Spring til indhold

Retsinformation

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-355

KEN nr 9794 af 20/09/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet3. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Pressenævnets

kendelse i sag 2006-6-355

[K] har klaget til

Pressenævnet over en artikel i Weekendavisen nr. 23/9. juni 2006, idet han

mener,

at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Weekendavisen bragte den 9.

juni 2006 under overskriften

”It goes

without saying”

og underoverskriften

”Kunst

og kontant. En middag, en frokost og to døgn med direktøren for verdens

vigtigste

kommercielle kulturinstitution”

følgende artikel:

”TIRSDAG aften i sidste uge.

På Restaurant Gastronomique i Frederiksberg Have rejser [K] sig og takker

deltagerne i middagsselskabet for deres tilstedeværelse. Ikke mindst aftenens

hædersgæst,

Samuel Keller. Han er direktør for kunstmessen Art Basel og dens aflægger i

USA, Art Basel Miami Beach, og er i Danmark for at promovere den 37. messe,

der

åbner den 13. juni.

[K] er vært. Han ejer [A] og

en formue, som han har arvet efter sin mor. Han ejer også en betydelig

kunstsamling hjemme i sin lejlighed. Og formandskabet for Det Danske

Kunstsamlerselskab med 20 medlemmer. Det er dem, der er her i aften. Inklusiv

Mads

Læs alt

Øvlisen.

De har fået råmarinerede

kammuslinger med boghvede og Skagensskinke, asparges og brunet smør, ristet

sandart med brøndkarse, blomkålspuré og mandler, sommerbuk som hovedret og

rabarber

med granskud og vanille til dessert.

[K] ser tilfreds ud. Han har

fået middagen til en god pris og – vigtigere – sikret sig, at han

og de andre

kunstsamlere nu er blevet synlige for Samuel Keller. Det er ikke uden

betydning.

Kunstmessedirektøren fra

Basel rejser sig op og takker. Han er 40 år, slank og har barberet sig

skaldet.

Hans isse er perfekt glat, ligesom resten af huden i ansigtet med de varme,

brune øjne. Han har et mørkt, stramt jakkesæt på med et smalt bælte, og inden

under en brun, tynd pullover over en helt lysebrun skjorte.

Bagefter tager han ind og

sover på sit hotel på Kgs. Nytorv.

ONSDAG klokken 12 i

Nordsjælland.

”Poul Erik Tøjner, direktør

for Louisiana Museum for Moderne Kunst, har herved fornøjelsen at invitere

Dem

til en pressefrokost til ære for Samuel Keller, direktør for Art Basel, med

deltagelse af kulturminister Brian Mikkelsen”, står der i invitationen.

”De vil som gæst blive budt

velkommen ved indgangen på Louisiana af en repræsentant fra Art Basel, som

vil

vise Dem vej til Poul Erik Tøjners kontor, hvor frokosten vil finde

sted.”

Louisianas direktør byder

velkommen.

”Art Basel er efter vores

mening den bedste kunstmesse i verden,” siger han og giver ordet til

kulturministeren.

”Jeg glæder mig til at se

hvad folk kalder den ultimative kunstmesse. Sidste år var jeg klar til at

tage

af sted, billetterne var bookede, men i sidste øjeblik måtte jeg aflyse på

grund

af forhandlinger i det danske parlament”, siger Brian Mikkelsen. Så

fortæller

han om udviklingen af det særlige danske kunststøttesystem, der efter hans

mening sikrer, at det er ”buttom up rather than top down”, når

staten støtter

dansk kunsts udbredelse i verden.

”I modsætning til i andre

lande kommer initiativet i Danmark fra kunstnerne, galleristerne og museerne

selv og ikke fra embedsmænd fra oven. Man finder i dag danske kunstnere

repræsenteret på alle kunstmesser. Vi har årets danske deltagere i Art Basel

repræsenteret her i dag, gallerierne Nicolai Wallner og Niels Borch, men jeg

kunne også nævne Galleri Christina Wilson, Galleri Kirchoff og Galleri

Moghadishini,” siger han.

Så giver Poul Erik Tøjner

ordet til Samuel Keller. Han har et mørkt, stramt jakkesæt på med et smalt

bælte, og inden under en blå, tynd pullover over en helt lyseblå skjorte. Den

ligner himlen ude over Øresund med enkelte hvide skyer, der ikke rører sig ud

af flækken.

”Jeg er en slags pilgrim. Jeg

var engang i Danmark med en ven, og det var især for at se Louisiana. Tak for

jeres indsats for kunsten,” siger han og kigger hen på Poul Erik Tøjner

og

Brian Mikkelsen, der sidder ved siden af hinanden. Der er helt stille et

øjeblik. Som om Louisianas afdøde skaber Knud W. Jensen gik gennem stuen. Så

fortsætter Keller:

”Hvad får folk til at komme

langvejs fra med fly til Basel. Fordi de ellers ville skulle rejse endnu mere

for at komme til at se så meget kvalitet. Art Basel er selvfølgelig en

refleksion af markedet. It goes without saying. Men det er også en kulturel

begivenhed. Det koster gallerierne mellem 15.000 og 50.000 at deltage, og det

er kun toppen af isbjerget. Der er også transport, forsikring og

indkvartering.

Det kan sagtens løbe op i mere end 100.000 dollars. Og man skal sælge for

mindst et par hundrede tusinde euros for, at det overhovedet er betalt. Men

det

er også en måde at profilere sig på i forhold til andre gallerier. Graden af

succes er ikke kun, hvor mange penge, man har lavet, men også hvilket

netværk,

man har skabt og kan tilbyde sine kunstnere. Dagen før den officielle åbning

har de inviterede gæster mulighed for at se messen og købe det, de vil have.

Hvert galleri har kun 15 invitationer at dele ud og der er kamp blandt

samlerne

om at komme med.”

Den finske gallerist Ilona

Anhava tager ordet:

”Sidste år stod jeg og

kiggede ud over pladsen, hvor samlerne stod og ventede foran indgangen. Der

var

pakket med elegante, smukke mennesker, og da dørene blev åbnet løb de som

vilde

dyr ind på udstillingen. Jeg lavede min første handel halvandet minut efter,

at

døren var gået op.”

”Vi håber, at et besøg fra

jer ikke blot vil give jer lejlighed til at stifte bekendtskab med den meste

interessante kunst, men også at skabe netværk og indgå i netværk,”

slutter

Samuel Keller.

SÅ er der frokost. Knud W.

Jensens bog De glade givere står på Tøjners reol.

”Samuel Keller er genial,”

siger Ilona Anhave.

”Basel i juni og Miami Beach

i december. Genialt!. Tror du, at folk fra New York og Europa gerne vil til

Miami i december”; Vejret er fantastisk, lidt varmere end i dag. Og

palmerne.

Mange kommer forbi på vej til Caribien, især dem, der ikke behøver at lave så

meget. Og så kan det kombineres med at bade og dykke.”

Galleristen Bo Bjerregaard

nikker:

”Art Basel er begavet

udtænkt. Med de to messer får de hele verden med og kan på den måde fastholde

deres markedsposition. På få år har de uddistanceret messen i Køln

fuldstændigt. Ingen taler om andet end Art Basel nu.”

”Det er derfor, [K] og andre

samlere er helt vilde i varmen, når en mand som Keller kommer. For at sikre

sig, at de kan få de særlige invitationer,” siger en anden gallerist.

Samuel Keller er til rådighed

for spørgsmål, mens han spiser. Undtagen et: om det var [K]s private

kunstsamling, han var ude at se før middagen dagen før.

”Det kan jeg ikke svare på.

Af diskretionsmæssige årsager,” siger han.

”Men jeg lærer af at møde de

private samlere. Hvad de kan lide. Hvilke services de efterspørger. Vi skaber

netværker mellem samlerne i forskellige lande, så de har nogle at besøge, når

de er i Italien eller USA. Men jeg lærer også om kunsten, for nogle af dem er

virkelig meget vidende.”

Klokken 14 er det forbi. En

uge efter komme en ny pressemeddelelse fra Basel: Samuel Keller holder op som

direktør for Art Basel i 2008. Han har fået nyt job som direktør for

Foundation

Beyeler, der ejer en unik samling af Braque, Cézanne, van Gogh, Picasso,

Giacommetti, Klee, Max Ernst, Bacon og Monet, skabt af kunstsamleren Ernst

Beyeler – Basels svar på Knud W. Jensen.

[K] og de andre samlere må ud

og spise igen.”

Til yderligere

sagsfremstilling gøres opmærksom på [K]s brev af 22. juni 2006 til

Pressenævnet,

hvoraf blandt andet følgende fremgår:

” som formand for Det Danske

Kunstsamlerselskab har jeg i næsten 2 år forsøgt at få direktøren for den

store

Art Basel kunstmesse her til landet for at give ham et indblik i den store og

på mange måder blomstrende danske kunstscene. Besøget kom i stand. De

væsentligste gallerier blev besøgt og resultatet var meget positivt og

lovende.

I den forbindelse inviterede jeg til en sammenkomst i mit hjem med

efterfølgende

middag for 14 personer i Restaurant Gastronomique. Jeg var IKKE vidende om,

at

vi blev serviceret af journalist Poul Pilgaard Johnsen, artiklens forfatter,

som åbenbart har en fortid som tjener.

”

Af Maria Hurtigkarls,

indehaver af Restaurant Gastronomique, brev af 12. juli 2006 fremgår

følgende:

”Jeg vil med dette brev

påpege, at der om ingen omstændigheder har været tale om en nedsat pris i

forbindelse med dit arrangement, afholdt her i restaurant Gastronomique, den

30. maj 2006.

”

2. Parternes synspunkter

[K] har indledningsvis

anført, at det bragte er misvisende og i strid med god presseskik. [K] har

oplyst, at middagsselskabet var privat, ligesom han ikke blev informeret om,

at

der ville fremkomme en artikel. [K] har videre oplyst, at han gerne havde

stillet sig til rådighed.

[K] har anført, at omtalen af

hans virksomhed intet har med sagen at gøre. [K] har videre anført, at

oplysningerne om, at hans formue skulle stamme fra hans afdøde mor, er

forkerte, idet kun ca. 5 % af formuen er arv. [K] har endvidere anført, at

hans

personlige forhold hverken er offentlig tilgængelige eller har offentlig

interesse. [K] har videre anført, at han hverken er stamgæst eller har

pruttet

om prisen, men betalt den på restaurantens prisliste angivne pris.

[K] er uforstående over for,

at Mads Øvlisen fremhæves ved navn, ligesom han ikke anser de tilstedeværende

personer som offentlig kendte.

[K] har endelig anført, at

middagen ikke havde det formål at skaffe invitationer fremover, idet alle har

modtaget invitationer til messen igennem årene. Formålet var at informere om

gallerierne i Damark og få flere danske gallerier med på de følgende messer.

Weekendavisen har anført, at

der efter avisens opfattelse intet angribeligt er i at skildre et

middagsselskab

med offentlige kendte personer på en offentlig tilgængelig restaurant.

Weekendavisen har videre

anført, at artiklen skildrer forhold, der har offentlig interesse, nemlig

tilstedeværelsen af dansk kunst i det internationale kunstmiljø. Den

offentlige

interesse begrunder efter avisens opfattelse, at begivenheden skildres i

avisen, og at de indflydelsesrige deltagere i middagen omtales.

Weekendavisen har herudover

til de påklagede udsagn anført, at det er normalt at have arvet efter sin

mor.

Weekendavisen har anført, at det er normalt, at man som stamgæst ved

arrangementer får reduceret prisen, hvilket avisen fastholder også var

tilfældet her. Weekendavisen har videre anført, at det er normalt at indbyde

interessefæller til at spise på restaurant, og avisen fastholder sin

udlægning

af middagen.

Weekendavisen har endelig

anført, at artiklens indhold ikke kan opfattes som skadelig for de omtalte

personer.

3. Pressenævnets afgørelse og

begrundelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Jan

Kristensen, Ulrik Holmstrup og Leif Max Hansen.

Det følger af de Vejledende

regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt

og

hurtigt information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de

oplysninger, der gives, er korrekte.

På grund af de begrænsede

muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling

til de faktiske forhold, hvorom parterne er uenige, herunder bl.a. om

arrangementet

er afholdt til reduceret pris, og hvilket formål arrangementet måttet have.

Pressenævnet finder imidlertid, at Weekendavisen er berettiget til at bringe

de

indsamlede oplysninger, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Afgjort den 20. september 2006

Lignende dokumenter