Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-492
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Pressenævnets
kendelse i sag 2007-6-492
[K]-foreningen har ved
formand [A] klaget til Pressenævnet over tre artikler bragt i Politiken
henholdsvis
den 20., 23. og 24. februar 2007, idet han mener, at god presseskik er
tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
Politiken bragte den
20.
februar 2007
plakaten ”
Miraklernes
tid er tilbage”.
Politiken bragte inde i avisen under overskriften
”Miraklernes tid er tilbage”
og
underoverskriften
”En del handikappede
børn bliver behandlet med dyre, anstrengende mirakelkure, der påstår at kunne
gøre dem næsten normale. Men de færreste af kurene har en dokumenteret
effekt”
følgende
artikel, skrevet af [C]:
”Nogle forældre får evigt
skrigende kolikbørn. Andre har mistanke om alvorlig sygdom hos deres baby. Og
de fleste har oplevet at få koldsved, når deres små poders temperatur sniger
sig over de farlige 40-41 grader.
Stort set alle mødre og fædre
kender til at blive så desparate, at de vil gøre hvad som helst.
Læs alt
For enkelte er det nærmest en
permanent tilstand. De har et handikappet barn, og alt, hvad der måske kan
gøre
livet bedre, skal overvejes. Også behandlinger, der lyder og sælges som
mirakelkure.
Disse kure kræver som regel,
at forældrene afsværger job og normalt liv, og at det offentlige betaler
rigtig
mange skattekroner for at få trænet børnene efter nøje skemalagte metoder
–
uden at der er nogen videnskabelig dokumenteret virkning.
Kurene skilter typisk med
forældre, der tilsyneladende har set lyset, og som fortæller hvor meget mere
”normalt” deres handikappede barn er blevet af behandlingen.
Men ingen ved reelt, hvor
barnet ville have været med samfundets almindelige tilbud. Og når
mirakelkurene
undersøges af seriøse forskere, viser det sig oftest, at miraklerne er
udeblevet.
Det er også tilfældet i dag,
hvor Marselisborgcentret i Århus fremlægger den hidtil største danske
sammenligning mellem den gængse pædagogik over for børn med autisme og den
dyre, og ifølge nogle tilhængere, mirakuløse ABA-træningsmetode.
Hovedkonklusionen er, at ABA
måske nok udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men de almindelige
tilbud
er bedre, hvad angår intelligens, sprogligt niveau og selvhjælpsfærdigheder.
Konklusionen er allerede
blevet forkastet af forældre og organisationer bag ABA, selv om de har været
med til at godkende alle grundlæggende aspekter i undersøgelsen. De ønsker så
brændende at tro på ABA.
Og ingen ved jo reelt, om tro
kan flytte bjerge – eller bare nogle centrale hjerneceller.
Tilbage til idiothelbredelse
Ønsket om at tro på mirakler
er lige så gammelt som menneskeheden selv og har været flittigt beskrevet i
religiøse skrifter med Jesus og andre profeter som helbredere af blinde,
lamme
og andre uhelbredeligt syge.
Lidt samme tilgang lå der bag
grundstenen til den danske åndssvageforsorg, der blev lagt, da
Helbredsanstalt
for Idioter blev åbnet i Bakkehuset på Frederiksberg i 1855. Efterhånden
opgav
man dog at helbrede åndssvaghed ad pædagogisk vej, og fra 1950’erne blev
forsorgen også i mindre grad bygget på indespærring og tæsk. Behandlingen af
de
handicappede blev gradvist mere human, med gradvis mere forståelse af, at de
bør tilbydes et godt liv på deres egne præmisser.
Det er den forståelse, der
ifølge kritikere udfordres af mirakelkurene, fordi disse ofte handler om at
tvinge de handikappede børn til at agere så normalt som muligt: et skridt
tilbage med Helbredelsesanstalt for Idioter, der blandt andet skydes, at det
moderne menneske får stadig sværere ved at acceptere, at der er noget,
sundhedssystemet ikke kan fikse.
