Bekendtgørelse af lov om luftfart
Gældende udgave: LBK nr 570 af 19/05/2025
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Anvendt i 47 afgørelser
Retsinformation 29, Klagenævn (Nævnenes Hus) 9, Arbejdsretten m.fl. 3, Landsskatteretten 3, Domsdatabasen 2, Datatilsynet 1
- § 150 f 25
- § 109 7
- § 119 b 4
- § 107 2
- § 50 2
- § 75 2
- § 71 1
- § 118 1
- § 120 1
- § 121 1
- § 90 1
- § 111 1
- § 1 1
- § 148 a 1
- § 126 c 1
De nyeste afgørelser
- Lufthavns udskillelse af påtænkte aktiviteter til P/S Retsinformation · 6. december 2024
- Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud til om straks at sikre, at der ikke ryges indendørs på serveringsstedet Retsinformation · 23. december 2022
- Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt påbud om at sikre, at der ikke ryges indendørs på rampe ved food-lagret på arbejdsstedet Retsinformation · 20. februar 2021
- Afgørelse i klagesag om Furesø Kommunes landzonetilladelse til etablering af modelflyveplads på [ejendom1] Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. april 2019
- Arbejdsrettens dom af 11. april 2019 i sag AR2018.0122 Arbejdsretten m.fl. · 11. april 2019
- Fastholdelse af påbud om at sikre at der ikke ryges indendørs på et serveringssted Retsinformation · 14. februar 2019
- Fastholdelse af strakspåbud om at sikre, at der ikke ryges indendørs på overdækket serveringssted på virksomhedens adresse Retsinformation · 4. april 2018
- Forbrugeren kunne kræve erstatning for køb på flyrejse, da bagagen blev forsinket Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. december 2016
- Sikre at der ikke ryges indendørs Retsinformation · 30. september 2015
- Arbejdsrettens dom af 1. juli 2015 i sag AR2015.0083 Arbejdsretten m.fl. · 1. juli 2015
Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.
Teksten
Bekendtgørelse
af
lov om luftfart
Herved bekendtgøres lov om luftfart, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1484 af 19. december 2005
1) , med de ændringer, der
følger af § 97 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 5 i lov nr. 542 af 8. juni
2006,
lov nr. 242 af 21. marts 2007 og § 31 i lov nr. 512 af 6. juni 2007.
Den bekendtgjorte lovtekst indeholder den ændring, jf.
§ 148 a, der følger af § 5 i lov nr. 542 af 8. juni 2006 (Styrkelse
af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.), selvom bestemmelsen først
træder
i kraft på det tidspunkt, som transport- og energiministeren fastsætter efter
forhandling med justitsministeren.
Den bekendtgjorte lovtekst indeholder desuden den ændring, jf.
§ 153 a, stk. 2, der følger af lov nr. 242 af 21. marts 2007
(Lufthavnstakster, tilsyn, forsikring, tavshedspligt, lønindeholdelse for
manglende betaling og internationale vedtagelser på engelsk m.v.), selvom
bestemmelsen først træder i kraft på det tidspunkt, som transport- og
energiministeren fastsætter.
Den bekendtgjorte lovtekst indeholder endvidere den ændring,
jf. § 150 f, der følger af § 31 i lov nr. 512 af 6. juni 2007 om
røgfri miljøer, selvom bestemmelsen først træder i kraft den 15. august 2007.
I Civil luftfart
Kapitel 1
Indledende bestemmelser
§ 1.
Luftfart inden for dansk område skal finde sted i overensstemmelse med
bestemmelserne i denne lov og de med hjemmel i loven udfærdigede forskrifter,
Læs alt
medmindre andet følger af EF-forordninger.
§ 1 a.
Transport- og energiministeren kan fastsætte sådanne forskrifter, som er
nødvendige
for at gennemføre de af Den Europæiske Union udstedte direktiver om luftfart,
eller som er nødvendige for at anvende de af Den Europæiske Union udstedte
forordninger på luftfartsområdet.
§ 2.
Luftfart inden for dansk område kan kun finde sted med luftfartøj, som har:
a)
dansk nationalitet
eller
b)
nationalitet i
fremmed stat, med hvilken der er sluttet overenskomst om ret til sådan fart,
eller
c)
særlig tilladelse af
transport- og energiministeren.
Stk. 2.
Tilladelse
som nævnt under c) skal gøres afhængig af sådanne vilkår, som i det enkelte
tilfælde
findes påkrævet for at sikre, at luftfarten foregår på betryggende måde,
eller
som i øvrigt findes nødvendige af almene hensyn. Tilladelsen kan når som
helst
tilbagekaldes.
§ 3.
Når
hensynet til den offentlige sikkerhed eller militære grunde kræver det, kan
transport- og energiministeren bestemme, at adgangen til luftfart inden for
visse områder indskrænkes eller forbydes.
Stk. 2.
Når den
offentlige sikkerhed kræver det, eller der ellers foreligger ganske særlige
omstændigheder, kan transport- og energiministeren bestemme, at adgangen til
luftfart inden for hele riget midlertidigt indskrænkes eller forbydes.
§ 4.
Loven gælder også for luftfart med dansk luftfartøj uden for dansk område,
medmindre andet fremgår af lovens indhold, eller medmindre den strider mod
fremmed ret, som efter overenskomst med fremmed stat eller i øvrigt ud fra
almindelige retsgrundsætninger skal finde anvendelse.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan efter overenskomst med en fremmed stat fastsætte, at
nærmere angivne bestemmelser i loven, herunder straffebestemmelser, skal
finde
anvendelse på luftfart med luftfartøj, der er registreret i den pågældende
stat, men som er overladt til en dansk bruger.
Stk. 3.
Transport-
og energiministeren kan efter overenskomst med en fremmed stat fastsætte, at
nærmere angivne bestemmelser i loven ikke skal finde anvendelse på luftfart
med
luftfartøj, der er registreret i Danmark, og som er overladt til en
udenlandsk
bruger.
§ 5.
For
så vidt angår de i kap. 9 indeholdte bestemmelser om befordring med
luftfartøjer, gælder med hensyn til anvendelsesområde alene de i §§ 90,
90a, 90b og 91 i samme kapitel fastsatte begrænsninger, medmindre andet måtte
følge af overenskomst med fremmed stat.
Kapitel 2
Registrering, nationalitet og mærkning
Nationalitetsregistrering
§ 6.
Der
føres af luftfartsvæsenet som registreringsmyndighed et register over
luftfartøjer (nationalitetsregister).
Stk. 2.
Angående
registrering af rettigheder over luftfartøjer gælder lov nr. 135 af 31. marts
1960.
2)
§ 7.
Et
luftfartøj kan kun registreres i Danmark,
1)
når det har dansk
ejer, og ejeren er bosat eller hjemmehørende i Danmark eller i en stat, hvor
den pågældende på grund af sin nationalitet ikke kan være registreret ejer af
et luftfartøj,
2)
når luftfartøjet er
ejet af EU- eller EØS-statsborgere eller EU- eller EØS-selskaber m.v.
(juridiske
personer), i det omfang disse er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs
regler,
eller
3)
når luftfartøjet er
ejet af en person, der har fast bopæl i Danmark, og luftfartøjet benyttes med
udgangssted i Danmark.
Stk. 2.
Som dansk
ejer anses
1)
den danske stat og
institutioner, som styres af staten,
2)
danske kommuner,
3)
danske statsborgere,
4)
stiftelser med sæde i
Danmark, hvis ledelse udelukkende består af danske statsborgere eller
personer,
der er omfattet af stk. 1, nr. 2-3,
5)
foreninger og
lignende sammenslutninger med sæde i Danmark, hvor mindst halvdelen af
medlemmerne
er danske statsborgere eller personer, der er omfattet af stk. 1, nr.
2-3,
6)
aktieselskaber og
andre selskaber med begrænset ansvar, når det overvejende antal deltagere er
danske statsborgere eller personer, der er omfattet af stk. 1, nr. 2-3,
og
selskabet er undergivet disse deltageres fulde kontrol, og
7)
aktieselskaber, som
udelukkende har dansk bestyrelse og direktion med sæde i Danmark.
Stk. 3.
Transport-
og energiministeren kan i særlige tilfælde tillade, at et luftfartøj, der
overvejende benyttes med udgangssted i Danmark, registreres, selv om
betingelserne
i stk. 1 ikke er opfyldt.
§ 8.
Luftfartøj, som er registreret i en fremmed stat, må ikke registreres her i
landet, medmindre det slettes af den fremmede stats register og alle
indehavere
af i fartøjet registrerede rettigheder, som efter overenskomst med fremmed
stat
skal anerkendes her i landet, samtykker i overførelsen, eller rettighederne
er
faldet bort ved en stedfunden retsforfølgning.
§ 9.
Et
luftfartøj kan kun registreres, når det har luftdygtighedsbevis, som er
udstedt
eller godkendt af luftfartsvæsenet, og når det opfylder de krav, som måtte
blive fastsat af transport- og energiministeren med henblik på at afbøde
støjgener eller andre gener og ulemper for personer uden for luftfartøjet.
§ 10.
Registrering sker på grundlag af skriftlig begæring fra ejeren.
Stk. 2.
Begæringen
skal indeholde de fornødne oplysninger om, at anmelderen er ejer, om hans
erhvervelse af luftfartøjet samt oplysninger om fartøjet selv, herunder når,
hvor og af hvem det er bygget.
Stk. 3.
Begæringen
skal være ledsaget af bevis for, at betingelserne efter §§ 7-9 er
opfyldt.
§ 11.
Såfremt registreringsmyndigheden kan tage begæringen til følge, skal
luftfartøjet registreres og tildeles registreringsmærke.
Stk. 2.
I registret
skal indføres:
a)
luftfartøjets
nationalitets- og registreringsmærker,
b)
nødvendige
oplysninger til identificering af luftfartøjet,
c)
oplysninger om
ejeren og hans erhvervelse af luftfartøjet,
d)
bemærkning om
luftfartøjets luftdygtighedsbevis,
e)
registreringsdatoen,
f)
andre oplysninger
efter bestemmelse af transport- og energiministeren.
§ 12.
Såfremt der efter registreringen sker ændring i ejendomsforholdet med hensyn
til luftfartøjet, eller luftfartøjet undergår sådan forandring, at det har
betydning for dets identificering, skal ejeren uopholdeligt anmelde det til
registreringsmyndigheden. Det samme gælder, når ejeren ikke længere opfylder
vilkårene efter § 7. Overdrages luftfartøjet ved aftale helt eller
delvis
til ny ejer, påhviler anmeldelsespligten også overdrageren. I tilfælde af et
luftfartøjs salg ved tvangsauktion eller overtagelse ved umiddelbar
fogedforretning skal fogden eller - ved konkurs, ved offentligt skifte og ved
bobestyrerbehandlede dødsboer, der omfatter luftfartøjet - henholdsvis
kurator,
skifteretten og bobestyreren sende meddelelse herom til
registreringsmyndigheden.
Stk. 2.
Registreringsmyndigheden skal under fornøden iagttagelse af bestemmelserne i
§§ 10-11 føre anmeldelsen ind i registret eller - i de i §§ 13-14
omhandlede tilfælde - slette luftfartøjet af registret eller gøre anmærkning
på
dets blad.
§ 13.
Et
luftfartøj skal slettes af registret, dersom:
a)
det begæres af den i
registret opførte ejer,
b)
de i § 7 anførte
betingelser ikke længere er opfyldt, og transport- og energiministeren ikke
giver tilladelse til, at luftfartøjet desuagtet kan blive stående i
registret,
c)
luftfartøjet er
ophugget eller totalt havareret,
d)
luftfartøjet er
forsvundet. Et luftfartøj anses som forsvundet, når der er gået tre måneder
efter,
at sidste flyvning blev påbegyndt, og der ikke foreligger oplysninger om, at
det fremdeles er i behold.
Stk. 2.
Når der er
indtrådt et forhold som nævnt foran, skal ejeren uopholdeligt anmelde det til
registreringsmyndigheden,
hvis dette ikke allerede er gjort efter § 12.
Stk. 3.
Har
luftfartøjet i tre år ikke haft gyldigt luftdygtighedsbevis, kan det slettes
i
registret, såfremt ejeren ikke inden en af registreringsmyndigheden fastsat
frist tilvejebringer sådant bevis.
§ 14.
Hvis der på et luftfartøj hviler en registreret rettighed, må det ikke
udslettes af nationalitetsregistret, medmindre rettighedshaveren meddeler sit
samtykke hertil, men der gøres anmærkning i registret om det forhold, som
skulle have medført slettelse. Sådan anmærkning berører ikke rettigheden, men
har ellers samme virkning som slettelse.
Stk. 2.
Hvis et
luftfartøj slettes af nationalitetsregistret, eller der i registret gøres
sådan
anmærkning, som omhandles i stk. 1, skal meddelelse herom gives føreren
af
rettighedsregistret.
§ 15.
Er
et her i landet registreret luftfartøj på ubestemt tid eller for et tidsrum
af
mindst 14 dage overladt til en lejetager eller en anden, der bruger det for
egen regning, kan hver part i aftalen gøre anmeldelse herom til
registreringsmyndigheden, som i så fald skal gøre anmærkning i registret om
brugeren og hans ret.
§ 16.
Såfremt et luftfartøj i udlandet er bygget for dansk regning eller overgået i
dansk eje og de i §§ 7-8 for registrering angivne vilkår er opfyldt, kan
fartøjet på de vilkår, som fastsættes af transport- og energiministeren,
indføres midlertidigt i en særlig afdeling af luftfartøjsregistret.
Stk. 2.
Ministeren
kan endvidere tillade, at andre luftfartøjer, som opfylder betingelserne i
§§ 7 og 8, og som har en flyvetilladelse udstedt af luftfartsvæsenet,
indføres i en særlig afdeling af luftfartøjsregistret.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1 om dansk tilknytning gælder ikke i det omfang,
andet
følger af EF-forordninger.
Nationalitet
§ 17.
Når luftfartøjet er registreret, har det dansk nationalitet.
Stk. 2.
Registreringsmyndigheden udsteder nationalitets- og registreringsbevis for
luftfartøjet.
§ 18.
Når et luftfartøj er slettet i registret eller anmærkning gjort efter
§ 14, er fartøjets ejer eller, hvis det er gået over i udenlandsk eje,
den
tidligere ejer pligtig til ufortøvet at indsende nationalitets- og
registreringsbeviset til luftfartsvæsenet. Er der ellers i registret indført
ændring i noget forhold, der omhandles i beviset, har ejeren pligt til
ufortøvet at indsende beviset til luftfartsvæsenet, som giver det påtegning
om
ændringen eller eventuelt erstatter det med et nyt.
§ 19.
Når luftfartøjet er indført i den i § 16 nævnte særlige afdeling af
registret, har det dansk nationalitet, så længe indførelsen gælder.
Stk. 2.
Registreringsmyndigheden udsteder et midlertidigt nationalitets- og
registreringsbevis for luftfartøjet.
§ 20.
Dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal have dansk
nationalitets- og registreringsbevis efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2.
Udenlandsk
luftfartøj skal ved luftfart inden for dansk område have udenlandsk
nationalitets-
og registreringsbevis eller tilsvarende dokument, udfærdiget i fremmed stat,
med hvilken der er sluttet overenskomst om ret til luftfart inden for dansk
område.
Stk. 3.
Benyttes
luftfartøjet med særlig tilladelse i medfør af § 2 c), gælder, hvad
transport- og energiministeren herom fastsætter.
Mærkning
§ 21.
Et
luftfartøj, som er indført i dansk nationalitetsregister efter § 11
eller
§ 16, skal mærkes med dansk nationalitetsmærke og det tildelte
registreringsmærke. Disse mærker skal luftfartøjet føre, så længe det står i
registret.
Stk. 2.
Luftfartøj,
som benyttes med hjemmel i § 2 b), skal være mærket i overensstemmelse
med
de regler, som gælder i luftfartøjets hjemland.
Stk. 3.
Luftfartøj,
som benyttes med tilladelse efter § 2 c), skal være mærket i
overensstemmelse med forskrifter, som udfærdiges af transport- og
energiministeren.
Kapitel 3
Luftdygtighed
§ 22.
Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være luftdygtigt.
Stk. 2.
Et
luftfartøj kan ikke anses for luftdygtigt, medmindre det er således
konstrueret, bygget, udstyret og vedligeholdt og har sådanne flyveegenskaber,
at det tilfredsstiller sikkerhedens krav.
§ 23.
Besigtigelse af luftfartøjer til konstatering af deres luftdygtighed skal ske
ved luftfartsvæsenet, der endvidere fører tilsyn med, at luftfartøjer, så
længe
de benyttes til luftfart efter denne lov, er luftdygtige. Ejeren eller
brugeren
af et luftfartøj skal efter anmodning meddele Statens Luftfartsvæsen de
oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af tilsynet.
Stk. 2.
Luftfartsvæsenet kan lade besigtigelse og tilsyn foretage ved en af samme
udpeget dansk eller udenlandsk sagkyndig eller udenlandsk myndighed.
§ 24.
Når det ved besigtigelse eller på anden måde er godtgjort, at et luftfartøj
tilfredsstiller kravene til luftdygtighed, udstedes luftdygtighedsbevis af
luftfartsvæsenet. Beviset kan udstedes for bestemt tid og kan begrænses til
at
gælde luftfart af bestemt art eller inden for bestemt område. Transport- og
energiministeren kan bestemme, at der i luftdygtighedsbeviset eller i et
særligt dokument, som skal følge med dette, skal optages nærmere anvisninger
om
de forudsætninger med hensyn til brugen af luftfartøjet, som må iagttages,
for
at dette kan anses for luftdygtigt.
Stk. 2.
Beviset
skal på begæring fornys, såfremt luftfartøjet opfylder de krav til
luftdygtighed, som gælder, når fornyelsen skal finde sted. Luftfartsvæsenet
kan
overlade den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige eller myndighed
at
forny luftdygtighedsbeviset.
§ 25.
Dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal have
luftdygtighedsbevis udstedt af luftfartsvæsenet eller godkendt af dette.
Stk. 2.
Udenlandsk
fartøj skal ved luftfart inden for dansk område have enten
luftdygtighedsbevis
som i stk. 1 omhandlet eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt
bevis, som ifølge overenskomst med denne stat skal anerkendes her i riget.
Stk. 3.
Luftfartøj,
som ikke har luftdygtighedsbevis som i stk. 1 eller 2 omhandlet, kan af
luftfartsvæsenet få meddelt særlig tilladelse til luftfart. Sådan tilladelse
kan når som helst tilbagekaldes.
§ 26.
