Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
J.nr. 25-4826
En mand (klager) klagede over et hostel (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med, at indklagede hostel ikke tilbød sovesale kun til mænd.
Det følger af ligestillingslovens § 3 a, at ligestillingsloven ikke er til hinder for forskelsbehandling, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Indklagede havde blandt andet oplyst, at indklagede havde oprettet sovesale kun til kvinder af hensyn til kvinders sikkerhed.
Det var nævnets vurdering, at hensynet til personlig sikkerhed og begrænsningen af risikoen for kønsrelateret chikane og vold var et legitimt formål.
Nævnet vurderede ligeledes, at de midler, som indklagede havde brugt for at opnå dette mål, ikke gik ud over, hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt.
Det var herefter nævnets vurdering, at indklagede havde godtgjort, at ligestillingsprincippet ikke var blevet krænket.
Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede hostel ikke tilbød sovesale kun til mænd.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.
Sagsfremstilling
Den 13. december 2024 sendte klager følgende besked til indklagede:
”…
I am planning to stay a night in one of [indklagedes] dorms. A dorm is a room where you undress, sleep and rise. So, I would find it more appropriate and convenient (and more safe against misunderstandings) if I only share it with my own gender. Do you have male dorms? ”
Samme dag skrev indklagede følgende mail til klager:
”…
Thank you for your message. We completely understand what you mean.
Unfortunately, we only have mixed and female dorms. [emoji]
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. december 2024.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at det er forskelsbehandling på grund af køn, at indklagede ikke tilbyder sovesale kun til mænd, når indklagede tilbyder sovesale kun til kvinder.
Klager planlagde at holde nytårsaften på det indklagede hostel. Klager kunne konstatere, at indklagede tilbød sovesale for mænd og kvinder og sovesale kun for kvinder, men indklagede tilbød ikke sovesale kun for mænd. De private rum var alt for dyre.
Klager er utilpas ved at skulle dele værelse med kvinder, især i omklædningssituationer. Der er snæver plads på værelserne, hvor klager ikke vil bryde sig om at passere en fremmed kvinde, hvis de begge er i undertøj.
Det er helt basalt fra skolestart og igennem voksenlivet, at omklædning og færdsel i (halv)nøgen tilstand foregår i rum for hvert køn. Det er fx et direkte krav fra Arbejdstilsynet, at der er omklædningsrum for hvert køn, selvom man beholder undertøjet på og kun skifter til uniform.
De sidste års MeToo-kampagner og lignende har givet et ekstremt sensitivt miljø og dermed øget mænds risiko for at blive udskammet, stemplet eller anmeldt for upassende eller krænkende adfærd. Det kan ske utilsigtet på ringe foranledning. I en sovesal med snævre passager og letpåklædte personer er der en ekstra stor risiko.
Der er også en risiko for ubehagelige tilnærmelser fra kvinder, specielt hvis de er alkoholpåvirkede. Den mest akavede og usikre situation – for begge parter - vil være en blandet sovesal, hvor kun én mand og én kvinde er checket ind. Det vil svare lidt til at dele et hotelværelse. Og der er ingen vidner til at gribe ind, hvis der opstår en situation, eller hvis der opstår uenighed om, hvad der er sket, eller om det er tilfældigt eller bevidst, hvis der er opstået en situation (berøring, blottelse etc.).
Læs alt
Der kan også opstå situationer, hvor der kun er ledige pladser på sovesale for kvinder. En mand vil derfor gå forgæves, mens en kvinde kan få plads. Der vil aldrig opstå den modsatte situation, at der kun er ledige pladser for mænd, så en kvinde går forgæves, mens en mand kan få en plads. Det er også en form for forskelsbehandling.
I Bella Donna-sagen blev kvindeetagen dømt nedlagt, bl.a. fordi kun mænd kunne møde situationen, at der var ledige pladser, men kun for kvinder. Det er også den nuværende situation på indklagede.
Hvis indklagede insisterer på at bibeholde sovesale kun for kvinder, så er der kun én måde at opnå ”fuldt-booket-ligestilling” på, nemlig sovesale kun for mænd. Det kræver selvfølgelig, at antallet af kvinde- og mandepladser er ”titreret” korrekt. Så vil situationen, hvor der kun er ledige pladser for det ene køn, opstå ca. lige hyppigt for begge køn.
Selvom konteksten er forskellig på indklagede og i Bella Donna-sagen med hensyn til fysiske barrierer - og dermed blufærdighed, tryghed og sikkerhed – så danner denne ligestillingspræmis alligevel præcedens for indklagede, da den er uafhængig af disse faktorer. Alene af denne grund er indklagede derfor juridisk forpligtet til permanent at indføre sovesale for mænd, hvis de har sovesale for kvinder.
Sovesale kun for mænd vil selvfølgelig ikke forringe kvinders sikkerhed. Hvis indklagede kun tænker på kvinders sikkerhed, bør blandede sovesale helt nedlægges og erstattes med sovesale kun for mænd og kun for kvinder.
Indklagede har henvist til en sag om en massør. Massageerhvervet overlapper på en måde med prostitutionserhvervet, hvilket kræver ekstraordinære tiltag af hensyn til massørens sikkerhed. Det gør det lidt mere besværligt, men ikke umuligt for en mand at få ydet en massage. Derfor fik klager (massagekunden) ikke medhold. I denne sag er det helt muligt for en mand at få en sovesal kun for mænd. Desuden overlapper indklagedes erhverv ikke med prostitutionserhvervet. Derfor taler sagen næppe for at indføre sovesale kun for kvinder.
Indklagede gør gældende, at det ikke udgør forskelsbehandling på grund af køn, at indklagede ikke tilbyder sovesale kun til mænd.
Indklagede tilbød på tidspunktet for klagers ønske om overnatning fælles sovesale til mænd og kvinder, sovesale kun til kvinder samt mulighed for private værelser.
Indklagedes udbud af de forskellige kategorier er en refleksion af markedsefterspørgslen og hensynet til kvinders sikkerhed. Der har ikke før klagers tilfælde overfor indklagede været udtrykt efterspørgsel på sovesale kun til mænd.
Indklagede bestrider, at det nuværende udbud af henholdsvis sovesale til mænd og kvinder og sovesale kun til kvinder er i strid med ligestillingsloven. Det er svært at argumentere mod, at der formelt ikke er tale om en forskelsbehandling, men den er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Indklagede af den opfattelse, at der for kvinder gælder et reelt chikane- og sikkerhedshensyn grundet mænd og kvinders fysiologiske forskelligheder samt overvægten af mænd i straffesager inden for krænkelses- og chikaneområdet. Hensynet findes således ikke at gøre sig gældende i samme grad for mænd.
Synspunktet er bekræftet i ligebehandlingsnævnets egen praksis, jf. Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 9197 af 27/02/2017, hvor Ligebehandlingsnævnet fandt, at hensynet til kvinders sikkerhed i rum alene med mænd var et legitimt hensyn, hvorfor kvindelige massører kunne nøjes med at udbyde massage i hjemmet til kvinder. Mænd kunne godt få massage i hjemmet, men kun hvis massagen blev bestilt af en kvinde.
Hensynet til kvinders sikkerhed er forstærket på en fælles sovesal, da der ingen fysisk barriere er – som f.eks. en dør – der adskiller kvinder og mænd, når de sover, modsat den situation der forelå i Østre Landsrets dom U. 2014.2286Ø (Bella Donna-dommen). Derudover kan en kvinde ende med at være alene på en fælles sovesal med en eller flere mænd, hvilket kan virke særligt utryghedsskabende for en kvinde, mens det modsatte efter indklagedes opfattelse typisk ikke gør sig gældende.
Indklagede har oprettet sovesale kun til kvinder for at bidrage til kvinders sikkerhed og hjælpe med at løse dette reelle behov. Priserne for en plads på en sovesal kun til kvinder har kun været marginalt højere end for sovesale til begge/alle køn, fordi behovet er så reelt og efterspørgslen følgelig stor.
Modsat forventer indklagede ikke, at der kommer til at være nok efterspørgsel på sovesale kun til mænd til, at en hel sovesal generelt vil kunne fyldes op. Indklagede frygter af samme grund – særligt i højsæsonen – at ende med tomme eller halvtomme sovesale kun til mænd, selvom der er efterspørgsel efter også de således tomme sovepladser.
Det vil forventeligt blandt andet medføre, at indklagede vil være nødsaget til at afvise kvinder, der søger en soveplads, hvis de fælles sovesale er fulde. En afledet konsekvens af den forventede mindre belægning vil være, at priserne alt andet lige vil stige, hvis indklagede pålægges altid at udbyde sovesale kun til mænd.
En yderligere mulig konsekvens af et krav til indklagede om altid at skulle udbyde sovesale kun til mænd er, at det ikke økonomisk vil kunne betale sig at have sovesale kun til kvinder, da der som en afledet konsekvens vil skulle forbeholdes (muligvis tomme) sovesale til mænd.
Indklagede kan på den baggrund se sig nødsaget til at "ligebehandle" mænd ved at nedlægge udbuddet af sovesale kun til kvinder, hvilket indklagede ikke ønsker – da indklagede som sagt gerne vil bidrage til at højne kvinders sikkerhed.
På den baggrund er det indklagedes bekymring, at et krav om oprettelse af sovesale til mænd (så længe der er oprettet sovesale til kvinder) de facto vil kunne medføre, at sovesale til kvinder må nedlægges med de deraf følgende nævnte negative konsekvenser for kvinders sikkerhed og fornemmelse af tryghed.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede tilbyder fælles sovesale til mænd og kvinder, sovesale kun til kvinder samt private værelser. Indklagede tilbyder ikke sovesale kun til mænd.
Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der foreligger forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke stiller samme ydelse til rådighed for mænd som for kvinder i forhold til at booke en sovesal kun for det ene køn.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.
Ligestillingsloven er ikke til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis forholdet er omfattet af ligestillingslovens § 3 a.
Det følger af ligestillingslovens § 3 a, at ligestillingsloven ikke er til hinder for forskelsbehandling, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Det er i betragtning 16 i Rådets direktiv 2004/113, der ligger til grund for ligestillingsloven anført, at et legitimt mål for eksempel kan være beskyttelse af ofre for kønsrelateret vold, hensyn til privatlivets fred og blufærdigheden, fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder eller mænds eller kvinders interesser, foreningsfrihed og tilrettelæggelse af sportsaktiviteter. Det fremgår endvidere, at enhver begrænsning bør være hensigtsmæssig og nødvendig.
Af betragtning 17 fremgår, at princippet om ligebehandling ikke kræver, at der altid skal leveres faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det ene køn.
Indklagede har oplyst, at indklagede har oprettet sovesale kun til kvinder af hensyn til kvinders sikkerhed. Indklagede har til støtte herfor henvist til, at der for kvinder gælder et chikane- og sikkerhedshensyn grundet mænd og kvinders fysiologiske forskelligheder samt overvægten af mænd i straffesager inden for krænkelses- og chikaneområdet. Hensynet findes ikke at gøre sig gældende i samme grad for mænd. Indklagede har også oplyst, at indklagede ikke generelt har oplevet efterspørgsel på sovesale kun til mænd.
Indklagede har også henvist til, at hensynet til kvinders sikkerhed er forstærket på en fælles sovesal, da der ingen fysisk barriere er, der adskiller kvinder og mænd, når de sover. Derudover kan en kvinde ende med at være alene på en fælles sovesal med en eller flere mænd, hvilket kan virke særligt utryghedsskabende for en kvinde, mens det modsatte efter indklagedes opfattelse typisk ikke gør sig gældende.
Det er nævnets vurdering, at hensynet til personlig sikkerhed og begrænsningen af risikoen for kønsrelateret chikane og vold er et legitimt formål.
Nævnet vurderer ligeledes, at de midler, som indklagede har brugt for at opnå dette mål, ikke går ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt.
Det er herefter nævnets vurdering, at indklagede har godtgjort, at ligestillingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
• § 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence
• § 9, stk. 1, om klagebehandling
• § 12, stk. 1, om klagebehandling
Ligestillingsloven
• § 1 a om lovens anvendelsesområde
• § 2, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
• § 2, stk. 5, om delt bevisbyrde
• § 3 a, stk. 1, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ligestillingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold Retsinformation · 21. august 2014
- Ligestillingsnævnets afgørelse Retsinformation · 1. september 2015
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - retlig interesse - ansættelse - ej medhold Retsinformation · 14. september 2021
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forskellige priser - medhold Retsinformation · 27. november 2014
- Ligestillingsnævnets afgørelse om køn - lejeaftale - retlig interesse - medhold Retsinformation · 22. december 2017
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - ej medhold Retsinformation · 27. november 2014
Lignende dokumenter
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - sport - ej medhold Retsinformation · 27. november 2014