Spring til indhold

Retsinformation

Vopldgiftssag afgjort af

AFG nr 12552 af 16/08/2001AfgørelseSocial- og Boligministeriet29. juli 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet

for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører AB 92 § 22, stk. 11.

Indledning

Sagen vedrører et vejbyggeri, hvor klager som

hovedentreprenør for indklagede, skulle udføre dels

rehabiliteringen af en bestående vej, dels anlægget af en ny

omkørselsvej. Indklagede havde en rådgiver ved projektet som

tillige udførte bygherrens tilsyn med arbejdet. Der viste sig efter

entrepriseaftalens indgåelse at være problemer med

udførelse af det udbudte projekt vedrørende rehabiliteringen,

og dette projekt blev derefter ændret bl.a. således, at der i

rehabiliteringen skulle indgå en cementstabilisering af vejen. De

specificerede komprimeringskrav blev imidlertid ikke opnået, og

yderligere ændringer blev gennemført, efter at en joint

commission med repræsentanter for klager og rådgiveren havde

været på pladsen og afgivet en rapport, der foreslog

ændrede komprimeringskrav og øget mobilisering af udstyr. Disse

og andre forhold bevirkede en forsinkelse af både rehabiliteringen og

af projektet vedrørende omkørselsvejen. Voldgiftssagens

hovedtema er, hvem der har ansvaret for disse forsinkelser, jf. nedenfor om

den hævede adcitationssag mod rådgiveren, og opgørelsen af

omkostningerne i forbindelse hermed. Hertil kommer spørgsmål om

ansvaret for konstaterede mangler i form af vejsvedning, jf. nedenfor under

5.1.

Ved klageskrift modtaget den 21. juli 1999 mod indklagede

indbragte klageren tvisten for en af Voldgiftsnævnet for Bygge- og

Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret, bestående af

administrerende direktør Ib Lyngholm, administrerende direktør

Erling Rask, højesteretspræsident Jacques Hermann, landsdommer

Læs alt

Knud A. Knudsen og højesteretsdommer Mogens Hornslet, med

sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.

Indklagede adciterede rådgiveren, men hævede

sagen, efter at der i september 2000 var indgået forlig, der bl.a.

indebar, at rådgiveren til fuld og endelig opgørelse af ethvert

erstatningskrav som følge af fejl og mangler ved udført arbejde

i henhold til kontrakten om supervision skulle betale indklagede 25 mio. kr.

maksimum ifølge kontrakten og 486.000 kr. til delvis dækning

af indklagedes omkostninger i forbindelse med voldgiftssagen og syn og

skøn, ifølge forligsteksten svarende til 2/3 af indklagedes

udgifter til syns- og skønserklæringen.

Parternes påstande:

Klager har nedlagt følgende endelige

påstande:

Indklagede skal til underentreprenøren betale

37.776.922 kr. med tillæg af renter, Nationalbankens diskonto + 2%

p.a., principalt af det samlede påstandsbeløb fra den 16. april

1998 som en vægtet mellemdato. Subsidiært hvis klager ikke

får fuldt medhold påstås forrentning af det tilkendte

beløb fra en anden vægtet mellemdato eller fra de datoer, der

fremgår af nedenstående skema.

Overfor indklagedes krav påstås

frifindelse.

Indklagede skal senest 14 dage efter opfyldelsen af

kendelsen vedrørende de beløb, som indklagede måtte blive

tilkendt, frigive de i en oversigt af 3. april 2001 (sagens bilag 30.2)

omtalte garantier.

Indklagede

har nedlagt følgende endelige

påstande:

Over for klagers påstand 1 påstås

principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod

betaling af et mindre beløb. Renteberegningen fra den vægtede

mellemdato kan alene anerkendes for det tilfælde, at klager skulle

få fuldt medhold i den nedlagte betalingspåstand.

Over for klagers påstand 3 har indklagede

taget bekræftende til genmæle.

Indklagede har endvidere nedlagt følgende

selvstændige påstande:

Principalt:

Klager skal til indklagede betale 17.542.991 kr. med

tillæg af procesrente fra den 15. juni 2000. Som det fremgår af

den nedenfor side 6 gengivne skematiserede opgørelse af 22. juni 2001

af krav og modkrav, udgør indklagedes modkrav dog reelt 20.720.998

kr.

Subsidiært:

Klager skal til indklagede betale et mindre

beløb efter voldgiftsrettens skøn med tillæg af

procesrente fra den 15. juni 2000.

Voldgiftssagens behandling.

Sagen blev mundtligt forhandlet den 25., 26., 27., 28.

og 29 juni og den 2. og 3. juli 2001. Under forhandlingen blev

gennemgået et omfattende skriftligt materiale, og der blev afgivet

forklaringer af en ansat ved Geoteknisk Institut, fem ansatte fra adciterede,

2 ansatte fra indklagede og fem ansatte fra klageren.

Der blev endvidere under afhjemling forklaret af to

skønsmænd, der har afgivet en skønserklæring af 30.

marts 2000. Efter afslutning af proceduren den 3. juli 2001 blev sagen efter

aftale med parterne optaget med henblik på afgivelse af en summarisk

kendelse, der ikke indeholder referat af det skriftlige materiale og de

afgivne forklaringer, men som ud over parternes hovedsynspunkter

redegør for voldgiftsrettens resultat og begrundelsen herfor.

Specifikation af kravene.

Til brug for voldgiftsrettens behandling af sagen

forelå en skematisk opgørelse af 22. juni 2001 af krav og

modkrav, der dels indeholder en angivelse af kravenes art, størrelse

og rentedato, dels oplysninger om, i hvilket omfang kravet under sagen er

anerkendt eller omtvistet. Ved gennemgangen af de enkelte krav i kendelsens

afsnit 5 vil der blive taget udgangspunkt i denne opgørelse.

Om de krav, der danner grundlag for klagers påstand

1 om betaling af 37.776.922 kr., indeholder opgørelsen

følgende:

Nedenfor behandlet under

Rentedato

Krav

Klagers krav kr.

Indklagede anerkendt kr.

Omtvistet kr.

5.2

12-02-98

Generelt krav

26.581.640

5.021.830

21.559.810

5.2

09-09-98

Generelt krav

9.002.316

0

9.002.316

5.3

15-06-98

Dagbøder omkørselsvejen 21/5-15/6 1998

420.067

0

420.067

5.4

30-09-98

Teststrækning rehabilitering

598.000

0

598.000

5.5

30-09-98

Afviste strækninger

1.128.549

564.275

564.274

5.6

30-09-98

Reduceret lagtykkelse

625.741

0

625.741

5.7

30-09-98

Scarification ripning

285.521

146.609

0

5.8

06-04-98

Borrow Pit Aplahoue

504.475

0

357.866

5.9

08-12-98

Asfaltreparationer Dako

442.748

342.600

442.748

5.10

08-12-98

Overfladebehandling skuldre 1998

685.201

302.204

342.601

5.10

20-10-98

Overfladebehandling skuldre 1999

604.408

175.106

302.204

5.11

08-12-98

Prisregulering, cement

427.986

34.945

252.880

5.12

21-07-99

Renter af for sent betalte beløb

77.510

0

42.565

5.13

06-04-01

Garantiprovision

87.843

6.873.090

87.843

I alt

41.472.005

2.695.083

34.598.915

30-09-98

Heraf betalt

2.695.083

4.178.007

0

Til rest

38.776.922

34.598.915

Når påstandsbeløbet ikke er 38.776.922

kr., men 37.776.922 kr., skyldes det, at et modkrav mod klager

vedrørende retablering af grøfter inden den mundtlige

forhandling er forligt, således at klager anerkender at skulle betale

til indklagede 1 mio. kr. ud af det oprindelig fremsatte krav på 3,5

mio. kr. Forligsbeløbet er derfor fratrukket skemaets 38.776.922. kr.

ved beregningen af klagers påstand 1.

Om de modkrav, der danner grundlag for indklagedes

selvstændige principale påstand om betaling af 17.542.991 kr.

indeholder opgørelsen følgende:

Nedenfor behandlet under

Rentedato

Krav

Revideret modkrav kr.

Klager anerkendt kr.

Omtvistet kr.

5.3

15-06-00

Dagbøder

1.377.319

0

1.377.319

5.1

15-06-00

Vejsvedning (rev. Krav 50%)

18.977.679

0

18.977.679

5.14

15-06-00

Retablering af grøfter, forlig

1.000.000

1.000.000

0

5.15

15-06-00

Udbedring af skilte, estimeret

366.000

0

366.000

Krav i alt

21.720.998

1.000.000

20.720.998

Beløbet på de 17.542.991 kr. fremkommer

ifølge opgørelsen således:

Indklagede anerkender af klagers krav der ikke er

betalt

6.873.090 kr.

Indklagede hævder over for klager et modkrav

på

21.720.998 kr.

Difference i indklagedes favør

14.847.908 kr.

Hvortil skal lægges

2.695.083 kr.

Som indklagede jf. klagers opgørelse har

betalt

Indklagedes påstandsbeløb

herefter

17.542.991 kr.

På tilsvarende måde fremkommer klagers

påstandsbeløb 37.776.922 kr. ifølge opgørelsen

således:

Klager hævder et krav på

41.472.005 kr.

Men anerkender indklagedes modkrav med det

ovennævnte forligsbeløb

1.000.000 kr.

Difference i klagers favør

40.472.005 kr.

Hvorfra skal trækkes som er betalt af

indklagede

2.695.083 kr.

Klagers påstandsbeløb herefter

37.776.922 kr.

Voldgiftsrettens bemærkninger.

Voldgiftsretten har fundet det naturligt

indledningsvis at tage stilling til indklagedes modkrav vedrørende

Vejsvedning på 18.977.679 kr., idet afgørelsen af dette

modkrav måske kan influere på afgørelsen af andre krav

under sagen. Modkravet er opgjort som 50% af et samlet erstatningskrav for

mangler vedrørende vejanlægget opgjort

således:

forgæves forsøg på spuling

1.475.960

skærvetromling

1.310.000

rådgivning og tilsyn

169.398

afhjælpning

30.000.000

nødvendig skærvetromling

5.000.000

50% af ovennævnte 18.977.679

Indklagedes hovedsynspunkt

er, at bygherrens

rådgiver og klager som hovedentreprenør, begge er ansvarlige for

manglerne der er erkendt og at klager skal betale halvdelen af de

omkostninger, som manglerne har påført indklagede.

Klagers hovedsynspunkt

er heroverfor, at det

er rådgiveren, der har fastsat den bitumenprocent, der er årsag

til vejsvedningen, at fejlen ved sammensætningen ikke var

så åbenlys, at klager af den grund skulle have sagt fra, at

klager i øvrigt gjorde rådgiveren opmærksom på,

at den høje bitumenprocent kunne give anledning til vejsvedning,

men at dette blev accepteret ad rådgiveren. Under disse

omstændigheder er der efter klagers opfattelse ikke grundlag for at

pålægge klager nogen del af ansvaret for vejsvedningen, der blev

langt mere omfattende, end det kunne forudses.

Voldgiftsretten

lægger til grund, at vejens

tilstand på grund af vejsvedningen var uacceptabel og kræver

omlægning, og at den afgørende årsag til vejsvedningen

var, at der ved sammensætningen af den asfaltmix, der skulle

udlægges, blev anvendt en for høj bitumenprocent. Ved

fastlæggelsen af ansvaret herfor er udgangspunktet efter

sædvanlig praksis, ar rådgiveren sætter rammerne for

sammensætningen, men at det er entreprenøren, der med

forbehold af rådgiverens godkendelse udfylder disse rammer. Dette

udgangspunkt findes ikke fraveget ved kontraktgrundlaget mellem denne sags

parter eller ved bevisførelsen om det faktiske

hændelsesforløb. Voldgiftsretten finder det endvidere godtgjort,

at klageren inden udlægningen af asfaltmixen var klar over, at den

høje bitumenprocent udgjorde en risiko for vejsvedning om end

vejsvedningens omfang senere kom bag på både adciterede og

klager. Klager gjorde adciterede bekendt med sine overvejelser, men det skete

i en sådan form, at det ikke på nogen måde opfyldte de krav

om et egentligt forbehold, der havde været rimeligt under hensyn til

klagers kendskab til produktet og til de specielle materialeforekomster

på stedet. Voldgiftsretten skal i denne forbindelse fremhæve

indholdet af et referat af et Technical Meeting den 28. oktober 1996 og af et

brev af den 4. august 1997 fra klager til adciterede. I mødereferatet

er under punktet "Asphalt Mixdesign" anført, at "The

Consultant emphasizes that they can not approve a mixdesign if the Contractor

has any reservation", og i brevet af 4. august 1997, hvor det

nævnes, at man tidligere har henledt adciteredes opmærksomhed

på, at anvendelsen af "a binder rich mix to some extent will cause

some types of disadvantages", tages der i det følgende ikke nogen

reservation endsige noget egentligt forbehold ("However we have

understanding for your choice of an increased binder content, resulting in an

asphalt mix with improved resistance to reflevtive cracking" osv.).

I hvert fald under disse omstændigheder finder

voldgiftsretten, at indklagede må have medhold i, at den

skadepådragende bitumenprocent må anses som et fælles

produkt af et samarbejde mellem rådgiver og entreprenør på

en sådan måde, at der kan pålægges både

rådgiveren og entreprenøren et ansvar for indklagedes tab som

følge af vejsvedningen. Voldgiftsretten kan ligeledes tilslutte sig,

at klagers andel kan fastsættes til halvdelen.

Herefter, og idet der ikke findes grundlag for at

anfægte tabsopgørelsen, der i det væsentlige bygger

på skønserklæringen, tager voldgiftsretten indklagedes

modkrav på 18.977.679 kr. vedrørende vejsvedningen til

følge.

Klagerens generelle krav

på 26.581.640

kr. og 9.002.316 kr., i alt 35.583.956 kr., hvoraf indklagede har

anerkendt 5.021.830 kr., er et af klageren nærmere opgjort krav for

forsinkelse m.v. på grund af forhold, som entreprenøren ikke

mener at burde lastes for, men som i alt væsentligt må

henføres til rådgiverens mangelfulde projekt, sent ordrede

ekstra arbejder, øget mobilisering m.v.

Indklagedes hovedsynspunkt

er, at der ud over de

anerkendte 5.021.830 kr. ikke er grundlag for at imødekomme

klagerens krav. Klager har været forsinket under hele projektet og har

selv begået fejl under udførelsen. Rådgiverens fejl har

ikke været afgørende, og klageren kunne generelt have anvendt

sine ressourcer mere effektivt og kunne endvidere langt hurtigere have

gennemført den nødvendige mobilisering af yderligere materiel

efter joint commissions forslag.

Klager har til brug for sagen tilvejebragt en meget

detaljeret opgørelse af diverse direkte og indirekte ombeslutninger,

som kræves betalt af indklagede.

Voldgiftsretten

finder det utvivlsomt, at klagers

arbejde med vejanlægget har været ramt af forsinkelser og

vanskeligheder, som klager ikke kan lastes for, men som skyldes bygherrens

rådgiver, og som derfor kan kræves kompenseret af indklagede.

Det findes endvidere godtgjort af klager, at det af

indklagede anerkendte beløb på ca. 5 mio. kr. ikke i

tilstrækkelig grad giver klager kompensation.

På den anden side er det voldgiftsrettens

opfattelse, at klagers opgørelse over direkte og indirekte

omkostninger som følge af forsinkelserne ca. 35 mio. kr. kun i

begrænset omfang kan være vejledende ved vurderingen af

størrelsen af det kompensationsbeløb, som klager kan anses for

berettiget til. Det må i denne henseende erindres, at det arbejde, der

ifølge parternes aftale skulle udføres af klager, angik en

hovedentreprise med en samlet entreprisesum på knap 130 mio. kr., der

oprindeligt skulle udføres over en periode på ca. 2

år.

Hertil kommer, at der ved fastsættelsen af

kompensationsbeløbet må henses til, at klager, da man uden

erfaringer fra lignende arbejder indgik på det ændrede projekt,

måtte være klar over, at der under udførelsen kunne

opstå vanskeligheder, og at klager synes at have udnyttet sine

ressourcer mere optimalt.

Efter en samlet vurdering finder voldgiftsretten herefter,

at kompensationsbeløbet til klager for forsinkelser

skønsmæssigt kan fastsættes til 10 mio. kr.

Dagbøder, omkørselsvejen 21. maj

15. juni 1998, 420.067 kr. (klagers krav om tilbagebetaling) og 1.377.319

kr. (indklagedes krav om yderligere betaling).

Som ovenfor anført skyldes en væsentlig del

af klagers forsinkelse forhold, som ikke klageren, men bygherrens

rådgiver, må lastes for.

Under disse omstændigheder finder voldgiftsretten,

at indklagede ikke har været berettiget til dagbøder for

omkørselsvejen i perioden 21. maj 1998 og til arbejdets afslutning.

Klagers krav om tilbagebetaling af 420.067 kr. tages derfor til

følge, og klager frifindes for indklagedes krav om betaling

af yderligere dagbøder med 1.377.319 kr.

Teststrækning, rehabilitering, 598.000

kr.

Det fremgår af tillæg til "the

Particular Specifications" for "Scarifying and Stabilisation Works,

rev. 3" fremsendt med en skrivelse af 21. november 1996 fra

adciterede, at "a number of test sections shall be carried out as agreed

with the Engineer. Five test sections are anticipated. Additional test

sections will be paid for "

Klagers krav

vedrørende 8

teststrækninger, der er udført ud over de 5, der ifølge

parternes aftale var "anticipated", og som der derfor skulle

betales for. Arbejdet er udført. Der er ikke fra entreprenørens

side udvist forhold, der fritager indklagede for forpligtelsen til at betale,

og klager har da også uden forbehold overhovedet løbende

modtaget betaling. Det er derfor uberettiget, at den skete betaling er

fratrukket i forbindelse med slutafregningen.

Indklagedes hovedsynspunkt

er, at det er

entreprenørens forhold, der nødvendiggjorde de ekstra tests,

fordi prøveresultaterne ikke kunne godkendes.

Af de grunde, der er anført af klager, finder

voldgiftsretten det utvivlsomt, at klagers krav om betaling skal

tages til følge.

Afviste strækninger, 1.128.549 kr.

Der er tale om en strækning på 3.128 m,

hvor den udførte cementstabilisering var kasseret og skulle

genudlægges. Det må lægges til grund, at arbejdet som

permanent produktion blev udført i henhold til adciteredes projekt,

der er kritiseret som utilstrækkeligt og uegnet. I forbindelse med

beslutningen om genudlægning tilsagde adciterede klager betaling ved

Site Instruction nr. 138 af 4. august 1997 ("Cost Estimate: BOQ or such

other price as shall be negotiated between the engineer and the

contractor"), men efter arbejdets udførelse forbeholdt bygherren

sig tilbagesøgning og har i forbindelse med slutafregningen trukket de

1.128.549 kr., som nu kræves betalt på ny.

Indklagede

har under voldgiftssagen anerkendt at

skulle betale 50 % af beløbet, dvs. 564.275 kr., ud fra en betragtning

om, at skylden for afviste strækninger, hvor kravene ikke kunne

opfyldes, må deles mellem rådgiver og entreprenør.

Voldgiftsretten

finder imidlertid, at kravet

må betales fuldt ud. Betaling var tilsagt ved ordningen, og

indklagede har i forbindelse med denne afviste strækning ikke godtgjort

forhold fra entreprenørens side, der gør det berettiget at

pålægge klager at dele ansvaret for det uhensigtsmæssige

projekt med rådgiveren, den adciterede.

Indklagede skal derfor betale de krævede

1.128.549 kr.

Reduceret lagtykkelse, 625.741 kr.

Kravet drejer sig om betaling for cementstabilisering

udlagt på rehabiliseringsvejen i perioden november 1997 til 29. januar

1998. Klager udlagde uden en Site Instruction herom fra adciterede

cementstabilisering i en lagtykkelse på 18 cm i forventning om, at

dette ville blive resultatet i overensstemmelse med den dybde, hvori joint

commission havde udført sine forsøg under opholdet. Adciteredes

udkast fra oktober 1997 til Site Instruction 136A havde opstillet

tolerancekrav på minimum 17 cm i gennemsnit og ikke under 16 cm.

Resultatet blev imidlertid 17/15 ved en Site Instruction 136B den 29. januar

1998, som derefter blev fulgt.

Klager

mener at have krav på betaling for den

udlagte cement i den omhandlede periode, idet adciteredes oprindelige

tolerancekrav var urealistiske, og klager måtte handle i

overensstemmelse med joint commissions prøver for at undgå

risikomen for mangelskrav fra bygherren. Adciterede kunne på en

utvetydig måde have tilkendegivet, at man ønskede en mindre

scarificeringsdybde end 18. cm og har dermed fået et bedre produkt. Det

må man derfor betale for, og betaling i overensstemmelse med klagers

acontobegæringer skete da også uden forbehold, og det er herefter

uberettiget ved slutafregningen at trække beløbet 625.741 kr.

for den reducerede lagtykkelse.

Indklagedes

standpunkt er, at en lagtykkelse som

anvendt af klager i den nævnte periode ikke havde dækning i

kontraktgrundlaget. Klagers krav blev betalt, fordi acontobegæringerne

ikke umiddelbart gav mulighed for at se, hvilken lagtykkelse der var anvendt.

I denne situation kan bygherren ikke anses for bundet af de skete

acontobetalinger.

Voldgiftsretten

finder af de grunde, der er

anført af indklagede, at klager ikke kan få medhold i sit krav.

Udenrigsministeriet må derfor frifindes for betaling af de nævnte

625.741 kr. for den reducerede lagtykkelse.

Scarification ripning, 285.521 kr.

Klagers krav er nu uomtvistet og skal derfor

betales.

Borrow Pit Aplahoue, 504.475 kr.

Kravet vedrører omkostninger

påført klager i anledning af en sag omkring adgangen til en

såkaldt "Borrow Pit". Der er enighed om, at bygherren havde

en forpligtelse til at skaffe sådan adgang, og at der i to perioder i

1996 og 1997 ikke var adgang til den nævnte borrow pit.

Klagers krav

omfatter væsentligst

transportomkostninger for medarbejdere i anledning af sagen, men derudover

nogle mindre poster vedrørende undersøgelser af borrow pits,

nedsat effektivitet og forhandlinger med landejere.

Indklagede

har anerkendt ansvarsgrundlaget og

forpligtelsen til at betale 146.609 kr. der stort set udgør

klagers omkostninger i 1997.

Omkostningerne for 1996 357.866 kr. er derimod afvist,

idet det er indklagedes standpunkt, at kravet vedrørende 1996 , der

første til "Addendum no. 1", burde være bragt frem af

klager under disse forhandlinger. Dette skete ikke, og kravet for 1996

må derfor anses for afhandlet med Addendum no. 1, hvorfor det ikke kan

føres frem efterfølgende.

Voldgiftsretten finder

ikke grundlag for at anse

nogen del af klagers krav for bortfaldet derved, at det ikke blev bragt op

under forhandlingerne om Addendum no. 1. Herefter, og idet der heller ikke er

grundlag for at anfægte kravets størrelse, skal indklagede

betale kravet fuldt ud, dvs. 504.475 kr.

Asfaltreparationer, 442.748 kr.

Klager mener, at indklagede skal refundere udgifterne

til reparation af en rundkørsel ved et hotel, fordi klager havde

advaret adciterede netop mod de skader, der senere indtraf som følge

af den tidligere omtalte høje bitumenprocent, jf. ovenfor under pkt.

5.1.

Selv bortset fra det under sagen anførte om den

anvendte skærvestørrelse på stedet følger det af

det tidligere anførte om den høje bitumenprocent, at arbejdet

var ukonditionsmæssigt og kunne kræves omlagt. Dette skete efter

det oplyste på grund af vejsvedning som følge af den høje

bitumenprocent. Efter det under pkt. 5.1. anførte finder

voldgiftsretten, at klager må anses for ansvarlig for så

vidt angår halvdelen af de omkostninger, som er påført

indklagede ved dette forhold. Klager kan derfor kun kræve indklagede

for betaling af halvdelen af 442.748 kr., dvs. 221.374 kr.

5.10.

Overfladebehandling skuldre 1998

685.201 kr., og 1999 604.408 kr., hvoraf indklagede er indstillet

på at betale halvdelen.

Klagers hovedsynspunkt

er, at udgiften skyldes

projektfejl, som adciterede og dermed indklagede er eneansvarlig for.

Indklagedes hovedsynspunkt

er, at der foreligger en

klar projektfejl, som klager burde have indset og rejst indsigelse imod.

Voldgiftsretten

finder det ikke godtgjort, at

udgifterne til udskiftning af overfladebehandlingen er forårsaget ved

udførselsfejl fra klagers side eller ved projektfejl, som klager kan

anses medansvarlig for.

Årsagen var derimod en projektfejl vedrørende

bitumentypen og navnlig skærvestørrelsen, som klager ikke

burde have gjort indsigelser overfor, og indklagede skal derfor

betale de rejste krav fuldt ud.

5.11.

Prisregulering cement,

427.986 kr., hvoraf 175.106 kr. anerkendt.

Kravet drejer sig om faktiske prisstigninger på

cement, der løbende igennem ca. 1 ½ år er betalt uden forbehold,

men som i 1999 blev trukket af adciterede.

Prisregulering er i aftalegrundlaget hjemlet ud fra de

faktiske priser, der betales, når materialerne indkøbes,

sammenholdt med "Basic Prices", der i Particular Conditions clause

70 er defineret som "the current prices for the specified materials

prevailing on the date 28 days prior to the latest date for submission of

tenders". Det er ubestridt, at klager i sit tilbud på grund af en

fejloplysning fra cementleverandøren oplyste en for høj

"current price". Klager har senere efter berigtigelse af fejlen

afregnet under hensyn til de faktiske prisstigninger.

Klagers hovedsynspunkt

er, at klager ikke er bundet

af tilbudets fejlagtige prisangivelser, og at indklagede er uberettiget til

at fastholde tilbudets prisoplysninger, idet adciterede havde accepteret

fejlen og uden forbehold i mere end 1 ½ år havde betalt de

løbende notaer fra klager.

Indklagedes hovedsynspunkt

er, at det er

prisoplysningerne i tilbudet, der må lægges til grund, og at fejl

i forbindelse med acontoafregninger ikke binder bygherren i den endelige

opgørelse, når der er tale om en fejl af så underordnet

karakter, at bygherren ikke har kunnet se dem. Det er beklageligt, at

adciterede ikke opdagede forholdet, men klager bør ikke kunne drage

fordel heraf.

Voldgiftsretten

finder det ikke godtgjort, at den

fejlagtige prisoplysning i klagers pristilbud blev accepteret af adciterede,

og at den løbende betaling uden forbehold gennem 1 ½ år var

udtryk for, at klagers prisregulering var godkendt af bygherren. Herefter, og

under hensyn til beløbets relativt beskedne størrelse finder

voldgiftsretten, at klager ikke har krav på prisregulering ud over,

hvad indklagede har anerkendt. Indklagede skal derfor alene betale

175.106 kr. i prisregulering til klager.

5.12.

Renter af for sent betalte

beløb, 77.510 kr.

Denne post vedrører et rentebeløb for

certifikat nr. 21 fremsendt den 15. juni 1998. Sidste rettidige betalingsdato

var den 10. august 1998, men betaling skete først den 23. september

1998.

Klager

kræver med henvisning til FIDIC

artikel 60.10 og voldgiftskendelse af 3. august 1998 s. 183, betaling af

renter fra kravets fremsættelse den 15. juni 1998 til betalingen den

23. september 1998, idet sidste rettidige betalingsdag kun medfører

løbedage, men ikke begrænsning af rentekravet ved for sen

betaling, jf. princippet i AB 92, § 22, stk. 11.

Indklagede

anerkender, at certifikatet er betalt

for sent, men finder, da afgørelsen i den anden voldgiftssag om

ekstrakrav ikke anses for gældende for et ubestridt fakturakrav, at

der først kan kræves forrentning fra sidste rettidige

betalingsdag. Den anerkendte 34.945 kr. er således renter for en

kortere periode.

Af de grunde, der er anført af klager, finder

voldgiftsretten, at indklagede må betale renter fra kravets

fremsættelse, dvs. 77.510 kr.

5.13.

Garantiprovision, 87.843

kr.

Det krævede beløb udgør

præmier, som klager i perioden fra den 15. september 1999 og indtil den

15. juni 2001 har betalt for garantier, som indklagede efter klagers

opfattelse med urette har nægtet at frigive.

Da indklagede efter udfaldet af denne voldgiftssag

må anses for at have været berettiget til ikke at frigive

garantierne jf- bemærkningerne ovenfor under 5.1. kan klager

ikke få medhold vedrørende dette krav.

5.14.

Indklagedes modkrav

vedrørende retablering af grøfter, forlig, 1 mio. kr. er

uomtvistet og skal altså betales af klager.

5.15.

Det sidste af indklagedes modkrav

udbedring af skilte, estimeret, 366.000 kr. angår et antal

vejskilte, der i modstrid med kontrakten var forsynet med en slags

selvklæbende folie svarende til, hvad der i Danmark anvendes til visse

individuelle skilte. Skiltene har været udsat for hærværk

derved, at folie er skrabet af. formentlig af lokale børn.

Klager er enig i, at projektet foreskriver en anden

metode, men gør gældende, at ændringen var godkendt af

adciterede.

Spørgsmålet er alene, om kontraktens krav er

ændret, og klager har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.

Det kan lægges til grund, at den anvendte metode er

billigere end den foreskrevne, og at bygherren ikke er godskrevet den

besparelse, der er opnået. Voldgiftsretten finder, at klager

ikke har løftet bevisbyrden for, at ændringen var godkendt, og

klager må derfor betale de krævede 366.000 kr.

Konklusion.

Det følger af det anførte, at klager af

de rejste krav får medhold for så vidt angår 14.700.211

kr., hvoraf 2.695.083 kr. er betalt. Når yderligere fratrækkes

forligsbeløbet på 1 mio. kr. vedrørende retablering af

grøfter, resterer 11.005.128 kr., som skal betales af indklagede. Det

samlede beløb findes efter omstændighederne at burde forrentes

fra den 1. september 1998.

Indklagede får på sin side medhold i, at

klager ud over forligsbeløbet skal betale modkrav på

19.343.679 kr., der skal forrentes fra den 15. juni 2000.

Indklagede skal endvidere i overensstemmelse med sin

påstand frigive de stillede garantier som påstået af klager

ved påstand 3.

Der afsiges derfor følgende

Kendelse:

Indklagede skal inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse

til klager og underentreprenør betale 11.005.128 kr. med tillæg

af renter, Nationalbankens diskonto + 2 % p.a., fra den 1. september

1998.

Klager og underentreprenør skal inden samme frist solidarisk til

indklagede betale 19.343.679 kr. med tillæg af procesrente fra den 15.

juni 2000.

Senest 14 dage efter opfyldelsen af kendelsen vedrørende de

beløb, som er tilkendt indklagede, skal indklagede frigive de i

oversigt af 3. april 2001 (sagens bilag 30.2) omtalte garantier.

Inden 14 dage fra modtagelsen af kendelsen skal klager og

underentreprenøren solidarisk godtgøre indklagede halvdelen af

de udgifter til skønsmændene herunder for afhjemlingen der

overstiger 486.000 kr. I øvrigt skal hver part bære sine egne

sagsomkostninger.

Endvidere skal hver part efter opkrævning fra voldgiftsnævnet

betale halvdelen af voldgiftsretten omkostninger.

Lignende dokumenter