Spring til indhold

Retsinformation

Inddragelse af fremmed ret. Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2

FOU nr 1998.153UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inddragelse af fremmed ret. Prøveløsladelse efter

straffelovens § 38, stk. 2

Sagens nærmere omstændigheder

var følgende:

To indsatte, A og B, klagede

over at Justitsministeriet ikke havde inddraget de engelske regler og den

engelske praksis om prøveløsladelse i sin vurdering af deres ansøgninger om

prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2. De indsatte var i England

idømt en straf af fængsel i fire år og seks måneder. Denne dom blev af

Københavns

Byret i medfør af § 3, stk. 3, i lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international

fuldbyrdelse af straf mv., jf. artikel 10 i Den Europæiske Konvention af 21.

marts 1983 om overførelse af domfældte, tilpasset til en fængselsstraf af

samme

varighed. Anvendelse af reglerne i konventionens artikel 10 var en

forudsætning

for at de engelske myndigheder ville tillade at de indsatte blev overført til

Danmark.

Under sagens behandling ved

Københavns Byret gjorde de indsatte gældende at straffen burde nedsættes.

Deres

forsvarer oplyste at de i England ville være blevet løsladt efter afsoning af

halvdelen af straffen. Dommeren bemærkede hertil at "det ikke er muligt

for retten at tage hensyn til prøveløsladelsestidspunktet ved tilpasningen af

den idømte straf i medfør af konventionens artikel 10. Spørgsmålet må afgøres

administrativt."

De indsatte ansøgte herefter

gennem Justitsministeriet om prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af

straffen. Ved fængselsinspektørens fremsendelse af den ene indsattes (A's)

ansøgning

Læs alt

vedlagde han kopi af nogle sider fra det engelske fængselsvæsens bog

"Prisoners informationpack" med følgende bemærkninger:

"... Som det fremgår af

dette materiale, har indsatte, der afsoner straffe af fængsel i mindst 4 år,

mulighed

for løsladelse på prøve efter

halv tid. Det er Indenrigsministeriet (Home Secretary), som tager endelig

stilling fra sag til sag. I følge oplysninger som (C) fik under studiebesøget

i

England, beror spørgsmålet om løsladelse i meget høj grad på den enkelte

indsattes opførsel og positive deltagelse i afsoningsplanlægningen.

(A) har oplyst, at han af det

engelske fængsels Governor blev orienteret om, at udenlandske indsatte, som

skal udvises efter afsoningen, i følge praksis har meget stor sandsynlighed

for

at blive løsladt umiddelbart efter, at den halve straffetid er forløbet.

..."

Den anden indsatte, B,

vedlagde et brev af 25. april 1996 fra en engelsk advokat der beskrev de

engelske regler sådan:

"It seems that your clients have been

confused by a change in Prison Law which came into force after 1st October

1992. Before that date, prisoners were eligible for release on parole after

serving one third of their sentence. The new law, The Criminal Justice Act

1991, changed this and in the case of long term prisoners (serving four years

or more) the prisoner has to be released on licence after he has served two

third of his sentence. A long term prisoner serving between four and under

seven years imposed after the 1st October 1992 is eligible for release on

licence after he has served one half of his sentence. ..."

Ministeriet afslog

ansøgningerne med bl.a. følgende begrundelse:

"Ifølge § 10, stk. 2, i

lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v. skal

fuldbyrdelsen ske efter danske regler.

Som fundament for

fuldbyrdelse her i landet skal der altid foreligge en dansk dom, således at

en

dansk domstol i sager om fortsat fuldbyrdelse efter konventionens artikel 10

træffer afgørelse om tilpasning.

Spørgsmålet om, hvad der i

den forbindelse eventuelt skal til (bl.a. for at undgå skærpelse, jf. lovens

§

10, stk. 2), henhører herefter under domstolene og må således anses for

afgjort

ved den skete tilpasning af straffen."

Justitsministeriet rettede

efterfølgende henvisningen fra lovens § 10, stk. 2, til lovens § 3, stk. 3,

jf.

konventionens artikel 10, stk. 2.

De indsatte klagede herefter

til mig over afgørelserne.

Jeg indhentede i den

anledning udtalelser og sagens akter fra Justistministeriet. I udtalelserne

henviste ministeriet bl.a. til den vejledning som det har udfærdiget om

konventionen, og som ministeriet forudsatte at de indsatte var gjort bekendt

med. Herefter skrev ministeriet:

"Efter

Justitsministeriets opfattelse følger det af den ovennævnte vejledning, at

den,

der herefter har anmodet om overførsel, ikke kan forlange eller forvente, at

spørgsmål vedrørende straffuldbyrdelsen, herunder spørgsmålet om

prøveløsladelse, afgøres under hensyntagen til fremmed ret. Eventuel

anvendelse

af fremmed ret kan efter Justitsministeriets opfattelse kun ske, hvis de

nationale retsregler bestemmer det."

Efter en foreløbig gennemgang

af sagerne bad jeg i brev af 9. juli 1997 Justitsministeriet om en

supplerende

udtalelse og om at ministeriet sendte sagen tilbage gennem departementet.

Jeg modtog herefter et brev

af 29. september 1997 fra Justitsministeriet der henholdt sig til en

udtalelse

af 17. september 1997 fra Det Internationale Kontor. Dette kontor henviste

til

en udtalelse af 29. august 1997 fra lovafdelingen hvor der bl.a. stod:

"Lovens (lov nr. 323 af

4. juni 1986 med senere ændringer om international fuldbyrdelse af straf

m.v.;

min tilføjelse) kapitel 2 og 4 indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt

tager stilling til, om den fortsatte straffuldbyrdelse i Danmark skal ske

efter

domslandets eller dansk lovgivning.

Af § 2 i kapitel 2 fremgår

imidlertid, at afgørelser, som er omfattet af Konventionen om overførelse af

domfældte, jf. bilag 1 til loven, fuldbyrdes efter konventionens regler. I

konventionens artikel 9 om virkningen af overførelse til fuldbyrdelseslandet

er

det i stk. 3 fastsat, at fuldbyrdelsen af retsfølgen skal ske efter

fuldbyrdelseslandets lovgivning, og at kun denne stat er kompetent til at

træffe alle påkrævede afgørelser.

§ 2, stk. 1, i loven om

international fuldbyrdelse af straf m.v. sammenholdt med konventionens

artikel

9, stk. 3, indebærer derfor, at straffuldbyrdelsen skal ske efter danske

regler, og at det alene er de danske straffuldbyrdende myndigheder, der er

kompetente til at træffe afgørelser vedrørende straffuldbyrdelsen.

Spørgsmålet

om prøveløsladelse skal derfor også afgøres efter dansk ret, jf. herved

straffelovens § 38. Det gælder ligeledes i tilfælde, hvor den domfældte efter

domslandets regler om prøveløsladelse måtte have en gunstigere retsstilling

end

den, der følger af de danske regler på området.

Det bemærkes, at § 10 i

lovens kapitel 5 om almindelige bestemmelser tager sigte på tilfælde, hvor

der

i forholdet mellem Danmark og domslandet hverken gælder nogen af de

konventioner, der indgår i lovens kapitel 2-

3

a

eller en af de i § 9 nævnte overenskomster. § 10 er

således ikke anvendelig i tilfælde, hvor Konventionen om overførelse af

domfældte gælder i forholdet mellem Danmark og domslandet.

Endvidere tilføjes, at

formålet med § 10, stk. 2, hvorefter fuldbydelsen skal ske efter danske

regler

og ikke må medføre en skærpelse af den domfældtes strafferetlige situation,

er

at sikre, at domfældte, der overføres på grundlag af en aftale, opnår samme

retsstilling som personer, der overføres på konventionsmæssigt grundlag, jf.

artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 2, i Konventionen om overførelse af

domfældte samt artikel 10, stk. 1, og artikel 44, stk. 2, i Konventionen om

straffedommes internationale retsvirkninger."

Jeg sendte klagerne kopi af

udtalelserne til orientering. Jeg orienterede dem samtidig om at jeg efter en

foreløbig gennemgang af sagen havde fundet det hensigtsmæssigt at drøfte

sagen

nærmere med Justitsministeriet, og at jeg derfor havde indbudt ministeriet

til

et møde. Det fandt sted det 18. december 1997.

Temaet for drøftelserne på

mødet var spørgsmålet om hvorvidt ministeriet i de konkrete sager skulle

inddrage eller bortse fra engelsk løsladelsespraksis ved udøvelsen af skønnet

efter straffelovens § 38, stk. 2, jf. nærmere nedenfor.

Ombudsmandens udtalelse

"Lov nr. 323 af 4. juni 1986 med senere ændringer om international

fuldbyrdelse af straf mv. indeholder bl.a. nærmere regler om overførsel af

domfældte. Kapitel 2 (§§ 2 og 3) indeholder regler om overførsel på grundlag

af Den Europæiske Konvention af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte,

mens kapitel 5 (§§ 9-12) indeholder regler om overførsel på andet grundlag,

enten ved overenskomst (§ 9) eller efter aftale i konkrete tilfælde (§ 10). I

det foreliggende tilfælde er der sket overførsel på grundlag af konventionen.

Afgørelser der er omfattet af konventionen om overførsel, kan fuldbyrdes

efter konventionens regler, jf. lovens § 2, stk. 1. Fuldbyrdelsen skal efter

lovens § 3, stk. 2, normalt ske efter reglerne i konventionens artikel 11 om

omsætning af straffen, men hvis det ikke er muligt, kan det ske efter

reglerne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyrdelse og tilpasning af

straffen, jf. lovens § 3, stk. 3. I det foreliggende tilfælde er det de

sidstnævnte regler der er anvendt fordi de engelske myndigheder betingede

overførslen heraf.

Overenskomster og konkrete aftaler skal så vidt muligt indgås på grundlag af

reglerne i kapitel 5 i Den Europæiske Konvention om straffedommes

internationale retsvirkninger eller reglerne om omsætning i artikel 11 i

konventionen om overførsel, jf. lovens § 11. Er det ikke muligt, skal

reglerne om tilpasning i artikel 10, stk. 2, i sidstnævnte konvention

anvendes.

Loven indeholder nærmere regler om sanktionsfastsættelsen (og behandlingen af

selve overførselssagen, jf. lovens kapitel 4). Derimod er der ikke i loven

regler om fuldbyrdelsen her i landet efter overførslen på konventionsmæssigt

grundlag, men kun for så vidt angår overførsel på grundlag af konkret aftale.

Her er det i lovens § 10, stk. 2, bestemt at fuldbyrdelsen skal ske efter

danske regler (og ikke må medføre en skærpelse af domfældtes strafferetlige

situation, jf. herom nedenfor). For så vidt angår overførsel på

konventionsmæssigt grundlag, fremgår det imidlertid af konventionens artikel

9, stk. 3, at fuldbyrdelsen skal ske efter fuldbyrdelseslandets lovgivning.

Jeg er således enig i at afgørelser om fuldbyrdelsen, herunder afgørelser om

prøveløsladelse, efter overførsel til

Danmark skal træffes på grundlag af de danske regler herom.

Reglerne om prøveløsladelse

findes bl.a. i straffelovens § 38 der lyder sådan:

'

Stk. 1.

Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er

udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om den

dømte

skal løslades på prøve.

Stk. 2.

Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder

taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst

2

måneder.

...'

Spørgsmålet er om regler og

praksis i domslandet der er gunstigere end de danske regler, kan eller skal

indgå som et moment i vurderingen af om der foreligger 'særlige

omstændigheder', jf. straffelovens § 38, stk. 2, ved afgørelser om

prøveløsladelse

af personer der er overført hertil.

Det var dette spørgsmål som

jeg drøftede med Justitsministeriet på mødet den 18. december 1997.

Justitsministeriet tilkendegav da at ministeriet ikke var uenig i at

ministeriet

kan

inddrage retsstillingen

efter domslandets regler i afgørelsen af om der er grundlag for løsladelse

efter

straffelovens § 38, stk. 2. Fra min behandling tidligere af sager om

overførsel fra Sverige til Danmark efter lov nr. 214 af 31. maj 1963 med

senere

ændringer om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige er jeg da

også bekendt med at en svensk resolution om løsladelse efter afsoning af

halvdelen

af straffen (som efter de dagældende svenske prøveløsladelsesregler

regelmæssigt fandt sted) efter Justitsministeriets praksis indgik som et

moment i ministeriets overvejelser om mulighederne for løsladelse efter

straffelovens § 38, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter om en

gunstigere retsstilling efter domslandets regler og praksis

skal

inddrages. Det er selvfølgelig

forudsat at der er det fornødne bevismæssige grundlag til stede for at der

ville være sket løsladelse på et tidligere tidspunkt hvis afsoning var

fortsat

i domslandet.

Det er et grundlæggende

princip ved overførsel på konventionsmæssigt grundlag at en sådan overførsel

ikke må forværre den dømtes strafferetlige situation. I artikel 11, stk. 1,

litra d) i konventionen om overførelse efter reglerne om omsætning af

retsfølgen er det udtrykkeligt anført at den kompetente myndighed 'ikke må

forværre den dømte persons strafferetlige stilling'. For så vidt angår

tilpasning af sanktionen ved fortsat fuldbyrdelse, er det i konventionens

artikel 10, stk. 2, 3. punktum anført at den med hensyn til sin karakter

eller

varighed ikke må skærpe den i domslandet pålagte sanktion. I artikel 44, stk.

2, i konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger er det

anført

at retten ved sanktionsfastsættelsen ikke må forværre domfældtes

'strafferetlige situation'.

De nævnte regler vedrører kun

sanktionsfastsættelsen i forbindelse med en overførsel (som sker ved dom, jf.

lovens § 3, stk. 2, sidste punktum og stk. 3, sidste punktum). For så vidt

angår fuldbyrdelsen efter, overførsel er det blot anført at den skal ske

efter

fuldbyrdelseslandets lovgivning (artikel 9, stk. 3, i konventionen om

overførsel). Ved overførsel i konkrete tilfælde er det i lovens § 10, stk. 2,

anført at fuldbyrdelsen ikke må medføre en skærpelse af domfældtes

strafferetlige

situation. Men ifølge Justitsministeriets udtalelse af 29. august 1997 er

formålet

hermed (alene) at sikre at domfældte der overføres på grundlag af en aftale,

opnår samme retsstilling som personer der overføres på konventionsmæssigt

grundlag. Selv om bestemmelsen i § 10, stk. 2, i øvrigt vedrører selve

fuldbyrdelsen efter overførsel, er angivelsen heri af at der ikke må ske

skærpelse, således ikke møntet på selve fuldbyrdelsen. Der er dermed ikke

nogen

forskel på regelanvendelsen ved overførsel efter konventionens regler og

overførsel efter konkret aftale.

Der er således ikke regler

der pålægger de administrative myndigheder at sikre at selve fuldbyrdelsen

efter overførslen ikke indebærer en skærpelse i forhold til retsstillingen

for

den domfældte i domslandet.

Ved sanktionsfastsættelsen i

forbindelse med overførsel skal reglerne om omsætning i konventionen som

udgangspunkt anvendes, jf. lovens § 3, stk. 2. Det fremgår af forarbejderne

til

denne bestemmelse at disse regler er valgt fordi de efter Justitsministeriets

opfattelse '... i almindelighed vil være mest hensigtsmæssige, når det drejer

sig om at fuldbyrde udenlandske straffedomme i Danmark. Disse regler giver jo

mulighed for at tilpasse strafudmålingen til det strafniveau, som gælder i

Danmark,

og som ligger under strafudmålingsniveauet i visse andre lande, ... '

(Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2212). Når muligheden for

undtagelsesvis at anvende reglerne om fortsat fuldbyrdelse er medtaget i

loven, skyldes det ifølge forarbejderne at nogle stater vil gøre det til en

betingelse

for overførsel at disse regler anvendes (som det var tilfældet i den

foreliggende

sag). En udelukkelse af at anvende disse regler ville derfor samtidig

indebære

at man - i strid med reglernes humanitære formål - ville afskære sig fra at

få

danskere overført til afsoning i Danmark fra sådanne stater. I forlængelse

heraf er det anført at 'uheldige virkninger af reglerne om fortsat

straffuldbyrdelse'

i stedet bør 'søges imødegået gennem reglerne om benådning m.v.'

Det er således forudsat i

forarbejderne til loven at de administrative (straffuldbyrdende) myndigheder

skal anvende reglerne om benådning mv. til at imødegå uheldige virkninger af

domstolenes anvendelse af reglerne om fortsat fuldbyrdelse i artikel 10 i

konventionen. Forarbejderne indeholder derimod ikke forudsætninger om at de

administrative myndigheder ved anvendelse af reglerne om fuldbyrdelse i

øvrigt

skal inddrage hensyn der sikrer at den dømtes (samlede) strafferetlige

situation ikke forværres efter en overførsel. Der er dog efter min opfattelse

ingen tvivl om at det er lovligt at inddrage sådanne hensyn i skønsmæssige

afgørelser

vedrørende fuldbyrdelsen, og at der derfor efter omstændighederne også består

en pligt til at inddrage sådanne hensyn; jf. Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret

(1994), s. 245.

Ved Justitsministeriets

behandling af sagen forelå de på s. 2 ovenfor nævnte oplysninger.

Oplysningerne

i fængselsinspektørens brev og udtalelsen fra advokaten kan naturligvis ikke

i

sig selv udgøre det tilstrækkelige grundlag for oplysningen om engelsk ret og

praksis vedrørende spørgsmålet om prøveløsladelse. Ved fremsendelse af sagens

akter til mig har Justitsministeriet ikke vedlagt de kopier som

fængselsinspektøren fremsendte fra 'Prisoners informationpack', og jeg er

således ikke bekendt med indholdet heraf.

Justitsministeriet ses

imidlertid ikke at have inddraget de modtagne oplysninger eller at have

overvejet

hvorvidt de indicerer at der burde indhentes nærmere oplysninger om

spørgsmålet. Om en sådan udvidelse af oplysningsgrundlaget bør foretages på

det

foreliggende grundlag, afhænger af en konkret vurdering.

Sammenfattende er det - som

jeg også tilkendegav under mit møde med Justitsministeriet - min opfattelse

at

der er pligt til at indhente nærmere oplysninger om fremmed ret, hvis der i

det

konkrete tilfælde er en tilstrækkelig indikation herfor. Ved vurderingen af

om

fremmed ret (herefter) i givet fald skal inddrages i vurderingen efter

straffelovens § 38, stk. 2, må der efter min opfattelse bl.a. lægges vægt på

om

prøveløsladelsens grundlag efter henholdsvis fremmed og dansk ret er

sammenligneligt. Hvis dette er tilfældet, og der i øvrigt foreligger det

fornødne grundlag for at antage at der ville være sket løsladelse på et

tidligere tidspunkt såfremt afsoning var fortsat i domslandet, må domslandets

regler og praksis efter min opfattelse tages i betragtning og i givet fald

tillægges en vis vægt.

Ved afgørelsen i (A)'s

henholdsvis (B)'s prøveløsladelsessag har Justitsministeriet været af den

opfattelse at ministeriet kun kunne inddrage fremmed ret hvis de nationale

regler bestemte det. Jeg må derfor som anført lægge til grund at

Justitsministeriet

ikke ved sin afgørelse af (A)'s henholdsvis (B)'s prøveløsladelsessag har

overvejet

at indhente nærmere oplysninger om og eventuelt inddrage de engelske regler

og

den engelske praksis som et moment i vurderingen af om der kunne ske

prøveløsladelse

efter straffelovens § 38, stk. 2.

Jeg har på denne baggrund

henstillet til Justitsministeriet at overveje sagen på ny og herunder tage

stilling til hvorvidt de ovenfor omtalte oplysninger om engelsk ret indicerer

at nærmere oplysninger herom bør indhentes. Jeg har bedt om underretning om

resultatet af disse overvejelser."

Jeg modtog herefter kopi af

Justitsministeriets fornyede afgørelser af 24. marts 1998 til de pågældende

hvori ministeriet fastholdt sine tidligere afgørelser i sagen. Det fremgik

heraf bl.a. at ministeriet havde overvejet at indhente yderligere oplysninger

om beskaffenheden af de regler der ville gælde for straffuldbyrdelsen i

England. Med en nærmere begrundelse var ministeriet imidlertid ud fra de

foreliggende

oplysninger nået til den opfattelse at de pågældendes retsstilling

henholdsvis

ved forbliven i England og ved opholdet her i landet ikke kunne antages at

være

sammenligneligt på en sådan måde, at det ville have betydning for afgørelsen

om

prøveløsladelse.

Med bemærkning om at jeg ikke

havde taget stilling til indholdet af ministeriets fornyede afgørelser,

meddelte jeg herefter ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagerne

medmindre jeg modtog en klage over ministeriets fornyede afgørelse i sagen.

Lignende dokumenter