Spring til indhold

Retsinformation

32-2002

KEN nr 10220 af 06/12/2002Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet17. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

afsagt af

Tvistighedsnævnet den 6. december 2002 i sag 32.2002

Elev A mod virksomhed B

Mellem klageren, elev A, født den

16. januar 1983, og indklagede, virksomhed B, blev den 4. december 1999

indgået

uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som lastbilmekaniker

med

uddannelsesperiode fra den 31. juli 2000

til den 30. januar 2004.

Klageren har ved sin organisation,

Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 8. maj 2002 indbragt

sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at

betale

til klageren

100.000,00 kr. med tillæg

af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker. Som begrundelse for kravet

har klageren angivet, at han har været udsat for grov psykisk chikane og

indklagedes misligholdelse af uddannelsesaftalen.

Indklagede har påstået frifindelse

og nedlagt selvstændig påstand om, at

klageren tilpligtes at anerkende, at klagerens ensidige ophævelse af

uddannelsesaftalen er uberettiget, og at klageren tilpligtes at udrede en

erstatning herfor efter Tvistighedsnævnets skøn og sædvanlige praksis.

Klageren

har givet personligt møde for nævnet og har

afgivet forklaring.

Indklagedes værkstedschef C og

tillidsmand og mekaniker hos indklagede D har afgivet forklaring.

Læs alt

Sagens

omstændigheder:

Den 17. august 2001 drøftede

klageren og værkstedschef C forskellige forhold vedrørende klagerens

situation

på arbejdspladsen. Den 2. november 2001 henvendte klageren sig til C og

klagede

over, at han igennem længere tid havde været udsat for chikane af forskellig

art fra flere af indklagedes svende og lærlinge. Nogle dage senere talte

klageren med sin tillidsmand D om sagen. Klageren blev sygemeldt den 14.

november 2001. Den 3. december blev der i fagforeningen afholdt møde hvori

bl.a. klageren, C og D deltog. C og D afholdt den 10. december 2001 møde med

indklagedes svende og lærlinge, hvor man drøftede behandlingen af klageren.

Efter mødet talte C telefonisk med klageren. I forbindelse med et møde mellem

parterne den 5. februar 2002 ophævede klageren ensidigt uddannelsesaftalen.

Af en erklæring fra klagerens læge

af 18. januar 2002 fremgår bl.a., at klageren det sidste halve års tid havde

haft flere episoder med ukarakteristiske symptomer med åndenød, snurren for

læber, fingre og tæer mm. Klageren lider af

hyperventilationsanfald

/angstanfald.

Efter lægens vurdering er det de sidste måneder blevet mere og mere tydeligt,

at anfaldene opstår i relation til begivenheder på arbejdspladsen. Udover de

fysiske symptomer har klageren de sidste måneder ligeledes haft psykiske

symptomer, hvor han har følt sig nervøs og trist. Lægen bemærker, at der er

oplysninger om meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, og at der er god

overensstemmelse mellem klagerens fysiske og psykiske symptomer og det

tiltagende dårlige psykiske arbejdsmiljø.

Klageren skrev i januar 2002 en

redegørelse til fagforeningen om forholdene på arbejdspladsen. Af

redegørelsen

fremgår bl.a., at klageren er blevet drillet med sin størrelse og vægt, at

man

har brugt hans

værktøjsskab

som skraldespand, væltet

skabet og klagerens værktøj i værkstedsgraven og svinet værktøjet til.

Klageren

er endvidere blevet drillet med, at han ikke er blevet på værkstedet efter

arbejdstids ophør, og at han lider af astma og allergi. Han har været

isoleret

fra det sociale samvær og er i vidt omfang blevet sat til rene oprydnings- og

rengøringsarbejder.

Psykolog E har i en erklæring af

11. september 2002 anført, at klageren er ramt af posttraumatisk

belastningsreaktion og fortsat slås med følgerne heraf.

Klageren har fremlagt positive

skoleudtalelser og en positiv udtalelse

af 13. september 2002 fra virksomhed B1.

Klageren

har

vedstået sin redegørelse til fagforeningen fra januar 2002 og har yderligere

forklaret bl.a., at

den chikane, han har

beskrevet i redegørelsen, havde stået på i næsten hele læretiden. Den 17.

august 2001 spurgte C til, hvorfor han virkede ked af det og var opfarende.

Han

fortalte ikke om chikanen, men oplyste, at han var træt af at gå og feje så

meget. Den 2. november 2002 fortalte han C, hvad der var galt;

at han blev

behandlet dårligt og uacceptabelt, og at han havde mistet lysten til at

gå på arbejde. C sagde, at han selv måtte prøve at tale med kollegerne om

det.

Det skuffede ham, at han ikke fik hjælp af C. Få dage efter kontaktede han

tillidsmand D. D sagde, at han havde bemærket nogle episoder, men at det

kunne

være både svært og kostbart for klageren at ophøre med uddannelsen. Efter råd

fra sin læge blev han sygemeldt fra den 14. november 2001. Under mødet den 3.

december 2001 kunne han ikke få en ordentlig forklaring på, hvorfor han var

blevet behandlet så dårligt. Der var enighed om, at C og D skulle tale med

kollegerne om sagen. C ringede den 10. december 2001 og sagde, at kollegerne

var kede af, at han følte sådan, men han måtte også selv gøre en indsats. Han

talte derefter med sin læge, der frarådede ham at gå på arbejde. Han havde

ingen kontakt med virksomheden frem til den 5. februar 2002, hvor

uddannelsesaftalen blev ophævet. Indklagede har tilbudt ham at blive

overflyttet til afdelingen i Aalborg, men det ville forlænge hans transport

til

arbejde med 50 km. Han følte allerede fra starten af november 2001, at han

ikke

ville være på arbejdspladsen. Der var enkelte svende og lærlinge, der ikke

deltog i chikanen. C kan ikke have undgået at høre nogle af de chikanerende

bemærkninger, da han ofte var lige i nærheden. Han er igennem hele læretiden

i

vidt omfang blevet sat til oprydnings og rengøringsopgaver. Det har taget op

til 50 % af arbejdstiden. Han gik bl.a. og gjorde rent i en periode på 14

dage.

Værkstedschef

C

har forklaret bl.a., at baggrunden for hans samtale med A den 17. august

2001 var klager fra svendene, der sagde, at A virkede sur og uinteresseret. A

mente selv, at det gik udmærket. Den 2. november 2001 klagede A over, at

svendene

havde sat ham alene til at rydde op efter alle. A sagde også, at han ikke var

glad for at være på arbejdspladsen, fordi han blev mobbet og følte sig

udenfor.

Han foreslog A selv at tage hånd om det, og hvis det ikke hjalp, skulle A

henvende sig til ham igen. Han følte, at A var med på denne løsning. Han har

ikke selv observeret nogen chikane mod A.

Han sagde til A, at han naturligvis ikke skulle være den eneste, der

ryddede op, og det pointerede han også over for svendene.

Senere i november oplyste tillidsmand D, at

han var blevet kontaktet af fagforeningen, der havde meddelt, at A havde

beklaget sig over dårligt arbejdsmiljø. De blev enige om, at D skulle tale

med

A. D meldte tilbage, at han havde foreslået A at afholde et møde med de

øvrige

ansatte, men det ville A ikke være med til. De kontaktede fagforeningen og

fik

arrangeret et møde den 3. december 2001. På mødet blev det aftalt, at han og

D

skulle holde et møde med medarbejderne. Medarbejderne gav i dette møde udtryk

for, at de ikke kunne forstå klagerne, men de var alle indstillet på at A

skulle tilbage i arbejde. Han orienterede A om mødet telefonisk. A ville

tænke

over det. Den 5. februar 2002 talte de på ny om sagen og hørte bl.a. om As

redegørelse til fagforeningen. Indholdet af redegørelsen kom helt bag på ham.

A

fik tilbudt at blive overflyttet til Aalborg, men tog ikke imod dette. Der

har

ikke været noget forslag fra As side om evt. gensidig ophævelse af

uddannelsesaftalen. Han mener ikke, at A har ryddet mere op end de øvrige

lærlinge. Der vare en periode, hvor de ikke havde så meget at lave, og der

blev

der naturligt foretaget mere oprydning og rengøring end normalt.

Tillidsmand

D

har forklaret bl.a., at han arbejdede i en anden afdeling end

klageren. Han har hørt svendene sige til A at han skulle tage sig sammen og

lignende, men det har været inden for, hvad der er normalt. I november 2001

henvendte fagforeningen sig til ham om As problemer. Derefter talte han med

A,

der sagde, at han følte sig forfulgt, de andre svinede hans værktøj og skab

til. det kom bag på ham, at der skulle være den type problemer for A. Han

foreslog A, at de tog et møde med kollegerne og fik talt om situationen, evt.

uden at A deltog. A ville imidlertid helst ikke have, at der blev holdt et

sådant møde. De blev enige om, at A skulle melde tilbage, hvad han ønskede,

at

der skulle gøres. Han nævnte for A, at det måske kunne give ham problemer,

hvis

man tog sagen op. Dagen efter blev A sygemeldt, og han hørte ikke fra ham.

Derefter holdt de møde i fagforeningen den 3. december 2001 og senere med

kollegerne, som forklaret af C.

Klageren

har til

støtte for sin påstand gjort gældende, at bevisførelsen har godtgjort, at

klageren har været udsat for grov psykisk chikane med sygemelding til følge.

Hans råb om hjælp blev ikke hørt, og han fik oven i købet at vide, at det

kunne

blive værre for ham, hvis sagen skulle tages op med kollegerne. Det er

ledelsens ansvar, at arbejdsmiljøet har været så usædvanligt ringe. Klageren

var berettiget til at hæve uddannelsesaftalen, og indklagede må som ansvarlig

for forholdene betale en godtgørelse som krævet. Det gøres yderligere

gældende,

at klageren ikke har modtaget fornøden oplæring, men i alt for høj grad er

blevet sat til ikke relevante arbejdsopgaver.

Indklagede

har til

støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at klageren ikke den 17.

august 2001 omtalte sine egne problemer. Den 2. november 2001 fremkom han med

mere specifikke klager, men slet ikke så detaljeret som i redegørelsen fra

januar 2002. Det kan således ikke anses for bevist, at klageren er blevet

chikaneret i det omfang, han påstår. Dertil kommer, at klageren ikke har

taget

imod de løsningsforslag, som indklagede fremkom med, herunder overflytning

til

afdelingen i Aalborg. Klageren har heller ikke foreslået en gensidig

ophævelse

af uddannelsesaftalen. Klageren havde ikke grundlag for ensidig ophævelse af

ansættelsesforholdet og ifalder derfor erstatningsansvar. Klageren har heller

ikke godtgjort, at oplæringen af ham skal have været utilstrækkelig.

I sagen

behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens

Kroman

(formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk

Arbejdsgiverforening), samt konsulent Claus Jørgensen og konsulent Peter

Nisbeth

(begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover

har som særligt sagkyndigt medlem deltaget konsulent Erling

Maglegaard

,

Dansk Industri og sekretær Keld Larsen, Dansk Metal.

Tvistighedsnævnets

bemærkninger:

Det må efter klagerens forklaring

sammenholdt med hans redegørelse fra januar 2002 og de fremlagte

lægeerklæringer lægges til grund, at klageren har været udsat for en helt

uacceptabel behandling fra flere af de ansattes side. Tvistighedsnævnet

finder,

at forholdene har haft en sådan varighed og intensitet, at klageren har været

berettiget

til at ophæve uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2.

Klageren frifindes derfor for indklagedes påstande.

Herefter er spørgsmålet, om

klageren har krav på en godtgørelse fra indklagede, som følge af

den uacceptable behandling, han har været

udsat for fra sine arbejdskollegers side.

Efter udløbet af prøvetiden kan en

elev ikke ensidigt opsige uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens §

60. Som følge heraf, og som følge af

den

underlegne stilling eleven ofte vil befinde sig i på arbejdspladsen, påhviler

der arbejdsgiveren et særligt ansvar for at sikre, at eleven ikke udsættes

for

urimelig eller uacceptabel behandling. Det er tilsvarende vigtigt - også af

bevismæssige grunde - at eleven straks kontakter sin leder og evt. sin

faglige

organisation, hvis vedkommende udsættes for uacceptabel behandling.

4 medlemmer

af nævnet udtaler herefter:

Vi finder ikke at klageren har

godtgjort, at indklagedes ledelse, herunder værkstedschefen, før den 2.

november 2001 vidste eller burde vide, at klageren var udsat for uacceptabel

behandling fra nogle af de ansattes side. Den måde, hvorpå indklagede i det

efterfølgende forløb håndterede situationen, kan ikke begrunde et

erstatningsansvar for indklagede. Det er heller ikke godtgjort, at

indklagedes

oplæring af klageren har været utilstrækkelig. Som følge heraf stemmer vi for

at frifinde indklagede for klagerens påstand.

3 medlemmer

af nævnet udtaler:

Klageren har været udsat for en uacceptabel behandling fra

sine kolleger. Dermed er der en formodning for, at indklagede ikke i

tilstrækkelig grad har ført tilsyn med klagerens arbejdsvilkår.

Efter klagerens forklaring

finder vi, at indklagedes ledelse ved

værkstedschefen såvel før som efter den 17. august 2001 må have været klar

over,

at klageren var udsat for

uacceptabel

behandling på arbejdspladsen eller i det mindste havde grundlag for at

anstille

nærmere undersøgelser heraf. Det må lægges til grund, at indklagede ikke tog

hånd om situationen, men reelt overlod det til klageren selv at søge

problemerne løst, selv efter at klageren tydeligt havde gjort opmærksom på de

uacceptable forhold, han arbejdede under. Som følge heraf er det indklagedes

ansvar, at klageren blev bragt i en situation, hvor han måtte sygemeldes som

følge af disse forhold, og at han yderligere i konsekvens heraf blev nødsaget

til at ophæve uddannelsesaftalen. Vi vil derfor tage klagerens påstand til

følge idet vi dog, som følge af stemmefordelingen, ikke har taget stilling

til

erstatningskravets størrelse.

Der afsiges kendelse efter

stemmeflertallet.

T h i

b e s t

e m

m

e s :

Klageren, elev A, frifindes.

Indklagede, virksomhed B,

frifindes.

Hver part bærer sine egne

omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger

efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter