Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter. Mejerier

KEN nr 9156 af 09/12/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet24. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgifter.

Mejerier

Klagen skyldes, at A A/S ikke er anset berettiget til

godtgørelse af energiafgifter i perioden 1. januar 1996 til 31. december 1999

vedr. olie og naturgas anvendt til opvarmning af vand til vask af osteforme,

idet energiforbruget er anset for omfattet af rumvarme/varmt vandsreglerne i

mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og gasafgiftslovens § 10, stk. 4.

Det er oplyst, at klageren, der er momsregistreret, er en

virksomhed, der blev stiftet i 1893 og som fremstiller dessert-oste på de 3

produktionssteder X mejeri, Y mejeri og Z Mejeri. I forbindelse med denne

fremstilling anvendes bl.a. ostekopper. Anvendelsen af disse kopper har 3

primære formål, nemlig at give osten den ønskede form, at styre

temperaturforløbet, så den ønskede biologiske syrning forløber, samt at

afdræne

valle, så den ønskede tørstofprocent opnås. Kopperne anvendes internt på

mejerierne i forbindelse med produktionen af ost og forlader således ikke

mejerierne på noget tidspunkt. Kopperne genbruges løbende og bliver i denne

forbindelse rengjort i en såkaldt koppevasker, der er et aflangt anlæg, hvor

kopperne føres gennem kabinen, mens der sprøjtes varmt vand på både kopper og

kabinevægge. Anlægget er under indførsel og fraførsel af kopper åbent i begge

ender.

For så vidt angår rengøring af kopperne er det oplyst, at

processen kan inddeles i 4 følgende faser:

1. Forvask.

Afskyller urenheder ved at vand spules ud over kopperne og

kabinen, hvorved osterester udslås fra kopperne til kabinens vægge, hvorfra

resterne afspules. Den anvendte pumpe er på 3 kW, og vandet genanvendes fra

efterskylning.

2. Hovedvask.

Rengører og pasteuriserer ved at varmt vand spules ud over

Læs alt

kopperne og i kabinen. Osteresterne aflejres temporært på kabinevæggen.

Vandet

opvarmes via dampindsprøjtning til ca. 85 grader C. Den anvendte pumpe er på

15

kW. Der genanvendes vand fra et vaskekar i koppevaskeren og dette vaskekar

suppleres med vand fra forvask, når der er behov for ekstra vand på grund af,

at der borttransporteres vand med kopperne eller sker fordampning ved den

høje

temperatur. Vandet er tilsat rengøringsmidler.

3. Efterskylning.

Afskyller for vaskevand ved at kopperne og kabinen

overrisles af ca. 10 grader C varmt vand. I denne proces anvendes normalt

ikke

energi.

4. Desinfektion (skoldning).

Desinfektionen, der skal sikre en optimal fødevaresikkerhed,

sker ved overrisling af kopper og kabine med ca. 90 grader C varmt vand.

Vandet

er opvarmet via dampindsprøjtning. Den anvendte pumpe har en kapacitet på 4

kW.

Der anvendes rent vand uden tilsætning af rensemidler.

Klagerens repræsentant har oplyst, at opvarmningen af det

anvendte vand er sket med naturgas og olie. Opvarmningen kunne også været

sket

med el, såfremt der indsattes varmelegemer i form af elpatroner i kar inden i

koppevaskeren. Endvidere kunne anlægget være blevet ombygget, således at

energiforbruget i stedet blev erstattet med kemikalier.

Klagerens repræsentant har fremlagt tegninger over

koppevaskeren samt en video, der viser hvorledes anlægget fungerer. Af

videoen

fremgår det, at ostekopperne efter vask via et transportbånd kører ud af

anlægget og videre til de steder, hvor der sker påfyldning med ostemasse.

Repræsentanten har oplyst, at rengøringen af kopperne skal følge nærmere

fastsatte krav efter mælkehygiejnedirektivet 92/46 af 16. juni 1992 samt

bekendtgørelse nr. 1022 af 3. december 1996 om virksomheder, der indvejer,

tilvirker eller engrosopbevarer mælk, mælkeprodukter m.v., eller som

tilvirker

eller engrosopbevarer margarine m.v.

Det er herudover oplyst, at klageren har udarbejdet et notat

vedr. koppevaskeren som en professor i mejeriteknologi ved Den Kgl.

