Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om luftfart

Ikke gældende siden 15. september 2011 LBK nr 731 af 21/06/2007LovbekendtgørelseBy-, Land- og Transportministeriet3. juli 2007

Gældende udgave: LBK nr 570 af 19/05/2025

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 47 afgørelser

Retsinformation 29, Klagenævn (Nævnenes Hus) 9, Arbejdsretten m.fl. 3, Landsskatteretten 3, Domsdatabasen 2, Datatilsynet 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse

af

lov om luftfart

Herved bekendtgøres lov om luftfart, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1484 af 19. december 2005

1) , med de ændringer, der

følger af § 97 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 5 i lov nr. 542 af 8. juni

2006,

lov nr. 242 af 21. marts 2007 og § 31 i lov nr. 512 af 6. juni 2007.

Den bekendtgjorte lovtekst indeholder den ændring, jf.

§ 148 a, der følger af § 5 i lov nr. 542 af 8. juni 2006 (Styrkelse

af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.), selvom bestemmelsen først

træder

i kraft på det tidspunkt, som transport- og energiministeren fastsætter efter

forhandling med justitsministeren.

Den bekendtgjorte lovtekst indeholder desuden den ændring, jf.

§ 153 a, stk. 2, der følger af lov nr. 242 af 21. marts 2007

(Lufthavnstakster, tilsyn, forsikring, tavshedspligt, lønindeholdelse for

manglende betaling og internationale vedtagelser på engelsk m.v.), selvom

bestemmelsen først træder i kraft på det tidspunkt, som transport- og

energiministeren fastsætter.

Den bekendtgjorte lovtekst indeholder endvidere den ændring,

jf. § 150 f, der følger af § 31 i lov nr. 512 af 6. juni 2007 om

røgfri miljøer, selvom bestemmelsen først træder i kraft den 15. august 2007.

I Civil luftfart

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1.

Luftfart inden for dansk område skal finde sted i overensstemmelse med

bestemmelserne i denne lov og de med hjemmel i loven udfærdigede forskrifter,

Læs alt

medmindre andet følger af EF-forordninger.

§ 1 a.

Transport- og energiministeren kan fastsætte sådanne forskrifter, som er

nødvendige

for at gennemføre de af Den Europæiske Union udstedte direktiver om luftfart,

eller som er nødvendige for at anvende de af Den Europæiske Union udstedte

forordninger på luftfartsområdet.

§ 2.

Luftfart inden for dansk område kan kun finde sted med luftfartøj, som har:

a)

dansk nationalitet

eller

b)

nationalitet i

fremmed stat, med hvilken der er sluttet overenskomst om ret til sådan fart,

eller

c)

særlig tilladelse af

transport- og energiministeren.

Stk. 2.

Tilladelse

som nævnt under c) skal gøres afhængig af sådanne vilkår, som i det enkelte

tilfælde

findes påkrævet for at sikre, at luftfarten foregår på betryggende måde,

eller

som i øvrigt findes nødvendige af almene hensyn. Tilladelsen kan når som

helst

tilbagekaldes.

§ 3.

Når

hensynet til den offentlige sikkerhed eller militære grunde kræver det, kan

transport- og energiministeren bestemme, at adgangen til luftfart inden for

visse områder indskrænkes eller forbydes.

Stk. 2.

Når den

offentlige sikkerhed kræver det, eller der ellers foreligger ganske særlige

omstændigheder, kan transport- og energiministeren bestemme, at adgangen til

luftfart inden for hele riget midlertidigt indskrænkes eller forbydes.

§ 4.

Loven gælder også for luftfart med dansk luftfartøj uden for dansk område,

medmindre andet fremgår af lovens indhold, eller medmindre den strider mod

fremmed ret, som efter overenskomst med fremmed stat eller i øvrigt ud fra

almindelige retsgrundsætninger skal finde anvendelse.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan efter overenskomst med en fremmed stat fastsætte, at

nærmere angivne bestemmelser i loven, herunder straffebestemmelser, skal

finde

anvendelse på luftfart med luftfartøj, der er registreret i den pågældende

stat, men som er overladt til en dansk bruger.

Stk. 3.

Transport-

og energiministeren kan efter overenskomst med en fremmed stat fastsætte, at

nærmere angivne bestemmelser i loven ikke skal finde anvendelse på luftfart

med

luftfartøj, der er registreret i Danmark, og som er overladt til en

udenlandsk

bruger.

§ 5.

For

så vidt angår de i kap. 9 indeholdte bestemmelser om befordring med

luftfartøjer, gælder med hensyn til anvendelsesområde alene de i §§ 90,

90a, 90b og 91 i samme kapitel fastsatte begrænsninger, medmindre andet måtte

følge af overenskomst med fremmed stat.

Kapitel 2

Registrering, nationalitet og mærkning

Nationalitetsregistrering

§ 6.

Der

føres af luftfartsvæsenet som registreringsmyndighed et register over

luftfartøjer (nationalitetsregister).

Stk. 2.

Angående

registrering af rettigheder over luftfartøjer gælder lov nr. 135 af 31. marts

1960.

2)

§ 7.

Et

luftfartøj kan kun registreres i Danmark,

1)

når det har dansk

ejer, og ejeren er bosat eller hjemmehørende i Danmark eller i en stat, hvor

den pågældende på grund af sin nationalitet ikke kan være registreret ejer af

et luftfartøj,

2)

når luftfartøjet er

ejet af EU- eller EØS-statsborgere eller EU- eller EØS-selskaber m.v.

(juridiske

personer), i det omfang disse er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs

regler,

eller

3)

når luftfartøjet er

ejet af en person, der har fast bopæl i Danmark, og luftfartøjet benyttes med

udgangssted i Danmark.

Stk. 2.

Som dansk

ejer anses

1)

den danske stat og

institutioner, som styres af staten,

2)

danske kommuner,

3)

danske statsborgere,

4)

stiftelser med sæde i

Danmark, hvis ledelse udelukkende består af danske statsborgere eller

personer,

der er omfattet af stk. 1, nr. 2-3,

5)

foreninger og

lignende sammenslutninger med sæde i Danmark, hvor mindst halvdelen af

medlemmerne

er danske statsborgere eller personer, der er omfattet af stk. 1, nr.

2-3,

6)

aktieselskaber og

andre selskaber med begrænset ansvar, når det overvejende antal deltagere er

danske statsborgere eller personer, der er omfattet af stk. 1, nr. 2-3,

og

selskabet er undergivet disse deltageres fulde kontrol, og

7)

aktieselskaber, som

udelukkende har dansk bestyrelse og direktion med sæde i Danmark.

Stk. 3.

Transport-

og energiministeren kan i særlige tilfælde tillade, at et luftfartøj, der

overvejende benyttes med udgangssted i Danmark, registreres, selv om

betingelserne

i stk. 1 ikke er opfyldt.

§ 8.

Luftfartøj, som er registreret i en fremmed stat, må ikke registreres her i

landet, medmindre det slettes af den fremmede stats register og alle

indehavere

af i fartøjet registrerede rettigheder, som efter overenskomst med fremmed

stat

skal anerkendes her i landet, samtykker i overførelsen, eller rettighederne

er

faldet bort ved en stedfunden retsforfølgning.

§ 9.

Et

luftfartøj kan kun registreres, når det har luftdygtighedsbevis, som er

udstedt

eller godkendt af luftfartsvæsenet, og når det opfylder de krav, som måtte

blive fastsat af transport- og energiministeren med henblik på at afbøde

støjgener eller andre gener og ulemper for personer uden for luftfartøjet.

§ 10.

Registrering sker på grundlag af skriftlig begæring fra ejeren.

Stk. 2.

Begæringen

skal indeholde de fornødne oplysninger om, at anmelderen er ejer, om hans

erhvervelse af luftfartøjet samt oplysninger om fartøjet selv, herunder når,

hvor og af hvem det er bygget.

Stk. 3.

Begæringen

skal være ledsaget af bevis for, at betingelserne efter §§ 7-9 er

opfyldt.

§ 11.

Såfremt registreringsmyndigheden kan tage begæringen til følge, skal

luftfartøjet registreres og tildeles registreringsmærke.

Stk. 2.

I registret

skal indføres:

a)

luftfartøjets

nationalitets- og registreringsmærker,

b)

nødvendige

oplysninger til identificering af luftfartøjet,

c)

oplysninger om

ejeren og hans erhvervelse af luftfartøjet,

d)

bemærkning om

luftfartøjets luftdygtighedsbevis,

e)

registreringsdatoen,

f)

andre oplysninger

efter bestemmelse af transport- og energiministeren.

§ 12.

Såfremt der efter registreringen sker ændring i ejendomsforholdet med hensyn

til luftfartøjet, eller luftfartøjet undergår sådan forandring, at det har

betydning for dets identificering, skal ejeren uopholdeligt anmelde det til

registreringsmyndigheden. Det samme gælder, når ejeren ikke længere opfylder

vilkårene efter § 7. Overdrages luftfartøjet ved aftale helt eller

delvis

til ny ejer, påhviler anmeldelsespligten også overdrageren. I tilfælde af et

luftfartøjs salg ved tvangsauktion eller overtagelse ved umiddelbar

fogedforretning skal fogden eller - ved konkurs, ved offentligt skifte og ved

bobestyrerbehandlede dødsboer, der omfatter luftfartøjet - henholdsvis

kurator,

skifteretten og bobestyreren sende meddelelse herom til

registreringsmyndigheden.

Stk. 2.

Registreringsmyndigheden skal under fornøden iagttagelse af bestemmelserne i

§§ 10-11 føre anmeldelsen ind i registret eller - i de i §§ 13-14

omhandlede tilfælde - slette luftfartøjet af registret eller gøre anmærkning

på

dets blad.

§ 13.

Et

luftfartøj skal slettes af registret, dersom:

a)

det begæres af den i

registret opførte ejer,

b)

de i § 7 anførte

betingelser ikke længere er opfyldt, og transport- og energiministeren ikke

giver tilladelse til, at luftfartøjet desuagtet kan blive stående i

registret,

c)

luftfartøjet er

ophugget eller totalt havareret,

d)

luftfartøjet er

forsvundet. Et luftfartøj anses som forsvundet, når der er gået tre måneder

efter,

at sidste flyvning blev påbegyndt, og der ikke foreligger oplysninger om, at

det fremdeles er i behold.

Stk. 2.

Når der er

indtrådt et forhold som nævnt foran, skal ejeren uopholdeligt anmelde det til

registreringsmyndigheden,

hvis dette ikke allerede er gjort efter § 12.

Stk. 3.

Har

luftfartøjet i tre år ikke haft gyldigt luftdygtighedsbevis, kan det slettes

i

registret, såfremt ejeren ikke inden en af registreringsmyndigheden fastsat

frist tilvejebringer sådant bevis.

§ 14.

Hvis der på et luftfartøj hviler en registreret rettighed, må det ikke

udslettes af nationalitetsregistret, medmindre rettighedshaveren meddeler sit

samtykke hertil, men der gøres anmærkning i registret om det forhold, som

skulle have medført slettelse. Sådan anmærkning berører ikke rettigheden, men

har ellers samme virkning som slettelse.

Stk. 2.

Hvis et

luftfartøj slettes af nationalitetsregistret, eller der i registret gøres

sådan

anmærkning, som omhandles i stk. 1, skal meddelelse herom gives føreren

af

rettighedsregistret.

§ 15.

Er

et her i landet registreret luftfartøj på ubestemt tid eller for et tidsrum

af

mindst 14 dage overladt til en lejetager eller en anden, der bruger det for

egen regning, kan hver part i aftalen gøre anmeldelse herom til

registreringsmyndigheden, som i så fald skal gøre anmærkning i registret om

brugeren og hans ret.

§ 16.

Såfremt et luftfartøj i udlandet er bygget for dansk regning eller overgået i

dansk eje og de i §§ 7-8 for registrering angivne vilkår er opfyldt, kan

fartøjet på de vilkår, som fastsættes af transport- og energiministeren,

indføres midlertidigt i en særlig afdeling af luftfartøjsregistret.

Stk. 2.

Ministeren

kan endvidere tillade, at andre luftfartøjer, som opfylder betingelserne i

§§ 7 og 8, og som har en flyvetilladelse udstedt af luftfartsvæsenet,

indføres i en særlig afdeling af luftfartøjsregistret.

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 1 om dansk tilknytning gælder ikke i det omfang,

andet

følger af EF-forordninger.

Nationalitet

§ 17.

Når luftfartøjet er registreret, har det dansk nationalitet.

Stk. 2.

Registreringsmyndigheden udsteder nationalitets- og registreringsbevis for

luftfartøjet.

§ 18.

Når et luftfartøj er slettet i registret eller anmærkning gjort efter

§ 14, er fartøjets ejer eller, hvis det er gået over i udenlandsk eje,

den

tidligere ejer pligtig til ufortøvet at indsende nationalitets- og

registreringsbeviset til luftfartsvæsenet. Er der ellers i registret indført

ændring i noget forhold, der omhandles i beviset, har ejeren pligt til

ufortøvet at indsende beviset til luftfartsvæsenet, som giver det påtegning

om

ændringen eller eventuelt erstatter det med et nyt.

§ 19.

Når luftfartøjet er indført i den i § 16 nævnte særlige afdeling af

registret, har det dansk nationalitet, så længe indførelsen gælder.

Stk. 2.

Registreringsmyndigheden udsteder et midlertidigt nationalitets- og

registreringsbevis for luftfartøjet.

§ 20.

Dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal have dansk

nationalitets- og registreringsbevis efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2.

Udenlandsk

luftfartøj skal ved luftfart inden for dansk område have udenlandsk

nationalitets-

og registreringsbevis eller tilsvarende dokument, udfærdiget i fremmed stat,

med hvilken der er sluttet overenskomst om ret til luftfart inden for dansk

område.

Stk. 3.

Benyttes

luftfartøjet med særlig tilladelse i medfør af § 2 c), gælder, hvad

transport- og energiministeren herom fastsætter.

Mærkning

§ 21.

Et

luftfartøj, som er indført i dansk nationalitetsregister efter § 11

eller

§ 16, skal mærkes med dansk nationalitetsmærke og det tildelte

registreringsmærke. Disse mærker skal luftfartøjet føre, så længe det står i

registret.

Stk. 2.

Luftfartøj,

som benyttes med hjemmel i § 2 b), skal være mærket i overensstemmelse

med

de regler, som gælder i luftfartøjets hjemland.

Stk. 3.

Luftfartøj,

som benyttes med tilladelse efter § 2 c), skal være mærket i

overensstemmelse med forskrifter, som udfærdiges af transport- og

energiministeren.

Kapitel 3

Luftdygtighed

§ 22.

Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være luftdygtigt.

Stk. 2.

Et

luftfartøj kan ikke anses for luftdygtigt, medmindre det er således

konstrueret, bygget, udstyret og vedligeholdt og har sådanne flyveegenskaber,

at det tilfredsstiller sikkerhedens krav.

§ 23.

Besigtigelse af luftfartøjer til konstatering af deres luftdygtighed skal ske

ved luftfartsvæsenet, der endvidere fører tilsyn med, at luftfartøjer, så

længe

de benyttes til luftfart efter denne lov, er luftdygtige. Ejeren eller

brugeren

af et luftfartøj skal efter anmodning meddele Statens Luftfartsvæsen de

oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af tilsynet.

Stk. 2.

Luftfartsvæsenet kan lade besigtigelse og tilsyn foretage ved en af samme

udpeget dansk eller udenlandsk sagkyndig eller udenlandsk myndighed.

§ 24.

Når det ved besigtigelse eller på anden måde er godtgjort, at et luftfartøj

tilfredsstiller kravene til luftdygtighed, udstedes luftdygtighedsbevis af

luftfartsvæsenet. Beviset kan udstedes for bestemt tid og kan begrænses til

at

gælde luftfart af bestemt art eller inden for bestemt område. Transport- og

energiministeren kan bestemme, at der i luftdygtighedsbeviset eller i et

særligt dokument, som skal følge med dette, skal optages nærmere anvisninger

om

de forudsætninger med hensyn til brugen af luftfartøjet, som må iagttages,

for

at dette kan anses for luftdygtigt.

Stk. 2.

Beviset

skal på begæring fornys, såfremt luftfartøjet opfylder de krav til

luftdygtighed, som gælder, når fornyelsen skal finde sted. Luftfartsvæsenet

kan

overlade den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige eller myndighed

at

forny luftdygtighedsbeviset.

§ 25.

Dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal have

luftdygtighedsbevis udstedt af luftfartsvæsenet eller godkendt af dette.

Stk. 2.

Udenlandsk

fartøj skal ved luftfart inden for dansk område have enten

luftdygtighedsbevis

som i stk. 1 omhandlet eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt

bevis, som ifølge overenskomst med denne stat skal anerkendes her i riget.

Stk. 3.

Luftfartøj,

som ikke har luftdygtighedsbevis som i stk. 1 eller 2 omhandlet, kan af

luftfartsvæsenet få meddelt særlig tilladelse til luftfart. Sådan tilladelse

kan når som helst tilbagekaldes.

§ 26.

Hvis ikke andet bestemmes af transport- og energiministeren, bliver dansk

luftdygtighedsbevis ugyldigt i følgende tilfælde:

a)

når luftfartøjet

ikke har været underkastet foreskreven besigtigelse,

b)

når der er foretaget

sådan forandring ved luftfartøjet eller dets udstyr, at det kan have

betydning

for luftdygtigheden,

c)

når luftfartøjet

eller dets udstyr har lidt skade, som åbenbart har betydning for

luftdygtigheden

og

d)

når luftfartøjet ikke

er forsikret i overensstemmelse med de gældende regler.

Stk. 2.

Når der i

øvrigt er indtrådt et forhold, som efter ministerens skøn kan have betydning

for luftdygtigheden, kan han erklære luftdygtighedsbeviset for ugyldigt.

Stk. 3.

Ugyldigheden vedvarer i det under c) nævnte tilfælde, indtil skaden er

afhjulpet under iagttagelse af bestemmelser, som fastsættes af ministeren. I

det under d) nævnte tilfælde vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet igen

er

behørigt forsikret. I øvrigt vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet er

erklæret for luftdygtigt.

Stk. 4.

Når et

bevis er blevet ugyldigt, kan luftfartsvæsenet kræve det indleveret.

§ 27.

Hvad der i §§ 24 og 26 er bestemt om dansk luftdygtighedsbevis, finder

tilsvarende anvendelse på godkendelse af udenlandsk luftdygtighedsbevis samt

på

fornyelse og ugyldighed af sådan godkendelse.

§ 28.

Ejeren eller brugeren af et luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne

lov, er ansvarlig for, at fartøjet er luftdygtigt, og for, at der for dette

foreligger gyldigt luftdygtighedsbevis.

§ 29.

Luftfartsvæsenet samt den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige

eller

myndighed har adgang til ethvert luftfartøj, som benyttes til luftfart efter

denne lov, og har ret til at foretage enhver undersøgelse af luftfartøjet og

dets udstyr, som findes nødvendig for at kunne udføre besigtigelse og tilsyn.

Luftfartsvæsenet samt den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige

eller

myndighed kan herunder hos ejeren eller brugeren og besætningen kræve den

medvirken, som findes fornøden. Luftfartøjet kan således kræves klargjort til

besigtigelse, ligesom prøveflyvning og andre nødvendige prøver kan kræves

udført.

§ 30.

For at prøve et luftfartøjs egenskaber, eller når der i øvrigt foreligger

særlige grunde, kan luftfartsvæsenet efter nærmere af transport- og

energiministeren derom fastsatte regler gøre undtagelse fra bestemmelserne i

dette kapitel og de i tilslutning dertil givne forskrifter.

§ 31.

Transport- og energiministeren kan bestemme, at bygning af luftfartøjer og

fremstilling af tilbehør og reservedele samt nærmere angivne

vedligeholdelses-,

reparations- og ændringsarbejder på luftfartøjer, tilbehør og reservedele kun

må udføres af personer med særlig godkendelse eller af en virksomhed, hvis

tekniske organisation er godkendt. Ministeren kan endvidere bestemme, at

sådanne

arbejder, hvis de udføres af en virksomhed, skal attesteres af en person, der

er godkendt hertil.

Kapitel 4

Luftfartøjets bemanding

§ 32.

Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være bemandet på

betryggende måde.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren giver nærmere forskrifter om bemandingen.

Stk. 3.

Luftfartøjets ejer eller bruger er ansvarlig for, at fartøjet er behørigt

bemandet.

Stk. 4.

Luftfartøjets ejer eller bruger skal efter anmodning fra luftfartsvæsenet

oplyse, hvilke personer der på et givet tidspunkt har været fører af et

luftfartøj.

§ 33.

Luftfartsvæsenet fører tilsyn med, at bestemmelserne om bemanding bliver

overholdt. Det kan lade tilsynet foretage ved dansk eller udenlandsk

sagkyndig

eller ved udenlandsk myndighed.

§ 34.

Transport- og energiministeren fastsætter de betingelser, som med hensyn til

statsborgerforhold, alder, fysisk og psykisk egnethed, ædruelighed,

uddannelse

og øvelse m.v. kan kræves opfyldt for at gøre tjeneste på et luftfartøj.

§ 35.

Certifikat til at gøre tjeneste på luftfartøj som fører eller i anden

stilling,

som transport- og energiministeren bestemmer, udstedes af luftfartsvæsenet

til

den, der opfylder de for vedkommende tjeneste fastsatte krav.

Stk. 2.

Certifikatet

kan begrænses til at gælde luftfart med bestemte arter af luftfartøjer,

luftfart af bestemt art eller luftfart inden for bestemt område.

Stk. 3.

Når

ansøgeren opfylder de betingelser, der er gældende for udstedelse af

certifikatet, udstedes dette uden angivelse af udløbsdato eller for bestemt

tid.

Stk. 4.

Certifikatet kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, som begrunder

en nærliggende fare for misbrug af certifikatet, jfr. straffelovens

§ 78.

§ 36.

Den, der gør tjeneste på et luftfartøj i stilling som omhandlet i § 35,

skal have certifikat, udstedt af luftfartsvæsenet eller godkendt af dette,

eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt certifikat, som ifølge

overenskomst med denne skal anerkendes her i riget.

Stk. 2.

Den, som

gør tjeneste på et dansk luftfartøj i international luftfart, skal have

certifikat, som er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet.

Stk. 3.

Luftfartsvæsenet er berettiget til, for så vidt angår flyvning over dansk

område, at nægte at anerkende certifikat, som er udstedt til en dansk

statsborger af en anden stat.

Stk. 4.

Der kan af

luftfartsvæsenet uden hensyn til, hvad der er bestemt i stk. 1, meddeles

særlig tilladelse til at gøre tjeneste på et luftfartøj. Sådan tilladelse kan

når som helst tilbagekaldes.

§ 37.

Luftfartsvæsenet kan inddrage dansk certifikat for bestemt tid, indtil videre

eller for resten af gyldighedstiden, når indehaveren ikke opfylder vilkårene

for at udføre den tjeneste, certifikatet gælder.

Stk. 2.

Når

luftfartsvæsenet finder grund til at antage, at der foreligger et forhold,

som

kan begrunde inddragelse efter stk. 1, kan det sætte certifikatet ud af

kraft, indtil spørgsmålet om inddragelse er afgjort.

Stk. 3.

Når et

certifikat er inddraget eller sat ud af kraft efter bestemmelserne i denne

paragraf, skal det indleveres til luftfartsvæsenet.

§ 38.

Hvad der i §§ 35 og 37 er bestemt om dansk certifikat, finder

tilsvarende

anvendelse på godkendelse af udenlandsk certifikat samt på fornyelse og

tilbagekaldelse af sådan godkendelse.

§ 39.

Den, som har certifikat, der er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet,

skal snarest muligt underrette dette om forhold, som kan have betydning for

spørgsmålet om, hvorvidt han fremdeles opfylder vilkårene for tjenesten. Han

er

pligtig til at underkaste sig de undersøgelser og prøver, som

luftfartsvæsenet

finder påkrævet.

§ 40.

Luftfartsvæsenet kan tillade, at et luftfartøj benyttes til luftfart i

øvelsesøjemed, eller når der i øvrigt foreligger særlige grunde, selv om

fartøjet ikke er bemandet i overensstemmelse med reglerne i § 32.

Kapitel 4 A

Arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj

§ 40 a.

Reglerne i dette kapitel omfatter arbejde for en arbejdsgiver udført af

besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj.

Stk. 2.

Reglerne

har til formål at skabe grundlag for et sikkert og sundt arbejdsmiljø i det

omfang, dette formål ikke er varetaget ved andre regler fastsat i henhold til

denne lov.

Stk. 3.

Reglerne

tilstræber at skabe grundlag for, at virksomhederne og besætningsmedlemmerne

selv i samarbejde kan løse de arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

§ 40 b.

En arbejdsgiver skal sørge for, at de arbejdsmiljømæssige forhold under

tjeneste på luftfartøj er fuldt forsvarlige, og for, at der føres effektivt

tilsyn med, at arbejdet udføres på forsvarlig måde.

§ 40 c.

I virksomheder med 1-4 ansatte, der gør tjeneste som besætningsmedlemmer på

luftfartøj, skal virksomhedens arbejde for arbejdsmiljø under denne tjeneste

udføres ved personlig kontakt mellem arbejdsgiveren og de ansatte

besætningsmedlemmer.

§ 40 d.

I virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som

besætningsmedlemmer på luftfartøj, skal de ansatte vælge en

sikkerhedsrepræsentant fra henholdsvis flyvebesætningsmedlemmerne og

kabinebesætningsmedlemmerne for hver luftfartøjstype eller andet

hensigtsmæssigt

afgrænset arbejdsområde til at repræsentere sig i spørgsmål om de ansattes

arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj.

Stk. 2.

Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved sikkerhedsrepræsentantens hverv og

godtgør sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt.

Stk. 3.

Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten lejlighed til at erhverve

sig

den fornødne viden om eller uddannelse i sikkerhedsmæssige spørgsmål.

Stk. 4.

Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten en efter forholdene rimelig

tid til rådighed til at varetage sin pligt i sikkerhedsarbejdet.

Stk. 5.

Sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse

af

sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller

tilsvarende faglige område.

Stk. 6.

Uoverensstemmelser

om beskyttelsen efter stk. 2 og 5, herunder spørgsmål om, hvilke regler

der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne, afgøres

ved

fagretlig behandling, jfr. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om

arbejdsretten.

§ 40 e.

I virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som

besætningsmedlemmer på luftfartøj, oprettes et sikkerhedsudvalg.

Stk. 2.

Sikkerhedsudvalget udgøres af højst 4 sikkerhedsrepræsentanter og et

tilsvarende antal repræsentanter for arbejdsgiveren. Det enkelte

sikkerhedsudvalg kan aftale anden sammensætning.

Stk. 3.

Sikkerhedsudvalget skal inden for virksomheden være rådgivende med hensyn til

planlægning og gennemførelse af foranstaltninger af betydning for

arbejdsmiljøet for tjeneste på luftfartøjer.

Stk. 4.

Sikkerhedsudvalget skal mødes mindst 1 gang årligt. Møde skal afholdes på

begæring af ethvert af medlemmerne, dog højst hver anden måned. Møde skal dog

altid afholdes, hvis et flertal af medlemmerne fremsætter begæring herom.

§ 40 f.

Luftfartsvæsenet skal ved besøg i virksomheden træde i forbindelse med

vedkommende sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter for

sikkerhedsudvalget.

Disse har fri adgang til at forelægge spørgsmål af arbejdsmiljømæssig art for

luftfartsvæsenet.

§ 40 g.

Transport- og energiministeren fastsætter nærmere regler vedrørende

arbejdsmiljømæssige forhold, herunder om bedriftssundhedstjeneste.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren fastsætter endvidere regler om valg af

sikkerhedsrepræsentanter,

om deres rettigheder og pligter, om oprettelse af sikkerhedsudvalg, om disses

opgaver, om uddannelse af udvalgets medlemmer samt om den daglige ledelse af

sikkerhedsarbejdet.

Stk. 3.

Staten yder

tilskud til etablering af bedriftssundhedstjenester, der opfylder de regler,

som er fastsat i medfør af stk. 1. Transport- og energiministeren

fastsætter efter forhandling med finansministeren de nærmere regler om

tilskuddet.

Stk. 4.

Kommuner

kan yde tilskud til bedriftssundhedstjenester, der opfylder de regler, som er

fastsat i medfør af stk. 1. Transport- og energiministeren fastsætter

efter forhandling med indenrigsministeren de nærmere regler for kommuners

adgang til at yde tilskud.

§ 40 h.

Transport- og energiministeren nedsætter et arbejdsmiljøråd for luftfart.

Stk. 2.

Rådet kan

stille forslag om, kan medvirke ved udarbejdelse af og skal udtale sig om

forslag til nye eller ændrede regler vedrørende arbejdsmiljø. Rådet kan på

eget

initiativ tage spørgsmål op, som har betydning for arbejdsmiljøet for de

flyvende besætninger. Rådet kan herudover behandle de enkelte sager, som af

transport- og energiministeren eller af luftfartsvæsenet forelægges for

rådet.

Stk. 3.

Luftfartsvæsenet kan i fornødent omfang yde rådet konsulentbistand.

§ 40 i.

Arbejdsmiljørådet for luftfart består af en uvildig formand, 4 repræsentanter

for de ansatte besætningsmedlemmer og 4 repræsentanter for arbejdsgiverne.

Transport- og energiministeren beskikker rådets formand, øvrige medlemmer og

stedfortrædere for disse for 3 år ad gangen. Repræsentanterne for de ansatte

besætningsmedlemmer og arbejdsgiverne skal beskikkes efter indstilling fra de

berørte organisationer og virksomheder blandt personer, som har praktisk

kendskab til tjeneste på luftfartøj.

Stk. 2.

Arbejdstilsynet og luftfartsvæsenet deltager i rådets arbejde og møder med

hver

en repræsentant uden stemmeret.

Stk. 3.

Transport-

og energiministeren fastsætter i fornødent omfang nærmere regler for rådets

virke og finansiering.

Kapitel 5

Luftfartøjschefen og tjenesten om bord

§ 41.

På

dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal der være en

luftfartøjschef.

Stk. 2.

Luftfartøjschefen har højeste myndighed om bord.

§ 42.

Luftfartøjschefen skal påse, at luftfartøjet er luftdygtigt og behørigt

udrustet, bemandet og lastet, samt at flyvningen i øvrigt forberedes og

gennemføres i overensstemmelse med gældende bestemmelser.

§ 43.

Luftfartøjschefen har opsyn med luftfartøj, besætning, passagerer og gods.

Stk. 2.

Når han

finder det nødvendigt, kan han midlertidigt anvise besætningsmedlemmerne

anden

tjeneste end den, de er ansat til at udføre.

Stk. 3.

Passagererne er pligtige til at følge de anvisninger, der gives af

luftfartøjschefen for opretholdelse af orden om bord.

Stk. 4.

Han kan,

når omstændighederne kræver det, nægte at tage om bord og har ret til at

afsætte

besætningsmedlemmer, passagerer eller gods.

§ 44.

Når det er nødvendigt af hensyn til luftfartøjets sikkerhed eller for at

beskytte personer eller gods om bord eller for at opretholde orden og

lydighed

om bord, kan luftfartøjschefen iværksætte forholdsregler, herunder anvende

magt, i det omfang det efter omstændighederne kan anses for forsvarligt.

Stk. 2.

Besætningsmedlemmerne skal uden opfordring yde luftfartøjschefen hjælp. Efter

opfordring fra luftfartøjschefen kan også passagererne yde hjælp.

Stk. 3.

Når det er

påtrængende nødvendigt af hensyn til luftfartøjets sikkerhed eller for at

beskytte personer eller gods om bord, kan besætningsmedlemmer og passagerer

uden opfordring fra luftfartøjschefen iværksætte forebyggende forholdsregler,

herunder anvende magt, i det omfang det efter omstændighederne kan anses for

forsvarligt.

§ 45.

Hvis der om bord på et luftfartøj bliver begået en grovere lovovertrædelse,

skal luftfartøjschefen til oplysning af sagen så vidt muligt træffe de

foranstaltninger, som er nødvendige, og som ikke uden skade kan udsættes.

Stk. 2.

Luftfartøjschefen skal så vidt muligt sørge for, at den skyldige ikke

undviger,

og kan om fornødent tage ham i forvaring. Medmindre den skyldige samtykker i

at

fortsætte rejsen under forvaring, må forvaringen kun vedvare, indtil han kan

overleveres til politiet i Danmark eller til vedkommende myndighed uden for

riget.

Stk. 3.

Genstande,

som må antages at have betydning som bevismidler, kan tages i forvaring af

luftfartøjschefen. Luftfartøjschefen skal give politiet eller den i

stk. 2

nævnte myndighed de fornødne oplysninger om lovovertrædelsen og overgive de

bevismidler, som er taget i forvaring.

Stk. 4.

Bestemmelsen i § 44, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 46.

Luftfartøjschefen skal påse, at foreskrevne luftfartøjsdokumenter er om bord,

samt at disse bliver forskriftsmæssigt ført.

§ 47.

Såfremt luftfartøjet kommer i nød, skal luftfartøjschefen gøre alt, hvad der

står i hans magt, for at sikre luftfartøjet, de ombordværende og godset.

Bliver

det nødvendigt at forlade luftfartøjet, skal han så vidt muligt sørge for at

bringe luftfartøjsdokumenterne i sikkerhed.

§ 48.

(Ophævet).

§ 49.

Den, som gør tjeneste på et luftfartøj, skal lyde sine foresattes ordrer i

tjenesten, vise omsorg for luftfartøj samt for ombordværende og gods og i

øvrigt samvittighedsfuldt udføre sine tjenestepligter.

§ 50.

Ingen må gøre eller forsøge at gøre tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i

§ 35 omhandlede stillinger, når den pågældende har nydt spiritus i et

sådant omfang, at denne er ude af stand til at gøre tjeneste på fuldt

betryggende måde, eller såfremt den pågældende har en alkoholkoncentration i

blodet på 0,20 promille eller derover.

Stk. 2.

Ej heller

må nogen gøre eller forsøge at gøre tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i

§ 35 omhandlede stillinger, når han på grund af sygdom, svækkelse,

overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende

midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han er

ude af stand til at gøre tjeneste på et luftfartøj på fuldt betryggende måde.

Stk. 3.

Det er

forbudt at lade nogen gøre tjeneste på et luftfartøj, når den pågældende er

påvirket som nævnt i stk. 1 eller befinder sig i en tilstand som nævnt i

stk. 2.

Stk. 4.

At en

person i en tilstand som angivet i stk. 1 og 2 gør eller forsøger at

gøre

tjeneste på et luftfartøj, hvormed i erhvervsmæssigt øjemed befordres

personer,

betragtes ved udmåling af straf som en skærpende omstændighed.

Stk. 5.

Har en

arbejdsgiver eller anden foresat medansvar for, at en person gør eller

forsøger

at gøre tjeneste på et luftfartøj i en sådan tilstand som angivet i

stk. 1

og 2, straffes tillige arbejdsgiveren eller den foresatte.

Stk. 6.

Når en

person, der på et offentligt beværtningssted har nydt spiritus, og om hvem

værten eller hans medhjælper ved eller har føje til at antage, at han skal

gøre

tjeneste på et luftfartøj, på grund af spiritusnydelsen er eller vil blive

påvirket som nævnt i stk. 1, skal værten eller medhjælperen gøre sit,

eventuelt ved tilkaldelse af politiet, til at hindre, at han i denne tilstand

gør eller forsøger at gøre sådan tjeneste.

Stk. 7.

Politiet

kan med henblik på at konstatere en eventuel overtrædelse af stk. 1 til

enhver tid forlange, at en person, der er omfattet af stk. 1, foretager

udåndingsprøve.

Stk. 8.

Politiet

kan fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er

grund

til at antage, at han har overtrådt bestemmelserne i stk. 1 eller 2,

eller

han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve. Når

særlige omstændigheder taler derfor, kan politiet tillige fremstille den

pågældende til undersøgelse af en læge.

Stk. 9.

Transport-

og energiministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren

bestemmelser

om de i stk. 7 og 8 nævnte prøver og undersøgelser.

§ 51.

