Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-492

KEN nr 9483 af 20/06/2007Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet2. juli 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Pressenævnets

kendelse i sag 2007-6-492

[K]-foreningen har ved

formand [A] klaget til Pressenævnet over tre artikler bragt i Politiken

henholdsvis

den 20., 23. og 24. februar 2007, idet han mener, at god presseskik er

tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Politiken bragte den

20.

februar 2007

plakaten ”

Miraklernes

tid er tilbage”.

Politiken bragte inde i avisen under overskriften

”Miraklernes tid er tilbage”

og

underoverskriften

”En del handikappede

børn bliver behandlet med dyre, anstrengende mirakelkure, der påstår at kunne

gøre dem næsten normale. Men de færreste af kurene har en dokumenteret

effekt”

følgende

artikel, skrevet af [C]:

”Nogle forældre får evigt

skrigende kolikbørn. Andre har mistanke om alvorlig sygdom hos deres baby. Og

de fleste har oplevet at få koldsved, når deres små poders temperatur sniger

sig over de farlige 40-41 grader.

Stort set alle mødre og fædre

kender til at blive så desparate, at de vil gøre hvad som helst.

Læs alt

For enkelte er det nærmest en

permanent tilstand. De har et handikappet barn, og alt, hvad der måske kan

gøre

livet bedre, skal overvejes. Også behandlinger, der lyder og sælges som

mirakelkure.

Disse kure kræver som regel,

at forældrene afsværger job og normalt liv, og at det offentlige betaler

rigtig

mange skattekroner for at få trænet børnene efter nøje skemalagte metoder

–

uden at der er nogen videnskabelig dokumenteret virkning.

Kurene skilter typisk med

forældre, der tilsyneladende har set lyset, og som fortæller hvor meget mere

”normalt” deres handikappede barn er blevet af behandlingen.

Men ingen ved reelt, hvor

barnet ville have været med samfundets almindelige tilbud. Og når

mirakelkurene

undersøges af seriøse forskere, viser det sig oftest, at miraklerne er

udeblevet.

Det er også tilfældet i dag,

hvor Marselisborgcentret i Århus fremlægger den hidtil største danske

sammenligning mellem den gængse pædagogik over for børn med autisme og den

dyre, og ifølge nogle tilhængere, mirakuløse ABA-træningsmetode.

Hovedkonklusionen er, at ABA

måske nok udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men de almindelige

tilbud

er bedre, hvad angår intelligens, sprogligt niveau og selvhjælpsfærdigheder.

Konklusionen er allerede

blevet forkastet af forældre og organisationer bag ABA, selv om de har været

med til at godkende alle grundlæggende aspekter i undersøgelsen. De ønsker så

brændende at tro på ABA.

Og ingen ved jo reelt, om tro

kan flytte bjerge – eller bare nogle centrale hjerneceller.

Tilbage til idiothelbredelse

Ønsket om at tro på mirakler

er lige så gammelt som menneskeheden selv og har været flittigt beskrevet i

religiøse skrifter med Jesus og andre profeter som helbredere af blinde,

lamme

og andre uhelbredeligt syge.

Lidt samme tilgang lå der bag

grundstenen til den danske åndssvageforsorg, der blev lagt, da

Helbredsanstalt

for Idioter blev åbnet i Bakkehuset på Frederiksberg i 1855. Efterhånden

opgav

man dog at helbrede åndssvaghed ad pædagogisk vej, og fra 1950’erne blev

forsorgen også i mindre grad bygget på indespærring og tæsk. Behandlingen af

de

handicappede blev gradvist mere human, med gradvis mere forståelse af, at de

bør tilbydes et godt liv på deres egne præmisser.

Det er den forståelse, der

ifølge kritikere udfordres af mirakelkurene, fordi disse ofte handler om at

tvinge de handikappede børn til at agere så normalt som muligt: et skridt

tilbage med Helbredelsesanstalt for Idioter, der blandt andet skydes, at det

moderne menneske får stadig sværere ved at acceptere, at der er noget,

sundhedssystemet ikke kan fikse.

Et af de mest markante

eksempler er den såkaldte Domanmetode, der går ud på, at svært hjerneskadede

børn skal bevæge sig gennem syv lag, der ifølge Domanguruerne er forankret i

hjernen: fra at krybe som en slange over dagligt at kravle

5 kilometer

til at mestre

bordskik og andre sociale dyder.

Metoden er blevet

karakteriseret som en blanding af rent sludder, forældet fysioterapi og

nyreligiøsitet

og afvises af børnelægeorganisationerne i blandt andet USA, Tyskland og

Norge.

Svenske læger har kaldt metoden ”tortur”.

Omvendt fortæller danske medier

jævnligt om Domanmetodens underværker, kommuner kan give økonomisk

kompensation

til forældre, der vil Domantræne deres barn i hjemmet, og velmenende

politikere

vil generelt gerne associeres med mirakelmetoderne, ikke mindst midt i

valgkampe.

For eksempel bevilgede

socialminister Eva Kjer Hansen (V) i januar 2005 penge til endnu en

undersøgelse

af Doman. Et par uger efter uddelte undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) en

pril til Nordre Skole i Bramming for med ABA-metoden at have næsten

”helbredt”

en autistisk dreng

Hundetræning af robotbørn

Netop autisme er de seneste

år blevet det hastigst voksende handikap og dermed mirakelmagernes nye, store

afsæt.

Børn med autisme har medfødte

problemer med sprog og kontakt med andre og forfalder ofte til ritualer eller

særinteresser. I den vestlige verden handler autismepædagogikken som

hovedregel

om struktur, overskuelighed, forudsigelighed, tydelighed, visualisering og

gentagelse.

Et af alternativerne,

Son-Rise, søger derimod at filtrere distraktionerne fra og indebærer blandt

andet, at forældre skal træne deres barn i en specialindrettet

legerumscontainer i mindst 30 timer ugentlig.

Til gengæld kan de tjene

penge til de dyre kurser og supervisionen, hvis de får andre forældre med i

bevægelsen.

Et andet alternativ er ABA,

der bygger på en form for adfærdsterapi, som psykiaterne afsværgede for 30-40

år siden, og er blevet kritiseret for at minde om hundetræning eller

robotprogrammering.

Metoden accepterer ikke

autisternes naturlige behov for at undgå øjenkontakt; hvis et barn vender sit

ansigt væk, drejer ABA-træneren det tilbage. Når barnet så gør, som træneren

siger, får det slik eller anden håndgribelig belønning.

Udenlandske undersøgelser har

vist, at ABA ofte er mere effektiv socialt og intelligensmæssig på kort sigt,

men at forskellen udligner sig over tre-fire år. Og at børn med den

traditionelle pædagogik ofte har lettere ved at klare sig i uforudsete,

ikke-trænede situationer.

Med den nye danske

undersøgelse vil det være sværere for kommuner at forsvare at bruge to-tre

gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde sig til de

traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner årligt. Især fordi

der jo ikke er ubegrænsede midler til rådighed for handicappede børn.

Eksperter og organisationer som

Landsforeningen Autisme råder forældre og myndigheder til at prøve at finde

den

gyldne middelvej mellem metoderne med udgangspunkt i det enkelte barn. Det

handler om at bruge sin sunde fornuft. Lidt ligesom når andre forældre står

med

et barn, hvis temperatur nærmer sig 40-41 grader.

Med den modifikation er det

svært altid at holde sig til sund fornuft, når viljen til at gøre hvad som

helst er permanent”.

Til artiklen var indsat et

billede i blålige toner. På billedet strækker en person armene ud og op mod

en

stor lysende kugle.

I forlængelse af artiklen var

indsat to artikler med kommentarer fra formanden Dansk Forening for Tuberøs

Sclerose og formanden for Angelmanforeningen.

Politiken bragte den

23.

februar 2007

under overskriften

”Fejl

og fakta”

følgende:

”Da undervisningsminister

Ulla Tørnæs (V) uddelte en pris til Nordre Skole i Bramming, var den primære

grund, at skolen var et fint eksempel på den rummelige folkeskole. Derfor var

det ikke korrekt, da det blev nævnt i artiklen ”Miraklernes tid er

tilbage” i

1. sektion (20.2), at prisen skyldtes, at skolen med den såkaldte ABA-metode

”havde næsten ”helbredt” en autistisk dreng”.

Samtidig skal vi præcisere,

at tilhængere af ABA-metoden mener, at der er undersøgelser, som viser, at

metoden er bedre end den traditionelle autismepædagogik. Det er andre

forskere

dog uenige i.”

Politiken bragte den

24.

februar 2007

under rubrikken ”Læsernes Redaktør” en artikel under overskriften

”Når mirakler bliver til religion”

,

skrevet af [B]

.

Af artiklen fremgår

følgende:

”Intet er mere sårbart end

ens barn. Alt andet bliver ligegyldigt, hvis ens søn eller datter har

problemer.

Som forælder gør man alt for at redde sit barn. Samtidig er ens følelser i

kaos. Hvis nogen tilbyder en mirakelkur, er det nemt at gribe den med

kyshånd.

Ens naturlige skepsis er sat ud af kraft.

Især hvis barnet har en

fysisk eller mental diagnose, som det etablerede system ikke bare kan

helbrede

eller lindre. Derfor har alternative behandlere ofte nemme vilkår. Og nogle

gange hjælper deres behandling faktisk. Uden at man nødvendigvis

videnskabeligt

kan forklare hvorfor. Og i andre tilfælde er der ingen virkning.

Men det virkelig alvorlige

er, når forældrene bliver fanatiske tilhængere af en bestemt metode. Så den

bliver en religion. Det er jo ikke uden grund, at mirakler er beskrevet i

religiøse skrifter om profeter, som kan få lamme til at gå og blinde til at

se.

Derfor er det altid en svær

journalistisk opgave at beskrive emner, hvor traditionelle behandlere og

alternative behandlere strides om alt. Lige fra videnskabelige undersøgelser

til konkrete eksempler på lindring eller helbredelse.

Denne problematik forsøgte

journalist [C] at beskrive i artiklen ”Miraklernes tid er tilbage”

i avisen

tirsdag (20.2). Det førte til et bombardement af klager og læserbreve fra

forældre, der er tilhængere af den såkaldte ABA-metode.

Ifølge tilhængere en kur, der

kan hjælpe børn med autisme bedre end de traditionelle tilbud. Men ifølge

kritikere en form for adfærdsterapi, som er blevet kritiseret for at minde om

hundetræning. Ifølge [C]s artikel accepterer metoden blandt andet ikke

autisters naturlige behov for at undgå øjenkontakt. Hvis et barn vender

ansigtet væk, bliver det drejet tilbage. Og når barnet gør, som

ABA-terapeuten

siger, for det slik eller en anden håndgribelig belønning.

Det bragte følelserne i kog.

Flere tilhængere af ABA skrev direkte til [C] og skældte ham ud. Med kopi til

redaktionsledelsen. Andre ABA-tilhængere klagede til mig som Læsernes

Redaktør,

mens debatredaktionen også modtog en stribe læserbreve.

Sprogbrugen i de mange

læserbreve bar præg af en nærmest hadsk stemning. Ord som ”rystende

uvidenhed”,

”dybt manipulerende” og ”usaglig”,

”sensationspræget” og ”ensidig journalistik”

blev brugt i flæng. Samtidig var budskabet i læserbrevene fra ABA-tilhængerne

enslydende.

Men hvis vi ser bort fra de

følelsesladede ord, har kritikerne så ret?

Det mener flere andre

forældre til autistiske børn ikke. De har udtrykt støtte til [C]s artikel,

fordi den påpeger problemerne ved ABA-metoden. Men mange tør ikke stå frem

med

navn, fordi de oplever, at ABA-folkene kører hetz mod forældre og forskere,

der

kritiserer den alternative metode.

Men hvad så med de

journalistiske krav til en baggrundsartikel, var de opfyldt?

Langt hen ad vejen var de. De

forskellige holdninger til behandling af autisme blev gennemgået, og de blev

sat i perspektiv.

Desuden blev

hovedkonklusionen i den hidtil største danske sammenligning af den etablerede

autismepædagogik

og ABA-metode fremlagt: ABA udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men

de

etablerede tilbud er bedre, når det gælder intelligens, sprogligt niveau og

selvhjælpsfærdigheder.

Samtidig blev det nævnt, at

forældre og organisationer bag ABA – der har deltaget i undersøgelsen

–

forkaster konklusionen. Så langt, så godt.

Men journalistisk set er der

også problemer i artiklen. Ét er, at der var et par fodfejl, som blev rettet

i

avisen i løbet af ugen, men mere alvorligt er det, at artiklen præsenteres

som

baggrundsartikel, selv om den har klare elementer af både analyse og

kommentar.

For eksempel nævnes det, at

”med den nye danske undersøgelse vil det være sværere for kommuner at

forsvare

at bruge to-tre gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde

sig til de traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner

årligt”.

Hvem siger det?

Organisationer eller kommuner? Eller er det journalistens egen

vurdering/holdning?

Læseren ved det ikke, fordi der ikke er nogen kilde.

I en klassisk

baggrundsartikel skal de forskellige parter høres. Især når der er en

konflikt.

Men der var ingen direkte citater i artiklen. Nederst på samme side var der

korte interview med formændene for to andre foreninger for forældre til

handikappede børn. Men ingen repræsentanter for ABA blev hørt, selv om det er

en grundregel i journalistik, at den angrebne part skal have lov til at

forsvare sig.

Det rettes der nu op på, ved

at [C] har interviewet en af fortalerne for ABA-metoden et andet sted i

dagens

debatsektion.

Alligevel minder de mange

mail, læserbreve og direkte henvendelser fra ABA-tilhængere om en

velkoordineret kampagne, der skal miskreditere en journalist på Politiken,

fordi han har skrevet en kritisk artikel om ABA-metoden.

Man kan sagtens forstå, at

forældre, der har oplevet, at ABA har hjulpet deres barn, bliver frustrerede

over, at metoden bliver kritiseret. Når de nu endelig har fundet en

træningsmetode, som kan give deres barn og dem selv et mere

”normalt”

familieliv.

Men den hadske sprogbrug, de

mange gentagne beskyldninger og forsøget på at miskreditere journalisten

minder

mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste kritik.

Det er ærgerligt. For dermed

reduceres den nødvendige pædagogiske og videnskabelige diskussion om, hvordan

man bedst kan hjælpe autistiske børn, til en skyttegravskrig.

Og taberne bliver som altid

børnene.”

Samme dag bragte Politiken

under overskriften

”Hvad er meningen?

”ABA-behandling mod autisme virker””

følgende artikel, skrevet af [C]:

””Dum, bagstræberisk,

rystende uvidende, sandhedsfjendsk, ond ”

Det er et lille udpluk af de

tillægsord, som denne journalist har fået i sin mailboks fra forældre til

børn

i ABA-tilbud – en omdiskuteret metode til behandling af børn med

autisme.

Anledningen var en artikel i

tirsdagsavisen om, hvorvidt man kan forsvare at bruge en stor del af penge

til

handikappede børn på mirakellignende metoder, hvor der er tvivl om

dokumentationen. Emnet var aktualiseret af MarselisborgCentrets sammenligning

af ABA og de traditionelle tilbud til børn med autisme. Her konkluderer

forskerne, at ABA er bedre på det sociale, mens de traditionelle er bedre på

intelligens, sprog og selvhjælp.

[A], formand for [K]-foreningen, hvorfor udløste artiklen en storm af

hademails, hvor forældre skyder på budbringeren?

”Fordi artiklen giver et

unuanceret billede af ABA. Der er ikke tale om en mirakelkur, der skal ende i

helbredelse. Og ABA er heller ikke ”hundetræning” med f.eks. tvang

til

øjenkontakt, som kritikere påstår. Det er en læringsmetode, der bl.a. bygger

på, at øjenkontakt er en grundlæggende del af menneskets kontakt med

hinanden.

En læringsmetode, som ifølge forskningen har den bedst dokumenterede effekt

på

børn med autisme”.

Ifølge MarselisborgCentret og andre fagfolk og eksperter viser

forskningen, at ABA ikke er bedre.

”MarselisborgCentret har

beklageligvis ikke sat sig ind i den internationale forskning. Der er stadig

usikkerhedsmomenter og mangel på entydige resultater, man kan f.eks. endnu

ikke

redegøre for, hvilke børn, der kan profitere af hvilke behandlingsformer. Men

under alle omstændigheder kan man ikke basere sine beslutninger på en enkelt

dansk undersøgelse, man må se den i sammenhæng med de udenlandske

resultater”.

Men det mener ABA-kritikere jo også, at de gør. Hvorfor skulle du have

mere ret i din tolkning, du er ikke autismeforsker?

”Jeg er kriminolog. Men når

man har en forskeruddannelse, er det relativt nemt at sætte sig ind i et nyt

område og vurdere, hvordan niveauet er. Og jeg bliver nødt til at sætte mig

ind

i det, for der er næsten ingen, der følger med i autismeforskning i Danmark.

Kommunerne gør det slet ikke. De tager desværre ofte beslutninger om

handikappede børn ud fra rutinerne i systemet, og hvad politikerne lige har

læst i dagens avis. Man er sjældent tilbøjeligt til at forsøge nye, inddrage

forældrene mere, og give folk valg mellem forskellige behandlinger. Det er

også

derfor, din artikel kan gøre skade”.

Jeg har også fået mails fra forældre til handikappede børn, der mener,

at artiklen kan gøre gavn. De oplever markante nedskæringer på udflugter,

fysioterapi og andet i de traditionelle tilbud, fordi en stor del af

kommunens

penge bruges til ABA.

”Det er rigtigt, at det kan

være et problem, især når man kører forsøg med noget, der er dyrere, f.eks.

ABA. Men hovedpointen er, at handikappede børn koster mere, end man hidtil

har

villet give – ABA eller ej. Og jeg håber, at det lykkes os og andre

forældre at

overbevise politikerne om, at der generelt skal flere penge til. Også fordi

det

ikke kun er en udgift, men tillige kan være en investering, fordi nogle af

børnene vokser op og bliver mere velfungerende – og mindre

omkostningskrævende

– end de ellers ville have været”.”

Politiken bragte den

18.

marts 2007

under overskriften

”Mediekritik:

Politikens etiske vinduespynt”

et debatindlæg fra en medieanalytiker, der

anså artiklen af 20. februar 2007 for et ”utilsløret og superbt timet

partsindlæg” i striden om, hvilke behandlingsformer det offentlige skal

støtte.

Politiken bragte den

21.

marts 2007

under rubrikken

”Fejl og

fakta”

bl.a. følgende, skrevet af [B]:

”I ARTIKLEN ”Miraklernes tid

er tilbage” i 1. sektion (20.2) blev ABA-metodens virkning i forbindelse

med

behandling af børn med autisme sammenlignet med den traditionelle behandling

af

børn med autisme.

Her blev det blandt andet

nævnt, at ”udenlandske undersøgelser har vist, at ABA ofte er mere

effektivt

socialt og intelligensmæssigt på kort sigt, men at forskellen udligner sig

over

tre-fire år. Og at børn med den traditionelle pædagogik ofte har lettere ved

at

klare sig i uforudsete, ikke-trænede situationer”.

Vi skal præcisere, at man

ikke kan tidsfæste udligningen til tre-fire år. Undersøgelserne viser blot,

at

man ikke har kunnet påvise en langtidseffekt, der er bedre end effekten af

den

traditionelle metode.

Samtidig er det andet udsagn

upræcist, da forskningen ikke er entydig. Derfor kan man ikke generelt sige,

at

børn i traditionel behandling klarer sig bedre i uforudsete

situationer.”

Politiken bragte den

24.

marts 2007

i klummen ”Læsernes Redaktør” under overskriften

”Autisme, gråzone og habilitet”

en

artikel vedrørende spørgsmålet om journalisters habilitet. I den forbindelse

var artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” anvendt som eksempel, og

det blev i

artiklen konkluderet, at journalisten ikke i det konkrete tilfælde havde

kunnet

holde sin private holdning til emnet ude fra journalistikken.

2. Parternes synspunkter

[K]-foreningen har den 19.

marts 2007 klaget over artiklerne af 20. februar 2007 (”Miraklernes tid

er

tilbage” med tilhørende illustration og plakat), 23. februar 2007

(”Fejl og

fakta”) og 24. februar 2007 (”Når mirakler bliver til

religion”) og har anført,

at artiklerne er i strid med god presseskik og indebærer en overtrædelse af

straffelovens §§ 267 og 268.

Til

artiklen ”Miraklernes

tid er tilbage” af 20. februar 2007

har foreningen navnlig anført, at der med

artiklens overskrift og illustration gives indtryk af et religiøst indhold,

der

hverken er belæg eller dokumentation for. Der er ikke udøvet den forventelige

kildekritik, og kildernes troværdighed kan ikke vurderes, idet alle kilder er

anonyme. Politiken burde have oplyst, at ét af journalistens børn har

autisme,

idet det er relevant, at journalisten har en særlig, personlig relation til

stofområdet. Dette ses bl.a. af udsagnet ”Med den nye danske

undersøgelse ...

Især fordi der jo ikke er ubegrænsede midler til rådighed for handicappede

børn”.

[K]-foreningen har videre

anført, at der sker sammenblanding af fakta og Politikens kommentarer uden

tydelig adskillelse, ligesom der ikke er henvist til relevante kilder.

Foreningen har herved navnlig henvist til følgende udsagn:

·

”mirakler”, ”tro”, ”mirakelkure” samt ”

en

pris til Nordre Skole i Bramming for med ABA-metoden at have næsten

”helbredt”

en autistisk dreng”. Der er ikke dækning eller dokumentation for

udsagnene

eller angivet nogen kilde til vurderingen af ABA som en

”mirakelkur”.

·

”Og når mirakelkurene undersøges af seriøse

forskere, viser det sig oftest, at miraklerne er udeblevet”. Det oplyses

ikke,

hvilke forskere og forskningsresultater, der ligger til grund for udsagnet.

·

”Disse kure kræver som regel, at forældre

afsværger job og normalt liv”, ”De ønsker så brændende at tro på

ABA. Og ingen

ved jo, om tro kan flytte bjerge – eller bare nogle centrale

hjerneceller” og

”Det handler om at bruge sin sunde fornuft” samt ” når viljen

til at gøre hvad

som helst er permanent” er Politikens egne vurderinger og fordomme.

·

”Metoden accepterer ikke autisternes

naturlige behov for at undgå øjenkontakt; hvis et barn vender sit ansigt væk,

drejer ABA-træneren det tilbage”. Det er en alvorlig påstand om tvang.

·

”Eksperter og organisationer som

Landsforeningen Autisme råder forældre til at prøve ” Det oplyses ikke,

hvem

de angivne eksperter er.

·

”Udenlandske undersøgelser har vist, at ABA

er effektiv socialt og intelligensmæssigt på kort sigt, men at forskellen

udligner sig over tre-fire år” Klager er aldrig stødt på hverken

udenlandsk

eller dansk forskning, der viser, at forskellen udligner sig over tre-fire

år.

Det bør være muligt for Politiken at oplyse, hvilke forskningsresultater, der

påviser disse forhold.

[K]-foreningen har videre

anført, at der er anvendt skadelige og unødigt ringeagtsytringer som

”idiothelbredelse”, ”hundetræning af robotbørn” og

”hundetræning og

robotprogrammering”. De anvendte ringeagtsytringer fremkalder en

forestilling

om mishandling og unødig rigiditet. Der er endvidere ikke givet plads til

svar

på kritikken fra forskere, fagfolk eller [K]-foreningen. Interviews med Dansk

Forening for Tuberøs Sclerose og formanden for Angelmanforeningen kan ikke

forsvare, at [K]-foreningen ikke blev hørt allerede ved artiklen af 20.

februar

2007.

I

artiklen ”Fejl og fakta”

den 23. februar 2007 og artiklen ”Når mirakler bliver til religion”

den 24.

Februar 2007

er der ikke sket en fuldstændig berigtigelse af de ukorrekte

informationer, og artiklerne gentager den oprindelige artikels skadelige

oplysninger, ligesom der yderligere argumentation i udsagnet ” at

metoden er

bedre end den traditionelle autisme-pædagogik. Det er andre forskere dog

uenige

i”. Det er ikke hensigten med en berigtigelse. Berigtigelsen af 23.

februar

2007 har endvidere ikke fået en ligeså iøjnefaldende opsætning som den

oprindelige artikel.

Foreningen har herudover

anført, at det må skærpe vurderingen, at offentliggørelsen af artiklerne

skete

på et afgørende tidspunkt for en igangværende politisk beslutningsproces om

ABA-projektets fremtid i Københavns Kommune. [K]-foreningen har endelig

anført,

at artiklerne må betragtes og bedømmes i sin helhed.

Efter indgivelsen af klagen

af 19. marts 2007 har Politiken bragt bl.a. artiklerne af 21. marts og 24.

marts 2007. Foreningen har herefter i brev af 21. april 2007 sammenfattet de

oprindelige klagepunkter således:

”1) der sker en

sammenblanding af fakta og kommentarer, uden tydelige adskillelse,

2) der anvendes skadelige og

unødvendigt nedværdigende ringeagtsytringer som ”idiothelbredelse”,

”hundetræning” og ”robotprogrammering”,

3) artiklens rubrik og den

valgte illustration giver indtryk af et religiøst indhold, som der hverken er

belæg eller dokumentation for, ligesom der heller ikke er belæg eller

dokumentation for, ligesom der heller ikke er belæg eller dokumentation for

påstande om fx ”mirakler”, ”tro” og

”mirakelkure”,

4) der er ikke udøvet den

forventelige kildekritik og at kildernes troværdighed ikke kan vurderes eller

efterprøves eftersom alle kilder er anonyme,

5) der er ikke givet plads

til svar på kritikken fra forskere, fra adfærdsanalytiske fagfolk eller fra

[K]-foreningen.”

Foreningen har anført, at

klagepunkterne 1, 4 og 5 er blevet behandlet redaktionelt af Politiken efter

klagen af 19. marts 2007, og at der er sket en delvis beklagelse og/eller

berigtigelse af disse klagepunkter. Derimod er der ikke sket hverken

beklagelse

eller berigtigelse af klagepunkterne 2 og 3.

Politiken har anført, at det

af

artiklen ”Miraklernes tid er tilbage” af 20. februar 2007

fremgår, at

artiklen er baseret på den hidtil største danske uvildige sammenligning af

den

etablerede autismepædagogik og ABA-metode foretaget af MarselisborgCentret i

Århus. Kilderne til oplysningerne vedrørende de udenlandske undersøgelser er

lederen for Center for Autisme og formanden for Landsforeningen Autisme. Den

udenlandske undersøgelse viste, at man ikke har kunnet påvise en

langtidseffekt

med ABA-metoden, der er bedre end den traditionelle metode. Man kunne dog

ikke

tidsfæste udligningen i effekten mellem ABA-metoden og den etablerede

autisme-metode til tre-fire år, hvorfor avisen har bragt en rettelse

vedrørende

dette forhold.

Politiken har oplyst, at Eva

Kjer Hansen (V) og Ulla Tørnæs (V) nævnes i artiklen, og der er henvist til

interviews med formanden for Dansk Forening for Tuberøs Sclerose og formanden

for Angelmanforeningen.

Politiken har til udsagnene

”idiothelbredelse”, ”hundetræning” og

”robotprogrammering” samt udsagnene

”mirakler”, ”tro” og ”mirakelkure” anført, at

artiklen forholder sig til flere

forskellige træningsmetoder, der skal hjælpe børn med autisme, og at artiklen

netop handler om tro på mirakuløse behandlinger. Det fremgår af artiklen, at

de

konkrete ord blev brugt af kritikerne af de alternative træningsmetoder.

Politiken har herudover

anført, at [K]-foreningens formand, [A], efterfølgende kom til orde i et

interview

i avisen den 24. februar 2007.

Til

artiklen ”Når mirakler

bliver til religion” af 24. februar 2007

har Politiken anført, at klummen

er en traditionel kommentar, hvor Læsernes Redaktør hver lørdag skriver i

avisen. Klummen er udtryk for Læsernes Redaktørs holdninger på samme måde som

en leder. I klummen kritiseres både ensidigheden og fejlene i artiklen af 20.

februar 2007. Politiken har videre anført, at man er enig i Læserne Redaktørs

rettelser og kritik af artiklen af 20. februar 2007.

Politiken har anført, at

udsagnet ”det hadske sprogbrug forsøger på at miskreditere

journalisten

minder mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste

kritik” er en vurdering i en personlig kommentar, der ikke strider mod

god

presseskik.

Politiken har endelig anført,

at artiklen af 20. februar 2007 var kontroversiel, fejlbehæftet og præget af

en

vis ensidighed, hvilket avisen via Læsernes Redaktør både har rettet og

erkendt, hvorfor den del af klagen, der vedrører normer for god journalistik

allerede er behandlet og imødekommet i avisens spalter.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Thomas Rørdam, Dorthe

Carlsen,

Kaare R. Skou

og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker

indledningsvis, at nævnet opfatter brevet af 21. april 2007 således, at

klagen

herefter alene angår klagepunkterne 2 og 3, men nævnet vil dog på grund af

sammenhængen mellem disse klagepunkter og spørgsmålet, om [K]-foreningen

burde

have haft lejlighed til at komme til orde allerede i forbindelse med artiklen

den 20. februar 2007, jf. klagepunkt 5, også behandle dette spørgsmål.

Pressenævnet bemærker videre,

at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven er overtrådt, henhører under

domstolene og falder uden for nævnets kompetence.

Det falder endvidere uden for

Pressenævnets kompetence at vurdere ABA-metoden, herunder dens

langtidseffekt.

Det følger af de vejledende

regler for god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for

nyhedskilderne,

i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig eller

skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende

forpligtigelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved

offentliggørelse af en sag, hvori de pågældende har haft en særlig økonomisk

eller personlig interesse.

Pressenævnet lægger til

grund, at artiklen af 20. februar 2007 er skrevet af en journalist, der selv

er

forælder til et barn med autisme. Dette forhold gav Politiken anledning til

at

udvise særlig agtpågivenhed over for journalistens reportage, herunder hans

valg af kilder, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at god

presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet finder imidlertid, at der er

grundlag for at kritisere den journalistiske research, idet der er tale om en

ensidig fremstilling af ABA-metoden. Pressenævnet finder videre, at Politiken

burde have bragt [K]-foreningens kommentarer i sammenhæng med angrebene i

artiklen. Ved at undlade dette har Politiken tilsidesat god presseskik, og

nævnet udtaler sin kritik. Da Politiken den 24. februar 2007 har bragt

[K]-foreningens

kommentar ved formanden [A] finder Pressenævnet ikke anledning til at pålægge

offentliggørelse vedrørende dette forhold, jf. medieansvarsloven § 49.

Klagen over artiklen ”Når

mirakler bliver til religion” af 24. februar 2007 vedrører en

klummeartikel,

hvori der ligesom i lederartikler tillades en højere grad af frisprog end i

nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets

opfattelse klart, at der var tale om en klumme, hvori mediets faste

klummeskribent tilkendegav sin holdning til tidligere offentliggjorte

oplysninger.

På baggrund af artiklens karakter af klummeartikler finder Pressenævnet, at

Politiken

til trods for, at bladet ikke

har efterprøvet de tidligere offentliggjorte oplysninger, ikke har handlet i

strid med god presseskik. Nævnet udtaler derfor ikke kritik heraf.

Afgjort den 20. juni 2007.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter