Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - kommuner - ej medhold

KEN nr 10177 af 02/06/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet16. oktober 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - kommuner - ej medhold

J.nr. 25-6976

En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som overtandlæge under afholdelse af barselsorlov.

Såfremt en afskedigelse finder sted under afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold. Det var derfor indklagede, der skulle godtgøre, at klagers barselsorlov ikke indgik helt eller delvist i beslutningen om at afskedige hende.

Klager blev afskediget fra sin stilling med den begrundelse, at indklagedes tillid til klager var brudt, da klager havde misbrugt sin stilling ved at overføre forpligtelsen til at varetage klagers barns tandbehandling til indklagede.

Indklagede gjorde gældende, at klager var inhabil, da hun overførte sit barns tandbehandling til indklagede. Indklagede gjorde også gældende, at klager fik en økonomisk vinding ved at overflytte klagers barns tandregulering til indklagede, da klagers barn ellers skulle have foretaget tandregulering hos en privat tandlæge.

Indklagede gjorde videre gældende, at klagers overordnede stilling medførte, at klagers barn fik behandling uforholdsmæssigt hurtigt og af den mest erfarne tandlæge hos indklagede.

Nævnet vurderede blandt andet på den baggrund, at indklagede havde godtgjort, at klagers barselsorlov ikke indgik helt eller delvist i beslutningen om at afskedige klager.

Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som overtandlæge under afholdelse af barselsorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som overtandlæge.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. december 2017 ansat som overtandlæge hos den indklagede kommune.

Klager boede i en årrække i kommune X, som er en anden kommune end den indklagede kommune.

I november 2022 overførte klager sit barns tandbehandlingssted fra kommune X til den indklagede kommune. Klager underskrev selv denne overførsel i sin egenskab som overtandlæge.

I december 2023 gik klager på graviditetsorlov.

I 2024 solgte klager sin bolig i kommune X og boede herefter midlertidigt i sit sommerhus i kommune Y. I den forbindelse indgik klager aftale med kommune Y om skift af sit barns tandbehandlingskommune til den indklagede kommune. Klager underskrev selv denne aftale.

Den 4. marts 2024 sendte klager sin barselsplan til indklagede. Det fremgår af barselsplanen, at klager skulle holde barselsorlov fra den 25. januar til den 11. december 2024. Det fremgår endvidere, at forlængelse af orlov skulle afholdes i perioden 12. december 2024 til den 19. marts 2025.

Ved mail af 4. marts 2024 sendte klager barselsplanen til indklagede. Følgende fremgår af mailen:

”…

Da jeg er solomor, var jeg lidt i tvivl om, hvilke regler der gælder for mig og har i samråd med Udbetaling Danmark lavet en plan. Jeg håber at jeg har gjort det rigtigt. Ellers må du meget gerne ringe til mig på [telefonnummer].

…

Til orientering, så har jeg sendt ansøgningen om 22 ugers orlov for soloforældre afsted via borger.dk. Jeg forventer selvfølgelig at de vil blive godkendt. Jeg sender besked til dig, så snart jeg har fået svar på ansøgningen.

…

Efter min barsel vil jeg meget gerne afholde omsorgsdage og restferien for dette ferieår.

Jeg mener at jeg har 4 ugers ferie tilbage som jeg vil overføre til afholdelse i 2025 og 4 omsorgsdage (2 fra 2024 og 2 for 2025). Stemmer det?

Mht. ferien - så tænker jeg at det er noget jeg afholder efter aftale med [klagers chef] og ind beretter som jeg plejer? Altså uden om dig? Stemmer det også?

…”

Den 5. marts 2024 svarede indklagede med følgende mail:

Læs alt

”…

Datoerne stemmer hvis vi modtager godkendelse af de 22 uger, der overføres til dig.

Du har 4 ugers + 0,5 dag tilbage af dette års ferie samt omsorgsdage som ud skriver, dette aftales bare med [klagers chef], der sørger for indberetning.

Jeg vil lige gøre dig opmærksom på at de 14 ugers forlængelse er uden løn og uden dagpenge, bare så du er OBS på det om du stadig vil have dem.

Du må godt sende mig en mail om du stadig beholder skemaet som det er eller om du sender et nyt skema uden de 14 uger.

…”

Klager svarede samme dag med følgende mail:

”…

Jeg er med på at de 14 uger er på "egen" regning. De skal nydes – så jo dem beholder jeg. Tak for opmærksomheden omkring det.

Jeg skriver så snart jeg har fået godkendt min ansøgning om de 22 uger.

…”

Den 19. august 2024 blev klager indkaldt til en tjenstlig samtale af sin chef, hvoraf følgende fremgår:

”…

Baggrunden for samtalen er, at du uden min vidende har flyttet din søn, [navn], til tandbehandling i [indklagede], selvom du som overtandlæge ved, at kommunen har kapacitetsudfordringer på tandklinikområdet, og derfor afviser Tandplejen udenbys børn, med mindre de har en tilknytning til kommunen. [Klagers barn] har også sprunget ventelisten i [indklagede] over. Du har også under din orlov som overtandlæge skrevet under på en aftale med [kommune Y] om, at [indklagede] overtager behandlingsforpligtelsen for [klagers barn], idet den konstituerede overtandlæge ikke ville skrive under.

…”

Den 3. september 2024 blev den tjenstlige samtale afholdt, hvoraf følgende fremgår af referatet:

”…

[Klager] var indkaldt til tjenstlig samtale, fordi [klagers chef] af den konstituerede overtandlæge er blevet gjort opmærksom på, at [klager] har flyttet sin søn til tandregulering i [indklagede] i 2022. Denne viden er ny for [klagers chef]. Der er følgende problemstillinger ift. dette.

En overflytning til tandregulering fra en anden kommune, med dertil hørende udgift for [indklagede], afvises efter normal praksis af overtandlægen på grund af lange ventelister i [indklagede]. Det har været nødvendigt at få politisk godkendelse af flere midler til Tandplejen med henblik på at tilpasse kapaciteten. Kommunen har en restriktiv praksis omkring optagelse af udenbys børn. Der er i dag 5 børn fra andre kommuner, hvoraf [klagers] søn er den ene. De andre 4 børn har en tilknytning til kommunen, enten ved at de går i skole her, eller lige er fraflyttet kommunen og er i gang med et tilbud, eller har en forælder bosiddende i kommunen. [Klager] bor ikke i kommunen, men i [kommune X] da sønnen blev overflyttet, og er senere flyttet til [kommune Y].

• [Klager] har været inhabil ift. at foretage denne vurdering af, om hendes søn kunne overflyttes. Hun skulle være gået til [klagers chef] for godkendelse.

• [Klager] har forsømt hendes oplysningspligt til [klagers chef] i knap to år.

• [Klagers] søn har fået et tilbud til tandregulering, unaturligt hurtigt ift. ventelisterne (overflytning den 25. oktober 2022 og i behandling den 2. november 2022).

• [Klager] har påvirket, hvilken tandlæge, der skulle behandle hendes barn.

• [Klager] har ved overflytningen haft egen vinding, da hun kunne have valgt et privat tilbud, og sønnen er kommet til langt hurtigere til end børn både i [indklagede] og [kommune X] kan blive behandlet.

• [Klager] underskriver under sin orlov, hvor der er en konstitueret overtandlæge, en overflytning fra [kommune Y] til [indklagede], så sønnen kan blive i behandlingstilbuddet. Det skulle være den konstituerede overtandlæge, der underskrev, men det ville hun ikke, da hun fandt det forkert. Selv ved denne afvisning overvejer [klager] ikke at kontakte [klagers chef] for godkendelse, men underskriver bare selv, selv om hun ikke har mandat til at handle som overtandlæge under sin orlov.

• [Klager] har ingen tilknytning til kommunen og har dermed brudt kommunens praksis ift. børn fra andre kommuner for egen vindings skyld.

• [Klager] har udvist manglende politisk tæft, ved at bevillige sin egen søn goder på et tidspunkt, hvor økonomien er presset i Tandplejen, og der er lange ventelister.

• [Klager] har udvist uheldig ledelsesadfærd, da alle i Tandplejen kan se, at der gælder andre regler for [klagers] søn, end der gør for andre børn i kommunen.

[Klager] har handlet i modstrid med kommunens forventning til god ledelsesadfærd.

[Klagers chef] forelagde [klager] disse problemstillinger og bad om hendes refleksioner i den forbindelse.

[Klager] oplyste:

• Hun har ikke haft viden eller intention om at gøre noget ”forkert”.

• Hun flyttede sin søn af faglige årsager, da der var lang ventetid i [kommune X], og de ikke havde specialtandlæger. Det optimale tidspunkt for behandling af sønnen var snart overskredet, så sagen hastede. Det var vigtigt for hende, at sønnens behandling kom i gang og ikke blev afbrudt. [Klager] troede, at når der er lovhjemmel til en overflytning, så var det i orden. Hun tænkte ikke over, at hendes egen almindelige praksis som overtandlæge er at afvise børn fra andre kommuner.

• Hun overvejede ikke at orientere [klagers chef] på noget tidspunkt i processen. Hun kan ikke svare på, hvorfor det første hun siger til den konstituerede tandlæge, da hun fortæller, at hun har informeret [klagers chef] om sagen, er at sige ”så bliver jeg fyret” og ”jeg må hellere kontakte min fagforening” og samme dag meldte sønnen ud.

[Klager] mente, at hun gik i panik.

• [Klager] tager ansvar for sine handlinger, men havde ikke forestillet sig, at det kunne koste hende jobbet.

• Hun var ikke nervøs for at tage sønnen ind ift. økonomien i Tandplejen, da der var ved at være styr på kapaciteten. Hun tænkte ikke over, at der var stort fokus på området fra politikerne.

• [Klager] tænkte ikke over, at hun under sin orlov ikke har mandat til at være overtandlæge. Det er der en anden, der er. Tænkte ikke over, at [klagers chef] skulle have været inddraget, selv om [konstitueret overtandlæge] sagde fra til at ville overflytte sønnen fra [kommune Y].

• [Klager] mener ikke, at hun har kunnet påvirke, om hendes søn har sprunget ventelister i [indklagede] over. Hun forventede, at hendes ansatte ville foretage den fornødne faglige vurdering.

• [Klager] har ikke overvejet en ”kasketforvirring” ift. både at være medarbejdernes leder og samtidig mor. [Klager] mener, at medarbejderne er professionelle og at magtforholdet mellem leder og medarbejder ikke burde betyde noget. Hun har ikke tænkt over det.

• Sønnen startede op hos en nyuddannet tandlæge, men da [klager] bliver informeret om, at han er fejlbehandlet tilbyder den mest erfarne tandlæge at tage ham resten af behandlingsforløbet. [Klager] tænker ikke over, at andre forældre ikke har mulighed for selv at vælge behandler eller om der er et magtforhold, der kunne have spillet ind her.

• Ift. hendes ledelsesrolle så tænkte [klager], at hun viste medarbejderne tillid ved at overflytte sønnen til kommunen, og at det ville binde dem sammen socialt. Hun tænkte ikke over, at man som leder ikke må signalere, at man forfordeler sig selv, men skal være åben og gå foran.

• [Klager] tænker nu, at hun har været naiv og kan se, at hun burde have drøftet det med [klagers chef].

Efter en pause vurderede [klagers chef] på baggrund af sagens karakter og [klagers] svar under samtalen, at det ikke vil være muligt at genoprette tilliden, idet [klager] ikke på noget tidspunkt under samtalen tager ledelsesrollen på sig. Man kan ikke glemme, at man er leder selv om man også er mor. [Klagers chef] ville ønske, at [klager] havde reflekteret undervejs i forløbet og forholdt sig til, hvad hun som leder kan stå på mål for. Derudover er hendes handlinger så alvorlige, at tilliden ikke kan genoprettes. [Klagers chef] vil på den baggrund indstille [klager] til afskedigelse.

Det blev aftalt, at [klagers chef] udarbejder et udkast til fratrædelsesaftale og sender det til [klagers faglige organisation] samt til [klagers] e-Boks.

…”

Klager modtog den 6. september 2024 en partshøring om påtænkt afskedigelse.

Den 20. september 2024 indgav klagers faglige organisations bemærkninger til den påtænkte afskedigelse, hvoraf følgende fremgår:

”…

På vegne af [klager] bestrider [klagers faglige organisation], at en sådan opsigelse er rimelig.

…

Kommunen påtænker nu at afskedige [klager], fordi hendes søn har været tilmeldt den kommunale tandpleje. Der anvendes en voldsom retorik og nævnes ord som ’nepotisme’ og ’misbrug’. Det hævdes, at tilmeldingen af [klagers] søn har været i strid med kommunens praksis og det insinueres, at [klager] har styret, hvornår hendes søn skulle i behandling.

…

[Klagers faglige organisation] bestrider, at kommunen overfor [klager] har dikteret en praksis, der skulle afskære borgere uden for kommunen fra at blive behandlet i [indklagede] Tandpleje. Hvis der eksisterer en sådan praksis, har der mildest talt været tale om en uklar instruks. Det har derfor ikke været [klagers] opfattelse, at behandling af andre kommuners borgere skulle udgøre et problem, når der ikke var kapacitetsudfordringer. [Klagers faglige organisation] vil derfor som det første bestride, at [klager] har handlet i strid med kommunens praksis.

At [klagers] søn er kommet unaturligt hurtigt i behandling er ren spekulation. [Klagers faglige organisation] afviser, at [klager] har blandet sig i den prioritering, ligesom hun ikke har indflydelse på, om andre borgere melder afbud, så der pludselig kommer en afbudstid. Det er således også en sundhedsfaglig vurdering, om sønnen skulle tandreguleres eller ej. Ikke noget [klager] kunne afgøre.

Kommunen skriver i den forbindelse også, at en dygtig og erfaren tandlæge tog sig af behandlingen, og at [klager] skulle have påvirket dette. [Klagers faglige organisation] skal påpege, at den pågældende tandlæge selv foreslog dette. At [klager] skulle have påvirket dette er igen ren spekulation.

Kommunen skriver, at [klager] har haft egen økonomisk vinding, da hun som alternativ kunne have valgt et privat tilbud. [Klagers faglige organisation] bestrider, at der er tale om økonomisk vinding. Alle unge i Danmark under 22 år har ret til vederlagsfri tandpleje. Dette gælder også børn af overtandlæger. At der eksister et privat tilbud betyder ikke, at man ikke har ret til det kommunale tilbud. Således har børn af skoleinspektører også ret til at gå i folkeskoler, selvom der eksisterer privatskoler. Tandplejetilbuddet gælder således alle i målgruppen. Ligeledes kan alle børn og unge vælge at modtage deres tandplejetilbud i en anden kommune end bopælskommunen. Det er fuldkommen lovligt. Der opnås således ikke økonomisk vinding ved at få gratis tandpleje.

Kommunen anfører i øvrigt mangel på politisk tæft, og at [klager] igennem to år har forsømt at orientere sin leder, ligesom hun skrev under på overflytning 2. gang under sin orlov, på et tidspunkt hvor hun derfor ingen formel magt havde.

[Klagers faglige organisation] skal for det første bemærke, at mangel på politisk tæft ikke kan udgøre en afskedigelsesårsag.

For det andet er det åbenlyst, at [klager] ikke at orienterede sin leder, da hun troede, at hun handlede inden for sit mandat. Endvidere skal [klagers faglige organisation] bemærke, at den konstituerede overtandlæge flere gange konsulterede [klager] under barslen. En af gangene omkring underskriften af overflytningen af [klagers] søn. Denne tilbagevendende kontakt foregik til trods for at den konstituerede overtandlæge skulle gå til centerchefen, hvis hun var i tvivl. Tilsyneladende havde hun ikke forstået det – måske fordi der ikke var en klar instruks om dette fra centerchefen.

[Klagers faglige organisation] skal bemærke, at [klager] på intet tidspunkt har forsøgt at dække over, at hendes søn var tilmeldt den kommunale tandpleje. Det var en velkendt information i tandplejen, og hun overvejede ikke et øjeblik, at der var noget forkert ved det. [Klagers faglige organisation] bemærker, at kommunen har etableret en whistleblowerordning, hvor personalet anonymt kunne angive, hvis der var noget, man følte var forkert. Til trods for dette, kom forholdet ikke centerchefen for øre igennem to år.

[Klagers faglige organisation] skal endeligt bemærke, at [klager] igennem de sidste tre år aktivt har søgt bolig i [indklagede], da dette ville være mest praktisk i forhold til hendes arbejdssituation. Hvis man forestiller sig det scenarie, at hun ret faktisk havde fundet en passende bolig og var flyttet til kommunen, så ville der slet ingen sag have været.

Dette skyldes, at hele afskedigelsessagen bygger på et enkelt forhold: Nemlig [klagers] inhabilitet, da hun skrev under på, at hendes søn kunne blive omfattet af tandplejen. Hun skulle naturligvis ikke selv have behandlet en sag om sin egen søn. Heri består brøden: Ved underskriften.

…

[Klagers faglige organisation] finder således, at forholdene der lægges til grund maksimalt kan berettige til en skriftlig advarsel.

Endvidere finder [klagers faglige organisation] det påfaldende, at kommunen påtænker at afskedige [klager] under hendes barsel og på et - for kommunen belejligt - tidspunkt, hvor hun ikke modtager løn.

…”

Den 25. september 2024 kom indklagede med bemærkninger til klagers faglige organisations bemærkninger, hvoraf følgende fremgår:

”…

Nedenfor forholder undertegnede, centerchef [navn], sig til elementerne i [klagers faglige organisations] høringssvar.

1. [Klagers faglige organisation] bestrider, at der var kapacitetsudfordringer i Tandplejen, da [klager] indskrev sig søn i tandplejen i september 2022 – og dermed er grund til at afvise udenbys børn, herunder [klagers] søn.

[Indklagede] har i en lang årrække haft ventelister på reguleringstandplejen på grund af manglende kapacitet. Derfor tilførte Byrådet med budgetaftalen for 2022-25 ekstra årlige midler til Tandplejen for at nedbringe ventelisten på reguleringstandplejen i perioden 2022-26 (230.000 kr. i 2022, 486.000 kr. i 2023 og 410.000 i årene 2024, 2025 og 2026). Merbevillingen til den flerårige plan for afvikling af ventelisterne blev beregnet på baggrund af [klagers] oplysninger om udgifter til at nedbringe ventelisten.

Som [klager] er bekendt med var venteliste derfor ikke tilnærmelsesvist nedbragt i efteråret 2022.

Under Corona opstod også ventelister på almen tandpleje. Derfor blev der i 2021 og 2022 afsat ekstra midler til at nedbringe ventelisten til almen tandplejen ved at opfordre forældre til at anvende private tandlæger for at nedbringe ventelisten. [Klager] indskriver således sin egen søn i samme periode, som [indklagede] har opfordret forældre i kommunen til at søge private tandlæger for at hjælpe med at nedbringe kommunens kapacitetsudfordringer.

Der henvises i øvrigt til gentagne politiske sager, som alle er udarbejdet efter bidrag fra [klager] vedr. ventelister og kapacitetsudfordringer i Tandplejen i Social- og sundhedsudvalget i perioden 2020-22, herunder sag om ”Beslutning om at afvikle ventelisten og fremtidssikre tandreguleringen” (sag nr. 74) den 11. august 2022. Halvanden måned efter flytter [klager] hendes egen søn til [indklagede] Tandpleje.

Undertegnede er derfor helt uforstående overfor [klagers faglige organisations] påstand om, at der ikke er kapacitetsudfordringer i Tandplejen i perioden 2022 frem til nu, hvor [klager] har haft hendes søn indskrevet i [indklagede] Tandpleje. Til orientering er der fortsat venteliste på reguleringstandplejen her i 2024.

2. [Klagers faglige organisation] bestrider, at det var kommunens praksis at afvise børn fra andre kommuner med mindre de har særlig tilknytning til kommunen – og at [klager] dermed har tilgodeset egen søn.

[Indklagede] Kommune har med henvisning til kapacitetsudfordringerne en restriktiv politik i forhold at indtage udenbys børn i Tandplejen, som er håndhævet af [klager], som leder af tandplejen. Tandplejen har således kun haft tilknyttet fire udenbys børn, udover [klagers] søn (det drejer sig fortrinsvist om fraflyttede børn, som fortsætter igangsat behandling eller børn med bosiddende forældre i kommunen). Der er ingen udenbys børn i [indklagede] Tandpleje, hvis forældre påtænker at flytte til [indklagede].

[Klager] handler således i modstrid med gældende praksis, da hun vælger at flytte sin egen søn til [indklagedes] tandpleje. [Klagers faglige organisation] finder, at der er en voldsom retorik at anvende bl.a. ordet nepotisme. Til orientering betyder nepotisme at tilgodese og handle gunstigt i forhold til egne slægtninge. [Klager] tilgodeser egen søn ved at bryde egen og kommunens praksis.

3. [Klagers faglige organisation] anerkender, at [klager] var inhabil ved underskriften af behandlingsaftalen med hendes egne to bopælskommuner.

[Klager] skrev i forløbet to gange under på, at [indklagede] overtog behandlingsforpligtelsen for egen søn. Det skete henholdsvis den 25. oktober 2022, hvor hun underskrev aftalen med hendes egen bopælskommune [kommune X] og den 19. april 2024, hvor hun underskrev aftalen med hendes nye bopælskommune [kommune Y]. Ved sidste underskrivelse var [klager] på barselsorlov og var dermed ikke bare inhabil, men handlede uden ledelsesmandat.

[Klager] var i begge tilfælde inhabil og burde derfor have inddraget undertegnede, som hendes chef.

4. [Klagers faglige organisation] bestrider i partshøringen, at [klagers] dobbeltrolle som leder og mor kan have påvirket den behandling hendes søn modtog Tandplejen – og at der dermed er tale om magtmisbrug.

[Klagers faglige organisation] henviser til, at alle beslutninger vedr. sønnens behandling ikke er påvirket af, at [klager] også er deres leder. Det gælder dels den uerfarne tandlæge, der vurderer, at [klagers] søn har øjeblikkeligt behov for at få igangsat behandling og dermed flytter op helt forrest i køen foran alle de andre børn, der venter på behandling. Dels den erfarne reguleringstandlæge, der selv foreslår at overtage sønnen. [Klagers faglige organisation] antager endvidere at idet ingen medarbejdere har brugt kommunens whistleblowerordning, at ingen medarbejdere oplever, at [klager] har misbrugt sin position som leder.

[Klagers faglige organisation] - og [klager]- anerkender dermed ikke, at [klager] har et eget ledelsesansvar, herunder bevidsthed omkring egen position og den magt, der er tilknyttet hertil. [Klagers faglige organisation] kalder det således ”ren spekulation”, at [klager] har kunnet påvirke medarbejderes ageren i relation til vurdering og behandling af hendes søn.

Det er [indklagedes] opfattelse, at man som leder har et særligt ledelsesansvar og position, som i udgangspunkt udgør et ulige magtforhold – og man derfor som leder har et skærpet ansvar, herunder for at fremstå som rollemodel og være opmærksom på egne beslutningers virkning. At [klager] hverken i hele forløbet eller ved den tjenstelige samtale forholder sig til hendes eget ledelsesansvar – men alene henviser til, at underordnede medarbejdere ikke har reageret – er bekymrende og uforeneligt med den ledelsespraksis [indklagede] forventer af vores ledere.

Det er i øvrigt ikke korrekt, at ingen har gjort opmærksom på udfordringer omkring magtmisbrug. Souschefen har oplyst, at hun ved flere lejligheder har tilkendegivet, at det var forkert, at [klager] havde flyttet sin søn til [indklagede] – senest i foråret 2024, da hun afviser at underskrive aftalen med [kommune Y]. [Klager] er dermed løbende gjort opmærksom på, at som minimum en medarbejder ikke finder det i orden at flytte egen søn til Tandplejen. Hun er derfor bekendt med, at ikke alle billiger hendes handlinger i denne sag, men vælger at overhøre dette i to år.

5. [Klagers faglige organisation] bestrider, at der er tale om økonomisk vinding, idet alle unge under 22 år har ret til vederlagsfri tandpleje.

[Klager] oplyste ved samtalen, at hun flyttede sin søn til [indklagede], fordi hun ikke havde tillid til, at [kommune X] kunne give hendes søn den rette behandling. Som det fremgår ovenfor er utilfredshed med egen kommune ikke en grund til, at [indklagede] indskriver udenbys børn.

[Klager] oplyste endvidere ved samtalen, at hendes søn ikke kunne få øjeblikkelig behandling i [kommune X], da de ikke har en praksis med behovsvurdering i forbindelse med ventelisterne til tandreguleringen. Det har vi i [indklagede], og det var derfor muligt at prioritere [klagers] søn hurtigere end [indklagedes] ventetid på tandregulering, som er op til 18 måneder, hvis en reguleringstandlæge vurderede behov herfor.

Det er rigtigt, at alle børn har ret til vederlagsfri tandpleje i egen eller anden kommune, men at anden kommune kan afvise udenbys børn på grund af manglende kapacitet. Netop sidstnævnte er praksis i [indklagede] – og i mange andre kommuner. [Klagers] søn kunne derfor næppe have fået øjeblikkelig behandling i anden kommune i [område]. Hun ville derfor på linje med andre forældre skulle søge privat tandregulering til hendes søn, hvis hun var utilfreds med egen kommunes tilbud. [Klager] valgte i stedet at bryde kommunens praksis og flytte sønnen til [indklagede]. [Klager] undgik dermed personlige udgifter til privat reguleringstandpleje, som andre forældre i tilsvarende situation ville være nødsaget til og lod i stedet [indklagede] finansiere sønnens tandregulering.

6. [Klagers faglige organisation] anfører, at [klager] ikke orienterede undertegnede, da hun troede, at hun handlede inden for sit mandat.

[Klager] har på intet tidspunkt i de forgangne to år orienteret undertegnede om, at hun har flyttet egen søn til [indklagede] tandpleje. Vi har jævnlige møder og har i løbet af de sidste par år løbende drøftet og arbejdet tæt sammen bl.a. om at løse kapacitetsudfordringer i Tandplejen i forbindelse med afvikling af ventelister og udvidelse af tandplejen. Der har således været rig lejlighed til at orientere undertegnede.

I samme telefonsamtale hvor souschefen orienterer [klager] om, at hun har fortalt undertegnede om sønnens overflytning, er [klager] slet ikke i tvivl om, at hun har gjort noget, der er så alvorligt, at det kan få ansættelsesretlige konsekvenser. Ved samtalen siger hun nemlig til souschefen: ”hun fyrer mig, ”jeg ringer til fagforeningen” og ”jeg melder [klagers barn] ud af Tandplejen”.

Dét sammenholdt med, at souschefen tidligere har gjort [klager] bekendt med, at hun ikke mener, at det er i orden at indskrive egen søn i [indklagede], gør at [indklagede] finder det usandsynligt, at [klager] ikke vidste, at hun handlede uden for sit mandat – som minimum efterhånden som tiden skred frem. [Klager] har dermed forsømt sin oplysningspligt til undertegnede ved ikke af egen drift at orientere undertegnede om, at hun har indskrevet sønnen.

At [klagers] handlinger har været almindeligt kendte i Tandplejen i hele perioden, fritager ikke [klager] for et ledelsesansvar, herunder at orientere undertegnede.

* * *

Undertegnede har i forlængelse af nærværende sag mistet tilliden til, at [klager] kan varetage det ledelsesansvar, der ligger i rollen som overtandlæge, herunder anerkendelse af eget ansvar og rolle som leder og forventninger til udvisning af tillid, ærlighed og gennemsigtighed overfor undertegnede - og dermed at [klager] kan bestride stillingen som overtandlæge i [indklagede].

…”

Den 30. september 2024 traf indklagede afgørelse om at afskedige klager. Følgende fremgår af afskedigelsen:

”…

Begrundelsen for din afskedigelse er, at ledelsen ikke længere har tillid til, at du kan varetage stillingen som overtandlæge på betryggende vis.

Kommunen lægger vægt på, at du uden at orientere din chef, i to omgange, har godkendt en overflytning af din egen søn, der ikke er bosiddende i [indklagede], til tandregulering i kommunen. Det er kommunens vurdering, at du var inhabil ift. at kunne træffe denne beslutning, som skulle være truffet af din chef. Kommunen vurderer endvidere, at du med disse handlinger har udøvet nepotisme og har misbrugt din position som overtandlæge. Det er en skærpende omstændighed, at du har været vidende om, at denne beslutning er i strid med kommunens normale praksis for overflytning af børn fra andre kommuner. En praksis, som du selv har forvaltet strengt som leder. Din søn kom også i behandling unormalt hurtigt efter overflytningen. Anden gang du godkendte overflytningen var du på orlov, og har dermed truffet en beslutning uden gyldigt mandat, og skærpende så skete det efter, at den konstituerede overtandlæge nægtede at underskrive overflytningen.

Kommunen lægger også vægt på, at du med overflytningen har haft egen økonomiske vinding, da du som alternativ kunne have valgt et privat tilbud. Derudover har du påført kommunen ekstra udgifter i en situation, hvor der er lange ventelister for kommunens egne børn til Tandplejen. Du har ovenikøbet selv været med til politisk at søge om ekstra økonomiske midler for at kunne tilpasse Tandplejens kapacitet. Denne mangel på politisk tæft harmonerer ikke med en stilling som overtandlæge.

Endelig anser kommunen det for stærkt bekymrende, at du på intet tidspunkt i forløbet har overvejet, at du som overtandlæge ikke kan give særprivilegier til din egen søn, og heller ikke har overvejet, hvad en sådan handling vil gøre for din lederrolle over for personalet i Tandplejen. Du har under den tjenstlige samtale argumenteret med, at din søn, ud fra en faglig vurdering, havde brug for det tilbud, som kommunen kunne give. Kommunen vurderer, at dine handlinger har været styret af, at du er mor, og du har ikke kunnet vurdere sagen professionelt og upartisk, som du skal kunne som overtandlæge. Selv om du mener, det ikke er sket, så er det kommunen vurdering, at du, qua magtforholdet mellem dig og personalet, indirekte har kunnet påvirke, at din søn meget hurtigt kom i behandling samt påvirke, at en meget erfaren og dygtig tandlæge varetog behandlingen af din søn.

Så grove misligholdelser af ansættelsesforholdet sammenfattende; nepotisme, magtmisbrug, inhabilitet, begunstigelse af sig selv, manglende underretning af din leder samt manglende forståelse for din lederrolle, herunder hvordan man arbejder i en politisk styret organisation, gør, at kommunen ikke har tillid til et fortsat samarbejde.

…”

Klager kontraopsagde sin stilling i opsigelsesperioden og fratrådte den 31. december 2024

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. december 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som overtandlæge under afholdelse af barselsorlov.

Klager var ansat som overtandlæge i den indklagede kommune, og havde det overordnede ansvar for, at indklagede bl.a. overholdt sin forpligtelse til at sørge for vederlagsfri tandpleje til børn og unge under 22 år. Klager blev ansat den 1. december 2017. Klager gik på barselsorlov i december 2023.

Klager havde i en årrække boet i kommune X. Klager havde igennem flere år søgt permanent bolig i den indklagede kommune, og solgte sin bolig i kommune X. Under klagers barsel boede klager midlertidigt i sit sommerhus i kommune Y.

I november 2022 overførte klager sin søns tandpleje fra kommune X til den indklagede kommune. Klager fornyede aftalen med kommune Y i 2024, for at undgå, at klagers søn skulle skifte behandlingssted under klagers barsel.

I august 2024 blev klager indkaldt til tjenstlig samtale pga. af den ældste søns tilknytning til tandplejen. Årsagen til indkaldelsen var, at klager i egenskab af Overtandlæge selv havde skrevet under på, at indklagede ville overtage behandlingen af hendes søn. Klager havde i god tro underskrevet aftalerne, da der er frit tandplejevalg for alle borgere under 22 år, og hun havde derfor heller ikke orienteret sin chef om overflytningen.

Da klager fik indkaldelsen til den tjenstlige samtale i hænde forstod hun, at overflytningen til indklagede kunne opfattes som problematisk, hvorfor hun straks flyttede sønnen til den midlertidige bopælskommune i kommune Y. Ved samtalen fremkom klagers chef, ud over forholdet vedrørende underskriften, med flere personlige angreb og udokumenterede påstande.

Eksempelvis gjorde klagers chef gældende, at klager skulle have påvirket, at sønnen skulle være kommet forrest på ventelisten, at klager skulle have påvirket hvilken tandlæge hendes søn var blevet tilset af, og at hun skulle have handlet imod sin chefs instruks om ikke at tage udenbys børn ind.

Igen og igen nævnte klagers chef, at klager burde have informeret hende om forholdet. Efter samtalen besluttede klager at tilliden var brudt i en sådan grad, at sagen måtte ende ud i en afskedigelse. Mødet, der var berammet til en halv time med en kendt dagsorden, endte med at vare halvanden time, primært omhandlende de personlige forhold samt udokumenterede postulater.

Der blev herefter sendt en partshøring med påtænkt afskedigelse. I partshøringen fremkom endnu engang flere udokumenterede påstande. Igen fremførtes antagelser om, at klager skulle have påvirket ventelisten og at hun skulle have påvirket hvilken behandler, der havde tilset sønnen. Desuden fremkom nu påstande om at klager havde opnået personlig økonomisk vinding og savnede politisk tæft. I øvrigt blev hun beskyldt for nepotisme og misbrug af sin stilling.

Klagers faglige organisation besvarede på vegne af klager, at hun havde handlet i god tro, da der er frit tandlægevalg og børn af overtandlæger har samme rettigheder som andre børn. Dog var det naturligvis givet, at der er tale om inhabilitet, når en overtandlæge godkender det overordnede behandlingsansvar for tandpleje for sin egen søn. Altså havde klager begået en fejl ved at underskrive aftalen for sin egen søn. Det er naturligvis alvorligt og alvorligt nok til en skriftlig advarsel.

Forholdet omkring underskriften er dog den eneste forseelse, som klager har gjort sig skyldig i.

Det kan derfor ikke lægges til grund, at klager havde udvalgt sønnens behandler, blot fordi hun har skrevet under på overflytningen til kommunen. Hun har ikke styret prioriteringen eller blandet sig i behandlingsbehovet igennem sin underskrift. Det kan heller ikke lægges til grund, at klager havde påvirket ventelisten, blot fordi hun skrev under på overflytningen til kommunen.

Klager har ikke opnået økonomisk vinding, da vederlagsfri tandpleje gælder alle borgere i Danmark under 22 år.

At klager ikke har orienteret sin leder skyldes alene, at hun ikke anså det for forkert, da der jo er lovhjemmel til at tage børn ind, der anmoder om det, selvom de ikke er bosiddende i kommunen. Det har således heller ikke på nogen måde været en hemmelighed, at klagers søn var tilknyttet tandplejen.

Tilbage står inhabiliteten. Klager var ikke habil til at afgøre, om kommunen havde kapacitet til at påtage sig behandlingen af hendes søn. Da hun blev opmærksom på, at dette kunne være en fejl, blev det straks bragt i orden og sønnen blev overflyttet til kommune Y. Dette bar dog ingen vægt under samtalen og efterfølgende partshøring, og klager blev afskediget efter mange års ellers lydefri ansættelse.

Det er udgangspunktet i dansk ret, at såfremt en misligholdelse har karakter af en tilstand, der kan bringes til ophør ved en advarsel fra arbejdsgiverens side, så vil en opsigelse ikke være rimeligt begrundet, hvis misligholdelsen ikke i sig selv har vanskeliggjort eller umuliggjort et fortsat samarbejde.

Konkret har der været tale om to underskrifter, der dog omhandlede det samme – nemlig indklagedes overtagelse af behandlingsforpligtelsen af klagers søn. Et forhold der i øvrigt blev bragt til ende, så snart klager indså, at dette muligvis ikke var korrekt.

Når man skal vurdere sanktionen ved en ansættelsesretlig forseelse er der i hovedreglen to akser at vurdere på. Den ene forseelsens karakter, fra mild til grov. Den anden om der er tale om en enkeltstående episode eller gentagende hændelser.

Klagers faglige organisation må endnu en gang slå fast, at klager ikke har blandet sig i behandlingsplaner, ventelister, diagnosticering eller lignende. Ansvaret for disse prioriteringer, er af faglig karakter og ligger udelukkende hos de ansatte specialtandlæger i kommunen. Denne kompetence besidder en overtandlæge ikke.

Der er tale om ét forhold, som klager ved mistanke om, at dette kunne være en alvorlig forseelse, forstod alvoren af og reagerede på. Klager forklarede således også til den tjenstlige samtale, at hun – som sagen blev lagt frem – godt kunne se, at det ikke havde været en heldig disposition. Det er derfor ikke en rimelig reaktion af indklagede at bringe en afskedigelse i anvendelse.

Oplysningen om, at klagers søn var tilknyttet tandplejen var således – om end ikke kommunikeret direkte til klagers chef– så åbent tilgængelig i kommunens registrer. Det ville være nemt for klagers chef at gøre sig bekendt med den oplysning.

I tillæg til dette, er der i kommunen oprettet en whistleblowerordning. Derfor ville det være nærliggende at antage, at medarbejdere ville reagere anonymt, hvis de blev vidne til nepotisme og misbrug af stilling, som klagers chef mener, at klager gør sig skyldig i. Dette skete dog ikke.

Klagers faglige organisation er derfor af den overbevisning, at det ganske enkelt har formodningen imod sig, at klagers chef igennem to år ikke var vidende om, at klagers søn var tilknyttet tandplejen.

Om klagers chef var vidende om forholdet eller ej, så er det imidlertid et faktum, at hun benyttede sig af det for indklagedes mest gunstige tidspunkt til at effektuere afskedigelsen – nemlig på et tidspunkt, hvor klager ikke modtog løn i sin orlovsperiode.

Klagers chef kunne have håndteret sagen ved at give klager en advarsel efter den tjenstlige samtale da forholdet vedrørende sønnen allerede var bragt i orden. I stedet præsenterede klager under samtalen personlige angreb og udokumenterede påstande som ingen rigtighed har, set i forhold til klagers mangeårige lydefri ledelse.

Klagers mener på den baggrund, at indklagede på et spinkelt grundlag bevidst har afskediget klager selvom sagen burde have været håndteret med en advarsel.

Klagers mener desuden, at en medvirkende årsag til, at indklagede valgte afskedigelsen, var, at det var helt gratis for indklagede da klager ikke modtog løn i opsigelsesperioden.

Klager finder på den baggrund, at opsigelsen delvist er begrundet i klagers barselsorlov.

Klager kontraopsagde ansættelsesforholdet for at søge arbejde.

Det er ikke sandt, at klagers faglige organisation ikke søgte sagen forhandlet. Da indklagede ved den tjenstlige samtale gjorde opmærksom på, at den ville indlede en afskedigelsessag, bad klagers faglige organisation om at få tilsendt et forslag til en frivillig fratrædelsesordning, da indklagede gav udtryk for, at indklagede ville behandle klager pænt.

Indklagede fremsendte herefter et forslag til en frivillig fratrædelsesordning. Den frivillige fratrædelsesordning stillede imidlertid klager på nøjagtig samme måde som en reel opsigelse, nemlig fuldstændig uden økonomisk kompensation. Havde hun ikke været på orlov, ville hun have oppebåret 5 måneders løn.

Klagers faglige organisation anmodede herefter indklagede om at betale et passende beløb til klager, set i lyset af, at indklagede havde givet udtryk for, at man kunne afbryde samarbejdet på en pæn måde. Dette ønskede kommunen ikke. Dernæst indledte en egentlig afskedigelsessag, som endte ud at klager - som konsekvens af sin orlov - blev opsagt uden økonomisk kompensation.

Klagers barselsplan blev ikke ændret.

Indklagede har nu oplyst, at den barselsplan, som klager fremsendte den 4. marts 2024, ikke var den plan, som faktisk blev fulgt, og at klagers ulønnede forældreorlov efter indklagedes nu indhentede oplysninger løb til den 10. december 2024, hvorefter hun fra den 11. december 2024 overgik til almindelig tjenestefri uden løn.

Klager bestrider ikke, at dette kan være den mest præcise efterfølgende administrative kvalifikation af perioderne.

Mailkorrespondancen af 4. og 5. marts 2024 viser efter klagers opfattelse, at barselsplanen blev fremsendt til arbejdsgiver som grundlag for barselsafviklingen, og at arbejdsgiver forholdt sig konkret til planens datoer og indhold. Det fremstår således ikke som et tilfælde, hvor arbejdsgiver klart og utvetydigt afviste planen eller på et tydeligt tidspunkt meddelte klager, at en anden plan gjaldt.

Det bemærkes i den forbindelse også, at indklagede har oplyst, at indklagede i den tidligere fremsendte barselsaftale af 2. august 2024 beskrev den ulønnede forældreorlov og den efterfølgende tjenestefri uden løn som én samlet periode “orlov uden løn og dagpenge”, og at kommunen beklager den forvirring, dette måtte afføde.

Efter klagers opfattelse understøtter dette netop, at der under forløbet ikke forelå en klar og gennemskuelig kommunikation om periodernes nærmere karakter og afgrænsning.

Sammenfattende er det derfor klagers opfattelse, at indklagedes seneste redegørelse ikke ændrer ved, at forløbet undervejs var uklart for klager, og at denne uklarhed udsprang af kommunens egen håndtering og kommunikation

Indklagede påstår frifindelse.

Klager blev ansat som overtandlæge hos indklagede den 1. december 2017. Hun har som overtandlæge haft ansvaret for kommunens tilbud om tandpleje til kommunens børn og unge.

Klager gik på barselsorlov den 7. december 2023 og afviklede, i henhold til aftale, barsel med løn og barsel på dagpenge. Derudover har klager bedt om at få yderligere orlov (tjenestefri uden løn) i perioden 10. oktober 2024 – 19. marts 2025, hvilket indklagede imødekom. Klager ville slutte perioden af med afvikling af ferie og omsorgsdage, og var planlagt til at vende tilbage til arbejdet den 24. april 2025. Der var konstitueret en overtandlæge, mens klager var på orlov.

Klager afviklede sin orlov som planlagt, men i slutningen af august måned 2024 blev klagers chef, af den konstituerede overtandlæge, gjort opmærksom på en række meget bekymrende ledelsesdispositioner fra klagers side, som ledelsen vurderede, at det var nødvendigt at få oplyst yderligere. Derfor blev klager indkaldt til en tjenstlig samtale den 3. september 2024.

Af dette referat fremgår, at klagers chef havde brug for at tale med klager om flere bekymrende forhold.

Klager havde, uden at informere sin chef herom, flyttet sin søn fra

Kommune X til tandregulering hos indklagede i 2022. Klager var inhabil i forhold til at kunne træffe denne beslutning. Alligevel skrev hun under på overflytningen af sin søn uden forudgående godkendelse fra sin leder. Indklagede har noteret sig, at klager er enige i, at klager var inhabil.

Klager var bekendt med at der var lange ventelister til tandregulering i kommunen. Derfor bevilligede politikerne ekstra økonomiske midler til området for at kunne tilpasse kapaciteten. Indklagede har en meget restriktiv politik med at tage udenbys børn ind til tandregulering. Kommunens praksis er, som klager i øvrigt selv har forvaltet, at udenbys børn kun kommer i behandling, hvis de har en tilknytning til kommunen. Det forhold, at klager oplyser, at hun ville flytte til den indklagede kommune er ikke tilstrækkeligt til at blive overflyttet. Alligevel brød klager almindelig praksis for at begunstige sin egen søn. Der er tale om nepotisme og udøvelse af magtmisbrug.

Klagers søn kom efter ledelsens vurdering unaturligt hurtigt til behandling i kommunen og blev behandlet af den mest erfarne tandlæge på området. Klager var under den tjenstlige samtale uforstående overfor, hvorfor klagers chef spurgte til hendes refleksioner om, hvorvidt hun havde haft indflydelse på valget af tandlæge direkte eller indirekte ved at være tandlægens leder. Den manglende refleksion over egen rolle i forhold til medarbejdere var stærkt bekymrende.

Klager valgte under sin orlov at flytte til kommune Y – altså ikke indklagede kommune – og her underskrev hun igen som overtandlæge en godkendelse af, at sønnen overflyttes til tandbehandling hos indklagede. Her forsøgte klager i første omgang at få den konstituerede overtandlæge til at underskrive overflytningen. Det nægtede den konstituerede overtandlæge, da hun fandt det forkert i forhold til praksis på området. Klager valgte da – uden mandat, da hun var på barsel – selv at underskrive på overflytningen. Og heller ikke her orienterede hun sin leder.

Der er tale om økonomisk vinding for klager. Hun kunne have valgt, hvis hun ikke fandt tilbuddet om tandbehandling godt nok i hhv. kommune X og Y, at betale for sønnens tandregulering i privat regi. Men i stedet valgte hun at få sønnen ind hos indklagede til en hurtig og kompetent tandbehandling.

Ud over ovenstående, så har klager udvist manglende nødvendig politisk tæft ved, uden godkendelse, at bevillige sin egen søn et tilbud, som han ikke var berettiget til, og på et tidspunkt, hvor Tandplejen var økonomisk presset. Hun har også udvist en uheldig ledelsesadfærd, da hun ikke har reflekteret over det forhold, at hun som leder har begunstiget sig selv, og hvad det gør ved hendes lederrolle for Tandplejen. Endelig har hun brudt tillidsforholdet til hendes leder, som hun ikke har inddraget i væsentlige beslutninger.

Efter en lang tjenstlig samtale, hvor klager fik mulighed for at forklare sig, var vurderingen fra indklagede, at indklagede ikke længere havde tillid til et fortsat samarbejde. Så grove misligholdelser af ansættelsesforholdet sammenfattende: nepotisme, magtmisbrug, inhabilitet, begunstigelse af sig selv, manglende underretning af sin leder samt manglende forståelse for sin lederrolle, herunder, hvordan man som leder arbejder i en politisk styret organisation, kunne indklagede ikke sidde overhøring.

Klagers faglige organisation kom med et høringssvar på vegne af klager.

Indklagede har svaret på dette, som bilag til afskedigelsen. Disse bemærkninger viser, at der ikke er tale om postulater, som anført af klager.

Det forhold, at ingen ansatte har valgt at benytte whistleblowerordningen, har ikke betydning for indklagedes vurdering af, at klager burde have overvejet sine dispositioner for sønnen ift. hendes lederrolle, og den situation, hun satte sine ansatte i.

Det er indklagedes vurdering, at afskedigelsen er underbygget og saglig og hendes køn har ikke haft betydning for sagen.

Det bemærkes, at klager og hendes faglige organisation havde mulighed for at få prøvet sagligheden af afskedigelsen i et afskedigelsesnævn, jf. overenskomsten, men den mulighed valgte de ikke at gøre brug af. De bad heller ikke om en forhandling af sagen, som også er en mulighed efter overenskomsten, efter kommunen havde truffet afgørelse om afskedigelse. Samlet set sender det, efter kommunens vurdering, et signal om, at klager og klagers faglige organisation må have været vidende om, at der var tale om et sagligt afskedigelsesgrundlag.

Det er således indklagedes vurdering, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, men at hendes afskedigelse er sagligt begrundet.

Klager var i øvrigt ikke på barselsorlov – på nær 9 dage – i sin opsigelsesperiode, men var på orlov uden løn.

Til orientering kontraopsagde klager selv sin stilling i opsigelsesperioden med fratrædelse til udgangen af december måned 2024.

Det er indklagedes vurdering, at sagen i Ligebehandlingsnævnet ikke omhandler en vurdering af sagligheden af indklagedes afskedigelse, som klager lægger op til. Dette er der andre fora, som kan behandle, men som tidligere anført, har klager ikke valgt at gå videre i tvistløsningssystemet jf. overenskomsten, da klager ikke har søgt sagen forhandlet, efter indklagede traf afgørelse i sagen, og derfor afskar sig fra muligheden for at indbringe sagen for et Afskedigelsesnævn. Dette er den normale procedure, såfremt man som faglig organisation anfægter sagligheden af en afgørelse.

Det er korrekt, at der er ret til vederlagsfri tandpleje til unge under 22 år, men der er ikke en ret til et behandlingstilbud i en anden kommune, hvis denne kommune har saglige grunde til ikke at tage imod et barn bosat uden for kommunen. Klagers tjenesteforsømmelse består i, at hun imod kommunens praksis (som hun selv forvaltede) valgte at tage sit eget barn ind til behandling, selv om de som familie ikke havde den fornødne tilknytning til kommunen. Det fremgår af referatet fra den tjenstlige samtale, at klager oplyste, at grunden til, at hun ønskede hendes søn behandlet i indklagedes tandpleje var, at der var for lang

ventetid i hendes egen kommune, og at man hos indklagede kunne give sønnen en behandling i den kvalitet, som var nødvendig. Det var således begrundet i en faglig vurdering af sønnens tandreguleringsbehov.

Alternativet for klager havde været, at hun – hvis hun ville undgå lange ventetider – kunne købe et behandlingstilbud i det private. Derfor var der en økonomisk vinding i denne uretmæssige ledelsesdisposition fra klager.

Klager flyttede først sin søn tilbage til behandling i sin bopælskommune, da hun af sin souschef bliver oplyst om, at hun havde delt oplysningen om sønnens behandling hos indklagede med klagers chef. klagers reaktion på denne oplysning var at udtale ”så bliver jeg nok fyret”. så klager var bevidst om, at hendes disposition var kritisabel, da hun foretog overflytningen af sønnen, og valgte alligevel at gøre det.

Indklagede kan oplyse, at den vedhæftede barselsplan dateret den 4. marts 2024 IKKE er den plan, som blev fulgt under klagers afvikling af barsel. Det er et forslag til en plan, som klager udfyldte, men som ikke blev underskrevet/godkendt af hverken leder eller Personaleafdeling, fordi den ikke er gyldig ift. antal uger, hvor klager kan være på barsel og forældreorlov.

Klager har som solomor alene ret til i alt 46 ugers barselsdagpenge efter fødslen, hvoraf nogle af disse uger er med lønret efter overenskomsten.

Den del af forældreorloven, som er uden løn, kan medarbejderen vælge at forlænge fra i alt 32 ugers forældreorlov til hhv. 40 eller 46 ugers forældreorlov, men dagpengebeløbet er det samme.

Indklagede har tjekket hos Udbetaling Danmark i hvilken periode klager var på ulønnet forældreorlov. Vi kan se, at klager tilsyneladende har valgt at forlænge sin forældreorlov, således at hun først stopper sin forældreorlov den 10. december 2024.

Fra den 11. december 2024 overgik klager, efter eget ønske, til almindelig tjenestefri uden løn frem til 19. marts 2025 (var hun ikke blevet opsagt).

Tjenestefri uden løn har ikke noget med barselsreglerne at gøre. I den tidligere fremsendte barselsaftale af 2. august 2024, har indklagede beskrevet den ulønnede forældreorlov og tjenestefri uden løn, som én og samme ”orlov uden løn og dagpenge”. Indklagede beklager den forvirring dette måtte afføde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Såfremt en afskedigelse finder sted under afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Klagers barn blev født den 24. januar 2024, og klager fremsendte sin barselsplan til indklagede den 4. marts 2024. Klager varslede derfor afholdelsen af barselsorloven rettidigt.

Nævnet lægger ud fra parternes oplysninger til grund, at klagers barselsplan ikke blev ændret under afholdelsen af klagers barselsorlov.

Det er derfor den omvendte bevisbyrde, der finder anvendelse.

Det er herefter indklagede, der skal godtgøre, at klagers barselsorlov ikke indgik helt eller delvist i beslutningen om at afskedige hende.

Klager blev afskediget fra sin stilling med den begrundelse, at indklagedes tillid til klager var brudt, da klager havde misbrugt sin stilling ved at overføre forpligtelsen til at varetage klagers barns tandbehandling til indklagede.

Klager har gjort gældende, at klager burde have modtaget en skriftlig advarsel i stedet for en afskedigelse. Klager har desuden gjort gældende, at indklagede afskedigede klager på et tidspunkt, hvor klager ikke modtog løn, og at klager derfor ikke modtog løn i opsigelsesperioden.

Indklagede har gjort gældende, at klager var inhabil, da hun overførte sit barns tandbehandling til indklagede. Indklagede har også gjort gældende, at klager fik en økonomisk vinding ved at overflytte klagers barns tandregulering til indklagede, da klagers barn ellers skulle have foretaget tandregulering hos en privat tandlæge.

Indklagede har desuden gjort gældende, at klager ikke udviste den fornødne politiske tæft, som klagers stilling kræver, da klager overflyttede tandreguleringen til indklagede på et tidspunkt, hvor indklagede havde modtaget ekstraordinære midler til at bekæmpe ventetiden til tandregulering.

Indklagede har videre gjort gældende, at klagers overordnede stilling medførte, at klagers barn fik behandling uforholdsmæssigt hurtigt og af den mest erfarne tandlæge hos indklagede.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede har godtgjort, at klagers barselsorlov ikke indgik helt eller delvist i beslutningen om at afskedige klager.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

• § 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

• § 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

Lignende dokumenter