Spring til indhold

Retsinformation

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - handicap - afskedigelse - afskedigelse efter orlov - arbejdsvilkår - er handicap - ej medhold

KEN nr 9910 af 10/08/2026Endelig adm. afgørelseSocialministeriet5. september 2026

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - handicap - afskedigelse - afskedigelse efter orlov - arbejdsvilkår - er handicap - ej medhold

J.nr. 25-17398

En mand (klager), der var diagnosticeret med regnbuehindebetændelse og CSCR, også kaldet stressøje, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af køn og handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget.

Klager gjorde gældende, at det udgjorde en væsentlig stillingsændring, at indklagede efter, at klager kom tilbage fra forældreorlov, oplyste, at klager ikke kunne forvente fast hjemmearbejde.

Nævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at han havde en aftale om fast hjemmearbejde to til tre dage om ugen. På den baggrund havde klager ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at indklagede havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Nævnet vurderede, at klagers synsgener udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet vurderede derudover, at klager ikke havde godtgjort, at klagers stress udgjorde et handicap på afskedigelsestidspunktet.

Nævnet vurderede, at afskedigelsen var begrundet i klagers og indklagedes uenighed om klagers mulighed for hjemmearbejde.

Der forelå ikke lægelige oplysninger om, at det var klagers handicap i form af synsgener, som medførte, at klager ikke kunne møde fysisk op på arbejde og kun kunne arbejde hjemme. Klagers behov for fast hjemmearbejde var således ikke forbundet med klagers handicap, hvorfor indklagede ikke var forpligtet til i rimeligt omfang at imødekomme behovet. Klager havde forud for afskedigelsen gjort det klart, at han havde behov for fast hjemmearbejde for at få sit privatliv til at hænge sammen.

Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som grafisk designer hos det indklagede museum.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget.

Sagsfremstilling

Den 1. november 2015 blev klager ansat som grafiker hos indklagede. Ansættelsen var tidsbegrænset til den 31. maj 2016.

Den 1. oktober 2016 blev klager ansat som grafisk designer hos indklagede med en ugentlig arbejdstid på 32 timer. Ansættelsen var tidsbegrænset til den 30. april 2017.

Den 1. januar 2018 blev klager på ny ansat som grafisk designer på 32 timer. Ansættelsen var ikke tidsbegrænset. Det blev aftalt, at klagers anciennitet skulle regnes fra den 1. oktober 2016. Af ansættelseskontraktens afsnit om arbejdssted fremgår:

”[Indklagede], [indklagedes adresse], [by X].

Medarbejderen kan med passende varsel blive pålagt at møde pa alle [indklagedes] afdelinger”

Af indklagedes medarbejderhåndbogs afsnit om hjemmearbejde fremgår bl.a.:

”Har du et ønske om eller behov for en hjemmearbejdsdag, skal du drøfte det med din enhedschef eller afdelingsleder, og sammen aftaler I rammerne – eksempelvis timeforbrug, afslutningsgrad eller lignende – herfor. ”

Den 1. november 2019 blev klagers arbejdstid ændret til 37 timer.

Den 16. januar 2023 blev klager sygemeldt med regnbuehindebetændelse. Klager har oplyst, at det blev aftalt, at klager skulle tage den med ro de næste 14 dage og kun løse de mest pressende arbejdsopgaver i forhold til en udstilling. Klager har yderligere oplyst, at han frem til den 6. marts 2023 arbejdede med opsætningen af en bog for indklagede.

Den 25. januar 2023 var klager til konsultation på en øjenklink. Af journalen fra konsultationen fremgår bl.a.:

”Konklusion og plan:

Således 37-årig herre med 2. gangs anterior uveit og forværring af CSCR osin. Kun let respons på maxidex timedryp gennem 1 uge samt forværring ved nedtrapning. ”

Den 7. marts 2023 blev klager fuldtidssygemeldt på grund af sine øjne.

Den 10. marts 2023 fratrådte klagers daværende chef.

Den 14. april 2023 sendte klager et journalnotat af 27. marts 2023 fra et sygehus til indklagede. Af journalnotatet fremgår bl.a.:

Læs alt

”I forbindelse med kontrol den 15.03.2023 konstateres at øjensygdommen er gået i ro igen. Synet måles normalt på højre øje og let nedsat på venstre øje.

Der resterer subjektive gener i form af dårligere kontrastopfattelse på venstre end på højre øje, forskellig forstørrelse på de to øjne samt formforvrængning på venstre øje. Dette giver anledning til gener under især skærmarbejde, idet arbejdet som grafisk designer indebærer detaljearbejde og farvebedømmelse på skærm.

Det er muligt at synet kan blive yderligere forbedret i den kommende tid. Omfanget og tidshorisonten er individuelle. På sigt kan der være behov for tilvænning til en ny synssituation. Tidshorisonten for dette er ligeledes individuel.

Behov for optisk rehabilitering kan være tilstede, men vil i de fleste tilfælde kræve at synsfunktionen er stabiliseret.

Generne ved skærmarbejde kan medføre behov for skånehensyn i form af mindre intensivt skærmarbejde, flere pauser og lignende i en periode så muligheden for genoptagelse af arbejdet understøttes. ”

Den 25. maj 2023 blev det aftalt, at klager skulle genoptage arbejdet fra den 1. september 2023.

Den 2. september 2023 genoptog klager arbejdet. Der blev udarbejdet en genoptrapningsplan, hvoraf fremgår, at klager skulle arbejde 10 timer ugentligt fordelt på to dage på arbejdspladsen og to dage hjemmefra.

Den 1. december 2023 udarbejdede klagers læge en generel helbredsattest på klager. Af attesten fremgår bl.a.:

”1. Sygehistorie

1) Belastningsreaktion og depressio mentis, depression af mild grad.

…

Var i januar ramt af stress Lidt usikker på om han er stresset/grundtræt eller depression

…

3) Recidiverende aktu/subakut anterior uveitis sin., 2 tilælde af akut/subaktur betændelse i rengbuehinden ve. øje. Central Serøs Chorioretinopati sin., stressøje ve. side.

…

5. Beskrivelse af funktionsevnen

Generet af påvirket syn, der påvirker arbejdsevnen som grafisk designer. Oplyser dårligere kontrastopfattelse på ve. end på hø. øje, forskellige forstørrelse på de to øjne samt formforvrængning på ve. øje. Det er særligt generende ifm. skærmarbejde og vanskeliggør detaljearbejde og farvebedømmelse. Pt. oplyser at have nedsat energi og lystfølelse. Øget trætbarhed og større søvnbehov. Smerterne i nakke, skuldre og ryg tærer på energien og gør, at pt. hurtigere udtrættes.

6. Prognose

Ad belastningsreaktion/depression: Prognosen skønnes god, da pt. ´s depression er vurderet at være mild, og han først for nylig er startet i behandling. Ad nakke-, skulder- og rygsmerter: Det er ikke muligt at udtale sig om prognose og varighed, da diagnosen er uafklaret. Men smerterne synes at have kronisk karakter. Ad CSCR og recidiverende anterior uveitis: Der henvises til udtalelse af afdelingslæge [navn] fra [afdeling for øjensygdomme]. Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, hvornår pt. er fuldt arbejdsdygtig igen. Han oplyser dog at have genoptaget arbejdet på deltid og har sammen med sin jobkonsulent udarbejdet en plan for optrapning af arbejdstid med sigt på fuld tid.

7. Forslag til socialmedicinske behandlingsmuligheder

Ad skånehensyn kan foreslås. Ad belastningsreaktion/depression: Velstrukturerede, afgrænsede, forudsigelige, enkle og overskuelige arbejdsopgaver, der ikke stiller krav til koncentration, hukommelse eller tempo. Start med lavt timetal med langsom og gradvis optrapning i tid og arbejdsopgavers kompleksitet under medindflydelse af patienten.

…

Fokus på trygt og roligt arbejdsmiljø uden tidspres og for stort et ansvar. Ad nakke-, skulder- og rygsmerter: Undgå nakke- eller rygbelastende arbejde, inkluderende arbejdsfunktioner med tunge løft eller statisk belastning af nakke og ryg. Minimer arbejde med ensidige gentagne belastninger af arme eller aktiviteter med bøjet nakke i længere tid. Mulighed for vekslende arbejdsstillinger, gerne med skift mellem stående, gående og siddende stillinger og med mulighed for pause/hvile. Start med lavt timetal med langsom og gradvis optrapning i tid og kompleksitet af arbejdsopgaver i dialog med borgeren. ”

Den 11. januar 2024 blev der afholdt en rundbordssamtale med deltagelse af klagers nye chef og indklagedes HR-chef. Af referatet fra samtalen fremgår bl.a.:

”[Klager] skal øge sin arbejdstids med 2 timer hver anden uge, fra uge 6 til og med uge 13. Fra uge 19 og til og med uge 25 er det aftalt, at [klager] skal øge sin arbejdstid med 3 timer hver uge således at han er fuld arbejdsfør i uge 25.

…

Uge

Total timer pr. uge

Uge 3

Barsel

Uge 4

Barsel

Uge 5

Barsel

Uge 6 + 7

12 timer

Uge 8 + 9

14 timer

Uge 10 + 11

16 timer

Uge 12 + 13

18 timer

Uge 14

Barsel

Uge 15

Barsel

Uge 16

Barsel

Uge 17

Barsel

Uge 18

Barsel

Uge 19

21 timer

Uge 20

24 timer

Uge 21

27 timer

Uge 22

30 timer

Uge 23

33 timer

Uge 24

36 timer

Uge 25

37 timer

”

Den 10. marts 2024 var klager til kontrol i forhold til sine synsgener. Af journalen fra kontrollen fremgår bl.a.:

”Kontrol efter PDT o.sin. Fornemmer bedring, har dog gener i form af mikropsi og tab af kontrast. Fornemmer også en mørk plet for øjet i mørke.

…

Fortsat ro ift. regnbuehindebetændelsen.

…

Informeret om at ovenstående gener forventes at være varige. ”

Den 14. maj 2024 blev der afholdt et møde med deltagelse af klager, klagers chef og indklagedes HR-chef. Af indklagedes HR-chefs mail til klager samme dag med referat af mødet fremgår bl.a.:

”I forhold til din øjenoperation, er der sket en forbedring og du skal til tjek hos lægen inden for de næste par uger.

På nuværende tidspunkt siger optrapningsplanen 24 timer om ugen, som forsat skal optrappes med 3 timer om ugen til og med uge 25. Vi besluttede i enighed, at skubbe optrapningsplanen en uge frem fra uge 20, så det endelige mål med fuld arbejdsfør er i uge 26.

Formålet med denne optrapningsplan er også at aftale dage, hvor du er fysisk til stede på [indklagedes afdeling Y].

…

Ved fuld arbejdsfør efter uge 26, vil det ikke længere være muligt at have faste hjemmearbejdsdage, men noget der skal planlægges løbende med din chef [navn på klagers chef]. ”

Den 24. maj 2024 blev der afholdt et nyt møde med de samme deltagere.

Parterne har oplyst, at klagers chef og HR-chefen på mødet gentog, at der ikke ville være mulighed for faste hjemmearbejdsdage, når klager var tilbage på fuldtid. Klager oplyste, at det ikke var muligt, da det ville give klager en daglig transporttid på cirka tre timer, og at klagers datter lige var startet i vuggestue. Klagers dagligdag var således indrettet efter, at klager havde fleksible hjemmearbejdsdage. Indklagede foreslog herefter, at parterne indgik en fratrædelsesaftale, hvilket klager afslog.

Den 27. maj 2024 afholdte klager, klagers chef og HR-chefen et nyt møde. Mødet sluttede uden, at parterne kom til enighed om en løsning.

Den 31. maj 2024 og 3. juni 2024 havde klager og klagers chef en mailkorrespondance. Af korrespondancen fremgår bl.a.:

Klagers chef:

”Med udgangspunkt i din genoptrapningsplan, skal du i uge 23 være på 30 timer om ugen. Jeg tænker, at vi lægger dem som følger:

• Mandag (kontor): 6 timer

• Tirsdag (hjemme): 6 timer

• Onsdag (hjemme): 6 timer

• Torsdag (kontor): 6 timer

• Fredag (kontor): 6 timer

Såfremt jeg ikke hører fra dig, antager jeg at ovenstående er vores aftale for næste uge. ”

Klager:

”Da vores møder fredag og mandag i henholdsvis sidste og denne uge har haft sine omkostninger, foreslår jeg, at vi ikke yder timetallet som planlagt, men i stedet tager en uge mere som denne. Altså holder tallet på 27 timer.

Jeg har beklageligt fået et nyt udbrud af stressøje, hvorfor jeg ikke påtænker at øge timetallet. Om det har noget med timetal og gøre tvivler jeg dog på. ”

Klagers chef:

”Lad os - som du foreslår - holde fast i 27 timer i denne uge med din plan for arbejdsdage. Og så tager vi en status på fredag i forhold til næste uge. ”

Den 4. juni 2024 mødtes klager med sin advokat. Klager og klagers advokat aftalte, at klager ikke længere skulle møde ind på arbejdspladsen, da det gav klager angst og stresslignende symptomer.

Den 5. juni 2024 sendte klagers advokat et brev til indklagede. Af brevet fremgår bl.a.:

”[Klager] har siden januar 2023 været sygemeldt på grund af arbejdsrelateret stress med samtidige væsentlige syns/øjengener ("stressøje") med efterfølgende iværksatte tilpasningsforanstaltninger bl.a. i form af løbende behandling på [sygehus], operation og nedsat arbejdstid.

…

I har efter min klients afsluttede forældreorlov (dækkende perioden den 1. april 2024 frem til den 15. maj 2024) på møde den 24. maj 2024, med opfølgningsmøde om samme den 27. maj 2024, pålagt [klager] fremadrettet at møde op på arbejdsstedet i sin fulde arbejdstid eller alternativt afgive sin opsigelse og så i opsigelsesperioden kunne fortsætte hjemmearbejde.

Det er en væsentlig ændring af [klagers] ansættelsesvilkår, der blandt andet indeholder hjemmearbejde 3 arbejdsdage og 2 arbejdsdage om ugen på museet. Det kan i givet fald betragtes som opsigelse med samtidigt tilbud om nye ansættelsesvilkår.

…

Den samlede adfærd overfor [klager] ses ikke at være i overensstemmelse med den særlige beskyttelse min klient har som følge af bestemmelserne i lov om ligebehandling (med "omvendt bevisbyrde") og lov om forbud mod forskelsbehandling pa arbejdsmarkedet.

…

Min klient er noget rystet over den adfærd han bliver udsat for herunder pres om yderligere opgaver og mødepligt i fuldt omfang på arbejdsstedet. Det har udløst nye stressreaktioner.

Min klient er derfor ikke i stand til at møde på arbejdsstedet i [by] og såfremt pålægget fastholdes vil han være sygemeldt i den relation. Han er derimod som udgangspunkt fortsat i stand til på tilpasset vis at arbejde hjemmefra. ”

Den 7. juni 2024 sendte klagers chef en mail til klager, som klagers advokat besvarede. Af korrespondancen fremgår bl.a.:

Klagers chef:

”I henhold til nedenstående aftale skulle vi have haft et fysisk møde på [indklagedes afdeling Y] i dag klokken 09.30. Jeg må desværre konstatere, at du ikke er mødt op, og ej heller har givet en melding her til morgen herom.

Du bedes derfor give os en melding på årsagen til dit fravær dags dato skriftligt på mail. ”

Klagers advokat:

”[Indklagedes HR-chef] kan orientere dig nærmere idet jeg går ud fra at hun har glemt at give dig information om min henvendelse. ”

Fra den 10. til 14. juni 2024 havde parterne en mailkorrespondance. Af korrespondancen fremgår bl.a.:

Klager:

”Hej [indklagedes direktør]

Jeg er på hjemmefra, og sidder klar til at modtage materiale vedr. fondsmateriale til [opgave]. ”

Indklagedes HR-chef:

”Du skulle have mødt fysisk på dit arbejde i fredags, hvilket du ikke gjorde. Vi sendte dig derfor en mail om at du skulle begrunde, hvorfor du ikke var mødt ind i henhold til vores aftale. Vi modtog ikke noget svar fra dig, men i stedet modtog vi en mail fra din advokat, som henviste til en skrivelse han havde fremsendt onsdag den 5. juni2024. Vi er derfor af den forståelse, i henhold til skrivelsen fra din advokat, at du må være fuldtidssygemeldt. Hvis ikke dette er tilfældet, bedes du orientere os om, i hvilket omfang du er sygemeldt, da dette er uklart i brevet fra advokaten.

Vi vil gerne have, at du møder fysisk på arbejde og kun arbejder hjemme, hvis det er aftalt på vores ugentlige statusmøder. Du skal derfor også møde fysisk på [indklagedes afdeling Y] i morgen tirsdag den 11. juni 2024. Her tager vi også et statusmøde for at drøfte arbejde og forventninger de næste par uger. ”

…

Klagers advokat:

”Min klient har igen modtaget mail direkte om fremmøde.

Der ønskes fremmøde på [indklagedes afdeling Y] – uanset det ikke formelt foreligger oplyst for mig som værende arbejdssted i ansættelseskontrakt eller tillæg.

Som nævnt i min skrivelse til jer den 5. juni og igen ved mail af den 7. juni kan min klient helbredsmæssigt ikke møde op.

…

Jeg kan ikke umiddelbart forstå, at det skulle uklart hvad jeg skrev om sygemelding – og min klient var som skrevet rede til at kunne arbejde hjemmefra jf. også skrivelsens side 2.

Det vil han fortsat forsøge i passende omfang nøjagtigt som det fremgår af hans mail til jer tidligere i dag.

Min klient oplyser dog samtidig. at jeres adfærd ikke gør det nemmere at kunne arbejde delvist hjemmefra.

Jeg understreger, at min klient ikke indtil videre kan møde i [indklagedes afdeling Y] eller direkte hos jer

…

Umiddelbart skal jeg samtidig anmode om at alle henvendelser om disse forhold indtil videre alene sendes til undertegnede. ”

Indklagedes HR-chef:

”Vi kan konstatere at vores medarbejder. Som er din klient, ikke kan møde op fysisk på hans arbejde. Vi skal derfor bede om en attest med lægens ord for, hvorfor vores medarbejder ikke kan møde fysisk på hans arbejde samt varighed for fuldtidssygemeldingen.

Vi ser gerne at varighedsattesten og regningen for attesten er os i hænde torsdag den 13. juni 2024.

Vi har kontaktet [indklagedes partsrepræsentant], som ser på sagen samt de ligeledes vil vende tilbage til dig. ”

…

Klagers advokat:

”Der fremsendes lægeerklæring hurtigst muligt.

Anmeld venligst nu sagen som en arbejdsskade. Kræver forsikringsselskabet yderligere oplysninger eller dokumentation kan forsikringsselskabet rette direkte henvendelse til mig.

Årsagen til min klients sygdom og fysiske påvirkning er arbejdsrelateret. ”

Indklagedes partsrepræsentant:

”Det skal dertil bemærkes, at det alene er på grund af deltidssygemeldingen/optrapningsplanen, at [klager] har fået lov at arbejde hjemme i det omfang han har. Så når han er raskmeldt kan dette i sagens natur ikke fortsætte.

Hertil skal det i øvrigt påpeges, at vi på ingen måde ser det som en væsentlig stillingsændring, at [klager] bliver erindret om at møde fysisk på arbejde, som er udgangspunktet i hans ansættelse. Det er således angivet i [klagers] kontrakt, hvor ancienniteten i øvrigt regnes fra 1. februar 2018, at arbejdsstedet er [indklagede] i [by] og at han med passende varsel kan blive pålagt at møde på alle museets afdelinger. Det har altså været et klart udgangspunkt for ansættelsen, at han skulle møde fysisk på arbejdspladsen, og der gælder samme regler for hjemmearbejde for [klager], som for de øvrige medarbejdere. Det er på ingen måde foreneligt med virksomhedens drift og politik, at han skal have særlige vilkår på det område, særligt når der i medfør af lovgivning følger ekstra økonomiske og forsikringsmæssige forhold ved hjemmearbejde i mere end 2 dage om ugen.

[Klager] tilkendegav på mødet, at det vil være svært for ham at få privatlivet til at fungere, hvis han skal møde fysisk på arbejde og ikke har hjemmearbejdsdage. Dette ændrer dog ikke, at det har været omstændighederne for hans ansættelse, og hans begrundelse havde således heller ikke noget med hans syn at gøre, men derimod private forhold, der som udgangspunkt er vores medlem uvedkommende.

…

Det er på ingen måde korrekt, når du angiver at der er et pres på [klager] om yderligere opgaver. [Klagers] opgaver tilpasses hans arbejdstid og vores medlem har haft ugentlige opfølgningsmøder med [klager], hvor han ikke tidligere har givet udtryk for at arbejdsopgaverne var et problem. [Klager] har tværtimod selv givet udtryk for, at det ikke er arbejdspresset på [indklagede], som stresser ham, men derimod private forhold, hvilket vores medlem har været meget forstående overfor. Vores medlem er derfor noget forundrede over denne nye udmelding, særligt nu hvor vi er blevet opmærksomme på, at [klager] i hele sygeperioden på 1½ år har haft en bibeskæftigelse som freelance Art Director, ligesom han også har været aktiv i et band og har haft flere spillejobs under sin sygemelding. Dette hænger på ingen måde sammen med [klagers] pligt til at aktivt at medvirke til at helbredelse sker hurtigst muligt, tværtimod er det svært at konkludere andet, end at [klager] har forhalet sin egen helbredelse, hvis det som antydet af jer er arbejdsopgaver der giver ham stress. Vi skal derfor kraftigt henstille til, at [klager] øjeblikkeligt ophører med at udøve sin bibeskæftigelse. ”

Indklagedes partsrepræsentant:

”Vores medlem har endnu ikke modtaget lægelig dokumentation fra [klager], som anmodet om den 10. juni. Fristen herfor var i går den 13. juni.

Jeg skal derfor anmode om, at [klager] fremsender dokumentation for, at han ikke kan møde fysisk på arbejde samt varigheden heraf, senest på tirsdag den 18. juni.

…

For så vidt angår arbejdsskade er vi ikke bekendt med, at der skulle være tale om en arbejdsskade, og det undrer os naturligvis i den forbindelse, at det først er en påstand der fremkommer nu efter det langvarige forløb. ”

Den 14. juni 2024 modtog indklagede en friattest fra klagers læge. Af attesten fremgår bl.a.:

”På baggrund af undersøgelse i min konsultation den: 11/6/24

bekræfter jeg at fraværet fra arbejdet skyldes:

Sygdom

…

Mit skøn er, at sygefraværet vil vare 6 uger fra dags dato.

Jeg anbefaler deltidssygemelding 17 timer/uge sv.t. 2 dage.

Arbejde udelukkende hjemmefra og ikke med fremmøde på arb. plads da det vurderes at vil forværre tilstand markant. ”

Den 18. juni 2024 sendte klagers advokat en mail til indklagedes partsrepræsentant. Af mailen fremgår bl.a.:

”Han har i hele perioden haft konkret faktisk hjemmearbejde svarende til det nuværende med 3 dage om ugen som det normale.

Grundlæggende er årsagen til min klients sygemelding arbejdsforholdene hos jeres medlem og som det har udviklet sig efter ledelsesudskiftning – og er således ikke begrundet i selve arbejdsopgaverne.

I givet fald vil der kunne fremkomme en mere udførlig beskrivelse af arbejdsforholdene, der i det hele har været årsagen til min klients langvarige stressrelaterede sygemelding. Gener og følger af væsentlig karakter kan dokumenteres ved lægeerklæringer og sygejournaler herunder ”stressøje” og nedsat syn.

…

Min klient har haft bibeskæftigelse med freelanceopgaver i beskedent omfang siden 2012 og jeres medlem har været fuldt bekendt hermed. Der udføres ikke konkurrerende arbejde eller arbejde der på nogen vis har eller kan chikanere jeres medlem.

…

Min klient spiller musik og er med i et band. Det er rent lystbetonet og det er fra psykologens side oplyst, at det endelig skal fortsætte idet det gavner humøret og mindsker min klients stresssymptomer.

…

Vi har fremsendt lægeerklæring med uddybning og med angivelse af deltidssygemeldingen. Jeres medlem er velkommen til at sende passende konkrete arbejdsopgaver til min klient. ”

Den 20. juni 2024 blev klager afskediget. Af afskedigelsen fremgår bl.a.:

”Årsagen til opsigelsen er dit langvarige sygefravær med manglende udsigt til tilbagevenden (foreløbigt).

Du har været fuldtidssygemeldt siden januar 2023, og i september 2023 begyndte du på en optrapningsplan på 10 timer om ugen og langsom optrapning, hvor hovedparten af dit arbejde blev udført hjemmefra. Dit langvarige fravær har påvirket vores drift og økonomi væsentligt, samtidig oplever vi at du præsterer under forventet niveau i de timer du arbejder, særligt når du arbejder hjemmefra. Det er svært for os at sikre sammenhæng med dine arbejdsopgaver og dit arbejdspres, når du ikke kan møde fysisk på arbejde.

Vi har derfor italesat, at vi af driftsmæssige årsager ønskede en større fysisk tilstedeværelse på kontoret efter sommerferien, hvor du efter planen skulle have været på fuld tid. Dette resulterede imidlertid i, at du kontaktede en advokat, som meddelte at dette nu havde forøget dit stress, hvorfor du igen måtte anses for fuldtidssygemeldt. Din læge har efterfølgende meddelt ved lægeerklæring, at du forventes at være sygemeldt i hvert fald yderligere 6 uger, og at du nu kun kan arbejde 17 timer om ugen og udelukkende hjemmefra.

Vi er meget uforstående over dette hændelsesforløb, særligt at du skulle blive stresset af en meddelelse om, at vi ønsker en større tilstedeværelse på kontoret, når det er det der har været udgangspunktet for din ansættelse, og som også fremgår af din kontrakt. Vi kan ikke længere forsvare driftsmæssigt, at du arbejder hjemmefra i samme omfang som hidtil, særligt ikke når det vil medføre yderligere administrative og økonomiske omkostninger for os, og henset til vores oplevelse af at antallet af arbejdstimer ikke hænger sammen med det du præsterer hjemmefra.

Det er i den forbindelse også meget svært for os at forstå, hvorfor du sideløbende med din sygemelding kan arbejde i din egen selvstændige virksomhed, hvor du laver fuldstændigt tilsvarende opgaver, og at du derudover har haft flere spillejobs med dit band, og det er derfor fortsat vores opfattelse, at du derved har forhalet din egen helbredelse.

Henset til forløbet, herunder din reaktion på vores italesættelse af vores driftsmæssige behov, har vi mistet tilliden til at du har evne og/eller vilje til at komme tilbage til arbejdet på fuld tid og udføre det arbejde du er ansat til. Vi ser derfor ingen anden udvej end at opsige dig. ”

Samme dag sendte indklagedes partsrepræsentant en mail til klagers advokat. Af mailen fremgår bl.a.:

”Det er herudover ikke korrekt, at [klager] under hele ansættelsesforholdet har haft 3 dages hjemmearbejde om ugen. Det har alene været på grund af hans deltidssygemelding, at vores medlem har imødekommet hans ønske om hjemmearbejde, og det har aldrig været hensigten at det skulle fortsætte som en permanent løsning, henset til ordlyden i hans kontrakt.

[Klager] har ikke tidligere oplyst, at sygemeldingen skyldes arbejdsforholdenes udvikling efter et ledelsesskift tilbage i 2023, men det er hermed noteret. Tværtimod har han tidligere oplyst, at stress i høj grad skyldes hans private forhold, herunder særligt i forhold til hans børn og familieliv, og så er det svært ikke at konkludere andet end at spillejobs og freelance arbejdsopgaver også har taget lidt tid. Vores medlem kan derfor ikke anerkende påstanden om, at der er tale om en arbejdsskade, og det kan vi konstatere at lægen tilsyneladende heller ikke er enig i, særligt henset til senest fremsendte lægeerklæring. ”

Den 24. juni 2024 svarede klagers advokat. Af svaret fremgår bl.a.:

”Jeg gør gældende, at opsigelsen er urimelig og samtidig i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Min klients arbejdsbetingede sygdom med langvarigt fravær, udførte tilpasningsforanstaltninger og udsigten til at kunne passe sit arbejde delvist og tillempet på en acceptabel måde omfattes af beskyttelsen mod indirekte eller direkte forskelsbehandling pa grund af handicap.

…

For en god ordens skyld bemærker jeg, som også tidligere anført, at min klient intet har gjort for at forhale sin helbredelse. Tværtimod har jeres medlem modarbejdet dette ved at kræve tilstedeværelse og fuldt tilstedeværelse/arbejde på arbejdspladsen.

Min klients mindre arbejde ved bibeskæftigelse og deltagelse i musikband har i arbejdsmæssige henseende alene været af helbredende og stabiliserende karakter.

Min klient har i det hele fulgt råd fra læge og psykolog som også beskrevet og oplyst. ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. februar 2025.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Klager har fremlagt en række lægelige oplysninger, der stammer fra efter afskedigelsen.

Parternes bemærkninger

Parternes bemærkninger er alene gengivet delvist.

Klager påstår, at indklagedes behandling af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven.

Handicap:

Klager blev i januar 2023 sygemeldt på grund af arbejdsrelateret stress med samtidige væsentlige syns- og øjengener (stressøje). Klagers gener, sygdom og fravær var forårsaget af indklagedes adfærd og arbejdsbetinget. Klager var længerevarende syg på grund af stress udløst af arbejdet hos indklagede.

Efter møderne den 24. og 27. maj 2024 havde klager stærke fysiske symptomer i form af hjertebanken, stigende puls og tiltagende plet for øjet ved tanken om at skulle møde fysisk ind på arbejdspladsen. Klagers læge anbefalede derfor hjemmearbejde på nedsat tid for at komme oven på situationen.

Klagers sygdomsforløb var et sammensurium af flere forskellige ting i form af regnbuehindebetændelse, stressøje, depression, belastningsreaktion og rygsmerter. Klager var i et forløb på et sygehus, som havde fokus på øjensygdommen, hvorfor sygehuset ikke rigtig lavede journaler på, hvad der ellers foregik. Dermed opstod der diskrepans i de bagvedliggende årsager til klagers situation. Klager mener, at klagers synsgener var kroppens måde, at få klager til at gå psykisk ned. Klager ser hele situationen som en klar definition på stress og overbelastning. Klager var sygemeldt med synskomplikationer. Derudover havde klager ikke lyst til at informere indklagede om yderligere manglende mental tryghed i arbejdssituationen.

Klagers bopæl og transporttid har hverken givet anledning til, medvirket til eller fremskyndet klagers sygdom og stress.

Faktiske omstændigheder:

Der foreligger faktiske konkrete omstændigheder, der underbygger, at klager var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven, og at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap og afholdelse af forældreorlov.

Bevisbyrden for at ligebehandlingsprincipperne ikke er overholdt påhviler indklagede, og indklagede har ikke løftet bevisbyrden.

Efter klager afsluttede sin forældreorlov, blev klager pålagt at møde op på arbejdsstedet i sin fulde arbejdstid. Det ville medføre en væsentlig ændring af klagers ansættelsesvilkår.

Indklagede har tilsidesat sin pligt til at foretage nødvendige tilpasningsforanstaltninger, herunder at begrænse arbejdstid og opretholde mulighed for hjemmearbejde. Selv efter, at indklagede var helt klar over, at klager ikke ville kunne møde fysisk på arbejdspladsen, men fortsat kunne udføre hjemmearbejde, tilpassede indklagede ikke kravene. Indklagede fastholdt i stedet kravet om fremmøde og afskedigede klager.

Klager hverken kunne eller var interesseret i at arbejde fem dage om ugen fra kontoret i indklagedes afdeling Y, og klager mener på ingen måde, at det har været et arbejdsvilkår, som klager var gået ind til på noget tidspunkt. Klager har altid haft et krav om, at han kunne arbejde hjemme minimum to dage om ugen. Det har fungeret upåklageligt, at klager har arbejdet hjemmefra.

Tilpasningsforpligtelsen:

Det var svært for klager at optrappet sine timer under sygemeldingen og blive raskmeldt, fordi der var skærpede krav i forbindelse med klagers tilbagevenden. Klager fik bl.a. en ny leder, blev flyttet fra indklagedes udstillingsteam til indklagedes marketing og kommunikationsafdeling, blev pålagt at møde fysisk ind på arbejdspladsen alle dage, blev tilbudt en fratrædelsesaftale og til sidst afskediget. Indklagede valgte hverken at fritstille klager, sende opgaver, som klager kunne løse hjemmefra, eller i øvrigt have dialog med klager i opsigelsesperioden.

Klager var på vej tilbage til sin fuldtidsstilling. Hvor klager arbejdede fra var ikke et tema før, at indklagede bragte det op. Klager blev træt af fokuseret brug af sine øjne, da klager havde størrelsesforskelle, farveforskelle, slørede linjer samt en plet på sit venstre øje. At tilskrive to en halv times transport ved hver arbejdsdag var ikke en formidlende omstændighed vedrørende klagers bekymring for sit syn.

Klagers bibeskæftigelse:

Klager er uenig i indklagedes påstand om, at klager har forhalet sin egen helbredelse. Det var ikke hårdt for klagers øje, at klager spillede musik. Det var tværtimod noget, der var med til at mindske klagers stresssymptomer.

Godtgørelse:

Under hensyntagen til de samlede omstændigheder undervejs i ansættelsesforholdet og i relation til afskedigelsen er klager berettiget til en godtgørelse svarende til 12 måneders løn med goder.

Indklagede påstår principielt afvisning.

Indklagede påstår subsidiært frifindelse.

Indklagedes afvisningspåstand:

Sagen er ikke egnet til afgørelse ved Ligebehandlingsnævnet, da bevisførelsen kræver parts- og vidneforklaringer, der kan belyse sagens faktiske omstændigheder.

Klager har henvist til, at der har været en fast aftale om, at klager kunne arbejde hjemme to til tre gange om ugen. Indklagede bestrider dette, ligesom det er udokumenteret. Der var udelukkende aftalt hjemmearbejde i forbindelse med klagers genoptrapningsforløb.

Handicap:

Klager var på afskedigelsestidspunktet ikke omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod afskedigelse på grund af handicap, da klager på afskedigelsestidspunktet ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager blev sygemeldt på grund af regnbuehindebetændelse i januar 2023. Klager forventedes fuldt raskmeldt efter optrapningsplan i uge 26, 2024. Der forelå således ikke en prognose om lang varighed eller en funktionsnedsættelse på grund af regnbuehindebetændelse på afskedigelsestidspunktet eller efterfølgende. På den baggrund kan klagers regnbuehindebetændelse ikke anses for at udgøre et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klagers fornyede sygemelding i juni 2024 var ifølge klagers egne oplysninger begrundet i stress, som ifølge klager skyldtes, at han blev stresset af udsigten til i højere grad at skulle udføre sit arbejde ved fysisk fremmøde, da dette ikke ville hænge sammen med hans privatliv. Der foreligger ikke dokumentation for, at der er en lægelige diagnose om stress, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, at der var en langvarig prognose, eller at klager havde en funktionsnedsættelse på grund af stress.

Uanset at klager på afskedigelsestidspunktet havde været sygemeldt siden januar 2023, så er længden af sygefraværet ikke afgørende for, om der foreligger et handicap. Det er indklagedes opfattelse, at klagers tilstand må anses for at være af forbigående karakter.

I foråret 2024 var klagers skånebehov mindre skærmarbejde. Klager havde ikke et skånebehov om hjemmearbejde. Hjemmearbejde blev først angivet som skånebehov af klagers læge efter, at klager flere gange havde afvist at møde fysisk på kontoret og fremsat krav om hjemmearbejde i et omfang, der ikke var en del af ansættelsesaftalen.

Faktiske omstændigheder:

Klager har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der blev lagt vægt på handicap i forbindelse med afskedigelsen. Klager blev opsagt på grund af langvarigt sygefravær og manglende udsigt til tilbagevenden foreløbigt. Klager skulle på dette tidspunkt være raskmeldt i forhold til regnbuehindebetændelse og evt. stressøje, og afskedigelsen var således begrundet i den nye fuldtidssygemelding på grund af stress og den manglende udsigt til tilbagevenden.

Det fremgår af friattesten af 14. juni 2024, at varigheden udgjorde seks uger, og at fremmøde fysisk på arbejdspladsen ville forværre klagers tilstand markant. Klager var således fuldtidssygemeldt for så vidt angår fremmøde på arbejdspladsen. Det kan på baggrund heraf samt de af klager fremlagt oplysninger lægges til grund, at klagers sygemelding og manglende udsigt til tilbagevenden alene skyldtes, at klager på grund af transporttid anså fortsat ansættelse hos indklagede sammenholdt med hans private forhold for at være uforeneligt, og at dette ikke formodes at kunne have ændret sig.

Det var klager alene, der var skyld i den påståede stress. Klager havde selv valgt at tage ansættelse langt fra sin bopæl, ligesom klager løbende øgede sin transporttid ved kontinuerligt at flytte bopæl længere væk fra arbejdspladsen. Samtidig valgte klager selv at få børn, som samlet set gjorde det svært for ham at få arbejde og privatliv til at hænge sammen, herunder i forhold til aflevering og afhentning af børn, udførelse af arbejde i sin selvstændige virksomhed, dyrkelse af hobby med at spille i orkester på spillesteder mv.

Indklagede ændrede på intet tidspunkt på forudsætningerne for arbejdets udførelse, men forsøgte derimod at imødekomme klager ved at tilpasse stillingen under sygemeldingen, uagtet at der var tale om selvforskyldt sygdom eller forhaling af helbredelse fra klagers side.

Det fremgår af klagers ansættelseskontrakt, at arbejdsstedet var hos indklagede i by X, men klager kunne med passende varsel blive pålagt at møde på alle indklagedes afdelinger. Der fremgår ikke nogen særskilt aftale om fast hjemmearbejdsdage to til tre dage om ugen. Af ansættelseskontrakten fremgår, at personalehåndbogen var gældende for ansættelsesforholdet, og af personalehåndbogen fremgår, at hjemmearbejde skulle aftales med nærmeste leder. Det var et klart udgangspunkt for ansættelsen, at klager skulle møde fysisk på arbejde.

Det bestrides, at klager efter sin forældreorlov blev pålagt at møde op på arbejdsstedet i sin fulde arbejdstid. Klager blev i maj 2024 gjort opmærksom på, at han ikke kunne have fast hjemmearbejdsdage, når han var blevet raskmeldt fra uge 26. Hjemmearbejdet ville i stedet skulle planlægges løbende med klagers nærmeste leder. Der var således ikke sket nogen ændring i arbejdets karakter eller muligheden for at arbejde hjemme.

Klager har på intet tidspunkt angivet, at behovet for hjemmearbejde skulle være relateret til klagers øjensygdom. Derimod har det været transportforhold, aflevering af børn mv., som har nødvendiggjort hjemmearbejde.

Indklagede tilpassede klagers stilling i forhold til diagnosen regnbuehindebetændelse, herunder ved at lade klager arbejde på nedsat tid i en optrapningsplan, ved at udvide muligheden for hjemmearbejde under optrapningen, og ved at tilpasse arbejdsopgaverne i overensstemmelse hermed. Det gøres derfor gældende, at klager ikke har påvist og sandsynliggjort, at der skulle være udøvet ulovlig forskelsbehandling af klager på grund af hans regnbuehindebetændelse.

Tilpasningsforpligtelsen:

Tilpasning af klagers arbejde for så vidt angår regnbuehindebetændelsen udgjorde mindre intensivt skærmarbejde og flere pauser. Dette har indklagede forsøgt og imødekommet til fulde i henhold til de indgåede genoptrapningsplaner. Herudover bekræftede klager sin bedring ved de ugentlige statusmøder, ligesom genoptrapningen var betinget af, at den kunne forlænges og tilpasses klager. Det blev aftalt, at genoptrapningen skulle løbe til uge 26, hvorefter klager ville være raskmeldt.

Der var på ingen måde sammenhæng mellem de tilpasninger, som relaterede sig til klagers sygdom i øjet og arbejdet foran en skærm, og klagers krav om faste hjemmearbejdsdage, som synes at være den eneste mulighed for, at han ville kunne vende raskmeldt tilbage til arbejdspladsen.

Det, der synes at være det afgørende element for klager, var, at klager ønskede at arbejde hjemmefra, fordi den lange transporttid gjorde det sværere at få privatlivet til at hænge sammen. Dette har imidlertid intet med handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven at gøre.

Hvis Ligebehandlingsnævnet kommer frem til, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, gøres det gældende, at klager på afskedigelsestidspunktet i så fald ikke var kompetent, egnet og disponibel.

Klagers bibeskæftigelse:

Indklagede blev forud for opsigelsen bekendt med, at klager havde et aktivt CVR-nummer og sideløbende med sin sygemelding havde udført arbejde som freelance art director i sin egen virksomhed. Endvidere var klager med i et band, og indklagede kan konstatere, at klager har haft flere spillejobs under sin sygemelding. Det er indklagede opfattelse, at klager i processen har forhalet sin egen helbredelse ved ikke at iagttage de skånehensyn, som indklagede sikrede i forbindelse med arbejdet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsloven:

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Det fremgår tillige af ligebehandlingsloven, at forældre, der har udnyttet retten til fravær efter barselslovens §§ 6-14 a, har ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været berettiget til under deres fravær.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Såfremt en afskedigelse finder sted under afholdelse af forældreorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Klagers forældreorlov sluttede den 3. maj 2024. Klager blev afskediget den 20. juni 2024.

Der er herefter ikke tale om en afskedigelse, der fandt sted under afholdelse af forældreorlov, hvorfor klager skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Klager har anført, at det udgjorde en væsentlig stillingsændring, at indklagede i maj 2024 efter, at klager kom tilbage fra forældreorlov, oplyste, at klager ikke kunne forvente faste hjemmearbejdsdage, når klager efter genoptrapningsplanen var tilbage på fuld tid i uge 26.

Nævnet vurderer, at klager ikke har godtgjort, at han havde en aftale om fast hjemmearbejde to til tre dage om ugen.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af klagers ansættelseskontrakt, at arbejdsstedet var hos indklagede og indklagedes øvrige afdelinger, ligesom det fremgår af medarbejderhåndbogen, som der var henvist til i ansættelseskontrakten, at hjemmearbejde skulle aftales med nærmeste leder.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsloven, herunder retten til at vende tilbage til det samme eller tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige.

Klager får derfor ikke medhold i den del af klagen, der handler om forskelsbehandling på grund af køn.

Forskelsbehandlingsloven:

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn eller handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U. 2018.830H og U. 2018.853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager var fra den 16. januar 2023 og frem til afskedigelsen den 20. juni 2024 fuldt eller delvist sygemeldt på grund af synsgener efter regnbuehindebetændelse og CSCR, også kaldet stressøje. Af de lægelige oplysninger fremgår, at klager havde gener i form af dårligere kontrastopfattelse, forskellige størrelser, formforvrængning og en plet for øjet. Generne gav udfordringer i forhold til skærmarbejde, og klager havde derfor behov for skånehensyn i form af mindre intensivt skærmarbejde og flere pauser i en periode. Af journalen af 10. marts 2024 fremgår, at generne forventedes at være varige.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hans synsgener på afskedigelsestidspunktet udgjorde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at klagers stress havde et sådant omfang, at dette udgjorde en langvarig funktionsnedsættelse på tidspunktet for afskedigelsen.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klagers sygemelding ud fra de foreliggende oplysninger skyldtes klagers synsgener, og at klager ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at synsgenerne skyldtes stress.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

I maj 2024 oplyste indklagede klager om, at klager, når han vendte tilbage til fuldtid i uge 26, ikke kunne have faste hjemmearbejdsdage. Hjemmearbejde skulle i stedet aftales løbende med klagers nærmeste leder.

Klager oplyste, at dette ikke var muligt, da det ville give klager en daglig transporttid på cirka tre timer, og at klagers dagligdag var indrettet efter, at klager havde fleksible hjemmearbejdsdage.

Den 5. juni 2024 sygemeldte klager sig via sin advokat på grund af stress. Klager kunne dog fortsat arbejde hjemmefra.

Den 11. juni 2024 attesterede klagers læge, at klager var fraværende fra arbejdet på grund af sygdom. Lægen vurderede, at klager skulle være deltidssygemeldt i seks uger, og at klager kunne arbejde 17 timer om ugen udelukkende hjemmefra, da lægen vurderede, at fremmøde på arbejdspladsen ville forværre tilstanden markant.

Det fremgår ikke af attesten, hvilken sygdom eller tilstand der var tale om, herunder om der var tale om stress eller om sygdom i forbindelse med klagers synsgener.

Det fremgår af afskedigelsen, at årsagen til afskedigelsen var klagers langvarige sygefravær med manglende udsigt til tilbagevenden.

Det fremgår videre, at indklagede var uforstående over for, at klager var blevet fuldtidssygemeldt på grund af, at indklagede havde italesat et ønske om større fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen, og at klagers læge havde angivet, at klager nu kun kunne arbejde hjemmefra, da det var udgangspunktet for klagers ansættelse, at arbejdet foregik på kontoret.

Endelig fremgår det, at indklagede henset til forløbet havde mistet tilliden til, at klager havde evnen og viljen til at komme tilbage til arbejdet på fuld tid.

Nævnet vurderer på baggrund af sagens oplysninger, at afskedigelsen var begrundet i klagers og indklagedes uenighed om klagers mulighed for hjemmearbejde.

Der foreligger ikke lægelige oplysninger fra afskedigelsestidspunktet om, at det var klagers handicap i form af synsgener, som medførte, at klager ikke kunne møde fysisk op på arbejde og kun kunne arbejde hjemme.

Klagers behov for fast hjemmearbejde var således ikke forbundet med klagers handicap, hvorfor indklagede ikke var forpligtet til i rimeligt omfang at imødekomme behovet.

Det ses, at klager i maj 2024 havde gjort det klart, at han havde behov for fast hjemmearbejde for at få sit privatliv til at hænge sammen.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager får derfor ikke medhold i den del af klagen, der handler om forskelsbehandling på grund af handicap

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

• § 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3 og stk. 3, om nævnets kompetence

• § 9, stk. 1, om klagebehandling

• § 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

• § 8 a om ret til at vende tilbage til samme eller tilsvarende arbejde

• § 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

• § 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

• § 16 a om delt bevisbyrde

Forskelsbehandlingsloven

• § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

• § 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

• § 7 a om delt bevisbyrde

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter