Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-52
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-52
Indvandrerrådgivningen i Århus har klaget til Pressenævnet over
en leder i Jyllands-Posten den 22. marts 2004, idet man finder, at god
presseskik er tilsidesat.
Den 18. marts 2004 bragte Jyllands-Posten et indlæg med overskriften
”
Magnetskoler – blændværk eller genialt
”
og under- rubrikken ”Mange tosprogede børn og deres forældre sidder ofte
tilbage
som taberne, når danske forældre har fravalgt skoler med mange tosprogede
elever, mener skribenten”.
I indlægget hed det:
”
Af Leif Randeris,
Kontorleder, Indvandrerrådgivningen, Vesterbrogade 14, Århus.
I DISSE ÅR kan man vel nærmest sige, at debatten raser omkring
ghettoer og skoler i disse områder. Det er ikke småting etnisk fremmede
forældre som børn og unge må høre fra politikere og velvilligt gengivet og
fortolket af medierne. Tonen i omtalen og debatten er stærkt nedladende over
for etniske mindretal og i retningen af at stigmatisere. I Århus Kommune har
en
debat i de seneste par år stået om bevarelse af modersmålsundervisning og
ghettoskolerne. Alt i alt en bekymring om elevernes modtagelighed for
undervisning og etnisk fremmede forældres villighed til at være forældre for
deres børn og unge og til at indgå i et samarbejde med skolen efter en
såkaldt
dansk model. Et af problemerne med den høje andel af etnisk fremmede børn og
unge i skoler i de udnævnte ghettoområder er fraværet af de etniske danske
Læs alt
børn
og unge. Det er ingen hemmelighed, at mange danske forældre fravælger disse
ghettoskoler. Og rettelig burde mange af os være forargede over de tanker,
der
farer gennem såkaldte ressourcestærke forældre, når de skal vælge den rigtige
skole til deres børn.
Formodningen er nok
Udvælgelsen af den rigtige skole begynder tidligt, og det kan
formodes, at denne udvælgelsesproces ofte finder sted, uden at forældrene på
noget tidspunkt har sat deres ben på de skoler, der er blevet valgt fra eller
til. Alene formodningen om et vist antal tosprogede er nok til et: ”Dur
ikke”.
De etniske fremmede forældre skal man ikke glemme i denne sammenhæng. For
mange
af dem er præcis lige så bekymrede for antallet af tosprogede i skolerne, som
nogle danske forældre er. Også de ønsker, at deres børn skal være i en dansk
sammenhæng også i skolen. Kort sagt mange tosprogede børn og deres forældre
sidder ofte tilbage som taberne, når danske forældre har foretaget deres
(fra)
valg. I Århus Kommune vil man lave ghettoskoler om til magnetskoler. Dvs. man
vil tilføre flere økonomiske midler til bestemte skoler, således at de skal
fungere bedre. Og det er vel relevant efter de forgangne års
nedskæringsrunder
at spørge, om disse nu tilførte midler ikke var dem, som man ikke burde skære
skolerne ned med? At fore- og opbygge er vel ikke at nedskære? Der skal nu i
Århus’ nye magnetskoler tages fat på alternative tiltag over for etnisk
fremmede forældre, og de unges fritid skal også inddrages i mulighederne.
Pædagoger og lærere taler i ramme alvor om, at de skal til at opdrage etnisk
fremmede forældre til at være forældre. Der tales dog nu mindre om kvoter af
etnisk fremmede børn i skolerne? Parallellen til de danske forældres
tidligere
solidaritet til de udsatte for apartheid burde vel være snublende nær?
Et samfundsproblem
Det er for let bare at revse forældrene! Og er selve problemet
ikke i højere grad et samfundsproblem, end det er et lokalt problem? De
danske
forældre, der ikke vil have børn i deres hjemområdes ghettoskole, burde vel
udvise næstekærlighed og solidaritet. Der er skitseret mange løsningsforslag,
og nogle af dem kunne være: Skolen skal vise alle forældre, at den kan give
netop deres barn en god og tryg skolegang. Skolelederen skal fortælle, at
mange
tosprogede elever også udløser flere lærere. Og endelig: Skolelederne skal
påpege, at langt fra alle tosprogede bliver bandemedlemmer. Men nogle få gør.
Dem holder man øje med og slår ned på.”
I en leder den 22. marts 2004 med overskriften ”
Brændemærket
” hed det blandt andet:
”
En læserbrevsskribent beskylder de danske forældre i
magnetskoleområderne for at være skyld i problemerne. De beskyldes for at
fravælge den lokale skole, uden at de ”på noget tidspunkt har sat deres
ben på
de skoler, der er blevet valgt fra eller til. Alene formodningen om et vist
antal tosprogede er nok til et: ”Duer ikke.””, skriver
læserbrevsskribenten,
uden på nogen måde at sandsynliggøre, endsige dokumentere sine uhyrlige
påstande.
Læserbrevsskribenten finder tonen i tidens debat stærkt
nedladende over for etniske mindretal og i retning af at stigmatisere, dvs.
fordømme eller brændemærke. Og det er jo rigtigt. De danske forældre, der er
i
mindretal i magnetskole- områderne brændemærkes for efter bedste evne at
varetage deres børns tarv og trivsel.
Brændemærkningen foretages ikke af hvem som helst, men af Leif
Randeris, der underskriver sig med titlen kontorleder,
Indvandrerrådgivningen,
Vesterbrogade 14, Århus. Kontorlederen skriver altså ikke som privatmand, men
som talerør for Indvandrerrådgivningen. Det giver stof til eftertanke.”
Indvandrerrådgivningen i Århus har anført, at Jyllands-Posten i
lederen ikke har citeret korrekt fra Leif Randeris’ læserbrev den 18.
marts
2004, idet man har udeladt ordene ”formodes” og ”ofte”.
Det bragte citat er
endvidere taget ud af sammenhængen i læserbrevet, idet læserbrevet ikke har
haft til hensigt at hænge danske forældre ud, men at problematisere emnet
”ghettoskoler”. Indvandrerrådgivningen ser ingen forskel på
almindelige
artikler og lederartikler, og bladet kan således ikke undslå sig sit blandt
andet moralske ansvar med henvisning til, at der er tale om en leder.
Indvandrerrådgivningen har videre anført, at det er skadeligt,
krænkende og agtelsesforringende for klager, når det i lederen anføres, at
brændemærkningen er foretaget af Indvandrerrådgivningen, der i øvrigt i
lederen
bliver hængt ud med adresse.
Jyllands-Posten har afvist at have handlet i strid med god
presseskik. Det citat, der er gengivet i citationstegn i lederen, er et
ordret
citat fra Leif Randeris’ læserbrev. Derudover indeholder lederen en
række
kritiske vurderinger og lever dermed op til selve formålet med en ledende
artikel, nemlig at bidrage til en fri og i sagens natur ofte barsk debat.
Bladet har oplyst, at Indvandrerrådgivningen ikke har ytret
ønsket om at komme til orde i bladet og imødegå kritikken.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels
Grubbe, David Trads, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
I lederen den 22. marts 2004 kommenterede Jyllands-Posten
Indvandrerrådgivningens indlæg bragt den 18. marts 2004. Presse- nævnet
finder
ikke, at Jyllands-Posten i lederen har overskredet de vide rammer, at der må
gælde for lederartikler, der i sagens natur ofte består af mere vurderende,
kommenterende og subjektive betragtninger end almindelige artikler. Nævnet
finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.
Afgjort den 18. maj 2004.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0929 Retsinformation · 23. februar 2010
- Forslag til folketingsbeslutning om integration i folkeskolen Retsinformation · 30. marts 2005
- Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats mod ghettodannelse Retsinformation · 30. marts 2005
- DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling) 11. september 2007 EU-domme · 11. september 2007
- Rettens dom (Ottende Afdeling) af 28. april 2017. — Irit Azoulay m.fl. mod Europa-Parlamentet. EU-domme · 28. april 2017
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 22. marts 2018. — Irit Azoulay m.fl. mod Europa-Parlamentet. EU-domme · 22. marts 2018