Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af told. Netværksudstyr. Forældelse

KEN nr 9383 af 07/03/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet5. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af told.

Netværksudstyr. Forældelse

Klagen vedrører

regionens afgørelser af 31. maj og 18. november 2002,

hvorved A A/S’ (herefter benævnt selskabet) anmodning om godtgørelse af

told

for netværksudstyr ikke er imødekommet fuldt ud.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelser stadfæstes.

Sagens oplysninger

Ved afgørelse af 10. februar 1997

efteropkrævede regionen ca. 1 mio. kr. hos selskabet i forbindelse med en

kontrol af selskabets fortoldninger. Selskabet havde indfortoldet

netværksudstyr under toldposition 8471/8473. Ved afgørelsen henførte regionen

de indførte varer til toldposition 8517. Efteropkrævningen bestod udelukkende

af ændrede tariferinger af computernetværksudstyr.

Fra kontrollens start i februar 1996 har

selskabet endvidere selv tariferet sine produkter i overensstemmelse med

regionens

pålæg, dvs. under toldposition 8517, og har dermed frem til 2000, hvor

toldsatsen blev nedsat til 0 %, betalt yderligere ca. 5,6 mio. kr. i

tarifmæssig

told.

Selskabet har den 1. december 2000

anmodet regionen om godtgørelse af told for netværksudstyr angivet under

toldposition 8517 i årene 1995-1999 samt godtgørelse af told for

netværksudstyr

betalt i henhold til regionens afgørelse af 10. februar 1997.

Selskabet har ikke anvendt de i

toldkodeksens artikel 76 nævnte forenklede fremgangsmåder, men har foretaget

Læs alt

fortoldninger på normal vis. Importspecifikationer for fortoldninger

foretaget

i oktober og november måned 1997 er modtaget af selskabet henholdsvis ca. den

10. november og ca. den 10. december 1997.

Endvidere har selskabet stillet

sikkerhed efter ToldSkats sikkerhedsstillelsesordning, jf. toldlovens § 30,

stk. 3, nr. 1.

Om EU’s toldmyndigheders, herunder

ToldSkats, håndtering af tariferingsspørgsmålet er det oplyst, at Told- og

Skattestyrelsen i en intern meddelelse af 9. juli 1997 vedrørende tarifering

af

netværksudstyr, j.nr. 99/96-2129-00087, bl.a. har anført følgende:

”Spørgsmålet om tariferingen af

komponenter til netværkssystemer behandles også i WCO’s Harmonized

System Comittee

(HSC). På det sidste møde i april måned 1997 var der stort flertal for

henføre

følgende komponenter til pos 84.71: Communications or routers, Cluster

controllers (including remote control units), Multistation access unit og

Optical

fibre converter.

EU har imidlertid nedlagt reservation

mod disse beslutninger. Det betyder, at spørgsmålet tidligst kan blive

genbehandlet i efteråret 1998 og konkrete beslutninger kan tidligst forventes

i

foråret 1999.

Tariferingspraksis i EU for komponenter

til transmission af data i netværk (LAN og WAN) er derfor indtil videre pos

8517 50 90 som apparater til digitalnetsystemer eller pos 8517 90 82 eller

8517

90 88 som dele til sådanne apparater.”

Disse afsnit er gentaget i Told- og

Skattestyrelsens interne meddelelse af 17. juni 1998 vedrørende tarifering af

netværksudstyr, j.nr. 99/98-2129-00029.

Uenigheden om tariferingen af

netværksudstyr bestod i det væsentlige mellem USA og EU. Denne uenighed

resulterede i, at USA indbragte sagen for WCO’s Dispute Panel, som afgav

en

rapport den 5. februar 1998. Af rapportens konklusion fremgår, at EU ikke har

overholdt sine forpligtelser i henhold til GATT 1994 ved tariferingen af

netværksudstyr, og at EU derfor er forpligtet til at sørge for annullering

(nullification) af de retsakter, der strider mod GATT 1994.

Af rapportens afsnit vedrørende

Singapores tredjepartsindlæg, punkt 6.34, fremgår, at WCO’s Harmonized

System

Comittee (HSC) i april 1997 traf afgørelse om, at netværksudstyr skulle

tariferes

under toldposition 8471, men at EU nedlagde reservation herimod.

Af Told- og Skattestyrelsens

fremsendelsesskrivelse til styrelsens udkast af 24. april 1998, j.nr.

99/98-2129-29, til Skatteministerens besvarelse af spørgsmål nr. 60 stillet

af

Folketingets Skatteudvalg den 6. april 1998 fremgår bl.a. følgende:

”Uenigheden mellem USA og EU om

tariferingen af varerne er uheldig, og spørgsmålet er derfor indbragt for

World

Customs Organization for løsning. Såfremt den endelige afgørelse går EU imod,

vil den efter styrelsens vurdering alene blive tillagt fremtidig virkning.

Importørerne vil derfor ikke få mulighed for at få allerede betalt told

refunderet.

Der har tidligere været uenighed mellem

USA og EU om tarifering af varer. Der er ikke i disse tilfælde åbnet mulighed

for refusion af allerede betalt told.”

Det fremgår af EF-Tidende nr. C 358 af

21. november 1998, at EF-domstolen har fået forelagt et præjudicielt

spørgsmål

vedrørende tarifering af netværkskort (sag nr. C-339/98 Peacock).

Af EF-Tidende nr. C 71 af 13. marts 1999

fremgår, at EF-domstolen har fået forelagt et præjudicielt spørgsmål

vedrørende

gyldigheden af Kommissionens forordninger nr. 1638/94 og 1165/95 for så vidt

angår tarifering af visse varer under toldposition 8517 (sag nr. C-463/98

Cabletron).

Østre landsret har i den i TfS 1999, 951

gengivne dom af 22. november 1999 truffet afgørelse om, at netværksudstyr

importeret i årene 1992-1994 skal tariferes under toldposition 8517.

Ved WCO’s Harmonized System Comittees 25.

session i marts 2000 vedtog man endeligt at tarifere netværksudstyr under

toldposition 8471.80.

Vedtagelsen er ikke nævnt i

Kommissionens meddelelse i EF-Tidende nr. C 78 af 10. marts 2001 vedrørende

HSC’s 25. session. Først i forbindelse med vedtagelsen af en række

tariferingsafgørelser samt ændring af forklarende bemærkninger til HSC’s

efterfølgende session er vedtagelsen medtaget i Kommissionens meddelelse i

EF-Tidende nr. C 202 af 18. juli 2001.

Den 19. oktober 2000 har EF-domstolen i

sag nr. C-339/98 (Peacock) truffet afgørelse om, at netværkskort af

indstikstypen

skal tariferes under toldposition 8471 80.

Den 10. maj 2001 har EF-domstolen i sag

nr. C-463/98 (Cabletron) truffet afgørelse om, at udstyr, der anvendes i

lokale

netværk (LAN – Local Area Network), skal tariferes under toldposition

8471 80.

Af dommens præmis 22 fremgår:

”Henset til ordlyden af pos. 8471 og

8517, sammenholdt med de forklarende bemærkninger, som disse var affattet på

tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95, burde

Kommissionen have været klar over, at det var forkert at tarifere de typer af

netværksudstyr, som er omhandlet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordning

nr.

1638/94 og i punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95, i pos. 8517. Denne

fejl er åbenbar og medfører derfor, at de nævnte forordninger er

ugyldige.”

Told- og Skattestyrelsen har om

behandlingen af tariferingsspørgsmålet ved WCO oplyst, at det som

kontraherende

part til HS-konventionen er relevant at anmode WCO om behandling af tvisten

ved

HSC, såfremt der er uenighed på internationalt plan om tarifering af en

konkret

vare.

Almindeligvis vil behandlingen af et

spørgsmål føre til et resultat i løbet af to til tre sessioner, men før emnet

er færdigbehandlet, er der ingen international tariferingspraksis for det

pågældende produkt. Er en kontraherende part ikke enig i HSC’s afgørelse

af det

pågældende spørgsmål, har parten en konventionssikret ret til at nedlægge

reservation mod afgørelsen og få emnet behandlet på ny. Mange kontraherende

parter til HS-konventionen har fra tid til anden benyttet sig af denne ret.

I den foreliggende situation var

spørgsmålet om tarifering af visse netværkskomponenter blevet behandlet i HSC

i

april 1997. Fællesskabet delte imidlertid ikke flertallets opfattelse og

nedlagde reservation, som WCO-Rådet tog stilling til i juni 1998. Sagen blev

sendt til ny HSC-behandling i efteråret 1998, men i mellemtiden, den 17.

september 1998, var Peacock-sagen blevet forelagt for EF-domstolen. For ikke

at

påvirke domstolens sagsbehandling nedlagde Fællesskabet igen reservation mod

HSC’s afgørelse, som kom til ny WCO-Rådsbehandling i juni 1999.

Genbehandling var planlagt til oktober

1999, men blev udsat til marts 2000. I overensstemmelse med flertallets

opfattelse

blev et udkast til tariferingsafgørelse udarbejdet og vedtaget i november

2000.

Regionens afgørelse

Regionen har den 31. maj 2002 truffet

afgørelse om, at selskabets anmodning om godtgørelse af told for

netværksudstyr

alene kan imødekommes delvist, idet selskabet ikke er anset for berettiget

til

godtgørelse af told (1) for perioden før den 19. oktober 1997, (2) for

perioden

fra 19. oktober til 30. november 1997 for så vidt angår udstyr, der anvendes

i

lokale netværk (LAN – Local Area Network), og (3) betalt i henhold til

regionens afgørelse af 10. februar 1997. Det fremgår af afgørelsen, at den

ikke

omfatter et uafklaret spørgsmål om tidspunktet for underretning af debitor

som

anført i toldkodeksens artikel 236.

Ved afgørelsen af 18. november 2002 har

regionen taget stilling til ovennævnte uafklarede spørgsmål, idet regionen

fortsat ikke har imødekommet selskabets anmodning om godtgørelse af told for

netværkskort i perioden fra 1. oktober til 18. oktober 1997 og for andet

netværksudstyr i perioden fra 1. november til 1. december 1997.

Regionen har begrundet afgørelsen af 31.

maj 2002 med, at der kan ydes godtgørelse af told 3 år tilbage fra datoen for

EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) henholdsvis datoen for

selskabets

anmodning om godtgørelse, dvs. fra den 19. oktober 2000 til den 19. oktober

1997 for så vidt angår netværkskort af indstikstypen og fra den 1. december

2000 til den 1. december 1997 for så vidt angår øvrigt udstyr, der anvendes i

lokale netværk (LAN – Local Area Network).

For perioden før den 19. oktober 1997 er

der ikke ydet godtgørelse, jf. 3-års reglen i toldkodeksens artikel 236.

For told betalt i henhold til regionens

afgørelse af 10. februar 1997 er der heller ikke ydet godtgørelse, idet der

er

indtrådt forældelse.

Regionen har begrundet afgørelsen af 18.

november 2002 med, at den i toldkodeksens artikel 218, stk. 1, 2. afsnit,

omhandlede

samlede bogføring vedrører brugen af forenklede fremgangsmåder, jf. bl.a.

toldkodeksens artikel 76, hvor varer frigives løbende gennem en periode, og

hvor der sker bogføring ved periodens slutning. Bogføringen foretages, når

selskabet indsender en supplerende angivelse, som kan være samlet, periodisk

eller af opsummerende karakter.

Bortset fra de nævnte forenklede

fremgangsmåder bogføres beløbene transaktion for transaktion. For

edb-angivelser sker det, når angivelsen accepteres i systemet og for

papirangivelser

ved edb-registreringen.

Oprindeligt returnerede ToldSkat

eksemplar 8 af enhedsdokumentet til importøren (”debitor”), når

papirangivelsen

blev accepteret. Det er senere ændret af administrative årsager, så ToldSkat

anlægger samme princip som ved papirangivelser, dvs. hører importøren

(”debitor”) ikke fra ToldSkat, anses angivelsen som antaget og

frigivet, jf.

toldkodeksens artikel 221, stk. 2.

Modsætningsvis returnerer ToldSkat

genpart af rettelsesangivelser til importøren, såfremt rettelser af

importørens

angivelser foretages, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2.

Importspecifikationen har ingen

sammenhæng med og betydning for bogføringen og den deraf følgende

forpligtelse

til underretning af debitor, jf. toldkodeksens artikel 236. Det er sket for

længst inden for den i artikel 221, stk. 1, fastsatte tidsfrist.

Importspecifikationen skal opfattes som et kontoudtog over angivelser angivet

i

en given periode og bogført på selskabets kontoregnskab for toldkredit.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat

påstand om, at selskabet er berettiget til godtgørelse af told for

netværkskort

for perioden fra 1. oktober til 18. oktober 1997 og for andet netværksudstyr

for perioden fra 1. november til 1. december 1997, og at selskabet er

berettiget

til godtgørelse af told betalt i henhold til regionens afgørelse af 10.

februar

1997.

Der er for det første ikke indtrådt

forældelse af selskabets krav på godtgørelse, idet forældelsesspørgsmålet

skal

afgøres efter 1908-loven om forældelse.

Toldkodeksens artikel 236 er ikke

gældende i situationer, hvor tilbagebetalingskrav opstår som følge af, at en

EU-retsakt erklæres ugyldig af EF-domstolen, hvilket er den direkte årsag til

selskabets krav om godtgørelse.

I sådanne tilfælde påhviler det efter

fast EF-domstolspraksis de nationale myndigheder og retsinstanser at afgøre

tilbagebetalingskravet efter national ret.

Efter 1908-loven om forældelse gælder der

en almindelig 5-årig forældelsesfrist, som blev afbrudt ved selskabets

anmodning

om godtgørelse af told af 1. december 2000.

For det andet har ToldSkat over en

årrække holdt sig bevidst uvidende om forhold, der ville have berettiget

selskabet til godtgørelse ex officio, hvorfor ToldSkat generelt må anerkende,

at EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) ikke udgør det tidspunkt

efter toldkodeksens artikel 236, hvor toldmyndighederne har konstateret, at

et

beløb var opkrævet med urette.

Efter fast EF-domstolspraksis er

toldmyndighederne forpligtet til på eget initiativ at tilbagebetale for meget

opkrævet told, når toldmyndighederne kan konstatere, at beløbet ikke var

skyldigt efter reglerne.

EU’s toldmyndigheder, herunder ToldSkat,

har også forud for EF-domstolens dom i sag nr. C-339/98 (Peacock) været

bekendt

med, at de tariferingsforordninger, der udgjorde grundlaget for den ændrede

tariferingspraksis, var forkert. Endvidere har EU-Kommissionen bevidst

forsøgt

at udskyde tidspunktet for denne konstatering. Dette understøttes af Told- og

Skattestyrelsens interne meddelelse af 9. juli 1997 vedrørende tarifering af

netværksudstyr (j.nr. 99/96-2129-00087), Told- og Skattestyrelsens

fremsendelsesskrivelse

til styrelsens udkast til Skatteministerens besvarelse af spørgsmål nr. 60

stillet af Folketingets Skatteudvalg, WCO’s Dispute Panels rapport af 5.

februar 1998 samt vedtagelsen på WCO’s Harmonized System Comittees 25.

session

i marts 2000.

Lang tid forud for den 19. oktober 2000

var de danske toldmyndigheder således klar over, at praksis var forkert, og

at

de løbende opkrævninger af told efter den forkerte praksis udgjorde beløb,

som

ikke skyldtes efter reglerne.

Selskabet er for det tredje blevet

underrettet om toldskylden mindre end 3 år før afsigelsen af EF-domstolens

dom

i sag nr. C-339/98 (Peacock) for så vidt angår fortoldninger foretaget i

oktober 1997 og opført på importspecifikationen for oktober 1997, hvormed

disse

fortoldninger er omfattet af ToldSkats forpligtelse til godtgørelse efter

toldkodeksens artikel 236 af uberettiget opkrævet told. For øvrige

fortoldninger omfattet af selskabets anmodning om godtgørelse af told af 1.

december 2000 er selskabet ligeledes blevet underrettet om toldskylden mindre

end 3 år før anmodningen.

Efter toldkodeksens artikel 236, stk. 2,

indtræder forældelse tre år efter, at debitor er underrettet om bogføringen

af

toldskylden.

Underretning i Danmark sker først på

tidspunktet for udsendelse af importspecifikationen, idet Danmark anvender

reglerne

for samlet bogføring, jf. toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet afsnit.

Artikel 221, stk. 2, finder efter bestemmelsens ordlyd ikke anvendelse ved en

samlet bogføring i henhold til artikel 218, stk. 1, andet afsnit.

Der er herved henvist til

SKM2004.151.ØLR.

Told- og Skattestyrelsens udtalelse

Told- og Skattestyrelsen har indstillet

de påklagede afgørelser stadfæstet.

Toldkodeksens artikel 236 har forrang

frem for 1908-lovens regler om forældelse. EF-domstolens dom i sag nr.

C-463/98

(Cabletron) har således virkning for alle fortoldninger tre år tilbage fra

afsigelsen

af dommen den 10. maj 2001, med mindre der er anlagt retssag eller indgivet

klage (eller for den sags skyld foretaget tilbagesøgning) på et tidligere

tidspunkt. Det havde således været muligt at afbryde forældelsen på tre år på

et tidligere tidspunkt, idet EF-Tidendes C-udgave den 21. november 1998

(Peacock) henholdsvis den 13. marts 1999 (Cabletron) indeholdt oplysninger om

de anlagte retssager, således at importørerne kunne foretage tilbagesøgning

af

told uanset udfaldet af de pågældende retssager.

Det forhold, at EF-domstolen i september

1998 får forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse, før HSC skal tage

stilling til Fællesskabets reservation fra 1997, er givetvis medvirkende til

at

trække den endelige HSC-afgørelse i langdrag. Det var imidlertid

Fællesskabets

opfattelse, at komponenter til netværk skulle betragtes som

kommunikationsudstyr og tariferes i pos. 8517. På grundlag heraf er alle

EU-importører blevet behandlet ensartet for så vidt angår opkrævning af told

af

netværkskomponenter.

I øvrigt er en afgørelse truffet af HSC

ikke umiddelbart gældende i EU – det er først tilfældet, når den er

godkendt

ved EU’s interne procedure og offentliggjort i EF-tidende, hvilket først

skete

den 18. juli 2001. Det er derfor dommen af 19. oktober 2000 i Peacock-sagen

–

og siden også dommen af 10. maj 2001 i Cabletron-sagen – der bevirker

ændring

af tariferingspraksis i Fællesskabet for de omhandlede varer, endog med tre

års

tilbagevirkende kraft, hvilket ikke ville have været tilfældet, såfremt

HSC-behandlingen havde ført til ændring af praksis, idet en sådan ændring

alene

har fremadrettet virkning.

I den foreliggende sag ville det således

ikke have været muligt for ToldSkat at gennemføre en ændring af

tariferingspraksis på et tidligere tidspunkt uden at komme i strid med

reglerne

i Fællesskabet. Fra 21. november 1998 henholdsvis 13. marts 1999 kunne

importører

imidlertid have benyttet muligheden for at forbeholde sig ret til

tilbagesøgning af told, hvilket blot havde krævet et brev til ToldSkat med

henvisning til den for EF-domstolen forelagte sag.

For så vidt angår spørgsmålet om

underretning af debitor i henhold til toldkodeksens artikel 236 har styrelsen

anført, at klarereren kan benytte sig af papirfortoldning eller on-line

fortoldning, hvor man i begge tilfælde skal angive toldværdien og toldsatsen

i

overensstemmelse med varekoden. Ved papirfortoldning skal man endvidere

angive

toldbeløbet, hvilket beregnes automatisk ved on-line fortoldning. Klarereren

har dog mulighed for at få udskrevet en kvittering med

fortoldningsangivelsens

oplysninger. I overensstemmelse med toldkodeksens artikel 221, stk. 2,

betragtes frigivelsen af varerne derfor som underretning af debitor.

At virksomheder tilmeldt ToldSkats

toldkreditsystem en gang om måneden modtager et kontoudtog er

”underretning af

debitor” uvedkommende, idet der alene er tale om en opgørelse over

virksomhedens

økonomiske mellemværende med ToldSkat for den pågældende periode.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Selskabets krav på godtgørelse af told

for netværksudstyr er underlagt den i toldkodeksens artikel 236 fastsatte

godtgørelsesfrist

på 3 år, jf. SKM2004.151.ØLR.

Af toldkodeksens artikel 236 fremgår

bl.a. følgende:

”1. Godtgørelse af import- eller eksportafgifter

ydes, hvis det godtgøres, at det pågældende beløb på betalingstidspunktet

ikke

var skyldigt efter lovgivningen, eller at beløbet er blevet bogført i strid

med

artikel 220, stk. 2.

( .)

2. Godtgørelse af eller fritagelse for

import- eller eksportafgifter indrømmes, hvis der fremsættes anmodning herom

over for det pågældende toldsted inden 3 år regnet fra datoen for

underretning

af debitor om de pågældende afgifter.

Denne frist forlænges, hvis debitor

godtgør, at han har været forhindret i at indgive anmodning herom inden for

den

nævnte frist som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.

Toldmyndighederne yder af egen drift

godtgørelse eller fritagelse, når de selv inden for samme frist konstaterer,

at

der er tale om en af de i stk. 1, første og andet afsnit, beskrevne

situationer.”

Der er ikke grundlag for at forlænge den

3-årige frist, inden for hvilken selskabet kan indgive anmodning om

godtgørelse, idet selskabet ikke har været forhindret i at indgive anmodning

om

godtgørelse inden for fristen som følge af hændelige omstændigheder eller

force

majeure, jf. toldkodeksens artikel 236, stk. 2, andet afsnit.

Der er herved henset til, at hændelige

omstændigheder eller force majeure i henhold til denne bestemmelse ikke

omfatter retlige omstændigheder, og at selskabet netop har angivet retlige

omstændigheder som hindring for at indgive anmodning om godtgørelse inden for

fristen.

Da toldmyndighederne først med

EF-domstolens domme i sag nr. C-339/98 (Peacock) og nr. C-463/98 (Cabletron)

af

henholdsvis den 19. oktober 2000 og den 10. maj 2001 har kunnet konstatere,

at

de af selskabet betalte toldbeløb ikke var skyldige efter lovgivningen på

betalingstidspunktet, er der endvidere ikke grundlag for at yde godtgørelse

længere end 3 år tilbage regnet fra afsigelsen af de 2 nævnte EF-domme

henholdsvis selskabets anmodning om godtgørelse af 1. december 2000.

Af toldkodeksens artikel 221, stk. 1 og

2, fremgår følgende:

”1. Så snart afgiftsbeløbet er bogført,

underrettes debitor efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse.

2. Er der i toldangivelsen anført et

vejledende afgiftsbeløb, kan toldmyndighederne bestemme, at den i stk. 1

omhandlede underretning kun skal ske, når det angivne afgiftsbeløb ikke

svarer

til det af toldmyndighederne fastlagte beløb.

Når der gøres brug af den i første

afsnit fastsatte mulighed, betragtes toldmyndighedernes frigivelse af varerne

som underretning af debitor om det bogførte beløb, jf. dog artikel 218, stk.

1,

andet afsnit.”

Af toldkodeksens artikel 218, stk. 1,

andet afsnit, fremgår følgende:

”Dog kan, for så vidt der er stillet

sikkerhed for deres betaling, samtlige afgiftsbeløb vedrørende varer, der er

frigivet til en og samme person i løbet af en af toldmyndighederne fastsat

periode, som højst må være 31 dage, bogføres samlet ved slutningen af

perioden.

Denne bogføring skal ske senest fem dage efter den pågældende periodes

udløb.”

Reglerne om samlet bogføring i henhold

til toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet afsnit, anvendes i Danmark kun

for

de forenklede fremgangsmåder efter toldkodeksens artikel 76.

For de almindelige fortoldninger sker

der bogføring af den enkelte fortoldning ved toldmyndighedernes antagelse af

den pågældende fortoldning, hvorefter toldmyndighederne frigiver varerne. I

disse tilfælde sker der ikke underretning af debitor om afgiftsbeløbets

størrelse, med mindre det angivne afgiftsbeløb ikke svarer til det af

toldmyndighederne fastlagte beløb, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2,

første afsnit.

Toldmyndighedernes frigivelse af varerne

i forbindelse med antagelsen af fortoldningerne anses herefter som

underretning

af debitor, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 2, andet afsnit, idet der

ikke

sker samlet bogføring i henhold til toldkodeksens artikel 218, stk. 1, andet

afsnit.

Importspecifikationen, der udsendes

omkring den 10. i hver måned med oplysning om de enkelte fortoldninger,

godtgørelser, indbetalinger m.v. vedrørende den nærmest forudgående

afregningsperiode,

må derfor anses for et kontoudtog, der ikke har betydning for, hvornår der er

sket

underretning af debitor i henhold til toldkodeksens artikel 236, stk. 2,

første

afsnit.

Da selskabet ikke har anvendt de i

toldkodeksens artikel 76 nævnte forenklede fremgangsmåder, men foretaget

fortoldninger på normal vis, anses toldmyndighedernes frigivelse af varerne

for

underretning af selskabet i relation til toldkodeksens artikel 236, stk. 2,

første afsnit, hvormed der er indtrådt forældelse af det omhandlede krav på

godtgørelse af told for netværksudstyr.

Det bemærkes, at SKM2004.151.ØLR alene drejede

sig om importer foretaget i perioden fra juni 1995 til januar 1998, og at der

med dommen således ikke er taget stilling til, om eventuelle krav på

godtgørelse af told vedrørende februar 1998 ville være forældet.

De påklagede afgørelser stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter