Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - rimelig tilpasning - medhold

KEN nr 9911 af 10/08/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet5. september 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - rimelig tilpasning - medhold

J.nr. 25-16475

En mand (klager), der var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion og depressiv enkeltepisode af moderat grad, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde et handicap, at klager havde påvist faktiske omstændigheder og at indklagede vidste eller burde vide, at klager havde et handicap.

Nævnet vurderede, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som togfører uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger.

Nævnet vurderede dog, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at indklagede forud for afskedigelsen undersøgte og afprøvede mulighederne for en omplacering af klager til stillingen som stationsbetjent eller andre ledige stillinger hos indklagede.

Indklagede havde herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 630.000 kr. svarende til 12 måneders løn.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som togfører hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som togfører hos indklagede.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 630.000 kr.

Sagsfremstilling

Den 1. maj 2003 blev klager ansat som togfører hos indklagede. Af klagers ansættelseskontrakt fremgår bl.a.:

”Helbredsforhold

Jobbet som togfører vil i stor udstrækning være omfattet af Trafikministeriets Bekendtgørelse om helbredskrav på jernbaneområdet. Såfremt du på et tidspunkt ikke opfylder betingelserne for helbredsgodkendelse i Jernbanetilsynet i henhold til bekendtgørelsen, kan det få konsekvenser for den forsatte beskæftigelse. ”

Den 3. april 2023 blev klager overfaldet på arbejdet. Klager var herefter sygemeldt på fuld tid til den 11. juni 2023.

Fra den 12. juni 2023 genoptog klager gradvist arbejdet med en række skånehensyn i form af nedsat arbejdstid og uden ansvar for de sædvanlige togførerfunktioner.

Den 25. oktober 2023 udarbejdede klagers psykolog en erklæring, hvoraf fremgår bl.a.:

”Ud over de fysiske skader, er der de psykiske, som lige efter overfaldet var meget udprægede - genoplevelse af hele hændelsen, der konstant kørte som en film, sov dårligt - fik mareridt, uforståenhed overfor drengenes handling - hvorfor? . Bange for at bevæge sig udenfor, bange for at møde de unge drenge igen, utrolig træt, kunne ikke koncentrere sig og glemte alt. Han havde det virkelig dårligt.

…

Jeg støtter fuldt ud [klagers] ønske om at komme tilbage på jobbet. Processen har været langsom opstart og især, at skulle arbejde med kollega for overhovedet at kunne genopbygge tilliden til, at toget er en tryg arbejdsplads.

…

Respekt for det og jeg tænker da også, at [klager] sagtens kan tage ansvar for arbejdet. Men foreløbig vil jeg dog anbefale, at der lægges en strategi for [klagers] arbejde, der hedder - foreløbig 3 måneder på nedsat tid - ca. 26 timer, ikke at køre på strækningen, hvor overfaldet er sket og arbejde med kollega.

Alt efter udfaldet af denne periode, kan den nedsatte arbejdstid eventuel forlænges. Det vil være op til en vurdering efter de 3 måneder - håber der er åbenhed for dette. ”

Fra den 6. november til den 3. december 2023 var klager fuldtidssygemeldt, da klager som følge af overfaldet skulle opereres i hånden.

Den 20. november 2023 helbredsgodkendte Trafikstyrelsen klager efter bekendtgørelsen om helbreds- og kompetencekrav til visse sikkerhedsklassificerede funktioner på jernbaneområdet. Trafikstyrelsen havde tidligere inddraget klagers helbredsgodkendelse efter overfaldet.

Den 4. december 2023 vendte klager tilbage til den gradvise genoptagelse af arbejdet med en række skånehensyn.

Den 13. december 2023 var klager til konsultation hos en speciallæge i psykiatri. Af psykiatrisk speciallægeerklæring af 14. december 2023 fremgår bl.a.:

”Resumé

Læs alt

…

Klienten har tidligere været fysisk og psykisk rask.

Klienten er 03.04.2023 blevet overfaldet under udførelsen af sit arbejde som togfører. Han har pådraget sig fysiske skader og er for en måned siden opereret i venstre håndled. Efter overfaldet udviklede klienten posttraumatisk belastningsreaktion. Dette er dokumenteret i psykiatrisk speciallægeerklæring af 04.09.2023 og kan bekræftes ag mig. Han fik det gradvist bedre, men efter operation i håndleddet for en måned siden er symptomerne blusset op, og klienten har atter svære symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion i form af mareridt, flashback, søvnbesvær, sammenfaren ved høje lyde og anspændthed. Klienten har ligeledes for en måned siden udviklet symptomer på depression i form af nedtrykthed, manglende lyst og energi, træthed, initiativløshed og apati, selvbebrejdelser, koncentrations- og hukommelsesbesvær og appetitnedsættelse. Klienten har ikke selvmordstanker, hallucinationer eller vrangforestillinger.

Konklusion

Klienten har

• depressiv enkeltepisode af moderat grad (F 32.1)

• posttraumatisk belastningsreaktion (F 43.1)

Klienten er i behandling hos psykolog, men dette er ikke tilstrækkeligt. Han bør behandles med antidepressiv medicin i form af et SSRI-præparat, der har virkning både på den posttraumatiske belastningsreaktion og depressionen. Jeg har aftalt med klienten, at jeg sender en kopi af denne erklæring til egen læge med opfordring til, at lægen sætter klienten i behandling.

Det er min vurdering af tilstanden gradvist vil bedres i løbet af tre måneder. Det er egentlig min anbefaling, at klienten er fuldt sygemeldt, indtil han har fået det bedre, men han vurderer selv, at det er bedst for ham at opretholde en vis kontakt til sin arbejdsplads. Jeg kan ikke anbefale dette, men kan naturligvis heller ikke tvinge klienten til at lade sig sygemelde.

Prognosen mht. depressionen er god. Jeg vurderer, at klienten vil være ude af sin depression om tre måneder.

Jeg er derimod mere i tvivl om, hvorvidt klienten vil blive fuldstændig velfungerende efter det voldsomme traume, han har været udsat for. Dette kan først med sikkerhed vurderes, når depressionen er lettet. Det er muligt, at han varigt skal skånes for at arbejde i et miljø med aggression og potentiel fare. Det skal han i hvert fald nu – og han kan heller ikke klare lange arbejdsdage, der kræver høj koncentration på nuværende tidspunkt, men det kan ikke udelukkes, at han i løbet af tre måneder vil kunne klare det. ”

Den 15. december 2023 forlængede jobcenteret i klagers bopælskommune klagers periode med sygedagpenge på baggrund af den psykiatriske speciallægeerklæring af 14. december 2023.

Indklagede har oplyst, at klager gjorde sin leder bekendt med brevet fra jobcenteret.

Den 20. december 2023 sygemeldte klager sig, og Trafikstyrelsen inddrog klagers helbredsgodkendelse.

Den 29. december 2023 anmodede indklagede om en friattest.

Den 2. januar 2024 lavede klagers læge en friattest. Af attesten fremgår:

”[Klager] er sat i relevant behandling tor to uger siden. Han begynder allerede at få det bedre.

Jeg anbefaler al han fortsat er på nedsat tid i ca 1½ måned da jeg der forventer fuld effekt af hans medicinske behandling.

Jeg forventer han kan genoptage arbejdet som togfører derefter på normale betigelser”

Den 18. januar 2024 lavede klagers læge en ny friattest. Af attesten fremgår bl.a.:

”Han er i stand til at varetage sit arbejde og tage ansvar, kan aktuelt klare arbejde hver anden dag med fortsat optrapning. jeg forventer han er tilbage på fuld tid 1. marts på normale betingelser.

Han har allerede haft god effekt af antidepressiv behandling.

Medicinen påvirker ikke hans funktion som togfører

Når man som [klager] har en nu velbehandlet PTSD og depression kan man arbejde på normale betingelser. ”

Den 26. januar 2024 genoptog klager delvist arbejdet.

Den 20. februar 2024 generhvervede klager sin helbredsgodkendelse.

Den 1. marts 2024 vendte klager tilbage til stillingen som togfører på sædvanlige betingelser. Klager var herefter til efteruddannelse frem til 15. marts 2024, hvorefter han arbejdede i sædvanligt omfang som togfører.

Den 17. marts 2024 sygemeldte klager sig på grund af tilbagefald fra hændelsen. Klager var alene sygemeldt en dag.

Den 31. marts 2024 blev klager ramt på skulderen af en sodavandsdåse, som blev kastet ned fra en gangbro på en station. Hændelsen påvirkede klager mentalt, og klager måtte sygemelde sig resten af sin vagt.

Den 8. april 2024 sygemeldte klager sig på ubestemt tid på grund af hændelserne den 3. april 2023 og 31. marts 2024.

Den 16. april 2024 lavede klagers læge en friattest. Af attesten fremgår bl.a.:

”[Klager] er igen sygemeldt dels pga depression dels pga nyt traume.

Han er ikke aktuelt istand til at varetage arbejdet.

Vi har dd ændret medicin, jeg vurderer ham igen om 14 dage og om en måned, hvor jeg vil vurderer om han vil være istand til at genoptage arbejdet delvist eller om han fortst er sygemeldt.

Jeg er klar over der fortsat vil være risiko for hændelser der kan reaktiverer angst mm. ”

Den 1. maj 2024 blev der afholdt omsorgssamtale med deltagelse af klager og klagers leder. Af referatet fra samtalen fremgår bl.a.:

”[Klager] fortæller, at han har det lidt bedre, men han bliver stadig træt. Han var hos sin læge i går og denne anbefaler at han stadig skal vente mindst 8-10 dage med at tænke på en eventuelt opstart igen. Samtidig fortalte [klager], at han har haft en snak med sin psykolog omkring hans PTDS og at det måske var en god ide, at overveje muligheden for at finde en andet arbejde. Dette har [klager] også drøftet med sin egen læge og [klager] har i dag spurgt mig om der var en mulighed for dette i [indklagede].

…

Jeg har aftalt med [klager], at jeg snakker med HR omkring muligheden for at finde et andet arbejde i [indklagede] og jeg tager kontakt til [klager] når der er nyt omkring dette. ”

Den 2. maj 2024 sendte en juridisk konsulent hos indklagede en mail til indklagedes HR-underdirektør. Den juridiske konsulent anmodede underdirektøren om at tage klager op på et HR-partner møde, da indklagede gerne så klager omplaceret.

Den 10. maj 2024 svarede HR-underdirektøren den juridiske konsulent. Af HR-underdirektørens mail fremgår:

”Vi skal se om vi kan finde noget andet - eventuelt inddrage TR i dette, for at forsøge at afdække viljen hos medarbejderen til at lave noget andet - men lad os lige vende på vores 1:1 i næste uge”

Den 17. maj 2024 lavede klagers læge en ny friattest. Af attesten fremgår:

”[Klager] har nu været i behandling for depression siden 20.december 2023, han har fået det bedre, men er fortsat ikke klar til fuld tid og med fuldt ansvar.

Han kan starte op igen med en kollega, på nedsat tid og primært dagtid.

Jeg foreslår han starter med nogle timer mandag og tirsdag, fri onsdag og igen nogle timer torsdag og fredag, fri i weekenden i starten stiler mod ca 15 timer om ugen i begyndelsen.

Jeg kan ikke aktuelt sige om han kan komme på 37 timer, må stige meget langsomt over de næste 3-5 måneder”

Den 29. maj 2024 blev der afholdt samtale mellem klager og klagers leder. Af referatet fra samtalen fremgår bl.a.:

”[Klagers leder]: Jeg vil gerne spørge dig, hvordan du har det og hvordan du selv tolker det din læge har skrevet i friattesten

[Klager]: Jeg oplever at det går bedre og jeg føler mig mere frisk og har mere energi.

[Klagers leder]: Hvad tænker du selv om din situation

[Klager]: Jeg vil gerne tilbage til arbejdet som Togfører, men de anbefalinger som min læge har skrevet i friattest. Jeg vil gerne være i trygge rammer, for hvis jeg kommer i en situation som er ukendt, bliver jeg stresset.

…

Lederens konklusion:

Jeg har vendt din sag med HR/ Jura og vi ser desværre ikke en mulighed for at du kan vende tilbage med udgangspunkt i din friattest. [Indklagede] som virksomhed skal følge arbejdsmiljøloven. Det er vores ansvar, at du ikke komme til skade, når du er på arbejdet. Vi skal sikre, at du ikke får varige skader eller sygdom, som vi havde kendskab til, hvis vi valgte at sende dig ud i toget igen, hvor du tidligere er kommet til skade og hvor du nu igen efter din opstart på normal fuld tid fra D. 01.03.2024 igen har haft 2 hændelser, som har betydet, at du igen er sygemeldt.

Plan for det videre forløb:

Jeg indstiller dig til afsked med baggrund i dit høje fravær og med din friattest som udgangspunkt, at vi ikke ser en mulighed for, at du kan genoptage dit arbejde på normal vis indenfor en rimmelig tidsperspektiv.

Jeg vil gerne undersøge muligheden for at finde et andet arbejde i [indklagede], men der skal være et ledig job og du skal have kompetencer til dette arbejde.

Du skal selv ind og kigge i ledige stillinger og komme med et bud på, hvor du kunne se dig selv.

…

[Klager] vil genre bede om endnu en chance for at jeg kan beholde mit arbejde som togfører. ”

Den 31. maj 2024 blev klagers leder kontaktet af chefen for indklagedes klargøringsafdeling om udlån af klager til klargørelsesafdelingen.

Den 3. juni 2024 sendte indklagede et partshøringsbrev om afskedigelse til klager. Af brevet fremgår bl.a.:

”Jeg skal hermed meddele dig, at jeg påtænker at opsige dig fra din stilling, da situationen er ganske uholdbar og da vi ikke længere har troen på, at du vil kunne vende fuldt tilbage til dit arbejde inden for nærmere fremtid.

Siden d. 3. april 2023, hvor du var involveret i en voldsom hændelse har dit sygefravær primært grundet denne episode været meget højt.

D. 1. marts 2024 vendte du tilbage til dit job som togfører på sædvanlige betingelser, men d. 31. marts 2024 var du og nogle kolleger udsat for en mindre episode som afstedkom tilbagefald og siden d. 8. april har du været fuldt sygemeldt. Under din sygemelding har vi modtaget lægefaglige vurderinger, der giver grund til alvorlig bekymring for, om det vil være forsvarligt for dig at varetage stillingen som togfører. Af den sidste friattest fremgår at du kun kan stige meget langsomt og med en kollega de næste 3-5 måneder og at det ikke kan vurderes om og hvornår du vil kunne arbejde på sædvanlige betingelser igen.

…

Dit høje fravær og den usikre prognose for, hvornår og om du kan vende tilbage på sædvanlige betingelser, er ikke forenelig med driften i [indklagede]. Vi ser ikke anden udvej på sagen end, at vi hermed påtænker at opsige dig fra din stilling som togfører. Opsigelsen vil i givet fald ske med dit individuelle opsigelsesvarsel.

Ved vores samtale d. 29. drøftede vi muligheden for at finde et andet arbejde i [indklagede] til dig. Hvis det har din interesse, fortsætter vi med at undersøge muligheden herfor. Du vil blive kontaktet af nærmeste leder desangående. ”

Klagers tillidsrepræsentant svarede på vegne af klager på partshøringsbrevet. Af det udaterede svar fremgår bl.a.:

”Til at starte med, så vil vi gerne erklære os uenige i, at opsigelse er det korrekte lige nu. Vi tænker at det er bedre at følge [klagers] læges anbefalinger for opstart. [Klager] er indstillet på at følge sin læges anbefalinger til punkt og prikke. Hvad vi kan forstå, så har man fra arbejdsgivers side heller ikke fulgt lægens eller psykologens tidligere anbefalinger, da vi har eksempler på at [klager] har varetaget over 42 timers planlagt arbejde på en kalenderuge. Hvilket er direkte imod lægens og psykologens tidligere anbefalinger.

Derudover kan [klager] tilføje: ”Jeg håber meget på at få en chance til, for at bevise jeg passer ind i stillingen som togfører hos [indklagede]. I samtale med min egen læge er vedkommende meget insisterende på, at jeg kommer tilbage på nedsat tid, da jeg er i bedring. Efter mit uheldige overfald, så har jeg ikke haft konflikter af nogen art ombord, på toget, i mit arbejde som togfører. Hvilket jeg mener understreger muligheden for at blive i mit nuværende job. Min psykolog har drøftet min sag med Trafikstyrelsen, hvor begge også er enige i at, jeg vil kunne varetage min stilling på nedsat tid. Jeg er indstillet på at arbejde på nedsat tid, uden det skal lide [indklagede] eller [klagers bopælskommune] økonomisk til last. Desuden ønsker jeg ikke erstatning eller andet, dog ønsker jeg blot at blive i mit nuværende job, som togfører hos [indklagede]””

Den 12. juni 2024 startede klager i et tre måneders udlån som stationsbetjent hos indklagedes klargøringsafdeling. Af aftalen om udlån af 14. juni 2024 fremgår bl.a.:

”Vi er informeret om, at du er startet i udlånet den 12. juni 2024. Udlånsaftalen er derfor gældende for perioden 12. juni 2024 til og med den 11. september 2024. I samme periode registreres du raskmeldt.

…

Vi har fået oplyst, at [klargøringsafdelingen] forventer opstart af et nyt stationsbetjenthold til oktober 2024. Når der udkommer jobopslag, er du velkommen til at sende din ansøgning. Jobbet som stationsbetjent forudsætter, at du opnår helbredsgodkendelse i dette job hos Trafikstyrelsen.

Hvis [klargøringsafdelingen] tilbyder dig ansættelse som stationsbetjent og du ønsker at tiltræde dette job, ophører din ansættelse hos [togdriftsafdelingen] og du vil samtidig overgå på løn- og ansættelsesvilkår som stationsbetjent i [klargøringsafdelingen] jf. gældende overenskomst.

…

Udlånsaftalen påvirker ikke forløbet vedrørende partshøring om opsigelse, som du modtog ved brev af 3. juni 2024. Processen fortsætter derfor uændret. ”

Den 17. juni 2024 blev klager afskediget. Af afskedigelsen fremgår bl.a.:

”Jeg har modtaget din udtalelse, af hvilken det sammenfattende fremgår, at du ønsker at komme tilbage på nedsat tid og at du på et tidspunkt har haft en arbejdsuge med over 42 timers planlagt arbejde, som ikke er i overensstemmelse med din læges anbefaling.

Som følge af din udtalelse har jeg vurderet sagen igen.

Efter en samlet vurdering er det fortsat min og [indklagedes] opfattelse, at dit høje fravær og den usikre prognose for, hvornår du kan vende fuldt tilbage, ikke er forenelig med driften i [indklagede].

I min vurdering har jeg lagt vægt på, at i forhold til den nævnte arbejdsuge på 42 timer, fandt dette sted i overgangen mellem din delvise sygemelding og tilbagevenden til fuld tid, og kan ske idet vi arbejder med månedsnorm. Der har været lavet en handlingsplan med blid opstart hen over en længere periode på ca. 6 måneder.

Efter din opstart på normal vis d. 1. marts er der kommet to hændelser, hvor du igen er blevet stærkt påvirket og sygemeldt som følge af disse. Du er som følge heraf fortsat sygemeldt og det er fortsat usikkert om og hvornår du vil kunne vende tilbage på almindelige vilkår, også idet du fortsat ikke er helbredsgodkendt. Ansættelse på nedsat tid anses derfor ikke som en option, der kan ændre på den samlede vurdering.

På baggrund af ovenstående skal jeg hermed meddele dig din opsigelse med fratrædelse med udgangen af november 2024, jf. dit individuelle opsigelsesvarsel. ”

Samme dag, den 17. juli 2024 havde klagers leder en opfølgningssamtale med klager. Af klagers leders notat fra samtalen fremgår bl.a.:

”[Klager], fortæller at det går ok, men han har det stadig svært med tanken om at han ikke kan blive togfører igen.

Han synes, det er svært at have orange arbejdstøj på i stedet for sin TGF uniform. Hans identitet er togfører og ikke klargøringsmand ifølge [klager].

Han arbejder på 15 timer om ugen.

Jeg spurgte ind til om han har søgt det nye arbejde i [by], men det har han ikke endnu. Han føler sig ikke klar til dette endnu. ”

Den 30. juli 2024 oplyste klager indklagede om, at han ønskede at stoppe i udlånet. Af produktionslederen fra klargøringsafdelingens mail af 30. juli 2024 til klagers leder fremgår:

”Jeg har oprettet en udlånsaftale med startdato 13. juni og slutdato 9. august 2024, idet [klager] har fortalt mig, at han alligevel ikke fortsætter hos os, men gerne vil stoppe inden for de næste par uger.

Han er i dialog med DJ’s socialrådgiver om mulighederne for et fleksjob, men taler også om, at han senere måske vil søge ind som A-fører, evt. næste gang muligheden kommer. (Han søgte jo ikke ind denne gang, med ansøgningsfrist 28. juli 2024, fordi han ikke følte sig klar til det, selvom det sådan set oprindeligt var planen).

Det har været fint at have [klager] hos os, han er meget omgængelig, og han siger selv, at han har været glad for at være her. Han er dog stadig hårdt ramt og har derfor kun arbejdet nogle få timer om dagen. ”

Den 6. august 2024 sygemeldte klager sig.

Den 23. oktober 2024 sendte klager en mail til driftschefen for indklagedes togpersonale. Af mailen fremgår bl.a., at klager ønskede at vende tilbage til stillingen som togfører.

Indklagede har oplyst, at en personaleleder talte med klager om, at indklagede ikke så det som en mulighed, at klager vendte tilbage til stillingen som togfører.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 4. februar 2025.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, da afskedigelsen skyldtes klagers PTSD.

Handicap:

Klager arbejdede som togfører i 21 år, men efter en arbejdsrelateret voldshændelse i april 2023 fik klager PTSD. Klager vendte gradvist tilbage, men en ny traumatisk hændelse i marts 2024 forværrede klagers tilstand.

Indklagede modtog gentagne gange lægelig dokumentation og attester om klagers PTSD-diagnose. På trods heraf påstår indklagede, at klagers tilstand ikke udgjorde et handicap på afskedigelsestidspunktet. Dette er faktuelt forket og udtryk for manglende anerkendelse af dokumentationen i sagen.

Klagers PTSD og depression hindrede klager i at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre kollegaer.

Tilpasningsforpligtelsen:

På trods af indklagedes kendskab til klagers handicap, blev der ikke foretaget rimelige tilpasninger af klagers arbejdsopgaver eller arbejdstider. Anbefalingerne fra klagers egen læge og Trafikstyrelsen om, at klager kunne arbejde som togfører under skånehensyn og nedsat tid, blev ignoreret. Indklagede valgte i stedet at lade klager vende tilbage til fuldtidsarbejde uden hensyntagen til klagers handicap, hvilket resulterede i, at klager måtte sygemelde sig igen kort tid efter med forværring af sine PTSD-symptomer.

Klagers leder udviste en diskriminerende og nedladende adfærd under forløbet. Ved samtalen den 29. maj 2024 blev det anført, at klager selv skulle finde en stilling hos indklagede, der kunne tilpasses klagers handicap, hvilket reelt var indklagedes ansvar.

Indklagede nægtede at give klager mulighed for at vende tilbage til stillingen som togfører. Indklagede har sagt, at hvis klager skal tilbage, så skal klager søge tilbage på lige fod med alle andre ansøgere til stillingen som togfører.

Klager forsøgte flere gange at indgå i en dialog om mulige løsninger og skånehensyn, men blev mødt med enten tavshed eller modvilje.

Indklagede valgte at omplacere klager til et nyt arbejdssted i form af klargøringsafdelingen, selvom indklagede var bekendt med anbefalingerne fra klagers læge.

Indklagede gør gældende, at afskedigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.

Indklagede mener ikke, at der på afskedigelsestidspunktet var sikre beviser for, at klagers tilstand udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Indklagede anlagde desuagtet en formodning for, at der kunne være tale om et handicap, og indklagede handlede i overensstemmelse med loven. Indklagede har ikke krænket ligebehandlingsprincippet, da indklagede forsøgte at tilpasse arbejdsforholdene for klager og afsøgte mulighederne for omplacering i overensstemmelse med forskelsbehandlingslovens krav om rimelige tilpasningsforanstaltninger.

Handicap:

Indklagede anerkender, at klager var meget udfordret med forskellige sygdomme forud for afskedigelsen, men indklagede mener ikke, at der på afskedigelsestidspunktet med sikkerhed var tale om handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Der var flere forskellige forhold, herunder både depression og PTSD, som i varierende grad medførte, at klager enten helt eller delvist var fraværende fra sit arbejde.

Indklagede finder ikke, at man ud fra en konkret vurdering af sagsforløbet med rimelighed kan konkludere, at indklagede burde have været klar over, at der var tale om handicap. Der henvises til klagers partshøringssvar, hvoraf det ikke fremgår, at klager selv mente, at der var tale om et handicap.

Indklagede anerkender, at klager var diagnosticeret med PTSD, og at indklagede var bekendt hermed. Dette er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at der på afskedigelsestidspunktet var tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. I attesten af 18. januar 2024 er det anført, at klager med en velbehandlet PTSD og depression ville kunne passe sit arbejde på normale betingelser. Indklagede mener derfor ikke, at der utvetydigt var tale om et handicap.

Tilpasningsforpligtelsen:

Indklagede har overholdt arbejdsgivers forpligtelser til at tilpasse arbejdsforholdene for klager. Dette blev både gjort i betragtning af, at der kunne være tale om handicap, at klagers sygdom delvist skyldtes en arbejdsskade, klagers lange anciennitet og indklagedes mangfoldighedspolitik.

Der blev forsøgt adskillige tilpasninger, herunder perioder med fritagelse for brug af uniform, fritagelse fra tjeneste på bestemte strækninger, ændringer af arbejdstider og makkerpar med andre togførere, hvor klager arbejdede som ekstraressource uden funktionsansvar. Visse tilpasninger var tænkt som midlertidige med henblik på, at klager kunne vende tilbage til sin stilling på vilkår, som ikke pålagde indklagede en uforholdsmæssig stor byrde. Fx var skånehensynet om at arbejde som ekstra ressource uden funktionsansvar ikke en mulighed som et fast tiltag.

Indklagede modtog under forløbet ikke nogen henvendelser fra hverken klager eller klagers læge om fejl, mangler eller påstande om, at indklagede skulle have tilsidesat skånebehov eller behov for nedsat arbejdstid.

Sagsforløbet viser, at det på trods af diverse tilpasninger og skånehensyn, som i nogen grad lå udover indklagedes tilpasningsforpligtelse, ikke var muligt for klager at udføre arbejdet som togfører stabilt. Her henvises bl.a. til tilbagefald i forlængelse af hændelsen den 31. marts 2024.

Da klager sygemeldte sig i april 2024, blev indklagede bekymret for klagers helbredsmæssige situation i relation til stillingen som togfører. Hændelserne den 3. april 2023 og 31. marts 2024 og lignende hændelser må påregnes i funktionen som togfører, og det er ikke muligt at eliminere denne risiko.

Stillingen som togfører omfatter direkte kundekontakt. Derfor kan der desværre opstå uoverensstemmelser eller konfliktfyldte situationer, fx i forbindelse med togforsinkelse, billetkontrol eller udstedelse af kontrolafgifter. Denne type hændelser må forventes i togførerjobbet og kan ikke mitigeres ved tilpasninger. Det er helt centralt ved jobbet at færdes blandt kunder i toget og på perronen.

Stillingen som togfører er en sikkerhedsbærende funktion, og togføreren skal kunne deltage i eventuel evakuering, hvorfor der også kræves helbredsgodkendelse fra Trafikstyrelsen. Klager var ikke i stand til at udføre togførerfunktionen, da han ikke stabilt kunne opretholde sin helbredsgodkendelse.

En tilpasning i form af nedsat arbejdstid ville naturligvis være mulig, og klager var også i en periode på nedsat tid. Dette skånehensyn vurderedes dog ikke at kunne imødekomme klagers behov for skånehensyn på afskedigelsestidspunktet, idet behovet for tilpasning i høj grad handlede om trygge rammer. Risikoen for konfliktsituationer med kunder er en uundgåelig del af jobbet som togfører. En tilpasning, der skulle sikre trygge rammer i den forstand, at konfliktsituationer med kunder blev elimineret, var ikke muligt i togførerstillingen.

Det er ikke korrekt, at indklagede overlod ansvaret for at finde en stilling, der kunne tilpasses klagers handicap, til klager. Klager udviste i en længere periode ikke interesse for andet end arbejdet som togfører. Samtidig blev det i stigende grad uholdbart for ham og indklagede, at han fortsatte i togførerfunktionen. Derfor blev det drøftet, at han selv skulle bidrage til at afklare, om der kunne være andre stillinger hos indklagede, som han kunne se sig selv i. Det blev ikke overladt til klager alene at undersøge mulighederne for omplacering. Indklagede har aktivt undersøgt mulighederne for omplacering til andre stillinger hos indklagede, som klager kunne være kompetent, egnet og disponibel til. Dette afstedkom blandt andet dialog med afdelingsledere for cateringafdelingen og klargøringsafdelingen, men der var imidlertid ikke nogen ledige stillinger i afdelingerne.

Indklagede undersøgte efter sygemeldingen i april 2024 muligheden for omplacering. Det var indklagedes vurdering, at en omplacering til indklagedes cateringafdeling kunne være en mulighed for klager, da indklagede i den jobfunktion bl.a. kunne tilrettelægge arbejdet uden kundekontakt, og at der var mulighed for, at klager kunne blive kompetent, egnet og disponibel i forhold til en stilling i cateringafdelingen. Den 29. april 2024 talte klagers leder med afdelingslederen for indklagedes cateringafdeling om muligheden for omplacering af klager. Cateringafdelingen manglede dog ikke medarbejdere på daværende tidspunkt.

Indklagede overvejede forud for partshøring om afskedigelse muligheden for at omplacere klager til en anden stilling i indklagedes koncern. Henset til den aktuelle situation og de lægelige udtalelser kunne klager dog ikke på afskedigelsestidspunktet eller indenfor en rimelig periode anses for kompetent, egnet og disponibel i hverken sin hidtidige stilling som togfører eller andre ledige stillinger hos indklagede.

I opsigelsesperioden blev der efter klagers ønske afprøvet en jobmulighed, som ikke krævede kundekontakt og med store skånehensyn i forhold til optrapningsplan. Afprøvningen lå ud over, hvad der følger af tilpasningsforpligtelsen, og klager kom ind som ekstra ressource, da der ikke var tale om en ledig stilling.

Efter klager selv afbrød jobafprøvningen ved klargøringsafdelingen, tilkendegav klager overfor driftschefen, at det var stillingen som togfører, klager ønskede. Han var fortsat ikke raskmeldt eller helbredsgodkendt, hvorfor dette blev afvist.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Den 3. april 2023 blev klager på sit arbejde overfaldet. Klager var, med undtagelse af perioden fra den 1. marts 2024 til den 8. april 2024, enten fuldtids- eller deltidssygemeldt frem til afskedigelsen den 17. juni 2024.

Af den psykiatriske speciallægeerklæring af 14. december 2023 fremgår, at klager var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion og depressiv enkeltepisode af moderat grad. Det var tvivlsomt, om klager ville blive fuldstændig velfungerende efter overfaldet.

Den 17. maj 2024 vurderede klagers læge, at klager sammen med en kollega kunne starte op på nedsat tid og primært i dagtimerne. Lægen kunne ikke sige noget om, hvorvidt klager kunne komme på 37 timer, men klager måtte stige langsomt i arbejdstid over de næste tre til fem måneder.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet den 17. juni 2024 havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Afskedigelsen af klager var begrundet i klagers fravær og den usikre prognose for, hvornår klager kunne vende tilbage på fuld tid.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Arbejdsgivers pligt til at foretage tilpasninger

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor.

Indklagede havde på afskedigelsestidspunktet kendskab til friattesterne fra klagers læge, ligesom klager havde gjort sin leder bekendt med brevet fra jobcenteret af 15. december 2023, der gengav dele af den psykiatriske speciallægeerklæring af 14. december 2023.

På den baggrund og henset til det samlede forløb vurderer nævnet, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, der ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling.

Indklagede iværksatte en række tilpasninger, herunder at klager startede op sammen med en kollega, hvor klager fungerede som en ekstra ressource uden funktionsansvar. Klager blev også fritaget fra tjeneste på bestemte strækninger, ligesom han startede op på nedsat tid og genoptrappede.

Indklagede har oplyst, at nedsat arbejdstid ville være muligt. Det var dog indklagedes vurdering, at nedsat arbejdstid ikke ville imødekomme klagers skånehensyn på afskedigelsestidspunktet, da klager havde behov for trygge rammer. Indklagede har anført, at risikoen for konfliktsituationer med kunder er en uundgåelig del af jobbet som togfører, og at konfliktsituationer med kunder ikke kan elimineres.

Nævnet vurderer på baggrund af de samlede oplysninger, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen som togfører, uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, der ikke udgjorde en uforholdsmæssig stor byrde.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager på afskedigelsestidspunktet havde behov for trygge rammer og at starte op med en kollega. Det fremgår ikke, om klager ville blive i stand til selvstændigt at håndtere de konfliktsituationer, der kunne opstå i stillingen som togfører. Det ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for indklagede, hvis skånehensynet om, at klager fungerede som en ekstra ressource uden funktionsansvar skulle være varigt.

Indklagede har anført, at indklagede forud for partshøringen om afskedigelse overvejede muligheden for at omplacere klager til en anden stilling hos indklagede. Indklagede vurderede dog, at klager ikke på afskedigelsestidspunktet eller indenfor en rimelig periode kunne anses for kompetent, egnet og disponibel i hverken stillingen som togfører eller andre ledige stillinger hos indklagede.

Indklagede har videre anført, at afprøvningen af klager hos klargøringsafdelingen lå ud over, hvad der følger af tilpasningsforpligtelsen, og at klager kom ind som en ekstra ressource, da der ikke var tale om en ledig stilling.

Af udlånsaftalen fremgår, at indklagede forventede opstart af et nyt stationsbetjenthold til oktober 2024, og at klager var velkommen til at søge stillingen.

Højesteret har i U. 2025.774H fastslået bl.a., at arbejdsgiveren – når det ikke er muligt at foretage tilpasninger af arbejdstagerens hidtidige stilling – har pligt til forud for afskedigelsen at undersøge og eventuelt afprøve mulighederne for en omplacering af arbejdstageren til en ledig stilling i arbejdsgiverens virksomhed eller organisation med henblik på at bibeholde vedkommende i ansættelse. Arbejdsgiveren kan ikke nøjes med blot at henvise arbejdstageren til selv at finde og søge ledige stillinger i konkurrence med andre ansøgere. Hvis der er en ledig stilling, som arbejdstageren er kompetent, egnet og disponibel til at varetage, er arbejdsgiveren forpligtet til at omplacere arbejdstageren til denne stilling, medmindre det pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde. Den almindelige grundsætning om, at en offentlig arbejdsgiver skal besætte en ledig stilling efter offentligt opslag og med den bedst kvalificerede ansøger, begrænser ikke en offentlig arbejdsgivers omplaceringspligt efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Nævnet vurderer, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at indklagede forud for afskedigelsen undersøgte og afprøvede mulighederne for en omplacering af klager til stillingen som stationsbetjent eller andre ledige stillinger hos indklagede.

Indklagede har herefter ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får herefter medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 630.000 kr., svarende til omkring 12 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 630.000 kr. til klager. Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

• § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

• § 2 a om tilpasning

• § 7, stk. 1, om godtgørelse

• § 7 a om delt bevisbyrde

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter