Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-16/26

KEN nr 9002 af 18/05/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet3. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-16/26

Professor ved Syddansk Universitet, [K], har klaget til

Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidendes internetavis den 26. december 2003

bragte et indlæg, hvor to af hans arbejdskolleger kritiserede ham, uden at

han

samtidig fik lejlighed til at besvare indlægget. Han har endvidere klaget

over,

at Fyens Stiftstidende bragte et af ham forfattet indlæg i internetavisen, på

trods af at han havde bedt om, at det blev bragt i den trykte udgave.

Den 19. december 2003 bragte Fyens Stiftstidende under

overskriften ”

Engangeret og konfliktsøgende

”

et portræt af [K].

Ved brev af 23. december 2003 oplyste [K] over for Fyens

Stiftstidende, at han var bekendt med, at to arbejdskolleger havde indsendt

et

indlæg til Fyens Stiftstidende og anmodede om – i tilfælde af, at

indlægget

blev bragt – at få lov til at svare på kritikken i samme nummer af

bladet.

Bladet besvarede efter det oplyste ikke denne henvendelse.

Den 26. december 2003 bragte Fyens Stiftstidendes internetavis

følgende indlæg fra to af [K]s arbejdskollegaer:

”

En sag med en

forhistorie

Én af vores kollegaer – professor [K] – er involveret i en strid

med ledelsen af Syddansk Universitet. Det er en sag, som drejer sig om en

Læs alt

række

principielle spørgsmål – spørgsmål, som let drukner i et forløb, som er

blevet

urimeligt stærkt personligt. Pressens logik er at fokusere på det person-

lige,

konflikter, småperfide personkarakteristikker osv.: ”spændende

læsning”. På

denne måde får offentligheden et fortegnet billede af, hvad der er baggrunden

og sagens kerne. Offentligheden kan også let få et forkert indtryk, fordi

kollegaer, som kender såvel forhistorien som [K], ikke vil indblandes i en

offentlig polemik. Vi finder det imidlertid nødvendigt at bryde denne tavshed

af hensyn til vores arbejds- plads.

Den aktuelle strid har overfladisk set rod i en kronik, som [K]

skrev i Fyens Stiftstidendes i juni måned. Heri anklagede han bl.a. Syddansk

Universitet for ikke aktivt nok at understøtte den fynske erhvervsudvikling.

Han anklagede også navngivne kollegaer. Kronikken førte til flere indlæg,

bl.a.

fra dekanen for det naturvidenskabelige- og tekniske fakultet, som meldte hus

forbi. Rektor greb ind med et anbefalet brev til [K] osv. Så rullede sagen i

mere eller mindre offentlighed – ivrigt formidlet af Fyens

Stiftstidende.

Det naturlige spørgsmål man må stille sig er: Hvorfor kom der så

hurtigt så kraftige reaktioner på [K]s kronik. Umiddelbart kunne man tro, at

det skyldes, at han trådte på mange ligtorne. Det kan ikke udelukkes, men det

er imidlertid kun den overfladiske forklaring. Kronikken og den deraf

følgende

polemik fik et i forvejen topfyldt bæger til at flyde over – og skal man

forstå

hvorfor, skal man forstå en forhistorie.

[K] taler i den aktuelle sag om, at universitetets rektor

forsøger at knægte både hans forsknings- og ytrings- frihed. Han er med andre

ord en forfulgt uskyldighed. Det er mildest talt et fortegnet billede.

Universitetets ledelse – rektor og dekanen for det

samfundsvidenskabelige

fakultet – ser det som en personale- og ledelsessag, hvor en medarbejder

i sin

omgangsform og interne ageren gang på gang støder mod det loft, som der

ellers

skal være højt til på et universitet. Derfor har de forsøgt at kalde ham til

blot minimal orden og bruge den (beskedne) ledelsesret, de har. Senest har

det

resulteret i, at universitetets ledelse har flyttet [K] fra Økonomisk

Institut

til et andet institut for at skabe ro på Økonomisk Institut.

Ved alle personsager er der en grundlæggende asymmetri. Ledelsen

er bundet af mange love og regler og kan sjældent tage effektivt til genmæle

ved uforbeholdent at fremlægge alle facetter, dokumenter, tidligere indgåede

aftaler osv., bl.a. fordi det også kan skade andre involverede og fordi

forvaltningslov, regler, anordninger og almindelig anstændighed hindrer det.

SDUs rektor har således sagt, at han ikke vil og kan inddrage den

forhistorie,

som ligger bag den aktuelle strid, ”fordi det handler om en

personalesag, som

jeg ikke vil diskutere offentligt”. Sådanne hensyn behøver personen i

centrum

ikke at tage, ligesom hovedpersonen selektivt kan trække forhold frem,

velvidende at den anden part ofte er bundet på hænder og fødder og har en

lovmæssig eller selvvalgt mundkurv på.

Vi må summarisk konstatere:

Der har i flere år været konflikter på Økonomisk Institut – og [K]

har været en del af disse konflikter, ofte i centrum.

[K] er ikke blevet genvalgt eller genudpeget til lederposter som

institutleder og studieleder. En væsentlig årsag hertil har været den måde,

hvorpå han har varetaget disse lederposter og hans almindelige omgangsform,

som

de fleste finder stødende, for nu at udtrykke det diplomatisk. Nogen vil

måske

gå så langt som til at tale om underskud på sociale kompetencer.

Hans varetagelse af de nævnte ledelsesposter og manglende

kollegiale omgangsform har i betydelig grad været medvirkende til store

problemer med at få Økonomisk Institut til være en god arbejdsplads. Nu er

det

ved at gå fremad med en række spændende nyansættelser, og det må ikke

ødelægges.

Ved sidste valg til studienævnet for økonomi stillede [K] op

uden at blive valgt. Den manglende støtte til hans kandidatur viser noget om

støtten blandt nære kollegaer.

I forbindelse med en tidligere konflikt fratrådte [K] jobbet som

institutleder og blev for en periode frivilligt placeret ved et andet

institut

for at skabe arbejdsro på Økonomisk Institut. Den aktuelle forflytning ligner

således et deja vu. Også under den tidligere dekan var der mange konflikter.

Der er kommet ny dekan (og rektor) – men konflikterne fortsætter. Det

burde

vække til eftertanke. Alene oplysningen om den tidligere placering ved et

andet

institut burde få mange til at spørge: Hvorfor nu igen? Da [K] fik lov til at

komme tilbage til Økonomisk Institut, var det baseret på en forventning om,

at

han ville lade den nye ledelse få mulighed for at genetablere arbejdsmiljø og

motivation.

I pressen fremhæves ofte [K]s status som en anerkendt forsker,

ligesom hans mange tillidshverv også nævnes. Der er ikke tvivl om, at det

skal

være med til at skabe et billede af, at en så velmeriteret person da umuligt

kan skabe så mange problemer, som der tales om i den aktuelle sag. Enhver kan

imidlertid ved at læse universitetets årsberetninger overtyde sig om, at [K]

på

ingen måde rager højere op end så mange af hans kollegaer. I en tid, hvor

publicering i udenlandske tidsskrifter bliver mere og mere almindeligt, ja

nærmest et krav for en universitetsforsker, er årsberetningerne også

tankevækkende

læsning.

Der kunne føjes mere til listen, men ovenstående skulle

overbevise om, at den aktuelle sag ikke vedrører forsknings- og

ytringsfriheden, som ingen har anfægtet. I stedet drejer sagen sig om, hvor

store frihedsgrader en universitetsansat har i forhold til kollegaer,

universitetets ledelse og billedet af universitetet udadtil, ligesom det

drejer

sig om ledelsens pligt og ret til at gribe ind, når medarbejdere ikke

overholder de mest elementære spilleregler for omgang med andre mennesker.

Det

drejer sig om minimumskrav til omgangsform og respekt for andre kollegaer.

Der

skal være højt til loftet i universitetsverdenen, men der er et loft –

et loft

som [K] godt og grundigt med sin gøren og laden er stødt i mod. Vi har tillid

til universitetets og fakultetets ledelse i denne sag.

Vi ønsker i øvrigt ikke at indgå i nogen form for debat med [K]

om denne sag.

Poul Erik Mouritzen

Professor i statskundskab

Syddansk Universitet

Kjeld Møller Pedersen

Professor i sundhedsøkonomi

Syddansk Universitet”

Den 26. december 2003 bragte Fyens Stiftstidende i sin trykte

udgave endvidere en sammenfatning af indlægget under overskriften ”

Intern modstand mod professor

” og med

underoverskriften ”SDU: To af universitetets sværvægtere lægger afstand

til [K]”.

Umiddelbart efter indlæggets offentliggørelse anmodede [K] Fyens

Stiftstidende om at bringe to indlæg i henholdsvis internetavisen og i den

trykte udgave.

Den 30. december 2003 bragte bladets internetavis to indlæg fra [K],

hvor han imødegik kritikken i indlægget fra de to arbejdskolleger. I en

artikel

bragt samme dag i den trykte udgave af bladet under overskriften ”

Professorstrid på nettet

” blev enkelte

af [K]s synspunkter gengivet. Der blev endvidere henvist til, at den

fremtidige

debat ville finde sted i bladets internetavis.

[K] har anført, at Fyens Stiftstidende burde have ladet ham

svare på kritikken fra de to arbejdskolleger, samtidig med at indlægget blev

bragt. Ved brev af 23. december 2003 gjorde han bladet opmærksom på, at han

ønskede at svare på arbejdskollegernes indlæg, såfremt det måtte blive bragt.

Desuden burde bladet ikke i internet- avisen have bragt det indlæg fra ham,

som

var forbeholdt den trykte udgave af bladet.

Fyens Stiftstidende har anført, at [K] adskillige gange har haft

adgang til at udtale sig i den pågældende sag. [K] fik lov til at besvare

indlægget fra de to arbejdskollegaer så hurtigt, som det var muligt for

redaktionen,

og han fik det sidste ord i sagen.

Bladet finder ikke, at man begrænset [K]s adgang til at ytre sig

ved at henvise hans indlæg til internetavisen. Bladet har henvist til, at der

i

artiklen i den trykte udgave den 30. december 2003 var en henvisning til

internetavisen, samt til at det er normal procedure at henvise omfangsrige

tekster

til internetavisen.

Bladet har endelig anført, at man valgte at stoppe debatten –

også i internetavisen – idet den mere og mere antog karakter af en

personlig

fejde.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Davis Trads, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens

ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad der

skal bringes i Fyens Stiftstidende. Pressenævnet finder herefter ikke

grundlag

for at udtale kritik i anledning af, at bladet valgte at bringe [K]s to

indlæg

i internetavisen den 30. december 2003. Nævnet finder ikke, at det kan føre

til

en anden vurdering, at [K] ved brev af 23. december 2003 til Fyens

Stiftstidende

gjorde opmærksom på, at han ønskede at få lov til i samme nummer af bladet at

besvare indlægget fra de to arbejdskolleger, som blev bragt i internetavisen

den 26. december 2003.

Afgjort den 18. maj 2004.

Lignende dokumenter