Spring til indhold

Retsinformation

Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af sundhedsberedskabet, 1998

Gældende VEJ nr 60578 af 01/01/1998VejledningMinisteriet for Samfundssikkerhed og Beredskab19. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af

sundhedsberedskabet, 1998

1.1.

Sundhedsberedskabet

Med udgangspunkt i det daglige fredsmæssige beredskab er det

amtskommunernes og kommunernes ansvar at planlægge for en udvidelse af

beredskabet med henblik på, at der i en katastrofesituation kan opfyldes

yderligere behov under anvendelse af de samlede ressourcer i sundhedsvæsenet.

Inden for disse rammer er det overladt til amtskommunerne og kommunerne selv

at

afgøre, hvorledes dette beredskab planlægges og tilvejebringes, herunder at

den

fornødne koordination med andre amtskommuner og kommuner foretages.

Planlægningsansvaret medfører også ansvar for, at

planlægningen konkret resulterer i et beredskab.

1.1.1.

Definitioner

Sundhedsberedskabet

defineres som sundhedsvæsenets evne til at kunne udvide og omstille sin

behandlings- og plejekapacitet m.v. - udover det daglige

beredskab -

såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig.

Planerne for denne udvidelse og omstilling bør fremstå som

en beredskabskontinuitet med udgangspunkt i det daglige beredskab.

Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, beredskabet

i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.

Sygehusberedskabet

er

beredskabet i det samlede sygehusvæsen, dvs. i amtskommunerne, i Hovedstadens

Sygehusfællesskab samt på de private sygehuse, med henblik på, at der under

Læs alt

større ulykker, katastrofer samt under krigsforhold kan ydes syge og

tilskadekomne behandling på sygehus eller på behandlingssteder uden for

sygehusene.

Lægemiddelberedskabet

er

beredskabet af lægemidler, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug,

forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en fredsmæssig

katastofesituation samt i en krise- eller krigssituation.

Beredskabet i den

primære sundhedstjeneste

er beredskabet i den del af sundhedsvæsenet, der

ligger uden for sygehusene. Det vil sige lægepraksis, speciallægepraksis,

tandlægepraksis, fysio- og ergoterapi, hjemmesygepleje, sundhedspleje

m.v.

1.1.2.

Lovgrundlaget

for planlægning af sundhedsberedskabet

De overordnede regler om planlægning af sundhedsberedskabet

findes i sygesikringslovens kapitel 6 a, der indeholder regler om en

sammenhængende sundhedsplanlægning, som bl.a. skal omfatte

sundhedsberedskabet.

Kommunalbestyrelserne skal en gang i hver

valgperiode udarbejde en redegørelse for kommunens forskellige

foranstaltninger

på sundhedsområdet, herunder for sundhedsberedskabet i kommunen.

For hver amtskommune skal der foreligge en plan

for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet

(sundhedsplanen), der bl.a. skal omfatte sundhedsberedskabet. Amtsrådet skal

behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.

Forud for amtsrådets behandling af forslag til

sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra

kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte almentpraktiserende læger,

speciallæger og øvrige ydere i privat praksis.

Forud for amtsrådets behandling af forslag til

sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning.

Rådgivning

vedrørende sygehusberedskabsdelen indhentes af Sundhedsstyrelsen hos

Beredskabsstyrelsen. Dette skyldes, at Beredskabsstyrelsen i henhold til

aftale

med Sundhedsministeriet varetager de styrelsesmæssige opgaver vedrørende

sygehusberedskabet.

Amtskommunen inddrager embedslægeinstitutionen i

sundhedsplanlægningen.

Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for

gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke

er forudsat i planen.

Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere

ændringer heri indsendes til sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen.

I bemærkningerne til forslaget til

sygesikringsloven fremhæves det, at sundhedsberedskabet er tæt forbundet med

f.eks. det hygiejniske beredskab og beredskabet i den sociale sektor.

En konsekvens af disse bestemmelser er

således, at amtskommuner og kommuner skal etablere et samarbejde og indgå i

en

dialog om den samlede indsats på sundhedsområdet.

Det fremgår i øvrigt af

beredskabslovens § 25, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan

for

kommunens redningsberedskab og civile beredskab, herunder for

sundhedsberedskabet, og at amtsrådet skal udarbejde en samlet plan for

amtskommunens civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet.

For at undgå overlapning mellem

sundhedsberedskabsplanlægningen efter sygesikringsloven og den civile

beredskabsplanlægning efter beredskabsloven, skal det anbefales, at

amtskommunens civile beredskabsplan på sundhedsberedskabsområdet alene

indeholder en henvisning til amtskommunens sundhedsplan. Planlægningen af

sundhedsberedskabet bør dog integreres i den øvrige civile

beredskabsplanlægning, således at der sikres den fornødne koordination.

Med disse planlægningsbestemmelser er

de lovgivningsmæssige rammer for planlægningen af sundhedsberedskabet

fastlagt.

Der sikres en sammenhæng mellem sundhedsberedskabet og det civile beredskab i

øvrigt, specielt de tilgrænsende sektorer. Herudover sikrer

sygesikringsloven,

at planlægningen af beredskabet kommer til at hænge sammen med den

almindelige

udvikling inden for sundhedsområdet samt med tilrettelæggelsen af

ambulancetjenesten, der også er et af de emner, der skal indgå i

sundhedsplanen.

Den første planperiode efter disse

regler udløb den 31. december 1997. En gennemgang af de indsendte

sundhedsberedskabsplaner har vist store variationer med hensyn til planernes

karakter og omfang. Det bør i den nuværende planperiode tilstræbes, at

planerne

opnår en større overensstemmelse med denne vejledning.

1.2.

Sygehusberedskabet

1.2.1.

Lovgrundlag

Det fremgår af sygehuslovens § 16 a,

at det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne

foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i

fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller

behandlingssteder

uden for sygehusene. Det påhviler også private sygehuse at planlægge og

gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som

amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Det fremgår af beredskabslovens § 1,

stk. 2, at sygehusberedskabet under krise eller krig er en del af

redningsberedskabet. Dette indebærer, at den operative del af

sygehusberedskabet i sådanne situationer vil være undergivet

redningsberedskabets ledelse.

1.2.2.

Planlægningsgrundlag

Sygehusvæsenets daglige beredskab er

dimensioneret ud fra, at det skal kunne dække de almindeligt forekommende

ulykker, der erfaringsmæssigt indtræffer med visse mellemrum.

Der er herudover behov for en planlægning, der

med udgangspunkt i det daglige beredskab, beskriver mulighederne for en

forøgelse af kapaciteten, så sygehusvæsenet efter det konkrete behov kan

imødegå konsekvenserne af større ulykker og katastrofer, herunder krigen som

den størst tænkelige katastrofe. Nøgleordet for

sygehusberedskabsplanlægningen

er således fleksibilitet, dvs. evne til omstilling og tilpasning.

Planlægningen vedrører såvel den

personelle kapacitet, den kirurgiske, medicinske og psykiatriske

behandlingsopgave, plejeopgaven som de dertil hørende tekniske,

bygningsmæssige, forsyningsmæssige og administrative opgaver.

Sygehusberedskabet for

fredstidskatastrofer baserer sig på, at det eksisterende behandlingsniveau og

dets principper skal fortsætte uændret.

For så vidt angår de største

katastrofer, herunder krigshandlinger, er det vigtigt at have identificeret

de

særlige områder, der eventuelt kræver særskilte planlægningsforanstaltninger.

Der kan i denne forbindelse bl.a. peges på problemer med fastholdelse af det

nødvendige personale i en mobiliseringssituation. Den personelle kapacitet er

et afgørende element i beredskabet. Derfor er det væsentligt i planlægningen,

at klarlægge de personelle ressourcer, at definere nøglefunktioner og løbende

at revidere behovet for designeringer (fritagelse for mødepligt ved forsvaret

eller redningsberedskabet med henblik på at forblive i en civil funktion i

tilfælde af krise eller krig, jf. beredskabslovens § 59).

Der kan endvidere peges på behovet for

uddannelse og øvelser med henblik på løsning af de særlige opgaver, der

opstår

i en krigssituation.

Beredskabet bør af samfundsøkonomiske

årsager tilrettelægges således, at udgifter til foranstaltninger, der

udelukkende har et krigsmæssigt formål, begrænses til områder, hvor

beredskabet

nødvendigvis må være etableret i fredstid.

Det er ikke i dag muligt præcist at

angive målsætningen for sygehusberedskabet under krise eller krig, udover det

alment gældende ønske om at kunne yde det bedst mulige i en given situation

for

så mange patienter som muligt. Til brug for den konkrete

planlægningsvirksomhed

er det imidlertid af flere grunde ønskeligt at konkretisere, hvilke behov

sygehusvæsenet skal kunne opfylde:

Befolkningens behov for sygehusbehandling af

almindelige lidelser, i det omfang dette behandlingsbehov er uopsætteligt.

Befolkningens behov for behandling for lidelser

opstået som følge af katastrofer og krigsskader.

Forsvarets, redningsberedskabets, politiets og

andre myndigheders behov for behandling af syge og sårede.

Behovet for sygehusydelser kan i et vist omfang

opgøres »negativt« ved at konstatere, at en vis del af de »almindelige«

sygehuspatienter vil kunne udskrives ekstraordinært før tiden, eller at

indlæggelse vil kunne udsættes.

En »negativ« behovsopgørelse kan også foretages

ved at lægge til grund, at befolkningens generelle forventninger til

sygehusvæsenets ydelser kan reduceres i en krigssituation, men næppe i en

fredsmæssig katastrofesituation.

Selv om det ikke er muligt at foretage

en præcis behovsvurdering, kan der såvel ved fredstidskatastrofer som under

krise eller krig forventes et stigende pres på sygehusvæsenets samlede

ressourcer. En del af dette pres på sygehusvæsenet vil ved en hensigtsmæssig

samlet planlægning af sundhedsberedskabet kunne løses af den øvrige del af

sundhedsvæsenet.

Det er kendetegnende for

sygehusvæsenets opgaver i en katastrofesituation og i en krise- eller

krigssituation,

at presset ofte opstår akut og indebærer umiddelbart livs- og

velfærdstruende situationer. I modsætning til f.eks. beredskabet i den

primære

sundhedstjeneste er sygehusbehandlingen endvidere i høj grad afhængig af

tekniske og bygningsmæssige faciliteter. Dette forhold understreger

vigtigheden

af, at der foretages en analyse af, hvilke elementer i beredskabet der vil

kunne fremstå som »flaskehalse« for en hensigtsmæssig og fleksibel udvidelse

og

omstilling af kapaciteten til de ændrede behov, således at de nødvendige

foranstaltninger til imødegåelse heraf vil kunne træffes.

Det afgøres af amtskommunerne,

hvorvidt beredskabet med hensyn til hospitalsudstyr og forbrugsvarer

(sygehusutensilier) skal etableres ved hjælp af lagre

(indkøbte/omsætningslagre) eller på anden måde, som sikrer, at udstyret ikke

forældes og kan anvendes i sammenhæng med det udstyr, sygehusene anvender til

daglig.

1.2.3.

De enkelte dele af

sygehusberedskabsplanlægningen

Der udarbejdes en samlet

sygehusberedskabsplan for amtskommunen som en del af den samlede

sundhedsberedskabsplan. Der redegøres i planen for samarbejdet med omliggende

amtskommuners sygehusvæsen. Der redegøres endvidere for det praktiske

samarbejde mellem sygehusene ved katastrofer og store ulykker, om alarmering,

samlet ledelse, præhospital indsats og kommunikation.

Planen skal primært tage sigte på

fredsmæssige katastrofer og store ulykker, men skal tillige beskrive

udbygningen af beredskabet under krise eller krig.

Der udarbejdes herudover en

sygehusberedskabsplan (katastrofeplan) for amtskommunens enkelte sygehuse.

Disse planer skal beskrive samarbejdet

med andre sygehuse i amtskommunen og i andre amtskommuner. Planen skal

indeholde et afsnit om alarmering af sygehuset, beredskabsledelse,

præhos-pital

indsats, herunder medicinsk koordination, samarbejde med andre

redningsmyndigheder

og den primære sundhedstjeneste, kommunikation med skadested, kriseterapi og

modtagelse af patienter på sygehuset, herunder patienter, der har været udsat

for farlige kemikalier eller radioaktivitet. Endelig skal planen indeholde et

afsnit om evakuering af sygehuset. Med henblik på en krise- eller

krigssituation udbygges den fredsmæssige plan for sygehuset med planer for

ledelsesfunktionen og øvrige administrative funktioner, yderligere udvidelse

af

behandlingskapaciteten og af plejekapaciteten samt sikring af sygehusenes

fortsatte drift.

Udarbejdelse af beredskabsplanerne bør

ske i samarbejde med politiet samt øvrige myndigheder, som forestår eller

deltager i indsatsen ved store ulykker og katastrofer, f.eks. det kommunale

redningsberedskab, ambulanceberedskabet og det statslige regionale

redningsberedskab.

Det er af stor betydning for

beredskabet, at der gennemføres uddannelse af personalet med henblik på at

kunne virke i en katastrofe- eller krigssituation samt at beredskabet

afprøves ved afholdelse af øvelser.

1.3.

Lægemiddelberedskabet

1.3.1.

Lovgrundlag

Det er amtskommunens ansvar som en del

af den samlede beredskabsplanlægning at planlægge og opbygge et

lægemiddelberedskab i amtet.

1.3.2.

Indhold

I overensstemmelse med lægemiddelloven

er lægemidler varer, der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for

at

forebygge, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og

smerter

eller for at påvirke legemsfunktioner. Da sera, vacciner, medicinske gasarter

og radioaktive lægemidler er omfattet af denne definition af lægemidler, bør

disse tillige med infusionsvæsker, blod, blodprodukter og blodposer indgå i

lægemiddelberedskabet.

Tilstedeværelsen af en række

utensilier er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af visse

lægemidler. I en beredskabsmæssig sammenhæng bør et forsyningsberedskab af

disse utensilier derfor helt naturligt knyttes sammen med planlægningen af et

lægemiddelberedskab.

Det sundhedsmæssige beredskab er

begrænset til at omfatte lægemidler til mennesker. Et beredskab af veterinære

lægemidler er således ikke omfattet af denne vejledning.

1.3.3.

Formål

Et velfungerende lægemiddelberedskab

skal for det første kunne sikre, at den normale forsyning med lægemidler og

utensilier til behandling og pleje m.v. af patienter for sygdomme, der ikke

står i direkte forbindelse med en given katastrofesituation, skal kunne

opretholdes. Der vil dog naturligvis kunne ske en tilpasning til den konkrete

katastrofesituation.

For det andet skal

lægemiddelberedskabet kunne opfylde de særlige behov for lægemidler og

utensilier til behandling af sygdomme og skader, der er en direkte eller

indirekte følge af katastrofesituationer. Forsyningen skal også her dække

såvel

den primære sundhedstjeneste som sygehusvæsenet.

Et grundlæggende hensyn ved

planlægningen og dimensioneringen af det samlede lægemiddelberedskab i de

enkelte amtskommuner bør være, at beredskabet nøje tilpasses de behov for

forskellige lægemidler, der i den givne situation må forventes at være i

sygehusvæsenet

og den primære sundhedstjeneste.

Spørgsmålet om hvilke lægemidler og

utensilier, som skal anvendes på sygehusene og i den primære

sundhedstjeneste,

bør derfor baseres på en lokal vurdering af behandlingskapaciteten på de

enkelte sygehuse og en vurdering af, hvilke typer af patienter, der i den

givne

situation skal behandles på sygehusene, og hvilke, der eventuelt vil kunne

førtidsudskrives til behandling i den primære sundhedstjeneste.

1.4.

Beredskabet i den primære

sundhedstjeneste

1.4.1.

Almindelige beredskabsprincipper

Beredskabet i den primære

sundhedstjeneste er en del af beredskabsplanlægningen i både amtskommuner og

primærkommuner.

I overensstemmelse med de generelle

principper, der lægges til grund for planlægningen af det civile beredskab,

vil

opgaverne i den primære sundhedstjeneste i videst muligt omfang skulle

udføres

af de samme, som løser opgaverne til hverdag. Det betyder, at opgaverne i

væsentligt omfang løses lokalt, og at eksisterende planlægningsystemer og

samarbejdsformer udnyttes mest muligt.

1.4.2.

Opgaver for beredskabet i den primære

sundhedstjeneste

Planlægningen af beredskabet i den

primære sundhedstjeneste omfatter 2 hovedelementer, for det første en

planlægning for videreførelse af de daglige opgaver, tilpasset de ændrede

krav,

der følger af en given situation, og for det andet en planlægning for løsning

af en række nye opgaver.

I hovedoverskrifter er disse nye

opgaver:

Modtagelse og behandling af ekstraordinært

udskrevne patienter fra sygehusene.

Medvirken til information af personale og

befolkning.

Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger og

profylakse samt behandling af infektioner og epidemiske sygdomme.

Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge

og handicappede, herunder evt. kriseterapi.

Medvirken til politiets identifikation af døde.

Primærkommunerne er som udgangspunkt

ansvarlige for udførelse af disse opgaver.

Amtskommunen skal i samarbejde med

primærkommunerne:

Opstille målene for primærkommunernes indsats.

Tilrettelægge et mellemkommunalt samarbejde.

Fastlægge den samlede organisation og

koordinering af indsatsen inden for den primære sundhedstjeneste.

Yde faglig og uddannelsesmæssig støtte.

Planlægge for behandling af lettere

tilskadekomne, evt. på særlige nødskadestuer, til aflastning af

sygehusvæsenet.

Planlægge for etablering af

lægeudrykningsordning fra primærsektoren.

1.4.3.

Ledelse og kompetenceforhold

De normale ledelses- og

samarbejdsrelationer skal bevares i videst muligt omfang.

For at kunne udnytte ressourcerne

effektivt og hurtigt kan der i særlige situationer være behov for, at en

primærkommune på aftalemæssigt grundlag og for en midlertidig periode helt

eller delvist varetager opgaver, som normalt varetages af amtskommunen eller

omvendt.

Den koordinerende indsats, som

påhviler amtskommunerne må ske på et aftalemæssigt grundlag, da

amtskommunerne

ikke har instruksbeføjelser over for kommunerne.

I øvrigt henvises til de beføjelser,

der under krise eller krig kan udøves af de særlige forvaltningsorganer, der

bliver udpeget i henhold til beredskabslovens § 31. Her vil navnlig

sundhedssektionerne ved civilregionerne kunne bidrage til den fornødne

prioritering

og koordinering i totalforsvarsmæssig henseende.

1.4.4.

Personkreds

Den primære sundhedstjenestes personale

omfatter sundhedspersonalet uden for sygehusene, herunder blandt andre:

Praktiserende læger, praktiserende speciallæger, skolelæger, apotekere,

farmaceuter, kliniske psykologer, tandlæger, sygeplejersker i lægepraksis,

hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker,

plejehjemsassistenter, sygehjælpere, jordemødre, fysio- og

ergoterapeuter

samt social- og sundhedshjælpere.

Amtskommunerne bør i deres planlægning

tage stilling til, hvorledes personkredsen, herunder de praktiserende læger

og

andre ikke-offentligt ansatte, kan indgå i det samlede beredskab. Der

kan

være behov for at drøfte den nærmere tilrettelæggelse med de faglige

organisationer.

Embedslægeinstitutionen inddrages i

planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste, idet

embedslægerne

varetager væsentlige opgaver inden for socialmedicin, retsmedicin,

hygiejne-

og miljøområdet samt epidemisk rådgivning. Endvidere er embedslægerne

rådgivende i sundhedsfaglige spørgsmål over for amtskommuner og kommuner i

spørgsmål især vedrørende:

Befolkningsoplysning om sundhedsforhold.

Sundhedspersonalets faglige kompetence.

Smitsomme sygdomme.

Sanitære forhold.

Forurening med giftstoffer.

Flygtninge og evakuering.

Bolig- og bygningsforhold.

1.5.

Afsluttende

bemærkninger

Denne vejledning erstatter Sundhedsministeriets vejledning

af 1994 om planlægning af sundhedsberedskabet.

Bestemmelserne i vejledningen for amtskommuner gælder

tillige for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg

kommuner.

Sundhedsministeriet, den 1. januar

1998

x

Lignende dokumenter