Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - retlig interesse - afvisning

KEN nr 10201 af 15/06/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet16. oktober 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - retlig interesse - afvisning

J.nr. 25-38966

En kvinde (klager) klagede over Rigspolitiet (indklagede). Kvinden mente, at Rigspolitiet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at politiet den 6. september 2024 standsede en bil, som klager var passager i.

Efter lov om Ligebehandlingsnævnets § 1, stk. 8, kan en klage indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor kun behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling.

En klager, der tilhører en gruppe af personer, som kan være blevet udsat for forskelsbehandling, har som udgangspunkt ikke alene af den grund en sådan individuel interesse i den konkrete sag, at kravet om retlig interesse er opfyldt.

Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at klager ikke havde været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på en sådan måde, at hun havde en retlig interesse i sagen.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at politiet den 6. september 2024 standsede en bil, som klager var passager i.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagsfremstilling

Den 6. september 2024 blev den bil, som klager var passager i bragt til standsning af politiassistent A og politibetjent B.

Den 7. september 2024 sendte klager en klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvoraf fremgår bl.a.:

”Vi henvender os i forbindelse med en hændelse i går den 6. september 2024 omkring kl. 17.00, hvor vi blev stoppet af en mandlig og en kvindelig betjent kørende i en patruljevogn med nummerplade […] i [område].

Vi var fem kvinder der var på vores vej til kursus i forbindelse med vores arbejde. Føreren af bilen, [klager], havde i den forbindelse lånt sin fars bil. Efter at være blevet fulgt af patruljebilen i omkring 15 minutter blev vi stoppet, hvorefter føreren af bilen blev bedt af den kvindelige betjent om at fremvise kørekort samt om at puste i et alkometer. Alkometeret målte, at føreren ikke havde alkohol i blodet og betjenten vendte tilbage til patruljebilen. Vi fik ikke oplyst årsagen til, hverken hvorfor vi blev stoppet eller begrundelsen for alkometertesten. Efter betjenten var vendt tilbage til patruljebilen steg en af os ud for at bede om en begrundelse. Her fik vi, nogenlunde ordret, at vide af den kvindelige betjent, ’I gjorde skam intet galt. Det var såmænd bare, at i først og fremmest var fem piger. Allerede dér bliver man lidt mistænksom, fordi når fem piger er ude at køre, så er det typisk fordi de lige har haft det lidt sjovt. Derudover slog jeg bilen op, og kan se, at bilen er registreret under en mands navn, og jeg kan se, at det er en pige der kører. Så det er jo også lidt underligt. ’

Vi gør opmærksom på, at den kvindelige betjent gav klart udtryk for, at vi intet havde gjort galt, men at de alene traf beslutningen om at stoppe os fordi vi var ’fem piger’ i en bil. Vi opfatter således betjentenes beslutning om at standse os, som værende chikanøs samalene baseret på vores køn og dermed diskriminerende. At bilen blev kørt af et andet køn end den registrerede kan ikke føre til et andet resultat, idet det ikke er forbudt at låne en bil, der er registreret i en andens navn og bilen ikke var registreret som stjålet. ”

Den 30. september 2024 anmodede Den Uafhængige Politiklagemyndighed om en udtalelse fra politiassistent A og politibetjent B i forbindelse med klagers adfærdsklage.

Den 1. oktober 2024 sendte politiassistent A sin udtalelse til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Af udtalelsen fremgår bl.a.:

”Hermed fremsendes et samlet skriftligt svar fra pb. [B] og undertegnet.

…

Klageren blev stoppet jf. færdselsloven § 77.

Klageren ønskede en forklaring på, hvorfor de blev bragt til standsning. Pa. [A] forklarede hertil, at klagerens køretøj var ejet af en mand, hvorfor politiet skulle kontrollere, at føreren havde et kørekort, idet køretøjet blev ført af en kvinde. Derudover ønskede klageren forklaring på, hvorfor føreren af køretøjet skulle alkoholtestes, hvortil pa. [A] forklarede, at det var et skøn. Føreren fremstod forvirret og nervøs. Derudover var det fredag eftermiddag, solen skinnede og de sad fem kvinder i et køretøj og havde selv oplyst, at de v ar på vej til noget komsammen, hvorfor det var muligt, ud fra vores skøn, at føreren havde drukket noget alkohol inden eller på vejen. ”

Den 30. oktober 2024 modtog klager en afgørelse fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

”I har klaget over:

1. At de politiansatte var chikanøse og diskriminerende, da de alene stoppede jer, fordi I er kvinder

De politiansatte, som I har klaget over, er identificeret som politiassistent [A] og politibetjent [B], der begge er ansat hos [politikreds].

Afgørelse

Vi har vurderet, at der ikke er grundlag for udtale kritik af politiets adfærd.

Kort om sagens faktum

Læs alt

På baggrund af sagens oplysninger kan det lægges til grund, at I den 6. september 2024 blev standet i bil af politiassistent [A] og politibetjent [B], samt at føreren af bilen blev alkometertestet.

Gengivelser af forklaringer

I har blandt andet oplyst, at I blev stoppet i bil af en mandlig og en kvindelig politiansat. I var fem kvinder, der var på vej til kursus i forbindelse med jeres arbejde. [Klager], der var fører af bilen, havde lånt sin fars bil. De politiansatte fulgte efter jer i patruljebilen i omkring 15 minutter, hvorefter de stoppede jer. Føreren af bilen blev bedt af den kvindelige politiansatte om at fremvise et kørekort og om at puste i et alkometer. I fik ikke oplyst, hvad årsagen var til, at I blev stoppet samt begrundelsen for alkometertesten. Da den politiansatte vendte tilbage til patruljebilen, steg en af jer ud for at bede om en begrundelse. I fik nogenlunde ordret af vide af den kvindelige politiansatte: ’I gjorde skam intet galt. Det var såmænd bare, at I først og fremmest var fem piger. Allerede dér bliver man lidt mistænksom, fordi når fem piger er ude at køre, så er det typisk fordi de lige har haft det lidt sjovt. Derudover slog jeg bilen op, og kan se, at bilen er registreret under en mands navn, og jeg kan se, at det er en pige der kører. Så det er jo også lidt underligt. ’. I opfattede således de politiansattes beslutning om at standse jer, som værende chikanøs og diskriminerende, da den alene var baseret på jeres køn. Det er ikke forbudt at låne en bil, der er registreret i en andens navn, og bilen var ikke registreret som stjålet.

I har endvidere oplyst, at I ikke mener, at det var sagligt at stoppe jer af den grund, at I er kvinder. Den indledende forklaring fra politiassistent [A] var ikke, at de skulle kontrollere, at føreren havde et kørekort, da bilen var registreret i en mands navn. Den indledende forklaring var derimod, at I var ’fem piger’. Det var først efterfølgende, da I spurgte yderligere ind, at de politiansatte kommenterede på, at bilen var registreret i en mands navn. I sagde ikke, at I var på vej til noget ’komsammen’. I sagde, at I var på vej i sommerhus til et fagligt arrangement, hvorfor I ikke ser, at der synes grund til at tro, at føreren skulle have drukket alkohol på vejen eller inden.

Politiassistent [A] og politibetjent [B] har blandt andet oplyst, at I blev standet efter færdselslovens § 77. I ønskede en forklaring på, hvorfor I blev bragt til standsning.

Politiassistent [A] forklarede, at køretøjet var ejet af en mand, hvorfor politiet skulle kontrollere, at føreren havde et kørekort, da køretøjet blev ført af en kvinde. I ønskede forklaring på, hvorfor føreren af køretøjet skulle alkoholtestes, hvortil politiassistent [A] forklarede, at det var et skøn. Føreren fremstod forvirret og nervøs. Det var desuden fredag formiddag, solen skinnede og I sad fem kvinder i et køretøj og havde selv oplyst, at I var på vej til noget komsammen, hvorfor det var muligt ud fra de politiansattes skøn, at føreren havde drukket noget alkohol inden eller på vejen.

Politiklagemyndighedens vurdering (begrundelse)

Der er under sagens oplysning afgivet uoverensstemmende forklaringer om stansningen af jer på den ene side og de politiansatte på den anden

side. Herunder omkring hvorvidt stansningen var udtryk for en

kønsmæssig diskrimination af jer.

Der er ikke oplysninger eller omstændigheder, herunder vidneforklaringer fra udenforstående, videooptagelser, lydoptagelser eller andet, som støtter den ene forklaring frem for den anden. Vi kan derfor ikke med den fornødne bevismæssige sikkerhed fastlægge, hvad der præcist er foregået, herunder hvad der præcist er sagt og hvad baggrunden for standsningen præcist har været.

Det bemærkes i den forbindelse, at politiassistent [A] og politibetjent [B] har forklaret, at I blev standset og at føreren af bilen blev alkometertestet på baggrund af et politimæssigt skøn.

Da det på den baggrund ikke med den fornødne bevismæssige sikkerhed kan fastlægges, hvad der præcist er foregået, er det Politiklagemyndighedens vurdering, at der ikke er grundlag for at udtale kritik af politiassistent [A]’s og politibetjent [B]’s adfærd i forbindelse med episoden.

Når der i en sag ikke er oplysninger, der afgørende støtter den ene

forklaring frem for den anden, vil der som udgangspunkt ikke være tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag til, at det kan fastlægges, hvad der

præcist er foregået. I den forbindelse bemærker Politiklagemyndigheden,

at vi ikke lægger mere vægt på politiets forklaring end på jeres forklaring.

Det kan afslutningsvis oplyses, at sager om diskrimination i politiets arbejde er udvalgt som ét af fem områder, som Politiklagerådet har særligt fokus på. Det skyldes, at spørgsmålet om eventuel diskriminerende adfærd, der udvises af politiet, har stor samfundsmæssig betydning. ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. februar 2025.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 8.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager har fremsat påstand om, at Rigspolitiet skal betale en godtgørelse på 8.000 kr., subsidiært et andet beløb fastsat af Ligebehandlingsnævnet.

Klager gør gældende, at der foreligger direkte diskrimination i strid med forskelsbehandlingsloven, når politiet foretager en disposition på baggrund af køn. Hvis Ligebehandlingsnævnet måtte ligge til grund, at klagernes køn udgjorde et af flere bevæggrunde til standsningen, kan det ikke føre til et andet resultat, da forskelsbehandling ikke bliver lovlig af at den sker sammen med en anden, lovlig handling.

Allerede fordi færdselsloven ikke indeholder hjemmel til at foretage arbitrær standsning på baggrund af føreren og de øvrige passagerers køn, er der ikke tale om lovlig forskelsbehandling.

Det bemærkes i øvrigt, at det må være uden betydning for vurderingen, om det var selve standsningen, eller som politiet nu har udtalt til Ligebehandlingsnævnet, foretagelsen af en alkoholtest, der skyldtes køn. Politiets dispositioner bør under alle omstændigheder ikke kunne begrundes med kønnet på den person, dispositionerne foretages imod.

Den 6. september 2024 blev klager standet i en bil af to politiansatte, fordi de var ”piger”.

Klager bestrider, at de politiansatte forklarede, at det var et skøn, at de stoppede bilen. Da en passager spurgte, om de havde kørt på en måde, som gav anledning til at standse bilen, sagde politiet udelukkende, at årsagen var, at de var fem ”piger” i en bil og at solen skinnede.

Derudover bestrider klager, at klagers køn blev nævnt ”henkastet”. Derudover oplyste klager, at de var på vej til et fagligt arrangement og ikke en ”komsammen”.

Politiassistent A nævnte derimod køn som hovedårsagen til standsningen

efter politiforretningen, da en af passagerne spurgte ind til, hvorfor de var blevet standset.

I forbindelse med at vores klage over politiets adfærd blev behandlet ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed udtalte politiassistent A og politibetjent B også, at køn var en afgørende faktor for standsningen.

Det er korrekt, at politiet har meget vide kontrolbeføjelser efter færdselsloven, og ikke er underlagt en begrundelsespligt ved udøvelse af disse kontrolbeføjelser.

I nærværende tilfælde valgte politiassistent A og hendes partner imidlertid at give en begrundelse, som herefter må lægges til grund. Politiassistent A henviste til køn som den primære anledning til den uretmæssige tilbageholdelse.

Angående politiets bemærkning om, at der alene blev udført kontrolforanstaltninger over for bilens fører, bemærkes det, at alle klagerne er individuelt og konkret berørt, fordi politiet udførte politiforretning på baggrund af de karakteristika, som klagerne havde som samlet gruppe, nemlig antallet af dem samt deres køn. Det er dermed alle i bilen, som blev udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Det er krænkende at blive udsat for en politiforretning på baggrund af køn. Når politiet foretager politiforretning på baggrund af køn, bygger politiets skønsudøvelse på fordomme og ikke saglige hensyn, f.eks. at “kvinder ikke kan køre bil”, eller at kvinder i grupper opfører sig fjollet og drikker før en kørsel. Det er stigmatiserende og føles derudover nedværdigende og ubehageligt.

Rigspolitiet har fremsat påstand om frifindelse.

Rigspolitiet gør gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

De politiansatte udøvede et lovligt og sagligt skøn om at standse klagers køretøj, der først og fremmest havde baggrund i en umiddelbar konstatering af, at føreren syntes at være en anden end ejeren af køretøjet.

Det må derudover formodes, at politiets anvendelse af færdselslovens § 55, stk. 1, 1. pkt., om udåndingsprøve, ligeledes har haft baggrund i den konkrete situation, hvor fem personer – i dette tilfælde kvinder – var samlet i ét køretøj en fredag eftermiddag på vej til noget ”komsammen”.

Sådanne årsager er efter politiets vurdering i det hele i overensstemmelse med de meget vide kontrolbeføjelser politiet har efter færdselslovens § 77 og § 55, skt. 1, 1. pkt., der, jf. ordlyden og forarbejderne hertil, ikke behøves begrundet, og som ikke kræver en konkret mistanke om overtrædelse af færdselsloven. Politiet skal dog herved naturligvis overholde almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. saglighed, hvilket i det hele må anses for at være sket, henset til de afgivne forklaringer fra politipersonalet.

Politiet kan foretage stikprøvekontroller, men politiet kan naturligvis også foretage individualiserede skøn, hvor der sagligt kan lægges vægt på f.eks. adfærden hos en fører af et motorkøretøj, at føreren fremstår som en anden end ejeren men også, at der befinder sig mange personer i et køretøj, der er på vej til et arrangement. Formålet med politiets kontrolbeføjelser er blandt andet at sikre, at køretøjer kun føres af personer, der opfylder betingelserne for lovligt at kunne føre dem.

Selvom klagernes køn eventuelt henkastet blev nævnt under politiforretningen, er dette efter politiets klare opfattelse ikke i sig selv egnet til en antagelse om, at politiforretningen er sket med baggrund heri. Derimod må en eventuel omtale af klagernes køn antages at være sket som led i en helt almindelig og dagligdags omtale af klagerne over for dem selv.

Politiet finder således heller ikke, at klagernes køn på nogen som helst måde fremstår som en afgørende faktor ved politiforretningen. Den afgørende faktor for først politiets standsning, og det efterfølgende krav om, at føreren skulle afgive udåndingsprøve, er efter de afgivne udtalelser helt åbenbart, at føreren af køretøjet objektivt fremstod som en anden end ejeren heraf, og at føreren i øvrigt fremstod forvirret og nervøs. Derudover fremgår det af politipersonalets udtalelse, at det indgik i politiets skøn, at der befandt sig fem personer – kvinder – i køretøjet, der var på vej til noget ”komsammen”.

Det bemærkes, at der alene er tale om forskelsbehandling, hvis personen, på grund af sit køn, bliver behandlet ringere end en anden vil blive i en tilsvarende situation. Efter det fra politikredsens polititjenestemænd oplyste, er der således ikke holdepunkter for at antage, at hændelsesforløbet ville have udspillet sig substantielt anderledes, hvis ejeren af køretøjet eksempelvis havde været en kvinde og bilens fører (og passagerer) havde været det modsatte køn.

Politiet skal afslutningsvist bemærke, at politikredsen alene har foretaget kontrol af føreren af køretøjet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Om retlig interesse

Efter lov om Ligebehandlingsnævnets § 1, stk. 8, kan en klage indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor kun behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag. Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling.

En klager, der tilhører en gruppe af personer, som kan være blevet udsat for forskelsbehandling, har som udgangspunkt ikke alene af den grund en sådan individuel interesse i den konkrete sag, at kravet om retlig interesse er opfyldt.

Efter en samlet vurdering finder nævnet, at klager ikke har været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling på en sådan måde, at hun har en retlig interesse i sagen.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1, 2 og 8, om nævnets kompetence

• § 8, stk. 3, om afvisning

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Forretningsordenen for Ligebehandlingsnævnet

• § 9, stk. 3, om underretning af Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

Ligestillingsloven

• § 1 a om lovens anvendelsesområde

• § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

• § 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

• § 2 a, stk. 1, og 2 om chikane

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter