Vejledning til bekendtgørelse om udbydere af elektroniske kommunikationsnets og elektroniske kommunikationstjenesters registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logningsbekendtgørelsen)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning
til bekendtgørelse om udbydere af elektroniske
kommunikationsnets og elektroniske
kommunikationstjenesters registrering og opbevaring
af oplysninger om teletrafik (logningsbekendtgørelsen)
1. Vedr. bekendtgørelsens
formål og anvendelsesområde (bekendtgørelsens kapitel 1)
1.1. Baggrund
Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 – den såkaldte første
anti-terrorlov – blev der bl.a. indsat nye bestemmelser i
retsplejelovens
§ 786 om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik og om
telenet- og teletjenesteudbyderes praktiske bistand til politiet.
Efter retsplejelovens § 786, stk. 4, påhviler det
udbydere af telenet eller teletjenester at foretage registrering og
opbevaring
i 1 år af oplysninger om teletrafik til brug for efterforskning og
retsforfølgning
af strafbare forhold. Justitsministeren fastsætter i henhold til bestemmelsen
efter
forhandling med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling nærmere
regler
om denne registrering og opbevaring. Disse nærmere regler er indeholdt i
logningsbekendtgørelsen.
Den 21. februar 2006 vedtog Rådet (retlige og indre anliggender)
endvidere et EU-direktiv om logning af trafikdata. Direktivet skal være
gennemført i national ret senest den 15. september 2007.
1.2. Terminologi
Før anti-terrorloven anvendte retsplejelovens bestemmelser om
indgreb i meddelelseshemmeligheden definitioner på nøglebegreber, der
Læs alt
stammede
fra telelovgivningen. Definitionerne var ordrette gengivelser af
telelovgivningens definitioner. Retsplejelovens begreber har altså hidtil
baseret
sig på telelovgivningens definitioner.
Da logningsbekendtgørelsen udstedes på baggrund af bemyndigelsen i
retsplejelovens § 786, stk. 4, lægger bekendtgørelsen også
telelovgivningens definitioner til grund.
Logningsbekendtgørelsen gennemfører endvidere dele af
EU-direktivet. Bekendtgørelsen indeholder derfor tillige en række begreber
fra
direktivet. Den terminologi, der er anvendt i EU-direktivet, er ikke på alle
måder entydig. Det skyldes bl.a., at direktivet først skal være gennemført
den
15. september 2007, og at flere medlemslande endnu ikke fuldt ud har gjort
sig
endelige overvejelser om, hvordan direktivet skal gennemføres i national ret.
Den
fælles forståelse af begreberne i direktivet blandt medlemslandene vil kunne
bidrage
til en nærmere fortolkning af reglerne i logningsbekendtgørelsen.
I 2003 blev terminologien i telelovgivningen ændret fra »telenet
eller teletjenester« til »elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester«,
uden at det medførte konsekvensrettelser i retsplejeloven.
Terminologi-ændringen i telelovgivningen ændrede dog ikke på
indholdet af definitionerne, og retsplejelovens begreber svarer således
indholdsmæssigt stadig til telelovgivningens, selv om ordlyden er en anden.
Begreberne i logningsbekendtgørelsen er gengivelser af telelovgivningens
definitioner og anvender derfor også terminologien i telelovgivningens
definitioner (elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester).
Indholdsmæssigt
er disse dog identisk med retsplejelovens terminologi (telenet eller
teletjenester).
1.3. »Oplysninger,
der genereres eller behandles« (bekendtgørelsens § 1)
Udbyderne er alene forpligtet til at foretage registrering og
opbevaring af oplysninger om teletrafik, der genereres eller behandles i
udbyderens net.
Det betyder, at oplysninger om teletrafik, der f.eks. af tekniske
grunde ikke generes eller behandles i udbyderens net, ikke skal registreres.
Det er altså ikke alene oplysninger, der allerede i dag anvendes af udbyderne
til brug for f.eks. debitering, der skal registreres. Det afgørende er alene,
at en oplysning rent faktisk genereres eller behandles i udbydernes systemer,
også selv om det kun sker meget kortvarigt.
Udbyderne er således ikke forpligtet til at investere i nyt udstyr
med henblik på registrering og opbevaring af oplysninger, der ikke allerede i
dag genereres eller behandles i udbyderens net.
1.4. »Udbyder af
elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere«
1.4.1. Begrebet »udbyder
af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere«
Begrebet svarer til definitionen i den gældende § 6,
stk. 1, i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at § 6, stk. 1,
svarer til § 5, stk. 1, som definerer et bredere
udbyderbegreb,
idet der dog i 6, stk. 1, er tale om underkategorier af de i
§ 5,
stk. 1, nævnte parter.
§ 6, stk. 1, afgrænser således udbydere af elektroniske
kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere i forhold til udbydere,
der
f.eks. alene udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i form
af
samtrafikprodukter til andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester.
Ifølge bemærkningerne til § 5, stk. 1, betyder
definitionen, at enhver, der markedsfører og sælger net eller tjenester, som
defineret i § 3, stk. 1 og 2, til flere parter, anses for at være
udbyder
med de rettigheder, dette giver – det vil sige, at alle selskaber, der
på
kommercielt grundlag betjener mere end én slutbruger eller mere end én anden
udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på
formidling af dele af disses trafik, er omfattet af begrebet.
Det er uden betydning, om udbyderen har egen infrastruktur, om der
er tale om offentligt tilgængelige tjenester eller lukkede net, hvilket
omfang
udbudet har, samt hvilken form for tjenester der udbydes.
Virksomheder med eget net, der kun tilvejebringer infrastruktur
til eget brug, falder dog uden for begrebet.
Hovedkravet er altså, at der udbydes elektroniske
kommunikationsnet eller -tjenester på kommercielt grundlag
til slutbrugere.
1.4.2. Omfanget af udbyderbegrebet og pligter i
forbindelse med outsourcing
Det følger af bemærkningerne til lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på telemarkedet, at udbyderen kan outsource forpligtelsen,
jf.
§ 15 i loven, til indretning af udstyr og systemer, således at indgreb i
meddelelseshemmeligheden er mulig. Den udbyder, som forpligtelsen påhviler,
skal have mulighed for at aftale med f.eks. en anden udbyder, at de praktiske
indgreb kan ske i den anden udbyders domæne. Det kan f.eks. gøre sig gældende
for gensalgsudbydere og bolignet.
Forpligtelsen afgrænses således, at den udbyder, der har
slutbrugerforholdet, som udgangspunkt har ansvaret for at sikre, at der kan
gives adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Det er altid den udbyder, som outsourcer forpligtelsen, der er
ansvarlig for, at den udbyder, forpligtelsen er outsourcet til, indretter
systemet, så indgreb i meddelelseshemmeligheden kan finde sted.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på telemarkedet, at outsourcing-leverandører kan antage
flere
former, afhængigt af deres forretningsmodel, og kan således omfatte
virksomheder, der ud over den interne teleinfrastruktur og de basale interne
tjenester overvåger, driver og vedligeholder virksomhedens øvrige centrale
IT-systemer og applikationer, virksomhedens hjemmesider, herunder hjemmesider
til internethandel, e-mail-adresser og -applikationer m.v. Det outsourcede
udstyr og de outsourcede funktioner kan fysisk enten være placeret hos
virksomheden
(kunden) selv eller hos leverandøren. Uanset hvor udstyret er placeret, vil
der
i den samlede installation nødvendigvis indgå en eller flere dedikerede
forbindelser (typisk faste kredsløb) med henblik på at sikre
outsourcing-leverandøren, henholdsvis virksomheden, adgang til det omhandlede
interne net med tilhørende interne tjenester.
Kommunikation i interne net er kun undtaget, så længe der alene er
tale om intern kommunikation modsat den situation, at kommunikationen går ud
af
det interne net til det offentlige net.
Virksomheder, der via internettet udbyder det stadigt stigende
antal såkaldte webbaserede applikationer – som eksempelvis
computerspilsapplikationer, søgetjenester, e-mail-tjenester af samme type som
f.eks. Hotmail, videokonferenceapplikationer, meddelelsestjenester som f.eks.
MSN Messenger og LotusSameTime, download af software og lignende,
internettelefoni-applikationer,
der ikke omfatter udveksling af trafik med den offentlige nummerplan og de
traditionelle taletefonitjenester (PSTN) – kan ikke anses for udbydere
af
elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.
For de ovenfor nævnte afgrænsninger af udbyderbegrebet gælder, at
virksomheder, der både leverer denne type ydelser (outsourcing og/eller
webbaseret udbud af applikationer), og tillige er udbydere af elektroniske
kommunikationsnet eller -tjenester i telelovgivningens forstand, for så vidt
angår den sidstnævnte del af deres virksomhed vil være omfattet af
udbyderbegrebet.
1.4.3. »Kommercielt grundlag«
Der findes ikke i telelovgivningen en selvstændig definition af
udtrykket »kommercielt grundlag«. Om der i et givent tilfælde er tale om
kommercielt grundlag vil således i princippet afhænge af en konkret
vurdering.
Det er imidlertid klart, at begrebet omfatter en aktivitet, hvis
den sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår,
herunder
hvis aktiviteten er af generel karakter og rettet til en modtagerkreds, som
kan
forventes at betale herfor.
»Kommercielt grundlag« betyder således, at en person, et selskab eller
en offentlig institution sælger og markedsfører et produkt for at få en
fortjeneste. Det er dog uden betydning, om salget af produktet reelt
oppebærer
en fortjeneste eller giver underskud.
Kravet om udbud på »kommercielt grundlag« indebærer f.eks., at biblioteker,
uddannelsesinstitutioner og andre offentlige institutioner, der på
ikke-kommercielt grundlag stiller net eller tjenester til rådighed for
eksterne
parter i form af lånere, studerende, patienter eller lign., ikke er omfattet
af
logningspligten. Ligeledes vil arbejdspladser, der stiller telefon og
internet-adgang til rådighed for ansatte på et ikke-kommercielt grundlag,
ikke
være omfattet af logningspligten.
1.4.4. »Elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester«
Udtrykket »elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester«, der
anvendes i logningsbekendtgørelsen, svarer til det anvendte udtryk i lov om
konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. For en fortolkning af
begreberne skal der derfor i det hele henvises til bemærkningerne til
begreberne
i denne lov. Nedenfor er imidlertid beskrevet de mest centrale elementer til
forståelse
af de begreber, der anvendes i bekendtgørelsen.
1.4.4.1. »Elektroniske kommunikationsnet«
Af bemærkningerne til lov om konkurrence- og forbrugerforhold på
telemarkedet fremgår det, at der er tale om bred definition, der har til
hensigt at fastslå, at enhver form for trådløs eller kabelbaseret
infrastruktur, der anvendes til elektronisk transport af elektroniske
kommunikationstjenester, er omfattet af begrebet.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det er uden betydning,
hvilken transmissionsteknologi der er tale om, herunder om der er tale om
kobber-, koaksial eller fiberkabler eller eventuelle nye former for kabler,
der
anvendes til transport af elektroniske kommunikationstjenester, eller om der
er
tale om en eller flere radiokommunikationsteknologier, herunder teknologier,
der sigter på etablering af mobilinfrastruktur, eller infrastruktur baseret
på
radiokommunikation fra et fast punkt til et andet fast punkt. Det er
ligeledes
uden betydning, om der er tale om kredsløbs- eller pakkekoblede net.
1.4.4.2. »Elektroniske kommunikationstjenester«
Af bemærkningerne til lov om konkurrence- og forbrugerforhold på
telemarkedet fremgår det, at der er tale om en bred afgrænsning, der
indebærer,
at elektroniske kommunikationstjenester omfatter enhver form for overføring
af
lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf, ved hjælp af radio- eller
telekommunikationsteknik, mellem nettermineringspunkter.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at selve informations-
eller indholdstjenesten derimod ikke er omfattet af definitionen af en
elektronisk
kommunikationstjeneste. Herudover fremgår det, at definitionen ikke skelner
mellem elektroniske kommunikationstjenester (teletjenester), der
tilvejebringes
og leveres via mobile net og elektroniske kommunikationstjenester
(teletjenester), der tilvejebringes via et fast nettermineringspunkt.
Definitionen
skelner heller ikke imellem, om der er tale om transporttjenester, der
tilvejebringes
via internettet eller gennem andre dele af det traditionelle telenet. Begge
dele anses for omfattet af definitionen elektronisk kommunikationstjeneste
(teletjeneste).
1.5. »Slutbruger«
Af bemærkningerne til lov om konkurrence- og forbrugerforhold på
telemarkedet fremgår det, at begrebet også kan dække andre end fysiske
personer.
Det fremgår således af bemærkningerne, at slutbruger defineres i
modsætning til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og
kan omfatte såvel erhvervsdrivende som ikke-erhvervsdrivende brugere af
elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, herunder storkunder og
lignende, som i et vist omfang vælger at etablere deres egen infrastruktur og
sammenkoble denne med de offentlige net med henblik på udveksling af trafik.
En
storkunde kan herunder også være et fælles antenneanlæg, en bolig- eller
grundejerforening eller lignende, som har valgt at etablere f.eks. lokal
bredbåndsinfrastruktur i accessnettet på egen hånd.
1.6. Andelsforeninger,
ejerforeninger, antenneforeninger og lignende foreninger eller
sammenslutninger
heraf (bekendtgørelsens § 3)
Forpligtelsen til at registrere og opbevare oplysningerne gælder
ikke for andelsforeninger, ejerforeninger, antenneforeninger og lignende
foreninger eller sammenslutninger heraf, der inden for foreningen eller
sammenslutningen udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til
færre end 100 enheder.
Andelsforeninger, ejerforeninger, antenneforeninger og lignende
foreninger eller sammenslutninger heraf med flere end 100 enheder, og som i
øvrigt opfylder betingelserne i teleloven for elektroniske kommunikationsnet
eller -tjenester, er omfattet af logningskravene i bekendtgørelsen.
Ved en enhed forstås f.eks. et bolig- eller erhvervslejemål.
2. Vedr.
registrerings- og opbevaringspligten (bekendtgørelsens kapitel 2)
I det følgende anføres eksempler på, hvad der nærmere menes med de
anførte registreringer af oplysninger.
2.1. Fastnet- og
mobiltelefoni (bekendtgørelsens § 4)
2.1.1. Oplysninger om opkaldende identitet
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om brugeren, som foretager et opkald, svarer til EU-direktivets.
