Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter. Mejerier
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter.
Mejerier
Klagen skyldes, at A A/S ikke er anset berettiget til
godtgørelse af energiafgifter i perioden 1. januar 1996 til 31. december 1999
vedr. olie og naturgas anvendt til opvarmning af vand til vask af osteforme,
idet energiforbruget er anset for omfattet af rumvarme/varmt vandsreglerne i
mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og gasafgiftslovens § 10, stk. 4.
Det er oplyst, at klageren, der er momsregistreret, er en
virksomhed, der blev stiftet i 1893 og som fremstiller dessert-oste på de 3
produktionssteder X mejeri, Y mejeri og Z Mejeri. I forbindelse med denne
fremstilling anvendes bl.a. ostekopper. Anvendelsen af disse kopper har 3
primære formål, nemlig at give osten den ønskede form, at styre
temperaturforløbet, så den ønskede biologiske syrning forløber, samt at
afdræne
valle, så den ønskede tørstofprocent opnås. Kopperne anvendes internt på
mejerierne i forbindelse med produktionen af ost og forlader således ikke
mejerierne på noget tidspunkt. Kopperne genbruges løbende og bliver i denne
forbindelse rengjort i en såkaldt koppevasker, der er et aflangt anlæg, hvor
kopperne føres gennem kabinen, mens der sprøjtes varmt vand på både kopper og
kabinevægge. Anlægget er under indførsel og fraførsel af kopper åbent i begge
ender.
For så vidt angår rengøring af kopperne er det oplyst, at
processen kan inddeles i 4 følgende faser:
1. Forvask.
Afskyller urenheder ved at vand spules ud over kopperne og
kabinen, hvorved osterester udslås fra kopperne til kabinens vægge, hvorfra
resterne afspules. Den anvendte pumpe er på 3 kW, og vandet genanvendes fra
efterskylning.
2. Hovedvask.
Rengører og pasteuriserer ved at varmt vand spules ud over
Læs alt
kopperne og i kabinen. Osteresterne aflejres temporært på kabinevæggen.
Vandet
opvarmes via dampindsprøjtning til ca. 85 grader C. Den anvendte pumpe er på
15
kW. Der genanvendes vand fra et vaskekar i koppevaskeren og dette vaskekar
suppleres med vand fra forvask, når der er behov for ekstra vand på grund af,
at der borttransporteres vand med kopperne eller sker fordampning ved den
høje
temperatur. Vandet er tilsat rengøringsmidler.
3. Efterskylning.
Afskyller for vaskevand ved at kopperne og kabinen
overrisles af ca. 10 grader C varmt vand. I denne proces anvendes normalt
ikke
energi.
4. Desinfektion (skoldning).
Desinfektionen, der skal sikre en optimal fødevaresikkerhed,
sker ved overrisling af kopper og kabine med ca. 90 grader C varmt vand.
Vandet
er opvarmet via dampindsprøjtning. Den anvendte pumpe har en kapacitet på 4
kW.
Der anvendes rent vand uden tilsætning af rensemidler.
Klagerens repræsentant har oplyst, at opvarmningen af det
anvendte vand er sket med naturgas og olie. Opvarmningen kunne også været
sket
med el, såfremt der indsattes varmelegemer i form af elpatroner i kar inden i
koppevaskeren. Endvidere kunne anlægget være blevet ombygget, således at
energiforbruget i stedet blev erstattet med kemikalier.
Klagerens repræsentant har fremlagt tegninger over
koppevaskeren samt en video, der viser hvorledes anlægget fungerer. Af
videoen
fremgår det, at ostekopperne efter vask via et transportbånd kører ud af
anlægget og videre til de steder, hvor der sker påfyldning med ostemasse.
Repræsentanten har oplyst, at rengøringen af kopperne skal følge nærmere
fastsatte krav efter mælkehygiejnedirektivet 92/46 af 16. juni 1992 samt
bekendtgørelse nr. 1022 af 3. december 1996 om virksomheder, der indvejer,
tilvirker eller engrosopbevarer mælk, mælkeprodukter m.v., eller som
tilvirker
eller engrosopbevarer margarine m.v.
Det er herudover oplyst, at klageren har udarbejdet et notat
vedr. koppevaskeren som en professor i mejeriteknologi ved Den Kgl.
Veterinær-
og Landbohøjskolen har kommenteret ved skrivelse af 6. august 2002. Af
skrivelsen fremgår der følgende:
”( )
Jeg har læst ovennævnte dokument, og kan bekræfte:
At ostekoppernes funktion og rolle i ostefremstillingen er
beskrevet korrekt i dokumentet
At en særdeles effektiv vask og desinfektion af osteforme
for hver anvendelse er en helt nødvendig del af ostefremstillingsprocessen
At en utilstrækkelig vask og desinfektion vil medføre et
helt uacceptabelt fødevaresikkerhedsproblem, samt problemer med
produktkvalitet
At en varmedesinfektion har følgende fordele i forhold til
en kemisk:
- Desinficerer i dybden i modsætning til kemikalier, der som
regel kun når overfladen.
- Eliminerer risiko for at overføre kemalierester til
produktet
- Undgår udledning af kemikalier til miljøet
Jeg kan således konkludere:
At effektiv vask og desinfektion af osteforme er en absolut
nødvendig del af ostefremstillingsprocessen
At vaske- og desinfektionsprocessen derfor er at betragte
som en lige så integreret del af ostefremstillingen som for eksempel
pasteurisering og modning
At desinfektion ved varme er et hensigtsmæssigt valg af
metode
At ud fra en mejeriteknologisk betragtning vedrører
energiforbruget til vask og desinfektion af ostekopper selve
ostefremstillingsprocessen”
Af Skatteministeriet skrivelse af 17. november 2000 til
klageren, fremgår følgende:
”( )
De mener, at der med energi- og CO2-afgifterne sker en
afgiftsbelægning af fødevaresikkerheden. De spørger om det er regeringens
politik at gennemføre en afgiftsbelægning af fødevaresikkerheden.
Baggrunden for energi- og CO2-afgifterne er, at
energiforbrug og CO2-udledning skal reduceres mest muligt til gavn for
miljøet
og klima.
Dette gælder generelt set for alle såvel husholdninger som
virksomheder i Danmark uanset hvad energien anvendes til.
Sammenkædningen af fødevaresikkerhed og energibeskatning er
efter Skatteministeriets opfattelse ikke rimelig. Overholdelse af reglerne på
fødevareområdet og sikring af fødevaresikkerheden er selvstændigt spørgsmål,
som reguleres i anden lovgivning mv. I den forbindelse går Skatteministeriet
naturligvis ud fra, at det kemikalieforbrug De omtaler, er lovligt efter
miljølovgivningen og andre reguleringer af området. Der sker således ikke
nogen
præmiering i form af lavere skatter og afgifter for overholdelsen af sådanne
regler og produktionskrav.
Som det fremgik af Skatteministerens svar til Dem, er
Skatteministeriet naturligvis fortsat indstillet på at undersøge Deres
spørgsmål om vask af osteforme nærmere. Begrundelsen for dette er ikke
hensynet
til fødevaresikkerheden, men hensynet til at sikre en sammenhæng i energi- og
CO2-afgifterne og undgå en evt. uhensigtsmæssighed omlægning af produktionen.
I løbet af vinteren 2000/2001 er det hensigten at gennemføre
en ny vurdering af energi- og CO2-afgifterne, herunder definitionerne af
rumvarme, let og tung proces. De vil i den anledning blive kontaktet af
Skatteministeriet med henblik på en uddybende beskrivelse af de omhandlede
processer.”
Af Skatteministerens besvarelse 1. december 2000 af et
spørgsmål rejst i Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri,
fremgår følgende:
”Spørgsmål:
Ministeren bedes ( ) oplyse, om problemet vedrørende
afgiftsgodtgørelse af energiforbruget i forbindelse med desinfektion på
ostemejerier nu er undersøgt nærmere, og om der vil blive ændret på
lovgivningen.
Svar:
Der er endnu ikke er truffet nogen beslutning om, hvorvidt
det kan komme på tale at foreslå en ændring af afgiftslovgivningen i
forbindelse med vask af osteforme.
Skatteministeriet har netop bedt erhvervslivets
hovedorganisationer om bidrag til, hvor det kan komme på tale at ændre
proceslisten og afgrænsningen mellem proces og rumvarme i
energiafgiftslovgivningen. Eventuelle bidrag fra organisationerne vil, sammen
med de henvendelser Skatteministeriet siden seneste justering af
energiafgifterne har modtaget fra virksomheder og brancher, indgå i
overvejelserne om en ændring og justering af lovgivningen.
Spørgsmålet vedrørende energiforbruget til vask af osteforme
vil indgå i dette arbejde, og vil blive behandlet på lige fod med de andre
spørgsmål, der måtte blive rejst.
( )
A A/S, der har rejst spørgsmålet om vask af osteforme, er
blevet orienteret om dette.”
Regionen har ved den påklagede afgørelse krævet
tilbagebetaling af energi- og C02-afgifter, der vedrører olie/naturgas
anvendt
i forbindelse med opvarmning af vand til vask mv. af ostekopperne for
perioden
1. januar 1996 til 31. december 1999. Følgende afgiftsbeløb er efteropkrævet
hos klageren:
X mejeri kr.
22.238
Y mejeri kr.
175.100
Z mejeri
kr.
59.877
I alt kr.
257.215
Afgifterne baserer sig på følgende energiforbrug pr. mejeri,
som opgjort af klageren:
X mejeri:
9525 Nm3
naturgas
Y mejeri:
75000 Nm3
naturgas
Z mejeri:
9000
liter olie
Regionen har som begrundelse for afgørelsen anført, at der
som udgangspunkt ikke kan ydes tilbagebetaling af afgiften på den af
virksomheden forbrugte olie og naturgas, der anvendes til varmt vand, jf.
hovedreglen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, (og enslydende
bestemmelse
i gasafgiftslovens § 10, stk. 4), medmindre der er tale om procesformål som
defineret i stk. 5.
Regionen har i denne forbindelse henvist til, at der ved lov
nr. 418 af 14. juni 1995 om ændring af forskellige energiafgiftslove med
virkning pr. 1. januar 1996 blev indført en gradvis reducering af adgangen
til
godtgørelse af energiafgifterne af energi til rumvarme og varmt vand, der
helt
bortfaldt pr. 1. januar 1998. Samtidig blev der i mineralolieafgiftsloven §
11,
stk. 5, opregnet en række tilfælde, hvor der dog blev ydet tilbagebetaling
for
sådant energiforbrug. Den for nærværende sag relevante bestemmelse findes i
lovens § 11, stk. 5, nr. 3.
I det oprindelige lovforslag (L 210 fremsat den 6. april 1995)
havde § 11, stk 5, nr. 3, følgende ordlyd:
"Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4 i de
anvendelser, som er nævnt i bilaget til lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter samt anvendt til rumopvarmning og varmt vand i
staldbygninger,
jf. dog stk. 6."
Af lovforslagets bemærkninger til § 11, stk. 4-6, fremgår
det, at hovedprincippet for tilbagebetaling af energiafgifter bliver, at kun
afgiften af varer, som ikke direkte eller indirekte er anvendt til
fremstilling
af varme bestemt for videresalg, rumopvarmning eller fremstilling af varmt
vand, tilbagebetales. Det fremgår videre, at med indirekte menes i
samproduktion med andre varer og tjenester. Yderligere fremgår det, at der
dog
fortsat ydes tilbagebetaling for egentlig procesvarme. Særligt for så vidt
angår bemærkningerne til § 11, stk. 5, nr. 3, fremgår det, at der foreslås,
at
der under alle omstændigheder er adgang til tilbagebetaling for de processer,
som er omfattet af listen over særligt energiintensive processer i
CO2-afgiftsloven, f.eks. drivhuse. Herudover friholdes opvarmning af
staldbygninger og forbruget af varmt vand i disse.
I forbindelse med lovforslagets behandling blev der fremsat
og vedtaget følgende ændringsforslag, jf. § 1, nr. 3, i betænkning afgivet af
Skatteudvalget den 24. maj 1995:
"I det under nr. 3 foreslåede § 11, stk. 5, nr. 3
ændres ”jf. dog stk. 6" til: "varmt vand til rengøring eller
sterilisering af lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres
med pumper med en kapacitet på mindst1 kW ( )".
Af bemærkningerne hertil fremgår det:
"Det foreslås, at varmt vand til rengøring af lukkede
systemer friholdes for energiafgift, dvs. afgiftsbelægges som let proces, når
rengøringsvæskerne cirkuleres med en pumpe på mindst 1 kW. Dette indebærer
f.eks., at en stor del af mejeriernes forbrug af varmt vand til rensning af
procesudstyr kan opfattes som let proces.”
Efterfølgende blev der ved lov nr. 1102 af 20. december 1995
om ændring af forskellige energiafgiftslove m.v. i § 11, stk. 5, nr. 3,
indsat
efter ”staldbygninger, varmt vand til rengøring eller sterilisering
af” ”tanke
og”. Af bemærkningerne hertil fremgår:
"Rengøring af produktionsanlæg med
cirkulationsrengøringssystemer er defineret som let proces. I visse
situationer
rengøres tanke, herunder tankbiler, med samme type rengøringsanlæg som selve
produktionsanlægget. Det præciseres, at rengøringen af disse anlæg
ligestilles
med rengøring af selve produktionsanlægget."
I forbindelse med det senere det lovforslag nr. 218 af 9.
april 1997 om forslag om justering af rumvarmeafgiften, fremgår det af
bemærkningerne, at det generelt er en betingelse for tilbagebetaling af
afgiften vedr. varmt vand, at det direkte er medgået i selve produktionen af
en
vare, som afsættes. Derfor ydes der generelt ikke tilbagebetaling i
forbindelse
med forbrug, der er knyttet til leverancer af ydelser. Dette sikrer blandt
andet, at almindelig rengøring ikke berettiger til godtgørelse. Det har
imidlertid vist sig, at visse ydelser, der i et vist omfang er i konkurrence
med varefremstilling, belastet relativt hårdt. Derfor foreslås det, at vask
af
genbrugsemballage og tekstilvaskeriernes energiforbrug beskattes som
procesenergi. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på det grundliggende
princip om, at der ikke ydes tilbagebetaling af afgiften vedr. varmt vand til
rengøring. Der vil fortsat ikke kunne ydes tilbagebetaling af vask af
driftsmidler, der udelukkende bruges internt i virksomheden, og som således
ikke har karakter af transport- eller salgsemballage.
På baggrund af ovenstående lovbemærkninger har regionen
anført, at det i sagen omhandlede energiforbrug ikke er omfattet af ordlyden
i
mineralolieafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, om "rengøring eller
sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg", idet hovedformålet
i
den konkrete sag ikke er at rengøre selve koppevaskeren, men derimod at
rengøre
og desinficere osteformene. Med lovændringen af mineralolieafgiftslovens §
11,
stk. 5, nr. 3, i 1995 har lovgiver alene valgt at friholde mejeriernes
forbrug
af energi anvendt til rengøring eller sterilisering af selve
produktionsanlægget. Herved forstår regionen for eksempel rengøring af rør,
hvori mælken løber fra mælketankbilerne samt selve det lukkede
produktionsanlæg, hvori mælken undergår en proces. Koppevaskeren fungerer
derimod som en slags vaskemaskine, hvor der ikke foregår nogen proces eller
varefremstilling, hvorefter den ikke kan anses som et (lukket)
produktionsanlæg.
Regionen har videre anført, at ostekopperne skal betragtes
som et driftsmiddel, og at det
næppe har
været lovgivers hensigt, at ændringen af § 11, stk. 5, nr. 3, skulle omfatte
driftsmidler, jf. herved bemærkningerne til lov nr. 1102 af 20. december
1995.
Det fremgår heraf, at ved rengøring af tankbiler, er det en betingelse for
afgiftsgodtgørelse, at rengøringen sker med samme type rengøringsanlæg som
selve produktionsanlægget. Rengøringen af osteformene foretages i
koppevaskeren, som ikke er forbundet med virksom-hedens rengøring af øvrige
produktionsanlæg. Ifølge lovgivers bemærkninger til lovforslag nr. 218 af 9.
april 1997 er konklusionen også, at der fortsat ikke kan ydes tilbagebetaling
af vask af driftsmidler, der udelukkende anvendes internt i virksomheden.
Regionen har herudover lagt vægt på, at Skatteministeren i
sin besvarelsen den 1. december 2000 har anset forbruget af energi til vask
af
osteforme som omfattet af rumvarmereglerne og dermed som varmt vand, dog
sådan
at han er villig til at se på, om der bør ske en lovændring, således at
forbruget på et senere tidspunkt kunne blive anset som omfattet af let
proces.
Regionen har endelig henvist til Landsskatterettens kendelse
af 15/6 2000 refereret i TfS 2000.643 om et slagteris mulighed for
tilbagebetaling af afgift af varme og gas anvendt til opvarmning af vand til
rengøring og sterilisering af produktionsudstyr mv. I sagen afgjorde
Landsskatteretten, at alene fordi et slagteris forbrug af varmt vand til
rengøring og sterilisering af produktionsudstyr positivt var nævnt under
gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, gav Landsskatteretten virksomheden
delvis
medhold i, at der kunne ske godtgørelse af energiafgifterne.
Mht. repræsentantens bemærkninger om
mælkehygiejne-direktivet har regionen henvist til Skatteministeriets brev af
17. november 2000, hvis indhold regionen kan tilslutte sig.
For så vidt angår klagerens henvisning til 4 afgørelser, som
angivet i klagerens brev af 19. februar 2001, har regionen bemærket, at
skatteministerens udtalelser om energiforbruget til opvarmning af Parkens
boldbane, der blev anset som procesenergi, vedrørte opvarmning af selve banen
og ikke af et rum.
Vedr. Told- og Skattestyrelsens afgørelse om opvarmning af
gulve i frysehuse, der blev anset for godtgørelsesberettiget, var der tale
om,
at opvarmningen udelukkende havde til formål at undgå permafrost i jorden
under
frysehuset, ligesom der ikke var tale om opvarmning af et rum.
Vedr. henvisningen til Landsskatterettens kendelse af
23/12-1998, refereret i TfS 1999.491 var der her tale om, at varmen til de
øvrige lokaler kom fra et procesanlæg, hvor det anvendte brændsel i forvejen
var omfattet af reglerne om proces.
Endelig har regionen for så vidt angår Landsskatterettens
kendelse af 16/12-1999, refereret
i TfS
2000.431 vedr. varmekanonerne anført, at energiforbruget blev anset som
procesenergi, fordi retten var af den opfattelse, at det opvarmede element
ikke
kunne anses som et rum.
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren
er berettiget til godtgørelse af energiafgifterne på den anvendte mængde
energi, der er medgået til varmt vand i forbindelse med driften af
koppevaskeranlægget.
Repræsentanten har til støtte for påstanden gjort gældende,
at der er tale om anvendelse af varmt vand til proces som omhandlet i
mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, der
således er godtgørelsesberettiget, idet kopperne og koppevaskeren udgør en
væsentlig del af produktionsprocessen, hvorfor det anvendte brændsel ikke er
omfattet af begreberne rumvarme/varmt vand i mineralolieafgiftsloven § 11,
stk.
4.
Repræsentanten har henvist til, at efter artikel 8, nr. 1,
litra a), i Rådets direktiv 92/81 af 19. oktober 1992
(mineraloliedirektivet),
skal medlemsstaterne fritage mineralolier, der anvendes på anden måde end som
motorbrændstof eller brændsel, for punktafgifter.
Udgangspunktet er således, at mineralolier, der anvendes til
andre formål end motorbrændstof eller brændsel, er fritaget for afgift. Dette
bekræftes bl.a. af EF-Domstolen i præmis 50 i sag C-482/98, Den Italienske
Republik mod Kommissionen, om artikel 27 i direktiv 92/83, der
opbygningsmæssigt er analog med artikel 8 i direktiv 92/81, hvor EF-Domstolen
bemærker:
"at fritagelse for produkter, der er omfattet af
artikel 27, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 92/83 er hovedreglen, og
nægtelse heraf er undtagelsen".
EF-Domstolen har endvidere i bl.a. i præmis 24 i sag
C-346/97, Braathens Sverige AB fastslået, at:
"hvis man tillod medlemsstaterne at pålægge varer, der,
som i det foreliggende tilfælde, skal fritages for den harmoniserede
punktafgift i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81, en
anden indirekte beskatning, ville bestemmelsen fuldstændig miste sin
effektive
virkning".
Betegnelsen "brændsel" (engelsk udgave; heating,
tysk udgave; heizzwecken) er ikke defineret i mineraloliedirektivet, men
"opvarmning" anvendes som synonym til brændsel i artikel 2, nr. 2,
i
direktiv 92/81. Dette taler for, at direktivet alene pålægger medlemsstaterne
at opkræve afgift på mineralolie, der anvendes til rumopvarmning eller i
hvert
fald opvarmning i mindre omfang. I forslaget til mineraloliedirektivet (KOM
(90) 434), anvendtes betegnelsen "brændsel til fyringsformål", i
stedet for brændsel, hvilket understøtter dette synspunkt.
Af Kommissionens ændrede forslag til Rådets direktiv om
indbyrdes tilnærmelse af punktafgifterne for mineralolier (KOM (89) 526
endelig
udg.), der går forud for Rådets direktiv 92/82 af 19. oktober 1992
(satsdirektivet), fremgår det, at:
"Kommissionen finder det berettiget at behandle de
forskellige produkter forskelligt ud fra den betragtning, at der bør sondres
mellem produkter, som overvejende er til endeligt privatforbrug, og
produkter,
der hovedsageligt anvendes erhvervsmæssigt."
Dette synspunkt præciserer Det Økonomiske og Sociale Udvalg,
idet af deres udtalelse om det ændrede forslag til satsdirektivet fremgår,
at:
”alle punktafgifter på tunge brændselsolier, som udelukkende
anvendes til produktion, bør afskaffes."
Endvidere har EU-Kommissionen i et direktivforslag til
omstrukturering af EF-bestemmelsen for beskatning af energiprodukter
(97/C139/07) i artikel 13, som erstatning for nugældende artikel 8 i direktiv
92/81, anført, at medlemsstaterne fritager:
"energiprodukter, der anvendes til andre formål end som
motorbrændstof eller som brændsel til opvarmning."
Repræsentanten har med baggrund heri anført, at det kan
lægges til grund, at medlemsstaterne alene skal pålægge afgift på
mineralolier,
der anvendes som motorbrændstof eller som brændsel til privatforbrug, og
dermed
fritage blandt andet mineralolie til produktionsformål for punktafgift.
I henhold til den danske mineralolieafgiftslov har
momsregistrerede virksomheder som hovedregel ret til godtgørelse af afgifter
på
olie, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, dog har der med virkning fra
den 1. januar 1996 ikke kunnet opnås godtgørelse af afgifter på olie til
frembringelse af rumvarme/varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk.
4.
Lovændringen blev bl.a. motiveret med følgende, jf.
lovforslag nr. 210 fremsat den 6. april 1995:
"Udgangspunktet for afgrænsningen og definitionen af
rumopvarmning i erhverv har været, at erhvervene skulle betale samme afgift
på
samme type energiforbrug til opvarmning m.v., som finder sted i
husholdningerne. For rumopvarmning kan man endvidere som udgangspunkt antage,
at forbruget er mere jævnt fordelt mellem forskellige brancher end andet
energiforbrug og i store træk proportionalt med beskæftigelsen. Under disse
forudsætninger vil en rumopvarmningsafgift, hvor provenuet føres tilbage til
erhvervene i forhold til beskæftigelsen, i videre omfang end afgifter på
andre
energianvendelser i erhvervene, være neutral for erhvervenes samlede
konkurrenceevne samtidig med, at omfordelingerne mellem forskellige brancher
er
mere beskedne.
Der er dog visse erhverv, hvor rumopvarmningen mere direkte
er en forudsætning for produktionen end i andre erhverv, hvor rumopvarmningen
mere sker af hensyn til de ansattes og kundernes komfort. Disse typer
rumopvarmningen er fritaget for den forhøjede rumopvarmningsafgift. Det
gælder
opvarmning af visse væksthuse i gartnerier og opvarmning af
staldbygninger."
Lovændringen må på den baggrund anses som værende i
overensstemmelse med mineraloliedirektivet og satsdirektivet, idet
afgiftsbelastningen sigter mod opvarmning i private hjem eller såkaldt
komfortopvarmning af hensyn til medarbejdere eller kunder.
I et svar af 18. marts 1996 til Folketingets Skatteudvalg
anfører den daværende skatteminister således også, at:
"De nye regler er udtryk for en afgiftsmæssig
ligestilling af rumopvarmning, uanset om den foregår i privat hjem, i
erhvervsvirksomhed eller f.eks. på hoteller, i sommerhuse eller
feriecentre."
I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, er nævnt en række
former for processer, der ikke anses som opvarmning eller varmt vand omfattet
af § 11, stk. 4. Som eksempel herpå kan blandt andet nævnes rengøring og
sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg (§ 11, stk. 5, nr. 3),
rengøring og sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i
slagterier (§ 11, stk. 5, nr. 3), samt rengøring af genbrugsemballage, der
også
må anvendes til andre formål end transport eller salg af varer (§11, stk. 5,
nr. 5).
For så vidt angår disse modifikationsbestemmelser har
repræsentanten anført, at henset til mineralolie- og satsdirektivet, samt
bemærkningerne til det danske lovforslag, er bestemmelserne unødvendige, og
har
alene været indført for at regulere grænsetilfælde, hvor der har været tvivl,
om energien kan anses for at være anvendt til produktionsformål eller
privatlignende formål. Bestemmelserne er indført efterfølgende via
lovændringer, og enkelte af dem er da også indført med henblik på at
kodificere
allerede gældende praksis. Som eksempel kan nævnes l0 %'s reglen i
mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 4, 2. pkt., der fik tilbagevirkende kraft.
Derudover er der tale om undtagelser til hovedreglen, hvor
udgangspunktet må være, at fortolkningen af undtagelsernes rækkevidde bør ske
under særligt hensyn til mineralolie- og satsdirektivet samt de danske
lovgiveres hensigter, hvilket myndighederne har undladt. I denne forbindelse
har repræsentanten anført, at med afgrænsningen og definitionen af rumvarme
og
varmt vand har de danske lovgivere tydeligvis tilsigtet, at for samme type
energiforbrug, som finder sted i husholdningerne m.v., skal erhvervene betale
samme afgift som husholdningerne m.v. Der er herved lagt vægt på, at dette
energiforbrug faktisk er mere jævnt fordelt mellem forskellige brancher end
andet energiforbrug, således at afgiftsbelastningen i videre udstrækning end
afgiftsbelastning af andre formål vil være neutral mellem forskellige
brancher.
Lovgiver har endvidere tilkendegivet, at visse former for rumopvarmning, som
mere direkte er en forudsætning for produktionen end i andre erhverv, ikke
omfattes af den afgiftsmæssige definition af rumvarme. Det vil således være i
strid hermed, såfremt energi til et anlæg som koppevaskeren skal
afgiftsbelægges. Det omhandlede energiforbrug minder på ingen måde om
energianvendelsen i husholdninger, og opvarmningen af vandet til
koppevaskeren
er ene og alene en direkte forudsætning for produktionen af osten, således at
man opfylder de lovgivningsmæssige krav til fødevaresikkerheden.
En indskrænkende fortolkning af mineralolieafgiftsloven, som
regionens afgørelse er udtryk for, vil medføre vilkårligheder og samtidig
være
i strid med mineralolie- og satsdirektivet. Denne vilkårlighed vil bl.a.
kunne
give sig udslag i, at det ville blive lønsomt at bruge el i stedet for
brændsler til koppevaskeren, idet et sådant elforbrug vil være berettiget til
afgiftsgodtgørelse efter reglerne for let proces, hvilket må stride imod
lovgivers intentioner. Endvidere kan det næppe heller være lovgiveres ønske,
at
afgiften faktisk indebærer en tilskyndelse til, at koppevaskeren ombygges
således, at energiforbruget fremover erstattes med kemikalier, idet det vil
have en negativ miljøeffekt.
Derudover vil den strikse fortolkning indebære, at rengøring
af mælke- og tankanlæg (mejeriernes produktionsudstyr), eller
transportemballage og slagteriers produktionsudstyr for den sags skyld, er
fradragsberettiget,
mens energi til rengøring af ostekopper ikke er det, hvilket i princippet
ville
være i strid med de EU-retlige regler om statsstøtte, jf. herved
EF-domstolens
dom af 8. november 2001 i sag C-143/99. Repræsentanten har herom tillige
henvist
til EU-Kommissionens udtalelser og de heri anførte forudsætninger i
forbindelse
med Kommissionens godkendelse af de danske energiafgiftsregler.
Endelig har repræsentanten anført, at de 4 afgørelser, der
er nævnt i klagerens skrivelse af 19. februar 2001 til regionen, alle er
afgørelser, der støtter synspunkterne om, at man må betragte nærværende sag
ud
fra formålet og lovgivers intentioner med loven.
Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen
stadfæstet. Styrelsen har anført, at forholdet er omfattet af
mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og derfor kun kan være
godtgørelsesberettiget, såfremt undtagelsen i lovens § 11, stk. 5, nr. 3, kan
anvendes.
Imidlertid må denne bestemmelse fortolkes efter sin ordlyd, således at det
alene er energiforbrug, der sker i forbindelse med lukkede produktionsanlæg,
der kan være omfattet, hvilket de omhandlede vaskemaskiner ikke er.
Vedrørende forholdet til EU-retten har Styrelsen anført, at
man under hele forløbet med energiafgiftslovgivningen har notificeret denne
for
EU, som har godkendt lovgivningen. Således kan reglerne hverken anses at være
i
strid med mineraloliedirektivet eller de EU-retlige statsstøtteregler.
Landsskatteretten
skal udtale:
I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1,
samt gasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder
få
tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte varer.
Som en undtagelse hertil, kan der efter bestemmelserne i
mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og gasafgiftslovens § 10, stk. 4,
ikke ydes tilbagebetaling for afgiften af
varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af
varme,
som leveres fra virksomheden, rumvarme, eller varmt vand, jf. dog stk. 5.
I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3,
og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, kan der ydes tilbagebetaling af
afgiften af varme og varer for bl.a. forbrug af varmt vand til rengøring
eller
sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne
cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW.
I henhold til kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1 og
4, kan tilbagebetaling efter stk. 1 ydes for det forbrug, der er fuldt ud
tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i lov om energiafgift af
mineralolieprodukter
m.v. samt efter § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas.
Landsskatteretten finder, at anvendelsen af mineralolie og
gas til opvarmning af vandet i det omhandlede vaskeanlæg må anses som energi
forbrugt i virksomheden, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og
gasafgiftslovens § 10, stk. 1, men da det varme vand ikke er medgået til
produktionen af en vare, finder retten samtidig, at energiforbruget er
omfattet
af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og gasafgiftslovens § 10, stk. 4.
Landsskatteretten finder herefter, at klageren alene kan
opnå godtgørelse af energiafgifterne til det her omhandlede forbrug, såfremt
forbruget er omfattet af en af de i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, og
gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nævnte situationer, der udtømmende regulerer
de
tilfælde, hvor der på trods af, at energiforbruget er omfattet af stk. 4,
alligevel kan ydes godtgørelse af energiafgifterne. Idet de nævnte
bestemmelser
må anses som undtagelser til hovedreglen i lovenes § 11, stk. 4, samt § 10,
stk. 4, vedrørende varmt vand, må bestemmelserne fortolkes indskrænkende.
Landsskatteretten finder i denne forbindelse, at den relevante bestemmelse
for
vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11,
stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet ingen af de
andre
i bestemmelserne nævnte situationer kan finde anvendelse.
Landsskatteretten finder med baggrund i det fremlagte
materiale, at anvendelsen af varmt vand i anlægget til rengøring mv. af
ostekopperne ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser. Retten har herved
henset til, at det omhandlede anlæg ikke kan karakteriseres som en tank eller
et lukket produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med
en kapacitet på mindst 1 kW, da der for så vidt angår sidstnævnte hverken er
tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår.
Da hverken den danske lovgivning på dette område eller dette
resultat findes at være i strid med mineraloliedirektivets artikel 8, der
friholder brændsel for afgiftsfritagelse, eller de EU-retlige regler om
statsstøtte stadfæstes den påklagede afgørelse.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen angår, om Sagsøger A/S efter kulafgiftslovens § 8, stk. 3, jf. stk. 4, nr. 1, er berettiget til tilbagebetaling af kulafgift af fjernvarme, som er blevet brugt i processen ved fremstilling af spædevand, der ledes ind i returløbet på fjernvarmenettet Domsdatabasen · 30. juni 2023
- Selskabet er ikke anset for berettiget til godtgørelse af energi- og CO2-afgift vedrørende energi anvendt til opvarmning af vand til opvaskemaskiner. Klagen… Landsskatteretten · 4. december 2008
- Selskabets fjernvarmeleverance er ikke anset for omfattet af reglerne om overskudsvarme men af de almindelige regler for produceret varme, jf. gasafgiftslovens… Landsskatteretten · 18. december 2012
- Selskabet fra den 1. januar 2009 er ikke anset for berettiget til godtgørelse af gasafgift vedrørende energiforbrug til opvarmning af laboratoriestalde til… Landsskatteretten · 29. april 2010
- SKAT har ikke imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, om tilbagebetaling af et CO2-afgiftsbeløb vedrørende stilstandsvarme… Landsskatteretten · 11. september 2013
- Skatterådet har besvaret spørgsmålet med et nej Landsskatteretten · 20. september 2011
Lignende dokumenter
- Tilbagebetaling af gasafgift - gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3 - rengøring og sterilisering af lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW Retsinformation · 29. juli 2026
- Godtgørelse - energiafgifter - rengøring Retsinformation · 19. oktober 2016
- SKAT har afkrævet [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, afgifter i henhold til bestemmelserne i elektricitetsafgiftslovens §11, stk. 3, og… Landsskatteretten · 25. juli 2011
- Spørgers anvendelse af mineralolieprodukter og naturgas til brug for forarbejdning og fremstilling af mejeriprodukter (mejeridrift), ikke omfattet af mineralolieafgiftslovs § 11 b, stk. 1 og gasafgiftslovs § 10 b, stk. 1. SKM-databasen · 20. november 2025
- SKAT har ændret selskabets tilbagebetaling af afgift af naturgas anvendt til opvarmning af selskabets produktions- og lagerhal Landsskatteretten · 1. august 2019
- SKAT har ikke godkendt, at selskabet kan modregne energi- og CO2-afgift af rumvarme i den beregnede EU minimumsafgift for naturgas- og fuelolie, jf.… Landsskatteretten · 16. januar 2012