Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om ny procedure ved legalisering af offentlige dokumenter som følge af Danmarks tiltrædelse af apostillekonventionen

Gældende VEJ nr 108 af 13/12/2006VejledningJustitsministeriet15. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning

om ny procedure ved legalisering af offentlige

dokumenter som følge af Danmarks tiltrædelse af

apostillekonventionen

1. Baggrund

Med virkning fra 29. december 2006 har Danmark tiltrådt

Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om afskaffelse af kravet om

legalisering

af udenlandske offentlige dokumenter (apostillekonventionen). Danmarks

tiltrædelse af apostillekonventionen medfører, at det fremover bliver lettere

for borgere og virksomheder at få offentlige dokumenter legaliseret.

Borgere og virksomheder, der skal anvende danske offentlige

dokumenter i udlandet, f.eks. i forbindelse med adoptionssager eller

ansøgninger om optagelse på udenlandske læreanstalter, bliver ofte mødt med

krav fra de udenlandske myndigheder om at godtgøre ægtheden af dokumentets

underskrift eller stempel i form af en legalisering.

Den hidtidige procedure for legalisering her i landet har været,

at det offentlige dokuments underskrift først bekræftes af vedkommende

myndighed (f.eks. et fagministerium), som har ressortansvaret for den

pågældende dokumenttype. Dernæst bekræftes ressortmyndighedens påtegning af

Udenrigsministeriet. Herefter skal Udenrigsministeriets påtegning bekræftes

af

den konsulære eller diplomatiske repræsentation (konsulat, ambassade mv.) for

det land, hvor dokumentet skal anvendes.

Apostillekonventionen indebærer, at offentlige dokumenter, der

skal anvendes i et andet land, som har tiltrådt konventionen, ikke længere

skal

legaliseres af den konsulære eller diplomatiske repræsentation for det land,

hvor dokumentet skal anvendes. I stedet skal dokumentet forsynes med en

særlig

Læs alt

erklæring, den såkaldte apostille, hvorved dokumentets underskrift bekræftes.

Apostillen udstedes her i landet af Udenrigsministeriet, som er udpeget som

apostillemyndighed, jf. konventionens artikel 6.

Endvidere er det for at forenkle legaliseringsproceduren

besluttet, at offentlige dokumenter fra 1. januar 2007 ikke længere skal

legaliseres af vedkommende ressortmyndighed, inden dokumentet kan legaliseres

eller forsynes med en apostille af Udenrigsministeriet. Denne ordning gælder

således, uanset om det land, hvor dokumentet skal bruges, har tiltrådt

apostillekonventionen

eller ej.

Danmarks tiltrædelse af apostillekonventionen indebærer samtidig,

at der her i landet ikke kan stilles yderligere krav om legalisering af

udenlandske offentlige dokumenter, som hidrører fra et land, der har tiltrådt

konventionen, hvis dokumentet er forsynet med en apostille, jf. nedenfor

under

pkt. 3.

Apostillekonventionen berører ikke internationale aftaler, som

Danmark har tiltrådt, hvorefter dokumenter fra visse lande eller visse typer

af

dokumenter er fritaget for kravet om legalisering. Endvidere berører

konventionen ikke eksisterende nationale regler eller praksis, som fritager

bestemte typer dokumenter fra kravet om legalisering. Der kan i disse

tilfælde

ikke stilles krav om, at et dokument er forsynet med en apostille, jf.

konventionens artikel 3.

En dansk oversættelse af apostillekonventionen findes som bilag

til denne vejledning.

2. Legalisering

af danske dokumenter, som skal anvendes i lande, der har tiltrådt

apostillekonventionen

2.1. Lande, der

har tiltrådt apostillekonventionen

Apostillekonventionen er i dag tiltrådt af samtlige EU-lande.