Udbydere
af
fastnet- og mobiltelefoni skal registrere telefonnummeret på den opkaldende
abonnent
eller andre tilsvarende former for identifikation, der er knyttet til
opkaldet,
herunder også eventuelle foretagne ændringer af nummeret eller
identifikationen,
f.eks. i forbindelse med omstillinger eller viderestillinger. Udbyderne skal
også registrere det eller de telefonnumre, der kaldes op til, eller andre
tilsvarende former for identifikation, herunder også eventuelle foretagne
ændringer af numre m.v., f.eks. i forbindelse med omstillinger eller
viderestillinger.
Ved andre tilsvarende former for identifikation forstås f.eks. et
kundenummer eller et kortnummer på et taletidskort, der identificerer
brugerens
adgang over for udbyderen.
Ved oplysninger om omstilling forstås f.eks. situationer, hvor en
slutbruger ringer via egen eller andre udbydere til en anden udbyder, der
omstiller
til det ønskede nummer. I disse tilfælde skal oplysninger om det nummer, der
omstilles til, ligeledes registreres.
Oplysninger om viderestilling skal tillige registreres. Ved
viderestilling forstås f.eks. situationer, hvor slutbruger A ringer til B,
men
hvor B har lavet viderestilling til telefon C. Viderestilling fra B til C vil
af udbyderen blive registreret som et nyt kald. Oplysninger om kaldet fra A
til
B skal kunne sammenkædes med det tidsmæssigt samtidige udgående kald fra B
til
C.
Ved viderestilling forstås endvidere de situationer, hvor en
slutbruger (A) ringer til et hotels reception eller et kollegium (B), der
viderestiller til et værelse (C) og omvendt.
For så vidt angår oplysninger om omstillinger og viderestillinger
skal disse alene registreres, hvis der omstilles eller viderestilles til et
af
udbyderens egne numre, eller hvis oplysningen i øvrigt genereres eller
behandles i udbyderens eget net.
Udbyderne skal endvidere registrere navn og adresse på abonnenten
eller den registrerede bruger.
Udbydere af mobiltelefoni skal desuden registrere oplysninger om
identiteten på det benyttede kommunikationsudstyr, dvs. IMSI- og IMEI-numre,
for den kaldende abonnent. Et IMSI-nummer (International Mobile Subscriber
Identification) identificerer telefonens SIM-kort, mens et IMEI-nummer
(International Mobile Equipment Identifier) identificerer den fysiske
mobilenhed,
dvs. selve mobiltelefonen.
Oplysninger om ubesvarede opkald skal tillige registreres. Ved
ubesvarede opkald forstås opkald, hvor der opnås kontakt til modtageren af
opkaldet, men hvor modtageren ikke svarer. Hvis der f.eks. omstilles til en
telefonsvarer, vil der ikke være tale om et ubesvaret opkald, men derimod om
et
gennemført opkald, der under alle omstændigheder skal registreres.
Udbyderne skal tillige registrere det opkaldende og det opkaldte
nummer på en bruger fra en udenlandsk udbyder, der roamer i udbyderens net.
Ved roaming forstås en mobiltelefonibrugers mulighed for at
anvende sin telefon til kommunikation uden for egen udbyders dækningsområde.
Det kan f.eks. ske i forbindelse med udlandsrejser eller lignende, hvor en
anden udbyder stiller visse servicer til rådighed for slutbrugeren efter
aftale
med slutbrugerens egen udbyder.
De oplysninger, der i øvrigt skal registreres om brugere, f.eks.
oplysninger om navn og adresse, vil ikke nødvendigvis kunne registreres for
brugere fra en udenlandsk udbyder, der roamer i udbyderens net, idet disse
oplysninger typisk er ukendte for udbyderen.
Oplysningerne vil – i overensstemmelse med bekendtgørelsens
anvendelsesområde – alene skulle registreres, hvis de er kendte for
udbyderne
eller genereres eller behandles i udbydernes systemer.
2.1.2. Oplysninger om opkaldte identitet
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om brugeren, som modtager et opkald, svarer til EU-direktivets.
Udbyderne skal registrere
telefonnumrene på den opkaldende og den opkaldte abonnent eller andre
tilsvarende former for identifikation, der er knyttet til opkaldet, herunder
også eventuelle foretagne ændringer af nummeret eller identifikationen,
f.eks.
i forbindelse med omstillinger eller viderestillinger.
Udbyderne skal endvidere registrere navn og adresse på abonnenten
eller den registrerede bruger.
Udbydere af mobiltelefoni skal desuden registrere identiteten på
det benyttede kommunikationsudstyr, dvs. IMSI- og IMEI-numre, for den
opkaldte
abonnent.
Udbyderne skal tillige registrere det opkaldende og det opkaldte
telefonnummer på en bruger, der roamer i udbyderens net.
De oplysninger, der i øvrigt skal registreres om brugere, f.eks.
oplysninger om navn og adresse, vil ikke nødvendigvis kunne registreres for
brugere, der roamer i udbyderens net, idet disse oplysninger typisk er
ukendte
for udbyderen.
Oplysningerne vil – i overensstemmelse med bekendtgørelsens
anvendelsesområde – alene skulle registreres, hvis de er kendte for
udbyderne
eller genereres eller behandles i udbydernes systemer.
For en nærmere beskrivelse af IMSI- og IMEI-numre, roaming m.v.
henvises til pkt. 2.1.1.
2.1.3. Celle- og masteoplysninger
(bekendtgørelsens § 4, nr. 6)
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
masteoplysninger, svarer til EU-direktivets.
Udbydere af mobiltelefoni skal registrere oplysninger om den eller
de celler, en mobiltelefon er forbundet til ved kommunikationens start og
afslutning, samt masternes præcise geografiske eller fysiske placering på
tidspunktet for kommunikationen.
Udbyderne skal således registrere oplysninger om »den første og sidste mast«.
Pligten til at registrere masternes præcise geografiske eller
fysiske placering betyder, at udbyderne løbende skal opdatere oplysninger om
masternes geografiske placering, herunder angivelse af masternes placering
angivet i bredde- og længdegrad. Det gælder også master, der ikke permanent
er
placeret et bestemt sted.
Ved master, der ikke permanent er placeret et bestemt sted,
forstås f.eks. mobile master, der opstilles midlertidigt i forbindelse med
større arrangementer med henblik på at sikre dækning i et bestemt område.
2.1.4. Særligt vedr. EMS
Det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/24/EF af
15. marts 2006 om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med
tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske
kommunikationstjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om ændring af
direktiv 2002/58/EF, at medlemslandene skal fastsætte krav om registrering af
oplysninger om EMS.
Der er i overensstemmelse hermed medtaget et sådant krav i
bekendtgørelsen.
EMS genereres eller behandles imidlertid ikke nødvendigvis i et
net. Det skyldes, at EMS udgør en software-funktion i en mobiltelefon. Denne
software fortolker under særlige omstændigheder data i en SMS. Det kan f.eks.
være en såkaldt »smiley« eller en simpel ringetone. EMS-trafik vil derfor
blot
optræde som overføring af helt almindelige SMS’er. EMS er således ikke
selvstændig kommunikation, men derimod egentligt indhold i en SMS.
I det omfang der er tale om egentlige indholdsoplysninger, vil
udbyderne ikke skulle registrere oplysninger om EMS.
2.1.5. Oplysninger
om
SMS, EMS eller MMS (opkaldende identitet)
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om brugeren, som sender en SMS, EMS eller MMS, svarer til
EU-direktivets.
Udbydere af SMS, EMS og MMS skal registrere identiteten på den
kaldende bruger og den eller de kaldte brugere samt identiteten, dvs. IMSI-
og
IMEI-numre, på det benyttede kommunikationsudstyr.
Udbyderne skal endvidere registrere oplysninger om ændring af det
kaldende nummer eller identitet samt ændringer af kaldte numre eller
identifikation, omstillinger og viderestillinger.
Oplysninger om omstilling og viderestilling skal – i
overensstemmelse med bekendtgørelsens anvendelsesområde – dog alene
registreres, hvis der omstilles eller viderestilles til et af udbyderes egne
numre, eller hvis oplysningerne i øvrigt genereres eller behandles i
udbyderens
eget net.
I det omfang udbydere udveksler kvittering for modtagelse af
meddelelser, skal oplysninger om kvitteringsmeddelelserne også registreres.
Udbydere skal endvidere registrere navn og adresse på abonnenten
eller den registrerede bruger.
For en nærmere beskrivelse af IMSI- og IMEI-numre, roaming m.v.
henvises til pkt. 2.1.1.
2.1.6. Oplysninger
om
SMS, EMS eller MMS (opkaldte identitet)
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om brugeren, som modtager en SMS, EMS eller MMS, svarer til
EU-direktivets.
Udbydere af SMS, EMS og MMS skal registrere identiteten på den
kaldte bruger samt identiteten, dvs. IMSI- og IMEI-numre, på det benyttede
kommunikationsudstyr.
Udbyderne skal endvidere registrere oplysninger om ændring af det
kaldende nummer eller identitet samt ændringer af kaldte numre eller
identifikation, omstillinger og viderestillinger.
Oplysninger om omstilling og viderestilling skal dog alene
registreres, hvis der omstilles eller viderestilles til et af udbyderes egne
numre, eller hvis oplysningerne i øvrigt genereres eller behandles i
udbyderens
eget net.
I det omfang udbydere udveksler kvittering for modtagelse af
meddelelser, skal oplysninger om kvitteringsmeddelelserne også registreres.
Udbydere skal endvidere registrere navn og adresse på abonnenten
eller den registrerede bruger.
For en nærmere beskrivelse af IMSI- og IMEI-numre, roaming m.v.
henvises til pkt. 2.1.1.
2.1.7. Anonyme tjenester (taletidskort)
(bekendtgørelsens § 4, nr. 8)
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om anonyme tjenester (taletidskort), svarer til EU-direktivets.
Udbydere af forudbetalte anonyme tjenester (taletidskort) skal
registrere dato og tidspunkt for første aktivering af tjenesten og
oplysninger
om den mast, hvorfra aktiveringen blev foretaget.
Udbyderne skal herudover registrere de oplysninger, der i øvrigt
skal registreres for mobiltelefoni, jf. bekendtgørelsens § 3, på en
bruger,
der anvender taletidskort i udbyderens net. Dog vil oplysninger om f.eks.
navn
og adresse ikke nødvendigvis kunne registreres for brugere, der anvender
taletidskort i udbyderens net, idet disse oplysninger typisk er ukendte for
udbyderen.
Oplysningerne vil – i overensstemmelse med bekendtgørelsens
anvendelsesområde – alene skulle registreres, hvis de er kendte for
udbyderne
eller genereres eller behandles i udbydernes systemer.
2.1.8. Tidspunkt for kommunikationens start og
afslutning (bekendtgørelsens § 4, nr. 7)
Udbyderne skal registrere dato og klokkeslæt for kommunikationens
start- og sluttidspunkt.
Kravet om tidsangivelse vil være opfyldt, hvis tidsangivelsen er
nøjagtig inden for 1 sekund i forhold til en offentlig tilgængelig
tidsstandard, eksempelvis UTC-tid (Universal Time, Co-ordinated).
2.2. Internet-oplysninger
(bekendtgørelsens § 5)
2.2.1. Sessionslogning (bekendtgørelsens
§ 5, stk. 1)
Udbydere af adgang til internettet skal, for så vidt angår en
internet-sessions initierende og afsluttende pakke, registrere oplysninger om
den afsendende og den modtagende internetprotokol-adresse (herefter benævnt
IP-adresse), afsendende og modtagende portnummer og transportprotokol.
Ved IP-adresse forstås den brugeridentitet, en internetbruger gør
brug af ved anvendelse af internettet. IP-adressen tildeles elektronisk af
internetudbyderen på baggrund af et abonnementsforhold eller lignende.
Modtagende IP-adresse identificerer en internet-sessions
destination. Det kan f.eks. være en anden slutbruger, Hotmail, en anden
hjemmeside eller lignende.
Ved kommunikation på internettet sendes oplysninger fra en port
til en anden port. Et portnummer kan identificere, hvilken type kommunikation
der finder sted som led i anvendelsen af internettet.
Ved oplysninger om transportprotokol forstås oplysninger om,
hvilken protokol der har været anvendt til at transportere de pakker, der
indgår i en internet-session. Det kan f.eks. være TCP, UDP eller lignende.
Ved »internet-session« forstås ikke en nærmere afgrænset teknisk
definition. Med det begreb, der anvendes i bekendtgørelsen, skal imidlertid
forstås den situation, hvor en slutbruger sender eller modtager data på
internettet. En udbyder skal således registrere oplysninger om en
internet-sessions
initierende og afsluttende pakke, herunder oplysninger om afsendende og
modtagende
IP-adresse, afsendende og modtagende portnummer samt transportprotokol, hver
gang en slutbruger tilgår f.eks. en server eller kommunikerer direkte over
internettet med en anden slutbruger.
Hvis en udbyder registrerer oplysninger om den afsendende og den
modtagende IP-adresse, afsendende og modtagende portnummer samt
transportprotokol, vil man efter omstændighederne kunne sortere kortere
sessioner med et mindre antal pakker fra, med henblik på, at disse
oplysninger
ikke registreres og opbevares. Det forudsættes, at en eventuel frasortering
sker efter samråd med politiet. De nærmere retningslinjer herfor fastsættes i
en senere bekendtgørelse.
2.2.2. »Sampling« (bekendtgørelsens § 5,
stk. 4)
Forpligtelsen til at registrere oplysninger om en
internet-sessions initierende og afsluttende pakke gælder ikke for udbydere,
hvis en sådan registrering ikke er teknisk mulig i udbydernes system.
Oplysningerne skal i så fald i stedet registreres for hver 500. pakke, der
indgår i en slutbrugers kommunikation på internettet.
Hvis udbyderne registrerer oplysninger for hver 500. pakke, der
indgår i en slutbrugers kommunikation på internettet, skal der registreres
oplysninger om afsendende og modtagende IP-adresse, afsendende og modtagende
portnummer samt transportprotokol.
Udbyderne er ikke forpligtet til at udvikle nye tekniske systemer
med henblik på at være i stand til at registrere oplysninger om en
internet-sessions initierende og afsluttende pakke (sessionslogning). En
udbyder
vil f.eks. leve op til logningsforpligtelsen, selv om udbyderen ændrer sine
systemer eller udvikler nye systemer, der kun kan registrere for hver 500.
pakke, der indgår i en slutbrugers kommunikation på internettet.
2.2.3. Oplysninger om en brugers adgang til
internettet (bekendtgørelsens § 5, stk. 2)
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om en brugers adgang til internettet, svarer til EU-direktivets.
Udbyderne skal, for så vidt angår oplysninger om en brugers adgang
til internettet, registrere oplysninger om den tildelte brugeridentitet.
Oplysninger om den tildelte brugeridentitet kan f.eks. være et kundenummer,
abonnementsnummer eller lignende oplysning, der identificerer slutbrugeren
over
for udbyderen under kommunikationen.
Udbyderne skal endvidere registrere den brugeridentitet og det
telefonnummer, som er tildelt kommunikationer, der indgår i et offentligt
elektronisk
kommunikationsnet. Ved oplysninger om brugeridentitet og telefonnummer
forstås
f.eks. situationer, hvor en slutbruger ved brug af en telefonlinje ringer op
til en tjeneste og herefter tildeles en IP-adresse til brug ved den
pågældende
internet-session. Udbyderne skal i sådanne situationer registrere oplysninger
om det af slutbrugeren anvendte telefonnummer, samt den IP-adresse
slutbrugeren
herefter blev tildelt.
Herudover skal udbyderne registrere navn og adresse på den
abonnent eller registrerede bruger, til hvem en IP-adresse, en
brugeridentitet
eller et telefonnummer var tildelt på kommunikationstidspunktet.
2.2.4. Registrering ved overgangen til andre
net (bekendtgørelsens § 5, stk. 5)
Registrering af internet-oplysningerne skal ske ved overgangen
mellem udbyderens eget net og et andet eller andre net. Det gælder uanset, om
udbyderne registrerer initierende og afsluttende pakke eller alene
registrerer
hver 500. pakke, der indgår i en slutbrugers kommunikation på internettet.
Pligten til at registrere ved overgangen mellem udbyderens eget net og et
andet
eller andre net er illustreret nedenfor:
Figuren ovenfor illustrerer, at oplysninger om en slutbrugers
tilgang til internettet skal registreres af udbyderen, hvis kommunikationen
forlader udbyderens net. Figuren illustrerer ligeledes, at udbyderen skal
registrere oplysninger om en slutbrugers anvendelse af udbyderens egne
tjenester (pkt. 2.3.), uanset om tilgangen til tjenesten sker via udbyderens
eget net eller via et andet eller andre net.
2.2.5. Hot spots (bekendtgørelsens § 5,
stk. 3)
Ud over de internet-oplysninger,
der i øvrigt skal registreres, skal oplysninger om et hot spots
præcise
geografiske eller fysiske placering samt identiteten på det benyttede
kommunikationsudstyr registreres.
Det betyder, at en udbyder af internetadgang via et hot spot skal registrere
oplysninger om en brugers adgang til internettet, og at udbyderen samtidig
skal
registrere oplysninger om, hvor det pågældende hot spot geografisk er
placeret.
Ved trådløs adgang til internettet (hot spots) forstås f.eks.
netværk, der giver slutbrugere trådløs adgang til internettet på offentlige
steder, eksempelvis banegårde og lufthavne. Der etableres som oftest trådløs
adgang for slutbrugeren til internettet på baggrund af identiteten på det
benyttede
kommunikationsudstyr – f.eks. i form af en MAC-adresse – og et
kundenummer.
Udbyderen af trådløs adgang til internettet skal registrere oplysninger om
identiteten på det benyttede kommunikationsudstyr, en bruger anvender i
forbindelse med tilkobling til routeren, samt den IP-adresse den pågældende
slutbruger blev tildelt som led i kommunikationen.
2.2.6. Tidspunktet for kommunikationens start
og afslutning
Udbyderne skal registrere tidspunktet for kommunikationens start
og afslutning. Når udbyderne registrerer oplysninger om en brugers adgang til
internettet, skal tidspunktet for opkobling og afkobling således registreres.
Ved registrering af initierende og afsluttende pakke skal
udbyderne registrere tidspunktet for sessionens start i et standardiseret
format med klar angivelse af, hvilket format der er anvendt. Samme format
skal
anvendes ved registrering af oplysninger om sessionens afslutning.
Hvis udbyderen alene registrerer hver 500. pakke, der indgår i en
slutbrugers kommunikation på internettet, vil det være tidspunktet for
registreringen af oplysninger om pakken, der skal registreres.
Ved registrering for hver 500. pakke skal udbyderne tillige
anvende et standardiseret format med klar angivelse af, hvilket format der er
anvendt.
Kravet om tidsangivelse vil være opfyldt, hvis tidsangivelsen er
nøjagtig inden for 1 sekund i forhold til en offentlig tilgængelig
tidsstandard, eksempelvis UTC-tid (Universal Time, Co-ordinated).
2.3. Oplysninger
om udbydernes egne tjenester – e-mail og internettelefoni
(bekendtgørelsens
§ 6)
2.3.1. Udbydernes egne tjenester
Den terminologi, der anvendes i bekendtgørelsen vedrørende
oplysninger om udbydernes egne tjenester, svarer til EU-direktivets.
Pligten til at registrere oplysninger om egne tjenester (e-mail og
internettelefoni) gælder alene for de udbydere, der er omfattet af telelovens
definition af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
Det betyder, at det alene er de udbydere, der har
slutbrugerforholdet, som skal registrere oplysningerne.
Alle former for tjenester, der udbyder taletelefoni over
internettet, er omfattet af logningsforpligtelsen.
2.3.2. Afsenderoplysninger
Udbyderne skal registrere oplysninger om den tildelte
brugeridentitet. Ved brugeridentitet forstås f.eks. kundenummer,
abonnementsnummer eller andre oplysninger, der identificerer slutbrugeren
over
for udbyderen.
For så vidt angår e-mails, skal udbyderne endvidere registrere
oplysninger om den afsendende e-mail-adresse.
Udbyderne skal endvidere registrere oplysninger om den
brugeridentitet, det anvendte telefonnummer og den IP-adresse, som er tildelt
kommunikationer, der indgår i et offentligt elektronisk kommunikationsnet.
Ved
oplysninger om brugeridentitet og telefonnummer forstås f.eks. situationer,
hvor en slutbruger tildeles en IP-adresse til brug ved den pågældende session
og herefter ringer til en anden bruger via det offentlige elektronisk
kommunikationsnet. I den forbindelse tildeles slutbrugeren et telefonnummer
eller anden identifikationsnummer. Udbyderne skal i sådanne situationer
registrere oplysninger om de til slutbrugeren tildelte identiteter, numre og
IP-adresser.
Endelig skal udbyderne registrere navn og adresse på den abonnent
eller registrerede bruger, til hvem en IP-adresse, en brugeridentitet eller
et
anvendt telefonnummer var tildelt på kommunikationstidspunktet.
2.3.3. Modtageroplysninger
Udbyderne skal registrere oplysninger om brugeridentiteten eller
telefonnummeret på den modtager, som et opkald over internettet er rettet
til.
Udbyderne skal endvidere registrere navn og adresse på
abonnent(en)(erne) eller de(n) registrerede bruge(r)(en) og brugeridentitet,
som kommunikationen er rettet til. For så vidt angår e-mails, skal udbyderne
endvidere registrere oplysninger om den modtagende e-mail-adresse.
Det er udbyderen, der har slutbrugerforholdet for så vidt angår
afsenderen af oplysningerne, der skal registrere oplysningerne.
For en nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved
brugeridentitet, telefonnummer m.v. henvises til pkt. 2.3.2.
2.3.4. Tidspunktet for kommunikationens start
og afslutning
Oplysninger, der er nødvendige for at fastslå en kommunikations
dato, klokkeslæt og varighed, skal registreres.
Kravet om tidsangivelse vil være opfyldt, hvis tidsangivelsen er
nøjagtig inden for 1 sekund i forhold til en offentlig tilgængelig
tidsstandard, eksempelvis UTC-tid (Universal Time, Co-ordinated).
2.4. Hvis flere
udbydere kan registrere oplysningerne (bekendtgørelsens § 7)
Kan oplysningerne registreres af flere udbydere, skal
oplysningerne registreres og opbevares af mindst én af udbyderne.
Forudsætningen
for, at oplysningerne registreres af mindst én af udbyderne, er, at udbyderne
indbyrdes aftaler, at oplysningerne registreres og opbevares af den ene af
udbyderne.
Oplysninger om kommunikation, der initieres, transmitteres eller
termineres som led i udbuddet af elektroniske kommunikationsnet eller
-tjenester
til slutbrugere, og som
– i overensstemmelse
med bekendtgørelsens anvendelsesområde – genereres eller behandles i
udbydernes
systemer, skal registreres. Det er imidlertid ikke afgørende, om det f.eks.
er
udbyderen i forhold til den opkaldende eller den opkaldte identitet, der
registrerer og opbevarer oplysningerne. Det afgørende er alene, at
oplysningerne
registreres og opbevares af mindst én af udbyderne, hvis oplysningerne kan
registreres af flere udbydere.
2.5. Outsourcing
af forpligtelser til at registrere og opbevare oplysninger (bekendtgørelsens
§ 8)
Registrering og opbevaring af oplysningerne kan efter aftale med
udbyderen på dennes vegne foretages af en anden udbyder eller af en
tredjemand.
Justitsministeriet, den 28. september
2006
Lene Espersen
/Mette Lyster Knudsen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Ændring af Retsinformation · 25. marts 2010
- Forslag til Lov om ændring af lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Ændring af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 15. december 2011
- Skriftlig fremsættelse (14. december 2011) - L 53 Retsinformation · 15. december 2011
- Skriftlig fremsættelse (6. februar 2013) - L 142 Retsinformation · 7. februar 2013
- Skriftlig fremsættelse (29. april 2015) - L 193 Retsinformation · 30. april 2015
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Revision af reglerne om registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logning) m.v.) Retsinformation · 19. november 2021