Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Øget adgang til og anvendelse af data for almenmedicinske tilbud til brug for kvalitetsudvikling og planlægning m.v.)

2026/1 LSF 97Lovforslag som fremsatSundheds- og Kirkeministeriet12. november 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 11. november 2026 af sundhedsministeren (Ida Auken)

Forslag

til

Lov om ændring af sundhedsloven

(Øget adgang til og anvendelse af data for almenmedicinske tilbud til brug for kvalitetsudvikling og planlægning m.v.)

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af den 5. oktober 2026, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1760 af 29. december 2025 og senest ved lov nr. 1764 af 29. december 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 17, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 42 a, stk. 6, og § 42 d, stk. 4« til: »§ 42 a, stk. 7, og § 42 d, stk. 5«.

2. I § 42 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde kan sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud ved opslag i elektroniske systemer indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, hvis det er nødvendigt i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med krav og opgaver fastsat i den nationale opgavebeskrivelse, jf. § 57 l og § 60 a.«

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

3. I § 42 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1 og 4« til: »stk. 1, 4 og 6«.

4. I § 42 b, stk. 1 og 3, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

5. I § 42 d, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »sundhedsperson«: »eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne«.

6. I § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra c, indsættes efter »på behandlingsstedet«: »eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet«, og »kan foretage indhentningen,« ændres til: »eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan foretage indhentningen, og«.

7. § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, ophæves.

Litra e bliver herefter litra d.

8. I § 42 d indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En autoriseret sundhedsperson eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, kan videregive de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, til brug for kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange efter stk. 2, nr. 2.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

9. I § 42 d, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2, nr. 1, 2 og 4,«: »og videregivelse af oplysninger efter stk. 3«.

10. I § 42 d, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »stk. 2, nr. 1 og 2«: », og videregives oplysninger efter stk. 3«.

11. I § 42 e, stk. 3, ændres »§ 42 d, stk. 4« til: »§ 42 d, stk. 5«.

12. § 57 d ophæves.

13. I § 193 b, stk. 3, indsættes som nr. 10:

»10) at der, uanset stk. 2, kan videregives eller gives adgang til strukturerede oplysninger til dele af den fælles digitale infrastruktur til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver, jf. sundhedslovens § 197 a.«

14. § 195, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

15. I § 195, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 2. 1. pkt., ændres »alment praktiserende læger« til: »almenmedicinske tilbud«.

16. § 195, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 2. 2. pkt., ophæves.

Læs alt

17. Efter § 195 indsættes:

»§ 195 a. Det påhviler almenmedicinske tilbud, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at

1) foretage kodning af henvendelser til klinikkerne og anvende automatisereret datadeling,

2) give strukturerede oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for faglig ledelse, planlægning, kvalitetsudvikling og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer og

3) offentliggøre de oplysninger om deres klinik, der er relevante i forbindelse med borgernes valg af læge, jf. § 59, stk. 1.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om kodning og automatiseret datadeling efter stk. 1, nr. 1. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke strukturerede oplysninger almenmedicinske tilbud skal give til regionsrådene efter stk. 1, nr. 2. Sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om offentliggørelse af oplysninger om klinik efter stk. 1, nr. 3.

§ 195 b. Det påhviler den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, som yder vederlagsfri behandling i henhold til § 60, stk. 1, at indberette økonomiske nøgleoplysninger for det almenmedicinske tilbud til Digital Sundhed Danmark for hvert regnskabsår, jf. stk. 2-4.

Stk. 2. De økonomiske nøgleoplysninger efter stk. 1 indberettes for hver klinik og udgøres af følgende oplysninger fra virksomhedens årlige regnskab:

1) Udgifter til praksislokaler inklusiv forbrug.

2) Udgifter til personale inklusiv udgifter til løn, social sikring og pension eksklusiv løn udbetalt til klinikejer.

3) Udgifter til af- og nedskrivninger.

4) Finansielle omkostninger.

5) Øvrige omkostninger ud over nr. 1-4.

Stk. 3. De indberettede oplysninger efter stk. 1 skal udover de oplistede bestanddele i henhold til stk. 2, indeholde oplysninger om klinikkens ydernummer samt revisionspåtegning eller anden erklæring fra en revisor eller en uafhængig erklæringsudbyder.

Stk. 4. Digital Sundhed Danmark skal senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning have modtaget oplysninger efter stk. 2 og stk. 3.

Stk. 5. Digital Sundhed Danmark kan alene videregive oplysninger efter stk. 2 på et aggregeret niveau, således at den enkelte klinik ikke kan identificeres.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om krav til indberetning af øvrige oplysninger om klinikforhold og til hvilke aktører, de aggregerede data, der skal oplyses efter stk. 1, må videregives til.«

18. Efter kapitel 60 a indsættes:

»Kapitel 60 b

Adgang til oplysninger fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark

§ 197 a. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for, at de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregive eller give adgang til helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver.«

19. I § 227, stk. 1, 2. pkt. ændres »§ 57 d, stk. 1 eller 2, § 195, stk. 2,« til: »§ 195 a, stk. 1-3«, og »57 d, stk. 3« ændres til: »§ 195 a, stk. 4«, og »overenskomster indgået med organisationer af sundhedspersoner repræsenterende almen praksis.« ændres til: »overenskomster eller aftaler indgået med organisationer, som repræsenterer alment praktiserende læger.«.

20. I § 271, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 41, stk. 1-3,«: »§ 42 d, stk. 3,«, og i nr. 2, ændres »§ 42 a, stk. 1-4, § 42 d, stk. 1-3« til: »§ 42 a, stk. 1-4 og 6, § 42 d, stk. 1, 2 og 4«.

21. I § 271, stk. 3, ændres »§ 42 a, stk. 7« til: »§ 42 a, stk. 8«.

22. § 273 a ophæves.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2027.

Stk. 2. Regler udstedt i medfør af § 42 a, stk. 6, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025, som ændret ved § 1, nr. 7, i lov nr. 1760 af 19. december 2025, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 42 a, stk. 8, i sundhedsloven, jf. denne lovs § 1, nr. 2.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1, nr. 1-11 og 19-21, og § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Baggrund

3.

Lovforslagets hovedpunkter

3.1.

Kvalitet og indsigt i aktivitet for almenmedicinske tilbud

3.1.1.

Gældende ret

3.1.1.1.

Organisering og regulering af de almenmedicinske tilbud

3.1.1.2.

Regionernes overordnede ansvar for faglig ledelse og planlægning af almenmedicinske tilbud

3.1.1.3.

Kvalitetsarbejde og -udvikling i almenmedicinske tilbud

3.1.1.4.

Indsigt i aktivitet ved alment praktiserende læger

3.1.1.5.

Registrering og indberetning af oplysninger til nationale databaser

3.1.1.6.

Regionernes adgang til tværgående oplysninger på tværs af sektorer til brug for planlægning

3.1.1.7.

Opslag i elektroniske systemer i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud

3.1.2.

Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

3.1.3.

Den foreslåede ordning

3.2.

Indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud

3.2.1.

Gældende ret

3.2.1.1.

Kontrol med de samlede udgifter til alment praktiserende læger

3.2.1.2.

Økonomisk styring af de samlede udgifter til regions- og udbudsklinikker

3.2.1.3.

Indsigt i og kontrol med afregningen over for de enkelte klinikker

3.2.1.4.

Krav til indberetning af regnskabsoplysninger i henhold til årsregnskabsloven

3.2.2.

Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

3.2.3.

Den foreslåede ordning

3.3.

Adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger, fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark

3.3.1.

Gældende ret

3.3.2.

Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

3.3.3.

Den foreslåede ordning

3.4.

Indhentning og videregivelse af oplysninger fra patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, til kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange

3.4.1.

Gældende ret

3.4.2.

Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

3.4.3.

Den foreslåede ordning

4.

Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

5.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5.1.

Kvalitet og indsigt i aktivitet for almenmedicinske tilbud

5.2.

Indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbudt praktiserende læger

5.3.

Adgang til data for sundhedsvæsenets aktører

5.4.

Indhentning og videregivelse af oplysninger fra patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, til kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange

5.5.

Forholdet til principperne for digitaliseringsklar lovgivning

6.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7.

Administrative konsekvenser for borgerne

8.

Klimamæssige konsekvenser

9.

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

10.

Forholdet til EU-retten

11.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

12.

Sammenfattende skema

1. Indledning

Det fremgår af det politiske grundlag for firkløverregeringen fra juni 2026, at regeringen (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre) vil gennemføre sundhedsreformen bl.a. med henblik på at sikre en god implementering af de nye sundhedsråd.

Lovforslaget er en del af den samlede lovmæssige implementering af Aftale om Sundhedsreform 2024 (sundhedsreformaftalen), som den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 15. november 2024.

Lovforslaget består af fire hovedelementer, der samlet set skal understøtte en bedre adgang til at anvende data til brug for øget kvalitet på tværs af sundhedsvæsenet.

Lovforslagets første del vedrører adgang til data for de almenmedicinske tilbud på tværs af sundhedsaktører i planlægnings-, kvalitetssikrings og -udviklings øjemed.

Denne del af lovforslaget skal for det første tilvejebringe hjemler, der sikrer adgang og ret til at udveksle data på tværs af sundhedsvæsenets aktører med henblik på at levere behandling af høj kvalitet, herunder sikre sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer. Lovforslaget skal sikre, at centrale initiativer fra sundhedsreformaftalen, herunder at de almenmedicinske tilbud, sundhedsråd og de kommende kronikerpakker, kan dataunderstøttes. Lovændringen foreslås på baggrund af sundhedsreformaftalen, hvor det bl.a. fremgår, at der skal være lettere digital deling af sundhedsoplysninger.

Denne del af lovforslaget skal for det andet understøtte regionsrådenes, herunder sundhedsrådenes, ansvar for at understøtte de almenmedicinske tilbud med faglig ledelse i tæt dialog med klinikkerne. Lovændringen følger af sundhedsreformaftalen, hvori det fremgår, at regionerne skal have indsigt i og adgang til data og information om aktiviteten og kvaliteten i de almenmedicinske tilbud. Regionsrådene får med lovforslaget adgang til at anvende data om patientforløb i almenmedicinske tilbud til brug for regionernes planlægning og kvalitetsudvikling af det samlede regionale sundhedsvæsen. Det skal bl.a. danne grundlag for, at regionsrådene, i tæt dialog med de enkelte klinikker, kan arbejde med ensartet og høj almenmedicinsk behandlingskvalitet.

Lovforslagets anden del pålægger klinikker i det almenmedicinske tilbud at indberette udvalgte, økonomiske nøgleoplysninger om klinikkens omkostninger fra deres årlige regnskab til de centrale sundhedsmyndigheder. Oplysningerne vil kunne anvendes i aggregeret form, f.eks. på sundhedsrådsniveau, og vil blandt andet kunne anvendes til at belyse, i hvilket omfang de offentlige midler går til patientbehandling.

Lovforslagets tredje del vedrører tilpasning af sundhedslovens regler om adgang til data fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark. Lovændringen skal give mulighed for, at data, som de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark stiller til rådighed for regionsråd, sundhedsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., kan benyttes til patientbehandling og til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske og planlægningsmæssige formål.

Lovændringen foretages på baggrund af øvrige initiativer, der følger af sundhedsreformaftalen. Af sundhedsreformaftalen fremgår det bl.a., at der skal være indsigt i og adgang til data og information om aktiviteten og kvaliteten i de almenmedicinske tilbud, også for regionen med ansvar for tilbuddet. Af sundhedsreformaftalen fremgår det endvidere, at sundhedsrådene får egne ressourcer, og med deltagelse af både det regionale og det kommunale niveau skal de være drivende i omstillingen af sundhedsvæsenet og styrkelsen af det nære sundhedsvæsen.

Lovændringerne i lovforslagets første og tredje del foretages desuden som følge af en tidligere ændring af sundhedsloven, jf. lov nr. 1764 af 29. december 2025. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der fra den 1. januar 2027 vil blive indført regler, der skal sikre regionsrådet den adgang til data, som er nødvendig for at løfte og understøtte en udvidet opgave, herunder den faglige og ledelsesmæssige opgave for det almenmedicinske tilbud i regionsrådene.

Lovforslagets fjerde del vedrører forenkling af reglerne for at anvende helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange. Sundhedsvæsenet er til for patienterne, og det er afgørende, at behandlingen til enhver tid er sammenhængende, målrettet og af høj kvalitet. For at opnå dette er det afgørende, at der ikke er unødvendige barrierer i de gældende regler for kvalitetssikring eller -udvikling. Formålet med lovforslaget er, at det skal være muligt for autoriserede sundhedspersoner og andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, at indhente og videregive de oplysninger, der er nødvendige for effektiv kvalitetssikring og -udvikling, særligt på tværs af sundhedsvæsenet. Lovændringen foreslås på baggrund af initiativet om et stærkt digitalt og dataunderstøttet sundhedsvæsen, der følger af sundhedsreformaftalen.

Dette lovforslag skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (kronikerpakker, frit valg og befordring til sundheds- og omsorgspladser m.v.).

2. Baggrund

Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat den 28. marts 2023 af den daværende regering (Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne). Kommissionen havde til opgave at komme med forslag til løsninger, der sikrer et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed, og som er nært og bæredygtigt.

Sundhedsstrukturkommissionen afleverede i juni 2024 sine anbefalinger i ”Sundhedsstrukturkommissionens rapport – Beslutningsgrundlag for et mere lige, sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen” til den daværende indenrigs- og sundhedsminister. I rapporten kommer kommissionen bl.a. med anbefalinger til en ny organisering af det almenmedicinske tilbud og ni konkrete forslag hertil.

Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler et styrket fokus på databaseret kvalitetsudvikling i det primære sundhedsvæsen. Det begrundes med et betydeligt potentiale i at bygge videre på igangværende tiltag om databaseret kvalitetsudvikling, læring og styrke adgangen til data og information om kvalitet på tværs af det primære sundhedsvæsen. Desuden påpeger Sundhedsstrukturkommissionen, at en forenklet honorarstruktur isoleret set vil reducere indsigten i aktiviteten hos alment praktiserende læger.

Indholdet i sundhedsreformaftalen baserer sig i vid udstrækning på Sundhedsstrukturkommissionens anbefaling og forslag om en kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. Aftalepartierne er bl.a. enige om at styrke regionernes kompetence til at lede og udvikle det almenmedicinske tilbud med fokus på faglig udvikling og samarbejde. Regionerne skal have et styrket lovmæssigt grundlag i sundhedsloven til at stille krav og følge op på klinikkernes efterlevelse af nationale krav samt mulighed for at sanktionere dem. Der skal være indsigt i og adgang til data og information om aktiviteten og kvaliteten i de almenmedicinske tilbud, også for regionen med ansvar for tilbuddet. Samtidig skal kapaciteten i de almenmedicinske tilbud øges markant til mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud i 2035. Samlet set stiller det øgede krav til, at sundhedsdata hurtigere, smidigere og forsvarligt kan anvendes bl.a. til kvalitetsudvikling og styring af sundhedsvæsenet. Den lovmæssige hjemmel til brug for adgangen tilvejebringes med dette lovforslag.

Det er Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at der med udmøntningen af sundhedsreformaftalen, herunder med etableringen af Digital Sundhed Danmark, også skal foretages en række tilpasninger af sundhedslovens regler om indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl., med henblik på at styrke datadeling og skabe bedre sammenhængende patientforløb i sundhedsvæsenet.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Kvalitet og indsigt i aktivitet for almenmedicinske tilbud

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Organisering og regulering af de almenmedicinske tilbud

De almenmedicinske tilbud omfatter de alment praktiserende læger, der driver en klinik med et ydernummer, samt udbuds- og regionsklinikker. Regionsrådet har det overordnede ansvar for planlægning og tilvejebringelse af almenmedicinske tilbud, jf. sundhedslovens § 57, mens klinikkerne selv er ansvarlige for at tilrettelægge og planlægge egne arbejdsgange og indsatser inden for rammerne af lovgivning og aftaler på området, herunder bl.a. Sundhedsstyrelsens nationale opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud, der er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (www.sst.dk).

Kvaliteten i almenmedicinske tilbud er særligt reguleret i Overenskomst om almen praksis, som er indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), og som fastlægger rammer og vilkår for de praktiserende lægers opgavevaretagelse, herunder kvalitetsarbejdet. Hertil har regionsrådene adgang til indsigt i aktiviteten i almenmedicinske tilbud via en omfattende ydelsesafregning m.v., som afregnes i overensstemmelse med Overenskomsten om almen praksis.

Sundhedslovens afsnit V om praksissektorens ydelser regulerer vilkår, takster og visse opgaver for alle aktører i praksissektoren. I kapitel 13 a om obligatoriske opgaver m.v. for alment praktiserende læger i afsnit V stilles der krav om, at almen praksis foretager kodning af deres henvendelser og foretager såkaldt datafangst. Ved datafangst forstås en automatisk datadeling og indhentningsløsning, som indhenter udvalgte data fra lægernes elektroniske journalsystemer.

Hertil er der i sundhedslovens i kapitel 60 om indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder m.v. i afsnit XIV om kvalitetsudvikling, it, forskning, indberetning og patientsikkerhed fastsat yderligere krav til almen praksis om videregivelse af de oplysninger, som de registrerer i deres klinik.

Kvalitetsudviklingen af de almenmedicinske tilbud foregår både i den enkelte region, i de enkelte klinikker og gennem tværsektorielt samarbejde, herunder i klinikkernes egne såkaldte kvalitetsklynger. De juridiske rammer for arbejdet med kvalitet og indsigt i data fra almenmedicinske tilbud fremgår både i sundhedsloven og i Overenskomst om almen praksis.

De lovgivningsmæssige rammer for overenskomster, organisationsformer m.v. for almen praksis fremgår af sundhedslovens afsnit XVIII.

Det følger af lov nr. 1764 af 29. december 2025, at der fra 1. januar 2027 skal træde en ny og smallere aftale om økonomi og vilkår for alment praktiserende læger i kraft. Aftalen forhandles mellem RLTN og PLO og træder i stedet for Overenskomst om almen praksis.

3.1.1.2. Regionernes overordnede ansvar for faglig ledelse og planlægning af almenmedicinske tilbud

Sundhedsministeren har til opgave at fastlægge en national sundhedsplan, som skal sætte retning for udviklingen af sundhedsvæsnet samt national og lokal sundhedsplanlægning, jf. sundhedslovens § 206 c.

Det følger af sundhedslovens § 206, at regionsrådet har ansvar for den overordnede planlægning af den regionale indsats på sundhedsområdet, herunder for praksisområder og de offentlige sygehuse. Formålet med et samlet regionalt ansvar er bl.a. at fremme arbejdet med udvikling og sikring af kvaliteten i de ydelser, der tilbydes i det regionale sundhedsvæsen. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 1378.

Regionsrådet har ansvar for, at hvert sundhedsråd for eget geografisk område udarbejder en såkaldt nærsundhedsplan, der konkret beskriver omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen, herunder hvordan sygehusene understøtter behandling tæt på borgerne. Dette følger af sundhedslovens § 206 d. Nærsundhedsplanen skal tage afsæt i den nationale sundhedsplan, der fastlægges af sundhedsministeren, jf. lovens § 206 c, stk. 1, og være i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan, der udarbejdes af regionsrådet, jf. lovens § 206, stk. 1.

Regionsrådenes ansvar for praksisområdernes kvalitet og aktivitet kan ses i forlængelse af, at regionerne har det overordnede ansvar for at tilvejebringe og sikre tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner, jf. sundhedslovens § 57, samt at regionsrådene har ansvar for at yde vederlagsfri behandling i almenmedicinske tilbud til borgerne i henhold til sundhedslovens § 60, stk. 1.

Den 1. januar 2027 træder kapitel 13 c, Nationale krav og opgaver m.v. til det almenmedicinske tilbud, i kraft, jf. lov nr. 1764 af 29. december 2025. Kapitlet består af en ny § 57 l.

Som følge af den nye bestemmelse skal Sundhedsstyrelsen fastsætte krav og opgaver m.v. til det almenmedicinske tilbud i en national opgavebeskrivelse med en basisfunktion for almenmedicinske tilbud. Sundhedsstyrelsen skal inddrage relevante faglige aktører i et rådgivende udvalg forud for den endelige fastsættelse. Den nationale opgavebeskrivelse består af en myndighedsrettet del, opgavebeskrivelsen, og en klinikrettet del, basisfunktionen.

For så vidt angår den myndighedsrettede del i opgavebeskrivelsen, følger det af sundhedslovens § 57 l, stk. 2, at regionsrådene skal tilvejebringe og tilrettelægge det almenmedicinske tilbud i henhold til den nationale opgavebeskrivelse. I opgavebeskrivelsen stilles der krav til den regionale myndighedsopgave, herunder at regionsrådene skal planlægge det samlede almenmedicinske tilbud med udgangspunkt i befolkningens behov for sundhedsydelser.

For så vidt angår den klinikrettede del i basisfunktionen, følger det af sundhedslovens § 57 l, stk. 3, at de almenmedicinske tilbud har et selvstændigt ansvar for at leve op til basisfunktionen. Regionsrådene har ansvar for at følge op på, at klinikkerne efterlever basisfunktionen, jf. Folketingstidende 2025-26, tillæg A, L 78 som fremsat, s. 14 f.

Sundhedsstyrelsen har i februar 2026 offentliggjort den første udgave af den nationale opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud.

Det følger af bemærkningerne til den nye § 57 l i sundhedsloven, at regionsrådene har til opgave at varetage den lokale faglige ledelse samt koordinering og samarbejde med klinikker og læger med henblik på at sikre velfungerende rammer for opgaveløsning og udvikling, jf. Folketingstidende 2025-26, tillæg A, L 78 som fremsat, s. 15. Klinikkerne er samtidig forpligtet til at indgå i samarbejdet. Ved faglig ledelse forstås regionens ansvar for at understøtte og udvikle den faglige kvalitet i de almenmedicinske tilbud gennem en dialogbaseret fastsættelse af faglige rammer, opfølgning på kvalitet, understøttelse af kvalitetsudvikling og dialog om den faglige opgaveløsning i samarbejde med de enkelte klinikker.

Det følger af den nationale opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud, der er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (www.sst.dk), at regionernes faglige ledelse over for de almenmedicinske tilbud bl.a. skal udøves med afsæt i indsigt i det samlede sundhedsvæsen og med indsigt i det almenmedicinske speciale samt klinikkernes vilkår og praksis. Den faglige ledelse skal udøves i tæt dialog med og under inddragelse af klinikkerne. Den faglige ledelse skal desuden have fokus på faglig viden, kvalitetsudvikling og læring gennem kollegial sparring og feedback, og så vidt muligt være understøttet af fagligt relevante data. I forhold til de enkelte klinikker kan regionen f.eks. opstarte dialog om kvalitet i behandling af visse patientgrupper med udgangspunkt i krav fra opgavebeskrivelsen og data om patientforløb på tværs af sundhedsvæsnet. Den faglige ledelse kan f.eks. omfatte fælles rammer for opgavefordeling mellem det specialiserede og almenmedicinske niveau, arbejde med tydeliggørelse af roller og ansvar i patientforløb og facilitering af faglige netværk og samarbejdsfora. Regionen skal endvidere tilrettelægge og understøtte rammer for samarbejde om udvikling, implementering og anvendelse af data og digitalisering samt ny teknologi, eksempelvis adgang til fælles data og kommunikationsløsninger.

Det følger tillige af den nationale opgavebeskrivelse, at regionerne har ansvar for at skabe rammer for og understøtte datadrevet kvalitetssikring og -udvikling. Regionsrådets ansvaret er både overfor den enkelte klinik, for kvalitetsklyngerne og på tværs af regionen.

Alle regionsråd løfter deres ansvar via regionale kvalitetsenheder, som er etableret i samarbejde med de regionale dele af PLO. Kvalitetsenhederne har blandt andet til opgave at understøtte kvalitetsarbejdet i de enkelte klinikker, arbejdet i kvalitetsklyngerne samt at tilbyde og udpege relevant efteruddannelse.

3.1.1.3. Kvalitetsarbejde og -udvikling i almenmedicinske tilbud

Klinikkerne i de almenmedicinske tilbud er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med krav og opgaver m.v. fastsat i basisfunktionen for det almenmedicinske tilbud, jf. sundhedslovens § 57 l, stk. 3.

Det følger af basisfunktionen for almenmedicinske tilbud, at alle klinikker løbende skal arbejde med kvalitetsudvikling, f.eks. ved at bruge feedback, sparring og undervisning mellem kollegaer. I basisfunktionen stilles der krav om, at alle klinikker tager del i datadrevet kvalitetsarbejde, bl.a. ved at deltage i en kvalitetsklynge.

Kvalitetsklyngerne blev etableret som følge af Overenskomst om almen praksis fra 2018, som er indgået mellem RLTN og PLO. Hensigten med kvalitetsklyngerne er, at alle praktiserende læger indgår i faglige fællesskaber, såkaldte klynger, som mødes og arbejder med egne kvalitetsdata og kvalitetsudvikling. Hver klynge udgøres af et antal klinikker inden for et geografisk område, der minimum har i alt 30.000 tilmeldte patienter.

Kvalitetsklyngerne, der er beskrevet i § 99 og bilag 12 i Overenskomst om almen praksis, bruger helbredsoplysninger i bred forstand. De udarbejder såkaldte klyngepakker, som består af opgørelser for de enkelte klinikker og for klyngen som helhed. I klyngepakkerne indgår således både data fra patientforløb og data om behandlingsforløb. Data om patientforløb omfatter bl.a. kliniske mål f.eks. for lungefunktion blandt patienter med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL). Data om behandlingsforløb omfatter f.eks. andelen af en kliniks KOL-patienter, der har fået årskontrol, receptudskrivning m.v. Klyngerne arbejder med kvalitetsarbejde i relation til nationale mål og ud fra fokusområder, som klyngerne selv udvælger. Arbejdet i klyngerne koordineres af en praktiserende læge fra hver klynge.

Regionerne har ifølge den nationale opgavebeskrivelse ansvar for at fastlægge de overordnede rammer for kvalitetsudvikling og samarbejde i kvalitetsklyngerne. Hertil skal regionerne understøtte arbejdet i klyngerne bl.a. med lægekonsulentordninger, regionale støttefunktioner, bistand med data og it-mæssige opgaver og i forhold til tværsektorielt kvalitetsarbejde. Denne støtte er typisk forankret i de regionale kvalitetsenheder, som beskrevet ovenfor.

Den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion fastslår, at de almenmedicinske tilbud også fremover er forpligtede til at indgå i kvalitetsklynger og arbejde databaseret. Hertil følger det, at de almenmedicinske tilbud skal anvende nationalt bestemte digitale værktøjer, som medvirker til overblik, faglig udvikling og bedre patientforløb.

Kvalitetsarbejdet i de almenmedicinske tilbud understøttes af Kvalitet i Almen Praksis (KiAP). Organisationen har et sekretariat, som bl.a. udarbejder klyngepakker og kliniske vejledninger og redskaber til understøttelse af datadrevet arbejde i klinikkerne herunder modulet forløbsplaner. Klyngepakkerne udgøres af materiale med oplæg til et samlet kvalitetsforløb for en given indsats og data for klyngens klinikker. KiAP er nedsat og finansieret af parterne bag Overenskomst om almen praksis igennem Fonden for Almen Praksis, dvs. PLO og regionerne.

3.1.1.4. Indsigt i aktivitet ved alment praktiserende læger

Der er fra statslig og regional side i dag indsigt i aktiviteten ved alment praktiserende læger igennem lægernes honorarafregning for ydelser, som sendes til regionerne.

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 1, at alment praktiserende læger, der yder behandling efter lovens § 60, stk. 1, skal foretage kodning af henvendelser til almen praksis og anvende datafangst det vil sige en automatiseret deling af data. De konkrete krav til kodning og datafangst reguleres i bekendtgørelse nr. 490 af 13. maj 2018 om kodning og datafangst i almen praksis, indberetning af data til regionen og offentliggørelse af oplysninger om lægen eller klinikken (herefter bekendtgørelse om kodning og datafangst).

Kravene om dokumentation af aktiviteten ved alment praktiserende læger har til formål at samle oplysninger vedrørende patienternes behandlingsforløb og gøre disse tilgængelige for relevante dele af sundhedsvæsnet. Oplysninger fra en patients almenmedicinske tilbud kan f.eks. anvendes som led i behandling ved indlæggelse på sygehus. Hertil kan oplysninger fra de almenmedicinske tilbud i aggregeret form indgå i en samlet analyse af den almenmedicinske indsats, f.eks. for personer med diabetes type-2, som en del af regionens kvalitetsarbejde.

Dokumentationen for den kliniske aktivitet i de almenmedicinske tilbud foregår igennem lægernes elektroniske journalsystemer, lægepraksissystemer. I lægepraksissystemerne har lægerne mulighed for at samle oplysninger, i elektronisk og systematisk form, om klinikkernes patientpopulation. Oplysningerne angår bl.a. patienternes behandlingsforløb i praksis, henvisninger, laboratorieundersøgelser og medicinoplysninger.

Læger og behandlere i de almenmedicinske tilbud har samtidig mulighed for at kode yderligere oplysninger om patienten ved at benytte diagnosekoder, ICPC-koder. ICPC (International Classification of Primary Health Care) er en international diagnoseklassifikation målrettet det primære sundhedsvæsen.

Der stilles i dag krav i bekendtgørelse om kodning og datafangst om ICPC-kodning af 8 diagnoser, mens det for øvrige henvendelser er op til lægerne selv om de ønsker at diagnosekode. Alment praktiserende læger skal således foretage ICPC-kodning af alle henvendelser vedr. diagnoserne: KOL, astma, kroniske muskel- og skeletlidelser, knogleskørhed (osteoporose), hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes og ikke-psykotiske, psykiske lidelser, hvilket følger af bekendtgørelsen om kodning og datafangst i almen praksis. Registreringen skal foretages i lægens elektroniske journalsystem.

ICPC er udviklet i regi af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og gør det bl.a. muligt at koble almen praksis til diagnosekoder, der er stillet i det sekundære sundhedsvæsen bl.a. på sygehuse og i speciallægepraksis. I dansk kontekst anvendes ICPC-kodning af symptom-diagnoser og sygdomsdiagnoser. Kodningen kan således give indblik i årsagen til en henvendelse.

Det følger af bekendtgørelsen om kodning og datafangst i almen praksis, indberetning af data til regionen og offentliggørelse af oplysninger om lægen eller klinikken (bekendtgørelse nr. 490 af 13. maj 2018), at lægerne skal anvende datafangst og tilhørende indikatorsæt, som er udviklet for diagnoserne KOL, astma, kroniske muskel- og skeletlidelser, knogleskørhed (osteoporose), hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes og ikke-psykotiske psykiske lidelser. De indsamlede indikatordata bliver indsendt til kliniske kvalitetsdatabaser i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut, hvorefter data er tilgængelige for sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud og for KiAP.

Det følger af sundhedslovens § 195, stk. 2, at det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at give oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer, dog ikke oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten.

Sundhedsministeren er efter sundhedsloven § 195, stk. 3, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger, de alment praktiserende læger skal give til regionsrådene efter stk. 2. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse om kodning og datafangst. Det er i bekendtgørelsen fastlagt, at de alment praktiserende læger skal stille de oplysninger, der tilvejebringes ved kodning og datafangst til rådighed for regionsrådene, jf. § 3. Lægerne skal dermed stille oplysninger om ICPC-koder og tilhørende indikatorer til rådighed for regionsrådene.

Anvendelsen af de oplysninger, som regionerne får videregivet efter lovens § 195, stk. 2, er formålsafgrænset og kan anvendes til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Oplysningerne må dog ikke være personhenførbare. Denne afgrænsning betyder, at det ikke er lovligt eller muligt at koble data på tværs af kilder. Der er f.eks. ikke hjemmel til, at regionsrådene selv kan anvende data til at opgøre forskelle i akutte indlæggelser for KOL-patienter på tværs af de almenmedicinske tilbud. Samkøringen af data kræver, at der kan anvendes et unikt person-id f.eks. et pseudonymiseret personnummer på tværs af kilder. Det begrænser således indsigten i kvalitet og patientforløb, der går på tværs af almenmedicinske tilbud og det øvrige sundhedsvæsen herunder praktiserende speciallæger og sygehuse.

Efter sundhedslovens § 57 d samt § 195, stk. 2-3, og bekendtgørelser udstedt i medfør af disse stilles dermed krav om indsamling og indsigt i en begrænset andel af de henvendelser og den aktivitet, der er hos de alment praktiserende læger. Det er derfor begrænset, hvor meget information de centrale sundhedsmyndigheder og regionsrådene får herigennem. Størstedelen af viden om aktivitet hos alment praktiserende læger opnås derfor indirekte via lægernes honorarafregning overfor regionerne.

Lægernes honorarafregning reguleres i Overenskomst om almen praksis indtil den 1. januar 2027. Der stilles i overenskomstens § 87, stk. 1, krav om at lægen i forbindelse med hver enkelt overenskomstmæssig ydelse sender en elektronisk regning til regionen, som opfylder gældende MedCom-standarder. For hver regning skal patientens personnummer, navn, bopæl, dato for ydelsen og ydelsesnummer fremgå. For ydelser uden for dagstiden skal anføres afregningstidspunkt. Det gældende ydelseskatalog for almen praksis indeholder mere end 100 enkeltydelser. Dermed giver afregningerne et vis indblik i de alment praktiserende lægers aktivitet i forbindelse med patientkontakter. Der findes f.eks. ydelser for årskontrol, blodprøvetagning, børneundersøgelser, lungeundersøgelse ved spirometri og diagnosticering ved anvendelse af psykometriske test.

3.1.1.5. Registrering og indberetning af oplysninger til nationale databaser

Det følger af sundhedslovens § 193 b, stk. 1-2, at Digital Sundhed Danmark er ansvarlig for at drive en fælles digital infrastruktur, som anvendes til udveksling og registrering af udvalgte oplysninger om de enkelte borgeres helbredsforhold m.m. Oplysningerne fra den digitale infrastruktur må kun behandles af personer indenfor sundhedssektoren, der er underlagt tavshedspligt, når det er nødvendigt som et led i et behandlingsforløb f.eks. medicinsk diagnose.

Sundhedsministeren har, jf. sundhedslovens § 193 b, stk. 3, nr. 5, bemyndigelse til at fastsætte regler om den dataansvarliges adgang og pligt til indberetning til den digitale infrastruktur. Bekendtgørelse om drift m.v. af den fælles digitale infrastruktur (bekendtgørelse nr. 221 af 29. januar 2026) er udstedt i medfør af bestemmelsen. I bekendtgørelsens § 2, stk. 3, fastlægges, at alment praktiserende læger har pligt til at være tilknyttet til den digitale infrastruktur og give adgang til oplysninger om bl.a. planer og indsatser i sundhedsvæsenet.

Med lov nr. 1760 af den 29. december 2025, der trådte i kraft den 1. januar 2026, blev det besluttet, at den fælles digitale infrastruktur i fremtiden drives af Digital Sundhed Danmark. Her indførtes samtidig et nyt stk. 4 i § 193 b, der fastlægger, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at den dataansvarlige kan videregive oplysninger fra den digitale infrastruktur til forskning og statistiske formål i overensstemmelse med §§ 48 a-48 e.

Hertil stilles krav om indberetning af oplysninger til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl. Det følger af sundhedslovens § 195, stk. 1, at det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl.

Bestemmelsen udgør grundlaget for, at sundhedsmyndigheder kan indsamle oplysninger om aktiviteten og opgavevaretagelsen i sundhedsvæsenet og anvende disse oplysninger som led i deres myndighedsopgaver. Indberetningspligten omfatter således en bred kreds af aktører på sundhedsområdet.

For alment praktiserende læger gælder der herudover en særskilt indberetningsordning efter § 195, stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at alment praktiserende læger skal give regionsrådene oplysninger om deres virksomhed. Oplysningerne anvendes til planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Det kan således bl.a. omfatte oplysninger, der giver regionerne indsigt i aktiviteten i almen praksis og dermed et grundlag for at planlægge og følge op på den almenmedicinske indsats. Oplysninger, der gør det muligt at identificere patienten, er dog undtaget.

Efter bestemmelsens stk. 3 fastsætter sundhedsministeren i en bekendtgørelse nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives efter stk. 1 og 2.

Hertil stilles krav om indberetning til kvalitetsdatabaser, herunder for almenmedicinske tilbud. Det følger af sundhedslovens § 196, at privatpersoner og institutioner, der driver sygehuse m.v. samt praktiserende sundhedspersoner skal indberette oplysninger til landsdækkende og regionale kliniske kvalitetsdatabaser, der er godkendt af Sundhedsdatastyrelsen. De data, der indberettes efter lovens § 196, kan anvendes inden for databasernes formål, som led i løbende overvågning, evaluering og udvikling af den kliniske kvalitet, samt som led i synliggørelsen af den kliniske kvalitet til videnskabelige og statistiske formål.

3.1.1.6. Regionernes adgang til tværgående oplysninger på tværs af sektorer til brug for planlægning

Det følger af sundhedslovens § 197, at regionsråd såvel som kommunalbestyrelser til brug for deres tilrettelæggelse og planlægning af indsatser på sundhedsområdet kan indhente og behandle personoplysninger fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser. Adgangen omfatter både regionernes og kommunernes egne borgere samt oplysninger om borgere i andre regioner og kommuner, jf. bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2010-2011, 1. samling, tillæg A, L 171 som fremsat, s. 14 f. Adgangen omfatter både aktuelle og historiske oplysninger. Adgangen til oplysningerne på personniveau betyder, at det er muligt for regioner og kommuner at foretage analyser på patientgrupper, der har behandlingsforløb på tværs af sektorer. Tilsvarende skal det understøtte planlægning af kapacitet ud fra et datamæssigt grundlag.

Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 197, jf. Folketingstidende 2010-2011, 1. samling, tillæg A, L 171 som fremsat, s. 15 f., at adgangen til at indhente og behandle oplysninger efter bestemmelsen alene er til brug for regionsråds og kommunalbestyrelsers planlægning af sundhedsområdet. Det er den dataansvarlige myndighed for det register, oplysningerne ønskes indhentet fra, der skal tage stilling til, om regionen eller kommunen må indhente de pågældende oplysninger. Den dataansvarlige myndighed skal i denne sammenhæng tage stilling til, om det er nødvendigt at få adgang til brug for pågældende myndigheds planlægning af sin sundhedsindsats. Den dataansvarlige myndighed skal vurdere, om det er tilstrækkeligt at udlevere oplysningerne i aggregeret form af hensyn til proportionalitetsprincippet i databeskyttelsesretten. Bestemmelsen giver således ikke regionen eller kommunen ret til at indhente oplysningerne ved selv at foretage søgning i de relevante offentlige registre. Databehandlingen skal alene ske med henblik på statistiske undersøgelser. Personoplysningerne må således udelukkende anvendes i statistisk øjemed. Det er derfor kun de personer, der skal udføre de statistiske undersøgelser, som får adgang til oplysningerne i en ikke-aggregeret form. For at sikre dette fremgår derfor også at databehandlingen bør ske på en måde, der i it-teknisk henseende er adskilt fra kommunernes og regionernes almindelige administrative sagsbehandling.

Oplysningerne, der tilgås efter sundhedslovens § 197, må dermed ikke anvendes til regningskontrol – eksempelvis i forhold til kommunal medfinansiering fremgår og tilsvarende for regionernes kontrol af afregning fra alment praktiserende læger.

I medfør af sundhedslovens § 273 a kan sundhedsministeren fastsætte bestemmelser om bødestraf for overtrædelse af forskrifter udstedt i medfør af § 57 d, stk. 3, og § 195, stk. 1 og 3. De nærmere krav til kodning og automatisering datadeling er fastsat i bekendtgørelsen om kodning og datafangst. Det fremgår af bekendtgørelsens § 7, at overtrædelse af reglerne kan straffes med bøde. Der er ikke i gældende lovgivning fastsat nærmere regler om, hvordan en bøde kan pålægges samt hvem eller hvordan der følges op på manglende efterlevelse af reglerne.

3.1.1.7. Opslag i elektroniske systemer i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud

Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 1, at sundhedspersoner ved opslag i elektroniske systemer kan indhente oplysninger om en patients helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten.

Opslag i elektroniske systemer omfatter systemer, hvor der er tale om en direkte onlineadgang. Det er en forudsætning for at indhente oplysningerne, at oplysningerne er indsamlet for at understøtte den sundhedsfaglige behandling eller er indsamlet til et formål, som ikke er uforeneligt med sundhedsfaglig behandling, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 2, og jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 127 som fremsat, side 33.

Sundhedspersoner skal forstås i overensstemmelse med sundhedslovens § 6, og omfatter således personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 127 som fremsat, side 34.

Med aktuel behandling forstås aktuel undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient, jf. sundhedslovens § 5. Aktuel behandling omfatter mere, end at en patient befinder sig fysisk på et behandlingssted. Aktuel behandling omfatter også forberedelse. Det betyder f.eks., at aktuel behandling starter, når der er en aftale om behandling. Det kan være, at patienten har bestilt tid, at patienten har anmodet om receptfornyelse, eller at en ambulance er på vej ind til hospitalet. Sundhedspersoner har ifølge bestemmelsen dermed adgang til at indhente oplysninger i elektroniske systemer med henblik på forberedelse af konsultationen/den fysiske behandling, ligesom der er adgang til – efter konsultationen – at slå op med henblik på at se prøvesvar og give tilbagemelding til patienten, sende recepten m.v., efter at patienten er gået, jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 127 som fremsat, side 34.

Formålet med sundhedspersoners adgang til at indhente oplysninger om patienter i medfør af bestemmelsen er at sikre et bedre grundlag for digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet og for at understøtte den fælles digitale infrastruktur. Derudover har der med indførslen af bestemmelsen været et ønske om at imødekomme patienters berettigede forventning om, at der er en sammenhæng mellem diagnostik, behandling, genoptræning og rehabilitering. På den baggrund har det været nødvendigt at indføre regler, der sikrer vidensdeling på tværs af sektorer, jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 127 som fremsat, side 4.

Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 3, at sundhedspersoner og andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, uden for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, med patientens samtykke ved opslag i elektroniske systemer kan indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, i forbindelse med behandling af patienter.

Bestemmelsen giver mulighed for, at patienten kan give samtykke til, at sundhedspersoner, og andre personer, der er underlagt tavshedspligt, kan indhente helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienten i andre situationer end de, der er nævnt i stk. 1 og 2.

Bestemmelsen anvendes bl.a. i de tilfælde, hvor patienten gerne vil give samtykke til, at en sundhedsperson i kommunen kan indhente helbredsoplysninger m.v. med henblik på vurdering af, om patienten kan have behov for tilbud om forebyggende sundhedsfaglig behandling, jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 127 som fremsat, side 36. Bestemmelsen vedrører derfor de tilfælde, hvor patienten ikke er i aktuel behandling.

Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 5, at patienten ved tilkendegivelse kan frabede sig, at der indhentes oplysninger efter stk. 1 og 4. Bestemmelsen indebærer, at patienten vil kunne frabede sig, at en sundhedsperson indhenter helbredsoplysninger m.v. efter stk. 1. Bestemmelsen indebærer endvidere, at patienten vil kunne frabede sig, at andre personer, der af ledelsen på behandlingssteder har fået tilladelse til at foretage opslag i elektroniske systemer, kan indhente helbredsoplysninger efter stk. 4.

Patienten kan i medfør af bestemmelsen frabede sig, at sundhedspersoner og andre personer indhenter helbredsoplysninger m.v. om vedkommende i elektroniske systemer. Afhængigt af, hvad der er teknisk muligt, vil patienten kunne frabede sig, at en sundhedsperson – eller flere bestemte sundhedspersoner – indhenter oplysninger efter stk. 1. Derudover kan patienten, afhængigt af hvad der er teknisk muligt, frabede sig, at oplysninger fra en bestemt enhed, f.eks. et sygehus eller en afdeling på et sygehus, kan indhentes, ligesom patienten kan frabede sig indhentning af oplysninger fra et bestemt tidsrum, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 127 som fremsat, side 39.

Det følger af sundhedslovens § 42 b, stk. 2, at en tilkendegivelse om frabedelse af indhentning af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger i et elektronisk system, som drives af en central sundhedsmyndighed, skal ske til denne myndighed, som sikrer, at tilkendegivelsen registreres i det elektroniske system.

I det samtidigt fremsatte lovforslag om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (kronikerpakker, frit valg og befordring til sundheds- og omsorgspladser m.v.) foreslås det at indsætte en ny § 60 a i sundhedsloven.

Det følger af den foreslåede § 60 a, stk. 1, i sundhedsloven, at regionsrådet via de almenmedicinske tilbud tilbyder en behandlingsplan, og regionsrådet tilbyder opstart i patientrettet forebyggelse til de følgende patientgrupper, der følger af den foreslåede § 60 a, stk. 1, nr. 1-5, inden for de frister, der er fastsat i stk. 2 og 3.

I den foreslåede § 60 a, stk. 1, i sundhedsloven oplistes i nr. 1-5 de omfattede patientgrupper. Efter § 60 a, stk. 1, nr. 1, omfatter det patienter, der er diagnosticeret med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Efter nr. 2 omfatter det patienter, der er diagnosticeret med kroniske lænderygsmerter. Efter nr. 3 omfatter det patienter, der er diagnosticeret med type 2-diabetes. Efter nr. 4 omfatter det patienter, der er diagnosticeret med hjertesygdomme. Efter nr. 5 omfatter det patienter, der er diagnosticeret med kompleks multisygdom.

Det følger af den foreslåede § 60 a, stk. 2, at det almenmedicinske tilbud, hvor en patient er tilmeldt, jf. § 60, skal senest 30 kalenderdage efter, at patienten har fået stillet en diagnose, som er nævnt i stk. 1, udarbejde en personlig behandlingsplan sammen med patienten. Det almenmedicinske tilbud skal herunder vurdere, om patienten skal henvises til patientrettet forebyggelse efter § 119, stk. 3, og henvise patienten, hvis det vurderes relevant.

Det følger af den foreslåede § 60 a, stk. 3, at bopælsregionsrådet senest 21 kalenderdage efter, at en patient har fået en henvisning til et tilbud om patientrettet forebyggelse, skal meddele patienten, om regionsrådet kan tilbyde opstart af relevant patientrettet forebyggelse efter § 119, stk. 3, og meddele patienten en dato for opstart af første indsats.

Det følger endeligt af den foreslåede § 60 a, stk. 4, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det almenmedicinske tilbuds og regionsrådets forpligtelser efter stk. 2 og 3.

3.1.2. Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

Med Aftale om sundhedsreform 2024 er aftalepartierne blandt andet enige om, at de almenmedicinske tilbud skal afspejle sundhedsvæsenets aktuelle behov og levere mere ensartet, høj kvalitet. Krav og opgaver til det almenmedicinske tilbud er derfor fastlagt nationalt af Sundhedsstyrelsen i en national opgavebeskrivelse, som fik hjemmel i sundhedslovens § 57 l ved lov nr. 1764 af 29. december 2025.

Aftalepartierne bag Aftale om sundhedsreform 2024 er desuden enige om at styrke regionernes kompetence til at lede og udvikle det almenmedicinske tilbud med fokus på faglig udvikling og samarbejde. De er enige om, at der skal være indsigt i og adgang til data og information om aktiviteten og kvaliteten i de almenmedicinske tilbud, også for regionen med ansvar for tilbuddet.

Regionsrådene får med de ændringer, der følger af lov nr. 1764 af 29. december 2025 med ikrafttræden den 1. januar 2027, et større myndighedsansvar i forhold til planlægning og faglig ledelse af de almenmedicinske tilbud. Regionerne får blandt andet ansvar for at sikre efterlevelse af basisfunktionen for almenmedicinske tilbud på tværs af de almenmedicinske tilbud. Det er i forarbejderne til loven tilkendegivet, at der, med ikrafttræden den 1. januar 2027, vil blive foreslået regler, der skal sikre regionsrådet adgang til data, som forudsættes relevant for at løfte den udvidede opgave, der følger af den nationale opgavebeskrivelse herunder den faglige og ledelsesmæssige opgave for de almenmedicinske tilbud.

Samtidig er aftalepartierne med Aftale om sundhedsreform 2024 enige om, at der skal aftales en ny og forenklet honorarstruktur, som sikrer en større sammenhæng mellem lægernes honorar og borgernes behandlingsbehov. En forenkling af honorarstrukturen vil betyde, at den enkelte ydelse og dermed den enkelte afregning giver mindre information om aktiviteten i den pågældende henvendelse end tidligere. Hvis en patient f.eks. får lagt kateter i forbindelse med en konsultation, ville der forud for forenklingen blive afregnet en tillægsydelse for blærekateterisation, mens der efter forenklingen forventeligt vil blive afregnet for ydelser, der er mere overordnede og f.eks. kan dække over flere typer af indgreb. Dette letter lægernes administrative byrder ifm. afregning af ydelser. En forenkling af honorarstrukturen for de alment praktiserende læger begrænser dog regionernes og de centrale sundhedsmyndigheders nuværende indsigt i de almenmedicinske tilbuds konkrete aktivitet, som i dag primært beror på afregningsdata. Det er på den baggrund Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at der opstår et øget behov for indsigt i lægernes aktivitetsdata.

RLTN og PLO nedsatte i 2022 Honorarstrukturrådet til at komme med forslag til en ny honorarstruktur, som skal understøtte politiske visioner om at sikre sammenhængende patientforløb og afhjælpe ulighed i sundhed. Rådet lægger i sine anbefalinger vægt på, at regionerne ved en forenklet honorarstruktur alt andet lige mister indsigt i aktiviteten blandt alment praktiserende læger. Rådet mener derfor, at regionerne bør sikres yderligere indsigt i aktiviteten for alment praktiserende læger foruden afregningsdata. Som et led i deres oplæg til en ny honorarstruktur anbefaler rådet, at længerevarende konsultationer og konsultationer med tillægsydelser bliver ICPC-kodet. Rådet anbefaler endvidere, at regionerne til brug for deres aktivitets- og kvalitetsopfølgning får videre adgang til data, der allerede indsamles, herunder laboratoriedata, aktivitetsdata, ordinationsmønstre, patienttilfredshed eller kronikerdata. Rådet anbefaler samtidig, at regionerne i øget grad stiller data om kvalitet til rådighed for de almenmedicinske tilbud. Det fremgår af Aftale om sundhedsreform 2024, at honorarstrukturen bl.a. skal udvikles baseret på Honorarstrukturrådets forslag. Det er på denne baggrund Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at der er behov for øget ICPC-kodning og aktivitets- og kvalitetsopfølgning.

Der har i regi af tidligere overenskomstaftaler mellem PLO og RLTN været en udtalt ambition fra parterne om datadrevet kvalitetsudvikling inden for og på tværs af almenmedicinske tilbud. Det er Sundheds- og Kirkeministeriets forståelse, at der på tværs af klinikker generelt set kodes i begrænset omfang, foruden det som følger af lovfastsatte krav. Det er derfor Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at der er behov for at fastsætte regler, der indeholder krav om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang, der skal diagnosekodes.

Rigsrevisionen afgav i 2023 en beretning om kontrol med alment praktiserende lægers honorarafregning. Rigsrevisionen vurderede, at regionerne samlet set ikke havde ført en effektiv kontrol med afregningen af honorarer til alment praktiserende læger i perioden 2018 til medio 2021. Rigsrevisionen fandt kontrollen utilfredsstillende. Rigsrevisionens kritik angik regionernes førkontrol og efterkontrol, det vil sige kontrol før og efter afregning, samt rammerne for kontrol. Rigsrevisionen fulgte i 2025 op på beretningen med et notat, hvor de tilkendegav, at den fortsat ville følge regionernes arbejde med førkontrol samt ministeriets arbejde med at skabe mere hensigtsmæssige rammer for regionernes kontrol. Der er derfor behov for, at regionerne gives øget indsigt i aktivitet i de almenmedicinske klinikker og øget mulighed for kontrol på den baggrund.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at regionernes kontrol kan styrkes ved at give regionerne bedre indsigt i og adgang til systematiske data for aktiviteten i de almenmedicinske tilbud. Sundheds- og Kirkeministeriet bemærker, at regionernes rammer for effektiv kontrol er styrket med lov nr. 1764 af 29. december 2025, hvor regionsrådene bl.a. får bemyndigelse til at træffe afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb fra ejeren af et almenmedicinsk tilbud. Sundheds- og Kirkeministeriet bemærker samtidig, at en ny honorarstruktur i vidt omfang ændrer det grundlag, som Rigsrevisionen har afgivet beretning om.

Faglig ledelse består først og fremmest af dialog og vejledning, men forudsætter også muligheden for at regionsrådene har mulighed for at følge op med instruktion og i sidste instans sanktion. Kontrol kan således ikke stå alene, men er en del af den faglige ledelse og indgår som led i opfølgningen på kvalitetsudviklingen og på, om fastsatte krav og målsætninger efterleves. Oplysningerne, der skal indberettes, skal hovedsageligt understøtte kvalitetsudvikling og gode patientforløb, mens regionerne samtidig skal have mulighed for at følge op på kvalitetsudviklingen. En sådan opfølgning vil som udgangspunkt ske gennem dialog og vejledning, inden der eventuelt bliver tale om kontrol.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at mere systematisk kodning af henvendelser ved alment praktiserende læger kan styrke mulighederne for at udvikle kvaliteten i de almenmedicinske tilbud. Det vil sikre bedre forudsætninger for systematisk og datadrevet kvalitetssikring og -udvikling. ICPC-kodning giver f.eks. mulighed for journaloverblik og systematisk arbejde med kvalitet. F.eks. kan diagnosekodning gøre det nemmere for den enkelte læge at holde styr på, om alle klinikkens patienter med en given kronisk sygdom har fået en relevant årskontrol. Det kan give bedre overblik over borgernes sundhedstilstand og behov både i den enkelte klinik, det enkelte sundhedsråd og den enkelte region.

Det bemærkes i tillæg hertil, at den kliniske og planlægningsmæssige merværdi af kodning vil øges i takt med udviklingen af en systematisk og ensartet kodningspraksis inden for og på tværs af klinikker. Som led i regionernes faglige ledelse og arbejde med kvalitetsudvikling, forventes det at være en regional opgave at understøtte god kodningspraksis, løbende følge op på datakvaliteten og aktualisere værdien af systematisk kodning igennem databaseret kvalitetsarbejde. Regionernes opfølgning på efterlevelsen af kravene til kodning, herunder eventuel kontrol og sanktionering, vil blive tilrettelagt under hensyn til, at der er tale om nye krav, som klinikkerne skal have rimelig tid til at implementere.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at regionernes adgang til relevant data fra almenmedicinske tilbud får stigende betydning i takt med varetagelsen af udvidede myndighedsopgaver, fordi regionernes faglige ledelsesopgave forudsætter indsigt i aktivitet og kvalitet i de almenmedicinske klinikker. Der skal derfor fastsættes klare og forpligtende krav til de almenmedicinske tilbuds indberetning og deling af data, og regionsrådene skal kunne sikre efterlevelsen heraf. Kravene skal fastsættes under hensyn til om den nødvendige it-infrastruktur, der muliggør efterlevelse, findes.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at udgangspunktet for at tilvejebringe et relevant og tilstrækkeligt datagrundlag til brug for regionernes faglige ledelse og styrkede planlægningskompetence er, at eksisterende datakilder anvendes i videst muligt omfang. Det skal understøtte, at lægerne i de almenmedicinske tilbud ikke bruger unødig tid på at registrere og indberette oplysninger, der i forvejen indsamles. Det indebærer, at data som i dag indsamles til andre formål end kvalitetsudvikling i fremtiden bør kunne anvendes til kvalitetsudvikling og som grundlag for planlægning af et sammenhængende sundhedsvæsen under hensyn til databeskyttelsesretten.

I den nationale opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud bliver der med basisfunktionen endvidere fastsat pligt for almenmedicinske tilbud at gennemføre opsøgende indsatser og afgivelse af behandlingstilbud til visse patienter. Den almenmedicinske klinik skal f.eks. tilbyde specifikke forebyggelsesindsatser målrettet sårbare grupper. Det opsøgende arbejde og afgivelse af behandlingstilbud til de relevante patienter kræver, at sundhedspersonerne kan indhente patienters helbredsoplysninger og foretage opslag i f.eks. patientjournaler, når det er nødvendigt i forhold til de krav og opgaver, der fastsættes i den nationale opgavebeskrivelse. Formålet med lovforslaget er hermed også at understøtte sundhedspersonerne i deres opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud, som fastsat i den nationale opgavebeskrivelse.

3.1.3 Den foreslåede ordning

Med lovforslaget fastlægges krav til almenmedicinske tilbuds deling af systematisk indsamlede oplysninger overfor centrale sundhedsmyndigheder, Digital Sundhed Danmark og overfor regionsrådene.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 195 a i sundhedsloven under kapitel 60 om indberetning til centrale sundhedsmyndigheder m.v. I den foreslåede bestemmelse samles de krav om indberetning og deling af oplysninger til regionsråd, som påhviler de almenmedicinske tilbud. De almenmedicinske tilbud omfatter de alment praktiserende læger, der driver en klinik med et ydernummer, samt udbuds- og regionsklinikker.

Det foreslåede § 195 a, stk. 1, nr. 1, skal pålægge de almenmedicinske tilbud, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, at foretage kodning af henvendelser og anvende automatiseret datadeling. Dermed videreføres eksisterende krav i lovgivningen herom. De almenmedicinske tilbud vil derfor være forpligtede til at dokumentere den kliniske aktivitet i deres elektroniske journalsystemer, dvs. lægepraksissystemer.

Med det foreslåede § 195 a, stk. 1, nr. 2, pålægges almenmedicinske tilbud at stille strukturerede data til rådighed for regionerne til brug for regionsrådenes faglige ledelse, planlægning, kvalitetsudvikling og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Det foreslåede angår dermed strukturerede data – dvs. variable, hvor rådata udgøres af oplysninger, der registreres efter på forhånd fastlagte kategorier eller værdier og dermed ikke fritekstfelter. Fritekstfelter skal forstås som de dele af patientjournalen, hvor lægen kan notere observationer og overvejelser i forbindelse med konsultationen og patientens videre forløb. Rådata skal forstås som oplysninger i den form, de oprindeligt registreres i lægeklinikkernes systemer, og som endnu ikke er bearbejdet.

Med kvalitetsudvikling forstås i denne sammenhæng de indsatser, der knytter sig til regionernes arbejde med at sikre og understøtte kvaliteten i de almenmedicinske tilbud og arbejdet med at udvikle forløb og øvrige indsatser, der sikrer og understøtter behandling af en høj kvalitet. Dette arbejde knytter sig til regionernes myndighedsansvar for de almenmedicinske tilbud og kan forstås som et element i den faglige ledelse af de almenmedicinske tilbud og regionens opgave med at vejlede om og påse de almenmedicinsk klinikkers efterlevelse af basisfunktionen for de almenmedicinske tilbud og den nationale opgavebeskrivelse. Faglig ledelse består først og fremmest af dialog og vejledning, men forudsætter også muligheden for at regionsrådene har mulighed for at følge op med instruktion og i sidste instans sanktion. Kontrol er således ikke et selvstændigt formål med den faglige ledelse, men kan indgå som led i opfølgningen på kvalitetsudviklingen og på, om fastsatte krav og målsætninger efterleves.

I forhold til den nuværende bestemmelse i sundhedslovens § 195, stk. 2, indebærer det foreslåede, at det fremover påhviler de almenmedicinske tilbud at dele strukturerede oplysninger med regionsrådene på et personhenførbart niveau. Det bliver derved muligt for regionerne at samkøre oplysninger om aktivitet i de almenmedicinske tilbud med øvrige sundhedstilbud f.eks. aktivitet på sygehuse og aktivitet ved praktiserende speciallæge.

Åbningen for at dele personhenførbare oplysninger, f.eks. mellem et regionsråd og en almenmedicinsk klinik, vil fortsat indebære, at personfølsomme oplysninger herunder helbredsoplysninger skal behandles inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Ændringen indebærer dermed en tilsvarende høj beskyttelse af borgeres oplysninger, hvor adgang til behandling af data f.eks. er begrænset til relevante medarbejdere, som er underlagt tavshedspligt. Rammerne tilsiger bl.a. at data i udgangspunktet behandles statistisk og i pseudonymiseret form. Kun når formålet strengt tilsiger det, behandles data på en måde, der gør det muligt at henføre oplysningerne til en konkret fysisk person.

Dertil vil det foreslåede indebære, at oplysningerne alene må anvendes til de i § 195 a, stk. 1, nr. 2, nævnte formål. Lovforslaget ændrer ikke på de gældende regler om videregivelse af oplysninger fra journalnotaterne, der ikke er systematisk kodede, herunder fra journalernes fritekstsfelter. Oplysninger fra fritekstfelterne må fortsat alene deles i overensstemmelse med sundhedslovens kapitel 9 om tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger. Videregivelse af oplysninger fra fritekstfelter efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, kræver hjemmel i anden lovgivning.

De almenmedicinske tilbud kan leve op til forpligtelsen fra det foreslåede § 195 a, stk. 1, nr. 2, ved, at regionerne får adgang til oplysningerne, hvilket forventes at ske igennem Digital Sundhed Danmark. Oplysninger indsamles og deles i dag med Sundhedsdatastyrelsen, som pr. 1. januar 2027 overgår til Digital Sundhed Danmark, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1694 af 14. december 2023 om indberetning af oplysninger fra almen lægepraksis til Sundhedsdatastyrelsen. Ved deling af oplysningerne med Digital Sundhed Danmark gøres Digital Sundhed Danmark til dataansvarlig. Digital Sundhed Danmark er derfor ansvarlig for at sikre, at data behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesretten og databeskyttelsesretlige hensyn, herunder at der er relevante adgangsbegrænsninger for behandling af data, og at relevant aktivitet logges.

I tilfælde hvor adgang til nødvendige oplysninger ikke er mulig via Digital Sundhed Danmark, forventes regionerne at få direkte adgang fra de almenmedicinske tilbud.

Det foreslåede § 195 a, stk.1, nr. 3, skal pålægge de almenmedicinske tilbud at dele og offentliggøre oplysninger, der er relevante for borgerne til brug for deres valg af læge. Det skal sikre, at borgerne har tilstrækkeligt datagrundlag tilgængeligt for valg af læge. Stykket viderefører således indholdet af sundhedslovens § 57 d, stk. 2.

Det foreslåede § 195 a, stk. 2, skal give sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kodning og automatiseret datadeling, om hvilke oplysninger de almenmedicinske tilbud skal give til regionsrådene efter det foreslåede § 195 a, stk. 1, nr. 2, samt om regler for offentliggørelse af oplysninger om praksis. Bestemmelsen viderefører indholdsmæssigt bemyndigelserne i § 57, stk. 2 og 3, og § 195, stk. 3, 2. pkt., som foreslås ophævet, og vil danne grundlag for udstedelse af nye bekendtgørelser.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at lovforslaget tilvejebringer den lovmæssige adgang til data, som er nødvendig for, at regionerne kan sikre efterlevelse af de opgaver og krav, som den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion for almenmedicinske tilbud fastlægger. Det vurderes ligeledes, at lovforslaget giver adgang til, at data kan anvendes på en måde, der muliggør databaseret faglig ledelse af de almenmedicinske tilbud og planlægning af en samlet regional sundhedsindsats. Det forventes, at der vil blive stillet flere krav til, hvilke oplysninger de almenmedicinske tilbud skal kode, indsamle og dele med deres regionsråd og centrale sundhedsmyndigheder i kommende bekendtgørelse om indberetning af data om sundhedsvæsenet fra kommunalbestyrelser, almenmedicinske tilbud og speciallægepraksis til Digital Sundhed Danmark. Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at lovforslaget sammen med forventede tilpasninger i bekendtgørelsen vil sikre, at regionsrådene får adgang til den data, som er relevant for at løfte den udvidede opgave og myndighedsansvar, som følger af den nationale opgavebeskrivelse.

I den kommende justering af de administrative forskrifter forventes det, at sundhedsministeren vil fastsætte regler, som gør det obligatorisk i videre omfang end i dag at kode henvendelserne i de almenmedicinske tilbud med henblik på at udvide datagrundlaget til brug for kvalitetsarbejde og -udvikling. Reglerne vil blive fastsat under hensyn til, at nødvendig it-infrastruktur, som gør det muligt for de almenmedicinske tilbud at efterleve nye krav, skal etableres forud for kravenes ikrafttræden. I tillæg forventes det, at sundhedsministeren vil stille krav til, hvornår oplysningerne senest skal være tilgængelige for regionerne under hensyn til, hvad der teknisk er muligt. Det forudsættes i den forbindelse, at Digital Sundhed Danmark stiller en hensigtsmæssig teknisk løsning til rådighed for indberetning af og adgang til oplysningerne.

Mens der i dag stilles krav om ICPC-kodning af otte diagnoseområder, vil sundhedsministeren udvide dette krav til også at omfatte længerevarende henvendelser. Med længerevarende henvendelser forstås konsultationer, der er af længere varighed eller kompleksitet end en almindelig konsultation. Det konkrete niveau for ICPC-kodningen af de længerevarende henvendelser vil fremgå af de administrative forskrifter og fastlægges under hensyn til faglig relevans, sammenhæng med øvrige data på tværs af sundhedsvæsenet, minimering af administrative byrder og til at sikre ensartethed og systematik i kodningen. Det vil skulle fastlægges under inddragelse af faglige aktører. Det forventes samtidig, at sundhedsministeren vil stille krav om, at oplysninger vedrørende behandler-id for henvendelser ligeledes deles, så det bliver muligt at identificere pågældende yders uddannelse og evt. autorisation. Der ventes dertil at blive stillet krav om kodning af visse aktiviteter, som der i dag indsamles oplysninger om i forbindelse med ydelseskodning, eller som indgår i den kommende basisfunktion for almenmedicinske tilbud. Det kan f.eks. være børneundersøgelser, opfølgende samtale for patienter med afsluttede kræftforløb og kontaktform.

Det styrkede datagrundlag skal sikre regionernes mulighed for opfølgning på efterlevelse af basisfunktionen, kvalitetsudvikling og planlægning af ressourcerne i det samlede regionale sundhedsvæsen. Det skal desuden give mulighed for opfølgning på overholdelse af nationale målsætninger f.eks. om børneundersøgelser og digitale patientrettigheder. Det forventes samtidig, at der i tillæg til de nuværende krav vil blive fastsat regler om oplysning om klinikkernes virksomhedskonstruktion, og hvornår klinikken holder ferielukket til regionerne.

Sundheds- og Kirkeministeriet forventer, at der skal gives mulighed for, at regionerne kan sikre efterlevelse af pligten til indberetning og deling af data, herunder ved at træffe afgørelse over for ejeren af et almenmedicinsk tilbud tilsvarende det, som følger af sundhedslovens § 276 b, der træder i kraft 1. januar 2027.

Indførslen af den nye § 195 a skal ses i sammenhæng med ophævelsen af den nuværende § 57 d.

Det er i dag ikke muligt for sundhedspersoner at indhente oplysninger til brug for opsøgende arbejde i det omfang det følger af krav og opgaver fastsat i den nationale opgavebeskrivelse.

Det foreslås at indføre et nyt stk. 6 i sundhedslovens § 42 a, der giver sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud hjemmel til at indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, hvis det er nødvendigt i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med de krav og opgaver der følger af den nationale opgavebeskrivelse, der er fastsat i medfør af sundhedslovens § 57 l og § 60 a.

Det fremgår bl.a. af den nationale opgavebeskrivelse afsnit 3.2.2, at almenmedicinske tilbud skal tilbyde en opsøgende indsats til patienter med kroniske sygdomme.

I det omfang det er nødvendigt for at kunne opfylde kravene i den nationale opgavebeskrivelse, er det Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at det skal være muligt for sundhedspersoner at indhente oplysninger, der gør det muligt at foretage opsøgende arbejde.

Formålet med indhentning efter den foreslåede § 42 a, stk. 6, vil derfor være at kunne levere det opsøgende arbejde, som almenmedicinske tilbud bliver pålagt efter den nationale opgavebeskrivelse, jf. sundhedslovens § 57 l og § 60 a.

Patienten vil efter den foreslåede ordning have ret til at frabede sig deling af deres helbredsoplysninger på samme måde som efter de nuværende regler. Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår derfor at ændre sundhedslovens § 42 a, stk. 6, der bliver stk. 7, således at det fremover vil være muligt for patienter at tilkendegive, at de ikke ønsker, at der indhentes oplysninger efter sundhedslovens § 42 a, stk. 6. Tilkendegivelsen fra patienten vil skulle indføres i patientjournalen.

Hvis indhentning skulle ske i strid med den foreslåede § 42 a, stk. 6, i sundhedsloven vil det være omfattet af straffebestemmelsen i sundhedslovens § 271. Sundhedslovens § 42 a, stk. 1-4, er allerede omfattet af straffebestemmelsen.

For nærmere om den foreslåede ordning henvises til lovforslagets § 1, nr. 2-4 og 17, og bemærkningerne hertil.

3.2 Indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud

3.2.1. Gældende ret

3.2.1.1. Rammer for ressourceanvendelse i almenmedicinske tilbud

Det følger af sundhedslovens § 4, at regioner og kommuner i samspil med de statslige myndigheder og i dialog med brugerne skal sikre en stadig udvikling af kvaliteten og en effektiv ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet gennem uddannelse, forskning, planlægning og samarbejde m.v. I sammenhæng med regionsrådenes forpligtelse til at tilvejebringe almenmedicinske tilbud jf. sundhedslovens §§ 57 og 60, stk. 1, indebærer det et ansvar for, at der i leverancen af almenmedicinske ydelser sikres en effektiv anvendelse af midler og ressourcer. I praksis sikres dette for alment praktiserende læger i indgåelsen af aftaler efter § 227 a, stk. 1, der træder i kraft den 1. januar 2027. Der er tidligere blevet indgået aftaler om overenskomst for almen praksis efter sundhedslovens § 227.

Med Overenskomst om almen praksis er der således aftalt en samlet, overordnet økonomisk ramme. Parterne skal indgå aftale om økonomi og vilkår for alment praktiserende læger, der skal træde i kraft den 1. januar 2027 i medfør af sundhedslovens § 227 a, der ligeledes er gældende fra 1. januar 2027. Det er endnu ukendt, om bestemmelserne vedrørende de alment praktiserende lægers økonomiske ramme vil blive videreført i sin nuværende form.

For udbudsklinikker der er hjemlet i sundhedslovens § 227, stk. 3, har regioner og centrale sundhedsmyndigheder overordnet indsigt i ressourceanvendelse igennem udbudskontrakterne, mens udbudsprocessen sikrer, at udgifterne til drift af klinikken holdes så lave som muligt, hvilket understøtter en effektiv ressourceanvendelse. Udbuddet skal efter sundhedslovens § 227, stk. 4, tilrettelægges, så eventuelle bud kan sammenlignes med, hvad en offentligt drevet klinik vil koste. Regionsrådet har mulighed for at afvise et bud, hvis omkostningerne er væsentligt højere end for en tilsvarende offentligt drevet klinik. Regionerne kan i henhold til i sundhedslovens § 227, stk. 5, etablere og drive klinikker, der leverer almenmedicinske ydelser i medfør af sundhedslovens § 60, stk. 1. Regionsklinikkernes økonomi indgår dermed som en del af den samlede regionale økonomi.

3.2.1.2. Kontrol med de samlede udgifter til alment praktiserende læger

Den økonomiske ramme for alment praktiserende læger og tilhørende kontrolbestemmelser og -mekanismer fastlægges som et led i aftale om vilkår og økonomi for alment praktiserende læger, der kan indgås i henhold til sundhedslovens § 227 a, stk. 1, der træder i kraft den 1. januar 2027.

Parterne bag Overenskomst om almen praksis har indtil 2026 aftalt en overordnet økonomisk ramme, sanktionsmuligheder og kontrolbestemmelser overfor de enkelte klinikker. Det skal samlet set understøtte den økonomiske styring af området, og at regionerne har en budgetmæssig sikkerhed. For 2026 er parterne dog ekstraordinært afveget fra at anvende det primære redskab til styring af den samlede udgift for det almenmedicinske tilbud og har ikke fastsat en samlet økonomisk ramme.

Den overordnede økonomiske ramme fungerer som et kollektivt loft for omsætningen hos alment praktiserende læger og dermed de samlede udgifter til honorering heraf. For at sikre at økonomiske aktiviteter i almen praksis holder sig inden for den samlede økonomiske ramme, har parterne bag Overenskomst om almen praksis indgået aftale, der giver regionerne adgang til en række kontrolbestemmelser og sanktionsmuligheder.

Kontrolbestemmelserne, der sikrer den kollektive overholdelse af økonomirammen for almen praksis, er fastlagt i økonomiprotokollat, mens kontrolbestemmelser der vedrører den økonomiske aktivitet i den enkelte klinik er fastlagt i Overenskomst om almen praksis.

Det følger af økonomiprotokollatet, at overskridelser af den økonomiske ramme vil blive modregnet i de alment praktiserende lægers årlige honorarer efter en specifik, aftalt modregningsmekanisme. Modregningsmekanismen indebærer, at hvis de årlige udgifter for almen praksis overstiger den aftalte ramme, sker en modregning. Der sker modregning ved overskridelser på mere end 0,6 procent. Hvis der i to følgende år sker rammeoverskridelser på mere end 0,6 procent om året, så fritages de 0,6 pct. af rammen ikke fra modregning for det seneste år.

3.2.1.3. Økonomisk styring af de samlede udgifter til regions- og udbudsklinikker

Regionsrådet kan efter sundhedslovens § 227, stk. 3, udbyde driften af praksis, der leverer almenmedicinske ydelser, til såkaldte udbudsklinikker. Udbuddet skal efter stk. 4 foregå på åbne, objektive og ikke-diskriminerende vilkår og tilrettelægges, så omkostningerne kan sammenlignes med, hvad en offentligt drevet klinik vil koste. Regionsrådet kan afvise et bud, hvis omkostningerne er væsentligt højere i en sammenligning. For udbudsklinikker fastlægges de økonomiske vilkår og regionens styring således i forbindelse med udbuddet og af udbudskontrakten.

Regionsrådet kan efter § 227, stk. 5, etablere og drive en klinik, der leverer almenmedicinske ydelser, såkaldte regionsklinikker. Udgifterne til regionsklinikker afholdes af regionen og indgår dermed i regionens samlede drift og økonomistyring. Regionernes økonomiske forvaltning er generelt er underlagt uafhængig revision, jf. regionslovens § 28, stk. 1. Revisionen skal efter regionslovens § 28, stk. 2, blandt andet påse, at der ved forvaltningen af midlerne er taget de nødvendige økonomiske hensyn. Det følger samtidig af regionslovens § 28, stk. 3, at regionen er underlagt revision fra rigsrevisionen, der iværksætter undersøgelser af regionernes regnskaber. Rigsrevisionen afgav senest i 2023 beretning om kontrollen med alment praktiserende lægers honorarafregning.

3.2.1.4. Indsigt i og kontrol med afregningen over for de enkelte klinikker

Indsigt i og kontrol med afregningen over for de enkelte klinikker, der virker efter aftaler indgået efter sundhedslovens § 227 a, er reguleret i sundhedslovens kapitel 70 om Overenskomster, organisationsformer m.v. De konkrete regler herom fastlægges ved aftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og en organisation, der repræsenterer alment praktiserende læger.

I sundhedslovens § 227 a, stk. 1, der er indført med lov nr. 1764 af 29. december 2025, med ikrafttræden d. 1. januar 2027, har RLTN hjemmel til at indgå aftale om økonomi og vilkår for alment praktiserende læger med en organisation, der repræsenterer alment praktiserende læger. Aftaleparterne kan, som et led i denne aftale, fastlægge individuelle og kollektive rammer for økonomi og honorering for alment praktiserende læger.

Regionsrådet har, i henhold til sundhedslovens § 276 a, der er indført med lov nr. 1764 af 29. december 2025, som træder i kraft den 1. januar 2027, til opgave at vejlede og påse de almenmedicinske tilbuds efterlevelse af de nationale krav, der følger af den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion for almenmedicinske tilbud og af aftaler, der er indgået efter sundhedslovens § 227 a.

Såfremt regionsrådet har vejledt et almenmedicinsk tilbud kan regionsrådet, hvis man finder at klinikken har misligholdt en aftale eller ikke har overholdt lovgivningen eller f.eks. basisfunktionen i opgavebeskrivelsen træffe afgørelse om bl.a. tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb. Ejeren af et almenmedicinsk tilbud kan vælge at klage over en sådan afgørelse til Praksisklagenævnet, jf. sundhedslovens kapitel 72 a om Praksisklagenævnet, der træder i kraft den 1. januar 2027.

I Overenskomst om almen praksis er det aftalt, at de alment praktiserende læger modtager en fast honorering per patient per måned, dvs. et basishonorar, samt en aktivitetsbaseret honorering, dvs. ydelseshonorering, ved udførsel for hver af de i overenskomsten aftalte ydelser. Der er desuden aftalt et kronikerhonorar, der ydes som et fast honorar per patient med KOL eller diabetes type-2.

Der er ingen indsigt i eller kontrol af anvendelsen af de alment praktiserende lægers basishonorering. For ydelseshonorering er dog aftalt en række vilkår for afregning af ydelserne bl.a. i overenskomstens § 87. Det følger bl.a. at patientens personnummer, navn, bopæl, dato for ydelsen og ydelsesnummer skal fremgå af regningen. Det fremgår desuden af overenskomstens § 87, stk. 9, at regionernes betalingspligt for regninger principielt bortfalder, hvis bestemmelsens øvrige krav ikke er overholdt. Regionerne kontrollerer derfor de enkelte regninger i henhold hertil. Regningerne, som tilgår regionerne, giver indblik i hvilke ydelser regionerne finansierer overfor patienterne, men ikke hvilke udgifter, der reelt er forbundet med at levere ydelserne.

Honoreringen for udbuds- og regionsklinikker tilrettelægges anderledes end for alment praktiserende læger. For udbudsklinikker fastlægges de økonomiske vilkår i forbindelse med udbuddet og den efterfølgende udbudskontrakt. Udbudsklinikkers honorering fastlægges således i den konkrete udbudskontrakt, og udbudsklinikker honoreres typisk med et fast honorar pr. tilmeldt patient og ikke efter en aktivitetsbaseret ydelsesafregning. For regionsklinikker tilrettelægges driften af regionen selv, og udgifterne til driften afholdes derfor af regionen.

Forskellene i finansiering og honorering mellem klinikformer indebærer, at det er svært at sammenligne de økonomiske forhold på tværs af klinikformer. Det begrænser den samlede indsigt i, hvordan offentlige midler anvendes til at tilvejebringe vederlagsfri almenmedicinsk hjælp og svækker dermed grundlaget for at sikre en effektiv ressourceanvendelse i det samlede almenmedicinske tilbud.

Regionsrådet har i henhold til den gældende overenskomst for almen praksis ansvar for at kontrollere den enkelte praksis’ samlede omsætning i forhold til andre klinikker. Der er fastsat en såkaldt højestegrænse for hvert ydernummer. Højestegrænsen er et omsætningsloft som er baseret på den enkelte kliniks køns- og aldersstandardiserede udgifter per patient. Regionen laver hvert år en køns- og aldersstandardiserede opgørelse, som sammenholdes med årsopgørelsen for den enkelte kliniks overenskomstmæssige ydelser. Højestegrænsen indebærer, at klinikken skal tilbagebetale honorarer, der ligger mere end 20 pct. over den gennemsnitlige ydelseshonorarudgift pr. patient i regionen. Højestegrænsen bortfalder igen, hvis udgiften i en periode på to år har ligget under den fastsatte grænse, og er således tidsbegrænset.

PLO har tidligere og senest i 2022 udarbejdet indtægts- og omkostningsundersøgelse blandt deres medlemmer. Undersøgelsen baserer sig på et spørgeskema udsendt til alle praksis med mindst én ejerlæge. Det er op til den enkelte praksis om de ønsker at besvare undersøgelsen. Undersøgelsen giver et overblik over de gennemsnitlige indtægter og udgifter i klinikkerne på landsplan og på tværs af klinikformer dvs. solopraksis og kompagniskabspraksis. Blandt de adspurgte undersøges de gennemsnitlige indtægter fra sygesikring og øvrigt samt udgifter fordelt på bl.a. udgifter til praksislokaler, løn til klinikpersonale og afskrivninger på bl.a. inventar og instrumenter.

Det følger desuden af Overenskomst om almen praksis § 59, stk. 3, at lægen, forstået som ejeren af et ydernummer, er forpligtet til at bistå regionen i gennemførelse af en forsvarlig økonomi med hensyn til de sygehjælpsudgifter, som er afhængige af lægens ordinationer. Det gælder f.eks. ordination af medicin, henvisning til andre behandlergrupper bl.a. speciallæge samt henvisning til sygehuse, laboratorier og billeddiagnostiske afdelinger.

3.2.1.5. Krav til indberetning af regnskabsoplysninger i henhold til årsregnskabsloven

De almenmedicinske klinikker, der ejes og drives af private aktører, er omfattet af årsregnskabsloven, idet loven omfatter alle erhvervsdrivende virksomheder, jf. årsregnskabslovens § 1, stk. 1. Der bliver i årsregnskabslovens § 2 stillet krav om, at virksomhederne, der nævnes i lovens § 3, stk. 1, skal aflægge en årsrapport. Årsrapporterne skal give et retvisende billede af virksomhedens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet – og udgøres derfor, afhængig af virksomhedens størrelse, af udvalgte oplysninger vedrørende virksomhedernes balance og resultatopgørelse. Kravene der stilles til årsrapporten er afhængig af virksomhedens regnskabsklasse, som afhænger af virksomhedernes størrelse og formål f.eks. virksomhedens omsætning, antal heltidsansatte, om der er tale om et moderselskab eller en finansiel virksomhed.

Det følger af årsregnskabslovens § 3, stk. 1, at kapitalselskaber (A/S og ApS), erhvervsdrivende fonde samt interessentskaber og kommanditselskaber med begrænset personlig hæftelse for ejerne, er forpligtet til at aflægge årsrapport, medmindre særregler undtager dem. Det indebærer, at enkeltmandsvirksomheder samt interessentskaber og kommanditselskaber med personligt hæftende ejere er fritaget for dette krav.

Det følger af årsregnskabslovens § 4, stk. 1, at visse virksomheder, kan undlade at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven, hvis virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke overskrider to ud af de tre følgende størrelser: En balancesum på 7 mio. kr., en nettoomsætning på 14 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 10.

Størstedelen af de almenmedicinske tilbud, der virker efter sundhedslovens § 227 a, stk. 1, der træder i kraft den 1. januar 2027, og § 227, stk. 3, vil således enten ikke være omfattet af eller være undtaget fra årsregnskabslovens krav om årsrapporter. Det skyldes, at de nævnte størrelser for størstedelen af klinikkerne er under de angivne grænseværdier. Det hænger bl.a. sammen med, at der er en række lovmæssige og aftalte begrænsninger for ejerskab og ansættelse i de almenmedicinske tilbud, der i praksis begrænser klinikkernes størrelse og klinikejeres mulighed for at udvide deres virksomhed. Det følger bl.a. af sundhedslovens § 227 b, at en speciallæge i almen medicin, som praktiserer efter § 227 a, stk. 1, der træder i kraft den 1. januar 2027, maksimalt kan erhverve op til tre ydernumre. Dertil følger det af Overenskomst om almen praksis, at ansatte læger i en fast stilling maksimalt kan udgøre halvdelen af antallet af lægekapaciteter, som er tilknyttet en praksis, og at hver kapacitet som udgangspunkt ikke kan have mere end 2.700 patienter tilknyttet. En lægekapacitet forstås som den opgavemængde i det almenmedicinske tilbud, som forventes at kunne varetages af en speciallæge i almen medicin. Omvendt er der ikke nogen begrænsninger på hvor meget klinikpersonale, der kan ansættes.

Regionsklinikker drives af regionen som en del af den offentlige forvaltning og er derfor ikke omfattet af årsregnskabsloven, hvis anvendelsesområde er erhvervsdrivende virksomheder, jf. årsregnskabslovens § 1, stk. 1.

3.2.2 Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

Med Aftale om Sundhedsreform af 15. november 2024 er aftalepartierne enige om, at kapaciteten i de almenmedicinske tilbud skal øges frem mod 2035. Kapacitetsudvidelsen udgør et centralt element i omstillingen af sundhedsvæsenet til mere nær behandling. Målet er mindst 5.000 speciallæger i almen medicin i de almenmedicinske tilbud i 2035, svarende til en forøgelse på 40 pct. i forhold til 2024. Den samlede offentlige udgift til almenmedicinske tilbud udgjorde 12,6 mia. kr. i 2025.

Sundhedsmyndighederne har i dag begrænset indsigt i, hvordan de offentlige midler, der finansierer de almenmedicinske tilbud, anvendes, jf. pkt. 3.2.1 om gældende ret ovenfor. Det betyder, at sundhedsmyndighederne har begrænset indsigt i, om honoreringen af de alment praktiserende læger og de nuværende styringsmekanismer for udbuds- og regionsklinikker understøtter en effektiv ressourceanvendelse. Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at den markante kapacitetsudvidelse tilsiger, at der fremadrettet er større behov for at sikre, at de ansvarlige myndigheder får bedre forudsætninger for at vurdere, om ressourceanvendelsen er effektiv i de almenmedicinske tilbud i henhold til deres forpligtelse i sundhedslovens § 4. Det vil understøtte en god forvaltningsskik ved at sikre bedre rammer for en overordnet styring og indsigt i omkostningerne ved driften af de almenmedicinske tilbud. Der er på den baggrund behov for at fastsætte regler, der sikrer sundhedsmyndighederne bedre indsigt i klinikkernes omkostninger.

Sundheds- og Kirkeministeriet bemærker, at det er op til den enkelte klinik selv at organisere sig på en hensigtsmæssig måde, så længe den lever op til de krav, herunder kvalitetskrav, der følger af den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion. Det er dermed ikke nødvendigt for myndighederne at få indsigt i den enkelte kliniks driftsforhold. Dog er der behov for at få indsigt i overordnede økonomiske nøgletal om klinikkernes omkostninger på aggregeret niveau med henblik på at kunne identificere mønstre og tendenser på tværs af den almenmedicinske sektor.

PLO har senest i 2022 udarbejdet indtægts- og omkostningsanalyser blandt deres medlemmer. Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at de oplysninger, som indgår i undersøgelsen, bidrager til et godt grundlag for at vurdere, om ressourceanvendelsen i de almenmedicinske tilbud er omkostningseffektiv. F.eks. fremgår det af den seneste undersøgelse, at en ejerlæge i gennemsnit fik et overskud på 1,4 mio. kr. i 2022. Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer samtidig, at PLO’s analyser udgør et utilstrækkeligt grundlag for at vurdere ressourceanvendelsen i de almenmedicinske tilbud. Det skyldes, at det er frivilligt for lægerne at bidrage til undersøgelsen, og besvarelserne derfor ikke kan antages at være repræsentative, samt at undersøgelserne ikke gennemføres på årlig basis. Samtidig dækker undersøgelsen alene forholdene for alment praktiserende læger, og ikke det samlede almenmedicinske tilbud. Dertil vurderes det, at det er uhensigtsmæssigt, at oplysningerne primært tilgår den ene aftalepart, fordi det skaber informationsasymmetri.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at der er behov for et øget indblik i ressourceanvendelsen i de almenmedicinske tilbud. Oplysninger om klinikkernes omkostninger kan give indblik i, hvordan de offentlige midler, der finansierer de almenmedicinske tilbud, anvendes i klinikkerne, herunder hvilke omkostninger, der er forbundet med driften af de almenmedicinske tilbud, og hvordan omkostningerne fordeler sig på forskellige udgiftsposter. Oplysninger om udgifter til praksislokaler kan f.eks. belyse forskelle i de almenmedicinske klinikkers vilkår for at skaffe egnede lokaler. Tilsvarende kan udgifter til personale belyse forskelle i klinikkernes mulighed for anvendelse af klinikpersonale. Disse udgiftsposter er i gennemsnit de største udgiftsposter. For at danne et samlet billede af omkostningerne forbundet med driften af de almenmedicinske tilbud er der dog yderligere behov for oplysninger om af- og nedskrivninger, finansielle omkostninger og øvrige omkostninger.

Med Aftale om Sundhedsreform 2024 er aftalepartierne enige om, at der skal indgås en ny aftale om økonomi og vilkår for alment praktiserende læger inkl. en ny honorarstruktur. Aftalen skal indgås mellem RLTN og en organisation, der repræsenterer alment praktiserende læger. Aftalepartierne er enige om, at en ny honorarstruktur skal sikre sammenhæng mellem lægernes honorar og borgernes behandlingsbehov.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at indsigt i klinikkernes omkostninger kan bidrage til et bedre grundlag for at vurdere ressourceanvendelsen i de almenmedicinske tilbud, herunder forskelle i omkostningerne på tværs af klinikker.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at det tilsvarende er relevant at sikre sammenlignelighed i de økonomiske forhold på tværs af klinikformer med henblik på at kunne vurdere, hvordan ressourcerne anvendes mest effektivt i det samlede almenmedicinske tilbud.

3.2.3. Den foreslåede ordning

Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår at fastsætte regler, hvorefter centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark sikres indsigt i de almenmedicinske tilbuds ydernummervirksomhed, og dermed hvordan honorarafregningen til de alment praktiserende læger anvendes til drift.

Med lovforslaget foreslås det, at de almenmedicinske tilbud skal indberette relevante økonomiske nøgletal om klinikkernes omkostninger på klinikniveau til Digital Sundhed Danmark, (DSD), som etableres den 1. januar 2027. Kravet om indberetning af relevante økonomiske nøgletal omfatter alle klinikker i de almenmedicinske tilbud uanset klinikformen, det vil sige, kravet omfatter både alment praktiserende læger, regions- og udbudsklinikker. Det foreslås, at de almenmedicinske tilbud skal indberette udvalgte oplysninger om klinikkens omkostninger.

Oplysningerne skal samlet set kunne anvendes til at skabe indsigt i omkostningerne ved driften af de almenmedicinske tilbud, herunder forskelle i omkostninger på tværs af klinikker og klinikformer. Oplysningerne kan, sammenholdt med informationer om klinikkernes indtægter fra den offentlige sygesikring via regionerne, bruges til at give et billede af den samlede omkostningsbase og overskudsgrad i de almenmedicinske tilbud. De udvalgte nøgleoplysninger udgøres som udgangspunkt af aggregerede regnskabsposter, og der stilles derfor ikke krav om indberetning af detaljerede regnskabsoplysninger.

Oplysninger om klinikkens omkostninger, som skal indberettes i henhold til den foreslåede § 195 b, stk. 2, er udvalgt med udgangspunkt i omkostningsoplysningerne i PLO’s indtægts- og omkostningsundersøgelse og under hensyn til, at indberetningerne ikke medfører unødige administrative byrder for de almenmedicinske tilbud. Indberetningskadencen svarer således til årsregnskabslovens, mens udvælgelsen af relevante nøgleoplysninger er foretaget under hensyn til hvilke opgørelser, der i forvejen foretages i forbindelse med skatteregnskab, aflæggelse af årsrapport eller klinikkens egen regnskabsopgørelse.

Der vil blive stillet krav om, at oplysningerne skal suppleres af klinikkens ydernummer og være påtegnet revision eller anden erklæring fra revisor eller en uafhængig erklæringsudbyder. Indberetning af klinikkens ydernummer muliggør kobling af allerede indsamlede baggrundsoplysninger om klinikken f.eks. patienternes sygdomsvægte, beliggenhedskommune, ejerlæger m.v. Oplysninger om klinikkens ydernummer tilgår alene DSD og kan ikke videregives, jf. den foreslåede § 195 b, stk. 5. Desuden stilles krav om, at oplysningerne senest skal være modtaget i DSD 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.

Med den foreslåede ordning vil DSD få ansvar for at opbevare de indberettede oplysninger i et register, der derfor vil skulle oprettes til formålet.