Endvidere er konventionen tiltrådt af et stort antal andre lande, herunder

bl.a. Norge, Island, Schweiz, Rusland, Hviderusland, Ukraine, USA,

Australien,

New Zealand, Japan, Indien, Israel, Argentina, Colombia, Venezuela, Ecuador,

Mexico og Sydafrika. I alt har 90 lande tiltrådt konventionen.

En opdateret oversigt over samtlige lande, der har tiltrådt

konventionen, kan findes på adressen

www.hcch.net.

2.2. Dokumenter,

som er omfattet af apostillekonventionen

Apostillekonventionen gælder kun for offentlige dokumenter, jf.

konventionens artikel 1. Som offentlige dokumenter anses alle dokumenter, som

er udstedt af administrative myndigheder eller af domstolene. Sidstnævnte

kategori omfatter f.eks. domme og kendelser. Endvidere gælder konventionen

for

bekræftelser fra offentlige myndigheder, som påføres dokumenter, der er

oprettet af private. Som eksempel herpå kan nævnes de oplysninger, som et

dokument (f.eks. et skøde, pantebrev eller en ægtepagt) forsynes med af

tinglysningskontoret,

når dokumentet er indført i tingbogen. Som et andet eksempel kan nævnes en

notars bekræftelse af fuldmagter oprettet af private.

Konventionen finder dog ikke anvendelse på dokumenter, der er

udstedt af diplomatiske eller konsulære repræsentationer, samt dokumenter,

der

er udstedt af en administrativ myndighed, og som alene har en kommerciel

eller

toldmæssig funktion (f.eks. oprindelsescertifikater samt tilladelser til

import

og eksport).

2.3. Krav til

legalisering af dokumenter, som er omfattet af apostillekonventionen

Ifølge apostillekonventionen er den eneste form for legalisering,

som kan kræves for at bekræfte en underskrifts ægthed, underskriverens embede

og evt. identiteten af et segl eller stempel, at dokumentet er forsynet med

en

apostille fra den kompetente myndighed i det land, hvorfra dokumentet

hidrører,

jf. konventionens artikel 3. En udenlandsk myndighed kan således ikke kræve,

at

dokumentet legaliseres af det pågældende lands konsulære eller diplomatiske

repræsentation.

2.4.

Fremgangsmåden ved legalisering

Ved legalisering af et offentligt dokument skal dokumentet

(originalen) indleveres til Udenrigsministeriet, som forsyner dokumentet med

en

særlig erklæring (apostille).

Dokumentet skal ikke længere legaliseres af vedkommende

ressortmyndighed, inden det forelægges Udenrigsministeriet. F.eks. skal

straffeattester ikke længere legaliseres af Justitsministeriet, og

eksamensbeviser fra universiteter og højere læreanstalter mv. skal ikke

længere

legaliseres af Undervisningsministeriet, men kan forelægges direkte for

Udenrigsministeriet

med henblik på udstedelse af apostille.

Nærmere oplysninger om Udenrigsministeriets ekspedition og gebyrer

for legaliseringer kan fås på adressen

www.um.dk

eller ved henvendelse

til Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1402, København K, tlf.: 33 92 00

00.

3. Dokumenter,

som skal anvendes i Danmark, fra lande, der har tiltrådt

apostillekonventionen

Der kan her i landet ikke stilles yderligere krav om legalisering

af udenlandske offentlige dokumenter, som hidrører fra et land, der har

tiltrådt apostillekonventionen, hvis dokumentet er forsynet med en apostille,

jf. konventionens artikel 3.

Apostillens udformning kan med hensyn til størrelse, farve, sprog

mv. variere fra land til land. Apostillen skal dog være udformet som et

kvadrat

med sider på mindst

9 cm.

Apostillen kan være påført selve dokumentet eller være vedhæftet dokumentet.

I

bilaget til denne vejledning findes en model af den apostille, som anvendes

af

Udenrigsministeriet, hvoraf fremgår, hvilke oplysninger apostillen skal være

forsynet med. Der henvises endvidere til konventionens artikel 4.

