Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-102
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-102
[K] har ved advokat Ole Fuglede klaget til Pressenævnet over to
artikler bragt i Nordjyske Stiftstidende den 26. august 2004, idet hun mener,
at god presseskik er tilsidesat.
Den ene artikel havde overskriften ”
Cafeteriamad til gourmetpriser
” og underrubrikken ”UAMBITIØST: Pris
og kvalitet har svært ved at finde sammen på Oasen i Øster Hurup”.
I artiklen hed det:
”Kun en anelse bedre end et cafeteria uden ambitioner. Sådan er
Cafe og Restaurant Oasen i Øster Hurup.
Udvendigt ligner stedet en blanding af en garage og en grillbar.
Indvendigt hersker total stilforvirring og fuldstændigt farvechok.
Man støder først på nogle nisser i troldhassel-grene i entreen,
dernæst et sammensurium af ternede tæpper, vægfarver og møblement der er
imponerende
i sin gennemførte smagløshed. På toiletterne hersker fornemmelsen af
forsamlinghus med et virvar af klinker i brune-beige farver, der meget godt
matcher bygningens hvide synopal-mursten, der er et levn fra de tidlige
70’ere.
Det skal med, at der er rent i aftrædelsesrummene. Men selv der hænger den
tykke luft og lugt af mad og mados, der er karakteristisk for steder, hvor
der
bruges masser af fedt til madlavning, og hvor udluftningen slet ikke er
tilstrækkelig. Så tung en luft, at hår og tøj efterfølgende lugter af
besøget,
og appetitten aftager betragteligt efter et øjeblik i lokalet.
Men spises skulle der, så stedet kunne blive anmeldt.
Første side i menu-kortet foranlediger til forventninger om, at
Læs alt
den tunge og ubehagelige lugt af mados og den særprægede indretning af
restauranten
vil blive sat til vægs, når der kommer mad på bordet.
Der loves mad på eksklusivt niveau, hvor kvaliteten er høj og
ingen anstrengelser undlades for at nå gourmet-højder og fornøje sine gæster.
Store ord der ikke holder.
Overhovedet ikke.
To medspisere på 9 og 11 år, markerede fra starten, at den
massive lugt på stedet tog deres appetit. De endte med at lade sig nøde til
to
børnemenuer, der ikke skal bruges mange flere ord på, end at begge børn samme
aften og nat havde voldsomme mave-problemer.
Fabriksmad
Min voksne medspiser bestilte indbagte rejer til forret. De kom
tydeligt fra en frysepose men havde rigtig temperatur og konsistens, da de
ankom
til bordet. Brød dertil var også fra en fabrik og kokkens indsats begrænset
til
at have ristet det på risteren. Dressingen var thousand island fra en fabrik.
Selv bestilte jeg hummerhaler. Og fik omgående oplyst, at dem
skulle jeg selv pille. Sagt som var det straffen for at bestille sådan nogle.
Jeg ville have studset, hvis jeg ikke skulle pille dem. Hvilket dog viste sig
at være lige lidt for besværligt, som det bliver, når tiden for tilberedning
ikke er afpasset med, hvor friske de er. Den balance er kunsten med skaldyr.
Og
den kunne kokken på Oasen ikke. Der var heller ikke spekuleret i at tilberede
med hverken hvidløg, citron, en pesto eller noget helt andet, så de var bare
lidt raffinerede.
Brød og dressing var samme fabriks-udgave som medspiserens.
Priserne var der imidlertid ikke noget i vejen med. Men de giver
ret til at forvente meget, meget mere og bedre, end man får. Menukortet er
righoldigt. I den lidt tungere og traditionelle ende, der bestemt ikke er
noget
galt med, hvis råvarerne er i orden og tilberedningen ligeså. Udvalget af vin
er noget uopfindsomt men til gengæld til priser, der er acceptable.
Til forretterne delte vi en halv flaske hvidvin af den ene slags
der var. Betjeningen oplyste uopfordret, at husets vin i glas var dårlig.
Gud ved, hvorfor de så har den? Vinen, som vi også bestilte en
halv flaske af i rød til hovedretterne, var
La Cuvee Joseph
Philippon fra
Sigurd Müller. Og den var der ikke noget at sige på. Den efterlod ikke store
minder, men prisen var også kun 98 kroner for en halv flaske. Og
bemærkelsesværdigt
nok var både den røde og hvide perfekt tempereret. Omend det ikke hører sig
til, at klappe rødvin til hovedretten på bordet sammen med hvidvinen og
forretterne.
Nogle rationelle arbejdsgange, der forstærkede indtrykket af cafeteria
med delvis servering ved, at der også helt uopfordret blev sat en
plastic-flaske med ketchup og remoulade i kilo-klassen på bordet. Angiveligt
til børnene. Men ingen havde bedt om dem. Ingen havde brug for dem. De stod
der
bare og var uønskede.
Branket og råt
Min medspiser bestilte en Jägerschnitzel uden nærmere angivelse
af, hvilket kød der var tale om. Det gjaldt samtlige kødretter.
Schnitzelen var branket til ukendelighed, og vi væddede om, hvor
mange gange den havde været stegt og serveret. Det meste af den gik ud igen.
Prisen var 168 kroner. Så skal det være kvalitet, der virkeligt rykker små
50 kilometer
fra Aalborg.
Min peberbøf var et dårligt stykke kød, der ikke var rødt men
råt indvendigt, fyldt med hinder og sener, og det meste endte i køkkenet
igen.
Det er upassende ikke at spørge, hvordan en bøf skal steges. Det er endnu
mere
uprofessionelt ikke at bemærke, at gæsterne lader hovedparten af maden stå.
Tilbehøret til begge hovedretter var nogle fabriksstrimler af
gulerødder, et slattent forårsløg og kartofler efter eget valg. Medspiserens
hed græske kartofler. Det græske må være navnet på fabrikken, der har leveret
dem som dybfrost. Til gengæld var mine flødestuvede kartofler glimrende,
rigelige
og brandvarme.
Til begge retter hørte salatbar. Den undgik vi. Den var direkte
tarvelig og bestod af majs fra dåse, perleløg fra glas, rosiner, ananas fra
dåse, strimlet agurk, strimlet ice-bergsalat.
Serveringen fik travlt efterhånden, og vores aften endte med 27
gæster og en til at servere. Det blev derefter.
Desserterne var forskellige is-muligheder af fabriksmaterialer
efter modellen glas med is, assiet med is, banana-split osv.
Jeg spurgte til dagens tærte, der var med æble. Og fra en eller
anden fabrik. Min medspiser valgte at stå over og bestilte blot en kaffe
Benedictine, der til gengæld var udsøgt. Et lille glas ganske vist til mere
end
40 kroner men lige efter bogen.
Spild af tid og penge
Med alt det optimistiske livssyn, jeg kan aftvinge mig selv, kan
Oasen ikke få mere end en enkelt stjerne. Stedet er allerede beskrevet,
betjeningen mere sjælden end charmerende og i orden, maden lavet uden respekt
for noget som helst og af elendige råvarer og end ikke ordentligt tilberedt.
Mens priserne som sagt ikke lader noget tilbage at ønske.
De 23 andre spisende gæster gav alvorlige spekulationer. De må
jo komme der af en årsag. Men årsagen kan ikke være maden.
Den ene stjerne må stå alene. Den gives for gode flødestuvede
kartofler, veltempereret vin og helt udmærket kaffe Benedictine.
Resten var spild af tid og penge. For regningen endte på 944
kroner.”
I den anden artikel, der bar overskriften ”
Ekstra besøg på Oasen
”, hed det:
”Alle kan have en dårlig dag, derfor er politikken på NORDJYSKEs
madanmeldelser, at et spisested, der står til kun én enkelt stjerne, skal
besøges
igen af et nyt spisehold.
Det gjorde vi naturligvis på Oasen:
Denne aften valgte vi to supper til forret, en kødret og en
fiskeret til hovedret, en flaske hvidvin samt to kopper kaffe.
Supperne var henholdsvis karrysuppe og løgsuppe. Karrysuppen var
vel stærk til medspiserens smagsløg, risene deri lå i klumper, mens der ikke
var så meget at sige om den smule hønsekød, der var i suppen.
Løgsuppen indeholdt et stykke toastbrød med smeltet ost og giver
ikke anledning til mange kommentarer.
Kødretten var en hvidløgsbøf, hvor hvidløgen indgik i panaden,
som oksekødet var paneret i. Der blev ikke spurgt om, hvordan bøffen skulle
steges, men den var nogenlunde ok stegt – dog mere end medium, som er
kutyme,
når man ikke beder om kundens ønske.
Tilbehøret bestod af ok kogte gulerødder, et par forårsløg og et
rigeligt – til én person – stort fad flødestuvede kartofler.
Fiskeretten var en fyldt rødspætte med valgfri kartoffel – jeg
valgte græsk.
Det var ikke nemt at skrabe fiskekødet fra benene, som det skal
være på en god pandestegt rødspætte. Paneringen var simpelthen for hård.
Fisken
havde en branket kant hele vejen rundt. Med andre ord samme konsistens, som
når
man smider mad ned i meget varm olie ..
Samme sted var de ”græske” kartofler blevet stegt.
Fyldt rødspætte er også en lettere overdrivelse. Men der var dog
snittet i fisken og lagt lidt asparges fra dåse og lidt rejer på.
Denne aften var nok en tand bedre end for det oprindelige hold.
Der var også mindre travlt i restauranten, hvilket betød af tjeneren –
konen i
foretagenet – havde tid til at sludre og var i det hele taget en venlig
dame.
Kødretten kan strengt taget godt udløse to stjerner – som den
eneste af alle retter – men 152 kroner er dog i overkanten målt i
forhold til
kvaliteten. Generelt er indtrykket det samme som første gang: pris og
kvalitet
hænger langt fra sammen. Så ekstra-besøget ændrer ikke på den samlede
bedømmelse:
en enkelt stjerne.”
[K], som ejer restaurant Oasen, har anført,
at
artiklerne
indeholder krænkende og skadelige oplysninger,
at
oplysningerne ikke er
efterprøvet,
og at
artiklerne ikke har været forelagt for hende, før de
blev bragt i bladet.
[K] har endvidere klaget over tonen i artiklerne.
[K] har oplyst, at det ikke er korrekt, at man i restauranten
var klar over, at der var besøg af anmeldere fra Nordjyske Stiftstidende.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at den frie kommentar er en
del af ytringsfrihedens udøvelse. Herunder hører anmeldelser af blandt andet
spisesteder.
Bladet har oplyst, at man i sine madanmeldelser lægger stor vægt
på troværdigheden. Bladet bruger journalister, der har mange års erfaring i
at
spise på restaurant, og som har et godt kendskab til mad og vin. Bladet
erkender, at en kritisk anmeldelse kan have negative konsekvenser for den
pågældende
restauration, og man er derfor ekstra opmærksom, når en anmeldelse er særlig
negativ. I det konkrete tilfælde lod bladet derfor en anden anmelder besøge
stedet på samme præmisser som ved første besøg.
Det er bladets opfattelse, at det ikke er muligt at klage over
”tonen” i en artikel, idet dette beror på en subjektiv vurdering.
Artiklerne er
således udtryk for, hvorledes bladets anmelder opfattede restauranten,
servering samt mad og vin den pågældende dag.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at oplysningerne i artiklen
om det første besøg er efterprøvet, idet bladet lod en anden anmelder besøge
stedet med henblik på en ny vurdering af stedet.
Bladet finder ikke, at der er tale om krænkende eller skadelige
udtalelser, idet en anmeldelse altid vil være en kvalificeret bedømmelse af
et
produkt. Bedømmelsen blev sat i forhold til de løfter, som restauranten selv
giver ved at love ”mad på et eksklusivt niveau”. Anmeldelser skal
ikke forelægges,
inden de bringes. Restaurant Oasen var i øvrigt ved begge besøg bevidst om,
at
bladets anmeldere besøgte stedet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel
Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Anmeldelser af restauranter og dér indtagne måltider er udtryk
for anmelderens subjektive oplevelse og vurdering af det anmeldte, og
Pressenævnet
kan ikke tage stilling til sådanne forhold. Nævnet finder ikke, at Nordjyske
Stiftstidende inden offentliggørelsen burde have forelagt bladets vurderinger
i
anmeldelsen af Restaurant Oasen for restaurantens indehaver, [K].
Nævnet finder, at Nordjyske Stiftstidende ved offentliggørelsen
heller ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.
Afgjort den 4. november 2004.
Lignende dokumenter
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Sag om, hvorvidt TV2 ved at sende et dokumentarprogram og senere - efter der var indgivet en klage til Pressenævnet - at genudsende programmet, hvor en 16-årige piges selvmord blev omtalt uden samtykke fra hendes forældre og søskende, har krænket de pårørende på en så grov måde, at de er berettiget til en godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Domsdatabasen · 10. december 2018
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/1997 Retsinformation · 26. april 1999
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 70/2003 Retsinformation · 29. oktober 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-130/131 Retsinformation · 5. juli 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0617 Retsinformation · 15. maj 2021