Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-102

KEN nr 9012 af 04/11/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet4. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-102

[K] har ved advokat Ole Fuglede klaget til Pressenævnet over to

artikler bragt i Nordjyske Stiftstidende den 26. august 2004, idet hun mener,

at god presseskik er tilsidesat.

Den ene artikel havde overskriften ”

Cafeteriamad til gourmetpriser

” og underrubrikken ”UAMBITIØST: Pris

og kvalitet har svært ved at finde sammen på Oasen i Øster Hurup”.

I artiklen hed det:

”Kun en anelse bedre end et cafeteria uden ambitioner. Sådan er

Cafe og Restaurant Oasen i Øster Hurup.

Udvendigt ligner stedet en blanding af en garage og en grillbar.

Indvendigt hersker total stilforvirring og fuldstændigt farvechok.

Man støder først på nogle nisser i troldhassel-grene i entreen,

dernæst et sammensurium af ternede tæpper, vægfarver og møblement der er

imponerende

i sin gennemførte smagløshed. På toiletterne hersker fornemmelsen af

forsamlinghus med et virvar af klinker i brune-beige farver, der meget godt

matcher bygningens hvide synopal-mursten, der er et levn fra de tidlige

70’ere.

Det skal med, at der er rent i aftrædelsesrummene. Men selv der hænger den

tykke luft og lugt af mad og mados, der er karakteristisk for steder, hvor

der

bruges masser af fedt til madlavning, og hvor udluftningen slet ikke er

tilstrækkelig. Så tung en luft, at hår og tøj efterfølgende lugter af

besøget,

og appetitten aftager betragteligt efter et øjeblik i lokalet.

Men spises skulle der, så stedet kunne blive anmeldt.

Første side i menu-kortet foranlediger til forventninger om, at

Læs alt

den tunge og ubehagelige lugt af mados og den særprægede indretning af

restauranten

vil blive sat til vægs, når der kommer mad på bordet.

Der loves mad på eksklusivt niveau, hvor kvaliteten er høj og

ingen anstrengelser undlades for at nå gourmet-højder og fornøje sine gæster.

Store ord der ikke holder.

Overhovedet ikke.

To medspisere på 9 og 11 år, markerede fra starten, at den

massive lugt på stedet tog deres appetit. De endte med at lade sig nøde til

to

børnemenuer, der ikke skal bruges mange flere ord på, end at begge børn samme

aften og nat havde voldsomme mave-problemer.

Fabriksmad

Min voksne medspiser bestilte indbagte rejer til forret. De kom

tydeligt fra en frysepose men havde rigtig temperatur og konsistens, da de

ankom

til bordet. Brød dertil var også fra en fabrik og kokkens indsats begrænset

til

at have ristet det på risteren. Dressingen var thousand island fra en fabrik.

Selv bestilte jeg hummerhaler. Og fik omgående oplyst, at dem

skulle jeg selv pille. Sagt som var det straffen for at bestille sådan nogle.

Jeg ville have studset, hvis jeg ikke skulle pille dem. Hvilket dog viste sig

at være lige lidt for besværligt, som det bliver, når tiden for tilberedning

ikke er afpasset med, hvor friske de er. Den balance er kunsten med skaldyr.

Og

den kunne kokken på Oasen ikke. Der var heller ikke spekuleret i at tilberede

med hverken hvidløg, citron, en pesto eller noget helt andet, så de var bare

lidt raffinerede.

Brød og dressing var samme fabriks-udgave som medspiserens.

Priserne var der imidlertid ikke noget i vejen med. Men de giver

ret til at forvente meget, meget mere og bedre, end man får. Menukortet er

righoldigt. I den lidt tungere og traditionelle ende, der bestemt ikke er

noget

galt med, hvis råvarerne er i orden og tilberedningen ligeså. Udvalget af vin

er noget uopfindsomt men til gengæld til priser, der er acceptable.

Til forretterne delte vi en halv flaske hvidvin af den ene slags

der var. Betjeningen oplyste uopfordret, at husets vin i glas var dårlig.

Gud ved, hvorfor de så har den? Vinen, som vi også bestilte en

halv flaske af i rød til hovedretterne, var

La Cuvee Joseph

Philippon fra

Sigurd Müller. Og den var der ikke noget at sige på. Den efterlod ikke store

minder, men prisen var også kun 98 kroner for en halv flaske. Og

bemærkelsesværdigt

nok var både den røde og hvide perfekt tempereret. Omend det ikke hører sig

til, at klappe rødvin til hovedretten på bordet sammen med hvidvinen og

forretterne.

Nogle rationelle arbejdsgange, der forstærkede indtrykket af cafeteria

med delvis servering ved, at der også helt uopfordret blev sat en

plastic-flaske med ketchup og remoulade i kilo-klassen på bordet. Angiveligt

til børnene. Men ingen havde bedt om dem. Ingen havde brug for dem. De stod

der

bare og var uønskede.

Branket og råt

Min medspiser bestilte en Jägerschnitzel uden nærmere angivelse

af, hvilket kød der var tale om. Det gjaldt samtlige kødretter.

Schnitzelen var branket til ukendelighed, og vi væddede om, hvor

mange gange den havde været stegt og serveret. Det meste af den gik ud igen.

Prisen var 168 kroner. Så skal det være kvalitet, der virkeligt rykker små

50 kilometer

fra Aalborg.

Min peberbøf var et dårligt stykke kød, der ikke var rødt men

råt indvendigt, fyldt med hinder og sener, og det meste endte i køkkenet

igen.

Det er upassende ikke at spørge, hvordan en bøf skal steges. Det er endnu

mere

uprofessionelt ikke at bemærke, at gæsterne lader hovedparten af maden stå.

Tilbehøret til begge hovedretter var nogle fabriksstrimler af

gulerødder, et slattent forårsløg og kartofler efter eget valg. Medspiserens

hed græske kartofler. Det græske må være navnet på fabrikken, der har leveret

dem som dybfrost. Til gengæld var mine flødestuvede kartofler glimrende,

rigelige

og brandvarme.

Til begge retter hørte salatbar. Den undgik vi. Den var direkte

tarvelig og bestod af majs fra dåse, perleløg fra glas, rosiner, ananas fra

dåse, strimlet agurk, strimlet ice-bergsalat.

Serveringen fik travlt efterhånden, og vores aften endte med 27

gæster og en til at servere. Det blev derefter.

Desserterne var forskellige is-muligheder af fabriksmaterialer

efter modellen glas med is, assiet med is, banana-split osv.

Jeg spurgte til dagens tærte, der var med æble. Og fra en eller

anden fabrik. Min medspiser valgte at stå over og bestilte blot en kaffe

Benedictine, der til gengæld var udsøgt. Et lille glas ganske vist til mere

end

40 kroner men lige efter bogen.

Spild af tid og penge

Med alt det optimistiske livssyn, jeg kan aftvinge mig selv, kan

Oasen ikke få mere end en enkelt stjerne. Stedet er allerede beskrevet,

betjeningen mere sjælden end charmerende og i orden, maden lavet uden respekt

for noget som helst og af elendige råvarer og end ikke ordentligt tilberedt.

Mens priserne som sagt ikke lader noget tilbage at ønske.

De 23 andre spisende gæster gav alvorlige spekulationer. De må

jo komme der af en årsag. Men årsagen kan ikke være maden.

Den ene stjerne må stå alene. Den gives for gode flødestuvede

kartofler, veltempereret vin og helt udmærket kaffe Benedictine.

Resten var spild af tid og penge. For regningen endte på 944

kroner.”

I den anden artikel, der bar overskriften ”

Ekstra besøg på Oasen

”, hed det:

”Alle kan have en dårlig dag, derfor er politikken på NORDJYSKEs

madanmeldelser, at et spisested, der står til kun én enkelt stjerne, skal

besøges

igen af et nyt spisehold.

Det gjorde vi naturligvis på Oasen:

Denne aften valgte vi to supper til forret, en kødret og en

fiskeret til hovedret, en flaske hvidvin samt to kopper kaffe.

Supperne var henholdsvis karrysuppe og løgsuppe. Karrysuppen var

vel stærk til medspiserens smagsløg, risene deri lå i klumper, mens der ikke

var så meget at sige om den smule hønsekød, der var i suppen.

Løgsuppen indeholdt et stykke toastbrød med smeltet ost og giver

ikke anledning til mange kommentarer.

Kødretten var en hvidløgsbøf, hvor hvidløgen indgik i panaden,

som oksekødet var paneret i. Der blev ikke spurgt om, hvordan bøffen skulle

steges, men den var nogenlunde ok stegt – dog mere end medium, som er

kutyme,

når man ikke beder om kundens ønske.

Tilbehøret bestod af ok kogte gulerødder, et par forårsløg og et

rigeligt – til én person – stort fad flødestuvede kartofler.

Fiskeretten var en fyldt rødspætte med valgfri kartoffel – jeg

valgte græsk.

Det var ikke nemt at skrabe fiskekødet fra benene, som det skal

være på en god pandestegt rødspætte. Paneringen var simpelthen for hård.

Fisken

havde en branket kant hele vejen rundt. Med andre ord samme konsistens, som

når

man smider mad ned i meget varm olie ..

Samme sted var de ”græske” kartofler blevet stegt.

Fyldt rødspætte er også en lettere overdrivelse. Men der var dog

snittet i fisken og lagt lidt asparges fra dåse og lidt rejer på.

Denne aften var nok en tand bedre end for det oprindelige hold.

Der var også mindre travlt i restauranten, hvilket betød af tjeneren –

konen i

foretagenet – havde tid til at sludre og var i det hele taget en venlig

dame.

Kødretten kan strengt taget godt udløse to stjerner – som den

eneste af alle retter – men 152 kroner er dog i overkanten målt i

forhold til

kvaliteten. Generelt er indtrykket det samme som første gang: pris og

kvalitet

hænger langt fra sammen. Så ekstra-besøget ændrer ikke på den samlede

bedømmelse:

en enkelt stjerne.”

[K], som ejer restaurant Oasen, har anført,

at

artiklerne

indeholder krænkende og skadelige oplysninger,

at

oplysningerne ikke er

efterprøvet,

og at

artiklerne ikke har været forelagt for hende, før de

blev bragt i bladet.

[K] har endvidere klaget over tonen i artiklerne.

[K] har oplyst, at det ikke er korrekt, at man i restauranten

var klar over, at der var besøg af anmeldere fra Nordjyske Stiftstidende.

Nordjyske Stiftstidende har anført, at den frie kommentar er en

del af ytringsfrihedens udøvelse. Herunder hører anmeldelser af blandt andet

spisesteder.

Bladet har oplyst, at man i sine madanmeldelser lægger stor vægt

på troværdigheden. Bladet bruger journalister, der har mange års erfaring i

at

spise på restaurant, og som har et godt kendskab til mad og vin. Bladet

erkender, at en kritisk anmeldelse kan have negative konsekvenser for den

pågældende

restauration, og man er derfor ekstra opmærksom, når en anmeldelse er særlig

negativ. I det konkrete tilfælde lod bladet derfor en anden anmelder besøge

stedet på samme præmisser som ved første besøg.

Det er bladets opfattelse, at det ikke er muligt at klage over

”tonen” i en artikel, idet dette beror på en subjektiv vurdering.

Artiklerne er

således udtryk for, hvorledes bladets anmelder opfattede restauranten,

servering samt mad og vin den pågældende dag.

Nordjyske Stiftstidende har anført, at oplysningerne i artiklen

om det første besøg er efterprøvet, idet bladet lod en anden anmelder besøge

stedet med henblik på en ny vurdering af stedet.

Bladet finder ikke, at der er tale om krænkende eller skadelige

udtalelser, idet en anmeldelse altid vil være en kvalificeret bedømmelse af

et

produkt. Bedømmelsen blev sat i forhold til de løfter, som restauranten selv

giver ved at love ”mad på et eksklusivt niveau”. Anmeldelser skal

ikke forelægges,

inden de bringes. Restaurant Oasen var i øvrigt ved begge besøg bevidst om,

at

bladets anmeldere besøgte stedet.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel

Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Anmeldelser af restauranter og dér indtagne måltider er udtryk

for anmelderens subjektive oplevelse og vurdering af det anmeldte, og

Pressenævnet

kan ikke tage stilling til sådanne forhold. Nævnet finder ikke, at Nordjyske

Stiftstidende inden offentliggørelsen burde have forelagt bladets vurderinger

i

anmeldelsen af Restaurant Oasen for restaurantens indehaver, [K].

Nævnet finder, at Nordjyske Stiftstidende ved offentliggørelsen

heller ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.

Afgjort den 4. november 2004.

Lignende dokumenter