Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie-og CO2-afgift. Rederis forbrug i graveredskaber og vandpumpe.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie-og
CO2-afgift. Rederis forbrug i graveredskaber og vandpumpe.
Klagen
skyldes, at partrederiet A ikke er anset for berettiget til
godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende brændstof forbrugt i
graveredskaber og sandpumpe om bord på skibet M/S B.
Landsskatterettens afgørelse
Landskatteretten
stadfæster regionens afgørelse.
Sagens oplysninger
Partrederiet
udøver entreprenørarbejder til havs med entreprenørskibet M/S B. Skibet har
en
lastekapacitet på 630 tons eller 390 m3
og er monteret med:
·
Danmarks største og stærkeste hydrauliske
gravemaskine. Standard udstyr: Bom 10,5 m. Stilarm 7,0 m. Gravedybde indtil
12,0 m med 3,0 m3
skovl.
·
16” sandpumpe, 748 HK, til slæbesugning,
sugedybde 17 m.
·
3 støtteben forankrer indtil 12,0 m dybde.
Gravemaskinen,
der er af samme type som anvendes på landjorden med hjul eller larvefødder,
fungerer
uafhængigt af skibets fremdriftsmotor, og fungerer ikke under sejlads.
Skibet
Læs alt
er velegnet til:
·
Uddybningsarbejder i hårde materialer
·
Større uddybningsarbejder, da skibet har stor
gravekapacitet
·
Sandsugning og ilandpumpning af opgravede
materialer
·
Manøvrering/arbejde i havne med megen
trafik og i smalle sejlløb, da skibet forankrer med støtteben
·
Gravning af render til rørledninger, kabler
o.l.
·
Udlægning af sten i moler, bundsikring,
erosionsbeskyttelse m.m.
·
Mange former for entreprenørarbejder i
øvrigt.
Partrederiet
har i perioden 1. februar til 30. september 2003 foretaget måling af
olieforbruget
til gravemaskinen, samt opgjort det samlede indkøb af olie til skibet i denne
periode. Gravemaskinens andel af det samlede forbrug har i perioden i
gennemsnit udgjort 34 %. Gennemsnittet er af partrederiet anset for at være
repræsentativt for fordelingen af de sidste 3 års forbrug. Sandpumpen har
efter
det oplyste kun været anvendt i meget begrænset omfang.
Skibets
samlede brændstofforbrug i perioden 1. januar 2001 til 30. september 2003
opgjort til følgende mængder:
År
Forbrug
i liter
2001
339.479
2002
352.487
2003
299.876
Forbruget
er opgjort som de i perioden indkøbte mængder.
Partrederiet
har oplyst, at samtlige af partrederiernes skibe er registreret i Dansk
Internationalt Skibsregister (DIS). Man har tidligere forestået indvinding af
havmaterialer, men denne aktivitet ophørte i forbindelse med og er en
forudsætning for DIS-registreringen. 15 – 20 % af de af partrederierne
udøvede
aktiviteter består i uddybningsaktiviteter, og ca. 50 % består af
stenarbejde,
dvs. flytning og losning af sten i forbindelse med eksempelvis etablering af
havvindmøller. Uddybningsaktiviteterne består i opgravning, transport og
losning af materialer. Aflosning af bortfjernede materialer sker på såkaldte
klappladser, dvs. på nærmere angivne steder til søs. De udøvede aktiviteter
er
i intet tilfælde i konkurrence med tilsvarende aktiviteter på land. Tidligere
blev arbejdsredskaber ombord på skibe sædvanligvis drevet af skibets
fremdriftsmotor, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Partrederiet
har fremlagt brev af 22. november 2000 fra brancheforening til dens
medlemmer,
hvorved blev medsendt kopi af Skatteministerens kommentar af 3. december 1992
til Folketingets Skatteudvalg vedrørende en henvendelse fra foreningen (L 27
–
bilag 5.), hvoraf bl.a. fremgår, at
”( )
det udfra en samlet vurdering næppe vil være hensigtsmæssigt at søge
gennemført
en særlig beskatning af indvindinger til søs for at udligne en forholdsvis
mindre forskel i konkurrencevilkårene, der i forvejen varierer betydeligt.
Der
er hermed lagt vægt på, at ral- og sandsugning fremover må forventes pålagt
yderligere omkostninger.”
Partrederiet
har derudover fremlagt afgørelse af 22. december 1999 fra Told- og
Skatteregion,
hvorved der blev anerkendt godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende
sandsuger, samt en afgørelse af 23. april 2001 fra anden Told- og
Skatteregion,
hvorved ligeledes blev
anerkendt godtgørelse af olie- og CO2-afgift forbrugt i skib, der udvinder
råstoffer fra undergrunden ved slæbesugning.
ToldSkats afgørelse
Regionen
har ikke anset partrederiet for berettiget til godtgørelse af olie- og
CO2-afgift efter olieafgiftslovens § 9, stk. 4, og CO2-afgiftslovens § 7,
stk.
4, nr. 1, vedrørende brændstof anvendt i graveredskaber ombord på skibet M/S
B.
For perioden 1. april 2001 til 30. september 2003 er partsrederiet afkrævet
514.766 kr. i afgift. Regionen har videre pålagt partrederiet fremover at
opgøre olieforbruget i sandpumpen ved arbejder i danske farvande og modregne
afgiften heraf i angivelserne vedrørende godtgørelse af olie- og CO2-afgift.
Det
er anført, at graveredskaberne fungerer uafhængigt af skibets fremdriftsmotor
og ikke anvendes under sejlads. Der er således ikke tale om en sideaktivitet,
der knytter sig til sejlads, hvorfor aktiviteten er omfattet af den
almindelige
regel i olieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum, hvorefter afgift af
motorbrændstof ikke kan tilbagebetales.
I
relation til den af partrederiet fremlagte ministerbesvarelse har regionen
bemærket, at denne kun i begrænset omfang vedrører afgrænsningen af begrebet
sejlads, og i højere grad vedrører konkurrenceforholdene mellem
sandindvinding
til havs og på land. Endvidere forudsættes sandindvinding til havs at foregå
som slæbesugning, dvs. under sejlads.
Der
foreligger hverken praksis fra Momsnævnet eller Landsskatteretten vedrørende
fortolkning af begrebet sejlads i relation til de nævnte lovbestemmelser.
Regionen er bekendt med, at der er truffet 1. instans afgørelser ved andre
regioner, men disse er ikke prøvet ved højere myndigheder.
Regionen
har henvist til en afgørelse fra Skatteministeriets Departement fra oktober
1996 vedrørende godtgørelse af olie til et wiretrukket fartøj, hvorved det
blev
fastslået, at der i en sådan situation, hvor energien altovervejende anvendes
til andet end sejlads, kun kan opnås fradrag for den del, der er anvendt til
fremdrift af fartøjet.
Af
Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 28. september 2001, offentliggjort i
SKM2001.393.TSS fremgår, at afgift af olie anvendt til drift af redskaber,
herunder pumper, i forbindelse med uddybningsfartøjer, f.eks. uddybning af
sejlrender, havne og havneindløb, ikke er godtgørelsesberettiget. Videre
fremgår, at arbejdsredskaber, der fungerer uafhængigt af fartøjets øvrige
funktioner, fx en gravemaskine, der er placeret på dækket af et
uddybningsfartøj ikke er omfattet af reglerne i olieafgiftslovens § 9.
Besvarelsen fremgår af den elektroniske udgave af Punktafgiftsvejledningen,
afsnit F.1.6.3., der udkom oktober 2001, og er ligeledes offentliggjort i
SKM2001.393.Tss /TfS 2001.792.
Endvidere
fremgår af Told- og Skattestyrelsens besvarelse af 19. maj 2003 på en
henvendelse
fra regionen, at arbejde med graveredskaber, der fungerer uafhængigt af
skibets
fremdriftsmotor, ikke er en sideaktivitet til sejladsen. Afgifterne af
olieforbruget i disse redskaber er derfor ikke godtgørelsesberettigede.
Styrelsen fastholder i øvrigt den fortolkning af reglerne, der fremgår af
SKM2001.393.TSS.
Bemærkningerne
til lovforslag L 27 om, at der kan ske beskatning af aktiviteter om bord, der
f.eks. konkurrerer med lignende aktiviteter på land, som ikke er fritaget for
afgift, udelukker ikke, at der kan ske beskatning, når aktiviteterne ikke
direkte konkurrerer med lignende aktiviteter på land.
Reguleringen
af afgiftstilsvaret er foretaget på grundlag af de af partrederiet afgivne
oplysninger
om skibets samlede brændstofforbrug, og skønsmæssigt opgjort på grundlag af
den
af partrederiet foretagne måling. Den andel af det beregnede forbrug i
gravemaskinen, der vedrører arbejde udført i Danmark er beregnet skønsmæssigt
efter partrederiets oplysninger om omsætningens fordeling på dansk og
udenlandsk
omsætning. Olie- og CO2-afgift er herefter beregnet af det indenlandske
brændstofforbrug med de afgiftssatser, der var gældende i de enkelte
perioder.
Fsva.
olieforbrug i sandpumpen har regionen ikke anset dette for
godtgørelsesberettiget, jf. førnævnte SKM-meddelelse, da der er tale om et
skib, der er specielt indrettet til uddybningsopgaver, og idet pumpen
fungerer
uafhængigt af skibets fremdriftsmotor. Der er således ikke hjemmel til
godtgørelse vedrørende olieforbrug medgået til uddybningsopgaver i havne og
sejlrender samt andre entreprenøropgaver, herunder f.eks. pumpning af
opgravede
materialer. Da der imidlertid ikke er foretaget måling af olieforbruget i
sandpumpen, ligesom pumpen efter det oplyste kun har været i brug i meget
begrænset omfang, har regionen ikke foretaget efteropkrævning af afgift
vedrørende dette forbrug, men alene pålagt partrederiet fremover at opgøre
dette olieforbrug.
Klagerens påstand og argumenter
Partrederiets
repræsentant har fremsat principal påstand om, at olie- og CO2-afgift
vedrørende
olie forbrugt i graveredskaber ombord på skibet er godtgørelsesberettiget,
hvorfor angivelsen skal nedsættes med den foretagne forhøjelse på 514.765,86
kr. Subsidiært er fremsat påstand om, at forhøjelsen alene skal udgøre
100.580,18
kr. Mere subsidiært er fremsat påstand om, at den manglende
godtgørelsesadgang
tidligst kan få virkning fra den 1. februar 2003.
Til
støtte for den principale påstand er det anført, at der er direkte lovhjemmel
til afløftning af energiafgifter vedrørende sejlads og skibes
sideaktiviteter.
Af bemærkningerne til lovforslaget (L27) fremgår, at det klart er hensigten
at
sikre fuld afløftning, når der ikke er konkurrence med aktiviteter på land.
Formuleringen i bemærkninger gav dog alligevel anledning til tvivl om
rækkevidden af ordet sejlads. I relation til ral- og sandsugere - som
arbejdsmæssigt kan sammenlignes med de aktiviteter det i nærværende sag
omhandlede skib udøver -
anførte
skatteministeren i brev af 3. december 1992 til skatteudvalget, at det ud fra
en samlet vurdering næppe vil være hensigtsmæssigt at søge gennemført en
særlig
beskatning af indvindinger til søs for at udligne en forholdsvis mindre
forskel
i konkurrencevilkårene, der i forvejen varierer betydeligt. Det omhandlede
skibs aktiviteter er aldrig i direkte konkurrence med aktiviteter drevet fra
land.
I
det omfang danske rederier ikke kan afløfte energiafgifter vil dette skabe en
helt uholdbar og umulig konkurrencesituation for rederierne, idet udenlandske
skibe i så fald blot kan agere til en lavere pris svarende til den betalte
betydelige olieafgift. Dette forstærkes og bekræftes af, at der ikke fra Told
og Skats side er iværksat kontrolaktiviteter på området, måske ud fra den
tanke, at der jo ikke har været noget at kontrollere, idet aktørerne kan
afløfte energiafgifterne. Det vil være en speciel og helt uholdbar situation,
hvis Told og Skat altid har ment, at reglerne skulle forstås som anført i
afgørelserne
uden at foretage kontrol af, om reglerne blev fulgt.
Der
har indtil SKM2001.393.TSS ikke været tvivl om, hvorledes reglerne skulle
fortolkes, idet alle kendte sammenlignelige 1.instansafgørelser har gået i
samme retning, ligesom skatteministeren ved fremsættelsen og i
lovforarbejderne
klart redegjorde for hensigten med bestemmelsen. Den af Told- og
Skattestyrelsen anlagte ændrede fortolkning er ikke i overensstemmelse med
hverken lovgivningen eller de hidtidige afgørelser. Det er herved bemærket,
at
lovændringen blev gennemført som et led i harmoniseringen af afgifterne i EU,
som bl.a. skulle sikre, at skibe og arbejde udført til havs fortsat skulle
være
omfattet af en generel afgiftsfritagelse, bortset fra de situationer hvor der
var en direkte konkurrence med lignende aktiviteter i land. Af samme grund
implementerede Danmark ikke direktivets artikel 8, stk. 2, litra g, om
opmudring af vandveje og havne, idet sådanne aktiviteter ofte vil kunne være
i
konkurrence med tilsvarende landbaseret materiel. Danmark har implementeret
reglerne på en måde, der åbenbart er egnet til at give Told og Skat anledning
til en meget ordret fortolkning af ordet ”sejlads”, uanset at
intentionen med
reglerne er klart dokumenteret med ovenstående.
Repræsentanten
har supplerende anført, at der ikke i Danmark forefindes ”indre
vandveje”, jf.
bl.a. Europaudvalgets bilag 636 fra 1996/97 om forslag til Rådets direktiv om
ændring af direktiv 82/714 om indførelse af tekniske forskrifter for fartøjer
på indre vandveje, hvorfor den fakultative bestemmelse i direktivets artikel
8,
stk. 2, naturligvis ikke er implementeret i dansk afgiftslovgivning.
Partrederiet
agerer således ikke i ”indre vandveje”, hvorfor dets muligheder for
fradrag
ikke skal vurderes på grundlag af artikel 8, stk. 2, som sket ved den
påklagede
afgørelse, ligesom der ikke er grundlag for – som antaget af Told- og
Skattestyrelsen i meddelelsen fra 2001 – at basere fortolkningen af den
danske
bestemmelse på, at der ikke er sket implementering af denne
direktivbestemmelse. Afgørende for fradragsretten er rækkevidden af begrebet
”erhvervsmæssig sejlads”, jf. olieafgiftslovens § 9, stk. 4, samt
artikel 8,
stk. 1, i direktiv 92/81 og artikel 14 i det nugældende direktiv 2003/96.
Ifølge direktivbestemmelsen fritager medlemsstaterne varer, der leveres til
anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder
til fiskeri), medmindre der er tale om lystsejlads. Begrebet sejlads bliver
ikke nærmere defineret i direktivbestemmelserne. EF-domstolen har imidlertid
taget stilling til begrebet i afgørelse C-389/02. Af dommens præmis 22
fremgår,
at bestemmelsen kun fastsætter én undtagelse, idet det præciseres, at
fritagelsen ikke finder anvendelse på mineralolier, der anvendes til
”lystsejlads”. Artikel 8, stk. 1, litra c), andet afsnit, definerer
lystsejlads, som anvendelse af et fartøj til ikke erhvervsmæssige formål.
Videre fremgår af præmis 23, at det følger heraf, at enhver sejlads med et
erhvervsmæssigt formål henhører under anvendelsesområdet for fritagelsen for
harmoniseret afgift. EF-domstolen slår således klart fast, at sejlads med et
erhvervsmæssig formål ikke skal fortolkes indskrænkende. Dette underbygges
tillige af en ændring i direktivet, idet den nugældende bestemmelse (artikel
15) giver medlemsstaterne mulighed for at indrømme fritagelse for
motorbrændstof, der anvendes til opmudring af indre vandveje og havne. Der er
således sket en præcisering af, at den frivillige fritagelsesmulighed alene
vedrører
de indre vandveje og havne. På den baggrund må den ufravigelige bestemmelse
om
afgiftsfritagelse for sejlads omfatte opmudring, der sker alle andre steder
end
i de indre vandveje og havne. Sådan opmudring må derfor være omfattet af
begrebet sejlads i relation til denne bestemmelse. Denne fortolkning
understøttes af både skatteministerens besvarelse samt afgiftsmyndighedernes
tidligere afgørelse vedrørende indvinding med sandsuger. Begrebet sejlads er
et
ud af flere til beskrivelse af sejlads-aktiviteter. I andre sammenhænge
anvendes det snævrere begreb ”sø-transport”. Sø-transport defineres
i direktiv
4055/86 som befordring af passagerer og gods med skib. Imidlertid er det ikke
dette begreb, der anvendes i de omhandlede bestemmelser, hvorfor der ikke er
grundlag for i relation til begrebet ”sejlads” at foretage en
afgrænsning af
hvilket forbrug, der knytter sig skibets funktion og anvendelse som skib
(fremdriften).
Til
støtte for den subsidiære påstand er det anført, at i SKM2001.393.TSS skelnes
der klart mellem uddybningsaktiviteter og andre aktiviteter, idet kun
uddybningsaktiviteterne og ikke andre arbejder nægtes afløftning. Ved den
påklagede afgørelse er det imidlertid energiafgifterne af energiforbruget
vedrørende alt arbejde udført af skibet i Danmark, som er indeholdt i
forhøjelsen, hvilket ikke kan anses for overensstemmende med den nævnte
afgørelse. Der bør således ske en hjemvisning til fornyet behandling og
omberegning, således at kun de udførte uddybningsaktiviteter medfører en
forhøjelse.
De øvrige udøvede aktiviteter er alle af en karakter, hvor det tilhørende
olieforbrug falder ind under begreberne sejlads med tilhørende
sideaktiviteter.
I afgørelsen anføres yderligere, at der generelt gælder en
slipstrømsbetragtning,
hvorefter der for sideaktiviteter – hvortil henregnes andet arbejde end
uddybningsarbejde – kan ske fuld afløftning. Denne opgørelse er ikke
foretaget
ved den påklagede afgørelse.
I
relation til den mere subsidiære påstand er det anført, at den manglende
godtgørelsesadgang tidligst kan få virkning fra det tidspunkt, hvor rederiet
foretager måling, dvs. fra 1. februar 2003. Den oprindelige eventuelle tvivl
om
rækkevidden af begreberne sejlads og sideaktiviteter, har ved ministerens
udtalelse og tidligere afgørelser været fjernet således, at rederiets
aktiviteter
klart har kunne danne grundlag for afløftning af energiafgift. Det vil
derfor,
uanset eventuelle fremtidige afgørelser og fortolkninger, være urimeligt at
foretage korrektionen med tilbagevirkende kraft eller i hvert fald begrænset
til egentlige uddybningsaktiviteter fra det tidspunkt, hvor SKM2001.393.TSS
opstår, selv om denne ikke har været offentligt tilgængelig via eksempelvis
henvisninger i Punktafgiftsvejledningen for 2001.
En
væsentlig del af den periode, som søges korrigeret, er baseret på skøn og
antagelser, hvilket virker ganske urimeligt, når der henses til sagsforløbet,
den usikkerhed – som også Told og Skat medgiver eksisterer – samt
de store
beløb, som er involveret. Det vil derfor være rimeligt kun at gennemføre en
forhøjelse ud fra de faktiske måledata, og søge gennemført en korrektion med
fremadrettet virkning. Partrederiet har ingen mulighed
haft for at ændre sin position i markedet og
priserne overfor kunderne ud fra de nye meget ændrede vilkår.
Landsskatterettens bemærkninger og
begrundelse
Af
olieafgiftslovens § 9, stk. 4, fremgår:
”Afgiften
godtgøres af
varer, der anvendes til
jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer
end de i stk. 1, nr. 3, nævnte bortset fra lystfartøjer, og
( )”
Af
CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, fremgår:
”Afgiften
tilbagebetales for
Afgiftspligtige varer
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-7 og nr. 9-13, der anvendes af en virksomhed,
der er registreret efter merværdiafgiftsloven, til sejlads med skibe og
fiskerfartøjer, der ikke er omfattet af stk. 1, dog bortset fra
lystfartøjer, ( )
( )”
Bestemmelsen
i olieafgiftslovens § 9, stk. 4, blev indsat ved lov nr. 1029 af 19. december
1992, jf. denne lovs § 9, stk. 3. Af de generelle bemærkninger til
lovforslaget
(L 27) fremgår, at dette tilsigter at implementere de EU-retlige regler
vedrørende indførelse af det indre marked. Af bemærkningerne til § 9 fremgår
bl.a.:
”Paragrafferne
indeholder regler for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse. Bestemmelserne
svarer i store træk til de tilsvarende bestemmelser i de gældende love, og
der
er ikke tilsigtet en ændring af gældende praksis for fritagelse eller
afgiftsgodtgørelse. I overensstemmelse med EF-bestemmelserne er der foretaget
en præcisering af fritagelsesområdet, og der foreslås nogle mindre
justeringer.
Det
er i den forbindelse præciseret, at afgiftsfritagelsen for skibe som
hovedregel
vedrører sejlads, og at der derfor kan ske beskatning af aktiviteter ombord,
der f.eks. konkurrerer med lignende aktiviteter på land, som ikke er fritaget
for afgift.
( )”
Bestemmelsen
i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, blev indsat ved lov nr. 1018 af 19. december
1992. Af de generelle bemærkninger til lovforslaget (L 32) fremgår, at
lovforslaget er en konsekvens af tilpasningen inden for punktafgiftsområdet
med
henblik på gennemførelsen af det indre marked den 1. januar 1993. Af de
særlige
bemærkninger fremgår:
”Bestemmelserne
indeholder regler for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse. Bestemmelserne
svarer til de tilsvarende bestemmelser i energiafgiftslovene, inklusive de
foreslåede ændringer i lov om energiafgift af mineralolier m.v.
Afgiftsfritagelsen
og afgiftsgodtgørelsen foreslås udvidet til at omfatte mineralolier til
sejlads, herunder med fiskerfartøjer og færger, men ikke lystfartøjer.
( )
Af
den dagældende relevante bestemmelse i Rådets direktiv 92/81 af 19. oktober
1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier
(strukturdirektivet) med senere ændringer fremgår af artikel 8 følgende:
”1.
Ud over de i direktiv 92/12 fastsatte alm. bestemmelser om fritagne
anvendelsesformål for afgiftspligtige varer og uden at andre EF-bestemmelser
herved berøres, fritager medlemsstaterne nedennævnte varer for den
harmoniserede
punktafgift på betingelser, som de fastsætter med henblik på at sikre en
korrekt og ukompliceret anvendelse af disse fritagelser og undgå svig,
unddragelse
og misbrug:
( )
c)
mineralolier, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på
sejlads i EF-farvande (herunder til fiskeri), medmindre der er tale om
lystsejlads.
( )
2.
Uden at det berører andre fællesskabsbestemmelser, kan medlemsstaterne
anvende
hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse for mineralolier
eller
andre produkter til samme anvendelsesformål, der under afgiftsmyndighedens
kontrol anvendes:
( )
b)
inden for sejlads ad indre vandveje, bortset fra lystsejlads
( )
g)
i forbindelse med opmudring af vandveje og havne.
( )”
Det
bemærkes, at der ikke i dansk ret er sket implementering af
strukturdirektivets
artikel 8, stk. 2, litra g.
Det
er i Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.1.6.3. vedrørende anden
godtgørelse og i relation til olieafgiftslovens § 9, stk. 4, bl.a. anført, at
det er en generel betingelse for afgiftsfritagelse, at varerne skal anvendes
til brug ved sejlads. Det samme gælder for motorbrændstof til erhvervsmæssig
sejlads med andre fartøjer end de i § 9, stk. 1, nr. 3, nævnte.
Endvidere
fremgår følgende af Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 28. september
2001,
offentliggjort i SKM2001.393.TSS
:
”Der
har overfor styrelsen været rejst spørgsmål om den afgifts- og
godtgørelsesmæssige stilling for motorbrændstof, der anvendes af specielle
fartøjer mv., der foretager uddybning af sejlrender, havneindløb mv.,
herunder
sejlads i relation til sådanne arbejder. På den baggrund har styrelsen fundet
anledning til at udsende en meddelelse om styrelsens opfattelse af dette.
( )
Afgørelse på området
Styrelsen
har tidligere truffet afgørelse i en konkret sag vedrørende et
sandsugerfartøj,
der bevægede sig ved et wirespil. Den altovervejende del af
brændstofforbruget
om bord blev brugt i forbindelse med sandsugningen. Styrelsen traf afgørelse
om, at der kun var fradrag for afgift af brændstoffet, der anvendes ved
sejlads/manøvreringen af fartøjet - men ikke for sandsugningen.
Generel praksis for forbrug af olie i skibe
Praksis
for forbrug af olie i skibe i øvrigt er, at der almindeligvis er fuld
afgiftsfrihed
for brændstof, der anvendes om bord i skibe, dvs. både for brændstof, der
anvendes ved sejlads og brændstof, der anvendes i forbindelse med
sideaktiviteter om bord på skibet, i hvert fald når forbruget knytter sig
direkte
til skibets egentlige funktion og anvendelse som skib. Dvs., at der i disse
tilfælde gøres en "slipstrømsbetragtning" gældende for forbruget af
olie til sideaktiviteter.
Styrelsens opfattelse
Indledningsvis
må det fastslås, at der skal være tale om skibe/fartøjer for at være omfattet
af nævnte bestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 9.
Dette
indebærer bl.a., at arbejdsredskaber, der fungerer uafhængigt af
skibets/fartøjets øvrige funktioner, fx en gravemaskine, der er placeret på
dækket af et uddybningsfartøj, ikke er omfattet af reglerne i § 9 - men af
reglerne for motorbrændstof i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2.
punktum, der ikke giver adgang til afgiftsgodtgørelse.
Det
er styrelsens opfattelse, at for fartøjer, der er specielt indrettet til
uddybningsopgaver, fx uddybning af sejlrender, havne og havneindløb, er selve
uddybningsaktiviteten en så væsentlig funktion, at der ikke er grundlag for
at
karakterisere denne som en sideaktivitet. Det forhold, at visse
uddybningsfartøjer
er indrettet med et lastrum, så fartøjet selv kan transportere bundmateriale,
der er suget/gravet op, ændrer ikke på dette forhold.
Dette
indebærer, at der ikke kan opnås afgiftsfrihed i medfør af
mineralolieafgiftslovens
§ 9 for forbrug af olie i forbindelse med sådanne uddybningsaktiviteter.
Der
vil dog altid kunne opnås afgiftsfrihed for olie, der anvendes i forbindelse
med sejlads med sådanne fartøjer. Det gælder både sejlads til arbejdsstedet,
sejlads under arbejdet og sejlads fra arbejdsstedet.
Med
hensyn til et evt. forbrug af olie ved losning af bundmaterialer, der er
suget/gravet
op, er det styrelsens opfattelse, at dette forbrug knytter sig så tæt til
uddybningsaktiviteten, at aktiviteten ikke er omfattet af
mineralolieafgiftslovens
§ 9. Opfattelsen skal endvidere ses i lyset af, at direktivets artikel 8,
litra
2g, ikke er implementeret i mineralolieafgiftsloven.”
Det
fremgår direkte af både olieafgiftslovens § 9, stk. 4, og CO2-afgiftslovens §
7, stk. 4, nr. 1, at afgiften kan tilbagebetales for afgiftspligtige varer,
der
anvendes til sejlads. Den bagvedliggende bestemmelse i strukturdirektivets
artikel 8, stk. 1, c, afgiftsfritager mineralolier, der leveres til
anvendelse
som motorbrændstof med henblik på sejlads. Som udgangspunkt er det således
alene
afgiftspligtige varer anvendt til sejlads, der er omfattet.
Det
bemærkes herved, at strukturdirektivets artikel 8, stk. 2, litra g, ikke er
implementeret ved de nævnte lovbestemmelser eller iøvrigt. Videre bemærkes,
at
det hverken på grundlag af ordlyden af dagældende direktivs artikel 8, stk.
1,
sammenholdt med artikel 8, stk. 2, litra g, eller de senere vedtagne
direktivbestemmelser, kan antages, at begrebet erhvervsmæssig sejlads,
tillige
skulle omfatte opmudring. Derudover blev der ved EF-domstolens dom C-389/02
alene foretaget en fortolkning af begrebet ”erhvervsmæssig” i
relation til
afgrænsning af den i artikel 8, stk. 1, litra c, første afsnit, fastsatte
undtagelse.
Retten
finder, at det i bemærkningerne til olieafgiftslovens § 9, stk. 4 (L 27)
anførte
ikke kan anses som en generel udvidelse af afgiftsfritagelsen for aktiviteter
udført ombord på skibe i det omfang, der ikke udføres lignende aktiviteter
(ikke afgiftsfritagne) på land. Det i bemærkningerne anførte vedrørende
konkurrerende landaktiviteter kan alene forstås som en indskrænkning af
ellers
afgiftsfritagne sideaktiviteter udført ombord. Denne fortolkning ses i øvrigt
i
overensstemmelse med den af partrederiet påberåbte besvarelse fra
Skatteministeren, som desforuden ikke indeholder kommentarer til begrebet
”erhvervsmæssig sejlads”.
Det
omhandlede forbrug er udelukkende medgået til drift af arbejdsredskaber
ombord
i forbindelse med udførelse af entreprenør- eller anlægsarbejder, såsom
stenflytning, uddybning mv. Retten finder, at sådanne entreprenør- eller
anlægsarbejder ikke kan karakteriseres som sideaktiviteter i forbindelse med
erhvervsmæssig sejlads. Partrederiet er således med rette ikke anset for
berettiget til godtgørelse heraf, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. pkt.
og hverken den principale eller den subsidiære påstand kan derfor tages til
følge.
De
af partrederiet påberåbte regionsafgørelser vedrørte råstofindvinding ved
henholdsvis sandsugning og slæbesugning. Da der således ved disse afgørelser
var tale om sideaktiviteter i tilknytning til sejlads, kan eksistensen af en
administrativ praksis, hvorefter det omhandlede forbrug er
godtgørelsesberettiget,
allerede som følge heraf ikke anses for godtgjort. Endvidere finder retten
ikke, at Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 29. september 2001 er udtryk
for en praksisændring. Henset hertil og til, at det ikke af de af
partrederiet
anførte grunde i øvrigt kan anerkendes, at den manglende adgang til
godtgørelse
først kan få virkning fra den 1. februar 2003 eller noget andet i forhold til
den trufne afgørelse tidligere tidspunkt, kan den mere subsidiære påstand ej
heller tages til følge.
Den
påklagede afgørelse stadfæstes derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT (nu Skattestyrelsen) har efteropkrævet 130.027 kr Landsskatteretten · 2. oktober 2019
- Regionen har ikke imødekommet selskabets anmodning om godtgørelse af smøreolieafgift for perioden 2000 - 2001 Landsskatteretten · 3. december 2008
- Skattecentret har truffet afgørelse om, at selskabets anmodning om ændring af afgiftsansættelsen for perioden 1. juli - 31. december 2003 ikke kan imødekommes… Landsskatteretten · 6. maj 2010
- Bindende svar - Skatterådet fandt, at produktion af overskudsvarme fra raffinaderi var overskudsvarme Retsinformation · 2. september 2015
- Bindende Svar - Ikke afgiftsgodtgørelse efter mineralolieafgiftsloven for olie til afprøvning af scrubbere i skibsmotorer. Retsinformation · 13. august 2015
- Afgiftsgodtgørelse - farvet dieselolie - landbrug og skovbrug mv. Retsinformation · 16. juli 2020
Lignende dokumenter
- Godtgørelsesberettigelse – Afgift af dieselolie anvendt til drift af råstofpumper SKM-databasen · 13. december 2018
- DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 10. november 2011 EU-domme · 10. november 2011
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2016/1824 af 14. juli 2016 om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 3/2014, delegeret forordning (EU) nr. 44/2014 og delegeret forordning (EU) nr. 134/2014 for så vidt angår krav vedrørende henholdsvis køretøjers funktionelle sikkerhed, køretøjskonstruktion og generelle krav samt miljøpræstationer og fremdriftsydelse (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 14. juli 2016
- KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 547/2012 af 25. juni 2012 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF for så vidt angår krav til miljøvenligt design af vandpumper (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 25. juni 2012
- Mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 18 – spørgsmål om afgiftspligt af produkter, der ikke indeholdt mineralolie SKM-databasen · 23. august 2022
- Sagen angår, om Sagsøger A/S efter kulafgiftslovens § 8, stk. 3, jf. stk. 4, nr. 1, er berettiget til tilbagebetaling af kulafgift af fjernvarme, som er blevet brugt i processen ved fremstilling af spædevand, der ledes ind i returløbet på fjernvarmenettet Domsdatabasen · 30. juni 2023