Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om euforiserende stoffer (Gennemførelse af initiativerne i værdighedsreformen om Gadens Huse, mobile udsatte-enheder, ”Borger i Danmark”, fasttrack-ordning i Ankestyrelsen og udsattes ret til at beholde stoffer til eget forbrug ved stærk afhængighed)

2026/1 LSF 58Lovforslag som fremsatSocialministeriet9. oktober 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 8. oktober 2026 af socialministeren (Monika Rubin)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om euforiserende stoffer

(Gennemførelse af initiativerne i værdighedsreformen om Gadens Huse, mobile udsatte-enheder, ”Borger i Danmark”, fasttrack-ordning i Ankestyrelsen og udsattes ret til at beholde stoffer til eget forbrug ved stærk afhængighed)

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 641 af 1. juli 2026, foretages følgende ændring:

1. Efter kapitel 20 a indsættes i afsnit V:

»Kapitel 20 b

Gadens Huse og mobile udsatte-enheder

§ 111 c. Kommunalbestyrelsen kan sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder og her samle indsatser til de mest udsatte borgere.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Stk. 3. Lederen af et Gadens Hus eller af en mobil udsatte-enhed, eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller for den mobile udsatte-enhed, jf. stk. 2. I afgørelsen efter 1. pkt. kan der tages hensyn til kapacitet.

Stk. 4. Lederens afgørelse efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

§ 2

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 3. august 2026, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 9 d indsættes i kapitel 3:

»Forsøgsordning med Borger i Danmark i Gadens Huse og mobile udsatte-enheder

§ 9 e. En kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c, stk. 1, i lov om social service, kan træffe afgørelse om indsatser efter lov om social service, jf. stk. 2, overfor en borger i målgruppen, jf. stk. 3. Dette gælder, uanset om borgeren har en anden handlekommune efter § 9.

Stk. 2. Der kan efter stk. 1 træffes afgørelse efter følgende bestemmelser i lov om social service:

1) § 82 a om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

2) § 82 b om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

3) § 83 om personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

4) § 83 a om korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb.

5) § 85 om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

6) § 86 om genoptræning.

7) § 97 om ledsagelse.

Læs alt

8) § 98 om særlig støtte- og kontaktperson til døvblinde.

9) § 99 om støtte- og kontaktperson.

10) § 100 om kompensationsydelse.

11) § 101 om social behandling til personer med et stofmisbrug, herunder også som døgnbehandling efter § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

12) § 102 om behandlingsmæssige tilbud.

13) § 103 om beskyttet beskæftigelse.

14) § 104 om aktivitets- og samværstilbud.

15) § 112 om hjælpemidler.

16) § 113 om forbrugsgoder.

17) § 113 a om køb af forbrugsgoder.

18) § 113 b om tidsbegrænset hjælpemidler og forbrugsgoder.

19) § 117 om befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 3. Stk. 1 omfatter borgere, der opsøger et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c, stk. 1, i lov om social service, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen for forsøgsordningen, jf. stk. 3.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 4 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Udgifter til indsatser, som en kommunalbestyrelse har truffet afgørelse om efter stk. 1, afholdes af borgerens handlekommune, jf. § 9.

§ 9 f. En kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, skal orientere borgerens handlekommune, jf. § 9, herom.

Stk. 2. Er det nødvendigt for behandlingen af en sag efter § 9 e, skal en kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, jf. § 9, løbende udveksle oplysninger af betydning for den pågældende indsats. Udveksling af oplysningerne kan ske uden borgerens samtykke.«

2. I § 61 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Opstår der uenighed mellem 2 eller flere kommuner, jf. stk. 1, om, hvilken kommune der er handlekommune for en borger, jf. stk. 3, træffer Ankestyrelsen afgørelse herom inden for 10 arbejdsdage, fra sagen er indbragt for Ankestyrelsen. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, medregnes ikke i fristen.

Stk. 3. Stk. 2 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Stk. 4. Sager omfattet af stk. 2, jf. stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen af kommunalbestyrelser eller af en kommunalbestyrelse på vegne af en borger. Ankestyrelsen lægger kommunalbestyrelsens oplysninger om borgeren, jf. stk. 3, til grund for behandlingen af sagen.

Stk. 5. I sager omfattet af stk. 2 meddeler Ankestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af sagen til de involverede kommuner, hvilken kommune der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8, medmindre Ankestyrelsen straks træffer afgørelse i sagen.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 6.

§ 3

I lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, som ændret ved lov nr. 667 af 11. juni 2024 og lov nr. 724 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer:

1. § 3, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

»Besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug strafforfølges ikke, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf, jf. dog stk. 5.«

2. I § 3 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.«

3. Efter § 3 d indsættes:

»§ 3 e. Euforiserende stoffer, som er blevet beslaglagt af politiet, og som var bestemt til eget forbrug af en person, der er omfattet af § 3, stk. 4, eller § 3 b, stk. 2, kan konfiskeres af politiet, hvis stofferne ikke på stedet kan tilbageleveres til den person, som stofferne var bestemt til.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2027, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 2, nr. 1, træder i kraft den 1. juni 2027.

Stk. 3. Overskriften til § 9 e og §§ 9 e og 9 f i lov om retssikkerhed og administration på socialområdet, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, ophæves den 1. juni 2030.

Stk. 4. Indsatser efter lov om social service, der er truffet afgørelse om efter § 9 e, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og som ikke er ophørt den 1. juni 2030, ophører først, når indsatsen enten efter afgørelsen eller efter sit indhold udløber, eller når borgerens handlekommune, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer en ny afgørelse om borgerens konkrete støttebehov.

Stk. 5. § 2, nr. 2, finder ikke anvendelse for sager, som Ankestyrelsen har modtaget før den 1. januar 2027, eller for sager, som Ankestyrelsen har modtaget før 1. januar 2027, men som indsendes til Ankestyrelsen på ny efter 1. januar 2027.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

2.

Lovforslagets hovedpunkter

2.1.

Gadens Huse og mobile udsatte-enheder samt forsøgsordning om ”Borger i Danmark”, hvor udsatte kan få sociale indsatser uanset handlekommune

2.1.1.

Gældende ret

2.1.1.1.

Handlekommunereglerne efter § 9 og § 9 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

2.1.1.2.

Sociale indsatser efter lov om social service

2.1.1.3.

Klageadgang og videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed

2.1.2.

Socialministeriets overvejelser

2.1.3.

Den foreslåede ordning

2.2.

Fasttrack-ordning for afklaring af mellemkommunale tvister om placering af handlekommuneansvar

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Socialministeriets overvejelser

2.2.3.

Den foreslåede ordning

2.3.

Ret til at besidde stoffer til eget forbrug for de mest udsatte med stærk afhængighed

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Justitsministeriets overvejelser

2.3.3.

Den foreslåede ordning

3.

Forholdet til databeskyttelsesreglerne

4.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6.

Administrative konsekvenser for borgerne

7.

Klimamæssige konsekvenser

8.

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

9.

Forholdet til EU-retten

10.

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

11.

Sammenfattende skema

1. Indledning

Den 29. januar 2026 blev den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti med Aftale om værdighedsreform enige om at sætte ind med en række initiativer, som skal sikre de allermest udsatte borgere et mere værdigt liv.

Dette lovforslag har til formål at gennemføre de dele af den politiske aftale om værdighedsreform, der kræver lovændring.

Som en del af Aftale om værdighedsreform af 29. januar 2026 indgår et initiativ om at etablere Gadens Huse i de større byer samt mobile udsatte-enheder uden for de større byer, som skal samle hjælpen til de mest udsatte borgere ét sted og gøre den mere tilgængelig for målgruppen. I Gadens Huse samles eksisterende indsatser på tværs af kommune(r), region og civilsamfund, så de allermest udsatte borgere fremover kan møde op ét sted for at få adgang til basal hjælp og støtte. Uden for de større byer skal de mest udsatte borgere mødes af mobile udsatte-enheder, som skal være en udkørende og opsøgende indsats, der skal samle indsatser på tværs af kommune(r), region og civilsamfund.

Lovforslaget indeholder for det første et forslag om at indføre en hjemmel til, at kommunerne sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder til de mest udsatte borgere. Med værdighedsaftalen er der afsat varige midler til ansøgningspuljer til hhv. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, som skal bidrage til finansieringen og oprettelsen heraf.

For det andet foreslås en national 3-årig forsøgsordning, hvorefter kommuner, som etablerer et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil kunne iværksætte en række udvalgte sociale indsatser efter lov om social service til de mest udsatte borgere, de kommer i kontakt med, uanset hvilken kommune der er borgerens handlekommune. I praksis vil dette betyde, at hvis en udsat borger får adgang til et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, så vil kommunale sagsbehandlere i det pågældende hus eller enhed kunne iværksætte en række sociale indsatser til borgeren, dér hvor borgeren opholder sig – uanset hvilken handlekommune borgeren hører til. De allermest udsatte skal derved opleve at være ”borgere i Danmark” i stedet for at bruge ressourcer på at navigere i, hvilken kommune der er deres handlekommune. Forsøgsordningen foreslås etableret for en 3-årig periode fra det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt for loven.

Af aftalen om kommunernes økonomi for 2026 fremgår bl.a., at ”Regeringen og KL er enige om at drøfte de præcise rammer og de omfattede indsatser i ”Borger i Danmark”. Regeringen og KL er desuden enige om løbende at drøfte erfaringerne med den nationale forsøgsordning, herunder ift. økonomien kommunerne imellem. ”

For det tredje foreslås det at etablere en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen for mellemkommunale sager om handlekommuneansvaret for udsatte borgere, dvs. borgere som er uden for arbejdsstyrken og med mindst to ud af følgende tre kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, at borgeren har et alkohol- eller stofmisbrug eller at borgeren har en svær psykisk lidelse. Ordningen vil indebære, at Ankestyrelsen samlet set har 10 arbejdsdage til sagsbehandlingen, herunder at træffe afgørelser i sager, hvor der er uenighed om, hvilken kommune, der er handlekommune for borgere omfattet af målgruppen. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, medregnes ikke i fristen. Som noget nyt vil Ankestyrelsen ved modtagelsen af sagen også skulle meddele de involverede kommuner, hvilken kommune der er midlertidig handlekommune i den pågældende sag. Forslaget har til formål at sikre, at uenighed mellem en eller flere kommuner om handlekommuneansvaret i forhold til målgruppens borgere vil blive afklaret hurtigt, sådan at borgerne ikke vil skulle vente uhensigtsmæssigt lang tid på at få en afklaring af handlekommuneansvaret med dertilhørende risiko for, at indsatser forsinkes.

For det fjerde foreslås det med lovforslaget at sikre, at målgruppen, der allerede i dag kan nøjes med et tiltalefrafald for at besidde stoffer til eget forbrug, fremover ikke strafforfølges og ikke får konfiskeret stofferne.

De mest udsatte borgere med stærk stofafhængighed er en yderst sårbar målgruppe, der ofte har komplekse sociale og sundhedsmæssige udfordringer som f.eks. hjemløshed og psykisk sygdom. Med en udvidet ret til at beholde stoffer til eget forbrug ønsker aftalepartierne at sikre mere værdighed for personer med stærk afhængighed af bl.a. euforiserende stoffer.

Det foreslås dog, at straffritagelsen ikke skal finde anvendelse på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Med lovforslaget forslås endvidere at indføre en særskilt hjemmel til, at euforiserende stoffer, der er beslaglagt hos en person omfattet af straffritagelsesreglerne i lov om euforiserende stoffer, kan konfiskeres af politiet, hvis stofferne ikke på stedet kan tilbageleveres til den person, stofferne var bestemt til.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder samt forsøgsordning om ”Borger i Danmark”, hvor udsatte kan få sociale indsatser uanset handlekommune

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Handlekommunereglerne efter §§ 9 og 9 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 3. august 2026 (herefter retssikkerhedsloven), fastlægger bl.a., hvilken kommune der har ansvar for at yde hjælp og støtte efter den sociale lovgivning, herunder lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 641 af 1. juli 2026 (herefter serviceloven), og som i udgangspunktet også har ansvar for at afholde udgifterne hertil. Reglerne skal sikre, at der altid er en handlekommune med afgørelseskompetence og betalingsansvar overfor den enkelte borger.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne dertil påhviler handlekommunen, jf. dog §§ 9 b og 9 c. Handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog stk. 2-13 og § 9 a.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, nr. 1, 2 og 6, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter lov om social service, efter § 29, stk. 1, om familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien og § 32, stk. 5, i barnets lov om familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge og efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. om etablering af ældreboliger, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren i en anden kommune har fået ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service, boliger efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. eller boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-5.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 4, vedbliver en kommune at være handlekommune efter stk. 3, så længe borgeren har ophold i det pågældende botilbud, et tilsvarende tilbud eller et tilbud omfattet af stk. 5, indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter § 9.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 8, at i tilfælde af, at der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers handlekommune, skal den af de uenige kommuner, hvor borgeren er eller senest har været bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), fungere som midlertidig handlekommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette handlekommune. Denne kommune vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, er blevet bopælsregistreret i en anden kommune.

Ifølge retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, kan den kommune, der efter stk. 1-6 og 11-14 er handlekommune, indgå aftale med borgerens tidligere handlekommune om, at sidstnævnte fortsat er handlekommune, når der er særlige grunde til det, og med samtykke fra borgeren.

Det følger af bemærkningerne til retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, jf. Folketingstidende 2022-23 tillæg A, L 95 som fremsat, side 35, at aftaler indgået efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, ikke kan indbringes for Ankestyrelsen, og skal omfatte alle former for hjælp til borgeren. Ved vurderingen heraf bør der blandt andet lægges vægt på, om aftalen er med til at sikre en kontinuitet i den sociale indsats, om der er behov for en fortsat social indsats overfor borgeren eller om flytningen er et led i den tidligere kommunes sociale indsats, og der f.eks. er tale om, at pågældende efter kortere eller længere tid enten skal tilbage til den tidligere kommune eller skal udsluses til en anden kommune.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 10, kan den kommune, der efter stk. 3 eller 5 er handlekommune, indgå aftale med den kommune, hvor borgeren har ophold på et tilbud, om at bemyndige denne til helt eller delvist at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til borgeren.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 11, nr. 1-4, at den kommune, der efter stk. 1-6 og 12-14, er handlekommune for en borger, der har ophold i boform efter § 110 i lov om social service, med borgerens samtykke kan indgå aftale med en kommune, som borgeren har intention om at flytte til, om, at den nye kommune er handlekommune for borgeren, for så vidt angår afgørelse om udskrivning efter § 110, stk. 5, i lov om social service, udarbejdelse af handleplan efter §§ 141 og 142 i lov om social service, afgørelse om tilbud i boformer efter §§ 107 og 108 i lov om social service og afgørelse om hjælp, omsorg eller støtte efter §§ 85 og 85 a i lov om social service.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 14, kan Ankestyrelsen i tilfælde, hvor det ikke følger af stk. 1-11, hvilken kommune der er handlekommune for en borger på baggrund af borgerens tilknytning, træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for borgeren. Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger herom. Såvel kommuner som borgere kan indbringe en sag for Ankestyrelsen med henblik på, at Ankestyrelsen træffer afgørelse efter § 9, stk. 14.

Retssikkerhedslovens § 9 c fastlægger reglerne om mellemkommunal refusion, herunder hvornår en kommune kan kræve refusion fra en anden kommune for udgifter til hjælp og støtte efter den sociale lovgivning. Reglerne indebærer, at en handlekommune, der efter retssikkerhedslovens regler har ansvaret for at yde hjælp og afholde udgifterne hertil, i nærmere bestemte tilfælde kan få visse udgifter helt eller delvist refunderet af en tidligere handlekommune. Bestemmelserne har betydning i situationer, hvor en borger flytter fra én kommune til en anden, men hvor den tidligere kommunes tilknytning til borgeren efter reglerne i retssikkerhedslovens § 9 c medfører, at den tidligere kommune fortsat skal afholde visse udgifter til hjælp og støtte.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, at handlekommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere handlekommune efter stk. 2-6.

Efter § 9 c, stk. 2, har handlekommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 i lov om social service eller § 47 i ældreloven, boliger efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Danmarks Fængsler, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, anbringelsessteder for børn og unge efter § 43 i barnets lov eller døgnophold efter § 120 i barnets lov.

Det følger af § 9 c, stk. 3, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

Det fremgår af § 9 c, stk. 4, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service og barnets lov fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 114, stk. 1, i barnets lov. Når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har ret til refusion efter stk. 6, ydes refusionen dog af den kommune, der var refusionspligtig efter stk. 6. Bliver en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 114, stk. 1, i barnets lov, visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusion efter 1. pkt. dog af denne kommune.

Efter § 9 c, stk. 5, har handlekommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service, dog undtaget udgifter omfattet af § 96 b, stk. 2, i lov om social service, og efter ældreloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, i lov om social service eller § 47 i ældreloven, § 58 a i lov om almene boliger m.v. eller lov om friplejeboliger.

Det fremgår af § 9 c, stk. 6, at handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service, barnets lov og ældreloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2 og 5 eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i stk. 4 og den tidligere handlekommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. Handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter barnets lov, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 43 i barnets lov, som følge af en tidligere handlekommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det fremgår endvidere af § 9 c, stk. 7, at handlekommunen i sager efter lov om social service og barnets lov refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp og madservice efter §§ 83 og 83 b i lov om social service eller § 90, nr. 1, i barnets lov, helhedspleje efter § 10, jf. § 9, stk. 2, nr. 1 og 2, i ældreloven og madlevering eller madordning efter §§ 13 og 14 i ældreloven og til hjælpemidler efter § 112 i lov om social service og § 90, nr. 4, i barnets lov under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1 og 2. Det fremgår endvidere, at handlekommunen i sager efter lov om social service, barnets lov og ældreloven refunderer udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 24 og 26 i ældreloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 3.

Efter § 9 c, stk. 8, skal handlekommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der på tilkendelsestidspunktet var pensionistens handlekommune i sager efter disse love, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelse af førtidspension. Handlekommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der på tilkendelsestidspunktet var pensionistens handlekommune i sager efter disse love, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension. Det fremgår endvidere, at der for personer, der er tilkendt førtidspension før den 2. februar 2015, refunderes handlekommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den kommune, som var handlekommune på tilkendelsestidspunktet, i 6 år fra tilkendelsestidspunktet. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse, så længe en pensionist er omfattet af bestemmelserne i stk. 1-6, uanset om pensionisten opholder sig i en eller flere på hinanden følgende handlekommuner. Varer opholdet eller opholdene efter stk. 1-6 i alt mere end 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som har tilkendt førtidspensionen, eller som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelse af seniorpensionen, bortfalder retten til mellemkommunal refusion efter 1. og 2. pkt. Er der indgået aftale efter § 9, stk. 9, regnes de 6 år i 1., 2. og 5. pkt. fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, der ville have været handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen, såfremt der ikke var indgået aftale efter § 9, stk. 9. 4. og 5. pkt. finder tilsvarende anvendelse for udgifter til førtidspension omfattet af 3. pkt., dog således at perioden på 6 år regnes fra tidspunktet for tilkendelse af førtidspension.

Det følger af § 9 c, stk. 9, at når det fastlægges, at handlekommunen for en borger ikke er den midlertidige handlekommune efter § 9, stk. 8, eller § 9 a, stk. 12, yder handlekommunen refusion for den midlertidige handlekommunes udgifter efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service, barnets lov og ældreloven i den periode, hvor uenigheden har bestået.

Efter § 9 c, stk. 10, er de udgifter, som handlekommunen kan få dækket efter stk. 2-7 og 9, handlekommunens faktiske udgifter. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter lov om social service, barnets lov eller ældreloven, har handlekommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det fremgår af § 9 c, stk. 11, at handlekommunen og den tidligere handlekommune for krav på refusion efter stk. 4-7 og 9 for udgifter til hjælpemidler efter § 112 i lov om social service og § 90, nr. 4, i barnets lov kan aftale at fravige stk. 10.

Det fremgår endvidere af § 9 c, stk. 12, at retten til refusion efter stk. 2, 3, 5 og 6, består så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af stk. 2 eller 3, og herefter, indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune.

Efter § 9 c, stk. 13, kan kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-6, indbyrdes aftale, at en tidligere handlekommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service, barnets lov og ældreloven. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Det fremgår af § 9 c, stk. 14, at krav efter stk. 2-9 skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Krav efter lov om social service, barnets lov og ældreloven skal dog rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.

2.1.1.2 Sociale indsatser efter lov om social service

Det følger af servicelovens § 82 a, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til tilbud om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Kommunalbestyrelsen skal ved visitation af ydelsen vurdere, at deltagelse i tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Efter servicelovens § 82 b kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til tilbud om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer og til borgere, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Tilbuddene kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Efter servicelovens § 83 skal kommunalbestyrelsen tilbyde personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Tilbuddene gives til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Ifølge servicelovens § 83 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp efter § 83, stk. 1, om personlig hjælp og pleje og hjælp og støtte til praktiske opgaver i hjemmet. Vurderingen knyttet til § 83 a skal være individuel og konkret og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.

Efter servicelovens § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Efter servicelovens § 86 skal kommunalbestyrelsen tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse. Formålet med genoptræning er, at borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne både bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræningsindsatsen kan omfatte såvel somatiske patienter som psykiatriske patienter med et somatisk genoptræningsbehov.

Efter servicelovens § 97 skal kommunalbestyrelsen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, dog således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år. Ledsagelsen tilbydes til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det følger af servicelovens § 98, at kommunalbestyrelsen i fornødent omfang skal tilbyde hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde. Formålet med kontaktpersonordningen er at give borgeren mulighed for at få en særlig form for hjælp, der kan være med til at bryde pågældendes isolation og bidrage til, at pågældende kan leve så normalt som muligt trods det meget svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov. Kontaktpersonens opgaver er blandt andet at besøge og kommunikere med borgeren, at orientere om hverdagen, avislæsning m.v. og at være bindeled til omgivelserne.

Ifølge servicelovens § 99 sørger kommunen for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig.

Det følger af servicelovens § 100, at kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at de kompensationsberettigende udgifter er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.

Efter servicelovens § 101 skal kommunalbestyrelsen tilbyde social behandling til personer med et stofmisbrug. 1. pkt. omfatter ikke personer, som er indlagt på sygehus eller visiteret til integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik, jf. kapitel 17 b i sundhedsloven. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om social behandling på baggrund af en helhedsorienteret afdækning af personens problemer og behov. Tilbud efter stk. 1 skal iværksættes senest 14 dage efter henvendelsen til kommunen. Det fremgår af bemærkningerne til den seneste ændring af servicelovens § 101, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 7 som fremsat, side 4, at behandlingen kan gives som døgnbehandling, dagbehandling eller ambulant behandling med differentierede målsætninger, ambitions- og kravniveau. Det fremgår af Ankestyrelsens principmeddelelse 23-18, der bl.a. vedrører stofmisbrug, at en kommunes tilbud om behandling af stofmisbrugere, herunder spørgsmålet om visitation til døgnbehandling, skal ske efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

Ifølge servicelovens § 102 kan kommunalbestyrelsen ud over tilbud efter § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter, f.eks. psykologhjælp, fysioterapeutisk behandling eller tandbehandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Efter servicelovens § 103 skal kommunalbestyrelsen tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Det følger af servicelovens § 104, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Aktivitets- og samværstilbud skal medvirke til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene. Tilbuddene kan være i samarbejde med en lokal forening, en landsorganisation eller et kommunalt eller regionalt drevet tilbud.

Efter § 112 i serviceloven skal kommunalbestyrelsen yde støtte til hjælpemidler som for eksempel rollatorer eller kørestole til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Efter servicelovens § 113 skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler i servicelovens § 112, stk. 1, er opfyldt. Forbrugsgoder omfatter produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Som eksempler herpå kan nævnes el-scootere og formstøbte ørepropper. Der kan dog ikke ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, for eksempel elevationssenge og smartphones.

Efter servicelovens § 113 a kan kommunalbestyrelsen i enkle og entydige sager om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder beslutte at træffe afgørelse alene på baggrund af den modtagne ansøgning uden indhentelse af yderligere oplysninger i sagen. I disse tilfælde skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der er nødvendige for afgørelsen, og en erklæring på tro og love om rigtigheden af disse oplysninger eller anden relevant dokumentation herfor. Ved enkle og entydige sager forstås sager, hvor borgerens funktionsnedsættelse er åbenbar, og hjælpebehovet er relativt entydigt. Det er dermed en vurdering af funktionsnedsættelsen og de deraf affødte hjælpebehov, der er afgørende for anvendelsen af bestemmelsen, men derimod ikke typen af hjælpemiddel. Som et eksempel på sådanne sager kan nævnes en borger med et synshandicap, der søger om en mobilitystok eller en borger med nedsat gangfunktion, der søger om en rollator.

Af servicelovens § 113 b fremgår, at kommunalbestyrelsen kan yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for støtte til hjælpemidler, jf. § 112, stk. 1, eller til forbrugsgoder, jf. § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt. Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp uden egenbetaling for borgeren. Bestemmelsen kan for eksempel finde anvendelse for en borger i et rehabiliteringsforløb, som kommunalbestyrelsen låner en rollator eller en el-scooter i en tidsbegrænset periode på for eksempel to måneder med henblik på, at borgeren kan fastholde kontakten til arbejdsmarked, uddannelse eller sociale relationer.

Af servicelovens § 117 fremgår det, at kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

Der er ikke i hjemmel i serviceloven til, at kommuner i samarbejde med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse eller mobile udsatte-enheder.

2.1.1.3 Klageadgang og videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed

Det følger af servicelovens § 166, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det følger af forvaltningslovens § 28, stk. 1, at for videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 i lov om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 1, stk. 3.

Efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1, kan myndigheden efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen.

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, at udvekslingen af almindelige personoplysninger kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som led i offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige er pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.

2.1.2. Socialministeriets overvejelser

Med Aftale om værdighedsreform af 29. januar 2026 blev den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti enige om at etablere Gadens Huse i de større byer samt mobile udsatte-enheder uden for de større byer, som skal samle hjælpen til udsatte borgere ét sted og gøre hjælpen mere tilgængelig for målgruppen. Med den politiske aftale afsættes varige midler til ansøgningspuljer til hhv. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, som skal bidrage til finansieringen og oprettelsen heraf. Da der ikke findes hjemmel i den nuværende lovgivning til, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, finder Socialministeriet det nødvendigt at tilvejebringe den nødvendige hjemmel hertil.

Det er Socialministeriets opfattelse, at lederens afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller den mobile udsatte-enhed ikke bør kunne påklages til Ankestyrelsen. Dette er begrundet i, at formålet med Gadens Hus og de mobile udsatte-enheder er at lette adgangen til basal og akut hjælp, hvorimod længerevarende sociale indsatser fortsat alene vil kunne iværksættes af borgerens handlekommune. Det er ministeriets vurdering, at borgerens behov for akut hjælp og støtte vil kunne have ændret sig væsentligt, inden en eventuel klagesag vil være afgjort. Samtidig vurderer ministeriet det nødvendigt, at lederen af Gadens Hus eller den mobile enhed, eller en medarbejder på bemyndigelse af lederen, skal kunne tage hensyn til kapacitet i vurderingen af, om en borger kan få adgang til Gadens Hus eller den mobile udsatte-enhed. Muligheden for at tage hensyn til kapacitet i afgørelsen om, hvorvidt en borger kan få adgang til Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, mener ministeriet taler imod samtidig at sikre klageadgang.

I Aftale om værdighedsreform indgår der – i tillæg til initiativet om etablering af Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder – en 3-årig national forsøgsordning om ”Borger i Danmark”. Forsøgsordningen skal sikre, at de allermest udsatte borgere kan bevilges udvalgte midlertidige og akutte indsatser efter serviceloven i Gadens Huse og i de mobile udsatte-enheder, uanset hvor i landet de befinder sig, dvs. uanset hvilken kommune, der er deres handlekommune.

Socialministeriet finder imidlertid, at de gældende bestemmelser i retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 b om, hvilken kommune, der har ansvar for at yde hjælp og støtte efter den sociale lovgivning, og dermed også har ansvar for at afholde udgifterne hertil, ikke giver mulighed for at sikre, at de mest socialt udsatte borgere har adgang til indsatser efter serviceloven, uanset hvor de befinder sig, idet visitation til og iværksættelse af hjælp og støtte efter serviceloven forudsætter, at borgeren henvender sig til den kommune, som, efter retssikkerhedsloven § 9, er borgerens handlekommune. Såfremt en socialt udsat borger henvender sig til en anden kommune end sin handlekommune, eksempelvis fordi borgeren til dagligt opholder sig i den anden kommune, kan borgeren således ikke få bevilget hjælp og støtte efter serviceloven af denne kommune. Dette gælder også indsatser af akut og midlertidig karakter.

Indførelsen af en forsøgsordning om ”Borger i Danmark” forudsætter derfor, at der tilvejebringes en hjemmel til, at en kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, kan træffe afgørelse om udvalgte indsatser efter serviceloven overfor en borger i målgruppen for forsøgsordningen, selvom borgeren har en anden handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9.

Med aftalen om kommunernes økonomi for 2026 indgår bl.a., at ”Regeringen og KL er enige om at drøfte de præcise rammer og de omfattede indsatser i ”Borger i Danmark”. Regeringen og KL er desuden enige om løbende at drøfte erfaringerne med den nationale forsøgsordning, herunder ift. økonomien kommunerne imellem. ”

Det fremgår af den politiske aftale, at der med forsøgsordningen er tilstræbt en balance, der sikrer de allermest udsatte borgere bedre adgang til akut og midlertidig hjælp, men hvor der samtidig tages højde for kontinuitet for borgeren, samt at handlekommunens styring med de længerevarende, og derved mest omkostningstunge, indsatser fastholdes.

Socialministeriet finder det dertil hensigtsmæssigt, at der tilvejebringes hjemmel til, at kommunalbestyrelsen, jf. § 9 e, stk. 1, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, jf. § 9, når det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter § 9 e, stk. 1, forpligtes til løbende at udveksle oplysninger af betydning for indsatsen, og at dette kan ske uden borgerens samtykke. Hjemlen til at kunne indhente og udveksle oplysninger uden borgerens samtykke skal understøtte, at der kan ske en hurtigere oplysning af borgerens sag og derved bidrage til at sikre, at der hurtigere kan blive iværksat den rette indsats for borgeren.

I henhold til den politiske aftale om værdighedsreform er det alene de allermest socialt udsatte borgere, der vil blive omfattet af forsøgsordningen, idet disse borgere kan have svært ved at navigere i, hvilken kommune der er deres handlekommune, ligesom der kan være tilfælde, hvor disse borgere, f.eks. som følge af hjemløshed, befinder sig i en kommune, der ikke er deres handlekommune, men stadig har brug for akut hjælp og støtte. I den politiske aftale afgrænses de allermest udsatte borgere til at være borgere over 18 år, som er uden for arbejdsstyrken, har lovligt ophold og har to ud af tre udsathedsparametre, henholdsvis hjemløshed, misbrug og svær psykisk lidelse.

Det er Socialministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for forsøgsordningen ikke bør kunne påklages til Ankestyrelsen. Dette er begrundet i, at forsøgsordningens formål er at sikre, at udvalgte indsatser efter serviceloven kan iværksættes umiddelbart uanset borgerens handlekommune, så borgere med en anden handlekommune undgår at skulle vente længe på at få igangsat en indsats. Det er samtidig begrundet i, at de omfattede indsatser er af midlertidig eller akut karakter, hvorimod længerevarende indsatser ikke er omfattet. Det er dermed ministeriets vurdering, at borgerens behov for akut hjælp og støtte vil kunne have ændret sig væsentligt, inden en eventuel klagesag er afgjort. Samtidig vurderer ministeriet det for sandsynligt, at udsatte borgere, eksempelvis som følge af hjemløshed, efter at være blevet afvist fra et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed efterfølgende vælger at tage ophold i en anden kommune end den kommune, hvori det pågældende Gadens Hus eller den mobile udsatte-enhed er beliggende, eller vælger at tage ophold i sin oprindelige handekommune. Relevansen af at kunne få igangsat en indsats i det pågældende Gadens Hus eller den mobile udsatte-enhed udenfor egen handlekommune vil derved ikke længere være til stede.

Det fremgår af Aftale om værdighedsreform, at forsøgsordningen løber over en treårig periode, og at erfaringer med forsøget, herunder økonomien kommunerne imellem, løbende skal drøftes mellem socialministeren og KL.

Forsøgsordningen skal også ses i sammenhæng med værdighedsudspillets initiativ om en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen. Ordningen skal sikre, at der ved uenighed mellem en eller flere kommuner om handlekommuneansvaret for en udsat borger, sker en hurtig afklaring af, hvilken kommune, der er borgerens handlekommune, så borgerne ikke skal vente unødigt længe på systemet og på at få igangsat den nødvendige hjælp.

Socialministeriet finder det hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen ifm. modtagelsen af sager indbragt af en kommune eller en kommune på vegne af en borger, lægger til grund, at kommunens registrering af sagen som værende omfattet af fasttrack-ordningen, er korrekt. Dette skal sikre, at Ankestyrelsens behandling af sagen kan igangsættes umiddelbart ved modtagelsen uden derved først at skulle bruge tid på at afklare, hvorvidt sagen falder inden for ordningen eller ej.

Socialministeriet finder det hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen, som del af ordningen ved modtagelsen af mellemkommunale uenighedssager om udsatte borgere, samtidig skal meddele de involverede kommuner, hvilken kommune, der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8. Derved sikres der klarhed om, hvilken kommune, der har ansvar for midlertidigt at sikre den relevante hjælp til borgeren, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, hvilken kommune, der er den udsatte borgers handlekommune, så det derved undgås, at relevante indsatser til borgeren forsinkes eller slet ikke iværksættes.

2.1.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i serviceloven som § 111 c om, at kommunalbestyrelsen sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder og her samle indsatser til de mest udsatte borgere.

Det foreslås også, at der som § 111 c, stk. 2, i serviceloven indsættes en bestemmelse om, at stk. 1 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Det foreslås videre, at der som § 111 c, stk. 3, i serviceloven indsættes en bestemmelse om, at lederen af et Gadens Hus eller af en mobil udsatte-enhed, eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller for den mobile udsatte-enhed, jf. stk. 2. I afgørelsen efter 1. pkt. kan der tages hensyn til kapacitet.

Det foreslås dertil at indsætte et nyt § 111 c, stk. 4, i serviceloven om, at lederens afgørelse efter stk. 3 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Bestemmelserne vil give kommunerne hjemmel til at oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder i samarbejde med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd. Bestemmelserne vil afgrænse målgruppen for Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder til at være de mest udsatte, dvs. personer, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder to ud af tre udsathedsparametre. Fsva. kriteriet om at være uden for arbejdsstyrken vil beskæftigelse via socialt frikort eller salg af sociale aviser dog ikke udelukke borgere fra målgruppen. Oprettelsen af Gadens Huse og mobile udsatte-enheder understøttes og finansieres af de to ansøgningspuljer om hhv. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, som indgår i aftale om værdighed.

Det foreslås videre, at der som § 9 e, stk. 1, i retssikkerhedsloven indsættes en bestemmelse om, at en kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c i lov om social service, kan træffe afgørelser om indsatser efter lov om social service, jf. stk. 2, overfor en borger i målgruppen, jf. stk. 3. Dette gælder uanset om borgeren har en anden handlekommune efter § 9.

Det foreslås også at indsætte et nyt § 9 e, stk. 2, i retssikkerhedsloven, om, at der efter stk. 1 kan træffes afgørelse efter udvalgte bestemmelser i serviceloven. Bestemmelserne vedrører indsatser af akut eller midlertidig karakter, men ikke længerevarende indsatser.

Det foreslås dertil at indsætte et nyt § 9 e, stk. 3, i retssikkerhedsloven om, at stk. 1. omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Det foreslås at indsætte et nyt § 9 e, stk. 4, i retssikkerhedsloven om, at en kommunalbestyrelse, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen for forsøgsordningen, jf. stk. 3.

Det foreslås at indsætte et nyt § 9 e, stk. 5, i retssikkerhedsloven om, at kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 4 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Det foreslås at indsætte et nyt § 9 e, stk. 6, i retssikkerhedsloven om, at udgifter til indsatser, som en kommunalbestyrelse har truffet afgørelse om efter stk. 1, afholdes af borgerens handlekommune efter § 9.

Forslagene vil give kommuner, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, kompetence til at træffe afgørelse om og iværksætte udvalgte indsatser, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 2, til de udsatte borgere, de kommer i kontakt med, og som falder inden for målgruppen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 3, uanset hvilken kommune, der er borgerens handlekommune efter § 9. Efter det foreslåede § 9 e, stk. 6, vil det være borgerens handlekommune efter § 9, der vil skulle afholde udgifterne til indsatser, der træffes afgørelse om efter det foreslåede § 9 e, stk. 1.

Kompetencen efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, til at træffe afgørelse vil ikke kunne delegeres til andre myndigheder, civilsamfundsorganisationer eller lignende, der har tilknytning til Gadens Huse eller de mobile udsatte-enheder.

Det vil efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, være kommunalbestyrelsen, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c i lov om social service, der efter det foreslåede § 9 e, stk. 4, træffer afgørelse om hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen for forsøgsordningen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 3.

Det følger af det foreslåede § 9 e, stk. 5, at kommunalbestyrelsens afgørelse om hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Den foreslåede ordning vil imidlertid ikke ændre på borgerens adgang til at klage over en afgørelse om en konkret indsats iværksat efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, som den kommune, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed måtte have truffet afgørelse om. Klage herover kan indgives efter de almindelige regler herom som fastsat i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås med lovforslagets § 4, stk. 3, at det foreslåede § 9 e i retssikkerhedsloven bortfalder den 1. juni 2030 (solnedgangsklausul).

Forslaget indebærer, at forsøgsordningen om Borger i Danmark bortfalder efter tre år.

Endvidere foreslås det, at der indsættes en ny § 9 f i retssikkerhedsloven om, at en kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, skal orientere borgerens handlekommune efter § 9 herom.

Det foreslås dertil at indsætte et nyt § 9 f, stk. 2 om, at når det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter § 9 e, skal en kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune efter § 9 løbende udveksle oplysninger af betydning for den pågældende indsats. Udveksling af oplysninger efter 1. pkt., kan ske uden borgerens samtykke.

Forslagene vil indebære, at den kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse i henhold til forsøgsordningen, vil skulle orientere borgerens handlekommune herom umiddelbart i forbindelse med, at der iværksættes en indsats.

Forslaget vil desuden indebære, at kommunalbestyrelsen, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 9 e, stk. 1, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune efter § 9 løbende vil skulle udveksle oplysninger af betydning for den pågældende indsats. Udveksling af oplysninger kan ske uden borgerens samtykke.

Kommunalbestyrelsen, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune efter § 9, vil løbende kunne udveksle almindelige personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, samt personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, herunder helbredsoplysninger.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, samt § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.2. Fasttrack-ordning for afklaring af mellemkommunale tvister om placering af handlekommuneansvar

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven, at i tilfælde af, at der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers handlekommune, skal den af de uenige kommuner, hvor borgeren er eller senest har været bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), fungere som midlertidig handlekommune for borgeren, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette handlekommune. Denne kommune vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, er blevet bopælsregistreret i en anden kommune.

Ifølge retssikkerhedslovens § 9, stk. 14, kan Ankestyrelsen i tilfælde, hvor det ikke følger af stk. 1-11, hvilken kommune der er handlekommune for en borger på baggrund af borgerens tilknytning træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for borgeren. Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger herom.

Såvel kommuner som borgere kan indbringe en sag for Ankestyrelsen med henblik på, at Ankestyrelsen træffer afgørelse efter § 9, stk. 14.

Ifølge retssikkerhedslovens § 61 kan sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser indbringes for Ankestyrelsen. I sager om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser fungerer Ankestyrelsen som et tvistløsningsorgan, idet der er tale om en uenighed mellem kommuner som sidestillede myndigheder.

Der er ikke i dag lovbestemte frister for Ankestyrelsens behandling af sager om fastlæggelse af handlekommune eller midlertidig handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 14, eller uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens § 61.

Det følger af retssikkerhedslovens § 10, at myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

2.2.2. Socialministeriets overvejelser

Retssikkerhedslovens § 9, stk. 8, regulerer, hvilken kommune, der er handlekommune i tilfælde af, at der opstår uenighed mellem to kommuner om, hvilken kommune der er en borgers handlekommune.

Det er Socialministeriets opfattelse, at de nuværende regler i retssikkerhedslovens § 9, stk. 8, om hvilken kommune, der er handlekommune i tilfælde af uenighed mellem kommuner om, hvilken kommune der er en borgers handlekommune, ikke understøtter en tilstrækkelig hurtig fastlæggelse af det endelige handlekommuneansvar, idet sagsbehandlingstiden i disse sager ikke er reguleret i loven.

De allermest udsatte borgere kan i dag opleve, at sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen i sager om uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er borgerens handlekommune, kan udgøre en barriere for, at de modtager hjælp og støtte efter serviceloven i rette tid. Uenigheden om handlekommuneansvaret mellem kommunerne kan opstå som resultat af, at den udsatte borger, eksempelvis på grund af hjemløshed, opholder sig på skift i andre kommuner, end borgerens handlekommune. Der kan samtidig opstå uenighed de involverede kommuner imellem om, hvilken af kommunerne, der efter de gældende regler fungerer som borgerens midlertidige handlekommune, mens sagsbehandlingen i Ankestyrelsen pågår. I Aftale om værdighedsreform af 29. januar 2026 indgår det, at der skal etableres en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen til afklaring af uenigheder om handlekommuneansvaret for borgere i værdighedsmålgruppen. De allermest udsatte borgere skal derved sikres en hurtigere afklaring af, hvilken kommune, der er deres handlekommune, mhp. at de kan modtage den rette hjælp og støtte.

Fasttrack-ordningen indebærer, at Ankestyrelsen samlet set har 10 arbejdsdage til sagsbehandlingen, herunder at træffe afgørelse i mellemkommunale sager, hvor der er uenighed om, hvilken kommune der er en udsat borgers handlekommune. Det følger af den politiske aftale, at der i fastsættelsen af 10-dages fristen tages højde for, at der ved sager om mellemkommunal uenighed er tale om partstvister, hvor begge parter har ret til partshøring forud for, at der træffes afgørelse. Det er på den baggrund Socialministeriets opfattelse, at arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, ikke vil skulle medregnes i fristen.

Kommunen eller kommunen på vegne af en borger vil ved indsendelsen af en sag til Ankestyrelsen i et dertilhørende ankeskema skulle angive, såfremt sagen vedrører handlekommuneansvaret for en udsat borger, og oplyse, hvorvidt sagen dermed falder under fasttrack-ordningen. Af hensyn til at undgå forlængelse af sagsbehandlingstiden finder ministeriet det hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen, for sager under fasttrack-ordningen, vil skulle lægge til grund, at kommunens eller borgerens registrering af sagen er korrekt, dvs. Ankestyrelsen vil ikke skulle efterprøve registreringen.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i retssikkerhedsloven som § 61 stk. 2, indsættes en bestemmelse om, at opstår der uenighed mellem 2 eller flere kommuner, jf. stk. 1, om, hvilken kommune der er handlekommune for en borger, jf. stk. 3, træffer Ankestyrelsen afgørelse herom inden for 10 arbejdsdage, fra sagen er indbragt for Ankestyrelsen. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, medregnes ikke i fristen.

Det foreslås også, at der i retssikkerhedsloven som § 61, stk. 3, indsættes en bestemmelse om at stk. 2 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig, borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug, eller borgeren har en svær psykisk lidelse.

Det foreslås ligeledes at der som § 61, stk. 4, i retssikkerhedsloven indsættes en bestemmelse om, at sager omfattet af stk. 2, jf. stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen af kommunalbestyrelser eller af en kommunalbestyrelse på vegne af en borger. Ankestyrelsen lægger kommunalbestyrelsens oplysninger om borgeren, jf. stk. 3, til grund for behandlingen af sagen.

Det foreslås dertil at indsætte en ny bestemmelse i retssikkerhedsloven som § 61, stk. 5 om, at i sager omfattet af stk. 2 meddeler Ankestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af sagen til de involverede kommuner, hvilken kommune der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8, medmindre Ankestyrelsen straks træffer afgørelse i sagen.

Forslagene vil indebære en forpligtelse for Ankestyrelsen til at træffe afgørelse inden for 10 arbejdsdage, når en kommune eller en kommune på vegne af en borger indbringer en uenighed for Ankestyrelsen om, hvilken kommune der er handlekommune for en udsat borger, jf. § 9. De 10 arbejdsdage vedrører den tid Ankestyrelsen har til at foretage sagsbehandling og til at træffe afgørelse. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, herunder de involverede kommuner, medregnes ikke i fristen på 10 arbejdsdage.

Forslagene vil indebære, at fristen på de 10 arbejdsdage gælder i sager om udsatte borgere, defineret som borgere over 18 år, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder to ud af tre kriterier, henholdsvis borgere med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan have ophold i egen bolig, har stof- eller alkoholmisbrug eller har en svær psykisk lidelse. Fsva. kriteriet om at være uden for arbejdsstyrken vil beskæftigelse via socialt frikort eller salg af sociale aviser dog ikke udelukke borgere fra målgruppen.

Kommunen eller kommunen på vegne af borgeren vil ved indsendelsen af en sag til Ankestyrelsen i et dertilhørende ankeskema skulle angive, såfremt sagen vedrører handlekommuneansvaret for en udsat borger, og oplyse, hvorvidt sagen dermed falder under fasttrack-ordningen.

Ankestyrelsen vil med fastsættelsen af fristen for kommunernes indsendelse af supplerende oplysninger kunne understøtte den prioriterede sagsbehandling, der er tiltænkt med etableringen af en fast-track ordning for denne type sager.

Forslagene indebærer videre, at Ankestyrelsen ved modtagelsen af sager omfattet af fasttrack-ordningen skal orientere de involverede kommuner om, hvilken kommune, der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.3. Ret til at besidde stoffer til eget forbrug for de mest udsatte med stærk afhængighed

2.3.1. Gældende ret

Det fremgår af § 3, stk. 4, 1. pkt., i lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, at tiltalefrafald skal meddeles for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf. Det gælder også i gentagelsestilfælde, jf. § 3, stk. 4, 2. pkt.

Bestemmelsen finder anvendelse uanset, hvor de pågældende personer befinder sig, herunder også på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at hvis personen opfylder betingelserne i bestemmelsen, skal der meddeles et tiltalefrafald uden vilkår i medfør af retsplejelovens § 722, og tiltalefrafaldet vil således ikke komme til at fremgå af den pågældendes straffeattest, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 179 som fremsat, side 8.

Et tiltalefrafald er en strafferetlig sanktion, idet et tiltalefrafald uden vilkår imidlertid må anses som den mildeste strafferetlige sanktion, der kan anvendes uden en retssag. Da det dog fortsat er strafbart at være i besiddelse af de euforiserende stoffer, vil politiet som udgangspunkt beslaglægge disse med henblik på konfiskation, medmindre den pågældende befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af – eller er på vej til – et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stoffet, jf. lov om euforiserende stoffer § 3 b, stk. 2, jf. nedenfor.

Det er en betingelse for anvendelse af § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, at sociale forhold taler for at meddele tiltalefrafald. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at betingelsen i almindelighed vil være opfyldt, hvis den pågældende er helt uden indkomst eller f.eks. modtager kontanthjælp eller førtidspension og ikke har anden indkomst eller opsparing af en vis størrelse. Derimod vil sociale forhold uanset stofafhængighedens karakter i almindelighed ikke kunne tale for at give tiltalefrafald efter bestemmelsen, hvis den pågældende har arbejdsindtægter eller modtager dagpenge. Der henvises til Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 179 som fremsat, side 8 og 9.

Det er desuden en betingelse for anvendelse af § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, at besiddelsen skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at betingelsen indebærer, at der alene vil kunne meddeles tiltalefrafald efter bestemmelsen til personer, som igennem år har opbygget en så stærk afhængighed af hårde stoffer, f.eks. heroin, kokain og amfetamin, eller stoffer der kan sammenlignes med disse i farlighed, at de bruger disse stoffer dagligt. Er kravet om stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer opfyldt, vil der også skulle meddeles tiltalefrafald for ulovlig besiddelse af andre stoffer, eksempelvis hash, til eget forbrug. Desuden vil indskrivning i lægelig misbrugsbehandling med substitutionsmedicin kunne indgå som en omstændighed, der taler for, at borgeren må anses som værende stærkt afhængig i bestemmelsens forstand. Der henvises til Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 179 som fremsat, side 9.

Ved tvivlstilfælde kan sagen ikke afgøres på stedet, hvorfor der vil skulle ske yderligere sagsbehandling med henblik på oplysning af sagen, inden der kan træffes afgørelse. Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt gerningspersonen opfylder betingelserne i bestemmelsen, skal politiet indhente oplysninger fra øvrige myndigheder, herunder om gerningspersonens indtægtsforhold eller en lægeerklæring om den pågældendes stofafhængighed, inden der træffes afgørelse i sagen. Er der rimelig begrundet tvivl om, hvorvidt den pågældende opfylder betingelserne for at modtage tiltalefrafald i medfør af bestemmelsen, skal politiet således ikke søge forholdet afgjort med et bødeforelæg på stedet. Det er i den forbindelse afgørende, at det ikke bliver borgerens ansvar at løfte dokumentationsbyrden for, at der ikke skal gives en bøde, men at borgeren i relevant omfang bidrager til sagsoplysningen. Politiet skal således i forbindelse med sin sagsbehandling løfte sagsoplysningen til et niveau, hvor det med rimelig sikkerhed kan konstateres, om sagen falder indenfor eller udenfor anvendelsesområdet for bestemmelsen. De undersøgte omstændigheder skal fremgå af politiets rapporter. Politiet skal i den forbindelse desuden vejlede om muligheden for at blive meddelt et tiltalefrafald, hvis betingelserne herfor er opfyldt, så den pågældendes manglende kendskab til muligheden ikke risikerer at indebære, at relevante oplysninger herom ikke fremkommer.

Det er endvidere en betingelse for anvendelse af § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, at stofferne besiddes til eget forbrug. Hvorvidt euforiserende stoffer besiddes til eget forbrug eller med henblik på videreoverdragelse beror på en konkret bevisvurdering. Ved vurderingen spiller mængden dog en stor rolle, og hvis der er tale om større mængder, kan stoffet almindeligvis ikke anses for at være til eget brug.

I bemærkningerne til lov nr. 724 af 20. juni 2025, jf. Folketingstidende 2024-25, tillæg A, L 186 som fremsat, side 24-30, er der fastsat nogle skemaer over strafniveauerne for en række hyppigt forekommende stoftyper. I skemaerne er der endvidere fastsat udgangspunkter for, hvornår besiddelse af euforiserende stoffer må anses som bestemt til eget forbrug. Disse udgangspunkter suppleres af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om narkotika, der ligeledes indeholder vejledende udgangspunkter for afgrænsningen i forhold til visse andre stoftyper.

Det bemærkes dog, at visse stofbrugere vil have oparbejdet en større tolerance over for de pågældende euforiserende stoffer, og at det således må antages, at også større mængder, end hvad der sædvanligvis vil kunne betragtes som bestemt til eget forbrug, af den årsag efter en konkret vurdering vil kunne anses som værende til eget forbrug for denne målgruppe, jf. bl.a. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 179 som fremsat, side 4.

Konkrete omstændigheder kan godtgøre, at besiddelsen af også mindre mængder må anses for at være bestemt til videreoverdragelse. Eksempelvis kan det være tilfældet, hvis stofferne findes opdelt i mindre portioner, herunder i pakker forberedt til salg, hvis gerningspersonen er i besiddelse af redskaber, f.eks. en vægt til opvejning af små mængder euforiserende stoffer, eller genstande til opbevaring af mindre portioner euforiserende stoffer, f.eks. såkaldte ”pølsemandsposer”, hvis gerningspersonen er i besiddelse af et regnskab, der kan antages at kunne henføres til gennemførte salg af euforiserende stoffer, hvis gerningspersonen er i besiddelse af et sortiment af flere forskellige typer stof, eller besiddelsen er sket et sted, hvor der erfaringsmæssigt foregår salg af euforiserende stoffer, eller hvis gerningspersonen besidder større kontantbeløb, der ikke står i rimeligt forhold til vedkommendes indtægtsforhold.

Det bemærkes, at hvis f.eks. en stofbruger med stærk afhængighed, jf. § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, findes i besiddelse af stof, der f.eks. er opdelt i flere portioner eller udgør en større mængde stof, end hvad der som udgangspunkt kan betragtes som til eget forbrug, vil det konkret skulle vurderes, om en sådan besiddelse, navnlig henset til den pågældendes stofforbrug, kunne være til eget forbrug. Besiddelse af euforiserende stoffer i såkaldte salgsposer vil i sådanne tilfælde således ikke isoleret set indebære, at besiddelsen kan anses som med henblik på videreoverdragelse. I sådanne situationer vil pakkerne således kunne siges at være købspakker. Om det er tilfældet vil afhænge af en konkret vurdering. Der henvises til Folketingstidende 2024-25, tillæg A, L 186 som fremsat, side 5 og 24.

Det bemærkes, at der derudover kan meddeles tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722 og bekendtgørelse om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale i særlige tilfælde, hvor det på baggrund af en konkret vurdering er mest formålstjenligt at anvende denne sanktion, f.eks. hvis hensynet til en effektiv strafforfølgning tilsiger det, eller hvis anvendelse af bødestraf medfører et administrativt besvær, der ikke står i rimeligt forhold til sagens beskaffenhed.

Det følger af § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, at besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke strafforfølges, hvis den pågældende er fyldt 18 år, besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer, og den pågældende 1) befinder sig i eller i umiddelbar nærhed af et stofindtagelsesrum, hvis besiddelsen sker med henblik på indtagelse i stofindtagelsesrummet, eller 2) er på vej til et stofindtagelsesrum med henblik på indtagelse af stoffet.

Hvis § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer finder anvendelse, sker der – i modsætning til tilfælde, der afgøres efter reglen om tiltalefrafald i § 3, stk. 4 – ikke beslaglæggelse og konfiskation af de stoffer, som den pågældende er i besiddelse af til eget forbrug med henblik på indtagelse i et stofindtagelsesrum. Det skyldes, at sådanne forhold ikke strafforfølges.

Hvis politiet efterfølgende konstaterer, at der er beslaglagt euforiserende stoffer, som en person besad til eget forbrug med henblik på indtagelse i et stofindtagelsesrum i tilfælde, hvor § 3 b, stk. 2, fandt anvendelse, vil stofferne ifølge bestemmelsens forarbejder ikke skulle tilbageleveres, idet der er tale om euforiserende stoffer, hvis besiddelse er ulovlig til andre end medicinske og videnskabelige formål, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 179 som fremsat, side 11.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Persongruppen, som er omfattet af § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, udgøres af særligt udsatte borgere. Disse borgeres stærke stofafhængighed helbredes ikke ved, at de straffes for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug. Tværtimod er der behov for ved gennemgående indsatser at sikre værdigheden for denne gruppe.

Det fremgår af aftalen om værdighedsreform, at regeringen vil lempe reglerne, så personer i målgruppen, der i dag skal meddeles tiltalefrafald for at besidde stoffer til eget forbrug, fremover ikke får konfiskeret stofferne, hvilket vil give et øget frirum til alle dem, der ikke lever tæt på et stofindtagelsesrum – også selvom der kommer flere stofindtagelsesrum.

Justitsministeriet finder, at initiativet mest hensigtsmæssigt kan gennemføres ved at gøre § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer til en straffritagelsesregel, så besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke strafforfølges, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen om stofindtagelsesrum i § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer også er en straffritagelsesregel. Virkningen af, at de to bestemmelser finder anvendelse, vil herefter være ens.

Det bemærkes, at hvis politiet vurderer, at den pågældende socialt udsatte besidder stoffer, der ikke er til eget forbrug, men til videreoverdragelse – eksempelvis fordi kriminelle udnytter den pågældende til at opbevare eller distribuere stoffer – vil der fortsat kunne ske strafforfølgning af den pågældende og konfiskation af stofferne. Det vil i det enkelte tilfælde bero på en konkret vurdering, om stofferne helt eller delvist må anses som bestemt til eget forbrug eller med henblik på videreoverdragelse.

Det bemærkes desuden, at politiet i medfør af politiloven og ordensbekendtgørelsen har en række beføjelser til at gribe ind, hvis der er forstyrrelser af den offentlige orden. Hvis en person omfattet af målgruppen for den foreslåede bestemmelse således f.eks. indtager stoffer i det offentlige rum, vil politiet efter omstændighederne kunne opfordre den pågældende person til at indtage stofferne et andet sted og i nødvendigt omfang kunne udstede et påbud til den pågældende.

Justitsministeriet er opmærksom på, at politiet i visse situationer vil have svært ved på stedet at foretage den vurdering, som kræves efter den foreslåede bestemmelse. Det er imidlertid samtidig ministeriets opfattelse, at politiet ved sagsbehandling og eventuel indhentelse af erklæringer fra øvrige myndigheder, herunder om indkomstforhold eller stofafhængighed, kan oplyse sagen til et så tilstrækkeligt niveau, at det kan afgøres, om borgeren er omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det er i den forbindelse afgørende, at det ikke bliver borgerens ansvar at løfte dokumentationsbyrden for, at den pågældende er omfattet af ordningen, men at borgeren i relevant omfang bidrager hertil. Politiet skal vejlede borgeren om muligheden for straffritagelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt, så den pågældendes manglende kendskab til muligheden ikke risikerer at indebære, at relevante oplysninger herom ikke fremkommer.

Hvis det umiddelbart ved politiets møde med den socialt udsatte borger er åbenbart eller overvejende sandsynligt, at den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, f.eks. baseret på politiets kendskab til denne eller omstændighederne i øvrigt, eller hvis den socialt udsatte borger i rimeligt omfang kan godtgøre dette, er det Justitsministeriets opfattelse, at politiet skal lade straffritagelsesreglen finde anvendelse og ikke sigte den pågældende med henblik på at ransage og beslaglægge eventuelle euforiserende stoffer, den pågældende er fundet i besiddelse af til eget forbrug.

Har politiet sigtet en person, hvor der er tvivl om, hvorvidt den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, og beslaglagt stoffer i den pågældendes besiddelse, finder Justitsministeriet, at politiet og anklagemyndigheden skal undlade at søge sagen afgjort med et bødeforelæg eller tiltalefrafald, men skal i stedet anlægge en forsigtig tilgang og søge at belyse sagens omstændigheder nærmere, så der tages mest muligt hensyn til denne gruppe af særligt udsatte borgere.

Har politiet sigtet den pågældende og beslaglagt de euforiserende stoffer med henblik på konfiskation, vil det kunne ske, at politiet i forbindelse med den efterfølgende sagsbehandling konstaterer, at der var tale om euforiserende stoffer til eget forbrug, som en person omfattet af den foreslåede bestemmelse besad. Det samme vil kunne ske i tilfælde, hvor bestemmelsen om stofindtagelsesrum finder anvendelse.

I sådanne tilfælde vil det efter Justitsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt, at stofferne ikke skal tilbageleveres, men kan konfiskeres. Justitsministeriet finder det rigtigst, at der indføres en særskilt bestemmelse om konfiskation i sådanne tilfælde.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler væsentlige ordensmæssige hensyn for, at euforiserende stoffer, der f.eks. besiddes i institutioner under Danmarks Fængsler eller i institutioner, hvor den pågældende er anbragt eller indlagt, fortsat skal kunne beslaglægges og konfiskeres, selv om den pågældende person er omfattet af straffritagelsesreglen. I sådanne tilfælde vil den pågældende person således være straffri, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt, men de euforiserende stoffer vil fortsat blive beslaglagt og konfiskeret, herunder hvis der det pågældende sted gælder et totalforbud mod besiddelse af euforiserende stoffer, i det omfang institutionen har hjemmel hertil. Hvorvidt de pågældende institutioner vil kunne tage stofferne i bevaring med henblik på overdragelse til politiet eller selv beslaglægge og konfiskere stofferne, vil afhænge af, om institutionerne har hjemmel hertil.

Justitsministeriet finder endvidere, at besiddelse af euforiserende stoffer i Danmarks Fængslers institutioner eller under udgang herfra fortsat skal kunne begrunde, at der fastsættes disciplinærstraf for den pågældende. På den baggrund ændres der med lovforslaget ikke på reglerne for disciplinærstraf.

I forlængelse heraf finder Justitsministeriet, at væsentlige ordensmæssige hensyn taler for, at besiddelse af euforiserende stoffer på indkvarteringsstederne efter udlændingeloven, herunder Udrejsecenter Kærshovedgård, ikke skal være omfattet af straffritagelsesreglen, og at de euforiserende stoffer fortsat skal kunne beslaglægges og konfiskeres. Ministeriet finder på den baggrund, at de mest socialt udsatte med stærk stofafhængighed, der besidder stoffer til eget forbrug på indkvarteringssteder efter udlændingeloven, skal meddeles tiltalefrafald tilsvarende retsstillingen efter det nugældende § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer.

Efter Socialministeriets vurdering taler hensynet til at sikre gode og stabile forhold på sociale tilbud tilsvarende for, at tilbud efter serviceloven fortsat skal kunne fastsætte vejledende husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på bo- eller dagtilbuddets fællesarealer. Dette kan eksempelvis omfatte regler om besiddelse og indtagelse af euforiserende stoffer på tilbuddets fællesarealer.

Justitsministeriet har noteret sig, at aftalepartierne er enige om, at den udvidede ret til at beholde stoffer til eget forbrug for de mest udsatte med stærk afhængighed skal evalueres efter tre år. Evalueringen skal kvalitativt afdække involverede myndigheder og relevante civilsamfundsorganisationers erfaring med reglen i både de større byer og i landdistrikterne. Evalueringen skal også inddrage erfaringer fra lokalsamfundsorganisationer, eksempelvis relevante lokaludvalg, organisationer, som varetager interesser for ejere, lejere og udlejere, skoleforeninger og andre relevante aktører i nærmiljøet. Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder kan i den forbindelse også høres i forhold til deres erfaringer med reglen.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at nyaffatte § 3, stk. 4, 1. pkt., i lov om euforiserende stoffer, så det kommer til at fremgå, at besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke strafforfølges, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at besiddelse af euforiserende stoffer som udgangspunkt fortsat er ulovligt og strafbart efter lovgivningen om euforiserende stoffer. Det vil imidlertid direkte fremgå, at der ikke skal ske strafforfølgning af overtrædelser af lov om euforiserende stoffer i de omfattede tilfælde.

Lovforslaget ændrer ikke på kriterierne for den persongruppe, der er omfattet af den nuværende bestemmelse i lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 4, men den foreslåede ordning vil medføre, at persongruppen fremover fritages fra strafforfølgning, når de besidder stoffer til eget forbrug, og at de ikke skal have beslaglagt og konfiskeret de euforiserende stoffer, som de besidder til eget forbrug.

Det vil således fortsat være den samme vurdering af pågældendes sociale forhold, der skal foretages. Det indebærer, at betingelsen i almindelighed vil være opfyldt, hvis den pågældende er helt uden indkomst eller f.eks. modtager kontanthjælp eller førtidspension og ikke har anden indkomst eller opsparing af en vis størrelse. Derimod vil sociale forhold uanset stofafhængighedens karakter i almindelighed ikke kunne tale for straffritagelse, hvis den pågældende har arbejdsindtægter eller modtager dagpenge. Der lægges dog op til at præcisere, at hvis den pågældende alene har arbejdsindtægter inden for beløbsgrænsen for den pågældendes sociale frikort, jf. lov nr. 616 af 11. juni 2024 om socialt frikort, vil det ikke tale imod straffritagelse.

Det foreslås, at straffritagelsen ikke skal finde anvendelse på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Hvis der er tale om en person, der på et sådant indkvarteringssted besidder euforiserende stoffer til eget forbrug, hvor sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffer skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf, forudsættes det, at den pågældende vil skulle meddeles et tiltalefrafald efter de almindelige regler i retsplejelovens § 722 og bekendtgørelse om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Politiet vil fortsat skulle være opmærksomme på risikoen for, at organiserede kriminelle forsøger at omgå lovgivningen om euforiserende stoffer ved at udnytte persongruppen til at transportere eller opbevare euforiserende stoffer. I sådanne tilfælde vil der på samme måde som i dag ikke være tale om besiddelse til eget forbrug, men om besiddelse med henblik på videreoverdragelse. Det indebærer, at forholdet ikke er omfattet af straffritagelsesreglen, og at der derfor også skal ske beslaglæggelse med henblik på konfiskation af de euforiserende stoffer, idet den pågældende vil skulle retsforfølges for forholdet.

Hvis den pågældende samtidig er i besiddelse af euforiserende stoffer, der vurderes at være til eget forbrug, og som er uden tilknytning til forholdet om videreoverdragelse af euforiserende stoffer, er det imidlertid ikke udelukket at anvende straffritagelsesreglen for så vidt angår disse euforiserende stoffer. Henset til, at dette i praksis vil være en yderst vanskelig sondring at lave på stedet, må det forventes, at det alene vil være i et fåtal af sager, hvor det ud fra en konkret politifaglig vurdering vil være muligt at adskille stoffer besiddet til eget forbrug fra stoffer besiddet med henblik på videreoverdragelse. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at lovforslaget ikke ændrer ved den eksisterende praksis for, hvornår euforiserende stoffer efter en konkret vurdering besiddes til eget forbrug eller med henblik på videreoverdragelse.

Det bemærkes desuden, at der i forbindelse med en straffesag vil kunne tages stilling til, om en tiltalt er omfattet af straffelovens regler om straffrihed, f.eks. i tilfælde af nødret. Det bemærkes desuden, at det følger af straffelovens § 82, nr. 6, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Det kan således føre til en mildere straf, hvis gerningspersonen er blevet tvunget til at begå kriminaliteten. Straffen kan derudover gøres betinget, hvis der foreligger formildende omstændigheder, jf. straffelovens § 56. Under i øvrigt formidlende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens § 83, 2. pkt.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer i f.eks. institutioner under Danmarks Fængsler eller på psykiatriske afdelinger, vil også skulle fritages fra strafforfølgning. Euforiserende stoffer vil dog fortsat kunne tages i bevaring, beslaglægges og konfiskeres, i det omfang institutionen har hjemmel hertil, hvilket f.eks. forudsættes at være tilfældet for så vidt angår § 73 i lov om fuldbyrdelse af straf, jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023, som senest ændret ved lov nr. 263 af 2. februar 2026. Besiddelse af euforiserende stoffer i Danmarks Fængslers institutioner og under udgang herfra forudsættes endvidere fortsat at kunne danne grundlag for disciplinærstraf.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer til eget forbrug i tilbud efter serviceloven, som personen er visiteret til eller har ophold i, vil også skulle fritages fra strafforfølgning. Tilbuddene vil dog fortsat, i henhold til bl.a. § 123 i serviceloven, kunne fastsætte en vejledende husorden (ordensregler), der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på tilbuddets fællesarealer.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer på psykiatriske afdelinger, vil også skulle fritages fra strafforfølgning. Sygehusmyndigheden vil dog fortsat, i henhold til § 2 a i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 18. september 2024 (psykiatriloven), om husordner, kunne fastsætte regler om, at det ikke er tilladt for patienter, at besidde eller indtage euforiserende stoffer på psykiatriske afdelinger, og at overlægen fortsat efter psykiatrilovens § 19 a, stk. 7, skal kunne beslutte, at bl.a. rusmidler tages i forvaring.

Det vil i første omgang være overladt til politiet at vurdere, om betingelserne for straffritagelse efter den foreslåede bestemmelse er opfyldt.

Hvis det umiddelbart ved politiets møde med den socialt udsatte borger er åbenbart eller overvejende sandsynligt, at den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, f.eks. baseret på politiets kendskab til denne eller omstændighederne i øvrigt, eller hvis den socialt udsatte borger i rimeligt omfang kan godtgøre dette, forudsættes det, at politiet lader straffritagelsesreglen finde anvendelse og ikke sigter den pågældende med henblik på at ransage og beslaglægge de eventuelle euforiserende stoffer, den pågældende er fundet i besiddelse af til eget forbrug. Politiet skal vejlede personer om muligheden for straffritagelse, hvis politiet vurderer, at betingelserne herfor kan være opfyldt, så den pågældendes manglende kendskab til muligheden ikke risikerer at indebære, at relevante oplysninger herom ikke fremkommer.

Har politiet sigtet den pågældende og beslaglagt stofferne fra personer, hvor der er tvivl om, hvorvidt den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, forudsættes det, at politiet og anklagemyndigheden ikke søger sagen afgjort med bøde eller tiltalefrafald, men i stedet oplyser sagen ved indhentelse af dokumentation fra relevante myndigheder, f.eks. om indkomstforhold eller stofafhængighed. Sagen vil i sådanne tilfælde skulle oplyses, så det fremgår af sagens rapporter, om borgeren er omfattet af bestemmelsen, ligesom det skal fremgå, om borgeren er blevet vejledt om muligheden for straffritagelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Politiet og anklagemyndigheden skal endvidere i tvivlstilfælde undlade at søge sagen afgjort med et bødeforelæg eller tiltalefrafald, men skal i stedet anlægge en forsigtig tilgang og søge at belyse sagens omstændigheder nærmere, så der tages mest muligt hensyn til denne gruppe af særligt udsatte borgere. Der henvises nærmere til lovforslagets § 3, nr. 1 (det foreslåede § 3, stk. 4, 1. pkt., i lov om euforiserende stoffer), og bemærkningerne hertil.

Har politiet sigtet den pågældende og beslaglagt stofferne med henblik på konfiskation, vil det kunne ske, at politiet i forbindelse med den efterfølgende sagsbehandling konstaterer, at der var tale om euforiserende stoffer til eget forbrug, som en person omfattet af den foreslåede bestemmelse besad. Det samme vil kunne ske i tilfælde, hvor bestemmelsen om stoffritagelsesrum i § 3 b, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer finder anvendelse.

Det foreslås at indføre en ny § 3 e i lov om euforiserende stoffer, hvorefter euforiserende stoffer, som er blevet beslaglagt af politiet, og som var bestemt til eget forbrug af en person, der er omfattet af § 3, stk. 4, eller § 3 b, stk. 2 (straffritagelsesreglerne), kan konfiskeres af politiet, hvis stofferne ikke på stedet kan tilbageleveres til den person, som stofferne var bestemt til.

Med henblik på at undgå efterfølgende tvivl om, hvorvidt den pågældende vil være omfattet af straffritagelsesreglen, vil politiet skulle notere, at straffritagelsesreglen fandt anvendelse i den konkrete sag. Er den pågældende sigtet, vil anvendelsen af den foreslåede bestemmelse indebære, at der vil skulle ske påtaleopgivelse. Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for, at politiet kan konfiskere stoffer, som politiet har beslaglagt, og som var bestemt til eget forbrug af en person omfattet af den foreslåede straffritagelsesregel eller den gældende bestemmelse om stofindtagelsesrum, hvis stofferne ikke på stedet kan tilbageleveres til den person, som stofferne var bestemt til.

Det forudsættes, at stofferne tilbageleveres til den pågældende, hvis politiet på stedet blot har skullet vurdere, om stofferne var til eget forbrug, eller om der i øvrigt var grundlag for straffritagelse.

Der henvises nærmere til lovforslagets § 3, nr. 2 (den foreslåede § 3 e i lov om euforiserende stoffer), og bemærkningerne hertil.

Med henblik på at evaluere anvendelsen af lovændringen vil Justitsministeriet, når bestemmelsen har været i kraft i tre år, indhente oplysninger fra relevante myndigheder og interessenter om erfaringerne med lovændringen i både de større byer og i landdistrikterne. Justitsministeriet forventer at oversende en redegørelse herom til Folketingets Retsudvalg og Socialudvalg inden udgangen af 2029.

3. Forholdet til databeskyttelsesreglerne

Udvekslingen af almindelige personoplysninger kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som led i offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige er pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.

Udvekslingen af personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 1, herunder helbredsoplysninger, kan ske uden den registreredes samtykke, idet behandlingen er nødvendig for at opfylde kommunalbestyrelsernes sundheds- og socialretlige forpligtelser i medfør af denne lov, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra b.

De almindelige regler for behandling af personoplysninger skal under alle omstændigheder iagttages. Dette gælder blandt andet princippet om, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed), princippet om, at personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål (formålsbegrænsning), jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, og princippet om, at personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænsede til det der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering), jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at have direkte økonomiske konsekvenser for kommunerne og regionerne bredt set, idet der ikke er tale om nye indsatser eller materielle ændringer af eksisterende indsatser. Lovforslaget medfører således ikke nye rettigheder efter serviceloven eller en udvidelse af målgruppen for eksisterende indsatser for de borgere, som er omfattet af forsøgsordningen om ”Borger i Danmark”. Lovforslaget vil dog have økonomiske konsekvenser for de kommuner og regioner, der vælger at etablere et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og som derved omfattes af forsøgsordningen med ”Borger i Danmark”. Som del af den politiske aftale om Værdighedsreform er der afsat midler til ansøgningspuljer til finansiering af hhv. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, hvor kommune(r), region og civilsamfundsorganisation(er) går sammen om at etablere og drifte husene eller udsatte-enhederne. Forslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med kommunerne.

Lovforslaget vurderes at have implementeringsmæssige konsekvenser for de kommuner, der vælger at søge om midler til etablering af et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og som derved vil blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning om ”Borger i Danmark” efter denne lovs § 2, nr. 1.

Lovforslaget vurderes at have implementeringsmæssige konsekvenser for de regioner, som går sammen med en eller flere kommuner samt civilsamfundsorganisationer om at søge om midler til etablering af et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og som derved vil blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning om ”Borger i Danmark” efter denne lovs § 2, nr. 1.

Forslaget om fasttrack-ordning i Ankestyrelsen for behandling af sager om uenighed om handlekommuneansvaret har økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser for staten, idet der afsættes 1,5 mio. kr. årligt til Ankestyrelsen til sagsbehandling af sager, hvor der er uenighed kommuner imellem om, hvem der er en udsat borgers handlekommune i sager, herunder til at træffe afgørelse om midlertidig handlekommune i henhold til retssikkerhedslovens § 9, stk. 8.

Den foreslåede ændring om undladelse af strafforfølgning af socialt udsatte med stærk stofafhængighed for besiddelse af stoffer til eget forbrug vurderes at ville medføre begrænsede mindreudgifter på Justitsministeriets område som følge af, at målgruppen i mindre grad end i dag vil blive strafforfulgt og få beslaglagt og konfiskeret de euforiserende stoffer, som de besidder til eget forbrug.

Lovforslaget vurderes at overholde seks af principperne om digitaliseringsklar lovgivning. For så vidt angår princippet om sammenhæng på tværs og ensartede begreber bemærkes det, at begrebet og målgruppen ”de mest udsatte borgere”, jf. den foreslåede § 111 c i serviceloven ikke vil kunne sidestilles med begrebet og målgruppen ”udsatte borgere”, som indgår i Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen af april 2025, da de to målgrupper vil kunne afvige fra hinanden.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes at have økonomiske konsekvenser for de civilsamfundsorganisationer, der vælger at gå sammen med en eller flere kommuner samt en region om at søge om midler til etablering af Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed. Midlerne kan søges via de ansøgningspuljer, der er afsat med den politiske aftale om værdighedsreform til finansiering af hhv. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, og kan bruges til at kommune(r), region og civilsamfundsorganisation(er) går sammen om at etablere og drifte husene eller udsatte-enhederne.

Lovforslaget vurderes ligeledes at have administrative konsekvenser for de civilsamfundsorganisationer, der vælger at gå sammen med en eller flere kommuner samt en region om at søge om midler til etablering af Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, bl.a. ift. tilskudsadministration mv.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget om at kommunalbestyrelsen sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, vil betyde, at de mest udsatte borgere fremover vil kunne få tværsektoriel og tværfaglig hjælp ét sted.

Forslaget om en forsøgsordning om ”Borger i Danmark” vil bidrage til, at de mest udsatte borgere vil få lettere adgang til udvalgte eksisterende indsatser, uanset hvor i landet de befinder sig. Disse borgere vil ikke være nødsaget til først at række ud til deres egen handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, for at få hjælp, men vil i stedet kunne få adgang til hjælp i et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed og her få bevilget de indsatser, der er omfattet af forsøgsordningen.

Forslaget om at etablere en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen, hvorefter Ankestyrelsen i mellemkommunale sager om handlekommuneansvaret for udsatte borgere skal træffe afgørelse om handlekommuneansvaret inden for 10 arbejdsdage, vurderes at bidrage til, at borgere hurtigere kan få afklaret, hvilken kommune der er deres handlekommune og dermed til, at udsatte borgere hurtigere kan få hjælp og støtte efter serviceloven. Forslaget om at Ankestyrelsen straks ved modtagelsen af disse sager samtidig skal træffe afgørelse om midlertidig handlekommune vil yderligere understøtte, at udsatte borgere hurtigere kan få hjælp af den ansvarlige kommune.

7. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at medføre klimamæssige konsekvenser.

8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at medføre miljø- og naturmæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. juni 2026 til den 21. august 2026 (53 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3 F – Fagligt Fællesforbund, ADHD-foreningen, Advokatsamfundet/Advokatrådet, Aids-Fondet, Alkohol og Samfund, Angstforeningen, Ankestyrelsen, Antidote Danmark, Autismeforeningen, BDO Kommunernes Revision, Bedre Psykiatri, Blå Kors Danmark, Borderlinenetværket, Broen Danmark, BrugerForeningen, Brugernes Akademi, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, Center for Rusmiddelforskning, Center for Seksuelt Misbrugte, CiFri – Netværk for forskning i civilsamfund og frivillighed, Danmarks Statistik, Danner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Folkehjælp, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for Addiktiv Medicin, Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Sygepleje Selskab, Danske Advokater, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Fysioterapeuter, Danske Patienter, Danske Psykiateres og Børne- og Ungdomspsykiateres organisation (DPBO), Danske Regioner, De Anbragtes Vilkår, Den Danske Dommerforening, Den Sociale Udviklingsfond, Depressionsforeningen, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, Det Nationale Integrationsråd, Det Sociale Netværk, Dialog Mod Vold, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd, Etisk Råd, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Fagforeningen Civile i Danmarks Fængsler, Fagligt Selskab for Addiktiv Sygepleje, Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, FAKL - Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger, FOA – Fag og Arbejde, Fonden for Socialt Ansvar, Foreningen af Danske Døgninstitutioner, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Yngre Psykiatere, Forening for Ledere af Offentlige Rusmiddelcentre, Fountain House, Frederiksberg Kommune (Socialtilsyn Hovedstaden), Frelsens Hær, FriSe, Færøernes Landsstyre, Faaborg-Midtfyn Kommune (Socialtilsyn Syd), Gadejuristen, Hjem til Alle, Hjørring Kommune (Socialtilsyn Nord), HK/kommunal, Holbæk Kommune (Socialtilsyn Øst), Hus Forbi, Institut for Menneskerettigheder, ISPS-DK – Internationalt selskab for psykologisk behandling, Justitia, KABS – behandlingscenter for stofbrugere, KFUK’s Sociale Arbejde, KFUM’s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær, KL, Kofoeds Skole, Kommunale Velfærdschefer, Kristelig Fagbevægelse, Kvisten, Københavns Kommune, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet (Juridisk Fakultet), Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen af Væresteder (LVS), Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), Landsforeningen KRIM, Landsforeningen Lænken, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Landsforeningen SPOR, LAP - Landsforeningen af tidligere og nuværende Psykiatribrugere, Lev Uden Vold, Livslinjen, LOCHI – Foreningen for ledere og chefer i offentlige hjemløshedsindsatser, LOKK – Landsorganisation af Kvindekrisecentre, LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud, Lægeforeningen, Mandecentret, Manderådet, Mændenes Hjem, Mødrehjælpen, OCD-foreningen, Odense Kommune, Offerrådgivningen i Danmark, Outsideren, Politiforbundet, Praktiserende Lægers Organisation, Projekt Udenfor, Psykiatrialliancen, Psykiatrifonden, Retspolitisk Forening, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af Boformer for Hjemløse i Danmark (SBH), Samtlige byretter, SAND – De Hjemløses Landsorganisation, Selveje Danmark, Silkeborg kommune (Socialtilsyn Midt), SIND, SIND Ungdom, Skizofreniforeningen, Sjældne diagnoser, Socialpædagogerne, Socialt Lederforum, Socialt Udviklingscenter (SUS), Stenbroens Jurister, Styrelsen for Danmarks Fængsler, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), TABUKA, TUBA, Vejle Kommune, Ventilen, Vesterbro Retshjælp, Vestre Landsret, Veterancentret, VIVE – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, WeShelter, Yngre Læger, Ældre Sagen, Østre Landsret, Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Kommune og Aarhus Retshjælp.

11. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslaget vurderes ikke at have direkte økonomiske konsekvenser for kommunerne og regionerne, idet der ikke er tale om nye indsatser eller materielle ændringer af eksisterende indsatser.

Den foreslåede ændring om undladelse af strafforfølgning af socialt udsatte med stærk stofafhængighed for besiddelse af stoffer til eget forbrug vurderes at ville medføre begrænsede mindreudgifter på Justitsministeriets område.

Forslaget om en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen medfører statslige merudgifter på 1,5 mio. kr. årligt.

Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslaget vurderes at have implementeringsmæssige konsekvenser for de kommuner og regioner, der vælger at søge om midler til etablering af et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og som derved vil blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget om forsøgsordning om ”Borger i Danmark” vil bidrage til, at de mest udsatte borgere vil få lettere adgang til udvalgte eksisterende indsatser efter serviceloven, uanset hvor i landet de befinder sig.

Forslaget om en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen skal sikre hurtigere afklaring af handlekommuneansvaret, og dermed hurtigere hjælp, over for udsatte borgere, fordi uenighed om handlekommuneansvaret ikke vil forsinke relevante indsatser til borgeren.

Ingen

Klimamæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering (der i relevant omfang også gælder ved implementering af ikke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt X)

Ja

Nej

X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der findes ikke hjemmel i serviceloven til, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder til de mest udsatte borgere.

Det foreslås, at der i serviceloven indsættes et nyt § 111 c, stk. 1, om, at kommunalbestyrelsen sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd kan oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder og her samle indsatser til de mest udsatte borgere.

Ved civilsamfundsorganisationer kan også forstås brugerorganisationer, dvs. organisationer, de repræsenterer forskellige udsatte grupper.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Gadens Huse vil skulle fungere som én samlet indgang til hjælp og støtte i de større byer, hvor indsatser til udsatte borgere bliver samlet ét sted med henblik på at lette adgangen og sikre en integreret og helhedsorienteret hjælp og støtte. Husene vil samtidig skulle fungere som bindeled og tilbyde systematisk brobygning og koordinering til mere specialiseret hjælp, som f.eks. behandling i psykiatrien eller det øvrige sundhedsvæsen, og de vil skulle udføre en opsøgende og udgående indsats med henblik på at nå ud til de udsatte borgere, som ikke modtager hjælp i dag, og til borgere som i perioder af deres liv ikke er i stand til at møde op i et Gadens Hus. Husene vil både skulle være tværsektorielle, dvs. med inddragelse af både region, kommune og civilsamfundet, og tværfaglige, dvs. med både social- og sundhedsfaglige indsatser og evt. andre relevante indsatser. I Gadens Huse skal som minimum være civilsamfundsaktiviteter, sundhedsfaglig hjælp, sagsbehandling, socialpædagogisk støtte og rusmiddelbehandling fysisk til stede.

Gadens Huse vil blive etableret via en ansøgningspulje, hvor kommune(r), det stedlige regionsråd og civilsamfundsorganisation(er) går sammen om at søge midler til at etablere og drifte husene. Husene skal udgøre et formaliseret og ligeværdigt samarbejde mellem kommune(r), region og civilsamfundsorganisation(er). Det vil være op til parterne, hvordan de vil organisere sig, herunder hvem der vil skulle varetage den daglige drift, idet det dog vil være kommunen, der vil skulle søge som tilskudsansvarlig til ansøgningspuljen til Gadens Huse. Husene kan bestå af flere lokationer, ligesom det vil være muligt at etablere tilknyttede satellitter, for eksempel mhp. at dække et større geografisk område eller undgå for høj koncentration af meget udsatte borgere på samme sted. Etableres husene med flere lokationer og/eller tilknyttede satellitter, vil alle lokationerne/satellitterne tilsammen skulle rumme de indsatser, som Gadens Hus i henhold til det foreslåede § 111 c, skal indeholde.

Et Gadens Hus vil have som geografisk optageområde den kommune, der sammen med det stedlige regionsråd og civilsamfundsorganisation(er) har etableret det pågældende hus, og tilbuddet vil dermed være tilgængeligt for borgere i dette område, som falder indenfor målgruppen, jf. § 111 c, stk. 2.

De mobile udsatte-enheder vil skulle fungere som en opsøgende indsats for de mest udsatte borgere uden for de store byer og i landdistrikterne med fokus på at lette adgangen til hjælp samt at sikre en tværfaglig, integreret og helhedsorienteret hjælp. Tilgangen i de mobile udsatte-enheder vil være den samme som i Gadens Huse, dvs. at de både vil skulle være tværsektorielle, i form af samarbejde mellem region, kommune og civilsamfund, og tværfaglige, dvs. med både social- og sundhedsfaglige samt evt. øvrige relevante indsatser, men de enkelte udsatte-enheder vil være af mindre skala. De mobile udsatte-enheder skal som minimum tilbyde civilsamfundsaktiviteter, sundhedsfaglig hjælp, sagsbehandling samt socialpædagogisk støtte. Derudover skal de mobile indsatser tilbyde systematisk brobygning og koordinering til mere specialiseret hjælp, som f.eks. behandling i psykiatrien eller det øvrige sundhedsvæsen.

De mobile udsatte-enheder vil blive etableret via en ansøgningspulje, hvor en eller flere kommune(r) uden for de større byer, det stedlige regionsråd og civilsamfundsorganisation(er) går sammen om at søge midler til at etablere og drifte enhederne. Enhederne skal udgøre et formaliseret og ligeværdigt samarbejde mellem kommune(r), region og civilsamfundsorganisation(er). Det vil være op til parterne, hvordan de vil organisere sig, herunder hvem der vil skulle varetage den daglige drift. Både kommune(r), regionen og civilsamfundsorganisation(er) vil kunne søge som tilskudsansvarlig til ansøgningspuljen til de mobile udsatte-enheder.

En mobil udsatte-enhed vil have som geografisk optageområde den eller de kommuner, der sammen med det stedlige regionsråd og civilsamfundsorganisation(er) har etableret den pågældende enhed, og tilbuddet vil dermed være tilgængeligt for borgere i dette område, som falder indenfor målgruppen, jf. § 111 c, stk. 2.

Med den politiske Aftale om værdighedsreform af 29. januar 2026 udmøntes puljer til finansiering af hhv. Gadens Huse og mobile udsatte-enheder, som parterne vil kunne søge på baggrund af et formaliseret og ligeværdigt samarbejde. Af puljekriterierne vil fremgå nærmere krav og betingelser til oprettelsen, indholdet, organiseringen mv. af Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder. Det foreslåede § 111 c, stk. 1, har til formål at sikre den tilstrækkelige hjemmel til oprettelsen af Gadens Huse og mobile udsatte-enheder.

Det foreslås videre, at der indsættes et nyt § 111 c, stk. 2, om, at stk. 1 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig, borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug eller borgeren har en svær psykisk lidelse.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at målgruppen for Gadens Huse og de mobile udsatte-enheder vil være afgrænset til personer, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig, borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug eller borgeren har en svær psykisk lidelse. Ved kriteriet om at være uden for arbejdsstyrken forstås borgere, som modtager varige ydelser som førtids- eller folkepension, er aktivitetsparate modtagere af midlertidige ydelser eller er helt uden indkomst fra beskæftigelse eller offentlige overførsler (selvforsørgende). Beskæftigelse via socialt frikort eller salg af sociale aviser vil dog ikke udelukke borgere fra målgruppen. Fsva. kriterierne om at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug, eller at borgeren har en svær psykisk lidelse, vil det ikke være et krav, at borgeren er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, aktuelt er under udredning i psykiatrien eller modtager eller tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, alkohol- eller misbrugsbehandling. Vurderingen af, hvorvidt en borger opfylder kriterierne vil altid skulle bero på en konkret, individuel vurdering foretaget af lederen eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen.

Det foreslås videre, at der indsættes et nyt § 111 c, stk. 3, om, at lederen af et Gadens Hus eller af en mobil udsatte-enhed, eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller for den mobile udsatte-enhed, jf. stk. 2. I afgørelsen efter 1. pkt. kan der tages hensyn til kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være lederen af Gadens Hus eller af en mobil udsatte-enhed, eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen, jf. stk. 2, og derved kan få adgang til Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, herunder de lavtærskeltilbud, der findes i huset eller enheden. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at lederen i sin afgørelse vil kunne tage højde for kapacitet. En borger, der er i målgruppen efter stk. 2, vil dermed godt kunne afvises i tilfælde af, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet i Gadens Hus eller den mobile enhed på det pågældende tidspunkt. Lederen vil i sådanne tilfælde i videst muligt omfang skulle hjælpe borgeren videre til anden relevant hjælp, eksempelvis ved at rådgive borgeren om øvrige støttemuligheder, relevante civilsamfundstilbud eller lign.

Lederens afgørelse om, at en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil ikke give borgeren krav på bestemte afgørelser eller indsatser, herunder adgang til indsatserne efter § 9 e, stk. 2, jf. stk. 1.

Delegerer lederen af et Gadens Hus eller af en mobil udsatte-enhed sin kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller for den mobile udsatte-enhed, til en eller flere medarbejdere, skal lederen sikre sig, at den eller de medarbejdere, afgørelseskompetencen er delegeret til, har de nødvendige faglige forudsætninger til at træffe afgørelse.

Lederens delegation af afgørelseskompetencen fritager ikke lederen for det overordnede ansvar. Det er således lederens ansvar at sikre, at den eller de medarbejdere, der har fået delegeret kompetencen, er bekendt med de faglige og organisatoriske rammer, afgørelsen kan træffes inden for, og at de afgørelser, der træffes, er lovlige og korrekte.

Lederen kan til enhver tid trække delegationen tilbage eller ændre en afgørelse truffet af en medarbejder, hvis lederen finder det nødvendigt.

I og med det vil være op til parterne, dvs. hhv. kommune(r), region og civilsamfundsorganisation(er), hvordan de vil organisere sig, vil det være op til parterne selv at beslutte, hvem der vil skulle varetage den daglige drift, herunder hvem der vil skulle fungere som leder af huset eller enheden, herunder hvordan lederen vælges.

Vurderingen, som ligger til grund for afgørelsen, af, hvorvidt en borger opfylder målgruppekriterierne, jf. stk. 2, vil altid skulle bero på en konkret, individuel vurdering foretaget af lederen eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen.

Afgørelsen om hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed vil kunne meddeles borgeren mundtligt. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 23, stk. 1.

Det foreslås dertil, at der indsættes et nyt § 111 c, stk. 4, om at lederens afgørelse efter stk. 3 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at borgere, der afvises fra et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, som følge af at lederen har truffet afgørelse herom, ikke vil have klageadgang ift. den pågældende afgørelse.

Til § 2

Til nr. 1

Det foreslås, at der i retssikkerhedsloven i kapitel 3 efter § 9 d indsættes to nye paragraffer med overskriften ”Forsøgsordning med ”Borger i Danmark i Gadens Huse og mobile udsatte-enheder”.

(Til § 9 e)

Det fremgår af § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne hertil påhviler handlekommunen, jf. dog §§ 9 b og 9 c. Handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog stk. 2-13 og § 9 a.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 9 e, stk. 1, om at en kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c i lov om social service, kan træffe afgørelse om indsatser efter lov om social service, jf. stk. 2, overfor en borger i målgruppen, jf. stk. 3. Dette gælder uanset, om borgeren har en anden handlekommune efter § 9.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommuner, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. det foreslåede § 111 c, stk. 1, i serviceloven, vil kunne træffe afgørelse om de indsatser efter serviceloven, som fremgår af det foreslåede § 9 e, stk. 2, til borgere, der opsøger eller kommer i kontakt med det pågældende Gadens Hus eller mobile udsatte-enhed, herunder også vurdere, om en borger er i målgruppen for forsøgsordningen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 3. Dette vil gælde, uanset om borgeren har en anden handlekommune efter § 9, end den kommune, som det pågældende Gadens Hus eller den mobile udsatte-enhed er beliggende i.

I de tilfælde, hvor to eller flere kommuner i fællesskab med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil hjemlen til at træffe afgørelser efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, gælde for hver af de involverede kommuner.

Kompetencen til at træffe afgørelse efter § 9 e, stk. 1, vil ikke kunne delegeres til andre myndigheder eller organisationer, f.eks. fra civilsamfundsorganisationer, der har tilknytning til husene eller de mobile udsatte-enheder. Afgørelsen om, hvorvidt en borger er i målgruppen for forsøgsordningen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 3, i retssikkerhedsloven, vil derimod alene kunne træffes af kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 1. Kommunalbestyrelsen vil dermed, eksempelvis efter at have oplyst en sag, kunne træffe afgørelse om, at en borger ikke er i målgruppen for forsøgsordningen, uagtet at lederen af Gadens Hus eller af den mobile udsatte-enhed forud herfor har givet den pågældende borger adgang til huset eller enheden. Den forudgående afgørelse truffet af lederen af Gadens Hus eller den mobile udsatte-enhed vil altså ikke give borgeren krav på bestemte afgørelser eller indsatser, herunder adgang til indsatserne efter § 9 e, stk. 2, jf. stk. 1.

Det vil fortsat være borgers handlekommune efter § 9, der har ansvar for at sikre, at en borger modtager den hjælp og støtte, som borgeren har behov for. Den kommune, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og som i henhold til § 9 e, stk. 1, vil kunne træffe afgørelse om indsatser efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, vil med den foreslåede ordning således ikke få andel i eller få overdraget handlekommuneansvaret for borgeren efter retssikkerhedslovens § 9.

Forslaget vil i forlængelse af ovenstående ikke ændre på, at det fortsat vil være handlekommunen, som har finansieringsansvaret i forhold til borgere, som kommunen er handlekommune for. Den kommune, som efter retssikkerhedslovens § 9 er handlekommunen for borgeren, vil derfor skulle afholde udgifterne til de indsatser, som iværksættes som en del af forsøgsordningen.

Forslaget vil udelukkende fravige retssikkerhedslovens § 9 med henblik på at give kommuner, som har etableret et Gadens Huse eller en mobil udsatte-enhed mulighed for at iværksætte udvalgte indsatser efter serviceloven, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 2, for borgere, der er omfattet af forsøgsordningen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 3, uanset hvilken kommune der efter gældende regler er borgerens handlekommune. Der etableres således ikke med forslaget hjemmel til i øvrigt at fravige handlekommunereglerne i retssikkerhedslovens § 9.

Såfremt en borger er i målgruppen for forsøgsordningen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 3, og har handlekommune i den kommune, som et Gadens Hus ligger placeret i, eller den kommune som en mobil udsatte-enhed er tilknyttet, vil denne kommune være handlekommune for den pågældende borger og dermed kunne visitere til samtlige indsatser efter serviceloven og andre lovgivninger. Det følger af § 9, stk. 1, i de almindelige handlekommuneregler efter retssikkerhedsloven. Hvis en borger er i målgruppen for forsøgsordningen og derimod har handlekommune i en anden kommune, vil den kommune, som har etableret et Gadens Hus, eller den kommune som en mobil udsatte-enhed er tilknyttet, alene kunne visitere den pågældende borger til de indsatser efter serviceloven, som indgår i forsøget, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 2. Forslaget vil således ikke ændre de materielle betingelser i de enkelte bestemmelser i serviceloven.

I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 1, har truffet afgørelse om og iværksat en indsats til borgeren efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, vil den indsats, der er visiteret og iværksat, fortsætte, indtil kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 1, eller borgerens handlekommune efter § 9 måtte træffe en ny afgørelse baseret på en konkret vurdering af, at borgerens situation og behov har ændret sig.

I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 1, har truffet afgørelse om og iværksat en indsats til borgeren efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, og der samtidig eller efterfølgende indbringes en sag for Ankestyrelsen med henblik på at fastslå borgerens handlekommune, vil den indsats, der er visiteret og iværksat, fortsætte, indtil den af Ankestyrelsen udpegede handlekommune måtte træffe en ny afgørelse baseret på en konkret vurdering af, at borgerens situation og behov har ændret sig.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for nærmere om ministeriets overvejelser.

Det foreslås videre, at der indsættes et nyt § 9 e, stk. 2, om, at der efter stk. 1 kan træffes afgørelse efter følgende bestemmelser i lov om social service, hhv. § 82 a om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder, § 82 b om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder, § 83 om personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, § 83 a om korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb, § 85 om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder, § 86 om genoptræning, § 97 om ledsagelse, § 98 om særlig kontaktperson til døvblinde, § 99 om støtte- og kontaktperson, § 100 om kompensationsydelse, § 101 om social behandling til personer med et stofmisbrug, herunder også som døgnbehandling efter § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2, § 102 om behandlingsmæssige tilbud, § 103 om beskyttet beskæftigelse, § 104 om aktivitets- og samværstilbud, § 112 om hjælpemidler, § 113 om forbrugsgoder, § 113 a om køb af forbrugsgoder, § 113 b om tidsbegrænset hjælpemidler og forbrugsgoder samt § 117 om befordring med individuelle transportmidler.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at hjemlen efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, kun vil omfatte de indsatser i serviceloven, der fremgår af stk. 2. Det vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse efter §§ 82 a, 82 b, 83, 83 a, 85, 86, 97, 98, 99, 100, 101, herunder også som døgnbehandling efter § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2, 102, 103, 104, 112, 113, 113 a, 113 b samt 117. Alle de oplistede indsatser vil skulle indgå i forsøgsordningen, hvorefter kommunalbestyrelsen efter det foreslåede § 9 e, stk. 1 vil kunne træffe afgørelse. Den eller de pågældende kommunalbestyrelser, der sammen med den stedlige region og civilsamfundsorganisation(er) har oprettet et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed vil dermed ikke kunne fravælge at tilbyde bestemte indsatser oplistet i § 9 e, stk. 2. Afgørelserne om indsatser vil imidlertid altid skulle bero på en konkret og individuel vurdering af borgerens konkrete behov for hjælp og støtte.

For en nærmere beskrivelse af bestemmelserne henvises til pkt. 2.1.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Hjemlen vil dermed ikke omfatte øvrige indsatser efter serviceloven eller tilbud og indsatser efter anden lovgivning. Det betyder, at der med forslaget ikke vil blive etableret mulighed for, at kommunalbestyrelser, som opretter et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil kunne iværksætte andre indsatser efter serviceloven eller anden lovgivning til borgere med en anden handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9, medmindre der i forvejen er hjemmel hertil på det pågældende område.

Fsva. § 101 om social stofmisbrugsbehandling er det hele bestemmelsen, der er omfattet, dvs. der gives som del af ordningen hjemmel til, at en kommunalbestyrelse, som opretter et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil kunne iværksætte social misbrugsbehandling både som dag- ambulant og døgnbehandling.

Forslaget vil ikke indebære ændringer i de materielle betingelser for at modtage hjælp og støtte m.v. efter de enkelte bestemmelser i serviceloven.

Såfremt handlekommunen efter § 9 ud fra en konkret vurdering inden for gældende regler, skønner, at den eller de indsatser efter stk. 2, der er truffet afgørelse om efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, ikke længere er passende i forhold til at hjælpe og støtte borgerens behov, vil handlekommunen i henhold til § 148, stk. 2 kunne træffe en ny afgørelse om støtte og hjælp til borgeren. Den afgørelse, der måtte være truffet efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, vil være gældende, indtil handlekommunen træffer en ny afgørelse ift. det specifikke støttebehov, eller indtil den iværksatte indsats naturligt udløber. Dette vil gælde, uanset om handlekommunen efter § 9 er uenig i den pågældende afgørelse, som en anden kommunalbestyrelse har truffet efter det foreslåede § 9 e, stk. 1. Handlekommunen efter § 9 vil ikke kunne lægge serviceniveau til grund for en afgørelse om at standse eller på anden vis ændre en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen efter § 9 e, stk. 1, da en sådan afgørelse altid vil skulle bero på en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og støtte.

I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen, jf. det foreslåede § 9 e, stk. 1, har truffet afgørelse om og iværksat en indsats til borgeren efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, og der samtidig eller efterfølgende indbringes en sag for Ankestyrelsen med henblik på at fastslå borgerens handlekommune, vil den indsats, der er visiteret og iværksat, fortsætte, indtil den af Ankestyrelsen udpegede handlekommune måtte træffe en ny afgørelse baseret på en konkret og individuel vurdering herunder af, om borgerens situation og behov har ændret sig.

Det foreslås videre at indsætte et nyt § 9 e, stk. 3, om, at stk. 1 omfatter borgere, der opsøger et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig, at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug eller at borgeren har en svær psykisk lidelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det alene vil være borgere, som er uden for arbejdsstyrken og som opfylder to ud af de 3 kriterier, der opstilles i bestemmelsen, som vil være i målgruppen for forsøgsordningen, og over for hvem kommunalbestyrelsen vil kunne iværksætte de indsatser efter serviceloven, som fremgår af det foreslåede § 9 e, stk. 2. Kriterierne er hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig, at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug eller at borgeren har en svær psykisk lidelse. Ved kriteriet om at være uden for arbejdsstyrken forstås borgere, som modtager varige ydelser som førtids- eller folkepension, er aktivitetsparate modtagere af midlertidige ydelser eller er helt uden indkomst fra beskæftigelse eller offentlige overførsler (selvforsørgende). Beskæftigelse via socialt frikort eller salg af sociale aviser vil dog ikke udelukke borgere fra målgruppen. Fsva. kriterierne om at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug, eller at borgeren har en svær psykisk lidelse, vil det ikke være et krav, at borgeren er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, aktuelt er under udredning i psykiatrien eller modtager eller tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, alkohol- eller misbrugsbehandling.

Vurderingen af, hvorvidt en borger opfylder kriterierne vil altid skulle bero på en konkret, individuel vurdering foretaget af kommunalbestyrelsen.

Ved borgere, der opsøger et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed i den foreslåede bestemmelse, forstås også borgere, som kommer i kontakt med et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed via dennes eventuelle opsøgende og udgående indsats.

Det foreslås videre at indsætte et nyt § 9 e, stk. 4, om, at en kommunalbestyrelse, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen for forsøgsordningen, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det alene vil være kommunalbestyrelsen, der vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt en person er i målgruppen efter det foreslåede § 9 e, stk. 3, og derved vil være omfattet af forsøgsordningen. Kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen vil ikke kunne uddelegeres til andre myndigheder eller organisationer, f.eks. fra civilsamfundsorganisationer, der har tilknytning til husene eller de mobile udsatte-enheder. Kommunalbestyrelsens afgørelse vil være gældende, uanset at borgerens handlekommune efter § 9 måtte være uenig i afgørelsen eller i den konkrete vurdering, der er lagt til grund herfor.

Afgørelsen om hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen for forsøgsordningen vil kunne meddeles borgeren mundtligt. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Det fremgår af forvaltningslovens § 23, stk. 1.

Det bemærkes, at en eller flere kommunalbestyrelser vil kunne gå sammen om at oprette Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed i samarbejde med det stedlige regionsråd og en eller flere civilsamfundsorganisationer. I de tilfælde, hvor to eller flere kommunalbestyrelser i fællesskab har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil hjemlen til at træffe afgørelser efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, gælde for samtlige involverede kommuner.

Såfremt den kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, kommer i kontakt med en borger, som kommunalbestyrelsen vurderer, ikke er omfattet af målgruppen i det foreslåede § 9 e, stk. 3, og som kommunalbestyrelsen ikke har handlekommuneansvaret for efter § 9, bør kommunalbestyrelsen, som følge af offentlige myndigheders almindelige vejledningspligt, vejlede borgeren om, hvor borgeren kan henvende sig, for at få hjælp

Det foreslås videre at indsætte et nyt § 9 e, stk. 5, om, at kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 4 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Det foreslåede § 9 e, stk. 5, vedrører alene kommunalbestyrelsens beslutning om, hvorvidt en borger er i målgruppen for forsøgsordningen. Kommunalbestyrelsens afgørelse om en konkret indsats iværksat under forsøgsordningen vil derimod kunne påklages til Ankestyrelsen efter de bestemmelser herom, der gælder for den konkrete indsats.

Det foreslås videre at indsætte et nyt § 9 e, stk. 6, om, at udgifter til indsatser efter stk. 2, som en kommunalbestyrelse har truffet afgørelse om efter stk. 1, afholdes af borgerens handlekommune efter § 9.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det fortsat vil være borgerens handlekommune, der har finansieringsansvaret ift. egne handlekommuneborgere. Den kommune, som efter § 9 er handlekommune for borgeren, vil derfor skulle afholde udgifterne til de indsatser, som iværksættes som en del af forsøgsordningen, uanset at det ikke er denne kommune som har truffet afgørelse om indsatsen. Den kommunalbestyrelse, der efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, og som træffer afgørelser om indsatser efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, vil derved hos borgerens handlekommune efter § 9 kunne opkræve de faktiske udgifter for den konkrete indsats, borgeren har fået bevilget efter det foreslåede § 9 e, stk. 2.

Borgerens handlekommune, der efter det foreslåede § 9 e, stk. 6, vil skulle afholde udgifter til indsatser efter det foreslåede § 9 e, stk. 2, vil kunne have et mellemkommunalt krav efter retssikkerhedslovens § 9 c mod en eventuel tidligere handlekommune, såfremt reglerne i § 9 c omfatter situationen omkring denne borger. Det kan eksempelvis være efter § 9 c, stk. 5 og 6.

Krav om udgifter til indsatser efter lov om social service, der efter § 9 c, stk. 2-9, kan rejses, skal rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet, jf. § 9 c, stk. 14, 2. pkt.

(Til § 9 f)

Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, at udvekslingen af almindelige personoplysninger kan ske med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller som led i offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige er pålagt, jf. artikel 6, stk. 1, litra e.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1.3 for en beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås at indsætte et nyt § 9 f, stk. 1, om at en kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, skal orientere borgerens handlekommune efter § 9 herom.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, vil blive forpligtet til at orientere borgerens handlekommune efter § 9 umiddelbart efter, at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter forsøgsordningen i forhold til denne handlekommunes borger.

Det foreslås videre at indsætte et nyt § 9 f, stk. 2, om, at er det nødvendigt for behandlingen af en sag efter § 9 e, skal en kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune efter § 9 løbende udveksle oplysninger af betydning for den pågældende indsats. Udveksling af oplysninger efter 1. pkt. kan ske uden forudgående samtykke fra borgeren.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c, stk. 1 i serviceloven, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune efter § 9 i retssikkerhedsloven, løbende skal udveksle oplysninger af betydning for den pågældende indsats. Udveksling af oplysninger vil kunne ske uden forudgående samtykke fra borgeren.

Den foreslåede bestemmelse vil også indebære, at den myndighed, som vil blive forpligtet til at orientere borgerens handlekommune efter § 9 dermed også er forpligtet til at videregive oplysninger til borgerens handlekommune efter § 9, når betingelsen i § 9 f, stk. 1, er opfyldt, herunder når myndigheden har truffet afgørelse om en indsats efter § 9 e, stk. 2.

Det foreslåede § 9 f, stk. 2, supplerer dermed § 11 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, hvorefter myndigheden efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, kan forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen.

Nødvendighedskravet indebærer, at der alene må udveksles oplysninger, som er relevante og påkrævede for den konkrete sags behandling og for varetagelsen af indsatsen efter § 9 e, stk. 2. Oplysninger, der ikke har betydning for indsatsen eller sagens oplysning, vil således ikke kunne udveksles efter bestemmelsen.

Oplysninger af betydning for den pågældende indsats vil eksempelvis kunne være oplysninger til brug for en vurdering af, om borgeren er i målgruppen, oplysninger om borgerens historik, nuværende situation eller allerede igangsatte indsatser mv.

Den foreslåede bestemmelse supplerer forvaltningslovens § 28, stk. 1, hvorefter det følger, at for videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 i lov om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 1, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 61, stk. 1, at hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, herunder om hvilken kommune der er handlekommune for en borger, kan sagen indbringes for Ankestyrelsen, der træffer afgørelse i sagen. Ankestyrelsen fungerer i den forbindelse som tvistløsningsorgan mellem de involverede kommuner. Der er ikke i dag lovbestemte frister for Ankestyrelsens behandling af sager om fastlæggelse af handlekommune eller midlertidig handlekommune efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 14, eller uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens § 61.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 61, stk. 2, om, at opstår der uenighed mellem 2 eller flere kommuner, jf. stk. 1, om, hvilken kommune der er handlekommune for en borger, jf. stk. 3, træffer Ankestyrelsen afgørelse herom inden for 10 arbejdsdage, fra sagen er indbragt for Ankestyrelsen. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, medregnes ikke i fristen nævnt i 1. pkt.

Forslaget vil indebære en forpligtelse for Ankestyrelsen til at træffe afgørelse efter retssikkerhedslovens § 61 inden for 10 arbejdsdage, når en kommune eller eller en kommune på vegne af en borger indbringer en uenighed for Ankestyrelsen om, hvilken kommune, der efter retssikkerhedslovens § 9 er handlekommune for en udsat borger. De 10 arbejdsdage vedrører den tid Ankestyrelsen har til at foretage sagsbehandling og til at træffe afgørelse. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, herunder de involverede kommuner, medregnes ikke i fristen på 10 arbejdsdage.

Bestemmelsen finder anvendelse i sager vedrørende handlekommuneansvaret, jf. § 9 for udsatte borgere, jf. det foreslåede § 61, stk. 3.

Ankestyrelsen vil indledningsvist skulle orientere sig aktivt i det fremsendte sagsmateriale og hurtigst muligt mhp. overholdelse af 10-dages fristen evt. kontakte kommunerne om manglende sagsoplysninger. Ankestyrelsen vil med fastsættelsen af fristen for kommunernes indsendelse af oplysninger kunne understøtte den prioriterede sagsbehandling, der er foreslået med etableringen af en fasttrack-ordning for denne type sager.

Bestemmelsen vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor en eller flere kommuner, eventuelt på vegne af en udsat borger, indbringer en sag for Ankestyrelsen som følge af uenighed de pågældende kommuner imellem, om hvem der er handlekommune for den udsatte borger. Dette kan eksempelvis være, fordi borgeren på skift opholder sig i andre kommuner, end der, hvor vedkommende senest har haft adresse, og der derved opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der i henhold til § 9 er borgers handlekommune og derved skal hjælpe den pågældende.

Bestemmelsen finder anvendelse for sager om mellemkommunal uenighed om udsatte borgere, der indbringes for Ankestyrelsen efter lovens ikrafttrædelse, jf. lovforslagets § 4, stk. 5. Bestemmelsen finder derved ikke anvendelse for sager indbragt for Ankestyrelsen forud for lovens ikrafttrædelse, ej heller for sager indbragt for Ankestyrelsen før lovens ikrafttræden, og som derefter indsendes på ny efter lovens ikrafttræden. For disse sager vil de hidtidige regler finde anvendelse.

Det foreslås også at indsætte et nyt § 61, stk. 3, om at stk. 2 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig, at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug eller at borgeren har en svær psykisk lidelse.

Bestemmelsen regulerer, at det foreslåede § 61, stk. 2, alene vil omfatte sager om mellemkommunal uenighed om handlekommuneansvaret for udsatte borgere, dvs. borgere over 18 år som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder to ud af tre kriterier, hhv. at borgeren har særlige sociale problemer og ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug eller at borgeren har en svær psykisk lidelse. Ved kriteriet om at være uden for arbejdsstyrken forstås borgere, som modtager varige ydelser som førtids- eller folkepension, er aktivitetsparate modtagere af midlertidige ydelser eller er helt uden indkomst fra beskæftigelse eller offentlige overførsler (selvforsørgende). Beskæftigelse via socialt frikort eller salg af sociale aviser vil dog ikke udelukke borgere fra målgruppen. Fsva. kriterierne om at borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug, eller at borgeren har en psykisk lidelse, vil det ikke være et krav, at borgeren er diagnosticeret med en svær psykisk lidelse, aktuelt er under udredning i psykiatrien eller modtager eller tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, alkohol- eller misbrugsbehandling. Vurderingen af, hvorvidt en borger opfylder kriterierne vil altid skulle bero på en konkret, individuel vurdering foretaget af kommunalbestyrelsen.

Den foreslåede fasttrack-ordning, jf. det foreslåede § 61, stk. 2, hvorefter Ankestyrelsen skal træffe afgørelse inden for 10 arbejdsdage, vil derved alene gælde for denne målgruppe.

Det vil ikke være en forudsætning for at være omfattet af målgruppen for det foreslåede § 61, stk. 2, at borgeren opsøger eller tidligere har opsøgt et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed.

Kommunen vil ved indsendelsen af en sag, hvor to eller flere kommuner er uenige om, hvilken kommune der er handlekommune, til Ankestyrelsen i et dertilhørende ankeskema skulle angive, såfremt sagen vedrører handlekommuneansvaret for en udsat borger ud fra de ovennævnte kriterier, og sagen dermed falder under fasttrack-ordningen. Kommunen vil kunne basere deres angivelse heraf på oplysninger fra borgeren, kommunens egne oplysninger eller på relevante oplysninger, kommunen måtte være kommet i besiddelse af i et Gadens Hus eller i en mobil udsatte-enhed eller på anden vis.

Det foreslås også at indsætte et nyt § 61, stk. 4, om at sager omfattet af stk. 2, jf. stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen af kommunalbestyrelser eller af en kommunalbestyrelse på vegne af en borger. Ankestyrelsen lægger kommunalbestyrelsens oplysninger om borgeren, jf. stk. 3, til grund for behandlingen af sagen.

Forslaget vil indebære, at sager under fasttrack-ordningen både vil kunne indbringes af kommunalbestyrelser såvel som af kommunalbestyrelser på vegne af en borger. Borgere, der oplever uenighed imellem to eller flere kommuner om, hvem der er ansvarlig handlekommune for den pågældende borger, vil derved kunne anmode en af de pågældende kommunalbestyrelser om at indbringe sagen for Ankestyrelsen mhp. at Ankestyrelsen træffer afgørelse om handlekommuneansvaret for borgeren, jf. § 9. Det vil alene være en kommunalbestyrelse, der på baggrund af borgerens anmodning vil kunne indbringe sagen for Ankestyrelsen. Den af de involverede kommuner, som borgeren henvender sig til, vil som udgangspunkt altid skulle indbringe sagen for Ankestyrelsen på borgerens anmodning, under forudsætning af, at der er tale om en mellemkommunal uenighed om handlekommuneansvaret og under forudsætning af, at de involverede kommuner ikke i mellemtiden har afklaret uenigheden og derved straks ved borgerens henvendelse kan meddele borgeren, hvilken af kommunerne der er borgerens handlekommune. Forslaget giver ikke adgang til, at borgere kan indbringe en sag direkte for Ankestyrelsen. Hvis en kommunalbestyrelse indbringer en sag på vegne af en borger, vil de involverede kommunalbestyrelser være parter i sagen. Borgeren, som sagen måtte være rejst på vegne af, vil ikke blive part i sagen.

Den foreslåede ordning vil indebære, at Ankestyrelsen vil skulle lægge til grund, at kommunalbestyrelsens registrering af sagen er korrekt. Ankestyrelsen vil dermed ikke skulle efterprøve den på ankeskemaet anførte registrering af, at sagen vedrører en udsat borger.

Det foreslås også at indsætte et nyt § 61, stk. 5, om, at i sager omfattet af stk. 2 meddeler Ankestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af sagen til de involverede kommuner, hvilken kommune der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8, medmindre Ankestyrelsen straks træffer afgørelse i sagen.

Det følger af § 9, stk. 8, at den af de uenige kommuner, hvor borgeren er eller senest har været bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), skal fungere som midlertidig handlekommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette handlekommune. Denne kommune vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, er blevet bopælsregistreret i en anden kommune.

Forslaget vil indebære, at i sager omfattet af stk. 2, dvs. sager omfattet af fasttrack-ordningen, skal Ankestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af sagen orientere de involverede kommuner om, hvilken kommune der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8.

Ankestyrelsen skal i henhold til det foreslåede § 61, stk. 5, orientere de involverede kommuner om, hvilken kommune, der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8, i forbindelse med modtagelsen af sagen. Dette vil indebære, at meddelelsen til kommunerne skal ske som led i de første indledende sagsskridt med henblik på at sikre, at det midlertidige handlekommuneansvar meddeles straks og uden unødigt ophold i sagen.

I situationer, hvor Ankestyrelsen ikke kan afgøre spørgsmålet om midlertidig handlekommune straks ved modtagelsen af sagen på grund af mangelfulde oplysninger, skal Ankestyrelsen uden unødigt ophold oplyse sagen med henblik på at kunne træffe afgørelse herom. Ankestyrelsen vil skulle meddele de involverede kommuner om, hvilken kommune der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8, så snart sagen er tilstrækkeligt oplyst hertil.

I situationer, hvor Ankestyrelsen i sager efter det foreslåede § 61, stk. 2, straks på det foreliggende grundlag uden partshøring træffer afgørelse om handlekommuneansvaret, vil denne afgørelse overflødiggøre meddelelsen om midlertidigt handlekommuneansvar, hvorfor det følger af bestemmelsen, at meddelelse herom i så fald ikke skal gives.

Til § 3

Til nr. 1

Det fremgår af § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, at tiltalefrafald skal meddeles for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf. Det gælder også i gentagelsestilfælde.

Det foreslås at nyaffatte § 3, stk. 4, 1. pkt. Efter den foreslåede bestemmelse strafforfølges besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug ikke, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf, jf. dog stk. 5.

Den foreslåede ordning vil indebære, at § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer bliver en regel om straffritagelse fremfor en regel om tiltalefrafald.

Den omfattede persongruppe vil forblive den samme. Det vil således fortsat være den samme vurdering af pågældendes sociale forhold, der skal foretages. Det indebærer, at betingelsen i almindelighed vil være opfyldt, hvis den pågældende er helt uden indkomst eller f.eks. modtager kontanthjælp eller førtidspension og ikke har anden indkomst eller opsparing af en vis størrelse. Derimod vil sociale forhold uanset stofafhængighedens karakter i almindelighed ikke kunne tale for straffritagelse, hvis den pågældende har arbejdsindtægter eller modtager dagpenge. Det bemærkes dog, at hvis den pågældende alene har arbejdsindtægter inden for beløbsgrænsen for den pågældendes sociale frikort, jf. lov nr. 616 af 11. juni 2024 om socialt frikort, vil det ikke tale imod straffritagelse.

Det vil desuden fortsat være et krav, at besiddelsen skyldes en stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer.

Kravet om stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer vil indebære, at der alene vil kunne undlades strafforfølgning efter bestemmelsen, hvis den pågældende igennem år har opbygget en så stærk afhængighed af hårde stoffer, f.eks. heroin og øvrige opioider, kokain og amfetamin, eller stoffer der kan sammenlignes med disse i farlighed, at vedkommende bruger disse stoffer dagligt. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af bemærkningerne til § 3, stk. 2, i lov om euforiserende stoffer, at opioider generelt (herunder f.eks. morfin, oxycodon, tramadol, fentanyl og metadon) skal være at betragte som et særlig skadeligt eller farligt stof efter § 3, stk. 2, nr. 1, i lov om euforiserende stoffer på samme måde som hårde stoffer som heroin, kokain, amfetamin og MDMA (ecstasy), jf. lov nr. 724 af 20. juni 2025, jf. Folketingstidende 2024-25, tillæg A, L 186 som fremsat, side 23. Er kravet om stærk afhængighed som følge af et længere og vedvarende misbrug af hårde euforiserende stoffer opfyldt, vil der også skulle ske straffritagelse for ulovlig besiddelse af andre stoffer, eksempelvis hash, til eget forbrug. Det forudsættes i den forbindelse, at indskrivning i lægelig misbrugsbehandling med substitutionsmedicin vil kunne indgå som en omstændighed, der taler for, at borgeren må anses som værende stærkt afhængig i den foreslåede bestemmelses forstand.

Det vil i første omgang være overladt til politiet at vurdere, om betingelserne for straffritagelse efter den foreslåede bestemmelse er opfyldt.

Hvis det umiddelbart ved politiets møde med den socialt udsatte borger er åbenbart eller sandsynligt, at den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, f.eks. baseret på politiets kendskab til denne eller omstændighederne i øvrigt, eller hvis den socialt udsatte borger i rimeligt omfang kan godtgøre dette, forudsættes det, at politiet lader straffritagelsesreglen finde anvendelse og ikke sigter den pågældende med henblik på at ransage og beslaglægge eventuelle euforiserende stoffer, den pågældende er fundet i besiddelse af til eget forbrug. Politiet skal vejlede personer om muligheden for straffritagelse, hvis politiet vurderer, at betingelserne herfor kan være opfyldt, så den pågældendes manglende kendskab til muligheden ikke risikerer at indebære, at relevante oplysninger herom ikke fremkommer.

Har politiet sigtet den pågældende og beslaglagt stofferne fra personer, hvor der er tvivl om, hvorvidt den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, forudsættes det, at politiet og anklagemyndigheden ikke søger sagen afgjort med bøde eller tiltalefrafald, men i stedet oplyser sagen ved indhentelse af dokumentation fra relevante myndigheder, f.eks. om indkomstforhold eller stofafhængighed. Sagen vil i sådanne tilfælde skulle oplyses, så det fremgår af sagens rapporter, om borgeren er omfattet af bestemmelsen, ligesom det skal fremgå, om borgeren er blevet vejledt om muligheden for straffritagelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt, så den pågældendes manglende kendskab til muligheden ikke risikerer at indebære, at relevante oplysninger herom ikke fremkommer. Politiet skal anlægge en forsigtig tilgang og søge at belyse sagens omstændigheder nærmere, så der tages mest muligt hensyn til denne gruppe af særligt udsatte borgere.

Er den pågældende sigtet, vil anvendelsen af den foreslåede bestemmelse indebære, at der vil skulle ske påtaleopgivelse.

Politiet vil fortsat skulle være opmærksom på risikoen for, at organiserede kriminelle forsøger at omgå lovgivningen om euforiserende stoffer ved at udnytte persongruppen til at transportere eller opbevare euforiserende stoffer. I sådanne tilfælde vil der på samme måde som i dag ikke være tale om besiddelse til eget forbrug, men om besiddelse med henblik på videreoverdragelse. Det indebærer, at forholdet ikke er omfattet af straffritagelsesreglen, og at der derfor også skal ske beslaglæggelse med henblik på konfiskation af de euforiserende stoffer, idet den pågældende vil skulle retsforfølges for forholdet.

Hvis den pågældende samtidig er i besiddelse af euforiserende stoffer, der vurderes at være til eget forbrug, og som er uden tilknytning til forholdet om videreoverdragelse af euforiserende stoffer, er det imidlertid ikke udelukket at anvende straffritagelsesreglen for så vidt angår disse euforiserende stoffer. Henset til, at dette i praksis vil være en yderst vanskelig sondring at lave på stedet, må det forventes, at det alene vil være i et fåtal af sager, hvor det ud fra en konkret politifaglig vurdering vil være muligt at adskille stoffer besiddet til eget forbrug fra stoffer besiddet med henblik på videreoverdragelse.

Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at lovforslaget ikke ændrer ved den eksisterende praksis for, hvornår euforiserende stoffer efter en konkret vurdering besiddes til eget forbrug eller med henblik på videreoverdragelse.

Det bemærkes desuden, at der i forbindelse med en straffesag vil kunne tages stilling til, om en tiltalt er omfattet af straffelovens regler om straffrihed, f.eks. i tilfælde af nødret. Det bemærkes desuden, at det følger af straffelovens § 82, nr. 6, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Det kan således føre til en mildere straf, hvis gerningspersonen er blevet tvunget til at begå kriminaliteten. Straffen kan derudover gøres betinget, hvis der foreligger formildende omstændigheder, jf. straffelovens § 56. Under i øvrigt formidlende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelovens § 83, 2. pkt.

Hvorvidt euforiserende stoffer besiddes til eget forbrug eller med henblik på videreoverdragelse beror på en konkret bevisvurdering. Ved vurderingen spiller mængden dog en stor rolle, og hvis der er tale om større mængder, kan stoffet almindeligvis ikke anses for at være til eget brug. I forarbejderne til lov nr. 724 af 20. juni 2025, jf. Folketingstidende 2024-25, tillæg A, L 186 som fremsat, side 24-30, er der fastsat nogle skemaer over strafniveauerne for en række hyppigt forekommende stoftyper. I skemaerne er der endvidere fastsat udgangspunkter for, hvornår besiddelse af euforiserende stoffer må anses som bestemt til eget forbrug. Disse udgangspunkter suppleres af Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om narkotika, der ligeledes indeholder vejledende udgangspunkter for afgrænsningen i forhold til visse andre stoftyper.

Stofbrugere med stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf vil have oparbejdet en større tolerance over for de pågældende stoffer, og det må antages, at også større mængder, end hvad der sædvanligvis vil kunne betragtes som bestemt til eget forbrug, af den årsag efter en konkret vurdering vil kunne anses som værende til eget forbrug for denne målgruppe.

Hvis en stofbruger med stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf findes i besiddelse af stof, der f.eks. er opdelt i flere portioner eller udgør en større mængde stof, end hvad der som udgangspunkt kan betragtes som til eget forbrug, vil det konkret skulle vurderes, om en sådan besiddelse, navnlig henset til den pågældendes stofforbrug, kunne være til eget forbrug. Besiddelse af euforiserende stoffer i såkaldte salgsposer vil i sådanne tilfælde således ikke isoleret set indebære, at besiddelsen kan anses som med henblik på videreoverdragelse. I sådanne situationer vil pakkerne således kunne siges at være købspakker eller købsposer. Om det er tilfældet vil afhænge af en konkret vurdering.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer i f.eks. institutioner under Danmarks Fængsler eller på psykiatriske afdelinger, vil også skulle fritages for strafforfølgning. Euforiserende stoffer vil dog fortsat kunne tages i bevaring, beslaglægges og konfiskeres, i det omfang institutionen har hjemmel hertil, hvilket f.eks. forudsættes at være tilfældet for så vidt angår § 73 i lov om fuldbyrdelse af straf, jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023, som senest ændret lov nr. 263 af 2. februar 2026. Besiddelse af euforiserende stoffer i Danmarks Fængslers institutioner eller under udgang herfra forudsættes fortsat at kunne danne grundlag for disciplinærstraf.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer i tilbud efter serviceloven, som personen er visiteret til eller har ophold i, vil også skulle fritages fra strafforfølgning. Tilbuddene vil dog fortsat, i henhold til bl.a. § 123 i serviceloven, kunne fastsætte en vejledende husorden (ordensregler), der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på tilbuddets fællesarealer.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer på psykiatriske afdelinger, vil også skulle fritages fra strafforfølgning. Sygehusmyndigheden vil dog fortsat, i henhold til § 2 a i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. psykiatriloven, om husordner, kunne fastsætte regler om, at det ikke er tilladt for patienter, at besidde eller indtage euforiserende stoffer på psykiatriske afdelinger, og at overlægen fortsat efter psykiatrilovens § 19 a, stk. 7, skal kunne beslutte, at bl.a. rusmidler tages i forvaring.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke have betydning for adgangen til i sager om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, som ikke er omfattet af den foreslåede bestemmelse, at meddele tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722 og bekendtgørelse om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale. Der vil herunder fortsat kunne meddeles tiltalefrafald i særlige tilfælde, hvor det på baggrund af en konkret vurdering er mest formålstjenligt at anvende denne sanktion, herunder f.eks. hvis hensynet til en effektiv strafforfølgning tilsiger det, eller hvis anvendelse af bødestraf medfører et administrativt besvær, der ikke står i rimeligt forhold til sagens beskaffenhed. Der vil således kunne meddeles tiltalefrafald i sådanne sager i samme omfang som hidtil.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på, at besiddelse af euforiserende stoffer som udgangspunkt er ulovlig. Personer, der ikke er omfattet af straffritagelsesreglerne, eller som ikke besidder euforiserende stoffer til medicinske og videnskabelige formål, vil således fortsat kunne strafforfølges.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 3, stk. 4, 1. pkt., i lov om euforiserende stoffer, skal der meddeles tiltalefrafald for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når sociale forhold taler herfor og besiddelsen af stoffer skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf. Det gælder også i gentagelsestilfælde, jf. § 3, stk. 4, 2. pkt.

Bestemmelsen finder anvendelse uanset, hvor de pågældende personer befinder sig, herunder også på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Det fremgår bl.a. af udlændingelovens § 42 a, stk. 5, at Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for udlændinge, der er omfattet af lovens § § 42, stk. 1 eller 2, jf. lovens stk. 3. Dette kan ske i samarbejde med private organisationer eller selskaber eller statslige styrelser, som er godkendt hertil af udlændinge- og integrationsministeren, eller kommuner (indkvarteringsoperatører). Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om nedsættelse af samarbejdsorganer på de enkelte indkvarteringssteder (beboerråd m.v.) samt om disse organers kompetence.

Der henvises om gældende ret nærmere til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et § 3, stk. 5, i lov om euforiserende stoffer, hvorefter § 3, stk. 4, ikke finder anvendelse på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den foreslåede straffritagelsesregel i § 3, stk. 4, ikke finder anvendelse på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Hvis der er tale om en person, der på et sådant indkvarteringssted besidder euforiserende stoffer til eget forbrug, hvor sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf, forudsættes det, at den pågældende vil skulle meddeles et tiltalefrafald efter de almindelige regler i retsplejelovens § 722 og bekendtgørelse om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

De euforiserende stoffer, som den pågældende besidder til eget forbrug, vil skulle beslaglægges med henblik på konfiskation.

Det bemærkes, at det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding, der opholder sig her i landet og har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse, eller udlændingen udrejser eller udsendes, jf. dog stk. 3 og 4 og § 43, stk. 1.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 42 a, stk. 2, at en udlænding, der ikke er omfattet af stk. 1 eller § 43, stk. 1, og som efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til forsørgelsen af udlændingen, jf. dog stk. 3 og 4.

Til nr. 3

Det følger af retsplejelovens § 807 d, stk. 1, 1. pkt., at rådighedsberøvelse som følge af beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, § 803, stk. 1, 1. pkt., og § 803 a bortfalder senest, når sagen er endeligt sluttet ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, medmindre det beslaglagte konfiskeres.

Straffelovens §§ 75-77 a indeholder de almindelige regler om konfiskation. Der er desuden med hjemmel i retsplejelovens § 832, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. november 2015, fastsat regler om udenretlig vedtagelse af konfiskation.

Det fremgår af den foreslåede § 3 e, at euforiserende stoffer, som er blevet beslaglagt af politiet og som var bestemt til eget forbrug af en person, der er omfattet af § 3, stk. 4, eller § 3 b, stk. 2, kan konfiskeres af politiet, hvis stofferne ikke på stedet kan tilbageleveres til den person, som stofferne var bestemt til.

Med bestemmelsen etableres der en særskilt hjemmel til, at politiet udenretligt kan konfiskere euforiserende stoffer, som politiet beslaglægger, hvor besiddelsen som følge af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, eller den gældende bestemmelse i § 3 b, stk. 2, ikke var ulovlig.

Den foreslåede bestemmelse vil navnlig omfatte situationer, hvor politiet havde sigtet den pågældende person og beslaglagt stofferne med henblik på konfiskation, men efterfølgende fandt frem til, at besiddelsen ikke var strafbar, idet der var tale om besiddelse til eget forbrug omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, eller den gældende bestemmelse i § 3 b, stk. 2. Dette vil f.eks. for så vidt angår § 3, stk. 4, kunne være tilfældet i situationer, hvor det ikke umiddelbart ved politiets møde med den socialt udsatte borger er åbenbart eller overvejende sandsynligt, at den pågældende er omfattet af straffritagelsesreglen, f.eks. baseret på politiets kendskab til denne eller omstændighederne i øvrigt, eller hvis den socialt udsatte borger ikke i rimeligt omfang har kunnet godtgøre dette.

Den foreslåede bestemmelse vil også kunne omfatte situationer, hvor en institution, der har hjemmel til at tage euforiserende stoffer i bevaring eller beslaglægge dem, overdrager stofferne til politiet.

Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for, at politiet kan konfiskere stoffer, som politiet har beslaglagt og som var bestemt til eget forbrug af en person omfattet af den foreslåede straffritagelsesregel eller reglen om stofindtagelsesrum i § 3 b, stk. 2.

Det forudsættes, at stofferne tilbageleveres til den pågældende, hvis politiet på stedet blot har skullet vurdere, om stofferne var til eget forbrug, eller om der i øvrigt var grundlag for straffritagelse.

Bestemmelsen vil være subsidiær i forhold til straffelovens regler om konfiskation og regler fastsat i medfør af retsplejelovens § 832, stk. 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. november 2015, eller 832, stk. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 1298 af 7. november 2025, og vil ikke ændre ved, at euforiserende stoffer, der besiddes ulovligt, som udgangspunkt skal konfiskeres ved dom eller ved udenretlig vedtagelse af konfiskation.

En klage over en afgørelse om konfiskation efter den foreslåede bestemmelse vil skulle indgives til rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse kan ikke påklages til Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 2.

Er den foretagne konfiskation hjemlet i den foreslåede bestemmelse, forudsættes det, at der ikke er adgang til erstatning for beslaglæggelsen eller konfiskationen efter retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning m.v.

Det bemærkes, at hvis politiet og anklagemyndigheden ikke vurderer, at en person er omfattet af straffritagelsesreglen, og der derfor rejses sigtelse og tiltale, vil spørgsmålet om, hvorvidt en person er omfattet af straffritagelsesreglen, kunne behandles i forbindelse med straffesagen.

Hvorvidt euforiserende stoffer kan tages i bevaring, beslaglægges og konfiskeres i institutioner, f.eks. institutioner under Danmarks Fængsler, retspsykiatriske kliniker, skoler, hospitaler eller biblioteker, vil afhænge af, om institutionerne har hjemmel hertil. Det forudsættes f.eks. at være tilfældet for så vidt angår § 73 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023, som senest ændret ved lov nr. 263 af 2. februar 2026 og § 19 a, stk. 7, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 18. september 2024.

Personer, der er omfattet af målgruppen og besidder euforiserende stoffer i tilbud efter serviceloven, som personen er visiteret til eller har ophold i, vil også skulle fritages fra strafforfølgning. Tilbuddene vil dog fortsat, i henhold til bl.a. § 123 i serviceloven, kunne fastsætte en vejledende husorden (ordensregler), der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på tilbuddets fællesarealer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 4

Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2027, jf. dog stk. 2.

Forslaget vil medføre, at en kommunalbestyrelse sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd pr. 1. januar 2027 vil kunne oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder og her samle indsatser til de mest udsatte borgere, jf. det foreslåede § 111 c i serviceloven.

Forslaget vil medføre, at fasttrack-ordningen i Ankestyrelsen, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2027.

Forslaget vil dertil medføre, at ændringen af lov om euforiserende stoffer, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1-3, ligeledes træder i kraft den 1. januar 2027.

Det foreslås med stk. 2, at § 2, nr. 1, træder i kraft den 1. juni 2027.

Forslaget vil medføre, at forsøgsordningen, hvorefter en kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c i lov om social service, vil kunne træffe afgørelse om udvalgte indsatser efter serviceloven overfor en borger i målgruppen, selvom borgeren har en anden handlekommune, træder i kraft den 1. juni 2027.

Det foreslås med stk. 3, at overskriften til § 9 e og §§ 9 e og 9 f i lov om retssikkerhed og administration på socialområdet, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, ophæves den 1. juni 2030.

Forslaget vil medføre, at reglerne om forsøgsordningen om ”Borger i Danmark” vil blive ophævet den 1. juni 2030.

Det foreslås med stk. 4, at indsatser efter lov om social service, der er truffet afgørelse om efter § 9 e, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og som ikke er ophørt den 1. juni 2030, først ophører, når indsatsen enten efter afgørelsen eller efter sit indhold udløber, eller når borgerens handlekommune, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træffer en ny afgørelse om borgerens konkrete støttebehov.

Forslaget vil medføre, at de indsatser, der er iværksat for borgere efter det foreslåede § 9 e, stk. 1, jf. stk. 2, i retssikkerhedsloven, og som ikke er ophørt, inden forsøgsordningen ophæves den 1. juni 2030, jf. det foreslåede § 4, stk. 3, i lovforslaget, vil kunne fortsætte, indtil indsatsen enten efter afgørelsen eller efter sin indhold udløber på et senere tidspunkt efter den 1. juni 2030. Disse indsatser vil dermed ikke blive berørt af, at forsøgsordningen foreslås ophævet pr. denne dato.

Det foreslås med stk. 5, at § 2, nr. 2 ikke finder anvendelse for sager, som Ankestyrelsen har modtaget før den 1. januar 2027, eller for sager, som Ankestyrelsen har modtaget før 1. januar 2027, men som indsendes til Ankestyrelsen på ny efter 1. januar 2027.

Forslaget vil indebære, at det foreslåede § 61, stk. 2, § 61, stk. 3 og § 61, stk. 4, i retssikkerhedsloven, ikke vil finde anvendelse for sager, som Ankestyrelsen har modtaget før den 1. januar 2027. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse. Sager modtaget før 1. januar 2027, men som indsendes til Ankestyrelsen på ny efter 1. januar 2027, vil heller ikke være omfattet.

Til § 5

Lov om euforiserende stoffer er sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 1349 af 23. november 2015.

For Grønland er den regelfastsættende myndighed på sundhedsområdet overgået til Selvstyret, jf. lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland.

Det foreslås med § 5, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at § 3 ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det bemærkes, at serviceloven og retssikkerhedsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning. De ændringer, der med lovforslaget foreslås foretaget i disse love, vil derfor heller ikke gælde for Færøerne og Grønland og vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 641 af 1. juli 2026, foretages følgende ændring:

§ 111 b. ---

1. Efter kapitel 20 a indsættes i afsnit V:

»Kapitel 20 b

Gadens Huse og mobile udsatte-enheder

§ 111 c. Kommunalbestyrelsen kan sammen med en eller flere civilsamfundsorganisationer og det stedlige regionsråd oprette Gadens Huse og mobile udsatte-enheder og her samle indsatser til de mest udsatte borgere.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Stk. 3. Lederen af et Gadens Hus eller af en mobil udsatte-enhed, eller en medarbejder på bemyndigelse fra lederen, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er i målgruppen for Gadens Hus, jf. stk. 2. I afgørelsen efter 1. pkt. kan der tages hensyn til kapacitet.

Stk. 4. Lederens afgørelse efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

§ 2

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 3. august 2026, foretages følgende ændringer:

§ 9 d. ---

1. Efter § 9 d indsættes i kapitel 3:

»Forsøgsordning med ”Borger i Danmark” i Gadens Huse og mobile udsatte-enheder

§ 9 e. En kommunalbestyrelse, som har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c i lov om social service, kan træffe afgørelse om indsatser efter lov om social service, jf. stk. 2, overfor en borger i målgruppen, jf. stk. 3. Dette gælder uanset om borgeren har en anden handlekommune efter § 9.

Stk. 2. Der kan efter stk. 1 træffes afgørelse efter følgende bestemmelser i lov om social service:

1) § 82 a om gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

2) § 82 b om tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

3) § 83 om personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

4) § 83 a om korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb.

5) § 85 om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder.

6) § 86 om genoptræning.

7) § 97 om ledsagelse.

8) § 98 om særlig kontaktperson for døvblinde.

9) § 99 om støtte- og kontaktperson.

10) § 100 om kompensationsydelse.

11) § 101 om social behandling til personer med et stofmisbrug, herunder også som døgnbehandling efter § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

12) § 102 om behandlingsmæssige tilbud.

13) § 103 om beskyttet beskæftigelse.

14) § 104 om aktivitets- og samværstilbud.

15) § 112 om hjælpemidler.

16) § 113 om forbrugsgoder.

17) § 113 a om køb af forbrugsgoder.

18) § 113 b om tidsbegrænset hjælpemidler og forbrugsgoder.

19) § 117 om befordring med individuelle transportmidler.

Stk. 3. Stk. 1 omfatter borgere, der opsøger et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse, der har etableret et Gadens Hus eller en mobil udsatte-enhed, jf. § 111 c, stk. 1, i lov om social service, træffer afgørelse om, hvorvidt en borger er omfattet af målgruppen for forsøgsordningen, jf. stk. 3.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 4 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Udgifter til indsatser, som en kommunalbestyrelse har truffet afgørelse om efter stk. 2, afholdes af borgerens handlekommune, jf. § 9.

§ 9 f. En kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 1, skal orientere borgerens handlekommune, jf. § 9, herom.

Stk. 2. Er det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter § 9 e, skal en kommunalbestyrelse, der har truffet afgørelse om en indsats, jf. § 9 e, stk. 2, og kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, jf. § 9, stk. 1, løbende udveksle oplysninger af betydning for den pågældende indsats. Udveksling af oplysninger efter 1. pkt. kan ske uden borgerens samtykke.«

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for Ankestyrelsen, der træffer afgørelse i sagen.

2. I § 61 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal benytte et særligt skema ved indsendelsen af sager til Ankestyrelsen efter stk. 1.

»Stk. 2. Opstår der uenighed mellem 2 eller flere kommuner, jf. stk. 1, om, hvilken kommune der er handlekommune for en borger, jf, stk. 3, træffer Ankestyrelsen afgørelse herom inden for 10 arbejdsdage, fra sagen er indbragt for Ankestyrelsen. Arbejdsdage i forbindelse med partshøring og øvrig sagsoplysning, som sker ved indhentelse af oplysninger fra andre end Ankestyrelsen, medregnes ikke i fristen.

Stk. 3. Stk. 2 omfatter borgere, som er uden for arbejdsstyrken, og som opfylder 2 ud af følgende 3 kriterier:

1) Borgeren har særlige sociale problemer og har ikke eller kan ikke opholde sig i egen bolig.

2) Borgeren har et stofmisbrug eller et alkoholmisbrug.

3) Borgeren har en svær psykisk lidelse.

Stk. 4. Sager omfattet af stk. 2, jf. stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen af kommunalbestyrelser eller af en kommunalbestyrelse på vegne af en borger. Ankestyrelsen lægger kommunalbestyrelsens oplysninger om borgeren, jf. stk. 3, til grund for behandlingen af sagen.

Stk. 5. I sager omfattet af stk. 2 meddeler Ankestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af sagen til de involverede kommuner, hvilken kommune der fungerer som midlertidig handlekommune, jf. § 9, stk. 8, medmindre Ankestyrelsen straks træffer afgørelse i sagen.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 6.

§ 3

I lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1334 af 9. december 2019, som ændret ved lov nr. 667 af 11. juni 2024 og lov nr. 724 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer:

§ 3. ---

Stk. 2-3. ---

1. § 3, stk. 4, 1. pkt., affattes således:

Stk. 4. Tiltalefrafald skal meddeles for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf. Det gælder også i gentagelsestilfælde.

»Besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug strafforfølges ikke, når sociale forhold taler herfor, og besiddelsen af stoffet skyldes en stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf, jf. dog stk. 5.«

2. I § 3 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse på indkvarteringssteder, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.«

§ 3 d. ---

3. Efter § 3 d indsættes:

»§ 3 e. Euforiserende stoffer, som er blevet beslaglagt af politiet og som var bestemt til eget forbrug af en person, der er omfattet af § 3, stk. 4, eller § 3 b, stk. 2, kan konfiskeres af politiet, hvis stofferne ikke på stedet kan tilbageleveres til den person, som stofferne var bestemt til.«

Lignende dokumenter