Danske myndigheder eller andre med interesse heri kan, såfremt der

er tvivl om apostillens ægthed eller de angivne oplysninger, rette

henvendelse

til det pågældende lands apostillemyndigheder med henblik på at få bekræftet

udstedelsen eller de oplysninger, som er anført på apostillen. En opdateret

oversigt over apostillemyndighederne i samtlige lande, der har tiltrådt

konventionen, kan findes på adressen

www.hcch.net.

4. Legalisering

af danske dokumenter, som skal anvendes i lande, der ikke har tiltrådt

apostillekonventionen

For dokumenter, som skal anvendes i lande, som ikke har tiltrådt

apostillekonventionen, er der ikke sket ændringer af krav om legalisering.

Det

betyder, at hvor der ikke eksisterer aftaler om fritagelse for legalisering

mellem Danmark og det land, hvor dokumentet skal anvendes, vil det som hidtil

normalt være nødvendigt at få Udenrigsministeriets legalisering bekræftet af

den konsulære eller diplomatiske repræsentation for det pågældende land.

Det er dog fra 1. januar 2007 besluttet, at et dokument ikke

længere skal legaliseres af den pågældende ressortmyndighed, inden dokumentet

kan legaliseres af Udenrigsministeriet, dvs. at et offentligt dokument

udstedt

af en dansk myndighed kan forelægges direkte for Udenrigsministeriet.

5. Dokumenter,

som skal anvendes i Danmark, fra lande, der ikke har tiltrådt

apostillekonventionen

Danmarks tiltrædelse af apostillekonventionen medfører ikke nogen

ændringer i gældende krav og praksis vedrørende legalisering af offentlige

dokumenter, som er udstedt af en myndighed i lande, der ikke har tiltrådt

apostillekonventionen, og som skal anvendes her i landet.

Det originale udenlandske dokument skal således normalt være

forsynet med en legalisering fra den danske konsulære eller diplomatiske

repræsentation for det land, hvor dokumentet er udstedt, og dokumentet vil

normalt skulle være legaliseret af det pågældende lands udenrigsministerium,

inden det kan legaliseres af en dansk konsulær eller diplomatisk

repræsentation.

Justitsministeriet, den 13. december

2006

Lene Espersen

/Jens Røn

Bilag

KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF KRAVET OM

LEGALISERING AF UDENLANDSKE OFFENTLIGE DOKUMENTER

(Indgået

den 5. oktober 1961)

(Trådt i kraft den 24. januar 1965)

De stater, der har undertegnet denne konvention,

som ønsker at afskaffe kravet om legalisering af udenlandske

offentlige dokumenter ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter,

har besluttet at indgå en konvention herom og er blevet enige om

følgende bestemmelser:

Artikel 1

Konventionen gælder for offentlige dokumenter, der er udfærdiget

på en kontraherende stats område, og som skal fremlægges på en anden

kontraherende stats område.

I denne konvention anses følgende for at være offentlige

dokumenter:

a)

dokumenter,

der er udstedt af en myndighed eller en embedsmand, der er tilknyttet

domstole

eller nævn i den pågældende stat, herunder dokumenter, der er udstedt af

anklagemyndigheden,

en justitssekretær eller en stævningsmand (»huissier de justice«),

b)

dokumenter,

der er udstedt af en administrativ myndighed,

c)

notarbekræftede

dokumenter,

d)

officielle

påtegninger, som påføres dokumenter oprettet af personer i deres egenskab af

privatpersoner, f.eks. officielle påtegninger, der dokumenterer tinglysning

eller registrering af et dokument eller dokumentets eksistens på en bestemt

dato,

samt officielle bekræftelser og notarbekræftelser af underskrifter.

Konventionen gælder dog ikke for:

a)

dokumenter,

der udfærdiges af diplomatiske eller konsulære repræsentanter, og

b)

administrative

dokumenter, der direkte vedrører handels- eller toldmæssige transaktioner.

Artikel 2

Hver kontraherende stat skal fritage dokumenter, hvorpå denne

konvention finder anvendelse, og som skal fremlægges på dens område, fra

kravet

om legalisering. I denne konvention betyder legalisering udelukkende den

formalitet, hvorved de diplomatiske eller konsulære repræsentanter for det

land, hvori dokumentet skal fremlægges, bekræfter underskriftens ægthed, den

egenskab, hvori underskriveren af dokumentet har handlet, og i givet fald

identiteten

af det påførte segl eller stempel.

Artikel 3

Den eneste formalitet, der kan kræves for at bekræfte

underskriftens ægthed, den egenskab, hvori underskriveren af dokumentet har

handlet, og i givet fald identiteten af det påførte segl eller stempel, er

tilføjelse af den i artikel 4 beskrevne erklæring udstedt af den kompetente

myndighed

i den stat, hvorfra dokumentet hidrører.

Den i ovenstående stykke nævnte formalitet kan dog ikke kræves,

når gældende love, bekendtgørelser eller praksis i den stat, hvor dokumentet

fremlægges, eller en aftale mellem to eller flere kontraherende stater har

afskaffet eller forenklet den eller fritager selve dokumentet fra kravet om

legalisering.

Artikel 4

Den i artikel 3, stk. 1, nævnte erklæring påføres selve

dokumentet eller en allonge, og den skal være udformet i overensstemmelse med

den model, der er optaget som bilag til konventionen.

Den kan imidlertid affattes på det officielle sprog for den

udstedende myndighed. Standardteksten deri kan herudover affattes på

yderligere

et sprog. Benævnelsen »Apostille (Convention de La Haye du 5 octobre 1961)«

skal være anført på fransk.

Artikel 5

Erklæringen skal udstedes på anmodning af den person, der har

underskrevet dokumentet, eller af ihændehaveren.

Ved korrekt udfyldelse er erklæringen en bekræftelse af

underskriftens ægthed, den egenskab, hvori underskriveren af dokumentet har

handlet, og i givet fald identiteten af det påførte segl eller stempel.

Underskrift, segl og stempel på erklæringen er fritaget for enhver

bekræftelse.

Artikel 6

Hver kontraherende stat udpeger med henvisning til de pågældende myndigheders

officielle funktion de myndigheder, der har kompetence til at udstede den i

artikel 3, stk. 1, nævnte erklæring.

Den kontraherende stat skal ved deponeringen af sit ratifikations-

eller tiltrædelsesinstrument eller sin udvidelseserklæring underrette det

nederlandske udenrigsministerium om udpegelsen. Den skal ligeledes give

underretning om enhver ændring af de udpegede myndigheder.

Artikel 7

Hver af de i medfør af artikel 6 udpegede myndigheder skal føre et

register eller et kartotek, hvori myndigheden skal registrere de udstedte

erklæringer med angivelse af:

a)

erklæringens

nummer og dato, og

b)

navn på den

person, der har underskrevet det offentlige dokument, samt den egenskab,

hvori

vedkommende har handlet, eller i tilfælde af, at dokumentet ikke er

underskrevet, navnet på den myndighed, der har påført segl eller stempel.

På anmodning af enhver person med interesse deri skal den

myndighed, der har udstedt erklæringen, kontrollere, om erklæringens

oplysninger svarer til oplysningerne i registeret eller kartoteket.

Artikel 8

Hvis en overenskomst, konvention eller aftale mellem to eller

flere kontraherende stater indeholder bestemmelser, hvorefter bekræftelse af

en

underskrift eller et segl eller stempel forudsætter visse formaliteter, har

denne konvention kun forrang frem for sådanne bestemmelser, hvis disse

formaliteter er strengere end den i artikel 3 og 4 nævnte formalitet.

Artikel 9

Hver kontraherende stat skal træffe de nødvendige foranstaltninger

for at forebygge, at dens diplomatiske eller konsulære repræsentanter udfører

legaliseringer i tilfælde, hvor denne konvention foreskriver fritagelse.

Artikel 10

Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, som var

repræsenteret på den 9. internationale privatretlige konference i Haag, samt

af

Island, Irland, Liechtenstein og Tyrkiet.

Den skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal

deponeres hos det nederlandske udenrigsministerium.

Artikel 11

Konventionen træder i kraft den 60. dag efter, at det tredje

ratifikationsinstrument er deponeret som fastsat i artikel 10, stk. 2.

For hver undertegnende stat, der ratificerer senere, træder

konventionen i kraft den 60. dag efter deponeringen af denne stats

ratifikationsinstrument.

Artikel 12

Enhver stat, der ikke er nævnt i artikel 10, kan tiltræde denne

konvention, efter at den er trådt i kraft i henhold til artikel 11,

stk. 1.

Tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos det nederlandske udenrigsministerium.

En sådan tiltrædelse har kun virkning for så vidt angår forholdet

mellem den tiltrædende stat og de kontraherende stater, der ikke har fremsat

indsigelse mod den pågældende stats tiltrædelse senest seks måneder efter

modtagelse af den i artikel 15, litra d, nævnte underretning. En sådan

indsigelse skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium.

Konventionen træder i kraft i forholdet mellem den tiltrædende

stat og de stater, der ikke har fremsat indsigelse mod den førstnævnte stats

tiltrædelse, den 60. dag efter udløbet af den i ovenstående stykke nævnte

seksmåneders frist.

Artikel 13

Enhver stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen eller

tiltrædelsen erklære, at konventionen skal udvides til alle de områder, hvis

internationale forhold den varetager, eller til et eller flere af dem. En

sådan

erklæring har virkning fra konventionens ikrafttræden i forhold til den

pågældende

stat.

Efter dette tidspunkt skal sådanne udvidelser meddeles det

nederlandske udenrigsministerium.

Når udvidelseserklæringen afgives af en stat, som har undertegnet

og ratificeret konventionen, træder konventionen i kraft for de pågældende

områder i overensstemmelse med artikel 11. Når udvidelseserklæringen afgives

af

en stat, som har tiltrådt konventionen, træder konventionen i kraft for de

pågældende områder i overensstemmelse med artikel 12.

Artikel 14

Konventionen gælder i fem år fra den dag, hvor den træder i kraft

efter artikel 11, stk. 1, selv for stater, som har ratificeret eller

tiltrådt den senere.

Konventionen fornys stiltiende hvert femte år, medmindre den

opsiges.

En opsigelse skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium

mindst 6 måneder før femårsperiodens udløb.

Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de områder, som

konventionen omfatter.

Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har

afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige kontraherende

stater.

Artikel 15

Det nederlandske udenrigsministerium skal give underretning om

følgende til de stater, der er omtalt i artikel 10, og til de stater, som har

tiltrådt konventionen efter artikel 12:

a)

underretninger

efter artikel 6, stk. 2,

b)

undertegnelser

og ratifikationer efter artikel 10,

c)

datoen for

konventionens ikrafttræden efter artikel 11, stk. 1,

d)

tiltrædelser

og indsigelser efter artikel 12 og den dato, hvor disse tiltrædelser får

virkning,

e)

udvidelseserklæringer

efter artikel 13 og den dato, hvor de får virkning,

f)

opsigelser

efter artikel 14, stk. 3.

Til bekræftelse heraf har

undertegnede, der er behørigt bemyndigede dertil, undertegnet denne

konvention.

Udfærdiget i Haag den 5.

oktober 1961 på fransk og engelsk, hvoraf den franske udgave har forrang i

tilfælde af afvigelser mellem de to udgaver, i ét eksemplar, som deponeres i

den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en genpart ad diplomatisk vej

tilsendes hver af de stater, som var repræsenteret på den 9. internationale

privatretlige konference i Haag, samt Island, Irland, Liechtenstein og

Tyrkiet.

Lignende dokumenter