Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - sundhed - parts- og vidneforklaringer

KEN nr 10005 af 18/03/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet17. september 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - sundhed - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 24-109226

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med autisme i svær grad og PTSD samt havde en servicehund, klagede over en øjenlæge (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund til en konsultation hos øjenlægen.

Klager gjorde gældende, at indklagede afviste, at klager kunne have sin servicehund med under konsultationen, og at indklagede anmodede klagers bostøtte om at gå udenfor lokalet med servicehunden.

Indklagede gjorde gældende, at indklagede aldrig havde haft problemer med, at klager havde sin servicehund og støtteperson med, og at servicehunden havde været med i undersøgelsesrummet hver gang.

Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede afviste, at klager kunne have sin servicehund med under konsultationen.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund til en konsultation hos den indklagede øjenlæge.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager, der er diagnosticeret med autisme i svær grad og PTSD samt har en servicehund, skulle til undersøgelse hos indklagede.

Klager har oplyst, at indklagede afviste, at klager kunne have sin servicehund med under konsultationen.

Indklagede har oplyst, at der aldrig har været problemer med, at klager har sin servicehund med i klinikken.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. oktober 2024.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har udsat hende for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede afviste, at klager kunne have sin servicehund med under konsultationen. Indklagede bad klagers bostøtte om at gå udenfor lokalet med servicehunden. Dermed fratog indklagede både klager sin støtte fra servicehunden og sin hjælp fra bostøtten.

Indklagede gav samtidig klager en voldsom besked om, at indklagede ville afslutte klager som patient. Klager har gået til årlig kontrol i familiær overvågning for grøn stær. Samtidig var klager på Ozempic, hvor der var opmærksomhed på bivirkninger. Klager sagde flere gange, at klager ikke var tryg ved indklagedes beslutning, hvilket indklagede var ligeglad med.

Klager følte sig ikke i stand til at sige fra overfor indklagede i forhold til, at indklagede fratog klager alt sin støtte i en i forvejen svær og presset situation. Klager blev overrumplet af indklagedes anvisning, fordi klager tidligere var kommet i klinikken med sin servicehund mindst tre gange hos den samme øjenlæge uden, at det havde givet problemer.

Det er korrekt, at når klager var i de forskellige undersøgelsesrum med klinikkens andre ansatte, så gik klagers bostøtte og servicehund med. Servicehunden blev ved klager, og bostøtten var i umiddelbar nærhed.

I forhold til den beskrevne situation med øjenlægen, så sad bostøtten allerede med klagers servicehund halvanden til to meter væk fra klager inde i rummet, da øjenlægen kom ind i lokalet. Alligevel sagde øjenlægen til bostøtten: "Gider du godt gå ud med den hund! " Det blev sagt på en kommanderende måde, hvorfor det var tydeligt for klager og bostøtten, at det ikke var til diskussion. Den måde det blev sagt på gjorde, at klager ikke fik sagt fra over for øjenlægen, og derfor blev klagers grænser overskredet. Klager mener, at det, som øjenlægen gjorde, var magtmisbrug.

Øjenlægen spurgte ikke klager, om det ville være okay. Der var i øvrigt rigeligt plads til øjenlægen, så klager forstår ikke, hvorfor bostøtten og servicehunden skulle gå udenfor døren. Derefter sad både bostøtten og servicehunden langt væk fra klager, ligesom de ikke var i kontakt med klager, og derfor ikke kunne støtte klager.

Servicehunden og bostøtten har altid været i rummet og med i samtalen, så klager undrer sig over, at øjenlægen havde ændret tilgang. Bostøtten og servicehunden sad minimum tre til fire meter fra klager med ryggen til og med mennesker, der gik frem og tilbage på gangen.

Hvis øjenlægen havde så meget forståelse for klager og klagers funktionsnedsættelse, så kan det undre, hvorfor øjenlægen ikke syntes, at det var relevant, at bostøtten og servicehunden var til stede i rummet og samtalen, når øjenlægen skulle give klager en uventet besked.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev udsat for forskelsbehandling.

Indklagede har set klager årligt i klinikken siden 2017, da klager har et familiemedlem med øjensygdom.

Indklagede har aldrig haft problemer med, at klager har haft sin servicehund og støtteperson med i klinikken. Hver gang har indklagede taget hunden med ind i undersøgelsesrummet, og det har været aftalt, at hunden skulle være lidt på afstand af øjenlægen, når øjenlægen skulle undersøge klagers øjne. Støttepersonen plejede at sidde med servicehunden enten i undersøgelsesrummet eller lige ved døren ind til undersøgelsesrummet, som var i en meters afstand til klager, så klager følte sig tryg. Når klager kom til klinikken, sad klager i venteværelset sammen med 10 til 15 andre besøgende, og støttepersonen plejede at sidde med hunden.

Læs alt

Ovenstående tilgang i forhold til klager og klagers servicehund har aldrig givet anledning til udfordringer. Indklagede har altid taget helt særlige hensyn til klager og vist omsorg således, at klager kunne være så tryg som muligt.

Den eneste afvigelse fra den sidste konsultation i forhold til alle de andre gange, indklagede har set klager, var, at indklagede fortalte klager, at der ikke var grund til, at klager skulle kontrolleres mere for at få den øjensygdom klagers far har, da indklagede ved gentagne årlige kontroller havde fundet normale forhold. Klager blev også informeret om, at hun er velkommen til at kontakte klinikken ved nyopståede øjensymptomer, ligesom alle andre borgere.

Klager har spurgt øjenlægen om årsagen til, at øjenlægen ikke ønsker at være meget tæt på hunden. Øjenlægen har svaret, at det er på grund af øjenlægens allergi.

Det undrer indklagede meget, at klager har klaget over forskelsbehandling i forhold til sin servicehund, da indklagede synes, at indklagede har gjort alt for at tilpasse sig klagers helbredssituation og servicehund.

Indklagede er åben over for yderligere forslag til tiltag, man kan gøre i forhold til fremtidige patienter med servicehunde, herunder hvis klager skulle henvende sig i fremtiden med nyopståede øjensymptomer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager har gjort gældende, at indklagede afviste, at klager kunne have sin servicehund med under konsultationen, og at indklagede anmodede bostøtten om at gå udenfor lokalet med servicehunden.

Indklagede har gjort gældende, at indklagede aldrig har haft problemer med, at klager har haft sin servicehund og støtteperson med, og at servicehunden har været med i undersøgelsesrummet hver gang.

Der er for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede afviste, at klager kunne have sin servicehund med under konsultationen.

Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

• § 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Handicapdiskriminationsloven

• § 2 om lovens anvendelsesområde

• § 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

• § 10 om delt bevisbyrde

Lignende dokumenter