Lov om Bruxelles I-forordningen m.v.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 1 afgørelse
Domsdatabasen 1
- § 3 1
De nyeste afgørelser
- Højesteret ophævede landsrettens kendelse og hjemviste sagerne til realitetsbehandling ved landsretten, idet Højesteret fandt, at kære var sket rettidigt, da kære af eksigibilitetsafgørelse efter Luganokonventionen er en måned Domsdatabasen · 10. september 2025
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Lov
om Bruxelles I-forordningen m.v.
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør
vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1.
Bestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab
og
Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, jf. bilag 1 til denne
lov, samt bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, jf. bilag 2 til denne
lov,
og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, jf. bilag 3 og 4 til denne lov,
gælder
her i landet.
Kapitel 2
Anerkendelse og fuldbyrdelse
§ 2.
Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af Bruxelles
I-forordningen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodningen
skal
være skriftlig.
Stk. 2.
Der kan
samtidig med en anmodning efter stk. 1 anmodes om fuldbyrdelse af
afgørelsen efter retsplejelovens regler.
Stk. 3.
Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved
Læs alt
kendelse.
§ 3.
Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de ændringer, der følger af
denne lov, kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Stk. 2.
Landsrettens
afgørelse kan med de ændringer, der følger af denne lov, og med tilladelse
fra
Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 37.
Stk. 3.
Den ret,
hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan
bestemme,
at der skal foretages mundtlig forhandling.
§ 4.
En
retsafgørelse, der er erklæret
eksigibel,
kan med de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de regler,
der
gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.
Stk. 2.
I tiden,
indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller
indtil
en eventuel kære er afgjort, kan der uanset fristen i retsplejelovens
§ 480 foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke
foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der
går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan
ske. Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf.
retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen
om,
at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.
§ 5.
En
afgørelse om et borgerligt krav, der er truffet i en anden EU-medlemsstat i
forbindelse med retsforfølgning mod en person for en uagtsom lovovertrædelse,
kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, såfremt den pågældende
person
1)
hverken har bopæl
eller er statsborger i afgørelsesstaten,
2)
er udeblevet, efter
at retten i afgørelsesstaten har bestemt, at den pågældende skal møde
personligt,
og
3)
ikke har haft
mulighed for at varetage sine interesser under sagen.
§ 6.
Der
kan ikke her i landet fastsættes eller fuldbyrdes forvandlingsstraf for en
udenlandsk tvangsbøde. Det samme gælder med hensyn til afgørelser om afsoning
af underholdsbidrag, der er pålagt i udlandet.
§ 7.
En
fordringshaver, der helt eller delvis
har haft fri proces i domsstaten eller været fritaget for gebyrer og
omkostninger, har fri proces eller er fritaget for at betale gebyrer og
omkostninger
i samme omfang under fuldbyrdelsessagen.
§ 8.
Reglerne
i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på
1)
anmodninger om, at et
officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres for eksigibelt
efter
artikel 57 og 58 i Bruxelles I-forordningen, og
2)
anmodninger om, at en
retsafgørelse skal anerkendes efter artikel 33, stk. 2, i Bruxelles
I-forordningen.
Kapitel 3
Bemyndigelse
§ 9.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af
lovens
§ 1.
Stk. 2.
Justitsministeren
kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på
ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen.
Stk. 3.
Justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder
anvendelse på konventioner om andre landes og territoriers tilknytning til
reglerne i Bruxelles I-forordningen eller bestemmelser, der i det væsentlige
svarer hertil.
Kapitel 4
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 10.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Økonomi- og
erhvervsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens §
13, nr. 1 og 2.
§ 11.
I
retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som ændret
senest ved § 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 247, stk. 1, 1. pkt.,
affattes
således:
»I sager, der er omfattet af en international overenskomst, som er
gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller lov om
Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de
nævnte love, anvendes overenskomstens værnetingsregler.«
2.
I
§ 247, stk. 2,
ændres »konvention«
til: »international overenskomst«.
§ 12.
I
lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som
ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1.
I
§ 20
indsættes som
nr. 9:
»9)
afgørelser efter lov
om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at
en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet,
eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er
eksigibelt her i landet.«
§ 13.
I
søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret bl.a. ved
lov nr. 599 af 24. juni 2005 og senest ved § 39 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 190
indsættes som
2. pkt.:
»Domme, der er afsagt af en domstol i en anden
EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog i overensstemmelse med de
relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet af, herunder tilknyttet
ved mellemstatslig aftale.
2.
I
§ 226
indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Domme, der er
afsagt af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog
i
overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet
af, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale.«
3.
§ 310, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5.
Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller
det
aftalte eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger
i
Danmark, Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af lov om
Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder
bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«
4.
§ 429, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
Stk. 1 og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles
I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder
bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«
§ 14.
I
sømandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 18. juli 2005, som ændret ved
§ 2 i lov nr. 547 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1.
§ 17, stk. 1, nr. 7,
affattes
således:
»7)
i strid med § 64
indbringer en tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed.«
2.
I
§ 64, stk. 4, 3. pkt.,
ændres »dansk
domstol« til: »retten«.
3.
I
§ 64
indsættes som
stk. 5:
»Stk. 5.
Stk. 2 og 3 gælder ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles
I-forordningen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af denne lov.
§ 15.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 13 og § 14 kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der
følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.
Givet på Christiansborg Slot, den 20.
december 2006
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Lene Espersen
Bilag 1
AFTALE
mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget
Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det
følgende benævnt »Fællesskabet«,
på den ene side, og
KONGERIGET DANMARK, i det følgende
benævnt »Danmark«,
på den anden side –
SOM ØNSKER at gøre reglerne for
retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og
forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for Fællesskabet,
SOM KONSTATERER, at medlemsstaterne
den 27. september 1968 på grundlag af artikel 293, fjerde led, i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indgik Bruxelles-konventionen om
retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,
herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters
tiltrædelse
af denne konvention
1)
(i det følgende benævnt
»Bruxelles-konventionen«). Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og
EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse
af
retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager
2)
(i det følgende
benævnt »Lugano-konventionen«), som er en parallelkonvention til
Bruxelles-konventionen,
SOM KONSTATERER, at
Bruxelles-konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets
forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og
om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige
område
3)
(i
det følgende benævnt »Bruxelles I-forordningen«),
SOM HENVISER til protokollen om
Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske
Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, (i det
følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken
Bruxelles I-forordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i
Danmark,
SOM UNDERSTREGER, at der må findes en
løsning på den utilfredsstillende juridiske situation, der er opstået som
følge
af, at der inden for Fællesskabet gælder forskellige regler for retternes
kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,
SOM ØNSKER, at bestemmelserne i
Bruxelles I-forordningen, fremtidige ændringer heraf og
gennemførelsesforanstaltningerne
hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem
Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til
afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
SOM UNDERSTREGER, at kontinuiteten
mellem Bruxelles-konventionen og denne aftale bør sikres, og at der også for
denne aftale bør gælde overgangsbestemmelser svarende til dem i Bruxelles
I-forordningen. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske
Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere
bør
protokollen af 1971
4)
fortsat finde anvendelse på
sager, der allerede er anlagt ved denne aftales ikrafttræden,
SOM UNDERSTREGER, at
Bruxelles-konventionen tillige fortsat bør finde anvendelse for så vidt angår
de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af
Bruxelles-konventionens
geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne aftale,
SOM UNDERSTREGER betydningen af god
koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt angår forhandling og
indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre eller ændre
anvendelsesområdet
for Bruxelles I-forordningen,
SOM UNDERSTREGER, at Danmark bør
bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som Fællesskabet har
indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er relevant for en
sammenhængende
anvendelse af Bruxelles I-forordningen og nærværende aftale,
SOM PÅPEGER, at De Europæiske
Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet anvendelse
og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles
I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af
denne aftale,
SOM HENVISER til den kompetence til
at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af
retsakter
udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV,
herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er tillagt De
Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte
bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som
følge
af protokollen om Danmarks stilling,
SOM FINDER, at De Europæiske
Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser at afgøre
præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som
rejses
af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode om præjudicielle
afgørelser på samme betingelser som retter i andre medlemsstater for så vidt
angår fortolkningen af Bruxelles I-forordningen og
gennemførelsesforanstaltningerne hertil,
SOM HENVISER til, at Rådet for Den
Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i medfør af artikel
68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab kan anmode
De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af
retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens
afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det forhold, at
nævnte
bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som
følge
af protokollen om Danmarks stilling,
SOM FINDER, at Danmark på samme
betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår Bruxelles
I-forordningen
og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De
Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af
denne
aftale,
SOM UNDERSTREGER, at retterne i
Danmark – ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de bestemmelser i
Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør
en del af denne aftale – efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til
retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De
Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i
Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen og alle
EF-gennemførelsesforanstaltninger,
SOM FINDER, at det bør være muligt at
anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om
overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i overensstemmelse med
bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
vedrørende sager for Domstolen,
SOM KONSTATERER, at denne aftale er
bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7, i traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor hensigtsmæssigt, at
Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder denne aftale, skal
kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab af traktatens vogter
–
ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:
Artikel 1
Formål
1. Formålet med denne aftale er at anvende
bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne
hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i over- ensstemmelse
med
artikel 2, stk. 1, i denne aftale.
2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til
en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles
I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle
medlemsstater.
3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk.
1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks
stilling.
Artikel 2
Retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse
af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
1. Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, der er
knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de
gennemførelsesforanstaltninger,
der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, og – for
så vidt
angår gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales
ikrafttræden – som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne
aftale, og de
foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk.
1,
finder anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem
Fællesskabet
og Danmark.
2. Med henblik på gennemførelsen af denne aftale ændres
anvendelsen af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen dog som følger:
a)
Artikel
1, stk. 3, finder ikke anvendelse.
b)
I
artikel 50 indsættes følgende som stk. 2:
»2. Den, som fremsætter anmodning om fuldbyrdelse af en
afgørelse om underholdspligt, der er truffet af en administrativ myndighed i
Danmark, kan i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, påberåbe sig de i
stk. 1 nævnte fordele, såfremt han fremlægger en erklæring fra det danske
justitsministerium,
som bekræfter, at han opfylder de økonomiske betingelser for helt eller
delvis at
få meddelt fri proces eller blive fritaget for gebyrer og omkostninger.«
c)
I
artikel 62 indsættes følgende som stk. 2:
»2. I sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret«
også de danske administrative myndigheder.«
d)
Artikel
64 finder anvendelse på søgående skibe, der er indregistreret i Danmark og i
Grækenland og Portugal.
e)
Datoen
for denne aftales ikrafttræden finder anvendelse i stedet for datoen for
forordningens ikrafttræden omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, og
artikel 72 og 76.
f)
Overgangsbestemmelserne
i denne aftale finder anvendelse i stedet for forordningens artikel 66.
g)
I
bilag I tilføjes følgende: »i Danmark: § 246, stk. 2 og 3, i lov
om rettens pleje
«.
h)
I
bilag II tilføjes følgende: »i Danmark:
byretten
«.
i)
I
bilag III tilføjes følgende: »i Danmark:
landsretten
«.
j)
I
bilag IV tilføjes følgende: »i Danmark: ved appel til Højesteret med
tilladelse
fra
Procesbevillingsnævnet
«.
Artikel 3
Ændringer til Bruxelles I-forordningen
1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til
Bruxelles I-forordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder
ikke anvendelse i Danmark.
2. Når der vedtages ændringer til forordningen,
meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af
ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af
ændringerne
eller inden 30 dage herefter.
3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af
ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske
administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.
4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen
kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige
administrative
foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne
til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt
af
hvilket tidspunkt der ligger senest.
5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen
kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:
a)
Lovgivningsmæssige
foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af
ændringerne til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for
meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.
b)
Danmark
giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige
gennemførelsesforanstaltningers
ikrafttræden.
6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af
ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige
folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til
forordningen udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag
knyttet hertil.
7. Hvis
a)
Danmark
meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller
b)
Danmark
ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er
fastsat
i stk. 2, eller
c)
de
lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for
de
frister, der er fastsat i stk. 5,
betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne
beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i
litra
c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft
inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af
de 90 dage.
8. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede
dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf.
stk. 7, berøres ikke heraf.
Artikel 4
Gennemførelsesforanstaltninger
1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser
fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 75 i Bruxelles I-forordningen.
Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør
af forordningens artikel 74, stk. 2, er ikke bindende for og finder ikke
anvendelse i Danmark.
2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i
medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, skal disse meddeles Danmark.
Danmark meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af
gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af
gennemførelsesforanstaltningerne
eller inden 30 dage herefter.
3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige
administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for
gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på
datoen
for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.
4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af
gennemførelsesforanstaltningerne
er blevet gennemført i Danmark, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser
mellem Danmark og Fællesskabet. Gennemførelsesforanstaltningerne udgør
derefter
en del af denne aftale.
5. Hvis
a)
Danmark
meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af
gennemførelsesforanstaltningerne, eller
b)
Danmark
ikke fremsender nogen meddelelse inden den frist på 30 dage, der er fastsat i
stk. 2,
betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne
træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder
efter udløbet af de 90 dage.
6. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede
dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf.
stk. 5, berøres ikke heraf.
7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver
godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2,
og
bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.
8. Danmark meddeler Kommissionen tekster, der indebærer
ændring af oplysningerne i artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i denne aftale.
Kommissionen ændrer artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i over- ensstemmelse
hermed.
Artikel 5
Internationale aftaler, der berører Bruxelles
I-forordningen
1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår på
grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen, er ikke bindende for og
finder
ikke anvendelse i Danmark.
2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale
aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-
forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker
efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger
med
hensyn til forholdet mellem nærværende aftale og den pågældende
internationale
aftale.
3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der
kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, der
er
knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med
Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade
målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets
kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.
Artikel 6
De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med
hensyn til fortolkning af denne aftale
1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen
af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk
ret,
anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden
EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med
hensyn til Bruxelles I-forordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger,
der
er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.
2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved
fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med
hensyn til bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles
I-forordningen
samt alle EF-gennemførelsesforanstaltninger.
3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og
enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af
denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke
anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået
retskraft.
4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til
Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et
præjudicielt
spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2,
stk. 1.
5. Protokollen vedrørende statutten for De Europæiske
Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.
6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og
dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til Bruxelles
I-forordningen, kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende
ændringerne for så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på
tidspunktet for ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.
I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen
får virkning tre måneder efter meddelelsen.
7. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede
dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf.
stk. 6, berøres ikke heraf.
Artikel 7
De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med
hensyn til overholdelsen af denne aftale
1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod
Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne
aftale.
2. Danmark kan klage til Kommissionen over en
medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne
aftale.
3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for
Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt
protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og
Domstolens procesreglement finder anvendelse.
Artikel 8
Geografisk anvendelsesområde
1. Denne aftale finder anvendelse på de territorier,
der er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab.
2. Hvis Fællesskabet beslutter at udvide anvendelsen af
Bruxelles I-forordningen til at omfatte territorier, der på nuværende
tidspunkt
er underlagt Bruxelles-konventionen, samarbejder Fællesskabet og Danmark med
henblik på at sikre, at en sådan anvendelse også kommer til at omfatte
Danmark.
Artikel 9
Overgangsbestemmelser
1. Denne aftale finder kun anvendelse på retssager, der
er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter
aftalens
ikrafttræden.
2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i
domsstaten før denne aftales ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er
truffet
efter aftalens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i over-
ensstemmelse
med denne aftale:
a)
såfremt
retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller
Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som
anmodningen er rettet til
b)
i
alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i
overensstemmelse
med de regler, der er fastsat i denne aftale eller i en konvention, der, da
sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som
anmodningen
er rettet til.
Artikel 10
Forholdet til Bruxelles I-forordningen
1. Denne aftale mellem Fællesskabet og Danmark berører
ikke de øvrige medlemsstaters anvendelse af Bruxelles I-forordningen.
2. Denne aftale finder dog altid anvendelse:
a)
i
spørgsmål om retternes kompetence, såfremt sagsøgte har bopæl i Danmark,
eller
såfremt retterne i Danmark er tillagt kompetence i henhold til forordningens
artikel 22 eller 23, der finder anvendelse i forbindelserne mellem
Fællesskabet
og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale
b)
i
spørgsmål om litispendens eller indbyrdes sammenhængende krav som omhandlet i
artikel 27 og 28 i Bruxelles I-forordningen, der finder anvendelse i
forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne
aftale,
når der er anlagt sag i en anden medlemsstat end Danmark og i Danmark
c)
i
spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvor Danmark enten er domsstaten
eller den stat, som anmodningen er rettet til.
Artikel 11
Ophør af denne aftale
1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de
øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af
bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i
nævnte protokol.
2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne
aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom.
Aftalen ophører seks måneder efter datoen for en sådan meddelelse.
3. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede
dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor aftalen ophører, jf. stk. 1
eller 2, berøres ikke heraf.
Artikel 12
Ikrafttræden
1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i
overensstemmelse med deres respektive procedurer.
2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den
sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har
afsluttet
de nødvendige procedurer.
Artikel 13
Teksternes gyldighed
Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk,
engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk,
maltesisk,
nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk,
tjekkisk,
tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
BILAG
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af
22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse
af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som ændret ved
Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002 af 21. august 2002 om ændring af
bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og
artikel
4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse
og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt
ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 af 27. december 2004 om
ændring
af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-
og handelsretlige område.
1)
EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s.
17),
EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af
3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C
27
af 26.1.1998, s. 1.
2)
EFT L 319 af 25.11.1988, s. 9.
3)
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF)
nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).
4)
EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31),
EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af
3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C
27
af 26.1.1998, s. 28.
Bilag 2
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001
af 22.
december 2000
om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen
1) ,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
2) ,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og
Sociale Udvalg
3) , og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Fællesskabet
har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed,
hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre
et
sådant område bør Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende
samarbejde om civilretlige spørgsmål, der er nødvendige for det indre markeds
funktion.
(2)
Visse
forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for
anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds
funktion.
Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne
for
retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og
forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af
denne
forordning.
(3)
Dette
område falder ind under samarbejdet om civilretlige spørgsmål efter
traktatens
artikel 65.
(4) Denne forordning er i
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet
som fastsat i traktatens artikel 5. Dens mål kan ikke i tilstrækkelig grad
opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på
fællesskabsplan.
Den begrænser sig til det nødvendige minimum for at nå disse mål og går ikke
ud
over, hvad der er nødvendigt herfor.
(5)
Medlemsstaterne
indgik den 27. september 1968 på grundlag af traktatens artikel 293, fjerde
led, Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af
retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved
konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (i det
følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«)
4) . Den 16.
september
1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager, som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen af
1968.
Disse to konventioner har været genstand for en revision, og Rådet har
godkendt
indholdet af den reviderede tekst. Kontinuiteten i forhold til de resultater,
der blev opnået ved denne revision, bør sikres.
(6)
For
at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for
retternes
kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i
en bindende og umiddelbart gældende fællesskabsretsakt.
(7)
Denne
forordnings materielle anvendelsesområde skal omfatte alle de vigtigste
spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse
velafgrænsede delområder.
(8)
Sager,
der er omfattet af denne forordning, skal have en tilknytning til de
medlemsstaters område, der er bundet af denne forordning. De fælles regler
for
retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl
på
en af disse medlemsstaters område.
(9)
En
sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, er som hovedregel
underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats
område,
hvor sagen er anlagt, og en sagsøgt med bopæl på en medlemsstats område, der
ikke er bundet af denne forordning, skal fortsat være underlagt
Bruxelles-konventionens regler.
(10)
Med
henblik på den frie bevægelighed for retsafgørelser skal retsafgørelser
truffet
i en medlemsstat, der er bundet af denne forordning, anerkendes og fuldbyrdes
i
en anden medlemsstat, der er bundet af denne forordning, selv når
domsskyldneren har bopæl på et tredjelands område.
(11)
Kompetencereglerne
bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes
bopæl
som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne
gøres
gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af
sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at
lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler
mere
gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl
defineres selvstændigt.
(12)
Som
kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier
baseret
på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god
retspleje.
(13)
For
forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at
beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for
denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.
(14)
Friheden
til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end
forsikrings-,
forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed bør være begrænset,
skal respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der
er
fastsat i denne forordning.
(15)
Af
hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for
parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes
uforenelige
retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme
til
at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at
afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters
lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med
henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres
selvstændigt.
(16)
Den
gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at
retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden
at
der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.
(17)
Denne
samme gensidige tillid gør det også berettiget at operere med en effektiv og
hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én
medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat. Med henblik herpå bør en
retsafgørelse erklæres for eksigibel næsten automatisk efter en simpel formel
kontrol af de forelagte dokumenter, uden at retten på embeds vegne bør kunne
påberåbe sig en af de i denne forordning anførte grunde til ikke at lade en
retsafgørelse fuldbyrde.
(18)
For
at en sagsøgt skal kunne varetage sine interesser, bør han dog kunne
appellere
en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en
kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til
ikke
at fuldbyrde retsafgørelsen. Tilsvarende bør den, der har anmodet om at få en
retsafgørelse erklæret for eksigibel, kunne appellere en afgørelse, der
afslår
eksigibilitet.
(19)
Kontinuiteten
mellem Bruxelles-konventionen og denne forordning bør sikres, og i den
forbindelse
bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med
hensyn
til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af
Bruxelles-konventionen,
og endvidere bør protokollen af 1971
5)
fortsat finde
anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne forordnings
ikrafttræden.
(20)
Det
Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det
Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til
traktaten
om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af
denne forordning.
(21)
Danmark
deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der
er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om
oprettelse
af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og
forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.
(22)
Da
Bruxelles-konventionen gælder i forholdet mellem Danmark og de medlemsstater,
der er bundet af denne forordning, finder Bruxelles-konventionen og
protokollen
af 1971 fortsat anvendelse mellem Danmark og de medlemsstater, der er bundet
af
denne forordning.
(23)
Bruxelles-konventionen
bør tillige fortsat finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes
territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske
anvendelsesområde,
og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel
299.
(24)
Af
konsekvenshensyn bør det tilsvarende fastsættes, at denne forordning ikke
berører de regler for retternes kompetence og for anerkendelse af
retsafgørelser, der er fastlagt i særlige fællesskabsretsakter.
(25)
For
at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne
forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som
medlemsstaterne er parter i.
(26)
Der
bør i denne forordnings grundlæggende regler være en vis fleksibilitet for at
tage hensyn til særlige procesregler i visse medlemsstater. Med henblik herpå
bør nogle af bestemmelserne i den protokol, der er knyttet som bilag til
Bruxelles-konventionen, indarbejdes i denne forordning.
(27)
For
at sikre en harmonisk overgang på visse områder, som er omfattet af særlige
bestemmelser i den protokol, der er knyttet som bilag til
Bruxelles-konventionen, bør der i denne forordning fastsættes bestemmelser,
hvorved der i en overgangsperiode tages hensyn til de særlige forhold, der
gør
sig gældende i visse medlemsstater.
(28)
Kommissionen
bør senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægge en rapport
om
forordningens anvendelse og om nødvendigt foreslå tilpasninger.
(29)
Kommissionen
bør ændre bilag I-IV vedrørende nationale kompetenceregler, retter og
kompetente myndigheder samt appelmuligheder på grundlag af ændringer
fremsendt
af den berørte medlemsstat. Ændringer af bilag V og VI bør vedtages i
overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om
fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de
gennemførelsesbeføjelser,
der tillægges Kommissionen
6)
–
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
KAPITEL I
ANVENDELSESOMRÅDE
Artikel 1
1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og
handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i
særdeleshed
ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.
2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
a)
fysiske
personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet
mellem
ægtefæller samt arv efter loven eller testamente
b)
konkurs,
akkord og andre lignende ordninger
c)
social
sikring
d)
voldgift.
3. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle
medlemsstater med undtagelse af Danmark.
KAPITEL II
KOMPETENCE
Afdeling 1
Almindelige bestemmelser
Artikel 2
1. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning
skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres
nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.
2. Personer, som ikke er statsborgere i den
medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler,
der gælder for landets egne statsborgere.
Artikel 3
1. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område,
kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler,
der
er fastsat i afdeling 2-7.
2. I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der
er angivet i bilag I, ikke gøres gældende imod dem.
Artikel 4
1. Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område,
afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens
egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.
2. Over for en person, der ikke har bopæl på en
medlemsstats område, kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område,
uanset sin nationalitet, i lighed med medlemsstatens egne statsborgere
påberåbe
sig de kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, der er
angivet i bilag I.
Afdeling 2
Specielle kompetenceregler
Artikel 5
En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan
sagsøges i en anden medlemsstat
1)
a)
i sager om
kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger
til
grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes
b)
ved
anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er
opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:
–
ved
salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen
er
blevet leveret eller skulle have været leveret
–
ved
levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor
tjenesteydelserne
i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret
c)
er
litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse
2)
i
sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har
sin
bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en
sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning
er
kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af
parternes
nationalitet
3)
i
sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor
skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå
4)
i
sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere
tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen
er
anlagt, såfremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan påkende
borgerlige krav
5)
i
sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende
virksomhed,
ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende
6)
i
sin egenskab af stifter af en trust, trustee eller begunstiget ved en trust
oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig
aftale, der er bekræftet skriftligt, ved retterne i den medlemsstat, på hvis
område trusten har bopæl
7)
i
sager om indsigelse mod betaling af den bjærgeløn, der forlanges for
bjærgning,
som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, i hvis
retskreds der i den nævnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:
a)
er
gjort arrest for at sikre sådan betaling, eller
b)
kunne
have været gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden
sikkerhed
denne
bestemmelse finder kun anvendelse, såfremt det gøres gældende, at sagsøgte
har
rettigheder i den nævnte skibsladning eller fragt, eller at han på
bjærgningstidspunktet havde sådanne rettigheder.
Artikel 6
En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan
endvidere sagsøges:
1)
såfremt
der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har
bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at
behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i
tilfælde
af, at kravene blev påkendt hver for sig
2)
når
der er tale om krav mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den
oprindelige
sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende
det
værneting, der ville være kompetent i hans sag
3)
når
der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme
forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet
er
anlagt
4)
i
sager om kontraktforhold, såfremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder
over fast ejendom mod samme sagsøgte, ved retten i den medlemsstat, på hvis
område ejendommen er beliggende.
Artikel 7
Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne
forordning har kompetence til at afgøre sager om ansvar i forbindelse med
brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i
henhold til den interne lovgivning i den pågældende medlemsstat træder i
stedet
for førstnævnte ret, også kompetence til at afgøre krav om begrænsning af
dette
ansvar.
Afdeling 3
Kompetence i forsikringssager
Artikel 8
I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne
afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.
Artikel 9
1. En forsikringsgiver, der har bopæl på en
medlemsstats område, kan sagsøges:
a)
ved
retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
b)
i
en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren,
den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har
bopæl, eller
c)
såfremt
det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken
der er anlagt sag mod den ledende assurandør.
2. Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats
område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende
virksomhed
i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed
som havende bopæl på denne medlemsstats område.
Artikel 10
I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast
ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted,
hvor
skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er
omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde.
Artikel 11
1. I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren
endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den
sikrede,
såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.
2. Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde,
hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er
hjemmel for et direkte sagsanlæg.
3. Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg
indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i
sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.
Artikel 12
1. En forsikringsgiver kan kun anlægge sag ved retterne
i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, hvad enten sagsøgte er
forsikringstager, sikret eller begunstiget, jf. dog artikel 11, stk. 3.
2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte
modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne
afdeling.
Artikel 13
Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om
værneting:
1)
der
er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
2)
der
giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at
anlægge
sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller
3)
der
er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på
tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller
sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at
retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at
skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om
værneting
ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller
4)
der
er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats
område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en
forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats
område, eller
5)
der
vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14
nævnte risici.
Artikel 14
De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende:
1)
enhver
skade
a)
på
søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer,
der
skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til
erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer
b)
på
gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis
som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer
2)
ethvert
ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på
disses bagage
a)
hidrørende
fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr.
1, litra a), med hensyn til luftfartøjer dog kun for så vidt lovgivningen i
den
medlemsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om
værneting ved forsikring af sådanne risici
b)
for
skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1, litra b)
3)
ethvert
økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller
luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), navnlig tab af fragt eller
befragtningsindtægter
4)
enhver
risiko i forbindelse med en af de i nr. 1-3 nævnte risici
5)
uanset
nr. 1-4, alle store risici som defineret i Rådets direktiv 73/239/EØF
7) ,
som ændret ved direktiv 88/357/EØF
8)
og direktiv 90/618/EØF
9) ,
med eventuelle senere ændringer.
Afdeling 4
Kompetence i sager om forbrugeraftaler
Artikel 15
1. I sager om aftaler indgået af en person
(forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans
erhvervsmæssige
virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og
artikel 5, nr. 5:
a)
når
sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater
b)
når
sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre
kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne
genstande
c)
i
alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver
erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har
bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne
medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er
omfattet af den pågældende virksomhed.
2. Har forbrugerens medkontrahent ikke bopæl på en
medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en
lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af
en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.
3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på
transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en
kombination af rejse og ophold.
Artikel 16
1. Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin
medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis
område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor
forbrugeren
har bopæl.
2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af
forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat,
på
hvis område forbrugeren har bopæl.
3. Denne artikel berører ikke retten til at fremsætte
modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne
afdeling.
Artikel 17
Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om
værneting:
1)
der
er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
2)
der
giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er
nævnt
i denne afdeling, eller
3)
der
er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for
forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på
samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat
kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter
lovgivningen i den pågældende medlemsstat.
Afdeling 5
Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler
Artikel 18
1. I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres
kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.
2. Har arbejdsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats
område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende
virksomhed
i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed
som havende bopæl på denne medlemsstats område.
Artikel 19
En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats
område, kan sagsøges:
1)
ved
retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller
2)
i
en anden medlemsstat:
a)
ved
retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde,
eller
ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde,
eller
b)
såfremt
arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et
bestemt
land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget
arbejdstageren, er eller var beliggende.
Artikel 20
1. En arbejdsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i
den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl.
2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte
modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne
afdeling.
Artikel 21
Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om
værneting:
1)
der
er indgået, efter at tvisten er opstået, eller
2)
der
giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er
nævnt i denne afdeling.
Afdeling 6
Enekompetence
Artikel 22
Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:
1)
i
sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast
ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.
I
sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået
med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på
hinanden
følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område
sagsøgte
har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en
fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme
medlemsstats
område
2)
i
sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre
juridiske
personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om
gyldighed
af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den pågældende
medlemsstat.
Ved afgørelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de
internationalprivatretlige regler, som gælder for den
3)
i
sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, retterne i den
medlemsstat, på hvis område registrene føres
4)
i
sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt
andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering,
retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller
registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller
ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at
være foretaget.
Med
forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af
europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt
Den
Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes
bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et
europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat
5)
i
sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, retterne i den medlemsstat, på hvis
område fuldbyrdelsesstedet er beliggende.
Afdeling 7
Aftaler om værneting
Artikel 23
1. Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem
har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i
en
medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister
eller
fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller
retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har
aftalt
andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om
værneting skal være indgået:
a)
skriftligt
eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller
b)
i
en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger
i
deres indbyrdes forhold, eller
c)
inden
for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en
sædvane,
som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel
er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type
inden for den pågældende handelsbranche.
2. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk
meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.
3. Såfremt en sådan aftale om værneting er indgået af
parter, hvoraf ingen har bopæl på en medlemsstats område, kan retterne i de
øvrige medlemsstater ikke påkende tvisten, så længe den eller de udpegede
retter ikke har erklæret sig inkompetente.
4. Den eller de retter i en medlemsstat, som har fået
tillagt kompetence i henhold til et dokument om oprettelse af en trust, har
enekompetence i sager mod en stifter af en trust, en trustee eller en ved en
trust begunstiget person, såfremt det drejer sig om forholdet mellem disse
personer eller om deres rettigheder og pligter inden for trustens rammer.
5. Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i
et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i modstrid
med
artikel 13, 17 og 21 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør
af
artikel 22 er enekompetente.
Artikel 24
For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er
kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den
kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke
anvendelse,
såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt
en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.
Afdeling 8
Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til
påkendelse
Artikel 25
En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det
væsentligste indbringes en retstvist, der i medfør af artikel 22 henhører
under
en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal på embeds vegne
erklære sig inkompetent.
Artikel 26
1. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats
område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde,
erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er
kompetent efter reglerne i denne forordning.
2. Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at
sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen
eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine
interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har
været truffet.
3. Artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af
29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige
dokumenter i civile og kommercielle sager
10)
anvendes i
stedet for stk. 2, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et
tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør
af nævnte forordning.
4. Finder forordning (EF) nr. 1348/2000 ikke
anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om
forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om
civile
eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen
eller
et tilsvarende dokument skal fremsendes i medfør af nævnte konvention.
Afdeling 9
Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav
Artikel 27
1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på
samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige
medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er
anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen
først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til
fordel for den første.
Artikel 28
1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes
sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver
anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.
2. Når de pågældende sager verserer i første instans,
kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes
efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den
ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de
pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.
3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne
artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og
påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at
kravene blev påkendt hver for sig.
Artikel 29
Såfremt kravene henhører under flere retters
enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er
anlagt,
erklære sig inkompetent til fordel for denne ret.
Artikel 30
Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for
anlagt ved en ret
1)
på
det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende
dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har
undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få
dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller
2)
hvis
det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal
forkyndes,
før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages
af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger
ikke
efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham,
for at få dokumentet indleveret til retten.
Afdeling 10
Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler
Artikel 31
Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder
anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler,
som
er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en
anden
medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens
realitet.
KAPITEL III
ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
Artikel 32
I denne forordning forstås ved »retsafgørelse« enhver
afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes,
såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fast- sættelse af
sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten.
Afdeling 1
Anerkendelse
Artikel 33
1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat,
anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse
af
en særlig procedure.
2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der
som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i afdeling
2
og 3 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.
3. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag
ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen,
er
denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.
Artikel 34
En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
1)
såfremt
en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den
medlemsstat, som anmodningen rettes til
2)
såfremt
det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er
blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde,
at
han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har
undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde
mulighed for at gøre det
3)
såfremt
den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den
medlemsstat, som anmodningen rettes til
4)
såfremt
den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden
medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har
samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse
opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat,
som anmodningen rettes til.
Artikel 35
1. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes,
såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat,
eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.
2. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler
er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske
omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.
3. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke
efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1, omhandlede
efterprøvelse
vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til
kompetencereglerne.
Artikel 36
Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde
efterprøves med hensyn til sagens realitet.
Artikel 37
1. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er
truffet i en medlemsstat, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan
denne
udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved ordinær appel eller
genoptagelse.
2. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er
truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, gældende ved en ret i en anden
medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt fuldbyrdelsen er udsat i
domsstaten ved iværksættelse af appel eller genoptagelse.
Afdeling 2
Fuldbyrdelse
Artikel 38
1. De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er
eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når
de
efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i
sidstnævnte stat.
2. I Det Forenede Kongerige kan sådanne retsafgørelser
dog fuldbyrdes i England og Wales, Skotland eller Nordirland, når
afgørelserne
efter anmodning fra en berettiget part med henblik på fuldbyrdelse er blevet
registreret i den pågældende del af Det Forenede Kongerige.
Artikel 39
1. Anmodningen fremsættes over for den ret eller
kompetente myndighed, der er angivet i bilag II.
2. Den stedlige kompetence afgøres efter den parts
bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.
Artikel 40
1. Fremgangsmåden ved fremsættelse af anmodningen
afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
2. Den, der fremsætter anmodningen, skal vælge en
processuel bopæl i retskredsen for den ret, som anmodningen er indgivet til.
Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke har
regler for et sådant valg af bopæl, skal den, der fremsætter anmodningen,
udpege en procesfuldmægtig.
3. De dokumenter, der er nævnt i artikel 53, vedlægges
anmodningen.
Artikel 41
En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i
artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34
og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette
tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.
Artikel 42
1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en
retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er
foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til,
meddeles den, som har fremsat anmodningen.
2. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for
eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse,
sammen
med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den
pågældende.
Artikel 43
1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en
retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.
2. Appel indgives til den ret, der er angivet i bilag
III.
3. Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne
for kontradiktorisk procedure.
4. Giver den part, mod hvem der anmodes om
fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel rejst af den, der
har fremsat anmodningen, finder artikel 26, stk. 2-4, anvendelse, selv om den
part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats
område.
5. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for
eksigibel, skal appelleres inden en måned efter, at den er blevet forkyndt.
Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden
medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for
eksigibel, er fristen for appel to måneder og løber fra den dag, hvor
afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt
eller på hans bopæl. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.
Artikel 44
Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun
anfægtes som angivet i bilag IV.
Artikel 45
1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel
43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller
ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte
grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.
2. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde
efterprøves med hensyn til sagens realitet.
Artikel 46
1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel
43 eller 44, kan efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om
fuldbyrdelse,
udsætte sagen, såfremt den udenlandske retsafgørelse i domsstaten er anfægtet
ved ordinær appel eller genoptagelse, eller såfremt fristen herfor endnu ikke
er udløbet; i sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte en frist for
iværksættelse
af appel eller genoptagelse.
2. Såfremt retsafgørelsen er truffet i Irland eller Det
Forenede Kongerige, anses enhver form for appel eller genoptagelse i den
pågældende domsstat for et ordinært retsmiddel ved anvendelsen af stk. 1.
3. Den pågældende ret kan endvidere gøre fuldbyrdelsen
betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten.
Artikel 47
1. Når en retsafgørelse skal anerkendes efter denne
forordning, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen,
kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i
overensstemmelse
med lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, uden at
der
kræves en afgørelse om eksigibilitet efter artikel 41.
2. Den afgørelse, hvorved en retsafgørelse erklæres for
eksigibel, giver hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.
3. Så længe den i artikel 43, stk. 5, fastsatte frist
for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der
ikke
er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige
retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om
fuldbyrdelse.
Artikel 48
1. Såfremt der ved den udenlandske retsafgørelse er
taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible,
skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for
eksigible.
2. Den, som fremsætter en anmodning om, at en
retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af
retsafgørelsen
erklæret for eksigible.
Artikel 49
Udenlandske retsafgørelser, hvorved der fastsættes en
tvangsbøde, er kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til,
såfremt bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.
Artikel 50
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt
eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og
omkostninger,
skal den pågældende under den i denne afdeling fastlagte procedure have
meddelt
fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt
omfang
efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
Artikel 51
Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat
anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden
medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den
begrundelse,
at han er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i det pågældende
land.
Artikel 52
Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i
forhold til sagens værdi, må i forbindelse med behandlingen af en anmodning
om,
at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, opkræves i den medlemsstat, som
anmodningen rettes til.
Afdeling 3
Fælles bestemmelser
Artikel 53
1. Den part, der søger anerkendelse af en retsafgørelse
eller anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal fremlægge
en
genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til
godtgørelse af dens ægthed.
2. Den part, der anmoder om, at en retsafgørelse
erklæres for eksigibel, skal endvidere fremlægge den attest, der er omhandlet
i
artikel 54, jf. dog artikel 55.
Artikel 54
Retten eller den kompetente myndighed i domsstaten
udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på
formularen i bilag V.
Artikel 55
1. Såfremt den i artikel 54 omhandlede attest ikke
fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for
dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt
den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan
fremlæggelse.
2. Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver
det, skal der foretages en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal
bekræftes af en person, der er bemyndiget hertil i en af medlemsstaterne.
Artikel 56
Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af
tilsvarende formalitet med hensyn til de i artikel 53 og artikel 55, stk. 2,
nævnte dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter.
KAPITEL IV
OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER OG RETSFORLIG
Artikel 57
1. Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og
eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklæres for eksigible i en
anden medlemsstat i overensstemmelse med den i artikel 38 og følgende
fastsatte
procedure. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44,
kan
kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller
ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af det
officielt
bekræftede dokument åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i
den
medlemsstat, som anmodningen rettes til.
2. Som officielt bekræftede dokumenter efter stk. 1
betragtes ligeledes aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en
administrativ myndighed, eller som er bekræftet af en sådan myndighed.
3. Det fremlagte dokument skal med hensyn til
godtgørelse af dets ægthed opfylde de betingelser, der stilles i den
medlemsstat,
hvor dokumentet er udstedt.
4. Kapitel III, afdeling 3, finder tilsvarende
anvendelse. Den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et officielt
bekræftet
dokument er blevet udstedt, udsteder efter anmodning fra en berettiget part
en
attest, der udfærdiges på formularen i bilag VI.
Artikel 58
Forlig, der er indgået for retten under en retssag, og
som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, kan fuldbyrdes i den
medlemsstat, som anmodningen rettes til, på samme betingelser som officielt
bekræftede dokumenter. Retten eller den kompetente myndighed i en
medlemsstat,
hvor et retsforlig er blevet indgået, udsteder efter anmodning fra en
berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.
KAPITEL V
ALMINDELIGE BESTEMMELSER
Artikel 59
1. Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den
medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats
interne lovgivning.
2. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område,
hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på
en
anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.
Artikel 60
1. Selskaber og andre juridiske personer har ved
anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:
a)
deres
vedtægtsmæssige hjemsted, eller
b)
deres
hovedkontor, eller
c)
deres
hovedvirksomhed.
2. For Det Forenede Kongeriges og Irlands vedkommende
forstås ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« »registered office« eller, hvis et
sådant ikke findes nogen steder, »place of incorporation« eller, hvis et
sådant
ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning
sammenslutningen er oprettet.
3. Ved afgørelsen af, om en trust har bopæl på den
medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende de
internationalprivatretlige
regler, som gælder for den.
Artikel 61
Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser
kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, og mod hvem der
indledes
retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse, ved retter kompetente i
straffesager i en anden medlemsstat, hvor de pågældende ikke er statsborgere,
selv når de ikke personligt giver møde, til at varetage deres forsvar vælge
personer, der er beføjede hertil. Den ret, der behandler sagen, kan dog
bestemme, at den pågældende skal give møde personligt; har personligt
fremmøde
ikke fundet sted, kan de øvrige medlemsstater afslå at anerkende eller
fuldbyrde den afgørelse, der er truffet med hensyn til et borgerligt krav,
uden
at den pågældende har haft mulighed for at varetage sine interesser under
sagen.
Artikel 62
I Sverige omfatter udtrykket »ret« i forbindelse med
hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (»betalningsföreläggande«) og
visse
andre krav (»handräckning«) også det svenske fogedvæsen
(»kronofogdemyndighet«).
Artikel 63
1. En person, der har bopæl på Luxembourgs område, og
som i medfør af artikel 5, nr. 1, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat,
kan gøre indsigelse mod den pågældende rets kompetence, når det endelige sted
for levering af varen eller tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg.
2. Når det endelige sted for levering af varen eller
tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg, jf. stk. 1, skal enhver aftale om
værneting for at være gyldig være indgået skriftligt eller mundtligt med
skriftlig bekræftelse som fastsat i artikel 23, stk. 1, litra a).
3. Denne artikel finder ikke anvendelse på aftaler om
finansielle tjenesteydelser.
4. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra
denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 64
1. I tvister mellem en skibsfører og et
besætningsmedlem på et søgående skib, der er indregistreret i Grækenland
eller
Portugal, om hyre eller andre forhyringsvilkår, skal retterne i en
medlemsstat
undersøge, om den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som skibet
henhører under, er blevet underrettet om tvisten. De kan påkende sagen, så
snart denne repræsentant er blevet underrettet.
2. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra
denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 65
1. Den i artikel 6, nr. 2, og artikel 11 fastsatte
kompetence for krav mod tredjemand kan ikke gøres gældende i Tyskland og
Østrig. Enhver, der har bopæl på en anden medlemsstats område, kan sagsøges:
a)
ved
retterne i Tyskland i henhold til civilproceslovens §§ 68, 72, 73 og 74
(Zivilprozessordnung)
vedrørende procesunderretning
b)
ved
retterne i Østrig i henhold til civilproceslovens § 21 (Zivilprozessordnung)
vedrørende procesunderretning.
2. De retsafgørelser, der træffes i andre medlemsstater
i medfør af artikel 6, nr. 2, og artikel 11, anerkendes og fuldbyrdes i
Tyskland og Østrig i overensstemmelse med kapitel III. De retsvirkninger, som
retsafgørelser truffet i disse medlemsstater har over for tredjemand i
henhold
til de i stk. 1 nævnte bestemmelser, anerkendes ligeledes i de andre
medlemsstater.
KAPITEL VI
OVERGANGSBESTEMMELSER
Artikel 66
1. Denne forordning finder kun anvendelse på retssager,
der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter
forordningens ikrafttræden.
2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i
domsstaten før denne forordnings ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er
truffet efter forordningens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i
overensstemmelse
med kapitel III:
a)
såfremt
retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller
Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som
anmodningen er rettet til
b)
i
alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i
overensstemmelse
med de regler, der er fastsat i kapitel II eller i en konvention, der, da
sagen
blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som
anmodningen
er rettet til.
KAPITEL VII
FORHOLDET TIL ANDRE INSTRUMENTER
Artikel 67
Denne forordning udelukker ikke anvendelsen af
bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes
kompetence
samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt
i
fællesskabsretsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til
gennemførelse af disse retsakter.
Artikel 68
1. I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne
forordning i stedet for Bruxelles-konventionen, dog ikke for så vidt angår de
af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens
geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i
medfør
af traktatens artikel 299.
2. I den udstrækning denne forordning i forholdet
mellem medlemsstaterne træder i stedet for Bruxelles-konventionen, skal
henvisninger til Bruxelles-konventionen forstås som henvisninger til denne
forordning.
Artikel 69
I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne
forordning i stedet for nedennævnte konventioner og nedennævnte traktat, jf.
dog artikel 66, stk. 2, og artikel 70:
–
konventionen
mellem Belgien og Frankrig om retternes kompetence samt om gyldighed og
fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede
dokumenter, undertegnet i Paris den 8. juli 1899
–
konventionen
mellem Belgien og Nederlandene om retternes stedlige kompetence, om konkurs
samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og
officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 28. marts 1925
–
konventionen
mellem Frankrig og Italien om fuldbyrdelse af domme i civile og kommercielle
sager,
undertegnet i Rom den 3. juni 1930
–
konventionen
mellem Tyskland og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
i
civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 9. marts 1936
–
konventionen
mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser
og officielt bekræftede dokumenter vedrørende underholdsforpligtelser,
undertegnet i Wien den 25. oktober 1957
–
konventionen
mellem Tyskland og Belgien om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse i civile
og
kommercielle sager af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt
bekræftede dokumenter, undertegnet i Bonn den 30. juni 1958
–
konventionen
mellem Nederlandene og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser
i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 17. april 1959
–
konventionen
mellem Tyskland og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser,
retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder
handelssager, undertegnet i Wien den 6. juni 1959
–
konventionen
mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser,
voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager,
herunder handelssager, undertegnet i Wien den 16. juni 1959
- konventionen mellem Grækenland og
Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,
retsforlig
og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, her- under
handelssager,
undertegnet i Athen den 4. november 1961
–
konventionen
mellem Belgien og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
og
andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom
den 6. april 1962
–
konventionen
mellem Nederlandene og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager,
undertegnet i Haag den 30. august 1962
–
konventionen
mellem Nederlandene og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager,
herunder
handelssager, undertegnet i Haag den 6. februar 1963
–
konventionen
mellem Frankrig og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
og
officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager,
undertegnet i Wien den 15. juli 1966
–
konventionen
mellem Spanien og Frankrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
og
voldgiftskendelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Paris den
28.
maj 1969
–
konventionen
mellem Luxembourg og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
og
officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager,
undertegnet i Luxembourg den 29. juli 1971
–
konventionen
mellem Italien og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
borgerlige
sager, herunder handelssager, samt af retsforlig og notarialiter bekræftede
dokumenter, undertegnet i Rom den 16. november 1971
–
konventionen
mellem Spanien og Italien om retshjælp og anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser
i civile og kommercielle sager, undertegnet i Madrid den 22. maj 1973
–
konventionen
mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om anerkendelse og
fuldbyrdelse
af afgørelser om privatretlige krav, undertegnet i København den 11. oktober
1977
–
konventionen
mellem Østrig og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
civile sager, undertegnet i Stockholm den 16. september 1982
–
konventionen
mellem Spanien og Tyskland om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,
retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i civile og
kommercielle
sager, undertegnet i Bonn den 14. november 1983
–
konventionen
mellem Østrig og Spanien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,
retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager,
herunder handelssager, undertegnet i Wien den 17. februar 1984
–
konventionen
mellem Finland og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i
borgerlige
sager, undertegnet i Wien den 17. november 1986, og
–
traktaten
mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg om retternes kompetence, om
konkurs
samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og
officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 24. november
1961,
for så vidt den er i kraft.
Artikel 70
1. De konventioner og den traktat, der er nævnt i
artikel 69, bevarer deres gyldighed på de områder, hvor denne forordning ikke
finder anvendelse.
2. De bevarer ligeledes deres gyldighed for så vidt
angår retsafgørelser, der er truffet, og officielt bekræftede dokumenter, der
er udstedt før denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 71
1. Denne forordning berører ikke konventioner, hvori
medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for
retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af
retsafgørelser.
2. Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning
anvendes stk. 1 på følgende måde:
a)
denne
forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i
en
konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør
af
den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats
område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken
sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26
b)
retsafgørelser,
der i en medlemsstat er truffet af en ret, som har anset sig for kompetent i
medfør af en konvention vedrørende et særligt område, anerkendes og
fuldbyrdes
i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.
Såfremt
både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i
en
konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser.
Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der
vedrører
proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, finde
anvendelse.
Artikel 72
Denne forordning berører ikke aftaler, hvorved
medlemsstaterne før denne forordnings ikrafttræden i medfør af artikel 59 i
Bruxelles-konventionen har forpligtet sig til ikke at anerkende
retsafgørelser,
navnlig retsafgørelser, som er truffet i en anden stat, der er kontraherende
part i Bruxelles-konventionen, mod en sagsøgt, der har bopæl eller sædvanligt
opholdssted på et tredjelands område, såfremt retsafgørelsen i et tilfælde
omhandlet i artikel 4 i Bruxelles-konventionen kun har kunnet støttes på en
af
de kompetenceregler, der er anført i artikel 3, stk. 2, i
Bruxelles-konventionen.
KAPITEL VIII
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 73
Senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden
forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og
Sociale
Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten ledsages om
nødvendigt af forslag med henblik på tilpasning af forordningen.
Artikel 74
1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen tekster, der
indebærer ændring af listerne i bilag I-IV. Kommissionen ændrer de berørte
bilag i overensstemmelse hermed.
2. Ajourføring eller tekniske ændringer af formularerne
i bilag V og VI vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 75, stk. 2.
Artikel 75
1. Kommissionen bistås af et udvalg.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 3
og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse.
3. Udvalget vedtager sin forretningsorden.
Artikel 76
Denne forordning træder i kraft den 1. marts 2002.
Denne forordning er
bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i
overensstemmelse
med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.
Udfærdiget i Bruxelles,
den 22. december 2000.
På Rådets vegne
C. PIERRET
Formand
BILAG I
De nationale kompetenceregler, der er
omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2
De nationale kompetenceregler, der er
omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, er:
–
i
Belgien: artikel 15 i borgerlig lovbog
(Code
civil/Burgerlijk Wetboek)
og artikel 638 i retsplejeloven
(Code judiciaire/Gerechtelijk Wetboek)
–
i
Tyskland: § 23 i civilprocesloven
(Zivilprozessordnung)
–
i
Grækenland: artikel 40 i civilprocesloven
(Κώδικας
Πολιτικής
Δικονομίας)
–
i
Frankrig: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog
(Code civil)
–
i
Irland: bestemmelserne om kompetence i medfør af en stævning forkyndt for den
sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Irland
–
i
Italien: artikel 3 og 4 i lov nr. 218 af 31. maj 1995
–
i
Luxembourg: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog
(Code civil)
–
i
Nederlandene: artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i civilprocesloven
(Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering)
–
i
Østrig: § 99 i loven om retternes kompetence
(Jurisdiktionsnorm)
–
i
Portugal: artikel 65 og 65A i civilprocesloven
(Código de Processo Civil)
og artikel 11 i procesloven om arbejdsforhold
(Código de Processo de Trabalho)
–
i
Finland: kapitel 10, § 1, stk. 1, andet, tredje og fjerde punktum,
i retsplejeloven
(oikeudenkäymiskaari/rättegångsbalken)
–
i
Sverige: kapitel 10, § 3, stk. 1, første punktum, i retsplejeloven
(rättegångsbalken)
–
i
Det Forenede Kongerige: bestemmelserne om kompetence i medfør af:
a)
en
stævning forkyndt for den sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Det
Forenede
Kongerige
b)
sagsøgtes
besiddelse af gods i Det Forenede Kongerige, eller
c)
sagsøgers
udlæg eller arrest i gods, der befinder sig i Det Forenede Kongerige.
BILAG II
De retter eller kompetente
myndigheder, over for hvilke de i artikel 39 omhandlede anmodninger skal
fremsættes, er:
–
i
Belgien,
»tribunal de première
instance«/»rechtbank van eerste aanleg«/»erstinstanzliches Gericht«
–
i
Tyskland, formanden for et
»Kammer des
Landgerichts«
–
i
Grækenland,
»Μονομελές
Πρωτοδικείο«
–
i
Spanien,
»Juzgado de Primera Instancia«
–
i
Frankrig, præsidenten for
»tribunal de
grande instance«
–
i
Irland,
»High Court«
–
i
Italien,
»corte d'appello«
–
i
Luxembourg, præsidenten for
»tribunal
d'arrondissement«
–
i
Nederlandene, præsidenten for
»arrondissementsrechtbank«
–
i
Østrig,
»Bezirksgericht«
–
i
Portugal,
»Tribunal de Comarca«
–
i
Finland,
»käräjäoikeus/tingsrätten«
–
i
Sverige,
»Svea hovrätt«
–
i
Det Forenede Kongerige:
a)
i
England og Wales,
»High Court of Justice«
eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Magistrates' Court«
ved fremsendelse gennem
»Secretary of State«
b)
i
Skotland,
»Court of Session«
eller, i
tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Sheriff Court«
ved fremsendelse gennem
»Secretary of State«
c)
i
Nordirland,
»High Court of Justice«
eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Magistrates' Court«
ved fremsendelse gennem
»Secretary of State«
d)
i
Gibraltar,
»Supreme Court of Gibraltar«
eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Magistrates' Court«
ved fremsendelse gennem
»Attorney General of Gibraltar«.
BILAG III
De retter i medlemsstaterne, til
hvilke der kan indgives appel efter artikel 43, stk. 2, er:
–
i
Belgien
a)
»tribunal de première instance»/»rechtbank
van eerste aanleg»/»erstinstanzliches Gericht«,
hvis afgørelsen appelleres
af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse
b)
»cour d'appel»/»hof van beroep«,
hvis
afgørelsen appelleres af den, der har fremsat anmodningen
–
i
Tyskland,
»Oberlandesgericht«
–
i Grækenland,
»
Εφετείο«
–
i Spanien,
»Audiencia Provincial«
–
i Frankrig,
»Cour d'appel«
–
i Irland,
»High Court«
–
i Italien,
»corte d'appello«
–
i
Luxembourg,
»Cour supérieure de justice«
som appelinstans i civilretlige sager
–
i
Nederlandene,
a)
»arrondissementsrechtbank«,
hvis
afgørelsen appelleres af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse
b)
»gerechtshof«,
hvis afgørelsen
appelleres af den, der har fremsat anmodningen
–
i
Østrig,
»Bezirksgericht«
–
i
Portugal,
»Tribunal de Relação«
–
i
Finland,
»hovioikeus»/»hovrätt«
–
i
Sverige,
»Svea hovrätt«
–
i
Det Forenede Kongerige:
a)
i
England og Wales,
»High Court of Justice«
eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Magistrates' Court«
b)
i
Skotland,
»Court of Session«
eller, i
tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Sheriff Court«
c)
i
Nordirland,
»High Court of Justice«
eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Magistrates' Court«
d)
i
Gibraltar,
»Supreme Court of Gibraltar«
eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt,
»Magistrates' Court«.
BILAG IV
Afgørelser i appelsager kan i henhold til artikel 44 anfægtes:
–
i
Belgien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene:
ved
kassationsappel
–
i
Tyskland: ved
»Rechtsbeschwerde«
–
i
Irland, ved appel vedrørende et retligt spørgsmål til
»Supreme Court«
–
i
Østrig: ved
»Revisionsrekurs«
–
i
Portugal: ved appel vedrørende et retligt spørgsmål
–
i
Finland: ved appel til
»Korkein
oikeus/Högsta domstolen«
–
i
Sverige: ved appel til
»Högsta domstolen«
i Det Forenede Kongerige, ved én enkelt appel
vedrørende et retligt spørgsmål.
BILAG V
Attest i henhold til forordningens artikel 54 og 58 vedrørende
retsafgørelser og retsforlig
(Dansk, Danish,
danois, danés, ...)
1.
Domsstat
2.
Ret eller kompetent myndighed, der har udstedt attesten
2.1.
Navn
2.2.
Adresse
2.3.
Tlf./fax/e-post
3.
Ret, der har truffet retsafgørelsen/for hvilken
retsforliget er indgået(*)
3.1.
Rettens art
3.2.
Rettens hjemsted
4.
Retsafgørelsen/retsforliget(*)
4.1.
Dato
4.2.
Journalnummer
4.3.
Retsafgørelsens/retsforligets(*) parter
4.3.1.
Sagsøger(e)s navn(e)
4.3.2.
Sagsøgtes navn(e)
4.3.3.
Eventuelle andre parters navn(e)
4.4.
Dato for forkyndelse af det indledende processkrift i
sagen, såfremt retsafgørelsen blev truffet over for en udebleven sagsøgt
4.5.
Domskonklusionen/retsforliget(*) er vedlagt denne attest
5.
Navn på parter, som har haft fri proces
Retsafgørelsen/retsforliget(*) er eksigibel(t) i
domsstaten (forordningens artikel 38 og 58) over for:
Navn:
Udfærdiget i ....................................................,
den .............
Underskrift og/eller stempel ................................................
(*) Det ikke relevante overstreges.
BILAG VI
Attest i henhold til forordningens artikel
57, stk. 4, vedrørende officielt bekræftede dokumenter
(Dansk,
Danish, danois, danés, ...)
1.
Udstedelsesstat
2.
Kompetent myndighed, der har udstedt attesten
2.1.
Navn
2.2.
Adresse
2.3.
Tlf./fax/e-post
3.
Myndighed, der har bekræftet dokumentet
3.1.
Myndighed, der har været involveret i udstedelsen af det
officielt bekræftede dokument (hvis relevant)
3.1.1.
Myndighedens navn og betegnelse
3.1.2.
Myndighedens hjemsted
3.2.
Myndighed, der har registreret det officielt bekræftede
dokument (hvis relevant)
3.2.1.
Myndighedens art
3.2.2.
Myndighedens hjemsted
4.
Det officielt bekræftede dokument
4.1.
Beskrivelse af dokumentet
4.2.
Dato
4.2.1.
For dokumentets udstedelse
4.2.2.
For dokumentets registrering (hvis anden dato)
4.3.
Journalnummer
4.4.
Dokumentets parter
4.4.1.
Kreditors navn
4.4.2.
Debitors navn
5.
Den eksigible forpligtelse fremgår af den
ekstraktudskrift, som er vedlagt denne attest
Det officielt bekræftede dokument er eksigibelt over
for debitor i udstedelsesstaten (forordningens artikel 57, stk. 1)
Udfærdiget i ..........................., den
................................
Underskrift og/eller stempel ......................................
1)
EFT C 376 af 28.12.1999, s. 1.
2)
Udtalelse afgivet den 21.9.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).
3)
EFT C 117 af 26.4.2000, s. 6.
4)
EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s.
17).
EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1. EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1. EFT L 285 af
3.10.1989, s. 1. EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C
27
af 26.1.1998, s. 1.
5)
EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31).
EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1. EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1. EFT L 285 af
3.10.1989, s. 1. EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C
27
af 26.1.1998, s. 28.
6)
EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.
7)
EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s.
65).
8)
EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv
2000/26/EF.
9)
EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44.
10)
EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.
Bilag 3
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1496/2002
af 21. august 2002
om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der
er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen
over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/
2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
EuropæiskeFællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001
af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse
af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
1) ,
særlig artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 2, artikel 44 og artikel 74, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
I
henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/ 2001 kan personer,
der
har bopæl på en medlemsstats område, kun sagsøges ved retterne i en anden
medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 i kapitel II
om kompetenceregler; i henhold til artikel 3, stk. 2, kan de nationale
kompetenceregler, der er angivet i bilag I, i særdeleshed ikke gøres gældende
mod dem.
(2)
Hvis
en regel, der er omhandlet i bilag I, ophæves i en medlemsstat, bør listens
indhold derfor ændres i overensstemmelse hermed.
(3)
En
anmodning om, at en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, og
som
er eksigibel i den pågældende medlemsstat, erklæres for eksigibel i en anden
medlemsstat, skal indgives til de kompetente myndigheder, der er anført i
bilag
II til forordning (EF) nr. 44/ 2001.
(4)
I
henhold til artikel 38 ff. og artikel 57, stk. 4, i forordning (EF) nr.
44/2001
kan en anmodning om, at et officielt bekræftet dokument erklæres for
eksigibelt, fremsættes over for notarer som kompetente myndigheder.
(5)
I
henhold til artikel 74 i forordning (EF) nr. 44/2001 meddeler medlemsstaterne
Kommissionen tekster, der indebærer ændring af listerne over kompetente
myndigheder i bilag I-IV.
(6)
Nederlandene
har meddelt Kommissionen en ændring i de kompetenceregler, der er omhandlet i
bilag I, og i listen over kompetente retter og myndigheder i bilag II, og
Tyskland har meddelt Kommissionen en ændring i listen over kompetente retter
og
myndigheder i bilag II; forordning (EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i
overensstemmelse hermed –
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
I bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 udgår ottende
led vedrørende Nederlandene.
Artikel 2
I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres
ordene »i Tyskland, formanden for et »Kammer des Landgerichts«« til:
»i Tyskland:
a)
formanden
for et »Kammer des Landgerichts«
b)
en
notar (» .«) i en procedure, der sigter mod at erklære et officielt bekræftet
dokument eksigibelt.«
Artikel 3
I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres
ordene »i Nederlandene, præsidenten for »arrondissementsrechtbank«« til:
»i Nederlandene, »voorzieningenrechter van de
rechtbank«.«
Artikel 4
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Denne forordning er
bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles,
den 21. august 2002.
På Kommissionens vegne
António VITORINO
Medlem af Kommissionen
1)
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
Bilag 4
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr 2245/2004
af 27. december 2004
om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets
forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdeIse af retsafgorelser på det civil- og handelsretlige område
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001
af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse
af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
1) ,
særlig artikel 74, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
I
bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 opregnes de nationale
kompetenceregler.
Bilag II indeholder en fortegnelse over de retter eller kompetente
myndigheder
i medlemsstaterne, der har bemyndigelse til at behandle anmodninger om
fuldbyrdelse.
Bilag III opregner de retter, til hvilke der kan indgives appel af sådanne
afgørelser, og bilag IV indeholder en fortegnelse over appelprocedurerne.
(2)
Bilag
I, II, III og IV til forordning (EF) nr. 44/2001 blev ændret ved
tiltrædelsesakten i 2003 for at tilføje de nationale kompetenceregler,
fortegnelserne over retter eller kompetente myndigheder og appelprocedurerne
i
tiltrædelsesstaterne.
(3)
Frankrig,
Letland, Litauen, Slovenien og Slovakiet har meddelt Kommissionen, at de har
ændret
de fortegnelser, der er beskrevet i bilag I, II, III og IV.
(4)
Forordning
(EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed –
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EF) nr. 44/2001 foretages følgende
ændringer:
1)
I
bilag I foretages følgende ændringer:
a)
Det
led, der vedrører Letland, affattes således:
»–
i
Letland: paragraf 27 og paragraf 28, stk. 3, 5, 6 og 9, i
retsplejelovgivningen
(Civilprocesa likums)«.
b)
Det
led, der vedrører Slovenien, affattes således:
»–
i
Slovenien: artikel 48, stk. 2, i lov om international privatret og procedurer
(Zakon o mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel
47,
stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem postopku) og
artikel 58, stk. 1, i lov om international privatret og procedurer (Zakon o
mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel 57, stk. 1,
og artikel 47, stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem
postopku)«.
c) Det led, der vedrører Slovakiet,
affattes således:
»–
i
Slovakiet: artikel 37 til 37e i lov nr. 97/1963 om international privatret og
procedureregler i forbindelse hermed«.
2)
I
bilag II foretages følgende ændringer:
a)
Det
led, der vedrører Frankrig, affattes således:
»–
i
Frankrig
a)
»greffier en chef du tribunal de grande
instance«
b)
»président de la chambre départementale des
notaires«
ved anmodninger om håndhævelse af et autentisk notarialinstrument«.
b)
Det
led, der vedrører Slovenien, affattes således:
»–
i
Slovenien,
»okro no sodi č
e
«
«.
c)
Det
led, der vedrører Slovakiet, affattes således:
»–
i
Slovakiet,
»okresný súd«
«.
3)
I
bilag III foretages følgende ændringer:
a)
Det
led, der vedrører Frankrig, affattes således:
»–
i Frankrig
a)
»cour d’appel«
ved afgørelser om at
imødekomme anmodningen
b)
præsidenten
for
»tribunal de grande instance«
ved
afgørelser om at afvise anmodningen«.
b)
Det
led, der vedrører Litauen, affattes således:
»–
i
Litauen,
»Lietuvos apeliacinis teismas«
«.
c)
Det
led, der vedrører Slovenien, affattes således:
»–
i
Slovenien,
»okro no sodi č
e
«
«.
d)
Det
led, der vedrører Slovakiet, affattes således:
»–
i
Slovakiet,
»okresný súd«
«.
4)
I
bilag IV foretages følgende ændringer:
a)
Det
led, der vedrører Litauen, affattes således:
»–
i
Litauen, en appel til
»Lietuvos
Auk č
iausiasis
Teismas«
«.
b)
Det
led, der vedrører Slovenien, affattes således:
»–
i
Slovenien, en appel til
»Vrhovno
sodi č
e Republike
Slovenije«
«.
c)
Det
led, der vedrører Slovakiet, affattes således:
»–
i
Slovakiet,
»dovolanie«
«.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er
bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles,
den 27. december 2004.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
1)
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om Bruxelles I-forordningen m.v. Retsinformation · 15. december 2006
- Forslag til Lov om ændring af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. (Gennemførelse af omarbejdet forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område m.v.) Retsinformation · 4. april 2013
- Bekendtgørelse af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område Retsinformation · 17. november 2018
- Skriftlig fremsættelse (3. april 2013) - L 202 Retsinformation · 4. april 2013
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. (Gennemførelse af omarbejdet forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område m.v.) Retsinformation · 18. maj 2013
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, Bruxelles I-loven og forskellige andre love (Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af værnetingsaftalekonventionen m.v.) Retsinformation · 16. marts 2017