DSD vil desuden blive ansvarlig for at sikre, at der ikke videregives oplysninger, der gør det muligt at identificere en enkelt klinik i tråd med Danmarks Statistiks datafortrolighedsprincip. Datafortrolighedsprincippet kan håndhæves gennem diskretionering, det vil sige metoder til at sikre, at oplysninger om enkeltpersoner og enkelte virksomheder ikke fremgår af statistiske tabeller.

Det foreslås, at sundhedsministeren bemyndiges til at kunne stille supplerende krav til oplysninger, der skal indberettes til DSD. Det vil kunne være oplysninger om virksomhedskonstruktion, antal ansatte, de ansattes uddannelse og evt. sundhedsfaglige autorisation der gør det muligt at sammenholde de økonomiske oplysninger for en klinik med dens patientgrundlag og -aktivitet. Hertil kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, til hvilke aktører DSD kan videregive oplysninger, som er indsamlet efter bestemmelsen. Det forventes, at sundhedsministeren i forskrifterne efter § 195 b, stk. 6, vil fastsætte regler om, at DSD kan videregive oplysningerne til bl.a. hvert regionsråd.

Det bemærkes, at oplysningerne, der skal indberettes efter den foreslåede § 195 b, skal anvendes i overensstemmelse med øvrig lovgivning, heriblandt konkurrenceretlige regler. Regionsrådets generelle tilrettelæggelse af praksisdrift og anvendelse af forskellige klinikformer og leverandører skal foregå på åbne, objektive og ikke-diskriminerende vilkår, der understøtter en fair og lige konkurrence.

3.3. Adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger, fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark

3.3.1. Gældende ret

3.3.1.1. Sundhedsloven

Det følger af sundhedslovens § 193 b, stk. 1, at Digital Sundhed Danmark er ansvarlig for at drive en fælles digital infrastruktur til udveksling og registrering af udvalgte oplysninger om de enkelte borgeres helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger. Sundhedsministeren kan udpege andre offentlige eller private aktører til at varetage opgaver med at drive en del af den fælles digitale infrastruktur.

Af sundhedslovens § 193 b, stk. 2, fremgår det, at oplysninger, der opbevares i den fælles digitale infrastruktur, kun må behandles, hvis det er nødvendigt med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje, patientbehandling eller forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt.

Af sundhedslovens § 193 b, stk. 3, fremgår det, at sundhedsministeren i bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om driften m.v. af den i stk. 1 nævnte digitale infrastruktur og fastsætter herunder nærmere regler om

1) hvilke oplysningstyper der må registreres i den digitale infrastruktur,

2) pligt til opbevaring og sletning af registrerede oplysninger,

3) den registreredes direkte elektroniske adgang til de elektroniske oplysninger, der er registreret om vedkommende i den digitale infrastruktur,

4) den registreredes direkte elektroniske adgang til registrering (logning) af anvendelser af de registrerede oplysninger,

5) den dataansvarliges adgang og pligt til indberetning til den digitale infrastruktur, herunder tekniske krav og formkrav til sådanne indberetninger, og den dataansvarliges pligt til at opdatere og korrigere urigtige oplysninger hidrørende fra den digitale infrastruktur, herunder tekniske krav og formkrav til sådanne opdateringer og korrektioner,

6) tekniske og forretningsmæssige krav vedrørende sundhedspersoners og myndigheders tilslutning til den digitale infrastruktur,

7) hvilke systemer der skal knyttes til den digitale infrastruktur som kildesystemer,

8) opgaver, dataansvar og tilsyn m.v. for personoplysninger i den fælles digitale infrastruktur, og

9) at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Af sundhedslovens § 193 b, stk. 4, fremgår det, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at den dataansvarlige uanset stk. 2 kan videregive oplysninger som nævnt i stk. 1 til brug for konkrete statistiske eller videnskabelige undersøgelser efter reglerne i §§ 48 a-48 d.

Af sundhedslovens § 193 b, stk. 5, fremgår det, at den dataansvarlige kan godkende anvendelsen af hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til brug for afprøvningen af it-projekter og innovative projekter, der har til formål at vurdere, om projektet på sigt kan implementeres nationalt og herefter indgå som en del af den fælles digitale infrastruktur, jf. stk. 1.

Af bemærkningerne til § 193 b, stk. 3, nr. 9, fremgår det, at formålet med indsættelsen af nr. 9 i oplistningen i § 193 b, stk. 3, er at præcisere, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver, jf. Folketingstidende 2025-26, Tillæg B, betænkning over L 44, s. 3. Det fremgår videre, at forslaget indebar, at Digital Sundhed Danmark eller en anden aktør, der er udpeget af sundhedsministeren, uanset formålsbegrænsningen i stk. 2, der begrænser adgang til helbredsoplysningerne m.v. til alene at kunne tilgås, når patienten er i aktuel patientbehandling, kan videregive eller give adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.

De centrale sundhedsmyndigheder, som kan få videregivet eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur, vil f.eks. være Lægemiddelstyrelsen, der både får videregivet oplysninger fra Det Fælles Medicinkort og Det Danske Vaccinationsregister og har adgang til oplysninger i registrene, når det er nødvendigt til brug for styrelsens behandling af bivirkningsindberetninger, jf. kapitel 5 i lov om lægemidler. Et andet eksempel er, at Styrelsen for Patientsikkerhed får videregivet oplysninger fra Det Fælles Medicinkort til brug for deres opgave med at føre tilsyn med læger og tandlægers ordination af lægemidler.

Det fremgår endelig af bemærkningerne, at der var tale om en lovteknisk præcisering, idet Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at den fælles digitale infrastruktur kan anvendes til at understøtte de centrale sundhedsmyndigheder med varetagelsen af deres opgave, jf. Folketingstidende 2025-2026, Tillæg B, betænkning over L 44, side 3.

Det følger af sundhedslovens § 195, stk. 1, at det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl.

Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 195, stk. 1, jf. Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, L 74, som fremsat, s. 137, at bestemmelsen vedrører alle oplysninger om virksomheden, herunder også oplysninger om aktivitet, omkostninger og ressourceanvendelse, finansielle oplysninger m.v. Bestemmelsen er en videreførelse af sygehuslovens § 15, som ændret ved lov nr. 437 af 14. juni 1995, dog med den ændring at sundhedsministeren kan bestemme, at der også skal ske indberetning til andre end de centrale sundhedsmyndigheder.

Det følger af § 195, stk. 2, at det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at give oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer, dog ikke oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten.

Af bemærkningerne til § 195, stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-13, tillæg A, L 227 som fremsat, side 14, præciseres, at de oplysninger, der således vil skulle videregives, ikke må identificere eller gøre det muligt at identificere den enkelte patient. Det vil således ikke være muligt – på baggrund af de oplysninger, som de alment praktiserende læger skal give til regionsrådet – at kontrollere, om en ydelse til en konkret identificeret eller identificerbar patient er afregnet korrekt. Derimod vil oplysninger godt kunne anvendes til at kontrollere afregninger foretaget af en bestemt lægepraksis på et aggregeret niveau. Videregivelsen af oplysninger efter § 195, stk. 2, skal ske efter regler, der fastsættes af sundhedsministeren i bekendtgørelse, idet ministeren vil fastsætte regler om, at lægerne skal stille data, der er tilvejebragt på baggrund af kodning af nærmere opregnede henvendelser til almen praksis og datafangst, til rådighed for regionerne.

Det følger af § 195, stk. 3, at sundhedsministeren i bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner, herunder alment praktiserende læger og speciallæger, og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., skal give til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl. efter stk. 1. Sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvilke oplysninger alment praktiserende læger skal give til regionsrådene efter stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til sundhedslovens § 195, stk. 3, jf. Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 127 som fremsat, s. 53, at oplysninger der videregives efter § 195, stk. 1, ikke er underlagt en formålsbegrænsning i forhold til den videre anvendelse af oplysningerne, hvorimod oplysninger efter § 195, stk. 2, fortsat kun må videregives til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer.

Sundhedslovens § 195, stk. 1 og stk. 3, er senest ændret ved lov nr. 1760 af 29. december 2025, som følge af lov om Digital Sundhed Danmark, som indebærer, at Digital Sundhed Danmark kan udføre myndighedsopgaver, og at oplysninger dermed også skal indberettes til Digital Sundhed Danmark.

Der er udstedt en række bekendtgørelser i medfør af bestemmelsen bl.a. bekendtgørelse nr. 1694 af 14. december 2023 om indberetning af oplysninger fra almen lægepraksis til Sundhedsdatastyrelsen, som forpligter alment praktiserende læger til bl.a. at indberette diagnoser, undersøgelser og observationer, ydelser og patientkontakt, herunder henvisninger og beskrivelse af ydelser samt medicinoplysninger, jf. bekendtgørelsens bilag 1.

Der er endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 1695 af 14. december 2023 om indberetning af oplysninger fra speciallægepraksis til Sundhedsdatastyrelsen, som indebærer en indberetningspligt til Sundhedsdatastyrelsen for praktiserende speciallæger. De praktiserende speciallæger forpligtes bl.a. til at indberette diagnoser og kontakter med sundhedsvæsenet bl.a. henvisninger og epikriser, jf. bekendtgørelsens bilag 1.

I medfør af sundhedslovens § 197, stk. 1, kan regionsrådene til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den regionale indsats på sundhedsområdet efter regler fastsat i medfør af stk. 3 indhente og behandle personoplysninger fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser.

Det følger af sundhedslovens § 197, stk. 2, at kommunalbestyrelserne til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den kommunale indsats på sundhedsområdet efter regler fastsat i medfør af stk. 3 kan indhente og behandle personoplysninger fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser.

I medfør af § 197, stk. 3, fastsætter sundhedsministeren regler om, hvilke registre og personoplysninger regionsrådene og kommunalbestyrelserne kan få adgang til efter stk. 1 og 2, og om behandlingen af disse oplysninger.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at med de foreslåede bestemmelser får en region og en kommune adgang til at indhente og behandle oplysninger på personniveau (cpr-niveau) fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser, jf. Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L 171 som fremsat, s. 19.

Indhentningen skal ske med henblik på statistiske undersøgelser til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den regionale henholdsvis kommunale indsats på sundhedsområdet. Det gælder såvel oplysninger om regionens henholdsvis kommunens egne borgere som oplysninger om borgere i andre regioner henholdsvis kommuner. Det gælder såvel aktuelle som historiske patientforløb, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 171 som fremsat, s. 19.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, at den adgang, en region og en kommune får efter bestemmelsen til at indhente og behandle oplysninger, alene er til de formål, der er angivet i bestemmelsen. Det vil sige, at adgangen alene kan bruges til tilrettelæggelse og planlægning af den regionale henholdsvis kommunale indsats på sundhedsområdet, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 171 som fremsat, s. 20.

Det fremgår ligeledes, at de i medfør af bestemmelsen indsamlede personoplysninger hos kommunerne og regionerne udelukkende må anvendes i statistisk øjemed. Dette indebærer, at regionen og kommunen alene kan anvende aggregerede ikke personhenførbare oplysninger til planlægningsformål. Regionen og kommunen må tilrettelægge sin organisering af opgaven således, at kun personer, der skal anvende de nævnte personoplysninger med henblik på statistiske undersøgelser, får kendskab til oplysningerne i ikke-aggregeret form. Behandlingen af oplysningerne – ud over at denne må begrænses til kun de personer, der skal anvende de nævnte personoplysninger med henblik på statistiske undersøgelser – bør også ske på en måde, der i it-teknisk henseende er adskilt fra kommunernes og regionernes almindelige administrative sagsbehandling, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 171 som fremsat, s. 20.

Bemyndigelsesbestemmelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 1292 af 27. november 2017 om indhentning og videregivelse af oplysninger om indsatte implantater om regionsrådets indhentning af oplysninger om indsatte implantater, regionsrådet har indberettet til Landspatientsregistret, og Sundhedsdatastyrelsens videregivelse af øvrige oplysninger om indsatte implantater til regionsrådet fra Landspatientregisteret til statistiske eller videnskabelige formål, jf. bekendtgørelsens § 1.

3.3.1.2. Lov om Digital Sundhed Danmark

Med lov nr. 1758 af 29. december 2025 om Digital Sundhed Danmark er Det Forberedende Digital Sundhed Danmark etableret den 1. januar 2026. Digital Sundhed Danmark forventes at blive etableret den 1. januar 2027. Samtidig er lov nr. 1760 af 29. december 2025 om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (National planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsenet, nye regler for fælles digital infrastruktur, ændringer som følge af lov om Digital Sundhed Danmark og Statens Serum Instituts infrastrukturer, databaser m.v.) også trådt i kraft den 1. januar 2026. Lovforslagene er en del af udmøntningen af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af de digitale initiativer i sundhedsreformaftalen.

3.3.1.3. Forordningen om det europæiske sundhedsdataområde

Med Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2025/327 af 11. februar 2025 om det europæiske sundhedsdataområde og om ændring af direktiv 2011/24/EU og forordning (EU) 2024/2847 (herefter EHDS-forordningen) oprettes det europæiske sundhedsdataområde med fælles regler, standarder og infrastrukturer og en forvaltningsramme med sigte på at lette adgangen til elektroniske sundhedsdata med henblik på primær anvendelse af elektroniske sundhedsdata og sekundær anvendelse af sådanne data, jf. artikel 1, stk. 1.

Det fremgår endvidere af forordningens artikel 1, stk. 2, litra a, at denne forordning præciserer og supplerer fysiske personers rettigheder, som fastsat i forordning (EU) 2016/679, med hensyn til primær anvendelse og sekundær anvendelse af deres personlige elektroniske sundhedsdata. EHDS-forordningen præciserer og supplerer derfor databeskyttelsesforordningen.

Forordningen vil fra den 26. marts 2027 sætte rammen for deling af sundhedsdata i EU, herunder rammerne for datadeling til primære og sekundære formål, jf. artikel 105 om ikrafttræden og anvendelse.

Forordningen definerer »primær anvendelse« som behandling af elektroniske sundhedsdata for at levere sundhedsydelser med henblik på at vurdere, vedligeholde eller genoprette sundhedstilstanden for den fysiske person, som disse data vedrører, herunder ordinering, udlevering og levering af lægemidler og medicinsk udstyr, samt for relevante sociale tjenester, administrative tjenester eller refusionstjenester, jf. artikel 2, stk. 2, litra d).

Forordningen definerer »sekundær anvendelse« som behandling af elektroniske sundhedsdata til de formål, der er fastsat i kapitel IV i denne forordning, bortset fra de oprindelige formål, hvortil de blev indsamlet eller frembragt, jf. artikel 2, stk. 2, litra e).

Forordningen muliggør anvendelse af f.eks. data fra EPJ-systemer til en række formål. En offentlig myndighed, der er tillagt opgaver i medfør af national ret, vil f.eks. kunne anvende data, der er indhentet med henblik på patientbehandling (primær anvendelse) til f.eks. politikudformning og reguleringsmæssige tiltag til støtte for offentlige myndigheder eller EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, herunder regulerende myndigheder, i sundheds- eller plejesektoren med udførelsen af deres opgaver som beskrevet i deres mandater, jf. EHDS-forordningens artikel 53, stk. 1, litra b (sekundær anvendelse).

Praktiserende læger, speciallæger og andre sundhedspersoner vil i medfør af forordningen kunne anvende data til patientbehandlingsformål (primær anvendelse). De vil endvidere kunne anvende data til f.eks. uddannelses- eller undervisningsaktiviteter inden for sundheds- eller plejesektoren på erhvervsuddannelsesniveau eller videregående uddannelsesniveau, jf. forordningens artikel 53, stk. 1, litra d, samt forbedring af leveringen af pleje, af optimeringen af behandling og af leveringen af sundhedsydelser på grundlag af andre fysiske personers elektroniske sundhedsdata, jf. forordningens artikel 53, stk. 1, litra f (sekundær anvendelse).

3.3.2. Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

Det fremgår af sundhedsreformaftalen, at aftalepartierne er enige om, at der skal etableres en ny national drifts- og udviklingsorganisation, Digital Sundhed Danmark, der i samspil med Nationalt Center for Sundhedsinnovation får en central rolle i at udvikle og udbrede nye sundhedsløsninger og infrastruktur på tværs af sundhedsvæsenet.

Det fremgår endvidere af sundhedsreformaftalen, at aftalepartierne er enige om at styrke regionernes kompetence til at lede og udvikle det almenmedicinske tilbud med fokus på faglig udvikling og samarbejde. Regionerne skal have et styrket lovmæssigt grundlag i sundhedsloven til at stille krav og følge op på klinikkernes efterlevelse af nationale krav, samt mulighed for at sanktionere dem. Dette skal bl.a. ske i regi af sundhedsrådene, der skal lede den faglige udvikling i samspil med sundhedsvæsenet. Der oprettes et tvistløsningssystem ved uenighed mellem myndighed og klinik. Der skal være indsigt i og adgang til data og information om aktiviteten og kvaliteten i de almenmedicinske tilbud, også for regionen med ansvar for tilbuddet.

Det fremgår videre af sundhedsreformaftalen, at de nye sundhedsråd får egne ressourcer, og med deltagelse af både det regionale og det kommunale niveau skal de være drivende i omstillingen af sundhedsvæsenet og styrkelsen af det nære sundhedsvæsen. De skal danne rammen om et tæt og forpligtende samarbejde mellem regioner og kommuner om sundhedsopgaverne i et afgrænset geografisk område. Sundhedsrådene skal desuden udmønte den betydelige økonomiske ramme i form af en investeringsmotor til nære sundhedsindsatser. Regioner og kommuner er således begge betydelige aktører i sundhedsvæsenet, der styrkes gennem samarbejde og økonomisk prioritering. Sundhedsreformaftalen indebærer også en bedre og mere sammenhængende organisering og ligestilling af psykiatrien og somatikken samt et stærkt nationalt samarbejde om digitalisering, innovation og prioritering i sundhedsvæsenet.

Det er Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at der skal foretages en række ændringer af sundhedslovens regler om adgang til helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark, hvis sundhedsreformaftalens ambitioner om bl.a. sundhedsråd og regionernes kompetence til at lede og udvikle det almenmedicinske tilbud skal kunne realiseres. Samtidig er det nødvendigt at koble de almenmedicinske tilbuds data om egne patienter med data fra sundhedsvæsenets øvrige aktører for at kunne understøtte kvalitetsarbejdet med sammenhængende og koordinerede patientforløb i kronikerpakkerne, jf. sundhedsreformaftalen.

Sundheds- og Kirkeministeriet finder, at begrænsningen for videreanvendelse af oplysninger fra alment praktiserende læger i sundhedslovens § 195, stk. 2, bør ophæves, således at det fremover vil være muligt at dele data om patienter på personhenførbart niveau.

Samtidig med at deling af data på personhenførbart niveau er nødvendigt for at realisere ambitionerne i sundhedsreformen, så er det Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at begrænsningen i § 195 stk. 2, om ikke at give oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten, ikke længere er tidssvarende.

Begrænsningen er indført i kontekst af den dagældende persondatalov, som stillede krav om, at der som udgangspunkt ikke måtte behandles oplysninger om helbredsmæssige forhold, med mindre den registrerede havde givet sit udtrykkelige samtykke eller behandlingen var nødvendig i forbindelse med retskrav m.fl. Persondataloven blev erstattet af databeskyttelsesloven i 2018 og er derfor ikke længere gældende.

Samtidig blev der i 2017 etableret klare regler for adgangen til at indhente og videregive helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med kvalitetsarbejde. Intentionen bag etableringen af klare regler for kvalitetsarbejde var, at en bedre brug af helbredsoplysninger samlet set vil være til gavn for patienterne. Formålet var, at kvalitetsarbejde, der i sidste ende er til gavn for patienterne, kunne foregå på et klart juridisk grundlag og på en måde, som ikke unødigt kompromitterer den fortrolighed, som patienten har krav på i sit møde med sundhedsvæsenet, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 132 som fremsat, side 5. Helbredsoplysninger fra andre dele af sundhedsvæsenet er i dag ikke underlagt samme begrænsning som helbredsoplysninger fra de almenmedicinske tilbud.

Siden 2017 er den teknologiske udvikling fortsat i en retning, hvor mulighederne for at benytte data til at udvikle og kvalitetssikre sundhedsvæsenet løbende forbedres, og begrænsningen vurderes derfor ikke længere hensigtsmæssig. Sammenstilling af personhenførbare data fra de almenmedicinske tilbud med øvrige personhenførbare oplysninger på sundhedsområdet vil forbedre mulighederne for at udvikle sammenhængende sundhedsdata og stille disse til rådighed for sundhedsvæsenets centrale aktører, så de kan udvikle behandlingstilbud og skabe sammenhæng i behandlingsforløb, der går på tværs af sundhedsvæsenet m.v.

Det gælder regionernes muligheder for at lede og udvikle de almenmedicinske tilbud, men Danske Regioner og KL har også i forbindelse med oprettelsen af sundhedsrådene efterspurgt adgang til data om den fælles patientgruppe på personhenførbart niveau.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer i forlængelse heraf, at det er væsentligt at sikre, at de aktører, der har behov for dataadgang for at kunne opfylde de opgaver, de er tildelt via sundhedsreformen, får den rette adgang. Det kunne f.eks. være regionsråd, herunder sundhedsråd, og kommunalbestyrelser, idet disse aktører skal samarbejde om deres fælles patientgruppe for at kunne lykkes med at vende deres lokale sundhedsvæsen mod det nære i deres fælles arbejde i sundhedsrådene.

Det er Sundheds- og Kirkeministeriets opfattelse, at det er nødvendigt at give adgang til data til både patientbehandlingsformål samt til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske, planlægningsmæssige formål og til kontrol. Dette fordi der med sundhedsreformen bliver tillagt nye opgaver til f.eks. sundhedsrådene og for lægerne i de almenmedicinske tilbud.

Det foreslåede formålsskifte fra f.eks. administrative registre eller statistiske registre til brug for patientbehandlingsformål eller fra patientbehandling til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske, planlægningsmæssige formål og kontrol, som grundlag for beslutninger i f.eks. et sundhedsråd om en population af patienter, er nødvendig for, at sundhedsreformaftalen kan implementeres.

Det er desuden Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at lempelse af den hidtidige formålsbegrænsning samt begrænsning om deling af personhenførbare oplysninger fra de almenmedicinske tilbud er hensigtsmæssig og nødvendig, hvis sundhedsreformaftalens ambitioner om bl.a. sundhedsråd og regionernes kompetence til at lede og udvikle det almenmedicinske tilbud skal kunne realiseres. Eksempelvis vil adgang til fyldestgørende data om patientforløb på tværs af sektorerne være nødvendigt for sundhedsrådenes arbejde med at opbygge og understøtte stærke sundhedsindsatser tættere på borgerne, ligesom det vil det være nødvendigt for Digital Sundhed Danmarks understøttelse af kvalitetsarbejde med sammenhængende og koordinerede patientforløb i kronikerpakkerne, at sundhedsoplysninger fra almenmedicinske tilbud kan kobles med sundhedsdata fra sundhedsvæsenets øvrige aktører.

Sundheds- og Kirkeministeriet vurderer, at en bemyndigelsesbestemmelse er den rette lovgivningsmodel, eftersom der løbende skal være mulighed for at dele data, når der dannes nye registre, eller Digital Sundhed Danmark f.eks. får indberettet nye data, som kan indgå i den adgang til data eller videregivelse, som kan ske til de relevante myndigheder eller med egen læge.

En bemyndigelsesbestemmelse vil derfor være den bedste lovgivningsmodel, eftersom en bekendtgørelse løbende kan tilpasses den teknologiske udvikling. Det er Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at en afgrænset adgang til oplysninger ved lov, fremfor en bemyndigelsesbestemmelse, vil modvirke en effektiv anvendelse af oplysninger, da det i højere grad vil være vanskeligt og omfattende at sikre, at adgangen til oplysningerne følger med udviklingen i sundhedsvæsenet og samfundet.

Det er samtidig væsentligt, at kun de nødvendige personer får adgang til oplysningerne. Det bør derfor begrænses til at være en sundhedsperson eller en administrativ medarbejder eller lignende, der vil få adgang til data om en patient på personhenførbart niveau, når det er nødvendigt for udførelsen af deres arbejde.

Lovændringen går således ikke videre, end hvad der er nødvendigt. Ministeriet har tillagt det vægt, at det alene vil være en sundhedsperson eller en administrativ medarbejder, der har tavshedspligt, der vil få adgang til oplysninger om en patient på personhenførbart niveau, og at lovændringen ligger indenfor de overordnede rammer og formål, som følger af EHDS-forordningen.

Ud over vigtigheden af at data behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesretten og databeskyttelsesretlige hensyn, er det vigtigt for ministeriet, at patienterne fortsat kan have tillid til, at oplysninger om dem, særligt når det vedrører personhenførbare helbredsoplysninger, alene behandles af medarbejdere eller af sundhedspersoner, når det er nødvendigt og til gavn for at sikre et sammenhængende og nært sundhedsvæsen. Ministeriet bemærker derfor, at fortrolighed om borgernes helbredsoplysninger m.v. er af afgørende betydning, hvorfor oplysninger som udgangspunkt skal være pseudonymiserede. Kun når formålet strengt tilsiger det, kan data behandles på en måde, der gør det muligt at henføre oplysninger til en konkret fysisk person.

Det vil ved bekendtgørelse blive fastsat nærmere, hvornår og hvordan adgangen til oplysninger kan gives eller videregives. Formålene, hvortil der kan videregives eller gives adgang til oplysninger, vil også blive reguleret nærmere ved bekendtgørelse.

3.3.3. Den foreslåede ordning

På baggrund af ovenstående foreslår Sundheds- og Kirkeministeriet at ophæve sundhedslovens § 195, stk. 2, samt den tilhørende bemyndigelsesbestemmelse i § 195, stk. 3, 2. pkt. Ophævelserne vil indebære, at der fremover ikke vil være en begrænsning i datadelingen om strukturerede oplysninger, herunder helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger om patienterne, når oplysninger indberettes fra f.eks. almenmedicinske tilbud. Med strukturerede oplysninger forstås data, hvor rådata udgøres af oplysninger, der er registreret efter på forhånd fastlagte kategorier eller værdier og dermed ikke fritekstfelter. Ophævelserne vil desuden muliggøre, at der kan ske videreanvendelse af de strukturerede oplysninger, der indberettes fra f.eks. de almenmedicinske tilbud, således at data også kan deles med andre aktører i sundhedsvæsenet, f.eks. med regionsråd og kommunalbestyrelser, når de i fællesskab skal træffe beslutninger i sundhedsrådene om deres fælles patientgruppe.

Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår endvidere at indsætte en ny bestemmelse i sundhedsloven som ny § 197 a. I medfør af den foreslåede § 197 a vil sundhedsministeren kunne fastsætte regler om, at de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregive eller give adgang til helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Bestemmelsen vil indebære, at sundhedsministeren i kommende bekendtgørelser kan fastsætte, hvilke oplysninger fra centrale sundhedsmyndigheder, det vil sige fra styrelser under Sundheds- og Kirkeministeriets ressort og Digital Sundhed Danmark, som der vil gives adgang til under hensyn til lovens øvrige bestemmelser og afgrænsning af data.

Med bestemmelsen vil flere aktører kunne få adgang til oplysninger fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark. Det fremgår af bestemmelsen, at regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., vil kunne få adgang.

Sundheds- og Kirkeministeriet bemærker, at oplistningen over de aktører, der kan modtage oplysninger, ikke er udtømmende. Det vil f.eks. også være muligt at give hjemmel i en bekendtgørelse til, at Digital Sundhed Danmark kan dele oplysninger med de centrale sundhedsmyndigheder.

Den foreslåede ordning vil indebære, at der i bekendtgørelse vil skulle reguleres, hvordan og hvornår oplysningerne kan deles.

Den foreslåede ordning vil indebære, at der via bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne fastsættes øvrige nærmere regler om adgangen til strukturerede oplysninger, herunder helbredsoplysninger, fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark.

Det er en forudsætning for udmøntningen af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, at det i bekendtgørelsen fastsættes, til hvilke formål modtagerne af oplysningerne kan anvende oplysningerne. Formålene kan alene være patientbehandlingsformål eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske, planlægningsmæssige formål og kontrol i forbindelse med varetagelsen af modtagernes opgaver.

Den foreslåede ordning ændrer ikke på, at det alene vil være sundhedspersoner eller administrative medarbejdere, som kan få adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger, om patienterne på personhenførbart niveau. Det er en forudsætning for adgangen, at det er nødvendigt i forbindelse med udførelsen af deres arbejde. Oplysningerne er som udgangspunkt pseudonymiserede, og de personer, der kan få adgang til oplysningerne, vil være underlagt en lovbestemt tavshedspligt efter sundhedslovens § 40 eller forvaltningslovens § 27.

En administrativ medarbejders mulighed for adgang til anvendelse af oplysninger, herunder helbredsoplysninger, om patienter er en videreførelse af sundhedslovens § 197, hvor en administrativ medarbejder for et regionsråd og kommunalbestyrelser, til brug for tilrettelæggelse og planlægning af de regionale eller kommunale indsatser på sundhedsområdet, må få adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger, om en patient.

Den foreslåede ordning vil f.eks. indebære, at en sundhedsperson eller en administrativ medarbejder, der efter en politisk beslutning i et sundhedsråd skal identificere en patientgruppe, vil kunne få adgang til eller få videregivet patienters oplysninger på personhenførbart niveau fra de centrale sundhedsmyndigheder eller fra Digital Sundhed Danmark og herefter videregive disse oplysninger om et behandlingstilbud til patientens egen læge. Lægen vil så kunne kontakte patienten og tilbyde patienten en behandling. Det bemærkes, at et tilbud om behandling ikke vil forpligte patienten til at acceptere et behandlingstilbud, da det altid ligger en patient frit at give informeret samtykke til behandling eller ej, jf. sundhedslovens § 15.

Den foreslåede ordning vil endeligt indebære, at der tilføjes et nyt nr. 10 i sundhedslovens § 193 b, stk. 3, således, at det uanset formålsbegrænsningen i stk. 2, der begrænser adgangen til den fælles digitale infrastruktur til patientbehandlingsformål, bliver muligt for regionsråd, herunder sundhedsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at kunne få videregivet eller få givet adgang til strukturerede oplysninger, herunder helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger fra dele af den fælles digitale infrastruktur til brug for varetagelsen af deres opgaver. Den fælles digitale infrastruktur vil blive drevet af Digital Sundhed Danmark, når den selvejende institution etableres forventeligt den 1. januar 2027.

Anvendelsen af data fra den fælles digitale infrastruktur vil – via en bekendtgørelse herom udstedt i medfør af den foreslåede ændring til sundhedslovens § 193 b, stk. 3, nr. 10, i sammenhæng med den foreslåede § 197 a – også kunne anvendes til såvel patientbehandlingsformål eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske, planlægningsmæssige formål og kontrol.

Ophævelsen af § 195, stk. 2 og § 195, stk. 3, 2. pkt., samt indsættelserne af § 197 a og § 193 b, stk. 3, nr. 10, indebærer en iagttagelse af reglerne i EHDS-forordningen. De foreslåede regler og behandlingen af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, vil ske indenfor EHDS-forordningens rammer og indenfor rammerne af databeskyttelsesforordningen.

For at såvel regionsråd, herunder sundhedsråd, og kommunalbestyrelser vil kunne udføre deres myndighedsopgaver, som bl.a. er indført med sundhedsreformen, kræver det relevant data om såvel patientbehandlingen som baggrundsinformation, f.eks. administrative registre og andre data fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark.

Tilsvarende vil de pågældende almenmedicinske tilbud m.v. skulle have et overblik over egne patienter for at kunne udfylde deres nye rolle som koordinator for patienterne med sundhedsreformen. For en nærmere beskrivelse henvises til lovforslagets § 1, nr. 13, 14 og 18, og bemærkningerne hertil.

3.4. Indhentning og videregivelse af oplysninger fra patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, til kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange

3.4.1. Gældende ret

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 1, at autoriserede sundhedspersoner med samtykke fra patienten til andre formål end behandling ved opslag i elektroniske journalsystemer og andre systemer, som supplerer patientjournalen, i fornødent omfang kan indhente oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige forhold.

Indhentning af de oplysninger, der er nævnt i § 42 d, stk. 1, kan ske uden patientens samtykke i en række nærmere angivne tilfælde, jf. sundhedslovens § 42 d, stk. 2.

Sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, indeholder regler for, hvornår autoriserede sundhedspersoner uden patientens samtykke kan anvende patientens helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling.

Med autoriserede sundhedspersoner forstås personer, som i overensstemmelse med lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed, er autoriserede til at varetage sundhedsfaglig virksomhed, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 11.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, at indhentning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan ske uden patientens samtykke, hvis indhentningen foretages af en autoriseret sundhedsperson og betingelserne i lovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra a-e, er opfyldt. Alle betingelserne skal være opfyldt, før den autoriserede sundhedsperson må indhente oplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra a, at indhentningen skal være nødvendig i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange.

Ved kvalitetssikring forstås i denne sammenhæng, at oplysninger i patientjournalerne bruges til at sikre, at aftaler, lovgivning, instrukser m.v. overholdes. Det kan f.eks. udmønte sig i, at der afdækkes en variation i kvaliteten ved at monitorere, om man lever op til lovgivningen og faglige standarder.

Ved kvalitetsudvikling forstås i denne sammenhæng, at oplysninger i patientjournalerne anvendes til at forbedre og udvikle kvaliteten i en behandling. Kvalitetsudvikling kan f.eks. være, at arbejdsgange, processer og lignende undersøges med henblik på at lære af, hvad der går henholdsvis galt og godt, hvorfor og hvornår. Kvalitetsudvikling kan også være en vurdering af effekten af en ny klinisk praksis, faglig metode eller arbejdsgang og en opfølgning på resultaterne, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 132 som fremsat side 11.

Kvalitetsudvikling efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra a, omfatter ikke kontrol af enkeltpersoner i forbindelse med konkret mistanke om fejl fra vedkommendes side, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 11.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra b, at behandlingen af oplysningerne skal være af væsentlig samfundsmæssig betydning og ske i statistisk øjemed under hensyntagen til patientens integritet og privatliv.

Med væsentlig samfundsmæssig betydning forstås i denne sammenhæng, at kvalitetssikringen eller -udviklingen skal bidrage til forbedring af kvaliteten i behandlingen af patienterne generelt og hermed også til udviklingen af sundhedsvæsenet. Forbedring af kvaliteten på et mindre behandlingssted eller en afdeling vil dog også være af væsentlig samfundsmæssig betydning, selvom behandlingen af oplysningerne kun får lokal betydning, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 12.

Med statistisk øjemed forstås i denne sammenhæng, at behandlingen skal være i overensstemmelse med databeskyttelseslovens § 10. Det vil sige, at oplysninger indhentet efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, alene kan behandles med henblik på statistiske undersøgelser, og at resultaterne af behandlingen ikke må være personhenførbare. Resultaterne skal kunne anvendes til brug for den generelle kvalitetssikring eller -udvikling på behandlingsstedet eller på f.eks. regionalt plan og ikke på individniveau, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 31.

Det er hermed ikke muligt at følge op på en konkret mistanke, når der ikke er tale om en generel afdækning i statistisk øjemed med henblik på generel forbedring. Det vil f.eks. ikke være tilladt at foretage opslag i alle journaler om patienter, som en læge har behandlet, fordi der er mistanke om, at der kunne være noget galt med kvaliteten af de svar, der kommer tilbage på indsendte prøver. I sådanne tilfælde vil den nærmere opfølgning på en konkret mistanke falde uden for anvendelsesområdet af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2. Om opfølgningen kan finde sted, vil således bero på en vurdering af, om der kan findes hjemmel andetsteds, f.eks. i samtykke fra patienten eller i lovens § 42 a, stk. 5, efter en konkret vurdering, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 132 som fremsat, side 31. Henvisningen til lovens § 42 a, stk. 5, svarer i dag til værdispringsreglen i sundhedslovens § 42 a, stk. 2.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra c, at ledelsen på behandlingsstedet efter nærmere fastlagte kriterier skal give tilladelse til, at den pågældende autoriserede sundhedsperson kan foretage indhentningen.

Ved nærmere fastlagte kriterier forstås kriterier, som ledelsen på behandlingsstedet på forhånd har defineret som afgørende for, at tilladelser til kvalitetssikring eller -udvikling kan gives. Det vil bl.a. omfatte en beskrivelse af, hvilken kvalitetssikring eller -udvikling der kan være tale om, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 12-13.

Ved ledelsen på behandlingsstedet skal forstås den øverste administrative ledelse på en organisatorisk enhed på sygehusniveau eller lignende. Det kan også være den øverste kommunale administrative ledelse. Hvis flere sygehuse eller klinikker har en fælles ledelse, er det denne ledelse, der træffer beslutning om tilladelse efter bestemmelsen. Det vigtige er hermed, at der foretages en overordnet vurdering af, hvem i den samlede organisation, der eventuelt har behov for adgang til at indhente oplysninger, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 12.

En autoriseret sundhedsperson kan indhente oplysninger fra andre sygehuse, også i andre regioner, kommuner eller private behandlingssteder end der, hvor vedkommende selv er ansat. Dette kræver, at ledelsen på alle behandlingssteder, hvor vedkommende ønsker at indhente oplysninger, har givet tilladelse til, at den autoriserede sundhedsperson får teknisk adgang til at indhente oplysningerne. Det forudsættes desuden, at antallet af personer, der opnår en tilladelse, begrænses mest muligt, og at der alene gives den enkelte autoriserede sundhedsperson adgang til de oplysninger, som de har behov for i sin opgaveløsning, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 32. Det betyder videre, at en autoriseret sundhedsperson skal opnå en begrænset digital teknisk adgang, førend oplysningerne kan indhentes til kvalitetssikring eller -udvikling.

Ledelsens individuelle tilladelse til hvert enkelt kvalitetsprojekt betyder ikke, at der f.eks. skal være en begrænsning på antallet af gange, der må indhentes oplysninger. Kvalitetssikringen eller -udviklingen kan derfor bestå i maskinelle kørsler, hvor der løbende foretages udtræk af en større mængde patientoplysninger, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 32-33. Det er således ikke nødvendigt, at der f.eks. indsættes en begrænsning i tilladelsen på antallet af gange, der må indhentes helbredsoplysninger. Der kan således ske løbende indhentning af oplysninger fra patientjournaler flere gange inden for den periode, hvor det konkrete kvalitetsprojekt løber. Kravet er ikke til hinder for, at man ved kvalitetsprojektets udløb giver fornyet tilladelse til kvalitetsprojektet, hvis ledelsen vurderer, at kvalitetsprojektet fortsat er nødvendigt for kvalitetssikring eller udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, at der skal være tale om oplysninger, som er registreret i de elektroniske systemer på det pågældende behandlingssted mindre end 5 år forud for indhentningen.

Baggrunden for tidsbegrænsningen er, at det i forbindelse med fastsættelsen af muligheden for at indhente oplysninger til brug for kvalitetsprojekter blev vurderet, at kvalitetssikring eller -udvikling i tilstrækkelig grad kunne udføres på baggrund af oplysninger, som ikke er ældre end 5 år. Tidsbegrænsningen løber fra registreringstidspunktet i den pågældende journal, jf. Folketingstidende 2016-2017, tillæg A, L 132 som fremsat, side 32. Det betyder, at hvis der i det elektroniske system på det pågældende behandlingssted, findes oplysninger om patienten, der f.eks. går 10 år tilbage i tiden, vil det alene være muligt til kvalitetsprojekter at indhente oplysningerne op til 5 år tilbage i tiden. Det vil ikke være muligt efter lovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, at indhente de oplysninger, der er registreret om patienten længere tilbage end 5 år.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra e, at det skal være muligt efterfølgende at identificere, at indhentningen er sket til brug for kvalitetssikring eller -udvikling.

Dette indebærer en forpligtelse for behandlingsstedet til at sikre, at der er dokumentation for, at indhentningen er sket med henblik på kvalitetssikring eller -udvikling. Det skal sikre, at der er et konkret formål med opslaget. Ved tvivl om indhentningen af helbredsoplysninger har været berettiget, vil det med dokumentationen således være muligt efterfølgende at vurdere, om der var et reelt behov for at indhente i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling.

Bestemmelsen i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, giver alene mulighed for at indhente oplysninger. Der er ikke en tilsvarende videregivelsesbestemmelse, der gør det muligt for autoriserede sundhedspersoner at få videregivet helbredsoplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling. I lovbemærkningerne blev det tillagt vægt, at de medarbejdere, der foretager kvalitetssikring eller -udvikling, jævnligt ville skulle have adgang til oplysningerne. Medarbejderne har derfor behov for at kunne indhente dem selv. Det blev dermed dengang vurderet, at det ikke var nødvendigt at kunne videregive oplysninger for at kunne foretage kvalitetssikring eller -udvikling, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 10.

Bestemmelsen i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, omfatter kun kvalitetsarbejde, der udføres i regi af en region, en kommune eller et privat behandlingssted ud fra retningslinjer, som den pågældende region, kommune eller det private behandlingssted har fastsat. Det vil sige projekter i form af overvågning af den lokale drift, eventuelt ved sammenligning med en anden lokal enhed inden eller uden for samme region eller kommune. Forskere, som ønsker at anvende oplysninger til konkrete forskningsprojekter, som på videnskabeligt grundlag foretages med henblik på at uddrage mere generaliserbar viden, der rækker ud over overvågningen af selve driften på lokalt niveau, må anvende de nuværende muligheder for at få videregivet oplysninger hertil, f.eks. med samtykke efter § 43 eller efter reglerne i § 46, eller må indhente samtykke til indhentningen efter § 42 d, stk. 1, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat side 32.

Når der er sket indhentning af oplysninger efter § 42 d, stk. 2, nr. 2, skal oplysningerne behandles inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og -loven. Det betyder bl.a., at den efterfølgende behandling skal have hjemmel i databeskyttelsesretten. Det betyder også, at reglerne for videregivelse, indsigt i oplysningerne m.v. reguleres af databeskyttelsesretten, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 10.

Det er endvidere en forudsætning for, at indhentningen er i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, at den enkelte autoriserede sundhedsperson alene får adgang til de oplysninger, som denne har behov for i sin opgaveløsning, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 13. Hvis indehaveren af helbredsoplysningerne ikke kan give en teknisk adgang, der er begrænset til de oplysninger, der er nødvendige for kvalitetssikringen eller -udviklingen, vil det ikke være muligt at indhente oplysningerne efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 3, at andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, kan yde teknisk bistand til den autoriserede sundhedsperson i forbindelse med indhentning af oplysninger efter bl.a. sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, i det omfang ledelsen på behandlingsstedet har givet tilladelse hertil.

De personer, som efter sundhedslovens § 42 d, stk. 3, kan yde bistand, er f.eks. farmaceuter, sekretærer, medicinstuderende eller andre personer. Det afgørende er, at de pågældende efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, samt at de indhenter oplysningerne under ansvar af den autoriserede sundhedsperson, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 127 som fremsat, side 44.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 4, at patienten ved tilkendegivelse kan frabede sig, at der indhentes oplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 1 og 2. Tilkendegivelsen kan være mundtlig eller skriftlig og skal indføres i patientjournalen. Tilkendegivelsen meddeles den autoriserede sundhedsperson, der er ansvarlig for oplysningerne, eller behandlingsstedet.

Hvis behandlingsstedet modtager en tilkendegivelse, påhviler det behandlingsstedets ledelse at videresende tilkendegivelsen til rette sundhedsperson eller afdeling med henblik på journalføring.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 5, at en autoriseret sundhedsperson i særlige tilfælde kan videregive oplysninger om en anden sundhedspersons virke, indhentet efter § 42 d, stk. 2, nr. 2, hvis betingelserne for videregivelse efter § 43, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

Reglerne om kvalitetssikring og -udvikling skal også ses i sammenhæng med sundhedslovens §§ 46 og 47, hvorefter helbredsoplysninger kan videregives til brug for forskning, statistik m.v. Indhentning og videregivelse efter lovens §§ 46 og 47 skal ske på baggrund af en tilladelse. Tilladelsen til indhentning og videregivelse kan gives af en videnskabsetisk komité eller et regionsråd, afhængigt af det bagvedliggende projekts karakter.

Forskningsprojekter efter sundhedslovens § 46 adskiller sig i et vist omfang fra kvalitetssikring eller -udvikling. Forskning sker, modsat kvalitetssikring eller -udvikling, på et videnskabeligt grundlag. Resultaterne fra projekter om forskning vil modsat projekter om kvalitetssikring og -udvikling række ud over overvågningen af selve driften på lokalt niveau. Kvalitetsundersøgelser, kan dog efter en konkret bedømmelse godkendes som et forskningsprojekt efter sundhedslovens § 46, hvis projektets konklusioner i den konkrete sammenhæng kan anses for at være generaliserbare og i øvrigt af væsentlig samfundsmæssig nytte, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 7.

Der kan være et vist overlap mellem statistisk arbejde efter sundhedslovens § 47 og kvalitetssikring eller -udvikling efter lovens § 42 d, stk. 2, nr. 2. Bestemmelsen i lovens § 47 er generelt ikke velegnet til den løbende kvalitetssikring eller -udvikling i sundhedsvæsenet, da den alene giver hjemmel til videregivelse, og da videregivelse efter lovens § 47 kræver tilladelse fra regionsrådet, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 12.

Sundhedslovens § 47 har dog et større anvendelsesområde, da bestemmelsen også omfatter projekter, der ikke vedrører kvalitetssikring og -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange. Projekter om kvalitetssikring og -udvikling vil alene kunne gennemføres efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, og ikke efter reglerne i sundhedsloven § 47, jf. Folketingstidende 2016-17, Tillæg A, L 132 som fremsat, side 31.

Det følger af sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der videregiver oplysninger i strid med lovens § 41, stk. 1-3, § 43, stk. 1 og 2, og § 45.

Det følger af sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 2, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der indhenter oplysninger i strid med lovens § 42 a, stk. 1-4, § 42 d, stk. 1-3, § 46, stk. 5, eller § 198, stk. 3.

Det følger endeligt af sundhedslovens § 271, stk. 2, at på samme måde som i stk. 1, nr. 1-3, straffes andre end de personer, der er nævnt i bl.a. lovens § 42 d, ved uberettiget indhentning, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger omfattet af bestemmelsen.

3.4.2. Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser

Sundhedsvæsenet befinder sig i en konstant omstillingsproces på grund af den videnskabelige og teknologiske udvikling. Brug af helbredsoplysninger til den videre udvikling af det danske sundhedsvæsen er et værdifuldt redskab, som kommer både samfundet og den enkelte patient til gode. Det er derfor vigtigt, at sundhedsvæsenet kontinuerligt udfører kvalitetssikring og -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange, der sikrer, at kvaliteten i sundhedsvæsenet følger med udviklingen. Med sundhedsreformaftalen nødvendiggøres endvidere et behov for at kunne dele data og information om kvalitet på tværs af det primære sundhedsvæsen.

Det er Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at kvalitetssikring og -udvikling er af afgørende betydning for sundhedsvæsenet, og at kvalitetsprojekterne endvidere har en væsentlig betydning for, at patienterne får den optimale behandling og pleje i sundhedsvæsenet. Sundheds- og Kirkeministeriet er dog blevet bekendt med fire barrierer i lovgivningen, der forhindrer en effektiv realisering af muligheden for at udføre kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange.

Den første barriere er, at muligheden for at indhente oplysninger til brug for kvalitetssikring eller -udvikling er begrænset til autoriserede sundhedspersoner eller personer, der yder teknisk bistand til disse. Reglerne afspejler dermed ikke virkeligheden i sundhedsvæsenet, hvor kvalitetssikring eller -udvikling ikke nødvendigvis har et klinisk ophæng i en konkret afdeling eller enhed, men ofte foregår på tværs af f.eks. regionens kvalitetsafdelinger.

Det er derfor ikke længere tidssvarende, at indhentningen af helbredsoplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling skal foretages af en autoriseret sundhedsperson eller en person, der yder teknisk bistand til den autoriserede sundhedsperson. Der er bl.a. i regionerne og på sygehusene ansat administrative kvalitetsmedarbejdere og dataanalytikere, hvis primære opgave er at understøtte kvalitetsarbejdet. Hvis de tillades at kunne udveksle oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling, vil det sikre effektive og hensigtsmæssige arbejdsgange for kvalitetsprojekter. Det vil endvidere bidrage til, at sundhedspersonerne i højere grad kan koncentrere sig om deres kerneopgaver.

Den anden barriere er, at det for kvalitetsprojekter på en større skala medfører en praktisk umulighed, at det enkelte behandlingssteds ledelse skal give tilladelse til projektet. Danske Regioner har f.eks. beskrevet kravet som en hindring for regionernes mulighed for at indhente journaloplysninger fra praksissektoren til brug for kvalitetsprojekter.

Den tredje barriere er, at tidsbegrænsningen medfører, at autoriserede sundhedspersoner ikke altid i tilstrækkelig grad kan udføre kvalitetssikring eller -udvikling, når oplysningerne ikke må være ældre end 5 år. Det skyldes blandt andet, at tidsbegrænsningen forhindrer kvalitetssikring eller -udvikling af samlede kontinuerlige journaler. Tidsbegrænsningen kan f.eks. forhindre projekter, der skal forbedre kvaliteten af behandlingen af patienter med sjældne sygdomme, hvor man er nødt til at se længere tilbage i tid for et tilstrækkeligt datagrundlag, eller projekter der vedrører patienter med kroniske sygdomme eller forløb, der varer over 5 år.

Den fjerde og sidste barriere er, at det ikke altid er muligt, eller den mest hensigtsmæssige løsning, at der skal etableres en begrænset digital teknisk adgang til et system, før oplysningerne kan indhentes til kvalitetssikring eller -udvikling. Det gør sig særligt gældende, når der er et behov for at indhente oplysninger hos andre behandlingssteder, end der hvor vedkommende er ansat. Manglende teknisk adgang forhindrer, at visse projekter om kvalitetssikring og -udvikling kan gennemføres. Hvis en alment praktiserende læge f.eks. har brug for oplysninger fra et sygehus til at gennemføre et kvalitetsprojekt, kræver det, at sygehuset giver lægen en begrænset digital teknisk adgang til sygehusets system. Hvis ikke det er muligt for sygehuset at give den tekniske adgang, kan lægen ikke få oplysningerne til kvalitetsprojektet. Det skyldes, at sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, i sin nuværende form alene er en indhentningsbestemmelse.

Det er ambitionen med sundhedsreformaftalen, at flere opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen. For at kunne lede og udvikle det almenmedicinske tilbud og medvirke til den faglige udvikling i praksissektoren, er det vigtigt, at lovgivningen understøtter adgang til data til brug for kvalitetsarbejde. Det er derfor særlig vigtigt, at almen medicinske tilbud har adgang til den nødvendige data, da almen medicinske tilbud er det faste holdepunkt, når patienterne bevæger sig på tværs af sundhedsvæsenet.

Det vil være nødvendigt, at der er adgang til at kunne gennemføre et samlet kvalitetsprojekt, selvom en patient er blevet behandlet på tværs af sektoren. Sundheds- og Kirkeministeriet har med denne del af lovforslaget til hensigt at gennemføre ændringer, der kan imødekomme de ovenstående beskrevne barrierer. Det vil kræve, at personkredsen for, hvem der kan afgive og modtage oplysningerne udvides, at der på regionalt eller kommunalt plan kan gives én samlet tilladelse, at den fastsatte tidsbegrænsning for oplysningerne fjernes og at der kan videregives oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling. Det vil f.eks. kunne angå tilfælde, hvor det er nødvendigt at videregive oplysningerne for at kunne gennemføre et kvalitetsprojekt med henblik på at nedbringe antallet af afviste henvisninger af patienter mellem almenmedicinske tilbud, speciallæger og sygehuse.

Det er fortsat afgørende, at patienter altid kan have tillid til, at patientens helbredsoplysninger m.v. behandles med den fornødne fortrolighed og respekt. Sundheds- og Kirkeministeriet finder, at denne tillid kan opretholdes, selvom den fastsatte tidsbegrænsning fjernes. Det skyldes, at behandlingen af oplysningerne fortsat skal overholde de øvrige betingelser i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, og at bestemmelsen endvidere suppleres af databeskyttelsesforordningen og -loven, herunder kravet om dataminimering.

Den foreslåede ændring af sundhedslovens § 42 d er nødvendig for, at der både kan gennemføres lokale kvalitetsprojekter på enkelte sygehuse, samtidig med at der kan gennemføres større kvalitetsprojekter på tværs af sektorerne.

3.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide personkredsen, der kan indhente oplysninger i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling, således at en autoriseret sundhedsperson eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan indhente helbredsoplysninger. Personkredsen vil være den samme, der kan indhente oplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 3, om indhentning til brug for akkreditering, tilsyns- og kontrolopgaver eller opfølgning på, at krav fra centrale sundhedsmyndigheder opfyldes.

Det betyder, at f.eks. dataanalytikere og kvalitetsmedarbejdere, i det omfang deres arbejdsopgaver vedrører kvalitetssikring eller -udvikling, i fornødent omfang vil kunne få adgang til at indhente helbredsoplysninger på lige fod med autoriserede sundhedspersoner. Det afgørende er, at vedkommende er ansat hos den dataansvarlige, dvs. f.eks. hos en kommune, en region eller hos en praktiserende læge, og er underlagt tavshedspligt efter lovgivningen.

Det forudsættes – af hensyn til fortrolighedsforholdet mellem sundhedsvæsenet og den enkelte patient – at antallet af personer, der opnår en sådan tilladelse til at indhente oplysninger, fortsat begrænses mest muligt.

Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår videre, at tilladelsen til et kvalitetsprojekt både skal kunne gives af ledelsen på behandlingsstedet eller af den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet.

Ved den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet forstås den administrative ledelse i den region eller kommune, som et regionalt henholdsvis kommunalt behandlingssted organisatorisk hører under. Ved private behandlingssteder vil det være den administrative ledelse på det pågældende behandlingssted, der skal give tilladelsen.

Muligheden for, at en tilladelse kan gives af ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet er en kendt ordning i sundhedsloven. Tilladelsen skal administreres og fortolkes i overensstemmelse med den tilsvarende ordning i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 3.

Det foreslås endvidere at fjerne tidsbegrænsningen, således at det vil være muligt for autoriserede sundhedspersoner og andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne at indhente oplysninger til brug for kvalitetssikring eller -udvikling, som er registreret mere end 5 år forud for indhentningen.

Sundheds- og Kirkeministeriet har tillagt det vægt, at dokumentationskravet i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra e, der bliver litra d, fortsat vil gælde. Det skal herefter være muligt at identificere, at behandlingen af oplysningerne er sket til brug for kvalitetssikring eller -udvikling.

Opfyldelse af dokumentationskravet vil indebære, at der skal kunne dokumenteres et konkret formål med opslaget og anvendelsen af oplysningerne. I vurderingen af, om ældre oplysninger kan anvendes til kvalitetsprojekter, skal det bl.a. vurderes, om oplysningen er nødvendig til projektet, om behandlingen er af væsentlig samfundsmæssig betydning og at det sker under hensyntagen til patientens integritet og privatliv. F.eks. vil den person, der foretager indhentningen, kunne registrere i patientjournalen eller i et separat system, at det foretagne opslag er sket i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling.

Det foreslås endeligt at muliggøre, at autoriserede sundhedspersoner eller andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan videregive oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange.

Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår derfor at indføre et nyt stk. 3 i sundhedslovens § 42 d. Det vil herefter være muligt at videregive oplysninger til autoriserede sundhedspersoner eller andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, hvis betingelserne for indhentning i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

I dag skal ledelsen på behandlingsstedet vurdere, om der er et tilstrækkeligt formål med indhentningen, der kommer patienter til gode på generelt plan, idet oplysningerne anvendes til sikring eller udvikling af kvaliteten på behandlingsstedet eller f.eks. i regionen generelt. Med dette lovforslag vil det være ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet, der skal vurdere, om oplysningerne kan anvendes til kvalitetssikring eller -udvikling, og i dette tilfælde videregives.

Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår at ændre § 42 d, stk. 3, der bliver til stk. 4, således, at andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, også vil kunne yde teknisk bistand til den autoriserede sundhedsperson i forbindelse med videregivelse af oplysninger med henblik på kvalitetssikring eller -udvikling, i det omfang ledelsen på behandlingsstedet har givet tilladelse hertil. Teknisk bistand skal bl.a. understøtte sundhedspersoner i administrative opgaver således, at sundhedspersonens ressourcer i højere grad bliver frigjort til behandling af patienter m.v. De samme behov for at anvende teknisk bistand vil ikke være til stede for andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne. Det foreslås derfor ikke med lovforslaget, at det også skal være muligt for andre personer, der er underlagt tavshedspligt at anvende teknisk bistand.

Patienten skal også efter den foreslåede ordning have ret til at frabede sig deling af deres helbredsoplysninger på samme måde som efter den gældende ordning. Sundheds- og Kirkeministeriet foreslår derfor at ændre sundhedslovens § 42 d, stk. 4, der bliver til stk. 5, således at det vil være muligt for patienter at tilkendegive, at de ikke ønsker, at der indhentes og videregives oplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2. Tilkendegivelsen fra patienten vil fortsat skulle indføres i patientjournalen.

Hvis videregivelse af oplysninger skulle ske i strid med den foreslåede § 42 d, stk. 3, i sundhedsloven, vil det være omfattet af straffebestemmelsen i sundhedslovens § 271. Indhentning af oplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, er allerede omfattet af straffebestemmelsen.

For nærmere om den foreslåede ordning henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 5-11 og 20, og bemærkningerne hertil, samt pkt. 4 om forholdet til databeskyttelsesforordningen og -loven.

4. Forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

Lovforslaget indebærer behandling af personoplysninger og er derfor omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Databeskyttelsesforordningen har direkte virkning i Danmark, hvilket betyder, at der som udgangspunkt ikke må være anden dansk lovgivning, der regulerer behandling af personoplysninger, i det omfang dette er reguleret i databeskyttelsesforordningen. Databeskyttelsesforordningen giver imidlertid inden for visse områder mulighed for, at der i national ret kan fastsættes bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningen.

Indsættelsen af sundhedslovens § 42 a, stk. 6, ophævelsen af § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, og indsættelsen af § 42 d, stk. 3, vil indebære en behandling af personoplysninger, herunder både af almindelige personoplysninger, f.eks. navn og følsomme oplysninger, f.eks. helbredsoplysninger. For så vidt angår en beskrivelse af disse regler henvises til pkt. 3.1.2. og 3.1.3. for så vidt angår ændringen af lovens § 42 a, og pkt. 3.4.2. og 3.4.3. for så vidt angår ændringen af lovens § 42 d.

Den foreslåede indsættelse af sundhedslovens § 42 a, stk. 6, i lovforslagets § 1, nr. 2, vil indebære, at sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud vil kunne foretage opslag i elektroniske systemer, f.eks. patientjournalen, og indhente patientens helbredsoplysninger med henblik på behandlingstilbud.

Den foreslåede ophævelse af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, i lovforslagets § 1, nr. 7, vil indebære, at autoriserede sundhedspersoner eller andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan behandle oplysninger, der er registreret i de elektroniske systemer på det pågældende behandlingssted, selv om oplysningerne er ældre end 5 år.

Den foreslåede indsættelse af sundhedslovens § 42 d, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 8, vil indebære, at en autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan videregive patientens oplysninger, såfremt betingelserne for indhentning efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

Indsættelserne af sundhedslovens § 193 b, stk. 3, nr. 10, samt § 197 a vil indebære en behandling af personoplysninger, både almindelige personoplysninger, f.eks. navn og adresse, fortrolige oplysninger CPR-numre, i medfør af databeskyttelseslovens § 11, og følsomme personoplysninger, f.eks. helbredsoplysninger.

Den foreslåede indsættelse af et nyt nummer 10 i sundhedslovens § 193 b, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 13 vedrører sundhedsministerens mulighed for at fastsætte regler om, at centrale sundhedsmyndigheder, regionsråd, sundhedsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. kan få adgang til eller få videregivet oplysninger, herunder både almindelige og følsomme personoplysninger.

Den foreslåede indsættelse af § 197 a i § 1, nr. 18, vil indebære, at sundhedsministeren får mulighed for at fastsætte nærmere regler om betingelserne for, at de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregive eller give adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger til regionsråd, herunder sundhedsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver. Der henvises til lovforslagets pkt. 3.3 for en nærmere beskrivelse af disse regler.

Databeskyttelsesretlige principper som dataminimering, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, overholdes desuden ved den foreslåede lovændring, eftersom data, der er indsamlet, kan (gen)anvendes til relevante formål for blandt andet at sikre sammenhængende patientforløb, samt vende sundhedsvæsenet mod det nære via sundhedsrådene. Genanvendelsen indebærer, at dataminimeringsprincippet overholdes, fordi der forventeligt vil kunne gives adgang til oplysningerne fra ét samlet sted, hvilket i øvrigt sikrer at data ajourføres fra kilden og dermed er korrekte og relevante for den behandling af personoplysninger, der foretages.

Den foreslåede indsættelse af §§ 195 a og 195 b i lovforslagets § 1, nr. 17, vil indebære behandling af personoplysninger, herunder behandling af både almindelige personoplysninger, f.eks. løn- og pensionsforhold og følsomme oplysninger, f.eks. helbredsoplysninger. For en nærmere beskrivelse af disse regler henvises til lovforslagets pkt. 3.1.2, 3.1.3, 3.2.2 og 3.2.3.

Behandling af personoplysninger er lovlig, hvis én af betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt, herunder hvis behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som led i myndighedsudøvelse (litra e).

Behandling i medfør af forordningens artikel 6, stk. 1, litra e, skal have et såkaldt supplerende retsgrundlag, som forpligter eller berettiger myndigheden til at udføre en bestemt myndighedsopgave. Det følger af forordningens artikel 6, stk. 3.

Behandling af følsomme oplysninger herunder helbredsoplysninger er som udgangspunkt forbudt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1. Behandling af følsomme oplysninger kan dog undtages forbuddet ved, at der enten identificeres en undtagelse i forordningens artikel 9, stk. 2 eller bestemmelser, der gennemfører forordningens artikel 9, og et lovligt grundlag for behandling i forordningens artikel 6.

Det er Sundheds- og Kirkeministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 2, 7 og 8, kan vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og 3, samt artikel 9, stk. 2, litra h, jf. artikel 9, stk. 3. Behandling af helbredsoplysninger m.v. i medfør af lovforslagets § 1, nr. 2, 7 og 8, vil være forenelig med de formål, der er nævnt i databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra h. Den i artikel 9, stk. 3, forudsatte tavshedspligt følger af lovgivningen. Det kan enten være tavshedspligt i medfør af sundhedslovens § 40 eller forvaltningslovens § 27.

Sundheds- og Kirkeministeriet finder, at indhentning af patienters oplysninger efter den foreslåede § 42 a, stk. 6, i sundhedsloven, kan ske inden for de databeskyttelsesretlige regler, idet behandlingen af oplysningerne skal være nødvendig i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på at give behandlingstilbud i overensstemmelse med nærmere afgrænsede krav og opgaver. De almindelige databeskyttelsesretlige principper vil fortsat gælde.

Sundheds- og Kirkeministeriet finder, at udvidelsen af personkredsen i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, kan ske inden for de databeskyttelsesretlige regler, idet det fortsat alene vil være tilladt at behandle oplysninger, der er nødvendige for kvalitetssikring eller -udvikling, og kravet om dataminimering efter databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, fortsat vil regulere behandlingen af oplysningerne.

Sundheds- og Kirkeministeriet finder, at ophævelsen af § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d i lovforslagets § 1, nr. 7 kan ske inden for de databeskyttelsesretlige regler, idet det fortsat ikke vil være tilladt at behandle oplysninger, der går længere tilbage i tid end nødvendigt for kvalitetssikringen eller -udviklingen, og kravet om dataminimering efter databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, vil fortsat regulere behandlingen af oplysningerne.

Sundheds- og Kirkeministeriet finder, at indsættelsen af sundhedslovens § 42 d, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 8, kan ske inden for de databeskyttelsesretlige regler, da behandlingen af personoplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, vil ske på tilsvarende vis som efter databeskyttelseslovens § 10. Det er efter databeskyttelseslovens § 10 muligt at behandle, herunder videregive, oplysninger, hvis dette alene sker med henblik på at udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af undersøgelserne.

Det bemærkes, at når der er sket behandling af oplysningerne efter lovforslagets § 1, nr. 8, vil oplysningerne efterfølgende skulle behandles inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og -loven. Det betyder bl.a., at den efterfølgende behandling skal have hjemmel i databeskyttelsesloven. Oplysninger, der indsamles med henblik på kvalitetssikring eller -udvikling, vil f.eks. skulle behandles inden for rammerne af databeskyttelseslovens § 10. Det betyder også, at oplysningerne bl.a. skal opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil oplysningerne behandles, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra e. Det betyder endvidere, at reglerne om evt. videregivelse til andre formål, anvendelsen af databehandlere og indsigt i oplysningerne m.v. reguleres af databeskyttelsesretten.

Det er Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at indsættelsen af et nyt nummer 10 i sundhedslovens § 193 b, stk. 3 og indsættelsen af sundhedslovens § 197 a i lovforslagets § 1, nr. 13 og 18, kan vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og stk. 3, samt artikel 9, stk. 2, litra g og h, jf. artikel 9, stk. 3. Artikel 9, stk. 3’s krav om tavshedspligt fremgår af sundhedslovens § 40 og forvaltningslovens § 27. Det er ministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i § 197 a vil være inden for rammerne af artikel 9, stk. 3, da det er hensigten, at der kun vil være få administrative medarbejdere, som er underlagt tavshedspligt efter loven, eller en læge eller anden sundhedsperson, der vil kunne tilgå oplysninger om patienterne på personhenførbart niveau. Det bemærkes desuden, at behandling af data på baggrund af de foreslåede regler, det vil sige både § 193 b, stk. 3, nr. 10 og § 197 a, vil ske indenfor rammerne af EHDS-forordningen, der præciserer Databeskyttelsesforordningen på sundhedsområdet. Det skal endeligt bemærkes, at det forudsættes, at de øvrige bestemmelser i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven iagttages, når der behandles personoplysninger i medfør af de foreslåede bestemmelser.

Det er endeligt Sundheds- og Kirkeministeriets vurdering, at indsættelsen af §§ 195 a og 195 b i lovforslagets § 1, nr. 17, kan vedtages inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, jf. artikel 6, stk. 2 og 3, samt artikel 9, stk. 2, litra g og h, jf. artikel 9, stk. 3. Den i artikel 9, stk. 3, forudsatte tavshedspligt følger af lovgivningen. Det kan enten være tavshedspligt i medfør af sundhedslovens § 40 eller forvaltningslovens § 27. Det skyldes, at de foreslåede bestemmelser har til formål at understøtte levering af behandling af høj kvalitet, herunder sikre sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer, samt belyse i hvilket omfang offentlige midler går til patientbehandling.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5.1 Kvalitet og indsigt i aktivitet for almenmedicinske tilbud

Lovforslagets del om kvalitet og indsigt i aktivitet for almenmedicinske tilbud forventes overordnet set at få positive økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige. Med lovforslaget skabes bedre og mere sammenhængende patientforløb ved at muliggøre, at data om aktivitet og kvalitet for almenmedicinske tilbud på personhenført niveau kan stilles til rådighed for de forskellige aktører i sundhedsvæsnet til brug for planlægning af arbejdet i det nære og tværsektorielle sundhedsvæsen. Lovforslaget giver bedre mulighed for databaseret kvalitets- og planlægningsarbejde, men vurderes ikke at medføre negative implementeringskonsekvenser som følge heraf, da regionsrådene også efter de gældende regler har ansvar herfor.

Ovenstående gælder både staten, regionerne og kommunerne.

5.2. Indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud

Lovforslagets del om indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud ventes ikke at have negative økonomiske konsekvenser for regionerne. I stedet vil det understøtte en effektiv ressourceanvendelse.

Denne del af lovforslaget forventes at indebære implementeringsmæssige konsekvenser for det kommende Digital Sundhed Danmark (DSD). Det følger af lovforslaget, at DSD skal oprette og stå for driften af et nyt register for økonomiske nøgleoplysninger. Samtidig bliver DSD ansvarlig for at kvalitetssikre de indberettede oplysninger og udlevere oplysningerne til relevante modtagere. Opgaven med kvalificering af det indberettede vurderes at være af mindre omfang, da der stilles krav om revisorpåtegning, -erklæring eller erklæring fra en anden uafhængig erklæringsudbyder.

Ovenstående gælder både staten, regionerne og kommunerne.

5.3. Adgang til data for sundhedsvæsenets aktører

Lovforslagets del om indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl. forventes at få positive økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige. Med lovforslaget skabes bedre og mere sammenhængende patientforløb ved at muliggøre, at data på personhenført niveau kan stilles til rådighed for de forskellige aktører i sundhedsvæsnet til brug for planlægning af arbejdet i det nære og tværsektorielle sundhedsvæsen.

Lovforslagets del om indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl. forventes ikke at få negative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslagets del om indberetning og adgang til data fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark forventes at medføre begrænsede negative implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige i form af ændrede rutiner, da det fremover vil skulle være muligt at kunne videregive og stille data til rådighed på personhenførbart niveau for regionsrådene, kommunalbestyrelser m.v., som vil kunne tilgå disse data med henblik på at bruge dem i deres arbejde med patienterne og til kvalitetsudvikling m.v.

Ovenstående gælder både staten, regionerne og kommunerne.

5.4. Indhentning og videregivelse af oplysninger fra patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, til kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange

Lovforslagets del om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange forventes at medføre positive økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige. Med lovforslaget skabes bedre rammer for kvalitetssikring eller -udvikling, der bl.a. vil kunne bidrage til at skabe merværdi ved at sikre nemmere processer for kvalitetsprojekter og give et bedre datagrundlag for planlægning af det nære og tværsektorielle sundhedsvæsen.

Lovforslagets del om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange forventes ikke at medføre negative økonomiske konsekvenser for det offentlige. Det skyldes, at ophævelsen af tidsbegrænsningen ikke ændrer den eksisterende vurdering af, at det kun er de nødvendige oplysninger, der må anvendes til kvalitetssikring eller -udvikling.

Lovforslaget forventes at medføre begrænsede negative implementeringskonsekvenser for det offentlige i form af ændrede rutiner, da der fremover også kan videregives helbredsoplysninger, samt indhentes oplysninger, som er registreret mere end 5 år forud for indhentelsestidspunktet.

Lovforslagets del om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange giver nye muligheder for indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger. Lovforslaget indebærer ikke et krav om, at aktørerne skal lave nye eller større projekter om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange.

Ovenstående gælder både for staten, regionerne og kommunerne.

5.5. Forholdet til digitaliseringsklar lovgivning

Lovforslaget giver derudover anledning til overvejelser om forholdet til principperne om digitaliseringsklar lovgivning. Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med principperne om digitaliseringsklar lovgivning:

Lovforslaget er i overensstemmelse med princip nr. 1 om enkle og klare regler, idet forslagets regler er udformet klart, enkelt, entydigt og konsistent.

Lovforslaget er i overensstemmelse med princip nr. 2 og 3 om henholdsvis digital kommunikation og muliggørelse af automatisk sagsbehandling, idet lovforslaget understøtter øget digital anvendelse og deling af data samt skaber hjemmel for mere ensartede og effektive administrative processer på tværs af sundhedsvæsenet.

Lovforslaget er i overensstemmelse med princip nr. 4 om sammenhæng på tværs ved ensartede begreber og genbrug af data, idet der fjernes barrierer i lovgivningen, der forhindrer en effektiv kvalitetssikring eller -udvikling. Lovforslaget er formuleret under hensyn til de eksisterende begreber således, at der sikres et klart, entydigt og konsistent regelgrundlag.

Lovforslaget er i overensstemmelse med princip nr. 5 om tryg og sikker datahåndtering, idet behandling, videregivelse og adgang til oplysninger fortsat skal ske inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne og alene i det omfang, det er nødvendigt.

Lovforslaget er i overensstemmelse med princip nr. 6 om anvendelse af offentlig infrastruktur, idet lovforslaget tager udgangspunkt i eksisterende digitale løsninger og datainfrastrukturer i sundhedsvæsenet.

Lovforslaget er i overensstemmelse med princip nr. 7 om forebyggelse af snyd og fejl, idet et styrket og mere sammenhængende datagrundlag understøtter bedre mulighed for kvalitetssikring, kontrolmuligheder og mere ensartet administration.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Sundheds- og Kirkeministeriet bemærker, at lovforslagets forskellige dele vil påvirke alment praktiserende læger og de øvrige almenmedicinske tilbud.

Lovforslaget indebærer på den ene side mindre positive økonomiske og administrative konsekvenser for de almenmedicinske tilbud. Med lovforslaget sikres der samlet en bedre adgang til data for det øvrige sundhedsvæsen og bedre adgang til at bruge indsamlede oplysninger til de i lovforslaget beskrevne formål.

Lovforslaget forventes på den anden side at indebære mindre negative økonomiske og administrative konsekvenser for de almenmedicinske tilbud, da lovforslaget indebærer ændrede arbejdsgange samt mere systematisk indberetning af visse oplysninger.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslagets del om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange forventes at have positive administrative konsekvenser for borgerne. Med den foreslåede ændring af sundhedsloven § 42 d, stk. 4, der bliver til stk. 5, vil det være muligt for borgerne at frabede sig videregivelse af deres helbredsoplysninger, på samme måde som det på nuværende tidspunkt er muligt at frabede sig indhentelse af deres helbredsoplysninger. Borgerne sikres hermed en fortsat selvbestemmelsesret over sine oplysninger.

Lovforslaget forventes ikke at have negative administrative konsekvenser for borgerne.

8. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget tredje del om adgang til data fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark giver mulighed for, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at data fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregives eller gives adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger, til regionsråd, herunder sundhedsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver til patientbehandlingsformål eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske og planlægningsmæssige formål.

Ligesom begrænsningen i sundhedslovens § 195, stk. 2, ophæves, således at det fremover vil være muligt for centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark, at dele oplysninger, der er indberettet fra almenmedicinske tilbud, med sundhedsvæsenets øvrige aktører.

Disse regelændringer er med til at sikre gennemførelsen af forordningen om det europæiske sundhedsdataområde.

Lovforslagets øvrige dele har ingen EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 26. august 2026 til den 22. september 2026 (28 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Akademikerne, Alzheimerforeningen, Angstforeningen, Astma-Allergi Forbundet, Bedre Psykiatri, Center for hjerneskade, Danmarks Lungeforening, Danmarks Optikerforening, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Kiropraktor Forening, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening, Dansk Samfundsmedicinsk Selskab (DASAMS), Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM), Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Dansk Sygeplejeråd, Danske Ældreråd, Danske Bioanalytikere, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Universiteter, Datafair ApS, Datatilsynet, Depressionsforeningen, Diabetesforeningen, Det færøske sundhedsministerium, Det Sociale Netværk, Epilepsiforeningen, Ergoterapeutforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Farmakonomforeningen, FOA, Foreningen af danske lægestuderende, Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Speciallæger, Foreningen af Speciallæger, Forum for Yngre Almenmedicinere, Færøernes landsstyre, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Høreforeningen, Jordemoderforeningen, KL, Kost og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Kristelig Lægeforening, Københavns Universitet, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen, Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre), Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Osteoporoseforeningen – landsforeningen mod knogleskørhed, Patientforeningen, Patientforeningen i Danmark, Praktiserende Lægers Organisation, Psoriasisforeningen, Røde Kors, Scleroseforeningen, Sekretariat for den lægelige videreuddannelse Syd, Sekretariat for lægers videreuddannelse Nord, Sekretariat for lægelige videreuddannelse Øst, Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, Sundhed Danmark - Foreningen af danske sundhedsvirksomheder, Syddansk Universitet, Vaccinationsforum, Yngre Læger, Ældresagen, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.

Lovforslaget har i ovennævnte periode desuden været offentliggjort på Høringsportalen.

12. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslagets anden del om indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud ventes at understøtte en effektiv ressourceudnyttelse.

Lovforslagets tredje del om adgang til oplysninger fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark forventes at få positive økonomiske konsekvenser for det offentlige, da bedre adgang til data giver mulighed for bedre planlægning af arbejdet i det nære og tværsektorielle sundhedsvæsen.

Lovforslagets fjerde del om kvalitetssikring eller -udvikling af

behandlingsforløb og arbejdsgange forventes at medføre positive

økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Ingen

Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslagets første del om indsigt og kvalitet i almenmedicinske

tilbud og anden del om indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud forventes at kunne bidrage til at skabe merværdi ved at understøtte effektiv planlægning og kvalitetsudvikling af det samlede sundhedsvæsen herunder almenmedicinske tilbud.

Lovforslagets tredje del om adgang til data fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark forventes at skabe bedre sammenhængende patientforløb ved at

muliggøre, at data på personhenført niveau kan videregives eller gives adgang til for de forskellige aktører i sundhedsvæsnet til brug for planlægning af arbejdet i det nære og tværsektorielle sundhedsvæsen.

Lovforslagets fjerde del om kvalitetssikring eller -udvikling af

behandlingsforløb og arbejdsgange forventes at skabe bedre

rammer for kvalitetssikring eller -udvikling, der blandt andet vil

kunne bidrage til at skabe merværdi.

Lovforslagets første del om indsigt og kvalitet i almenmedicinske

tilbud og anden del om indsigt i omkostninger til drift af almenmedicinske tilbud forventes at få implementeringsmæssige konsekvenser for Digital Sundhed

Danmark, da der skal indberettes flere data og forventeligt oprettes

et nyt register.

Lovforslagets tredje del om adgang til data fra de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark samt fjerde del om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange forventes at medføre mindre implementeringskonsekvenser i form af ændrede arbejdsgange.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslagets første del om adgang til data for almenmedicinske tilbud samt lovforslagets tredje del om indberetning og adgang til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark forventes at skabe et bedre og mere sammenhængende forløb for borgerne ved at sikre bedre datadeling på tværs af sektorerne i

sundhedsvæsenet.

Lovforslagets fjerde del om kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange sikrer patienterne selvbestemmelsesret over sine oplysninger.

Lovforslagets øvrige dele forventes ikke at medføre negative administrative konsekvenser for borgerne.

Klimamæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslagets tredje del om adgang til data fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark giver mulighed for, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at data fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregives eller gives adgang til oplysninger, herunder helbredsoplysninger, til regionsråd, herunder sundhedsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver til patientbehandlingsformål eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske og planlægningsmæssige formål.

Ligesom begrænsningen i sundhedslovens § 195, stk. 2, ophæves, således at det fremover vil være muligt for centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark, at dele oplysninger, der er indberettet fra almenmedicinske tilbud, med sundhedsvæsenets øvrige aktører.

Disse regelændringer er med til at sikre gennemførelsen af forordningen om det europæiske sundhedsdataområde.

Lovforslagets øvrige dele indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant omfang også gælder ved implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt X)

Ja

Nej

X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 3, 3. pkt., at en patient, der er fyldt 15 år, kan frabede sig, at der indhentes og videregives helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger efter bestemmelserne i lovens § 41, stk. 3, § 42 a, stk. 6, og § 42 d, stk. 4.

Det foreslås i § 17, stk. 3, 3. pkt., at ændre »§ 42 a, stk. 6, og § 42 d, stk. 4« til »§ 42 a, stk. 7, og § 42 d, stk. 5«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1 nr. 2, hvorved der i sundhedslovens § 42 a vil blive indsat et nyt stykke efter stk. 5, og stk. 6 bliver derfor til stk. 7, og af lovforslagets § 1 nr. 8, hvorved der i lovens § 42 d vil blive indsat et nyt stykke efter stk. 2, og stk. 4 bliver derfor til stk. 5. Forslaget vil ikke have nogen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 2

Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 1, at sundhedspersoner ved opslag i elektroniske systemer kan indhente oplysninger om en patients helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten.

Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 3, at sundhedspersoner og andre personer, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, uden for de i § 42 a, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, med patientens samtykke ved opslag i elektroniske systemer kan indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, i forbindelse med behandling af patienter.

Sundhedslovens § 42 a, stk. 3, anvendes bl.a. i de tilfælde, hvor patienten gerne vil give samtykke til, at en sundhedsperson i kommunen kan indhente helbredsoplysninger m.v. med henblik på vurdering af, om patienten kan have behov for tilbud om forebyggende sundhedsfaglig behandling, jf. Folketingstidende 2018-19, Tillæg A, L 127 som fremsat, side 36. Bestemmelsen vedrører derfor de tilfælde, hvor patienten ikke er i aktuel behandling.

Den 1. januar 2027 træder kapitel 13 c, Nationale krav og opgaver m.v. til det almenmedicinske tilbud i kraft, jf. lov nr. 1764 af 29. december 2025. Kapitlet består af en ny § 57 l i sundhedsloven. Som følge af den nye bestemmelse skal Sundhedsstyrelsen fastsætte krav og opgaver m.v. til det almenmedicinske tilbud i en national opgavebeskrivelse med en basisfunktion for almenmedicinske tilbud.

For så vidt angår den myndighedsrettede del i opgavebeskrivelsen, følger det af sundhedslovens § 57 l, stk. 2, at regionsrådene skal tilvejebringe og tilrettelægge de almenmedicinske tilbud i henhold til den nationale opgavebeskrivelse.

For så vidt angår den klinikrettede del i basisfunktionen, følger det af sundhedslovens § 57 l, stk. 3, at de almenmedicinske tilbud har et selvstændigt ansvar for at leve op til basisfunktionen. Regionsrådene har ansvar for at følge op på, at klinikkerne efterlever basisfunktionen.

I lovforslag, der vil blive fremsat samtidig med dette lovforslag, om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (kronikerpakker, frit valg og befordring til sundheds- og omsorgspladser m.v.) foreslås det at indsætte en ny § 60 a i sundhedsloven.

Det følger af den foreslåede § 60 a, stk. 1, i sundhedsloven, at regionsrådet via de almenmedicinske tilbud tilbyder en behandlingsplan, og regionsrådet tilbyder opstart i patientrettet forebyggelse til, i nr. 1-5, følgende patientgrupper inden for de frister, der er fastsat i stk. 2 og 3.

I lovens § 60 a, stk. 1, oplistes derefter i nr. 1 patienter, der er diagnosticeret med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). I nr. 2 patienter, der er diagnosticeret med kroniske lænderygsmerter. I nr. 3 patienter, der er diagnosticeret med type 2-diabetes. I nr. 4 patienter, der er diagnosticeret med hjertesygdomme. I nr. 5 patienter, der er diagnosticeret med kompleks multisygdom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.2 og 3.1.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6, i § 42 a, hvorefter sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde ved opslag i elektroniske systemer kan indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, hvis det er nødvendigt i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med krav og opgaver fastsat i den nationale opgavebeskrivelse, jf. § 57 l og § 60 a.

Det vil betyde, at sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud vil kunne indhente patientens oplysninger og foretage opslag i elektroniske systemer uden et forudgående samtykke fra patienten, hvis det er nødvendigt i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med krav og opgaver, der er fastsat i den nationale opgavebeskrivelse jf. § 57 l og den foreslåede § 60 a.

Opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med krav og opgaver, der er fastsat i den nationale opgavebeskrivelse, vil f.eks. kunne omfatte specifikke forebyggelsesindsatser målrettet sårbare grupper, herunder sundhedstjek hvert andet år til borgere på botilbud. Det vil f.eks. også kunne omfattende en opsøgende indsats i form af en årlig fokuseret somatisk undersøgelse til patienter med svær kronisk psykisk sygdom eller anden psykisk lidelse, hvor patienten på baggrund af livsforhold og sygdommens alvor er i risiko for at have uopdaget eller ubehandlet somatisk sygdom, som patienten ikke selv kontakter den almenmedicinske klinik med.

Det afgørende vil være, at indhentningen af patientens oplysninger og opslaget i det elektroniske system efter den foreslåede § 42 a, stk. 6, vil skulle ske med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med krav og opgaver, der er fastsat i den nationale opgavebeskrivelse jf. § 57 l og den foreslåede § 60 a. Det vil derfor ikke være til ethvert formål, at der vil kunne foretages en opsøgende indsats eller tages uopfordret kontakt til patienten med henblik på behandlingstilbud.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud på baggrund af på forhånd kendte kriterier, om f.eks. målgruppen for indsatsen, og ved opslag i elektroniske systemer vil kunne foretage opsøgende arbejde med henblik på at identificere de relevante patienter og give behandlingstilbud. Bestemmelsen vil hermed ikke give en fri adgang til at slå op i hver enkelte patientjournal på alle patienter i f.eks. klinikken. Det vil være en forudsætning, at opslaget sker med henblik på at tilbyde en behandling, og f.eks. kvalificere, at det er de rigtige patienter, der modtager tilbuddet.

Hvis sundhedspersonen ved f.eks. opslag i patientjournalen under det opsøgende arbejde kan konkludere, at patienten ikke behøver at blive tilbudt den påtænkte behandling, f.eks. fordi andre tiltag er igangsat, vil opslaget ikke dermed blive uberettiget. Det afgørende vil være, at opslaget har været nødvendigt i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud, og ikke om der aktuelt gives et behandlingstilbud.

Ved det opsøgende arbejde og tilbud om behandling til patienten, vil der kunne være en periode fra, at patienten får tilbudt behandlingen fra sundhedspersonen til, at patienten giver samtykke til behandlingen. I denne periode kan patienten have opfølgende spørgsmål til behandlingen m.v., før de vil give samtykke. Den foreslåede bestemmelse vil omfatte opslag i patientjournalen, f.eks. med henblik på at besvare patientens spørgsmål, i denne mellemliggende periode.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 og 3.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning samt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 om patientens mulighed for at frabede sig indhentning af fortrolige oplysninger og nr. 20 om straf for at videregive patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.

Til nr. 3

Det følger af sundhedslovens § 42 a, stk. 6, at patienten ved tilkendegivelse kan frabede sig, at der indhentes oplysninger efter stk. 1 og 4.

Det foreslås i § 42 a, stk. 6, der bliver til stk. 7, at ændre »stk. 1 og 4« til »stk. 1, 4 og 6«.

Forslaget vil sikre, at en patient vil kunne frabede sig indhentning af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger til brug for opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud, og flugter med de gældende principper i sundhedsloven, herunder den eksisterende adgang efter sundhedslovens § 42 a, stk. 6, til at frabede sig indhentning af oplysninger i elektroniske systemer.

Den foreslåede ændring vil indebære, at en patient i overensstemmelse med gældende regler i § 42 a, stk. 6, vil kunne registrere, at oplysninger om vedkommende ikke må tilgås ved opslag i elektroniske systemer til brug for opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud.

Det foreslås hermed, at en sådan tilkendegivelse vil kunne gives uafhængigt at en aktuel behandlingssituation, således at borgere generelt og forudgående vil kunne frabede sig opslag i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud.

Til nr. 4

Det følger af sundhedslovens § 42 b, stk. 1, at samtykke efter § 42 a, stk. 3, og tilkendegivelse efter § 42 a, stk. 6, kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket eller tilkendegivelsen skal meddeles behandlingsstedet eller den sundhedsperson, der har patienten i behandling. Samtykket eller tilkendegivelsen skal indføres i patientjournalen.

Det følger af sundhedslovens § 42 b, stk. 3, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det samtykke, der er nævnt i § 42 a, stk. 3, og den tilkendegivelse om frabedelse, der er nævnet i § 42 a, stk. 6.

Det foreslås i § 42 b, stk. 1 og 3, at ændre »stk. 6« til »stk. 7«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1 nr. 2, hvorved der i sundhedslovens § 42 a vil blive indsat et nyt stykke efter stk. 5, og stk. 6 bliver derfor til stk. 7. Forslaget vil ikke have nogen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 5

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 1, at med patientens samtykke kan autoriserede sundhedspersoner til andre formål end behandling ved opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, i fornødent omfang indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.

Sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, indeholder regler for, hvornår autoriserede sundhedspersoner uden patientens samtykke kan anvende patientens helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås i § 42 d, stk. 2, nr. 2, at indsætte efter »sundhedsperson« »eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat os den dataansvarlige for oplysningerne«.

Forslaget vil indebære, at indhentning vil kunne foretages af en sundhedsperson eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne. De personer, som i øvrigt kan indhente oplysninger efter bestemmelsen, kan f.eks. være dataanalytikere eller kvalitetsarbejdere, i det omfang de har opgaver, der vedrører kvalitetssikring eller -udvikling. Medarbejderne behøver ikke at være ansat på den enkelte afdeling eller sygehus, men kan være ansat centralt i f.eks. regionen. Det afgørende er, at vedkommende er ansat hos den dataansvarlige. Det vil sige f.eks. hos en kommune, en region eller hos en praktiserende læge, og er underlagt tavshedspligt efter lovgivningen.

Indhentning vil skulle ske under iagttagelse af de grundlæggende principper i databeskyttelsesretten herunder kravet om dataminimering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 og 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

Til nr. 6

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 1, at med patientens samtykke kan autoriserede sundhedspersoner til andre formål end behandling ved opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, i fornødent omfang indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.

Sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, indeholder regler for, hvornår autoriserede sundhedspersoner uden patientens samtykke kan anvende patientens helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, at indhentning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan ske uden patientens samtykke, hvis indhentningen foretages af en autoriseret sundhedsperson og betingelserne i lovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra a-e, er opfyldt.

Det følger af bestemmelsens litra c, at ledelsen på behandlingsstedet efter nærmere fastlagte kriterier skal give tilladelse til, at den pågældende autoriserede sundhedsperson kan foretage indhentningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås, at der i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra c, efter »på behandlingsstedet« indsættes »eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet«, og at »kan foretage indhentningen,« ændres til »eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan foretage indhentningen, og«.

Det vil betyde, at en tilladelse til at indhente eller videregive oplysninger til et kvalitetsprojekt efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, vil kunne gives af ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet efter nærmere fastlagte kriterier. Tilladelsen vil kunne gives til den pågældende autoriserede sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne.

Ved ledelsen på behandlingsstedet vil skulle forstås den øverste administrative ledelse på en organisatorisk enhed på sygehus niveau eller lignende, det vil sige f.eks. sygehusledelsen, klinikledelsen eller lignende. Det vil også kunne være den øverste kommunale administrative ledelse af f.eks. hjemmesygeplejen eller skoletandplejen. Kravet om ledelsens tilladelse vil med andre ord være et krav om en overordnet vurdering af, hvilke funktioner i den samlede organisation der eventuelt har behov for adgang til at foretage opslag i patientjournaler i forbindelse med kvalitetsarbejde.

Ved den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet vil skulle forstås den administrative ledelse i den region eller kommune, som et regionalt henholdsvis kommunalt behandlingssted organisatorisk hører under. Ved private behandlingssteder vil det være den administrative ledelse på det pågældende behandlingssted, der skal give tilladelsen.

Ved fastlagte kriterier vil skulle forstås kriterier, som den stedlige ledelse på forhånd har defineret som afgørende for, at tilladelser vil kunne meddeles. Det vil bl.a. omfatte en beskrivelse af, hvilke kvalitetssikrings- og udviklingsprojekter der kan være tale om. Det vil fortsat være et krav, at der foreligger individuelle tilladelser for hvert enkelt projekt.

Kravet om individuelle tilladelser til hvert projekt, vil ikke skulle forstås som et krav om en begrænsning på antallet af gange, der må indhentes eller videregives oplysninger. Et konkret projekt vil kunne bestå af et projekt, hvor der foretages løbende udtræk af patientoplysninger.

Kriterierne og de konkrete tilladelser vil skulle være tilgængelige i forbindelse med myndighedskontrol fra f.eks. Styrelsen for Patientsikkerheds side. Ligesom tilfældet også er i dag.

Det vil være en forudsætning for at bevare det fortrolighedsforhold, der består mellem sundhedsvæsenet og den enkelte patient, at antallet af personer, der opnår en sådan tilladelse til at indhente oplysninger, vil skulle begrænses mest muligt. En tilladelse efter bestemmelsen vil kunne angå enkelte navngivne ansatte, eller den vil kunne være rettet mod en gruppe af navngivne ansatte, der f.eks. varetager en bestemt funktion i kvalitetsøjemed. Adgangen vil ikke være begrænset til personer, som selv har haft patienten i behandling, eller som er ansat på den afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 og 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning, og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 for nærmere om anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne henvises.

Til nr. 7

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 1, at med patientens samtykke kan autoriserede sundhedspersoner til andre formål end behandling ved opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, i fornødent omfang indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.

Sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, indeholder regler for, hvornår autoriserede sundhedspersoner uden patientens samtykke kan anvende patientens helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling.

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, at indhentning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan ske uden patientens samtykke, hvis indhentningen foretages af en autoriseret sundhedsperson og betingelserne i lovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra a-e, er opfyldt.

Det følger af bestemmelsens litra d, at der skal være tale om oplysninger, som er registreret i de elektroniske systemer på det pågældende behandlingssted mindre end 5 år forud for indhentningen

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås, at sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, ophæves.

Forslaget vil indebære, at den autoriserede sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, vil kunne indhente oplysninger, der er ældre end 5 år til brug for kvalitetssikring eller -udvikling. Kvalitetsprojektet vil derfor ikke afhænge af et samtykke fra patienten eller anden lovgivning for at kunne bruge oplysninger som er registreret mere end 5 år forud for indhentningen.

Den foreslåede ophævelse af litra d, vil indebære, at en autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, vil kunne indhente de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre et kvalitetssikrings- eller -udviklingsprojekt.

Ophævelsen af tidsbegrænsningen vil ikke ændre de øvrige betingelser i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2. Det vil bl.a. betyde, at behandlingen af oplysningerne fortsat vil skulle være nødvendig i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange, og at behandlingen fortsat vil skulle være af væsentlig samfundsmæssig betydning og ske i statistisk øjemed under hensyntagen til patientens integritet og privatliv. Behandlingen af oplysningerne vil ligeledes skulle ske efter tilladelse fra ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet, som følge af lovforslagets § 1, nr. 6, på baggrund af nærmere fastlagte kriterier.

Ophævelsen vil hermed ikke betyde, at der vil kunne opnås en ukontrolleret adgang til patienters oplysninger.

Hertil kommer, at sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, fortsat vil blive suppleret af databeskyttelsesforordningen og -loven. Kravet om dataminimering efter databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra c, vil medføre, at autoriserede sundhedspersoner eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, alene vil kunne indhente de oplysninger, som er nødvendige til kvalitetssikringen eller -udviklingen. Det vil således ikke være tilladt at behandle oplysninger, der går længere tilbage i tid end nødvendigt for kvalitetssikringen eller -udviklingen. Det vil f.eks. typisk være nødvendigt at indhente oplysninger, der er mere end 5 år gamle, hvis der er tale om kvalitetsprojekter relateret til kroniske eller sjældne sygdomme.

Det vil efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra e, der bliver til litra d, også fortsat være et krav, at det skal være muligt at identificere, at behandlingen af oplysningerne er sket til brug for kvalitetssikring eller -udvikling. Opfyldelse af dokumentationskravet vil indebære, at der skal kunne dokumenteres et konkret formål med opslaget og anvendelsen af oplysningerne. Det vil f.eks. være en mulighed, at det af den person, der foretager indhentningen, konkret registreres i patientjournalen eller i et separat system, at det foretagne opslag er sket i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 og 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

Til nr. 8

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 1, at med patientens samtykke kan autoriserede sundhedspersoner til andre formål end behandling ved opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, i fornødent omfang indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger.

Sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, indeholder regler for, hvornår sundhedspersoner uden patientens samtykke kan anvende patientens helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger til kvalitetssikring eller -udvikling.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3, i § 42 d, hvorefter en autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, kan videregive de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, til brug for kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange efter stk. 2, nr. 2.

Det vil betyde, at en autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, vil kunne videregive oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke, såfremt betingelserne i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at en autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, vil kunne videregive de pågældende oplysninger til en anden autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, såfremt videregivelsen er nødvendig i forbindelse med kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange, behandlingen af oplysningerne er af væsentlig samfundsmæssig betydning og sker i statistisk øjemed under hensyntagen til patientens integritet og privatliv, ledelsen på behandlingsstedet efter nærmere fastlagte kriterier har givet tilladelse til, at den pågældende autoriserede sundhedsperson kan foretage videregivelsen, og såfremt det er muligt efterfølgende at identificere, at videregivelsen er sket til brug for kvalitetssikring eller -udvikling.

Efter den foreslåede § 1, nr. 6, i lovforslaget, vil tilladelsen også kunne gives af den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Videregivelse vil ske på samme måde, som når en autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, indhenter oplysninger til brug for kvalitetssikring eller -udvikling hos et andet behandlingssted end der, hvor vedkommende selv er ansat. Det er ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet, som følge af lovforslagets § 1, nr. 6, der vil skulle vurdere, om de vil give en anden autoriseret sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, adgang til at indhente oplysninger fra behandlingsstedet til brug for kvalitetssikring eller -udvikling. Det vil på samme måde være ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet, der vil skulle vurdere, om de vil videregive oplysninger til en anden autoriseret sundhedsperson eller en anden tavshedsbelagt person, der er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, til brug for kvalitetssikring eller -udvikling.

Forslaget vil betyde, at det ikke vil være afgørende for adgang til oplysninger til brug for kvalitetssikring eller -udvikling, at den autoriserede sundhedsperson eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne, som følge af lovforslagets § 1, nr. 5, opnår en direkte, men begrænset, adgang til behandlingsstedets system. En autoriseret sundhedsperson på behandlingsstedet eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne vil fremover, med ledelsens tilladelse, kunne videregive de nødvendige oplysninger til brug for kvalitetssikring eller -udvikling. Ledelsens vurdering af, hvorvidt videregivelse kan ske, vil skulle følge de samme kriterier som reglerne for adgang til indhentning i dag. Det vil bl.a. fortsat være et krav, at der alene gives de oplysninger, der er nødvendige for den anmodende sundhedspersons eller anden tavshedsbelagte persons opgaveløsning.

Behandlingen af oplysningerne vil skulle ske på en måde, der i it-teknisk henseende er adskilt fra behandlingsstedernes patientbehandling og sagsbehandling. Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger om forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Muligheden for at kunne videregive oplysninger, i stedet for at give en teknisk adgang til oplysningerne, vil f.eks. kunne være relevant i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at give den anmodende person en teknisk adgang til systemet. I sådan et tilfælde, vil det efter den foreslåede § 42 d, stk. 3, kunne være muligt at videregive oplysningerne i stedet for at afvise anmodningen.

Hvis ledelsen på behandlingsstedet eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet, som følge af lovforslagets § 1, nr. 6, vurderer, at kriterierne i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, ikke er opfyldt, vil det ikke være muligt at videregive oplysningerne efter den foreslåede § 42 d, stk. 3.

Det foreslåede stk. 3 vil gælde i både regional, kommunal og privat regi. Anvendelsesområdet vil hermed følge det, der allerede gælder efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2. Det betyder, at videregivelse med henblik på kvalitetsprojekter f.eks. kun kan ske i regi af den enkelte region, kommune eller private behandlingssted ud fra retningslinjer om kvalitetsarbejde opsat af afdelingen, regionen, kommunen eller det private behandlingssted.

Om anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Om tilladelse fra den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 og 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

Til nr. 9

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 3, at andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, kan yde teknisk bistand til en sundhedsperson i forbindelse med indhentning af oplysninger efter sundhedslovens § 42 d, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 2 og 4, i det omfang ledelsen på behandlingsstedet har givet tilladelse hertil.

De personer, som efter sundhedslovens § 42 d, stk. 3, kan yde bistand er f.eks. farmaceuter, sekretærer, medicinstuderende eller andre personer. Det afgørende er, at de pågældende efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, samt at de indhenter oplysningerne under ansvar af den autoriserede sundhedsperson, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), Tillæg A, L 127 som fremsat, side 44.

Det foreslås i § 42 d, stk. 3, der bliver stk. 4, at indsætte efter »stk. 2, nr. 1, 2 og 4,« »og videregivelse af oplysninger efter stk. 3«.

Det vil betyde, at andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, også vil kunne yde teknisk bistand til en sundhedsperson i forbindelse med videregivelse af oplysninger med henblik på kvalitetssikring eller -udvikling, i det omfang ledelsen på behandlingsstedet giver tilladelse hertil.

Andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, kan alene yde teknisk bistand efter sundhedslovens § 42 d, stk. 3, til sundhedspersoner. Det vil ikke være muligt for andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, selv at anvende teknisk bistand. Muligheden for at anvende bistand vil derfor fortsat forbeholdes sundhedspersoner.

Persongruppen for, hvem der vil kunne yde teknisk bistand, vil være den samme for videregivelse, som det er for indhentning. Det afgørende vil være, at de pågældende efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, samt at de indhenter oplysningerne under ansvar af en sundhedsperson. Det vil endvidere være en forudsætning, at antallet af personer, der får tilladelse til at yde teknisk bistand, vil være begrænset mest muligt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 og 3.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om Sundheds- og Kirkeministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

Til nr. 10

Det følger af sundhedslovens § 42 d, stk. 4, at patienten ved tilkendegivelse kan frabede sig, at der indhentes oplysninger efter stk. 2, nr. 1 og 2. Tilkendegivelsen kan være mundtlig eller skriftlig og skal indføres i patientjournalen. Tilkendegivelsen meddeles den sundhedsperson, der er ansvarlig for oplysningerne, eller behandlingsstedet.

Modtager et behandlingssted en tilkendegivelse om frabedelse af indhentning af helbredsoplysninger m.v., påhviler det behandlingsstedets ledelse at videresende tilkendegivelsen til rette sundhedsperson eller afdeling med henblik på journalføring. Patienten kan vælge enten at frabede sig indhentning til den sundhedsperson, som har patienten i behandling, eller direkte til behandlingsstedet. Når behandlingsstedet har modtaget en tilkendegivelse, vil det påhvile behandlingsstedets ledelse at videresende tilkendegivelsen til rette sundhedsperson eller afdeling med henblik på journalføring.

Det foreslås i § 42 d, stk. 4, der bliver stk. 5, at indsætte efter »stk. 2, nr. 1 og 2,« »og videregives oplysninger efter stk. 3,«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at patienter vil kunne frabede sig videregivelse af deres oplysninger efter § 42 d, stk. 3, på samme måde, som de kan frabede sig indhentning efter § 42 d, stk. 2, nr. 2. Det vil sikre, at patienter vil beholde samme selvbestemmelsesret for deres helbredsoplysninger, som de har efter den gældende § 42 d, stk. 4.

Patientens ret til at frabede sig videregivelse vil fungere på samme måde som for indhentelse. Tilkendegivelsen om frabedelse af videregivelse af oplysninger vil derfor skulle meddeles til den sundhedsperson, der er ansvarlig for oplysningerne eller til behandlingsstedet.

Det vil være modtageren af tilkendegivelsens ansvar, at patientens frabedelse bliver journaliseret eller videregivet til den rette sundhedsperson eller afdeling med henblik på journalføring. Efter tilkendegivelsen vil patientens helbredsoplysninger ikke kunne indhentes efter sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, eller videregives efter den foreslåede § 42 d, stk. 3.

Til nr. 11

Det følger af sundhedslovens § 42 e, stk. 3, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det samtykke, der er nævnt i § 42 d, stk. 1, og den tilkendegivelse, der er nævnt i § 42 d, stk. 4.

Det foreslås i § 42 e, stk. 3, at ændre »§ 42 d, stk. 4« til »§ 42 d, stk. 5«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1 nr. 8, hvorved der i sundhedslovens § 42 d vil blive indsat et nyt stykke efter stk. 2, og stk. 4 bliver derfor til stk. 5. Forslaget vil ikke have nogen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 12

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 1, at det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling, jf. § 60, stk. 1, at foretage kodning af henvendelser til almen praksis og anvende datafangst.

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 2, at alment praktiserende læger, der yder behandling, jf. § 60, stk. 1, skal offentliggøre de oplysninger om deres praksis, der er relevante i forbindelse med borgernes valg af læge.

Bestemmelsen udgør det lovmæssige grundlag for de såkaldte praksisdeklarationer, der bl.a. indeholder oplysninger om lægepraksis beliggenhed og adgangsforhold, åbningstider samt oplysninger om læger, der er tilknyttet klinikken og hvilket fast personale, der er tilknyttet klinikken og i hvilke funktioner.

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 3, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om kodning og datafangst. Sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om offentliggørelse af oplysninger om praksis efter stk. 2. Bekendtgørelse nr. 490 af 13. maj 2018 om kodning og datafangst i almen praksis, indberetning af data til regionen og offentliggørelse af oplysninger om lægen eller klinikken er udstedt i medfør af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås, at § 57 d ophæves.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 17, hvor der foreslås en ny § 195 a, der i hovedtræk viderefører indholdet af den nuværende § 57 dog samler krav til indberetning af data for klinikkerne i de almenmedicinske tilbud.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 13

Det følger af sundhedslovens § 193 b, stk. 1, at Digital Sundhed Danmark er ansvarlig for at drive en fælles digital infrastruktur til udveksling og registrering af udvalgte oplysninger om de enkelte borgeres helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger. Sundhedsministeren kan udpege andre offentlige eller private aktører til at varetage opgaver med at drive en del af den fælles digitale infrastruktur.

Det følger af sundhedslovens § 193 b, stk. 2, at oplysninger i den fælles digitale infrastruktur alene må behandles til nærmere angivne sundhedsfaglige formål og under de betingelser, der fremgår af bestemmelsen.

Det følger af sundhedslovens § 193 b, stk. 3, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften af den fælles digitale infrastruktur, herunder om registrering, behandling og adgang til oplysninger. Efter stk. 3, nr. 9, kan sundhedsministeren desuden fastsætte regler om, at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, for nærmere om gældende ret.

Det foreslås i sundhedslovens § 193 b, stk. 3, nr. 10, at der uanset stk. 2, kan videregives eller gives adgang til strukturerede oplysninger i dele af den fælles digitale infrastruktur til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver, jf. sundhedslovens § 197 a.«

Med den foreslåede ændring vil sundhedsministeren i en bekendtgørelse uanset formålsbegrænsningen i § 193 b, stk. 2, der begrænser adgangen til den fælles digitale infrastruktur til patientbehandlingsformål, kunne fastsætte regler om at videregive eller give adgang til strukturerede oplysninger i dele af den fælles digitale infrastruktur til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Ændringen af bestemmelsen vil indebære, sundhedsministeren vil kunne fastsætte regler om, at regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. vil kunne få videregivet eller givet adgang til de strukturerede oplysninger, herunder helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger, fra dele af den fælles digitale infrastruktur til brug for varetagelsen af deres opgaver. Med strukturerede oplysninger forstås data, hvor rådata udgøres af oplysninger, der er registreret efter på forhånd fastlagte kategorier eller værdier og dermed ikke fritekstfelter. Den fælles digitale infrastruktur vil blive drevet af Digital Sundhed Danmark, jf. lov nr. 1758 af 29. december 2025 om Digital Sundhed Danmark, når den selvejende institution etableres forventeligt den 1. januar 2027.

Anvendelsen af data fra den fælles digitale infrastruktur vil – via en bekendtgørelse herom udstedt i medfør af denne ændring til sundhedslovens § 193 b, stk. 3, nr. 10, og i sammenhæng med den foreslåede § 197 a – også kunne anvendes til såvel patientbehandlingsformål eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske og planlægningsmæssige formål.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om den foreslåede ordning og til bemærkningerne til § 1, nr. 14-16 og 18.

Til nr. 14-16

Det fremgår af sundhedslovens § 195, stk. 1, at det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl.

Det fremgår af § 195, stk. 2, at det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at give oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer, dog ikke oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten.

Det fremgår af sundhedslovens § 195, stk. 3, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner, herunder alment praktiserende læger og speciallæger, og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., skal give til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl. efter stk. 1. Sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvilke oplysninger alment praktiserende læger skal give til regionsrådene efter stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, for nærmere om gældende ret.

Det foreslås, at § 195, stk. 2, ophæves.

Det foreslås, at i § 195, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 2, 1. pkt., ændres »alment praktiserende læger « til »almenmedicinske tilbud«. Det foreslås, at § 195, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 2. 2. pkt., ophæves.

Ophævelserne af § 195, stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 2, 2. pkt., vil indebære, at der fremover ikke vil være en begrænsning i datadelingen om oplysninger, herunder helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger om patienterne, når data indberettes fra de almenmedicinske tilbud.

Lovændringen indebærer, at der fremover ikke vil være en formålsbegrænsning i medfør af den foreslåede § 195, stk. 2, hvorfor det vil blive muligt at give adgang til oplysninger om patienterne på personhenførbart niveau, både til brug for patientbehandling, på statistisk niveau samt til brug for planlægningsmæssige og statistiske formål.

Ophævelserne vil endvidere muliggøre, at der vil kunne ske videreanvendelse af oplysninger, der indberettes fra de almenmedicinske tilbud, således at oplysninger også kan deles med andre aktører i sundhedsvæsenet, f.eks. med regionsråd og kommunalbestyrelser, når de sammen skal træffe beslutninger i sundhedsrådene om deres fælles patientgruppe. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse § 197 a, der muliggør at sundhedsministeren vil kunne fastsætte regler om videregivelse eller adgang til oplysninger fra centrale sundhedsmyndigheder eller Digital Sundhed Danmark til patientbehandlingsformål eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske og planlægningsmæssige formål.

Ændringen i § 195, stk. 3, 1. pkt., skal afspejle, at bestemmelsens indhold gør sig gældende for alle almenmedicinske tilbud og således ikke kun for alment praktiserende læger. Herved skal det sikres, at ordlyden i højere grad afspejler den nuværende organisering, hvor almenmedicinske ydelser kan leveres gennem forskellige klinikformer, herunder klinikker ejet af praktiserende læger i almen medicin, udbudsklinikker og regionsklinikker. Borgere kan således være tilmeldt en anden klinikform end en alment praktiserende læge.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, for nærmere om den foreslåede ordning.

Til nr. 17

(Til § 195 a)

Det følger af sundhedslovens § 57, at regionsrådet har ansvaret for at tilvejebringe og sikre tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner efter afsnit V. Det følger samtidig af sundhedslovens § 60, stk. 1, at regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1.

Regionsrådenes ansvar for det almenmedicinske tilbuds kvalitet og aktivitet kan ses i forlængelse heraf.

Sundhedslovens § 57 d samt § 195, stk. 2, indeholder bestemmelser om indsigt i og arbejdet med kvaliteten i de almenmedicinske tilbud.

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 1, at det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at foretage kodning af henvendelser til almen praksis og anvende datafangst.

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 2, at alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, skal offentliggøre de oplysninger om deres praksis, der er relevante i forbindelse med borgernes valg af læge.

Bestemmelsen udgør det lovmæssige grundlag for de såkaldte praksisdeklarationer, der bl.a. indeholder oplysninger om lægepraksis beliggenhed og adgangsforhold, åbningstider samt oplysninger om læger, der er tilknyttet klinikken og hvilket fast personale, der er tilknyttet klinikken og i hvilke funktioner.

Det følger af sundhedslovens § 57 d, stk. 3, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om kodning og datafangst. Sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om offentliggørelse af oplysninger om praksis efter stk. 2. Bekendtgørelse nr. 490 af 13. maj 2018 om kodning og datafangst i almen praksis, indberetning af data til regionen og offentliggørelse af oplysninger om lægen eller klinikken er udstedt i medfør af bestemmelsen.

Det følger af sundhedslovens § 195, stk. 2, at det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at give oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Oplysningerne må ikke identificere eller gøre det muligt at identificere patienter. Bestemmelsen angår alene alment praktiserende læger og omfatter ikke personhenførbare oplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås i § 195 a, stk. 1, at det fremover skal påhvile de almenmedicinske tilbud, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at foretage kodning af henvendelser til klinikkerne og anvende automatisereret datadeling, give strukturerede oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for faglig ledelse, planlægning, kvalitetsudvikling og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer og offentliggøre de oplysninger om deres klinik, der er relevante i forbindelse med borgernes valg af læge, jf. § 59, stk. 1.

Det foreslåede i § 195 a, stk. 1, nr. 1, vil betyde, at det vil blive obligatorisk for almenmedicinske tilbud at kode deres henvendelser samt anvende automatiseret datadeling. Det foreslåede viderefører dermed gældende ret. Kravet indebærer blandt andet, at en læge i en almenmedicinsk klinik vil skulle ICPC-kode henvendelser vedrørende diabetes type-2. Kravet indebærer samtidig, at de almenmedicinske tilbud vil skulle udveksle data til de nationale kvalitetsdatabaser for de omfattede diagnoser. For hver database knytter der sig et sæt af indikatorer, der dermed automatisk indsamles fra lægernes journalsystemer. For diabetes vil det f.eks. gælde, at der skal udveksles kliniske målinger for langtidsblodsukker, blodtryk, kolesterol m.m.

De nærmere regler om kravene til systematisk kodning, herunder kodningens omfang og fremgangsmåde vil blive fastlagt i en bekendtgørelse udstedt af sundhedsministeren.

Det foreslåede i § 195 a, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at de almenmedicinske tilbud i elektronisk format vil skulle dele strukturerede oplysninger med regionsrådene, som regionsrådene kan anvende til brug for planlægning, kvalitetsudvikling og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Ved strukturerede oplysninger forstås data, hvor rådata udgøres af oplysninger, der registreres efter på forhånd fastlagte kategorier eller værdier. Oplysninger fra de såkaldte fritekstfelter fra journalnotater skal dermed ikke deles. Kvalitetsudvikling skal i denne sammenhæng forstås som de indsatser, der knytter sig til regionernes arbejde med at sikre og understøtte kvaliteten i de almenmedicinske tilbud og arbejdet med at udvikle forløb og øvrige indsatser, der sikrer og understøtter behandling af en høj kvalitet. Opgaven vil knytte sig til regionernes myndighedsansvar for de almenmedicinske tilbud og kan forstås som et element i den faglige ledelse af de almenmedicinske tilbud og regionens opgave med at vejlede om og påse de almenmedicinske klinikkers efterlevelse af basisfunktionen for de almenmedicinske tilbud og den nationale opgavebeskrivelse. Det vil f.eks. gælde arbejdet i de regionale kvalitetsenheder og arbejdet med at fastlægge de overordnede rammer for kvalitetsudvikling og samarbejdet i kvalitetsklynger.

Det foreslåede i § 195 a, stk. 1, nr. 2, vil indebære, at det fremover påhviler de almenmedicinske tilbud at dele oplysninger med regionsrådene på et personhenførbart niveau. Oplysningerne skal være pseudonymiserede og vil kun, når formålet strengt tilsiger det, indeholde oplysninger, der kan henføres til en konkret fysisk person. Det vil derved blive muligt for regionerne at samkøre oplysninger om aktivitet i de almenmedicinske tilbud med øvrige sundhedstilbud f.eks. aktivitet på sygehuse og aktivitet ved praktiserende speciallæge. Muligheden for at dele personhenførbare oplysninger f.eks. mellem et regionsråd og en almenmedicinsk klinik vil fortsat indebære, at personfølsomme oplysninger herunder helbredsoplysninger skal behandles inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Dertil vil §195 a, stk. 1, nr. 2 indebære, at regionsrådene kan anvende de indberettede oplysninger fra de almenmedicinske tilbud til økonomisk kontrol med udbetaling af individuelle honorarer. Kontrollen kan dog ikke angå den individuelle behandling af en patient, da det er et sundhedsfagligt skøn.

Oplysninger, der videregives efter § 195, stk. 1, nr. 2, vil være strukturerede og vil alene kunne anvendes til de formål, der er nævnt i den foreslåede § 195 a, stk. 1, nr. 2. Lovforslaget ændrer ikke på de gældende regler om videregivelse af oplysninger fra journalnotaters fritekstfelter.

Det foreslåede i § 195 a, stk. 1, nr. 3, vil indebære, at almenmedicinske tilbud vil skulle offentliggøre oplysninger, som er relevante når borgerne skal vælge læge, herunder f.eks. om klinikken har åbent for patienter, om adgangsforhold, om hvilke læger og hvilket personale, der er tilknyttet klinikken. Bestemmelsen udgør dermed den lovmæssige fastsættelse af praksisdeklarationen, der har været aftalt som element i Overenskomst om almen praksis og viderefører gældende ret.

Dette skal ses i sammenhæng med den gældende § 57 d, stk. 2, som ophæves ved § 1, nr. 12.

Det foreslås i § 195 a, stk. 2, at sundhedsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om kodning og automatisk datadeling efter stk. 1, om, hvilke strukturerede oplysninger almenmedicinske tilbud skal give til regionsrådene efter nr. 2 i bestemmelsen og nærmere regler om offentliggørelse af oplysninger om klinikken til brug for borgernes valg af læge efter nr. 3.

Det foreslåede vil indebære, at sundhedsministeren inden for rammerne af den foreslåede § 195 a, stk. 1, gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler ved bekendtgørelse i lighed med gældende ret.

Sundhedsministeren kan således ved bekendtgørelse alene fastsætte regler om, at almenmedicinske tilbud skal dele oplysninger, hvor rådata udgøres af oplysninger, der er registreret efter på forhånd fastlagte kategorier eller værdier. Dermed kan der ikke fastsættes regler om deling af oplysninger fra journalernes fritekstfelter.

De nærmere regler fastlægges i kommende bekendtgørelse om indberetning af data om sundhedsvæsenet fra kommunalbestyrelser, speciallægepraksis og almenmedicinske tilbud til Digital Sundhed Danmark. Bekendtgørelsen forventes at blive udarbejdet som følge af de foreslåede ændringer i indeværende lovforslag og de ændringer, som blev fastlagt med lov nr. 1764 af 29. december 2025, som indebærer en udvidet myndighedsrolle for regionerne, indførslen af en national opgavebeskrivelse og basisfunktion for almenmedicinske tilbud samt en ny og forenklet honorarstruktur.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen vil blive fastlagt supplerende krav til de nuværende, som pålægger de almenmedicinske tilbud at foretage kodning af et videre omfang af henvendelser. Det forventes, at der uanset hvad årsagen for henvendelse er, vil blive stillet krav om diagnosekodning (ICPC-kodning) for længerevarende henvendelser, mens der i dag alene stilles krav om kodning for henvendelser som vedrører diagnoserne kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL), astma, kroniske muskel- og skeletlidelser, knogleskørhed (osteoporose), hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes og ikke-psykotiske, psykiske lidelser. Det konkrete niveau for ICPC-kodningen vil blive klargjort i bekendtgørelsen under hensyn til faglig relevans, sammenhæng med øvrige data på tværs af sundhedsvæsenet, minimering af administrative byrder og at sikre ensartethed og systematik i kodningen.

Det forventes samtidig, at der vil blive stillet krav om, at alle henvendelser kodes med et behandler-id, således at regionsrådet kan få informationer om, hvilken behandler der har stået for en konkret kontakt, der har ført til en afregning. Hertil forventes det, at der vil blive stillet krav om kodning af aktivitet vedrørende øvrige lovpligtige opgaver, der ikke i dag registreres, f.eks. børneundersøgelser og opfølgende samtale for patienter med afsluttede kræftforløb.

Hertil forventes det, at der vil blive stillet krav om kodning af hvilken kontaktform en henvendelse har dvs. om det er en digital eller fysisk konsultation. Det vil understøtte, at der kan følges op på nationale målsætninger om digitale patientrettigheder.

Endelig forventes det, at der, i tillæg til de nuværende krav, vil blive fastsat regler om, at klinikkerne skal oplyse om deres virksomhedskonstruktion, og hvornår klinikken holder ferielukket til regionerne. Det skal sikre regionernes mulighed for opfølgning på efterlevelse af basisfunktionen og planlægning af ressourcerne i det samlede regionale sundhedsvæsen.

(Til § 195 b)

Der findes ikke lovfastsatte krav, der pålægger almenmedicinske tilbud at dele oplysninger fra deres årsregnskaber.

Alment praktiserende læger er dog omfattet af årsregnskabsloven, jf. årsregnskabslovens § 1, stk. 1. Regionsklinikker drives af regionen og er derfor ikke omfattet af årsregnskabsloven, hvis anvendelsesområde er erhvervsdrivende virksomheder.

Det følger af årsregnskabslovens § 2, stk. 1, at virksomheder, der er nævnt i lovens § 3, stk. 1, skal aflægge årsregnskab. Det følger dog af årsregnskabslovens § 4, stk. 1, at mindre virksomheder målt på henholdsvis balancesum, nettoomsætning og antal heltidsbeskæftigede kan undlade at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven.

I praksis er størstedelen af alment praktiserende læger derfor undtaget krav om deling af årsregnskabsoplysninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om gældende ret.

Det foreslås i § 195 b, stk. 1, at den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, som yder vederlagsfri behandling i henhold til § 60, stk. 1, skal indberette økonomiske nøgleoplysninger om klinikkens omkostninger til Digital Sundhed Danmark for hvert regnskabsår, jf. stk. 2-4.

Det foreslås i § 195 b, stk. 2, at de økonomiske nøgleoplysninger efter stk. 1 indberettes for hver klinik og udgøres af oplysninger fra virksomhedens årlige regnskab. Konkret skal indberettes udgifter til praksislokaler inklusiv forbrug, udgifter til personale inklusiv udgifter til løn, social sikring og pension, eksklusiv løn udbetalt til klinikejer, udgifter til af- og nedskrivninger, finansielle omkostninger og øvrige omkostninger.

Det foreslåede vil indebære, at de almenmedicinske tilbud vil skulle indberette overordnede oplysninger fra klinikkernes regnskaber om klinikkens omkostninger. Oplysningerne skal indberettes for alle klinikker, der leverer almenmedicinske ydelser, herunder også udbuds- og regionsklinikker.

Det foreslåede i § 195 b, stk. 2, nr. 1, indebærer, at den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, skal indberette klinikkens udgifter til praksislokaler inklusiv forbrug.

Det foreslåede i § 195 b, stk. 2, nr. 2, indebærer, at den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, skal indberette klinikkens udgifter til personale inklusiv udgifter til løn, social sikring og pension, eksklusive løn udbetalt til klinikejer.

Det foreslåede i § 195 b, stk. 2, nr. 3, indebærer, at den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, skal indberette klinikkens udgifter til af- og nedskrivninger af- og nedskrivninger af materielle og immaterielle anlægsaktiver

Det foreslåede i § 195 b, stk. 2, nr. 4, indebærer, at den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, skal indberette klinikkens udgifter til finansielle omkostninger.

Det foreslåede i § 195 b, stk. 2, nr. 5, indebærer, at den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, skal indberette klinikkens øvrige omkostninger ved drift.

Det foreslåede vil indebære, at det vil blive obligatorisk for de almenmedicinske tilbud at indberette udvalgte økonomiske nøgleoplysninger om omkostningerne ved deres kliniks ydernummervirksomhed til DSD. Det foreslåede vil dermed indebære, at DSD vil skulle oprette et nyt register med henblik på at opbevare og behandle økonomiske nøgleoplysninger fra de almenmedicinske tilbud om de enkelte klinikker og eventuelle baggrundsoplysninger.

Med ydernummervirksomhed forstås den økonomiske aktivitet, der genereres som et led i at klinikken yder behandling til personer med ret til sundhedskort.

Det foreslås i § 195 b, stk. 3, at de indberettede oplysninger efter stk. 1, udover de oplistede bestanddele i henhold til § 195 b, stk. 2, nr. 1-5, skal indeholde oplysninger om klinikkens ydernummer samt revisionspåtegning eller anden erklæring fra revisor eller en anden uafhængig erklæringsudbyder.

Det foreslåede vil indebære, at oplysningerne efter stk. 2 vil skulle følges af oplysninger om ydernummer samt revisionspåtegning eller tilsvarende. Revisionspåtegningen eller tilsvarende skal indeholde en konklusion, en omtale af grundlaget for den afgivne konklusion, en beskrivelse af revisors eller erklæringsudbyders ansvar i forhold til det oplyste samt datering og underskrift.

Det foreslås i § 195 b, stk. 4, at Digital Sundhed Danmark senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning skal have modtaget oplysninger efter stk. 2, nr. 1-5 og stk. 3.

Det foreslåede vil indebære, at de almenmedicinske tilbud vil blive forpligtede til at sikre, at DSD senest 6 måneder efter afslutningen af deres regnskabsår har modtaget deres økonomiske oplysninger samt revisionspåtegning eller anden erklæring fra en revisor eller en uafhængig erklæringsudbyder. DSD vil derfor blive ansvarlige for at stille en teknisk løsning til rådighed for de almenmedicinske tilbuds indberetning.

Det foreslås i § 195 b, stk. 5, at DSD alene kan videregive oplysninger på et aggregeret niveau.

Det foreslåede vil indebære, at DSD kun kan videregive oplysninger, som er aggregerede på en sådan vis, at det ikke er muligt at identificere oplysninger fra en enkelt klinik. DSD skal i denne sammenhæng behandle oplysningerne i overensstemmelse med Danmarks Statistiks datafortrolighedsprincip. Det følger af datafortrolighedsprincippet, at der som hovedregel ikke kan videregives oplysninger, hvor færre end tre observationer ligger til grund for en tabelcelle, når oplysningerne videreformidles. Dette kan overholdes ved at anvende diskretionering. Samtidig stilles krav om at dominanskriteriet er overholdt for driftsøkonomiske variable. Det betyder, at der ikke må videreformidles en størrelse i en tabelcelle, der domineres af en enkelt klinik. Det skal sikre at det ikke indirekte er muligt at føre oplysningerne tilbage til en enkelt klinik. DSD får til opgave at fastlægge et passende (n,k) dominanskriterium, hvor de(n) største statistiske enhed(er) samlet set højest må stå for k procent af værdien i en given tabelcelle, der indeholder en driftsøkonomisk variabel.

Det foreslås i § 195 b, stk. 6, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om krav til indberetning af øvrige oplysninger om klinikforhold og til hvilke sundhedsmyndigheder, de aggregerede data, der skal oplyses efter stk. 1, må videregives til.

Det foreslåede vil indebære, at sundhedsministeren vil få bemyndigelse til ved bekendtgørelse at fastlægge, hvilke yderligere oplysninger klinikkerne skal indgive sammen med de listede nøgleoplysninger i stk. 2 samt oplysninger efter stk. 3. Det forventes, at der vil være tale om relevante baggrundsoplysninger, der vil kunne belyse variation m.v. i oplysningerne efter stk. 2. Det forventes, at der foruden de anførte oplysninger i stk. 2, nr. 1-5 vil skulle indberettes oplysninger om klinikkens virksomhedskonstruktion, antallet af lægekapaciteter i ydernummeret, antallet af klinikpersonale efter uddannelse og heltidsnorm, klinikkens beliggenhed m.v.

Det forventes, at oplysningerne vil kunne videregives til centrale sundhedsmyndigheder, regionsrådene samt andre relevante aktører til brug for opgørelser af anvendelsen af de midler, der anvendes blandt almenmedicinske tilbud. Opgørelserne kan bl.a. anvendes til at understøtte en effektiv ressourceudnyttelse.

Til nr. 18

Efter sundhedslovens § 197, stk. 1, kan regionsrådene til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den regionale indsats på sundhedsområdet efter regler fastsat i medfør af stk. 3 indhente og behandle personoplysninger fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser.

Det følger af sundhedslovens § 197, stk. 2, at kommunalbestyrelserne, til brug for tilrettelæggelse og planlægning af den kommunale indsats på sundhedsområdet efter regler fastsat i medfør af stk. 3, kan indhente og behandle personoplysninger fra offentlige registre om patienters modtagelse af sundhedsydelser.

I medfør af § 197, stk. 3, fastsætter sundhedsministeren regler om, hvilke registre og personoplysninger regionsrådene og kommunalbestyrelserne kan få adgang til efter stk. 1 og 2, og om behandlingen af disse oplysninger.

For en nærmere gengivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der efter kapitel 60 a indsættes et nyt kapitel 60 b med overskriften »Adgang til oplysninger fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark«.

Det foreslås med indsættelsen af § 197 a, at sundhedsministeren fastsætter regler om, at de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregive eller give adgang til helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Forslaget vil indebære, at der med bestemmelsen etableres hjemmel til, at sundhedsministeren vil kunne fastsætte regler om, at de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark vil kunne videregive eller give adgang til helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Sundhedsministeren vil med hjemmel i bemyndigelsen kunne udstede bekendtgørelser om, hvilke helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, fra centrale sundhedsmyndigheder, det vil sige styrelser under Sundheds- og Kirkeministeriet, og Digital Sundhed Danmark, som sundhedsvæsenets aktører vil kunne få videregivet eller gives adgang til.

Sundhedsministeren vil endvidere med hjemmel i bemyndigelsen kunne udstede bekendtgørelse om, hvilke aktører, der vil kunne modtage helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger. Det fremgår af den foreslåede § 197 a, at det bl.a. vil være regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. Oplistningen er ikke udtømmende, og styrelser under Sundheds- og Kirkeministeriet vil f.eks. også kunne gives adgang til oplysninger.

Bemyndigelsesbestemmelsen muliggør både en videregivelse eller en dataadgang. Det vil ved bekendtgørelse blive reguleret nærmere, hvilken form for adgang der gives, og hvordan denne adgang gives.

I sammenhæng med den foreslåede ophævelse af sundhedslovens § 195, stk. 2, samt den tilhørende bemyndigelsesbestemmelse i § 195, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 16, vil der ikke længere være en begrænsning i videreanvendelsen af de oplysninger, der fremover indberettes fra almenmedicinske tilbud.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i sundhedslovens § 197 a vil dog ikke indebære, at oplysninger vil kunne deles til ethvert formål. Der skal ved bekendtgørelse fastsættes regler om, hvilke formål oplysningerne, herunder helbredsoplysninger, vil kunne anvendes til af de modtagende aktører.

Udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen ved bekendtgørelse vil hermed forudsætte en afgrænsning af, at videregivelsen eller adgangen af oplysningerne alene vil kunne anvendes til patientbehandling eller til kvalitets-, styringsmæssige, statistiske og planlægningsmæssige formål i forbindelse med varetagelsen af modtagernes opgaver. Oplysningerne delt på baggrund af bekendtgørelsen vil alene kunne anvendes til disse formål. Det vil blive fastsat nærmere ved bekendtgørelse, hvornår de pågældende formål er opfyldt.

Der vil være begrænset adgang til de helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger, som fremover vil kunne blive videregivet eller givet adgang til fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark til aktører på tværs af sundhedsvæsenet. Det vil alene være administrative medarbejdere eller sundhedspersoner, som må få adgang til oplysningerne, herunder helbredsoplysninger, om patienterne på personhenførbart niveau. Det vil være et krav, at adgangen er nødvendig i forbindelse med udførelsen af deres arbejde, og at de er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, jf. sundhedslovens § 40 og forvaltningslovens § 27.

Det vil f.eks. kunne omfatte ansatte i et sundhedsråds sekretariat. Her vil arbejdsopgaverne være at klæde sundhedsrådenes medlemmer på til at træffe de beslutninger, der skal til for at det geografisk afgrænsede område, kan vendes mod det nære sundhedsvæsen. Den pågældende medarbejder kan derfor have brug for at kunne få adgang til oplysningerne på personhenførbart niveau, når der f.eks. er truffet en beslutning herom i et sundhedsråd.

Ministeriet bemærker, at det er forventningen, at adgang til oplysninger om en patientgruppe som udgangspunkt skal ske på aggregeret eller pseudonymiseret niveau. Kun når det er strengt nødvendigt, vil adgang kunne ske på personhenførbart niveau.

De medarbejdere, som modtager og behandler oplysninger, vil via sin stilling være underlagt forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Det fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 1, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om 1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold. En overtrædelse af tavshedspligten er en strafbar overtrædelse af straffeloven.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil blive udmøntet inden for rammerne af databeskyttelsesretten. Bekendtgørelsen vil derfor også skulle iagttage de almindelige databeskyttelsesretlige principper og sikre en proportional balance mellem hensynet til den registrerede interesser og behovet for at sikre, at de relevante aktører har de oplysninger, der er nødvendige for at udføre deres opgaver.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om den foreslåede ordning og bemærkningerne til § 1, nr. 13-17.

Til nr. 19

Det følger af sundhedslovens § 227, stk. 1, 2. pkt., at vilkår, der er fastsat og udstedt i medfør af § 57 b, § 57 c, § 57 d, stk. 1 eller 2, § 195, stk. 2, § 204, stk. 2 eller 3, eller § 206 a, eller regler udstedt i medfør af § 57 d, stk. 3, § 59, stk. 5, eller § 60, stk. 3, i sundhedsloven ikke kan fraviges ved overenskomster indgået med organisationer af sundhedspersoner repræsenterende almen praksis.

Det foreslås, i § 227, stk. 1, 2. pkt., at ændre »§ 57 d, stk. 1 eller 2, § 195, stk. 2« til »§ 195 a, stk. 1-3«, og at »57 d, stk. 3« ændres til »§ 195 a, stk. 4« og at » indgået med organisationer af sundhedspersoner repræsenterende almen praksis « ændres til »overenskomster eller aftaler indgået med organisationer, som repræsenterer alment praktiserende læger.«.

Den foreslåede ændring af henvisninger til de nuværende § 57 d og § 195, stk. 2, vil betyde, at de vilkår og regler der er fastsat eller udstedt i medfør af sundhedslovens øvrige regler om almenmedicinske tilbud, er bindende vilkår, som ikke kan fraviges ved aftaler indgået imellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og organisationer, som repræsenterer alment praktiserende læger. De eksisterende regler videreføres dermed med det foreslåede. Den foreslåede ændring indebærer desuden en ensretning af ordlyden i henvisningen til den aftale, som Regionernes Lønnings- og Takstnævn indgår med en organisation, som repræsenterer alment praktiserende læger, som indført i sundhedslovens § 227 a ved lov nr. 1764 af 29. december 2025.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 17, hvor der foreslås en ny § 195 a, som samler de gældende regler i §§ 57 d og 195, stk. 2, om krav til kodning og indberetning af data for klinikkerne i de almenmedicinske tilbud. De gældende regler videreføres dog med ændringer, herunder en udvidelse af de formål, hvortil oplysninger kan indberettes til regionsrådene, og mulighed for indberetning af personhenførbare oplysninger.

Til nr. 20

Det følger af sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der videregiver oplysninger i strid med § 41, stk. 1-3, § 43, stk. 1 og 2, og § 45.

Det følger af sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 2, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der indhenter oplysninger i strid med § 42 a, stk. 1-4, § 42 d, stk. 1-3, § 46, stk. 5, eller § 198, stk. 3.

Det foreslås i § 271, stk. 1, nr. 1, at indsætte efter »§ 41, stk. 1-3,« »§ 42 d, stk. 3,«, og i nr. 2, at ændre »§ 42 a, stk. 1-4, § 42 d, stk. 1-3« til »§ 42 a, stk. 1-4 og 6, § 42 d, stk. 1, 2 og 4

Den foreslåede ændring af nr. 1, vil betyde, at det ligeledes vil blive strafbart for de persongrupper, der er nævnt i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, der bliver til stk. 4, at videregive patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, i strid med den foreslåede § 42 d, stk. 3. Det vil sige videregivelse i strid med reglerne for kvalitetssikring eller -udvikling i lovens § 42 d, stk. 2, nr. 2. Straffen vil kunne fastsættes som bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det vil fortsat være muligt at straffe efter f.eks. straffeloven, såfremt højere straf skulle være forskyldt herfor.

Den foreslåede ændring vil ikke ændre strafferammen, domstolenes strafudmålingspraksis m.v., der allerede eksisterer efter sundhedslovens § 271. Tilregnelseskravet vil derfor også fortsat være simpelt uagtsomhed.

Den foreslåede ændring vil endvidere ikke ændre den eksisterende fortolkning af sundhedslovens § 271. Det vil derfor fortsat ikke være en betingelse, at den, der videregiver oplysningerne, også har indhentet dem. Bestemmelsen vil f.eks. kunne omfatte den situation, hvor en læge retmæssigt har indhentet helbredsoplysningerne m.v., og hvor den pågældende – eller en anden – læge herefter uberettiget har videregivet oplysningerne.

Den foreslåede ændring af nr. 2, vil betyde, at det ligeledes vil blive strafbart for sundhedspersoner at indhente oplysninger om patienters helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger, i strid med den foreslåede § 42 a, stk. 6. Straffen vil kunne fastsættes som bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det vil fortsat være muligt at straffe efter f.eks. straffeloven, såfremt højere straf skulle være forskyldt herfor.

Det mærkes, at den foreslåede ændring ikke vil ændre strafferammen, domstolenes strafudmålingspraksis m.v., der allerede eksisterer efter sundhedslovens § 271. Tilregnelseskravet vil derfor også fortsat være simpelt uagtsomhed.

Til nr. 21

Det fremgår af sundhedslovens § 271, stk. 3, at sundhedsministeren i regler, der udstedes i medfør af lovens § 41, stk. 8, og § 42 a, stk. 2, kan fastsætte bestemmelser om straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Det foreslås i lovens § 271, stk. 3, at ændre »§ 42 a, stk. 7« til »§ 42 a, stk. 8«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved der i sundhedslovens § 42 a vil blive indsat et nyt stykke efter stk. 5, og stk. 7 bliver derfor til stk. 8. Forslaget vil ikke have nogen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 22

Det følger af sundhedslovens § 273 a, at sundhedsministeren kan fastsætte bestemmelser om bødestraf for overtrædelse af forskrifter udstedt i medfør af § 57 d, stk. 3, og § 195, stk. 1 og 3. De nærmere krav til kodning og datafangst er fastsat i bekendtgørelse nr. 490 af 13. maj 2018 om kodning og datafangst i almen praksis, indberetning af data til regionen og offentliggørelse af oplysninger om lægen eller klinikken. Det fremgår af bekendtgørelsens § 7, at overtrædelse af reglerne kan straffes med bøde.

Det foreslås, at § 273 a ophæves.

Der er ikke i gældende lovgivning fastsat nærmere regler om, hvordan en bøde kan pålægges, samt hvem eller hvordan der følges op på manglende efterlevelse af reglerne. Bestemmelsen benyttes ikke i praksis. Bestemmelsens relevans reduceres yderligere som følge af den foreslåede ophævelse af § 57 d og § 195, stk. 3.

Det foreslåede skal ses i lyset af, at det forventes, at der med et kommende lovforslag om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love (Praksisplaner for speciallægepraksis og, afskaffelse af sikringsgrupperne m.v.), der forventes at træde i kraft den 15. marts 2027, foreslås mulighed for, at regionsrådet kan følge op ved de almenmedicinske tilbuds manglende efterlevelse af sundhedslovens §§ 195 a og 195 b. Dette erstatter således den gældende § 273 a.

Konkret forventes det, at §§ 195 a og b foreslås tilføjet til §§ 276 a og b, der træder i kraft den 1. januar 2027. Det vil følge af forslaget, at regionsrådet, jf. § 276 a, vejleder om og påser, at de almenmedicinske tilbud overholder indberetningspligten efter §§ 195 a og 195 b. Har regionsrådet vejledt i overensstemmelse med § 276 a, kan regionsrådet i tilfælde af manglende overholdelse af krav og regler træffe afgørelse efter § 276 b, der træder i kraft 1. januar 2027, over for ejeren af det almenmedicinske tilbud. Regionsrådet får derved mulighed for at træffe afgørelse om nødvendige foranstaltninger over for almenmedicinske tilbud, der ikke opfylder kravene efter §§ 195 a og 195 b. Regionsrådet vil ved afgørelsen skulle sikre overholdelse af proportionalitetsprincippet.

Det vil endvidere følge af den forventede foreslåede ordning, at afgørelser truffet efter § 276 b, der træder i kraft den 1. januar 2027, kan indbringes for den uafhængige klagemyndighed, Praksisklagenævnet, jf. kapitel 72 a, der træder i kraft den 1. januar 2027. Det skyldes, at det følger af sundhedslovens § 233 a, at Praksisklagenævnet behandler klager over administrative afgørelser truffet af regionsrådet i forhold til driften af almenmedicinske tilbud ved private erhvervsdrivende, jf. § 276 b. Praksisklagenævnet vil således være klageinstans for afgørelser om sanktioner som følge af manglende efterlevelse af § 195 a.

Til § 2

Det foreslås i § 2, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2027, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at regler udstedt i medfør af § 42 a, stk. 6, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 5. oktober 2026, som ændret ved § 1, nr. 7, i lov nr. 1760 af 29. december 2025, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 42 a, stk. 8, i sundhedsloven, jf. denne lovs § 1, nr. 2.

Til § 3

Det følger af sundhedslovens § 278, stk. 1, at sundhedsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det følger dog af sundhedslovens § 278, stk. 2 og 3, at §§ 5 og 6, kapitel 4-9, §§ 61-63, kapitel 61 og 66-68, §§ 266-268, § 271, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, og §§ 272, 273 og 276 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Det følger også af § 278, stk. 3, at kapitel 12 og kapitel 54-57 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter for Færøerne.

Det foreslås i § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at § 1, nr. 1-11 og 19-21, og § 2, ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Det foreslås også, at lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Det vil betyde, at de foreslåede ændringer ikke vil gælde eller kunne sættes i kraft for Grønland, fordi lovforslagets § 1 ikke gælder for Grønland og ikke kan sættes i kraft for Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025, som ændret bl.a. ved lov nr. 718 af 20. juni 2025, § 1 i lov nr. 1760 af 29. december 2025 og senest ved lov nr. 1764 af 29. december 2025, foretages følgende ændringer:

§ 17. ---

Stk. 2. ---

Stk.3. En patient, der er fyldt 15 år, kan træffe beslutning om anvendelse af biologisk materiale og genetiske oplysninger, der er udledt af biologisk materiale, efter bestemmelserne i §§ 28-35. En patient, der er fyldt 15 år, er endvidere berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i §§ 36-39 og kan give samtykke til videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i § 41, stk. 1, § 42 a, stk. 3, § 42 d, stk. 1, § 43, stk. 1, og § 51, stk. 4. En patient, der er fyldt 15 år, kan desuden frabede sig, at der indhentes og videregives helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger efter bestemmelserne i § 41, stk. 3, § 42 a, stk. 6, og § 42 d, stk. 4.

Stk. 4-7. ---

1. I § 17, stk. 3, 3. pkt., ændres »§ 42 a, stk. 6, og § 42 d, stk. 4« til: »§ 42 a, stk. 7, og § 42 d, stk. 5«.

§ 42 a. ---

Stk. 2-4. ---

Stk. 5. Apotekere og apotekspersonale, som er undergivet tavshedspligt, kan indhente oplysninger om patientens ordinationer til brug for ekspedition heraf.

Stk. 6. Patienten kan ved tilkendegivelse frabede sig, at der indhentes oplysninger efter stk. 1 og 4.

Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for autoriserede sundhedspersoners adgang til at indhente oplysninger i elektroniske systemer om helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger om en patient, der aktuelt er i behandling, og om andre patienter med henblik på at støtte sundhedspersonen i at træffe sundhedsfaglige beslutninger som led i patientbehandling. Det gælder også genetiske oplysninger, der opbevares af Nationalt Genomcenter. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om de pågældende autoriserede sundhedspersoners mulighed for at anvende teknisk bistand i forbindelse med indhentning af de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt.

2. I § 42 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde kan sundhedspersoner i almenmedicinske tilbud ved opslag i elektroniske systemer indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, hvis det er nødvendigt i forbindelse med opsøgende arbejde med henblik på behandlingstilbud i overensstemmelse med krav og opgaver fastsat i den nationale opgavebeskrivelse, jf. § 57 l og § 60 a.«

Stk. 6-7 bliver herefter stk. 7-8.

3. I § 42 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1 og 4« til: »stk. 1, 4 og 6«.

§ 42 b. Samtykke efter § 42 a, stk. 3, og tilkendegivelse efter § 42 a, stk. 6, kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket eller tilkendegivelsen skal meddeles behandlingsstedet eller den sundhedsperson, der har patienten i behandling. Samtykket eller tilkendegivelsen skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. ---

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det samtykke, der er nævnt i § 42 a, stk. 3, og den tilkendegivelse om frabedelse, der er nævnt i § 42 a, stk. 6.

4. I § 42 b, stk. 1 og 3, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

§ 42 d. ---

Stk. 2. Indhentning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan ske uden patientens samtykke, når:

1) ---

2) Indhentningen foretages af en autoriseret sundhedsperson, og

a-b) ---

c) ledelsen på behandlingsstedet efter nærmere fastlagte kriterier har givet tilladelse til, at den pågældende autoriserede sundhedsperson kan foretage indhentningen,

d) der er tale om oplysninger, som er registreret i de elektroniske systemer på det pågældende behandlingssted mindre end 5 år forud for indhentningen, og

e) det er muligt efterfølgende at identificere, at indhentningen er sket til brug for kvalitetssikring eller -udvikling.

3-4) ---

Stk. 3. Andre personer, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt, kan yde teknisk bistand til en sundhedsperson i forbindelse med indhentning af oplysninger efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 2 og 4, i det omfang ledelsen på behandlingsstedet har givet tilladelse hertil.

Stk. 4. Patienten kan ved tilkendegivelse frabede sig, at der indhentes oplysninger efter stk. 2, nr. 1 og 2. Tilkendegivelsen kan være mundtlig eller skriftlig og skal indføres i patientjournalen. Tilkendegivelsen meddeles den sundhedsperson, der er ansvarlig for oplysningerne, eller behandlingsstedet.

Stk. 5. En autoriseret sundhedsperson kan i særlige tilfælde videregive oplysninger om en anden sundhedspersons virke indhentet efter § 42 d, stk. 2, nr. 2, hvis betingelserne for videregivelse efter § 43, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

5. I § 42 d, stk. 2, nr. 2, indsættes efter »sundhedsperson«: »eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne«.

6. I § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra c, indsættes efter »på behandlingsstedet«: »eller den centrale regionale eller kommunale administrative ledelse for behandlingsstedet«, og »kan foretage indhentningen,« ændres til: »eller anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan foretage indhentningen, og«.

7. § 42 d, stk. 2, nr. 2, litra d, ophæves.

Litra e bliver herefter litra d.

8. I § 42 d indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3. En autoriseret sundhedsperson eller en anden person, der efter lovgivningen er underlagt tavshedspligt, og som er ansat hos den dataansvarlige for oplysningerne kan videregive de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, til brug for kvalitetssikring eller -udvikling af behandlingsforløb og arbejdsgange efter stk. 2, nr. 2.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

9. I § 42 d, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes efter »stk. 2, nr. 1, 2 og 4,«: »og videregivelse af oplysninger efter stk. 3«.

10. I § 42 d, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »stk. 2, nr. 1 og 2«: », og videregives oplysninger efter stk. 3«.

§ 42 e. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det samtykke, der nævnt i § 42 d, stk. 1, og den tilkendegivelse, der er nævnt i § 42 d, stk. 4.

11. I § 42 e, stk. 3, ændres »§ 42 d, stk. 4« til: »§ 42 d, stk. 5«.

§ 57 d. Det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at foretage kodning af henvendelser til almen praksis og anvende datafangst.

Stk. 2. Alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, skal offentliggøre de oplysninger om deres praksis, der er relevante i forbindelse med borgernes valg af læge, jf. § 59, stk. 1.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om kodning og datafangst. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om offentliggørelse af oplysninger om praksis efter stk. 2.

12. § 57 d ophæves.

§ 193 b. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften m.v. af den i stk. 1 nævnte digitale infrastruktur og fastsætter herunder nærmere regler om

1-8) ---

9) at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Stk. 4-5. ---

13. I § 193 b, stk. 3, indsættes som nr. 10:

»10) at der, uanset stk. 2, kan videregives eller gives adgang til strukturerede oplysninger til dele af den fælles digitale infrastruktur til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver, jf. sundhedslovens § 197 a.

«

§ 195. ---

Stk. 2. Det påhviler alment praktiserende læger, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at give oplysninger om virksomheden til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer, dog ikke oplysninger, der identificerer eller gør det muligt at identificere patienten.

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner, herunder alment praktiserende læger og speciallæger, og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., skal give til de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark m.fl. efter stk. 1. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvilke oplysninger alment praktiserende læger skal give til regionsrådene efter stk. 2

14. § 195, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

15. I § 195, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 2. 1. pkt., ændres »alment praktiserende læger« til: »almenmedicinske tilbud«.

16. § 195, stk. 3, 2. pkt., der bliver stk. 2. 2. pkt., ophæves.

17. Efter § 195 indsættes:

»§ 195 a. Det påhviler almenmedicinske tilbud, der yder behandling til gruppe 1-sikrede personer, jf. § 60, stk. 1, at:

1) Foretage kodning af henvendelser til klinikkerne og anvende automatisereret datadeling,

2) give strukturerede oplysninger om virksomheden til regionsrådene, herunder sundhedsråd til brug for faglig ledelse, planlægning, kvalitetsudvikling og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer og

3) offentliggøre de oplysninger om deres klinik, der er relevante i forbindelse med borgernes valg af læge, jf. § 59, stk. 1.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om kodning og automatiseret datadeling efter stk. 1, nr. 1. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke strukturerede oplysninger almenmedicinske tilbud skal give til regionsrådene efter stk. 1, nr. 2. Sundhedsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om offentliggørelse af oplysninger om klinik efter stk. 1, nr. 3.

§ 195 b. Det påhviler den, der driver eller har ansvar for et almenmedicinsk tilbud, som yder vederlagsfri behandling i henhold til § 60, stk. 1, at indberette økonomiske nøgleoplysninger for det almenmedicinske tilbud til Digital Sundhed Danmark for hvert regnskabsår, jf. stk. 2-4.

Stk. 2. De økonomiske nøgleoplysninger efter stk. 1 indberettes for hver klinik og udgøres af følgende oplysninger fra virksomhedens årlige regnskab:

1) Udgifter til praksislokaler inklusiv forbrug.

2) Udgifter til personale inklusiv udgifter til løn, social sikring og pension eksklusiv løn udbetalt til klinikejer.

3) Udgifter til af- og nedskrivninger.

4) Finansielle omkostninger.

5) Øvrige omkostninger ud over nr. 1-4.

Stk. 3. De indberettede oplysninger efter stk. 1 skal udover de oplistede bestanddele i henhold til stk. 2, indeholde oplysninger om klinikkens ydernummer samt revisionspåtegning eller anden erklæring fra en revisor eller en uafhængig erklæringsudbyder.

Stk. 4. Digital Sundhed Danmark skal senest seks måneder efter regnskabsårets afslutning have modtaget oplysninger efter stk. 2 og stk. 3.

Stk. 5. Digital Sundhed Danmark kan alene videregive oplysninger efter stk. 2 på et aggregeret niveau, således at den enkelte klinik ikke kan identificeres.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om krav til indberetning af øvrige oplysninger om klinikforhold og til hvilke aktører, de aggregerede data, der skal oplyses efter stk. 1, må videregives til.«

Kap. 60 a. ---

18. Efter kapitel 60 a indsættes:

»Kapitel 60 b Adgang til oplysninger fra centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark

§ 197 a. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for, at de centrale sundhedsmyndigheder og Digital Sundhed Danmark kan videregive eller give adgang til helbredsoplysninger, og andre fortrolige oplysninger, til regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v. til brug for varetagelsen af deres opgaver.«

§ 227. Det i henhold til § 37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn afslutter overenskomster med organisationer af sundhedspersoner m.fl. om vilkårene for de i §§ 50, 58-60, 64, 66-69, 71 og 72, § 140 a, stk. 1, og §§ 140 b, 159 og 175 nævnte ydelser. Vilkår, der er fastsat og udstedt i medfør af § 57 b, § 57 c, § 57 d, stk. 1 eller 2, § 195, stk. 2, eller § 204, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 57 d, stk. 3, § 59, stk. 5, eller § 60, stk. 3, i denne lov som bindende vilkår, kan dog ikke fraviges ved overenskomster indgået med organisationer af sundhedspersoner repræsenterende almen praksis.

Stk. 2-13. ---

19. I § 227, stk. 1, 2. pkt. ændres »§ 57 d, stk. 1 eller 2, § 195, stk. 2,« til: »§ 195 a, stk. 1«, og »57 d, stk. 3« ændres til: »§ 195 a, stk. 2«, og » overenskomster indgået med organisationer af sundhedspersoner repræsenterende almen praksis.« ændres til: »overenskomster eller aftaler indgået med organisationer, som repræsenterer alment praktiserende læger.«.

§ 271. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der

1) videregiver oplysninger i strid med § 41, stk. 1-3, § 43, stk. 1 og 2, og § 45,

2-3)

Stk. 2. ---

Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i regler, der udstedes i medfør af § 41, stk. 8, og § 42 a, stk. 7, fastsætte bestemmelser om straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

20. I § 271, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 41, stk. 1-3,«: »§ 42 d, stk. 3,«, og i nr. 2, ændres »§ 42 a, stk. 1-4, § 42 d, stk. 1-3« til: »§ 42 a, stk. 1-4 og 6, § 42 d, stk. 1, 2 og 4«.

21. I § 271, stk. 3, ændres »§ 42 a, stk. 7« til: »§ 42 a, stk. 8«.

§ 273 a. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af § 57 d, stk. 3, og § 195, stk. 1 og 3, fastsætte bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne

22. § 273 a ophæves.

Lignende dokumenter