Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-334

KEN nr 9386 af 14/06/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet28. juni 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2006-6-334

[K] har klaget til Pressenævnet

over en radioudsendelse den 28. april 2006, kl. 13.00, i Radio

Frederiksberg-Journalen,

idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

Radio Frederiksberg-Journalen

sendte den 28. april 2006, kl. 13.00, udsendelsen ”13-direkte”. I

udsendelsen

kommenterer radioværterne en artikel, der er lagt ud på www.dkdebat.dk, der

er

et debatforum på Internettet.

Www.dkdebat.dk bragte under

overskriften

”Jeg var Britt og Oles

[radioværterne] slave i 4 år”

og underoverskriften

”- ”Jeg var slave for Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach i 4 år,

og de

stjal fra mig!” fortæller en midaldrende kvinde til redaktionen”

følgende

indlæg:

”- Det hele startede med, at

de to frederiksbergske svindlere tilbød at hjælpe med en sag, jeg havde mod

kommunen. Jeg skulle bare underskrive en generel fuldmagt til Britt og Ole og

så betale 500 kr. til deres såkaldte forening ”Dansk Socialhjælp”,

som de også

kalder ”Børnenes Stemme”, så ville de hjælpe mig med min sag.

Men jeg tog fejl. Det eneste

Læs alt

Ole Hans gjorde var at sidde på sin flade røv og drikke diætcola og lege med

sin computer. Han skrev nogle breve og sendte dem til de sociale myndigheder,

men der kom aldrig noget ud af det. Hver gang skrev kommunen tilbage, at der

var noget, Ole Hans havde misforstået. Og efterhånden som tiden gik, kostede

det mere og mere, sagde Ole og Britt. Da jeg ikke kunne betale, tilbød de, at

jeg kunne passe deres genbrugsforretning på Falkoner Allé, og så slippe for

at

betale.

Jeg passede forretningen i

fire år! Ole og Britt forlangte, at jeg var der hele dagen hver dag! Hvis

jeg

skulle på f.eks. apoteket eller i banken, måtte min voksne søn afløse mig.

Ole

og Britt ulejligede sig aldrig ned i forretningen. Ole Hans lå mest på sofaen

og ”fik gode idéer”. Da Britt lå på sygehuset, måtte jeg endogså

lave mad til

Ole Hans. Min søn forærede mig et splinternyt køleskab med fryser, et par

kogeplader og nogle kopper og tallerkener, som jeg kunne have i forretningen.

Køleskabet alene kostede 2.300 kr.

Om vinteren var der koldt i

forretningen, men jeg måtte ikke bruge varme for Ole Hans. Det blev jeg syg

af.

Ole Hans og Britt blev ved med at forlange flere og flere penge fra mig, og

da

jeg ikke kunne betale, forlangte de, at jeg kom og gjorde rent i deres fælles

lejlighed, når jeg lukkede forretningen om aftenen. Hvis jeg nægtede, sagde

Britt: ”Så dropper vi bare lige din sag”. Og så smed hun papirerne

på gulvet,

og Ole Hans greb hårdt fat i mig og skubbede mig ud. Han var også tit

voldelig

overfor Britt.

Ny lås i døren og 11.000 kr. væk

Da jeg ankom til forretningen

næste morgen, var der sat en ny lås i døren. Jeg kom ikke senere ind. Mit nye

2.300 kroners køleskab og kogepladerne har jeg aldrig set igen, men mine

kopper

og tallerkener var blevet sat til salg i butiksvinduet.

Det værste var dog, at jeg

havde efterladt mit hævekort i butikken. Men da jeg gik i banken for at hæve

min pension på 11.000 kr. var de allerede hævet! Da jeg kom hjem til min

lejlighed på 7. sal, havde Ole Hans’ stik-i-rend-dreng [A] været der og

stillet

nogle åbne papkasser foran min dør med alle de fortrolige dokumenter fra min

sag, som Britt og Ole havde haft gennem 4 år, så enhver, der kom forbi

trappegangen, frit kunne ”forlyste” sig med dem.

Det er, hvad man kan vente

sig af Ole Hans Jensen og Britt Bartenbach og deres såkaldte

”humanitære”

forening Dansk Socialhjælp.”

Af udsendelsen i Radio

Frederiksberg-Journalen, hvor radioværterne kommenterer indlægget på

www.dkdebat.dk, fremgår blandt andet:

”

Radiovært 1:

Derfor gør man alt også inde på dkdebat

Radiovært 1:

Som tidligere har været lukket inde på den lukkede

afdeling, hvor hun [[K]] så er sluppet ud fra. Hun er jo velkendt her i

bybilledet på Frederiksberg, hvor hun kører rundt, så folk må springe for

livet, i sin kørestol.

Radiovært 1:

”Det hele startede med, at de to frederiksbergske

svindlere” ”tilbød at hjælpe mig med en sag”. Det var en

sag, hun havde med

kommunen. Alle hendes fire børn var tvangsfjernet, så kom der et par stykker

hjem, og så var der stadigvæk en enkelt, som hun gerne ville have hjem. Vi

[radioværterne] har ikke tilbudt noget på den måde. Hun har selv kontaktet

os.

Spurgt om vi ville tage sagen, og det har vi sagt ”ja” til. Hun har

betalt De

sociale myndigheder kendte jo [K]. Nu kom jeg til at sige navnet. Men det er

sådan set heller ikke nogen hemmelighed, at det er hende. Og navnet er jo

velkendt inden for kommunen. Og samme person havde jo forbud mod at komme på

Frederiksberg Rådhus, og blev passet op af to rådhusbetjente hver gang, og er

flere gange blevet smidt ud korporligt

Radiovært 1:

i øvrigt har vi heller ikke hævet noget af hendes

pension, og i øvrigt kan jeg slet ikke huske, at hævekortet var glemt. Jeg

tror

snarere, at det er hendes søn, der har hævet, hvis det skal være Grunden

til,

at [K] også blev smidt ud her fra lejligheden, det var, at hun slog på mig

simpelthen i arrigskab og råbte og så måtte jeg sende hende uden for døren

Det

kan vi jo ikke ha’. Der var jo vidner på og det hele. Jeg tror også en

udenlandsk person, vi kender, var på besøg da, men alt det må vi jo så se på.

Nu har vi jo sendt det til vores advokat Vi kan da i hvert fald sige, at hun

er fuld af løgn

på Frederiksberg,

hvor hun er kendt som en ”rød hund”

Radiovært 1:

Der står også, at vi måtte sætte ny lås i døren. Og

det er også rigtigt, fordi undertegnede havde – nu her var der ikke

lovformelige kontrakt og sådan noget. Det behøver man jo heller ikke at have.

Men hun var i hvert fald blevet sagt op og jeg kan da godt sige lige ud, at

der

manglede kasse. Penge i kassen. For at sige det lige ud. Samtidig er hun

løbet

fra en telefonregning på 2200, som hun havde lovet, at hun skulle betale,

fordi

hun sad og sladrede i vores telefon dernede. Og det havde hun også indstillet

sig på. Alt det var grunden til, at vi måtte ophøre med samarbejdet.

Radiovært 2:

Og så en voldelig optræden yderligere. Og voldelig

over for kunder og aggressiv over for kunder og folk, der gik forbi

forretningen.

Radiovært 1:

Bl.a. har hun decideret sparket en kunde på

skinnebenet. Sådan en person kan man jo ikke have, selvom vi har en lang

line.

At vi så bagefter skal svines til på denne her måde. Det viser jo, hvad det

er

for en person. Og hun er velkendt for sin elektriske kørestol, der fræser

rundt

her på Frederiksberg. På fortovet.

Radiovært 2:

Der er da også mange, der kunne stille op og fortælle,

hvordan hun optræder på gader og i forretninger. Og der er da også

supermarkeder, hvor hun direkte har forbud mod at komme ”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har indledningsvist

anført, at udtalelserne i radioudsendelsen er usande og krænkende, idet ingen

på Frederiksberg kan være i tvivl om, hvem der er tale om. [K] har anført, at

navnlig følgende udsagn er krænkende:

At blive betegnet som en ”rød hund”,

”Grunden til, at [K] også blev smidt ud her fra lejligheden,

det var, at hun slog på mig simpelthen ”,

” Hun har decideret sparket en kunde over

skinnebenet”, og

”Men hun var i hvert fald blevet sagt op, og jeg kan

godt sige det lige ud, at der manglede kasse. Penge i kassen. For at sige det

lige ud.”

[K] har videre anført, at

radioværterne har citeret fortroligt materiale fra sagsakter, som de har haft

til gennemsyn i deres egenskab af hhv. formand og næstformand i foreningerne

Dansk Socialhjælp og Børnenes Stemme, idet hun havde en sag med kommunen.

[K] har oplyst, at hun ikke

har været ”indlagt på en lukket afdeling”, og hun har ikke forbud

mod at komme

i nogle supermarkeder på Frederiksberg. [K] har endvidere oplyst, at den

omtalte telefonregning angår samtaler, hun blev pålagt dagligt at foretage,

når

radioværterne skulle have læst dagens breve op.

[K] har endelig anført, at

hendes søn beskyldes for tyveri af 11.000 kr.

2.2. Radio Frederiksberg-Journalens synspunkter

Radio Frederiksberg-Journalen

har indledningsvist anført, at de fremkomne udtalelser skal ses som

”svar på

tiltale” mod [K]s indlæg på www.dkdebat.dk.

Radio Frederiksberg-Journalen

har videre anført, at de fremkomne udtalelser er korrekte, idet udsagnene i

udsendelsen stort set alle er hentet fra radioudsendelser under fællestitlen:

”Pyntedukke-sagen”, hvor [K], ved navns nævnelse, selv har udtalt

sig i

forbindelse med hendes socialsag.

Radio Frederiksberg-Journalen

har endvidere anført, at [K] har været indlagt på psykiatrisk afdeling,

hvilket

hun selv har udtalt offentligt.

Radio Frederiksberg-Journalen

afviser at beskylde [K]s søn for tyveri af 11.000 kr.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse

:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Jan

Kristensen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet finder, at

omtalen af [K] i den påklagede udsendelse er sket på en sådan måde, at det

ikke

kan udelukkes, at hun kan genkendes i lokalområdet, hvorfor hun har en retlig

interesse i, at sagen behandles af Nævnet.

Pressenævnet bemærker

indledningsvis, at eftersom der ikke foreligger en fuldmagt fra [K]s søn, er

hun ikke klageberettiget vedrørende udsagnet om de 11.000 kr.

Parterne har afgivet

modstridende forklaringer vedrørende nogle af udsagnene i udsendelsen. På

grund

af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Nævnet, kan Nævnet ikke

tage

stilling til hvilke forklaringer, der er de rigtige.

Pressenævnet finder, at

betegnelsen ”rød hund” fremstår som Radio-Frederiksberg-Journalens

vurdering af

[K]s fremtoning, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Det følger videre af de

Vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke

privatlivets

fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.

Det

enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.

Pressenævnet

finder, at [K]s sag ved de sociale myndigheder ikke har en sådan offentlig

interesse, at sagen kræver omtale, men idet hun selv har valgt at kommentere

sagen offentligt, finder Pressenævnet, at Radio Frederiksberg-Journalen ikke

har tilsidesat god presseskik på dette punkt, og Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 14. juni 2006.

Lignende dokumenter