikke i den

forbindelse

ses fremført det ovennævnte synspunkt, hvorefter der angiveligt ikke er

"vundet noget (...) ved at opstille nogen firkantede regler - det øger

blot den skjulte diskrimination". Tværtimod har lovgiver til stadighed

strammet

de lovgivningsmæssige krav på kønsdiskriminationsområdet.

...

Som nævnt ovenfor bestrider

Arbejdsministeren ikke, at Arbejdsformidlingen modtager racediskriminerende

krav, hvilket bekræftes af de i bilag VIII og IX citerede udtalelser.

Arbejdsformidlingen anviser uanfægtet - og skal efter Arbejdsministerens

opfattelse fortsat uanfægtet anvise - arbejdskraft til arbejdsgivere, som

fremsætter sådanne krav, idet det er arbejdsgiverne, der formulerer de krav,

som Arbejdsformidlingen skal tilgodese.

...

DRC skal på denne baggrund

klage over, at Arbejdsministeren som ansvarlig for arbejdsmarkedslovgivningen

og Arbejdsformidlingen medvirker til diskrimination af arbejdssøgende

- ved ikke at ville præcisere

(ved generelle og konkrete tjenesteforskrifter), at Arbejdsformidlingen ikke

må

efterkomme racediskriminerende krav fremsat af arbejdsgivere på trods af, at

ministeren er forpligtet hertil i henhold til loven om forbud mod

forskelsbehandling, den almindelige lighedsgrundsætning og traktatretlige

forpligtelser.

..."

På denne baggrund finder jeg

anledning til at fremsætte følgende foreløbige bemærkninger.

"Sagen rejser to

spørgsmål, nemlig

dels

(I) om

Arbejdsformidlingen

i sin jobformidling

lovligt kan forskelsbehandle

alene

på grundlag af race, hudfarve eller etnisk oprindelse (ikke på grundlag af

f.eks. manglende sproglige forudsætninger eller andre personlige

kvalifikationer),

og

dels

(II) om

arbejdsgivere

lovligt kan diskriminere på grund af race, hudfarve

eller etnisk oprindelse i forbindelse med ansættelsen af arbejdssøgende.

I. AF's jobformidling

Arbejdsformidlingens

forpligtelser til at formidle arbejde fremgår af lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik §§ 4-8, lovbek. nr. 1199 af 27. december 1993. I medfør

af lovbekendtgørelsens § 8 er fastsat en bek. nr. 1200 af 27. december 1993

som

nærmere regulerer AF's virksomhed. Loven indeholder alene nogle meget brede

rammer for hvordan formidlingen skal foregå.

Det fremgår bl.a. at

arbejdssøgende og arbejdsgivere kan få assistance til at finde arbejde hhv.

søge arbejdskraft, jf. lovbekendtgørelsens § 4. I § 5 er det fastsat at måden

arbejde/arbejdskraft formidles på, er ved indhentelse og videregivelse af

information om udbudet af arbejdskraft og om beskæftigelsesmulighederne. § 6

angiver at der kan ske formidling ved at en arbejdssøgende direkte sættes i

kontakt med en arbejdsgiver.

Bek. nr. 1200 af 27. december

1993 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats fastsætter i §§ 24, stk. 1, og 25

følgende om AF's jobformidling:

"§ 24.

Arbejdsformidlingen skal tilbyde jobformidling, hvor der formidles

arbejdssøgende til konkrete job. Der skal ved udvælgelsen af egnede

arbejdssøgende være overensstemmelse mellem den arbejdssøgendes

kvalifikationer og jobprofilen."

"§ 25. Udvælgelse af

egnede arbejdssøgende til et konkret job sker med udgangspunkt i de

ajourførte

oplysninger, Arbejdsformidlingen har registreret om de arbejdssøgendes

kvalifikationer, jobønsker og den personlige kontakt med den

arbejdssøgende."

Jeg har forstået at AF's

jobformidling principielt består af to led, nemlig 1) AF's udvælgelse af

(flere) egnede til jobbet (egnethedsvurderingen) og 2) den konkrete

matchning,

dvs. udvælgelsen blandt de egnede af den person der skal anvises jobbet,

eller

den/de personer der skal henvises til samtale hos arbejdsgiveren. I praksis

forekommer der formentlig tilfælde hvor der ikke kan foretages nogen skarp

adskillelse mellem egnethedsvurderingen og matchningen.

ad 1) I egnethedsvurderingen

vil spørgsmålet om AF's medvirken til diskrimination (imødekommelse af

arbejdsgiverens diskriminerende krav) navnlig kunne foreligge i den form at

AF

forhåndsfrasorterer en eller flere personer alene på grundlag af disses race,

hudfarve eller lignende, dvs. at der herudover slet ikke foretages nogen

egnethedsvurdering.

ad 2) Flere situationer kan

sådan som jeg har forstået det tænkes at foreligge i forbindelse med

matchningen. Det ene yderpunkt er blank accept fra AF's side af

arbejdsgiverens

diskriminerende krav. Det andet yderpunkt er at AF ignorerer arbejdsgiverens

diskriminerende

krav og anviser/henviser personen alligevel (hvorefter vedkommende muligvis

vil blive afvist af arbejdsgiveren). Mellem disse yderpunkter kan der

forekomme

forskellige situationer hvor AF protesterer mere eller mindre forsigtigt over

for arbejdsgiverens krav, går i dialog med vedkommende mv.

Både i forbindelse med

egnethedsvurderingen og selve matchningen er der overladt AF et vist skøn

over

hvilke personer der kan komme i betragtning.

(a) Som offentlig myndighed

er AF underlagt en almindelig lighedsgrundsætning. Man kan derfor rejse

spørgsmålet om ikke AF allerede som følge heraf er afskåret fra at

forskelsbehandle

på grundlag af race, hudfarve, etnisk oprindelse mv. De almindelige

lighedsgrundsætninger

spiller dog kun en beskeden rolle ved afgrænsningen af hvilke kriterier der

er

lovlige, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 236ff.

(b) Danmark har ratificeret

FN's konvention fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination

og ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse

og erhverv. Disse konventioner indeholder meget bredt formulerede

bestemmelser

om deltagerstaternes forpligtelser til ikke at diskriminere eller

forskelsbehandle på grundlag af race mv.

Den danske stats folkeretlige

forpligtelser har betydning for afgrænsningen af de kriterier der lovligt kan

tillægges vægt ved skønsmæssige afgørelser. Det antages at statslige

myndigheder er forpligtede til når de træffer konkrete skønsmæssige

afgørelser,

at disse ikke kommer i strid med de traktatretlige forpligtelser den danske

stat har påtaget sig. Det fremgår af den såkaldte instruktionsregel at

administrative myndigheder - når de udøver skønsmæssige beføjelser - skal

udnytte beføjelserne på en sådan måde at brud på internationale forpligtelser

undgås, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 240ff.

(c) § 1, stk. 1, i lovbek.

nr. 626 af 29. september 1987 om forbud mod forskelsbehandling på grund af

race

mv. har følgende ordlyd:

"

§ 1.

Den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed

på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse,

tro

eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår

som andre, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder."

Bestemmelsen er meget bredt

formuleret, og af bemærkningerne til det oprindelige lovforslag fremgår:

"Bestemmelsen omfatter

enhver betjening eller ydelse, der i erhvervsmæssigt eller almennyttigt

øjemed

stilles til rådighed for almenheden.

..."

Racediskriminationsloven

finder anvendelse på diskrimination foretaget af både offentlige myndigheder

og private fysiske og juridiske personer.

For så vidt angår AF's

egnethedsvurdering

følger det efter min

opfattelse af ovenstående at AF handler retsstridigt såfremt man lægger vægt

på

race, hudfarve, etnisk oprindelse mv.

Med hensyn til

matchningen

vil en forhåndsaccept af en

arbejdsgivers diskriminerende krav - således at der slet ikke foretages noget

matchningsforsøg - også være retsstridig. (I praksis ensbetydende med

forhåndsfrasortering i egnethedsvurderingen). I det andet yderpunkt er det

klart overensstemmende med gældende diskriminationsforbud såfremt AF reagerer

ved at ignorere arbejdsgiverens krav og anviser/henviser alligevel.

Spørgsmålet

er om AF er forpligtet hertil. Efter min opfattelse er der næppe tale om

nogen

retlig forpligtelse. En forpligtelse må i givet fald baseres på

moralsk/politisk

grundlag (ledsaget af overvejelser om AF's almene forpligtelse som

serviceinstitution, hensyn til faktisk diskrimination uden AF's medvirken

osv.).

Det forhold at der kun i

yderpunkterne kan gives relativt sikre svar på de retlige spørgsmål,

udelukker

efter min mening ikke at der udarbejdes en kodeks for hvorledes AF's

personale

bør forholde sig til situationer som de omhandlede. Efter min opfattelse vil

det være i god overensstemmelse med gældende racediskriminationsforbud og

Danmarks internationale forpligtelser såfremt der udarbejdes en sådan kodeks

(eller vejledning) hvor der 1) redegøres for de retlige spørgsmål, jf.

ovenfor

og 2) indskærpes en pligt for personalet i AF til så vidt muligt at

anvise/henvise arbejde (foretage matchning), uafhængigt af eventuelle

diskriminerende krav fra arbejdsgiveres side. Der kan muligvis gives nærmere

anvisninger på hvorledes disse bestræbelser bør udfolde sig.

Det er klart at de nærmere

regler må afhænge af udfaldet af de pågående overvejelser med hensyn til

regulering af arbejdsgiveres forpligtelser.

II. Arbejdsgiveres rettigheder og pligter

Som udgangspunkt følger det

af ledelsesretten at arbejdsgiveren frit kan vælge hvem han eller hun vil

ansætte. Der er dog med tiden sket væsentlige indskrænkninger heri, jf.

f.eks.

ligebehandlingslovens regler.

Hertil kommer at der gælder

særlige regler for EU-medlemsstaterne. Artikel 48 i EØF-traktaten har

følgende

ordlyd:

" Art. 48.1.

Arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet gennemføres senest

ved

overgangsperiodens udløb.

2. Den forudsætter afskaffelse af enhver i

nationaliteten begrundet forskelsbehandling af Medlemsstaternes arbejdstagere

for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.

..."

Bestemmelsen er umiddelbart

anvendelig og kan derfor også gøres gældende over for private. I kraft af

EØS-aftalen er grundsætningen om arbejdskraftens frie bevægelighed med visse

modifikationer udvidet til også at omfatte borgere i EFTA-landene. Der er

imidlertid

alene tale om forskelsbehandling begrundet i

nationalitet

(ikke race mv.). I mange tilfælde vil diskriminationen

dog være begrundet både i nationalitet og race mv., og bestemmelsen kan

derfor

have en vis betydning i relation til racediskrimination på arbejdsmarkedet.

I forbindelse med spørgsmålet

om diskrimination fra arbejdsgiveres side må der sondres mellem

offentlige

arbejdsgivere og

private.

1) Offentlige arbejdsgivere

Offentlige arbejdsgivere er

bundet af reglen om at de skal vælge den bedst kvalificerede, jf. f.eks. min

udtalelse refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1987, s. 107ff.

En ansættelse er en afgørelse. Det skøn der ligger til grund for afgørelsen

skal ske ud fra saglige kriterier. Det er allerede af den grund ulovligt at

lægge vægt på om den pågældende tilhører en bestemt race mv. hvis dette ikke

i

den konkrete situation er sagligt begrundet af hensyn til varetagelsen af

jobbet.

Som en refleks heraf er det

som udgangspunkt ulovligt at angive sådanne forhold i stillingsopslag, på

samme

måde som man ikke må avertere efter arbejdssøgende af et bestemt køn.

Den offentlige arbejdsgiver

må således heller ikke henvende sig til AF med et ønske om alene at få

tildelt

etnisk dansk arbejdskraft medmindre dette i det konkrete tilfælde

undtagelsesvis måtte være sagligt begrundet. Er henvendelsen ikke sagligt

begrundet, er den i sig selv ulovlig.

2) Private arbejdsgivere

Som omtalt har Danmark

ratificeret FN-konventionen af 21. december 1965 om afskaffelse af alle

former

for racediskrimination. Artikel 2 sammenholdt med artikel 5 indeholder de

nærmere forpligtelser for deltagerstaterne til at afskaffe racediskrimination

på arbejdsmarkedet.

Derudover har Danmark

ratificeret ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv.

I betænkning nr. 553 fra 1969

om forbud mod racediskrimination, s. 19, har udvalget kommenteret

FN-konventionen,

artikel 2 og 5. Udvalget udtaler bl.a.:

"...

Præceptive regler, f.eks. i

lov om arbejdsbeskyttelse, lov om ferie med løn, lærlingelov, medhjælperlov

og

funktionærlov, medfører, at diskrimination på de herved dækkede områder er

udelukket.

En vis ligestilling med

hensyn til arbejdsforhold, beskyttelse mod arbejdsløshed og lige løn for lige

arbejde følger af de kollektive overenskomster. Ifølge § 4, stk. 3, i den nu

bortfaldne hovedaftale mellem arbejdsmarkedets parter er vilkårligheder i

afskedigelser således forbudt, og dette må antages at være et grundlæggende

princip, der også er gældende i tiden, indtil en ny hovedaftale indgås.

Racediskrimination vil næppe

kunne forekomme her i landet med hensyn til arbejdsforhold, hvori det

offentlige er part, og er vanskeligt tænkeligt med hensyn til ansættelser og

arbejdsvilkår indenfor området af de kollektive overenskomster. Det er

derimod

ikke udelukket, at der uden for disse områder - dvs. på den helt private del

af arbejdsmarkedet - med hensyn til ansættelse og vilkår vil kunne

konstateres

forskelsbehandling på grund af den pågældendes race el. lign.

..."

I betænkningen drøftes det i

hvilket omfang forbud i lovsform bør indføres på dette område. Konklusionen

fra udvalget (s. 31) er følgende:

"...

Spørgsmålet om, hvorvidt der

bør gives særlige regler om diskrimination med hensyn til "retten til

arbejde" har givet anledning til indgående overvejelser i udvalget og

under de nordiske forhandlinger. Resultatet er blevet, at der ikke af nogen

af udvalgene stilles forslag om regler på dette område.

Det er åbenbart, at

forskelsbehandling ved arbejdsansættelser og med hensyn til løn- og

arbejdsvilkår kan betyde en meget følelig forringelse af gruppers og

individers sociale og økonomiske stilling. Det må også erkendes, at der ikke

i

dansk ret er et fuldtud dækkende værn mod sådan diskrimination på det private

arbejdsmarked. På den anden side kan spørgsmålet om gennemførelse af nye

lovregler ikke afgøres uden hensyntagen til de særlige forhold, som efter den

i

Danmark udviklede ordning bestemmer, hvorledes ansættelser og arbejdsvilkår

skal reguleres. Det må anses for ønskeligt, at foranstaltninger til

modarbejdelse af den i konventionen omhandlede diskrimination, så vidt muligt

træffes gennem arbejdsmarkedets parter.

..."

Man afstod fra udvalgets side

fra at forsøge at få lovregler gennemført på grund af den danske tradition

for

at arbejdsmarkedets parter selv varetager deres forhold.

Racediskriminationsloven

finder derfor ikke direkte anvendelse på arbejdsgiveres diskrimination ved

ansættelser; dette gælder både offentlige og private arbejdsgivere.

Danmark har imidlertid et

folkeretligt ansvar for at gennemføre og opretholde en retstilstand hvor der

ikke forekommer racediskrimination - heller ikke på arbejdsmarkedet.

Siden udvalget afgav

betænkningen, er Danmark blevet medlem af EU. Da organisationsprocenten er

væsentligt lavere i en række andre medlemslande, har der løbende været et

behov i disse lande for en regulering af forholdene på arbejdsmarkedet.

Danmark

er derfor blevet tvunget til at gennemføre central regulering i form af

særlige

love.

Hertil kommer at forholdene

har ændret sig på arbejdsmarkedet siden 1969. Niels-Erik Hansen skriver i sin

bog "Beskyttelse mod racisme", udgivet af Det Danske Center for

Menneskerettigheder i 1993:

"...

Med den stigende

arbejdsløshed, der navnlig har ramt de i konventionen (FN-Konventionen om

afskaffelse af alle former for racediskrimination, min bemærkning) nævnte

grupper, er det uforståeligt, at der ikke i national dansk ret findes regler,

der beskytter mod racediskrimination i forbindelse med ansættelser,

forfremmelser, chikanerier på arbejdspladserne osv.

..."

Udvalgets begrundelse kan

altså formentlig ikke længere anvendes.

Hvis organisationerne som

DRC hævder ikke længere har fuld kontrol over situationen, er der belæg for

at

overveje om de internationale forpligtelser den danske stat har påtaget sig

på

området, i stedet burde udfyldes gennem lovgivning.

Da jeg har forstået at det af

arbejdsministeren nedsatte ansættelsesretsudvalg har et kommissorium der

bl.a. omfatter netop dette spørgsmål - resultatet af udvalgets overvejelser

forventes at foreligge i efteråret/vinteren 1995 - har jeg ikke fundet

grundlag for herudover at foretage mig videre med hensyn til private

arbejdsgiveres

forpligtelser.

Jeg beder om at modtage

Arbejdsministeriets kommentarer til mine ovenstående foreløbige bemærkninger

til sagen.

..."

Den 10. april 1995 skrev DRC

bl.a. følgende til mig i anledning af mit brev til Arbejdsministeriet:

"...

Forholdet til FNs racediskriminationskonvention samt ILO Konvention nr.

111

Ombudsmanden har efter DRCs opfattelse ikke i

tilstrækkeligt omfang vurderet Arbejdsformidlingens ansvar efter FNs

racediskriminationskonventions artikel 2, stk. 1, litra a, hvorefter

medlemsstaterne "undertakes to engage in no act or practice of racial

discrimination against persons, groups of persons or institutions and to

ensure

that all public authorities and public institutions, national and local,

shall

act in conformity with this obligation".

Herudover har Ombudsmanden

efter DRCs opfattelse heller ikke i tilstrækkeligt omfang vurderet

Arbejdsformidlingens ansvar efter ILO Konvention nr. 111, som efter artikel 2

forpligter staterne til at "fjerne enhver forskelsbehandling" i

henseende til muligheder og behandling for så vidt angår beskæftigelse og

erhverv.

Ombudsmanden fremhæver

derimod i forhold hertil, at "Disse konventioner indeholder meget bredt

formulerede bestemmelser om deltagerstaternes forpligtelser til ikke at

diskriminere eller forskelsbehandle på grundlag af race m.v." ... DRC er

ikke enig i denne vurdering af konventionernes rækkevidde. Konventionerne er

tvært imod

præcise og vidtgående

og

der hersker således ikke tvivl om, at de omfatter enhver handling eller

adfærd,

eller medvirken hertil, som er årsag til direkte og indirekte

racediskrimination. Konventionerne forpligter derfor i højeste grad

Arbejdsformidlingen til at ignorere diskriminerende krav fra arbejdsgivere.

Forhåndsfrasortering

Ombudsmanden har i det nævnte

brev opdelt Arbejdsformidlingens formidlingsprocedure i to led: en

egnethedsvurdering og en matchning. I begge tilfælde er Ombudsmanden af den

opfattelse, at Arbejdsformidlingen handler retsstridigt, såfremt der

inddrages

vurderinger såsom race, hudfarve, etnisk oprindelse mv. ... I forhold til

disse

to led i Arbejdsformidlingens formidlingsprocedure er det Ombudsmandens

opfattelse, at Arbejdsformidlingen ikke er retligt forpligtet til at ignorere

diskriminerende krav fra en arbejdsgiver. Ombudsmanden har imidlertid

ikke

taget stilling til en eventuel

frasortering i det sidste led i formidlingsproceduren, nemlig

selve anvisningen.

Efter DRCs opfattelse er det

for så vidt underordnet, hvor Arbejdsformidlingens frasortering af

arbejdssøgende

finder sted, idet der rent faktisk i procedurens sidste led lægges vægt på

diskriminerende kriterier såsom race, hudfarve, etnisk oprindelse mv.,

således

at i udgangspunktet kvalificerede etniske minoriteter, som er udvalgt efter

egnethedsvurderingen og matchningen, alligevel ikke bliver henvist til en

arbejdsgiver.

En kvalificeret etnisk

minoritet bliver således - såfremt Arbejdsformidlingen frasorterer ham/hende

i

sidste led i proceduren - nægtet at blive betjent på samme vilkår som andre

(jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987).

Heraf følger en klar

forpligtelse for Arbejdsformidlingen til at ignorere et diskriminerende krav

fra en arbejdsgiver.

..."

Den 24. april 1995 skrev jeg

til DRC at jeg ville vende tilbage til sagen når jeg havde modtaget

Arbejdsministeriets kommentarer til mine foreløbige bemærkninger.

Den 20. juni 1995 modtog jeg

Arbejdsministeriets udtalelse af 16. juni 1995 i sagen. Arbejdsministeriet

skrev følgende:

"Ved skrivelse af 3.

april d.å. har Ombudsmanden bedt om en udtalelse vedrørende DRC's klage over

Arbejdsministeriets manglende indgriben overfor Arbejdsformidlingen (AF) i

sager, hvor AF efter klagerens opfattelse har medvirket til diskrimination.

Ombudsmanden har i sine

bemærkninger til sagen rejst to spørgsmål. Dels om Arbejdsformidlingen (AF) i

sin jobformidling lovligt kan forskelsbehandle på grundlag af race, hudfarve

eller etnisk oprindelse, dels om arbejdsgivere lovligt kan diskriminere på

ovennævnte grundlag i forbindelse med ansættelsen af arbejdssøgende.

Arbejdsformidlingens forpligtelser

Vedrørende spørgsmålet om AF,

er ministeriet enig med Ombudsmanden i, at forskelsbehandling på grundlag af

race, hudfarve, etnisk oprindelse eller lignende i forbindelse med AF's

jobformidling vil være i strid med lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september

1987 om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v.

Endvidere kan ministeriet

tilslutte sig, at de folkeretlige forpligtelser, den danske stat har påtaget

sig ved ratifikation af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med

hensyn

til beskæftigelse og erhverv og FN's konvention om afskaffelse af

racediskrimination, indebærer en forpligtelse for offentlige myndigheder til

at sikre, at konkrete skønsmæssige afgørelser ikke kommer i strid med disse

internationale forpligtelser. En tilsvarende forpligtelse følger af

lighedsgrundsætningen.

Hertil kommer en politisk

forpligtelse, som statsministeren gav udtryk for i sin åbningstale til

Folketinget i oktober 1994:

"Regeringen vil i alle

sammenhænge modarbejde etnisk diskrimination. Vi forbereder udspil herom,

bl.a. mod diskrimination på arbejdsmarkedet."

Arbejdsministeriet har

anmodet Arbejdsmarkedsstyrelsen om en udtalelse vedrørende AF's praksis for

udvælgelse af egnede jobansøgere. AMS har oplyst følgende:

Udvælgelsen af egnede

arbejdssøgende til et konkret job sker med udgangspunkt i de oplysninger, AF

har registreret om de arbejdssøgendes kvalifikationer, jobønsker m.v. AF's

registre indeholder ikke oplysninger af personlig karakter, som f.eks. etnisk

oprindelse,

politisk orientering m.v. Selve egnethedsvurderingen kan således ikke

foretages

med udgangspunkt i usaglige kriterier.

Ved den konkrete matchning

skal AF danne sig et indtryk af, hvilke af de arbejdssøgende, der ud fra et

samlet skøn, må formodes at være bedst egnede til at blive formidlet til det

pågældende job. Denne vurdering bliver foretaget på grundlag af AF's kendskab

til virksomheden, virksomhedens medarbejdersammensætning, arbejdets karakter

samt de kvalifikationer og personlige egenskaber, der kræves.

Der opstår i denne

forbindelse et problem, når arbejdsgiverens valg af kriterier skønnes at være

usagligt. I sådanne situationer gælder det for samtlige regioner, at man som

hovedregel forsøger at indgå i en dialog med arbejdsgiveren og oplyse om de

etniske minoriteters kvalifikationer og muligheder som arbejdskraft.

Endvidere

tilkendegiver AF overfor arbejdsgiveren, at man fra AF's side tager klar

afstand fra fremsættelse af diskriminerende og usaglige krav.

Det er generelt AF's indtryk,

at dialogen i de fleste tilfælde får et positivt udfald, og at der på denne

baggrund kan formidles personer tilhørende de etniske minoriteter næsten i

samme udstrækning som arbejdssøgende af dansk oprindelse. Dog anfører enkelte

regioner, at man, hvis dialogen ikke lykkes, forsøger at tage højde for

arbejdsgiverens krav, da man anser sig forpligtet til at betjene den

pågældende

arbejdsgiver.

Sammenfattende oplyses det,

at AF anser problemet for at være af ringe omfang både med hensyn til

egentlig

diskrimination fra arbejdsgiverens side og med hensyn til usaglige krav til

sprogkundskaber.

Det er Arbejdsministeriets

opfattelse, at eventuelle problemer med etnisk diskrimination i forbindelse

med

AF's jobformidling kan opstå i den fase, hvor AF-medarbejderen skal foretage

en

konkret vurdering af, om de udvalgte ledige passer ind i virksomheden/i det

konkrete job.

Arbejdsministeriet er enig

med styrelsen i, at dialog med arbejdsgivere, der stiller diskriminerende

krav, er det bedste middel mod diskrimination.

Ministeriet er endvidere enig

med styrelsen i, at AF klart skal markere en afstandtagen fra diskriminerende

og usaglige krav til arbejdskraften.

Disse forholdsregler er

imidlertid efter ministeriets opfattelse ikke tilstrækkelige.

Det er ministeriets opfattelse,

at AF af flere grunde er forpligtet til at afbryde samarbejdet med en

arbejdsgiver, der fastholder diskriminerende krav i den konkrete

formidlingssituation.

For det første følger det af

racediskriminationsloven og af de internationale forpligtelser, at AF ikke

lovligt kan medvirke til racediskrimination.

For det andet synes der at

være en usikker praksis i AF, hvilket blandt andet ses af de konkrete sager,

som har været bragt frem i pressen.

For det tredje antages det på

baggrund af arbejdsløshedstallene, at det er vanskeligere for etniske

minoriteter at finde beskæftigelse.

For det fjerde er det

regeringens politik at modarbejde etnisk diskrimination.

Arbejdsministeriet er derfor

af den opfattelse, at der snarest muligt bør udarbejdes retningslinier for

AF-medarbejderes håndtering af problemer vedrørende etnisk diskrimination i

forbindelse med formidlingsprocessen.

Retningslinjerne skal

supplere de eksisterende retningslinjer for formidlingsprocessen og indeholde

dels en redegørelse for de retlige forpligtelser, som AF-systemet er

underlagt,

dels en handlingsanvisning til medarbejdere, som arbejder med

jobformidlingen.

Det kan supplerende oplyses,

at AF's personale - som et led i gennemførelsen af en handlingsplan for

nedbrydning af barrierer for beskæftigelse af indvandrere og flygtninge - i

efteråret 1995 vil få tilbudt et efteruddannelsesforløb, som skal kvalificere

AF's betjening af etniske minoriteter.

Arbejdsgivernes forpligtelser

Vedrørende spørgsmålet om

lovligheden af arbejdsgivernes forskelsbehandling på grundlag af race m.v. i

forbindelse med ansættelse af arbejdssøgende, må der sondres mellem

offentlige

og private arbejdsgivere.

Arbejdsministeriet er enig

med Ombudsmanden i, at offentlige arbejdsgivere er forpligtet til at basere

deres afgørelse på saglige kriterier og dermed forpligtet til at vælge den

bedst kvalificerede ansøger. Deraf følger, at det i en ansættelsessituation

vil

være retsstridigt at lægge vægt på race, etnisk oprindelse eller lignende,

hvis dette ikke er sagligt begrundet i hensynet til varetagelsen af det

konkrete job.

Dertil kommer, at offentlige

myndigheder er forpligtet til at sikre at konkrete skønsmæssige afgørelser

ikke

er i strid med de internationale forpligtelser, Danmark har påtaget sig. I

den

forbindelse skal det bemærkes, at ovennævnte internationale konventioner ikke

indeholder forbud mod diskrimination på grundlag af

nationalitet/statsborgerskab, men kun mod diskrimination på grundlag af

national oprindelse. Det vil i praksis være uhyre vanskeligt at skelne mellem

disse to begreber.

Med hensyn til private

arbejdsgivere, skal det bemærkes, at arbejdsgiverens ledelsesret indebærer,

at

arbejdsgiverne som udgangspunkt frit kan bestemme, hvem de vil ansætte. Denne

frihed er dog begrænset af ligebehandlingsloven.

Det antages, at lov nr. 626

af 29. september 1987 om forbud mod forskelsbehandling p.g.a. race m.v. ikke

finder direkte anvendelse på arbejdsgiveres diskrimination i forbindelse med

ansættelser. Der er således ikke i dansk lovgivning hjemmel til at forbyde

private arbejdsgivere at forskelsbehandle i en ansættelsessituation på

grundlag

af race, etnisk oprindelse m.v.

Arbejdsministeriet er

opmærksom på, at denne retstilstand er utilstrækkelig. Arbejdsministeren har

derfor bebudet et lovforslag om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet

i

løbet af efteråret. Det er hensigten, at lovforslaget skal udformes således,

at

den danske lovgivning bringes i overensstemmelse med de folkeretlige

forpligtelser, den danske stat har påtaget sig ved ratifikationen af ILO

konvention nr. 111 og FN's konvention om afskaffelse af

racediskrimination."

Den 21. juni 1995 sendte jeg

Arbejdsministeriets brev af 16. juni 1995 til partshøring. DRC er ikke

fremkommet med bemærkninger til Arbejdsministeriets brev.

Jeg har taget Arbejdsministeriets

svar i sagen til efterretning og foretager mig ikke mere i anledning af DRC's

klage. Jeg har bedt Arbejdsministeriet om at holde mig underrettet om hvad

der videre sker i sagen, herunder om de foranstaltninger som efter

Arbejdsministeriets

tilkendegivelse er eller vil blive iværksat.

Lignende dokumenter