Vopldgiftssag afgjort af
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet
for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Vedrører AB 92 § 22, stk. 11.
Indledning
Sagen vedrører et vejbyggeri, hvor klager som
hovedentreprenør for indklagede, skulle udføre dels
rehabiliteringen af en bestående vej, dels anlægget af en ny
omkørselsvej. Indklagede havde en rådgiver ved projektet som
tillige udførte bygherrens tilsyn med arbejdet. Der viste sig efter
entrepriseaftalens indgåelse at være problemer med
udførelse af det udbudte projekt vedrørende rehabiliteringen,
og dette projekt blev derefter ændret bl.a. således, at der i
rehabiliteringen skulle indgå en cementstabilisering af vejen. De
specificerede komprimeringskrav blev imidlertid ikke opnået, og
yderligere ændringer blev gennemført, efter at en joint
commission med repræsentanter for klager og rådgiveren havde
været på pladsen og afgivet en rapport, der foreslog
ændrede komprimeringskrav og øget mobilisering af udstyr. Disse
og andre forhold bevirkede en forsinkelse af både rehabiliteringen og
af projektet vedrørende omkørselsvejen. Voldgiftssagens
hovedtema er, hvem der har ansvaret for disse forsinkelser, jf. nedenfor om
den hævede adcitationssag mod rådgiveren, og opgørelsen af
omkostningerne i forbindelse hermed. Hertil kommer spørgsmål om
ansvaret for konstaterede mangler i form af vejsvedning, jf. nedenfor under
5.1.
Ved klageskrift modtaget den 21. juli 1999 mod indklagede
indbragte klageren tvisten for en af Voldgiftsnævnet for Bygge- og
Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret, bestående af
administrerende direktør Ib Lyngholm, administrerende direktør
Erling Rask, højesteretspræsident Jacques Hermann, landsdommer
Læs alt
Knud A. Knudsen og højesteretsdommer Mogens Hornslet, med
sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.
Indklagede adciterede rådgiveren, men hævede
sagen, efter at der i september 2000 var indgået forlig, der bl.a.
indebar, at rådgiveren til fuld og endelig opgørelse af ethvert
erstatningskrav som følge af fejl og mangler ved udført arbejde
i henhold til kontrakten om supervision skulle betale indklagede 25 mio. kr.
maksimum ifølge kontrakten og 486.000 kr. til delvis dækning
af indklagedes omkostninger i forbindelse med voldgiftssagen og syn og
skøn, ifølge forligsteksten svarende til 2/3 af indklagedes
udgifter til syns- og skønserklæringen.
Parternes påstande:
Klager har nedlagt følgende endelige
påstande:
Indklagede skal til underentreprenøren betale
37.776.922 kr. med tillæg af renter, Nationalbankens diskonto + 2%
p.a., principalt af det samlede påstandsbeløb fra den 16. april
1998 som en vægtet mellemdato. Subsidiært hvis klager ikke
får fuldt medhold påstås forrentning af det tilkendte
beløb fra en anden vægtet mellemdato eller fra de datoer, der
fremgår af nedenstående skema.
Overfor indklagedes krav påstås
frifindelse.
Indklagede skal senest 14 dage efter opfyldelsen af
kendelsen vedrørende de beløb, som indklagede måtte blive
tilkendt, frigive de i en oversigt af 3. april 2001 (sagens bilag 30.2)
omtalte garantier.
Indklagede
har nedlagt følgende endelige
påstande:
Over for klagers påstand 1 påstås
principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod
betaling af et mindre beløb. Renteberegningen fra den vægtede
mellemdato kan alene anerkendes for det tilfælde, at klager skulle
få fuldt medhold i den nedlagte betalingspåstand.
Over for klagers påstand 3 har indklagede
taget bekræftende til genmæle.
Indklagede har endvidere nedlagt følgende
selvstændige påstande:
Principalt:
Klager skal til indklagede betale 17.542.991 kr. med
tillæg af procesrente fra den 15. juni 2000. Som det fremgår af
den nedenfor side 6 gengivne skematiserede opgørelse af 22. juni 2001
af krav og modkrav, udgør indklagedes modkrav dog reelt 20.720.998
kr.