Et af de mest markante
eksempler er den såkaldte Domanmetode, der går ud på, at svært hjerneskadede
børn skal bevæge sig gennem syv lag, der ifølge Domanguruerne er forankret i
hjernen: fra at krybe som en slange over dagligt at kravle
5 kilometer
til at mestre
bordskik og andre sociale dyder.
Metoden er blevet
karakteriseret som en blanding af rent sludder, forældet fysioterapi og
nyreligiøsitet
og afvises af børnelægeorganisationerne i blandt andet USA, Tyskland og
Norge.
Svenske læger har kaldt metoden ”tortur”.
Omvendt fortæller danske medier
jævnligt om Domanmetodens underværker, kommuner kan give økonomisk
kompensation
til forældre, der vil Domantræne deres barn i hjemmet, og velmenende
politikere
vil generelt gerne associeres med mirakelmetoderne, ikke mindst midt i
valgkampe.
For eksempel bevilgede
socialminister Eva Kjer Hansen (V) i januar 2005 penge til endnu en
undersøgelse
af Doman. Et par uger efter uddelte undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) en
pril til Nordre Skole i Bramming for med ABA-metoden at have næsten
”helbredt”
en autistisk dreng
Hundetræning af robotbørn
Netop autisme er de seneste
år blevet det hastigst voksende handikap og dermed mirakelmagernes nye, store
afsæt.
Børn med autisme har medfødte
problemer med sprog og kontakt med andre og forfalder ofte til ritualer eller
særinteresser. I den vestlige verden handler autismepædagogikken som
hovedregel
om struktur, overskuelighed, forudsigelighed, tydelighed, visualisering og
gentagelse.
Et af alternativerne,
Son-Rise, søger derimod at filtrere distraktionerne fra og indebærer blandt
andet, at forældre skal træne deres barn i en specialindrettet
legerumscontainer i mindst 30 timer ugentlig.
Til gengæld kan de tjene
penge til de dyre kurser og supervisionen, hvis de får andre forældre med i
bevægelsen.
Et andet alternativ er ABA,
der bygger på en form for adfærdsterapi, som psykiaterne afsværgede for 30-40
år siden, og er blevet kritiseret for at minde om hundetræning eller
robotprogrammering.
Metoden accepterer ikke
autisternes naturlige behov for at undgå øjenkontakt; hvis et barn vender sit
ansigt væk, drejer ABA-træneren det tilbage. Når barnet så gør, som træneren
siger, får det slik eller anden håndgribelig belønning.
Udenlandske undersøgelser har
vist, at ABA ofte er mere effektiv socialt og intelligensmæssig på kort sigt,
men at forskellen udligner sig over tre-fire år. Og at børn med den
traditionelle pædagogik ofte har lettere ved at klare sig i uforudsete,
ikke-trænede situationer.
Med den nye danske
undersøgelse vil det være sværere for kommuner at forsvare at bruge to-tre
gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde sig til de
traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner årligt. Især fordi
der jo ikke er ubegrænsede midler til rådighed for handicappede børn.
Eksperter og organisationer som
Landsforeningen Autisme råder forældre og myndigheder til at prøve at finde
den
gyldne middelvej mellem metoderne med udgangspunkt i det enkelte barn. Det
handler om at bruge sin sunde fornuft. Lidt ligesom når andre forældre står
med
et barn, hvis temperatur nærmer sig 40-41 grader.
Med den modifikation er det
svært altid at holde sig til sund fornuft, når viljen til at gøre hvad som
helst er permanent”.
Til artiklen var indsat et
billede i blålige toner. På billedet strækker en person armene ud og op mod
en
stor lysende kugle.
I forlængelse af artiklen var
indsat to artikler med kommentarer fra formanden Dansk Forening for Tuberøs
Sclerose og formanden for Angelmanforeningen.
Politiken bragte den
23.
februar 2007
under overskriften
”Fejl
og fakta”
følgende:
”Da undervisningsminister
Ulla Tørnæs (V) uddelte en pris til Nordre Skole i Bramming, var den primære
grund, at skolen var et fint eksempel på den rummelige folkeskole. Derfor var
det ikke korrekt, da det blev nævnt i artiklen ”Miraklernes tid er
tilbage” i
1. sektion (20.2), at prisen skyldtes, at skolen med den såkaldte ABA-metode
”havde næsten ”helbredt” en autistisk dreng”.
Samtidig skal vi præcisere,
at tilhængere af ABA-metoden mener, at der er undersøgelser, som viser, at
metoden er bedre end den traditionelle autismepædagogik. Det er andre
forskere
dog uenige i.”
Politiken bragte den
24.
februar 2007
under rubrikken ”Læsernes Redaktør” en artikel under overskriften
”Når mirakler bliver til religion”
,
skrevet af [B]
.
Af artiklen fremgår
følgende:
”Intet er mere sårbart end
ens barn. Alt andet bliver ligegyldigt, hvis ens søn eller datter har
problemer.
Som forælder gør man alt for at redde sit barn. Samtidig er ens følelser i
kaos. Hvis nogen tilbyder en mirakelkur, er det nemt at gribe den med
kyshånd.
Ens naturlige skepsis er sat ud af kraft.
Især hvis barnet har en
fysisk eller mental diagnose, som det etablerede system ikke bare kan
helbrede
eller lindre. Derfor har alternative behandlere ofte nemme vilkår. Og nogle
gange hjælper deres behandling faktisk. Uden at man nødvendigvis
videnskabeligt
kan forklare hvorfor. Og i andre tilfælde er der ingen virkning.
Men det virkelig alvorlige
er, når forældrene bliver fanatiske tilhængere af en bestemt metode. Så den
bliver en religion. Det er jo ikke uden grund, at mirakler er beskrevet i
religiøse skrifter om profeter, som kan få lamme til at gå og blinde til at
se.
Derfor er det altid en svær
journalistisk opgave at beskrive emner, hvor traditionelle behandlere og
alternative behandlere strides om alt. Lige fra videnskabelige undersøgelser
til konkrete eksempler på lindring eller helbredelse.
Denne problematik forsøgte
journalist [C] at beskrive i artiklen ”Miraklernes tid er tilbage”
i avisen
tirsdag (20.2). Det førte til et bombardement af klager og læserbreve fra
forældre, der er tilhængere af den såkaldte ABA-metode.
Ifølge tilhængere en kur, der
kan hjælpe børn med autisme bedre end de traditionelle tilbud. Men ifølge
kritikere en form for adfærdsterapi, som er blevet kritiseret for at minde om
hundetræning. Ifølge [C]s artikel accepterer metoden blandt andet ikke
autisters naturlige behov for at undgå øjenkontakt. Hvis et barn vender
ansigtet væk, bliver det drejet tilbage. Og når barnet gør, som
ABA-terapeuten
siger, for det slik eller en anden håndgribelig belønning.
Det bragte følelserne i kog.
Flere tilhængere af ABA skrev direkte til [C] og skældte ham ud. Med kopi til
redaktionsledelsen. Andre ABA-tilhængere klagede til mig som Læsernes
Redaktør,
mens debatredaktionen også modtog en stribe læserbreve.
Sprogbrugen i de mange
læserbreve bar præg af en nærmest hadsk stemning. Ord som ”rystende
uvidenhed”,
”dybt manipulerende” og ”usaglig”,
”sensationspræget” og ”ensidig journalistik”
blev brugt i flæng. Samtidig var budskabet i læserbrevene fra ABA-tilhængerne
enslydende.
Men hvis vi ser bort fra de
følelsesladede ord, har kritikerne så ret?
Det mener flere andre
forældre til autistiske børn ikke. De har udtrykt støtte til [C]s artikel,
fordi den påpeger problemerne ved ABA-metoden. Men mange tør ikke stå frem
med
navn, fordi de oplever, at ABA-folkene kører hetz mod forældre og forskere,
der
kritiserer den alternative metode.
Men hvad så med de
journalistiske krav til en baggrundsartikel, var de opfyldt?
Langt hen ad vejen var de. De
forskellige holdninger til behandling af autisme blev gennemgået, og de blev
sat i perspektiv.
Desuden blev
hovedkonklusionen i den hidtil største danske sammenligning af den etablerede
autismepædagogik
og ABA-metode fremlagt: ABA udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men
de
etablerede tilbud er bedre, når det gælder intelligens, sprogligt niveau og
selvhjælpsfærdigheder.
Samtidig blev det nævnt, at
forældre og organisationer bag ABA – der har deltaget i undersøgelsen
–
forkaster konklusionen. Så langt, så godt.
Men journalistisk set er der
også problemer i artiklen. Ét er, at der var et par fodfejl, som blev rettet
i
avisen i løbet af ugen, men mere alvorligt er det, at artiklen præsenteres
som
baggrundsartikel, selv om den har klare elementer af både analyse og
kommentar.
For eksempel nævnes det, at
”med den nye danske undersøgelse vil det være sværere for kommuner at
forsvare
at bruge to-tre gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde
sig til de traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner
årligt”.
Hvem siger det?
Organisationer eller kommuner? Eller er det journalistens egen
vurdering/holdning?
Læseren ved det ikke, fordi der ikke er nogen kilde.
I en klassisk
baggrundsartikel skal de forskellige parter høres. Især når der er en
konflikt.
Men der var ingen direkte citater i artiklen. Nederst på samme side var der
korte interview med formændene for to andre foreninger for forældre til
handikappede børn. Men ingen repræsentanter for ABA blev hørt, selv om det er
en grundregel i journalistik, at den angrebne part skal have lov til at
forsvare sig.
Det rettes der nu op på, ved
at [C] har interviewet en af fortalerne for ABA-metoden et andet sted i
dagens
debatsektion.
Alligevel minder de mange
mail, læserbreve og direkte henvendelser fra ABA-tilhængere om en
velkoordineret kampagne, der skal miskreditere en journalist på Politiken,
fordi han har skrevet en kritisk artikel om ABA-metoden.
Man kan sagtens forstå, at
forældre, der har oplevet, at ABA har hjulpet deres barn, bliver frustrerede
over, at metoden bliver kritiseret. Når de nu endelig har fundet en
træningsmetode, som kan give deres barn og dem selv et mere
”normalt”
familieliv.
Men den hadske sprogbrug, de
mange gentagne beskyldninger og forsøget på at miskreditere journalisten
minder
mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste kritik.
Det er ærgerligt. For dermed
reduceres den nødvendige pædagogiske og videnskabelige diskussion om, hvordan
man bedst kan hjælpe autistiske børn, til en skyttegravskrig.
Og taberne bliver som altid
børnene.”
Samme dag bragte Politiken
under overskriften
”Hvad er meningen?
”ABA-behandling mod autisme virker””
følgende artikel, skrevet af [C]:
””Dum, bagstræberisk,
rystende uvidende, sandhedsfjendsk, ond ”
Det er et lille udpluk af de
tillægsord, som denne journalist har fået i sin mailboks fra forældre til
børn
i ABA-tilbud – en omdiskuteret metode til behandling af børn med
autisme.
Anledningen var en artikel i
tirsdagsavisen om, hvorvidt man kan forsvare at bruge en stor del af penge
til
handikappede børn på mirakellignende metoder, hvor der er tvivl om
dokumentationen. Emnet var aktualiseret af MarselisborgCentrets sammenligning
af ABA og de traditionelle tilbud til børn med autisme. Her konkluderer
forskerne, at ABA er bedre på det sociale, mens de traditionelle er bedre på
intelligens, sprog og selvhjælp.
[A], formand for [K]-foreningen, hvorfor udløste artiklen en storm af
hademails, hvor forældre skyder på budbringeren?
”Fordi artiklen giver et
unuanceret billede af ABA. Der er ikke tale om en mirakelkur, der skal ende i
helbredelse. Og ABA er heller ikke ”hundetræning” med f.eks. tvang
til
øjenkontakt, som kritikere påstår. Det er en læringsmetode, der bl.a. bygger
på, at øjenkontakt er en grundlæggende del af menneskets kontakt med
hinanden.
En læringsmetode, som ifølge forskningen har den bedst dokumenterede effekt
på
børn med autisme”.
Ifølge MarselisborgCentret og andre fagfolk og eksperter viser
forskningen, at ABA ikke er bedre.
”MarselisborgCentret har
beklageligvis ikke sat sig ind i den internationale forskning. Der er stadig
usikkerhedsmomenter og mangel på entydige resultater, man kan f.eks. endnu
ikke
redegøre for, hvilke børn, der kan profitere af hvilke behandlingsformer. Men
under alle omstændigheder kan man ikke basere sine beslutninger på en enkelt
dansk undersøgelse, man må se den i sammenhæng med de udenlandske
resultater”.
Men det mener ABA-kritikere jo også, at de gør. Hvorfor skulle du have
mere ret i din tolkning, du er ikke autismeforsker?
”Jeg er kriminolog. Men når
man har en forskeruddannelse, er det relativt nemt at sætte sig ind i et nyt
område og vurdere, hvordan niveauet er. Og jeg bliver nødt til at sætte mig
ind
i det, for der er næsten ingen, der følger med i autismeforskning i Danmark.
Kommunerne gør det slet ikke. De tager desværre ofte beslutninger om
handikappede børn ud fra rutinerne i systemet, og hvad politikerne lige har
læst i dagens avis. Man er sjældent tilbøjeligt til at forsøge nye, inddrage
forældrene mere, og give folk valg mellem forskellige behandlinger. Det er
også
derfor, din artikel kan gøre skade”.
Jeg har også fået mails fra forældre til handikappede børn, der mener,
at artiklen kan gøre gavn. De oplever markante nedskæringer på udflugter,
fysioterapi og andet i de traditionelle tilbud, fordi en stor del af
kommunens
penge bruges til ABA.
”Det er rigtigt, at det kan
være et problem, især når man kører forsøg med noget, der er dyrere, f.eks.
ABA. Men hovedpointen er, at handikappede børn koster mere, end man hidtil
har
villet give – ABA eller ej. Og jeg håber, at det lykkes os og andre
forældre at
overbevise politikerne om, at der generelt skal flere penge til. Også fordi
det
ikke kun er en udgift, men tillige kan være en investering, fordi nogle af
børnene vokser op og bliver mere velfungerende – og mindre
omkostningskrævende
– end de ellers ville have været”.”
Politiken bragte den
18.
marts 2007
under overskriften
”Mediekritik:
Politikens etiske vinduespynt”
et debatindlæg fra en medieanalytiker, der
anså artiklen af 20. februar 2007 for et ”utilsløret og superbt timet
partsindlæg” i striden om, hvilke behandlingsformer det offentlige skal
støtte.
Politiken bragte den
21.
marts 2007
under rubrikken
”Fejl og
fakta”
bl.a. følgende, skrevet af [B]:
”I ARTIKLEN ”Miraklernes tid
er tilbage” i 1. sektion (20.2) blev ABA-metodens virkning i forbindelse
med
behandling af børn med autisme sammenlignet med den traditionelle behandling
af
børn med autisme.
Her blev det blandt andet
nævnt, at ”udenlandske undersøgelser har vist, at ABA ofte er mere
effektivt
socialt og intelligensmæssigt på kort sigt, men at forskellen udligner sig
over
tre-fire år. Og at børn med den traditionelle pædagogik ofte har lettere ved
at
klare sig i uforudsete, ikke-trænede situationer”.
Vi skal præcisere, at man
ikke kan tidsfæste udligningen til tre-fire år. Undersøgelserne viser blot,
at
man ikke har kunnet påvise en langtidseffekt, der er bedre end effekten af
den
traditionelle metode.
Samtidig er det andet udsagn
upræcist, da forskningen ikke er entydig. Derfor kan man ikke generelt sige,
at
børn i traditionel behandling klarer sig bedre i uforudsete
situationer.”
Politiken bragte den
24.
marts 2007
i klummen ”Læsernes Redaktør” under overskriften
”Autisme, gråzone og habilitet”
en
artikel vedrørende spørgsmålet om journalisters habilitet. I den forbindelse
var artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” anvendt som eksempel, og
det blev i
artiklen konkluderet, at journalisten ikke i det konkrete tilfælde havde
kunnet
holde sin private holdning til emnet ude fra journalistikken.
2. Parternes synspunkter
[K]-foreningen har den 19.
marts 2007 klaget over artiklerne af 20. februar 2007 (”Miraklernes tid
er
tilbage” med tilhørende illustration og plakat), 23. februar 2007
(”Fejl og
fakta”) og 24. februar 2007 (”Når mirakler bliver til
religion”) og har anført,
at artiklerne er i strid med god presseskik og indebærer en overtrædelse af
straffelovens §§ 267 og 268.
Til
artiklen ”Miraklernes
tid er tilbage” af 20. februar 2007
har foreningen navnlig anført, at der med
artiklens overskrift og illustration gives indtryk af et religiøst indhold,
der
hverken er belæg eller dokumentation for. Der er ikke udøvet den forventelige
kildekritik, og kildernes troværdighed kan ikke vurderes, idet alle kilder er
anonyme. Politiken burde have oplyst, at ét af journalistens børn har
autisme,
idet det er relevant, at journalisten har en særlig, personlig relation til
stofområdet. Dette ses bl.a. af udsagnet ”Med den nye danske
undersøgelse ...
Især fordi der jo ikke er ubegrænsede midler til rådighed for handicappede
børn”.
[K]-foreningen har videre
anført, at der sker sammenblanding af fakta og Politikens kommentarer uden
tydelig adskillelse, ligesom der ikke er henvist til relevante kilder.
Foreningen har herved navnlig henvist til følgende udsagn:
·
”mirakler”, ”tro”, ”mirakelkure” samt ”
en
pris til Nordre Skole i Bramming for med ABA-metoden at have næsten
”helbredt”
en autistisk dreng”. Der er ikke dækning eller dokumentation for
udsagnene
eller angivet nogen kilde til vurderingen af ABA som en
”mirakelkur”.
·
”Og når mirakelkurene undersøges af seriøse
forskere, viser det sig oftest, at miraklerne er udeblevet”. Det oplyses
ikke,
hvilke forskere og forskningsresultater, der ligger til grund for udsagnet.
·
”Disse kure kræver som regel, at forældre
afsværger job og normalt liv”, ”De ønsker så brændende at tro på
ABA. Og ingen
ved jo, om tro kan flytte bjerge – eller bare nogle centrale
hjerneceller” og
”Det handler om at bruge sin sunde fornuft” samt ” når viljen
til at gøre hvad
som helst er permanent” er Politikens egne vurderinger og fordomme.
·
”Metoden accepterer ikke autisternes
naturlige behov for at undgå øjenkontakt; hvis et barn vender sit ansigt væk,
drejer ABA-træneren det tilbage”. Det er en alvorlig påstand om tvang.
·
”Eksperter og organisationer som
Landsforeningen Autisme råder forældre til at prøve ” Det oplyses ikke,
hvem
de angivne eksperter er.
·
”Udenlandske undersøgelser har vist, at ABA
er effektiv socialt og intelligensmæssigt på kort sigt, men at forskellen
udligner sig over tre-fire år” Klager er aldrig stødt på hverken
udenlandsk
eller dansk forskning, der viser, at forskellen udligner sig over tre-fire
år.
Det bør være muligt for Politiken at oplyse, hvilke forskningsresultater, der
påviser disse forhold.
[K]-foreningen har videre
anført, at der er anvendt skadelige og unødigt ringeagtsytringer som
”idiothelbredelse”, ”hundetræning af robotbørn” og
”hundetræning og
robotprogrammering”. De anvendte ringeagtsytringer fremkalder en
forestilling
om mishandling og unødig rigiditet. Der er endvidere ikke givet plads til
svar
på kritikken fra forskere, fagfolk eller [K]-foreningen. Interviews med Dansk
Forening for Tuberøs Sclerose og formanden for Angelmanforeningen kan ikke
forsvare, at [K]-foreningen ikke blev hørt allerede ved artiklen af 20.
februar
2007.
I
artiklen ”Fejl og fakta”
den 23. februar 2007 og artiklen ”Når mirakler bliver til religion”
den 24.
Februar 2007
er der ikke sket en fuldstændig berigtigelse af de ukorrekte
informationer, og artiklerne gentager den oprindelige artikels skadelige
oplysninger, ligesom der yderligere argumentation i udsagnet ” at
metoden er
bedre end den traditionelle autisme-pædagogik. Det er andre forskere dog
uenige
i”. Det er ikke hensigten med en berigtigelse. Berigtigelsen af 23.
februar
2007 har endvidere ikke fået en ligeså iøjnefaldende opsætning som den
oprindelige artikel.
Foreningen har herudover
anført, at det må skærpe vurderingen, at offentliggørelsen af artiklerne
skete
på et afgørende tidspunkt for en igangværende politisk beslutningsproces om
ABA-projektets fremtid i Københavns Kommune. [K]-foreningen har endelig
anført,
at artiklerne må betragtes og bedømmes i sin helhed.
Efter indgivelsen af klagen
af 19. marts 2007 har Politiken bragt bl.a. artiklerne af 21. marts og 24.
marts 2007. Foreningen har herefter i brev af 21. april 2007 sammenfattet de
oprindelige klagepunkter således:
”1) der sker en
sammenblanding af fakta og kommentarer, uden tydelige adskillelse,
2) der anvendes skadelige og
unødvendigt nedværdigende ringeagtsytringer som ”idiothelbredelse”,
”hundetræning” og ”robotprogrammering”,
3) artiklens rubrik og den
valgte illustration giver indtryk af et religiøst indhold, som der hverken er
belæg eller dokumentation for, ligesom der heller ikke er belæg eller
dokumentation for, ligesom der heller ikke er belæg eller dokumentation for
påstande om fx ”mirakler”, ”tro” og
”mirakelkure”,
4) der er ikke udøvet den
forventelige kildekritik og at kildernes troværdighed ikke kan vurderes eller
efterprøves eftersom alle kilder er anonyme,
5) der er ikke givet plads
til svar på kritikken fra forskere, fra adfærdsanalytiske fagfolk eller fra
[K]-foreningen.”
Foreningen har anført, at
klagepunkterne 1, 4 og 5 er blevet behandlet redaktionelt af Politiken efter
klagen af 19. marts 2007, og at der er sket en delvis beklagelse og/eller
berigtigelse af disse klagepunkter. Derimod er der ikke sket hverken
beklagelse
eller berigtigelse af klagepunkterne 2 og 3.
Politiken har anført, at det
af
artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” af 20. februar 2007
fremgår, at
artiklen er baseret på den hidtil største danske uvildige sammenligning af
den
etablerede autismepædagogik og ABA-metode foretaget af MarselisborgCentret i
Århus. Kilderne til oplysningerne vedrørende de udenlandske undersøgelser er
lederen for Center for Autisme og formanden for Landsforeningen Autisme. Den
udenlandske undersøgelse viste, at man ikke har kunnet påvise en
langtidseffekt
med ABA-metoden, der er bedre end den traditionelle metode. Man kunne dog
ikke
tidsfæste udligningen i effekten mellem ABA-metoden og den etablerede
autisme-metode til tre-fire år, hvorfor avisen har bragt en rettelse
vedrørende
dette forhold.
Politiken har oplyst, at Eva
Kjer Hansen (V) og Ulla Tørnæs (V) nævnes i artiklen, og der er henvist til
interviews med formanden for Dansk Forening for Tuberøs Sclerose og formanden
for Angelmanforeningen.
Politiken har til udsagnene
”idiothelbredelse”, ”hundetræning” og
”robotprogrammering” samt udsagnene
”mirakler”, ”tro” og ”mirakelkure” anført, at
artiklen forholder sig til flere
forskellige træningsmetoder, der skal hjælpe børn med autisme, og at artiklen
netop handler om tro på mirakuløse behandlinger. Det fremgår af artiklen, at
de
konkrete ord blev brugt af kritikerne af de alternative træningsmetoder.
Politiken har herudover
anført, at [K]-foreningens formand, [A], efterfølgende kom til orde i et
interview
i avisen den 24. februar 2007.
Til
artiklen ”Når mirakler
bliver til religion” af 24. februar 2007
har Politiken anført, at klummen
er en traditionel kommentar, hvor Læsernes Redaktør hver lørdag skriver i
avisen. Klummen er udtryk for Læsernes Redaktørs holdninger på samme måde som
en leder. I klummen kritiseres både ensidigheden og fejlene i artiklen af 20.
februar 2007. Politiken har videre anført, at man er enig i Læserne Redaktørs
rettelser og kritik af artiklen af 20. februar 2007.
Politiken har anført, at
udsagnet ”det hadske sprogbrug forsøger på at miskreditere
journalisten
minder mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste
kritik” er en vurdering i en personlig kommentar, der ikke strider mod
god
presseskik.
Politiken har endelig anført,
at artiklen af 20. februar 2007 var kontroversiel, fejlbehæftet og præget af
en
vis ensidighed, hvilket avisen via Læsernes Redaktør både har rettet og
erkendt, hvorfor den del af klagen, der vedrører normer for god journalistik
allerede er behandlet og imødekommet i avisens spalter.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse
:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Thomas Rørdam, Dorthe
Carlsen,
Kaare R. Skou
og Ole Askvig.
Pressenævnet bemærker
indledningsvis, at nævnet opfatter brevet af 21. april 2007 således, at
klagen
herefter alene angår klagepunkterne 2 og 3, men nævnet vil dog på grund af
sammenhængen mellem disse klagepunkter og spørgsmålet, om [K]-foreningen
burde
have haft lejlighed til at komme til orde allerede i forbindelse med artiklen
den 20. februar 2007, jf. klagepunkt 5, også behandle dette spørgsmål.
Pressenævnet bemærker videre,
at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under
domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Det falder endvidere uden for
Pressenævnets kompetence at vurdere ABA-metoden, herunder dens
langtidseffekt.
Det følger af de vejledende
regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for
nyhedskilderne,
i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig eller
skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende
forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved
offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende har haft en særlig økonomisk
eller personlig interesse.
Pressenævnet lægger til
grund, at artiklen af 20. februar 2007 er skrevet af en journalist, der selv
er
forælder til et barn med autisme. Dette forhold gav Politiken anledning til
at
udvise særlig agtpågivenhed over for journalistens reportage, herunder hans
valg af kilder, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god
presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet finder imidlertid, at der er
grundlag for at kritisere den journalistiske research, idet der er tale om en
ensidig fremstilling af ABA-metoden. Pressenævnet finder videre, at Politiken
burde have bragt [K]-foreningens kommentarer i sammenhæng med angrebene i
artiklen. Ved at undlade dette har Politiken tilsidesat god presseskik, og
nævnet udtaler sin kritik. Da Politiken den 24. februar 2007 har bragt
[K]-foreningens
kommentar ved formanden [A] finder Pressenævnet ikke anledning til at pålægge
offentliggørelse vedrørende dette forhold, jf. medieansvarsloven § 49.
Klagen over artiklen ”Når
mirakler bliver til religion” af 24. februar 2007 vedrører en
klummeartikel,
hvori der ligesom i lederartikler tillades en højere grad af frisprog end i
nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets
opfattelse klart, at der var tale om en klumme, hvori mediets faste
klummeskribent tilkendegav sin holdning til tidligere offentliggjorte
oplysninger.
På baggrund af artiklens karakter af klummeartikler finder Pressenævnet, at
Politiken
til trods for, at bladet ikke
har efterprøvet de tidligere offentliggjorte oplysninger, ikke har handlet i
strid med god presseskik. Nævnet udtaler derfor ikke kritik heraf.
Afgjort den 20. juni 2007.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-456 Retsinformation · 17. april 2007
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00617 Retsinformation · 28. juni 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00266 Retsinformation · 18. september 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0914 Retsinformation · 22. januar 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0986 Retsinformation · 18. marts 2023
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0892 Retsinformation · 25. november 2009
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0929 Retsinformation · 23. februar 2010
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-704 Retsinformation · 8. oktober 2008
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-746 Retsinformation · 31. oktober 2008
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-11304 Retsinformation · 28. maj 2025
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018