Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - repressalier - ej medhold

KEN nr 10012 af 23/03/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet17. september 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - repressalier - ej medhold

J.nr. 24-114961

En mand (klager) klagede over sin udlejer (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af etnisk oprindelse, hudfarve og race i form af repressalier forbindelse med, at indklagede opgjorde et potentielt erstatningskrav i forbindelse med, at klager nægtede at fraflytte sin bolig. Der verserede en retssag mod indklagede om, hvorvidt opsigelsen af blandt andre klagers lejemål var udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Det påhvilede klager at bevise, at indklagedes brev med et muligt erstatningskrav var udtryk for repressalier i strid med § 8 i lov om etnisk ligebehandling.

Det var nævnets vurdering, at klager ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Nævnet lagde vægt på, at indklagedes opgørelse af et muligt erstatningskrav i forbindelse med, at klager ikke fraflyttede sin bolig, ikke udgjorde ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på klagen over opsigelsen af klagers lejemål, der efter klagers opfattelse var begrundet i hans etniske oprindelse.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i form af repressalier i forbindelse med, at indklagede opgjorde et potentielt erstatningskrav i forbindelse med, at klager nægtede at fraflytte sin bolig.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Sagsfremstilling

Klager havde en lejeaftale med indklagede om en af indklagedes lejemål.

Den 23. april 2023 modtog klager en opsigelse. Af opsigelsen fremgår:

”…

Som led i den vedtagne helhedsplan for [boligområde] skal boligerne i den blok du bor i rives ned. [Indklagede] hjælper dig med at finde en ny bolig. Lejemålet opsiges derfor med minimum 3 måneders varsel til ophør:

Den 30-11-2023

På ovenstående dato skal du senest være fraflyttet din bolig. Opsigelsen af lejemålet sker i henhold til almenlejelovens § 85, stk. 1, nr. 1 og du tilbydes permanent genhusning, jf. almenlejelovens§ 86, stk. 1 og 2, hvor [indklagede] tilbyder at dække dine rimelige og dokumenterede flytteudgifter i forbindelse med flytning til en anden bolig, jf. § 86, stk. 2.

…”

Klager gjorde indsigelse mod opsigelsen, hvorfor indklagede indbragte sagen for boligretten.

Den 15. april 2024 udsatte boligretten sagen, indtil EU-domstolen traf præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 2, stk. 2, litra a) og b), i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse.

Den 11. oktober 2024 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår:

”…

Det følger af helhedsplanen for [boligområde] vedtaget den 24. august 2021, at 7 boligblokke skal nedrives. Helhedsplanen er en konsekvens af, at [boligområde] er karakteriseret som et omdannelsesområde, og det bevirker, at andelen af almene familieboliger skal reduceres til højst 40 pct. inden 2030, herunder boligblokken på[adresse].

Som et led i omdannelsen af [boligområde], og nedrivning af boligblokken, er det en nødvendig konsekvens for arbejdernes udførelse, at du som beboer fraflytter lejemålet. Det faktum, at du ikke er fraflyttet i overensstemmelse med opsigelsen af 27. april 2023 betyder, at entreprenøren ikke kan udføre nedrivningerne indenfor den planlagte udførelsestakt. I den boligblok som du bor i, skulle nedrivningen være påbegyndt ultimo 2023.

[Indklagede] har ved skrivelse af 11. juni 2023 varslet, at du vil blive holdt erstatningsansvarlig for de meromkostninger din manglende fraflytning vil påføre boligforeningen.

…

[Indklagede] agter at kræve erstatning for de meromkostninger, du som beboer pålægger boligforeningen ved ikke at fraflytte lejemål.et i overensstemmelse med opsigelsen. [Indklagede] har lavet en foreløbig beregning på de meromkostninger, som du som beboer forholdsmæssigt har pålagt boligforeningen på grund af tab ved stilstand i henhold til entreprisekontrakt indgået mellem [indklagede] og [selskab], samt ekstraomkostninger i forbindelse med

bygherreleverancer, jf. nedenstående opgørelse:

…

Det samlede krav pr. 10. oktober 2024 udgør 78.125,00 kr. (tallet markeret med gul i kolonnen på forrige side). Entreprenøren vil den 1. december 2024 forlade byggepladsen som følge af den verserende sag, hvilket betyder at der påløber yderligere meromkostninger på sagen (tallene markeret med grøn i kolonnen på forrige side). Hvis du ønsker at undgå meromkostningerne skal du tømme og fraflytte boligen senest den 1. december 2024 kl. 12.00. Det samlede krav efter 1. december 2024 vil foreløbigt udgøre 209.375,00 kr.

Læs alt

Boligforeningen har en tabsbegrænsningspligt og er forpligtet til at begrænse sit tab så vidt muligt. Boligforeningen har derfor foretaget; og er fortsat opmærksomme på at. tage, de nødvendige foranstaltninger i samarbejde med entreprenøren. Det betyder, at vi har forsøgt at begrænse de tab, som er påregnelige, når entreprenøren ikke kan udføre de planlagte arbejder efter tidsplanen.

[Indklagede] skal tillige gøre opmærksom på, at der alene er tale om en foreløbig beregning, og at der som følge af den verserende sag og fortsat manglende fraflytning fortsat vil påløbe omkostninger; som vi Vil rette mod dig. Dertil kommer, at du vil blive holdt erstatningsansvarlig for de

meromkostninger der er forbundet med selve boligretssagen. Boligforeningen agter derfor at fremsætte et endeligt erstatningskrav, når der er faldet dom i sagen.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. oktober 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for repressalier.

Klagers lejemål blev opsagt i henhold til den såkaldte ghettolovgivning.

Klager gjorde indsigelse mod opsigelsen, og indklagede anlagde derefter en retssag for at fastholde opsigelsen. Under boligretssagen blev det gjort gældende, at opsigelsen var usaglig forskelsbehandling foranlediget af beboernes etnicitet. Boligretssagen blev i april 2024 sat i bero for at afvente EU-Domstolens besvarelse af præjudicielle spørgsmål.

I oktober 2024 sendte indklagede et brev til klager med varsel om erstatningskrav. Klager opfatter brevet som et udtryk for repressalier.

Klager har gjort gældende, at opsigelsen er forskelsbehandling på grund af klagers etniske oprindelse. Klager har således påberåbt sig princippet om ligebehandling.

Uden at afvente den verserende retssag har indklagede sendt klager et brev med varsel om erstatningskrav. Af brevet fremgår udtrykkeligt, at kravet er begrundet med, at klager som beboer ikke har fraflyttet lejemålet i overensstemmelse med opsigelsen. Indklagedes brev er således en reaktion på den retsforfølgning, som blev udløst af klagers indsigelse mod opsigelsen, og hvorunder han har påberåbt sig princippet om ligebehandling.

En lejer har imidlertid en lovfæstet ret til at protestere mod en opsigelse, og lovens ordning indebærer, at indklagede som udlejer i så fald skal afvente, om opsigelsen godkendes eller tilsidesættes af domstolene. Mens opsigelsessagen verserer, fortsætter lejeforholdet, og klager har ret til at blive boende, indtil sagen er slut.

En lejer, som protesterer mod en opsigelse, følger blot lovens ordning og pådrager sig ikke derved noget erstatningsansvar. Det følger heraf, at indklagedes erstatningskrav er fuldstændigt grundløst.

Indklagede har gjort gældende, at en lejer tager en standpunktsrisiko ved at protestere mod en opsigelse, og at lejer derfor kan dømmes til at betale erstatning, hvis lejer taber sagen. Dette argument er udtryk for en fejlagtig slutning, der forudsætter en sammenblanding af juraen fra to vidt forskellige situationer.

Hvis en lejer kunne ifalde erstatningsansvar blot ved at protestere mod en opsigelse, ville enhver lejers ret til at gøre indsigelse mod opsigelse blive illusorisk.

Indklagede har henvist til U 2018.1004 VLD. I den sag havde udlejer foretaget ophævelse (pga. adgangsnægtelse), ikke opsigelse.

Ophævelse er væsensforskellig fra opsigelse, idet opsigelse kontraktretligt betegner den ophørsmåde, der anvendes i vedvarende kontraktforhold under et normal forløb, mens ophævelse betegner en ophørsmåde, der er udløst af en parts misligholdelse.

En opsigelse i kontraktforhold er således en normal begivenhed, der ikke burde udløse juridisk indsigelse fra modparten, men derimod blot give anledning til eventuelt at genforhandle kontrakten.

Indenfor lejeretten suppleres obligationsrettens udgangspunkt med, at lejelovgivningen indeholder et forbud mod opsigelse fra udlejers side, således at opsigelse under normale omstændigheder kun forekommer fra lejers side, jf. almenlejelovens § 84. Udlejers mulighed for opsigelse er begrænset til visse situationer, jf. § 85.

Udlejer har derimod alle de sædvanlige beføjelser overfor misligholdelse, herunder særligt ophævelse, jf. almenlejelovens § 90. Hvis en lejer bestrider at have udvist misligholdelse og bestrider berettigelsen af den efterfølgende ophævelse og i den situation bliver boende i lejligheden, vil lejer i den situation kunne pådrage sig erstatningsansvar, jf. U 2018.1004 VLD.

Juraen om standpunktsrisiko ved ophævelse kan ikke overføres til opsigelsessager indenfor boliglejeretten.

Almenlejeloven indeholder (ligesom lejeloven) den meget væsentlige opsigelsesbeskyttelse af lejeren, og lejeren har en lovbestemt ret til at protestere mod en opsigelse. Denne ret for lejeren indebærer, at boligforeningen som udlejer i så fald skal afvente, om opsigelsen godkendes eller tilsidesættes af domstolene. Mens opsigelsessagen verserer, foresætter lejeforholdet, og klager har ret til at blive boende, indtil sagen er slut.

Lejers ret til at blive boende under retssagen indebærer dermed, at enhver tale om standpunktsrisiko er malplaceret, mens en opsigelsessag verserer.

En lejer, som protesterer mod en opsigelse, følger blot lovens ordning og pådrager sig ikke derved noget erstatningsansvar. Det følger heraf, at indklagedes erstatningskrav er fuldstændigt grundløst (eller med andre ord en trussel om en uberettiget konsekvens).

Indklagedes brev til klager med varsel om erstatningskrav udgør således en handlemåde, der bedst betegnes som repressalier.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for repressalier.

Klager blev opsagt fra sit lejemål i henhold til Helhedsplanen indgået mellem indklagede og kommunen. Den bygning, som klagers lejemål ligger i, skulle i henhold til Helhedsplanen nedrives.

Opsigelsesskrivelsen indeholdt blandt andet oplysning om boligforeningens tilbud om genhusning, invitation til samtale

med genhusningskonsulent og tilbud om at dække klagers flytteudgifter.

Klager gjorde efterfølgende indsigelse mod opsigelsen.

Som følge af klagers indsigelse mod opsigelsen, blev sagen indbragt for boligretten i henhold til almenlejelovens § 89, stk. 2, hvor sagen fortsat verserer.

Indklagede har efter almenboligloven en forpligtelse til at sikre en forsvarlig og effektiv drift af boligorganisationen og dens afdelinger, herunder udøve god økonomistyring. Som følge heraf er indklagede bl.a. forpligtet til at søge erstatning for eventuelle tab, som boligorganisationen lider under forudsætning af, at der er en skadevolder, der kan drages til ansvar.

Det er indklagedes vurdering, at det varslede erstatningskrav ikke kan henføres til begrebet 'repressalier' af den karakter, som borgere med reglen søges beskyttet mod.

Det er indklagedes vurdering, at der med 'repressalier' sigtes mod handlinger som eksempelvis verbal etnisk chikane, at en myndighed eller virksomhed nægter at yde en ydelse grundet en iværksat klage/retssag om forskelsbehandling, afskedigelse, degradering eller anden trussel om en uberettiget konsekvens med henblik på at klagen tilbagetrækkes.

Når en person vælger at anlægge en retssag, eller som i dette tilfælde gøre indsigelse med en retssag til følge, får beboeren ret til at forblive boende, indtil der er truffet afgørelse (retssagen får 'opsættende virkning'). Lejeren tager dog i den forbindelse en standpunktsrisiko og risikerer at blive erstatningsansvarlig for udlejers eventuelle tab derved. Dette er helt almindelige principper i dansk ret - uagtet om sagen omhandler ligebehandling eller ej - og er medvirkende til, at der ikke fremsættes helt grundløse klager. Det er da også statueret i retspraksis, at lejer kan dømmes til at betale erstatning til almennyttigt boligselskab til dækning af boligselskabets udgifter, hvis lejeren ikke ville fraflytte lejlighed, der skal renoveres (f.eks. UfR 2018.1004 V). I førnævnte sag havde boligforeningen også på forhånd varslet et eventuelt erstatningskrav.

Varslingen af et (muligt) erstatningskrav - hvis beboeren taber den sag, som er initieret af beboeren - er efter indklagedes opfattelse alene en oplysning og et redskab til, at beboeren kan vurdere sin standpunktsrisiko, og ikke en uberettiget trussel/repressalie.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Klager har gjort gældende, at indklagede har handlet i strid med § 8 i lov om etnisk ligebehandling

Det fremgår af § 8 i lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

Der verserer en sag om lovligheden af den vedtagne helhedsplan og dermed om, hvorvidt opsigelsen af blandt andre klagers lejemål er udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse.

Det påhviler klager at bevise, at indklagedes brev af 11. oktober 2024 med et muligt erstatningskrav er udtryk for repressalier i strid med § 8 i lov om etnisk ligebehandling.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke har løftet denne bevisbyrde.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagedes opgørelse af et muligt erstatningskrav i forbindelse med, at klager ikke fraflyttede sin bolig, ikke udgør ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som reaktion på klagers klage over opsigelsen af sit lejemål, der efter klagers opfattelse er begrundet i klagers etniske oprindelse

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 5, om nævnets kompetence

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Lov om etnisk ligebehandling

• § 2 om lovens anvendelsesområde

• § 8 om repressalier

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter