Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 138 af 26. juni 1973 om mindstealder for adgang til beskæftigelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse af ILO-konvention nr.
138 af 26. juni 1973 om mindstealder for adgang til beskæftigelse
I henhold til kgl. resolution af 22. august 1997 har
Danmark ratificeret den på den 58. samling i Den Internationale
Arbejdsorganisation i Genève vedtagne konvention nr. 138 af 26. juni
1973 om mindstealder for adgang til beskæftigelse.
Konventionen har følgende ordlyd:
Oversættelse
KONVENTION NR. 138 OM MINDSTEALDER FOR ADGANG TIL
BESKÆFTIGELSE
Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference,
der er blevet sammenkaldt i Genève af Det Internationale
Arbejdsbureaus Styrelsesråd, og som er trådt sammen til sin 58.
samling den 6. juni 1973, og
som har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til
mindstealder for adgang til beskæftigelse, hvilket er punkt 4 på
samlingsdagsorden, og
som noterer sig bestemmelserne i konventionen om
mindstealder for beskæftigelse i industrien (1919), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse til søs (1920), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse i landbruget (1921), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse som kullemper eller fyrbøder
(1921), konventionen om mindstealder for beskæftigelse i
ikke-industrielle erhverv (1932), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse til søs (revideret 1936), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse i industrien (revideret 1937),
konventionen om mindstealder for beskæftigelse i ikke-industrielle
erhverv (revideret 1937), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse på fiskefartøje (1959) og konventionen om
mindstealder for beskæftigelse ved underjordisk arbejde i miner (1965),
Læs alt
og
som finder, at tiden er inde til at indføre et
generelt instrument vedrørende dette spørgsmål, som
efterhånden kunne erstatte de eksisterende regler, der gælder for
begrænsede dele af erhvervslivet, med henblik på en
fuldstændig afskaffelse af børnearbejde, og
som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en
international konvention,
vedtager i dag den 26. juni 1973 følgende
konvention, der betegnes konventionen om mindste-alder af 1973:
Artikel 1
Enhver medlemsstat, for hvilken denne konvention er
gældende, forpligter sig til at føre en national politik, der
tager sigte på at sikre en effektiv afskaffelse af børnearbejde
og på gradvis at hæve mindstealderen for adgang til
beskæftigelse eller arbejde til et niveau, der er i overensstemmelse
med unge menneskers fulde fysiske og åndelige udvikling.
Artikel 2
1.
Enhver medlemsstat, som ratificerer denne
konvention, skal i en erklæring, der er knyttet til dens ratifikation,
anføre en mindstealder for adgang til beskæftigelse eller
arbejde inden for dens område og ved de transportmidler, der er
indregistreret på dens område; ingen, der er under denne alder,
må beskæftiges ved eller arbejde i noget erhverv, jf. dog
artiklerne 4-8.
2.
Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne
konvention, kan senere ved afgivelse af yderligere erklæringer meddele
Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør, at den
fastsætter en mindstealder, der er højere end den tidligere
angivne.
3.
Den i medfør af stk. 1 angivne
mindstealder må ikke være lavere end alderen for
undervisningspligten og under alle omstændigheder ikke under 15
år.
4.
Uanset bestemmelserne i stk. 3, kan en
medlemsstat, hvis økonomi og uddannelsesfaciliteter er
utilstrækkeligt udviklet, efter forhandling med de berørte
arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, hvor sådanne findes, i en
overgangsperiode angive en mindstealder på 14 år.
5.
Enhver medlemsstat, som i medfør af
stk. 4 har angivet en mindstealder på 14 år, skal i sine
rapporter om gennemførelsen af denne konvention i henhold til artikel
22 i Den Internationale Arbejdsorganisations statut tilkendegive,
(
a) at dens begrundelse herfor stadig består,
eller
(b) at den giver afkald på sin ret til at gøre brug af de
pågældende bestemmelser fra et nærmere anført
tidspunkt.
Artikel 3
1.
Mindstealderen for adgang til enhver art af
beskæftigelse eller arbejde, som efter sin karakter eller de forhold,
hvorunder det udføres, må anses for at udgøre en risiko
for unge menneskers sundhed, sikkerhed eller moral, skal mindst være 18
år.
2.
Det skal ved national lovgivning eller
administrative forskrifter eller af den kompetente myn-dighed efter
forhandling med de pågældende arbejdsgiver- og
arbejdtagerorganisationer, hvor sådanne findes, fastsættes,
hvilke typer beskæftigelse eller arbejde der er omfattet af
stk. 1.
3.
Uanset bestemmelserne i stk. 1, kan det ved
national lovgivning eller administrative forskrifter eller af den kompetente
myndighed efter forhandling med de pågældende arbejdsgiver- og
arbejdstagerorganisationer, hvor sådanne findes, tillades, at unge, der
er fyldt 16 år, får adgang til beskæftigelse eller arbejde,
under forudsætning af, at de unges sundhed, sikkerhed og moral
beskyttes fuldtud, og at de unge har fået en tilstrækkelig
specifik instruktion eller faglig uddannelse inden for det
pågældende arbejdsområde.
Artikel 4
1.
Den kompetente myndighed kan i fornødent
omfang, efter forhandling med de pågældende arbejdsgiver- og
arbejdstagerorganisationer, hvor sådanne findes, undtage
begrænsede kategorier af beskæftigelse eller arbejde fra denne
konventions anvendelsesområde, såfremt en sådan anvendelse
ville skabe særlige og væsentlige problemer.
2.
Enhver medlemsstat, som ratificerer denne
konvention, skal i sin første rapport om konven-tionens
gennemførelse, der aflægges i henhold til artikel 22 i Den
Internationale Arbejdsorgani-sations statut, anføre de kategorier, som
måtte være blevet undtaget i henhold til stk. 1, samt
begrundelsen herfor, og skal i senere rapporter beskrive status med hensyn
til lov og praksis for de undtagne kategorier med oplysning om, i hvilket
omfang konventionen er bragt i anvendelse eller foreslås bragt i
anvendelse i relation til disse kategorier.
3.
Beskæftigelse eller arbejde, der er
omfattet af artikel 3 i denne konvention, kan ikke undtages fra konventionens
anvendelsesområde i medfør af denne artikel.
Artikel 5
1.
En medlemsstat, hvis økonomi og
administrationsapparat er utilstrækkeligt udviklet, kan, efter
forhandling med de pågældende arbejdsgiver- og
arbejdstagerorganisationer, hvor sådanne findes, i en overgangsperiode
begrænse denne konventions anvendelsesområde.
2.
Enhver medlemsstat, som gør brug af
bestemmelsen i stk. 1, skal i en erklæring, der er knyttet til
dens ratifikation, angive, på hvilke erhvervsområder eller typer
af virksomheder den vil anvende konventionens bestemmelser.
3.
Konventionens bestemmelser skal som minimum
finde anvendelse på følgende erhvervsom-råder: minedrift
og stenbrydning, industri, bygge- og anlægsarbejder, elektricitet, gas
og vand, sanitetsbranchen, transport, lager- og pakhusarbejde og
kommunikationsvirksomhed samt plantager og andre landbrugsvirksomheder, der
hovedsageligt drives kommercielt, bortset fra familieforetagender og mindre
brug, der producerer til lokalt forbrug, og som ikke normalt
beskæftiger fremmed arbejdskraft.
4.
Enhver medlemsstat, som i henhold til denne
artikel har begrænset område for konventionens
anvendelse,
(a) skal i sine rapporter i henhold til artikel 22 i Den Internationale
Arbejdsorganisations statut anføre den almindelige situation med
hensyn til børn og unges beskæftigelse eller arbejde inden for
de erhvervsgrene, der er undtaget fra konventionens anvendelsesområde,
samt ethvert fremskridt, der måtte være sket med hensyn til en
udvidet anvendelse af konventionens bestemmelser;
(b) kan på ethvert tidspunkt udvide området for
konventionens anvendelsesområde gennem afgivelse af en erklæring
til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør.
Artikel 6
Denne konvention finder ikke anvendelse på arbejde,
der udføres af børn og unge i skoler for almen, faglig eller
teknisk uddannelse eller i andre uddannelsesinstitutioner, eller på
arbejde, der udføres af personer, der er fyldt 14 år, i
virksomheder, hvor dette arbejde udføres under iagttagelse af de
betingelser, der er foreskrevet af den kompetente myndighed efter forhandling
med de pågældende arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer,
hvor sådanne findes, og som er en integreret del af
(a) et uddannelseskursus, som en skole eller en uddannelsesinstitution
er hovedansvarlig for;
(b) et uddannelsesprogram, der helt eller delvist gennemføres i
en virksomhed, og som er godkendt af den kompetente myndighed; eller
(c) et erhvervsvejledningsprogram, der tager sigte på at lette
valget af beskæftigelse eller uddannelse.
Artikel 7
1.
Det kan ved national lovgivning eller
administrative forskrifter tillades, at unge mennesker i alderen 13 til 15
år beskæftiges ved lettere arbejde, som
(a) ikke kan antages at være til skade for deres sundhed eller
udvikling; og
(b) som ikke er af en sådan art, at det kan gå ud over
deres skolegang, deres deltagelse i er-hvervsvejlednings- eller
uddannelsesprogrammer, der er godkendt af den kompetente myndighed, eller
deres mulighed for at få udbytte af den undervisning, de
modtager.
2.
Det kan ligeledes ved national lovgivning eller
administrative forskrifter tillades, at unge, der er fyldt 15 år, men
endnu er omfattet af undervisningspligten, beskæftiges ved arbejde, der
opfylder de krav, der er angivet i denne artikels stk. 1, (a) og
(b).
3.
Den kompetente myndighed skal afgøre,
på hvilke områder beskæftigelse eller arbejde kan tillades
i henhold til denne artikels stk. 1 og 2, og skal fastsætte
arbejdstiden og andre arbejdsvilkår for udførelsen af
sådan beskæftigelse eller arbejde.
4.
Uanset bestemmelserne i denne artikels
stk. 1 og 2, kan en medlemsstat, der har gjort brug af bestemmelserne i
artikel 2, stk. 4, i stedet for aldersgrænserne 13 og 15 år
i stk. 1 fastsætte aldersgrænsen til 12 og 14 år og i
stedet for aldersgrænsen 15 år i stk. 2 fastsættes
aldersgrænsen til 14 år, så længe den gør brug
af disse bestemmelser.
Artikel 8
1.
Efter høring af de pågældende
arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, hvor sådanne findes, kan
den kompetente myndighed i hvert enkelt tilfælde dispensere fra det i
artikel 2 i denne konvention fastsatte forbud mod beskæftigelse eller
arbejde, fx med henblik på deltagelse i kunstneriske
forestillinger.
2.
Sådanne dispensationer skal begrænse
arbejdstidens længde og nærmere fastsætte
arbejdsvilkårene for beskæftigelsen.
Artikel 9
1.
Den kompetente myndighed skal træffe alle
fornødne foranstaltninger, herunder fastsættelse af passende
sanktioner, for at sikre en effektiv overholdelse af bestemmelserne i denne
konvention.
2.
Det skal ved national lovgivning eller
administrative forskrifter eller af den kompetente myndighed bestemmes, hvem
der har ansvaret for overholdelse af de bestemmelser, der sætter
konventionen i kraft.
3.
Det skal ved national lovgivning eller
administrative forskrifter eller af den kompetente myndighed bestemmes,
hvilke registre eller anden dokumentation der skal føres og stilles
til rådighed af arbejdsgiveren; sådanne registre eller
dokumentation skal indeholde navn og alder eller fødselsdato, om
muligt behørigt attesteret, på de personer under 18 år,
som han beskæftiger eller som arbejder for ham.
Artikel 10
1.
Denne konvention reviderer på de
vilkår, der fastsættes i denne artikel, konventionen om
mindstealder for beskæftigelse i industrien (1919), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse til søs (1920), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse i landbruget (1921), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse som kullemper eller fyrbøder
(1921), konventionen om mindstealder for beskæftigelse i
ikke-industrielle erhverv (1932), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse til søs (revideret 1936), konventionen om
mindstealder for beskæftigelse i industrien (revideret 1937),
konventionen om mindstealder for beskæftigelse i ikke-industrielle
erhverv (revideret 1937), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse på fiskefartøjer (1959) og konventionen om
mindstealder for beskæftigelse ved underjordisk arbejde i miner
(1965).
2.
Denne konventions ikrafttræden
afskærer ikke fra yderligere ratifikation af konventionen om
mindstealder for beskæftigelse til søs (revideret 1936),
konventionen om mindstealder for beskæftigelse i industrien (revideret
1937), konventionen om mindstealder for beskæftigelse i
ikke-industrielle erhverv (revideret 1937), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse på fiskefartøjer (1959) eller konventionen
om mindstealder for beskæftigelse ved underjordisk arbejde i miner
(1965).
3.
Konventionen om mindstealder for
beskæftigelse i industrien (1919), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse til søs (1920), konventionen om mindstealder for
beskæftigelse i landbruget (1921) og konventionen om mindstealder for
beskæftigelse som kullemper eller fyrbøder skal være
lukket for yderligere ratifikation, når alle de medlemsstater, der har
ratificeret dem, går med til en sådan lukning enten ved at
ratificere denne konvention eller ved at afgive en erklæring herom til
Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør.
4.
Fra denne konventions ikrafttræden at
regne
(a) medfører den omstændighed, at en medlemsstat, som har
ratificeret konventionen om mindstealder for beskæftigelse i industrien
(revideret 1937), accepterer denne konventions forpligtelser og i henhold til
dens artikel 2 fastsætter en mindstealder på ikke under 15
år, ipso jure øjeblikkelig opsigelse af førstnævnte
konvention;
(b) medfører den omstændighed, at en medlemsstat, som har
ratificeret konventionen om mindstealder for beskæftigelse i
ikke-industrielle erhverv (1932), accepterer denne konventions forpligtelser,
for så vidt angår ikke-industrielt arbejde, således som det
er defineret i førstnævnte konvention, ipso jure
øjeblikkelig opsigelse af konventionen af 1932;
(c) medfører den omstændighed, at en medlemsstat, som har
ratificeret konventionen om mindstealder for beskæftigelse i
ikke-industrielle erhverv (revideret 1937), accepterer nærværende
konventions forpligtelser, for så vidt angår ikke-industrielt
arbejde, således som det er defineret i førstnævnte
konvention, og i henhold til denne konventions artikel 2 fastsætter en
mindstealder af ikke under 15 år, ipso jure øjeblikkelig
opsigelse af konventionen af 1937;
(d) medfører den omstændighed, at en medlemsstat, som har
ratificeret konventionen om mindstealder for beskæftigelse til
søs (revideret 1936), accepterer denne konventions forpligtelser, for
så vidt angår beskæftigelse til søs, og enten i
henhold til dens artikel 2 fastsætter en mindstealder af ikke under 15
år eller tilkendegiver, at dens artikel 3 finder anvendelse på
beskæftigelse til søs, ipso jure øjeblikkelig opsigelse
af konventionen af 1936;
(e) medfører den omstændighed, at en medlemsstat, som har
ratificeret konventionen om mindstealder for beskæftigelse på
fiskefartøjer (1959), accepterer nærværende konventions
forpligtelser, for så vidt angår saltvandsfiskeri, og enten i
henhold til dens artikel 2 fastsætter en mindstealder af ikke under 15
år eller tilkendegiver, at dens artikel 3 finder anvendelse på
saltvandsfiskeri, ipso jure øjeblikkelig opsigelse af konventionen af
1959;
(f) medfører den omstændighed, at en medlemsstat, som har
ratificeret konventionen om mindstealder for beskæftigelse ved
underjordisk arbejde i miner (1965), accepterer nærværende
konventions forpligtelser og enten i henhold til dens artikel 2
fastsætter en mindstealder, der ikke er lavere end den alder, der er
angivet i henhold til førstnævnte konvention eller
tilkendegiver, at en sådan alder i henhold til nærværende
konventions artikel 3 gælder for beskæftigelse ved underjordisk
arbejde i miner, ipso jure øjeblikkelig opsigelse af konventionen af
1965, såfremt og når denne konvention træder i
kraft.
5.
Fra denne konventions ikrafttræden at
regne
(a) medfører accept af dens forpligtelser opsigelse af
konventionen om mindstealder for beskæftigelse i industrien (1919) i
henhold til dennes artikel 12;
(b) medfører accept af dens forpligtelser, for så vidt
angår landbruget, opsigelse af konventionen om mindstealder for
beskæftigelse i landbruget (1921) i henhold til dennes artikel 9;
(c) medfører accept af dens forpligtelser, for så vidt
angår beskæftigelse til søs, opsigelse af konventionen om
mindstealder for beskæftigelse til søs (1920) i henhold til
dennes artikel 10 og af konventionen om mindstealder for beskæftigelse
som kullemper eller fyrbøder (1921) i henhold til dennes artikel 12,
såfremt og når denne konvention træder i kraft.
Artikel 11
De officielle ratifikationer af denne konvention skal
sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til
indregistrering.
Artikel 12
1.
Denne konvention er kun bindende for de
medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er
blevet indregistreret hos generaldirektøren.
2.
Den træder i kraft 1 år efter den
dato, da to medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret hos
generaldirektøren.
3.
Derefter træder konventionen i kraft for
enhver medlemsstat 1 år efter, at dens ratifikation er blevet
indregistreret.
Artikel 13
1.
En medlemsstat, som har ratificeret denne
konvention, kan opsige den efter 10 års forløb fra datoen for
konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en
erklæring, der sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør til indregistrering. Opsigelsen får først
virkning 1 år efter datoen for indregistreringen.
2.
Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne
konvention, og som ikke inden 1 år efter udløbet af den i
stk. 1 omhandlede 10-års periode gør brug af den i denne
artikel hjemlede opsigelsesret, er bundet i yderligere 10 år og kan
derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10-års periode
på de i denne artikel fastsatte betingelser.
Artikel 14
1.
Det Internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør skal underrette alle medlemmer af Den Internationale
Arbejdsorganisation om indregistreringen af de ratifikationer og opsigelser,
han modtager fra organisationens medlemmer.
2.
Samtidig med at generaldirektøren
underretter organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation
nr. 2, skal han gøre dem opmærksom på konventionens
ikrafttrædelsesdato.
Artikel 15
Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør
skal i medfør af artikel 102 i De Forenede Nationers pagt sende
udførlige oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, han har
indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foranstående artikler,
til De Forenede Nationers generalsekretær til indregistrering.
Artikel 16
Når Det Internationale Arbejdsbureaus
Styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det
forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af
denne konvention samt overveje ønskeligheden af at sætte
spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på
konferencens dagsorden.
Artikel 17
1.
Dersom konferencen vedtager en ny konvention,
der helt eller delvis ændrer denne konvention, skal, medmindre andet
måtte være bestemt i den nye konvention:
(a) en medlemsstats ratifikation af den nye, ændrede konvention
ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention,
uanset bestemmelserne i artikel 13, såfremt og så snart den nye,
ændrede konvention træder i kraft;
(b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af
medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye, ændrede konvention
træder i kraft.
2.
Denne konvention skal under alle
omstændigheder forblive i kraft i den foreliggende form og med det
foreliggende indhold for de medlemsstater, som har ratificeret den, men som
ikke har ratificeret den reviderede konvention.
Artikel 18
De engelske og franske versioner af denne konventionstekst
er lige autentiske.
Ovenstående er konventionens autentiske tekst,
behørigt vedtaget af Den Internationale Arbejdsorganisations
generalkonference under dens 58. møde, der blev afholdt i
Genève og erklæret afsluttet den 27. juni 1973.
TIL BEKRÆFTELSER HERAF har vi påført
vore underskrifter i dag den syvogtyvende juni 1973.
Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret den 13.
november 1997 og konventionen trådte i kraft for Danmark den 13.
november 1998. Ratifikationen omfatter ikke Færøerne og
Grønland.
Danmark har afgivet erklæring i henhold til artikel
2 om, at mindstealderen er 15 år.
Ved ratifikationen har Danmark opsagt ILO-konventionerne
nr. 58 og 112, jf. artikel 10, stk. 4 (begge konventioner er
bekendtgjort i Lovtidende C under henholdsvis nr. 73 af 19. november 1956 og
nr. 63 af 23. november 1962). ILO-konventionerne 5, 7 og 15 (bekendtgjort i
Lovtidende A under henholdsvis nr. 232 af 19. maj 1923 og nr. 199 og 200 af
8. juli 1924) opsiges ved ikrafttrædelse af ILO-konventionen nr.
138.
Foruden Danmark har følgende lande ratificeret
konventionen. Den erklærede mindstealder i henhold til artikel 2 er
anført i parentes:
Algeriet (16), Antigua og Bermuda ( 16), Argentina (14),
Azerbajdjan (16), Belarus (16), Belgien (15), Bolivia (14), Bosnien
Hercegovina (15), Botswana (14), Bulgarien (16), Costa Rica (15), Cuba (15),
Cypern (15), Dominica (15), El Salvador (14), Finland (15), Frankrig (16),
Georgien (15), Grækenland (15), Guatemala (14), Guyana (15), Honduras
(14), Irak (15), Irland (15), Israel (15), Italien (15), Jordan (16),
Jugoslavien i 1983 (15), Kenya (16), Kirgizistan (16), Kroatien (15), Libyen
(15), Luxembourg (15), Den tidligere jugoslaviske Republik Makedonien (15),
Malaysia (15), Malta (16), Mauritius (15), Nederlandene (15), Nepal (14),
Nicaragua (14), Niger (14), Norge (15), Polen (15), Rumænien (16),
Rusland (16), Rwanda (14), San Marino (16), Den slovakiske Republik (15),
Slovenien (15), Spanien (15), Sverige (15), Tadjikistan (16), Togo (14),
Tunesien (16) Tyskland (15), Ukraine (16),Uruguay (15), Venezuela (14),
Zambia (15), Ækvatorial Guinea (14).
Andre landes senere ratifikation af konventionen
fremgår af ILO s liste, der udgives årligt pr. 31. december.
Oplysningerne fra listen kan indhentes bl.a. fra Arbejdsministeriet eller
Udenrigsministeriet, der begge også vil kunne undersøge
tiltrædelser i det løbende år.
Udenrigsministeriet, den 10. september
1998
Niels Helveg Petersen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 182 af 1999 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde Retsinformation · 20. december 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af ændring af Den Internationale Arbejdsorganisations statut Retsinformation · 4. oktober 2000
- Bekendtgørelse af ILO-konvention af 1971 om beskyttelse af arbejderrepræsentanter i den enkelte virksomhed og om de faciliteter, der skal ydes dem (* 1) (* 2) Retsinformation · 19. oktober 1979
- Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 142 af 23. juni 1975 om erhvervsvejledning og erhvervsuddannelse (* 1) Retsinformation · 7. september 1982
- Bekendtgørelse af ILO-konvention af 1964 om beskæftigelsespolitik (* 1) (* 2) Retsinformation · 8. februar 1972
- Bekendtgørelse af ILO-protokol af 22. oktober 1996 til konvention nr. 147 om minimumsnormer i handelsskibe, 1976 Retsinformation · 18. august 2004