Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-16/26
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-16/26
Professor ved Syddansk Universitet, [K], har klaget til
Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidendes internetavis den 26. december 2003
bragte et indlæg, hvor to af hans arbejdskolleger kritiserede ham, uden at
han
samtidig fik lejlighed til at besvare indlægget. Han har endvidere klaget
over,
at Fyens Stiftstidende bragte et af ham forfattet indlæg i internetavisen, på
trods af at han havde bedt om, at det blev bragt i den trykte udgave.
Den 19. december 2003 bragte Fyens Stiftstidende under
overskriften ”
Engangeret og konfliktsøgende
”
et portræt af [K].
Ved brev af 23. december 2003 oplyste [K] over for Fyens
Stiftstidende, at han var bekendt med, at to arbejdskolleger havde indsendt
et
indlæg til Fyens Stiftstidende og anmodede om – i tilfælde af, at
indlægget
blev bragt – at få lov til at svare på kritikken i samme nummer af
bladet.
Bladet besvarede efter det oplyste ikke denne henvendelse.
Den 26. december 2003 bragte Fyens Stiftstidendes internetavis
følgende indlæg fra to af [K]s arbejdskollegaer:
”
En sag med en
forhistorie
Én af vores kollegaer – professor [K] – er involveret i en strid
med ledelsen af Syddansk Universitet. Det er en sag, som drejer sig om en
Læs alt
række
principielle spørgsmål – spørgsmål, som let drukner i et forløb, som er
blevet
urimeligt stærkt personligt. Pressens logik er at fokusere på det person-
lige,
konflikter, småperfide personkarakteristikker osv.: ”spændende
læsning”. På
denne måde får offentligheden et fortegnet billede af, hvad der er baggrunden
og sagens kerne. Offentligheden kan også let få et forkert indtryk, fordi
kollegaer, som kender såvel forhistorien som [K], ikke vil indblandes i en
offentlig polemik. Vi finder det imidlertid nødvendigt at bryde denne tavshed
af hensyn til vores arbejds- plads.
Den aktuelle strid har overfladisk set rod i en kronik, som [K]
skrev i Fyens Stiftstidendes i juni måned. Heri anklagede han bl.a. Syddansk
Universitet for ikke aktivt nok at understøtte den fynske erhvervsudvikling.
Han anklagede også navngivne kollegaer. Kronikken førte til flere indlæg,
bl.a.
fra dekanen for det naturvidenskabelige- og tekniske fakultet, som meldte hus
forbi. Rektor greb ind med et anbefalet brev til [K] osv. Så rullede sagen i
mere eller mindre offentlighed – ivrigt formidlet af Fyens
Stiftstidende.
Det naturlige spørgsmål man må stille sig er: Hvorfor kom der så
hurtigt så kraftige reaktioner på [K]s kronik. Umiddelbart kunne man tro, at
det skyldes, at han trådte på mange ligtorne. Det kan ikke udelukkes, men det
er imidlertid kun den overfladiske forklaring. Kronikken og den deraf
følgende
polemik fik et i forvejen topfyldt bæger til at flyde over – og skal man
forstå
hvorfor, skal man forstå en forhistorie.
[K] taler i den aktuelle sag om, at universitetets rektor
forsøger at knægte både hans forsknings- og ytrings- frihed. Han er med andre
ord en forfulgt uskyldighed. Det er mildest talt et fortegnet billede.
Universitetets ledelse – rektor og dekanen for det
samfundsvidenskabelige
fakultet – ser det som en personale- og ledelsessag, hvor en medarbejder
i sin
omgangsform og interne ageren gang på gang støder mod det loft, som der
ellers
skal være højt til på et universitet. Derfor har de forsøgt at kalde ham til
blot minimal orden og bruge den (beskedne) ledelsesret, de har. Senest har
det
resulteret i, at universitetets ledelse har flyttet [K] fra Økonomisk
Institut
til et andet institut for at skabe ro på Økonomisk Institut.
Ved alle personsager er der en grundlæggende asymmetri. Ledelsen
er bundet af mange love og regler og kan sjældent tage effektivt til genmæle
ved uforbeholdent at fremlægge alle facetter, dokumenter, tidligere indgåede
aftaler osv., bl.a. fordi det også kan skade andre involverede og fordi
forvaltningslov, regler, anordninger og almindelig anstændighed hindrer det.
SDUs rektor har således sagt, at han ikke vil og kan inddrage den
forhistorie,
som ligger bag den aktuelle strid, ”fordi det handler om en
personalesag, som
jeg ikke vil diskutere offentligt”. Sådanne hensyn behøver personen i
centrum
ikke at tage, ligesom hovedpersonen selektivt kan trække forhold frem,
velvidende at den anden part ofte er bundet på hænder og fødder og har en
lovmæssig eller selvvalgt mundkurv på.
Vi må summarisk konstatere:
Der har i flere år været konflikter på Økonomisk Institut – og [K]
har været en del af disse konflikter, ofte i centrum.
[K] er ikke blevet genvalgt eller genudpeget til lederposter som
institutleder og studieleder. En væsentlig årsag hertil har været den måde,
hvorpå han har varetaget disse lederposter og hans almindelige omgangsform,
som
de fleste finder stødende, for nu at udtrykke det diplomatisk. Nogen vil
måske
gå så langt som til at tale om underskud på sociale kompetencer.
Hans varetagelse af de nævnte ledelsesposter og manglende
kollegiale omgangsform har i betydelig grad været medvirkende til store
problemer med at få Økonomisk Institut til være en god arbejdsplads. Nu er
det
ved at gå fremad med en række spændende nyansættelser, og det må ikke
ødelægges.
Ved sidste valg til studienævnet for økonomi stillede [K] op
uden at blive valgt. Den manglende støtte til hans kandidatur viser noget om
støtten blandt nære kollegaer.
I forbindelse med en tidligere konflikt fratrådte [K] jobbet som
institutleder og blev for en periode frivilligt placeret ved et andet
institut
for at skabe arbejdsro på Økonomisk Institut. Den aktuelle forflytning ligner
således et deja vu. Også under den tidligere dekan var der mange konflikter.
Der er kommet ny dekan (og rektor) – men konflikterne fortsætter. Det
burde
vække til eftertanke. Alene oplysningen om den tidligere placering ved et
andet
institut burde få mange til at spørge: Hvorfor nu igen? Da [K] fik lov til at
komme tilbage til Økonomisk Institut, var det baseret på en forventning om,
at
han ville lade den nye ledelse få mulighed for at genetablere arbejdsmiljø og
motivation.
I pressen fremhæves ofte [K]s status som en anerkendt forsker,
ligesom hans mange tillidshverv også nævnes. Der er ikke tvivl om, at det
skal
være med til at skabe et billede af, at en så velmeriteret person da umuligt
kan skabe så mange problemer, som der tales om i den aktuelle sag. Enhver kan
imidlertid ved at læse universitetets årsberetninger overtyde sig om, at [K]
på
ingen måde rager højere op end så mange af hans kollegaer. I en tid, hvor
publicering i udenlandske tidsskrifter bliver mere og mere almindeligt, ja
nærmest et krav for en universitetsforsker, er årsberetningerne også
tankevækkende
læsning.
Der kunne føjes mere til listen, men ovenstående skulle
overbevise om, at den aktuelle sag ikke vedrører forsknings- og
ytringsfriheden, som ingen har anfægtet. I stedet drejer sagen sig om, hvor
store frihedsgrader en universitetsansat har i forhold til kollegaer,
universitetets ledelse og billedet af universitetet udadtil, ligesom det
drejer
sig om ledelsens pligt og ret til at gribe ind, når medarbejdere ikke
overholder de mest elementære spilleregler for omgang med andre mennesker.
Det
drejer sig om minimumskrav til omgangsform og respekt for andre kollegaer.
Der
skal være højt til loftet i universitetsverdenen, men der er et loft –
et loft
som [K] godt og grundigt med sin gøren og laden er stødt i mod. Vi har tillid
til universitetets og fakultetets ledelse i denne sag.
Vi ønsker i øvrigt ikke at indgå i nogen form for debat med [K]
om denne sag.
Poul Erik Mouritzen
Professor i statskundskab
Syddansk Universitet
Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi
Syddansk Universitet”
Den 26. december 2003 bragte Fyens Stiftstidende i sin trykte
udgave endvidere en sammenfatning af indlægget under overskriften ”
Intern modstand mod professor
” og med
underoverskriften ”SDU: To af universitetets sværvægtere lægger afstand
til [K]”.
Umiddelbart efter indlæggets offentliggørelse anmodede [K] Fyens
Stiftstidende om at bringe to indlæg i henholdsvis internetavisen og i den
trykte udgave.
Den 30. december 2003 bragte bladets internetavis to indlæg fra [K],
hvor han imødegik kritikken i indlægget fra de to arbejdskolleger. I en
artikel
bragt samme dag i den trykte udgave af bladet under overskriften ”
Professorstrid på nettet
” blev enkelte
af [K]s synspunkter gengivet. Der blev endvidere henvist til, at den
fremtidige
debat ville finde sted i bladets internetavis.
[K] har anført, at Fyens Stiftstidende burde have ladet ham
svare på kritikken fra de to arbejdskolleger, samtidig med at indlægget blev
bragt. Ved brev af 23. december 2003 gjorde han bladet opmærksom på, at han
ønskede at svare på arbejdskollegernes indlæg, såfremt det måtte blive bragt.
Desuden burde bladet ikke i internet- avisen have bragt det indlæg fra ham,
som
var forbeholdt den trykte udgave af bladet.
Fyens Stiftstidende har anført, at [K] adskillige gange har haft
adgang til at udtale sig i den pågældende sag. [K] fik lov til at besvare
indlægget fra de to arbejdskollegaer så hurtigt, som det var muligt for
redaktionen,
og han fik det sidste ord i sagen.
Bladet finder ikke, at man begrænset [K]s adgang til at ytre sig
ved at henvise hans indlæg til internetavisen. Bladet har henvist til, at der
i
artiklen i den trykte udgave den 30. december 2003 var en henvisning til
internetavisen, samt til at det er normal procedure at henvise omfangsrige
tekster
til internetavisen.
Bladet har endelig anført, at man valgte at stoppe debatten –
også i internetavisen – idet den mere og mere antog karakter af en
personlig
fejde.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels Grubbe, Davis Trads, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens
ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad der
skal bringes i Fyens Stiftstidende. Pressenævnet finder herefter ikke
grundlag
for at udtale kritik i anledning af, at bladet valgte at bringe [K]s to
indlæg
i internetavisen den 30. december 2003. Nævnet finder ikke, at det kan føre
til
en anden vurdering, at [K] ved brev af 23. december 2003 til Fyens
Stiftstidende
gjorde opmærksom på, at han ønskede at få lov til i samme nummer af bladet at
besvare indlægget fra de to arbejdskolleger, som blev bragt i internetavisen
den 26. december 2003.
Afgjort den 18. maj 2004.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-672 Retsinformation · 27. juni 2008
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-8 Retsinformation · 29. december 2004
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0911 Retsinformation · 19. december 2009
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 17-70-01135 Retsinformation · 13. september 2017
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-119 Retsinformation · 26. januar 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-318 Retsinformation · 28. juni 2006