Subsidiært:
Klager skal til indklagede betale et mindre
beløb efter voldgiftsrettens skøn med tillæg af
procesrente fra den 15. juni 2000.
Voldgiftssagens behandling.
Sagen blev mundtligt forhandlet den 25., 26., 27., 28.
og 29 juni og den 2. og 3. juli 2001. Under forhandlingen blev
gennemgået et omfattende skriftligt materiale, og der blev afgivet
forklaringer af en ansat ved Geoteknisk Institut, fem ansatte fra adciterede,
2 ansatte fra indklagede og fem ansatte fra klageren.
Der blev endvidere under afhjemling forklaret af to
skønsmænd, der har afgivet en skønserklæring af 30.
marts 2000. Efter afslutning af proceduren den 3. juli 2001 blev sagen efter
aftale med parterne optaget med henblik på afgivelse af en summarisk
kendelse, der ikke indeholder referat af det skriftlige materiale og de
afgivne forklaringer, men som ud over parternes hovedsynspunkter
redegør for voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.
Specifikation af kravene.
Til brug for voldgiftsrettens behandling af sagen
forelå en skematisk opgørelse af 22. juni 2001 af krav og
modkrav, der dels indeholder en angivelse af kravenes art, størrelse
og rentedato, dels oplysninger om, i hvilket omfang kravet under sagen er
anerkendt eller omtvistet. Ved gennemgangen af de enkelte krav i kendelsens
afsnit 5 vil der blive taget udgangspunkt i denne opgørelse.
Om de krav, der danner grundlag for klagers påstand
1 om betaling af 37.776.922 kr., indeholder opgørelsen
følgende:
Nedenfor behandlet under
Rentedato
Krav
Klagers krav kr.
Indklagede anerkendt kr.
Omtvistet kr.
5.2
12-02-98
Generelt krav
26.581.640
5.021.830
21.559.810
5.2
09-09-98
Generelt krav
9.002.316
0
9.002.316
5.3
15-06-98
Dagbøder omkørselsvejen 21/5-15/6 1998
420.067
0
420.067
5.4
30-09-98
Teststrækning rehabilitering
598.000
0
598.000
5.5
30-09-98
Afviste strækninger
1.128.549
564.275
564.274
5.6
30-09-98
Reduceret lagtykkelse
625.741
0
625.741
5.7
30-09-98
Scarification ripning
285.521
146.609
0
5.8
06-04-98
Borrow Pit Aplahoue
504.475
0
357.866
5.9
08-12-98
Asfaltreparationer Dako
442.748
342.600
442.748
5.10
08-12-98
Overfladebehandling skuldre 1998
685.201
302.204
342.601
5.10
20-10-98
Overfladebehandling skuldre 1999
604.408
175.106
302.204
5.11
08-12-98
Prisregulering, cement
427.986
34.945
252.880
5.12
21-07-99
Renter af for sent betalte beløb
77.510
0
42.565
5.13
06-04-01
Garantiprovision
87.843
6.873.090
87.843
I alt
41.472.005
2.695.083
34.598.915
30-09-98
Heraf betalt
2.695.083
4.178.007
0
Til rest
38.776.922
34.598.915
Når påstandsbeløbet ikke er 38.776.922
kr., men 37.776.922 kr., skyldes det, at et modkrav mod klager
vedrørende retablering af grøfter inden den mundtlige
forhandling er forligt, således at klager anerkender at skulle betale
til indklagede 1 mio. kr. ud af det oprindelig fremsatte krav på 3,5
mio. kr. Forligsbeløbet er derfor fratrukket skemaets 38.776.922. kr.
ved beregningen af klagers påstand 1.
Om de modkrav, der danner grundlag for indklagedes
selvstændige principale påstand om betaling af 17.542.991 kr.
indeholder opgørelsen følgende:
Nedenfor behandlet under
Rentedato
Krav
Revideret modkrav kr.
Klager anerkendt kr.
Omtvistet kr.
5.3
15-06-00
Dagbøder
1.377.319
0
1.377.319
5.1
15-06-00
Vejsvedning (rev. Krav 50%)
18.977.679
0
18.977.679
5.14
15-06-00
Retablering af grøfter, forlig
1.000.000
1.000.000
0
5.15
15-06-00
Udbedring af skilte, estimeret
366.000
0
366.000
Krav i alt
21.720.998
1.000.000
20.720.998
Beløbet på de 17.542.991 kr. fremkommer
ifølge opgørelsen således:
Indklagede anerkender af klagers krav der ikke er
betalt
6.873.090 kr.
Indklagede hævder over for klager et modkrav
på
21.720.998 kr.
Difference i indklagedes favør
14.847.908 kr.
Hvortil skal lægges
2.695.083 kr.
Som indklagede jf. klagers opgørelse har
betalt
Indklagedes påstandsbeløb
herefter
17.542.991 kr.
På tilsvarende måde fremkommer klagers
påstandsbeløb 37.776.922 kr. ifølge opgørelsen
således:
Klager hævder et krav på
41.472.005 kr.
Men anerkender indklagedes modkrav med det
ovennævnte forligsbeløb
1.000.000 kr.
Difference i klagers favør
40.472.005 kr.
Hvorfra skal trækkes som er betalt af
indklagede
2.695.083 kr.
Klagers påstandsbeløb herefter
37.776.922 kr.
Voldgiftsrettens bemærkninger.
Voldgiftsretten har fundet det naturligt
indledningsvis at tage stilling til indklagedes modkrav vedrørende
Vejsvedning på 18.977.679 kr., idet afgørelsen af dette
modkrav måske kan influere på afgørelsen af andre krav
under sagen. Modkravet er opgjort som 50% af et samlet erstatningskrav for
mangler vedrørende vejanlægget opgjort
således:
forgæves forsøg på spuling
1.475.960
skærvetromling
1.310.000
rådgivning og tilsyn
169.398
afhjælpning
30.000.000
nødvendig skærvetromling
5.000.000
50% af ovennævnte 18.977.679
Indklagedes hovedsynspunkt
er, at bygherrens
rådgiver og klager som hovedentreprenør, begge er ansvarlige for
manglerne der er erkendt og at klager skal betale halvdelen af de
omkostninger, som manglerne har påført indklagede.
Klagers hovedsynspunkt
er heroverfor, at det
er rådgiveren, der har fastsat den bitumenprocent, der er årsag
til vejsvedningen, at fejlen ved sammensætningen ikke var
så åbenlys, at klager af den grund skulle have sagt fra, at
klager i øvrigt gjorde rådgiveren opmærksom på,
at den høje bitumenprocent kunne give anledning til vejsvedning,
men at dette blev accepteret ad rådgiveren. Under disse
omstændigheder er der efter klagers opfattelse ikke grundlag for at
pålægge klager nogen del af ansvaret for vejsvedningen, der blev
langt mere omfattende, end det kunne forudses.
Voldgiftsretten
lægger til grund, at vejens
tilstand på grund af vejsvedningen var uacceptabel og kræver
omlægning, og at den afgørende årsag til vejsvedningen
var, at der ved sammensætningen af den asfaltmix, der skulle
udlægges, blev anvendt en for høj bitumenprocent. Ved
fastlæggelsen af ansvaret herfor er udgangspunktet efter
sædvanlig praksis, ar rådgiveren sætter rammerne for
sammensætningen, men at det er entreprenøren, der med
forbehold af rådgiverens godkendelse udfylder disse rammer. Dette
udgangspunkt findes ikke fraveget ved kontraktgrundlaget mellem denne sags
parter eller ved bevisførelsen om det faktiske
hændelsesforløb. Voldgiftsretten finder det endvidere godtgjort,
at klageren inden udlægningen af asfaltmixen var klar over, at den
høje bitumenprocent udgjorde en risiko for vejsvedning om end
vejsvedningens omfang senere kom bag på både adciterede og
klager. Klager gjorde adciterede bekendt med sine overvejelser, men det skete
i en sådan form, at det ikke på nogen måde opfyldte de krav
om et egentligt forbehold, der havde været rimeligt under hensyn til
klagers kendskab til produktet og til de specielle materialeforekomster
på stedet. Voldgiftsretten skal i denne forbindelse fremhæve
indholdet af et referat af et Technical Meeting den 28. oktober 1996 og af et
brev af den 4. august 1997 fra klager til adciterede. I mødereferatet
er under punktet "Asphalt Mixdesign" anført, at "The
Consultant emphasizes that they can not approve a mixdesign if the Contractor
has any reservation", og i brevet af 4. august 1997, hvor det
nævnes, at man tidligere har henledt adciteredes opmærksomhed
på, at anvendelsen af "a binder rich mix to some extent will cause
some types of disadvantages", tages der i det følgende ikke nogen
reservation endsige noget egentligt forbehold ("However we have
understanding for your choice of an increased binder content, resulting in an
asphalt mix with improved resistance to reflevtive cracking" osv.).
I hvert fald under disse omstændigheder finder
voldgiftsretten, at indklagede må have medhold i, at den
skadepådragende bitumenprocent må anses som et fælles
produkt af et samarbejde mellem rådgiver og entreprenør på
en sådan måde, at der kan pålægges både
rådgiveren og entreprenøren et ansvar for indklagedes tab som
følge af vejsvedningen. Voldgiftsretten kan ligeledes tilslutte sig,
at klagers andel kan fastsættes til halvdelen.
Herefter, og idet der ikke findes grundlag for at
anfægte tabsopgørelsen, der i det væsentlige bygger
på skønserklæringen, tager voldgiftsretten indklagedes
modkrav på 18.977.679 kr. vedrørende vejsvedningen til
følge.
Klagerens generelle krav
på 26.581.640
kr. og 9.002.316 kr., i alt 35.583.956 kr., hvoraf indklagede har
anerkendt 5.021.830 kr., er et af klageren nærmere opgjort krav for
forsinkelse m.v. på grund af forhold, som entreprenøren ikke
mener at burde lastes for, men som i alt væsentligt må
henføres til rådgiverens mangelfulde projekt, sent ordrede
ekstra arbejder, øget mobilisering m.v.
Indklagedes hovedsynspunkt
er, at der ud over de
anerkendte 5.021.830 kr. ikke er grundlag for at imødekomme
klagerens krav. Klager har været forsinket under hele projektet og har
selv begået fejl under udførelsen. Rådgiverens fejl har
ikke været afgørende, og klageren kunne generelt have anvendt
sine ressourcer mere effektivt og kunne endvidere langt hurtigere have
gennemført den nødvendige mobilisering af yderligere materiel
efter joint commissions forslag.
Klager har til brug for sagen tilvejebragt en meget
detaljeret opgørelse af diverse direkte og indirekte ombeslutninger,
som kræves betalt af indklagede.
Voldgiftsretten
finder det utvivlsomt, at klagers
arbejde med vejanlægget har været ramt af forsinkelser og
vanskeligheder, som klager ikke kan lastes for, men som skyldes bygherrens
rådgiver, og som derfor kan kræves kompenseret af indklagede.
Det findes endvidere godtgjort af klager, at det af
indklagede anerkendte beløb på ca. 5 mio. kr. ikke i
tilstrækkelig grad giver klager kompensation.
På den anden side er det voldgiftsrettens
opfattelse, at klagers opgørelse over direkte og indirekte
omkostninger som følge af forsinkelserne ca. 35 mio. kr. kun i
begrænset omfang kan være vejledende ved vurderingen af
størrelsen af det kompensationsbeløb, som klager kan anses for
berettiget til. Det må i denne henseende erindres, at det arbejde, der
ifølge parternes aftale skulle udføres af klager, angik en
hovedentreprise med en samlet entreprisesum på knap 130 mio. kr., der
oprindeligt skulle udføres over en periode på ca. 2
år.
Hertil kommer, at der ved fastsættelsen af
kompensationsbeløbet må henses til, at klager, da man uden
erfaringer fra lignende arbejder indgik på det ændrede projekt,
måtte være klar over, at der under udførelsen kunne
opstå vanskeligheder, og at klager synes at have udnyttet sine
ressourcer mere optimalt.
Efter en samlet vurdering finder voldgiftsretten herefter,
at kompensationsbeløbet til klager for forsinkelser
skønsmæssigt kan fastsættes til 10 mio. kr.
Dagbøder, omkørselsvejen 21. maj
15. juni 1998, 420.067 kr. (klagers krav om tilbagebetaling) og 1.377.319
kr. (indklagedes krav om yderligere betaling).
Som ovenfor anført skyldes en væsentlig del
af klagers forsinkelse forhold, som ikke klageren, men bygherrens
rådgiver, må lastes for.
Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten,
at indklagede ikke har været berettiget til dagbøder for
omkørselsvejen i perioden 21. maj 1998 og til arbejdets afslutning.
Klagers krav om tilbagebetaling af 420.067 kr. tages derfor til
følge, og klager frifindes for indklagedes krav om betaling
af yderligere dagbøder med 1.377.319 kr.
Teststrækning, rehabilitering, 598.000
kr.
Det fremgår af tillæg til "the
Particular Specifications" for "Scarifying and Stabilisation Works,
rev. 3" fremsendt med en skrivelse af 21. november 1996 fra
adciterede, at "a number of test sections shall be carried out as agreed
with the Engineer. Five test sections are anticipated. Additional test
sections will be paid for "
Klagers krav
vedrørende 8
teststrækninger, der er udført ud over de 5, der ifølge
parternes aftale var "anticipated", og som der derfor skulle
betales for. Arbejdet er udført. Der er ikke fra entreprenørens
side udvist forhold, der fritager indklagede for forpligtelsen til at betale,
og klager har da også uden forbehold overhovedet løbende
modtaget betaling. Det er derfor uberettiget, at den skete betaling er
fratrukket i forbindelse med slutafregningen.
Indklagedes hovedsynspunkt
er, at det er
entreprenørens forhold, der nødvendiggjorde de ekstra tests,
fordi prøveresultaterne ikke kunne godkendes.
Af de grunde, der er anført af klager, finder
voldgiftsretten det utvivlsomt, at klagers krav om betaling skal
tages til følge.
Afviste strækninger, 1.128.549 kr.
Der er tale om en strækning på 3.128 m,
hvor den udførte cementstabilisering var kasseret og skulle
genudlægges. Det må lægges til grund, at arbejdet som
permanent produktion blev udført i henhold til adciteredes projekt,
der er kritiseret som utilstrækkeligt og uegnet. I forbindelse med
beslutningen om genudlægning tilsagde adciterede klager betaling ved
Site Instruction nr. 138 af 4. august 1997 ("Cost Estimate: BOQ or such
other price as shall be negotiated between the engineer and the
contractor"), men efter arbejdets udførelse forbeholdt bygherren
sig tilbagesøgning og har i forbindelse med slutafregningen trukket de
1.128.549 kr., som nu kræves betalt på ny.
Indklagede
har under voldgiftssagen anerkendt at
skulle betale 50 % af beløbet, dvs. 564.275 kr., ud fra en betragtning
om, at skylden for afviste strækninger, hvor kravene ikke kunne
opfyldes, må deles mellem rådgiver og entreprenør.
Voldgiftsretten
finder imidlertid, at kravet
må betales fuldt ud. Betaling var tilsagt ved ordningen, og
indklagede har i forbindelse med denne afviste strækning ikke godtgjort
forhold fra entreprenørens side, der gør det berettiget at
pålægge klager at dele ansvaret for det uhensigtsmæssige
projekt med rådgiveren, den adciterede.
Indklagede skal derfor betale de krævede
1.128.549 kr.
Reduceret lagtykkelse, 625.741 kr.
Kravet drejer sig om betaling for cementstabilisering
udlagt på rehabiliseringsvejen i perioden november 1997 til 29. januar
1998. Klager udlagde uden en Site Instruction herom fra adciterede
cementstabilisering i en lagtykkelse på 18 cm i forventning om, at
dette ville blive resultatet i overensstemmelse med den dybde, hvori joint
commission havde udført sine forsøg under opholdet. Adciteredes
udkast fra oktober 1997 til Site Instruction 136A havde opstillet
tolerancekrav på minimum 17 cm i gennemsnit og ikke under 16 cm.
Resultatet blev imidlertid 17/15 ved en Site Instruction 136B den 29. januar
1998, som derefter blev fulgt.
Klager
mener at have krav på betaling for den
udlagte cement i den omhandlede periode, idet adciteredes oprindelige
tolerancekrav var urealistiske, og klager måtte handle i
overensstemmelse med joint commissions prøver for at undgå
risikomen for mangelskrav fra bygherren. Adciterede kunne på en
utvetydig måde have tilkendegivet, at man ønskede en mindre
scarificeringsdybde end 18. cm og har dermed fået et bedre produkt. Det
må man derfor betale for, og betaling i overensstemmelse med klagers
acontobegæringer skete da også uden forbehold, og det er herefter
uberettiget ved slutafregningen at trække beløbet 625.741 kr.
for den reducerede lagtykkelse.
Indklagedes
standpunkt er, at en lagtykkelse som
anvendt af klager i den nævnte periode ikke havde dækning i
kontraktgrundlaget. Klagers krav blev betalt, fordi acontobegæringerne
ikke umiddelbart gav mulighed for at se, hvilken lagtykkelse der var anvendt.
I denne situation kan bygherren ikke anses for bundet af de skete
acontobetalinger.
Voldgiftsretten
finder af de grunde, der er
anført af indklagede, at klager ikke kan få medhold i sit krav.
Udenrigsministeriet må derfor frifindes for betaling af de nævnte
625.741 kr. for den reducerede lagtykkelse.
Scarification ripning, 285.521 kr.
Klagers krav er nu uomtvistet og skal derfor
betales.
Borrow Pit Aplahoue, 504.475 kr.
Kravet vedrører omkostninger
påført klager i anledning af en sag omkring adgangen til en
såkaldt "Borrow Pit". Der er enighed om, at bygherren havde
en forpligtelse til at skaffe sådan adgang, og at der i to perioder i
1996 og 1997 ikke var adgang til den nævnte borrow pit.
Klagers krav
omfatter væsentligst
transportomkostninger for medarbejdere i anledning af sagen, men derudover
nogle mindre poster vedrørende undersøgelser af borrow pits,
nedsat effektivitet og forhandlinger med landejere.
Indklagede
har anerkendt ansvarsgrundlaget og
forpligtelsen til at betale 146.609 kr. der stort set udgør
klagers omkostninger i 1997.
Omkostningerne for 1996 357.866 kr. er derimod afvist,
idet det er indklagedes standpunkt, at kravet vedrørende 1996 , der
første til "Addendum no. 1", burde være bragt frem af
klager under disse forhandlinger. Dette skete ikke, og kravet for 1996
må derfor anses for afhandlet med Addendum no. 1, hvorfor det ikke kan
føres frem efterfølgende.
Voldgiftsretten finder
ikke grundlag for at anse
nogen del af klagers krav for bortfaldet derved, at det ikke blev bragt op
under forhandlingerne om Addendum no. 1. Herefter, og idet der heller ikke er
grundlag for at anfægte kravets størrelse, skal indklagede
betale kravet fuldt ud, dvs. 504.475 kr.
Asfaltreparationer, 442.748 kr.
Klager mener, at indklagede skal refundere udgifterne
til reparation af en rundkørsel ved et hotel, fordi klager havde
advaret adciterede netop mod de skader, der senere indtraf som følge
af den tidligere omtalte høje bitumenprocent, jf. ovenfor under pkt.
5.1.
Selv bortset fra det under sagen anførte om den
anvendte skærvestørrelse på stedet følger det af
det tidligere anførte om den høje bitumenprocent, at arbejdet
var ukonditionsmæssigt og kunne kræves omlagt. Dette skete efter
det oplyste på grund af vejsvedning som følge af den høje
bitumenprocent. Efter det under pkt. 5.1. anførte finder
voldgiftsretten, at klager må anses for ansvarlig for så
vidt angår halvdelen af de omkostninger, som er påført
indklagede ved dette forhold. Klager kan derfor kun kræve indklagede
for betaling af halvdelen af 442.748 kr., dvs. 221.374 kr.
5.10.
Overfladebehandling skuldre 1998
685.201 kr., og 1999 604.408 kr., hvoraf indklagede er indstillet
på at betale halvdelen.
Klagers hovedsynspunkt
er, at udgiften skyldes
projektfejl, som adciterede og dermed indklagede er eneansvarlig for.
Indklagedes hovedsynspunkt
er, at der foreligger en
klar projektfejl, som klager burde have indset og rejst indsigelse imod.
Voldgiftsretten
finder det ikke godtgjort, at
udgifterne til udskiftning af overfladebehandlingen er forårsaget ved
udførselsfejl fra klagers side eller ved projektfejl, som klager kan
anses medansvarlig for.
Årsagen var derimod en projektfejl vedrørende
bitumentypen og navnlig skærvestørrelsen, som klager ikke
burde have gjort indsigelser overfor, og indklagede skal derfor
betale de rejste krav fuldt ud.
5.11.
Prisregulering cement,
427.986 kr., hvoraf 175.106 kr. anerkendt.
Kravet drejer sig om faktiske prisstigninger på
cement, der løbende igennem ca. 1 ½ år er betalt uden forbehold,
men som i 1999 blev trukket af adciterede.
Prisregulering er i aftalegrundlaget hjemlet ud fra de
faktiske priser, der betales, når materialerne indkøbes,
sammenholdt med "Basic Prices", der i Particular Conditions clause
70 er defineret som "the current prices for the specified materials
prevailing on the date 28 days prior to the latest date for submission of
tenders". Det er ubestridt, at klager i sit tilbud på grund af en
fejloplysning fra cementleverandøren oplyste en for høj
"current price". Klager har senere efter berigtigelse af fejlen
afregnet under hensyn til de faktiske prisstigninger.
Klagers hovedsynspunkt
er, at klager ikke er bundet
af tilbudets fejlagtige prisangivelser, og at indklagede er uberettiget til
at fastholde tilbudets prisoplysninger, idet adciterede havde accepteret
fejlen og uden forbehold i mere end 1 ½ år havde betalt de
løbende notaer fra klager.
Indklagedes hovedsynspunkt
er, at det er
prisoplysningerne i tilbudet, der må lægges til grund, og at fejl
i forbindelse med acontoafregninger ikke binder bygherren i den endelige
opgørelse, når der er tale om en fejl af så underordnet
karakter, at bygherren ikke har kunnet se dem. Det er beklageligt, at
adciterede ikke opdagede forholdet, men klager bør ikke kunne drage
fordel heraf.
Voldgiftsretten
finder det ikke godtgjort, at den
fejlagtige prisoplysning i klagers pristilbud blev accepteret af adciterede,
og at den løbende betaling uden forbehold gennem 1 ½ år var
udtryk for, at klagers prisregulering var godkendt af bygherren. Herefter, og
under hensyn til beløbets relativt beskedne størrelse finder
voldgiftsretten, at klager ikke har krav på prisregulering ud over,
hvad indklagede har anerkendt. Indklagede skal derfor alene betale
175.106 kr. i prisregulering til klager.
5.12.
Renter af for sent betalte
beløb, 77.510 kr.
Denne post vedrører et rentebeløb for
certifikat nr. 21 fremsendt den 15. juni 1998. Sidste rettidige betalingsdato
var den 10. august 1998, men betaling skete først den 23. september
1998.
Klager
kræver med henvisning til FIDIC
artikel 60.10 og voldgiftskendelse af 3. august 1998 s. 183, betaling af
renter fra kravets fremsættelse den 15. juni 1998 til betalingen den
23. september 1998, idet sidste rettidige betalingsdag kun medfører
løbedage, men ikke begrænsning af rentekravet ved for sen
betaling, jf. princippet i AB 92, § 22, stk. 11.
Indklagede
anerkender, at certifikatet er betalt
for sent, men finder, da afgørelsen i den anden voldgiftssag om
ekstrakrav ikke anses for gældende for et ubestridt fakturakrav, at
der først kan kræves forrentning fra sidste rettidige
betalingsdag. Den anerkendte 34.945 kr. er således renter for en
kortere periode.
Af de grunde, der er anført af klager, finder
voldgiftsretten, at indklagede må betale renter fra kravets
fremsættelse, dvs. 77.510 kr.
5.13.
Garantiprovision, 87.843
kr.
Det krævede beløb udgør
præmier, som klager i perioden fra den 15. september 1999 og indtil den
15. juni 2001 har betalt for garantier, som indklagede efter klagers
opfattelse med urette har nægtet at frigive.
Da indklagede efter udfaldet af denne voldgiftssag
må anses for at have været berettiget til ikke at frigive
garantierne jf- bemærkningerne ovenfor under 5.1. kan klager
ikke få medhold vedrørende dette krav.
5.14.
Indklagedes modkrav
vedrørende retablering af grøfter, forlig, 1 mio. kr. er
uomtvistet og skal altså betales af klager.
5.15.
Det sidste af indklagedes modkrav
udbedring af skilte, estimeret, 366.000 kr. angår et antal
vejskilte, der i modstrid med kontrakten var forsynet med en slags
selvklæbende folie svarende til, hvad der i Danmark anvendes til visse
individuelle skilte. Skiltene har været udsat for hærværk
derved, at folie er skrabet af. formentlig af lokale børn.
Klager er enig i, at projektet foreskriver en anden
metode, men gør gældende, at ændringen var godkendt af
adciterede.
Spørgsmålet er alene, om kontraktens krav er
ændret, og klager har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.
Det kan lægges til grund, at den anvendte metode er
billigere end den foreskrevne, og at bygherren ikke er godskrevet den
besparelse, der er opnået. Voldgiftsretten finder, at klager
ikke har løftet bevisbyrden for, at ændringen var godkendt, og
klager må derfor betale de krævede 366.000 kr.
Konklusion.
Det følger af det anførte, at klager af
de rejste krav får medhold for så vidt angår 14.700.211
kr., hvoraf 2.695.083 kr. er betalt. Når yderligere fratrækkes
forligsbeløbet på 1 mio. kr. vedrørende retablering af
grøfter, resterer 11.005.128 kr., som skal betales af indklagede. Det
samlede beløb findes efter omstændighederne at burde forrentes
fra den 1. september 1998.
Indklagede får på sin side medhold i, at
klager ud over forligsbeløbet skal betale modkrav på
19.343.679 kr., der skal forrentes fra den 15. juni 2000.
Indklagede skal endvidere i overensstemmelse med sin
påstand frigive de stillede garantier som påstået af klager
ved påstand 3.
Der afsiges derfor følgende
Kendelse:
Indklagede skal inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse
til klager og underentreprenør betale 11.005.128 kr. med tillæg
af renter, Nationalbankens diskonto + 2 % p.a., fra den 1. september
1998.
Klager og underentreprenør skal inden samme frist solidarisk til
indklagede betale 19.343.679 kr. med tillæg af procesrente fra den 15.
juni 2000.
Senest 14 dage efter opfyldelsen af kendelsen vedrørende de
beløb, som er tilkendt indklagede, skal indklagede frigive de i
oversigt af 3. april 2001 (sagens bilag 30.2) omtalte garantier.
Inden 14 dage fra modtagelsen af kendelsen skal klager og
underentreprenøren solidarisk godtgøre indklagede halvdelen af
de udgifter til skønsmændene herunder for afhjemlingen der
overstiger 486.000 kr. I øvrigt skal hver part bære sine egne
sagsomkostninger.
Endvidere skal hver part efter opkrævning fra voldgiftsnævnet
betale halvdelen af voldgiftsretten omkostninger.
Lignende dokumenter
- Spørgsmål om udsættelse af klagesag vedrørende udbetaling af garanti for entreprenørs forpligtelser på udfaldet af voldgiftssag. Det finansielle ankenævn · 15. september 2000
- Spørgsmål om udbetaling af garanti for entreprenørs forpligtelser. — OF Det finansielle ankenævn · 20. december 2001
- Indsigelse mod nedskrivning af entreprenørgaranti. Rækkevidde af forlig for voldgiftsnævn — Spar Nord Bank Det finansielle ankenævn · 21. marts 2012
- Sag om, hvorvidt en kendelse, der er afsagt af Voldgiftsnævnet for bygge-og anlægsvirksomhed, kan tilsidesættes efter voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 1 litra d, fordi der er anvendt en ikke-juridisk enevoldgiftsdommer til at afgøre juridiske spørgsmål, eller efter stk. 2, nr. 2 litra b, fordi voldgiftssagen ikke er afgjort efter gældende ret og derfor er i strid med ordre public. Domsdatabasen · 1. juli 2013
- Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med byggesag. Manglende garanti fra entreprenør — Den jyske Sparekasse Det finansielle ankenævn · 6. april 2009
- Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed. Retsinformation · 21. januar 2004