Hvis ikke andet bestemmes af transport- og energiministeren, bliver dansk
luftdygtighedsbevis ugyldigt i følgende tilfælde:
a)
når luftfartøjet
ikke har været underkastet foreskreven besigtigelse,
b)
når der er foretaget
sådan forandring ved luftfartøjet eller dets udstyr, at det kan have
betydning
for luftdygtigheden,
c)
når luftfartøjet
eller dets udstyr har lidt skade, som åbenbart har betydning for
luftdygtigheden
og
d)
når luftfartøjet ikke
er forsikret i overensstemmelse med de gældende regler.
Stk. 2.
Når der i
øvrigt er indtrådt et forhold, som efter ministerens skøn kan have betydning
for luftdygtigheden, kan han erklære luftdygtighedsbeviset for ugyldigt.
Stk. 3.
Ugyldigheden vedvarer i det under c) nævnte tilfælde, indtil skaden er
afhjulpet under iagttagelse af bestemmelser, som fastsættes af ministeren. I
det under d) nævnte tilfælde vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet igen
er
behørigt forsikret. I øvrigt vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet er
erklæret for luftdygtigt.
Stk. 4.
Når et
bevis er blevet ugyldigt, kan luftfartsvæsenet kræve det indleveret.
§ 27.
Hvad der i §§ 24 og 26 er bestemt om dansk luftdygtighedsbevis, finder
tilsvarende anvendelse på godkendelse af udenlandsk luftdygtighedsbevis samt
på
fornyelse og ugyldighed af sådan godkendelse.
§ 28.
Ejeren eller brugeren af et luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne
lov, er ansvarlig for, at fartøjet er luftdygtigt, og for, at der for dette
foreligger gyldigt luftdygtighedsbevis.
§ 29.
Luftfartsvæsenet samt den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige
eller
myndighed har adgang til ethvert luftfartøj, som benyttes til luftfart efter
denne lov, og har ret til at foretage enhver undersøgelse af luftfartøjet og
dets udstyr, som findes nødvendig for at kunne udføre besigtigelse og tilsyn.
Luftfartsvæsenet samt den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige
eller
myndighed kan herunder hos ejeren eller brugeren og besætningen kræve den
medvirken, som findes fornøden. Luftfartøjet kan således kræves klargjort til
besigtigelse, ligesom prøveflyvning og andre nødvendige prøver kan kræves
udført.
§ 30.
For at prøve et luftfartøjs egenskaber, eller når der i øvrigt foreligger
særlige grunde, kan luftfartsvæsenet efter nærmere af transport- og
energiministeren derom fastsatte regler gøre undtagelse fra bestemmelserne i
dette kapitel og de i tilslutning dertil givne forskrifter.
§ 31.
Transport- og energiministeren kan bestemme, at bygning af luftfartøjer og
fremstilling af tilbehør og reservedele samt nærmere angivne
vedligeholdelses-,
reparations- og ændringsarbejder på luftfartøjer, tilbehør og reservedele kun
må udføres af personer med særlig godkendelse eller af en virksomhed, hvis
tekniske organisation er godkendt. Ministeren kan endvidere bestemme, at
sådanne
arbejder, hvis de udføres af en virksomhed, skal attesteres af en person, der
er godkendt hertil.
Kapitel 4
Luftfartøjets bemanding
§ 32.
Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være bemandet på
betryggende måde.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren giver nærmere forskrifter om bemandingen.
Stk. 3.
Luftfartøjets ejer eller bruger er ansvarlig for, at fartøjet er behørigt
bemandet.
Stk. 4.
Luftfartøjets ejer eller bruger skal efter anmodning fra luftfartsvæsenet
oplyse, hvilke personer der på et givet tidspunkt har været fører af et
luftfartøj.
§ 33.
Luftfartsvæsenet fører tilsyn med, at bestemmelserne om bemanding bliver
overholdt. Det kan lade tilsynet foretage ved dansk eller udenlandsk
sagkyndig
eller ved udenlandsk myndighed.
§ 34.
Transport- og energiministeren fastsætter de betingelser, som med hensyn til
statsborgerforhold, alder, fysisk og psykisk egnethed, ædruelighed,
uddannelse
og øvelse m.v. kan kræves opfyldt for at gøre tjeneste på et luftfartøj.
§ 35.
Certifikat til at gøre tjeneste på luftfartøj som fører eller i anden
stilling,
som transport- og energiministeren bestemmer, udstedes af luftfartsvæsenet
til
den, der opfylder de for vedkommende tjeneste fastsatte krav.
Stk. 2.
Certifikatet
kan begrænses til at gælde luftfart med bestemte arter af luftfartøjer,
luftfart af bestemt art eller luftfart inden for bestemt område.
Stk. 3.
Når
ansøgeren opfylder de betingelser, der er gældende for udstedelse af
certifikatet, udstedes dette uden angivelse af udløbsdato eller for bestemt
tid.
Stk. 4.
Certifikatet kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, som begrunder
en nærliggende fare for misbrug af certifikatet, jfr. straffelovens
§ 78.
§ 36.
Den, der gør tjeneste på et luftfartøj i stilling som omhandlet i § 35,
skal have certifikat, udstedt af luftfartsvæsenet eller godkendt af dette,
eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt certifikat, som ifølge
overenskomst med denne skal anerkendes her i riget.
Stk. 2.
Den, som
gør tjeneste på et dansk luftfartøj i international luftfart, skal have
certifikat, som er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet.
Stk. 3.
Luftfartsvæsenet er berettiget til, for så vidt angår flyvning over dansk
område, at nægte at anerkende certifikat, som er udstedt til en dansk
statsborger af en anden stat.
Stk. 4.
Der kan af
luftfartsvæsenet uden hensyn til, hvad der er bestemt i stk. 1, meddeles
særlig tilladelse til at gøre tjeneste på et luftfartøj. Sådan tilladelse kan
når som helst tilbagekaldes.
§ 37.
Luftfartsvæsenet kan inddrage dansk certifikat for bestemt tid, indtil videre
eller for resten af gyldighedstiden, når indehaveren ikke opfylder vilkårene
for at udføre den tjeneste, certifikatet gælder.
Stk. 2.
Når
luftfartsvæsenet finder grund til at antage, at der foreligger et forhold,
som
kan begrunde inddragelse efter stk. 1, kan det sætte certifikatet ud af
kraft, indtil spørgsmålet om inddragelse er afgjort.
Stk. 3.
Når et
certifikat er inddraget eller sat ud af kraft efter bestemmelserne i denne
paragraf, skal det indleveres til luftfartsvæsenet.
§ 38.
Hvad der i §§ 35 og 37 er bestemt om dansk certifikat, finder
tilsvarende
anvendelse på godkendelse af udenlandsk certifikat samt på fornyelse og
tilbagekaldelse af sådan godkendelse.
§ 39.
Den, som har certifikat, der er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet,
skal snarest muligt underrette dette om forhold, som kan have betydning for
spørgsmålet om, hvorvidt han fremdeles opfylder vilkårene for tjenesten. Han
er
pligtig til at underkaste sig de undersøgelser og prøver, som
luftfartsvæsenet
finder påkrævet.
§ 40.
Luftfartsvæsenet kan tillade, at et luftfartøj benyttes til luftfart i
øvelsesøjemed, eller når der i øvrigt foreligger særlige grunde, selv om
fartøjet ikke er bemandet i overensstemmelse med reglerne i § 32.
Kapitel 4 A
Arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj
§ 40 a.
Reglerne i dette kapitel omfatter arbejde for en arbejdsgiver udført af
besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj.
Stk. 2.
Reglerne
har til formål at skabe grundlag for et sikkert og sundt arbejdsmiljø i det
omfang, dette formål ikke er varetaget ved andre regler fastsat i henhold til
denne lov.
Stk. 3.
Reglerne
tilstræber at skabe grundlag for, at virksomhederne og besætningsmedlemmerne
selv i samarbejde kan løse de arbejdsmiljømæssige spørgsmål.
§ 40 b.
En arbejdsgiver skal sørge for, at de arbejdsmiljømæssige forhold under
tjeneste på luftfartøj er fuldt forsvarlige, og for, at der føres effektivt
tilsyn med, at arbejdet udføres på forsvarlig måde.
§ 40 c.
I virksomheder med 1-4 ansatte, der gør tjeneste som besætningsmedlemmer på
luftfartøj, skal virksomhedens arbejde for arbejdsmiljø under denne tjeneste
udføres ved personlig kontakt mellem arbejdsgiveren og de ansatte
besætningsmedlemmer.
§ 40 d.
I virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som
besætningsmedlemmer på luftfartøj, skal de ansatte vælge en
sikkerhedsrepræsentant fra henholdsvis flyvebesætningsmedlemmerne og
kabinebesætningsmedlemmerne for hver luftfartøjstype eller andet
hensigtsmæssigt
afgrænset arbejdsområde til at repræsentere sig i spørgsmål om de ansattes
arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj.
Stk. 2.
Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved sikkerhedsrepræsentantens hverv og
godtgør sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt.
Stk. 3.
Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten lejlighed til at erhverve
sig
den fornødne viden om eller uddannelse i sikkerhedsmæssige spørgsmål.
Stk. 4.
Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten en efter forholdene rimelig
tid til rådighed til at varetage sin pligt i sikkerhedsarbejdet.
Stk. 5.
Sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse
af
sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller
tilsvarende faglige område.
Stk. 6.
Uoverensstemmelser
om beskyttelsen efter stk. 2 og 5, herunder spørgsmål om, hvilke regler
der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne, afgøres
ved
fagretlig behandling, jfr. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om
arbejdsretten.
§ 40 e.
I virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som
besætningsmedlemmer på luftfartøj, oprettes et sikkerhedsudvalg.
Stk. 2.
Sikkerhedsudvalget udgøres af højst 4 sikkerhedsrepræsentanter og et
tilsvarende antal repræsentanter for arbejdsgiveren. Det enkelte
sikkerhedsudvalg kan aftale anden sammensætning.
Stk. 3.
Sikkerhedsudvalget skal inden for virksomheden være rådgivende med hensyn til
planlægning og gennemførelse af foranstaltninger af betydning for
arbejdsmiljøet for tjeneste på luftfartøjer.
Stk. 4.
Sikkerhedsudvalget skal mødes mindst 1 gang årligt. Møde skal afholdes på
begæring af ethvert af medlemmerne, dog højst hver anden måned. Møde skal dog
altid afholdes, hvis et flertal af medlemmerne fremsætter begæring herom.
§ 40 f.
Luftfartsvæsenet skal ved besøg i virksomheden træde i forbindelse med
vedkommende sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter for
sikkerhedsudvalget.
Disse har fri adgang til at forelægge spørgsmål af arbejdsmiljømæssig art for
luftfartsvæsenet.
§ 40 g.
Transport- og energiministeren fastsætter nærmere regler vedrørende
arbejdsmiljømæssige forhold, herunder om bedriftssundhedstjeneste.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren fastsætter endvidere regler om valg af
sikkerhedsrepræsentanter,
om deres rettigheder og pligter, om oprettelse af sikkerhedsudvalg, om disses
opgaver, om uddannelse af udvalgets medlemmer samt om den daglige ledelse af
sikkerhedsarbejdet.
Stk. 3.
Staten yder
tilskud til etablering af bedriftssundhedstjenester, der opfylder de regler,
som er fastsat i medfør af stk. 1. Transport- og energiministeren
fastsætter efter forhandling med finansministeren de nærmere regler om
tilskuddet.
Stk. 4.
Kommuner
kan yde tilskud til bedriftssundhedstjenester, der opfylder de regler, som er
fastsat i medfør af stk. 1. Transport- og energiministeren fastsætter
efter forhandling med indenrigsministeren de nærmere regler for kommuners
adgang til at yde tilskud.
§ 40 h.
Transport- og energiministeren nedsætter et arbejdsmiljøråd for luftfart.
Stk. 2.
Rådet kan
stille forslag om, kan medvirke ved udarbejdelse af og skal udtale sig om
forslag til nye eller ændrede regler vedrørende arbejdsmiljø. Rådet kan på
eget
initiativ tage spørgsmål op, som har betydning for arbejdsmiljøet for de
flyvende besætninger. Rådet kan herudover behandle de enkelte sager, som af
transport- og energiministeren eller af luftfartsvæsenet forelægges for
rådet.
Stk. 3.
Luftfartsvæsenet kan i fornødent omfang yde rådet konsulentbistand.
§ 40 i.
Arbejdsmiljørådet for luftfart består af en uvildig formand, 4 repræsentanter
for de ansatte besætningsmedlemmer og 4 repræsentanter for arbejdsgiverne.
Transport- og energiministeren beskikker rådets formand, øvrige medlemmer og
stedfortrædere for disse for 3 år ad gangen. Repræsentanterne for de ansatte
besætningsmedlemmer og arbejdsgiverne skal beskikkes efter indstilling fra de
berørte organisationer og virksomheder blandt personer, som har praktisk
kendskab til tjeneste på luftfartøj.
Stk. 2.
Arbejdstilsynet og luftfartsvæsenet deltager i rådets arbejde og møder med
hver
en repræsentant uden stemmeret.
Stk. 3.
Transport-
og energiministeren fastsætter i fornødent omfang nærmere regler for rådets
virke og finansiering.
Kapitel 5
Luftfartøjschefen og tjenesten om bord
§ 41.
På
dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal der være en
luftfartøjschef.
Stk. 2.
Luftfartøjschefen har højeste myndighed om bord.
§ 42.
Luftfartøjschefen skal påse, at luftfartøjet er luftdygtigt og behørigt
udrustet, bemandet og lastet, samt at flyvningen i øvrigt forberedes og
gennemføres i overensstemmelse med gældende bestemmelser.
§ 43.
Luftfartøjschefen har opsyn med luftfartøj, besætning, passagerer og gods.
Stk. 2.
Når han
finder det nødvendigt, kan han midlertidigt anvise besætningsmedlemmerne
anden
tjeneste end den, de er ansat til at udføre.
Stk. 3.
Passagererne er pligtige til at følge de anvisninger, der gives af
luftfartøjschefen for opretholdelse af orden om bord.
Stk. 4.
Han kan,
når omstændighederne kræver det, nægte at tage om bord og har ret til at
afsætte
besætningsmedlemmer, passagerer eller gods.
§ 44.
Når det er nødvendigt af hensyn til luftfartøjets sikkerhed eller for at
beskytte personer eller gods om bord eller for at opretholde orden og
lydighed
om bord, kan luftfartøjschefen iværksætte forholdsregler, herunder anvende
magt, i det omfang det efter omstændighederne kan anses for forsvarligt.
Stk. 2.
Besætningsmedlemmerne skal uden opfordring yde luftfartøjschefen hjælp. Efter
opfordring fra luftfartøjschefen kan også passagererne yde hjælp.
Stk. 3.
Når det er
påtrængende nødvendigt af hensyn til luftfartøjets sikkerhed eller for at
beskytte personer eller gods om bord, kan besætningsmedlemmer og passagerer
uden opfordring fra luftfartøjschefen iværksætte forebyggende forholdsregler,
herunder anvende magt, i det omfang det efter omstændighederne kan anses for
forsvarligt.
§ 45.
Hvis der om bord på et luftfartøj bliver begået en grovere lovovertrædelse,
skal luftfartøjschefen til oplysning af sagen så vidt muligt træffe de
foranstaltninger, som er nødvendige, og som ikke uden skade kan udsættes.
Stk. 2.
Luftfartøjschefen skal så vidt muligt sørge for, at den skyldige ikke
undviger,
og kan om fornødent tage ham i forvaring. Medmindre den skyldige samtykker i
at
fortsætte rejsen under forvaring, må forvaringen kun vedvare, indtil han kan
overleveres til politiet i Danmark eller til vedkommende myndighed uden for
riget.
Stk. 3.
Genstande,
som må antages at have betydning som bevismidler, kan tages i forvaring af
luftfartøjschefen. Luftfartøjschefen skal give politiet eller den i
stk. 2
nævnte myndighed de fornødne oplysninger om lovovertrædelsen og overgive de
bevismidler, som er taget i forvaring.
Stk. 4.
Bestemmelsen i § 44, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 46.
Luftfartøjschefen skal påse, at foreskrevne luftfartøjsdokumenter er om bord,
samt at disse bliver forskriftsmæssigt ført.
§ 47.
Såfremt luftfartøjet kommer i nød, skal luftfartøjschefen gøre alt, hvad der
står i hans magt, for at sikre luftfartøjet, de ombordværende og godset.
Bliver
det nødvendigt at forlade luftfartøjet, skal han så vidt muligt sørge for at
bringe luftfartøjsdokumenterne i sikkerhed.
§ 48.
(Ophævet).
§ 49.
Den, som gør tjeneste på et luftfartøj, skal lyde sine foresattes ordrer i
tjenesten, vise omsorg for luftfartøj samt for ombordværende og gods og i
øvrigt samvittighedsfuldt udføre sine tjenestepligter.
§ 50.
Ingen må gøre eller forsøge at gøre tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i
§ 35 omhandlede stillinger, når den pågældende har nydt spiritus i et
sådant omfang, at denne er ude af stand til at gøre tjeneste på fuldt
betryggende måde, eller såfremt den pågældende har en alkoholkoncentration i
blodet på 0,20 promille eller derover.
Stk. 2.
Ej heller
må nogen gøre eller forsøge at gøre tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i
§ 35 omhandlede stillinger, når han på grund af sygdom, svækkelse,
overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende
midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han er
ude af stand til at gøre tjeneste på et luftfartøj på fuldt betryggende måde.
Stk. 3.
Det er
forbudt at lade nogen gøre tjeneste på et luftfartøj, når den pågældende er
påvirket som nævnt i stk. 1 eller befinder sig i en tilstand som nævnt i
stk. 2.
Stk. 4.
At en
person i en tilstand som angivet i stk. 1 og 2 gør eller forsøger at
gøre
tjeneste på et luftfartøj, hvormed i erhvervsmæssigt øjemed befordres
personer,
betragtes ved udmåling af straf som en skærpende omstændighed.
Stk. 5.
Har en
arbejdsgiver eller anden foresat medansvar for, at en person gør eller
forsøger
at gøre tjeneste på et luftfartøj i en sådan tilstand som angivet i
stk. 1
og 2, straffes tillige arbejdsgiveren eller den foresatte.
Stk. 6.
Når en
person, der på et offentligt beværtningssted har nydt spiritus, og om hvem
værten eller hans medhjælper ved eller har føje til at antage, at han skal
gøre
tjeneste på et luftfartøj, på grund af spiritusnydelsen er eller vil blive
påvirket som nævnt i stk. 1, skal værten eller medhjælperen gøre sit,
eventuelt ved tilkaldelse af politiet, til at hindre, at han i denne tilstand
gør eller forsøger at gøre sådan tjeneste.
Stk. 7.
Politiet
kan med henblik på at konstatere en eventuel overtrædelse af stk. 1 til
enhver tid forlange, at en person, der er omfattet af stk. 1, foretager
udåndingsprøve.
Stk. 8.
Politiet
kan fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er
grund
til at antage, at han har overtrådt bestemmelserne i stk. 1 eller 2,
eller
han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve. Når
særlige omstændigheder taler derfor, kan politiet tillige fremstille den
pågældende til undersøgelse af en læge.
Stk. 9.
Transport-
og energiministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren
bestemmelser
om de i stk. 7 og 8 nævnte prøver og undersøgelser.
§ 51.
Transport- og energiministeren bestemmer, i hvilken udstrækning reglerne i
dette kapitel finder anvendelse på udenlandsk luftfartøj inden for dansk
område.
Kapitel 6
Flyvepladser og andre luftfartsanlæg
Almindelige bestemmelser
§ 52.
Flyvepladser og andre anlæg i luftfartens tjeneste skal tilfredsstille de
krav,
transport- og energiministeren fastsætter.
Stk. 2.
Ministeren
giver forskrifter om drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg og om tilsyn.
§ 53.
Transport- og energiministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren
etablere luftveje og andre områder, inden for hvilke luftfarten skal være
underkastet særlig regulering.
§ 54.
Til betryggelse og lettelse for luftfarten anordnes en flyvesikringstjeneste.
Transport- og energiministeren fastsætter de fornødne forskrifter for denne
og
bestemmer, i hvilken udstrækning den kan varetages af andre end statsorganer.
Tilladelse
§ 55.
Til at indrette og drive en flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står
åben
for offentligheden, udkræves, foruden godkendelse efter § 60, særlig
tilladelse af transport- og energiministeren, jf. dog stk. 2. Tilladelse
udkræves ligeledes til ændring af en sådan flyveplads.
Stk. 2.
Til at
indrette og drive en flyveplads i Grønland, hvis benyttelse til flyvning står
åben for offentligheden, kræves, foruden godkendelse efter § 60,
tilladelse af Grønlands Landsstyre. Tilladelse kræves ligeledes til ændring
af
en sådan flyveplads.
Stk. 3.
Transport-
og energiministeren kan foreskrive, at en flyveplads omfattet af stk. 1
under hensyn til dens karakter, trafikkens omfang og varighed eller andre
særlige omstændigheder kan indrettes og drives uden tilladelse. Grønlands
Landsstyre kan foreskrive, at en flyveplads omfattet af stk. 2 under
hensyn til dens karakter, trafikkens omfang og varighed eller andre særlige
omstændigheder kan indrettes og drives uden tilladelse.
§ 56.
Tilladelse må kun meddeles, såfremt det findes foreneligt med almene hensyn.
§ 57.
Tilladelse skal gives på bestemt tid og gøres afhængig af de vilkår, som
skønnes påkrævet.
Stk. 2.
I
tilladelser til flyvepladser, som er af vital betydning for Danmarks
nationale
og internationale trafikforbindelser, kan der herudover stilles følgende
særlige vilkår:
1)
Flyvepladsen skal
drives som et EU- eller EØS-selskab omfattet af Det Europæiske Fællesskabs
regler.
2)
Selskabets
hovedformål skal være at eje, drive og udbygge flyvepladsen. Selskabet skal
gennemføre
den udbygning af flyvepladsen, som er nødvendig for at fremme og sikre
afviklingen af lufttrafikken til og fra Danmark. Selskabet kan etablere,
erhverve og drive virksomhed, som har en forretningsmæssig og geografisk
sammenhæng med flyvepladsens drift.
3)
Selskabet kan desuden
etablere, erhverve og drive anden flyvepladsvirksomhed samt øvrig virksomhed,
hvis det har en forretningsmæssig sammenhæng med flyvepladsvirksomhed og det
sker i datterselskaber eller andre virksomheder med begrænset hæftelse og
selskabet har det fornødne kapitalberedskab til opfyldelse af det under nr. 2
nævnte hovedformål.
4)
Selskabet må ikke
udstede garantier til de i nr. 3 nævnte virksomheder, der overstiger 20 pct.
af
selskabets egenkapital på det tidspunkt, hvor garantien stilles.
5)
Selskabet kan udøve
den i nr. 3 nævnte virksomhed gennem erhvervelse og besiddelse af ejerandele
i
virksomheder, der driver aktiviteter omfattet af nr. 3.
6)
Selskabet skal sikre,
at flyvepladsen til enhver tid opfylder Danmarks behov for nationale og
internationale, herunder interkontinentale, trafikforbindelser ved at kunne
tilbyde den nødvendige kapacitet med hensyn til afvikling af lufttrafik.
7)
Transport- og
energiministeren kan for at tilgodese væsentlige samfundsmæssige eller
overordnede
trafikale hensyn med en rimelig frist meddele selskabet et begrundet pålæg om
at gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at flyvepladsen kan opfylde den i
nr. 6 nævnte nødvendige kapacitet. Selskabet kan med en rimelig frist
pålægges
at fremsende en redegørelse for, hvordan selskabet agter at gennemføre den af
transport- og energiministeren pålagte foranstaltning. Ministeren skal i
pålægget gøre opmærksom på, at pålægget kan indbringes for domstolene.
8)
Transport- og
energiministeren skal have forudgående underretning om følgende
foranstaltninger:
a)
Ethvert forslag til
beslutning, disposition eller omlægning af driften, der indebærer en
væsentlig
risiko for, at flyvepladsen ikke vil kunne tilbyde den i nr. 6 beskrevne
nødvendige kapacitet, og
b)
ethvert forslag om
ændring af selskabets vedtægter, der indebærer en væsentlig risiko for, at
flyvepladsen ikke vil kunne tilbyde den i nr. 6 beskrevne nødvendige
kapacitet.
9)
Transport- og
energiministeren kan modsætte sig foranstaltninger efter nr. 8, hvis
ministeren
finder, at de indebærer en væsentlig risiko for, at flyvepladsen ikke til
enhver tid vil kunne tilbyde den i nr. 6 beskrevne nødvendige kapacitet,
således at væsentlige samfundsmæssige eller overordnede trafikale hensyn ikke
tilgodeses. Hvis transport- og energiministeren ønsker at modsætte sig
foranstaltningen, skal ministeren afgive en begrundet indsigelse senest 1
måned
efter, at underretningen er kommet frem. Transport- og energiministeren skal
i
indsigelsen gøre opmærksom på, at indsigelsen kan indbringes for domstolene.
Hvis transport- og energiministeren gør indsigelse, kan foranstaltningen ikke
gennemføres.
10)
Selskabet skal hvert
kvartal til transport- og energiministeren levere statistiske oplysninger for
flyvepladsens lufttrafik. Desuden skal selskabet indsende dagsordener for
generalforsamlinger med eventuelle bilag, referater fra generalforsamlinger,
årsregnskaber for selskabet samt alle fondsbørsmeddelelser og andre
tilsvarende
offentlige meddelelser og dokumenter.
11)
Andre særlige vilkår,
der varetager væsentlige samfundsmæssige eller overordnede trafikale hensyn,
for så vidt angår den i nr. 6 beskrevne nødvendige kapacitet.
§ 58.
Såfremt der under udøvelsen af den af tilladelsen omfattede virksomhed finder
væsentlig tilsidesættelse sted af de i nærværende lov eller i tilladelsen
indeholdte eller for sådan virksomhed i øvrigt gældende forskrifter, kan
tilladelsen tilbagekaldes. Må det antages, at tilladelsens indehaver ikke er
i
stand til behørigt at gennemføre anlægget eller opretholde driften, kan
tilladelsen ligeledes tilbagekaldes.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan uden varsel tilbagekalde tilladelsen, hvis selskabet
ikke opfylder et i medfør af § 57, stk. 2, nr. 6, meddelt vilkår
om,
at selskabet skal sikre Danmarks behov for nationale og internationale
trafikforbindelser ved at kunne tilbyde den nødvendige kapacitet, eller hvis
selskabet ikke efterkommer et pålæg meddelt efter § 57, stk. 2, nr.
7. Transport- og energiministeren kan ligeledes uden varsel tilbagekalde
tilladelsen, hvis selskabet ikke underretter ministeren om en foranstaltning
omfattet af § 57, stk. 2, nr. 8, eller hvis selskabet gennemfører
en
foranstaltning på trods af transport- og energiministerens indsigelse i
medfør
af § 57, stk. 2, nr. 9.
Stk. 3.
Tilbagekaldelsen skal indeholde oplysning om adgangen efter § 146 b til
at
forlange domstolsprøvelse og om fristen herfor.
§ 58 a.
Transport- og energiministeren kan helt eller delvis overtage flyvepladser,
der
er af vital betydning for Danmarks nationale og internationale
trafikforbindelser,
for at sikre, at flyvepladsen til enhver tid kan opfylde Danmarks behov for
nationale og internationale trafikforbindelser ved at kunne tilbyde den i
§ 57, stk. 2, nr. 6, beskrevne nødvendige kapacitet. Erstatningen
fastsættes efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation
vedrørende
fast ejendom.
§ 59.
Den, der vil indrette og drive en flyveplads, som ikke skal stå åben for
offentligheden, skal senest 3 måneder, forinden anlægsarbejdet påbegyndes
eller
pladsen tages i brug, indgive anmeldelse til transport- og energiministeren
med
oplysning om arten og omfanget af den forventede benyttelse af pladsen.
Ministeren underretter de øvrige berørte statslige myndigheder samt
vedkommende
kommunale myndigheder.
Stk. 2.
Ministeren
meddeler inden udløbet af den i stk. 1 nævnte 3 måneders frist de
særlige
vilkår for flyvepladsens indretning og brug, som findes påkrævede af hensyn
til
luftfartens sikkerhed. Såfremt disse hensyn nødvendiggør det, kan ministeren
forbyde indretning og drift af pladsen.
Stk. 3.
Samme
regler som i stk. 1 og 2 finder anvendelse ved ændringer af
flyvepladser,
der ikke står åbne for offentligheden.
Stk. 4.
Ministeren
fastsætter nærmere bestemmelser om indgivelsen af de i stk. 1 nævnte
anmeldelser.
Godkendelse
§ 60.
Flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, skal
være godkendt af transport- og energiministeren. Også ændring af sådanne
flyvepladser kræver godkendelse. Ministeren fastsætter, i hvilket omfang der
kræves godkendelse af andre flyvepladser og andre anlæg.
Stk. 2.
Til
ministerens godkendelse knyttes de betingelser, som findes påkrævet.
Stk. 3.
Når
anlægget ikke opfylder de krav, som til enhver tid gælder for godkendelse af
sådanne anlæg, eller de opstillede betingelser bliver væsentligt tilsidesat,
kan ministeren tilbagekalde godkendelsen.
Stk. 4.
Er der
indtrådt noget forhold, som kan medføre, at anlægget ikke længere
tilfredsstiller kravene, og er forholdet af en sådan art, at der kan være en
flyvesikkerhedsmæssig risiko forbundet med at anvende anlægget, er
indehaveren
pligtig til, i den udstrækning det er nødvendigt, at sætte dette helt eller
delvis ud af drift, medmindre luftfartsvæsenet tillader, at anlægget fortsat
bruges.
Ekspropriation og luftfartshindringer
§ 61.
Ekspropriation kan ske til anlæg af flyvepladser, til etablering af andre
luftfartsanlæg, til sikring af lufttrafikken, til udvidelse og ændring af
bestående anlæg, til sikring af sådanne anlægs fortsatte beståen, til
nødvendige supplerende foranstaltninger samt med henblik på udnyttelse,
betjening,
sikring, synlighed og drift på hensigtsmæssig måde af nævnte anlæg, herunder
til etablering af fornødne adgangsveje, oplagspladser, garager, værksteder,
hangarer, tjenesteboliger, administrationsbygninger og sikringsanlæg, og til
gennemførelse af beslutninger, der er truffet efter § 67.
Stk. 2.
Ekspropriation til ikke-statslige anlæg kræver tilladelse fra transport- og
energiministeren.
Stk. 3.
Ekspropriation skal foretages efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom.
§ 62.
Indflyvningen til flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for
offentligheden, skal være sikret overensstemmende med de nedenfor fastsatte
regler, der dog under særlige omstændigheder kan fraviges af transport- og
energiministeren.
§ 63.
Hvis ikke særlig undtagelse er gjort i henhold til § 62, skal der for de
deri omhandlede flyvepladser foreligge en af transport- og energiministeren
godkendt plan, der viser, hvorledes indflyvningen skal sikres.
Stk. 2.
Planen skal
angive det område uden for landingsarealet, inden for hvilket det skønnes
nødvendigt
at fastsætte højdebegrænsninger med hensyn til bebyggelse, beplantning,
master,
ledninger og andre luftfartshindringer. I sø- og isflyvehavne kan planen også
omfatte selve havneområdet.
Stk. 3.
Inden for
området fastlægges på de enkelte arealer de højdebegrænsninger, som kræves
for
luftfartøjernes sikre start og landing ved ud- og indflyvning over det
pågældende areal.
Stk. 4.
Der kan ved
planen fastlægges særlige sektorer for ud- og indflyvning, henholdsvis i godt
vejr og i usigtbart vejr. Planens varighed kan begrænses til et bestemt
tidsrum.
§ 64.
For de arealers vedkommende, hvor luftfartshindringer i henhold til planen
højst må være indtil
25 m
over terræn, skal indflyvningen sikres ved pålæg af servitut mod etablering
af
luftfartshindringer, der overskrider de på planen angivne højder.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan meddele dispensation fra en servitut, der er pålagt
efter stk. 1. Dispensationen kan gives på vilkår, herunder om hel eller
delvis tilbagebetaling af den betalte erstatning.
§ 65.
For så vidt angår et areal, på hvilket luftfartshindringer ifølge planen må
være
25 m
over terræn
eller mere, skal ethvert projekt, der vil medføre luftfartshindringer over
den
nævnte grænse, forelægges for luftfartsvæsenet. Pligten hertil skal
respekteres
af alle indehavere af rettigheder over det pågældende areal, uanset hvornår
retten er stiftet. Pligten tinglyses på ejendommen efter anmodning fra
luftfartsvæsenet, der sender en genpart af anmodningen til ejeren.
Stk. 2.
Såfremt
projektet ikke strider imod den af transport- og energiministeren godkendte
indflyvningsplan,
udsteder luftfartsvæsenet attest herom.
Stk. 3.
Strider
projektets gennemførelse imod planen, vil sagen af luftfartsvæsenet være at
forelægge
for transport- og energiministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt
gennemførelsen
kan tillades under hensyn til de i enkelttilfældet foreliggende forhold.
Stk. 4.
Findes der
på de i nærværende paragraf omhandlede arealer ved planens godkendelse
luftfartshindringer,
der overskrider de på planen angivne højder, afgør ministeren, hvorvidt
hindringen skal kræves fjernet eller afmærket. Gennemførelsen af de
foranstaltninger, som er fundet påkrævet, sker om fornødent ved
ekspropriation
i overensstemmelse med reglerne i § 61.
§ 66.
Det påhviler indehaveren af vedkommende flyveplads at overvåge, at de de
enkelte ejendomme pålagte højdebegrænsninger overholdes, og til
luftfartsvæsenet om fornødent at indberette eventuelle overtrædelser.
§ 67.
Hindringer, som ligger uden for de for flyvepladser godkendte planers område,
men som ved deres højde skønnes at frembyde fare for lufttrafikkens
sikkerhed,
kan af transport- og energiministeren efter forhandling med
forsvarsministeren
forlanges fjernet eller afmærket af luftfartsvæsenet.
Stk. 2.
Udgiften -
herunder eventuel erstatning til ejeren eller brugeren - afholdes af
statskassen.
§ 67 a.
Projekter til anlæg, der uden for de for flyvepladser godkendte planers
område
agtes opført i en højde af
100 m
eller mere over terræn, skal anmeldes til luftfartsvæsenet. Opførelsen af
anlægget
må ikke påbegyndes, før der af luftfartsvæsenet er udstedt attest om, at
hindringen ikke skønnes at ville frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed.
Stk. 2.
Såfremt
anlægget skønnes at ville frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed, skal
sagen af luftfartsvæsenet forelægges for transport- og energiministeren, der
træffer afgørelse om, hvorvidt attesten kan udstedes. Attesten kan betinges
af,
at hindringen afmærkes eller dens højde nedsættes, og at udgiften herved
afholdes af ejeren eller brugeren.
§ 68.
Transport- og energiministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren
forbyde anbringelsen og benyttelsen af, eventuelt kræve ændret eller fjernet,
mærker, lys- eller lydanlæg, anlæg, der udsender radiobølger, eller andre
indretninger,
for så vidt de udsætter luftfartens sikkerhed for fare.
Stk. 2.
Hvorvidt og
da i hvilket omfang erstatning skal udredes i anledning af de i medfør af
stk. 1 trufne foranstaltninger, afgøres efter dansk rets almindelige
regler.
Øvrige bestemmelser
§ 69.
Transport- og energiministeren giver forskrifter om, hvilke flyvepladser
luftfartøjer kan bruge ved afgang eller landing.
§ 70.
Transport- og energiministeren kan udfærdige forskrifter om adgang til og
færdsel på flyvepladser og om luftfartøjers ophold på disse samt efter
forhandling med erhvervsministeren om fornødent udstede forbud mod sejlads og
ophold i farvande, der midlertidigt eller permanent benyttes som flyveplads.
Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der kun til
personer,
der er godkendt af politiet, kan udstedes en generel adgangshjemmel til
lufthavnens afspærrede område.
§ 70 a.
Transport- og energiministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren bestemmelser for flyvepladsers og luftfartsselskabers
udarbejdelse
af sikkerhedsplaner og gennemførelse af foranstaltninger til forebyggelse af
forbrydelser mod luftfartens sikkerhed. Det kan i den forbindelse pålægges
flyvepladser og luftfartsselskaber at foretage eftersyn som nævnt i § 70
b, stk. 1-3.
Stk. 2.
Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om forebyggelse
af
forbrydelser mod luftfartens sikkerhed for andre anlæg i luftfartens tjeneste
end flyvepladser. Ministeren kan herunder pålægge den, der driver anlægget,
at
lade det indhegne og at udføre adgangskontrol, overvågning og patruljering.
Stk. 3.
Ministeren kan
fastsætte bestemmelser for modtagelse, kontrol, opbevaring, transport og
lastning af gods og forsyninger, som af fragtagenter, kurerselskaber,
cateringsleverandører
eller andre indleveres til luftfartsselskaber med henblik på hel eller delvis
transport med luftfartøj.
Stk. 4.
Ministeren kan
fastsætte bestemmelser om sikkerhedsgodkendelse af fragtagenter,
kurerselskaber, cateringleverandører eller andre, der foretager de i
stk. 3 nævnte leverancer til luftfartsselskaber. En
sikkerhedsgodkendelse
kan tilbagekaldes i tilfælde af tilsidesættelse af bestemmelserne i dette
kapitel eller forskrifter udarbejdet i medfør heraf, eller hvis de for
sikkerhedsgodkendelsen
fastsatte vilkår eller procedurer tilsidesættes.
Stk. 5.
Politiet
kan, når det findes sikkerhedsmæssigt påkrævet, bestemme, at de i
stk. 1-3
nævnte sikkerhedsforanstaltninger midlertidigt skal intensiveres og suppleres
med yderligere foranstaltninger.
Stk. 6.
Statens
Luftfartsvæsen godkender de i stk. 1 nævnte sikkerhedsplaner og fører
tilsyn med gennemførelsen af de i stk. 1-3 og 5 nævnte
sikkerhedsforanstaltninger.
§ 70 b.
Til forebyggelse af forbrydelser mod luftfartens sikkerhed kan der efter
nærmere
bestemmelser fastsat i henhold til § 70 a foretages eftersyn af
personer,
bagage, gods og forsyninger på flyvepladser. Eftersynet skal ske med størst
mulig hensynsfuldhed og må ikke gå videre, end de kontrolmæssige formål
nødvendiggør.
Stk. 2.
Ved eftersyn
af person, der ikke begrænses til den ydre beklædning, kan den pågældende
kræve, at eftersynet overværes af et vidne. Eftersynet må ikke udføres eller
overværes af personer af andet køn end den, der skal efterses, medmindre
denne
samtykker heri.
Stk. 3.
Den, der
nægter at underkaste sig eller medvirke til kontrol af sin person, skal
forbydes adgang til luftfartøjet og til flyvepladsens afspærrede område.
Bagage, gods eller forsyninger, der ikke er sikkerhedskontrolleret i
overensstemmelse med bestemmelser fastsat i medfør af § 70 a, må ikke
bringes om bord i luftfartøj eller bringes ind på flyvepladsens afspærrede
område.
Stk. 4.
Eftersyn i
henhold til stk. 1-3 kan foretages af politiet og efter transport- og
energiministerens bestemmelse tillige af andre myndigheder.
Stk. 5.
Transport-
og energiministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
nærmere
bestemmelser, hvorefter eftersyn pålagt flyvepladser og luftfartsselskaber i
medfør af bestemmelsen i § 70 a, stk. 1, 2. pkt., kun kan foretages
af personer, der er godkendt hertil af politiet, og som har gennemgået en
uddannelse, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.
Stk. 6.
Statens
Luftfartsvæsen fastsætter bestemmelser om godkendelse af teknisk udstyr, der
anvendes
i forbindelse med eftersyn af personer, bagage, gods og forsyninger.
§ 70 c.
Politiet kan foretage eftersyn af personer, dokumenter, køretøjer og gods,
der
forlader flyvepladsområdet. Eftersynet skal gennemføres under iagttagelse af
de
i § 70 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, angivne retningslinier.
§ 71.
Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling for
benyttelsen
af en offentlig flyveplads, herunder betaling for ground handling, jf. dog 4.
pkt. Transport- og energiministeren kan i den forbindelse bestemme, at
betaling
for ground handling alene skal reguleres i det omfang, hvor der ikke er
mulighed for konkurrence, og hvor ground handling-ydelserne er nødvendige for
benyttelsen af den offentlige flyveplads. Betaling for benyttelse af
statsejede
flyvepladser skal godkendes af Folketingets Finansudvalg. Grønlands
Landsstyre
kan fastsætte regler om betaling for benyttelsen af en offentlig flyveplads i
Grønland.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling for
benyttelsen
af anlæg og drift af andre hjælpemidler i luftfartens tjeneste. Der kan
kræves
betaling i forbindelse med overflyvning af dansk territorium, det åbne hav og
fremmed stats territorium, når der er truffet aftale herom med vedkommende
fremmede stat. Betalingen påhviler brugeren af såvel danske som udenlandske
luftfartøjer ved flyvning i det område, hvor hjælpemidler kan benyttes. Hvis
brugerens identitet ikke oplyses, påhviler betalingen ejeren af luftfartøjet,
medmindre ejeren godtgør, hvem der var bruger.
Stk. 3.
Hvis
betalingen efter stk. 1 og 2 ikke erlægges rettidigt, tillægges der
renter
i overensstemmelse med renteloven. Endvidere kan transport- og
energiministeren
fastsætte regler om betaling for erindringsskrivelser vedrørende disse
betalinger.
Stk. 4.
Transport-
og energiministeren kan fastsætte regler om opkrævning og inddrivelse af
betalingen,
herunder at danske myndigheder, i det omfang det følger af Multilateral
Agreement Relating to Route Charges, yder bistand til inddrivelse af
Eurocontrols udestående tilgodehavender.
Stk. 5.
Hvis
betalingen efter stk. 1 og 2 ikke erlægges rettidigt, kan beløbene med
påløbne renter inddrives ved udpantning.
§ 72.
Flyvepladser og andre anlæg i luftfartens tjeneste, hvis benyttelse står åben
for offentligheden, skal stå åbne til brug for udenlandske luftfartøjer på
samme vilkår, som gælder for danske luftfartøjer i tilsvarende international
luftfart, når der er truffet aftale i så henseende med vedkommende fremmede
stat.
§ 73.
Transport- og energiministeren fastsætter de betingelser, som kan kræves
opfyldt
af den, der på flyveplads, ved andet luftfartsanlæg eller i øvrigt skal gøre
tjeneste uden for luftfartøj i stilling, som er af betydning for luftfartens
sikkerhed, og giver regler om certifikat for sådan tjeneste.
§ 74.
Hvad der er bestemt i § 50, finder tilsvarende anvendelse på den, som
gør
tjeneste som flyveleder, flyvemekaniker eller - efter bestemmelse af
transport-
og energiministeren - i anden stilling af betydning for luftfartssikkerheden.
Kapitel 7
Tilladelse til luftfartsvirksomhed
§ 74 a.
Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke i det omfang, andet følger af
EF-forordninger.
§ 75.
Til regelmæssig luftfart i erhvervsøjemed over dansk område kræves tilladelse
af transport- og energiministeren.
Stk. 2.
Til anden
erhvervsmæssig luftfart over samme område kræves tilladelse af ministeren,
medmindre denne træffer anden bestemmelse.
Stk. 3.
Uanset
stk. 2 kan der uden tilladelse udføres luftfart mod betaling, såfremt
1)
der alene ydes hel
eller delvis godtgørelse for de med den pågældende flyvning forbundne
omkostninger,
2)
pilot og passagerer
har nær tilknytning gennem familie- eller venskabsforhold, og
3)
flyvningen ikke har
været annonceret eller tilbudt offentligt.
Stk. 4.
Uanset
stk. 2 kan flyveklubber, der er organiseret i landsdækkende unioner
eller
forbund og godkendes af transport- og energiministeren, uden tilladelse
udføre
luftfart mod betaling, såfremt
1)
flyvningen indgår i
sports- eller fritidsflyvningsaktiviteter i klubben,
2)
der alene ydes hel
eller delvis godtgørelse for de med den pågældende flyvning forbundne
omkostninger,
og
3)
der alene er tale om
flyvninger, der ikke er befordring fra ét sted til et andet.
Stk. 5.
En
virksomheds befordring med luftfartøj af egne ansatte uden for de i
stk. 1
og 2 nævnte tilfælde skal anmeldes til Statens Luftfartsvæsen. Sådan flyvning
må kun udføres, såfremt enten den person, der udfører denne form for
flyvning,
er heltidsansat i virksomheden, eller virksomheden som registreret ejer eller
som registreret bruger ved en langtidslejekontrakt har eneråderet over det
pågældende luftfartøj.
Stk. 6.
Ejerskab af
eller rådighed over et luftfartøj til benyttelse ved flyvning, som omfattet
af
stk. 5, kan etableres af en kreds af indtil 5 virksomheder, som i lige
sameje ejer, eller som med lige andele til hver i fællesskab langtidslejer
det
pågældende luftfartøj. Flyvning kan endvidere udføres af en virksomhed, der
er
en del af en koncern, således at virksomheden kan udføre flyvning med ansatte
i
andre virksomheder inden for koncernen.
Stk. 7.
Som
virksomheder, jf. stk. 5, anses såvel enkeltmandsvirksomheder som
interessentskaber og selskaber af enhver art hjemmehørende i den danske stat
samt kommuner, statslige virksomheder og myndigheder.
Stk. 8.
Transport-
og energiministeren kan bestemme, at skoleflyvning, opvisningsflyvning,
konkurrenceflyvning
og anden luftfartsvirksomhed af særlig art kræver tilladelse, selv om
virksomheden
ikke drives i erhvervsøjemed.
§ 76.
Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen
mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig luftfart og om udførelsen heraf.
§ 77.
Tilladelse til befordring af passagerer, post og gods kan, når befordringen
alene sker mellem steder inden for riget, kun gives til den, der opfylder de
i
§ 7, stk. 1, for registrering af luftfartøj her i landet opstillede
vilkår.
Stk. 2.
Opfylder
indehaveren af en tilladelse ikke længere de for opnåelse af denne fastsatte
betingelser, falder tilladelsen bort, hvis forholdet ikke bliver rettet inden
en af vedkommende myndighed fastsat frist.
Stk. 3.
I særlige
tilfælde kan transport- og energiministeren meddele tilladelse i henhold til
§ 75, selv om betingelserne efter nærværende paragraf ikke er opfyldt.
§ 78.
Tilladelse skal gives på bestemt tid og gøres afhængig af de vilkår, som
skønnes påkrævet.
§ 79.
Såfremt der under udøvelsen af den af tilladelsen omfattede virksomhed finder
væsentlig tilsidesættelse sted af de i nærværende lov eller i tilladelsen
indeholdte eller for sådan virksomhed i øvrigt gældende forskrifter, kan
tilladelsen tilbagekaldes. Må det antages, at tilladelsens indehaver ikke er
i
stand til behørigt at iværksætte eller opretholde den tilladte virksomhed,
kan
tilladelsen ligeledes tilbagekaldes.
§ 80.
Ved meddelelse af tilladelse i henhold til nærværende kapitel kan
bestemmelserne i dette fraviges i det omfang, aftale med fremmed stat gør det
påkrævet.
§ 81.
Transport- og energiministeren kan udfærdige bestemmelser om overladelse af
luftfartøjer eller tilbehør eller reservedele til luftfartøjer til en anden
til
brug for egen regning.
Kapitel 8
Bestemmelser om lufttrafik m.v.
§ 82.
Luftfart skal finde sted i overensstemmelse med de forskrifter, som
transport-
og energiministeren udfærdiger til undgåelse af sammenstød mellem
luftfartøjer
og andre ulykker under luftfart eller i øvrigt til sikring mod farer eller
ulemper som følge af luftfart.
§ 82 a.
Dansk registrerede luftfartøjer skal opfylde de krav til begrænsning af
støjgener og andre forureningsgener, som transport- og energiministeren
fastsætter. Påbud om opfyldelse af disse krav kan begrænses til bestemte
geografiske områder.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan endvidere fastsætte, at udenlandske luftfartøjer for
at
måtte benytte danske flyvepladser skal opfylde de i henhold til stk. 1
fastsatte
krav.
§ 83.
Transport- og energiministeren kan bestemme de flyveveje, som luftfartøjer
skal
følge under flyvning i luftveje inden for dansk område, og udfærdige særlige
forskrifter om, hvilken flyveplads der skal anvendes ved afgang eller
ankomst.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan endvidere efter nærmere med forsvarsministeren
aftalte
retningslinjer bestemme de flyveveje, som luftfartøjer skal følge under
flyvning inden for dansk område, men uden for kontrolleret luftrum, og
udfærdige særlige forskrifter angående flyvning over rigets grænser, således
om, hvor grænsen må passeres.
§ 84.
Når hensynet til den offentlige orden og sikkerhed kræver det, kan
vedkommende
myndighed pålægge et luftfartøj at lande. Landingen skal foretages snarest
muligt.
Er der ikke givet anden anvisning, skal fartøjet lande på nærmeste inden for
riget liggende flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for
offentligheden, og hvor landing er mulig.
Stk. 2.
Kommer et
luftfartøj ind i et område, hvor luftfart er forbudt, skal fartøjet uden
tøven
forlade området og på hurtigste måde underrette vedkommende offentlige
myndighed samt, såfremt myndigheden ikke giver anden anvisning, uopholdeligt
lande på nærmeste inden for riget liggende flyveplads, hvis benyttelse til
flyvning står åben for offentligheden, og hvor landing er mulig.
Stk. 3.
Såfremt
bestemmelserne i nærværende paragraf ikke efterkommes, kan vedkommende
myndighed med dertil egnede midler hindre luftfartøjets videre flyvning.
§ 85.
Luftfartøjer må ikke uden tilladelse af transport- og energiministeren og
justitsministeren eller af den, som disse dertil bemyndiger, medføre
eksplosive
stoffer, krigsmateriel eller krigsammunition. Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren ved
forskrift
gøre undtagelse fra bestemmelsen i 1. punktum og fastsætter - ligeledes efter
forhandling med justitsministeren - hvad der skal forstås ved eksplosive
stoffer, krigsmateriel eller krigsammunition.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed
forbyde
eller opstille vilkår for befordring af andet end det i stk. 1 nævnte
gods.
Stk. 3.
Statens
Luftfartsvæsen har til enhver tid ret til at undersøge, om gods indleveret
til
transport med luftfartøj er omfattet af de regler, der er fastsat i medfør af
stk. 1, 1. punktum, og stk. 2, og om vilkårene for transport af
sådant gods er opfyldt. Den rådighedsberettigede skal så vidt muligt have
lejlighed til at overvære undersøgelsen.
Stk. 4.
Transport-
og energiministeren kan endvidere efter forhandling med forsvarsministeren og
justitsministeren forbyde eller give nærmere forskrifter om adgang til at
medføre eller benytte fotografiapparater om bord på luftfartøjer.
§ 86.
For så vidt ikke andet er fastsat ved særlig lovbestemmelse, foreskriver
transport- og energiministeren, hvilke luftfartøjsdokumenter der skal
forefindes, i hvilken udstrækning de skal medføres om bord, og hvorledes de
skal oprettes, føres og opbevares.
§ 87.
Enhver, som har retlig interesse deri, har adgang til at blive bekendt med
indholdet af luftfartøjsdokumenter.
§ 88.
Transport- og energiministeren bestemmer, i hvilket omfang de, der gør
tjeneste
på luftfartøjer, skal medføre certifikater og andre dokumenter.
§ 89.
Luftfartsvæsenet og politiet har ret til at undersøge et luftfartøj og
kontrollere de dokumenter, som luftfartøjet og de tjenstgørende skal være
forsynet med.
Stk. 2.
Luftfartsvæsenet kan overlade sine beføjelser efter stk. 1 til
indehavere
af tilladelse til at drive en flyveplads.
§ 89 a.
Transport- og energiministeren kan pålægge flyvepladser, luftfartsselskaber
og
andre af luftfartens brugere at afgive statistiske oplysninger om
regularitet,
flyvetids- og landingsforhold og lignende luftfartsrelaterede oplysninger i
den
form, som ministeren bestemmer.
§ 89 b.
Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at der til brug for
Statens Luftfartsvæsens forebyggende flyvesikkerhedsmæssige arbejde af
personer, der er omfattet af § 35 eller § 74, virksomheder og
ansatte
i virksomheder samt ejere af luftfartøjer skal gives indberetning til
luftfartsvæsenet om driftsforstyrrelser og andre irregulære forhold af
betydning for flyvesikkerheden, der ikke har medført et flyvehavari eller en
flyvehændelse, jf. § 135. Ministeren fastsætter, i hvilke tilfælde der
skal gives indberetning, hvornår og i hvilken form indberetningen skal gives,
og hvad den skal indeholde.
Stk. 2.
Statens Luftfartsvæsens
personale, ansatte i andre dele af den offentlige forvaltning og eventuelle
tilkaldte
sagkyndige er under ansvar efter straffelovens §§ 152 og 152 a-e
forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde oplysninger, som
indberettes i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 1, jf. dog
stk. 3.
Stk. 3.
Oplysninger
kan videregives til udenlandske myndigheder og internationale organisationer,
når det
1)
følger af
international aftale eller forpligtelse eller
2)
er af væsentlig
betydning for den udenlandske myndigheds eller internationale organisations
forebyggende flyvesikkerhedsmæssige arbejde og den pågældende myndighed eller
organisation er undergivet tavshedspligt i mindst samme omfang som Statens
Luftfartsvæsen.
Stk. 4.
Statens
Luftfartsvæsen offentliggør rapporter om oplysninger, som indberettes i
henhold
til regler fastsat i medfør af stk. 1, jf. dog stk. 3.
Kapitel 9
Befordring med luftfartøj
Anvendelsesområde
§ 90.
Bestemmelserne i dette kapitel gælder,
jf. dog stk. 2 og 3, §§ 90 a og 90 b, for befordring af passagerer,
rejsegods eller gods med luftfartøj mod betaling eller, såfremt befordringen
udføres af et luftfartsselskab, også for sådan befordring uden betaling, og
som
1)
foretages indenrigs i
Danmark,
2)
er omfattet af
Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler
for international luftbefordring, jf. dog stk. 3, eller
3)
foretages til eller
fra Danmark med luftfartøj fra lande, der ikke har tiltrådt
Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 om international luftbefordring med
senere ændringer.
Stk. 2.
Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke, i det omfang befordringen med
luftfartøj omfattes af Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997
om
luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002.
Stk. 3.
Bestemmelserne
i dette kapitel gælder ikke for befordring med luftfartøj, som udføres i
henhold til reservation foretaget i overensstemmelse med artikel 57 i
Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler
for
international luftbefordring.
§ 90 a.
For
befordring med luftfartøjer mellem Danmark og lande, der ikke har tilsluttet
sig Montrealkonventionen som nævnt i § 90, stk. 1, nr. 2, men som
har
tilsluttet sig Warszawakonventionen som nævnt i § 90, stk. 1, nr.
3,
gælder bestemmelserne i bilaget til loven.
Stk. 2.
For
befordring til og fra Danmark med luftfartøj fra lande, der har tilsluttet
sig
Warszawa-konventionen og Montreal-protokol nr. 4 af 25. september 1975 om
ændring af Warszawa-konventionen, gælder dog, for så vidt angår befordring af
gods, bestemmelserne herom i dette kapitel.
§ 90 b.
For
så vidt angår befordring med luftfartøj indenrigs i Danmark eller med et
luftfartøj fra et luftfartsselskab, der er hjemmehørende i Grønland eller på
Færøerne, og som ikke er i besiddelse af en licens udstedt i henhold til
bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om
udstedelse af licenser til luftfartsselskaber og ikke omfattes af Rådets
forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers
erstatningsansvar i tilfælde af ulykker, som ændret ved Europa-Parlamentets
og
Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002, gælder, at befordreren
skal overholde artikel
3 a,
5 og 6 om supplerende betaling for særligt udstyr, forskudsudbetaling og
information til passagererne om befordrerens ansvar for passagerer og
rejsegods.
§ 91.
Ved
befordring af post er befordreren ikke ansvarlig over for afsenderen eller
modtageren, men udelukkende over for postvæsenet og i overensstemmelse med de
særlige regler, som gælder mellem befordreren og postvæsenet.
Stk. 2.
Bortset fra
bestemmelsen i stk. 1 gælder dette kapitel ikke for befordring af post.
Stk. 3.
Bestemmelserne
om befordringsdokumenter i §§ 92-97 gælder ikke for befordring, som
udføres
under usædvanlige forhold og falder uden for normal udøvelse af
luftfartsvirksomhed.
Befordringsdokumenter
§ 92.
Ved
befordring af passagerer skal der udstedes et befordringsdokument, jf. dog
stk. 2, og befordringsdokumentet skal indeholde angivelse af
1)
afgangssted og
bestemmelsessted og
2)
mindst et aftalt
mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og bestemmelsesstedet ligger i samme
stat og et eller flere mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt.
Stk. 2.
De i
stk. 1 nævnte oplysninger kan registreres på anden måde, såfremt
befordreren tilbyder og efter anmodning udleverer skriftligt materiale om de
således registrerede oplysninger til passageren.
Stk. 3.
Selv om
bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er befordringsaftalen
dog
gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.
§ 93.
Befordreren skal udstede
rejsegodsbevis til passageren for hvert stykke indskrevet rejsegods.
§ 94.
Ved
befordring af gods skal der udfærdiges luftfragtbrev.
Stk. 2.
Udfærdigelse
af luftfragtbrev er ikke nødvendigt, hvis oplysningerne om befordringen
registreres
på anden måde og befordreren efter afsenderens anmodning udleverer en
godskvittering
til afsenderen
,
der indeholder tilstrækkelige
oplysninger til identifikation af godset, og som giver
afsenderen mulighed for at blive gjort bekendt med de registrerede
oplysninger.
§ 95.
Luftfragtbrevet skal udfærdiges af afsenderen i tre originaleksemplarer. Det
første eksemplar skal påtegnes »Til befordreren« og underskrives af
afsenderen.
Det andet eksemplar skal påtegnes »Til modtageren« og underskrives af
afsenderen og befordreren. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren
og
tilbageleveres til afsenderen efter godsets modtagelse.
Stk. 2.
Har
befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter afsenderens anmodning, anses
befordreren, hvis ikke andet bevises, for at handle på afsenderens vegne.
Stk. 3.
Befordrerens og afsenderens underskrift kan være påtrykt eller påstemplet.
§ 96.
Omfatter
befordringen flere stykker gods, skal afsenderen efter befordrerens anmodning
udfærdige
særskilte luftfragtbreve.
Stk. 2.
Benyttes et
andet
registreringssystem,
jf. § 94, stk. 2, skal befordreren efter anmodning fra afsenderen
udlevere særskilte godskvitteringer.
Stk. 3.
Hvis det er
nødvendigt for at opfylde toldformaliteter eller politiets eller lignende
offentlige myndigheders krav, kan befordreren forlange, at afsender udsteder
et
dokument, som angiver godsets art.
§ 97.
Luftfragtbrevet
og godskvitteringen skal indeholde angivelse af
1)
afgangssted og
bestemmelsessted,
2)
mindst et aftalt
mellemlandingssted, hvis afgangsstedet og bestemmelsesstedet ligger i samme
stat og et eller flere mellemlandingssteder i en anden stat er aftalt,
og
3)
forsendelsens vægt.
§ 98.
Selv
om bestemmelserne i §§ 94-97 ikke er overholdt, er befordringsaftalen
dog
gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.
§ 99.
Afsenderen
er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger, som afsenderen eller nogen,
som
har handlet på afsenderens vegne, har givet i luftfragtbrevet eller for
registrering eller indføjelse i godskvitteringen. Er oplysningerne om godset
urigtige eller ufuldstændige, er afsenderen ansvarlig for skade, som derved
er
påført befordreren eller nogen, over for hvem befordreren er ansvarlig.
Afsenderen er også ansvarlig, selvom den, som har handlet på afsenderens
vegne,
tillige er agent for befordreren.
Stk. 2.
Er
afsenderen ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 for urigtige eller
ufuldstændige oplysninger, som er registreret eller indføjet i
godskvitteringen, er befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført
afsenderen eller nogen, over for hvem afsenderen er ansvarlig. Det samme
gælder, hvis nogen anden på befordrerens vegne har registreret oplysningerne
eller indføjet dem i godskvitteringen.
§ 100.
Hvis
ikke andet bevises, gælder luftfragtbrevet eller godskvitteringen som bevis
for
befordringsaftalens indgåelse, for godsets modtagelse og for de vilkår for
befordringen, som er angivet i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.
Stk. 2.
Luftfragtbrevets
eller godskvitteringens angivelser af godsets vægt, dimensioner, emballering
og
stykantal anses som rigtige, hvis ikke andet bevises. Andre oplysninger i
luftfragtbrevet om godsets mængde, rumindhold eller tilstand gælder derimod
ikke som bevis mod befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har
undersøgt rigtigheden af disse oplysninger og har bekræftet dette ved
påtegning
på luftfragtbrevet eller godskvitteringen eller oplysningerne angår godsets
synlige tilstand.
Ret til at råde over godset og udlevering af godset
§ 101.
Afsenderen
kan tage godset tilbage på afgangs- eller bestemmelsesflyvepladsen eller
standse
det i tilfælde af landing undervejs, hvis afsenderen opfylder sine
forpligtelser efter befordringsaftalen og betaler de ekstra omkostninger, der
er
forbundet hermed. Afsenderen kan dog kun udøve denne ret, hvis det ikke
medfører skade for befordreren eller andre afsendere.
Stk. 2.
På samme
betingelser kan afsenderen give ordre til, at godset undervejs eller på
bestemmelsesstedet
skal udleveres til en anden end den, der er angivet som modtager, eller kræve
godset tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.
Stk. 3.
Kan
afsenderens ordre
ikke udføres, skal
befordreren straks underrette afsenderen herom.
Stk. 4.
Udfører
befordreren afsenderens ordre, uden at afsenderens eksemplar af
luftfragtbrevet
eller godskvitteringen forevises, er befordreren ansvarlig for skade, som
derved er påført rette indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen,
dog
med regres til afsenderen.
Stk. 5.
Afsenderens
ret til godset ophører, når modtageren får ret til at råde over godset efter
bestemmelserne
i § 102. Nægter modtageren at tage imod godset, eller kan modtageren
ikke
træffes, genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over godset.
§ 102.
Når
godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren, medmindre
afsenderen
har udøvet sin ret i henhold til § 101, kræve godset udleveret af
befordreren til sig mod betaling af de skyldige beløb og mod opfyldelse af
befordringsvilkårene.
Stk. 2.
Så snart
godset er kommet frem, skal befordreren underrette modtageren derom, hvis
ikke
andet er aftalt.
§ 103.
Er
godset ikke ankommet senest 7 dage efter, at det skulle være kommet frem, kan
modtageren gøre sine rettigheder efter befordringsaftalen gældende mod
befordreren. Det samme gælder, hvis befordreren meddeler, at godset er gået
tabt.
§ 104.
Enhver
aftale, som afviger fra bestemmelserne i §§ 101-103, er ugyldig,
medmindre
den er anført i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.
§ 105.
Afsenderen
skal give befordreren de oplysninger og de dokumenter, som er nødvendige til
opfyldelse af toldformaliteterne og politiets og andre offentlige
myndigheders
krav, forinden godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen skal erstatte
befordreren den skade, som måtte følge af, at disse oplysninger eller
dokumenter mangler, er urigtige eller utilstrækkelige, medmindre skaden
skyldes
fejl eller forsømmelse hos befordreren eller nogen, som har handlet på
befordrerens vegne.
Stk. 2.
Befordreren
har ikke pligt til at undersøge, om de oplysninger og dokumenter, der er
nævnt
i stk. 1, er rigtige eller tilstrækkelige.
Befordrerens ansvar
§ 106.
Bliver
en passager dræbt eller lider denne skade på legeme eller helbred som følge
af
en ulykke, der er indtruffet om bord i et luftfartøj eller i forbindelse med
indstigning eller udstigning, er befordreren ansvarlig herfor. Befordrerens
ansvar omfatter også tab af forsørger ved dødsfald.
§ 107.
Befordreren
er ansvarlig for skade ved, at indskrevet rejsegods går tabt eller beskadiges
som følge af en begivenhed, der er indtruffet
1)
om bord i et
luftfartøj eller
2)
inden for den tid,
det indskrevne rejsegods er i befordrerens varetægt.
Stk. 2.
Befordreren
er dog ikke ansvarlig, i det omfang
skaden
skyldes fejl eller mangler ved det indskrevne rejsegods eller dets
beskaffenhed.
Stk. 3.
Befordreren
er ansvarlig for passagerernes håndbagage, herunder deres personlige
ejendele,
der går tabt eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet
om
bord i et luftfartøj, såfremt skaden skyldes fejl fra befordrerens, dennes
ansattes eller agenters side.
Stk. 4.
Er det
indskrevne rejsegods ikke ankommet senest 21 dage efter, at det skulle være
kommet
frem, kan passageren gøre sine rettigheder efter befordringsaftalen gældende
mod befordreren. Det samme gælder, hvis befordreren meddeler, at det
indskrevne
rejsegods er gået tabt.
§ 108.
Befordreren
er ansvarlig for skade ved, at gods går tabt eller beskadiges som følge af en
begivenhed, der er indtruffet inden for det tidsrum, hvori godset er i
befordrerens varetægt.
Stk. 2.
Befordreren
er dog ikke ansvarlig, i det omfang skaden skyldes
1)
godsets egen
beskaffenhed eller fejl i dette,
2)
mangelfuld
emballering af godset udført af andre end befordreren, dennes ansatte eller
nogen, som har handlet på dennes vegne,
3)
krigshandling eller
væbnet konflikt eller
4)
udøvelse af offentlig
myndighed i forbindelse med godsets indførsel, udførsel eller transitering.
Stk. 3.
Omfatter
befordringsaftalen også befordring til lands eller til vands uden for
flyveplads ved indladning, udlevering eller omladning, formodes enhver godset
tilføjet skade at være indtruffet inden for det i stk. 1 angivne
tidsrum,
medmindre andet bevises.
Stk. 4.
Udskifter
befordreren uden afsenderens samtykke helt eller delvis den del af
transporten,
der efter befordringsaftalen skulle ske som luftbefordring, med en anden
transportform, anses også denne del af transporten for at være
luftbefordring,
således at befordreren ikke herved opnår en bedre retsstilling.
§ 109.
Befordreren
er ansvarlig for skade som følge af forsinkelse ved befordring af passagerer,
rejsegods og gods, hvis befordreren ikke beviser, at befordreren, dennes
ansatte eller nogen, som har handlet på dennes vegne, har taget alle
forholdsregler,
som med rimelighed kan forlanges
for at undgå skaden,
eller at dette ikke har været muligt for dem.
§ 110.
Erstatningen,
herunder erstatningen efter § 111, stk. 1, skal nedsættes eller
bortfalde, hvis befordreren kan bevise, at skadelidte eller nogen, fra hvem
skadelidte afleder sine rettigheder
,
forsætligt eller uagtsomt har
medvirket til skaden. Bliver en passager dræbt, og kræver en anden end
passageren i den anledning erstatning, skal erstatningen ligeledes nedsættes
eller bortfalde, hvis befordreren kan bevise, at passageren har medvirket til
skaden.
Stk. 2.
Nedsættelse
eller bortfald af erstatningen i henhold til stk. 1 skal ske alene under
hensyn til graden af medvirken.
§ 111.
Ved
befordring af passagerer kan befordrerens ansvar, hvis en passager bliver
dræbt
eller lider skade på legeme eller helbred, ikke afskæres eller begrænses,
hvis
erstatningen ikke overstiger 100.000 særlige trækningsrettigheder (SDR, jf.
stk. 8) for hver passager, jf. dog § 110.
Stk. 2.
Befordreren
er ikke ansvarlig for den skade efter stk. 1, der overstiger 100.000 SDR
for hver passager, hvis befordreren kan bevise, at
1)
skaden ikke skyldes
forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse fra befordrerens eller
dennes
ansattes eller dennes agenters side eller
2)
skaden alene skyldes
forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse fra tredjemands side.
Stk. 3.
Ved
befordring af passagerer er befordrerens ansvar for skade som følge af
forsinkelse begrænset til 4.150 SDR for hver passager.
Stk. 4.
Ved
befordring af rejsegods er befordrerens ansvar for skade som følge af, at
rejsegods
går tabt, beskadiges eller forsinkes, begrænset til 1.000 SDR for hver
passager. Har passageren ved aflevering af det indskrevne rejsegods til
befordreren afgivet en særlig erklæring med angivelse af den interesse, som
er
forbundet med rejsegodsets udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det
fragttillæg,
som måtte være fastsat, gælder det i erklæringen angivne beløb som grænse for
befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis befordreren beviser, at
beløbet overstiger passagerens særlige interesse som nævnt i 2. pkt.
Stk. 5.
Ved
befordring af gods er befordrerens ansvar for skade som følge af, at gods går
tabt, beskadiges eller forsinkes begrænset til 17 SDR pr. kg. Har afsenderen
ved godsets aflevering til befordreren afgivet en særlig erklæring med
angivelse af den interesse, som er forbundet med godsets udlevering på
bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder
det i erklæringen angivne beløb som grænse for befordrerens ansvar. Dette
gælder dog ikke, hvis befordreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens
særlige interesse som nævnt i 2. pkt. Hvis en del af godset går tabt,
beskadiges eller forsinkes, opgøres kun den samlede vægt af de berørte
stykker
gods, når grænsen for befordrerens ansvar skal fastsættes. Hvis skaden
forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes af samme luftfragtbrev,
godskvittering eller de på anden måde registrerede oplysninger, jf.
§ 94,
stk. 2,
skal også vægten af disse stykker gods medregnes.
Stk. 6.
De i
stk. 3 og stk. 4 fastsatte ansvarsgrænser finder ikke anvendelse,
såfremt det bevises, at befordreren selv eller dennes ansatte eller agenter
under udførelsen af deres tjeneste eller hverv har forårsaget skaden
forsætligt
eller ved en hensynsløs handling vidende om, at en skade kunne opstå.
Stk. 7.
De
ansvarsgrænser, som er fastsat i stk. 1-5, er ikke til hinder for, at
retten kan tilkende sagsøgeren sagsomkostninger og tillægge renter. Dette
gælder dog ikke, hvis befordreren inden seks måneder fra den begivenhed, som
var årsag til skaden, eller inden retssag blev anlagt, skriftligt har tilbudt
sagsøgeren mindst lige så meget i erstatning som den tilkendte erstatning.
Stk. 8.
Omregning
af SDR til national valuta foretages efter den kurs, som Den Internationale
Valutafond
anvender i sin virksomhed og ved sine transaktioner den dag, da der afsiges
dom.
§ 111 a.
Hvis en flyulykke medfører, at en passager bliver dræbt eller lider skade på
legeme eller helbred, skal befordreren, hvis det kræves efter befordrerens
nationale lovgivning, jf. dog § 90 b, omgående og senest 15 dage efter,
at
den erstatningsberettigede person er identificeret, udbetale sådanne
forskudsbeløb, som måtte være nødvendige til dækning af øjeblikkelige
økonomiske behov, og som står i forhold til omfanget af den lidte skade.
Stk. 2.
En
forskudsudbetaling ved dødsfald efter stk. 1 kan ikke være mindre end
16.000 SDR.
Stk. 3.
Forskudsudbetalingen indebærer ikke en anerkendelse af erstatningsansvaret,
og
beløbet kan fraregnes et eventuelt senere opgjort erstatningsbeløb.
Forskudsudbetalingen kan kun kræves tilbagebetalt, hvis det senere bevises,
at
den person, som modtog forskudsudbetalingen, med forsæt eller ved uagtsomhed
forårsagede eller bidrog til skaden, eller at personen ikke var den
erstatningsberettigede
person.
§ 112.
Forbehold,
som tilsigter at fritage befordreren for ansvar eller at fastsætte en lavere
ansvarsgrænse
end bestemt i § 111, er ugyldige.
§ 113.
Befordreren
kan indgå en aftale om, at der for befordringen skal gælde højere
ansvarsgrænser
end dem, der er fastlagt i § 111, eller om, at der ikke skal gælde nogen
ansvarsgrænser overhovedet.
§ 114.
Sagsøges
befordrerens ansatte eller nogen, som har handlet på befordrerens vegne, for
skade,
de har forårsaget under udførelsen af deres tjeneste eller hverv, må summen
af
de erstatningsbeløb, som pålægges dem og befordreren ikke overstige de
ansvarsgrænser, der er fastsat for befordreren.
§ 115.
Modtages
det indskrevne rejsegods eller gods uden forbehold fra modtagerens side,
formodes
godset at være udleveret i god stand og i overensstemmelse med
befordringsdokumentet eller de på anden måde registrerede oplysninger, hvis
ikke andet bevises.
Stk. 2.
Er det
indskrevne rejsegods eller
gods beskadiget eller delvis gået
tabt, skal meddelelse gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er
opdaget, og senest inden 7 dage for det indskrevne rejsegods og 14 dage for
gods, regnet fra modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse afgives inden
21
dage fra den dag, da det indskrevne rejsegods eller
godset blev stillet til rådighed for modtageren.
Stk. 3.
Meddelelse
skal ske ved påtegning
på befordringsdokumentet eller
andet skriftligt materiale, som afsendes inden fristens udløb. Påtegningen
kan
være fremstillet på elektronisk måde.
§ 116.
Gives
meddelelse om skaden ikke inden for de frister, der er fastsat i § 115,
er
ethvert krav mod befordreren bortfaldet, medmindre denne har handlet
svigagtigt.
§ 117.
Erstatningssagen
skal anlægges ved retten på det sted, hvor befordreren bor eller har sit
hovedkontor
eller har den forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen er blevet
afsluttet, eller på bestemmelsesstedet.
Stk. 2.
Ved skade
som følge af død eller personskade på passagerer kan sagen tillige anlægges
ved
retten i det land, hvor passageren på ulykkestidspunktet havde bopæl eller
permanent ophold, og hvorfra:
1)
befordreren udfører
lufttransport af passagerer enten med egne luftfartøjer eller med et andet
luftfartsselskabs luftfartøjer på grundlag af en forretningsaftale, og
2)
hvor befordreren
driver sin virksomhed i forbindelse med lufttransport af passagerer fra
lokaler, der er lejet eller ejes af befordreren selv eller et andet
luftfartsselskab, som befordreren har indgået en forretningsaftale med.
Stk. 3.
Anvendelse
af reglerne i stk. 1 og 2 forudsætter, at den stat, hvori der anlægges
sag, har tiltrådt Montreal-konventionen.
§ 118.
Adgangen
til erstatning efter bestemmelserne i dette kapitel bortfalder, hvis sag ikke
er anlagt inden to år regnet fra luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet
eller fra den dag, da luftfartøjet skulle være ankommet, eller da
befordringen
blev afbrudt.
§ 119.
Skal
en befordring, som efter befordringsaftalen er at anse som en befordring,
udføres af flere efter hinanden følgende befordrere, er enhver af dem, når
passagererne, rejsegodset eller godset modtages, ansvarlig for den del af
befordringen, som det påhviler denne befordrer at udføre.
Stk. 2.
Ved
befordring af rejsegods eller gods kan
afsenderen
dog tillige holde sig til den første befordrer og den, som er berettiget til
dets
udlevering, til den sidste, selv om skaden eller forsinkelsen er indtruffet,
mens godset var i en anden befordrers varetægt. Er herefter to befordrere
ansvarlige, hæfter de solidarisk.
Befordring, der udføres af en anden befordrer end den,
der har indgået befordringsaftalen
§ 119 a.
Bestemmelserne
i §§ 119 b -
119 f
gælder, hvor befordringen helt eller delvis udføres af en anden befordrer end
den, der har indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at dette er
sket uden sidstnævntes samtykke.
Stk. 2.
Bestemmelserne
i §§ 119 c, 119 e og
119 f
gælder kun den del af befordringen, der udføres af en anden befordrer end
den,
der har indgået befordringsaftalen.
§ 119 b.
Ved
anvendelse af reglerne i dette kapitel anses såvel den, der har indgået
befordringsaftalen, som den, der helt eller delvis
udfører befordringen, som befordrere. Den, der har indgået
befordringsaftalen,
anses som befordrer for hele befordringen. Den, der har udført befordringen,
anses som befordrer for så vidt angår den pågældende del af befordringen.
§ 119 c.
Ved
bedømmelsen af en befordrers ansvar skal handlinger og undladelser af den
anden
befordrer, den anden befordrers ansatte eller nogen, som har handlet på den
anden befordrers vegne, under udførelsen af deres tjeneste eller hverv anses
at
have samme virkning som førstnævnte befordrers egne handlinger og
undladelser.
Den, der udfører befordringen, kan dog ikke herved pådrages ansvar ud over de
i
§ 111 fastsatte grænser.
Stk. 2.
Har den
befordrer, der har indgået befordringsaftalen, påtaget sig forpligtelser, som
går videre end denne befordrers forpligtelser efter dette kapitel, eller har
afsendere efter § 111, stk. 4, 2. pkt., særligt angivet interessen
i
godsets udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der udfører
befordringen,
medmindre denne har givet sin godkendelse.
§ 119 d.
Meddelelser,
som efter bestemmelserne i dette kapitel gives til den ene befordrer, har
virkning også i forhold til den anden befordrer. Ordrer fra afsenderen efter
§ 101 har dog kun virkning, hvis de gives til den befordrer, der har
indgået befordringsaftalen.
§ 119 e.
Summen
af de erstatningsbeløb, som pålægges to eller flere befordrere, deres ansatte
eller nogen, som har handlet på befordrernes vegne, må ikke overstige det
højeste erstatningsbeløb, der kan pålægges en af befordrerne. Hver enkelt er
kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse, der gælder for denne befordrer.
§ 119 f.
Erstatningssøgsmål
kan, uanset om de rettes imod en eller flere befordrere, anlægges enten ved
en
ret, som efter § 117 er kompetent med hensyn til søgsmål imod den, der
har
indgået befordringsaftalen, eller ved retten på det sted, hvor den, der
udfører
befordringen, bor eller har sit hovedkontor.
Stk. 2.
Sagsøges en
af befordrerne, og vil denne befordrer, hvis denne taber sagen, rejse krav
mod
den anden befordrer, kan førstnævnte befordrer tilstævne sidstnævnte
befordrer
uden hensyn til de almindelige regler om værneting for at gøre kravet
gældende
over for denne under sagen. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 23
finder
tilsvarende anvendelse.
Sammensat befordring
§ 120.
Udføres
befordringen delvis med luftfartøj og delvis med andet befordringsmiddel,
gælder bestemmelserne i dette kapitel kun befordringen med luftfartøj,
jf.
dog § 108, stk. 4.
Stk. 2.
Vilkårene
for de andre befordringsmåder kan optages i dokumentet vedrørende
befordringen
med luftfartøj, såfremt bestemmelserne i dette kapitel gælder for den del af
befordringen, der udføres med luftfartøj.
Andre bestemmelser
§ 121.
Bestemmelser
i befordringsaftalen og særaftaler, som er indgået, før skaden opstod, med
det
formål at bryde reglerne i Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om
indførelse
af visse ensartede regler for international luftbefordring enten ved at
fastsætte, hvilken lov der skal være gældende, eller ved at ændre
bestemmelserne om værneting, er ugyldige.
Stk. 2.
Hvis
befordringen er omfattet af dette kapitel, kan erstatningssag kun anlægges
ved
dansk domstol eller en domstol i en stat, som har tiltrådt
Montreal-konventionen af 28. maj 1999 om indførelse af visse ensartede regler
for international luftbefordring.
Stk. 3.
Intet i
dette kapitel er til hinder for, at den, der er ansvarlig for skade efter
bestemmelserne heri, kan fremsætte regreskrav mod nogen anden.
Stk. 4.
Voldgiftsaftaler
forud for skadens indtræden er kun gyldige med hensyn til befordring af gods,
hvis voldgiftsaftalen er skriftlig, og hvis voldgiften efter den
erstatningskrævendes valg foretages på et af de steder, som er lovligt
værneting efter dette kapitel, og kun hvis voldgiftsretten skal følge
bestemmelserne i dette kapitel.
§ 122.
Befordreren
skal kunne dokumentere at være forsikret for et beløb, som er tilstrækkeligt
til at dække befordrerens erstatningsansvar i henhold til dette kapitel.
§ 123.
Intet
i dette kapitel forhindrer befordreren i at nægte at indgå en
befordringsaftale, i at give afkald på rettigheder fastlagt i dette kapitel
eller i at fastsætte sådanne betingelser, som ikke strider mod bestemmelserne
i
dette kapitel.
§ 124.
(Ophævet).
§ 125.
(Ophævet).
§ 126.
(Ophævet).
§ 126 a.
(Ophævet).
Kapitel 10
Erstatning for skade
§ 127.
Sker der som følge af et luftfartøjs benyttelse til luftfart skade på person
eller ting uden for fartøjet, er ejeren forpligtet til at erstatte skaden.
Har
ejeren overladt benyttelsen af luftfartøjet til en selvstændig bruger, som
har
påtaget sig det fulde ansvar for luftfartøjets operation og vedligeholdelse,
påhviler denne forpligtelse i stedet brugeren.
Stk. 2.
Erstatningspligten bortfalder, såfremt det oplyses, at den skadelidte selv
ved
forsæt eller grov uagtsomhed har hidført skaden.
Stk. 3.
I tilfælde
af skade på person kan erstatning kræves for lidelse, lyde og vansir. Hvis
den
til erstatning berettigede helt eller delvis har mistet sin arbejdsevne,
tilkommer der ham erstatning for vedvarende forringelse af erhvervsevnen.
Afgår
den skadelidte ved døden som følge af ulykken, kan den, der ved dødsfaldet
har
mistet en forsørger, kræve erstatning for det tab, vedkommende kan antages at
have lidt.
Stk. 4.
Den, der
har bekostet begravelsen, kan fordre udgifterne hertil refunderet, for så
vidt
de ikke overstiger, hvad der efter afdødes forhold er passende.
§ 128.
Reglen i § 127, stk. 1, kommer ikke til anvendelse, når det drejer
sig om skade, der forårsages på person eller ting, som befinder sig inden for
området af en godkendt flyveplads, eller i det omfang ejeren af luftfartøjet
kan dokumentere, at det ikke er muligt at tegne forsikring.
Stk. 2.
Forårsages
skaden på fartøj eller ladning ved sammenstød mellem fartøjer, skal
forskrifterne
i sølovens §§ 220 og 221 komme til anvendelse.
Stk. 3.
Sker der
ved sammenstød mellem to eller flere fartøjer skade, som det påhviler dem,
for
hvis regning fartøjerne benyttes, hver for sig at erstatte efter reglen i
§ 127, stk. 1, hæfter de solidarisk. Domstolene afgør under hensyn
til de foreliggende omstændigheder, hvor stor en del af den erlagte
erstatning
hver af dem skal kunne tilbagefordre hos den eller de medansvarlige.
§ 129.
Ved bestemmelserne i §§ 127 og 128 gøres ingen indskrænkning i den ret
til
at kræve erstatning, som i øvrigt måtte følge af almindelige retsregler.
§ 130.
Ejeren af et fartøj, som agtes benyttet til luftfart inden for dansk område i
henhold til § 2 a), eller til forsøgsluftfart i henhold til § 2 c),
skal - hvis ejeren ikke er staten - have tegnet og holde i kraft forsikring
for
dækning af erstatningskrav, som måtte opstå mod ham selv eller mod brugeren
for
skade som følge af luftfarten på person eller ting uden for fartøjet. Ophører
forsikringen at gælde, hæfter forsikringsselskabet over for tredjemand dog
for
skade efter policens pålydende endnu i 2 måneder efter, at selskabet for
ministeren har anmeldt forsikringens ophør, medmindre fartøjet - såfremt det
er
registreret - i mellemtiden måtte være blevet udslettet af registret, eller
tilladelsen til forsøgsluftfart efter § 2 c) i mellemtiden måtte være
blevet tilbagekaldt. Ministeren fastsætter regler om forsikringssummens
størrelse.
Stk. 2.
Ministeren
kan bestemme, at fartøjets ejer i stedet for forsikring skal stille anden af
ministeren godkendt sikkerhed for dækning af de i stk. 1 nævnte
erstatningskrav.
Stk. 3.
Benyttes
fartøjet til luftfart inden for dansk område i henhold til § 2 b) eller
bortset fra forsøgsluftfart - § 2 c), bestemmer ministeren, hvorvidt der
skal foreligge forsikring eller anden sikkerhedsstillelse til dækning af de i
§§ 127 og 128 omhandlede erstatningskrav.
§ 130 a.
Ministeren kan fastsætte regler
om, at ejeren af et luftfartøj skal tegne og holde en forsikring i kraft mod
skade på passagerer og herunder fastsætte regler om forsikringssummens
størrelse.
Kapitel 11
Flyveulykker
Redningstjeneste
§ 131.
Forskrifter angående de eftersøgnings- og redningsforanstaltninger, der skal
træffes, når et luftfartøj er savnet, forulykket eller i nød, udfærdiges
efter
forhandling med forsvarsministeren, økonomi- og erhvervsministeren og
justitsministeren af transport- og energiministeren, der herunder kan give
forskrifter
om pligt for private personer eller virksomheder til at yde fornøden bistand
samt om godtgørelse for sådan medvirken.
Bjærgning af luftfartøjer
§ 132.
Den, som bjærger eller medvirker til bjærgningen af et luftfartøj, der er
forulykket eller stedt i nød, eller ombordværende gods eller noget, som har
hørt til sådant luftfartøj eller gods, har ret til bjærgeløn i
overensstemmelse
med de om bjærgning af skibe eller dertil hørende gods fastsatte regler, hvad
enten bjærgningen sker på søen, landjorden eller i luften. Den, der redder
eller medvirker til redning af menneskeliv under den nød, som har givet
anledning til bjærgningen, har krav på andel i bjærgelønnen.
Stk. 2.
Ligeledes
tilkommer der den, der har afholdt ekstraordinære udgifter, som har været
uomgængelig
nødvendige for at bevare et luftfartøj, ret til godtgørelse af de afholdte
udgifter, medmindre han har handlet imod et udtrykkeligt og beføjet forbud af
luftfartøjschefen.
Stk. 3.
Kravet på
bjærgeløn eller på godtgørelse af sådanne ekstraordinære udgifter må ikke
overstige
værdien af det bjærgede - henholdsvis af luftfartøjet - med tillæg af fragt
for
gods og passagerer.
§ 133.
Ejeren af bjærget gods hæfter kun med værdien af det bjærgede, og kravet er
sikret med pant i godset forud for alle på dette hvilende behæftelser.
Udleveres godset, bortfalder panteretten.
Stk. 2.
Om panteret
i luftfartøjer, for krav på bjærgeløn eller på godtgørelse af de i § 132
omhandlede ekstraordinære udgifter gælder de i lov nr. 135 af 31. marts 1960,
3)
§ 5,
fastsatte regler.
Undersøgelse af flyvehavarier m.v.
§ 134.
Transport- og energiministeren opretter en havarikommission, der har til
formål
at undersøge flyvehavarier og flyvehændelser med henblik på at forebygge
sådanne.
Stk. 2.
Kommissionens sammensætning fastsættes af transport- og energiministeren.
Stk. 3.
Kommissionen skal supplere sig med repræsentanter for fremmede stater i det
omfang, hvor Danmark ved aftale har forpligtet sig dertil. I øvrigt kan
kommissionen supplere sig med særligt sagkyndige i tilfælde, hvor den finder
det hensigtsmæssigt.
§ 134 a.
Havarikommissionen undersøger endvidere ulykker og hændelser på
jernbaneområdet, jf. lov om jernbane. Havarikommissionen benævnes herefter
Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane (Havarikommissionen).
§ 135.
Ved flyvehavari (havari) forstås i denne lov en begivenhed, der indtræffer i
forbindelse med anvendelse af et luftfartøj fra det tidspunkt, hvor nogen
person går om bord i luftfartøjet i den hensigt at flyve, og indtil alle er
gået fra borde, og hvor:
1)
nogen afgår ved døden
eller kommer alvorligt til skade som følge af at være i eller på luftfartøjet
eller ved direkte berøring med luftfartøjet eller noget, der hører til dette,
eller
2)
luftfartøjet udsættes
for skade eller strukturelle fejl, der nedsætter strukturens styrke eller
luftfartøjets
flyveegenskaber, og som normalt vil nødvendiggøre en større reparation eller
udskiftning af de pågældende dele, eller
3)
flyet savnes eller er
fuldstændig utilgængeligt.
Stk. 2.
Ved
flyvehændelse (hændelse) forstås i denne lov en begivenhed, som ikke er et
havari, men som indtræffer i forbindelse med anvendelsen af et luftfartøj, og
som har indflydelse på eller vil kunne få indflydelse på sikkerheden,
forbundet
med luftfartøjers anvendelse.
Stk. 3.
Transport-
og energiministeren kan fastsætte ændringer i stk. 1 og 2.
§ 136.
Havarikommissionen undersøger følgende havarier og hændelser:
1)
havarier, hvor civile
luftfartøjer er indblandet, når havari finder sted over eller på dansk
territorium,
2)
havarier, hvor dansk
registrerede, civile luftfartøjer er indblandet, når havari finder sted uden
for nogen stats territorium eller over eller på et territorium, hvor
vedkommende stat ikke har forpligtet sig til at foretage undersøgelse,
3)
hændelser, hvor
civile luftfartøjer er indblandet, når de finder sted over eller på dansk
territorium, samt
4)
hændelser uden for
dansk territorium, hvor dansk registrerede civile luftfartøjer er indblandet,
medmindre det med fremmed stat er aftalt, at denne foretager undersøgelsen.
Stk. 2.
Havarikommissionen kan i særlige tilfælde ved aftale overlade undersøgelser i
henhold til stk. 1, nr. 1-3, til en fremmed stat. Havarikommissionen kan
endvidere efter aftale med fremmed stat foretage undersøgelser, der påhviler
denne.
Stk. 3.
Ved en
fremmed stats undersøgelse af et havari eller en hændelse, hvor et dansk
registreret, civilt luftfartøj er indblandet, deltager en eller flere
repræsentanter for havarikommissionen, når sådan deltagelse følger af
internationale aftaler, eller når det i øvrigt findes hensigtsmæssigt og
vedkommende
stat fremsætter anmodning derom eller erklærer sig indforstået dermed.
§ 137.
Når et havari eller en hændelse er indtruffet over eller på dansk territorium
eller med dansk registreret, civilt luftfartøj, skal havarikommissionen
snarest
underrettes herom.
Stk. 2.
Meddelelsespligten påhviler luftfartøjschefen. Meddelelsespligten påhviler
desuden den person, der gør tjeneste som flyveleder, eller den, der efter
transport- og energiministerens bestemmelse i medfør af § 74 gør
tjeneste
i anden stilling af betydning for luftfartssikkerheden, såfremt den
pågældende
har ydet lufttrafiktjeneste, der har eller har kunnet have betydning for
havariet eller hændelsen. For luftfartsanlæg på jorden påhviler
meddelelsespligten den ansvarlige for anlægget.
Stk. 3.
Er
luftfartøjschefen ikke i stand til at opfylde pligten efter stk. 2, 1.
pkt.,
påhviler denne ejeren eller brugeren af luftfartøjet.
Stk. 4.
Nærmere
regler om meddelelsespligt, rapporteringsveje m.v. kan fastsættes af
transport-
og energiministeren.
§ 138.
Havarikommissionen bestemmer omfanget af de undersøgelser, der skal foretages
i
anledning af et havari eller en hændelse. Herved kan der tages hensyn til
formålet med kommissionens undersøgelser, jfr. § 134, stk. 1,
havariets eller hændelsens omfang, undersøgelsens forventede
flyvesikkerhedsmæssige
værdi i forhold til omkostningerne, opgavens betydning i forhold til andet
arbejde, der aktuelt påhviler kommissionen, tilgængelige ressourcer og
lignende.
Stk. 2.
Det
bestemmes ved aftale mellem havarikommissionen og de militære myndigheder,
hvorledes
der skal forholdes ved havarier og hændelser, hvori også militære
luftfartøjer
er indblandet, eller som indtræffer på militært område.
§ 139.
Når et havari er indtruffet over eller på dansk territorium, må luftfartøjet,
dets dele eller indhold eller spor i øvrigt ikke fjernes eller røres, før
havarikommissionen har tilendebragt sine undersøgelser, medmindre der af
politiet i forståelse med kommissionen gives tilladelse dertil.
Stk. 2.
I øvrigt
bestemmer kommissionen, hvornår undersøgelsen tillader frigivelse af
luftfartøjet helt eller delvis.
§ 140.
Havarikommissionen har uden retskendelse adgang til at foretage undersøgelse
af
luftfartøjet eller dets rester, uanset om disse befinder sig på privat
område,
og til at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik herpå.
Stk. 2.
Havarikommissionen kan kræve fremlagt bøger og andre dokumenter af betydning
for undersøgelsen og kan foretage afhøringer af luftfartøjets ejer eller
bruger
samt besætning og enhver anden person, som må formodes at kunne give
oplysninger af betydning for undersøgelsen.
Stk. 3.
Kommissionen kan forlange retligt forhør efter reglerne i retsplejelovens
§ 1018.
Stk. 4.
Politiets
bistand kan kræves til undersøgelse i det omfang, det skønnes fornødent.
Stk. 5.
Foreligger
der mistanke om et strafbart forhold, kan politiet selvstændigt foretage de
efterforskningsskridt, der af anklagemyndigheden skønnes fornødne, og kan
hertil kræve bistand af havarikommissionen.
§ 141.
Havarikommissionen skal løbende holde luftfartsvæsenet underrettet om fund og
omstændigheder omkring en undersøgelse, der skønnes af væsentlig betydning
for
flyvesikkerheden, og skal på det tidligst mulige tidspunkt gøre
luftfartsvæsenet bekendt med sine vurderinger heraf.
§ 142.
Når havarikommissionen har afsluttet sin undersøgelse, udarbejder den udkast
til rapport om undersøgelsens resultater. Udkastet skal indeholde en
udtalelse
om eventuelle forholdsregler til forebyggelse af havarier eller hændelser af
samme eller lignende art.
Stk. 2.
Udkastet
til rapporten forelægges til udtalelse hos luftfartøjets eller
luftfartsanlæggets
ejer eller bruger samt andre, for hvem undersøgelsen efter kommissionens
opfattelse har særlig betydning. Kommissionen fastsætter en frist for
modtagelse af eventuelle udtalelser. De pågældende kan fremsætte ønske om
yderligere undersøgelser.
Stk. 3.
Den
endelige rapport sendes til luftfartsvæsenet. Rapporten offentliggøres
samtidig
hermed, medmindre afgørende hensyn taler imod en offentliggørelse.
§ 143.
Når den foretagne undersøgelses omfang taler derfor, kan kommissionen fravige
reglerne i § 142 og i stedet udarbejde en redegørelse.
Stk. 2.
Kommissionen kan endvidere udarbejde en redegørelse i tilfælde, hvor reglerne
i
§ 142, stk. 1-3, i øvrigt følges.
Stk. 3.
Redegørelser skal udarbejdes så vidt muligt inden 60 dage, efter at
kommissionen
har fået underretning om havariet eller hændelsen. Redegørelsen sendes til
luftfartsvæsenet og offentliggøres samtidig hermed.
§ 144.
Kommissionen offentliggør mindst en gang om året en oversigt over sin
virksomhed.
§ 144 a.
Kommissionens personale, tilkaldte sagkyndige og andre, der medvirker i en
undersøgelse, som foretages af kommissionen, er under ansvar efter
straffelovens §§ 152 og 152 a-e forpligtet til over for uvedkommende at
hemmeligholde, hvad de bliver vidende om i forbindelse med undersøgelsen.
Stk. 2.
Statens
Luftfartsvæsens personale og eventuelle tilkaldte sagkyndige, der i henhold
til
§ 141 modtager oplysninger fra kommissionen, er under ansvar efter
straffelovens §§ 152 og 152 a-e forpligtet til over for uvedkommende at
hemmeligholde, hvad de herved bliver vidende om.
§ 144 b.
Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler for kommissionens
virksomhed.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan pålægge havarikommissionen specielle opgaver, der har
et generelt flyvesikkerhedsmæssigt sigte.
Stk. 3.
Ved en
undersøgelse i forbindelse med sådanne opgaver gælder det i § 144 a
anførte.
Stk. 4.
Rapport om
undersøgelser i henhold til stk. 2 afgives til transport- og
energiministeren og luftfartsvæsenet. Ministeren bestemmer, hvorvidt
rapporten
skal offentliggøres.
Stk. 5.
Luftfartsvæsenet skal efter anmodning bistå kommissionen i dens arbejde.
Stk. 6.
Kommissionen kan genoptage en afsluttet undersøgelse, såfremt der fremkommer
nyt og væsentligt materiale i sagen.
Stk. 7.
Transport-
og energiministeren kan på ethvert tidspunkt pålægge kommissionen at foretage
yderligere undersøgelser i en sag.
Kapitel 12
Forskellige bestemmelser
§ 145.
Såfremt der, når en flyvning skal påbegyndes, er grund til at antage, at det
pågældende luftfartøj ikke er luftdygtigt eller bemandet på behørig måde,
eller
de for den pågældende flyvning i øvrigt gældende vilkår efter denne lov eller
de i medfør heraf udfærdigede bestemmelser ikke er opfyldt, kan vedkommende
myndighed forbyde luftfartøjets start samt om fornødent hindre, at det
forlader
flyvepladsen, indtil forholdet er bragt i orden. Beslutning herom træffes af
luftfartsvæsenet eller den, som luftfartsvæsenet bemyndiger hertil; i
sidstnævnte tilfælde skal beslutningen uopholdeligt forelægges
luftfartsvæsenet
til prøvelse.
§ 146.
Såfremt der ikke for et luftfartøj, som skal afgå fra en flyveplads, hvis
benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, er erlagt afgift, som
står i forbindelse med fartøjets seneste landing og ophold på samt afgang fra
flyvepladsen, kan dennes indehaver hindre, at luftfartøjet forlader
flyvepladsen, indtil afgiften er betalt, eller der er stillet fornøden
sikkerhed for betalingen.
§ 146 a.
En ansøgning om tilladelse efter § 31, § 55, § 75 eller
fællesskabsretlige regler på området kan afslås, hvis ansøgeren har betydelig
forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen
50.000 kr. og derover.
Stk. 2.
En
tilladelse som omhandlet i stk. 1 kan tilbagekaldes, hvis indehaveren
har
betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i
størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. Tilbagekaldelsen kan ske på tid fra
1
til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen
efter § 146 b til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
§ 146 b.
En afgørelse efter § 58 og § 146 a, stk. 2, kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom
fremsættes over for den myndighed, der har tilbagekaldt tilladelsen eller
stadfæstet tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt til
den pågældende. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige
retsplejes former. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men
retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling
skal have adgang til at udøve virksomheden, hvortil tilladelse kræves. Ankes
en
dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har
afsagt
dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden,
hvortil
tilladelse kræves, ikke må udøves under ankesagens behandling.
§ 146 c.
En tilbagekaldelse efter § 58 og § 146 a, stk. 2, kan til
enhver
tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen.
Hvis
en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved
domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet
mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år, efter at ophævelsen senest
er nægtet ved dom. § 146 b, 2. og 3. punktum, finder tilsvarende
anvendelse.
§ 147.
Om fritagelse for arrest og forbud henvises til den derom gældende
lovgivning.
§ 148.
For
luftdygtighedsbevis til luftfartøjer til og med
300 kg, som ikke udelukkende anvendes
privat, betales
1)
1.280 kr. i
udstedelsesafgift og
2)
205 kr. i årsafgift.
Stk. 2.
For
luftdygtighedsbeviser til luftfartøjer på over
300 kg
til og med
2.730 kg, som ikke udelukkende
anvendes privat, betales
1)
1.280 kr. plus 575
kr. pr. påbegyndt
100 kg
over
300 kg
i
udstedelsesafgift og
2)
205 kr. plus 370 kr.
pr. påbegyndt
100 kg
over
300 kg
i
årsafgift.
Stk. 3.
For
luftdygtighedsbeviser til luftfartøjer på over
2.730 kg
til og med
5.700 kg, som ikke udelukkende
anvendes privat, betales
1)
15.475 kr. plus 575
kr. pr. påbegyndt
100 kg
over
2.800 kg
i
udstedelsesafgift og
2)
9.335 kr. plus 370
kr. pr. påbegyndt
100 kg
over
2.800 kg
i
årsafgift.
Stk. 4.
For
luftdygtighedsbeviser til luftfartøjer på over
5.700 kg, som ikke udelukkende
anvendes privat, betales
1)
32.515 kr. plus 2.215
kr. pr. påbegyndt
1.000 kg
over
6.000 kg
i
udstedelsesafgift og
2)
19.925 kr. plus 1.060
kr. pr. påbegyndt
1.000 kg
over
6.000 kg
i
årsafgift.
Stk. 5.
For tilsyn
med teletekniske anlæg inkl. betaling for kontrol af måleresultater betales i
årsafgift
1)
45.815 kr. for ILS
kategori I, II og III inkl. markers,
2)
26.185 kr. for
localizer eller VOR,
3)
13.095 kr. for DME,
4)
9.825 kr. for radar,
5)
6.550 kr. for VDF,
6)
1.745 kr. for
kommunikationsanlæg og
7)
6.550 kr. for NDB
eller locator.
Stk. 6.
For tilsyn
med flyvekontroltjeneste (en route), herunder teknisk tilsyn med en
route-systemet, betales i årsafgift 7.135.650 kr.
Stk. 7.
De i
stk. 1-6 anførte beløb reguleres en gang årligt med 2 pct. tillagt
tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en
satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med
5
delelige beløb. Transport- og energiministeren bekendtgør reguleringerne
hvert
år.
Stk. 8.
Transport-
og energiministeren kan herudover fastsætte regler om betaling til hel eller
delvis
dækning af omkostningerne ved de øvrige offentlige forretninger og
tilsynsvirksomhed i henhold til denne lov eller fællesskabsretlige regler på
luftfartsområdet.
Stk. 9.
Hvis
betalingerne i stk. 1-6 og 8 ikke erlægges rettidigt, tillægges renter i
overensstemmelse med rentelovens regler for rente af pengekrav på
formuerettens
område. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om opkrævning
m.v.
af betalingerne, herunder regler om betaling for erindringsskrivelser.
Stk. 10.
Det skyldige beløb med påløbne
renter kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden efter lov om
opkrævning
og inddrivelse af visse fordringer ved udpantning og ved indeholdelse i løn
m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i
kildeskatteloven samt ved modregning i overskydende skat.
Stk. 11.
Restanceinddrivelsesmyndigheden
kan eftergive skyldige beløb efter reglerne i lov om opkrævning og
inddrivelse
af visse fordringer.
Kapitel 12 a.
Passageroplysninger
§ 148 a.
Luftfartsselskaber skal foretage
registrering og opbevaring i 1 år af oplysninger om passagerer og
besætningsmedlemmer på luftfartøjer, der ankommer til eller afgår fra
Danmark.
Stk. 2.
Luftfartsselskaber skal på
begæring af Politiets Efterretningstjeneste udlevere de i stk. 1 nævnte
oplysninger til brug for forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Stk. 3.
Transport- og energiministeren
fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om
registrering og opbevaring i medfør af stk. 1 og om
luftfartsselskabernes
praktiske bistand til Politiets Efterretningstjeneste i medfør af
stk. 2.
Stk. 4.
Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om
Politiets Efterretningstjenestes adgang til luftfartsselskabernes
bookingsystemer til brug for forebyggelse og efterforskning af overtrædelser
af
straffelovens kapitel 12 og 13.
Kapitel 13
Straffebestemmelser
§ 149.
Med fængsel indtil 2 år straffes den, som efter at have nydt spiritus gør
eller
forsøger at gøre tjeneste på et luftfartøj i strid med bestemmelserne i
§ 50, stk. 1. Med samme straf anses den, der gør tjeneste på et
luftfartøj til trods for, at retten hertil er inddraget, frakendt eller
frataget ham i medfør af § 150. Under særligt formildende omstændigheder
kan dog straf af bøde anvendes.
Stk. 2.
Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på den, der gør
tjeneste i en af de i § 74 omhandlede stillinger.
Stk. 3.
Med bøde
eller fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder § 21, § 22,
stk. 1, § 23, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1 og 2,
§ 32, stk. 3 og 4, § 36, stk. 1 og 2, § 39,
§ 41,
stk. 1, § 42, § 50, stk. 2, 3, 5 og 6, § 60,
stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, § 74, jf. § 50, stk. 2,
3,
5 og 6, § 84, stk. 2, § 85, stk. 1, § 130 og
§ 139, stk. 1, jf. dog § 149 a.
Stk. 4.
Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 12, stk. 1, 1.-3. pkt.,
§ 13, stk. 2, § 20, § 40 b, § 55, stk. 1,
§ 59, stk. 1 og 3, § 66, § 75, stk. 1 og 2 og
stk. 5, 1. pkt., § 137, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, og
§ 150 e, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4
måneder.
Forsøg på overtrædelse af § 75, stk. 1, 2 og stk. 5, 1. pkt.,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. For overtrædelse af
§ 40
b kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan
tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For det i 3. pkt. fastsatte
bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Stk. 5.
Overtrædelse af § 18, § 37, stk. 3, § 38, § 67 a,
stk. 1, § 72 og § 148 a, stk. 1 og 2 straffes med bøde.
Stk. 6.
Gør en
luftfartøjschef eller et besætningsmedlem sig skyldig i grov eller oftere
gentagen forsømmelse eller skødesløshed med hensyn til opfyldelsen af de
pligter, der påhviler ham efter §§ 43-47, 49 og 137, stk. 2, 1.
pkt.,
straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. På samme måde straffes
den, der gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller
skødesløshed med hensyn til opfyldelsen af de pligter, der påhviler den
pågældende efter § 137, stk. 2, 2. pkt. På samme måde straffes den,
der forsætligt eller ved grov uagtsomhed urigtigt attesterer noget vedrørende
et arbejde, hvis udførelse han efter forskrifter, udstedt i henhold til
§ 31, er beføjet til at attestere. Har en person, der er omfattet af 1.
eller 3. pkt., ved sit forhold fremkaldt fare for andres liv eller helbred
eller for fartøjet, kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år.
Stk. 7.
Den, der
undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til
loven, forskrifter fastsat i medfør heraf eller EU-forordninger på områder,
som
omfattes af loven, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.
Straffen
for tilsidesættelse af et pålæg i henhold til § 84, stk. 1, kan dog
stige til fængsel i 2 år.
Stk. 8.
Overtrædelse af bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 3,
§§ 82,
82 a, 83 og § 85, stk. 2 og 3,
straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år, jf. dog § 149 a.
Stk. 9.
Overtrædelse af støjforskrifter, der udfærdiges i medfør af §§ 82 og
82 a, straffes dog kun, såfremt
overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller groft uagtsom,
og kun med bøde. Selskaber m.v. (juridiske personer) kan straffes med bøde
for
overtrædelse af støjforskrifter, der udfærdiges i medfør af §§ 82 og
82 a, selv om overtrædelsen ikke kan
tilregnes den juridiske person eller en hertil knyttet person som forsætlig
eller uagtsom. Tilsvarende kan en ejer af en enkeltmandsvirksomhed straffes
med
bøde, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ejeren eller en til
virksomheden
knyttet person som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen
forvandlingsstraf.
Stk. 10.
I øvrigt
kan det i de forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, bestemmes, at
overtrædelser af forskrifterne medfører straf af bøde eller fængsel indtil 4
måneder. I de forskrifter, der udfærdiges i medfør af kapitel
4 A, kan det endvidere fastsættes, at en
arbejdsgiver, der overtræder forskrifterne eller påbud eller forbud udstedt i
medfør af disse, kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan
tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes
ingen forvandlingsstraf.
Stk. 11.
Overtrædelse af bestemmelser i EF-forordninger på områder, der omfattes af
loven, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. dog § 149
a.
Stk. 12.
Overtrædelse af vilkår og betingelser fastsat i medfør af § 57,
§ 59,
stk. 2 og 3 og § 60, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder.
Stk. 13.
Overtrædelse af vilkår, fastsat i medfør af § 78, straffes med bøde
eller
fængsel indtil 4 måneder. På samme måde straffes den, som i erhvervsmæssigt
øjemed formidler befordring med luftfartøj vidende om, at befordringen
udføres
i strid med sådanne vilkår.
Stk. 14.
Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel, jf. dog stk. 9.
Stk. 15.
Sager,
hvor der bliver spørgsmål om fængsel eller om frakendelse af retten til at
gøre
tjeneste på luftfartøj, jf. § 150, eller i anden særlig stilling, jf.
§ 74, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 77 og 78.
Sager,
hvor der alene bliver spørgsmål om bøde, behandles efter reglerne i
retsplejelovens
kapitel 80.
§ 149 a.
Den, der i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 89 b har
foretaget anmeldelse om forhold, der ikke har medført et flyvehavari eller en
flyvehændelse, kan ikke for det pågældende forhold straffes for overtrædelse
af
§ 42, bestemmelser fastsat i medfør af §§ 31, 52, 54, 82 eller 83
eller bestemmelser i EF-forordninger på områder, der omfattes af loven.
§ 150.
Ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj skal frakendes, når
1)
tjenesten er udøvet
med tilsidesættelse af væsentlige hensyn til flyvesikkerheden,
2)
frakendelsen findes
begrundet i beskaffenheden af den begåede forseelse, og hvad der i øvrigt
foreligger oplyst om tiltaltes forhold som tjenstgørende på et luftfartøj,
3)
den pågældende har
gjort eller forsøgt at gøre tjeneste på et luftfartøj efter at have nydt
spiritus som angivet i § 50, stk. 1,
4)
den pågældende har
foretaget eller forsøgt at foretage en eller flere flyvninger, uden at der
foreligger
den fornødne tilladelse hertil, eller såfremt væsentlige vilkår for en
meddelt
tilladelse er overtrådt, eller
5)
den pågældende har
foretaget eller forsøgt at foretage en eller flere flyvninger, omfattet af
§ 75, stk. 5, uden anmeldelse herom, eller såfremt væsentlige krav
for en virksomheds udførelse af befordring med luftfartøj af egne ansatte er
overtrådt.
Stk. 2.
Frakendelsen efter stk. 1, nr. 3-5, sker ubetinget. Frakendelsen efter
stk. 1, nr. 1 og 2, sker betinget, medmindre den pågældende
1)
forsætligt har voldt
skade på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende fare
herfor eller i øvrigt har udøvet tjenesten på særlig hensynsløs måde.
2)
ved forskellige
lejligheder har gjort sig skyldig i forhold, der hver for sig er omfattet af
stk. 1, nr. 1,
3)
tidligere er frakendt
ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj betinget, og det nye forhold er
begået i prøvetiden eller
4)
tidligere er frakendt
ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj ubetinget og det nye forhold er
begået inden 5 år fra udløbet af frakendelsestiden.
Stk. 3.
Under
særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i
tilfælde,
hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.
Stk. 4.
Er en
person, der enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller er
ansat i et dansk luftfartsforetagende, i fremmed stat straffet for et
forhold,
der bedømt efter denne lov ville have medført frakendelse af ret til at gøre
tjeneste på et luftfartøj i medfør af denne paragraf, kan sådan frakendelse
ske
under en offentlig, efter rigsadvokatens påbud anlagt sag.
Stk. 5.
Skønner
luftfartsvæsenet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af ret til at
gøre
tjeneste på et luftfartøj foreligger, kan det midlertidigt inddrage retten.
Luftfartsvæsenet skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende om
prøvelsesadgangen, jfr. stk. 6.
Stk. 6.
Den, hvis
ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj er midlertidigt inddraget, kan
forlange inddragelsen prøvet af domstolene. Domstolene træffer ved kendelse
afgørelse om inddragelsen.
Stk. 7.
Det
tidsrum, hvori retten har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.
Stk. 8.
Bliver en
person, der har ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj, i medfør af
færdselsloven frakendt retten til at føre motordrevet køretøj ubetinget, kan
luftfartsvæsenet for det tidsrum, for hvilket frakendelse er sket, fratage
den
pågældende ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj, såfremt det strafbare
forhold, for hvilket vedkommende er dømt, begrunder en nærliggende fare for
misbrug af denne ret. Den pågældende kan begære fratagelsen indbragt for
domstolene. Luftfartsvæsenet skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den
pågældende herom.
Stk. 9.
Bestemmelserne i stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse på den, der gør
tjeneste i stilling som i § 74 omhandlet.
§ 150 a.
Betinget frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år
fra endelig dom ikke gør tjeneste på et luftfartøj under sådanne
omstændigheder, at ret dertil skal frakendes ham. Under særlige
omstændigheder
kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år for den betingede frakendelse.
Stk. 2.
Ved
betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden. Begår den
dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af ret til at
gøre
sådan tjeneste, fastsætter domstolene en fælles frakendelse for dette forhold
og den tidligere pådømte lovovertrædelse.
Stk. 3.
Ubetinget
frakendelse sker for et bestemt tidsrum af ikke under 6 måneder eller for
bestandig.
Stk. 4.
Uanset
frakendelse for bestemt tid kan den pågældende påbegynde uddannelse med
henblik
på generhvervelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj efter de for
generhvervelse almindeligt gældende regler, dog tidligst 3 måneder før
frakendelsestidens udløb.
§ 150 b.
Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at ret til
at
gøre tjeneste på et luftfartøj har været inddraget i medfør af § 150,
stk. 5, har ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om
frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved kendelse. I andre
tilfælde
kan byretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke
ikke skal have opsættende virkning.
Stk. 2.
Afsiges der
i en sag, hvor certifikatet er inddraget efter § 150, stk. 5,
frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om frakendelse, eller sker
frakendelsen betinget, skal retten generhverves efter de herfor gældende
regler, selv om dommen ankes.
Stk. 3.
Når ret til
at gøre tjeneste på et luftfartøj er inddraget eller frakendt i medfør af
denne
lov, skal den pågældendes certifikat indleveres til luftfartsvæsenet.
Stk. 4.
Er ret til
at gøre tjeneste på et luftfartøj i medfør af denne lov eller nogen tidligere
lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om
generhvervelse
af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene.
Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3 og
kan
tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år fra frakendelsestiden. Retten
kan
kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har ret til at
gøre
tjeneste på et luftfartøj tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan
gengivelse af retten inden frakendelsestidens udløb kun ske rent
undtagelsesvis
og tidligst, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.
§ 150 c.
Reglerne i kapitel
93 a
i lov om rettens pleje finder anvendelse på krav om erstatning for
frakendelse
eller inddragelse af retten til at gøre tjeneste på et luftfartøj i anledning
af strafforfølgning.
§ 150 d.
Uanset bestemmelserne i §§ 1 og 4, stk. 1, finder lovens
bestemmelser
om straf og frakendelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj også
anvendelse på handlinger foretaget uden for dansk område af personer, der er
indehavere af dansk certifikat, jf. § 35, med de begrænsninger, der
følger
af straffelovens §§ 7, 10,
10 a
og 10 b.
§ 150 e.
Transport- og energiministeren
fører tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i denne lov og de regler, der
er fastsat i medfør heraf, samt med EU-forordninger på områder, som omfattes
af
loven.
Stk. 2.
Transport- og energiministeren
og andre, som udfører tilsynsopgaver med hjemmel i loven, i regler fastsat i
medfør heraf, eller i EU-forordninger, som omfattes af loven, har, i det
omfang
det er nødvendigt for udførelsen af tilsynet, adgang til ethvert luftfartøj,
der benyttes til luftfart efter denne lov, samt anlæg eller virksomhed, der
omfattes af de i stk. 1 nævnte bestemmelser og regler, og skal have
adgang
til alle relevante dokumenter og regnskaber.
Stk. 3.
Personer og virksomheder, der er
undergivet tilsyn som nævnt i stk. 1, skal på forlangende meddele
tilsynsmyndigheden enhver nødvendig oplysning, som har betydning for
udøvelsen
af tilsynet.
§ 150 f.
Transport- og energiministeren fører som led i tilsynsvirksomheden efter
denne
lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer. Transport- og
energiministeren kan, eventuelt på nærmere angivne vilkår, påbyde, at
forhold,
der strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden straks eller
inden en nærmere angivet frist.
Stk. 2.
§ 150 e, stk. 2
og 3, § 152, stk. 1, og § 152 a finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Transport- og
energiministeren kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.
Kapitel 14
Gennemførelsesbestemmelser
§ 151.
Under behørig hensyntagen til luftfartens sikkerhed eller almene interesse i
øvrigt kan transport- og energiministeren for så vidt angår luftfartøjer, som
ikke har fører om bord, eller som fremdrives ved andet end motor, eller som
ellers er af særlig beskaffenhed, gøre undtagelse fra lovens regler og give
særlige forskrifter, dog ikke for såvidt angår bestemmelser af privatretligt
eller strafferetligt indhold.
Stk. 2.
Ministeren
kan give forskrifter om indretninger, der er bestemt til at bevæge sig i
luften
uden at være luftfartøjer.
§ 152.
Transport- og energiministeren kan bestemme, at luftfartsvæsenet - ud over
den
samme ved bestemmelserne i loven tillagte myndighed - skal udøve visse af de
ministeren ved loven tillagte beføjelser.
Stk. 2.
Ministeren
kan endvidere overlade beføjelser til at træffe afgørelser, som efter loven
er
tillagt ministeren eller luftfartsvæsenet, til:
1)
andre offentlige
myndigheder,
2)
private
organisationer eller
3)
sagkyndige.
Stk. 3.
Ministeren
kan fastsætte regler om sagsbehandlingen og om klageadgang for de i
stk. 2
nævnte afgørelser.
§ 152 a.
Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage
over afgørelser, der træffes af offentlige myndigheder efter
luftfartslovgivningen, herunder om at afgørelserne ikke skal kunne påklages.
§ 153.
Transport- og energiministeren kan give nærmere forskrifter til gennemførelse
og udfyldelse af bestemmelserne i denne lov.
Stk. 2.
Ministeren
kan endvidere bemyndige luftfartsvæsenet til at meddele de i stk. 1
omhandlede forskrifter.
§ 153 a.
I de regler, som transport- og
energiministeren kan fastsætte efter denne lov, kan ministeren bestemme, at
internationale vedtagelser på engelsk inden for lovens område skal være
gældende,
uanset at de ikke foreligger på dansk.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler
om kundgørelsen af de i medfør af loven fastsatte regler.
II Militær og anden ikke-erhvervsmæssig statsluftfart
Kapitel 15
§ 154.
Bestemmelse om, i hvilken udstrækning og eventuelt med hvilke ændringer og
tilføjelser de i denne lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart og de i
medfør heraf udfærdigede forskrifter skal få anvendelse på danske militære
luftfartøjer og i øvrigt i forbindelse med militær luftfart, træffes af
forsvarsministeren. Bestemmelser, der berører civil luftfart, kan, for så
vidt
de afviger fra de i nærværende lov givne, kun gennemføres efter forhandling
med
transport- og energiministeren.
Stk. 2.
Hvad der er
bestemt om bjærgning i § 132, skal dog altid gælde de i stk. 1
nævnte
luftfartøjer.
§ 155.
For så vidt angår danske luftfartøjer, som ikke er militære, men udelukkende
anvendes af den danske stat i ikke-erhvervsmæssigt øjemed, kommer de i denne
lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart - med undtagelse af bestemmelsen
i
§ 133 - til anvendelse.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan bestemme, at visse af lovens regler ikke skal få
anvendelse
på de i stk. 1 omhandlede luftfartøjer. Hvad der er bestemt om bjærgning
i
§ 132 og om straf i kapitel 13, skal dog altid gælde de i stk. 1
nævnte luftfartøjer.
§ 156.
Luftfart over dansk område med fremmede militære luftfartøjer og med andre
fremmede luftfartøjer, som udelukkende anvendes til statsformål af
ikke-erhvervsmæssig art, kan kun finde sted efter forud given tilladelse
eller
i henhold til bestemmelser for fremmede militære luftfartøjers adgang til
dansk
område under fredsforhold.
Stk. 2.
Sådan
tilladelse med dertil knyttede betingelser meddeles, for så vidt angår
militære
luftfartøjer, af forsvarsministeren efter fornøden forhandling med transport-
og energiministeren og for de øvrige af de i stk. 1 omhandlede
luftfartøjer af transport- og energiministeren.
III Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Kapitel 16
§ 157.
Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved kongelig anordning.
Stk. 2.
Det kan ved
kongelig anordning bestemmes, at enkelte af lovens bestemmelser skal træde i
kraft særskilt.
Stk. 3.
Ved lovens
ikrafttræden ophæves lov nr. 175 af 1. maj 1923 om luftfart, ændret i
overensstemmelse
med lov nr. 124 af 7. maj 1937, og de i henhold dertil udfærdigede
bestemmelser, medmindre disse udtrykkeligt opretholdes ved bekendtgørelse i
medfør af nærværende lov.
Stk. 4.
Endvidere
ophæves lov nr. 411 af 12. juli 1946 om sikring af indflyvning til offentlige
lufthavne og landingspladser samt lov nr. 123 af 7. maj 1937 om befordring
med
luftfartøj, jfr. dog § 126.
§ 158.
For Grønland gælder loven kun med de af den særlige grønlandske lovgivning
flydende lempelser.
4)
Såfremt det måtte blive nødvendigt
i Grønland at foretage ekspropriationer i henhold til denne lov, vil de
nærmere
regler om fremgangsmåden herved være at fastsætte i en særlig lov.
5)
Stk. 2.
Loven
gælder ikke for Færøerne. Ved kgl. anordning kan det dog bestemmes, at loven
tillige skal gælde for Færøerne i det omfang og med de ændringer, som
indstilles af Færøernes Lagting.
6)
I lov nr. 1114 af 29. december 1997 fastsættes i
§ 2, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende,
idet dog transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden
af de ændringer, som angår §§ 54 og 71, jf. note 1.
§ 2 i lov nr. 346 af 17. maj 2000 om ændring
af lov
om luftfart indeholder følgende bestemmelse:
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. juni 2000.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren kan i helt særlige tilfælde tillade, at virksomheder, der
foretager flyvning omfattet af luftfartslovens § 75, stk. 5, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 12 i et nærmere fastsat omfang kan
fortsætte med denne form for flyvning efter lovens ikrafttræden uden at
opfylde
alle krav i luftfartslovens § 75.
I lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform)
fastsættes
i § 110, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at bl.a.
lovens § 97 (vedrørende ændringer af luftfartslovens § 149,
stk. 15) ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft
for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger, jf. note
6.
I lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af
indsatsen
for at bekæmpe terrorisme m.v.) fastsættes i § 9, stk. 4, at
transport- og energiministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren
tidspunktet for ikrafttrædelsen af luftfartslovens § 148 a som affattet
ved denne lovs § 5, nr. 1. I samme lov fastsættes i § 10, at loven
ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at bl.a. lovens § 5
(vedrørende
ændringer af luftfartsloven, jf. § 148 a og § 149, stk. 5) ved
kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf.
noterne
6 og 4.
§ 2 i lov nr. 242 af 21. marts 2007 om ændring
af
luftartsloven (Lufthavnstakster, tilsyn, forsikring, tavshedspligt,
lønindeholdelse
for manglende betaling og internationale vedtagelser på engelsk m.v.)
indeholder følgende bestemmelse:
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. april 2007.
Stk. 2.
Transport-
og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 153 a,
stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 18.
I lov nr. 512 af 6. juni 2007 om røgfri miljøer fastsættes i
§ 27, stk. 1, at loven træder i kraft den 15. august 2007. I samme lov
fastsættes i § 34, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
1)
De nedenfor anførte ændringer af §§ 54 og 71, der følger af § 1, nr. 2-5, i
lov
nr. 1114 af 29. december 1997 om ændring af lov om luftfart
(Eurocontrolkonventionen),
og som transport- og energiministeren ifølge lovens § 2, stk. 2, fastsætter
tidspunktet for ikrafttræden af, er endnu ikke sat i kraft, og er derfor ikke
indarbejdet i lovbekendtgørelsens tekst, idet tidspunktet for ikrafttræden af
den reviderede Eurocontrolkonvention ikke kendes.
§ 1
2.
I
§ 54
indsættes som
stk. 2
og
3
:
»Stk. 2.
Trafikministeren kan
fastsætte de forskrifter, som er nødvendige for at gennemføre de
beslutninger,
som Eurocontrol i medfør af Eurocontrolkonventionen træffer for driften af et
fælles europæisk lufttrafikreguleringssystem.
Stk. 3.
Beføjelser, som efter
grundloven tilkommer rigets myndigheder kan i det omfang, der er fastsat i
artikel 19, stk. 1, i den reviderede konvention, Den Internationale
Eurocontrolkonvention
af 13. december 1960 vedrørende samarbejde om luftfartens sikkerhed med
senere
ændringer, udøves af den i bestemmelsen nævnte institution.«
3.
§ 71, stk. 2, 3.
og
4. pkt.,
affattes således:
»Afgiften påhviler ejeren og brugeren af såvel danske som udenlandske
luftfartøjer ved flyvning i det område, hvor hjælpemidler kan benyttes.
Ejeren
og brugeren hæfter solidarisk for afgiftens betaling.«
4.
I
§ 71
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Hvis der for en flyvning
anvendes en ICAO-betegnelse eller en hvilken som helst anden anerkendt
betegnelse for identifikation af den pågældende flyvning, kan det
luftfartsforetagende,
som fik tildelt eller anvendte betegnelsen, anses som brugeren.«
Stk. 3-5 bliver hefter stk. 4-6.
5.
§ 71, stk. 4,
der bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Trafikministeren kan fastsætte regler om opkrævning og inddrivelse
af
afgifterne, herunder at danske myndigheder, i det omfang det følger af Annex
IV
til Eurocontrolkonventionen, yder bistand til inddrivelse af Eurocontrols
udestående afgifter.«
2)
Jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986, som ændret ved § 14
i
lov nr. 396 af 13. juni 1990, ved lov nr. 1088 af 23. december 1992 samt ved
§ 13 i lov nr. 1082 af 20. december 1995.
3)
Jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986, som ændret ved § 14
i
lov nr. 396 af 13. juni 1990, ved lov nr. 1088 af 23. december 1992 samt ved
§ 13 i lov nr. 1082 af 20. december 1995.
4)
For Grønland gælder loven som gengivet i lovbekendtgørelse nr. 408 af 11.
september 1985 som ændret ved lov nr. 117 af 11. marts 1987, lov nr. 429 af
13.
juni 1990, lov nr. 837 af 18. december 1991, lov nr. 1087 af 23. december
1992,
lov nr. 328 af 14. maj 1997, lov nr. 1114 af 29. december 1997, lov nr. 346
af
17. maj 2000, lov nr. 340 af 16. maj 2001, lov nr. 1074 af 17. december 2002,
§
2 i lov nr. 323 af 5. maj 2004, lov nr. 475 af 9. juni 2004, lov nr. 278 af
20.
april 2005 og lov nr. 242 af 21. marts 2007.
5)
Jf. lov for Grønland om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende ejendom,
jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 15. februar 1993.
6)
Loven som gengivet i lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, som
ændret ved lov nr. 117 af 11. marts 1987, er sat i kraft for Færøerne
henholdsvis
ved anordning nr. 130 af 3. marts 1989 og anordning nr. 573 af 9. august 1990
med ændringer som angivet i anordningerne.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om luftfart (Lufthavnstakster, tilsyn, forsikring, tavshedspligt, lønindeholdelse for manglende betaling og internationale vedtagelser på engelsk m.v.) Retsinformation · 27. februar 2007
- Forslag til Lov om røgfri miljøer Retsinformation · 29. maj 2007
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2024/2025 af 15. juli 2024 om supplerende regler til forordning (EU) 2020/1056 ved ændring af bilag I, del B (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 15. juli 2024
- Bekendtgørelse om ikrafttræden af § 1, nr. 18, i lov om ændring af lov om luftfart Retsinformation · 10. maj 2008
- Forslag til Lov om ændring af love om ændring af lov om luftfart (Ikrafttræden for Færøerne) Retsinformation · 21. maj 2008
- Forslag til Lov om ændring af lov om luftfart (Service- og kapacitetsmål, oplysningspligt for flyvepladser, fastsættelse af safetybidrag m.v.) Retsinformation · 16. maj 2018