Vejledning om ny procedure ved legalisering af offentlige dokumenter som følge af Danmarks tiltrædelse af apostillekonventionen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning
om ny procedure ved legalisering af offentlige
dokumenter som følge af Danmarks tiltrædelse af
apostillekonventionen
1. Baggrund
Med virkning fra 29. december 2006 har Danmark tiltrådt
Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om afskaffelse af kravet om
legalisering
af udenlandske offentlige dokumenter (apostillekonventionen). Danmarks
tiltrædelse af apostillekonventionen medfører, at det fremover bliver lettere
for borgere og virksomheder at få offentlige dokumenter legaliseret.
Borgere og virksomheder, der skal anvende danske offentlige
dokumenter i udlandet, f.eks. i forbindelse med adoptionssager eller
ansøgninger om optagelse på udenlandske læreanstalter, bliver ofte mødt med
krav fra de udenlandske myndigheder om at godtgøre ægtheden af dokumentets
underskrift eller stempel i form af en legalisering.
Den hidtidige procedure for legalisering her i landet har været,
at det offentlige dokuments underskrift først bekræftes af vedkommende
myndighed (f.eks. et fagministerium), som har ressortansvaret for den
pågældende dokumenttype. Dernæst bekræftes ressortmyndighedens påtegning af
Udenrigsministeriet. Herefter skal Udenrigsministeriets påtegning bekræftes
af
den konsulære eller diplomatiske repræsentation (konsulat, ambassade mv.) for
det land, hvor dokumentet skal anvendes.
Apostillekonventionen indebærer, at offentlige dokumenter, der
skal anvendes i et andet land, som har tiltrådt konventionen, ikke længere
skal
legaliseres af den konsulære eller diplomatiske repræsentation for det land,
hvor dokumentet skal anvendes. I stedet skal dokumentet forsynes med en
særlig
Læs alt
erklæring, den såkaldte apostille, hvorved dokumentets underskrift bekræftes.
Apostillen udstedes her i landet af Udenrigsministeriet, som er udpeget som
apostillemyndighed, jf. konventionens artikel 6.
Endvidere er det for at forenkle legaliseringsproceduren
besluttet, at offentlige dokumenter fra 1. januar 2007 ikke længere skal
legaliseres af vedkommende ressortmyndighed, inden dokumentet kan legaliseres
eller forsynes med en apostille af Udenrigsministeriet. Denne ordning gælder
således, uanset om det land, hvor dokumentet skal bruges, har tiltrådt
apostillekonventionen
eller ej.
Danmarks tiltrædelse af apostillekonventionen indebærer samtidig,
at der her i landet ikke kan stilles yderligere krav om legalisering af
udenlandske offentlige dokumenter, som hidrører fra et land, der har tiltrådt
konventionen, hvis dokumentet er forsynet med en apostille, jf. nedenfor
under
pkt. 3.
Apostillekonventionen berører ikke internationale aftaler, som
Danmark har tiltrådt, hvorefter dokumenter fra visse lande eller visse typer
af
dokumenter er fritaget for kravet om legalisering. Endvidere berører
konventionen ikke eksisterende nationale regler eller praksis, som fritager
bestemte typer dokumenter fra kravet om legalisering. Der kan i disse
tilfælde
ikke stilles krav om, at et dokument er forsynet med en apostille, jf.
konventionens artikel 3.
En dansk oversættelse af apostillekonventionen findes som bilag
til denne vejledning.
2. Legalisering
af danske dokumenter, som skal anvendes i lande, der har tiltrådt
apostillekonventionen
2.1. Lande, der
har tiltrådt apostillekonventionen
Apostillekonventionen er i dag tiltrådt af samtlige EU-lande.
Endvidere er konventionen tiltrådt af et stort antal andre lande, herunder
bl.a. Norge, Island, Schweiz, Rusland, Hviderusland, Ukraine, USA,
Australien,
New Zealand, Japan, Indien, Israel, Argentina, Colombia, Venezuela, Ecuador,
Mexico og Sydafrika. I alt har 90 lande tiltrådt konventionen.
En opdateret oversigt over samtlige lande, der har tiltrådt
konventionen, kan findes på adressen
www.hcch.net.
2.2. Dokumenter,
som er omfattet af apostillekonventionen
Apostillekonventionen gælder kun for offentlige dokumenter, jf.
konventionens artikel 1. Som offentlige dokumenter anses alle dokumenter, som
er udstedt af administrative myndigheder eller af domstolene. Sidstnævnte
kategori omfatter f.eks. domme og kendelser. Endvidere gælder konventionen
for
bekræftelser fra offentlige myndigheder, som påføres dokumenter, der er
oprettet af private. Som eksempel herpå kan nævnes de oplysninger, som et
dokument (f.eks. et skøde, pantebrev eller en ægtepagt) forsynes med af
tinglysningskontoret,
når dokumentet er indført i tingbogen. Som et andet eksempel kan nævnes en
notars bekræftelse af fuldmagter oprettet af private.
Konventionen finder dog ikke anvendelse på dokumenter, der er
udstedt af diplomatiske eller konsulære repræsentationer, samt dokumenter,
der
er udstedt af en administrativ myndighed, og som alene har en kommerciel
eller
toldmæssig funktion (f.eks. oprindelsescertifikater samt tilladelser til
import
og eksport).
2.3. Krav til
legalisering af dokumenter, som er omfattet af apostillekonventionen
Ifølge apostillekonventionen er den eneste form for legalisering,
som kan kræves for at bekræfte en underskrifts ægthed, underskriverens embede
og evt. identiteten af et segl eller stempel, at dokumentet er forsynet med
en
apostille fra den kompetente myndighed i det land, hvorfra dokumentet
hidrører,
jf. konventionens artikel 3. En udenlandsk myndighed kan således ikke kræve,
at
dokumentet legaliseres af det pågældende lands konsulære eller diplomatiske
repræsentation.
2.4.
Fremgangsmåden ved legalisering
Ved legalisering af et offentligt dokument skal dokumentet
(originalen) indleveres til Udenrigsministeriet, som forsyner dokumentet med
en
særlig erklæring (apostille).
Dokumentet skal ikke længere legaliseres af vedkommende
ressortmyndighed, inden det forelægges Udenrigsministeriet. F.eks. skal
straffeattester ikke længere legaliseres af Justitsministeriet, og
eksamensbeviser fra universiteter og højere læreanstalter mv. skal ikke
længere
legaliseres af Undervisningsministeriet, men kan forelægges direkte for
Udenrigsministeriet
med henblik på udstedelse af apostille.
Nærmere oplysninger om Udenrigsministeriets ekspedition og gebyrer
for legaliseringer kan fås på adressen
www.um.dk
eller ved henvendelse
til Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1402, København K, tlf.: 33 92 00
00.
3. Dokumenter,
som skal anvendes i Danmark, fra lande, der har tiltrådt
apostillekonventionen
Der kan her i landet ikke stilles yderligere krav om legalisering
af udenlandske offentlige dokumenter, som hidrører fra et land, der har
tiltrådt apostillekonventionen, hvis dokumentet er forsynet med en apostille,
jf. konventionens artikel 3.
Apostillens udformning kan med hensyn til størrelse, farve, sprog
mv. variere fra land til land. Apostillen skal dog være udformet som et
kvadrat
med sider på mindst
9 cm.
Apostillen kan være påført selve dokumentet eller være vedhæftet dokumentet.
I
bilaget til denne vejledning findes en model af den apostille, som anvendes
af
Udenrigsministeriet, hvoraf fremgår, hvilke oplysninger apostillen skal være
forsynet med. Der henvises endvidere til konventionens artikel 4.
Danske myndigheder eller andre med interesse heri kan, såfremt der
er tvivl om apostillens ægthed eller de angivne oplysninger, rette
henvendelse
til det pågældende lands apostillemyndigheder med henblik på at få bekræftet
udstedelsen eller de oplysninger, som er anført på apostillen. En opdateret
oversigt over apostillemyndighederne i samtlige lande, der har tiltrådt
konventionen, kan findes på adressen
www.hcch.net.
4. Legalisering
af danske dokumenter, som skal anvendes i lande, der ikke har tiltrådt
apostillekonventionen
For dokumenter, som skal anvendes i lande, som ikke har tiltrådt
apostillekonventionen, er der ikke sket ændringer af krav om legalisering.
Det
betyder, at hvor der ikke eksisterer aftaler om fritagelse for legalisering
mellem Danmark og det land, hvor dokumentet skal anvendes, vil det som hidtil
normalt være nødvendigt at få Udenrigsministeriets legalisering bekræftet af
den konsulære eller diplomatiske repræsentation for det pågældende land.
Det er dog fra 1. januar 2007 besluttet, at et dokument ikke
længere skal legaliseres af den pågældende ressortmyndighed, inden dokumentet
kan legaliseres af Udenrigsministeriet, dvs. at et offentligt dokument
udstedt
af en dansk myndighed kan forelægges direkte for Udenrigsministeriet.
5. Dokumenter,
som skal anvendes i Danmark, fra lande, der ikke har tiltrådt
apostillekonventionen
Danmarks tiltrædelse af apostillekonventionen medfører ikke nogen
ændringer i gældende krav og praksis vedrørende legalisering af offentlige
dokumenter, som er udstedt af en myndighed i lande, der ikke har tiltrådt
apostillekonventionen, og som skal anvendes her i landet.
Det originale udenlandske dokument skal således normalt være
forsynet med en legalisering fra den danske konsulære eller diplomatiske
repræsentation for det land, hvor dokumentet er udstedt, og dokumentet vil
normalt skulle være legaliseret af det pågældende lands udenrigsministerium,
inden det kan legaliseres af en dansk konsulær eller diplomatisk
repræsentation.
Justitsministeriet, den 13. december
2006
Lene Espersen
/Jens Røn
Bilag
KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF KRAVET OM
LEGALISERING AF UDENLANDSKE OFFENTLIGE DOKUMENTER
(Indgået
den 5. oktober 1961)
(Trådt i kraft den 24. januar 1965)
De stater, der har undertegnet denne konvention,
som ønsker at afskaffe kravet om legalisering af udenlandske
offentlige dokumenter ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter,
har besluttet at indgå en konvention herom og er blevet enige om
følgende bestemmelser:
Artikel 1
Konventionen gælder for offentlige dokumenter, der er udfærdiget
på en kontraherende stats område, og som skal fremlægges på en anden
kontraherende stats område.
I denne konvention anses følgende for at være offentlige
dokumenter:
a)
dokumenter,
der er udstedt af en myndighed eller en embedsmand, der er tilknyttet
domstole
eller nævn i den pågældende stat, herunder dokumenter, der er udstedt af
anklagemyndigheden,
en justitssekretær eller en stævningsmand (»huissier de justice«),
b)
dokumenter,
der er udstedt af en administrativ myndighed,
c)
notarbekræftede
dokumenter,
d)
officielle
påtegninger, som påføres dokumenter oprettet af personer i deres egenskab af
privatpersoner, f.eks. officielle påtegninger, der dokumenterer tinglysning
eller registrering af et dokument eller dokumentets eksistens på en bestemt
dato,
samt officielle bekræftelser og notarbekræftelser af underskrifter.
Konventionen gælder dog ikke for:
a)
dokumenter,
der udfærdiges af diplomatiske eller konsulære repræsentanter, og
b)
administrative
dokumenter, der direkte vedrører handels- eller toldmæssige transaktioner.
Artikel 2
Hver kontraherende stat skal fritage dokumenter, hvorpå denne
konvention finder anvendelse, og som skal fremlægges på dens område, fra
kravet
om legalisering. I denne konvention betyder legalisering udelukkende den
formalitet, hvorved de diplomatiske eller konsulære repræsentanter for det
land, hvori dokumentet skal fremlægges, bekræfter underskriftens ægthed, den
egenskab, hvori underskriveren af dokumentet har handlet, og i givet fald
identiteten
af det påførte segl eller stempel.
Artikel 3
Den eneste formalitet, der kan kræves for at bekræfte
underskriftens ægthed, den egenskab, hvori underskriveren af dokumentet har
handlet, og i givet fald identiteten af det påførte segl eller stempel, er
tilføjelse af den i artikel 4 beskrevne erklæring udstedt af den kompetente
myndighed
i den stat, hvorfra dokumentet hidrører.
Den i ovenstående stykke nævnte formalitet kan dog ikke kræves,
når gældende love, bekendtgørelser eller praksis i den stat, hvor dokumentet
fremlægges, eller en aftale mellem to eller flere kontraherende stater har
afskaffet eller forenklet den eller fritager selve dokumentet fra kravet om
legalisering.
Artikel 4
Den i artikel 3, stk. 1, nævnte erklæring påføres selve
dokumentet eller en allonge, og den skal være udformet i overensstemmelse med
den model, der er optaget som bilag til konventionen.
Den kan imidlertid affattes på det officielle sprog for den
udstedende myndighed. Standardteksten deri kan herudover affattes på
yderligere
et sprog. Benævnelsen »Apostille (Convention de La Haye du 5 octobre 1961)«
skal være anført på fransk.
Artikel 5
Erklæringen skal udstedes på anmodning af den person, der har
underskrevet dokumentet, eller af ihændehaveren.
Ved korrekt udfyldelse er erklæringen en bekræftelse af
underskriftens ægthed, den egenskab, hvori underskriveren af dokumentet har
handlet, og i givet fald identiteten af det påførte segl eller stempel.
Underskrift, segl og stempel på erklæringen er fritaget for enhver
bekræftelse.
Artikel 6
Hver kontraherende stat udpeger med henvisning til de pågældende myndigheders
officielle funktion de myndigheder, der har kompetence til at udstede den i
artikel 3, stk. 1, nævnte erklæring.
Den kontraherende stat skal ved deponeringen af sit ratifikations-
eller tiltrædelsesinstrument eller sin udvidelseserklæring underrette det
nederlandske udenrigsministerium om udpegelsen. Den skal ligeledes give
underretning om enhver ændring af de udpegede myndigheder.
Artikel 7
Hver af de i medfør af artikel 6 udpegede myndigheder skal føre et
register eller et kartotek, hvori myndigheden skal registrere de udstedte
erklæringer med angivelse af:
a)
erklæringens
nummer og dato, og
b)
navn på den
person, der har underskrevet det offentlige dokument, samt den egenskab,
hvori
vedkommende har handlet, eller i tilfælde af, at dokumentet ikke er
underskrevet, navnet på den myndighed, der har påført segl eller stempel.
På anmodning af enhver person med interesse deri skal den
myndighed, der har udstedt erklæringen, kontrollere, om erklæringens
oplysninger svarer til oplysningerne i registeret eller kartoteket.
Artikel 8
Hvis en overenskomst, konvention eller aftale mellem to eller
flere kontraherende stater indeholder bestemmelser, hvorefter bekræftelse af
en
underskrift eller et segl eller stempel forudsætter visse formaliteter, har
denne konvention kun forrang frem for sådanne bestemmelser, hvis disse
formaliteter er strengere end den i artikel 3 og 4 nævnte formalitet.
Artikel 9
Hver kontraherende stat skal træffe de nødvendige foranstaltninger
for at forebygge, at dens diplomatiske eller konsulære repræsentanter udfører
legaliseringer i tilfælde, hvor denne konvention foreskriver fritagelse.
Artikel 10
Konventionen er åben for undertegnelse af de stater, som var
repræsenteret på den 9. internationale privatretlige konference i Haag, samt
af
Island, Irland, Liechtenstein og Tyrkiet.
Den skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal
deponeres hos det nederlandske udenrigsministerium.
Artikel 11
Konventionen træder i kraft den 60. dag efter, at det tredje
ratifikationsinstrument er deponeret som fastsat i artikel 10, stk. 2.
For hver undertegnende stat, der ratificerer senere, træder
konventionen i kraft den 60. dag efter deponeringen af denne stats
ratifikationsinstrument.
Artikel 12
Enhver stat, der ikke er nævnt i artikel 10, kan tiltræde denne
konvention, efter at den er trådt i kraft i henhold til artikel 11,
stk. 1.
Tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos det nederlandske udenrigsministerium.
En sådan tiltrædelse har kun virkning for så vidt angår forholdet
mellem den tiltrædende stat og de kontraherende stater, der ikke har fremsat
indsigelse mod den pågældende stats tiltrædelse senest seks måneder efter
modtagelse af den i artikel 15, litra d, nævnte underretning. En sådan
indsigelse skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium.
Konventionen træder i kraft i forholdet mellem den tiltrædende
stat og de stater, der ikke har fremsat indsigelse mod den førstnævnte stats
tiltrædelse, den 60. dag efter udløbet af den i ovenstående stykke nævnte
seksmåneders frist.
Artikel 13
Enhver stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen eller
tiltrædelsen erklære, at konventionen skal udvides til alle de områder, hvis
internationale forhold den varetager, eller til et eller flere af dem. En
sådan
erklæring har virkning fra konventionens ikrafttræden i forhold til den
pågældende
stat.
Efter dette tidspunkt skal sådanne udvidelser meddeles det
nederlandske udenrigsministerium.
Når udvidelseserklæringen afgives af en stat, som har undertegnet
og ratificeret konventionen, træder konventionen i kraft for de pågældende
områder i overensstemmelse med artikel 11. Når udvidelseserklæringen afgives
af
en stat, som har tiltrådt konventionen, træder konventionen i kraft for de
pågældende områder i overensstemmelse med artikel 12.
Artikel 14
Konventionen gælder i fem år fra den dag, hvor den træder i kraft
efter artikel 11, stk. 1, selv for stater, som har ratificeret eller
tiltrådt den senere.
Konventionen fornys stiltiende hvert femte år, medmindre den
opsiges.
En opsigelse skal meddeles det nederlandske udenrigsministerium
mindst 6 måneder før femårsperiodens udløb.
Opsigelsen kan begrænses til enkelte af de områder, som
konventionen omfatter.
Opsigelsen har kun virkning i forhold til den stat, som har
afgivet den. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige kontraherende
stater.
Artikel 15
Det nederlandske udenrigsministerium skal give underretning om
følgende til de stater, der er omtalt i artikel 10, og til de stater, som har
tiltrådt konventionen efter artikel 12:
a)
underretninger
efter artikel 6, stk. 2,
b)
undertegnelser
og ratifikationer efter artikel 10,
c)
datoen for
konventionens ikrafttræden efter artikel 11, stk. 1,
d)
tiltrædelser
og indsigelser efter artikel 12 og den dato, hvor disse tiltrædelser får
virkning,
e)
udvidelseserklæringer
efter artikel 13 og den dato, hvor de får virkning,
f)
opsigelser
efter artikel 14, stk. 3.
Til bekræftelse heraf har
undertegnede, der er behørigt bemyndigede dertil, undertegnet denne
konvention.
Udfærdiget i Haag den 5.
oktober 1961 på fransk og engelsk, hvoraf den franske udgave har forrang i
tilfælde af afvigelser mellem de to udgaver, i ét eksemplar, som deponeres i
den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf en genpart ad diplomatisk vej
tilsendes hver af de stater, som var repræsenteret på den 9. internationale
privatretlige konference i Haag, samt Island, Irland, Liechtenstein og
Tyrkiet.
Lignende dokumenter
- Vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet Retsinformation · 31. december 2015
- Overførsel af ægtefælles uudnyttede personfradrag Landsskatteretten · 13. maj 2026
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 30. november 2023. — UA mod »Eurobank Bulgaria« AD. EU-domme · 30. november 2023
- RÅDETS BESLUTNING af 5. juni 2008 om bemyndigelse af visse medlemsstater til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn og om bemyndigelse af visse medlemsstater til at fremsætte en erklæring om anvendelsen af de relevante interne fællesskabsretlige regler (2008/431/EF) KONVENTION OM KOMPETENCE, LOVVALG, ANERKENDELSE, FULDBYRDELSE OG SAMARBEJDE VEDRØRENDE FORÆLDREANSVAR OG FORANSTALTNINGER TIL BESKYTTELSE AF BØRN (Indgået den 19. oktober 1996) EU-lovgivning · 5. juni 2008
- RÅDETS AFGØRELSE af 9. juni 2011 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Haagerkonventionen af 23. november 2007 om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag (2011/432/EU) KONVENTION om international inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag til familiemedlemmer (indgået den 23. november 2007) EU-lovgivning · 9. juni 2011
- Meddelelse om legalisering af attester til brug i udlandet (* 1) Retsinformation · 28. maj 1998