Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt. Forudbetaling som betingelse for udlevering af fotokopier

FOU nr 1999.73UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt. Forudbetaling som betingelse for udlevering af

fotokopier

Det fremgik af sagens akter

at journalisten A ved en telefonisk henvendelse til Direktoratet for

Arbejdstilsynet den 4. juli 1997 anmodede om aktindsigt i en klagesag rejst

af

selskabet B i forbindelse med en arbejdstilsynskreds’ påbud vedrørende

en byggeplads.

Den 7. juli 1997 traf

Direktoratet for Arbejdstilsynet følgende afgørelse:

“I den anledning skal direktoratet

meddele, at man i henhold til kapitel 2 i lov om offentlighed i forvaltningen

giver Dem aktindsigt i sagens dokumenter.

Kopi af sagens dokumenter

rummes på 36 sider.

I henhold til

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986 om betaling

for afskrifter og fotokopier, der udleveres i henhold til lov om offentlighed

i forvaltningen, skal der kræves betaling for udlevering af kopier af de

ønskede akter som følger:

1 kopi á kr. 10,00

kr. 10,00

35 kopier á kr. 1,00

kr. 35,00

I alt til betaling

kr. 45,00

Beløbet bedes indbetalt på

direktoratets girokonto nr. 6 00 09 67. Indbetalingen bedes mærket

’Aktindsigt’

og henvise til ovenstående journalnummer. Når beløbet er modtaget i

Læs alt

Direktoratet for Arbejdstilsynet, fremsendes de nævnte kopier af sagens

akter.”

A klagede den 15. juli 1997

over afgørelsen til arbejdsministeren. I klagen skrev han bl.a. følgende:

“Imidlertid har Direktoratet

afvist at sende papirerne, før den krævede betaling på 45 kroner er indsat på

den nævnte girokonto. Og det krav vil jeg hermed klage over. Ikke over, at

jeg

skal betale for kopierne - for det er helt i overensstemmelse med Lov om

Offentlighed.

Men over, at aktindsigten først gives, når pengene er registreret som

modtaget

- for derved forsinkes min anmodning om aktindsigt med fire-fem arbejdsdage

(og

dermed reelt med en uge).

Betalingskravet kunne måske

accepteres, hvis direktoratets praksis med at kræve betaling, før ønsket

materiale tilsendes, var universel og gjaldt alle ekspeditioner fra

direktoratet.

Men (C) fra Direktoratet har telefonisk bekræftet, at hvis jeg havde bestilt

en

af Direktoratets publikationer, så havde jeg fået den tilsendt med det samme

vedlagt et girokort til senere betaling. Så kravet om forudbetaling skyldes

altså ikke frygt for, at (journalistens arbejdsgiver) ikke betaler regningen

på

45 kroner.

Jeg er vidende om, at kravet

om forudbetaling nok ikke er i strid med offentlighedslovens bogstav - men

efter min mening er den i strid med ånden i loven - at offentligheden skal

have

indsigt i myndighedernes arbejde så hurtigt som muligt. Jeg skal derfor

anmode

ministeren om at præcisere overfor Direktoratet for Arbejdstilsynet, at

betaling for aktindsigt bør opkræves efter samme retningslinier, som gælder

for

Direktoratets øvrige publikationer.”

Med brev af 17. juli 1997

sendte Direktoratet for Arbejdstilsynet – da man nu havde modtaget det

opkrævede beløb – kopi af de ønskede akter til A.

Arbejdsministeren bad på

baggrund af A’s klage den 21. juli 1997 Direktoratet for Arbejdstilsynet

om en

udtalelse og om udlån af sagens akter. Af udtalelsen af 18. august 1997

fremgik

bl.a. følgende:

“

Direktoratets vurdering

I henhold til § 1 i

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986 om betaling

for afskrifter og fotokopier, der udleveres i henhold til lov om offentlighed

i

forvaltningen skal der opkræves betaling for afskrifter og fotokopier af

dokumenter, der udleveres efter begæring i henhold til lov om offentlighed i

forvaltningen.

I forlængelse af ovennævnte

bestemmelse har Direktøren for Arbejdstilsynet udsendt At-cirkulæreskrivelse

nr. 4/1993 om opkrævning af betaling, når der udleveres fotokopier m.v. i

sager

om aktindsigt. I At-cirkulæreskrivelsen gives retningslinier for, hvorledes

Arbejdstilsynets

enheder skal administrere reglerne i bl.a. ovennævnte bekendtgørelse.

Retningslinierne er i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler, bl.a. om

i

hvilke tilfælde, der ikke skal kræves betaling.

Derudover indeholder

Arbejdstilsynets cirkulæreskrivelse et afsnit om tidspunkt for betaling og

procedure i forbindelse med opkrævning af et eventuelt beløb for kopier. Det

fremgår således af cirkulæreskrivelsens punkt II. C., at betaling for

udlevering af fotokopier m.v. i aktindsigtssager skal ske forud for at undgå,

at der opstår behov for at føre inkassosager.

Det skal i denne forbindelse

bemærkes, at der oftest vil være tale om beløb i en størrelsesorden af under

100 kr., og at de økonomiske omkostninger og ressourceanvendelse i øvrigt i

forbindelse med inkasso i tilfælde af manglende betaling vil stå i urimelig

misforhold til det beløb, der søges inddrevet ved inkasso.

Arbejdstilsynet har på

ovennævnte baggrund af praktiske årsager valgt at kræve betaling forud for

udlevering af fotokopier, hvor sådanne ønskes tilsendt/udleveret i sager om

aktindsigt efter offentlighedsloven.

I forbindelse med

udarbejdelsen af ovennævnte At-cirkulæreskrivelse tog direktoratet kontakt

til

både Finansministeriet og Justitsministeriet. De pågældende ministerier havde

ingen indvendinger mod den omtalte procedure med at kræve betaling forud for

udlevering af kopier i forbindelse med aktindsigtssager.

Med hensyn til direktoratets

praksis vedrørende fremsendelse af publikationer m.v. kan det oplyses, at

direktoratet gratis fremsender 1 eksemplar af regelmateriale, At-meddelelser,

At-anvisninger og At-cirkulæreskrivelser. Hvis en borger ønsker flere

eksemplarer af ovennævnte publikationer eller flere rapporter tilsendt, sker

dette mod betaling. Materialet udsendes her med faktura til efterfølgende

betaling. I tilfælde af, at borgeren ikke betaler efter rykkere, lukkes

borgerens

konto i direktoratet, og der vil ikke blive fremsendt yderligere materiale

til

borgeren, før mellemværendet er bragt i orden fra borgerens side.

Direktoratet er enig med (A)

i, at hensigten med offentlighedsloven bl.a. er at sikre borgerne mulighed

for

hurtig aktindsigt. Efter Justitsministeriets vejledning om lov om

offentlighed

i forvaltningen fra 1988, pkt 49, bør borgere, der ønsker at gennemse

dokumenter i en sag, således straks have adgang hertil. Imidlertid nævner

Justitsministeriets vejledning også, at det af forskellige administrative

grunde kan være tilladeligt at udsætte aktindsigtens gennemførelse, fx hvis

sagen er under behandling og af hastende karakter eller hensynet til en

forsvarlig og hurtig behandling af andre sager nødvendiggør en udsættelse.

Som nævnt ovenfor har

direktoratet straks efter modtagelsen af begæring om aktindsigt truffet

afgørelse herom, og straks efter modtagelsen af beløbet sendt kopier af

sagens

akter til (A). Det er således direktoratets opfattelse, at man har ekspederet

(A)’s begæring om aktindsigt med den nødvendige og i loven forudsatte

hurtighed.”

Den 8. september 1997 udtalte

arbejdsministeren herefter bl.a. følgende:

“Forslaget om at opkræve

betaling for aktindsigt efter samme retningslinier som gælder ved rekvirering

af øvrige publikationer fra direktoratet, finder jeg ikke hensigtsmæssigt.

Direktoratet har således oplyst, at man ophører med at fremsende yderligere

materiale til borgeren, hvis borgeren ikke betaler. Samme praksis kan ikke

indføres i forhold til aktindsigtssager, idet en borger ikke kan nægtes

adgang

til aktindsigt med henvisning til, at vedkommende eventuelt ikke har betalt

for

materiale fremsendt ved en tidligere lejlighed.

Jeg kan af sagens akter se,

at direktoratet straks ved modtagelsen af Deres betaling har fremsendt det

ønskede materiale, hvilket er i overensstemmelse med den i loven forudsatte

hurtighed. Hvis De har behov for straks at få adgang til dokumenterne i en

sag,

vil De som hovedregel kunne få adgang til at gennemse dokumenterne i sagen

ved

at møde personligt frem i direktoratet.

Jeg må således meddele Dem,

at jeg ikke finder anledning til at kritisere direktoratets praksis på

området.”

I brev af 2. oktober 1997

klagede A til mig. I anledning af hans klage bad jeg den 12. november 1997

Arbejdsministeriet om en udtalelse. Jeg bad om at Arbejdsministeriet forinden

indhentede en udtalelse fra Direktoratet for Arbejdstilsynet,

Justitsministeriet

og Finansministeriet idet det fremgik af sagen at cirkulæreskrivelse nr. 41

fra 1997 havde været forelagt disse ministerier, og at disse ikke havde haft

indvendinger imod skrivelsens indhold.

Jeg modtog den 21. september

1998 Arbejdsministeriets udtalelse af 18. september 1998 vedlagt udtalelser

fra

Finansministeriet, Direktoratet for Arbejdstilsynet og Justitsministeriet af

henholdsvis 12. december 1997, 15. december 1997 og 10. september 1998.

Af udtalelsen fra

Justitsministeriet fremgik bl.a. følgende:

“Arbejdsministeriet har over

for ombudsmanden oplyst, at spørgsmålet om Arbejdstilsynets adgang til at

kræve

forudbetaling i september 1992 blev forelagt telefonisk for en medarbejder i

Justitsministeriet. Den pågældende medarbejder havde ikke indvendinger imod,

at der i Arbejdstilsynets cirkulæreskrivelse blev indsat en bestemmelse

herom.

Ombudsmanden har derfor anmodet Arbejdsministeriet om at indhente en

udtalelse

om det rejste spørgsmål fra Justitsministeriet.

I den anledning skal

Justitsministeriet udtale følgende:

1.

Der er ikke i Justitsministeriet udarbejdet et notat om den

ovennævnte telefonsamtale.

Justitsministeriet har

imidlertid modtaget et notat om telefonsamtalen som Arbejdstilsynet har

udarbejdet.

Det fremgår heraf, at

telefonsamtalen fandt sted den 29. september 1992. Den pågældende medarbejder

i

Justitsministeriet udtalte ifølge notatet, at en

myndighed efter hans opfattelse måtte ’kunne

afkræve betaling for udlevering af fotokopier for den fysiske udlevering,

d.v.s. gøre udleveringen betinget af, at beløbet herfor var indbetalt, dog

selvfølgelig forudsat, at myndigheden var berettiget til at opkræve

beløbet.’

2.

Efter offentlighedslovens § 16, stk. 3, fastsætter justitsministeren

regler om betaling for afskrifter og fotokopier.

Nærmere regler herom er

fastsat i bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986 om betaling for

afskrifter og fotokopier, der udleveres i henhold til lov om offentlighed i

forvaltningen (betalingsbekendtgørelsen).

Der er ikke i bekendtgørelsen

fastsat regler om, på hvilket tidspunkt ansøgeren skal betale det beløb, som

efter bekendtgørelsen kan opkræves for udlevering af fotokopier eller

afskrifter.

Spørgsmålet er derfor, om en

myndighed – uden udtrykkelig hjemmel – kan stille krav om

forudbetaling som

betingelse for udlevering af fotokopier.

Til støtte herfor kan

anføres, at et sådant krav er sagligt begrundet i hensynet til effektivt at

sikre, at beløbet betales. Herved undgås, at der efterfølgende må føres

inkassosager for at få inddrevet beløbet. Der er endvidere tale om et ikke

særligt byrdefuldt krav, der knytter sig til hovedforpligtelsen (betaling),

som der utvivlsomt er hjemmel til. Et krav om forudbetaling er således ikke

uproportionalt i forhold til hensynet til effektivt at sikre statens

økonomiske

og administrative interesser.

Heroverfor står navnlig, at

et krav om forudbetaling betyder, at der i reglen går længere tid, inden

ansøgeren modtager fotokopi af de dokumenter, som den pågældende har ret til

aktindsigt i.

Det bemærkes herved, at sager

om aktindsigt skal behandles med særlig hurtighed, jf. offentlighedslovens §

16, stk. 1, og bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86,

Tillæg A, sp. 196 233) I forarbejderne til offentlighedsloven anføres det

nærmere, at hurtig sagsbehandling og afgørelse i sager om aktindsigt er en

væsentlig forudsætning for, at offentlighedsloven kan opfylde sine

intentioner

om, at pressen og andre nyhedsformidlende institutioner skal have mulighed

for

ved anvendelse af loven løbende at orientere befolkningen om aktuelle sager,

der er under behandling i den offentlige forvaltning (Folketingstidende 1985-

86, a.st., sp. 196).

Endvidere kan det anføres, at

i betragtning af beløbenes relativt beskedne størrelse må offentlige

myndigheders økonomiske interesser i effektivt at sikre sig betaling vige for

lovens intention om en hurtig behandling af anmodninger om aktindsigt.

Sammenfattende må det efter

Justitsministeriets opfattelse antages, at en myndighed i almindelighed ikke

kan stille som betingelse for at udlevere fotokopier, at ansøgeren har

forudbetalt det gebyr, der kan opkræves efter reglerne i

betalingsbekendtgørelsen.

Et krav om forudbetaling kan

således efter Justitsministeriets opfattelse alene stilles i de ganske

særlige

tilfælde, hvor myndigheden har grund til at tro, at den pågældende ikke vil

betale gebyret. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ansøgeren tidligere har

undladt at betale gebyr for udlevering af fotokopier.”

Af Arbejdsministeriets

udtalelse af 18. september 1998 fremgik bl.a. følgende:

“

Udtalelsen fra Arbejdstilsynet

Af Arbejdstilsynets udtalelse

af 15. december 1997 fremgår, at tilsynet ikke forelagde

At-cirkulæreskrivelse

nr. 4 fra 1993 for Justitsministeriet og Finansministeriet, men at tilsynet i

forbindelse med udarbejdelsen af At-cirkulæreskrivelsen tog kontakt til både

Justitsministeriet og Finansministeriet.

Kontakten til

Finansministeriet bestod i en telefonisk henvendelse af 30. juli 1992 (jvf.

sagens akter. I Arbejdstilsynets udtalelse af 15. december 1997 fremgår det

fejlagtigt, at kontakten fandt sted den 30. september 1992). Den pågældende

medarbejder i Finansministeriet var af den opfattelse, at der var pligt til

at

opkræve betaling for udlevering af fotokopier over et vist antal, og at en

undladelse heraf kunne medføre påtale fra Rigsrevisionen.

Kontakten til

Justitsministeriet bestod i en telefonisk henvendelse af 29. september 1992.

Den pågældende medarbejder i Justitsministeriet var af den opfattelse, at en

myndighed måtte kunne gøre udlevering af kopier af akter i en sag, der var

bevilget aktindsigt i, betinget af, at beløbet var indbetalt.

Efter At-cirkulæreskrivelsens

udsendelse i april 1993 sendte Arbejdstilsynet skrivelsen til

Justitsministeriets Lovafdeling til orientering.

Udtalelsen fra Finansministeriet

Finansministeriet oplyser, at

Arbejdstilsynet ved telefonisk henvendelse af 30. juli 1992 til

Finansministeriet forespurgte, om en institution kan ’beholde’

betaling for

fotokopiering i henhold til offentlighedsloven.

Finansministeriet oplyste, at

man besvarede dette spørgsmål ud fra et bevillingsretligt synspunkt og

fremkom

i den forbindelse med en fortolkning af relevante afsnit i Budgetvejledning

1992. Ministeriets holdning var, at institutionen skal oppebære beløbet, men

at institutionen ikke har fri rådighed over dette.

Herudover oplyser

Finansministeriet, at man ikke har modtaget henvendelse vedrørende den nævnte

cirkulæreskrivelse, hverken for så vidt angår spørgsmålet om forudbetaling

eller skrivelsen i sin helhed.

Udtalelsen fra Justitsministeriet

...

Arbejdsministeriets udtalelse

Arbejdstilsynet foretog, som

det fremgår af sagsakterne, høring af såvel Justits- som Finansministeriet

forud for udarbejdelsen af At-cirkulæreskrivelse nr. 4 fra 1993 om opkrævning

af betaling i aktindsigtssager. I Justitsministeriet oplyste den pågældende

fuldmægtig telefonisk, at ... ’en myndighed måtte kunne afkræve betaling

for

udlevering af fotokopier forud for den fysiske udlevering, dvs. gøre

udleveringen betinget af, at beløbet herfor var indbetalt, dog selvfølgelig

forudsat, at myndigheden var berettiget til at opkræve beløbet’ (der

henvises

til telefonnotat af 29. september 1992, udarbejder af Arbejdstilsynet, som er

vedlagt).

Efter udsendelsen af

At-cirkulæreskrivelse nr. 4 fra 1993 fremsendte Arbejdstilsynet

cirkulæreskrivelsen

til Justitsministeriets Lovafdeling med bemærkning om, at ... ’såfremt

Justitsministeriet måtte have bemærkninger i den anledning, hører

direktoratet

gerne herom’. (Der henvises ligeledes til sagsakterne). Arbejdstilsynet

modtog

ingen bemærkninger fra Justitsministeriet i den anledning.

Arbejdsministeriet finder på

dette grundlag, at Arbejdstilsynet ved udarbejdelsen af At-cirkulæreskrivelse

nr. 4 fra 1993 handlede korrekt, idet man dels foretog høring af de relevante

parter, dels udformede skrivelsen i overensstemmelse med de telefoniske

oplysninger, man havde modtaget fra hhv. Justits- og Finansministeriet, og

endelig, efter udsendelsen, fremsendte skrivelsen til Justitsministeriet med

anmodning om bemærkninger. Som nævnt ovenfor, modtog Arbejdstilsynet ingen

bemærkninger fra Justitsministeriet på baggrund heraf og havde derfor ikke

anledning til at betvivle, at cirkulæreskrivelsens formuleringer var i

overensstemmelse med Justitsministeriets tolkning af offentlighedsloven.

Arbejdsministeriet

konstaterer samtidigt, at Justitsministeriet i sin udtalelse af 10. september

1998 efter en fornyet tolkning af offentlighedsloven og dens forarbejder

finder, at en myndighed i almindelighed ikke kan stille som betingelse for at

udlevere fotokopier, at ansøgeren har forudbetalt det gebyr, der kan opkræves

efter reglerne i betalingsbekendtgørelsen. Forudbetaling er efter

Justitsministeriets

opfattelse forbeholdt de situationer, hvor der er grund til at tro, at den

pågældende ikke vil betale.

På grundlag af

Justitsministeriets nye tolkning af offentlighedsloven, jvf.

Justitsministeriets udtalelse af 10. september 1998, vil Arbejdsministeriet,

såfremt ombudsmanden er enig i Justitsministeriets tolkning, tage skridt til

at ændre Arbejdstilsynets cirkulæreskrivelse nr. 4 fra 1993, således at det

af

denne vil fremgå, at udlevering af fotokopier i forbindelse med

aktindsigtsbegæringer ikke kan betinges af, at betaling sker forud for

udlevering, og at forudbetaling alene kan kræves, hvis der er grund til at

tro,

at den pågældende ikke vil betale.

Forinden Arbejdsministeriet

foretager sig videre i sagen, vil man afvente ombudsmandens afgørelse i

sagen.”

Ombudsmandens udtalelse

”Reglerne om sagsbehandlingen i forbindelse med en aktindsigtsbegæring

efter offentlighedsloven findes i lovens § 16 der har denne ordlyd:

’

§ 16.

Vedkommende myndighed afgør snarest om en begæring kan imødekommes, og om

den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med dokumenterne ved, at

der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved, at der udleveres en

afskrift eller kopi.

Stk. 2.

Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage

efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden

underrette den begærende om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan

forventes at foreligge.

Stk. 3.

Fremsættes der begæring om aktindsigt i sager som nævnt i § 2, stk. 2, 2

pkt., underretter myndigheden snarest den ansatte herom med angivelse af,

hvem der har fremsat begæringen. Når der er truffet afgørelse om aktindsigt,

underretter myndigheden den ansatte om, hvilke oplysninger i sagen der er

udleveret.

Stk. 4.

Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og

kopier.’

Bestemmelsen i stk. 3 blev indført ved lov nr. 276 af 13. maj 1998. Det

nugældende stk. 4 var således tidligere stk. 3. I medfør af denne bestemmelse

har justitsministeren udstedt bekendtgørelse nr. 647 af 18. september 1986 om

betaling for afskrifter og fotokopier der udleveres i henhold til lov om

offentlighed i forvaltningen. Bekendtgørelsen indeholder ikke regler om på

hvilket tidspunkt den der ansøger om aktindsigt, skal betale det beløb som

efter bekendtgørelsen kan opkræves for udlevering af fotokopier eller

afskrifter. Spørgsmålet er derfor – som anført af Justitsministeriet i

udtalelsen af 10. september 1998 – om en myndighed uden udtrykkelig

hjemmel kan stille krav om forudbetaling som betingelse for udlevering af

fotokopier.

I forarbejderne til bestemmelsen i offentlighedsloven § 16 og i de generelle

bemærkninger til loven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 196 og 233)

er bl.a. anført følgende:

’... en hurtig behandling og

afgørelse af sager om aktindsigt er en væsentlig forudsætning for, at

offentlighedsloven kan opfylde sine intentioner om, at pressen og andre

nyhedsformidlende institutioner skal have mulighed for ved anvendelse af

loven

løbende at orientere befolkningen om aktuelle sager, der er under behandling

i

den offentlige forvaltning.

...

Efter bestemmelsen i

stk. 1,

skal sager om aktindsigt afgøres

’snarest’. Denne ændring i forhold til formuleringen af den

tilsvarende

bestemmelse i den gældende offentlighedslovs § 8, stk. 2, tilsigter at

fremhæve, at sager om aktindsigt skal behandles med særlig hurtighed.

...

Bestemmelsen i

stk. 2

, der er ny, er begrundet i et

ønske om at sikre, at behandlingstiden for begæringer om aktindsigt ikke uden

rimelig anledning trækker ud. Der er ikke indsat en absolut frist for

sagsbehandlingens varighed i aktindsigtssager, men bestemmelsen om, at den

begærende skal have en begrundet underretning i tilfælde, hvor aktindsigt

ikke

kan imødekommes inden for 10 dage, samt oplysning om, hvornår en afgørelse

kan

forventes at foreligge, må i sig selv forventes at bidrage til, at

behandlingstiden ikke unødigt trækker ud.’

Det er således forudsat i

bestemmelsen i offentlighedslovens § 16 at sager om aktindsigt skal behandles

med særlig hurtighed. Pressens særlige rolle er fremhævet i denne

forbindelse.

I betænkning nr. 857/1978 om

offentlighedslovens revision der ligger til grund for den gældende

offentlighedslov, er der (s. 161) anført følgende:

’Udvalget har overvejet, om

der måtte være behov for i videre omfang at regulere spørgsmålet om, fra

hvilket tidspunkt dokumenter bliver undergivet offentlighedsadgangen. Hvad

angår dokumenter, der indsendes til eller på anden måde afgives til en

offentlig myndighed, må det i mangel af en udtrykkelig regulering anses for

givet, at retten til aktindsigt principielt kan gøres gældende, så snart

dokumentet er modtaget af vedkommende myndighed. Med hjemmel i lovens § 8,

stk.

2, (udkastets § 13) vil der dog kunne træffes bestemmelse om at udskyde

tidspunktet for aktindsigt, såfremt dette er påkrævet af hensyn til sagens

ekspedition. Adgangen til at blive gjort bekendt med indkomne dokumenter må

efter udvalgets opfattelse anses for tilfredsstillende fastlagt efter den

gældende retstilstand, og en nærmere præcisering af denne ved udtrykkelige

regler skønnes overflødig.’

I samme betænkning, s.

317f, i Justitsministeriets vejledning

til offentlighedsloven, pkt. 49, og i den kommenterede offentlighedslov af

John Vogter, 3. udgave (1998), s.

281f,

er det uddybet hvilke grunde som kan føre til at udsætte afgørelsen af og

gennemførelsen af aktindsigt. Det kan bl.a. være at sagsakterne er til høring

hos en anden myndighed eller af anden grund ikke er i myndighedens

besiddelse,

at der opstår tvivl om fortolkningsspørgsmål, eller hvis den pågældende sag

er

under ekspedition og af hastende karakter, og ekspeditionen ikke uden særlige

vanskeligheder vil kunne afbrydes. Der er således tale om situationer hvor

der

foreligger praktiske forhindringer for gennemførelsen af aktindsigten.

Direktoratet for

Arbejdstilsynets begrundelse for at kræve forudbetaling og dermed udsætte

gennemførelsen af aktindsigten - sådan som det bl.a. er beskrevet i

direktoratets udtalelse til Arbejdsministeriet i sagen af 18. august 1997 -

er at sikre at der sker betaling, således at det undgås efterfølgende at

skulle føre inkassosager. De økonomiske omkostninger og ressourceanvendelsen

ved sådanne inkassosager vil ifølge direktoratet stå i misforhold til det

beløb der søges inddrevet.

Efter min opfattelse er dette

hensyn ikke tilstrækkelig tungtvejende til at begrunde en fravigelse af

offentlighedslovens intention om at sager om aktindsigt behandles med særlig

hurtighed. Jeg har herved bl.a. lagt vægt på at udsættelsen af aktindsigtens

gennemførelse i denne situation ikke beror på praktiske forhindringer. Det er

alene hensynet til myndighedens egen økonomi og ressourceanvendelse der

betinger at aktindsigtens gennemførelse udsættes.

Direktoratet for

Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet har henholdsvis i udtalelse af 18.

august 1997 og i brev til Dem af 8. september 1997 anført at De som

hovedregel

- hvis De har behov for straks af få adgang til dokumenterne i en sag - kan

få

adgang til at gennemse dokumenterne i sagen ved at møde personligt frem i

direktoratet. Jeg finder ikke at muligheden for at gennemse dokumenterne hos

myndigheden kan ændre ved det ovenfor anførte, bl.a. fordi de som bor langt

fra

myndigheden, ikke umiddelbart kan benytte sig af denne mulighed.

Sammenfattende er jeg således

enig med Justitsministeriet i at en myndighed i almindelighed ikke kan stille

som betingelse for at udlevere fotokopier at den der ansøger om aktindsigt,

har forudbetalt det gebyr der kan opkræves efter reglerne i

betalingsbekendtgørelsen. Jeg finder således at det var uberettiget at

Direktoratet for Arbejdstilsynet krævede forudbetaling i forbindelse med

Deres

aktindsigtsbegæring. Jeg har gjort Arbejdsministeriet bekendt med min

opfattelse.

Jeg har ikke fundet grundlag

for at fremsætte min opfattelse som en kritik af Direktoratet for

Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet. Jeg har herved lagt vægt på at

direktoratet,

forinden man udsendte cirkulæreskrivelsen hvori kravet om forudbetaling er

indeholdt, hos relevante myndigheder undersøgte spørgsmålet om hvorvidt man

kunne gennemføre en ordning med forudbetaling.

Under hensyn til at

Arbejdsministeriet i sin udtalelse til mig har oplyst at man - hvis jeg er

enig

med Justitsministeriet - vil tage skridt til at ændre cirkulæreskrivelsen

hvori

kravet om forudbetaling er indeholdt, foretager jeg mig herefter ikke mere i

anledning af Deres henvendelse.”

Lignende dokumenter