Inddragelse af fremmed ret. Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inddragelse af fremmed ret. Prøveløsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 2
Sagens nærmere omstændigheder
var følgende:
To indsatte, A og B, klagede
over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den
engelske praksis om prøveløsladelse i sin vurdering af deres ansøgninger om
prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. De indsatte var i England
idømt en straf af fængsel i fire år og seks måneder. Denne dom blev af
Københavns
Byret i medfør af § 3, stk. 3, i lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international
fuldbyrdelse af straf mv., jf. artikel 10 i Den Europæiske Konvention af 21.
marts 1983 om overførelse af domfældte, tilpasset til en fængselsstraf af
samme
varighed. Anvendelse af reglerne i konventionens artikel 10 var en
forudsætning
for at de engelske myndigheder ville tillade at de indsatte blev overført til
Danmark.
Under sagens behandling ved
Københavns Byret gjorde de indsatte gældende at straffen burde nedsættes.
Deres
forsvarer oplyste at de i England ville være blevet løsladt efter afsoning af
halvdelen af straffen. Dommeren bemærkede hertil at "det ikke er muligt
for retten at tage hensyn til prøveløsladelsestidspunktet ved tilpasningen af
den idømte straf i medfør af konventionens artikel 10. Spørgsmålet må afgøres
administrativt."
De indsatte ansøgte herefter
gennem Justitsministeriet om prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af
straffen. Ved fængselsinspektørens fremsendelse af den ene indsattes (A's)
ansøgning
Læs alt
vedlagde han kopi af nogle sider fra det engelske fængselsvæsens bog
"Prisoners informationpack" med følgende bemærkninger:
"... Som det fremgår af
dette materiale, har indsatte, der afsoner straffe af fængsel i mindst 4 år,
mulighed
for løsladelse på prøve efter
halv tid. Det er Indenrigsministeriet (Home Secretary), som tager endelig
stilling fra sag til sag. I følge oplysninger som (C) fik under studiebesøget
i
England, beror spørgsmålet om løsladelse i meget høj grad på den enkelte
indsattes opførsel og positive deltagelse i afsoningsplanlægningen.
(A) har oplyst, at han af det
engelske fængsels Governor blev orienteret om, at udenlandske indsatte, som
skal udvises efter afsoningen, i følge praksis har meget stor sandsynlighed
for
at blive løsladt umiddelbart efter, at den halve straffetid er forløbet.
..."
Den anden indsatte, B,
vedlagde et brev af 25. april 1996 fra en engelsk advokat der beskrev de
engelske regler sådan:
"It seems that your clients have been
confused by a change in Prison Law which came into force after 1st October
1992. Before that date, prisoners were eligible for release on parole after
serving one third of their sentence. The new law, The Criminal Justice Act
1991, changed this and in the case of long term prisoners (serving four years
or more) the prisoner has to be released on licence after he has served two
third of his sentence. A long term prisoner serving between four and under
seven years imposed after the 1st October 1992 is eligible for release on
licence after he has served one half of his sentence. ..."
Ministeriet afslog
ansøgningerne med bl.a. følgende begrundelse:
"Ifølge § 10, stk. 2, i
lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v. skal
fuldbyrdelsen ske efter danske regler.
Som fundament for
fuldbyrdelse her i landet skal der altid foreligge en dansk dom, således at
en
dansk domstol i sager om fortsat fuldbyrdelse efter konventionens artikel 10
træffer afgørelse om tilpasning.
Spørgsmålet om, hvad der i
den forbindelse eventuelt skal til (bl.a. for at undgå skærpelse, jf. lovens
§
10, stk. 2), henhører herefter under domstolene og må således anses for
afgjort
ved den skete tilpasning af straffen."
Justitsministeriet rettede
efterfølgende henvisningen fra lovens § 10, stk. 2, til lovens § 3, stk. 3,
jf.
konventionens artikel 10, stk. 2.
De indsatte klagede herefter
til mig over afgørelserne.
Jeg indhentede i den
anledning udtalelser og sagens akter fra Justistministeriet. I udtalelserne
henviste ministeriet bl.a. til den vejledning som det har udfærdiget om
konventionen, og som ministeriet forudsatte at de indsatte var gjort bekendt
med. Herefter skrev ministeriet:
"Efter
Justitsministeriets opfattelse følger det af den ovennævnte vejledning, at
den,
der herefter har anmodet om overførsel, ikke kan forlange eller forvente, at
spørgsmål vedrørende straffuldbyrdelsen, herunder spørgsmålet om
prøveløsladelse, afgøres under hensyntagen til fremmed ret. Eventuel
anvendelse
af fremmed ret kan efter Justitsministeriets opfattelse kun ske, hvis de
nationale retsregler bestemmer det."
Efter en foreløbig gennemgang
af sagerne bad jeg i brev af 9. juli 1997 Justitsministeriet om en
supplerende
udtalelse og om at ministeriet sendte sagen tilbage gennem departementet.
Jeg modtog herefter et brev
af 29. september 1997 fra Justitsministeriet der henholdt sig til en
udtalelse
af 17. september 1997 fra Det Internationale Kontor. Dette kontor henviste
til
en udtalelse af 29. august 1997 fra lovafdelingen hvor der bl.a. stod:
"Lovens (lov nr. 323 af
4. juni 1986 med senere ændringer om international fuldbyrdelse af straf
m.v.;
min tilføjelse) kapitel 2 og 4 indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt
tager stilling til, om den fortsatte straffuldbyrdelse i Danmark skal ske
efter
domslandets eller dansk lovgivning.
Af § 2 i kapitel 2 fremgår
imidlertid, at afgørelser, som er omfattet af Konventionen om overførelse af
domfældte, jf. bilag 1 til loven, fuldbyrdes efter konventionens regler. I
konventionens artikel 9 om virkningen af overførelse til fuldbyrdelseslandet
er
det i stk. 3 fastsat, at fuldbyrdelsen af retsfølgen skal ske efter
fuldbyrdelseslandets lovgivning, og at kun denne stat er kompetent til at
træffe alle påkrævede afgørelser.
§ 2, stk. 1, i loven om
international fuldbyrdelse af straf m.v. sammenholdt med konventionens
artikel
9, stk. 3, indebærer derfor, at straffuldbyrdelsen skal ske efter danske
regler, og at det alene er de danske straffuldbyrdende myndigheder, der er
kompetente til at træffe afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen.
Spørgsmålet
om prøveløsladelse skal derfor også afgøres efter dansk ret, jf. herved
straffelovens § 38. Det gælder ligeledes i tilfælde, hvor den domfældte efter
domslandets regler om prøveløsladelse måtte have en gunstigere retsstilling
end
den, der følger af de danske regler på området.
Det bemærkes, at § 10 i
lovens kapitel 5 om almindelige bestemmelser tager sigte på tilfælde, hvor
der
i forholdet mellem Danmark og domslandet hverken gælder nogen af de
konventioner, der indgår i lovens kapitel 2-
3
a
eller en af de i § 9 nævnte overenskomster. § 10 er
således ikke anvendelig i tilfælde, hvor Konventionen om overførelse af
domfældte gælder i forholdet mellem Danmark og domslandet.
Endvidere tilføjes, at
formålet med § 10, stk. 2, hvorefter fuldbydelsen skal ske efter danske
regler
og ikke må medføre en skærpelse af den domfældtes strafferetlige situation,
er
at sikre, at domfældte, der overføres på grundlag af en aftale, opnår samme
retsstilling som personer, der overføres på konventionsmæssigt grundlag, jf.
artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 2, i Konventionen om overførelse af
domfældte samt artikel 10, stk. 1, og artikel 44, stk. 2, i Konventionen om
straffedommes internationale retsvirkninger."
Jeg sendte klagerne kopi af
udtalelserne til orientering. Jeg orienterede dem samtidig om at jeg efter en
foreløbig gennemgang af sagen havde fundet det hensigtsmæssigt at drøfte
sagen
nærmere med Justitsministeriet, og at jeg derfor havde indbudt ministeriet
til
et møde. Det fandt sted det 18. december 1997.
Temaet for drøftelserne på
mødet var spørgsmålet om hvorvidt ministeriet i de konkrete sager skulle
inddrage eller bortse fra engelsk løsladelsespraksis ved udøvelsen af skønnet
efter straffelovens § 38, stk. 2, jf. nærmere nedenfor.
Ombudsmandens udtalelse
"Lov nr. 323 af 4. juni 1986 med senere ændringer om international
fuldbyrdelse af straf mv. indeholder bl.a. nærmere regler om overførsel af
domfældte. Kapitel 2 (§§ 2 og 3) indeholder regler om overførsel på grundlag
af Den Europæiske Konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte,
mens kapitel 5 (§§ 9-12) indeholder regler om overførsel på andet grundlag,
enten ved overenskomst (§ 9) eller efter aftale i konkrete tilfælde (§ 10). I
det foreliggende tilfælde er der sket overførsel på grundlag af konventionen.
Afgørelser der er omfattet af konventionen om overførsel, kan fuldbyrdes
efter konventionens regler, jf. lovens § 2, stk. 1. Fuldbyrdelsen skal efter
lovens § 3, stk. 2, normalt ske efter reglerne i konventionens artikel 11 om
omsætning af straffen, men hvis det ikke er muligt, kan det ske efter
reglerne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyrdelse og tilpasning af
straffen, jf. lovens § 3, stk. 3. I det foreliggende tilfælde er det de
sidstnævnte regler der er anvendt fordi de engelske myndigheder betingede
overførslen heraf.
Overenskomster og konkrete aftaler skal så vidt muligt indgås på grundlag af
reglerne i kapitel 5 i Den Europæiske Konvention om straffedommes
internationale retsvirkninger eller reglerne om omsætning i artikel 11 i
konventionen om overførsel, jf. lovens § 11. Er det ikke muligt, skal
reglerne om tilpasning i artikel 10, stk. 2, i sidstnævnte konvention
anvendes.
Loven indeholder nærmere regler om sanktionsfastsættelsen (og behandlingen af
selve overførselssagen, jf. lovens kapitel 4). Derimod er der ikke i loven
regler om fuldbyrdelsen her i landet efter overførslen på konventionsmæssigt
grundlag, men kun for så vidt angår overførsel på grundlag af konkret aftale.
Her er det i lovens § 10, stk. 2, bestemt at fuldbyrdelsen skal ske efter
danske regler (og ikke må medføre en skærpelse af domfældtes strafferetlige
situation, jf. herom nedenfor). For så vidt angår overførsel på
konventionsmæssigt grundlag, fremgår det imidlertid af konventionens artikel
9, stk. 3, at fuldbyrdelsen skal ske efter fuldbyrdelseslandets lovgivning.
Jeg er således enig i at afgørelser om fuldbyrdelsen, herunder afgørelser om
prøveløsladelse, efter overførsel til
Danmark skal træffes på grundlag af de danske regler herom.
Reglerne om prøveløsladelse
findes bl.a. i straffelovens § 38 der lyder sådan:
'
Stk. 1.
Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er
udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om den
dømte
skal løslades på prøve.
Stk. 2.
Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder
taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst
2
måneder.
...'
Spørgsmålet er om regler og
praksis i domslandet der er gunstigere end de danske regler, kan eller skal
indgå som et moment i vurderingen af om der foreligger 'særlige
omstændigheder', jf. straffelovens § 38, stk. 2, ved afgørelser om
prøveløsladelse
af personer der er overført hertil.
Det var dette spørgsmål som
jeg drøftede med Justitsministeriet på mødet den 18. december 1997.
Justitsministeriet tilkendegav da at ministeriet ikke var uenig i at
ministeriet
kan
inddrage retsstillingen
efter domslandets regler i afgørelsen af om der er grundlag for løsladelse
efter
straffelovens § 38, stk. 2. Fra min behandling tidligere af sager om
overførsel fra Sverige til Danmark efter lov nr. 214 af 31. maj 1963 med
senere
ændringer om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige er jeg da
også bekendt med at en svensk resolution om løsladelse efter afsoning af
halvdelen
af straffen (som efter de dagældende svenske prøveløsladelsesregler
regelmæssigt fandt sted) efter Justitsministeriets praksis indgik som et
moment i ministeriets overvejelser om mulighederne for løsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 2.
Spørgsmålet er herefter om en
gunstigere retsstilling efter domslandets regler og praksis
skal
inddrages. Det er selvfølgelig
forudsat at der er det fornødne bevismæssige grundlag til stede for at der
ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt hvis afsoning var
fortsat
i domslandet.
Det er et grundlæggende
princip ved overførsel på konventionsmæssigt grundlag at en sådan overførsel
ikke må forværre den dømtes strafferetlige situation. I artikel 11, stk. 1,
litra d) i konventionen om overførelse efter reglerne om omsætning af
retsfølgen er det udtrykkeligt anført at den kompetente myndighed 'ikke må
forværre den dømte persons strafferetlige stilling'. For så vidt angår
tilpasning af sanktionen ved fortsat fuldbyrdelse, er det i konventionens
artikel 10, stk. 2, 3. punktum anført at den med hensyn til sin karakter
eller
varighed ikke må skærpe den i domslandet pålagte sanktion. I artikel 44, stk.
2, i konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger er det
anført
at retten ved sanktionsfastsættelsen ikke må forværre domfældtes
'strafferetlige situation'.
De nævnte regler vedrører kun
sanktionsfastsættelsen i forbindelse med en overførsel (som sker ved dom, jf.
lovens § 3, stk. 2, sidste punktum og stk. 3, sidste punktum). For så vidt
angår fuldbyrdelsen efter, overførsel er det blot anført at den skal ske
efter
fuldbyrdelseslandets lovgivning (artikel 9, stk. 3, i konventionen om
overførsel). Ved overførsel i konkrete tilfælde er det i lovens § 10, stk. 2,
anført at fuldbyrdelsen ikke må medføre en skærpelse af domfældtes
strafferetlige
situation. Men ifølge Justitsministeriets udtalelse af 29. august 1997 er
formålet
hermed (alene) at sikre at domfældte der overføres på grundlag af en aftale,
opnår samme retsstilling som personer der overføres på konventionsmæssigt
grundlag. Selv om bestemmelsen i § 10, stk. 2, i øvrigt vedrører selve
fuldbyrdelsen efter overførsel, er angivelsen heri af at der ikke må ske
skærpelse, således ikke møntet på selve fuldbyrdelsen. Der er dermed ikke
nogen
forskel på regelanvendelsen ved overførsel efter konventionens regler og
overførsel efter konkret aftale.
Der er således ikke regler
der pålægger de administrative myndigheder at sikre at selve fuldbyrdelsen
efter overførslen ikke indebærer en skærpelse i forhold til retsstillingen
for
den domfældte i domslandet.
Ved sanktionsfastsættelsen i
forbindelse med overførsel skal reglerne om omsætning i konventionen som
udgangspunkt anvendes, jf. lovens § 3, stk. 2. Det fremgår af forarbejderne
til
denne bestemmelse at disse regler er valgt fordi de efter Justitsministeriets
opfattelse '... i almindelighed vil være mest hensigtsmæssige, når det drejer
sig om at fuldbyrde udenlandske straffedomme i Danmark. Disse regler giver jo
mulighed for at tilpasse strafudmålingen til det strafniveau, som gælder i
Danmark,
og som ligger under strafudmålingsniveauet i visse andre lande, ... '
(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2212). Når muligheden for
undtagelsesvis at anvende reglerne om fortsat fuldbyrdelse er medtaget i
loven, skyldes det ifølge forarbejderne at nogle stater vil gøre det til en
betingelse
for overførsel at disse regler anvendes (som det var tilfældet i den
foreliggende
sag). En udelukkelse af at anvende disse regler ville derfor samtidig
indebære
at man - i strid med reglernes humanitære formål - ville afskære sig fra at
få
danskere overført til afsoning i Danmark fra sådanne stater. I forlængelse
heraf er det anført at 'uheldige virkninger af reglerne om fortsat
straffuldbyrdelse'
i stedet bør 'søges imødegået gennem reglerne om benådning m.v.'
Det er således forudsat i
forarbejderne til loven at de administrative (straffuldbyrdende) myndigheder
skal anvende reglerne om benådning mv. til at imødegå uheldige virkninger af
domstolenes anvendelse af reglerne om fortsat fuldbyrdelse i artikel 10 i
konventionen. Forarbejderne indeholder derimod ikke forudsætninger om at de
administrative myndigheder ved anvendelse af reglerne om fuldbyrdelse i
øvrigt
skal inddrage hensyn der sikrer at den dømtes (samlede) strafferetlige
situation ikke forværres efter en overførsel. Der er dog efter min opfattelse
ingen tvivl om at det er lovligt at inddrage sådanne hensyn i skønsmæssige
afgørelser
vedrørende fuldbyrdelsen, og at der derfor efter omstændighederne også består
en pligt til at inddrage sådanne hensyn; jf. Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret
(1994), s. 245.
Ved Justitsministeriets
behandling af sagen forelå de på s. 2 ovenfor nævnte oplysninger.
Oplysningerne
i fængselsinspektørens brev og udtalelsen fra advokaten kan naturligvis ikke
i
sig selv udgøre det tilstrækkelige grundlag for oplysningen om engelsk ret og
praksis vedrørende spørgsmålet om prøveløsladelse. Ved fremsendelse af sagens
akter til mig har Justitsministeriet ikke vedlagt de kopier som
fængselsinspektøren fremsendte fra 'Prisoners informationpack', og jeg er
således ikke bekendt med indholdet heraf.
Justitsministeriet ses
imidlertid ikke at have inddraget de modtagne oplysninger eller at have
overvejet
hvorvidt de indicerer at der burde indhentes nærmere oplysninger om
spørgsmålet. Om en sådan udvidelse af oplysningsgrundlaget bør foretages på
det
foreliggende grundlag, afhænger af en konkret vurdering.
Sammenfattende er det - som
jeg også tilkendegav under mit møde med Justitsministeriet - min opfattelse
at
der er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i
det
konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af
om
fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter
straffelovens § 38, stk. 2, må der efter min opfattelse bl.a. lægges vægt på
om
prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er
sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det
fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et
tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets
regler og praksis efter min opfattelse tages i betragtning og i givet fald
tillægges en vis vægt.
Ved afgørelsen i (A)'s
henholdsvis (B)'s prøveløsladelsessag har Justitsministeriet været af den
opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale
regler bestemte det. Jeg må derfor som anført lægge til grund at
Justitsministeriet
ikke ved sin afgørelse af (A)'s henholdsvis (B)'s prøveløsladelsessag har
overvejet
at indhente nærmere oplysninger om og eventuelt inddrage de engelske regler
og
den engelske praksis som et moment i vurderingen af om der kunne ske
prøveløsladelse
efter straffelovens § 38, stk. 2.
Jeg har på denne baggrund
henstillet til Justitsministeriet at overveje sagen på ny og herunder tage
stilling til hvorvidt de ovenfor omtalte oplysninger om engelsk ret indicerer
at nærmere oplysninger herom bør indhentes. Jeg har bedt om underretning om
resultatet af disse overvejelser."
Jeg modtog herefter kopi af
Justitsministeriets fornyede afgørelser af 24. marts 1998 til de pågældende
hvori ministeriet fastholdt sine tidligere afgørelser i sagen. Det fremgik
heraf bl.a. at ministeriet havde overvejet at indhente yderligere oplysninger
om beskaffenheden af de regler der ville gælde for straffuldbyrdelsen i
England. Med en nærmere begrundelse var ministeriet imidlertid ud fra de
foreliggende
oplysninger nået til den opfattelse at de pågældendes retsstilling
henholdsvis
ved forbliven i England og ved opholdet her i landet ikke kunne antages at
være
sammenligneligt på en sådan måde, at det ville have betydning for afgørelsen
om
prøveløsladelse.
Med bemærkning om at jeg ikke
havde taget stilling til indholdet af ministeriets fornyede afgørelser,
meddelte jeg herefter ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagerne
medmindre jeg modtog en klage over ministeriets fornyede afgørelse i sagen.
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat D. Spielmann fremsat den 13. februar 2025. — MA. EU-domme · 13. februar 2025
- RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/957 af 20. maj 2025 om ændring af afgørelse (FUSP) 2024/1484 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland EU-lovgivning · 20. maj 2025
- RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/958 af 20. maj 2025 om gennemførelse af forordning (EU) 2024/1485 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland EU-lovgivning · 20. maj 2025
- Ansøgning om optagelse i HVL.reg afslået (2014-0037087) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. april 2015
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love Retsinformation · 6. december 2000
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 3. maj 2016. — Straffesag mod Sofiyska gradska prokuratura. EU-domme · 3. maj 2016