Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie-og CO2-afgift. Rederis forbrug i graveredskaber og vandpumpe.

KEN nr 9426 af 04/03/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet14. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af olie-og

CO2-afgift. Rederis forbrug i graveredskaber og vandpumpe.

Klagen

skyldes, at partrederiet A ikke er anset for berettiget til

godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende brændstof forbrugt i

graveredskaber og sandpumpe om bord på skibet M/S B.

Landsskatterettens afgørelse

Landskatteretten

stadfæster regionens afgørelse.

Sagens oplysninger

Partrederiet

udøver entreprenørarbejder til havs med entreprenørskibet M/S B. Skibet har

en

lastekapacitet på 630 tons eller 390 m3

og er monteret med:

·

Danmarks største og stærkeste hydrauliske

gravemaskine. Standard udstyr: Bom 10,5 m. Stilarm 7,0 m. Gravedybde indtil

12,0 m med 3,0 m3

skovl.

·

16” sandpumpe, 748 HK, til slæbesugning,

sugedybde 17 m.

·

3 støtteben forankrer indtil 12,0 m dybde.

Gravemaskinen,

der er af samme type som anvendes på landjorden med hjul eller larvefødder,

fungerer

uafhængigt af skibets fremdriftsmotor, og fungerer ikke under sejlads.

Skibet

Læs alt

er velegnet til:

·

Uddybningsarbejder i hårde materialer

·

Større uddybningsarbejder, da skibet har stor

gravekapacitet

·

Sandsugning og ilandpumpning af opgravede

materialer

·

Manøvrering/arbejde i havne med megen

trafik og i smalle sejlløb, da skibet forankrer med støtteben

·

Gravning af render til rørledninger, kabler

o.l.

·

Udlægning af sten i moler, bundsikring,

erosionsbeskyttelse m.m.

·

Mange former for entreprenørarbejder i

øvrigt.

Partrederiet

har i perioden 1. februar til 30. september 2003 foretaget måling af

olieforbruget

til gravemaskinen, samt opgjort det samlede indkøb af olie til skibet i denne

periode. Gravemaskinens andel af det samlede forbrug har i perioden i

gennemsnit udgjort 34 %. Gennemsnittet er af partrederiet anset for at være

repræsentativt for fordelingen af de sidste 3 års forbrug. Sandpumpen har

efter

det oplyste kun været anvendt i meget begrænset omfang.

Skibets

samlede brændstofforbrug i perioden 1. januar 2001 til 30. september 2003

opgjort til følgende mængder:

År

Forbrug

i liter

2001

339.479

2002

352.487

2003

299.876

Forbruget

er opgjort som de i perioden indkøbte mængder.

Partrederiet

har oplyst, at samtlige af partrederiernes skibe er registreret i Dansk

Internationalt Skibsregister (DIS). Man har tidligere forestået indvinding af

havmaterialer, men denne aktivitet ophørte i forbindelse med og er en

forudsætning for DIS-registreringen. 15 – 20 % af de af partrederierne

udøvede

aktiviteter består i uddybningsaktiviteter, og ca. 50 % består af

stenarbejde,

dvs. flytning og losning af sten i forbindelse med eksempelvis etablering af

havvindmøller. Uddybningsaktiviteterne består i opgravning, transport og

losning af materialer. Aflosning af bortfjernede materialer sker på såkaldte

klappladser, dvs. på nærmere angivne steder til søs. De udøvede aktiviteter

er

i intet tilfælde i konkurrence med tilsvarende aktiviteter på land. Tidligere

blev arbejdsredskaber ombord på skibe sædvanligvis drevet af skibets

fremdriftsmotor, hvilket ikke er tilfældet i dag.

Partrederiet

har fremlagt brev af 22. november 2000 fra brancheforening til dens

medlemmer,

hvorved blev medsendt kopi af Skatteministerens kommentar af 3. december 1992

til Folketingets Skatteudvalg vedrørende en henvendelse fra foreningen (L 27

–

bilag 5.), hvoraf bl.a. fremgår, at

”( )

det udfra en samlet vurdering næppe vil være hensigtsmæssigt at søge

gennemført

en særlig beskatning af indvindinger til søs for at udligne en forholdsvis

mindre forskel i konkurrencevilkårene, der i forvejen varierer betydeligt.

Der

er hermed lagt vægt på, at ral- og sandsugning fremover må forventes pålagt

yderligere omkostninger.”

Partrederiet

har derudover fremlagt afgørelse af 22. december 1999 fra Told- og

Skatteregion,

hvorved der blev anerkendt godtgørelse af olie- og CO2-afgift vedrørende

sandsuger, samt en afgørelse af 23. april 2001 fra anden Told- og

Skatteregion,

hvorved ligeledes blev

anerkendt godtgørelse af olie- og CO2-afgift forbrugt i skib, der udvinder

råstoffer fra undergrunden ved slæbesugning.

ToldSkats afgørelse

Regionen

har ikke anset partrederiet for berettiget til godtgørelse af olie- og

CO2-afgift efter olieafgiftslovens § 9, stk. 4, og CO2-afgiftslovens § 7,

stk.

4, nr. 1, vedrørende brændstof anvendt i graveredskaber ombord på skibet M/S

B.

For perioden 1. april 2001 til 30. september 2003 er partsrederiet afkrævet

514.766 kr. i afgift. Regionen har videre pålagt partrederiet fremover at

opgøre olieforbruget i sandpumpen ved arbejder i danske farvande og modregne

afgiften heraf i angivelserne vedrørende godtgørelse af olie- og CO2-afgift.

Det

er anført, at graveredskaberne fungerer uafhængigt af skibets fremdriftsmotor

og ikke anvendes under sejlads. Der er således ikke tale om en sideaktivitet,

der knytter sig til sejlads, hvorfor aktiviteten er omfattet af den

almindelige

regel i olieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. punktum, hvorefter afgift af

motorbrændstof ikke kan tilbagebetales.

I

relation til den af partrederiet fremlagte ministerbesvarelse har regionen

bemærket, at denne kun i begrænset omfang vedrører afgrænsningen af begrebet

sejlads, og i højere grad vedrører konkurrenceforholdene mellem

sandindvinding

til havs og på land. Endvidere forudsættes sandindvinding til havs at foregå

som slæbesugning, dvs. under sejlads.

Der

foreligger hverken praksis fra Momsnævnet eller Landsskatteretten vedrørende

fortolkning af begrebet sejlads i relation til de nævnte lovbestemmelser.

Regionen er bekendt med, at der er truffet 1. instans afgørelser ved andre

regioner, men disse er ikke prøvet ved højere myndigheder.

Regionen

har henvist til en afgørelse fra Skatteministeriets Departement fra oktober

1996 vedrørende godtgørelse af olie til et wiretrukket fartøj, hvorved det

blev

fastslået, at der i en sådan situation, hvor energien altovervejende anvendes

til andet end sejlads, kun kan opnås fradrag for den del, der er anvendt til

fremdrift af fartøjet.

Af

Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 28. september 2001, offentliggjort i

SKM2001.393.TSS fremgår, at afgift af olie anvendt til drift af redskaber,

herunder pumper, i forbindelse med uddybningsfartøjer, f.eks. uddybning af

sejlrender, havne og havneindløb, ikke er godtgørelsesberettiget. Videre

fremgår, at arbejdsredskaber, der fungerer uafhængigt af fartøjets øvrige

funktioner, fx en gravemaskine, der er placeret på dækket af et

uddybningsfartøj ikke er omfattet af reglerne i olieafgiftslovens § 9.

Besvarelsen fremgår af den elektroniske udgave af Punktafgiftsvejledningen,

afsnit F.1.6.3., der udkom oktober 2001, og er ligeledes offentliggjort i

SKM2001.393.Tss /TfS 2001.792.

Endvidere

fremgår af Told- og Skattestyrelsens besvarelse af 19. maj 2003 på en

henvendelse

fra regionen, at arbejde med graveredskaber, der fungerer uafhængigt af

skibets

fremdriftsmotor, ikke er en sideaktivitet til sejladsen. Afgifterne af

olieforbruget i disse redskaber er derfor ikke godtgørelsesberettigede.

Styrelsen fastholder i øvrigt den fortolkning af reglerne, der fremgår af

SKM2001.393.TSS.

Bemærkningerne

til lovforslag L 27 om, at der kan ske beskatning af aktiviteter om bord, der

f.eks. konkurrerer med lignende aktiviteter på land, som ikke er fritaget for

afgift, udelukker ikke, at der kan ske beskatning, når aktiviteterne ikke

direkte konkurrerer med lignende aktiviteter på land.

Reguleringen

af afgiftstilsvaret er foretaget på grundlag af de af partrederiet afgivne

oplysninger

om skibets samlede brændstofforbrug, og skønsmæssigt opgjort på grundlag af

den

af partrederiet foretagne måling. Den andel af det beregnede forbrug i

gravemaskinen, der vedrører arbejde udført i Danmark er beregnet skønsmæssigt

efter partrederiets oplysninger om omsætningens fordeling på dansk og

udenlandsk

omsætning. Olie- og CO2-afgift er herefter beregnet af det indenlandske

brændstofforbrug med de afgiftssatser, der var gældende i de enkelte

perioder.

Fsva.

olieforbrug i sandpumpen har regionen ikke anset dette for

godtgørelsesberettiget, jf. førnævnte SKM-meddelelse, da der er tale om et

skib, der er specielt indrettet til uddybningsopgaver, og idet pumpen

fungerer

uafhængigt af skibets fremdriftsmotor. Der er således ikke hjemmel til

godtgørelse vedrørende olieforbrug medgået til uddybningsopgaver i havne og

sejlrender samt andre entreprenøropgaver, herunder f.eks. pumpning af

opgravede

materialer. Da der imidlertid ikke er foretaget måling af olieforbruget i

sandpumpen, ligesom pumpen efter det oplyste kun har været i brug i meget

begrænset omfang, har regionen ikke foretaget efteropkrævning af afgift

vedrørende dette forbrug, men alene pålagt partrederiet fremover at opgøre

dette olieforbrug.

Klagerens påstand og argumenter

Partrederiets

repræsentant har fremsat principal påstand om, at olie- og CO2-afgift

vedrørende

olie forbrugt i graveredskaber ombord på skibet er godtgørelsesberettiget,

hvorfor angivelsen skal nedsættes med den foretagne forhøjelse på 514.765,86

kr. Subsidiært er fremsat påstand om, at forhøjelsen alene skal udgøre

100.580,18

kr. Mere subsidiært er fremsat påstand om, at den manglende

godtgørelsesadgang

tidligst kan få virkning fra den 1. februar 2003.

Til

støtte for den principale påstand er det anført, at der er direkte lovhjemmel

til afløftning af energiafgifter vedrørende sejlads og skibes

sideaktiviteter.

Af bemærkningerne til lovforslaget (L27) fremgår, at det klart er hensigten

at

sikre fuld afløftning, når der ikke er konkurrence med aktiviteter på land.

Formuleringen i bemærkninger gav dog alligevel anledning til tvivl om

rækkevidden af ordet sejlads. I relation til ral- og sandsugere - som

arbejdsmæssigt kan sammenlignes med de aktiviteter det i nærværende sag

omhandlede skib udøver -

anførte

skatteministeren i brev af 3. december 1992 til skatteudvalget, at det ud fra

en samlet vurdering næppe vil være hensigtsmæssigt at søge gennemført en

særlig

beskatning af indvindinger til søs for at udligne en forholdsvis mindre

forskel

i konkurrencevilkårene, der i forvejen varierer betydeligt. Det omhandlede

skibs aktiviteter er aldrig i direkte konkurrence med aktiviteter drevet fra

land.

I

det omfang danske rederier ikke kan afløfte energiafgifter vil dette skabe en

helt uholdbar og umulig konkurrencesituation for rederierne, idet udenlandske

skibe i så fald blot kan agere til en lavere pris svarende til den betalte

betydelige olieafgift. Dette forstærkes og bekræftes af, at der ikke fra Told

og Skats side er iværksat kontrolaktiviteter på området, måske ud fra den

tanke, at der jo ikke har været noget at kontrollere, idet aktørerne kan

afløfte energiafgifterne. Det vil være en speciel og helt uholdbar situation,

hvis Told og Skat altid har ment, at reglerne skulle forstås som anført i

afgørelserne

uden at foretage kontrol af, om reglerne blev fulgt.

Der

har indtil SKM2001.393.TSS ikke været tvivl om, hvorledes reglerne skulle

fortolkes, idet alle kendte sammenlignelige 1.instansafgørelser har gået i

samme retning, ligesom skatteministeren ved fremsættelsen og i

lovforarbejderne

klart redegjorde for hensigten med bestemmelsen. Den af Told- og

Skattestyrelsen anlagte ændrede fortolkning er ikke i overensstemmelse med

hverken lovgivningen eller de hidtidige afgørelser. Det er herved bemærket,

at

lovændringen blev gennemført som et led i harmoniseringen af afgifterne i EU,

som bl.a. skulle sikre, at skibe og arbejde udført til havs fortsat skulle

være

omfattet af en generel afgiftsfritagelse, bortset fra de situationer hvor der

var en direkte konkurrence med lignende aktiviteter i land. Af samme grund

implementerede Danmark ikke direktivets artikel 8, stk. 2, litra g, om

opmudring af vandveje og havne, idet sådanne aktiviteter ofte vil kunne være

i

konkurrence med tilsvarende landbaseret materiel. Danmark har implementeret

reglerne på en måde, der åbenbart er egnet til at give Told og Skat anledning

til en meget ordret fortolkning af ordet ”sejlads”, uanset at

intentionen med

reglerne er klart dokumenteret med ovenstående.

Repræsentanten

har supplerende anført, at der ikke i Danmark forefindes ”indre

vandveje”, jf.

bl.a. Europaudvalgets bilag 636 fra 1996/97 om forslag til Rådets direktiv om

ændring af direktiv 82/714 om indførelse af tekniske forskrifter for fartøjer

på indre vandveje, hvorfor den fakultative bestemmelse i direktivets artikel

8,

stk. 2, naturligvis ikke er implementeret i dansk afgiftslovgivning.

Partrederiet

agerer således ikke i ”indre vandveje”, hvorfor dets muligheder for

fradrag

ikke skal vurderes på grundlag af artikel 8, stk. 2, som sket ved den

påklagede

afgørelse, ligesom der ikke er grundlag for – som antaget af Told- og

Skattestyrelsen i meddelelsen fra 2001 – at basere fortolkningen af den

danske

bestemmelse på, at der ikke er sket implementering af denne

direktivbestemmelse. Afgørende for fradragsretten er rækkevidden af begrebet

”erhvervsmæssig sejlads”, jf. olieafgiftslovens § 9, stk. 4, samt

artikel 8,

stk. 1, i direktiv 92/81 og artikel 14 i det nugældende direktiv 2003/96.

Ifølge direktivbestemmelsen fritager medlemsstaterne varer, der leveres til

anvendelse som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande (herunder

til fiskeri), medmindre der er tale om lystsejlads. Begrebet sejlads bliver

ikke nærmere defineret i direktivbestemmelserne. EF-domstolen har imidlertid

taget stilling til begrebet i afgørelse C-389/02. Af dommens præmis 22

fremgår,

at bestemmelsen kun fastsætter én undtagelse, idet det præciseres, at

fritagelsen ikke finder anvendelse på mineralolier, der anvendes til

”lystsejlads”. Artikel 8, stk. 1, litra c), andet afsnit, definerer

lystsejlads, som anvendelse af et fartøj til ikke erhvervsmæssige formål.

Videre fremgår af præmis 23, at det følger heraf, at enhver sejlads med et

erhvervsmæssigt formål henhører under anvendelsesområdet for fritagelsen for

harmoniseret afgift. EF-domstolen slår således klart fast, at sejlads med et

erhvervsmæssig formål ikke skal fortolkes indskrænkende. Dette underbygges

tillige af en ændring i direktivet, idet den nugældende bestemmelse (artikel

15) giver medlemsstaterne mulighed for at indrømme fritagelse for

motorbrændstof, der anvendes til opmudring af indre vandveje og havne. Der er

således sket en præcisering af, at den frivillige fritagelsesmulighed alene

vedrører

de indre vandveje og havne. På den baggrund må den ufravigelige bestemmelse

om

afgiftsfritagelse for sejlads omfatte opmudring, der sker alle andre steder

end

i de indre vandveje og havne. Sådan opmudring må derfor være omfattet af

begrebet sejlads i relation til denne bestemmelse. Denne fortolkning

understøttes af både skatteministerens besvarelse samt afgiftsmyndighedernes

tidligere afgørelse vedrørende indvinding med sandsuger. Begrebet sejlads er

et

ud af flere til beskrivelse af sejlads-aktiviteter. I andre sammenhænge

anvendes det snævrere begreb ”sø-transport”. Sø-transport defineres

i direktiv

4055/86 som befordring af passagerer og gods med skib. Imidlertid er det ikke

dette begreb, der anvendes i de omhandlede bestemmelser, hvorfor der ikke er

grundlag for i relation til begrebet ”sejlads” at foretage en

afgrænsning af

hvilket forbrug, der knytter sig skibets funktion og anvendelse som skib

(fremdriften).

Til

støtte for den subsidiære påstand er det anført, at i SKM2001.393.TSS skelnes

der klart mellem uddybningsaktiviteter og andre aktiviteter, idet kun

uddybningsaktiviteterne og ikke andre arbejder nægtes afløftning. Ved den

påklagede afgørelse er det imidlertid energiafgifterne af energiforbruget

vedrørende alt arbejde udført af skibet i Danmark, som er indeholdt i

forhøjelsen, hvilket ikke kan anses for overensstemmende med den nævnte

afgørelse. Der bør således ske en hjemvisning til fornyet behandling og

omberegning, således at kun de udførte uddybningsaktiviteter medfører en

forhøjelse.

De øvrige udøvede aktiviteter er alle af en karakter, hvor det tilhørende

olieforbrug falder ind under begreberne sejlads med tilhørende

sideaktiviteter.

I afgørelsen anføres yderligere, at der generelt gælder en

slipstrømsbetragtning,

hvorefter der for sideaktiviteter – hvortil henregnes andet arbejde end

uddybningsarbejde – kan ske fuld afløftning. Denne opgørelse er ikke

foretaget

ved den påklagede afgørelse.

I

relation til den mere subsidiære påstand er det anført, at den manglende

godtgørelsesadgang tidligst kan få virkning fra det tidspunkt, hvor rederiet

foretager måling, dvs. fra 1. februar 2003. Den oprindelige eventuelle tvivl

om

rækkevidden af begreberne sejlads og sideaktiviteter, har ved ministerens

udtalelse og tidligere afgørelser været fjernet således, at rederiets

aktiviteter

klart har kunne danne grundlag for afløftning af energiafgift. Det vil

derfor,

uanset eventuelle fremtidige afgørelser og fortolkninger, være urimeligt at

foretage korrektionen med tilbagevirkende kraft eller i hvert fald begrænset

til egentlige uddybningsaktiviteter fra det tidspunkt, hvor SKM2001.393.TSS

opstår, selv om denne ikke har været offentligt tilgængelig via eksempelvis

henvisninger i Punktafgiftsvejledningen for 2001.

En

væsentlig del af den periode, som søges korrigeret, er baseret på skøn og

antagelser, hvilket virker ganske urimeligt, når der henses til sagsforløbet,

den usikkerhed – som også Told og Skat medgiver eksisterer – samt

de store

beløb, som er involveret. Det vil derfor være rimeligt kun at gennemføre en

forhøjelse ud fra de faktiske måledata, og søge gennemført en korrektion med

fremadrettet virkning. Partrederiet har ingen mulighed

haft for at ændre sin position i markedet og

priserne overfor kunderne ud fra de nye meget ændrede vilkår.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Af

olieafgiftslovens § 9, stk. 4, fremgår:

”Afgiften

godtgøres af

varer, der anvendes til

jernbane- og færgedrift og til erhvervsmæssig sejlads med andre fartøjer

end de i stk. 1, nr. 3, nævnte bortset fra lystfartøjer, og

( )”

Af

CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, fremgår:

”Afgiften

tilbagebetales for

Afgiftspligtige varer

omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-7 og nr. 9-13, der anvendes af en virksomhed,

der er registreret efter merværdiafgiftsloven, til sejlads med skibe og

fiskerfartøjer, der ikke er omfattet af stk. 1, dog bortset fra

lystfartøjer, ( )

( )”

Bestemmelsen

i olieafgiftslovens § 9, stk. 4, blev indsat ved lov nr. 1029 af 19. december

1992, jf. denne lovs § 9, stk. 3. Af de generelle bemærkninger til

lovforslaget

(L 27) fremgår, at dette tilsigter at implementere de EU-retlige regler

vedrørende indførelse af det indre marked. Af bemærkningerne til § 9 fremgår

bl.a.:

”Paragrafferne

indeholder regler for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse. Bestemmelserne

svarer i store træk til de tilsvarende bestemmelser i de gældende love, og

der

er ikke tilsigtet en ændring af gældende praksis for fritagelse eller

afgiftsgodtgørelse. I overensstemmelse med EF-bestemmelserne er der foretaget

en præcisering af fritagelsesområdet, og der foreslås nogle mindre

justeringer.

Det

er i den forbindelse præciseret, at afgiftsfritagelsen for skibe som

hovedregel

vedrører sejlads, og at der derfor kan ske beskatning af aktiviteter ombord,

der f.eks. konkurrerer med lignende aktiviteter på land, som ikke er fritaget

for afgift.

( )”

Bestemmelsen

i CO2-afgiftslovens § 7, stk. 4, blev indsat ved lov nr. 1018 af 19. december

1992. Af de generelle bemærkninger til lovforslaget (L 32) fremgår, at

lovforslaget er en konsekvens af tilpasningen inden for punktafgiftsområdet

med

henblik på gennemførelsen af det indre marked den 1. januar 1993. Af de

særlige

bemærkninger fremgår:

”Bestemmelserne

indeholder regler for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse. Bestemmelserne

svarer til de tilsvarende bestemmelser i energiafgiftslovene, inklusive de

foreslåede ændringer i lov om energiafgift af mineralolier m.v.

Afgiftsfritagelsen

og afgiftsgodtgørelsen foreslås udvidet til at omfatte mineralolier til

sejlads, herunder med fiskerfartøjer og færger, men ikke lystfartøjer.

( )

Af

den dagældende relevante bestemmelse i Rådets direktiv 92/81 af 19. oktober

1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier

(strukturdirektivet) med senere ændringer fremgår af artikel 8 følgende:

”1.

Ud over de i direktiv 92/12 fastsatte alm. bestemmelser om fritagne

anvendelsesformål for afgiftspligtige varer og uden at andre EF-bestemmelser

herved berøres, fritager medlemsstaterne nedennævnte varer for den

harmoniserede

punktafgift på betingelser, som de fastsætter med henblik på at sikre en

korrekt og ukompliceret anvendelse af disse fritagelser og undgå svig,

unddragelse

og misbrug:

( )

c)

mineralolier, der leveres til anvendelse som motorbrændstof med henblik på

sejlads i EF-farvande (herunder til fiskeri), medmindre der er tale om

lystsejlads.

( )

2.

Uden at det berører andre fællesskabsbestemmelser, kan medlemsstaterne

anvende

hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse for mineralolier

eller

andre produkter til samme anvendelsesformål, der under afgiftsmyndighedens

kontrol anvendes:

( )

b)

inden for sejlads ad indre vandveje, bortset fra lystsejlads

( )

g)

i forbindelse med opmudring af vandveje og havne.

( )”

Det

bemærkes, at der ikke i dansk ret er sket implementering af

strukturdirektivets

artikel 8, stk. 2, litra g.

Det

er i Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit F.1.6.3. vedrørende anden

godtgørelse og i relation til olieafgiftslovens § 9, stk. 4, bl.a. anført, at

det er en generel betingelse for afgiftsfritagelse, at varerne skal anvendes

til brug ved sejlads. Det samme gælder for motorbrændstof til erhvervsmæssig

sejlads med andre fartøjer end de i § 9, stk. 1, nr. 3, nævnte.

Endvidere

fremgår følgende af Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 28. september

2001,

offentliggjort i SKM2001.393.TSS

:

”Der

har overfor styrelsen været rejst spørgsmål om den afgifts- og

godtgørelsesmæssige stilling for motorbrændstof, der anvendes af specielle

fartøjer mv., der foretager uddybning af sejlrender, havneindløb mv.,

herunder

sejlads i relation til sådanne arbejder. På den baggrund har styrelsen fundet

anledning til at udsende en meddelelse om styrelsens opfattelse af dette.

( )

Afgørelse på området

Styrelsen

har tidligere truffet afgørelse i en konkret sag vedrørende et

sandsugerfartøj,

der bevægede sig ved et wirespil. Den altovervejende del af

brændstofforbruget

om bord blev brugt i forbindelse med sandsugningen. Styrelsen traf afgørelse

om, at der kun var fradrag for afgift af brændstoffet, der anvendes ved

sejlads/manøvreringen af fartøjet - men ikke for sandsugningen.

Generel praksis for forbrug af olie i skibe

Praksis

for forbrug af olie i skibe i øvrigt er, at der almindeligvis er fuld

afgiftsfrihed

for brændstof, der anvendes om bord i skibe, dvs. både for brændstof, der

anvendes ved sejlads og brændstof, der anvendes i forbindelse med

sideaktiviteter om bord på skibet, i hvert fald når forbruget knytter sig

direkte

til skibets egentlige funktion og anvendelse som skib. Dvs., at der i disse

tilfælde gøres en "slipstrømsbetragtning" gældende for forbruget af

olie til sideaktiviteter.

Styrelsens opfattelse

Indledningsvis

må det fastslås, at der skal være tale om skibe/fartøjer for at være omfattet

af nævnte bestemmelser i mineralolieafgiftslovens § 9.

Dette

indebærer bl.a., at arbejdsredskaber, der fungerer uafhængigt af

skibets/fartøjets øvrige funktioner, fx en gravemaskine, der er placeret på

dækket af et uddybningsfartøj, ikke er omfattet af reglerne i § 9 - men af

reglerne for motorbrændstof i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2.

punktum, der ikke giver adgang til afgiftsgodtgørelse.

Det

er styrelsens opfattelse, at for fartøjer, der er specielt indrettet til

uddybningsopgaver, fx uddybning af sejlrender, havne og havneindløb, er selve

uddybningsaktiviteten en så væsentlig funktion, at der ikke er grundlag for

at

karakterisere denne som en sideaktivitet. Det forhold, at visse

uddybningsfartøjer

er indrettet med et lastrum, så fartøjet selv kan transportere bundmateriale,

der er suget/gravet op, ændrer ikke på dette forhold.

Dette

indebærer, at der ikke kan opnås afgiftsfrihed i medfør af

mineralolieafgiftslovens

§ 9 for forbrug af olie i forbindelse med sådanne uddybningsaktiviteter.

Der

vil dog altid kunne opnås afgiftsfrihed for olie, der anvendes i forbindelse

med sejlads med sådanne fartøjer. Det gælder både sejlads til arbejdsstedet,

sejlads under arbejdet og sejlads fra arbejdsstedet.

Med

hensyn til et evt. forbrug af olie ved losning af bundmaterialer, der er

suget/gravet

op, er det styrelsens opfattelse, at dette forbrug knytter sig så tæt til

uddybningsaktiviteten, at aktiviteten ikke er omfattet af

mineralolieafgiftslovens

§ 9. Opfattelsen skal endvidere ses i lyset af, at direktivets artikel 8,

litra

2g, ikke er implementeret i mineralolieafgiftsloven.”

Det

fremgår direkte af både olieafgiftslovens § 9, stk. 4, og CO2-afgiftslovens §

7, stk. 4, nr. 1, at afgiften kan tilbagebetales for afgiftspligtige varer,

der

anvendes til sejlads. Den bagvedliggende bestemmelse i strukturdirektivets

artikel 8, stk. 1, c, afgiftsfritager mineralolier, der leveres til

anvendelse

som motorbrændstof med henblik på sejlads. Som udgangspunkt er det således

alene

afgiftspligtige varer anvendt til sejlads, der er omfattet.

Det

bemærkes herved, at strukturdirektivets artikel 8, stk. 2, litra g, ikke er

implementeret ved de nævnte lovbestemmelser eller iøvrigt. Videre bemærkes,

at

det hverken på grundlag af ordlyden af dagældende direktivs artikel 8, stk.

1,

sammenholdt med artikel 8, stk. 2, litra g, eller de senere vedtagne

direktivbestemmelser, kan antages, at begrebet erhvervsmæssig sejlads,

tillige

skulle omfatte opmudring. Derudover blev der ved EF-domstolens dom C-389/02

alene foretaget en fortolkning af begrebet ”erhvervsmæssig” i

relation til

afgrænsning af den i artikel 8, stk. 1, litra c, første afsnit, fastsatte

undtagelse.

Retten

finder, at det i bemærkningerne til olieafgiftslovens § 9, stk. 4 (L 27)

anførte

ikke kan anses som en generel udvidelse af afgiftsfritagelsen for aktiviteter

udført ombord på skibe i det omfang, der ikke udføres lignende aktiviteter

(ikke afgiftsfritagne) på land. Det i bemærkningerne anførte vedrørende

konkurrerende landaktiviteter kan alene forstås som en indskrænkning af

ellers

afgiftsfritagne sideaktiviteter udført ombord. Denne fortolkning ses i øvrigt

i

overensstemmelse med den af partrederiet påberåbte besvarelse fra

Skatteministeren, som desforuden ikke indeholder kommentarer til begrebet

”erhvervsmæssig sejlads”.

Det

omhandlede forbrug er udelukkende medgået til drift af arbejdsredskaber

ombord

i forbindelse med udførelse af entreprenør- eller anlægsarbejder, såsom

stenflytning, uddybning mv. Retten finder, at sådanne entreprenør- eller

anlægsarbejder ikke kan karakteriseres som sideaktiviteter i forbindelse med

erhvervsmæssig sejlads. Partrederiet er således med rette ikke anset for

berettiget til godtgørelse heraf, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2, 2. pkt.

og hverken den principale eller den subsidiære påstand kan derfor tages til

følge.

De

af partrederiet påberåbte regionsafgørelser vedrørte råstofindvinding ved

henholdsvis sandsugning og slæbesugning. Da der således ved disse afgørelser

var tale om sideaktiviteter i tilknytning til sejlads, kan eksistensen af en

administrativ praksis, hvorefter det omhandlede forbrug er

godtgørelsesberettiget,

allerede som følge heraf ikke anses for godtgjort. Endvidere finder retten

ikke, at Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 29. september 2001 er udtryk

for en praksisændring. Henset hertil og til, at det ikke af de af

partrederiet

anførte grunde i øvrigt kan anerkendes, at den manglende adgang til

godtgørelse

først kan få virkning fra den 1. februar 2003 eller noget andet i forhold til

den trufne afgørelse tidligere tidspunkt, kan den mere subsidiære påstand ej

heller tages til følge.

Den

påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter