Spring til indhold

Retsinformation

Klage over smertebehandling gennem epiduralkateter

KEN nr 11292 af 31/12/1999Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet4. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over smertebehandling gennem

epiduralkateter

Patientklagenævnet lagde vægt på, at der

efter anlæggelse af epiduralkateteret blev tilført en

standardblanding af bedøvelsesmiddelet Marcain og et morfinlignende

stof Sufentanil. Ved behov blev der suppleret med bolusinjektioner (enkelt

injektioner) i epiduralkateteret med lokalbedøvelsesmidlet Marcain.

Der blev endvidere givet Paracetamol, og der kunne ved behov suppleres med

injektioner af det morfinlignende stof Vilan.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at

overlægen på anæstesiologisk afdeling fandt kvinden

stærkt sløvet. Han vurderede, at årsagen til hendes

tilstand var, at hun foruden morfinlignende stoffer også blev behandlet

med et såkaldt benzodiazepin (Diazepam). Han tilrådede derfor

ophør af behandlingen med Diazepam, hvilket nævnet fandt var

korrekt.

Nævnet lagde yderligere vægt på, at

overlægen ordinerede tilslutning af en anden type epiduralpumpe med et

andet blandingsforhold. Der kunne suppleres med ekstra bolusdoser indtil en

vis grænse, og ved behov kunne der gives indsprøjtninger med 10

mg Vilan maksimalt hver 4. time.

Nævnet lagde tillige vægt på, at kvinden

klagede over hovedpine, som blev behandlet med Paracetamol og Imigran, som er

et migrænemiddel. Hun blev herefter fundet blåfarvet uden egen

vejrtrækning og uden følelig puls. Hendes pupiller var

sammentrukne. Nævnet kan oplyse, at dette ses ved forgiftning med

morfin og morfinlignende stoffer. Nævnet lagde herudover vægt

på, at der med det samme blev givet modgift, hvorefter kvinden

vågnede op og igen havde tilstrækkelig spontan

vejrtrækning.

Læs alt

Nævnet kunne oplyse, at morfin og morfinlignende

stoffer kan hæmme vejrtrækningen, samt at Sufentanil er

længe om at blive udskilt. En dosisforøgelse vil derfor gradvist

resultere i en ophobning af Sufentanil i kroppen.

I betragtning af, at dosis af Sufentanil blev øget,

fandt nævnet, at overlægen burde have sikret relevant observation

med henblik på overdoseringssymptomer, herunder først og

fremmest overvågning af vejrtrækningen. Nævnet fandt

endvidere, at kvindens åndedrætsstop kunne forklares som et

resultat af overbehandling med Sufentanil. Nævnet fandt således,

at overlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at

have femdoblet dosis af Sufentanil uden samtidig at sikre en relevant

observation af kvinden.

Vedrørende klagen over, at overlægen ikke

fulgte op på smertebehandlingen, idet der ikke var fastlagt

ordinationer efter åndedrætsstoppet, lagde

Patientklagenævnet vægt på, at kvinden efter komplikationen

blev indlagt på intensiv afdeling. Nævnet fandt herefter ikke

anledning til kritik af, at overlægen ikke fulgte op på

smertebehandlingen, da behandlingen blev varetaget af lægerne på

intensiv afdeling.

Der blev derudover klaget over, at epiduralkateteret

påførte kvinden en byld nederst på rygsøjlen ved

indstiksstedet og meningitis, og at lægerne først på et

sent tidspunkt og til trods for tydelige symptomer på dårlig

tilstand påbegyndte udredning for meningitis.

Der blev endelig klaget over, at overlægen fra

kirurgisk afdeling ikke tog initiativ til at iværksætte udredning

omkring kvindens generelle mangel på bedring, som kunne være et

symptom på tilkomne sygdomsproblemer samt et symptom på

meningitis.

Nævnet lagde vægt på, at det af

både journalen og af sygeplejekardex fremgik, at smertebehandlingen af

kvinden var vanskelig, og at der løbende var kontakt til

anæstesiafdelingen. Basis for behandlingen var i hele perioden infusion

i epiduralkateteret af lokalbedøvelsesmiddel og Sufentanil.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det

blev observeret, at der var et ca. 2x2 mm rødt hudområde omkring

epiduralkateterets indstikssted. Der var imidlertid ikke tegn på

infektion omkring kateteret, og en dyrkning af kateterspidsen viste heller

ikke infektionstegn.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der

blev foretaget en undersøgelse af rygmarvsvæsken, da kvinden

blev fundet nakke - og rygstiv med tiltagende hovedpine og smerter i hele

lænderyggen. Da undersøgelsen viste tegn på infektion,

blev behandlingen med antibiotika ændret, og da der opstod mistanke om

lammelse af urinblæren blev patienten overflyttet til neurokirurgisk

vurdering.

Nævnet fandt, at det var velbegrundet at bevare

kvindens epiduralkateter så længe for herved at forsøge at

behandle hendes smerter bedst muligt. Nævnet fandt endvidere, at der

blev i værksat relevant behandling, da der opstod mistanke om

meningitis. På baggrund af de af kvinden udviste symptomer fandt

nævnet ikke, at mistanken om meningitis burde have været

fremkommet på et tidligere tidspunkt. Nævnet fandt herefter ikke

anledning til kritik af de i behandlingen implicerede læger fra

henholdsvis anæstesiologisk og kirurgisk afdeling.

Vedrørende kvindens manglende bedring lagde

Patientklagenævnet vægt på, at kvinden blev reopereret

få timer efter det primære indgreb på grund af

blødning, samt at der på 4. dagen efter indgrebet

indtrådte åndedrætsstop. Forløbet efter

operationerne var præget af betydelige smerteproblemer og senere feber,

som i første omgang kunne forklares af en sårinfektion på

14. dagen. Da feberen fortsatte blev der iværksat CT-skanning samt

taget røntgen af brystet.

Nævnet fandt, at der blev foretaget de relevante

undersøgelser med henblik på at finde en årsag til

kvindens tilstand. Nævnet fandt herefter ikke anledning til kritik af

de undersøgelser og den behandling, der blev foretaget på

kirurgisk afdeling.

Lignende dokumenter