Forudfakturering af elektricitet leveret i kommissionsforhold – momsfritaget leverance
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Forudfakturering af elektricitet leveret i kommissionsforhold – momsfritaget leverance
Spørger ønskede bekræftet, at der kunne ske forudfakturering af elektricitet, anvendt som drivmiddel til elbusser, indenfor rammerne af en kommissionsaftale.
Kommissionsaftalen var indgået mellem et serviceselskab, et leasingselskab og Spørger, som var koncernforbundne.
Skatterådet fandt, at aftalerne parterne imellem ikke opfyldte samtlige betingelser for at kunne omfattes af kommissionssalgsreglen i momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, jf. SKM2024. 249. SKTST.
Et af kravene til betingelse 1 var, at priserne i aftalerne var fastsat uafhængigt af hinanden. Skatterådet fandt, at dette krav ikke var opfyldt i parternes aftaler. Skatterådet havde henset til, at parterne var koncernforbundne og havde sammenfaldende økonomiske interesser, og at Spørger havde oplyst, at koncernens setup med kommissionssalg af elektricitet og fastlåsning af prisen, var forretningsmæssigt begrundet med, at det var for at undgå at Spørger blev påvirket af udsving, risici og tab grundet fluktuerende elpriser, og for at Spørger skulle kunne afgive et konkurrencedygtigt tilbud på markedet for rutekørsel, og vinde udbud.
Skatterådet fandt derimod, at aftalen mellem leasingselskabet og Spørger derimod var udtryk for en momsfritaget finansieringsydelse, idet faktureringsmetoden mellem parterne var tilsvarende, de forhold som var gældende i sagen C-185/01, Auto Lease Holland, hvor EU-Domstolen kom frem til, at der var tale om momsfritaget finansiering af køb af brændstof.
Skatterådsmøde 25. august 2026 - SKM2026.
534.
SR
Spørgsmål
1. Kan Skatterådet bekræfte, at serviceselskabet kan foretage forudfakturering af elektricitet (anvendt som drivmiddel til busser) til det leasingselskab, som det har indgået aftale med og for den samlede kontraktperiode, når leasingselskabet betaler fakturaen i umiddelbar forlængelse heraf og hvor leveringen sker indenfor rammerne af en kommissionsaftale?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at leasingselskabet fuldt ud kan fratrække momsen på den faktura, der udstedes af serviceselskabet?
Svar
1. Nej
2. Bortfalder
Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger er busoperatør inden for den offentlige transportsektor (rutekørsel med bus). Spørger er ansvarlig for driften af busser på vegne af regionale transportselskaber over hele landet.
Markedet for rutebuskørsel fungerer på den måde, at de regionale trafikselskaber, der har det overordnede ansvar for den kollektive trafik i deres respektive områder, løbende gennemfører udbud af ruter, som Spørger og øvrige aktører på markedet kan byde ind på.
Når Spørger vinder et udbud, indgås en kontrakt mellem det pågældende trafikselskab og Spørger. Kontrakternes varighed kan variere afhængigt af de specifikke ruter og eventuelle forlængelser, men de strækker sig typisk over en periode på x-antal år. Ved indgåelse af nye kontrakter har Spørger således kendskab til kontraktens løbetid, og har allerede ved afgivelsen af tilbuddet dannet sig et fuldstændigt overblik over økonomien for driften under den pågældende kontrakt, hvilket danner grundlag for det afgivne tilbud.
Markedet for rutebuskørsel er karakteriseret ved stærk konkurrence, hvor succes i et udbud ofte afhænger af små marginer. Det er derfor essentielt, at Spørger som driftsselskab har kapacitet til at optimere styringen af operationelle processer, omkostningskontrol og risikostyring for at sikre konkurrencedygtighed og tildeling af kontrakter med trafikselskaberne. Dette kræver, at Spørger har fuldt kendskab til de samlede omkostninger ved kontraktindgåelsen med et trafikselskab, herunder omkostninger til selve busserne, der skal være fuldt driftsklare og i øvrigt leve op til de standarder, der følger af det pågældende udbud (hvilket eksempelvis kan være krav om anvendelse af elbusser).
Spørger har fremlagt eksempel på kontrakt med G1 om bykørsel og rutekørsel i Y-by. Kontrakten vedrører kørsel på xx ruter på i alt xx km om året, som skal foretages af Spørgers chauffører. Kontraktens løbetid er 10 år med mulighed for forlængelse på to år af to omgange. Kontrakten vedrører x-antal busser og x-antal reservebusser, hvor drivmiddel skal være el eller brint. Busserne skal være fabriksnye ved driftsstart. Billetteringsudstyr i busserne er rejsekortudstyr, som leveres af G1.
I henhold til kontrakten skal Spørger i hele kontraktperioden være i besiddelse af de krævede tilladelser til udførelse af buskørsel. Spørger udfører kørslen i samarbejde med G1, og er ansvarlig for kørslens planmæssige gennemførelse. Spørger skal via vagt- og driftsplanlægning medvirke til at køreplanerne overholdes, herunder at der afsættes tid til billettering og betjening af kunder. Det er Spørger som er ansvarlig for at billetteringen sker korrekt.
Kontrakten indeholder en liste med økonomiske sanktioner, som G1 kan pålægge Spørger, og som modregnes i G1’s betaling til Spørger. Sanktioner omfatter f.eks. manglende overholdelse af afgangstider, manglende adgang til bus ved endestation, manglende udskiftning af stoppestedstavler, forkert billettering, mv. Ifølge kontrakten er der aftalt en kundetilfredshedsbonus på maks. xx kr. pr. køreplanår. Muligheden for årlig bonus sker på baggrund af målt kundetilfredshed.
Spørger er ejet af H1 Holding A/S, som også ejer serviceselskabet. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Spørger leaser busser til rutekørsel fra et internt leasingselskab i Spørgers koncern (Spørgers koncern omfatter et større antal leasingselskaber, der etableres i forbindelse med indkøb af busser ved tildeling af et udbud). En ny kontrakt vil ofte stille krav om nyt og tidssvarende materiel af en bestemt kvalitet. I takt med at også den kollektive transport omfattes af den grønne omstilling, indebærer det bl.a., at alle nye buskontrakter som udgangspunkt udbydes med krav om eldrift. Spørger leaser således allerede en flåde af elbusser fra leasingselskaberne og forventer på sigt at operere primært med elbusser (eller andre busser på fossilfri drivmidler) i takt med at de ældre dieselbusser udgår af driften.
For at opnå et klart overblik over den samlede investering/omkostning ved kontraktindgåelsen med trafikselskaberne, ønsker Spørger at fastlåse økonomien på dette tidspunkt. Formålet med dette er som beskrevet at danne sig et fuldstændigt overblik over økonomien for driften under en given kontrakt for på den baggrund at kunne afgive et konkurrencedygtig tilbud. Denne "fastlåsning" af økonomien er således en central del af Spørgers forretningsmodel.
Dette kræver bl.a. kendskab til de samlede omkostninger ved kontraktindgåelsen, herunder kendskab til Spørgers samlede omkostninger i relation til busserne, som skal være driftsklare og i øvrigt leve op til de kvalitetsstandarder, som følger af det pågældende udbud. Omkostningerne i relation til busserne omfatter bl.a. omkostninger til service, vedligeholdelse, mv. samt drivmidler til busserne, herunder elektricitet til opladning af Spørgers flåde af elbusser.
Hvad angår service, vedligeholdelse mv. af busserne udføres disse opgaver i dag internt i Spørgers koncern af et serviceselskab. Med udgangspunkt i indgåede aftaler er serviceselskabet kontraktligt forpligtede til at udføre forskellige driftsydelser af busserne og generelt sørge for, at busserne til enhver tid er fuldt driftsklare, således at leasingselskaberne kan lease busser til Spørger, der lever op til de kvalitetsstandarder, som følger af det pågældende udbud.
Denne måde at strukturere sig på er bredt anvendt i branchen og er ligeledes anerkendt af Skatterådet ved flere lejligheder, bl.a. i SKM2015. 239. SR, SKM2021. 195. SR og SKM2021. 203. SR.
Læs alt
I overensstemmelse med gældende praksis på området som refereret ovenfor forudfakturerer serviceselskabet den samlede serviceydelse inklusive moms til leasingselskabet ved indgåelse af serviceaftalen. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Fremgangsmåden med forudfakturering af ovennævnte ydelser fra serviceselskabet til leasingselskabet sikrer netop, at omkostningerne til service mv. af busserne er kendte, og kan fastlåses på tidspunktet for kontraktindgåelsen. Spørger ønsker ligeledes at inddrage omkostninger til elektricitet til opladning af busser i forudfaktureringen, således at det givne leasingselskab opnår et fuldt overblik over de omkostninger, der skal afholdes for at sikre, at leasingselskabet kan stille fuldt driftsklare busser til rådighed for Spørger (driftsselskabet), og kan indregne disse omkostninger i leasingselskabets løbende fakturering af Spørger. Spørger opnår for sit vedkommende dermed også et samlet overblik over økonomien i relation til leasing af fuldt driftsklare busser, der som beskrevet er afgørende for Spørgers tilbudsgivning ved udbud af nye ruter.
Baseret på ovenstående har det derfor altid været en fast del af forretningsgangen i Spørgers koncern at fastlåse så mange omkostninger som muligt på forhånd via forudfaktureringer. Det er som beskrevet ovenfor allerede fuldt afklaret i praksis, at et serviceselskab kan forudfakturere service mv., til et leasingselskab for den samlede kontraktperiode, når leasingselskabet samtidig betaler fakturaen.
Det er også afklaret i SKM2021. 195. SR, at der i forudfaktureringen af en samlet servicepakke ikke kan indgå levering af brændstof (diesel), da leasingselskabet i den pågældende sag ikke kom til som ejer at råde over retten til brændstoffet og derfor ikke kunne anses for at være den egentlige køber af brændstoffet. Serviceselskabet i Spørgers koncern har derfor hidtil ikke inkluderet levering af brændstof i forudfaktureringen.
Det er ligeledes anerkendt, at et leasingselskab har fradragsret for momsen af alle udgifter, der i overensstemmelse med momslovens § 37 stk. 1, kan henføres til leasingselskabets momspligtige leasingaktiviteter, og dermed fuldt ud kan fradrage momsen på forudfaktureringen fra et serviceselskab.
Spørger ønsker med denne anmodning om bindende svar en bekræftelse af, at de anvendte principper i SKM2015. 239. SR, SKM2021. 195. SR og SKM. 2021.203. SR også finder anvendelse, når der i forudfaktureringen fra serviceselskabet indgår levering af elektricitet (anvendt som drivmiddel til busser), der leveres af samme årsager og på samme vilkår, som de ydelser, som Skatterådet allerede har taget stilling til og bekræftet.
Spørger anerkender, at der ifølge hidtidig praksis som angivet i SKM2021. 195. SR ikke har været adgang til at inddrage levering af brændstof i en samlet servicepakke, som forudfaktureres. Baseret på ny praksis vedrørende den momsmæssige kvalificering af aftaler om levering af elektricitet til elkøretøjer er det dog Spørgers opfattelse, at elektricitet (der anvendes som drivmiddel til busser) kan inddrages i et serviceselskabs leveringer til et leasingselskab og i forudfaktureringen heraf, såfremt transaktionen kan anses for at være sket indenfor rammerne af en kommissionsaftale, hvilket ønskes bekræftet af Skattestyrelsen.
Spørger har endnu ikke udarbejdet eller indgået aftaler vedrørende levering af elektricitet mellem hhv. serviceselskabet og leasingselskabet og mellem leasingselskabet og Spørger, da kontraktindgåelsen afventer resultatet af det bindende svar.
Der er fremlagt kontrakter vedrørende levering af serviceydelser, der på samme vis forudfaktureres fra serviceselskabet til leasingselskabet og herefter faktureres løbende fra leasingselskabet til driftsselskabet i form af Spørger. Faktureringen sker med moms de første fem regnskabsår, hvorefter leasingselskabet og Spørger forventeligt fællesregistreres (efter udløbet af reguleringsperioden for busserne).
Af fremlagte serviceaftale mellem serviceselskabet og leasingselskabet følger, at den omfatter levering af fuld service og vedligeholdelse af x-antal elbusser, som er ejet af leasingselskabet (red. tekst fjernet ift. anonymisering). Serviceaftalen har en løbetid på x-antal måneder, og med en samlet pris på xx kr. ekskl. moms, som forfalder til betaling i sin helhed ved fakturering inden serviceaftalens påbegyndelse. Ved regnskabsårets afslutning sker der en korrektion på baggrund af faktisk kørte kilometer for året. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Fremlagte serviceaftale mellem leasingselskabet og driftsselskabet (Spørger), omfatter tilsvarende levering af fuld service og vedligeholdelse af samme antal elbusser, og med samme dækning i forhold til antal km. Serviceaftalen har samme løbetid på xx år. Aftalen faktureres månedligt/kvartalsvist aconto på baggrund af forventede antal kørte kilometer. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Serviceaftalerne er underskrevet af samme personkreds på vegne af såvel serviceselskabet, leasingselskabet og Spørger.
Serviceselskabet havde x-antal ansatte pr. december 20xx, leasingselskabet har ingen ansatte og Spørger havde x-antal ansatte pr. december 20xx.
De ansatte i serviceselskabet er mekanikere, som forestår service og klargøring af busser, som er omfattet af en serviceaftale.
Forudfaktureringen af serviceydelser og den efterfølgende fællesregistrering af leasingselskabet og Spørger er anerkendt af Skatterådet, jf. SKM2015. 239. SR, SKM2021. 195. SR og SKM2021. 203. SR. Spørger påtænker at indføre en struktur for forudfakturering af elektricitet, der svarer til de nævnte afgørelser. Forudfaktureringen af elektricitet vil således ligesom forudfaktureringen af serviceydelser ske som en aconto betaling, der svarer til den forventede omkostning til elektricitet i kontraktperioden tillagt elafgift og en fast fortjeneste, der er uafhængig af den forbrugte elektricitet.
Forretningsmæssige baggrund for transaktionerne
Det overordnede formål er at øge Spørgers konkurrencedygtighed på markedet for rutebuskørsel, hvor forudfaktureringen og den valgte koncernstruktur understøtter flere centrale hensyn, der hver især bidrager til Spørgers fortsatte konkurrencedygtighed og dermed forretningsgrundlag. Nedenfor gennemgås de forskellige hensyn og formål, som opnås med forudfaktureringen.
Fastlåsning af økonomien
Forudfaktureringen giver Spørger mulighed for at fastlåse økonomien på tidspunktet for kontraktindgåelsen med et givent trafikselskab, hvor Spørger allerede kender centrale parametre som bussernes kørselsmønster (antal kilometer, kørselstidspunkter mv.) over hele kontraktperioden, som typisk løber x-antal år. Da markedet for rutebuskørsel er stærkt konkurrencepræget og hvor succes i udbud ofte afhænger af små marginer, er det netop essentielt for Spørgers at have en effektiv omkostningskontrol, hvilket i sidste ende er hele grundlaget for Spørgers evne til fortsat at vinde udbud af rutekørsel.
Dette kræver, at der i koncernen er fuldt kendskab til de samlede omkostninger ved kontraktindgåelsen med et trafikselskab, herunder omkostninger til selve busserne, der skal være fuldt driftsklare og i øvrigt leve op til de standarder, der følger af det pågældende udbud (hvilket eksempelvis kan være krav om anvendelse af elbusser). Fastlåsningen af økonomien er derfor en helt essentiel del af Spørgers forretningsmodel.
Forudfaktureringen bidrager konkret til at fastlåse økonomien ved at give leasingselskabet et samlet overblik over de omkostninger, der skal afholdes for at sikre, at leasingselskabet kan stille fuldt driftsklare busser til rådighed for Spørger og hvor leasingselskabet derfor kan indregne disse omkostninger i leasingselskabets løbende fakturering af Spørger. Spørger opnår for sit vedkommende dermed et samlet overblik over økonomien i relation til leasingen af fuldt driftsklare busser fra leasingselskabet.
Spørgers leasing af de fuldt driftsklare busser sker på nuværende tidspunkt koncerninternt idet både leasingselskabet og serviceselskabet er en del af den samlede H1-koncern og hvor omkostningerne i sidste ende bæres af den samlede koncern uanset, at Spørger som driftsselskab fastlåser omkostningerne på kontraktindgåelsestidspunktet. Der er alligevel konkret sket tilvalg af en intern koncernstruktur, hvor separate selskaber håndterer hhv. driften af rutebusser, leasingen af busser og serviceringen af busser, af en række forskellige årsager, herunder muligheden for at opnå effektiviseringer og stordriftsfordele ved at lade de enkelte selskaber specialisere sig indenfor de enkelte forretningsområder (se nærmere herom under operationelle overvejelser).
(red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Opdelingen af H1-koncernens aktiviteter og forretningsområder i særskilte selskaber giver netop mulighed for at anvende specifikke parametre til målingen af de enkelte selskabers performance og dermed generere præcise data om potentielle forbedringsmuligheder, som kan forbedre de enkelte selskabers konkurrencedygtighed og i sidste ende understøtte forretningsgrundlaget for den samlede koncern. Spørger som driftsselskab bliver eksempelvis målt på Spørgers evne til at håndtere den daglige busdrift og vinde nye udbud, mens serviceselskabet og de medarbejdere, der er ansat her, måles på deres evne til at levere økonomisk, effektiv og kvalitetsmæssig service.
Det er desuden væsentligt at bemærke, at de forskellige typer af selskaber i H1-koncernen netop reelt er udtryk for særskilte forretningsområder, hvilket understreges af, at der også eksternt findes udbydere af både leasing af busser og løbende servicering mv. heraf. Spørger har netop løbende anvendt eksterne leverandører af både busser og service og generelt vekslet mellem interne og eksterne løsninger alt afhængig af det forretningsmæssige behov sammenholdt med de tilgængelige interne ressourcer (eksempelvis kvalificerede medarbejdere i serviceselskabet mv.).
Spørger har eksempelvis tidligere indgået aftaler med eksterne leverandører af service, der i lighed med de koncerninterne serviceaftaler er indgået som lange kontrakter med en fast pris pr. år (hvilket netop er muligt, fordi Spørger på tidspunktet for kontraktindgåelsen kender det nøjagtige kørselsmønster og hvor det derfor er muligt at lave et præcist estimat over servicebehovet). Erfaringen viser dog, at hensynet til effektivitet, kvalitet og driftssikkerhed samt omkostningskontrol varetages bedst ved at trække serviceringen mv. af busserne ind i H1-koncernen, hvor der bl.a. er bedre muligheder for at planlægge servicevinduerne under hensyntagen til bussernes driftsplan, hvor mekanikere mv. kan specialisere sig i netop de bustyper, som Spørger opererer med og hvor der kan opnås rabatter ved indkøb af materialer til H1-koncernens samlede flåde af busser. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Hidtil har et koncerninternt serviceselskab dog som beskrevet kun varetaget leveringen (og forudfaktureringen) af service mv. af busserne, hvilket udgør vigtige elementer for at leasingselskabet kan stille fuldt driftsklare busser til rådighed for Spørger. En potentiel forudfakturering af brændstof (elektricitet), der udgør en væsentlig del af omkostningen ved busdriften, vil dog i endnu højere grad sikre, at Spørger opnår et retvisende billede af de omkostninger, der skal afholdes i forbindelse med busdriften og som ligger til grund for Spørgers tilbudsafgivelse til trafikselskaberne. Det er som også beskrevet i anmodningen om bindende svar væsentligt at bemærke, at leveringen af forudfaktureret elektricitet vil ske af samme årsager og på samme vilkår som de ydelser, som Skatterådet allerede har taget stilling til og bekræftet.
Forudfaktureringen af elektricitet vil således betyde, at alle væsentlige omkostninger ved leasingselskabets levering af fuldt driftsklare busser til Spørger (dvs. både service mv. samt brændstof) kan fastlåses på tidspunktet for kontraktindgåelse. Spørger opnår dermed i højere grad end hvad tilfældet er i dag en "all-round" omkostningskontrol, hvor Spørger baseret på et mere præcist og retvisende datagrundlag kan afgive tilbud til trafikselskaber, hvor det både sikres, at det afgivne tilbud er så konkurrencedygtigt som muligt, men hvor risikoen for at Spørger efterfølgende lider tab (eksempelvis grundet fluktuerende elpriser) samtidig mindskes.
Dette understreges af, at elpriserne varierer betydeligt og hvor dette på nuværende tidspunkt udgør en væsentlig risiko (ubekendt faktor) for Spørger ved kontraktindgåelsen med et trafikselskab. Indenfor de seneste 4-5 år alene har elprisen varieret mellem omkring 11 kr./kWh til helt negative priser (sidstnævnte eksklusiv nettariffer og moms) hvilket med tanke på Spørgers omfattende flåde af elbusser, der kører flere millioner kilometer årligt, giver anledning til en betydelig usikkerhed om den samlede brændstofsomkostning i form af elektricitet, og hvor optimering af bare små forhold omkring elforbruget kan betyde at den samlede koncern går fra under- til overskud eller omvendt. Ved at placere ansvaret for levering af elektricitet til busserne hos serviceselskabet fjernes denne risiko for Spørger som driftsselskab og det giver samtidig serviceselskabet mulighed for at specialisere sig i leveringen af elektricitet (Spørger henviser i øvrigt til kommentarerne under Operationelle overvejelser).
Spørgers ønske om at lade elektricitet indgå i en samlet forudfakturering fra serviceselskabet begrundes derfor bl.a. i, at forudfaktureringen er en grundlæggende forudsætning for at Spørger kan fastlåse økonomien i relation til et givent udbud, hvilket giver Spørger en effektiv omkostningskontrol, der igen er en helt grundlæggende forudsætning for at Spørger kan afgive konkurrencedygtige tilbud og fortsat gøre sig gældende på markedet for rutebuskørsel.
Operationelle overvejelser
Spørgers ønske om at lade et serviceselskab levere og forudfakturere elektricitet til opladning af elbusser er en strategisk beslutning, der understøtter flere centrale hensyn for hele Spørgers koncern.
Formålet med strukturen er bl.a. at samle alle aktiviteter, der understøtter bussernes drift (dvs. service mv. samt drivmidler i form af elektricitet) i én type selskab (her: serviceselskab), som er fuldt ansvarlig for at busserne til enhver tid er fuldt driftsklare. Dette sikrer dels, at H1-koncernen kan opnå stordriftsfordele og dels at hver type selskaber i koncernen kan specialisere sig inden for sit respektive ansvarsområde og på den måde forvalte ressourcerne på en mere effektiv måde, hvilket er afgørende for Spørgers samlede forretningsstrategi.
Spørger som driftsselskab kan derfor anvende sine ressourcer på at sikre og optimere den mest effektive og konkurrencedygtige drift af busserne, mens koncernens serviceselskab baseret på hensyn om effektivitet, økonomi og kvalitet er bedst egnet til at varetage den samlede opgave med at sikre, at koncernens busser til enhver tid er fuldt drifts klare. Dels er det serviceselskabet, der har ansat de relevante medarbejdere og dels varetager serviceselskabet allerede de øvrige aspekter af at sikre driftsklare busser, herunder service mv. (hvorimod Spørgers fokus er den operationelle drift). Det er derfor vurderingen, at det at samle samtlige aktiviteter vedrørende understøttelsen af bussernes drift i én type selskab vil sikre en bedre driftssikkerhed/færre driftsforstyrrelser.
Serviceselskabet varetager allerede - som følge af de indgåede aftaler - opgaven bestående i selve den fysiske optankning af drivmidler. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Serviceselskabet er således allerede involveret i den løbende levering/påfyldning af drivmidler i form af elektricitet til busserne og besidder de nødvendige ressourcer, systemer og ekspertise i den henseende - hvilket i øvrigt står i modsætning til Spørger, hvis fokus er den operationelle drift. Det er derfor en naturlig og hensigtsmæssig udvidelse af serviceselskabet funktion, at de også forestår selve leveringen af elektricitet til opladning af busserne.
Ladestanderne, hvorfra serviceselskabet påfylder drivmiddel i form af elektricitet til busserne, er ejet af serviceselskabet.
Når serviceselskabet tillige varetager leveringen af elektricitet til opladning af busserne, opnås det netop, at alle aktiviteter, der understøtter bussernes drift samles i én type selskab, hvilket vurderes at sikre en bedre driftssikkerhed/færre driftsforstyrrelser. Dette er en forudsætning for Spørgers operationelle effektivitet og bidrager til at Spørger kan opretholde en stabil og pålidelig transportservice. Ved at lade serviceselskabet håndtere leveringen af elektricitet, opnås således en effektiv udnyttelse af ressourcerne i Spørgers koncern.
Da serviceselskabet allerede er ansvarlige for den fysiske optankning/opladning af busserne, kan de ved leveringen af elektriciteten ligeledes tage højde for spidslasttariffer og variationer i elpriser, hvilket muliggør en bæredygtig og økonomisk effektiv opladning af busserne.
Dette hænger også sammen med, at et andet væsentligt formål med at lade serviceselskabet stå for leveringen og forudfaktureringen af elektricitet er at sikre økonomisk stabilitet og forudsigelighed for leasingselskaberne og Spørgers koncern som helhed ved som beskrevet ovenfor at fastlåse økonomien i det enkelte udbud på tidspunktet for kontraktindgåelsen. Dette er særligt relevant for så vidt angår omkostninger til elektricitet til opladning af busser.
Netop elpriser er nemlig karakteriseret ved betydelige udsving som følge af markedspåvirkninger, herunder variationer i efterspørgsel, vejrforhold, tariffer og gebyrer, politiske forhold både nationalt og globalt mv. (som beskrevet under Fastlåsning af økonomien er elprisen indenfor de seneste 4-5 år alene varieret mellem 11 kr./kWh og negative elpriser) Disse forhold ligger udenfor Spørgers kontrol. Disse prisfluktuationer medfører en væsentlig usikkerhed og risiko for uforudsete driftsomkostninger, hvilket er uhensigtsmæssigt i en leasingstruktur som Spørgers, hvor budgettering og omkostninger er afgørende parametre for at vinde de udbud, der udgør hele grundlaget for Spørgers forretning. Det er derfor et centralt fokuspunkt for Spørger at opnå så stor kontrol og forudsigelighed omkring omkostningerne til elektricitet som muligt, hvilket bl.a. serviceselskabet vurderes at bidrage til, da det i sidste ende er dem, der eksempelvis kan planlægge opladningen baseret på aktuelle elpriser og fluktuationer i løbet af dagen.
Det er derfor også på baggrund af overvejelser om økonomisk effektivitet og konkurrencedygtighed Spørgers vurdering, at serviceselskabet er bedst egnet til at varetage leveringen af elektricitet til busserne.
(red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Nærmere om den påtænkte model
Den nye struktur, som Spørger påtænker at indføre, er som følger:
Serviceselskabet vil fremover levere elektricitet til opladning af leasingselskabets busser som led i serviceselskabets allerede eksisterende opgaver med løbende servicering mv. af busser, herunder optankning/opladning af busser. Leveringen af elektricitet vil ske med udgangspunkt i separate aftaler på samme vis som de allerede indgåede aftaler. .
Det betyder, at serviceselskabet vil indgå en aftale med leasingselskabet om levering af elektricitet, ligesom leasingselskabet efterfølgende indgår en aftale med driftsselskabet om levering af elektricitet. Baseret på ny praksis opstår der dermed i momsmæssig henseende et kommissionsforhold, hvor serviceselskabet er sælger, leasingselskabet er kommissionær og driftsselskabet er køber.
Leasingselskabet vil som kommissionær blive anset for først at købe elektriciteten fra serviceselskabet og dernæst videresælge denne til driftsselskabet. Leasingselskabet vil anvende den leverede elektricitet - og serviceselskabets øvrige leveringer af ydelser - som led i sin momspligtige aktivitet bestående i leasing af fuldt driftsklare busser til Spørger (driftsselskabet).
Elektriciteten vil blive forudfaktureret inkl. 25% moms fra serviceselskabet til det relevante leasingselskab for den samlede kontraktperiode, svarende til den forventede tidsperiode, hvor materiellet (dvs. busserne) er i anvendelse. Leasingselskabet betaler fakturaen for elektriciteten ved modtagelsen heraf.
Denne fremgangsmåde svarer til den struktur, som Skatterådet allerede har anerkendt i SKM2015. 239. SR, SKM2021. 203. SR og SKM2021. 195 for så vidt angår serviceaftaler. (red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Forudfaktureringen af elektriciteten sker som en aconto betaling, der svarer til den forventede omkostning for elforbruget i kontraktperioden samt et fast beløb for elafgift og ligeledes en fast fortjeneste til serviceselskabet, der er uafhængig af den forbrugte elektricitet. Omkostningen opgøres på baggrund af en beregning, der tager udgangspunkt i det gennemsnitlige elforbrug for perioden, hvilket baseres på historiske data og tekniske oplysninger om busdriften, herunder kilometertal. Denne fremgangsmåde sikrer, at forudfaktureringen foretages på baggrund af den kvalificerede forventning til det egentlige forbrug af elektricitet i perioden. Det skal også bemærkes, at samme fremgangsmåde anvendes af Spørger i forbindelse med forudfaktureringen af service mv., hvilket sker i overensstemmelse med praksis som beskrevet ovenfor.
Ved regnskabsårets afslutning foretages en korrektion, hvor den faktiske forbrugte elektricitet bliver opgjort. Denne korrektion sker på baggrund af den endelige opgørelse af elforbruget baseret på målerdata, og der vil efterfølgende ske regulering ved faktura eller kreditnota. Reguleringen vil tage udgangspunkt i prisen pr. kWh, som fremgår af kommissionsaftalen. Der vil ikke ske korrektion af prisen pr. kWh, som er fastsat i kontrakten. Fremgangsmåden med forudfakturering af elektricitet indebærer således hverken en økonomisk fordel eller ulempe for parterne, da den efterfølgende korrektion sikrer, at der betales for den elektricitet, der rent faktisk forbruges.
Det er Spørgers opfattelse, at et serviceselskab kan forudfakturere levering af elektricitet for den samlede kontraktperiode til et leasingselskab, når leasingselskabet betaler fakturaen i umiddelbar forlængelse af modtagelsen og når leveringen sker indenfor rammerne af en kommissionsaftale. Leasingselskabet har derefter fuld fradragsret for momsen af den tilfakturerede elektricitet, der indgår som et element i leasingselskabets momspligtige aktivitet bestående i leasing af fuldt driftsklare busser. Spørger ønsker dette bekræftet af Skattestyrelsen.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1:
Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med et "Ja".
Med dette spørgsmål ønsker Spørger at få bekræftet, at et serviceselskab kan forudfakturere elektricitet til et leasingselskab, når leasingselskabet betaler fakturaen i umiddelbar forlængelse af modtagelsen og hvor leveringen af elektricitet sker indenfor rammerne af en kommissionsaftale.
Serviceselskabet i Spørgers koncern driver selvstændig økonomisk virksomhed med levering af serviceydelser mv. til leasingselskaberne i Spørgers koncern, jf. momslovens § 3 stk. 1. Serviceselskabet levering af de nævnte ydelser er fuldt momspligtig, jf. momslovens § 4 stk. 1.
Levering af brændstof (eksempelvis i form af elektricitet til elkøretøjer) udgør i sig selv ligeledes en fuldt momspligtig leverance. Alt efter det valgte setup kan brændstofleverancer dog også blive klassificeret som momsfri finansielle ydelser (i form af kreditgivning), som ikke kan indgå i forudfaktureringen fra serviceselskab til leasingselskab, da leasingselskaberne i så fald i momsmæssig henseende ikke anses for at have opnået retten til som ejer at råde over brændstoffet og dermed ikke kan anses for først at købe brændstoffet fra serviceselskabet og dernæst videresælge dette til driftsselskabet.
Ny praksis, der behandler den momsmæssige kvalifikation af aftaler om levering af elektricitet anvendt som drivmiddel til elkøretøjer (men også "almindeligt" brændstof i form af benzin og diesel) åbner dog op for, at transaktionerne under visse omstændigheder kan anses for at udgøre kommissionsaftaler, hvor der netop sker køb og videresalg af elektriciteten (dvs. en vare), og hvor leasingselskaberne i en konstruktion som Spørgers netop kan anses for først at købe elektriciteten fra serviceselskabet og derefter videresælge denne til driftsselskabet.
Leveringen af elektricitet fra serviceselskabet til leasingselskabet vil i så fald kunne inddrages i en samlet pakke af serviceydelser og dermed i serviceselskabets forudfakturering af leasingselskabet for service mv. samt levering af elektricitet for den samlede kontraktperiode.
Baseret på praksis og almindelige momsretlige principper er det derfor afgørende for besvarelsen af spørgsmål 1 at vurdere, hvorvidt serviceselskabets transaktioner med leasingselskaberne og disses transaktioner med driftsselskabet for så vidt angår levering af elektricitet til busserne, sker indenfor rammerne af en kommissionsaftale og dermed udgør en levering af en vare, jf. momslovens § 4 stk. 3 nr. 1. Dernæst skal det vurderes, hvornår denne leverance i momsmæssig henseende kan anses for leveret (afgiftspligtens indtræden).
Levering af brændstof (elektricitet) i kommission
Det er et grundlæggende momsretligt princip, at overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg anses for levering af en vare, jf. momslovens § 4 stk. 3 nr. 1. Det betyder, at en kommissionær fra et momsmæssigt perspektiv skal anses for at have købt varen af sælger og solgt den til køber. Ved kommission opstår der derfor to varesalg i stedet for ét varesalg og en formidlingsydelse. Spørger bemærker for god ordens skyld, at elektricitet i momsmæssig henseende skal betragtes som en vare, jf. momslovens § 4 stk. 2.
EU-Domstolen har i sag C-60/23, Digital Charging Solutions, udtalt sig om den momsmæssige kvalifikation af aftaler om levering af elektricitet til elkøretøjer i situationer, hvor der er tre parter involveret. EU-Domstolen kommer for det første frem til, at levering af elektricitet med henblik på at oplade et elkøretøj er en levering af varer i momsmæssig forstand. Det betyder, at serviceselskabets levering af elektricitet til busserne i Spørgers koncern i sig selv udgør en vareleverance, hvilket også allerede følger af momslovens § 4 stk. 2 som beskrevet ovenfor.
I sag C-60/23, Digital Charging Solutions, var der tale om et trepartsforhold mellem ejere af elkøretøjer, en operatør af et netværk af ladestationer og en abonnementsgiver til det nævnte netværk af ladestationer. EU-Domstolen blev bedt om at forholde sig til, om der i momsmæssig henseende var tale om levering af varer i alle stadier af transaktionskæden (dvs. fra operatøren af ladestanderne til abonnementsgiveren til ejerne af elkøretøjerne), når transaktionskæden involverer et formidlende selskab (i dette tilfælde abonnementsgiveren), som ikke har kontrol over omstændigheder såsom mængden, tidspunktet og stedet for opladningen af elkøretøjerne.
EU-Domstolen udtaler i præmis 36-37:
"Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 52 i forslaget til afgørelse, indebærer kontraktvilkårerne mellem ladestationsoperatørerne og Digital Charging Solutions (abonnementsgiveren) på den ene side og mellem sidstnævnte og brugerne af ladestationerne på den anden side, ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at det er brugerne, der efter eget valg påbegynder leveringen af elektricitet på det sted, på det tidspunkt i den mængde, de ønsker. Digital Charging Solutions forpligter sig ikke over for netværkets ladestationsoperatører til selvstændigt og uafhængigt af brugernes beslutninger at købe en mængde elektricitet, men synes at indtage en rolle som formidler, således som det fremgår af selve ordlyden af det andet spørgsmål.
Under disse omstændigheder skal denne form for kontraktforhold undersøges i lyset af artikel 14, stk. 2, litra c), der regulerer overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale (…)".
EU-Domstolen kommer efterfølgende frem til, at der i sagen netop var tale om en aftale om levering af elektricitet i kommission, og der var derfor tale om to vareleverancer (af elektricitet) og ikke et varesalg og en formidlingsydelse/anden form for finansiel ydelse.
Det er allerede på den baggrund Spørgers opfattelse, at leveringen af elektricitet fra serviceselskabet til leasingselskabet og leasingselskabets videresalg af elektriciteten til driftsselskabet (som led i leasingselskabets momspligtige virksomhed bestående i leasing af fuldt driftsklare busser) udgør overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale, hvor serviceselskabet er sælger, leasingselskabet er mellemmand (kommissionær) og driftsselskabet er den endelige køber (kommittent). En sådan vareleverance kan inddrages i forudfaktureringen fra serviceselskabet til leasingselskabet.
Det anerkendes, at EU-Domstolen i tidligere sager omhandlende levering af "almindeligt" brændstof i trepartsforhold er kommet frem til, at der ikke foreligger en levering af en vare i form af brændstof, når den endelige bruger af brændstoffet selvstændigt beslutter tidspunkt, sted, mængde og kvalitet af det leverede brændstof. Dette var eksempelvis tilfældet i sagerne C-185/01, Auto Lease Holland, og sag C-235/18, Vega International Car Transport and Logistics, hvor EU-Domstolen lagde vægt på, at det valgte setup ikke indebar, at mellemmanden fik overdraget retten til som ejer at råde over brændstoffet, men i stedet ydede en form for finansiel ydelse/kreditgivning.
I begge sager var der tale om aftaler om brændstofadministration, hvor mellemmanden (hhv. Auto Lease og Vega International) ydede finansiering ved køb af brændstof og modtog et gebyr herfor. I sag C-235/18, Vega International Car Transport and Logistics, modtog moderselskabet, der i sagen agerede mellemmand for datterselskabernes køb af brændstof, et variabelt gebyr på 2% af det forbrugte brændstof.
I Spørgers tilfælde er der ikke hos noget selskab i koncernen indgået aftale om brændstofadministration eller kreditgivning. Derimod vil leveringen af elektriciteten, som beskrevet ovenfor, ske med udgangspunkt i aftaler om levering af netop elektricitet og hvor det fremgår, at serviceselskabet er forpligtet til at levere elektricitet til de busser, som leasingselskabet leaser til driftsselskabet.
Baseret på ovennævnte sag C-60/23, Digital Charging Solutions, der specifikt omhandler levering af elektricitet til opladning af elkøretøjer i et trepartsforhold, kan det dog konstateres, at der i hvert fald for så vidt angår levering af elektricitet som drivmiddel, kan være tale om, at mellemmanden (som i Spørgers tilfælde er leasingselskaberne) får overdraget retten til som ejer at råde over elektriciteten og kan anses for at sælge denne videre - og dermed ikke leverer en art momsfritaget finansiel ydelse - såfremt leveringen sker som led i en kommissionsaftale om salg af brændstof (elektricitet). Dette gælder, selvom mellemmanden ikke har kontrol over tidspunkt, mængde og kvalitet af det leverede brændstof.
Det er også værd at bemærke, at EU-Domstolen i sag C-60/23, Digital Charging Solutions, udtaler, at fremgangsmåden for fastsættelse af det vederlag, der er aftalt mellem brugerne af ladestationerne (dvs. den endelige køber) og Digital Charging Solutions (dvs. mellemmanden/kommissionæren) bekræfter, at der ikke findes en kreditmekanisme, der gør det muligt at forudfinansiere køb af elektricitet (og dermed udelukker muligheden for at der leveres en momsfritaget finansiel ydelse). EU-Domstolen udtaler i præmis 34, at:
"Som anført i nærværende doms præmis 31 modtager dette selskab nemlig ikke et vederlag, som er en procentdel af det fakturerede elforbrug, men et fast gebyr, der er uafhængigt af den mængde elektricitet, der leveres til brugeren, og af antallet af ladninger".
Dette er også gældende i nærværende situation, hvor der som indledningsvist beskrevet er aftalt et fast gebyr udover prisen for elektricitet, der er uafhængigt at den leverede mængde elektricitet. Dette står i øvrigt i modsætning til faktum i sag C-235/18, Vega International Car Transport and Logistics, hvor moderselskabet modtog et variabelt gebyr på 2% af det forbrugte brændstof.
Med udgangspunkt i netop sag C-235/18, Vega International Car Transport and Logistics, og den generelle usikkerhed om den momsmæssige kvalifikation af aftaler om levering af brændstof/tankkortordninger har Kommissionen - nærmere bestemt momsudvalget - i sit "working paper no. 1067" opstillet en række kriterier for, hvornår transaktioner i relation til levering af brændstof kan anses for at ske indenfor rammerne af en kommissionsaftale og dermed udgøre levering af en vare. Det skal bemærkes, at kriterierne gælder for alle typer af brændstof, herunder også elektricitet, hvilket netop bekræftes i sag C-60/23, Digital Charging Solutions.
På baggrund af Kommissionens retningslinjer i working paper no. 1067 udsendte Skattestyrelsen d. 29. april 2024 et Styresignal (SKM2024. 249. SKTST), som ændrer praksis for den momsmæssige behandling af tankkortordninger idet Skattestyrelsen tilkendegiver fremadrettet at ville administrere i overensstemmelse med momsudvalgets retningslinjer. Praksisændringen er sidenhen blevet indarbejdet i Den Juridiske Vejledning (DJV) afsnit D. A. 4.2.1.
Det betyder, at såfremt leveringen af elektricitet i Spørgers koncern kan anses for at leve op til momsudvalgets retningslinjer, så vil der være tale om, at leveringen heraf udgør to vareleverancer indenfor rammerne af en kommissionsaftale. Som beskrevet ovenfor vil kvalifikationen af leveringen af elektriciteten som levering af en vare betyde, at elektriciteten kan indgå i en samlet pakke af serviceydelser, der forudfaktureres fra serviceselskabet til leasingselskabet, da leasingselskabet kan anses for at købe og dernæst videresælge elektriciteten.
Vurdering af kommissionsforhold i Spørgers koncern
I working paper no. 1067 angiver momsudvalget følgende kriterier for at tankkortordninger kan anses for at udgøre en aftale om levering af en vare i kommission (kriterierne er oversat til dansk som angivet i DJV D. A. 4.2.1).
1. Der sker overdragelse af ejendomsretten til brændstoffet i form af en formel retlig adkomst til tankkortudstederen (mellemhandleren)
2. Leverancerne til og fra tankkortudstederen (mellemhandleren) er ensartede
3. Der foreligger en aftale mellem mellemhandleren og kommittenten
I et kommissionsforhold er der helt grundlæggende tre parter: sælger, mellemmand (kommissionær) og køber (kommittent). Som angivet ovenfor betyder det i Spørgers konkrete tilfælde, at serviceselskab skal anses som sælger, leasingselskab som mellemmænd og driftsselskabet (Spørger selv) som køber.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ifølge Skattestyrelsens egen opfattelse som angivet i DJV D. A. 4.2.1 ikke er til hinder for, at der i momsmæssig henseende foreligger et kommissionsforhold at parterne er koncernforbundne. Skattestyrelsen udtaler således, at det ikke har nogen betydning om eksempelvis kommittenten er koncernforbunden med kommissionæren. Selvom retningslinjerne fra momsudvalget i sin ordlyd behandler tankkortordninger, hvor der udstedes et fysisk tankkort, er det ifølge Skattestyrelsens opfattelse heller ikke afgørende, om der rent faktisk udstedes et tankkort, så længe de øvrige kriterier i momsudvalgets retningslinjer er opfyldt. Retningslinjerne gælder således både for "klassiske" tankkortordninger, men også andre brændstofsalgsordninger.
Der ses heller ikke at være noget krav om, at sælgeren af brændstoffet er den faktiske producent af brændstoffet (fx et olieselskab eller energiselskab). Skattestyrelsen angiver derimod i DJV D. A. 4.2.1, at fx en transportvirksomhed, der foretager salg af brændstof til underleverandører, kan anses for at udgøre en kommissionær, hvis momsudvalgets betingelser herfor er opfyldt.
Der er således ikke noget til hinder for at anse forholdet mellem selskaberne i Spørgers koncern (serviceselskab, leasingselskab og driftsselskabet) som et kommissionsforhold og håndtere leveringen af elektricitet i overensstemmelse hermed (vareleverance). Dette gælder uanset at parterne er koncernforbundne, at der ikke udstedes et fysisk tankkort og at serviceselskabet, som sælger af elektriciteten, ikke er den egentlige producent af elektriciteten (serviceselskabet indkøber denne fra en ekstern part). Det er alene afgørende, at momsudvalgets retningslinjer/kriterier er opfyldt.
For hver af de ovenstående kriterier 1-3 angives der i momsudvalgets retningslinjer - som er gengivet i DJV D. A. 4.2.1 - en række "underkriterier" som alle skal være opfyldt for at de omhandlede transaktioner samlet set kan anses for at være gennemført som led i en kommissionsaftale.
Ad 1) Overdragelse af ejendomsretten i form af en formel retlig adkomst til mellemhandleren
Momsudvalget angiver i sine retningslinjer følgende underkriterier, som her vurderes separat:
a) Parterne bærer risikoen for manglende betaling på det trin, hvor levering enten betragtes som værende sket eller er sket, hvilket vil sige olieselskabet for tankkortudstederens vedkommende og tankkortudstederen for tankkortindehaverens vedkommende.
I Spørgers koncern vil der som tidligere beskrevet blive indgået aftaler om levering af elektricitet på hvert "trin" i transaktionskæden. Det vil sige, at et serviceselskab indgår en aftale med et leasingselskab om levering af elektricitet (som forudfaktureres), og det givne leasingselskab indgår aftale med driftsselskabet. Det betyder, at serviceselskabet bærer risikoen for leasingselskabets manglende betaling, mens leasingselskabet bærer risikoen for driftsselskabets manglende betaling. Serviceselskabet har derfor ikke mulighed for at rette et eventuelt krav mod driftsselskabet eller omvendt, da disse ikke indgår i et direkte kontraktforhold og derfor ikke er retligt forpligtede overfor hinanden.
b) Den kontraktlige risiko for, at tankkortindehaveren lider skade, bæres af tankkortudstederen, således at kortindehaveren, i tilfælde af at væsentlige mangler ved brændstoffet medfører skade på tankkortindehaveren (f.eks. i form af motorskade forårsaget af det leverede brændstof), skal gøre alle kontraktlige krav, herunder produktrelaterede krav, gældende over for tankkortudstederen og ikke over for olieselskabet.
Som angivet ovenfor vil der i Spørgers koncern blive indgået separate aftaler for hvert trin i transaktionskæden. Det betyder, at den kontraktlige risiko for at "tankkortindehaveren" (som i dette tilfælde er driftsselskabet, der er den endelige køber af elektriciteten) lider skade, ligger hos leasingselskabet ("tankkortudstederen"), som har indgået aftale om levering af brændstof med driftsselskabet og er retligt forpligtet overfor driftsselskabet. Driftsselskabet kan derimod ikke rette krav mod serviceselskabet.
c) Parterne fastsætter uafhængigt af hinanden prisen i hvert led i kæden for henholdsvis olieselskabet og tankkortudstederen.
Prisfastsættelsen i Spørgers koncern sker som tidligere beskrevet baseret på den kvalificerede forventning til den forbrugte elektricitet og prisen heraf baseret på historiske data - denne fremgangsmåde anvendes i øvrigt også i relation til øvrige ydelser (serviceydelser mv.), som leveres i Spørgers koncern, og som er anerkendt af Skatterådet. Derudover faktureres et fast gebyr, som er uafhængigt at den forbrugte elektricitet, og som baseret på EU-Domstolens udtalelser i sag C-60/23, Digital Charging Solutions, derfor i sin art indebærer, at der ikke findes en kreditmekanisme, som gør det muligt at forudfinansiere elektricitet.
Prisfastsættelsen for transaktionerne mellem serviceselskabet og leasingselskabet og mellem leasingselskabet og driftsselskabet sker derfor med udgangspunkt i almindelige markedsmekanismer, hvor prisen bliver fastsat med udgangspunkt i leverandørens forventede omkostninger tillagt en fortjeneste. Denne fremgangsmåde for prisfastsættelse må i øvrigt også antages at blive anvendt af "klassiske" aktører på markedet for tankkortordninger/brændstofsalgsordninger.
Samlet set er det derfor Spørgers klare opfattelse, at parterne i Spørgers koncern (dvs. serviceselskab og leasingselskab) uafhængigt af hinanden fastsætter prisen for hvert led i transaktionskæden, da prisfastsættelsen i begge led som beskrevet sker på basis af objektive momenter (forventet forbrug plus en fortjeneste) og ingen af parterne har indflydelse på prisfastsættelsen hos hinanden.
d) Ved at bekræfte hver enkelt levering til tankkortindehaveren inden for rammerne af sine kontraktlige aftaler med olieselskabet og tankkortindehaveren fastsætter tankkortudstederen købsbetingelserne, herunder kvalitet, mængde, sted og tid, og bekræfter, at tankkortindehaveren har umiddelbar adgang til brændstoffet.
De kontraktlige aftaler i kommissionsforholdet mellem det relevante serviceselskab, leasingselskab og driftsselskabet indebærer, at leasingselskaberne ("tankkortudstederen") fastsætter købsbetingelserne og bekræfter, at driftsselskabet ("tankkortindehaveren") har umiddelbar adgang til brændstoffet.
Dette skal forstås således, at driftsselskabet løbende får leveret elektricitet til busserne af serviceselskabet og overfor serviceselskabet kan identificere sig som leasingselskabets kunde ved at fremvise den aftale om levering af elektricitet, der er indgået mellem leasingselskabet og driftsselskabet. I denne aftale om levering af elektricitet angives serviceselskabet som leasingselskabets underleverandør.
Dette svarer i store træk til et klassisk tankkort, hvor tankkortet bruges til at identificere tankkortindehaveren som tankkortudstederens kunde og hvor tankkortet ligeledes identificerer tankkortudstederen som underleverandørens (dvs. tankstationens) kunde. Baseret på praksis som bl.a. SKM2025. 237. SR anerkendes det, at en sådan "tankkortsmekanisme" er tilstrækkelig til at anse kriterium d i betingelse 1 for opfyldt.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at det med udgangspunkt i Skattestyrelsens egen opfattelse som beskrevet i DJV D. A. 4.2.1 ikke er et krav, at der rent faktisk udstedes et tankkort, og det er derfor Spørgers opfattelse, at et hvilket som helst juridisk bindende instrument - som fx de aftalesæt om levering af elektricitet, der er indgået mellem parterne i Spørgers koncern - er tilstrækkelige til at anse kriterie d for opfyldt.
Ad 2) Leverancerne til og fra mellemhandleren er ensartede
Momsudvalget angiver i sine retningslinjer, at betingelse nr. 2 anses for opfyldt, så længe tankkortudstederen (dvs. leasingselskaberne) ikke ændrer det brændstof, der leveres af sælgeren (dvs. serviceselskabet). Da leasingselskaberne ikke på nogen måder ændrer i den elektricitet, som serviceselskabet leverer, og ej heller leverer tillægsydelser i relation til den leverede elektricitet, er betingelse nr. 2 opfyldt.
Ad 3) Der foreligger en aftale mellem mellemhandleren og kommittenten
Momsudvalget angiver i sine retningslinjer følgende underkriterier, som her vurderes separat:
a) Tankkortudstederen leverer på vegne af olieselskabet eller køber på vegne af tankkortindehaveren, og den valgte struktur fremgår af deres aftale. Aftalen henviser udtrykkeligt til levering af brændstof og hjælpeydelser, ikke til ydelse af kredit eller administration af brændstofleverancer.
I de indgåede aftaler mellem hhv. serviceselskabet og leasingselskabet samt leasingselskabet og driftsselskabet vil det udtrykkeligt fremgå, at der er tale om aftaler om levering af elektricitet anvendt som drivmiddel til busser, hvilket netop udgør hele formålet med transaktionerne mellem parterne som tidligere beskrevet.
Ingen af parterne (hverken serviceselskab eller leasingselskab) har således til formål at drive virksomhed med ydelse af kredit eller administration af brændstofleverancer. Derimod har serviceselskabet til formål at sikre, at busserne til enhver tid er driftsklare, hvilket indebærer levering af serviceydelser mv., men også levering af elektricitet til busserne, mens leasingselskaberne har til formål at udleje fuldt driftsklare busser til driftsselskabet.
b) Aftalen afspejler den økonomiske virkelighed. På tankstationen dokumenterer tank-kortindehaveren, at aftalen eksisterer ved hjælp af et identifikationskort (f.eks. et tankkort) udstedt af tankkortudstederen.
Aftalen mellem leasingselskabet og driftsselskabet afspejler som beskrevet ovenfor, at der er tale om en aftale om levering af elektricitet anvendt som drivmiddel til busser - dette udgør netop den økonomiske virkelighed, da formålet med aftalen i sidste ende er at sikre, at driftsselskabet har fuldt driftsklare busser til rådighed for sin virksomhed bestående i rutekørsel med bus. Hvis nødvendigt kan driftsselskabet anvende aftalen med leasingselskabet, der angiver serviceselskabet som leasingselskabet underleverandør, som dokumentation overfor serviceselskabet for, at aftalen eksisterer.
c) Tankkortudstederen modtager betaling for sine tjenester til kommittenten (olieselskabet eller tankkortindehaveren)
Leasingselskabet modtager fuld betaling for sin levering af elektricitet til driftsselskabet. Betalingen fastsættes som beskrevet ovenfor baseret på almindelige markedsmekanismer, hvor leasingselskabet får dækket sine egne omkostninger og tager en fortjeneste ved salget af elektricitet til driftsselskabet.
Det er på baggrund af en samlet vurdering af ovenstående Spørgers klare opfattelse, at de faktiske omstændigheder for så vidt angår aftaleforholdene i Spørgers koncern indebærer, at alle kriterier i momsudvalgets retningslinjer er opfyldt.
Det betyder, at leveringen af elektricitet i Spørgers koncern kan anses for at ske indenfor rammerne af en kommissionsaftale. I dette kommissionsforhold er leasingselskaberne at anse som kommissionærer, og selvom leasingselskaberne ikke direkte står for leveringen (samt påfyldningen af) af elektriciteten - idet driftsselskabet sender busserne direkte til serviceselskabet for at få leveret og påfyldt elektriciteten - så er der i momsmæssig forstand tale om to på hinanden følgende vareleverancer af elektricitet. Dels en levering af elektricitet fra det givne serviceselskab til det givne leasingselskab, og dels en levering af den samme elektricitet fra leasingselskabet til driftsselskabet, jf. momslovens § 4, stk. 3 nr. 1
Spørgers setup adskiller sig således væsentlig fra faktum i SKM2021. 195. SR. I sagen svarede Skatterådet benægtende på, at levering af brændstof kunne indgå en i samlet forudfakturering fra et serviceselskab til det leasingselskab, som det havde indgået aftale med, for den samlede kontraktperiode (i den konkrete sag 26 år).
Skatterådet udtalte, at de indgåede aftaler ikke indebar at leasingselskabet kom til som ejer at råde over brændstoffet, og derfor ikke kan anses for at købe og videresælge brændstoffet. Levering af brændstoffet kunne derfor ikke indgå i serviceaftalen og forudfaktureringen af leasingselskabet, da brændstoffet ikke reelt blev leveret til leasingselskabet.
I Spørgers situation er der modsat tale om et kommissionsforhold, som indebærer, at leasingselskabet i et momsmæssigt perspektiv opnår retten til som ejer at råde over elektriciteten og derfor kan anses for at købe og videresælge elektriciteten. Leveringen af elektricitet kan derfor indgå i serviceaftalen mellem serviceselskabet og leasingselskabet, da elektriciteten i momsmæssig forstand netop bliver leveret til leasingselskabet.
Leveringstidspunktet for elektricitet leveret i kommission
Det er ovenfor konstateret, at leveringen af elektricitet i sin art er egnet til at indgå i serviceaftalen mellem serviceselskabet og leasingselskabet. Det er endvidere Spørgers opfattelse, at serviceselskabet kan forudfakturere den leverede elektricitet til leasingselskabet, da leveringstidspunket - og dermed tidspunktet for afgiftspligtens indtræden - er tidspunktet for serviceselskabets fakturering af leasingselskabet eller alternativt tidspunktet for leasingselskabets betaling, jf. momslovens § 23 stk. 2-4.
Det angives i momslovens § 23 stk. 1, at afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet). I DJV D. A. 7.2.3 uddybes det, at leveringstidspunktet er det tidspunkt, hvor erhververen (i dette tilfælde leasingselskabet som kommissionær) får retten til som ejer at råde over den pågældende leverance.
Dette udgangspunkt modificeres dog i momslovens § 23 stk. 2 og stk. 3, som angiver, at hhv. faktureringstidspunktet eller betalingstidspunktet også kan udgøre tidspunktet for afgiftspligtens indtræden.
I momslovens § 23 stk. 4, der specifikt behandler varer, som leveres i kommission, angives følgende:
"For varer, der leveres i kommission eller i konsignation, anses leveringstidspunktet for at være enten det tidspunkt, hvor leveringen finder sted, eller det tidspunkt, hvor afregningen med kommissionæren eller konsignataren finder sted. I sidstnævnte tilfælde må faktura først udstedes ved afregningen".
Bestemmelsen i momslovens § 23 stk. 4, der udgør lex specialis for så vidt angår varer leveret indenfor rammerne af en kommissionsaftale, kan anses som en "opsummering" af de forudgående bestemmelser i momslovens § 23 stk. 1-3, idet det angives, at leveringstidspunktet er det tidspunkt, hvor leveringen rent faktisk finder sted eller det tidspunkt, hvor betalingen gennemføres og der udstedes en faktura.
Det er derfor Spørgers opfattelse, at praksis for anvendelse af momslovens § 23 stk. 2 (faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt) samt momslovens § 23 stk. 3 (betalingstidspunktet som leveringstidspunkt) også kan anvendes til at vurdere leveringen af elektricitet fra serviceselskabet til leasingselskabet, der sker som led i et kommissionsforhold.
Følgende angives i DJV D. A. 7.2.4 om momslovens § 23, stk. 2:
"I praksis vil det ofte være vanskeligt at fastslå, hvornår leveringen har fundet sted. Hvis der i forbindelse med leverancen er udstedt en faktura, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, forudsat at fakturering sker inden eller snarest efter leverancens afslutning."
Det bemærkes, at der ved serviceselskabets påtænkte forudfakturering vil ske fakturering, inden den samlede leverance bestående i levering af elektricitet til busserne endeligt leveres. Allerede af denne årsag vil serviceselskabet kunne forudfakturere den samlede levering af elektricitet til leasingselskaberne for hele kontraktperioden.
Ligeledes angives i DJV D. A. 7.2.5 om momslovens § 23, stk. 3, at:
"I tilfælde hvor leverandøren modtager en hel eller delvis betaling for leverancen, inden levering finder sted eller faktura er udstedt, er betalingstidspunktet leveringstidspunktet."
Det følger videre, at:
"(. . .) for at momsen kan forfalde ved forudbetaling, er det nødvendigt, at alle relevante enkeltheder vedrørende den omstændighed, der udløser momspligtens indtræden, dvs. den fremtidige levering eller den fremtidige ydelse, allerede er kendt på det tidspunkt, hvor forudbetalingen foretages. Det kræver, at varerne eller ydelserne er specifikt angivet på det tidspunkt, hvor forudbetalingen foretages, jf. sag C-419/02, BUPA Hospitals Ltd."
Det skal i forbindelse med ovenstående bemærkes, at arten af den omhandlede levering i nærværende situation (elektricitet som drivmiddel til busser) allerede i sig selv medfører, at den leverede vare er kendt på det tidspunkt, hvor forudfaktureringen/-betalingen foretages, idet der netop kun leveres en enkelt vare (elektriciteten).
Som nævnt ovenfor har Skatterådet i SKM2015. 239. SR, SKM2021. 203. SR og SKM2021. 195. SR ligeledes bekræftet, at et serviceselskab i forbindelse med bus- og togdrift kan forudfakturere et leasingselskab for den samlede serviceafgift, der omfatter hele kontraktperiodens løbetid. Disse sager er direkte sammenlignelige med nærværende sag, hvor den primære forskel består i den ydelse, der leveres.
I SKM2016. 192. SR forholdt Skatterådet sig til en sag om konsignation (sammenlignelig med kommission). Skatterådet bekræftede, at Spørgers fradragsret for varer, som Spørger havde modtaget i konsignation, indtrådte på tidspunktet for udstedelsen af fakturaer fra konsignanterne (dvs. fra den egentlige sælger af varerne), da dette skulle anses som det momsmæssige leveringstidspunkt. Dette er også i overensstemmelse med bestemmelsen i momslovens § 23 stk. 4, som netop angiver, at leveringstidspunktet kan være det tidspunkt, hvor afregning med kommissionæren/konsignataren finder sted.
Ovenstående sag bekræfter at der med "tidspunktet for afregningen med kommissionæren" som angivet i momslovens § 23 stk. 4 skal forstås det tidspunkt, hvor kommissionæren betaler for de varer, som kommissionæren i momsmæssig forstand køber af den egentlige sælger for derefter straks at sælge dem videre til den egentlige køber.
I nærværende sag betyder det, at leveringstidspunktet for elektricitet leveret i kommission udgør det tidspunkt, hvor leasingselskabet som kommissionær betaler det relevante serviceselskab for den leverede elektricitet, jf. momslovens § 23 stk. 4.
Baseret på ovennævnte praksis angående forudbetalingstidspunktet som leveringstidspunkt må det desuden konkluderes, at kravet om at alle relevante enkeltheder vedrørende den momspligtige transaktion skal være kendt på forudbetalingstidspunktet, er opfyldt.
I Spørgers tilfælde vil det givne leasingselskab betale fakturaen fra serviceselskabet i umiddelbar forlængelse af modtagelsen heraf, hvorfor fakturerings- og betalingstidspunktet vil være næsten sammenfaldende. Det kan således under alle omstændigheder konstateres, at det momsmæssige leveringstidspunkt opstår forud for den egentlige levering af elektriciteten, uanset om det konkret er fakturerings- eller betalingstidspunktet, der fastlægges som leveringstidspunkt.
Det er på den baggrund Spørgers opfattelse, at tidspunktet for afgiftspligtens indtræden er tidspunktet for forudfaktureringen eller senest betalingstidspunktet, jf. momslovens § 23 stk. 1-4.
Samlet konklusion - Elektricitet leveret i kommission med fakturerings- eller betalingstidspunktet som leveringstidspunkt
Leveringen af elektricitet anvendt som drivmiddel til busser sker i Spørgers koncern indenfor rammerne af en kommissionsaftale, hvor serviceselskabet er sælger, leasingselskabet er kommissionærer og driftsselskabet er køber. Det betyder, at transaktionerne mellem parterne fra et momsmæssigt perspektiv skal anses for at udgøre to vareleverancer, hvor leasingselskaberne først køber og derefter videresælger elektriciteten. Levering af elektricitet kan derfor indgå som en del af en samlet servicepakke, der leveres fra serviceselskabet til leasingselskabet. Den leverede elektricitet kan endvidere forudfaktureres fra serviceselskabet til leasingselskabet, da fakturerings-/betalingstidspunktet udgør det momsmæssige leveringstidspunkt.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at forudfaktureringen af elektricitet fra serviceselskabet til leasingselskabet ikke indebærer, at der i momsmæssig forstand bliver tale om en art finansiel ydelse bestående i kreditgivning i forbindelse med køb af brændstof. Dette følger allerede af det faktum, at leasingselskabet netop betaler for elektriciteten forud for den egentlige levering heraf.
Forudfaktureringen vil som beskrevet ske på baggrund af den forventede omkostning til elforbruget i kontraktperioden og opgøres på baggrund af en beregning, der tager udgangspunkt i det gennemsnitlige elforbrug baseret på historiske data og tekniske oplysninger om busdriften, herunder kilometertal.
Der vil således blive forudfaktureret et beløb svarende til den elektricitet, man rent faktisk forventer at forbruge, og fordi busruterne, og dermed elforbruget, er kendte på forhånd og er relativt statiske, så forventes der i forbindelse med den årlige regulering mellem serviceselskabet og leasingselskabet alene mindre udsving. Det anerkendes, at såfremt den forbrugte elektricitet overstiger det forventede niveau, så vil serviceselskabet i forbindelse med den årlige regulering opkræve merforbruget hos leasingselskabet og omvendt, hvis der er tale om et mindre forbrug end forventet.
Dette betyder dog ikke, at serviceselskabet i forbindelse med en eventuel efteropkrævning har forudfinansieret elektriciteten på vegne af leasingselskabet. Fremgangsmåden med en årlig regulering af det forudfakturerede beløb - der som beskrevet i øvrigt vil være begrænset - har alene til formål at sikre, at leasingselskaberne betaler for den elektricitet, der rent faktisk er forbrugt, og ikke at serviceselskabet forudfinansierer elektricitet på vegne af leasingselskabet.
Dette understøttes også af, at reguleringen sker med udgangspunkt i den aftale om levering af elektricitet, der er indgået mellem serviceselskabet og leasingselskabet. Der er som tidligere beskrevet netop tale om en aftale om levering af elektricitet og ikke en aftale om brændstofadministration/kreditgivning i forbindelse hermed. Ingen af parterne i Spørgers koncern har således til formål - eller har i øvrigt interesse i - at yde kreditgivning i forbindelse med køb af brændstof. Parterne har derimod til formål at levere henholdsvis service mv. af busser, leasing af driftsklare busser og rutekørsel med busser.
Fremgangsmåden med efterfølgende regulering af et forudfaktureret beløb anvendes desuden allerede i Spørgers koncern for så vidt angår de leverede serviceydelser mv. og er anerkendt af Skatterådet i praksis, herunder bl.a. SKM2015. 239. SR, SKM2021. 203. SR og SKM2021. 195. SR.
Afslutningsvist er det også værd at gentage, at EU-Domstolen i sin sag C-60/23, Digital Charging Solutions, netop udtaler, at såfremt der mellem parterne fastsættes et fast gebyr, som er uafhængigt af den forbrugte mængde elektricitet, så bekræfter det, at der ikke findes en kreditmekanisme, som gør det muligt at forudfinansiere køb af elektricitet. I Spørgers tilfælde sker prisfastsættelsen som tidligere beskrevet med udgangspunkt i de egentlige omkostninger til elektricitet tillagt en fortjeneste, som udgør et fast beløb. Allerede af denne årsag kan der baseret på EU-Domstolens afgørelse i sag C-60/23, Digital Charging Solutions, ikke være tale om, at serviceselskabet forudfinansiere køb af elektricitet.
Det er på den baggrund Spørgers opfattelse, at serviceselskabet i Spørgers koncern kan foretage forudfakturering af elektricitet (anvendt som drivmiddel til busser) til det leasingselskab, som det har indgået aftale med og for den samlede kontraktperiode, når leasingselskabet betaler fakturaen i umiddelbar forlængelse heraf, jf. momslovens § 4 stk. 3 nr. 1 sammenholdt med momslovens § 23 stk. 1-4.
Hvorvidt Spørgers forretningsmodel, heriblandt forudfaktureringen af elektricitet, fortsat kan anvendes på baggrund af Højesterets afgørelse i SKM2024. 297. HR.
Sagen omhandlede et forsikringsselskab, som etablerede et datterselskab, der forestod udviklingen af et telefoni- og IT-system, som efterfølgende skulle leases retur til forsikringsselskabet. Datterselskabet havde derfor fuld fradragsret for omkostningerne til udviklingen af systemet. Efterfølgende blev de to udviklede systemet leaset retur med moms til forsikringsselskabet i hhv. 3 kvartaler og 1 kvartal, før datterselskabet blev fællesregistreret med forsikringsselskabet og leasingen skete herefter uden moms efter momslovens § 3 stk. 3.
Højesteret fandt, at dette setup udgjorde misbrug og tilsidesatte retsvirkningen af fællesregistreringen efter momslovens § 3 stk. 3 indtil forløbet af de første 5 regnskabsår. Det er Spørgers opfattelse, at afgørelsen i SKM2024. 297. HR ikke kan sammenlignes med Spørgers forhold. Dels er der som beskrevet ovenfor en solid og bredt funderet forretningsmæssig begrundelse for den valgte koncernstruktur i H1-koncernen, hvorimod forsikringsselskabet i den nævnte sag selv havde anerkendt, at det primære formål var at opnå en nedsat omkostning til moms.
Det skal i den forbindelse i øvrigt bemærkes, at EU-Domstolen ad flere omgange har fastslået, at det i sig selv ikke udgør misbrug at vælge en forretningsmodel, som mindsker omkostningen til moms, se eksempelvis C-255/02, Halifax, C-103/09, Weald Leasing og C-251/16, Cussens. Det anerkendes således, at H1-koncernens forretningsmæssige setup giver en besparelse på momsen sammenlignet med et setup, hvor alle H1-koncernens aktiviteter var samlet i ét driftsselskab med begrænset fradragsret som følge af aktiviteterne i relation til rutebuskørslen. Som beskrevet udgør den potentielle momsbesparelse dog langt fra et formål i sig selv for H1-koncernen, hvor setuppet er tilvalgt for at understøtte Spørgers fortsatte konkurrencedygtighed og udvikling på koncernniveau ved at:
– Give Spørger som driftsselskab et fast overblik over økonomien i relation til den enkelte kontrakt (fastlåsning af økonomien sikrer transparens).
– Opdele forskellige forretningsområder i forskellige selskaber og dermed bedre kunne understøtte de enkelte selskabers fortsatte vækst og udvikling.
– Samle alle aktiviteter, der understøtter bussernes drift, i ét type selskab af hensyn til effektivitet, specialisering og stordriftsfordele.
(red. tekst fjernet ift. anonymisering)
Derudover er det også væsentligt at bemærke, at der i H1-koncernen først gennemføres fællesregistrering mellem leasingselskabet og driftsselskabet (Spørger) efter forløbet af 5 regnskabsår fra anskaffelsestidspunktet for busserne i overensstemmelse med regelsættet om regulering i momslovens §§ 43-44. Dette står i klar modsætning til koncernen i SKM2024. 297. HR, der allerede gennemførte fællesregistreringen indenfor et år.
Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at Højesteret i den nævnte afgørelse ikke underkender selve fællesregistreringen, men dog finder, at fællesregistreringen først har retsvirkning (hvor interne transaktioner faktureres uden moms) efter udløbet af en 5-årig periode. Dette svarer til den nugældende reguleringsperiode for et investeringsgode i form af software, der dog ikke var omfattet af reguleringsordningen på daværende tidspunkt. Det er også værd at bemærke, at det var Skatteministeriet selv, der under sagen anerkendte, at de omhandlede selskaber kunne opnå fællesregistrering, når IT-systemet var blevet udlejet med moms i 5 år. Det angives direkte i Højesterets afgørelse at:
"Skatteministeriet har i den forbindelse bemærket, at den mulige momsfordel, der opnås efter en periode på 5 år, hvor der er betalt moms af lejeindtægterne, er så kraftigt begrænset, at en sådan fordel ikke kan karakteriseres som misbrug".
Det er på den baggrund Spørgers opfattelse, at både Skatteministeriet og Højesteret i afgørelsen i SKM2024. 297. HR anerkender, at fællesregistreringer i forretningsmodeller som Spørgers har fuld retsvirkning efter udløbet af reguleringsperioden i momslovens § 44 og hvor en fællesregistrering efter dette tidspunkt ikke kan udgøre misbrug, da den momsmæssige fordel ved fællesregistreringen er kraftigt begrænset. Afgørelsen i SKM2024. 297. HR underkender derfor ikke Spørgers forretningsmodel, men understreger blot, at forretningsmodellen netop ikke udgør et misbrug dels fordi denne ikke er tilvalgt alene med det formål at spare på momsen og dels fordi fællesregistreringen mellem Spørger og det pågældende leasingselskab først sker efter udløbet af reguleringsperioden, hvor fællesregistreringen ifølge afgørelsen skal tillægges fuld retsvirkning.
Spørger henviser i øvrigt i det hele til beskrivelsen af den forretningsmæssige baggrund og formålet med Spørgers ønske om at lade elektricitet indgå i forudfaktureringen som angivet i anmodningen om bindende svar, samt de lovregler og praksis, der er beskrevet heri.
Spørgsmål 1 bør derfor besvares bekræftende.
Spørgers høringssvar
1. Nærmere om forudfakturering af elektricitet om sagsforløbet
Som beskrevet i vores anmodning om bindende svar er det en grundlæggende betingelse for, at H1-koncernens serviceselskab kan forudfakturere elektricitet til leasingselskaberne, at elektriciteten leveres indenfor rammerne af en kommissionsaftale, hvor der sker to på hinanden følgende vareleverancer fra hhv. Serviceselskabet til leasingselskabet og fra leasingselskabet til driftsselskabet (H1). Det er fortsat vores klare opfattelse, at dette er tilfældet.
Det angives i momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, at:
"Som levering af en vare anses endvidere:
1) Overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb og salg.
EU-domstolen har som beskrevet i sag C-60/23, Digital Charging Solutions, udtalt, at levering af elektricitet til opladning af elkøretøjer kan anses som sket indenfor rammerne af en kommissionsaftale, hvis betingelserne herfor er opfyldt, også selvom mellemmanden/kommissionæren ikke har kontrol over omstændigheder så som mængden, tidspunktet og stedet for opladningen af elkøretøjerne. Dette er direkte sammenligneligt med H1, hvor kommissionæren (dvs. leasingselskaberne) ikke har kontrol over selve opladningen af busserne, da denne varetages af serviceselskabet, men hvor dette forhold ikke er til hinder for, at der fortsat er tale om levering af elektricitet i et kommissionsforhold.
Som også beskrevet i anmodningen om bindende svar har EU’s momskomite på baggrund af bl.a. sagen C-235/18, Vega International Car Transport, udsendt retningslinjer (Working Paper 1068) for, hvornår transaktioner i relation til levering af brændstof skal anses for sket indenfor rammerne af en kommissionsaftale, som Skattestyrelsen med styresignalet SKM2024. 249. SKTST og den efterfølgende indarbejdning i Den Juridiske Vejledning (DJV) D. A. 4.2.1 også har anerkendt i dansk praksis.
Det angives således i DJV D. A. 4.2.1, at følgende betingelser skal være opfyldt, før leveringen af brændstof anses som sket som led i et kommissionsforhold:
1. Der sker overdragelse af ejendomsretten til brændstoffet i form af en formel retlig adkomst til tankkortudstederen (mellemhandleren).
2. Leverancerne til og fra tankkortudstederen (mellemhandleren) er ensartede.
3. Der foreligger en aftale mellem mellemhandleren og kommittenten.
For hver af de tre betingelser angives der en række krav, som hver især skal være opfyldt for at selve betingelsen kan anses som opfyldt. Hvad angår betingelse nr. 1 er det bl.a. et krav, at parterne fastsætter prisen uafhængigt af hinanden for hvert trin i kæden.
Skattestyrelsen har som beskrevet i det oprindelige udkast til bindende svar anerkendt, at alle tre betingelser (inkl. det underliggende krav om uafhængig prisfastsættelse) er opfyldt og bekræfter derfor, at leveringen af elektricitet i H1-koncernen kan anses som sket som led i et kommissionsforhold.
I det efterfølgende udkast til bindende svar angiver Skattestyrelsen derimod, at kriteriet om uafhængig prisfastsættelse ikke er opfyldt.
Det er i den sammenhæng væsentligt at understrege, at Skattestyrelsen lige fra start har vidst, at serviceselskabet i H1-koncernen påtænker at fastlåse prisen for den leverede elektricitet i den samlede kontrakt-periode (typisk 12 år) og forudfakturere denne, da dette netop er baggrunden for det bindende svar og allerede fremgår af selve formuleringen af spørgsmålet til Skattestyrelsen.
Desuden skal det bemærkes, at der som allerede beskrevet i anmodningen om bindende svar vil blive indsat en korrektionsmekanisme i kontrakterne mellem parterne, således at der ved regnskabsårets afslutning foretages en korrektion (via faktura eller kreditnota) baseret på en opgørelse af den faktisk forbrugte elektricitet og dermed er leasingselskabets endelige betaling til serviceselskabet afhængig af den mængde elektricitet, der faktisk anvendes og i overensstemmelse med almindelige markedsmæssig mekanismer. Fastlåsningen af prisen for elektricitet skal derfor som også beskrevet i den oprindelige anmodning om bindende svar også ses i relation til H1’s (dvs. driftsselskabets) ønske om så vidt muligt at fastlåse økonomien i relation til de enkelte udbud af rutekørsel, således at H1 opnår en kvalificeret forventning til de samlede omkostninger ved rutebuskørslen (baseret på H1-koncernens omfattende historiske erfaringer fra andre udbud) og på den baggrund kan afgive et konkurrencedygtigt tilbud og hvor serviceselskabet samtidig opnår mulighed for at udvikle forretningsområdet i relation til levering af elektricitet og det økonomiske potentiale, der ligger i dette marked.
Ovenstående sammenligning mellem Skattestyrelsens forskellige udmeldinger viser desuden, at Skattestyrelsen på baggrund af det samme faktum når frem til to fuldstændigt modsatte resultater, og hvor det i øvrigt ikke er korrekt, at et kontraktvilkår om fastlåsning af prisen for elektricitet for en længere årrække ikke er udtryk for et almindeligt vilkår (vi henviser til vores bemærkninger under pkt. 1.1).
Vi er generelt uforstående over sagsforløbet og hvordan Skattestyrelsen uden nærmere begrundelse kan ændre det oprindelige udkast til bindende svar, når praksis og lovregler - herunder sag C-60/23, Digital Charging Solutions, momskomiteens retningslinjer (WP 1068), styresignalet SKM2024. 249. SKTST, Skattestyrelsens egen opfattelse som udtrykt i DJV D. A. 4.21 samt lovreglen i momslovens § 4 stk. 3 nr. 1 - klart tilsiger, at leveringen af elektricitet i H1-koncernen sker indenfor rammerne af et kommissionsforhold. Dette ikke mindst henset til, at ændringen af udkastet til bindende svar ikke er sket som resultat af nye oplysninger.
Vi henviser i den forbindelse til, at Skattestyrelsen efter fremsendelsen af det oprindelige udkast til bindende svar efterfølgende henvendte sig og bad om en begrundelse for den forretningsmæssige baggrund for det ønskede setup vedrørende elektricitet. Skattestyrelsen oplyste som beskrevet ovenfor, at Skattestyrelsen ønskede at teste, hvorvidt H1’s forretningsmodel er i overensstemmelse med Højesterets afgørelse i SKM2024. 297. HR ("GF-sagen"). Vi fremsendte en uddybende begrundelse for den forretningsmæssige baggrund som efterspurgt af Skattestyrelsen, hvor vi fremhævede en række forretningsmæssige hensyn (vi henviser til vores supplerende bemærkninger for en uddybende beskrivelse).
Skattestyrelsen ses herefter i det opdaterede udkast til bindende svar at have anerkendt den forretningsmæssige baggrund for det ønskede setup i relation til elektricitet og service generelt, da Skattestyrelsen ikke sætter spørgsmålstegn ved de forretningsmæssige hensyn, som beskrives i vores supplerende bemærkninger og netop ikke begrunder ændringen i udkastet til bindende svar i de efterfølgende fremsendte oplysninger, men derimod i det forhold, at prisen for elektricitet "fastlåses" i en 12-årig periode, hvilket har været kendt viden for Skattestyrelsen hele tiden. At Skattestyrelsen alligevel kommer frem til et helt modsatrettet resultat og foreslår at besvare det stillede spørgsmål med et "nej" baseret på en argumentation om, at prisfastsættelsen mellem parterne ikke er udtryk for et almindeligt vilkår, fremstår derfor højst vilkårligt og tilfældigt og uden afsæt i gældende lovgivning og praksis som beskrevet ovenfor.
Det er derfor allerede af denne årsag og på baggrund af vores samlede juridiske argumentation som beskrevet i anmodningen om bindende svar samt vores supplerende bemærkninger vores klare opfattelse, at Skattestyrelsen bør ændre udkastet til bindende svar tilbage fra "nej" til "ja".
Dette ikke mindst henset til, at Skattestyrelsens nuværende begrundelse for at ændre besvarelsen af udkastet til det bindende svar til "nej" (som er at et kontraktvilkår hvor prisen for elektricitet fastlåses i en 12-årig periode ikke er udtryk for en uafhængig prisfastsættelse) under alle omstændigheder ikke er korrekt og hvor der derfor heller ikke på denne baggrund er grundlag for at svare "nej" til det stillede spørgsmål.
1.1 Fastlåsning af pris på elektricitet udgør sædvanligt vilkår
Skattestyrelsen angiver som ovenfor beskrevet, at betingelse nr. 1 for at anse leveringen af elektricitet i H1-koncernen som led i et kommissionsforhold ikke er opfyldt. Betingelse nr. 1 lyder:
"Der sker overdragelse af ejendomsretten til brændstoffet i form af en formel retlig adkomst til tankkortudstederen (mellemhandleren)."
Som også beskrevet ovenfor angives der til hver betingelse en række krav, som skal være opfyldte før selve betingelsen kan anses som opfyldt. Det angives i relation til betingelse nr. 1, at det er et krav, at parterne i kommissionsforholdet uafhængigt af hinanden fastsætter prisen for hvert trin i kæden. Det er som beskrevet i anmodningen om bindende svar vores klare opfattelse, at dette krav er opfyldt, hvilket Skattestyrelsen også tidligere har anerkendt i det oprindelige udkast til bindende svar.
I det nuværende udkast til bindende svar anser Skattestyrelsen dog ikke prisfastsættelsen mellem parterne for at være uafhængig af hinanden og anvender dette som grundlag for at konkludere, at betingelser nr. 1 angående kommissionsforhold ikke er opfyldt. Skattestyrelsen udtaler som også refereret ovenfor, at:
"Det er Skattestyrelsens opfattelse, at et kontraktvilkår, hvor parterne fastlåser en pris på elektricitet i op til 12 år frem, ikke er udtryk for et almindeligt vilkår, som vil kunne indgås mellem uafhængige parter."
Skattestyrelsen lægger således afgørende vægt på, at der som led i kontrakten mellem serviceselskabet og leasingselskabet sker forudfakturering for den samlede 12-årige kontraktperiode og mener ikke, at et sådant vilkår udgør et almindeligt vilkår, som ville være blevet accepteret af en uafhængig part/kommittent. Skattestyrelsen angiver endda, at:
"Kontraktens fastlåsning af elpriserne i op til 12 år frem er således udtryk for et vilkår, som en kommerciel virksomhed ikke ville acceptere, da det som følge af de fluktuerende elpriser vil være forbundet med en stor risiko for tab."
Der er tale om en forkert forudsætning, når Skattestyrelsen udtaler, at uafhængige og kommercielle virksomheder ikke vil acceptere et vilkår om fastlåsning af elpriser i en længere tidsperiode på trods af risikoen for tab (men jo også med en iboende mulighed for gevinst, såfremt elmarkedet falder til et gennemsnitligt lavere niveau end den aftalte pris).
Der findes således talrige eksempler på, at aktører på elmarkedet tilbyder at fastlåse elprisen i en på forhånd fastsat (og længere) periode. Dette gælder både aftaler med private forbrugere (hvor elprisen kan låses i op til 24 mdr.), men i særdeleshed hvad angår kontrakter om levering af elektricitet til erhvervslivet, hvor elprisen kan låses i endnu længere tidsrum (også længere end den 12-årige periode, som tilfældet er i H1-koncernen).
I erhvervslivet generelt - og i særdeleshed hvad angår større virksomheder med et betydeligt elforbrug som eksempelvis H1 - er det helt sædvanligt at indgå fastprisaftaler i relation til elektricitet for at afdække forbruget via en forudbestemt pris i en fastlagt periode. På den måde opnås der en langt højere grad af budgetsikkerhed og forudsigelighed, hvilket også netop er formålet med forudfaktureringen af elektricitet i H1-koncernen og hvor dette er et helt legitimt og sædvanligt formål.
Fastprisaftalerne til erhvervslivet kaldes ofte Power Purchase Agreements (PPA) eller Corporate Power Purchase Agreements (CPPA).
Af eksempler på udbydere af PPA’er eller CPPA’er kan nævnes:
– Norlys: PPA hos Norlys - Vedvarende energi og lave omkostninger
"PPA (Power Purchase Agreement) giver virksomheder mulighed for at sikre sig vedvarende energi til en fast, attraktiv pris over en årrække. Tidligere har PPA'er været til de helt store virksomheder med et energiforbrug, der matcher produktionen fra en hel sol- eller vindpark.
Men det billede har ændret sig. Med pulje-PPA'er åbner vi op for, at langt flere virksomheder kan være med - uanset størrelse. Her tager vi udgangspunkt i din virksomheds energibehov og sammensætter en aftale, der matcher den mængde vedvarende energi, der passer til jeres behov."
"Langsigtet budgetsikkerhed
Minimér usikkerhed med en fastprisaftale, der beskytter jeres virksomhed mod fremtidige udsving i el-priserne og giver en langsigtet økonomisk sikkerhed i op til 10 år."
– Ørsted: Corporate PPA | Ørsted
"En CPPA fra Ørsted er en langsigtet elkøbsaftale for kunder med et stort elforbrug. Aftalen består af køb af strøm fra vedvarende energikilder til en fast pris, så I får sikkerhed for både elprisen, og hvor den grønne strøm kommer fra."
"Med en CPPA fra Ørsted indgår vi en aftale, der er relateret til et af vores anlæg til vedvarende energi. Aftalen har oftest en varighed på 10-20 år, og den dækker jeres forbrug med en specifik mængde grøn energi til en fast pris. Den aftalte mængde kan - men behøver ikke - dække 100 % af jeres elforbrug."
– Verdo: Corporate Power Purchase Agreement og Finansiel fastpris
Angående Corporate Power Purchase Agreement:
"4 væsentlige fordele med en Corporate PPA:
– Du køber din el direkte fra producenten
– Du er med til at øge produktionen af vedvarende energi og får certifikat på det
– Din virksomhed styrker CSR-profilen
– Du er sikret en fast pris på el i op til 15 år gennem en fastprisaftale"
Angående finansiel fastpris:
"For større virksomheder med et betydeligt elforbrug kan det give god mening at afdække del af forbruget til en forudbestemt pris i en fastlagt periode. På den måde opnår I en vis grad af budgetsikkerhed og forudsigelighed samtidig med, at vi giver jer en hel del fleksibilitet.
I kan altid lave løbende udvidelser og afdække mere. Udvidelsen vil i så fald blive med en ny pris fastsat på det pågældende tidspunkt. Vi stiller ingen krav til længden af den periode, I afdækker - den er helt op til jer."
– Jysk Energi: PPA-aftale for virksomheder
"Kort fortalt er en PPA en langsigtet aftale mellem din virksomhed og en energiproducent. Det giver dig en fast pris på en del af din strøm i en længere periode, samtidig med at du understøtter vedvarende energianlæg."
Som det fremgår ovenfor, findes der mange eksempler på uafhængige, kommercielle aktører på elmarkedet, der tilbyder produkter med fastlåsning af elprisen over en længere årrække, hvilket er direkte sammenligneligt med serviceselskabets "fastlåsning" af elprisen ved forudfaktureringen til leasingselskaberne i H1-koncernen. Det er i øvrigt værd at bemærke, at fastlåsning af en pris langt fra er et fænomen, der er unikt for elmarkedet. Fastlåsning af priser på alt fra råvarer (via eksempelvis optioner og futures), valutakurser, renteniveau osv. er tværtimod et almindeligt forretningsmæssigt redskab som anvendes bredt i erhvervslivet med det formål at afdække risici ved prisudsving, øge budgetsikkerheden og muligheden for langsigtet forretningsudvikling/-planlægning, hvilket også netop er et vigtigt hensyn bag H1’s ønske om at forudfakturere elektricitet fra serviceselskabet til driftsselskabet.
Udover eksemplerne på elselskabernes udbud af langsigtede PPA’er og CPPA’er findes der ligeledes flere eksempler på, at den danske stat yder pristillæg/garanterede mindstebetalinger til strømproducenter, som også repræsenterer af fastlåsning af prisen, og hvor dette ydes med netop det formål at skabe sikkerhed omkring udbud, der i sin natur er lange og dermed indeholder en risiko (som også beskrevet i vores supplerende bemærkninger af 24. marts 2026).
Eksempelvis blev det så sent som 21. maj 2026 offentliggjort, at der efter en mangeårig proces endelig er afgivet tilbud på to havvindmølleparker i henholdsvis Nordsøen og Kattegat (dr.dk). Det oprindelige udbud af havvindmølleparkerne blev afsluttet i 2024 uden indkomne tilbud, da usikkerheden om elprisen var for stor til, at vindselskaberne turde deltage i projekterne. Folketinget vedtog derefter en aftale som garanterer havvindsproducenterne en fast pris for deres strøm, hvilket nu har resulteret i de to modtagne bud. Det skal i øvrigt bemærkes, at sagen er behandlet af Skatterådet i SKM2026. 175. SR.
Vi er derudover bekendte med, at staten i form af Energistyrelsen ligeledes yder pristillæg (for at sikre en fast minimumspris for elektricitet) til en række andre havvindmølleparker (og ligeledes solcelleparker og husstandsvindmøller), som fremgår af forskellige love om vedvarende energi.
Elmarkedet er således karakteriseret ved talrige muligheder for at opnå fastprisaftaler på elektricitet hvad enten der er tale om PPA’er, finansielle futures, pristillæg fra Energistyrelsen mv., og der kan derfor ikke være tvivl om, at det forhold, at serviceselskabet i H1-koncernen "fastlåser" prisen for den samlede kontraktperiode ved forudfaktureringen udgør et helt sædvanligt vilkår, som også kan opnås mellem uafhængige parter og netop er nødvendigt fordi anlægsejer ofte har behov for at kende sine indtægter for at kunne opnå finansiering til projekterne. Det er forhold, der er direkte sammenlignelige med H1’s forhold, hvor H1 også gerne vil have en sikkerhed for prisen i kontraktperioden.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at det efter vores opfattelse ikke er op til Skattestyrelsen at vurdere og/eller begrænse H1’s muligheder for at anvende fastprisaftaler på elektricitet (hvad enten dette sker koncerninternt eller ej), så længe der er tale om transaktioner, som sker i overensstemmelse med den gældende momslovgivning og i overensstemmelse med formålet med momssystemet. EU-domstolen har således flere gange fastslået, at det ikke er op til de nationale skattemyndigheder at definere om noget er en god forretning eller ej og træffe afgørelse om momshåndteringen baseret på sådanne overvejelser. EU-domstolen udtalte eksempelvis i sag C-277/09, RBSD Deutschland, præmis 53, at:
"Det bemærkes endvidere, at de afgiftspligtige i almindelighed frit kan vælge de organisationsstrukturer og transaktionsformer, som de finder mest passende for deres økonomiske aktivitet, og med det formål at begrænse deres afgiftsbyrde."
Som uddybende beskrevet i vores anmodning om bindende svar samt vores supplerende bemærkninger er der et fyldestgørende juridisk grundlag bestående i både lovregler og praksis, som understøtter det af H1 påtænkte setup i relation til forudfakturering af elektricitet. Det er derfor ikke op til Skattestyrelsen at vurdere, hvad der giver forretningsmæssig mening for H1, så længe H1 agerer indenfor rammerne af gældende lovgivning og momssystemet i sin helhed, hvilket er tilfældet.
2. Afslutning
Skattestyrelsen har efter indledningsvist at have fremsendt et bekræftende udkast til bindende svar efterfølgende fremsendt det nuværende udkast til bindende svar, hvori Skattestyrelsen svarer "nej" til at serviceselskabet i H1-koncernen kan forudfakturere elektricitet anvendt som drivmiddel til busser for den samlede kontraktperiode til det leasingselskab, som de har indgået kontrakt med.
Skattestyrelsen begrunder dette holdningsskifte med, at leveringen af elektricitet i H1-koncernen ikke kan anses som sket indenfor rammerne af et kommissionsforhold, da parterne efter Skattestyrelsens opfattelse ikke fastsætter priserne uafhængigt af hinanden. Skattestyrelsen lægger her afgørende (og udelukkende) vægt på, at det efter Skattestyrelsens opfattelse ikke er et sædvanligt vilkår, at elprisen fastlåses for en længere periode også selvom Skattestyrelsen i det tidligere udkast til bindende svar på baggrund af præcis samme faktum har anerkendt, at prisfastsættelsen i H1-koncernen sker uafhængigt.
Det er under alle omstændigheder uden betydning, hvorvidt Skattestyrelsen selv mener, om det giver forretningsmæssig mening at udbyde produkter med fastlåsning af elprisen for en længere periode eller ej, når det kan dokumenteres, at sådanne produkter i vidt omfang er tilgængelige på elmarkedet og derfor utvivlsomt udgør et sædvanligt (og endda ofte anvendt) vilkår på dette marked, der netop er karakteriseret ved betydelige udsving og hvor det derfor er et centralt mål for alle typer af markedsaktører at afgrænse denne risiko. Det er derfor forkert, når Skattestyrelsen udtaler, at serviceselskabets "fastlåsning" af elprisen ved forudfakturering af elektricitet for en samlet periode på 12 år ikke er et sædvanligt vilkår som ville blive accepteret af uafhængige parter. Uafhængige parter accepterer netop sådanne vilkår, hvilket bl.a. sker ved indgåelsen af PPA’er, der som beskrevet kan strække sig op til 20 år i varighed (markant længere tid end i H1-koncernen).
Kravet om, at parterne i et kommissionsforhold skal fastsætte priserne uafhængigt af hinanden, er derfor opfyldt og dermed er betingelse nr. 1 for at anse leveringen af elektricitet i H1-koncernen som sket indenfor rammerne af et kommissionsforhold ligeledes opfyldt. Skattestyrelsen anerkender selv i det nuværende udkast til bindende svar, at de øvrige betingelser 2-3 også er opfyldte og bekræfter dermed, at leveringen af elektricitet i H1-koncernen momsmæssigt skal anses som led i et kommissionsforhold, hvor elektriciteten først leveres fra serviceselskabet til leasingselskabet og derefter fra leasingselskabet til driftsselskabet (H1 selv).
Skattestyrelsens efterfølgende argumentation i udkastet til bindende svar om, at der i stedet er tale om en momsfritaget finansiel ydelse hviler derfor helt grundlæggende på en forkert præmis og vi har derfor ikke yderligere kommentarer til Skattestyrelsens bemærkninger, der ikke er relevante for den nærværende sag.
På baggrund af ovenstående er det derfor fortsat vores klare opfattelse, at leveringen af elektricitet i H1-koncernen sker indenfor rammerne af en kommissionsaftale efter momslovens § 4 stk. 3 nr. 1 og hvor leveringen af elektricitet fra serviceselskabet til leasingselskabet derfor kan være genstand for forudfakturering efter momslovens § 23 stk. 1-4, hvilket også allerede er anerkendt af Skattestyrelsen i udkastet til bindende svar. Vi henviser i øvrigt i det hele til vores anmodning om bindende svar og vores supplerende oplysninger til Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen bør derfor ændre besvarelsen af de stillede spørgsmål tilbage fra "nej" til "ja".
Spørgsmål 2:
Det er Spørgers opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares med "Ja".
Med dette spørgsmål ønsker Spørger at få bekræftet, at leasingselskaberne i Spørgers koncern fuldt ud kan fratrække momsen på den forudfakturerede elektricitet, når denne direkte kan henføres til leasingselskabets momspligtige aktiviteter.
Der henvises i sin helhed til praksis som beskrevet under spørgsmål 1.
Det følger af fradragsbestemmelsen i momslovens § 37, stk. 1, at afgiftspligtige personer, der driver momspligtig virksomhed, har fuld fradragsret for moms af omkostninger afholdt til den momspligtige aktivitet.
Leasingselskaberne anvender den leverede elektricitet som en del af deres fuldt momspligtige virksomhed, der består i levering af driftsklare busser til driftsselskabet. Hvis Skattestyrelsen svarer "ja" på spørgsmål 1, vil det derfor naturligt medføre, at leasingselskaberne opnår fuld fradragsret for den købsmoms, som serviceselskabet fakturerer for den leverede elektricitet, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Det er på baggrund af den samlede ovenstående argumentation Spørgers opfattelse, at leasingselskaberne i Spørgers koncern har fuld fradragsret for den købsmoms, der tilfaktureres fra det givne serviceselskab for levering af elektricitet til opladning af busserne, jf. momslovens § 37, stk. 1.
Spørgsmål 2 bør derfor besvares bekræftende.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at et serviceselskab kan foretage forudfakturering af elektricitet (anvendt som drivmiddel til elbusser) til det leasingselskab, som det har indgået aftale med og for den samlede kontraktperiode, når leasingselskabet betaler fakturaen i umiddelbar forlængelse heraf og hvor leveringen sker indenfor rammerne af en kommissionsaftale.
Begrundelse
Spørger er busoperatør inden for den offentlige transportsektor.
Markedet fungerer på den måde, at trafikselskaberne gennemfører udbud af ruterne. Når Spørger vinder et udbud, indgås kontrakt mellem trafikselskabet og Spørger, og kontraktens varighed strækker sig typisk over en periode på x-antal år.
Spørgers forretningsmodel er opbygget således, at når Spørger vinder et udbud, oprettes i koncernen et leasingselskab, som indkøber elbusser tilknyttet til dette udbud.
Leasingselskabet får leveret driftsydelser mv. af deres elbusser af et serviceselskab i Spørgers koncern. Leasingselskabet ejer elbusserne og leaser disse inkl. service mv. til Spørger. For at kunne tilrettelægge økonomien i forbindelse med udbuddet og indgåelse af kontrakt med trafikselskaberne, ønsker Spørger at kende udgifterne til drift af elbusserne for hele kontraktperioden.
I henhold til praksis, kan et serviceselskab forudfakturere serviceydelser mv. for hele kontraktperioden til et leasingselskab, såfremt leasingselskabet samtidig betaler fakturaen, jf. SKM2015. 239. SR og SKM2021. 195. SR.
Spørger ønsker på denne baggrund oplyst, om serviceselskabets forudfakturering af leverancer til leasingselskabet foruden service mv. også kan omfatte levering af elektricitet som drivmiddel til elbusserne, når levering af elektricitet sker i et kommissionsforhold.
Momsmæssigt anses elektricitet for en vare, jf. momslovens § 4, stk. 2.
I Spørgers setup indkøber serviceselskabet elektriciteten fra forsyningsselskabet, og leverer elektriciteten til de elbusser, som leasingselskabet leaser til Spørger. Det er serviceselskabet, som forestår og ejer ladestanderne hvorfra, der sker påfyldning af drivmiddel i form af elektricitet til elbusserne.
Serviceselskabet sælger elektriciteten til leasingselskabet, der videresælger det til Spørger, der er den endelige køber af elektriciteten. Vederlaget for levering af elektricitet mellem serviceselskabet og leasingselskabet sker ved en forudfakturering, på baggrund af forventet mængde elektricitet anvendt af Spørger til drift af elbusserne i hele kontraktperioden.
Spørgsmålet er herefter om leasingselskabets levering af elektricitet til Spørger skal anses for en momspligtige leverance i henhold til en kommissionsaftale, jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, eller som en momsfritaget finansiel ydelse, jf. momslovens § 13, stk. 1. nr. 11, litra a.
Kommissionsforhold
Skattestyrelsen har i styresignal SKM2024. 249. SKTST udtalt, at ved anvendelsen af momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, vil Skattestyrelsen i forbindelse med tankkortordninger og lign. brændstofsalgsordninger administrere i overensstemmelse med Momsudvalgets retningslinjer (WP 1068).
Hvis betingelserne/kriterierne i retningslinjerne er opfyldt, kan tankkortudstederen anses for en kommissionær omfattet af momslovens § 4, stk. 3, nr. 1.
Tankkortudstederen kan derfor anses for at have købt og videresolgt brændstoffet.
Momsudvalget er i retningslinjerne (WP 1068) næsten enstemmigt enigt om, at for at en tankkortordning er omfattet af momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra c, skal alle følgende betingelser være opfyldt:
1. Der sker overdragelse af ejendomsretten til brændstoffet i form af en formel retlig adkomst til tankkortudstederen (mellemhandleren)
2. Leverancerne til og fra tankkortudstederen (mellemhandleren) er ensartede.
3. Der foreligger en aftale mellem mellemhandleren og kommittenten.
Momsudvalget er næsten enstemmigt enige om, at tankkortordningen for at opfylde hver af disse betingelser mindst skal opfylde følgende kriterier:
Betingelse 1: overdragelse af ejendomsretten til brændstoffet i form af en formel retlig adkomst
– Parterne bærer risikoen for manglende betaling på det trin, hvor levering enten betragtes som værende sket eller er sket, hvilket vil sige olieselskabet for tankkortudstederens vedkommende og tankkortudstederen for tankkortindehaverens vedkommende.
– Den kontraktlige risiko for, at tankkortindehaveren lider skade, bæres af tankkortudstederen, således at kortindehaveren, i tilfælde af at væsentlige mangler ved brændstoffet medfører skade på tankkortindehaveren (f.eks. i form af motorskade forårsaget af det leverede brændstof), skal gøre alle kontraktlige krav, herunder produktrelaterede krav, gældende over for tankkortudstederen og ikke over for olieselskabet.
– Parterne fastsætter uafhængigt af hinanden prisen i hvert led i kæden for henholdsvis olieselskabet og tankkortudstederen.
– Ved at bekræfte hver enkelt levering til tankkortindehaveren inden for rammerne af sine kontraktlige aftaler med olieselskabet og tankkortindehaveren fastsætter tankkortudstederen købsbetingelserne, herunder kvalitet, mængde, sted og tid, og bekræfter, at tankkortindehaveren har umiddelbart adgang til brændstoffet.
Betingelse 2: leverancerne til og fra tankkortudstederen (mellemhandleren) er ensartede
– Tankkortudstederen ændrer ikke det brændstof, der leveres af olieselskabet.
Betingelse 3: der foreligger en aftale mellem mellemhandleren og kommittenten
– Tankkortudstederen leverer på vegne af olieselskabet eller køber på vegne af tankkortindehaveren, og den valgte struktur fremgår af deres aftale. Aftalen henviser udtrykkeligt til levering af brændstof og hjælpeydelser, ikke til ydelse af kredit eller administration af brændstofleverancer.
– Aftalen afspejler den økonomiske virkelighed. På tankstationen dokumenterer tankkortindehaveren, at aftalen eksisterer ved hjælp af et identifikationskort (f.eks. et tankkort) udstedt af tankkortudstederen.
– Tankkortudstederen modtager betaling for sine tjenester til kommittenten (olieselskabet eller tankkortindehaveren).
EU-Domstolen har i sag C-60/23, Digital Charging Solutions udtalt, at opladning af et elkøretøj hos et netværk af offentlige ladestationer, som brugeren har adgang til gennem et abonnement, der er tegnet hos et andet selskab end operatøren af dette netværk, indebærer, at den forbrugte elektricitet skal anses for først at blive leveret af operatøren af det nævnte netværk til det selskab, der tilbyder adgang hertil, og dernæst af dette selskab til denne bruger, selv om brugeren vælger mængden, tidspunktet og stedet for opladningen samt måden, hvorpå elektriciteten anvendes, når dette selskab handler i eget navn, men for brugerens regning inden for rammerne af en kommissionsaftale som omhandlet i momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra c.
Skatterådet har i SKM2025. 237. SR fastslået, at Spørger som kommissionær kunne anses for at have købt og videresolgt brændstof til sine kunder, når Spørgers kunder identificerer sig selv som sådanne over for tankstationerne ved hjælp af brændstofkort udstedt af Spørger.
I nærværende sag er serviceselskabet, leasingselskabet og Spørger koncernforbundne. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, også finder anvendelse i en situation, hvor kommittenterne er koncernforbundne med kommissionæren, såfremt betingelserne er opfyldt.
Betingelse 2 og 3
Det er oplyst, at leasingselskabet, som kommissionær, på vegne af Spørger skal indkøbe elektricitet, som drivmiddel til elbusserne. Det er oplyst, at aftalen mellem leasingselskabet og Spørger henviser til, at der er tale om levering af elektricitet og ikke henviser til, at der er tale om ydelse af kredit eller administration af brændstofleverancer.
Den elektricitet, som serviceselskabet indkøber, bruges til opladning af leasingselskabets elbusser, som anvendes af Spørger. Leveringen af elektricitet fra serviceselskabet til leasingselskabet, og fra leasingselskabet til Spørger er således ensartede.
I henhold til aftalerne vil Spørger kunne identificere sig ved serviceselskabet og få leveret elektricitet, som drivmiddel til elbusserne. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det ikke er en forudsætning for opfyldelse af kriterierne for anvendelse af momslovens § 4, stk. 3, nr. 1, at der sker udstedelse af et tankkort.
Betalingen for leasingselskabets levering af elektricitet til Spørger sker ved aconto betaling, hertil tillægges et fast gebyr, som er uafhængigt af den forbrugte elektricitet. Gebyret er leasingselskabets betaling for sine tjenester til Spørger. Ved regnskabsårets afslutning foretages en korrektion, hvor den faktiske forbrugte elektricitet bliver opgjort, der vil efterfølgende ske regulering ved faktura eller kreditnota.
Betingelse 1
Det er oplyst, at serviceselskabet indgår en aftale med leasingselskabet om levering af elektricitet, og at leasingselskabet indgår en aftale med Spørger om levering af elektricitet. Levering af elektricitet sker således i separate aftaler. Idet leveringen af elektricitet sker i separate aftaler, så vil den kontraktlige risiko for, at Spørger lider skade i tilfælde af mangler ved elektriciteten bæres af leasingselskabet, samt at risikoen ved manglende betaling i hvert led sker i henhold til den enkelte aftale.
Mellem serviceselskabet og leasingselskabet og mellem leasingselskabet og Spørger fastsættes prisen for elektriciteten efter almindelige markedsmekanismer. Prisen pr. kWh i kontrakterne er fastlåst, og vil ikke efterfølgende kunne korrigeres mellem parterne.
Prisfastsættelsen i den påtænkte kommissionsaftale vil tage udgangspunkt i henholdsvis serviceselskabet og leasingselskabets forventede omkostninger tillagt en fortjeneste. Konkret vil prisfastsættelsen i kontrakterne være baseret på en kvalificeret forventning om den mængde elektricitet, som Spørger skal anvende i hele kontraktperioden på x-antal år. Den forventede mængde elektricitet beregnes på baggrund af historisk data og tekniske oplysninger om busdriften, herunder kilometertal. Prisen på elektricitet vil være baseret på historisk data. Spørger har oplyst, at prisfastsættelsen i begge led sker på baggrund af objektive momenter og ingen af parterne har indflydelse på prisfastsættelsen ved hinanden.
Serviceselskabet, leasingselskabet og Spørger er koncernforbundne og er alle ejet af H1 Holding A/S. Selskaberne har som følge heraf sammenfaldende økonomiske interesser.
Det er Skattestyrelsens vurdering, at prisfastsættelsen på elektricitet i aftalerne mellem serviceselskabet og leasingselskabet, og mellem leasingselskabet og Spørger ikke er fastsat uafhængigt at hinanden, som er et krav for, at betingelse 1 er opfyldt. Prisfastsættelsen på elektricitet i aftalerne må derimod anses for indgået som følge af parternes sammenfaldende økonomiske interesser.
Skattestyrelsen har henset til, at koncernens formål, med at indgå kontrakterne om levering af elektricitet, er at fastlåse Spørgers økonomi, idet dette er afgørende for Spørgers evne til at afgive konkurrencedygtige tilbud og vinde udbud.
Ved at flytte den økonomiske risiko ved de fluktuerende elpriser fra Spørger, som er den endelige forbruger af elektriciteten, over på serviceselskabet, kan Spørger afgive et konkurrencedygtig tilbud og vinde udbuddet. Spørger har oplyst, at forretningsmodellen er opsat for, at Spørger ikke påvirkes af eventuelle udsving, risici og tab. Derudover er der henset til, at Spørger har oplyst, at uanset omkostninger til elbusserne fastlåses af Spørger på kontraktindgåelsestidspunktet, så er det den samlede koncern som bærer omkostningerne.
Eftersom betingelse 1 ikke er opfyldt, kan Skattestyrelsen ikke bekræfte, at serviceselskabets levering af elektricitet til opladning af leasingselskabets elbusser, som anvendes af Spørger til rutekørsel, udgør en momspligtig leverance i henhold til en kommissionsaftale jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 1.
Finansiel ydelse
Det følger af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a, at fritaget for afgift er långivning og formidling af lån, samt långivers forvaltning af egne udlån.
Der skal således tages stilling til om aftaler parterne imellem i Spørgers koncern er udtryk for en långivningssituation, hvor leasingselskabet fungerer som kreditgiver.
EU-Domstolen har i sag C-185/01, Auto Lease Holland fastslået, at en aftale om brændstofadministration, hvor leasingtager kan tanke brændstof og lejlighedsvis købe olieprodukter i Auto Leases navn og for dette selskabs regning, ikke var levering af brændstof, men en finansiering af køb af brændstof. EU-Domstolen lagde vægt på, at brændstoffet blev leveret direkte til leasingtager, og denne var berettiget til at råde over brændstoffet, som om han var ejer af dette gode. Samt at leasingtageren frit kunne vælge brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Leasingtageren indestod for betalingen af det faktiske forbrug, der blev opgjort ved årets udgang, og leasingtageren bar derfor udgifterne ved brændstofleveringen.
EU-Domstolen har i sag C-235/18, Vega International, taget stilling til status for en ordning, hvor et moderselskab stiller tankkort til rådighed for datterselskaber, som anvender tankkortene til køb af brændstof til brug for biler, som transporteres efter aftale med moderselskabet. Domstolen fandt, at der ikke var tale om levering af brændstof i forhold til moderselskabet, og at dette ligeledes ikke videresolgte brændstof til datterselskaberne. Ordningen skulle derimod kvalificeres som en ydelse af lån, der er fritaget for moms i medfør af momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b. Moderselskabet modtog fakturaer fra brændstofleverandørerne og viderefakturerede disse til datterselskaberne med et tillæg på 2 pct. Moderselskabet leverede således finansielle tjenesteydelser til datterselskaberne ved at forhåndsfinansiere købet af brændstof og handlede i dette øjemed derfor på samme måde som en finansiel institution eller almindelig kreditinstitution.
Det følger af Vega-dommen, at leveringen af brændstof i henhold til momslovens § 4, stk. 1, forudsætter, at den afgiftspligtige har overdraget retten til som ejer at råde over brændstoffet. Dette medfører, at hvis udbyder af brændstofsalgsordningen ikke som ejer råder over brændstoffet, kan vedkommende ikke anses for at videresælge brændstoffet efter momslovens § 4, stk. 1, men leverer derimod en ydelse i form af långivning, som er en momsfritaget finansiel ydelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.
Højesteret har i SKM2009. 25. HR fastslået, at samarbejdsaftaler med brændstofleverandører, hvor L opnåede en adgang for sine kunder til ved brug af benzinkort at tanke brændstof i L's navn og for L's regning. Kunderne kunne vælge, om og i hvilket omfang de ville benytte benzinkortet, og de kunne selv bestemme mængde, tid og sted for det enkelte køb. De havde i realiteten ubegrænset adgang til tankning, og den endelige betaling blev beregnet i forhold til deres faktiske forbrug af brændstof. Højesteret fandt, at det under disse omstændigheder var til kunderne og ikke til L, at benzinselskaberne overdrog retten til som ejer at råde faktisk over brændstoffet. Der forelå derfor ikke en levering af brændstof til L, der var omfattet af momslovens definition på afgiftspligtige vareleverancer. Højesteret fandt, at L’s aftaler med kunderne om ret til at tanke brændstof reelt har karakter af finansiering af kundernes køb af brændstof, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
SKM2014. 755. ØLR angik et i Tyskland hjemmehørende selskab etableret af en dansk koncern af busselskaber som efter en samlet bedømmelse af det i sagen foreliggende ikke at have fradragsret for den danske moms af brændstof indkøbt fra et dansk benzinselskab. Brændstoffet var tanket af det danske rutebusselskab i koncernen på danske tankanlæg og påfyldt koncernens rutebusser. Rutebusserne blev anvendt her i landet til busselskabets opfyldelse af trafikaftaler indgået med amter/regioner. Det tyske selskab fandtes ikke at have rådet som en ejer over brændstoffet og at have foretaget køb og videresalg heraf. Betalingerne fra det tyske selskab til det koncernforbundne danske serviceselskab, der havde indkøbt brændstoffet fra et dansk benzinselskab, og fra det koncernforbundne danske rutebusselskab til det tyske selskab, var således ikke for køb og videresalg af brændstof, men måtte derimod anses for betalinger som led i finansielle transaktioner, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.
Det følger af de faktiske forhold i den påtænkte forretningsmodel vedrørende levering af elektricitet, at Spørger ved indgåelse af aftale med leasingselskabet sikres en ret til påfyldning af elektricitet, som drivmiddel til elbusserne ved serviceselskabet, for leasingselskabets regning. I praksis sker dette ved, at Spørger kører elbusserne til serviceselskabet, som forestår påfyldning af elektriciteten. Serviceselskabet leverer således elektriciteten til elbusserne direkte til Spørger, og serviceselskabet fakturerer for den anvendte elektricitet til leasingselskabet.
Spørger har henvist til, at aftalerne om levering af elektricitet ikke er udarbejdet endnu, men vil følge den struktur, som fremgår af de mellem parterne indgået serviceaftaler. Spørger har oplyst, at aftalerne vil indeholde levering af en aftalt mængde elektricitet, som er beregnet på baggrund af Spørgers forventede forbrug i aftaleperioden, og hvor prisen på elektriciteten er fast.
Betalingen mellem serviceselskabet og leasingselskabet sker ved en forudfakturering af den mængde elektricitet, som er omfattet af hele aftalens løbetid. Betaling mellem leasingselskabet og Spørger sker ved fakturering af månedlig aconto på baggrund af forventede anvendte mængde elektricitet. Årligt foretages en opgørelse af den faktiske anvendte mængde elektricitet, som Spørger har forbrugt, og der foretages en korrektion.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at aftalen mellem leasingselskabet og Spørger ikke er en aftale om levering af elektricitet til Spørger omfattet af momslovens § 4, stk. 1, idet retten til som ejer at råde faktisk over elektriciteten overdrages direkte fra serviceselskabet til Spørger.
Leasingselskabet videreformidler således alene leverancerne af elektricitet til Spørger. Det har i den forbindelse ingen betydning, at påfyldning af elektricitet som udgangspunkt ifølge aftalerne sker for leasingselskabets regning. Hertil bemærkes, at Spørger indestår for betalingen af det faktiske forbrug, der opgøres årligt, og bærer derfor udgifterne til elektricitet, som det var tilfældet i sagen C-185/01, Auto Lease Holland og SKM2009. 25. HR. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at betaling for den af Spørger anvendte mængde elektricitet ikke sker for leasingselskabets regning, men afholdes i sin helhed af Spørger.
Det er på baggrund af ovenstående Skattestyrelsens vurdering, at leasingselskabets aftale med Spørger, der indeholder bestemmelser om ret til påfyldning af elektricitet, i momsmæssig henseende må betragtes som en aftale om finansiering af Spørgers køb af elektricitet. Leasingselskabet har således leveret en finansieringsydelse til Spørger, der er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
Konklusion
Det er Skattestyrelsens vurdering, at aftalerne mellem parterne ikke opfylder betingelserne for at anses som en kommissionsaftale omfattet af momslovens § 4, stk. 3, nr. 1. Skattestyrelsen kan på den baggrund ikke bekræfte, at serviceselskab kan foretage forudfakturering af elektricitet til leasingselskabet indenfor rammerne af en kommissionsaftale.
Det er derimod Skattestyrelsens vurdering, at aftalen mellem leasingselskabet og Spørger i momsretlig henseende er udtryk for en finansieringsydelse af Spørgers køb af elektricitet.
Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers høringssvar
Spørger har i høringssvaret henvist til forskellige udbydere af langsigtede elektricitets fastprisaftaler. Aftalerne vedrører en fast pris på en aftalt mængde elektricitet. Aftalerne har oftest en varighed på mellem 10-20 år. De forskellige udbyder er alle forsyningsselskaber. Skattestyrelsen er på baggrund af disse oplysninger enig med Spørger i, at fastlåsning af en pris på elektricitet i op til 12 år, er udtryk for et almindeligt vilkår, som vil kunne indgås mellem uafhængige parter.
Det er imidlertid fortsat Skattestyrelsens vurdering, at prisfastsættelsen på elektricitet i kontrakterne ikke kan anses for fastsat uafhængigt af hinanden. Parterne indgår i en koncern og har således sammenfaldende økonomiske interesser. Der er således ikke tale om uafhængige parter. Spørger har bl.a. i de supplerende oplysninger angivet, at markedet er meget konkurrencepræget, hvor det er små marginer, som kan være udslagsgivende for om man vinder et udbud. For at Spørger kan afgive et konkurrencedygtigt tilbud, er det vigtigt at kunne fastlåse økonomien, herunder omkostningerne til elektricitet, idet det i sidste ende er hele grundlaget for Spørgers evne til fortsat at vinde udbud. Uanset fastlåsning af prisen på elektricitet i kontrakterne, så er det ifølge Spørger den samlede koncern, som bærer omkostningerne.
På baggrund af de oplysninger, som Spørger har angivet om den forretningsmæssige baggrund for deres setup med fastlåsning af prisen for elektricitet, er det Skattestyrelsens opfattelse, at kravet til betingelse 1, om at priserne skal fastsættes uafhængigt af hinanden, ikke kan anses for opfyldt. Priserne er derimod fastsat af koncernen med udgangspunkt i, at Spørger skal afgive et konkurrencedygtigt tilbud, og at Spørger ikke påvirkes af eventuelle udsving, risici og tab, eksempelvis grundet fluktuerende elpriser. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at koncernens forretningsmodel er valgt med henblik på internt i koncernen at flytte den økonomiske risiko ved de fluktuerende elpriser fra Spørger over på serviceselskabet. Serviceselskabet er ikke producent af elektricitet eller et forsyningsselskab, men er derimod selv kunde ved et forsyningsselskab. Skattestyrelsen finder derfor ikke, at de af Spørger fremlagte langtidskontrakter understøtter, at det kan anses for et normalt vilkår i aftalen mellem serviceselskabet og leasingselskabet.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at leasingselskabet i Spørgers koncern har fuld momsfradragsret for faktura vedrørende levering af elektricitet til opladning af busser fra serviceselskabet for hele kontraktperioden.
Begrundelse
Henset til besvarelsen af Spørgsmål 1 bortfalder Spørgsmål 2.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Bortfalder".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1 og 2
Lovgrundlag
Momsloven § 4, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, nr. 1.
Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.
Stk. 2. Gas, vand, elektricitet, varme, kulde og lign. anses som varer.
Stk. 3. Som levering af en vare anses endvidere:
1) Overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg.
Momslovens § 23, stk. 1-4
Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet).
Stk. 2. Udstedes faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens afslutning.
Stk. 3. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, anses betalingstidspunktet som leveringstidspunkt, jf. dog de særlige regler for vouchere i §§ 4 a og 4 b.
Stk. 4. For varer, der leveres i kommission eller i konsignation, anses leveringstidspunktet for at være enten det tidspunkt, hvor leveringen finder sted, eller det tidspunkt, hvor afregningen med kommissionæren eller konsignataren finder sted. I sidstnævnte tilfælde må faktura først udstedes ved afregningen.
Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a
Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
11) Følgende finansielle aktiviteter:
a) Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne lån
. . .
Praksis
C-60/23, Digital Charging Solutions
Domstolen (Femte Afdeling) kendte for ret:
1) Artikel 14, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2009/162/EU af 22. december 2009, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret,
skal fortolkes således, at
levering af elektricitet med henblik på at oplade et elkøretøj ved en ladestation, der indgår i et offentligt netværk af ladestationer, er en levering af varer i den første af disse bestemmelsers forstand.
2) Artikel 14 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2009/162, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2006/112, som ændret,
skal fortolkes således, at
opladning af et elkøretøj hos et netværk af offentlige ladestationer, som brugeren har adgang til gennem et abonnement, der er tegnet hos et andet selskab end operatøren af dette netværk, indebærer, at den forbrugte elektricitet skal anses for først at blive leveret af operatøren af det nævnte netværk til det selskab, der tilbyder adgang hertil, og dernæst af dette selskab til denne bruger, selv om brugeren vælger mængden, tidspunktet og stedet for opladningen samt måden, hvorpå elektriciteten anvendes, når dette selskab handler i eget navn, men for brugerens regning inden for rammerne af en kommissionsaftale som omhandlet i artikel 14, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/112, som ændret.
C-185/01, Auto Lease Holland BV
EU-Domstolen tog stilling til en leasinggivers status i forbindelse leasingtagers køb af brændstof i leasinggivers navn og for dennes regning. Domstolen fandt, at der mellem parterne ikke var en kontrakt om levering af brændstof, men nærmere en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Leasinggiver købte ikke brændstoffet for derefter at sælge det videre til leasingtageren, men leasingtageren købte brændstoffet og valgte frit brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Leasinggiveren fungerede i virkeligheden som kreditgiver i forhold til leasingtageren.
C-235/18, Vega International
EU-Domstolen har taget stilling til status for en ordning, hvor et moderselskab stiller tankkort til rådighed for datterselskaber, som anvender tankkortene til køb af brændstof til brug for biler, som transporteres efter aftale med moderselskabet. Domstolen fandt, at der ikke var tale om levering af brændstof i forhold til moderselskabet, og at dette ligeledes ikke videresolgte brændstof til datterselskaberne. Ordningen skulle derimod kvalificeres som en ydelse af lån, der er fritaget for moms i medfør af momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b). Moderselskabet modtog fakturaer fra brændstofleverandørerne og viderefakturerede disse til datterselskaberne med et tillæg på 2 pct. Moderselskabet leverede således finansielle tjenesteydelser til datterselskaberne ved at forhåndsfinansiere købet af brændstof og handlede i dette øjemed derfor på samme måde som en finansiel institution eller almindelig kreditinstitution.
SKM2009. 25. HR
Højesteret har fastslået, at samarbejdsaftaler med brændstofleverandører, hvor L opnåede en adgang for sine kunder til ved brug af benzinkort at tanke brændstof i L's navn og for L's regning. Kunderne kunne vælge, om og i hvilket omfang de ville benytte benzinkortet, og de kunne selv bestemme mængde, tid og sted for det enkelte køb. De havde i realiteten ubegrænset adgang til tankning, og den endelige betaling blev beregnet i forhold til deres faktiske forbrug af brændstof.
Højesteret fandt, at det under disse omstændigheder var til kunderne og ikke til L, at benzinselskaberne overdrog retten til som ejer at råde faktisk over brændstoffet. Der forelå derfor ikke en levering af brændstof til L, der var omfattet af momslovens definition på afgiftspligtige vareleverancer. Højesteret fandt, at L’s aftaler med kunderne om ret til at tanke brændstof reelt har karakter af finansiering af kundernes køb af brændstof, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
SKM2014. 755. ØLR
Et i Tyskland hjemmehørende selskab etableret af en dansk koncern af busselskaber fandtes efter en samlet bedømmelse af det i sagen foreliggende dansk-tyske busleasingarrangement etableret af koncernen ikke at have fradragsret for den danske moms af brændstof indkøbt fra et dansk benzinselskab. Brændstoffet var tanket af det danske rutebusselskab i koncernen på danske tankanlæg og påfyldt koncernens rutebusser. Rutebusserne blev anvendt her i landet til busselskabets opfyldelse af trafikaftaler indgået med amter/regioner. Det tyske selskab fandtes ikke at have rådet som en ejer over brændstoffet og at have foretaget køb og videresalg heraf. Betalingerne fra det tyske selskab til det koncernforbundne danske serviceselskab, der havde indkøbt brændstoffet fra et dansk benzinselskab, og fra det koncernforbundne danske rutebusselskab til det tyske selskab, var således ikke for køb og videresalg af brændstof, men måtte derimod anses for betalinger som led i finansielle transaktioner, der ikke medførte fradragsret for det tyske selskab for momsen af den del af betalingerne, der kunne henføres til “brændstofdelen".
SKM2015. 239. SR
Skatterådet, bekræftede at et serviceselskab kunne forudfakturere alle serviceomkostninger til et leasingselskab for hele kontraktperiodens længde på 8-12 år, når leasingselskabet samtidig betalte fakturaen.
SKM2021. 195. SR
Spørger driver togoperatørvirksomhed med leasede tog. Spørger leverer serviceydelser på de leasede tog til leasingselskabet (datterselskab). Spørger forudfakturerer serviceydelserne til leasingselskabet med moms for en periode på op til 26 år.
Når der er gået 5 år efter, at leasingselskabet har indkøbt de tog, der lejes ud til togoperatøren med moms, indgår leasingselskabet i en fællesregistrering med togoperatøren.
Skatterådet bekræftede, at serviceselskabet kan forudfakturere alle serviceomkostninger til leasingselskabet for hele kontraktperiodens længde på op til 26 år, når leasingselskabet samtidig betaler fakturaen.
SKM2025. 237. SR
Spørgers forretningsmodel består i køb og videresalg af brændstof mv. Spørger indkøber brændstof mv. af underleverandører, primært tankstationer, i en række lande, herunder Danmark, og videresælger umiddelbart efter varerne til sine kunder. Spørgers kunder identificerer sig selv som sådanne over for tankstationerne ved hjælp af brændstofkort udstedt af spørger.
Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at spørger som kommissionær kan anses for at have købt varerne af de tilknyttede underleverandører og videresolgt varerne til sine kunder. Det var ikke til hinder for, at spørger kan anses for kommissionær, at spørger leverer tillægsydelser til brændstoffet bestående i CO2-kompensation, digital overvågning af brændstofforbrug samt digital overvågning af lokation.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Afgiftspligtens indtræden – forudfakturering af rengøringsydelser Retsinformation · 29. juli 2026
- Afgiftspligtens indtræden – forudfakturering af reservedele Retsinformation · 29. juli 2026
- Overdragelse - byggegrund - momsfritagelse Retsinformation · 10. september 2021
- Sag om, hvorvidt sagsøgte I/S' levering af 17 byggegrunde i 2015 var momspligtig levering, jf. momslovens dagældende § 13, stk. 1, nr. 9, litra b. momspligt ved salg af fast ejendom. Domsdatabasen · 5. marts 2026
- SKAT har forhøjet interessentskabets momstilsvar med samlet 3.653.867 kr. for perioden fra den 1. oktober 2015 til den 31. december 2015 Landsskatteretten · 22. september 2021
- Skattestyrelsen har ikke imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af moms med samlet 5.000.000 kr. for perioden 1. halvår 2017 Landsskatteretten · 21. februar 2025
Lignende dokumenter
- Afgiftspligtens indtræden – forudfakturering af rengøringsydelser Retsinformation · 29. juli 2026
- Afgiftspligtens indtræden – forudfakturering af reservedele Retsinformation · 29. juli 2026
- Moms - brændstofkort - formidling i eget navn Retsinformation · 15. august 2025
- Moms - forudfakturering af opstartshonorar, brændstof mv. Retsinformation · 24. juni 2022
- Moms - Fællesregistrering efter momsreguleringsperiodens udløb Retsinformation · 5. juni 2021
- Afgift og Moms - ladestandere og ladestanderoperatører - godtgørelse af elafgift - grundlag for fakturering - momsfradrag mv. Retsinformation · 14. oktober 2025