Veterinær-

og Landbohøjskolen har kommenteret ved skrivelse af 6. august 2002. Af

skrivelsen fremgår der følgende:

”( )

Jeg har læst ovennævnte dokument, og kan bekræfte:

At ostekoppernes funktion og rolle i ostefremstillingen er

beskrevet korrekt i dokumentet

At en særdeles effektiv vask og desinfektion af osteforme

for hver anvendelse er en helt nødvendig del af ostefremstillingsprocessen

At en utilstrækkelig vask og desinfektion vil medføre et

helt uacceptabelt fødevaresikkerhedsproblem, samt problemer med

produktkvalitet

At en varmedesinfektion har følgende fordele i forhold til

en kemisk:

- Desinficerer i dybden i modsætning til kemikalier, der som

regel kun når overfladen.

- Eliminerer risiko for at overføre kemalierester til

produktet

- Undgår udledning af kemikalier til miljøet

Jeg kan således konkludere:

At effektiv vask og desinfektion af osteforme er en absolut

nødvendig del af ostefremstillingsprocessen

At vaske- og desinfektionsprocessen derfor er at betragte

som en lige så integreret del af ostefremstillingen som for eksempel

pasteurisering og modning

At desinfektion ved varme er et hensigtsmæssigt valg af

metode

At ud fra en mejeriteknologisk betragtning vedrører

energiforbruget til vask og desinfektion af ostekopper selve

ostefremstillingsprocessen”

Af Skatteministeriet skrivelse af 17. november 2000 til

klageren, fremgår følgende:

”( )

De mener, at der med energi- og CO2-afgifterne sker en

afgiftsbelægning af fødevaresikkerheden. De spørger om det er regeringens

politik at gennemføre en afgiftsbelægning af fødevaresikkerheden.

Baggrunden for energi- og CO2-afgifterne er, at

energiforbrug og CO2-udledning skal reduceres mest muligt til gavn for

miljøet

og klima.

Dette gælder generelt set for alle såvel husholdninger som

virksomheder i Danmark uanset hvad energien anvendes til.

Sammenkædningen af fødevaresikkerhed og energibeskatning er

efter Skatteministeriets opfattelse ikke rimelig. Overholdelse af reglerne på

fødevareområdet og sikring af fødevaresikkerheden er selvstændigt spørgsmål,

som reguleres i anden lovgivning mv. I den forbindelse går Skatteministeriet

naturligvis ud fra, at det kemikalieforbrug De omtaler, er lovligt efter

miljølovgivningen og andre reguleringer af området. Der sker således ikke

nogen

præmiering i form af lavere skatter og afgifter for overholdelsen af sådanne

regler og produktionskrav.

Som det fremgik af Skatteministerens svar til Dem, er

Skatteministeriet naturligvis fortsat indstillet på at undersøge Deres

spørgsmål om vask af osteforme nærmere. Begrundelsen for dette er ikke

hensynet

til fødevaresikkerheden, men hensynet til at sikre en sammenhæng i energi- og

CO2-afgifterne og undgå en evt. uhensigtsmæssighed omlægning af produktionen.

I løbet af vinteren 2000/2001 er det hensigten at gennemføre

en ny vurdering af energi- og CO2-afgifterne, herunder definitionerne af

rumvarme, let og tung proces. De vil i den anledning blive kontaktet af

Skatteministeriet med henblik på en uddybende beskrivelse af de omhandlede

processer.”

Af Skatteministerens besvarelse 1. december 2000 af et

spørgsmål rejst i Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri,

fremgår følgende:

”Spørgsmål:

Ministeren bedes ( ) oplyse, om problemet vedrørende

afgiftsgodtgørelse af energiforbruget i forbindelse med desinfektion på

ostemejerier nu er undersøgt nærmere, og om der vil blive ændret på

lovgivningen.

Svar:

Der er endnu ikke er truffet nogen beslutning om, hvorvidt

det kan komme på tale at foreslå en ændring af afgiftslovgivningen i

forbindelse med vask af osteforme.

Skatteministeriet har netop bedt erhvervslivets

hovedorganisationer om bidrag til, hvor det kan komme på tale at ændre

proceslisten og afgrænsningen mellem proces og rumvarme i

energiafgiftslovgivningen. Eventuelle bidrag fra organisationerne vil, sammen

med de henvendelser Skatteministeriet siden seneste justering af

energiafgifterne har modtaget fra virksomheder og brancher, indgå i

overvejelserne om en ændring og justering af lovgivningen.

Spørgsmålet vedrørende energiforbruget til vask af osteforme

vil indgå i dette arbejde, og vil blive behandlet på lige fod med de andre

spørgsmål, der måtte blive rejst.

( )

A A/S, der har rejst spørgsmålet om vask af osteforme, er

blevet orienteret om dette.”

Regionen har ved den påklagede afgørelse krævet

tilbagebetaling af energi- og C02-afgifter, der vedrører olie/naturgas

anvendt

i forbindelse med opvarmning af vand til vask mv. af ostekopperne for

perioden

1. januar 1996 til 31. december 1999. Følgende afgiftsbeløb er efteropkrævet

hos klageren:

X mejeri kr.

22.238

Y mejeri kr.

175.100

Z mejeri

kr.

59.877

I alt kr.

257.215

Afgifterne baserer sig på følgende energiforbrug pr. mejeri,

som opgjort af klageren:

X mejeri:

9525 Nm3

naturgas

Y mejeri:

75000 Nm3

naturgas

Z mejeri:

9000

liter olie

Regionen har som begrundelse for afgørelsen anført, at der

som udgangspunkt ikke kan ydes tilbagebetaling af afgiften på den af

virksomheden forbrugte olie og naturgas, der anvendes til varmt vand, jf.

hovedreglen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, (og enslydende

bestemmelse

i gasafgiftslovens § 10, stk. 4), medmindre der er tale om procesformål som

defineret i stk. 5.

Regionen har i denne forbindelse henvist til, at der ved lov

nr. 418 af 14. juni 1995 om ændring af forskellige energiafgiftslove med

virkning pr. 1. januar 1996 blev indført en gradvis reducering af adgangen

til

godtgørelse af energiafgifterne af energi til rumvarme og varmt vand, der

helt

bortfaldt pr. 1. januar 1998. Samtidig blev der i mineralolieafgiftsloven §

11,

stk. 5, opregnet en række tilfælde, hvor der dog blev ydet tilbagebetaling

for

sådant energiforbrug. Den for nærværende sag relevante bestemmelse findes i

lovens § 11, stk. 5, nr. 3.

I det oprindelige lovforslag (L 210 fremsat den 6. april 1995)

havde § 11, stk 5, nr. 3, følgende ordlyd:

"Afgiften af varme og varer omfattet af stk. 4 i de

anvendelser, som er nævnt i bilaget til lov om kuldioxidafgift af visse

energiprodukter samt anvendt til rumopvarmning og varmt vand i

staldbygninger,

jf. dog stk. 6."

Af lovforslagets bemærkninger til § 11, stk. 4-6, fremgår

det, at hovedprincippet for tilbagebetaling af energiafgifter bliver, at kun

afgiften af varer, som ikke direkte eller indirekte er anvendt til

fremstilling

af varme bestemt for videresalg, rumopvarmning eller fremstilling af varmt

vand, tilbagebetales. Det fremgår videre, at med indirekte menes i

samproduktion med andre varer og tjenester. Yderligere fremgår det, at der

dog

fortsat ydes tilbagebetaling for egentlig procesvarme. Særligt for så vidt

angår bemærkningerne til § 11, stk. 5, nr. 3, fremgår det, at der foreslås,

at

der under alle omstændigheder er adgang til tilbagebetaling for de processer,

som er omfattet af listen over særligt energiintensive processer i

CO2-afgiftsloven, f.eks. drivhuse. Herudover friholdes opvarmning af

staldbygninger og forbruget af varmt vand i disse.

I forbindelse med lovforslagets behandling blev der fremsat

og vedtaget følgende ændringsforslag, jf. § 1, nr. 3, i betænkning afgivet af

Skatteudvalget den 24. maj 1995:

"I det under nr. 3 foreslåede § 11, stk. 5, nr. 3

ændres ”jf. dog stk. 6" til: "varmt vand til rengøring eller

sterilisering af lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres

med pumper med en kapacitet på mindst1 kW ( )".

Af bemærkningerne hertil fremgår det:

"Det foreslås, at varmt vand til rengøring af lukkede

systemer friholdes for energiafgift, dvs. afgiftsbelægges som let proces, når

rengøringsvæskerne cirkuleres med en pumpe på mindst 1 kW. Dette indebærer

f.eks., at en stor del af mejeriernes forbrug af varmt vand til rensning af

procesudstyr kan opfattes som let proces.”

Efterfølgende blev der ved lov nr. 1102 af 20. december 1995

om ændring af forskellige energiafgiftslove m.v. i § 11, stk. 5, nr. 3,

indsat

efter ”staldbygninger, varmt vand til rengøring eller sterilisering

af” ”tanke

og”. Af bemærkningerne hertil fremgår:

"Rengøring af produktionsanlæg med

cirkulationsrengøringssystemer er defineret som let proces. I visse

situationer

rengøres tanke, herunder tankbiler, med samme type rengøringsanlæg som selve

produktionsanlægget. Det præciseres, at rengøringen af disse anlæg

ligestilles

med rengøring af selve produktionsanlægget."

I forbindelse med det senere det lovforslag nr. 218 af 9.

april 1997 om forslag om justering af rumvarmeafgiften, fremgår det af

bemærkningerne, at det generelt er en betingelse for tilbagebetaling af

afgiften vedr. varmt vand, at det direkte er medgået i selve produktionen af

en

vare, som afsættes. Derfor ydes der generelt ikke tilbagebetaling i

forbindelse

med forbrug, der er knyttet til leverancer af ydelser. Dette sikrer blandt

andet, at almindelig rengøring ikke berettiger til godtgørelse. Det har

imidlertid vist sig, at visse ydelser, der i et vist omfang er i konkurrence

med varefremstilling, belastet relativt hårdt. Derfor foreslås det, at vask

af

genbrugsemballage og tekstilvaskeriernes energiforbrug beskattes som

procesenergi. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på det grundliggende

princip om, at der ikke ydes tilbagebetaling af afgiften vedr. varmt vand til

rengøring. Der vil fortsat ikke kunne ydes tilbagebetaling af vask af

driftsmidler, der udelukkende bruges internt i virksomheden, og som således

ikke har karakter af transport- eller salgsemballage.

På baggrund af ovenstående lovbemærkninger har regionen

anført, at det i sagen omhandlede energiforbrug ikke er omfattet af ordlyden

i

mineralolieafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, om "rengøring eller

sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg", idet hovedformålet

i

den konkrete sag ikke er at rengøre selve koppevaskeren, men derimod at

rengøre

og desinficere osteformene. Med lovændringen af mineralolieafgiftslovens §

11,

stk. 5, nr. 3, i 1995 har lovgiver alene valgt at friholde mejeriernes

forbrug

af energi anvendt til rengøring eller sterilisering af selve

produktionsanlægget. Herved forstår regionen for eksempel rengøring af rør,

hvori mælken løber fra mælketankbilerne samt selve det lukkede

produktionsanlæg, hvori mælken undergår en proces. Koppevaskeren fungerer

derimod som en slags vaskemaskine, hvor der ikke foregår nogen proces eller

varefremstilling, hvorefter den ikke kan anses som et (lukket)

produktionsanlæg.

Regionen har videre anført, at ostekopperne skal betragtes

som et driftsmiddel, og at det

næppe har

været lovgivers hensigt, at ændringen af § 11, stk. 5, nr. 3, skulle omfatte

driftsmidler, jf. herved bemærkningerne til lov nr. 1102 af 20. december

1995.

Det fremgår heraf, at ved rengøring af tankbiler, er det en betingelse for

afgiftsgodtgørelse, at rengøringen sker med samme type rengøringsanlæg som

selve produktionsanlægget. Rengøringen af osteformene foretages i

koppevaskeren, som ikke er forbundet med virksom-hedens rengøring af øvrige

produktionsanlæg. Ifølge lovgivers bemærkninger til lovforslag nr. 218 af 9.

april 1997 er konklusionen også, at der fortsat ikke kan ydes tilbagebetaling

af vask af driftsmidler, der udelukkende anvendes internt i virksomheden.

Regionen har herudover lagt vægt på, at Skatteministeren i

sin besvarelsen den 1. december 2000 har anset forbruget af energi til vask

af

osteforme som omfattet af rumvarmereglerne og dermed som varmt vand, dog

sådan

at han er villig til at se på, om der bør ske en lovændring, således at

forbruget på et senere tidspunkt kunne blive anset som omfattet af let

proces.

Regionen har endelig henvist til Landsskatterettens kendelse

af 15/6 2000 refereret i TfS 2000.643 om et slagteris mulighed for

tilbagebetaling af afgift af varme og gas anvendt til opvarmning af vand til

rengøring og sterilisering af produktionsudstyr mv. I sagen afgjorde

Landsskatteretten, at alene fordi et slagteris forbrug af varmt vand til

rengøring og sterilisering af produktionsudstyr positivt var nævnt under

gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, gav Landsskatteretten virksomheden

delvis

medhold i, at der kunne ske godtgørelse af energiafgifterne.

Mht. repræsentantens bemærkninger om

mælkehygiejne-direktivet har regionen henvist til Skatteministeriets brev af

17. november 2000, hvis indhold regionen kan tilslutte sig.

For så vidt angår klagerens henvisning til 4 afgørelser, som

angivet i klagerens brev af 19. februar 2001, har regionen bemærket, at

skatteministerens udtalelser om energiforbruget til opvarmning af Parkens

boldbane, der blev anset som procesenergi, vedrørte opvarmning af selve banen

og ikke af et rum.

Vedr. Told- og Skattestyrelsens afgørelse om opvarmning af

gulve i frysehuse, der blev anset for godtgørelsesberettiget, var der tale

om,

at opvarmningen udelukkende havde til formål at undgå permafrost i jorden

under

frysehuset, ligesom der ikke var tale om opvarmning af et rum.

Vedr. henvisningen til Landsskatterettens kendelse af

23/12-1998, refereret i TfS 1999.491 var der her tale om, at varmen til de

øvrige lokaler kom fra et procesanlæg, hvor det anvendte brændsel i forvejen

var omfattet af reglerne om proces.

Endelig har regionen for så vidt angår Landsskatterettens

kendelse af 16/12-1999, refereret

i TfS

2000.431 vedr. varmekanonerne anført, at energiforbruget blev anset som

procesenergi, fordi retten var af den opfattelse, at det opvarmede element

ikke

kunne anses som et rum.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren

er berettiget til godtgørelse af energiafgifterne på den anvendte mængde

energi, der er medgået til varmt vand i forbindelse med driften af

koppevaskeranlægget.

Repræsentanten har til støtte for påstanden gjort gældende,

at der er tale om anvendelse af varmt vand til proces som omhandlet i

mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, der

således er godtgørelsesberettiget, idet kopperne og koppevaskeren udgør en

væsentlig del af produktionsprocessen, hvorfor det anvendte brændsel ikke er

omfattet af begreberne rumvarme/varmt vand i mineralolieafgiftsloven § 11,

stk.

4.

Repræsentanten har henvist til, at efter artikel 8, nr. 1,

litra a), i Rådets direktiv 92/81 af 19. oktober 1992

(mineraloliedirektivet),

skal medlemsstaterne fritage mineralolier, der anvendes på anden måde end som

motorbrændstof eller brændsel, for punktafgifter.

Udgangspunktet er således, at mineralolier, der anvendes til

andre formål end motorbrændstof eller brændsel, er fritaget for afgift. Dette

bekræftes bl.a. af EF-Domstolen i præmis 50 i sag C-482/98, Den Italienske

Republik mod Kommissionen, om artikel 27 i direktiv 92/83, der

opbygningsmæssigt er analog med artikel 8 i direktiv 92/81, hvor EF-Domstolen

bemærker:

"at fritagelse for produkter, der er omfattet af

artikel 27, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 92/83 er hovedreglen, og

nægtelse heraf er undtagelsen".

EF-Domstolen har endvidere i bl.a. i præmis 24 i sag

C-346/97, Braathens Sverige AB fastslået, at:

"hvis man tillod medlemsstaterne at pålægge varer, der,

som i det foreliggende tilfælde, skal fritages for den harmoniserede

punktafgift i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i direktiv 92/81, en

anden indirekte beskatning, ville bestemmelsen fuldstændig miste sin

effektive

virkning".

Betegnelsen "brændsel" (engelsk udgave; heating,

tysk udgave; heizzwecken) er ikke defineret i mineraloliedirektivet, men

"opvarmning" anvendes som synonym til brændsel i artikel 2, nr. 2,

i

direktiv 92/81. Dette taler for, at direktivet alene pålægger medlemsstaterne

at opkræve afgift på mineralolie, der anvendes til rumopvarmning eller i

hvert

fald opvarmning i mindre omfang. I forslaget til mineraloliedirektivet (KOM

(90) 434), anvendtes betegnelsen "brændsel til fyringsformål", i

stedet for brændsel, hvilket understøtter dette synspunkt.

Af Kommissionens ændrede forslag til Rådets direktiv om

indbyrdes tilnærmelse af punktafgifterne for mineralolier (KOM (89) 526

endelig

udg.), der går forud for Rådets direktiv 92/82 af 19. oktober 1992

(satsdirektivet), fremgår det, at:

"Kommissionen finder det berettiget at behandle de

forskellige produkter forskelligt ud fra den betragtning, at der bør sondres

mellem produkter, som overvejende er til endeligt privatforbrug, og

produkter,

der hovedsageligt anvendes erhvervsmæssigt."

Dette synspunkt præciserer Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

idet af deres udtalelse om det ændrede forslag til satsdirektivet fremgår,

at:

”alle punktafgifter på tunge brændselsolier, som udelukkende

anvendes til produktion, bør afskaffes."

Endvidere har EU-Kommissionen i et direktivforslag til

omstrukturering af EF-bestemmelsen for beskatning af energiprodukter

(97/C139/07) i artikel 13, som erstatning for nugældende artikel 8 i direktiv

92/81, anført, at medlemsstaterne fritager:

"energiprodukter, der anvendes til andre formål end som

motorbrændstof eller som brændsel til opvarmning."

Repræsentanten har med baggrund heri anført, at det kan

lægges til grund, at medlemsstaterne alene skal pålægge afgift på

mineralolier,

der anvendes som motorbrændstof eller som brændsel til privatforbrug, og

dermed

fritage blandt andet mineralolie til produktionsformål for punktafgift.

I henhold til den danske mineralolieafgiftslov har

momsregistrerede virksomheder som hovedregel ret til godtgørelse af afgifter

på

olie, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, dog har der med virkning fra

den 1. januar 1996 ikke kunnet opnås godtgørelse af afgifter på olie til

frembringelse af rumvarme/varmt vand, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk.

4.

Lovændringen blev bl.a. motiveret med følgende, jf.

lovforslag nr. 210 fremsat den 6. april 1995:

"Udgangspunktet for afgrænsningen og definitionen af

rumopvarmning i erhverv har været, at erhvervene skulle betale samme afgift

på

samme type energiforbrug til opvarmning m.v., som finder sted i

husholdningerne. For rumopvarmning kan man endvidere som udgangspunkt antage,

at forbruget er mere jævnt fordelt mellem forskellige brancher end andet

energiforbrug og i store træk proportionalt med beskæftigelsen. Under disse

forudsætninger vil en rumopvarmningsafgift, hvor provenuet føres tilbage til

erhvervene i forhold til beskæftigelsen, i videre omfang end afgifter på

andre

energianvendelser i erhvervene, være neutral for erhvervenes samlede

konkurrenceevne samtidig med, at omfordelingerne mellem forskellige brancher

er

mere beskedne.

Der er dog visse erhverv, hvor rumopvarmningen mere direkte

er en forudsætning for produktionen end i andre erhverv, hvor rumopvarmningen

mere sker af hensyn til de ansattes og kundernes komfort. Disse typer

rumopvarmningen er fritaget for den forhøjede rumopvarmningsafgift. Det

gælder

opvarmning af visse væksthuse i gartnerier og opvarmning af

staldbygninger."

Lovændringen må på den baggrund anses som værende i

overensstemmelse med mineraloliedirektivet og satsdirektivet, idet

afgiftsbelastningen sigter mod opvarmning i private hjem eller såkaldt

komfortopvarmning af hensyn til medarbejdere eller kunder.

I et svar af 18. marts 1996 til Folketingets Skatteudvalg

anfører den daværende skatteminister således også, at:

"De nye regler er udtryk for en afgiftsmæssig

ligestilling af rumopvarmning, uanset om den foregår i privat hjem, i

erhvervsvirksomhed eller f.eks. på hoteller, i sommerhuse eller

feriecentre."

I mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, er nævnt en række

former for processer, der ikke anses som opvarmning eller varmt vand omfattet

af § 11, stk. 4. Som eksempel herpå kan blandt andet nævnes rengøring og

sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg (§ 11, stk. 5, nr. 3),

rengøring og sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler i

slagterier (§ 11, stk. 5, nr. 3), samt rengøring af genbrugsemballage, der

også

må anvendes til andre formål end transport eller salg af varer (§11, stk. 5,

nr. 5).

For så vidt angår disse modifikationsbestemmelser har

repræsentanten anført, at henset til mineralolie- og satsdirektivet, samt

bemærkningerne til det danske lovforslag, er bestemmelserne unødvendige, og

har

alene været indført for at regulere grænsetilfælde, hvor der har været tvivl,

om energien kan anses for at være anvendt til produktionsformål eller

privatlignende formål. Bestemmelserne er indført efterfølgende via

lovændringer, og enkelte af dem er da også indført med henblik på at

kodificere

allerede gældende praksis. Som eksempel kan nævnes l0 %'s reglen i

mineralolieafgiftsloven § 11, stk. 4, 2. pkt., der fik tilbagevirkende kraft.

Derudover er der tale om undtagelser til hovedreglen, hvor

udgangspunktet må være, at fortolkningen af undtagelsernes rækkevidde bør ske

under særligt hensyn til mineralolie- og satsdirektivet samt de danske

lovgiveres hensigter, hvilket myndighederne har undladt. I denne forbindelse

har repræsentanten anført, at med afgrænsningen og definitionen af rumvarme

og

varmt vand har de danske lovgivere tydeligvis tilsigtet, at for samme type

energiforbrug, som finder sted i husholdningerne m.v., skal erhvervene betale

samme afgift som husholdningerne m.v. Der er herved lagt vægt på, at dette

energiforbrug faktisk er mere jævnt fordelt mellem forskellige brancher end

andet energiforbrug, således at afgiftsbelastningen i videre udstrækning end

afgiftsbelastning af andre formål vil være neutral mellem forskellige

brancher.

Lovgiver har endvidere tilkendegivet, at visse former for rumopvarmning, som

mere direkte er en forudsætning for produktionen end i andre erhverv, ikke

omfattes af den afgiftsmæssige definition af rumvarme. Det vil således være i

strid hermed, såfremt energi til et anlæg som koppevaskeren skal

afgiftsbelægges. Det omhandlede energiforbrug minder på ingen måde om

energianvendelsen i husholdninger, og opvarmningen af vandet til

koppevaskeren

er ene og alene en direkte forudsætning for produktionen af osten, således at

man opfylder de lovgivningsmæssige krav til fødevaresikkerheden.

En indskrænkende fortolkning af mineralolieafgiftsloven, som

regionens afgørelse er udtryk for, vil medføre vilkårligheder og samtidig

være

i strid med mineralolie- og satsdirektivet. Denne vilkårlighed vil bl.a.

kunne

give sig udslag i, at det ville blive lønsomt at bruge el i stedet for

brændsler til koppevaskeren, idet et sådant elforbrug vil være berettiget til

afgiftsgodtgørelse efter reglerne for let proces, hvilket må stride imod

lovgivers intentioner. Endvidere kan det næppe heller være lovgiveres ønske,

at

afgiften faktisk indebærer en tilskyndelse til, at koppevaskeren ombygges

således, at energiforbruget fremover erstattes med kemikalier, idet det vil

have en negativ miljøeffekt.

Derudover vil den strikse fortolkning indebære, at rengøring

af mælke- og tankanlæg (mejeriernes produktionsudstyr), eller

transportemballage og slagteriers produktionsudstyr for den sags skyld, er

fradragsberettiget,

mens energi til rengøring af ostekopper ikke er det, hvilket i princippet

ville

være i strid med de EU-retlige regler om statsstøtte, jf. herved

EF-domstolens

dom af 8. november 2001 i sag C-143/99. Repræsentanten har herom tillige

henvist

til EU-Kommissionens udtalelser og de heri anførte forudsætninger i

forbindelse

med Kommissionens godkendelse af de danske energiafgiftsregler.

Endelig har repræsentanten anført, at de 4 afgørelser, der

er nævnt i klagerens skrivelse af 19. februar 2001 til regionen, alle er

afgørelser, der støtter synspunkterne om, at man må betragte nærværende sag

ud

fra formålet og lovgivers intentioner med loven.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen

stadfæstet. Styrelsen har anført, at forholdet er omfattet af

mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og derfor kun kan være

godtgørelsesberettiget, såfremt undtagelsen i lovens § 11, stk. 5, nr. 3, kan

anvendes.

Imidlertid må denne bestemmelse fortolkes efter sin ordlyd, således at det

alene er energiforbrug, der sker i forbindelse med lukkede produktionsanlæg,

der kan være omfattet, hvilket de omhandlede vaskemaskiner ikke er.

Vedrørende forholdet til EU-retten har Styrelsen anført, at

man under hele forløbet med energiafgiftslovgivningen har notificeret denne

for

EU, som har godkendt lovgivningen. Således kan reglerne hverken anses at være

i

strid med mineraloliedirektivet eller de EU-retlige statsstøtteregler.

Landsskatteretten

skal udtale:

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1,

samt gasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder

få

tilbagebetalt afgiften af de i virksomheden forbrugte varer.

Som en undtagelse hertil, kan der efter bestemmelserne i

mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og gasafgiftslovens § 10, stk. 4,

ikke ydes tilbagebetaling for afgiften af

varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af

varme,

som leveres fra virksomheden, rumvarme, eller varmt vand, jf. dog stk. 5.

I henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3,

og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, kan der ydes tilbagebetaling af

afgiften af varme og varer for bl.a. forbrug af varmt vand til rengøring

eller

sterilisering af tanke og lukkede produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne

cirkuleres med pumper med en kapacitet på mindst 1 kW.

I henhold til kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 1 og

4, kan tilbagebetaling efter stk. 1 ydes for det forbrug, der er fuldt ud

tilbagebetalingsberettiget efter § 11 i lov om energiafgift af

mineralolieprodukter

m.v. samt efter § 10 i lov om afgift af naturgas og bygas.

Landsskatteretten finder, at anvendelsen af mineralolie og

gas til opvarmning af vandet i det omhandlede vaskeanlæg må anses som energi

forbrugt i virksomheden, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, og

gasafgiftslovens § 10, stk. 1, men da det varme vand ikke er medgået til

produktionen af en vare, finder retten samtidig, at energiforbruget er

omfattet

af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, og gasafgiftslovens § 10, stk. 4.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren alene kan

opnå godtgørelse af energiafgifterne til det her omhandlede forbrug, såfremt

forbruget er omfattet af en af de i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, og

gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nævnte situationer, der udtømmende regulerer

de

tilfælde, hvor der på trods af, at energiforbruget er omfattet af stk. 4,

alligevel kan ydes godtgørelse af energiafgifterne. Idet de nævnte

bestemmelser

må anses som undtagelser til hovedreglen i lovenes § 11, stk. 4, samt § 10,

stk. 4, vedrørende varmt vand, må bestemmelserne fortolkes indskrænkende.

Landsskatteretten finder i denne forbindelse, at den relevante bestemmelse

for

vurderingen af det omhandlede energiforbrug er mineralolieafgiftslovens § 11,

stk. 5, nr. 3, og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet ingen af de

andre

i bestemmelserne nævnte situationer kan finde anvendelse.

Landsskatteretten finder med baggrund i det fremlagte

materiale, at anvendelsen af varmt vand i anlægget til rengøring mv. af

ostekopperne ikke er omfattet af de nævnte bestemmelser. Retten har herved

henset til, at det omhandlede anlæg ikke kan karakteriseres som en tank eller

et lukket produktionsanlæg, hvor rengøringsvæskerne cirkuleres med pumper med

en kapacitet på mindst 1 kW, da der for så vidt angår sidstnævnte hverken er

tale om et lukket anlæg eller et anlæg, hvori produktionen af ost foregår.

Da hverken den danske lovgivning på dette område eller dette

resultat findes at være i strid med mineraloliedirektivets artikel 8, der

friholder brændsel for afgiftsfritagelse, eller de EU-retlige regler om

statsstøtte stadfæstes den påklagede afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter