Spring til indhold

Retsinformation

Lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

Gældende LOV nr 1563 af 20/12/2006LovJustitsministeriet21. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 1 afgørelse

Domsdatabasen 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Lov

om Bruxelles I-forordningen m.v.

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør

vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1.

Bestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab

og

Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, jf. bilag 1 til denne

lov, samt bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, jf. bilag 2 til denne

lov,

og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, jf. bilag 3 og 4 til denne lov,

gælder

her i landet.

Kapitel 2

Anerkendelse og fuldbyrdelse

§ 2.

Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af Bruxelles

I-forordningen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodningen

skal

være skriftlig.

Stk. 2.

Der kan

samtidig med en anmodning efter stk. 1 anmodes om fuldbyrdelse af

afgørelsen efter retsplejelovens regler.

Stk. 3.

Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved

Læs alt

kendelse.

§ 3.

Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de ændringer, der følger af

denne lov, kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 2.

Landsrettens

afgørelse kan med de ændringer, der følger af denne lov, og med tilladelse

fra

Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens

kapitel 37.

Stk. 3.

Den ret,

hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan

bestemme,

at der skal foretages mundtlig forhandling.

§ 4.

En

retsafgørelse, der er erklæret

eksigibel,

kan med de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de regler,

der

gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.

Stk. 2.

I tiden,

indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller

indtil

en eventuel kære er afgjort, kan der uanset fristen i retsplejelovens

§ 480 foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke

foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der

går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan

ske. Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf.

retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen

om,

at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.

§ 5.

En

afgørelse om et borgerligt krav, der er truffet i en anden EU-medlemsstat i

forbindelse med retsforfølgning mod en person for en uagtsom lovovertrædelse,

kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, såfremt den pågældende

person

1)

hverken har bopæl

eller er statsborger i afgørelsesstaten,

2)

er udeblevet, efter

at retten i afgørelsesstaten har bestemt, at den pågældende skal møde

personligt,

og

3)

ikke har haft

mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

§ 6.

Der

kan ikke her i landet fastsættes eller fuldbyrdes forvandlingsstraf for en

udenlandsk tvangsbøde. Det samme gælder med hensyn til afgørelser om afsoning

af underholdsbidrag, der er pålagt i udlandet.

§ 7.

En

fordringshaver, der helt eller delvis

har haft fri proces i domsstaten eller været fritaget for gebyrer og

omkostninger, har fri proces eller er fritaget for at betale gebyrer og

omkostninger

i samme omfang under fuldbyrdelsessagen.

§ 8.

Reglerne

i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på

1)

anmodninger om, at et

officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres for eksigibelt

efter

artikel 57 og 58 i Bruxelles I-forordningen, og

2)

anmodninger om, at en

retsafgørelse skal anerkendes efter artikel 33, stk. 2, i Bruxelles

I-forordningen.

Kapitel 3

Bemyndigelse

§ 9.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af

lovens

§ 1.

Stk. 2.

Justitsministeren

kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på

ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen.

Stk. 3.

Justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder

anvendelse på konventioner om andre landes og territoriers tilknytning til

reglerne i Bruxelles I-forordningen eller bestemmelser, der i det væsentlige

svarer hertil.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 10.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Økonomi- og

erhvervsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens §

13, nr. 1 og 2.

§ 11.

I

retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som ændret

senest ved § 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 247, stk. 1, 1. pkt.,

affattes

således:

»I sager, der er omfattet af en international overenskomst, som er

gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller lov om

Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de

nævnte love, anvendes overenskomstens værnetingsregler.«

2.

I

§ 247, stk. 2,

ændres »konvention«

til: »international overenskomst«.

§ 12.

I

lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som

ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende

ændring:

1.

I

§ 20

indsættes som

nr. 9:

»9)

afgørelser efter lov

om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at

en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet,

eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er

eksigibelt her i landet.«

§ 13.

I

søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret bl.a. ved

lov nr. 599 af 24. juni 2005 og senest ved § 39 i lov nr. 538 af 8. juni

2006, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 190

indsættes som

2. pkt.:

»Domme, der er afsagt af en domstol i en anden

EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog i overensstemmelse med de

relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet af, herunder tilknyttet

ved mellemstatslig aftale.

2.

I

§ 226

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Domme, der er

afsagt af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog

i

overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet

af, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale.«

3.

§ 310, stk. 5,

affattes således:

»Stk. 5.

Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller

det

aftalte eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger

i

Danmark, Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af lov om

Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder

bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«

4.

§ 429, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Stk. 1 og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles

I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder

bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«

§ 14.

I

sømandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 18. juli 2005, som ændret ved

§ 2 i lov nr. 547 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.

§ 17, stk. 1, nr. 7,

affattes

således:

»7)

i strid med § 64

indbringer en tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed.«

2.

I

§ 64, stk. 4, 3. pkt.,

ændres »dansk

domstol« til: »retten«.

3.

I

§ 64

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Stk. 2 og 3 gælder ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles

I-forordningen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af denne lov.

§ 15.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 13 og § 14 kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der

følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Givet på Christiansborg Slot, den 20.

december 2006

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Lene Espersen

Bilag 1

AFTALE

mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget

Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det

følgende benævnt »Fællesskabet«,

på den ene side, og

KONGERIGET DANMARK, i det følgende

benævnt »Danmark«,

på den anden side –

SOM ØNSKER at gøre reglerne for

retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og

forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for Fællesskabet,

SOM KONSTATERER, at medlemsstaterne

den 27. september 1968 på grundlag af artikel 293, fjerde led, i traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indgik Bruxelles-konventionen om

retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,

herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters

tiltrædelse

af denne konvention

1)

(i det følgende benævnt

»Bruxelles-konventionen«). Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og

EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse

af

retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager

2)

(i det følgende

benævnt »Lugano-konventionen«), som er en parallelkonvention til

Bruxelles-konventionen,

SOM KONSTATERER, at

Bruxelles-konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og

om

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige

område

3)

(i

det følgende benævnt »Bruxelles I-forordningen«),

SOM HENVISER til protokollen om

Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske

Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, (i det

følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken

Bruxelles I-forordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i

Danmark,

SOM UNDERSTREGER, at der må findes en

løsning på den utilfredsstillende juridiske situation, der er opstået som

følge

af, at der inden for Fællesskabet gælder forskellige regler for retternes

kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

SOM ØNSKER, at bestemmelserne i

Bruxelles I-forordningen, fremtidige ændringer heraf og

gennemførelsesforanstaltningerne

hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem

Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til

afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM UNDERSTREGER, at kontinuiteten

mellem Bruxelles-konventionen og denne aftale bør sikres, og at der også for

denne aftale bør gælde overgangsbestemmelser svarende til dem i Bruxelles

I-forordningen. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske

Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere

bør

protokollen af 1971

4)

fortsat finde anvendelse på

sager, der allerede er anlagt ved denne aftales ikrafttræden,

SOM UNDERSTREGER, at

Bruxelles-konventionen tillige fortsat bør finde anvendelse for så vidt angår

de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af

Bruxelles-konventionens

geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER betydningen af god

koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt angår forhandling og

indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre eller ændre

anvendelsesområdet

for Bruxelles I-forordningen,

SOM UNDERSTREGER, at Danmark bør

bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som Fællesskabet har

indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er relevant for en

sammenhængende

anvendelse af Bruxelles I-forordningen og nærværende aftale,

SOM PÅPEGER, at De Europæiske

Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet anvendelse

og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles

I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af

denne aftale,

SOM HENVISER til den kompetence til

at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af

retsakter

udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV,

herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er tillagt De

Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte

bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som

følge

af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at De Europæiske

Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser at afgøre

præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som

rejses

af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode om præjudicielle

afgørelser på samme betingelser som retter i andre medlemsstater for så vidt

angår fortolkningen af Bruxelles I-forordningen og

gennemførelsesforanstaltningerne hertil,

SOM HENVISER til, at Rådet for Den

Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i medfør af artikel

68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab kan anmode

De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af

retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens

afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det forhold, at

nævnte

bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som

følge

af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at Danmark på samme

betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår Bruxelles

I-forordningen

og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De

Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af

denne

aftale,

SOM UNDERSTREGER, at retterne i

Danmark – ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de bestemmelser i

Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør

en del af denne aftale – efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til

retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De

Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i

Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen og alle

EF-gennemførelsesforanstaltninger,

SOM FINDER, at det bør være muligt at

anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om

overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i overensstemmelse med

bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

vedrørende sager for Domstolen,

SOM KONSTATERER, at denne aftale er

bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7, i traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor hensigtsmæssigt, at

Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder denne aftale, skal

kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab af traktatens vogter

–

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

1. Formålet med denne aftale er at anvende

bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne

hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i over- ensstemmelse

med

artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til

en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles

I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle

medlemsstater.

3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk.

1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks

stilling.

Artikel 2

Retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse

af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1. Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, der er

knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de

gennemførelsesforanstaltninger,

der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, og – for

så vidt

angår gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales

ikrafttræden – som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne

aftale, og de

foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk.

1,

finder anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem

Fællesskabet

og Danmark.

2. Med henblik på gennemførelsen af denne aftale ændres

anvendelsen af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen dog som følger:

a)

Artikel

1, stk. 3, finder ikke anvendelse.

b)

I

artikel 50 indsættes følgende som stk. 2:

»2. Den, som fremsætter anmodning om fuldbyrdelse af en

afgørelse om underholdspligt, der er truffet af en administrativ myndighed i

Danmark, kan i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, påberåbe sig de i

stk. 1 nævnte fordele, såfremt han fremlægger en erklæring fra det danske

justitsministerium,

som bekræfter, at han opfylder de økonomiske betingelser for helt eller

delvis at

få meddelt fri proces eller blive fritaget for gebyrer og omkostninger.«

c)

I

artikel 62 indsættes følgende som stk. 2:

»2. I sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret«

også de danske administrative myndigheder.«

d)

Artikel

64 finder anvendelse på søgående skibe, der er indregistreret i Danmark og i

Grækenland og Portugal.

e)

Datoen

for denne aftales ikrafttræden finder anvendelse i stedet for datoen for

forordningens ikrafttræden omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, og

artikel 72 og 76.

f)

Overgangsbestemmelserne

i denne aftale finder anvendelse i stedet for forordningens artikel 66.

g)

I

bilag I tilføjes følgende: »i Danmark: § 246, stk. 2 og 3, i lov

om rettens pleje

«.

h)

I

bilag II tilføjes følgende: »i Danmark:

byretten

«.

i)

I

bilag III tilføjes følgende: »i Danmark:

landsretten

«.

j)

I

bilag IV tilføjes følgende: »i Danmark: ved appel til Højesteret med

tilladelse

fra

Procesbevillingsnævnet

«.

Artikel 3

Ændringer til Bruxelles I-forordningen

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til

Bruxelles I-forordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder

ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages ændringer til forordningen,

meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af

ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af

ændringerne

eller inden 30 dage herefter.

3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af

ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske

administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.

4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen

kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige

administrative

foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne

til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt

af

hvilket tidspunkt der ligger senest.

5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen

kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a)

Lovgivningsmæssige

foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af

ændringerne til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for

meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

b)

Danmark

giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige

gennemførelsesforanstaltningers

ikrafttræden.

6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af

ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige

folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til

forordningen udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag

knyttet hertil.

7. Hvis

a)

Danmark

meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller

b)

Danmark

ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er

fastsat

i stk. 2, eller

c)

de

lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for

de

frister, der er fastsat i stk. 5,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne

beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i

litra

c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft

inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af

de 90 dage.

8. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede

dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf.

stk. 7, berøres ikke heraf.

Artikel 4

Gennemførelsesforanstaltninger

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser

fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 75 i Bruxelles I-forordningen.

Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør

af forordningens artikel 74, stk. 2, er ikke bindende for og finder ikke

anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i

medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, skal disse meddeles Danmark.

Danmark meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af

gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af

gennemførelsesforanstaltningerne

eller inden 30 dage herefter.

3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige

administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for

gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på

datoen

for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af

gennemførelsesforanstaltningerne

er blevet gennemført i Danmark, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser

mellem Danmark og Fællesskabet. Gennemførelsesforanstaltningerne udgør

derefter

en del af denne aftale.

5. Hvis

a)

Danmark

meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af

gennemførelsesforanstaltningerne, eller

b)

Danmark

ikke fremsender nogen meddelelse inden den frist på 30 dage, der er fastsat i

stk. 2,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne

træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder

efter udløbet af de 90 dage.

6. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede

dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf.

stk. 5, berøres ikke heraf.

7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver

godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2,

og

bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.

8. Danmark meddeler Kommissionen tekster, der indebærer

ændring af oplysningerne i artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i denne aftale.

Kommissionen ændrer artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i over- ensstemmelse

hermed.

Artikel 5

Internationale aftaler, der berører Bruxelles

I-forordningen

1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår på

grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen, er ikke bindende for og

finder

ikke anvendelse i Danmark.

2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale

aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-

forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker

efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger

med

hensyn til forholdet mellem nærværende aftale og den pågældende

internationale

aftale.

3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der

kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, der

er

knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med

Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade

målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets

kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.

Artikel 6

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med

hensyn til fortolkning af denne aftale

1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen

af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk

ret,

anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden

EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med

hensyn til Bruxelles I-forordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger,

der

er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved

fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med

hensyn til bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles

I-forordningen

samt alle EF-gennemførelsesforanstaltninger.

3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og

enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af

denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke

anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået

retskraft.

4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til

Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et

præjudicielt

spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2,

stk. 1.

5. Protokollen vedrørende statutten for De Europæiske

Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og

dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til Bruxelles

I-forordningen, kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende

ændringerne for så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på

tidspunktet for ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.

I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen

får virkning tre måneder efter meddelelsen.

7. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede

dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf.

stk. 6, berøres ikke heraf.

Artikel 7

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med

hensyn til overholdelsen af denne aftale

1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod

Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne

aftale.

2. Danmark kan klage til Kommissionen over en

medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne

aftale.

3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for

Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt

protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og

Domstolens procesreglement finder anvendelse.

Artikel 8

Geografisk anvendelsesområde

1. Denne aftale finder anvendelse på de territorier,

der er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab.

2. Hvis Fællesskabet beslutter at udvide anvendelsen af

Bruxelles I-forordningen til at omfatte territorier, der på nuværende

tidspunkt

er underlagt Bruxelles-konventionen, samarbejder Fællesskabet og Danmark med

henblik på at sikre, at en sådan anvendelse også kommer til at omfatte

Danmark.

Artikel 9

Overgangsbestemmelser

1. Denne aftale finder kun anvendelse på retssager, der

er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter

aftalens

ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i

domsstaten før denne aftales ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er

truffet

efter aftalens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i over-

ensstemmelse

med denne aftale:

a)

såfremt

retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller

Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som

anmodningen er rettet til

b)

i

alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i

overensstemmelse

med de regler, der er fastsat i denne aftale eller i en konvention, der, da

sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som

anmodningen

er rettet til.

Artikel 10

Forholdet til Bruxelles I-forordningen

1. Denne aftale mellem Fællesskabet og Danmark berører

ikke de øvrige medlemsstaters anvendelse af Bruxelles I-forordningen.

2. Denne aftale finder dog altid anvendelse:

a)

i

spørgsmål om retternes kompetence, såfremt sagsøgte har bopæl i Danmark,

eller

såfremt retterne i Danmark er tillagt kompetence i henhold til forordningens

artikel 22 eller 23, der finder anvendelse i forbindelserne mellem

Fællesskabet

og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale

b)

i

spørgsmål om litispendens eller indbyrdes sammenhængende krav som omhandlet i

artikel 27 og 28 i Bruxelles I-forordningen, der finder anvendelse i

forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne

aftale,

når der er anlagt sag i en anden medlemsstat end Danmark og i Danmark

c)

i

spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvor Danmark enten er domsstaten

eller den stat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 11

Ophør af denne aftale

1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de

øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af

bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i

nævnte protokol.

2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne

aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom.

Aftalen ophører seks måneder efter datoen for en sådan meddelelse.

3. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede

dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor aftalen ophører, jf. stk. 1

eller 2, berøres ikke heraf.

Artikel 12

Ikrafttræden

1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i

overensstemmelse med deres respektive procedurer.

2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den

sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har

afsluttet

de nødvendige procedurer.

Artikel 13

Teksternes gyldighed

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk,

engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk,

maltesisk,

nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk,

tjekkisk,

tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

BILAG

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af

22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse

af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som ændret ved

Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002 af 21. august 2002 om ændring af

bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og

artikel

4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse

og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt

ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 af 27. december 2004 om

ændring

af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-

og handelsretlige område.

1)

EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s.

17),

EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af

3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C

27

af 26.1.1998, s. 1.

2)

EFT L 319 af 25.11.1988, s. 9.

3)

EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF)

nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).

4)

EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31),

EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af

3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C

27

af 26.1.1998, s. 28.

Bilag 2

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001

af 22.

december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen

1) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

2) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og

Sociale Udvalg

3) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fællesskabet

har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og

retfærdighed,

hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre

et

sådant område bør Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende

samarbejde om civilretlige spørgsmål, der er nødvendige for det indre markeds

funktion.

(2)

Visse

forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for

anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds

funktion.

Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne

for

retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og

forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af

denne

forordning.

(3)

Dette

område falder ind under samarbejdet om civilretlige spørgsmål efter

traktatens

artikel 65.

(4) Denne forordning er i

overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet

som fastsat i traktatens artikel 5. Dens mål kan ikke i tilstrækkelig grad

opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på

fællesskabsplan.

Den begrænser sig til det nødvendige minimum for at nå disse mål og går ikke

ud

over, hvad der er nødvendigt herfor.

(5)

Medlemsstaterne

indgik den 27. september 1968 på grundlag af traktatens artikel 293, fjerde

led, Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af

retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved

konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (i det

følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«)

4) . Den 16.

september

1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes

kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder

handelssager, som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen af

1968.

Disse to konventioner har været genstand for en revision, og Rådet har

godkendt

indholdet af den reviderede tekst. Kontinuiteten i forhold til de resultater,

der blev opnået ved denne revision, bør sikres.

(6)

For

at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og

handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for

retternes

kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i

en bindende og umiddelbart gældende fællesskabsretsakt.

(7)

Denne

forordnings materielle anvendelsesområde skal omfatte alle de vigtigste

spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse

velafgrænsede delområder.

(8)

Sager,

der er omfattet af denne forordning, skal have en tilknytning til de

medlemsstaters område, der er bundet af denne forordning. De fælles regler

for

retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl

på

en af disse medlemsstaters område.

(9)

En

sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, er som hovedregel

underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats

område,

hvor sagen er anlagt, og en sagsøgt med bopæl på en medlemsstats område, der

ikke er bundet af denne forordning, skal fortsat være underlagt

Bruxelles-konventionens regler.

(10)

Med

henblik på den frie bevægelighed for retsafgørelser skal retsafgørelser

truffet

i en medlemsstat, der er bundet af denne forordning, anerkendes og fuldbyrdes

i

en anden medlemsstat, der er bundet af denne forordning, selv når

domsskyldneren har bopæl på et tredjelands område.

(11)

Kompetencereglerne

bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes

bopæl

som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne

gøres

gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af

sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at

lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler

mere

gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl

defineres selvstændigt.

(12)

Som

kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier

baseret

på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god

retspleje.

(13)

For

forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at

beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for

denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.

(14)

Friheden

til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end

forsikrings-,

forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed bør være begrænset,

skal respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der

er

fastsat i denne forordning.

(15)

Af

hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for

parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes

uforenelige

retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme

til

at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at

afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters

lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med

henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres

selvstændigt.

(16)

Den

gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at

retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden

at

der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.

(17)

Denne

samme gensidige tillid gør det også berettiget at operere med en effektiv og

hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én

medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat. Med henblik herpå bør en

retsafgørelse erklæres for eksigibel næsten automatisk efter en simpel formel

kontrol af de forelagte dokumenter, uden at retten på embeds vegne bør kunne

påberåbe sig en af de i denne forordning anførte grunde til ikke at lade en

retsafgørelse fuldbyrde.

(18)

For

at en sagsøgt skal kunne varetage sine interesser, bør han dog kunne

appellere

en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en

kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til

ikke

at fuldbyrde retsafgørelsen. Tilsvarende bør den, der har anmodet om at få en

retsafgørelse erklæret for eksigibel, kunne appellere en afgørelse, der

afslår

eksigibilitet.

(19)

Kontinuiteten

mellem Bruxelles-konventionen og denne forordning bør sikres, og i den

forbindelse

bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med

hensyn

til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af

Bruxelles-konventionen,

og endvidere bør protokollen af 1971

5)

fortsat finde

anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne forordnings

ikrafttræden.

(20)

Det

Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det

Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til

traktaten

om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af

denne forordning.

(21)

Danmark

deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der

er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om

oprettelse

af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og

forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

(22)

Da

Bruxelles-konventionen gælder i forholdet mellem Danmark og de medlemsstater,

der er bundet af denne forordning, finder Bruxelles-konventionen og

protokollen

af 1971 fortsat anvendelse mellem Danmark og de medlemsstater, der er bundet

af

denne forordning.

(23)

Bruxelles-konventionen

bør tillige fortsat finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes

territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske

anvendelsesområde,

og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel

299.

(24)

Af

konsekvenshensyn bør det tilsvarende fastsættes, at denne forordning ikke

berører de regler for retternes kompetence og for anerkendelse af

retsafgørelser, der er fastlagt i særlige fællesskabsretsakter.

(25)

For

at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne

forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som

medlemsstaterne er parter i.

(26)

Der

bør i denne forordnings grundlæggende regler være en vis fleksibilitet for at

tage hensyn til særlige procesregler i visse medlemsstater. Med henblik herpå

bør nogle af bestemmelserne i den protokol, der er knyttet som bilag til

Bruxelles-konventionen, indarbejdes i denne forordning.

(27)

For

at sikre en harmonisk overgang på visse områder, som er omfattet af særlige

bestemmelser i den protokol, der er knyttet som bilag til

Bruxelles-konventionen, bør der i denne forordning fastsættes bestemmelser,

hvorved der i en overgangsperiode tages hensyn til de særlige forhold, der

gør

sig gældende i visse medlemsstater.

(28)

Kommissionen

bør senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægge en rapport

om

forordningens anvendelse og om nødvendigt foreslå tilpasninger.

(29)

Kommissionen

bør ændre bilag I-IV vedrørende nationale kompetenceregler, retter og

kompetente myndigheder samt appelmuligheder på grundlag af ændringer

fremsendt

af den berørte medlemsstat. Ændringer af bilag V og VI bør vedtages i

overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om

fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de

gennemførelsesbeføjelser,

der tillægges Kommissionen

6)

–

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og

handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i

særdeleshed

ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)

fysiske

personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet

mellem

ægtefæller samt arv efter loven eller testamente

b)

konkurs,

akkord og andre lignende ordninger

c)

social

sikring

d)

voldgift.

3. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle

medlemsstater med undtagelse af Danmark.

KAPITEL II

KOMPETENCE

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 2

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning

skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres

nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

2. Personer, som ikke er statsborgere i den

medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler,

der gælder for landets egne statsborgere.

Artikel 3

1. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område,

kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler,

der

er fastsat i afdeling 2-7.

2. I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der

er angivet i bilag I, ikke gøres gældende imod dem.

Artikel 4

1. Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område,

afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens

egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.

2. Over for en person, der ikke har bopæl på en

medlemsstats område, kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område,

uanset sin nationalitet, i lighed med medlemsstatens egne statsborgere

påberåbe

sig de kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, der er

angivet i bilag I.

Afdeling 2

Specielle kompetenceregler

Artikel 5

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan

sagsøges i en anden medlemsstat

1)

a)

i sager om

kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger

til

grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

b)

ved

anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er

opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

–

ved

salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen

er

blevet leveret eller skulle have været leveret

–

ved

levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor

tjenesteydelserne

i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

c)

er

litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse

2)

i

sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har

sin

bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en

sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning

er

kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af

parternes

nationalitet

3)

i

sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor

skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå

4)

i

sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere

tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen

er

anlagt, såfremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan påkende

borgerlige krav

5)

i

sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende

virksomhed,

ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende

6)

i

sin egenskab af stifter af en trust, trustee eller begunstiget ved en trust

oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig

aftale, der er bekræftet skriftligt, ved retterne i den medlemsstat, på hvis

område trusten har bopæl

7)

i

sager om indsigelse mod betaling af den bjærgeløn, der forlanges for

bjærgning,

som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, i hvis

retskreds der i den nævnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:

a)

er

gjort arrest for at sikre sådan betaling, eller

b)

kunne

have været gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden

sikkerhed

denne

bestemmelse finder kun anvendelse, såfremt det gøres gældende, at sagsøgte

har

rettigheder i den nævnte skibsladning eller fragt, eller at han på

bjærgningstidspunktet havde sådanne rettigheder.

Artikel 6

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan

endvidere sagsøges:

1)

såfremt

der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har

bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at

behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i

tilfælde

af, at kravene blev påkendt hver for sig

2)

når

der er tale om krav mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den

oprindelige

sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende

det

værneting, der ville være kompetent i hans sag

3)

når

der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme

forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet

er

anlagt

4)

i

sager om kontraktforhold, såfremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder

over fast ejendom mod samme sagsøgte, ved retten i den medlemsstat, på hvis

område ejendommen er beliggende.

Artikel 7

Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne

forordning har kompetence til at afgøre sager om ansvar i forbindelse med

brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i

henhold til den interne lovgivning i den pågældende medlemsstat træder i

stedet

for førstnævnte ret, også kompetence til at afgøre krav om begrænsning af

dette

ansvar.

Afdeling 3

Kompetence i forsikringssager

Artikel 8

I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne

afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

Artikel 9

1. En forsikringsgiver, der har bopæl på en

medlemsstats område, kan sagsøges:

a)

ved

retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

b)

i

en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren,

den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har

bopæl, eller

c)

såfremt

det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken

der er anlagt sag mod den ledende assurandør.

2. Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats

område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende

virksomhed

i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed

som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 10

I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast

ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted,

hvor

skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er

omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde.

Artikel 11

1. I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren

endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den

sikrede,

såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2. Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde,

hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er

hjemmel for et direkte sagsanlæg.

3. Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg

indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i

sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.

Artikel 12

1. En forsikringsgiver kan kun anlægge sag ved retterne

i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, hvad enten sagsøgte er

forsikringstager, sikret eller begunstiget, jf. dog artikel 11, stk. 3.

2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte

modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne

afdeling.

Artikel 13

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om

værneting:

1)

der

er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2)

der

giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at

anlægge

sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3)

der

er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på

tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller

sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at

retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at

skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om

værneting

ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller

4)

der

er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats

område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en

forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats

område, eller

5)

der

vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14

nævnte risici.

Artikel 14

De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende:

1)

enhver

skade

a)

på

søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer,

der

skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til

erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer

b)

på

gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis

som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer

2)

ethvert

ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på

disses bagage

a)

hidrørende

fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr.

1, litra a), med hensyn til luftfartøjer dog kun for så vidt lovgivningen i

den

medlemsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om

værneting ved forsikring af sådanne risici

b)

for

skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1, litra b)

3)

ethvert

økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller

luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), navnlig tab af fragt eller

befragtningsindtægter

4)

enhver

risiko i forbindelse med en af de i nr. 1-3 nævnte risici

5)

uanset

nr. 1-4, alle store risici som defineret i Rådets direktiv 73/239/EØF

7) ,

som ændret ved direktiv 88/357/EØF

8)

og direktiv 90/618/EØF

9) ,

med eventuelle senere ændringer.

Afdeling 4

Kompetence i sager om forbrugeraftaler

Artikel 15

1. I sager om aftaler indgået af en person

(forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans

erhvervsmæssige

virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og

artikel 5, nr. 5:

a)

når

sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater

b)

når

sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre

kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne

genstande

c)

i

alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver

erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har

bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne

medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er

omfattet af den pågældende virksomhed.

2. Har forbrugerens medkontrahent ikke bopæl på en

medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en

lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af

en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på

transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en

kombination af rejse og ophold.

Artikel 16

1. Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin

medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis

område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor

forbrugeren

har bopæl.

2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af

forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat,

på

hvis område forbrugeren har bopæl.

3. Denne artikel berører ikke retten til at fremsætte

modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne

afdeling.

Artikel 17

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om

værneting:

1)

der

er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2)

der

giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er

nævnt

i denne afdeling, eller

3)

der

er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for

forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på

samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat

kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter

lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Afdeling 5

Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler

Artikel 18

1. I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres

kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

2. Har arbejdsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats

område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende

virksomhed

i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed

som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 19

En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats

område, kan sagsøges:

1)

ved

retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

2)

i

en anden medlemsstat:

a)

ved

retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde,

eller

ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde,

eller

b)

såfremt

arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et

bestemt

land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget

arbejdstageren, er eller var beliggende.

Artikel 20

1. En arbejdsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i

den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl.

2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte

modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne

afdeling.

Artikel 21

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om

værneting:

1)

der

er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2)

der

giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er

nævnt i denne afdeling.

Afdeling 6

Enekompetence

Artikel 22

Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

1)

i

sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast

ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.

I

sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået

med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på

hinanden

følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område

sagsøgte

har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en

fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme

medlemsstats

område

2)

i

sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre

juridiske

personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om

gyldighed

af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den pågældende

medlemsstat.

Ved afgørelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de

internationalprivatretlige regler, som gælder for den

3)

i

sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, retterne i den

medlemsstat, på hvis område registrene føres

4)

i

sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt

andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering,

retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller

registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller

ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at

være foretaget.

Med

forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af

europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt

Den

Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes

bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et

europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat

5)

i

sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, retterne i den medlemsstat, på hvis

område fuldbyrdelsesstedet er beliggende.

Afdeling 7

Aftaler om værneting

Artikel 23

1. Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem

har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i

en

medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister

eller

fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller

retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har

aftalt

andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om

værneting skal være indgået:

a)

skriftligt

eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

b)

i

en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger

i

deres indbyrdes forhold, eller

c)

inden

for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en

sædvane,

som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel

er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type

inden for den pågældende handelsbranche.

2. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk

meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.

3. Såfremt en sådan aftale om værneting er indgået af

parter, hvoraf ingen har bopæl på en medlemsstats område, kan retterne i de

øvrige medlemsstater ikke påkende tvisten, så længe den eller de udpegede

retter ikke har erklæret sig inkompetente.

4. Den eller de retter i en medlemsstat, som har fået

tillagt kompetence i henhold til et dokument om oprettelse af en trust, har

enekompetence i sager mod en stifter af en trust, en trustee eller en ved en

trust begunstiget person, såfremt det drejer sig om forholdet mellem disse

personer eller om deres rettigheder og pligter inden for trustens rammer.

5. Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i

et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i modstrid

med

artikel 13, 17 og 21 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør

af

artikel 22 er enekompetente.

Artikel 24

For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er

kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den

kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke

anvendelse,

såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt

en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.

Afdeling 8

Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til

påkendelse

Artikel 25

En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det

væsentligste indbringes en retstvist, der i medfør af artikel 22 henhører

under

en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal på embeds vegne

erklære sig inkompetent.

Artikel 26

1. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats

område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde,

erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er

kompetent efter reglerne i denne forordning.

2. Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at

sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen

eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine

interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har

været truffet.

3. Artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af

29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige

dokumenter i civile og kommercielle sager

10)

anvendes i

stedet for stk. 2, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et

tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør

af nævnte forordning.

4. Finder forordning (EF) nr. 1348/2000 ikke

anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om

forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om

civile

eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen

eller

et tilsvarende dokument skal fremsendes i medfør af nævnte konvention.

Afdeling 9

Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav

Artikel 27

1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på

samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige

medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er

anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen

først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til

fordel for den første.

Artikel 28

1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes

sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver

anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2. Når de pågældende sager verserer i første instans,

kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes

efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den

ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de

pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne

artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og

påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at

kravene blev påkendt hver for sig.

Artikel 29

Såfremt kravene henhører under flere retters

enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er

anlagt,

erklære sig inkompetent til fordel for denne ret.

Artikel 30

Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for

anlagt ved en ret

1)

på

det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende

dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har

undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få

dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller

2)

hvis

det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal

forkyndes,

før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages

af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger

ikke

efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham,

for at få dokumentet indleveret til retten.

Afdeling 10

Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler

Artikel 31

Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder

anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler,

som

er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en

anden

medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens

realitet.

KAPITEL III

ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE

Artikel 32

I denne forordning forstås ved »retsafgørelse« enhver

afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes,

såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fast- sættelse af

sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten.

Afdeling 1

Anerkendelse

Artikel 33

1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat,

anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse

af

en særlig procedure.

2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der

som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i afdeling

2

og 3 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.

3. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag

ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen,

er

denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Artikel 34

En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

1)

såfremt

en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den

medlemsstat, som anmodningen rettes til

2)

såfremt

det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er

blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde,

at

han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har

undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde

mulighed for at gøre det

3)

såfremt

den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den

medlemsstat, som anmodningen rettes til

4)

såfremt

den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden

medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har

samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse

opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat,

som anmodningen rettes til.

Artikel 35

1. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes,

såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat,

eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.

2. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler

er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske

omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.

3. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke

efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1, omhandlede

efterprøvelse

vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til

kompetencereglerne.

Artikel 36

Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde

efterprøves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 37

1. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er

truffet i en medlemsstat, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan

denne

udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved ordinær appel eller

genoptagelse.

2. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er

truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, gældende ved en ret i en anden

medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt fuldbyrdelsen er udsat i

domsstaten ved iværksættelse af appel eller genoptagelse.

Afdeling 2

Fuldbyrdelse

Artikel 38

1. De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er

eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når

de

efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i

sidstnævnte stat.

2. I Det Forenede Kongerige kan sådanne retsafgørelser

dog fuldbyrdes i England og Wales, Skotland eller Nordirland, når

afgørelserne

efter anmodning fra en berettiget part med henblik på fuldbyrdelse er blevet

registreret i den pågældende del af Det Forenede Kongerige.

Artikel 39

1. Anmodningen fremsættes over for den ret eller

kompetente myndighed, der er angivet i bilag II.

2. Den stedlige kompetence afgøres efter den parts

bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.

Artikel 40

1. Fremgangsmåden ved fremsættelse af anmodningen

afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2. Den, der fremsætter anmodningen, skal vælge en

processuel bopæl i retskredsen for den ret, som anmodningen er indgivet til.

Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke har

regler for et sådant valg af bopæl, skal den, der fremsætter anmodningen,

udpege en procesfuldmægtig.

3. De dokumenter, der er nævnt i artikel 53, vedlægges

anmodningen.

Artikel 41

En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i

artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34

og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette

tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.

Artikel 42

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en

retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er

foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til,

meddeles den, som har fremsat anmodningen.

2. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for

eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse,

sammen

med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den

pågældende.

Artikel 43

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en

retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.

2. Appel indgives til den ret, der er angivet i bilag

III.

3. Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne

for kontradiktorisk procedure.

4. Giver den part, mod hvem der anmodes om

fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel rejst af den, der

har fremsat anmodningen, finder artikel 26, stk. 2-4, anvendelse, selv om den

part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats

område.

5. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for

eksigibel, skal appelleres inden en måned efter, at den er blevet forkyndt.

Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden

medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for

eksigibel, er fristen for appel to måneder og løber fra den dag, hvor

afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt

eller på hans bopæl. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.

Artikel 44

Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun

anfægtes som angivet i bilag IV.

Artikel 45

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel

43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller

ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte

grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.

2. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde

efterprøves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 46

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel

43 eller 44, kan efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om

fuldbyrdelse,

udsætte sagen, såfremt den udenlandske retsafgørelse i domsstaten er anfægtet

ved ordinær appel eller genoptagelse, eller såfremt fristen herfor endnu ikke

er udløbet; i sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte en frist for

iværksættelse

af appel eller genoptagelse.

2. Såfremt retsafgørelsen er truffet i Irland eller Det

Forenede Kongerige, anses enhver form for appel eller genoptagelse i den

pågældende domsstat for et ordinært retsmiddel ved anvendelsen af stk. 1.

3. Den pågældende ret kan endvidere gøre fuldbyrdelsen

betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten.

Artikel 47

1. Når en retsafgørelse skal anerkendes efter denne

forordning, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen,

kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i

overensstemmelse

med lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, uden at

der

kræves en afgørelse om eksigibilitet efter artikel 41.

2. Den afgørelse, hvorved en retsafgørelse erklæres for

eksigibel, giver hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.

3. Så længe den i artikel 43, stk. 5, fastsatte frist

for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der

ikke

er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige

retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om

fuldbyrdelse.

Artikel 48

1. Såfremt der ved den udenlandske retsafgørelse er

taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible,

skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for

eksigible.

2. Den, som fremsætter en anmodning om, at en

retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af

retsafgørelsen

erklæret for eksigible.

Artikel 49

Udenlandske retsafgørelser, hvorved der fastsættes en

tvangsbøde, er kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til,

såfremt bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.

Artikel 50

Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt

eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og

omkostninger,

skal den pågældende under den i denne afdeling fastlagte procedure have

meddelt

fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt

omfang

efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 51

Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat

anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden

medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den

begrundelse,

at han er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i det pågældende

land.

Artikel 52

Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i

forhold til sagens værdi, må i forbindelse med behandlingen af en anmodning

om,

at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, opkræves i den medlemsstat, som

anmodningen rettes til.

Afdeling 3

Fælles bestemmelser

Artikel 53

1. Den part, der søger anerkendelse af en retsafgørelse

eller anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal fremlægge

en

genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til

godtgørelse af dens ægthed.

2. Den part, der anmoder om, at en retsafgørelse

erklæres for eksigibel, skal endvidere fremlægge den attest, der er omhandlet

i

artikel 54, jf. dog artikel 55.

Artikel 54

Retten eller den kompetente myndighed i domsstaten

udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på

formularen i bilag V.

Artikel 55

1. Såfremt den i artikel 54 omhandlede attest ikke

fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for

dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt

den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan

fremlæggelse.

2. Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver

det, skal der foretages en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal

bekræftes af en person, der er bemyndiget hertil i en af medlemsstaterne.

Artikel 56

Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af

tilsvarende formalitet med hensyn til de i artikel 53 og artikel 55, stk. 2,

nævnte dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter.

KAPITEL IV

OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER OG RETSFORLIG

Artikel 57

1. Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og

eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklæres for eksigible i en

anden medlemsstat i overensstemmelse med den i artikel 38 og følgende

fastsatte

procedure. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44,

kan

kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller

ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af det

officielt

bekræftede dokument åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i

den

medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2. Som officielt bekræftede dokumenter efter stk. 1

betragtes ligeledes aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en

administrativ myndighed, eller som er bekræftet af en sådan myndighed.

3. Det fremlagte dokument skal med hensyn til

godtgørelse af dets ægthed opfylde de betingelser, der stilles i den

medlemsstat,

hvor dokumentet er udstedt.

4. Kapitel III, afdeling 3, finder tilsvarende

anvendelse. Den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et officielt

bekræftet

dokument er blevet udstedt, udsteder efter anmodning fra en berettiget part

en

attest, der udfærdiges på formularen i bilag VI.

Artikel 58

Forlig, der er indgået for retten under en retssag, og

som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, kan fuldbyrdes i den

medlemsstat, som anmodningen rettes til, på samme betingelser som officielt

bekræftede dokumenter. Retten eller den kompetente myndighed i en

medlemsstat,

hvor et retsforlig er blevet indgået, udsteder efter anmodning fra en

berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.

KAPITEL V

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 59

1. Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den

medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats

interne lovgivning.

2. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område,

hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på

en

anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.

Artikel 60

1. Selskaber og andre juridiske personer har ved

anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:

a)

deres

vedtægtsmæssige hjemsted, eller

b)

deres

hovedkontor, eller

c)

deres

hovedvirksomhed.

2. For Det Forenede Kongeriges og Irlands vedkommende

forstås ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« »registered office« eller, hvis et

sådant ikke findes nogen steder, »place of incorporation« eller, hvis et

sådant

ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning

sammenslutningen er oprettet.

3. Ved afgørelsen af, om en trust har bopæl på den

medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende de

internationalprivatretlige

regler, som gælder for den.

Artikel 61

Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser

kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, og mod hvem der

indledes

retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse, ved retter kompetente i

straffesager i en anden medlemsstat, hvor de pågældende ikke er statsborgere,

selv når de ikke personligt giver møde, til at varetage deres forsvar vælge

personer, der er beføjede hertil. Den ret, der behandler sagen, kan dog

bestemme, at den pågældende skal give møde personligt; har personligt

fremmøde

ikke fundet sted, kan de øvrige medlemsstater afslå at anerkende eller

fuldbyrde den afgørelse, der er truffet med hensyn til et borgerligt krav,

uden

at den pågældende har haft mulighed for at varetage sine interesser under

sagen.

Artikel 62

I Sverige omfatter udtrykket »ret« i forbindelse med

hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (»betalningsföreläggande«) og

visse

andre krav (»handräckning«) også det svenske fogedvæsen

(»kronofogdemyndighet«).

Artikel 63

1. En person, der har bopæl på Luxembourgs område, og

som i medfør af artikel 5, nr. 1, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat,

kan gøre indsigelse mod den pågældende rets kompetence, når det endelige sted

for levering af varen eller tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg.

2. Når det endelige sted for levering af varen eller

tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg, jf. stk. 1, skal enhver aftale om

værneting for at være gyldig være indgået skriftligt eller mundtligt med

skriftlig bekræftelse som fastsat i artikel 23, stk. 1, litra a).

3. Denne artikel finder ikke anvendelse på aftaler om

finansielle tjenesteydelser.

4. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra

denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 64

1. I tvister mellem en skibsfører og et

besætningsmedlem på et søgående skib, der er indregistreret i Grækenland

eller

Portugal, om hyre eller andre forhyringsvilkår, skal retterne i en

medlemsstat

undersøge, om den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som skibet

henhører under, er blevet underrettet om tvisten. De kan påkende sagen, så

snart denne repræsentant er blevet underrettet.

2. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra

denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 65

1. Den i artikel 6, nr. 2, og artikel 11 fastsatte

kompetence for krav mod tredjemand kan ikke gøres gældende i Tyskland og

Østrig. Enhver, der har bopæl på en anden medlemsstats område, kan sagsøges:

a)

ved

retterne i Tyskland i henhold til civilproceslovens §§ 68, 72, 73 og 74

(Zivilprozessordnung)

vedrørende procesunderretning

b)

ved

retterne i Østrig i henhold til civilproceslovens § 21 (Zivilprozessordnung)

vedrørende procesunderretning.

2. De retsafgørelser, der træffes i andre medlemsstater

i medfør af artikel 6, nr. 2, og artikel 11, anerkendes og fuldbyrdes i

Tyskland og Østrig i overensstemmelse med kapitel III. De retsvirkninger, som

retsafgørelser truffet i disse medlemsstater har over for tredjemand i

henhold

til de i stk. 1 nævnte bestemmelser, anerkendes ligeledes i de andre

medlemsstater.

KAPITEL VI

OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 66

1. Denne forordning finder kun anvendelse på retssager,

der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter

forordningens ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i

domsstaten før denne forordnings ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er

truffet efter forordningens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i

overensstemmelse

med kapitel III:

a)

såfremt

retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller

Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som

anmodningen er rettet til

b)

i

alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i

overensstemmelse

med de regler, der er fastsat i kapitel II eller i en konvention, der, da

sagen

blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som

anmodningen

er rettet til.

KAPITEL VII

FORHOLDET TIL ANDRE INSTRUMENTER

Artikel 67

Denne forordning udelukker ikke anvendelsen af

bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes

kompetence

samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt

i

fællesskabsretsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til

gennemførelse af disse retsakter.

Artikel 68

1. I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne

forordning i stedet for Bruxelles-konventionen, dog ikke for så vidt angår de

af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens

geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i

medfør

af traktatens artikel 299.

2. I den udstrækning denne forordning i forholdet

mellem medlemsstaterne træder i stedet for Bruxelles-konventionen, skal

henvisninger til Bruxelles-konventionen forstås som henvisninger til denne

forordning.

Artikel 69

I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne

forordning i stedet for nedennævnte konventioner og nedennævnte traktat, jf.

dog artikel 66, stk. 2, og artikel 70:

–

konventionen

mellem Belgien og Frankrig om retternes kompetence samt om gyldighed og

fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede

dokumenter, undertegnet i Paris den 8. juli 1899

–

konventionen

mellem Belgien og Nederlandene om retternes stedlige kompetence, om konkurs

samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og

officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 28. marts 1925

–

konventionen

mellem Frankrig og Italien om fuldbyrdelse af domme i civile og kommercielle

sager,

undertegnet i Rom den 3. juni 1930

–

konventionen

mellem Tyskland og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

i

civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 9. marts 1936

–

konventionen

mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser

og officielt bekræftede dokumenter vedrørende underholdsforpligtelser,

undertegnet i Wien den 25. oktober 1957

–

konventionen

mellem Tyskland og Belgien om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse i civile

og

kommercielle sager af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt

bekræftede dokumenter, undertegnet i Bonn den 30. juni 1958

–

konventionen

mellem Nederlandene og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser

i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 17. april 1959

–

konventionen

mellem Tyskland og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser,

retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder

handelssager, undertegnet i Wien den 6. juni 1959

–

konventionen

mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser,

voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager,

herunder handelssager, undertegnet i Wien den 16. juni 1959

- konventionen mellem Grækenland og

Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

retsforlig

og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, her- under

handelssager,

undertegnet i Athen den 4. november 1961

–

konventionen

mellem Belgien og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

og

andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom

den 6. april 1962

–

konventionen

mellem Nederlandene og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager,

undertegnet i Haag den 30. august 1962

–

konventionen

mellem Nederlandene og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager,

herunder

handelssager, undertegnet i Haag den 6. februar 1963

–

konventionen

mellem Frankrig og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

og

officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager,

undertegnet i Wien den 15. juli 1966

–

konventionen

mellem Spanien og Frankrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

og

voldgiftskendelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Paris den

28.

maj 1969

–

konventionen

mellem Luxembourg og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

og

officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager,

undertegnet i Luxembourg den 29. juli 1971

–

konventionen

mellem Italien og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i

borgerlige

sager, herunder handelssager, samt af retsforlig og notarialiter bekræftede

dokumenter, undertegnet i Rom den 16. november 1971

–

konventionen

mellem Spanien og Italien om retshjælp og anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser

i civile og kommercielle sager, undertegnet i Madrid den 22. maj 1973

–

konventionen

mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om anerkendelse og

fuldbyrdelse

af afgørelser om privatretlige krav, undertegnet i København den 11. oktober

1977

–

konventionen

mellem Østrig og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i

civile sager, undertegnet i Stockholm den 16. september 1982

–

konventionen

mellem Spanien og Tyskland om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i civile og

kommercielle

sager, undertegnet i Bonn den 14. november 1983

–

konventionen

mellem Østrig og Spanien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager,

herunder handelssager, undertegnet i Wien den 17. februar 1984

–

konventionen

mellem Finland og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i

borgerlige

sager, undertegnet i Wien den 17. november 1986, og

–

traktaten

mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg om retternes kompetence, om

konkurs

samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og

officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 24. november

1961,

for så vidt den er i kraft.

Artikel 70

1. De konventioner og den traktat, der er nævnt i

artikel 69, bevarer deres gyldighed på de områder, hvor denne forordning ikke

finder anvendelse.

2. De bevarer ligeledes deres gyldighed for så vidt

angår retsafgørelser, der er truffet, og officielt bekræftede dokumenter, der

er udstedt før denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 71

1. Denne forordning berører ikke konventioner, hvori

medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for

retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af

retsafgørelser.

2. Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning

anvendes stk. 1 på følgende måde:

a)

denne

forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i

en

konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør

af

den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats

område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken

sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26

b)

retsafgørelser,

der i en medlemsstat er truffet af en ret, som har anset sig for kompetent i

medfør af en konvention vedrørende et særligt område, anerkendes og

fuldbyrdes

i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.

Såfremt

både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i

en

konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser.

Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der

vedrører

proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, finde

anvendelse.

Artikel 72

Denne forordning berører ikke aftaler, hvorved

medlemsstaterne før denne forordnings ikrafttræden i medfør af artikel 59 i

Bruxelles-konventionen har forpligtet sig til ikke at anerkende

retsafgørelser,

navnlig retsafgørelser, som er truffet i en anden stat, der er kontraherende

part i Bruxelles-konventionen, mod en sagsøgt, der har bopæl eller sædvanligt

opholdssted på et tredjelands område, såfremt retsafgørelsen i et tilfælde

omhandlet i artikel 4 i Bruxelles-konventionen kun har kunnet støttes på en

af

de kompetenceregler, der er anført i artikel 3, stk. 2, i

Bruxelles-konventionen.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 73

Senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden

forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og

Sociale

Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten ledsages om

nødvendigt af forslag med henblik på tilpasning af forordningen.

Artikel 74

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen tekster, der

indebærer ændring af listerne i bilag I-IV. Kommissionen ændrer de berørte

bilag i overensstemmelse hermed.

2. Ajourføring eller tekniske ændringer af formularerne

i bilag V og VI vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 75, stk. 2.

Artikel 75

1. Kommissionen bistås af et udvalg.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 3

og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse.

3. Udvalget vedtager sin forretningsorden.

Artikel 76

Denne forordning træder i kraft den 1. marts 2002.

Denne forordning er

bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i

overensstemmelse

med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles,

den 22. december 2000.

På Rådets vegne

C. PIERRET

Formand

BILAG I

De nationale kompetenceregler, der er

omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2

De nationale kompetenceregler, der er

omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, er:

–

i

Belgien: artikel 15 i borgerlig lovbog

(Code

civil/Burgerlijk Wetboek)

og artikel 638 i retsplejeloven

(Code judiciaire/Gerechtelijk Wetboek)

–

i

Tyskland: § 23 i civilprocesloven

(Zivilprozessordnung)

–

i

Grækenland: artikel 40 i civilprocesloven

(Κώδικας

Πολιτικής

Δικονομίας)

–

i

Frankrig: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog

(Code civil)

–

i

Irland: bestemmelserne om kompetence i medfør af en stævning forkyndt for den

sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Irland

–

i

Italien: artikel 3 og 4 i lov nr. 218 af 31. maj 1995

–

i

Luxembourg: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog

(Code civil)

–

i

Nederlandene: artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i civilprocesloven

(Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering)

–

i

Østrig: § 99 i loven om retternes kompetence

(Jurisdiktionsnorm)

–

i

Portugal: artikel 65 og 65A i civilprocesloven

(Código de Processo Civil)

og artikel 11 i procesloven om arbejdsforhold

(Código de Processo de Trabalho)

–

i

Finland: kapitel 10, § 1, stk. 1, andet, tredje og fjerde punktum,

i retsplejeloven

(oikeudenkäymiskaari/rättegångsbalken)

–

i

Sverige: kapitel 10, § 3, stk. 1, første punktum, i retsplejeloven

(rättegångsbalken)

–

i

Det Forenede Kongerige: bestemmelserne om kompetence i medfør af:

a)

en

stævning forkyndt for den sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Det

Forenede

Kongerige

b)

sagsøgtes

besiddelse af gods i Det Forenede Kongerige, eller

c)

sagsøgers

udlæg eller arrest i gods, der befinder sig i Det Forenede Kongerige.

BILAG II

De retter eller kompetente

myndigheder, over for hvilke de i artikel 39 omhandlede anmodninger skal

fremsættes, er:

–

i

Belgien,

»tribunal de première

instance«/»rechtbank van eerste aanleg«/»erstinstanzliches Gericht«

–

i

Tyskland, formanden for et

»Kammer des

Landgerichts«

–

i

Grækenland,

»Μονομελές

Πρωτοδικείο«

–

i

Spanien,

»Juzgado de Primera Instancia«

–

i

Frankrig, præsidenten for

»tribunal de

grande instance«

–

i

Irland,

»High Court«

–

i

Italien,

»corte d'appello«

–

i

Luxembourg, præsidenten for

»tribunal

d'arrondissement«

–

i

Nederlandene, præsidenten for

»arrondissementsrechtbank«

–

i

Østrig,

»Bezirksgericht«

–

i

Portugal,

»Tribunal de Comarca«

–

i

Finland,

»käräjäoikeus/tingsrätten«

–

i

Sverige,

»Svea hovrätt«

–

i

Det Forenede Kongerige:

a)

i

England og Wales,

»High Court of Justice«

eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Magistrates' Court«

ved fremsendelse gennem

»Secretary of State«

b)

i

Skotland,

»Court of Session«

eller, i

tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Sheriff Court«

ved fremsendelse gennem

»Secretary of State«

c)

i

Nordirland,

»High Court of Justice«

eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Magistrates' Court«

ved fremsendelse gennem

»Secretary of State«

d)

i

Gibraltar,

»Supreme Court of Gibraltar«

eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Magistrates' Court«

ved fremsendelse gennem

»Attorney General of Gibraltar«.

BILAG III

De retter i medlemsstaterne, til

hvilke der kan indgives appel efter artikel 43, stk. 2, er:

–

i

Belgien

a)

»tribunal de première instance»/»rechtbank

van eerste aanleg»/»erstinstanzliches Gericht«,

hvis afgørelsen appelleres

af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse

b)

»cour d'appel»/»hof van beroep«,

hvis

afgørelsen appelleres af den, der har fremsat anmodningen

–

i

Tyskland,

»Oberlandesgericht«

–

i Grækenland,

»

Εφετείο«

–

i Spanien,

»Audiencia Provincial«

–

i Frankrig,

»Cour d'appel«

–

i Irland,

»High Court«

–

i Italien,

»corte d'appello«

–

i

Luxembourg,

»Cour supérieure de justice«

som appelinstans i civilretlige sager

–

i

Nederlandene,

a)

»arrondissementsrechtbank«,

hvis

afgørelsen appelleres af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse

b)

»gerechtshof«,

hvis afgørelsen

appelleres af den, der har fremsat anmodningen

–

i

Østrig,

»Bezirksgericht«

–

i

Portugal,

»Tribunal de Relação«

–

i

Finland,

»hovioikeus»/»hovrätt«

–

i

Sverige,

»Svea hovrätt«

–

i

Det Forenede Kongerige:

a)

i

England og Wales,

»High Court of Justice«

eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Magistrates' Court«

b)

i

Skotland,

»Court of Session«

eller, i

tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Sheriff Court«

c)

i

Nordirland,

»High Court of Justice«

eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Magistrates' Court«

d)

i

Gibraltar,

»Supreme Court of Gibraltar«

eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,

»Magistrates' Court«.

BILAG IV

Afgørelser i appelsager kan i henhold til artikel 44 anfægtes:

–

i

Belgien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene:

ved

kassationsappel

–

i

Tyskland: ved

»Rechtsbeschwerde«

–

i

Irland, ved appel vedrørende et retligt spørgsmål til

»Supreme Court«

–

i

Østrig: ved

»Revisionsrekurs«

–

i

Portugal: ved appel vedrørende et retligt spørgsmål

–

i

Finland: ved appel til

»Korkein

oikeus/Högsta domstolen«

–

i

Sverige: ved appel til

»Högsta domstolen«

i Det Forenede Kongerige, ved én enkelt appel

vedrørende et retligt spørgsmål.

BILAG V

Attest i henhold til forordningens artikel 54 og 58 vedrørende

retsafgørelser og retsforlig

(Dansk, Danish,

danois, danés, ...)

1.

Domsstat

2.

Ret eller kompetent myndighed, der har udstedt attesten

2.1.

Navn

2.2.

Adresse

2.3.

Tlf./fax/e-post

3.

Ret, der har truffet retsafgørelsen/for hvilken

retsforliget er indgået(*)

3.1.

Rettens art

3.2.

Rettens hjemsted

4.

Retsafgørelsen/retsforliget(*)

4.1.

Dato

4.2.

Journalnummer

4.3.

Retsafgørelsens/retsforligets(*) parter

4.3.1.

Sagsøger(e)s navn(e)

4.3.2.

Sagsøgtes navn(e)

4.3.3.

Eventuelle andre parters navn(e)

4.4.

Dato for forkyndelse af det indledende processkrift i

sagen, såfremt retsafgørelsen blev truffet over for en udebleven sagsøgt

4.5.

Domskonklusionen/retsforliget(*) er vedlagt denne attest

5.

Navn på parter, som har haft fri proces

Retsafgørelsen/retsforliget(*) er eksigibel(t) i

domsstaten (forordningens artikel 38 og 58) over for:

Navn:

Udfærdiget i ....................................................,

den .............

Underskrift og/eller stempel ................................................

(*) Det ikke relevante overstreges.

BILAG VI

Attest i henhold til forordningens artikel

57, stk. 4, vedrørende officielt bekræftede dokumenter

(Dansk,

Danish, danois, danés, ...)

1.

Udstedelsesstat

2.

Kompetent myndighed, der har udstedt attesten

2.1.

Navn

2.2.

Adresse

2.3.

Tlf./fax/e-post

3.

Myndighed, der har bekræftet dokumentet

3.1.

Myndighed, der har været involveret i udstedelsen af det

officielt bekræftede dokument (hvis relevant)

3.1.1.

Myndighedens navn og betegnelse

3.1.2.

Myndighedens hjemsted

3.2.

Myndighed, der har registreret det officielt bekræftede

dokument (hvis relevant)

3.2.1.

Myndighedens art

3.2.2.

Myndighedens hjemsted

4.

Det officielt bekræftede dokument

4.1.

Beskrivelse af dokumentet

4.2.

Dato

4.2.1.

For dokumentets udstedelse

4.2.2.

For dokumentets registrering (hvis anden dato)

4.3.

Journalnummer

4.4.

Dokumentets parter

4.4.1.

Kreditors navn

4.4.2.

Debitors navn

5.

Den eksigible forpligtelse fremgår af den

ekstraktudskrift, som er vedlagt denne attest

Det officielt bekræftede dokument er eksigibelt over

for debitor i udstedelsesstaten (forordningens artikel 57, stk. 1)

Udfærdiget i ..........................., den

................................

Underskrift og/eller stempel ......................................

1)

EFT C 376 af 28.12.1999, s. 1.

2)

Udtalelse afgivet den 21.9.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

3)

EFT C 117 af 26.4.2000, s. 6.

4)

EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s.

17).

EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1. EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1. EFT L 285 af

3.10.1989, s. 1. EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C

27

af 26.1.1998, s. 1.

5)

EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31).

EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1. EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1. EFT L 285 af

3.10.1989, s. 1. EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C

27

af 26.1.1998, s. 28.

6)

EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

7)

EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s.

65).

8)

EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv

2000/26/EF.

9)

EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44.

10)

EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

Bilag 3

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1496/2002

af 21. august 2002

om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der

er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen

over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/

2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

EuropæiskeFællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001

af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse

af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1) ,

særlig artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 2, artikel 44 og artikel 74, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I

henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/ 2001 kan personer,

der

har bopæl på en medlemsstats område, kun sagsøges ved retterne i en anden

medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 i kapitel II

om kompetenceregler; i henhold til artikel 3, stk. 2, kan de nationale

kompetenceregler, der er angivet i bilag I, i særdeleshed ikke gøres gældende

mod dem.

(2)

Hvis

en regel, der er omhandlet i bilag I, ophæves i en medlemsstat, bør listens

indhold derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(3)

En

anmodning om, at en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, og

som

er eksigibel i den pågældende medlemsstat, erklæres for eksigibel i en anden

medlemsstat, skal indgives til de kompetente myndigheder, der er anført i

bilag

II til forordning (EF) nr. 44/ 2001.

(4)

I

henhold til artikel 38 ff. og artikel 57, stk. 4, i forordning (EF) nr.

44/2001

kan en anmodning om, at et officielt bekræftet dokument erklæres for

eksigibelt, fremsættes over for notarer som kompetente myndigheder.

(5)

I

henhold til artikel 74 i forordning (EF) nr. 44/2001 meddeler medlemsstaterne

Kommissionen tekster, der indebærer ændring af listerne over kompetente

myndigheder i bilag I-IV.

(6)

Nederlandene

har meddelt Kommissionen en ændring i de kompetenceregler, der er omhandlet i

bilag I, og i listen over kompetente retter og myndigheder i bilag II, og

Tyskland har meddelt Kommissionen en ændring i listen over kompetente retter

og

myndigheder i bilag II; forordning (EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i

overensstemmelse hermed –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 udgår ottende

led vedrørende Nederlandene.

Artikel 2

I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres

ordene »i Tyskland, formanden for et »Kammer des Landgerichts«« til:

»i Tyskland:

a)

formanden

for et »Kammer des Landgerichts«

b)

en

notar (» .«) i en procedure, der sigter mod at erklære et officielt bekræftet

dokument eksigibelt.«

Artikel 3

I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres

ordene »i Nederlandene, præsidenten for »arrondissementsrechtbank«« til:

»i Nederlandene, »voorzieningenrechter van de

rechtbank«.«

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er

bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles,

den 21. august 2002.

På Kommissionens vegne

António VITORINO

Medlem af Kommissionen

1)

EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

Bilag 4

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr 2245/2004

af 27. december 2004

om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets

forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdeIse af retsafgorelser på det civil- og handelsretlige område

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001

af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse

af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1) ,

særlig artikel 74, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I

bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 opregnes de nationale

kompetenceregler.

Bilag II indeholder en fortegnelse over de retter eller kompetente

myndigheder

i medlemsstaterne, der har bemyndigelse til at behandle anmodninger om

fuldbyrdelse.

Bilag III opregner de retter, til hvilke der kan indgives appel af sådanne

afgørelser, og bilag IV indeholder en fortegnelse over appelprocedurerne.

(2)

Bilag

I, II, III og IV til forordning (EF) nr. 44/2001 blev ændret ved

tiltrædelsesakten i 2003 for at tilføje de nationale kompetenceregler,

fortegnelserne over retter eller kompetente myndigheder og appelprocedurerne

i

tiltrædelsesstaterne.

(3)

Frankrig,

Letland, Litauen, Slovenien og Slovakiet har meddelt Kommissionen, at de har

ændret

de fortegnelser, der er beskrevet i bilag I, II, III og IV.

(4)

Forordning

(EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 44/2001 foretages følgende

ændringer:

1)

I

bilag I foretages følgende ændringer:

a)

Det

led, der vedrører Letland, affattes således:

»–

i

Letland: paragraf 27 og paragraf 28, stk. 3, 5, 6 og 9, i

retsplejelovgivningen

(Civilprocesa likums)«.

b)

Det

led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»–

i

Slovenien: artikel 48, stk. 2, i lov om international privatret og procedurer

(Zakon o mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel

47,

stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem postopku) og

artikel 58, stk. 1, i lov om international privatret og procedurer (Zakon o

mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel 57, stk. 1,

og artikel 47, stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem

postopku)«.

c) Det led, der vedrører Slovakiet,

affattes således:

»–

i

Slovakiet: artikel 37 til 37e i lov nr. 97/1963 om international privatret og

procedureregler i forbindelse hermed«.

2)

I

bilag II foretages følgende ændringer:

a)

Det

led, der vedrører Frankrig, affattes således:

»–

i

Frankrig

a)

»greffier en chef du tribunal de grande

instance«

b)

»président de la chambre départementale des

notaires«

ved anmodninger om håndhævelse af et autentisk notarialinstrument«.

b)

Det

led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»–

i

Slovenien,

»okro no sodi č

e

«

«.

c)

Det

led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»–

i

Slovakiet,

»okresný súd«

«.

3)

I

bilag III foretages følgende ændringer:

a)

Det

led, der vedrører Frankrig, affattes således:

»–

i Frankrig

a)

»cour d’appel«

ved afgørelser om at

imødekomme anmodningen

b)

præsidenten

for

»tribunal de grande instance«

ved

afgørelser om at afvise anmodningen«.

b)

Det

led, der vedrører Litauen, affattes således:

»–

i

Litauen,

»Lietuvos apeliacinis teismas«

«.

c)

Det

led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»–

i

Slovenien,

»okro no sodi č

e

«

«.

d)

Det

led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»–

i

Slovakiet,

»okresný súd«

«.

4)

I

bilag IV foretages følgende ændringer:

a)

Det

led, der vedrører Litauen, affattes således:

»–

i

Litauen, en appel til

»Lietuvos

Auk č

iausiasis

Teismas«

«.

b)

Det

led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»–

i

Slovenien, en appel til

»Vrhovno

sodi č

e Republike

Slovenije«

«.

c)

Det

led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»–

i

Slovakiet,

»dovolanie«

«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter

offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er

bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles,

den 27. december 2004.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand

1)

EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

Lignende dokumenter