Transport- og energiministeren bestemmer, i hvilken udstrækning reglerne i

dette kapitel finder anvendelse på udenlandsk luftfartøj inden for dansk

område.

Kapitel 6

Flyvepladser og andre luftfartsanlæg

Almindelige bestemmelser

§ 52.

Flyvepladser og andre anlæg i luftfartens tjeneste skal tilfredsstille de

krav,

transport- og energiministeren fastsætter.

Stk. 2.

Ministeren

giver forskrifter om drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg og om tilsyn.

§ 53.

Transport- og energiministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren

etablere luftveje og andre områder, inden for hvilke luftfarten skal være

underkastet særlig regulering.

§ 54.

Til betryggelse og lettelse for luftfarten anordnes en flyvesikringstjeneste.

Transport- og energiministeren fastsætter de fornødne forskrifter for denne

og

bestemmer, i hvilken udstrækning den kan varetages af andre end statsorganer.

Tilladelse

§ 55.

Til at indrette og drive en flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står

åben

for offentligheden, udkræves, foruden godkendelse efter § 60, særlig

tilladelse af transport- og energiministeren, jf. dog stk. 2. Tilladelse

udkræves ligeledes til ændring af en sådan flyveplads.

Stk. 2.

Til at

indrette og drive en flyveplads i Grønland, hvis benyttelse til flyvning står

åben for offentligheden, kræves, foruden godkendelse efter § 60,

tilladelse af Grønlands Landsstyre. Tilladelse kræves ligeledes til ændring

af

en sådan flyveplads.

Stk. 3.

Transport-

og energiministeren kan foreskrive, at en flyveplads omfattet af stk. 1

under hensyn til dens karakter, trafikkens omfang og varighed eller andre

særlige omstændigheder kan indrettes og drives uden tilladelse. Grønlands

Landsstyre kan foreskrive, at en flyveplads omfattet af stk. 2 under

hensyn til dens karakter, trafikkens omfang og varighed eller andre særlige

omstændigheder kan indrettes og drives uden tilladelse.

§ 56.

Tilladelse må kun meddeles, såfremt det findes foreneligt med almene hensyn.

§ 57.

Tilladelse skal gives på bestemt tid og gøres afhængig af de vilkår, som

skønnes påkrævet.

Stk. 2.

I

tilladelser til flyvepladser, som er af vital betydning for Danmarks

nationale

og internationale trafikforbindelser, kan der herudover stilles følgende

særlige vilkår:

1)

Flyvepladsen skal

drives som et EU- eller EØS-selskab omfattet af Det Europæiske Fællesskabs

regler.

2)

Selskabets

hovedformål skal være at eje, drive og udbygge flyvepladsen. Selskabet skal

gennemføre

den udbygning af flyvepladsen, som er nødvendig for at fremme og sikre

afviklingen af lufttrafikken til og fra Danmark. Selskabet kan etablere,

erhverve og drive virksomhed, som har en forretningsmæssig og geografisk

sammenhæng med flyvepladsens drift.

3)

Selskabet kan desuden

etablere, erhverve og drive anden flyvepladsvirksomhed samt øvrig virksomhed,

hvis det har en forretningsmæssig sammenhæng med flyvepladsvirksomhed og det

sker i datterselskaber eller andre virksomheder med begrænset hæftelse og

selskabet har det fornødne kapitalberedskab til opfyldelse af det under nr. 2

nævnte hovedformål.

4)

Selskabet må ikke

udstede garantier til de i nr. 3 nævnte virksomheder, der overstiger 20 pct.

af

selskabets egenkapital på det tidspunkt, hvor garantien stilles.

5)

Selskabet kan udøve

den i nr. 3 nævnte virksomhed gennem erhvervelse og besiddelse af ejerandele

i

virksomheder, der driver aktiviteter omfattet af nr. 3.

6)

Selskabet skal sikre,

at flyvepladsen til enhver tid opfylder Danmarks behov for nationale og

internationale, herunder interkontinentale, trafikforbindelser ved at kunne

tilbyde den nødvendige kapacitet med hensyn til afvikling af lufttrafik.

7)

Transport- og

energiministeren kan for at tilgodese væsentlige samfundsmæssige eller

overordnede

trafikale hensyn med en rimelig frist meddele selskabet et begrundet pålæg om

at gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at flyvepladsen kan opfylde den i

nr. 6 nævnte nødvendige kapacitet. Selskabet kan med en rimelig frist

pålægges

at fremsende en redegørelse for, hvordan selskabet agter at gennemføre den af

transport- og energiministeren pålagte foranstaltning. Ministeren skal i

pålægget gøre opmærksom på, at pålægget kan indbringes for domstolene.

8)

Transport- og

energiministeren skal have forudgående underretning om følgende

foranstaltninger:

a)

Ethvert forslag til

beslutning, disposition eller omlægning af driften, der indebærer en

væsentlig

risiko for, at flyvepladsen ikke vil kunne tilbyde den i nr. 6 beskrevne

nødvendige kapacitet, og

b)

ethvert forslag om

ændring af selskabets vedtægter, der indebærer en væsentlig risiko for, at

flyvepladsen ikke vil kunne tilbyde den i nr. 6 beskrevne nødvendige

kapacitet.

9)

Transport- og

energiministeren kan modsætte sig foranstaltninger efter nr. 8, hvis

ministeren

finder, at de indebærer en væsentlig risiko for, at flyvepladsen ikke til

enhver tid vil kunne tilbyde den i nr. 6 beskrevne nødvendige kapacitet,

således at væsentlige samfundsmæssige eller overordnede trafikale hensyn ikke

tilgodeses. Hvis transport- og energiministeren ønsker at modsætte sig

foranstaltningen, skal ministeren afgive en begrundet indsigelse senest 1

måned

efter, at underretningen er kommet frem. Transport- og energiministeren skal

i

indsigelsen gøre opmærksom på, at indsigelsen kan indbringes for domstolene.

Hvis transport- og energiministeren gør indsigelse, kan foranstaltningen ikke

gennemføres.

10)

Selskabet skal hvert

kvartal til transport- og energiministeren levere statistiske oplysninger for

flyvepladsens lufttrafik. Desuden skal selskabet indsende dagsordener for

generalforsamlinger med eventuelle bilag, referater fra generalforsamlinger,

årsregnskaber for selskabet samt alle fondsbørsmeddelelser og andre

tilsvarende

offentlige meddelelser og dokumenter.

11)

Andre særlige vilkår,

der varetager væsentlige samfundsmæssige eller overordnede trafikale hensyn,

for så vidt angår den i nr. 6 beskrevne nødvendige kapacitet.

§ 58.

Såfremt der under udøvelsen af den af tilladelsen omfattede virksomhed finder

væsentlig tilsidesættelse sted af de i nærværende lov eller i tilladelsen

indeholdte eller for sådan virksomhed i øvrigt gældende forskrifter, kan

tilladelsen tilbagekaldes. Må det antages, at tilladelsens indehaver ikke er

i

stand til behørigt at gennemføre anlægget eller opretholde driften, kan

tilladelsen ligeledes tilbagekaldes.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan uden varsel tilbagekalde tilladelsen, hvis selskabet

ikke opfylder et i medfør af § 57, stk. 2, nr. 6, meddelt vilkår

om,

at selskabet skal sikre Danmarks behov for nationale og internationale

trafikforbindelser ved at kunne tilbyde den nødvendige kapacitet, eller hvis

selskabet ikke efterkommer et pålæg meddelt efter § 57, stk. 2, nr.

7. Transport- og energiministeren kan ligeledes uden varsel tilbagekalde

tilladelsen, hvis selskabet ikke underretter ministeren om en foranstaltning

omfattet af § 57, stk. 2, nr. 8, eller hvis selskabet gennemfører

en

foranstaltning på trods af transport- og energiministerens indsigelse i

medfør

af § 57, stk. 2, nr. 9.

Stk. 3.

Tilbagekaldelsen skal indeholde oplysning om adgangen efter § 146 b til

at

forlange domstolsprøvelse og om fristen herfor.

§ 58 a.

Transport- og energiministeren kan helt eller delvis overtage flyvepladser,

der

er af vital betydning for Danmarks nationale og internationale

trafikforbindelser,

for at sikre, at flyvepladsen til enhver tid kan opfylde Danmarks behov for

nationale og internationale trafikforbindelser ved at kunne tilbyde den i

§ 57, stk. 2, nr. 6, beskrevne nødvendige kapacitet. Erstatningen

fastsættes efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation

vedrørende

fast ejendom.

§ 59.

Den, der vil indrette og drive en flyveplads, som ikke skal stå åben for

offentligheden, skal senest 3 måneder, forinden anlægsarbejdet påbegyndes

eller

pladsen tages i brug, indgive anmeldelse til transport- og energiministeren

med

oplysning om arten og omfanget af den forventede benyttelse af pladsen.

Ministeren underretter de øvrige berørte statslige myndigheder samt

vedkommende

kommunale myndigheder.

Stk. 2.

Ministeren

meddeler inden udløbet af den i stk. 1 nævnte 3 måneders frist de

særlige

vilkår for flyvepladsens indretning og brug, som findes påkrævede af hensyn

til

luftfartens sikkerhed. Såfremt disse hensyn nødvendiggør det, kan ministeren

forbyde indretning og drift af pladsen.

Stk. 3.

Samme

regler som i stk. 1 og 2 finder anvendelse ved ændringer af

flyvepladser,

der ikke står åbne for offentligheden.

Stk. 4.

Ministeren

fastsætter nærmere bestemmelser om indgivelsen af de i stk. 1 nævnte

anmeldelser.

Godkendelse

§ 60.

Flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, skal

være godkendt af transport- og energiministeren. Også ændring af sådanne

flyvepladser kræver godkendelse. Ministeren fastsætter, i hvilket omfang der

kræves godkendelse af andre flyvepladser og andre anlæg.

Stk. 2.

Til

ministerens godkendelse knyttes de betingelser, som findes påkrævet.

Stk. 3.

Når

anlægget ikke opfylder de krav, som til enhver tid gælder for godkendelse af

sådanne anlæg, eller de opstillede betingelser bliver væsentligt tilsidesat,

kan ministeren tilbagekalde godkendelsen.

Stk. 4.

Er der

indtrådt noget forhold, som kan medføre, at anlægget ikke længere

tilfredsstiller kravene, og er forholdet af en sådan art, at der kan være en

flyvesikkerhedsmæssig risiko forbundet med at anvende anlægget, er

indehaveren

pligtig til, i den udstrækning det er nødvendigt, at sætte dette helt eller

delvis ud af drift, medmindre luftfartsvæsenet tillader, at anlægget fortsat

bruges.

Ekspropriation og luftfartshindringer

§ 61.

Ekspropriation kan ske til anlæg af flyvepladser, til etablering af andre

luftfartsanlæg, til sikring af lufttrafikken, til udvidelse og ændring af

bestående anlæg, til sikring af sådanne anlægs fortsatte beståen, til

nødvendige supplerende foranstaltninger samt med henblik på udnyttelse,

betjening,

sikring, synlighed og drift på hensigtsmæssig måde af nævnte anlæg, herunder

til etablering af fornødne adgangsveje, oplagspladser, garager, værksteder,

hangarer, tjenesteboliger, administrationsbygninger og sikringsanlæg, og til

gennemførelse af beslutninger, der er truffet efter § 67.

Stk. 2.

Ekspropriation til ikke-statslige anlæg kræver tilladelse fra transport- og

energiministeren.

Stk. 3.

Ekspropriation skal foretages efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 62.

Indflyvningen til flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for

offentligheden, skal være sikret overensstemmende med de nedenfor fastsatte

regler, der dog under særlige omstændigheder kan fraviges af transport- og

energiministeren.

§ 63.

Hvis ikke særlig undtagelse er gjort i henhold til § 62, skal der for de

deri omhandlede flyvepladser foreligge en af transport- og energiministeren

godkendt plan, der viser, hvorledes indflyvningen skal sikres.

Stk. 2.

Planen skal

angive det område uden for landingsarealet, inden for hvilket det skønnes

nødvendigt

at fastsætte højdebegrænsninger med hensyn til bebyggelse, beplantning,

master,

ledninger og andre luftfartshindringer. I sø- og isflyvehavne kan planen også

omfatte selve havneområdet.

Stk. 3.

Inden for

området fastlægges på de enkelte arealer de højdebegrænsninger, som kræves

for

luftfartøjernes sikre start og landing ved ud- og indflyvning over det

pågældende areal.

Stk. 4.

Der kan ved

planen fastlægges særlige sektorer for ud- og indflyvning, henholdsvis i godt

vejr og i usigtbart vejr. Planens varighed kan begrænses til et bestemt

tidsrum.

§ 64.

For de arealers vedkommende, hvor luftfartshindringer i henhold til planen

højst må være indtil

25 m

over terræn, skal indflyvningen sikres ved pålæg af servitut mod etablering

af

luftfartshindringer, der overskrider de på planen angivne højder.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan meddele dispensation fra en servitut, der er pålagt

efter stk. 1. Dispensationen kan gives på vilkår, herunder om hel eller

delvis tilbagebetaling af den betalte erstatning.

§ 65.

For så vidt angår et areal, på hvilket luftfartshindringer ifølge planen må

være

25 m

over terræn

eller mere, skal ethvert projekt, der vil medføre luftfartshindringer over

den

nævnte grænse, forelægges for luftfartsvæsenet. Pligten hertil skal

respekteres

af alle indehavere af rettigheder over det pågældende areal, uanset hvornår

retten er stiftet. Pligten tinglyses på ejendommen efter anmodning fra

luftfartsvæsenet, der sender en genpart af anmodningen til ejeren.

Stk. 2.

Såfremt

projektet ikke strider imod den af transport- og energiministeren godkendte

indflyvningsplan,

udsteder luftfartsvæsenet attest herom.

Stk. 3.

Strider

projektets gennemførelse imod planen, vil sagen af luftfartsvæsenet være at

forelægge

for transport- og energiministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt

gennemførelsen

kan tillades under hensyn til de i enkelttilfældet foreliggende forhold.

Stk. 4.

Findes der

på de i nærværende paragraf omhandlede arealer ved planens godkendelse

luftfartshindringer,

der overskrider de på planen angivne højder, afgør ministeren, hvorvidt

hindringen skal kræves fjernet eller afmærket. Gennemførelsen af de

foranstaltninger, som er fundet påkrævet, sker om fornødent ved

ekspropriation

i overensstemmelse med reglerne i § 61.

§ 66.

Det påhviler indehaveren af vedkommende flyveplads at overvåge, at de de

enkelte ejendomme pålagte højdebegrænsninger overholdes, og til

luftfartsvæsenet om fornødent at indberette eventuelle overtrædelser.

§ 67.

Hindringer, som ligger uden for de for flyvepladser godkendte planers område,

men som ved deres højde skønnes at frembyde fare for lufttrafikkens

sikkerhed,

kan af transport- og energiministeren efter forhandling med

forsvarsministeren

forlanges fjernet eller afmærket af luftfartsvæsenet.

Stk. 2.

Udgiften -

herunder eventuel erstatning til ejeren eller brugeren - afholdes af

statskassen.

§ 67 a.

Projekter til anlæg, der uden for de for flyvepladser godkendte planers

område

agtes opført i en højde af

100 m

eller mere over terræn, skal anmeldes til luftfartsvæsenet. Opførelsen af

anlægget

må ikke påbegyndes, før der af luftfartsvæsenet er udstedt attest om, at

hindringen ikke skønnes at ville frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed.

Stk. 2.

Såfremt

anlægget skønnes at ville frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed, skal

sagen af luftfartsvæsenet forelægges for transport- og energiministeren, der

træffer afgørelse om, hvorvidt attesten kan udstedes. Attesten kan betinges

af,

at hindringen afmærkes eller dens højde nedsættes, og at udgiften herved

afholdes af ejeren eller brugeren.

§ 68.

Transport- og energiministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren

forbyde anbringelsen og benyttelsen af, eventuelt kræve ændret eller fjernet,

mærker, lys- eller lydanlæg, anlæg, der udsender radiobølger, eller andre

indretninger,

for så vidt de udsætter luftfartens sikkerhed for fare.

Stk. 2.

Hvorvidt og

da i hvilket omfang erstatning skal udredes i anledning af de i medfør af

stk. 1 trufne foranstaltninger, afgøres efter dansk rets almindelige

regler.

Øvrige bestemmelser

§ 69.

Transport- og energiministeren giver forskrifter om, hvilke flyvepladser

luftfartøjer kan bruge ved afgang eller landing.

§ 70.

Transport- og energiministeren kan udfærdige forskrifter om adgang til og

færdsel på flyvepladser og om luftfartøjers ophold på disse samt efter

forhandling med erhvervsministeren om fornødent udstede forbud mod sejlads og

ophold i farvande, der midlertidigt eller permanent benyttes som flyveplads.

Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der kun til

personer,

der er godkendt af politiet, kan udstedes en generel adgangshjemmel til

lufthavnens afspærrede område.

§ 70 a.

Transport- og energiministeren fastsætter efter forhandling med

justitsministeren bestemmelser for flyvepladsers og luftfartsselskabers

udarbejdelse

af sikkerhedsplaner og gennemførelse af foranstaltninger til forebyggelse af

forbrydelser mod luftfartens sikkerhed. Det kan i den forbindelse pålægges

flyvepladser og luftfartsselskaber at foretage eftersyn som nævnt i § 70

b, stk. 1-3.

Stk. 2.

Transport- og energiministeren

kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om forebyggelse

af

forbrydelser mod luftfartens sikkerhed for andre anlæg i luftfartens tjeneste

end flyvepladser. Ministeren kan herunder pålægge den, der driver anlægget,

at

lade det indhegne og at udføre adgangskontrol, overvågning og patruljering.

Stk. 3.

Ministeren kan

fastsætte bestemmelser for modtagelse, kontrol, opbevaring, transport og

lastning af gods og forsyninger, som af fragtagenter, kurerselskaber,

cateringsleverandører

eller andre indleveres til luftfartsselskaber med henblik på hel eller delvis

transport med luftfartøj.

Stk. 4.

Ministeren kan

fastsætte bestemmelser om sikkerhedsgodkendelse af fragtagenter,

kurerselskaber, cateringleverandører eller andre, der foretager de i

stk. 3 nævnte leverancer til luftfartsselskaber. En

sikkerhedsgodkendelse

kan tilbagekaldes i tilfælde af tilsidesættelse af bestemmelserne i dette

kapitel eller forskrifter udarbejdet i medfør heraf, eller hvis de for

sikkerhedsgodkendelsen

fastsatte vilkår eller procedurer tilsidesættes.

Stk. 5.

Politiet

kan, når det findes sikkerhedsmæssigt påkrævet, bestemme, at de i

stk. 1-3

nævnte sikkerhedsforanstaltninger midlertidigt skal intensiveres og suppleres

med yderligere foranstaltninger.

Stk. 6.

Statens

Luftfartsvæsen godkender de i stk. 1 nævnte sikkerhedsplaner og fører

tilsyn med gennemførelsen af de i stk. 1-3 og 5 nævnte

sikkerhedsforanstaltninger.

§ 70 b.

Til forebyggelse af forbrydelser mod luftfartens sikkerhed kan der efter

nærmere

bestemmelser fastsat i henhold til § 70 a foretages eftersyn af

personer,

bagage, gods og forsyninger på flyvepladser. Eftersynet skal ske med størst

mulig hensynsfuldhed og må ikke gå videre, end de kontrolmæssige formål

nødvendiggør.

Stk. 2.

Ved eftersyn

af person, der ikke begrænses til den ydre beklædning, kan den pågældende

kræve, at eftersynet overværes af et vidne. Eftersynet må ikke udføres eller

overværes af personer af andet køn end den, der skal efterses, medmindre

denne

samtykker heri.

Stk. 3.

Den, der

nægter at underkaste sig eller medvirke til kontrol af sin person, skal

forbydes adgang til luftfartøjet og til flyvepladsens afspærrede område.

Bagage, gods eller forsyninger, der ikke er sikkerhedskontrolleret i

overensstemmelse med bestemmelser fastsat i medfør af § 70 a, må ikke

bringes om bord i luftfartøj eller bringes ind på flyvepladsens afspærrede

område.

Stk. 4.

Eftersyn i

henhold til stk. 1-3 kan foretages af politiet og efter transport- og

energiministerens bestemmelse tillige af andre myndigheder.

Stk. 5.

Transport-

og energiministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte

nærmere

bestemmelser, hvorefter eftersyn pålagt flyvepladser og luftfartsselskaber i

medfør af bestemmelsen i § 70 a, stk. 1, 2. pkt., kun kan foretages

af personer, der er godkendt hertil af politiet, og som har gennemgået en

uddannelse, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

Stk. 6.

Statens

Luftfartsvæsen fastsætter bestemmelser om godkendelse af teknisk udstyr, der

anvendes

i forbindelse med eftersyn af personer, bagage, gods og forsyninger.

§ 70 c.

Politiet kan foretage eftersyn af personer, dokumenter, køretøjer og gods,

der

forlader flyvepladsområdet. Eftersynet skal gennemføres under iagttagelse af

de

i § 70 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, angivne retningslinier.

§ 71.

Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling for

benyttelsen

af en offentlig flyveplads, herunder betaling for ground handling, jf. dog 4.

pkt. Transport- og energiministeren kan i den forbindelse bestemme, at

betaling

for ground handling alene skal reguleres i det omfang, hvor der ikke er

mulighed for konkurrence, og hvor ground handling-ydelserne er nødvendige for

benyttelsen af den offentlige flyveplads. Betaling for benyttelse af

statsejede

flyvepladser skal godkendes af Folketingets Finansudvalg. Grønlands

Landsstyre

kan fastsætte regler om betaling for benyttelsen af en offentlig flyveplads i

Grønland.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling for

benyttelsen

af anlæg og drift af andre hjælpemidler i luftfartens tjeneste. Der kan

kræves

betaling i forbindelse med overflyvning af dansk territorium, det åbne hav og

fremmed stats territorium, når der er truffet aftale herom med vedkommende

fremmede stat. Betalingen påhviler brugeren af såvel danske som udenlandske

luftfartøjer ved flyvning i det område, hvor hjælpemidler kan benyttes. Hvis

brugerens identitet ikke oplyses, påhviler betalingen ejeren af luftfartøjet,

medmindre ejeren godtgør, hvem der var bruger.

Stk. 3.

Hvis

betalingen efter stk. 1 og 2 ikke erlægges rettidigt, tillægges der

renter

i overensstemmelse med renteloven. Endvidere kan transport- og

energiministeren

fastsætte regler om betaling for erindringsskrivelser vedrørende disse

betalinger.

Stk. 4.

Transport-

og energiministeren kan fastsætte regler om opkrævning og inddrivelse af

betalingen,

herunder at danske myndigheder, i det omfang det følger af Multilateral

Agreement Relating to Route Charges, yder bistand til inddrivelse af

Eurocontrols udestående tilgodehavender.

Stk. 5.

Hvis

betalingen efter stk. 1 og 2 ikke erlægges rettidigt, kan beløbene med

påløbne renter inddrives ved udpantning.

§ 72.

Flyvepladser og andre anlæg i luftfartens tjeneste, hvis benyttelse står åben

for offentligheden, skal stå åbne til brug for udenlandske luftfartøjer på

samme vilkår, som gælder for danske luftfartøjer i tilsvarende international

luftfart, når der er truffet aftale i så henseende med vedkommende fremmede

stat.

§ 73.

Transport- og energiministeren fastsætter de betingelser, som kan kræves

opfyldt

af den, der på flyveplads, ved andet luftfartsanlæg eller i øvrigt skal gøre

tjeneste uden for luftfartøj i stilling, som er af betydning for luftfartens

sikkerhed, og giver regler om certifikat for sådan tjeneste.

§ 74.

Hvad der er bestemt i § 50, finder tilsvarende anvendelse på den, som

gør

tjeneste som flyveleder, flyvemekaniker eller - efter bestemmelse af

transport-

og energiministeren - i anden stilling af betydning for luftfartssikkerheden.

Kapitel 7

Tilladelse til luftfartsvirksomhed

§ 74 a.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke i det omfang, andet følger af

EF-forordninger.

§ 75.

Til regelmæssig luftfart i erhvervsøjemed over dansk område kræves tilladelse

af transport- og energiministeren.

Stk. 2.

Til anden

erhvervsmæssig luftfart over samme område kræves tilladelse af ministeren,

medmindre denne træffer anden bestemmelse.

Stk. 3.

Uanset

stk. 2 kan der uden tilladelse udføres luftfart mod betaling, såfremt

1)

der alene ydes hel

eller delvis godtgørelse for de med den pågældende flyvning forbundne

omkostninger,

2)

pilot og passagerer

har nær tilknytning gennem familie- eller venskabsforhold, og

3)

flyvningen ikke har

været annonceret eller tilbudt offentligt.

Stk. 4.

Uanset

stk. 2 kan flyveklubber, der er organiseret i landsdækkende unioner

eller

forbund og godkendes af transport- og energiministeren, uden tilladelse

udføre

luftfart mod betaling, såfremt

1)

flyvningen indgår i

sports- eller fritidsflyvningsaktiviteter i klubben,

2)

der alene ydes hel

eller delvis godtgørelse for de med den pågældende flyvning forbundne

omkostninger,

og

3)

der alene er tale om

flyvninger, der ikke er befordring fra ét sted til et andet.

Stk. 5.

En

virksomheds befordring med luftfartøj af egne ansatte uden for de i

stk. 1

og 2 nævnte tilfælde skal anmeldes til Statens Luftfartsvæsen. Sådan flyvning

må kun udføres, såfremt enten den person, der udfører denne form for

flyvning,

er heltidsansat i virksomheden, eller virksomheden som registreret ejer eller

som registreret bruger ved en langtidslejekontrakt har eneråderet over det

pågældende luftfartøj.

Stk. 6.

Ejerskab af

eller rådighed over et luftfartøj til benyttelse ved flyvning, som omfattet

af

stk. 5, kan etableres af en kreds af indtil 5 virksomheder, som i lige

sameje ejer, eller som med lige andele til hver i fællesskab langtidslejer

det

pågældende luftfartøj. Flyvning kan endvidere udføres af en virksomhed, der

er

en del af en koncern, således at virksomheden kan udføre flyvning med ansatte

i

andre virksomheder inden for koncernen.

Stk. 7.

Som

virksomheder, jf. stk. 5, anses såvel enkeltmandsvirksomheder som

interessentskaber og selskaber af enhver art hjemmehørende i den danske stat

samt kommuner, statslige virksomheder og myndigheder.

Stk. 8.

Transport-

og energiministeren kan bestemme, at skoleflyvning, opvisningsflyvning,

konkurrenceflyvning

og anden luftfartsvirksomhed af særlig art kræver tilladelse, selv om

virksomheden

ikke drives i erhvervsøjemed.

§ 76.

Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen

mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig luftfart og om udførelsen heraf.

§ 77.

Tilladelse til befordring af passagerer, post og gods kan, når befordringen

alene sker mellem steder inden for riget, kun gives til den, der opfylder de

i

§ 7, stk. 1, for registrering af luftfartøj her i landet opstillede

vilkår.

Stk. 2.

Opfylder

indehaveren af en tilladelse ikke længere de for opnåelse af denne fastsatte

betingelser, falder tilladelsen bort, hvis forholdet ikke bliver rettet inden

en af vedkommende myndighed fastsat frist.

Stk. 3.

I særlige

tilfælde kan transport- og energiministeren meddele tilladelse i henhold til

§ 75, selv om betingelserne efter nærværende paragraf ikke er opfyldt.

§ 78.

Tilladelse skal gives på bestemt tid og gøres afhængig af de vilkår, som

skønnes påkrævet.

§ 79.

Såfremt der under udøvelsen af den af tilladelsen omfattede virksomhed finder

væsentlig tilsidesættelse sted af de i nærværende lov eller i tilladelsen

indeholdte eller for sådan virksomhed i øvrigt gældende forskrifter, kan

tilladelsen tilbagekaldes. Må det antages, at tilladelsens indehaver ikke er

i

stand til behørigt at iværksætte eller opretholde den tilladte virksomhed,

kan

tilladelsen ligeledes tilbagekaldes.

§ 80.

Ved meddelelse af tilladelse i henhold til nærværende kapitel kan

bestemmelserne i dette fraviges i det omfang, aftale med fremmed stat gør det

påkrævet.

§ 81.

Transport- og energiministeren kan udfærdige bestemmelser om overladelse af

luftfartøjer eller tilbehør eller reservedele til luftfartøjer til en anden

til

brug for egen regning.

Kapitel 8

Bestemmelser om lufttrafik m.v.

§ 82.

Luftfart skal finde sted i overensstemmelse med de forskrifter, som

transport-

og energiministeren udfærdiger til undgåelse af sammenstød mellem

luftfartøjer

og andre ulykker under luftfart eller i øvrigt til sikring mod farer eller

ulemper som følge af luftfart.

§ 82 a.

Dansk registrerede luftfartøjer skal opfylde de krav til begrænsning af

støjgener og andre forureningsgener, som transport- og energiministeren

fastsætter. Påbud om opfyldelse af disse krav kan begrænses til bestemte

geografiske områder.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan endvidere fastsætte, at udenlandske luftfartøjer for

at

måtte benytte danske flyvepladser skal opfylde de i henhold til stk. 1

fastsatte

krav.

§ 83.

Transport- og energiministeren kan bestemme de flyveveje, som luftfartøjer

skal

følge under flyvning i luftveje inden for dansk område, og udfærdige særlige

forskrifter om, hvilken flyveplads der skal anvendes ved afgang eller

ankomst.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan endvidere efter nærmere med forsvarsministeren

aftalte

retningslinjer bestemme de flyveveje, som luftfartøjer skal følge under

flyvning inden for dansk område, men uden for kontrolleret luftrum, og

udfærdige særlige forskrifter angående flyvning over rigets grænser, således

om, hvor grænsen må passeres.

§ 84.

Når hensynet til den offentlige orden og sikkerhed kræver det, kan

vedkommende

myndighed pålægge et luftfartøj at lande. Landingen skal foretages snarest

muligt.

Er der ikke givet anden anvisning, skal fartøjet lande på nærmeste inden for

riget liggende flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for

offentligheden, og hvor landing er mulig.

Stk. 2.

Kommer et

luftfartøj ind i et område, hvor luftfart er forbudt, skal fartøjet uden

tøven

forlade området og på hurtigste måde underrette vedkommende offentlige

myndighed samt, såfremt myndigheden ikke giver anden anvisning, uopholdeligt

lande på nærmeste inden for riget liggende flyveplads, hvis benyttelse til

flyvning står åben for offentligheden, og hvor landing er mulig.

Stk. 3.

Såfremt

bestemmelserne i nærværende paragraf ikke efterkommes, kan vedkommende

myndighed med dertil egnede midler hindre luftfartøjets videre flyvning.

§ 85.

Luftfartøjer må ikke uden tilladelse af transport- og energiministeren og

justitsministeren eller af den, som disse dertil bemyndiger, medføre

eksplosive

stoffer, krigsmateriel eller krigsammunition. Transport- og energiministeren

kan efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren ved

forskrift

gøre undtagelse fra bestemmelsen i 1. punktum og fastsætter - ligeledes efter

forhandling med justitsministeren - hvad der skal forstås ved eksplosive

stoffer, krigsmateriel eller krigsammunition.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed

forbyde

eller opstille vilkår for befordring af andet end det i stk. 1 nævnte

gods.

Stk. 3.

Statens

Luftfartsvæsen har til enhver tid ret til at undersøge, om gods indleveret

til

transport med luftfartøj er omfattet af de regler, der er fastsat i medfør af

stk. 1, 1. punktum, og stk. 2, og om vilkårene for transport af

sådant gods er opfyldt. Den rådighedsberettigede skal så vidt muligt have

lejlighed til at overvære undersøgelsen.

Stk. 4.

Transport-

og energiministeren kan endvidere efter forhandling med forsvarsministeren og

justitsministeren forbyde eller give nærmere forskrifter om adgang til at

medføre eller benytte fotografiapparater om bord på luftfartøjer.

§ 86.

For så vidt ikke andet er fastsat ved særlig lovbestemmelse, foreskriver

transport- og energiministeren, hvilke luftfartøjsdokumenter der skal

forefindes, i hvilken udstrækning de skal medføres om bord, og hvorledes de

skal oprettes, føres og opbevares.

§ 87.

Enhver, som har retlig interesse deri, har adgang til at blive bekendt med

indholdet af luftfartøjsdokumenter.

§ 88.

Transport- og energiministeren bestemmer, i hvilket omfang de, der gør

tjeneste

på luftfartøjer, skal medføre certifikater og andre dokumenter.

§ 89.

Luftfartsvæsenet og politiet har ret til at undersøge et luftfartøj og

kontrollere de dokumenter, som luftfartøjet og de tjenstgørende skal være

forsynet med.

Stk. 2.

Luftfartsvæsenet kan overlade sine beføjelser efter stk. 1 til

indehavere

af tilladelse til at drive en flyveplads.

§ 89 a.

Transport- og energiministeren kan pålægge flyvepladser, luftfartsselskaber

og

andre af luftfartens brugere at afgive statistiske oplysninger om

regularitet,

flyvetids- og landingsforhold og lignende luftfartsrelaterede oplysninger i

den

form, som ministeren bestemmer.

§ 89 b.

Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der til brug for

Statens Luftfartsvæsens forebyggende flyvesikkerhedsmæssige arbejde af

personer, der er omfattet af § 35 eller § 74, virksomheder og

ansatte

i virksomheder samt ejere af luftfartøjer skal gives indberetning til

luftfartsvæsenet om driftsforstyrrelser og andre irregulære forhold af

betydning for flyvesikkerheden, der ikke har medført et flyvehavari eller en

flyvehændelse, jf. § 135. Ministeren fastsætter, i hvilke tilfælde der

skal gives indberetning, hvornår og i hvilken form indberetningen skal gives,

og hvad den skal indeholde.

Stk. 2.

Statens Luftfartsvæsens

personale, ansatte i andre dele af den offentlige forvaltning og eventuelle

tilkaldte

sagkyndige er under ansvar efter straffelovens §§ 152 og 152 a-e

forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde oplysninger, som

indberettes i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 1, jf. dog

stk. 3.

Stk. 3.

Oplysninger

kan videregives til udenlandske myndigheder og internationale organisationer,

når det

1)

følger af

international aftale eller forpligtelse eller

2)

er af væsentlig

betydning for den udenlandske myndigheds eller internationale organisations

forebyggende flyvesikkerhedsmæssige arbejde og den pågældende myndighed eller

organisation er undergivet tavshedspligt i mindst samme omfang som Statens

Luftfartsvæsen.

Stk. 4.

Statens

Luftfartsvæsen offentliggør rapporter om oplysninger, som indberettes i

henhold

til regler fastsat i medfør af stk. 1, jf. dog stk. 3.

Kapitel 9

Befordring med luftfartøj

Anvendelsesområde

§ 90.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder,

jf. dog stk. 2 og 3, §§ 90 a og 90 b, for befordring af passagerer,

rejsegods eller gods med luftfartøj mod betaling eller, såfremt befordringen

udføres af et luftfartsselskab, også for sådan befordring uden betaling, og

som

1)

foretages indenrigs i

Danmark,

2)

er omfattet af

Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler

for international luftbefordring, jf. dog stk. 3, eller

3)

foretages til eller

fra Danmark med luftfartøj fra lande, der ikke har tiltrådt

Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 om international luftbefordring med

senere ændringer.

Stk. 2.

Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke, i det omfang befordringen med

luftfartøj omfattes af Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997

om

luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002.

Stk. 3.

Bestemmelserne

i dette kapitel gælder ikke for befordring med luftfartøj, som udføres i

henhold til reservation foretaget i overensstemmelse med artikel 57 i

Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler

for

international luftbefordring.

§ 90 a.

For

befordring med luftfartøjer mellem Danmark og lande, der ikke har tilsluttet

sig Montrealkonventionen som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 2, men som

har

tilsluttet sig Warszawakonventionen som nævnt i § 90, stk. 1, nr.

3,

gælder bestemmelserne i bilaget til loven.

Stk. 2.

For

befordring til og fra Danmark med luftfartøj fra lande, der har tilsluttet

sig

Warszawa-konventionen og Montreal-protokol nr. 4 af 25. september 1975 om

ændring af Warszawa-konventionen, gælder dog, for så vidt angår befordring af

gods, bestemmelserne herom i dette kapitel.

§ 90 b.

For

så vidt angår befordring med luftfartøj indenrigs i Danmark eller med et

luftfartøj fra et luftfartsselskab, der er hjemmehørende i Grønland eller på

Færøerne, og som ikke er i besiddelse af en licens udstedt i henhold til

bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om

udstedelse af licenser til luftfartsselskaber og ikke omfattes af Rådets

forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers

erstatningsansvar i tilfælde af ulykker, som ændret ved Europa-Parlamentets

og

Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002, gælder, at befordreren

skal overholde artikel

3 a,

5 og 6 om supplerende betaling for særligt udstyr, forskudsudbetaling og

information til passagererne om befordrerens ansvar for passagerer og

rejsegods.

§ 91.

Ved

befordring af post er befordreren ikke ansvarlig over for afsenderen eller

modtageren, men udelukkende over for postvæsenet og i overensstemmelse med de

særlige regler, som gælder mellem befordreren og postvæsenet.

Stk. 2.

Bortset fra

bestemmelsen i stk. 1 gælder dette kapitel ikke for befordring af post.

Stk. 3.

Bestemmelserne

om befordringsdokumenter i §§ 92-97 gælder ikke for befordring, som

udføres

under usædvanlige forhold og falder uden for normal udøvelse af

luftfartsvirksomhed.

Befordringsdokumenter

§ 92.

Ved

befordring af passagerer skal der udstedes et befordringsdokument, jf. dog

stk. 2, og befordringsdokumentet skal indeholde angivelse af

1)

afgangssted og

bestemmelsessted og

2)

mindst et aftalt

mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og bestemmelsesstedet ligger i samme

stat og et eller flere mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt.

Stk. 2.

De i

stk. 1 nævnte oplysninger kan registreres på anden måde, såfremt

befordreren tilbyder og efter anmodning udleverer skriftligt materiale om de

således registrerede oplysninger til passageren.

Stk. 3.

Selv om

bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er befordringsaftalen

dog

gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.

§ 93.

Befordreren skal udstede

rejsegodsbevis til passageren for hvert stykke indskrevet rejsegods.

§ 94.

Ved

befordring af gods skal der udfærdiges luftfragtbrev.

Stk. 2.

Udfærdigelse

af luftfragtbrev er ikke nødvendigt, hvis oplysningerne om befordringen

registreres

på anden måde og befordreren efter afsenderens anmodning udleverer en

godskvittering

til afsenderen

,

der indeholder tilstrækkelige

oplysninger til identifikation af godset, og som giver

afsenderen mulighed for at blive gjort bekendt med de registrerede

oplysninger.

§ 95.

Luftfragtbrevet skal udfærdiges af afsenderen i tre originaleksemplarer. Det

første eksemplar skal påtegnes »Til befordreren« og underskrives af

afsenderen.

Det andet eksemplar skal påtegnes »Til modtageren« og underskrives af

afsenderen og befordreren. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren

og

tilbageleveres til afsenderen efter godsets modtagelse.

Stk. 2.

Har

befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter afsenderens anmodning, anses

befordreren, hvis ikke andet bevises, for at handle på afsenderens vegne.

Stk. 3.

Befordrerens og afsenderens underskrift kan være påtrykt eller påstemplet.

§ 96.

Omfatter

befordringen flere stykker gods, skal afsenderen efter befordrerens anmodning

udfærdige

særskilte luftfragtbreve.

Stk. 2.

Benyttes et

andet

registreringssystem,

jf. § 94, stk. 2, skal befordreren efter anmodning fra afsenderen

udlevere særskilte godskvitteringer.

Stk. 3.

Hvis det er

nødvendigt for at opfylde toldformaliteter eller politiets eller lignende

offentlige myndigheders krav, kan befordreren forlange, at afsender udsteder

et

dokument, som angiver godsets art.

§ 97.

Luftfragtbrevet

og godskvitteringen skal indeholde angivelse af

1)

afgangssted og

bestemmelsessted,

2)

mindst et aftalt

mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og bestemmelsesstedet ligger i samme

stat og et eller flere mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt,

og

3)

forsendelsens vægt.

§ 98.

Selv

om bestemmelserne i §§ 94-97 ikke er overholdt, er befordringsaftalen

dog

gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.

§ 99.

Afsenderen

er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger, som afsenderen eller nogen,

som

har handlet på afsenderens vegne, har givet i luftfragtbrevet eller for

registrering eller indføjelse i godskvitteringen. Er oplysningerne om godset

urigtige eller ufuldstændige, er afsenderen ansvarlig for skade, som derved

er

påført befordreren eller nogen, over for hvem befordreren er ansvarlig.

Afsenderen er også ansvarlig, selvom den, som har handlet på afsenderens

vegne,

tillige er agent for befordreren.

Stk. 2.

Er

afsenderen ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 for urigtige eller

ufuldstændige oplysninger, som er registreret eller indføjet i

godskvitteringen, er befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført

afsenderen eller nogen, over for hvem afsenderen er ansvarlig. Det samme

gælder, hvis nogen anden på befordrerens vegne har registreret oplysningerne

eller indføjet dem i godskvitteringen.

§ 100.

Hvis

ikke andet bevises, gælder luftfragtbrevet eller godskvitteringen som bevis

for

befordringsaftalens indgåelse, for godsets modtagelse og for de vilkår for

befordringen, som er angivet i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.

Stk. 2.

Luftfragtbrevets

eller godskvitteringens angivelser af godsets vægt, dimensioner, emballering

og

stykantal anses som rigtige, hvis ikke andet bevises. Andre oplysninger i

luftfragtbrevet om godsets mængde, rumindhold eller tilstand gælder derimod

ikke som bevis mod befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har

undersøgt rigtigheden af disse oplysninger og har bekræftet dette ved

påtegning

på luftfragtbrevet eller godskvitteringen eller oplysningerne angår godsets

synlige tilstand.

Ret til at råde over godset og udlevering af godset

§ 101.

Afsenderen

kan tage godset tilbage på afgangs- eller bestemmelsesflyvepladsen eller

standse

det i tilfælde af landing undervejs, hvis afsenderen opfylder sine

forpligtelser efter befordringsaftalen og betaler de ekstra omkostninger, der

er

forbundet hermed. Afsenderen kan dog kun udøve denne ret, hvis det ikke

medfører skade for befordreren eller andre afsendere.

Stk. 2.

På samme

betingelser kan afsenderen give ordre til, at godset undervejs eller på

bestemmelsesstedet

skal udleveres til en anden end den, der er angivet som modtager, eller kræve

godset tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.

Stk. 3.

Kan

afsenderens ordre

ikke udføres, skal

befordreren straks underrette afsenderen herom.

Stk. 4.

Udfører

befordreren afsenderens ordre, uden at afsenderens eksemplar af

luftfragtbrevet

eller godskvitteringen forevises, er befordreren ansvarlig for skade, som

derved er påført rette indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen,

dog

med regres til afsenderen.

Stk. 5.

Afsenderens

ret til godset ophører, når modtageren får ret til at råde over godset efter

bestemmelserne

i § 102. Nægter modtageren at tage imod godset, eller kan modtageren

ikke

træffes, genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over godset.

§ 102.

Når

godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren, medmindre

afsenderen

har udøvet sin ret i henhold til § 101, kræve godset udleveret af

befordreren til sig mod betaling af de skyldige beløb og mod opfyldelse af

befordringsvilkårene.

Stk. 2.

Så snart

godset er kommet frem, skal befordreren underrette modtageren derom, hvis

ikke

andet er aftalt.

§ 103.

Er

godset ikke ankommet senest 7 dage efter, at det skulle være kommet frem, kan

modtageren gøre sine rettigheder efter befordringsaftalen gældende mod

befordreren. Det samme gælder, hvis befordreren meddeler, at godset er gået

tabt.

§ 104.

Enhver

aftale, som afviger fra bestemmelserne i §§ 101-103, er ugyldig,

medmindre

den er anført i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.

§ 105.

Afsenderen

skal give befordreren de oplysninger og de dokumenter, som er nødvendige til

opfyldelse af toldformaliteterne og politiets og andre offentlige

myndigheders

krav, forinden godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen skal erstatte

befordreren den skade, som måtte følge af, at disse oplysninger eller

dokumenter mangler, er urigtige eller utilstrækkelige, medmindre skaden

skyldes

fejl eller forsømmelse hos befordreren eller nogen, som har handlet på

befordrerens vegne.

Stk. 2.

Befordreren

har ikke pligt til at undersøge, om de oplysninger og dokumenter, der er

nævnt

i stk. 1, er rigtige eller tilstrækkelige.

Befordrerens ansvar

§ 106.

Bliver

en passager dræbt eller lider denne skade på legeme eller helbred som følge

af

en ulykke, der er indtruffet om bord i et luftfartøj eller i forbindelse med

indstigning eller udstigning, er befordreren ansvarlig herfor. Befordrerens

ansvar omfatter også tab af forsørger ved dødsfald.

§ 107.

Befordreren

er ansvarlig for skade ved, at indskrevet rejsegods går tabt eller beskadiges

som følge af en begivenhed, der er indtruffet

1)

om bord i et

luftfartøj eller

2)

inden for den tid,

det indskrevne rejsegods er i befordrerens varetægt.

Stk. 2.

Befordreren

er dog ikke ansvarlig, i det omfang

skaden

skyldes fejl eller mangler ved det indskrevne rejsegods eller dets

beskaffenhed.

Stk. 3.

Befordreren

er ansvarlig for passagerernes håndbagage, herunder deres personlige

ejendele,

der går tabt eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet

om

bord i et luftfartøj, såfremt skaden skyldes fejl fra befordrerens, dennes

ansattes eller agenters side.

Stk. 4.

Er det

indskrevne rejsegods ikke ankommet senest 21 dage efter, at det skulle være

kommet

frem, kan passageren gøre sine rettigheder efter befordringsaftalen gældende

mod befordreren. Det samme gælder, hvis befordreren meddeler, at det

indskrevne

rejsegods er gået tabt.

§ 108.

Befordreren

er ansvarlig for skade ved, at gods går tabt eller beskadiges som følge af en

begivenhed, der er indtruffet inden for det tidsrum, hvori godset er i

befordrerens varetægt.

Stk. 2.

Befordreren

er dog ikke ansvarlig, i det omfang skaden skyldes

1)

godsets egen

beskaffenhed eller fejl i dette,

2)

mangelfuld

emballering af godset udført af andre end befordreren, dennes ansatte eller

nogen, som har handlet på dennes vegne,

3)

krigshandling eller

væbnet konflikt eller

4)

udøvelse af offentlig

myndighed i forbindelse med godsets indførsel, udførsel eller transitering.

Stk. 3.

Omfatter

befordringsaftalen også befordring til lands eller til vands uden for

flyveplads ved indladning, udlevering eller omladning, formodes enhver godset

tilføjet skade at være indtruffet inden for det i stk. 1 angivne

tidsrum,

medmindre andet bevises.

Stk. 4.

Udskifter

befordreren uden afsenderens samtykke helt eller delvis den del af

transporten,

der efter befordringsaftalen skulle ske som luftbefordring, med en anden

transportform, anses også denne del af transporten for at være

luftbefordring,

således at befordreren ikke herved opnår en bedre retsstilling.

§ 109.

Befordreren

er ansvarlig for skade som følge af forsinkelse ved befordring af passagerer,

rejsegods og gods, hvis befordreren ikke beviser, at befordreren, dennes

ansatte eller nogen, som har handlet på dennes vegne, har taget alle

forholdsregler,

som med rimelighed kan forlanges

for at undgå skaden,

eller at dette ikke har været muligt for dem.

§ 110.

Erstatningen,

herunder erstatningen efter § 111, stk. 1, skal nedsættes eller

bortfalde, hvis befordreren kan bevise, at skadelidte eller nogen, fra hvem

skadelidte afleder sine rettigheder

,

forsætligt eller uagtsomt har

medvirket til skaden. Bliver en passager dræbt, og kræver en anden end

passageren i den anledning erstatning, skal erstatningen ligeledes nedsættes

eller bortfalde, hvis befordreren kan bevise, at passageren har medvirket til

skaden.

Stk. 2.

Nedsættelse

eller bortfald af erstatningen i henhold til stk. 1 skal ske alene under

hensyn til graden af medvirken.

§ 111.

Ved

befordring af passagerer kan befordrerens ansvar, hvis en passager bliver

dræbt

eller lider skade på legeme eller helbred, ikke afskæres eller begrænses,

hvis

erstatningen ikke overstiger 100.000 særlige trækningsrettigheder (SDR, jf.

stk. 8) for hver passager, jf. dog § 110.

Stk. 2.

Befordreren

er ikke ansvarlig for den skade efter stk. 1, der overstiger 100.000 SDR

for hver passager, hvis befordreren kan bevise, at

1)

skaden ikke skyldes

forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse fra befordrerens eller

dennes

ansattes eller dennes agenters side eller

2)

skaden alene skyldes

forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse fra tredjemands side.

Stk. 3.

Ved

befordring af passagerer er befordrerens ansvar for skade som følge af

forsinkelse begrænset til 4.150 SDR for hver passager.

Stk. 4.

Ved

befordring af rejsegods er befordrerens ansvar for skade som følge af, at

rejsegods

går tabt, beskadiges eller forsinkes, begrænset til 1.000 SDR for hver

passager. Har passageren ved aflevering af det indskrevne rejsegods til

befordreren afgivet en særlig erklæring med angivelse af den interesse, som

er

forbundet med rejsegodsets udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det

fragttillæg,

som måtte være fastsat, gælder det i erklæringen angivne beløb som grænse for

befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis befordreren beviser, at

beløbet overstiger passagerens særlige interesse som nævnt i 2. pkt.

Stk. 5.

Ved

befordring af gods er befordrerens ansvar for skade som følge af, at gods går

tabt, beskadiges eller forsinkes begrænset til 17 SDR pr. kg. Har afsenderen

ved godsets aflevering til befordreren afgivet en særlig erklæring med

angivelse af den interesse, som er forbundet med godsets udlevering på

bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder

det i erklæringen angivne beløb som grænse for befordrerens ansvar. Dette

gælder dog ikke, hvis befordreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens

særlige interesse som nævnt i 2. pkt. Hvis en del af godset går tabt,

beskadiges eller forsinkes, opgøres kun den samlede vægt af de berørte

stykker

gods, når grænsen for befordrerens ansvar skal fastsættes. Hvis skaden

forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes af samme luftfragtbrev,

godskvittering eller de på anden måde registrerede oplysninger, jf.

§ 94,

stk. 2,

skal også vægten af disse stykker gods medregnes.

Stk. 6.

De i

stk. 3 og stk. 4 fastsatte ansvarsgrænser finder ikke anvendelse,

såfremt det bevises, at befordreren selv eller dennes ansatte eller agenter

under udførelsen af deres tjeneste eller hverv har forårsaget skaden

forsætligt

eller ved en hensynsløs handling vidende om, at en skade kunne opstå.

Stk. 7.

De

ansvarsgrænser, som er fastsat i stk. 1-5, er ikke til hinder for, at

retten kan tilkende sagsøgeren sagsomkostninger og tillægge renter. Dette

gælder dog ikke, hvis befordreren inden seks måneder fra den begivenhed, som

var årsag til skaden, eller inden retssag blev anlagt, skriftligt har tilbudt

sagsøgeren mindst lige så meget i erstatning som den tilkendte erstatning.

Stk. 8.

Omregning

af SDR til national valuta foretages efter den kurs, som Den Internationale

Valutafond

anvender i sin virksomhed og ved sine transaktioner den dag, da der afsiges

dom.

§ 111 a.

Hvis en flyulykke medfører, at en passager bliver dræbt eller lider skade på

legeme eller helbred, skal befordreren, hvis det kræves efter befordrerens

nationale lovgivning, jf. dog § 90 b, omgående og senest 15 dage efter,

at

den erstatningsberettigede person er identificeret, udbetale sådanne

forskudsbeløb, som måtte være nødvendige til dækning af øjeblikkelige

økonomiske behov, og som står i forhold til omfanget af den lidte skade.

Stk. 2.

En

forskudsudbetaling ved dødsfald efter stk. 1 kan ikke være mindre end

16.000 SDR.

Stk. 3.

Forskudsudbetalingen indebærer ikke en anerkendelse af erstatningsansvaret,

og

beløbet kan fraregnes et eventuelt senere opgjort erstatningsbeløb.

Forskudsudbetalingen kan kun kræves tilbagebetalt, hvis det senere bevises,

at

den person, som modtog forskudsudbetalingen, med forsæt eller ved uagtsomhed

forårsagede eller bidrog til skaden, eller at personen ikke var den

erstatningsberettigede

person.

§ 112.

Forbehold,

som tilsigter at fritage befordreren for ansvar eller at fastsætte en lavere

ansvarsgrænse

end bestemt i § 111, er ugyldige.

§ 113.

Befordreren

kan indgå en aftale om, at der for befordringen skal gælde højere

ansvarsgrænser

end dem, der er fastlagt i § 111, eller om, at der ikke skal gælde nogen

ansvarsgrænser overhovedet.

§ 114.

Sagsøges

befordrerens ansatte eller nogen, som har handlet på befordrerens vegne, for

skade,

de har forårsaget under udførelsen af deres tjeneste eller hverv, må summen

af

de erstatningsbeløb, som pålægges dem og befordreren ikke overstige de

ansvarsgrænser, der er fastsat for befordreren.

§ 115.

Modtages

det indskrevne rejsegods eller gods uden forbehold fra modtagerens side,

formodes

godset at være udleveret i god stand og i overensstemmelse med

befordringsdokumentet eller de på anden måde registrerede oplysninger, hvis

ikke andet bevises.

Stk. 2.

Er det

indskrevne rejsegods eller

gods beskadiget eller delvis gået

tabt, skal meddelelse gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er

opdaget, og senest inden 7 dage for det indskrevne rejsegods og 14 dage for

gods, regnet fra modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse afgives inden

21

dage fra den dag, da det indskrevne rejsegods eller

godset blev stillet til rådighed for modtageren.

Stk. 3.

Meddelelse

skal ske ved påtegning

på befordringsdokumentet eller

andet skriftligt materiale, som afsendes inden fristens udløb. Påtegningen

kan

være fremstillet på elektronisk måde.

§ 116.

Gives

meddelelse om skaden ikke inden for de frister, der er fastsat i § 115,

er

ethvert krav mod befordreren bortfaldet, medmindre denne har handlet

svigagtigt.

§ 117.

Erstatningssagen

skal anlægges ved retten på det sted, hvor befordreren bor eller har sit

hovedkontor

eller har den forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen er blevet

afsluttet, eller på bestemmelsesstedet.

Stk. 2.

Ved skade

som følge af død eller personskade på passagerer kan sagen tillige anlægges

ved

retten i det land, hvor passageren på ulykkestidspunktet havde bopæl eller

permanent ophold, og hvorfra:

1)

befordreren udfører

lufttransport af passagerer enten med egne luftfartøjer eller med et andet

luftfartsselskabs luftfartøjer på grundlag af en forretningsaftale, og

2)

hvor befordreren

driver sin virksomhed i forbindelse med lufttransport af passagerer fra

lokaler, der er lejet eller ejes af befordreren selv eller et andet

luftfartsselskab, som befordreren har indgået en forretningsaftale med.

Stk. 3.

Anvendelse

af reglerne i stk. 1 og 2 forudsætter, at den stat, hvori der anlægges

sag, har tiltrådt Montreal-konventionen.

§ 118.

Adgangen

til erstatning efter bestemmelserne i dette kapitel bortfalder, hvis sag ikke

er anlagt inden to år regnet fra luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet

eller fra den dag, da luftfartøjet skulle være ankommet, eller da

befordringen

blev afbrudt.

§ 119.

Skal

en befordring, som efter befordringsaftalen er at anse som en befordring,

udføres af flere efter hinanden følgende befordrere, er enhver af dem, når

passagererne, rejsegodset eller godset modtages, ansvarlig for den del af

befordringen, som det påhviler denne befordrer at udføre.

Stk. 2.

Ved

befordring af rejsegods eller gods kan

afsenderen

dog tillige holde sig til den første befordrer og den, som er berettiget til

dets

udlevering, til den sidste, selv om skaden eller forsinkelsen er indtruffet,

mens godset var i en anden befordrers varetægt. Er herefter to befordrere

ansvarlige, hæfter de solidarisk.

Befordring, der udføres af en anden befordrer end den,

der har indgået befordringsaftalen

§ 119 a.

Bestemmelserne

i §§ 119 b -

119 f

gælder, hvor befordringen helt eller delvis udføres af en anden befordrer end

den, der har indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at dette er

sket uden sidstnævntes samtykke.

Stk. 2.

Bestemmelserne

i §§ 119 c, 119 e og

119 f

gælder kun den del af befordringen, der udføres af en anden befordrer end

den,

der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 b.

Ved

anvendelse af reglerne i dette kapitel anses såvel den, der har indgået

befordringsaftalen, som den, der helt eller delvis

udfører befordringen, som befordrere. Den, der har indgået

befordringsaftalen,

anses som befordrer for hele befordringen. Den, der har udført befordringen,

anses som befordrer for så vidt angår den pågældende del af befordringen.

§ 119 c.

Ved

bedømmelsen af en befordrers ansvar skal handlinger og undladelser af den

anden

befordrer, den anden befordrers ansatte eller nogen, som har handlet på den

anden befordrers vegne, under udførelsen af deres tjeneste eller hverv anses

at

have samme virkning som førstnævnte befordrers egne handlinger og

undladelser.

Den, der udfører befordringen, kan dog ikke herved pådrages ansvar ud over de

i

§ 111 fastsatte grænser.

Stk. 2.

Har den

befordrer, der har indgået befordringsaftalen, påtaget sig forpligtelser, som

går videre end denne befordrers forpligtelser efter dette kapitel, eller har

afsendere efter § 111, stk. 4, 2. pkt., særligt angivet interessen

i

godsets udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der udfører

befordringen,

medmindre denne har givet sin godkendelse.

§ 119 d.

Meddelelser,

som efter bestemmelserne i dette kapitel gives til den ene befordrer, har

virkning også i forhold til den anden befordrer. Ordrer fra afsenderen efter

§ 101 har dog kun virkning, hvis de gives til den befordrer, der har

indgået befordringsaftalen.

§ 119 e.

Summen

af de erstatningsbeløb, som pålægges to eller flere befordrere, deres ansatte

eller nogen, som har handlet på befordrernes vegne, må ikke overstige det

højeste erstatningsbeløb, der kan pålægges en af befordrerne. Hver enkelt er

kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse, der gælder for denne befordrer.

§ 119 f.

Erstatningssøgsmål

kan, uanset om de rettes imod en eller flere befordrere, anlægges enten ved

en

ret, som efter § 117 er kompetent med hensyn til søgsmål imod den, der

har

indgået befordringsaftalen, eller ved retten på det sted, hvor den, der

udfører

befordringen, bor eller har sit hovedkontor.

Stk. 2.

Sagsøges en

af befordrerne, og vil denne befordrer, hvis denne taber sagen, rejse krav

mod

den anden befordrer, kan førstnævnte befordrer tilstævne sidstnævnte

befordrer

uden hensyn til de almindelige regler om værneting for at gøre kravet

gældende

over for denne under sagen. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 23

finder

tilsvarende anvendelse.

Sammensat befordring

§ 120.

Udføres

befordringen delvis med luftfartøj og delvis med andet befordringsmiddel,

gælder bestemmelserne i dette kapitel kun befordringen med luftfartøj,

jf.

dog § 108, stk. 4.

Stk. 2.

Vilkårene

for de andre befordringsmåder kan optages i dokumentet vedrørende

befordringen

med luftfartøj, såfremt bestemmelserne i dette kapitel gælder for den del af

befordringen, der udføres med luftfartøj.

Andre bestemmelser

§ 121.

Bestemmelser

i befordringsaftalen og særaftaler, som er indgået, før skaden opstod, med

det

formål at bryde reglerne i Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om

indførelse

af visse ensartede regler for international luftbefordring enten ved at

fastsætte, hvilken lov der skal være gældende, eller ved at ændre

bestemmelserne om værneting, er ugyldige.

Stk. 2.

Hvis

befordringen er omfattet af dette kapitel, kan erstatningssag kun anlægges

ved

dansk domstol eller en domstol i en stat, som har tiltrådt

Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler

for international luftbefordring.

Stk. 3.

Intet i

dette kapitel er til hinder for, at den, der er ansvarlig for skade efter

bestemmelserne heri, kan fremsætte regreskrav mod nogen anden.

Stk. 4.

Voldgiftsaftaler

forud for skadens indtræden er kun gyldige med hensyn til befordring af gods,

hvis voldgiftsaftalen er skriftlig, og hvis voldgiften efter den

erstatningskrævendes valg foretages på et af de steder, som er lovligt

værneting efter dette kapitel, og kun hvis voldgiftsretten skal følge

bestemmelserne i dette kapitel.

§ 122.

Befordreren

skal kunne dokumentere at være forsikret for et beløb, som er tilstrækkeligt

til at dække befordrerens erstatningsansvar i henhold til dette kapitel.

§ 123.

Intet

i dette kapitel forhindrer befordreren i at nægte at indgå en

befordringsaftale, i at give afkald på rettigheder fastlagt i dette kapitel

eller i at fastsætte sådanne betingelser, som ikke strider mod bestemmelserne

i

dette kapitel.

§ 124.

(Ophævet).

§ 125.

(Ophævet).

§ 126.

(Ophævet).

§ 126 a.

(Ophævet).

Kapitel 10

Erstatning for skade

§ 127.

Sker der som følge af et luftfartøjs benyttelse til luftfart skade på person

eller ting uden for fartøjet, er ejeren forpligtet til at erstatte skaden.

Har

ejeren overladt benyttelsen af luftfartøjet til en selvstændig bruger, som

har

påtaget sig det fulde ansvar for luftfartøjets operation og vedligeholdelse,

påhviler denne forpligtelse i stedet brugeren.

Stk. 2.

Erstatningspligten bortfalder, såfremt det oplyses, at den skadelidte selv

ved

forsæt eller grov uagtsomhed har hidført skaden.

Stk. 3.

I tilfælde

af skade på person kan erstatning kræves for lidelse, lyde og vansir. Hvis

den

til erstatning berettigede helt eller delvis har mistet sin arbejdsevne,

tilkommer der ham erstatning for vedvarende forringelse af erhvervsevnen.

Afgår

den skadelidte ved døden som følge af ulykken, kan den, der ved dødsfaldet

har

mistet en forsørger, kræve erstatning for det tab, vedkommende kan antages at

have lidt.

Stk. 4.

Den, der

har bekostet begravelsen, kan fordre udgifterne hertil refunderet, for så

vidt

de ikke overstiger, hvad der efter afdødes forhold er passende.

§ 128.

Reglen i § 127, stk. 1, kommer ikke til anvendelse, når det drejer

sig om skade, der forårsages på person eller ting, som befinder sig inden for

området af en godkendt flyveplads, eller i det omfang ejeren af luftfartøjet

kan dokumentere, at det ikke er muligt at tegne forsikring.

Stk. 2.

Forårsages

skaden på fartøj eller ladning ved sammenstød mellem fartøjer, skal

forskrifterne

i sølovens §§ 220 og 221 komme til anvendelse.

Stk. 3.

Sker der

ved sammenstød mellem to eller flere fartøjer skade, som det påhviler dem,

for

hvis regning fartøjerne benyttes, hver for sig at erstatte efter reglen i

§ 127, stk. 1, hæfter de solidarisk. Domstolene afgør under hensyn

til de foreliggende omstændigheder, hvor stor en del af den erlagte

erstatning

hver af dem skal kunne tilbagefordre hos den eller de medansvarlige.

§ 129.

Ved bestemmelserne i §§ 127 og 128 gøres ingen indskrænkning i den ret

til

at kræve erstatning, som i øvrigt måtte følge af almindelige retsregler.

§ 130.

Ejeren af et fartøj, som agtes benyttet til luftfart inden for dansk område i

henhold til § 2 a), eller til forsøgsluftfart i henhold til § 2 c),

skal - hvis ejeren ikke er staten - have tegnet og holde i kraft forsikring

for

dækning af erstatningskrav, som måtte opstå mod ham selv eller mod brugeren

for

skade som følge af luftfarten på person eller ting uden for fartøjet. Ophører

forsikringen at gælde, hæfter forsikringsselskabet over for tredjemand dog

for

skade efter policens pålydende endnu i 2 måneder efter, at selskabet for

ministeren har anmeldt forsikringens ophør, medmindre fartøjet - såfremt det

er

registreret - i mellemtiden måtte være blevet udslettet af registret, eller

tilladelsen til forsøgsluftfart efter § 2 c) i mellemtiden måtte være

blevet tilbagekaldt. Ministeren fastsætter regler om forsikringssummens

størrelse.

Stk. 2.

Ministeren

kan bestemme, at fartøjets ejer i stedet for forsikring skal stille anden af

ministeren godkendt sikkerhed for dækning af de i stk. 1 nævnte

erstatningskrav.

Stk. 3.

Benyttes

fartøjet til luftfart inden for dansk område i henhold til § 2 b) eller

bortset fra forsøgsluftfart - § 2 c), bestemmer ministeren, hvorvidt der

skal foreligge forsikring eller anden sikkerhedsstillelse til dækning af de i

§§ 127 og 128 omhandlede erstatningskrav.

§ 130 a.

Ministeren kan fastsætte regler

om, at ejeren af et luftfartøj skal tegne og holde en forsikring i kraft mod

skade på passagerer og herunder fastsætte regler om forsikringssummens

størrelse.

Kapitel 11

Flyveulykker

Redningstjeneste

§ 131.

Forskrifter angående de eftersøgnings- og redningsforanstaltninger, der skal

træffes, når et luftfartøj er savnet, forulykket eller i nød, udfærdiges

efter

forhandling med forsvarsministeren, økonomi- og erhvervsministeren og

justitsministeren af transport- og energiministeren, der herunder kan give

forskrifter

om pligt for private personer eller virksomheder til at yde fornøden bistand

samt om godtgørelse for sådan medvirken.

Bjærgning af luftfartøjer

§ 132.

Den, som bjærger eller medvirker til bjærgningen af et luftfartøj, der er

forulykket eller stedt i nød, eller ombordværende gods eller noget, som har

hørt til sådant luftfartøj eller gods, har ret til bjærgeløn i

overensstemmelse

med de om bjærgning af skibe eller dertil hørende gods fastsatte regler, hvad

enten bjærgningen sker på søen, landjorden eller i luften. Den, der redder

eller medvirker til redning af menneskeliv under den nød, som har givet

anledning til bjærgningen, har krav på andel i bjærgelønnen.

Stk. 2.

Ligeledes

tilkommer der den, der har afholdt ekstraordinære udgifter, som har været

uomgængelig

nødvendige for at bevare et luftfartøj, ret til godtgørelse af de afholdte

udgifter, medmindre han har handlet imod et udtrykkeligt og beføjet forbud af

luftfartøjschefen.

Stk. 3.

Kravet på

bjærgeløn eller på godtgørelse af sådanne ekstraordinære udgifter må ikke

overstige

værdien af det bjærgede - henholdsvis af luftfartøjet - med tillæg af fragt

for

gods og passagerer.

§ 133.

Ejeren af bjærget gods hæfter kun med værdien af det bjærgede, og kravet er

sikret med pant i godset forud for alle på dette hvilende behæftelser.

Udleveres godset, bortfalder panteretten.

Stk. 2.

Om panteret

i luftfartøjer, for krav på bjærgeløn eller på godtgørelse af de i § 132

omhandlede ekstraordinære udgifter gælder de i lov nr. 135 af 31. marts 1960,

3)

§ 5,

fastsatte regler.

Undersøgelse af flyvehavarier m.v.

§ 134.

Transport- og energiministeren opretter en havarikommission, der har til

formål

at undersøge flyvehavarier og flyvehændelser med henblik på at forebygge

sådanne.

Stk. 2.

Kommissionens sammensætning fastsættes af transport- og energiministeren.

Stk. 3.

Kommissionen skal supplere sig med repræsentanter for fremmede stater i det

omfang, hvor Danmark ved aftale har forpligtet sig dertil. I øvrigt kan

kommissionen supplere sig med særligt sagkyndige i tilfælde, hvor den finder

det hensigtsmæssigt.

§ 134 a.

Havarikommissionen undersøger endvidere ulykker og hændelser på

jernbaneområdet, jf. lov om jernbane. Havarikommissionen benævnes herefter

Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane (Havarikommissionen).

§ 135.

Ved flyvehavari (havari) forstås i denne lov en begivenhed, der indtræffer i

forbindelse med anvendelse af et luftfartøj fra det tidspunkt, hvor nogen

person går om bord i luftfartøjet i den hensigt at flyve, og indtil alle er

gået fra borde, og hvor:

1)

nogen afgår ved døden

eller kommer alvorligt til skade som følge af at være i eller på luftfartøjet

eller ved direkte berøring med luftfartøjet eller noget, der hører til dette,

eller

2)

luftfartøjet udsættes

for skade eller strukturelle fejl, der nedsætter strukturens styrke eller

luftfartøjets

flyveegenskaber, og som normalt vil nødvendiggøre en større reparation eller

udskiftning af de pågældende dele, eller

3)

flyet savnes eller er

fuldstændig utilgængeligt.

Stk. 2.

Ved

flyvehændelse (hændelse) forstås i denne lov en begivenhed, som ikke er et

havari, men som indtræffer i forbindelse med anvendelsen af et luftfartøj, og

som har indflydelse på eller vil kunne få indflydelse på sikkerheden,

forbundet

med luftfartøjers anvendelse.

Stk. 3.

Transport-

og energiministeren kan fastsætte ændringer i stk. 1 og 2.

§ 136.

Havarikommissionen undersøger følgende havarier og hændelser:

1)

havarier, hvor civile

luftfartøjer er indblandet, når havari finder sted over eller på dansk

territorium,

2)

havarier, hvor dansk

registrerede, civile luftfartøjer er indblandet, når havari finder sted uden

for nogen stats territorium eller over eller på et territorium, hvor

vedkommende stat ikke har forpligtet sig til at foretage undersøgelse,

3)

hændelser, hvor

civile luftfartøjer er indblandet, når de finder sted over eller på dansk

territorium, samt

4)

hændelser uden for

dansk territorium, hvor dansk registrerede civile luftfartøjer er indblandet,

medmindre det med fremmed stat er aftalt, at denne foretager undersøgelsen.

Stk. 2.

Havarikommissionen kan i særlige tilfælde ved aftale overlade undersøgelser i

henhold til stk. 1, nr. 1-3, til en fremmed stat. Havarikommissionen kan

endvidere efter aftale med fremmed stat foretage undersøgelser, der påhviler

denne.

Stk. 3.

Ved en

fremmed stats undersøgelse af et havari eller en hændelse, hvor et dansk

registreret, civilt luftfartøj er indblandet, deltager en eller flere

repræsentanter for havarikommissionen, når sådan deltagelse følger af

internationale aftaler, eller når det i øvrigt findes hensigtsmæssigt og

vedkommende

stat fremsætter anmodning derom eller erklærer sig indforstået dermed.

§ 137.

Når et havari eller en hændelse er indtruffet over eller på dansk territorium

eller med dansk registreret, civilt luftfartøj, skal havarikommissionen

snarest

underrettes herom.

Stk. 2.

Meddelelsespligten påhviler luftfartøjschefen. Meddelelsespligten påhviler

desuden den person, der gør tjeneste som flyveleder, eller den, der efter

transport- og energiministerens bestemmelse i medfør af § 74 gør

tjeneste

i anden stilling af betydning for luftfartssikkerheden, såfremt den

pågældende

har ydet lufttrafiktjeneste, der har eller har kunnet have betydning for

havariet eller hændelsen. For luftfartsanlæg på jorden påhviler

meddelelsespligten den ansvarlige for anlægget.

Stk. 3.

Er

luftfartøjschefen ikke i stand til at opfylde pligten efter stk. 2, 1.

pkt.,

påhviler denne ejeren eller brugeren af luftfartøjet.

Stk. 4.

Nærmere

regler om meddelelsespligt, rapporteringsveje m.v. kan fastsættes af

transport-

og energiministeren.

§ 138.

Havarikommissionen bestemmer omfanget af de undersøgelser, der skal foretages

i

anledning af et havari eller en hændelse. Herved kan der tages hensyn til

formålet med kommissionens undersøgelser, jfr. § 134, stk. 1,

havariets eller hændelsens omfang, undersøgelsens forventede

flyvesikkerhedsmæssige

værdi i forhold til omkostningerne, opgavens betydning i forhold til andet

arbejde, der aktuelt påhviler kommissionen, tilgængelige ressourcer og

lignende.

Stk. 2.

Det

bestemmes ved aftale mellem havarikommissionen og de militære myndigheder,

hvorledes

der skal forholdes ved havarier og hændelser, hvori også militære

luftfartøjer

er indblandet, eller som indtræffer på militært område.

§ 139.

Når et havari er indtruffet over eller på dansk territorium, må luftfartøjet,

dets dele eller indhold eller spor i øvrigt ikke fjernes eller røres, før

havarikommissionen har tilendebragt sine undersøgelser, medmindre der af

politiet i forståelse med kommissionen gives tilladelse dertil.

Stk. 2.

I øvrigt

bestemmer kommissionen, hvornår undersøgelsen tillader frigivelse af

luftfartøjet helt eller delvis.

§ 140.

Havarikommissionen har uden retskendelse adgang til at foretage undersøgelse

af

luftfartøjet eller dets rester, uanset om disse befinder sig på privat

område,

og til at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik herpå.

Stk. 2.

Havarikommissionen kan kræve fremlagt bøger og andre dokumenter af betydning

for undersøgelsen og kan foretage afhøringer af luftfartøjets ejer eller

bruger

samt besætning og enhver anden person, som må formodes at kunne give

oplysninger af betydning for undersøgelsen.

Stk. 3.

Kommissionen kan forlange retligt forhør efter reglerne i retsplejelovens

§ 1018.

Stk. 4.

Politiets

bistand kan kræves til undersøgelse i det omfang, det skønnes fornødent.

Stk. 5.

Foreligger

der mistanke om et strafbart forhold, kan politiet selvstændigt foretage de

efterforskningsskridt, der af anklagemyndigheden skønnes fornødne, og kan

hertil kræve bistand af havarikommissionen.

§ 141.

Havarikommissionen skal løbende holde luftfartsvæsenet underrettet om fund og

omstændigheder omkring en undersøgelse, der skønnes af væsentlig betydning

for

flyvesikkerheden, og skal på det tidligst mulige tidspunkt gøre

luftfartsvæsenet bekendt med sine vurderinger heraf.

§ 142.

Når havarikommissionen har afsluttet sin undersøgelse, udarbejder den udkast

til rapport om undersøgelsens resultater. Udkastet skal indeholde en

udtalelse

om eventuelle forholdsregler til forebyggelse af havarier eller hændelser af

samme eller lignende art.

Stk. 2.

Udkastet

til rapporten forelægges til udtalelse hos luftfartøjets eller

luftfartsanlæggets

ejer eller bruger samt andre, for hvem undersøgelsen efter kommissionens

opfattelse har særlig betydning. Kommissionen fastsætter en frist for

modtagelse af eventuelle udtalelser. De pågældende kan fremsætte ønske om

yderligere undersøgelser.

Stk. 3.

Den

endelige rapport sendes til luftfartsvæsenet. Rapporten offentliggøres

samtidig

hermed, medmindre afgørende hensyn taler imod en offentliggørelse.

§ 143.

Når den foretagne undersøgelses omfang taler derfor, kan kommissionen fravige

reglerne i § 142 og i stedet udarbejde en redegørelse.

Stk. 2.

Kommissionen kan endvidere udarbejde en redegørelse i tilfælde, hvor reglerne

i

§ 142, stk. 1-3, i øvrigt følges.

Stk. 3.

Redegørelser skal udarbejdes så vidt muligt inden 60 dage, efter at

kommissionen

har fået underretning om havariet eller hændelsen. Redegørelsen sendes til

luftfartsvæsenet og offentliggøres samtidig hermed.

§ 144.

Kommissionen offentliggør mindst en gang om året en oversigt over sin

virksomhed.

§ 144 a.

Kommissionens personale, tilkaldte sagkyndige og andre, der medvirker i en

undersøgelse, som foretages af kommissionen, er under ansvar efter

straffelovens §§ 152 og 152 a-e forpligtet til over for uvedkommende at

hemmeligholde, hvad de bliver vidende om i forbindelse med undersøgelsen.

Stk. 2.

Statens

Luftfartsvæsens personale og eventuelle tilkaldte sagkyndige, der i henhold

til

§ 141 modtager oplysninger fra kommissionen, er under ansvar efter

straffelovens §§ 152 og 152 a-e forpligtet til over for uvedkommende at

hemmeligholde, hvad de herved bliver vidende om.

§ 144 b.

Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for kommissionens

virksomhed.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan pålægge havarikommissionen specielle opgaver, der har

et generelt flyvesikkerhedsmæssigt sigte.

Stk. 3.

Ved en

undersøgelse i forbindelse med sådanne opgaver gælder det i § 144 a

anførte.

Stk. 4.

Rapport om

undersøgelser i henhold til stk. 2 afgives til transport- og

energiministeren og luftfartsvæsenet. Ministeren bestemmer, hvorvidt

rapporten

skal offentliggøres.

Stk. 5.

Luftfartsvæsenet skal efter anmodning bistå kommissionen i dens arbejde.

Stk. 6.

Kommissionen kan genoptage en afsluttet undersøgelse, såfremt der fremkommer

nyt og væsentligt materiale i sagen.

Stk. 7.

Transport-

og energiministeren kan på ethvert tidspunkt pålægge kommissionen at foretage

yderligere undersøgelser i en sag.

Kapitel 12

Forskellige bestemmelser

§ 145.

Såfremt der, når en flyvning skal påbegyndes, er grund til at antage, at det

pågældende luftfartøj ikke er luftdygtigt eller bemandet på behørig måde,

eller

de for den pågældende flyvning i øvrigt gældende vilkår efter denne lov eller

de i medfør heraf udfærdigede bestemmelser ikke er opfyldt, kan vedkommende

myndighed forbyde luftfartøjets start samt om fornødent hindre, at det

forlader

flyvepladsen, indtil forholdet er bragt i orden. Beslutning herom træffes af

luftfartsvæsenet eller den, som luftfartsvæsenet bemyndiger hertil; i

sidstnævnte tilfælde skal beslutningen uopholdeligt forelægges

luftfartsvæsenet

til prøvelse.

§ 146.

Såfremt der ikke for et luftfartøj, som skal afgå fra en flyveplads, hvis

benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, er erlagt afgift, som

står i forbindelse med fartøjets seneste landing og ophold på samt afgang fra

flyvepladsen, kan dennes indehaver hindre, at luftfartøjet forlader

flyvepladsen, indtil afgiften er betalt, eller der er stillet fornøden

sikkerhed for betalingen.

§ 146 a.

En ansøgning om tilladelse efter § 31, § 55, § 75 eller

fællesskabsretlige regler på området kan afslås, hvis ansøgeren har betydelig

forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen

50.000 kr. og derover.

Stk. 2.

En

tilladelse som omhandlet i stk. 1 kan tilbagekaldes, hvis indehaveren

har

betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i

størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. Tilbagekaldelsen kan ske på tid fra

1

til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen

efter § 146 b til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

§ 146 b.

En afgørelse efter § 58 og § 146 a, stk. 2, kan af den,

afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom

fremsættes over for den myndighed, der har tilbagekaldt tilladelsen eller

stadfæstet tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt til

den pågældende. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige

retsplejes former. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men

retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling

skal have adgang til at udøve virksomheden, hvortil tilladelse kræves. Ankes

en

dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har

afsagt

dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden,

hvortil

tilladelse kræves, ikke må udøves under ankesagens behandling.

§ 146 c.

En tilbagekaldelse efter § 58 og § 146 a, stk. 2, kan til

enhver

tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Hvis

en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved

domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet

mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år, efter at ophævelsen senest

er nægtet ved dom. § 146 b, 2. og 3. punktum, finder tilsvarende

anvendelse.

§ 147.

Om fritagelse for arrest og forbud henvises til den derom gældende

lovgivning.

§ 148.

For

luftdygtighedsbevis til luftfartøjer til og med

300 kg, som ikke udelukkende anvendes

privat, betales

1)

1.280 kr. i

udstedelsesafgift og

2)

205 kr. i årsafgift.

Stk. 2.

For

luftdygtighedsbeviser til luftfartøjer på over

300 kg

til og med

2.730 kg, som ikke udelukkende

anvendes privat, betales

1)

1.280 kr. plus 575

kr. pr. påbegyndt

100 kg

over

300 kg

i

udstedelsesafgift og

2)

205 kr. plus 370 kr.

pr. påbegyndt

100 kg

over

300 kg

i

årsafgift.

Stk. 3.

For

luftdygtighedsbeviser til luftfartøjer på over

2.730 kg

til og med

5.700 kg, som ikke udelukkende

anvendes privat, betales

1)

15.475 kr. plus 575

kr. pr. påbegyndt

100 kg

over

2.800 kg

i

udstedelsesafgift og

2)

9.335 kr. plus 370

kr. pr. påbegyndt

100 kg

over

2.800 kg

i

årsafgift.

Stk. 4.

For

luftdygtighedsbeviser til luftfartøjer på over

5.700 kg, som ikke udelukkende

anvendes privat, betales

1)

32.515 kr. plus 2.215

kr. pr. påbegyndt

1.000 kg

over

6.000 kg

i

udstedelsesafgift og

2)

19.925 kr. plus 1.060

kr. pr. påbegyndt

1.000 kg

over

6.000 kg

i

årsafgift.

Stk. 5.

For tilsyn

med teletekniske anlæg inkl. betaling for kontrol af måleresultater betales i

årsafgift

1)

45.815 kr. for ILS

kategori I, II og III inkl. markers,

2)

26.185 kr. for

localizer eller VOR,

3)

13.095 kr. for DME,

4)

9.825 kr. for radar,

5)

6.550 kr. for VDF,

6)

1.745 kr. for

kommunikationsanlæg og

7)

6.550 kr. for NDB

eller locator.

Stk. 6.

For tilsyn

med flyvekontroltjeneste (en route), herunder teknisk tilsyn med en

route-systemet, betales i årsafgift 7.135.650 kr.

Stk. 7.

De i

stk. 1-6 anførte beløb reguleres en gang årligt med 2 pct. tillagt

tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en

satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med

5

delelige beløb. Transport- og energiministeren bekendtgør reguleringerne

hvert

år.

Stk. 8.

Transport-

og energiministeren kan herudover fastsætte regler om betaling til hel eller

delvis

dækning af omkostningerne ved de øvrige offentlige forretninger og

tilsynsvirksomhed i henhold til denne lov eller fællesskabsretlige regler på

luftfartsområdet.

Stk. 9.

Hvis

betalingerne i stk. 1-6 og 8 ikke erlægges rettidigt, tillægges renter i

overensstemmelse med rentelovens regler for rente af pengekrav på

formuerettens

område. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om opkrævning

m.v.

af betalingerne, herunder regler om betaling for erindringsskrivelser.

Stk. 10.

Det skyldige beløb med påløbne

renter kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden efter lov om

opkrævning

og inddrivelse af visse fordringer ved udpantning og ved indeholdelse i løn

m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i

kildeskatteloven samt ved modregning i overskydende skat.

Stk. 11.

Restanceinddrivelsesmyndigheden

kan eftergive skyldige beløb efter reglerne i lov om opkrævning og

inddrivelse

af visse fordringer.

Kapitel 12 a.

Passageroplysninger

§ 148 a.

Luftfartsselskaber skal foretage

registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om passagerer og

besætningsmedlemmer på luftfartøjer, der ankommer til eller afgår fra

Danmark.

Stk. 2.

Luftfartsselskaber skal på

begæring af Politiets Efterretningstjeneste udlevere de i stk. 1 nævnte

oplysninger til brug for forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af

straffelovens kapitel 12 og 13.

Stk. 3.

Transport- og energiministeren

fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om

registrering og opbevaring i medfør af stk. 1 og om

luftfartsselskabernes

praktiske bistand til Politiets Efterretningstjeneste i medfør af

stk. 2.

Stk. 4.

Transport- og energiministeren

kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om

Politiets Efterretningstjenestes adgang til luftfartsselskabernes

bookingsystemer til brug for forebyggelse og efterforskning af overtrædelser

af

straffelovens kapitel 12 og 13.

Kapitel 13

Straffebestemmelser

§ 149.

Med fængsel indtil 2 år straffes den, som efter at have nydt spiritus gør

eller

forsøger at gøre tjeneste på et luftfartøj i strid med bestemmelserne i

§ 50, stk. 1. Med samme straf anses den, der gør tjeneste på et

luftfartøj til trods for, at retten hertil er inddraget, frakendt eller

frataget ham i medfør af § 150. Under særligt formildende omstændigheder

kan dog straf af bøde anvendes.

Stk. 2.

Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på den, der gør

tjeneste i en af de i § 74 omhandlede stillinger.

Stk. 3.

Med bøde

eller fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder § 21, § 22,

stk. 1, § 23, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1 og 2,

§ 32, stk. 3 og 4, § 36, stk. 1 og 2, § 39,

§ 41,

stk. 1, § 42, § 50, stk. 2, 3, 5 og 6, § 60,

stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, § 74, jf. § 50, stk. 2,

3,

5 og 6, § 84, stk. 2, § 85, stk. 1, § 130 og

§ 139, stk. 1, jf. dog § 149 a.

Stk. 4.

Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 12, stk. 1, 1.-3. pkt.,

§ 13, stk. 2, § 20, § 40 b, § 55, stk. 1,

§ 59, stk. 1 og 3, § 66, § 75, stk. 1 og 2 og

stk. 5, 1. pkt., § 137, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, og

§ 150 e, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4

måneder.

Forsøg på overtrædelse af § 75, stk. 1, 2 og stk. 5, 1. pkt.,

straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. For overtrædelse af

§ 40

b kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan

tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For det i 3. pkt. fastsatte

bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 5.

Overtrædelse af § 18, § 37, stk. 3, § 38, § 67 a,

stk. 1, § 72 og § 148 a, stk. 1 og 2 straffes med bøde.

Stk. 6.

Gør en

luftfartøjschef eller et besætningsmedlem sig skyldig i grov eller oftere

gentagen forsømmelse eller skødesløshed med hensyn til opfyldelsen af de

pligter, der påhviler ham efter §§ 43-47, 49 og 137, stk. 2, 1.

pkt.,

straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. På samme måde straffes

den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller

skødesløshed med hensyn til opfyldelsen af de pligter, der påhviler den

pågældende efter § 137, stk. 2, 2. pkt. På samme måde straffes den,

der forsætligt eller ved grov uagtsomhed urigtigt attesterer noget vedrørende

et arbejde, hvis udførelse han efter forskrifter, udstedt i henhold til

§ 31, er beføjet til at attestere. Har en person, der er omfattet af 1.

eller 3. pkt., ved sit forhold fremkaldt fare for andres liv eller helbred

eller for fartøjet, kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år.

Stk. 7.

Den, der

undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til

loven, forskrifter fastsat i medfør heraf eller EU-forordninger på områder,

som

omfattes af loven, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.

Straffen

for tilsidesættelse af et pålæg i henhold til § 84, stk. 1, kan dog

stige til fængsel i 2 år.

Stk. 8.

Overtrædelse af bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 3,

§§ 82,

82 a, 83 og § 85, stk. 2 og 3,

straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år, jf. dog § 149 a.

Stk. 9.

Overtrædelse af støjforskrifter, der udfærdiges i medfør af §§ 82 og

82 a, straffes dog kun, såfremt

overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller groft uagtsom,

og kun med bøde. Selskaber m.v. (juridiske personer) kan straffes med bøde

for

overtrædelse af støjforskrifter, der udfærdiges i medfør af §§ 82 og

82 a, selv om overtrædelsen ikke kan

tilregnes den juridiske person eller en hertil knyttet person som forsætlig

eller uagtsom. Tilsvarende kan en ejer af en enkeltmandsvirksomhed straffes

med

bøde, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ejeren eller en til

virksomheden

knyttet person som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen

forvandlingsstraf.

Stk. 10.

I øvrigt

kan det i de forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, bestemmes, at

overtrædelser af forskrifterne medfører straf af bøde eller fængsel indtil 4

måneder. I de forskrifter, der udfærdiges i medfør af kapitel

4 A, kan det endvidere fastsættes, at en

arbejdsgiver, der overtræder forskrifterne eller påbud eller forbud udstedt i

medfør af disse, kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan

tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes

ingen forvandlingsstraf.

Stk. 11.

Overtrædelse af bestemmelser i EF-forordninger på områder, der omfattes af

loven, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. dog § 149

a.

Stk. 12.

Overtrædelse af vilkår og betingelser fastsat i medfør af § 57,

§ 59,

stk. 2 og 3 og § 60, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel

indtil 4 måneder.

Stk. 13.

Overtrædelse af vilkår, fastsat i medfør af § 78, straffes med bøde

eller

fængsel indtil 4 måneder. På samme måde straffes den, som i erhvervsmæssigt

øjemed formidler befordring med luftfartøj vidende om, at befordringen

udføres

i strid med sådanne vilkår.

Stk. 14.

Der kan

pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel, jf. dog stk. 9.

Stk. 15.

Sager,

hvor der bliver spørgsmål om fængsel eller om frakendelse af retten til at

gøre

tjeneste på luftfartøj, jf. § 150, eller i anden særlig stilling, jf.

§ 74, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 77 og 78.

Sager,

hvor der alene bliver spørgsmål om bøde, behandles efter reglerne i

retsplejelovens

kapitel 80.

§ 149 a.

Den, der i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 89 b har

foretaget anmeldelse om forhold, der ikke har medført et flyvehavari eller en

flyvehændelse, kan ikke for det pågældende forhold straffes for overtrædelse

af

§ 42, bestemmelser fastsat i medfør af §§ 31, 52, 54, 82 eller 83

eller bestemmelser i EF-forordninger på områder, der omfattes af loven.

§ 150.

Ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj skal frakendes, når

1)

tjenesten er udøvet

med tilsidesættelse af væsentlige hensyn til flyvesikkerheden,

2)

frakendelsen findes

begrundet i beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt

foreligger oplyst om tiltaltes forhold som tjenstgørende på et luftfartøj,

3)

den pågældende har

gjort eller forsøgt at gøre tjeneste på et luftfartøj efter at have nydt

spiritus som angivet i § 50, stk. 1,

4)

den pågældende har

foretaget eller forsøgt at foretage en eller flere flyvninger, uden at der

foreligger

den fornødne tilladelse hertil, eller såfremt væsentlige vilkår for en

meddelt

tilladelse er overtrådt, eller

5)

den pågældende har

foretaget eller forsøgt at foretage en eller flere flyvninger, omfattet af

§ 75, stk. 5, uden anmeldelse herom, eller såfremt væsentlige krav

for en virksomheds udførelse af befordring med luftfartøj af egne ansatte er

overtrådt.

Stk. 2.

Frakendelsen efter stk. 1, nr. 3-5, sker ubetinget. Frakendelsen efter

stk. 1, nr. 1 og 2, sker betinget, medmindre den pågældende

1)

forsætligt har voldt

skade på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende fare

herfor eller i øvrigt har udøvet tjenesten på særlig hensynsløs måde.

2)

ved forskellige

lejligheder har gjort sig skyldig i forhold, der hver for sig er omfattet af

stk. 1, nr. 1,

3)

tidligere er frakendt

ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj betinget, og det nye forhold er

begået i prøvetiden eller

4)

tidligere er frakendt

ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj ubetinget og det nye forhold er

begået inden 5 år fra udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 3.

Under

særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i

tilfælde,

hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.

Stk. 4.

Er en

person, der enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller er

ansat i et dansk luftfartsforetagende, i fremmed stat straffet for et

forhold,

der bedømt efter denne lov ville have medført frakendelse af ret til at gøre

tjeneste på et luftfartøj i medfør af denne paragraf, kan sådan frakendelse

ske

under en offentlig, efter rigsadvokatens påbud anlagt sag.

Stk. 5.

Skønner

luftfartsvæsenet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af ret til at

gøre

tjeneste på et luftfartøj foreligger, kan det midlertidigt inddrage retten.

Luftfartsvæsenet skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende om

prøvelsesadgangen, jfr. stk. 6.

Stk. 6.

Den, hvis

ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj er midlertidigt inddraget, kan

forlange inddragelsen prøvet af domstolene. Domstolene træffer ved kendelse

afgørelse om inddragelsen.

Stk. 7.

Det

tidsrum, hvori retten har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

Stk. 8.

Bliver en

person, der har ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj, i medfør af

færdselsloven frakendt retten til at føre motordrevet køretøj ubetinget, kan

luftfartsvæsenet for det tidsrum, for hvilket frakendelse er sket, fratage

den

pågældende ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj, såfremt det strafbare

forhold, for hvilket vedkommende er dømt, begrunder en nærliggende fare for

misbrug af denne ret. Den pågældende kan begære fratagelsen indbragt for

domstolene. Luftfartsvæsenet skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den

pågældende herom.

Stk. 9.

Bestemmelserne i stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse på den, der gør

tjeneste i stilling som i § 74 omhandlet.

§ 150 a.

Betinget frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år

fra endelig dom ikke gør tjeneste på et luftfartøj under sådanne

omstændigheder, at ret dertil skal frakendes ham. Under særlige

omstændigheder

kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år for den betingede frakendelse.

Stk. 2.

Ved

betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden. Begår den

dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af ret til at

gøre

sådan tjeneste, fastsætter domstolene en fælles frakendelse for dette forhold

og den tidligere pådømte lovovertrædelse.

Stk. 3.

Ubetinget

frakendelse sker for et bestemt tidsrum af ikke under 6 måneder eller for

bestandig.

Stk. 4.

Uanset

frakendelse for bestemt tid kan den pågældende påbegynde uddannelse med

henblik

på generhvervelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj efter de for

generhvervelse almindeligt gældende regler, dog tidligst 3 måneder før

frakendelsestidens udløb.

§ 150 b.

Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at ret til

at

gøre tjeneste på et luftfartøj har været inddraget i medfør af § 150,

stk. 5, har ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om

frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved kendelse. I andre

tilfælde

kan byretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke

ikke skal have opsættende virkning.

Stk. 2.

Afsiges der

i en sag, hvor certifikatet er inddraget efter § 150, stk. 5,

frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om frakendelse, eller sker

frakendelsen betinget, skal retten generhverves efter de herfor gældende

regler, selv om dommen ankes.

Stk. 3.

Når ret til

at gøre tjeneste på et luftfartøj er inddraget eller frakendt i medfør af

denne

lov, skal den pågældendes certifikat indleveres til luftfartsvæsenet.

Stk. 4.

Er ret til

at gøre tjeneste på et luftfartøj i medfør af denne lov eller nogen tidligere

lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om

generhvervelse

af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene.

Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3 og

kan

tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år fra frakendelsestiden. Retten

kan

kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har ret til at

gøre

tjeneste på et luftfartøj tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan

gengivelse af retten inden frakendelsestidens udløb kun ske rent

undtagelsesvis

og tidligst, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.

§ 150 c.

Reglerne i kapitel

93 a

i lov om rettens pleje finder anvendelse på krav om erstatning for

frakendelse

eller inddragelse af retten til at gøre tjeneste på et luftfartøj i anledning

af strafforfølgning.

§ 150 d.

Uanset bestemmelserne i §§ 1 og 4, stk. 1, finder lovens

bestemmelser

om straf og frakendelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj også

anvendelse på handlinger foretaget uden for dansk område af personer, der er

indehavere af dansk certifikat, jf. § 35, med de begrænsninger, der

følger

af straffelovens §§ 7, 10,

10 a

og 10 b.

§ 150 e.

Transport- og energiministeren

fører tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i denne lov og de regler, der

er fastsat i medfør heraf, samt med EU-forordninger på områder, som omfattes

af

loven.

Stk. 2.

Transport- og energiministeren

og andre, som udfører tilsynsopgaver med hjemmel i loven, i regler fastsat i

medfør heraf, eller i EU-forordninger, som omfattes af loven, har, i det

omfang

det er nødvendigt for udførelsen af tilsynet, adgang til ethvert luftfartøj,

der benyttes til luftfart efter denne lov, samt anlæg eller virksomhed, der

omfattes af de i stk. 1 nævnte bestemmelser og regler, og skal have

adgang

til alle relevante dokumenter og regnskaber.

Stk. 3.

Personer og virksomheder, der er

undergivet tilsyn som nævnt i stk. 1, skal på forlangende meddele

tilsynsmyndigheden enhver nødvendig oplysning, som har betydning for

udøvelsen

af tilsynet.

§ 150 f.

Transport- og energiministeren fører som led i tilsynsvirksomheden efter

denne

lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer. Transport- og

energiministeren kan, eventuelt på nærmere angivne vilkår, påbyde, at

forhold,

der strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden straks eller

inden en nærmere angivet frist.

Stk. 2.

§ 150 e, stk. 2

og 3, § 152, stk. 1, og § 152 a finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Transport- og

energiministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren

fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.

Kapitel 14

Gennemførelsesbestemmelser

§ 151.

Under behørig hensyntagen til luftfartens sikkerhed eller almene interesse i

øvrigt kan transport- og energiministeren for så vidt angår luftfartøjer, som

ikke har fører om bord, eller som fremdrives ved andet end motor, eller som

ellers er af særlig beskaffenhed, gøre undtagelse fra lovens regler og give

særlige forskrifter, dog ikke for såvidt angår bestemmelser af privatretligt

eller strafferetligt indhold.

Stk. 2.

Ministeren

kan give forskrifter om indretninger, der er bestemt til at bevæge sig i

luften

uden at være luftfartøjer.

§ 152.

Transport- og energiministeren kan bestemme, at luftfartsvæsenet - ud over

den

samme ved bestemmelserne i loven tillagte myndighed - skal udøve visse af de

ministeren ved loven tillagte beføjelser.

Stk. 2.

Ministeren

kan endvidere overlade beføjelser til at træffe afgørelser, som efter loven

er

tillagt ministeren eller luftfartsvæsenet, til:

1)

andre offentlige

myndigheder,

2)

private

organisationer eller

3)

sagkyndige.

Stk. 3.

Ministeren

kan fastsætte regler om sagsbehandlingen og om klageadgang for de i

stk. 2

nævnte afgørelser.

§ 152 a.

Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage

over afgørelser, der træffes af offentlige myndigheder efter

luftfartslovgivningen, herunder om at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

§ 153.

Transport- og energiministeren kan give nærmere forskrifter til gennemførelse

og udfyldelse af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2.

Ministeren

kan endvidere bemyndige luftfartsvæsenet til at meddele de i stk. 1

omhandlede forskrifter.

§ 153 a.

I de regler, som transport- og

energiministeren kan fastsætte efter denne lov, kan ministeren bestemme, at

internationale vedtagelser på engelsk inden for lovens område skal være

gældende,

uanset at de ikke foreligger på dansk.

Stk. 2.

Ministeren kan fastsætte regler

om kundgørelsen af de i medfør af loven fastsatte regler.

II Militær og anden ikke-erhvervsmæssig statsluftfart

Kapitel 15

§ 154.

Bestemmelse om, i hvilken udstrækning og eventuelt med hvilke ændringer og

tilføjelser de i denne lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart og de i

medfør heraf udfærdigede forskrifter skal få anvendelse på danske militære

luftfartøjer og i øvrigt i forbindelse med militær luftfart, træffes af

forsvarsministeren. Bestemmelser, der berører civil luftfart, kan, for så

vidt

de afviger fra de i nærværende lov givne, kun gennemføres efter forhandling

med

transport- og energiministeren.

Stk. 2.

Hvad der er

bestemt om bjærgning i § 132, skal dog altid gælde de i stk. 1

nævnte

luftfartøjer.

§ 155.

For så vidt angår danske luftfartøjer, som ikke er militære, men udelukkende

anvendes af den danske stat i ikke-erhvervsmæssigt øjemed, kommer de i denne

lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart - med undtagelse af bestemmelsen

i

§ 133 - til anvendelse.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan bestemme, at visse af lovens regler ikke skal få

anvendelse

på de i stk. 1 omhandlede luftfartøjer. Hvad der er bestemt om bjærgning

i

§ 132 og om straf i kapitel 13, skal dog altid gælde de i stk. 1

nævnte luftfartøjer.

§ 156.

Luftfart over dansk område med fremmede militære luftfartøjer og med andre

fremmede luftfartøjer, som udelukkende anvendes til statsformål af

ikke-erhvervsmæssig art, kan kun finde sted efter forud given tilladelse

eller

i henhold til bestemmelser for fremmede militære luftfartøjers adgang til

dansk

område under fredsforhold.

Stk. 2.

Sådan

tilladelse med dertil knyttede betingelser meddeles, for så vidt angår

militære

luftfartøjer, af forsvarsministeren efter fornøden forhandling med transport-

og energiministeren og for de øvrige af de i stk. 1 omhandlede

luftfartøjer af transport- og energiministeren.

III Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

Kapitel 16

§ 157.

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved kongelig anordning.

Stk. 2.

Det kan ved

kongelig anordning bestemmes, at enkelte af lovens bestemmelser skal træde i

kraft særskilt.

Stk. 3.

Ved lovens

ikrafttræden ophæves lov nr. 175 af 1. maj 1923 om luftfart, ændret i

overensstemmelse

med lov nr. 124 af 7. maj 1937, og de i henhold dertil udfærdigede

bestemmelser, medmindre disse udtrykkeligt opretholdes ved bekendtgørelse i

medfør af nærværende lov.

Stk. 4.

Endvidere

ophæves lov nr. 411 af 12. juli 1946 om sikring af indflyvning til offentlige

lufthavne og landingspladser samt lov nr. 123 af 7. maj 1937 om befordring

med

luftfartøj, jfr. dog § 126.

§ 158.

For Grønland gælder loven kun med de af den særlige grønlandske lovgivning

flydende lempelser.

4)

Såfremt det måtte blive nødvendigt

i Grønland at foretage ekspropriationer i henhold til denne lov, vil de

nærmere

regler om fremgangsmåden herved være at fastsætte i en særlig lov.

5)

Stk. 2.

Loven

gælder ikke for Færøerne. Ved kgl. anordning kan det dog bestemmes, at loven

tillige skal gælde for Færøerne i det omfang og med de ændringer, som

indstilles af Færøernes Lagting.

6)

I lov nr. 1114 af 29. december 1997 fastsættes i

§ 2, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende,

idet dog transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttræden

af de ændringer, som angår §§ 54 og 71, jf. note 1.

§ 2 i lov nr. 346 af 17. maj 2000 om ændring

af lov

om luftfart indeholder følgende bestemmelse:

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. juni 2000.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren kan i helt særlige tilfælde tillade, at virksomheder, der

foretager flyvning omfattet af luftfartslovens § 75, stk. 5, som

affattet ved denne lovs § 1, nr. 12 i et nærmere fastsat omfang kan

fortsætte med denne form for flyvning efter lovens ikrafttræden uden at

opfylde

alle krav i luftfartslovens § 75.

I lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af

retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform)

fastsættes

i § 110, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at bl.a.

lovens § 97 (vedrørende ændringer af luftfartslovens § 149,

stk. 15) ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft

for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger, jf. note

6.

I lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af

indsatsen

for at bekæmpe terrorisme m.v.) fastsættes i § 9, stk. 4, at

transport- og energiministeren fastsætter efter forhandling med

justitsministeren

tidspunktet for ikrafttrædelsen af luftfartslovens § 148 a som affattet

ved denne lovs § 5, nr. 1. I samme lov fastsættes i § 10, at loven

ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at bl.a. lovens § 5

(vedrørende

ændringer af luftfartsloven, jf. § 148 a og § 149, stk. 5) ved

kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf.

noterne

6 og 4.

§ 2 i lov nr. 242 af 21. marts 2007 om ændring

af

luftartsloven (Lufthavnstakster, tilsyn, forsikring, tavshedspligt,

lønindeholdelse

for manglende betaling og internationale vedtagelser på engelsk m.v.)

indeholder følgende bestemmelse:

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. april 2007.

Stk. 2.

Transport-

og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 153 a,

stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18.

I lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer fastsættes i

§ 27, stk. 1, at loven træder i kraft den 15. august 2007. I samme lov

fastsættes i § 34, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

1)

De nedenfor anførte ændringer af §§ 54 og 71, der følger af § 1, nr. 2-5, i

lov

nr. 1114 af 29. december 1997 om ændring af lov om luftfart

(Eurocontrolkonventionen),

og som transport- og energiministeren ifølge lovens § 2, stk. 2, fastsætter

tidspunktet for ikrafttræden af, er endnu ikke sat i kraft, og er derfor ikke

indarbejdet i lovbekendtgørelsens tekst, idet tidspunktet for ikrafttræden af

den reviderede Eurocontrolkonvention ikke kendes.

§ 1

2.

I

§ 54

indsættes som

stk. 2

og

3

:

»Stk. 2.

Trafikministeren kan

fastsætte de forskrifter, som er nødvendige for at gennemføre de

beslutninger,

som Eurocontrol i medfør af Eurocontrolkonventionen træffer for driften af et

fælles europæisk lufttrafikreguleringssystem.

Stk. 3.

Beføjelser, som efter

grundloven tilkommer rigets myndigheder kan i det omfang, der er fastsat i

artikel 19, stk. 1, i den reviderede konvention, Den Internationale

Eurocontrolkonvention

af 13. december 1960 vedrørende samarbejde om luftfartens sikkerhed med

senere

ændringer, udøves af den i bestemmelsen nævnte institution.«

3.

§ 71, stk. 2, 3.

og

4. pkt.,

affattes således:

»Afgiften påhviler ejeren og brugeren af såvel danske som udenlandske

luftfartøjer ved flyvning i det område, hvor hjælpemidler kan benyttes.

Ejeren

og brugeren hæfter solidarisk for afgiftens betaling.«

4.

I

§ 71

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Hvis der for en flyvning

anvendes en ICAO-betegnelse eller en hvilken som helst anden anerkendt

betegnelse for identifikation af den pågældende flyvning, kan det

luftfartsforetagende,

som fik tildelt eller anvendte betegnelsen, anses som brugeren.«

Stk. 3-5 bliver hefter stk. 4-6.

5.

§ 71, stk. 4,

der bliver stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Trafikministeren kan fastsætte regler om opkrævning og inddrivelse

af

afgifterne, herunder at danske myndigheder, i det omfang det følger af Annex

IV

til Eurocontrolkonventionen, yder bistand til inddrivelse af Eurocontrols

udestående afgifter.«

2)

Jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986, som ændret ved § 14

i

lov nr. 396 af 13. juni 1990, ved lov nr. 1088 af 23. december 1992 samt ved

§ 13 i lov nr. 1082 af 20. december 1995.

3)

Jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986, som ændret ved § 14

i

lov nr. 396 af 13. juni 1990, ved lov nr. 1088 af 23. december 1992 samt ved

§ 13 i lov nr. 1082 af 20. december 1995.

4)

For Grønland gælder loven som gengivet i lovbekendtgørelse nr. 408 af 11.

september 1985 som ændret ved lov nr. 117 af 11. marts 1987, lov nr. 429 af

13.

juni 1990, lov nr. 837 af 18. december 1991, lov nr. 1087 af 23. december

1992,

lov nr. 328 af 14. maj 1997, lov nr. 1114 af 29. december 1997, lov nr. 346

af

17. maj 2000, lov nr. 340 af 16. maj 2001, lov nr. 1074 af 17. december 2002,

§

2 i lov nr. 323 af 5. maj 2004, lov nr. 475 af 9. juni 2004, lov nr. 278 af

20.

april 2005 og lov nr. 242 af 21. marts 2007.

5)

Jf. lov for Grønland om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende ejendom,

jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 15. februar 1993.

6)

Loven som gengivet i lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, som

ændret ved lov nr. 117 af 11. marts 1987, er sat i kraft for Færøerne

henholdsvis

ved anordning nr. 130 af 3. marts 1989 og anordning nr. 573 af 9. august 1990

med ændringer som angivet i anordningerne.

Lignende dokumenter