Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. afgift. Elforbrug i transformerstation.

KEN nr 9123 af 08/10/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet10. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. afgift. Elforbrug i

transformerstation.

Der klages over, at kommunens elforbrug til elvandvarmere,

fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer ikke er

anset for godtgørelsesberettiget og dermed afgiftspligtigt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster told- og skatteregionens

afgørelse.

Sagens oplysninger

Kommunen driver elforsyningsvirksomhed med salg og

distribution af el til forbrugere og er registreret efter el-, svovl- og

CO2-afgiftsloven. I forbindelse hermed driver kommunen mindst 18

transformerstationer, hvoraf 17 er opvarmet med el og en med fjernvarme. Alle

transformerstationer har almindelig belysning og er kun bemandet

lejlighedsvis

ved eftersyn mv.

Told- og skatteregionen har ved en besigtigelse den 20. juli

2000 af to elopvarmede transformerstationer, B og C, konstateret følgende:

”B er en forholdsvis ny

transformerstation, der af ydre ligner et hus. Indvendig er det et 60 kV-rum,

hvor der er opsat 4 stk. 1000 Watt elradiatorer, et 10 kV-rum, hvor der er 7

stk. 1000 Watt elradiatorer samt et toilet med en 400 Watt elradiator. På

toilettet er der desuden opsat en elvandvarmer med en effekt på 1 kWh. I 10

kV-rummet er der en del elektrisk udstyr. Eneste rum uden opvarmning er et

batterirum. Der er ikke opsat særskilt elmåler til aflæsning af stationens

eget

forbrug.

C er en ældre transformerstation,

der indeholder et 10 kV-rum med 8 stk. 1400 Watt radiatorer, et 60 kV-rum med

6

Læs alt

stk. 1600 Watt radiatorer, et uopvarmet toilet med en elvandvarmer med en

installeret effekt på 1 kWh og et værksted med 2 stk. 1000 Watt elradiatorer.

10 kV-rummet rummer ligeledes en del elektrisk udstyr. Der er ikke opsat

særskilt elmåler til aflæsning af stationens eget forbrug.”

Kommunen har ikke angivet el-, svovl- og CO2-afgift af

elforbrug i transformerstationer.

Told- og skatteregionens afgørelse

Kommunen er anset for pligtig at indbetale afgift med

1.496.928 kr. vedrørende elforbrug i perioden 1. januar 1996 til 30. juni

2000.

Elforbrug til elvandvarmere, fast installerede radiatorer og

elvarmeblæsere i transformerstationer er anset for medgået til rumopvarmning

og

dermed ikke godtgørelsesberettiget. Der er henvist til elafgiftslovens § 11,

stk. 3, CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, og svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, 1.

punktum.

Regionen har fundet, at omhandlede elforbrug ikke kan anses

som direkte medgået til fremstilling og distribution af el. Der er henvist

til

elafgiftslovens § 11, stk. 1, CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, og

svovlafgiftslovens § 34, stk. 6.

Med henvisning til bemærkningerne til CO2-afgiftslovens § 5,

stk. 2, og svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, har regionen anført, at alene

elforbrug til transformations- og ledningstab, herunder elforbrug til de

særlige elinstallationer i transformatorstationerne, anses som direkte

medgået

til distribution af elektricitet, og dermed fritaget for afgift. Der er

henvist

til elafgiftslovens § 11, stk. 1, CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, og

svovlafgiftslovens § 34, stk. 6. Resten af elforbruget i

transformatorstationerne er anset for medgået i elvandvarmere, fast

installerede radiatorer og varmeblæsere i rummene, hvilket forbrug

–uanset det

tjener til driftssikring af det tekniske udstyr - ikke opfylder betingelserne

for tilbagebetaling. Der er henvist til elafgiftslovens § 8, stk. 2, samt §

11,

stk. 1, jf. stk. 3. Forbruget er ikke anset for omfattet af de i

elafgiftslovens § 11, stk. 4, anførte specifikke processer, ligesom der ikke

i

øvrigt efter de relevante afgiftslove ses hjemmel til godtgørelse.

Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 10.

september 1999 (offentliggjort i TfS 1999.902), hvorved opvarmning af

indendørs

procesanlæg i pumpestationer ved hjælp af elradiatorer i afgiftsmæssig

henseende skulle behandles efter reglerne om rumvarme.

Afgifternes størrelse er opgjort på grundlag af kommunens

egne oplysninger om m2, installeret effekt (elradiatorer og elvandvarmere),

antal og faktisk målt elforbrug, dog er foretaget korrektioner efter

besigtigelse af to stationer. Opgørelsen er udarbejdet, så der anvendes de

beregninger, der giver det laveste beløb. Kvadratmeterafgiften er anvendt,

hvor

denne sats er mindre end afgiften udregnet på grundlag af den installerede

effekt. I fem af transformerstationerne foreligger et målt forbrug. Det

beregnede forbrug i disse stationer overstiger det målte elforbrug, og for så

vidt angår disse stationer har regionen anvendt det målte forbrug, idet dette

medfører det laveste afgiftskrav. Der er henvist til bestemmelserne i

elafgiftslovens

§ 11, stk. 5, 6 og 7.

Klagerens påstand og argumenter

Kommunens repræsentant har fremsat principal påstand om, at

det omhandlede forbrug er godtgørelsesberettiget og dermed ikke

afgiftspligtigt. Subsidiært er fremsat påstand om, at det afgiftspligtige

forbrug er mindre end det af regionen opgjorte.

Det er gjort gældende, at det nødvendige energiforbrug, der

er forbundet med produktion og transport af el, er afgiftsfrit for

elforsyningsvirksomhederne. Kun det elforbrug, der nyttiggøres til andet end

rene elproduktions- og transmissionsformål, er afgiftspligtigt.

Centrale kraftværkers elproduktion transporteres på 400 kV

elnettet, mens den almindelige kunde anvender elektricitet ved 230/400 V. I

dette forhold ligger det som en nødvendig teknisk forudsætning, at

kraftværkernes elproduktion leveres ved 400 kV, hvorefter elektriciteten

transformeres ned til 230/400 V – det normale spændingsniveau i

forbrugernes

installationer. Denne transformering er en bearbejdning af produktet for den

endelige levering, og bearbejdningen finder sted i transformatorstationerne.

Transformerne og dertil knyttede højspændingsanlæg er

placeret i rum i transformerstationerne med en temperatur på 15

o

C.

Denne temperatur er tvingende nødvendig teknisk set, for at afbrydere,

adskillere m.m. kan være operative. Der er ingen bemanding på

transformatorstationerne, hvorfor skelnen mellem komforttemperatur og

procestemperatur ikke er relevant i denne sammenhæng. Opvarmningen af

transformatorstationen er alene nødvendig for at sikre, at transformeren kan

fungere korrekt som en del af det samlede produktions- og

transmissionssystem.

Der er derfor heller ikke tale om, at distributionsselskaberne får en særlig

konkurrencemæssig fordel i forhold til andre selskaber med afgiftspligtige

aktiviteter.

For kommunen er der således ingen tvivl om, at al

elektricitet, der er anvendt i transformerstationerne, er medgået til

transformering – en integreret del af produktionsprocessen.

Denne forståelse har kommunen fået gennem den

korrespondance, som har fundet sted i de forudgående forhandlinger mellem

Skatteministeriet og Danske Elværkers Forening (senere Dansk Energi) i

forbindelse med indførelsen af de grønne afgifter. Allerede i

november/december

1995 rettede Danske Elværkers Forening henvendelse til ministeriet med

henblik

på en afklaring af spørgsmålet vedr. opvarmning af transformere. Ministeriet

var dengang enig i, at den energi, som bruges til at opvarme transformere,

kan

henregnes til elproduktion. Der skal overhovedet ikke betales afgift af dette

energiforbrug. De nye regler om grønne afgifter ændrede ikke på forholdene,

jf.

orientering fra Danske Elværkers Forening til medlemmerne den 14. december

1995, samt orientering til medlemmerne om L 218. Spørgsmålet opstod igen i

forbindelse med afgiftsomlægningerne i 1996/1997, hvor Danske Elværkers

Forening forhandlede med ministeriet om netop dette spørgsmål. I et notat af

10. december 1996 udarbejdet af Danske Elværkers Forening fastslås vedrørende

opvarmning af transformerstationer:

”M.h.t. opvarmning af

transformerhuse er Skatteministeriet indstillet på at betragte elforbrug til

opvarmning af transformerhuse som en del af nettabet, mens der ifølge

Skatteministeriets opfattelse skal betales afgift, hvis opvarmningen sker ved

brug af olie eller gas.”

Endvidere er henvist til skrivelse af 4. april 1997 fra

Skatteministeriet, samt foreningens bemærkninger af 26. marts 1997 til

lovforslag L 218. Skatteministeriet fastholder således den holdning, som det

allerede havde indtaget i 1995. Regionen har derfor ikke belæg for en

udlægning

af loven, der indebærer, at der kan opkræves afgifter af det omhandlede

energiforbrug.

Da indførelse af de grønne afgifter og de nye regler om

rumvarme ikke har medført ændringer i beregningen af el- og CO2-afgiften på

el,

ses ingen grund til, at loven skulle ændre på den afgiftsmæssige behandling

af

bl.a. transformerstationer.

Det er endvidere repræsentantens opfattelse, at det samlede

energiforbrug, der medgår til at producere, transformere og distribuerer den

el, som leveres i kundernes stikkontakter, i forvejen bliver beskattet i

slutleddet (hos elkunden). Såvel nettabet som energiforbruget i

transformerstationerne er indregnet i el- og CO2-afgiften på el. Som følge

heraf bør der heller ikke af denne grund betales afgifter af det

energiforbrug,

der indgår som en integreret del af selve transmissionen og distributionen af

el.

Landsskatterettens afgørelse af 10. september 1999 (TfS

1999.902) – der vedrører varmeforsyningen - er ikke relevant for

elforsyningen,

idet den elektricitet, der er anvendt i transformerstationerne, netop er

medgået til transformering af elektricitet og dermed undtaget fra afgift i

henhold til CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2.

Efter en gennemgang af lovens forarbejder (L 218A/1996) er

det anført, at det med forarbejderne samt den forudgående korrespondance med

ministeriet synes uomtvisteligt, at det elforbrug, som er anvendt i

transformerstationer, er medgået til transformations- og/eller ledningstab.

Opvarmningen af transformerhuse sker ikke for komfortens skyld, men af hensyn

til driften af transformeren og dermed forsyningssikkerheden. En mindre del

af

medgået til el til belysning og lidt opvarmning, hvilket er en nødvendighed.

Transformerhuset er en integreret del af det samlede elproduktionsanlæg.

Det er subsidiært gjort gældende, at det omhandlede forbrug

er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1, vedrørende lignende

særligt

indrettede rum, idet der i transformerstationerne foregår en bearbejdning af

varen, ligesom der kun lejlighedsvis opholder sig personer.

Vedrørende den subsidiære påstand er det anført, at den af

regionen foretagne opgørelse ikke tager hensyn til, at dele af elektriciteten

er anvendt til transformering. Forbruget på disse installationer er ikke

blevet

selvstændigt opgjort, men der vil forholdsvis hurtigt kunne foretages en

måling, således at der kan findes et mere korrekt grundlag for opgørelse af

afgifterne. Der er henvist til at kommunen fra den 1. januar 2001 har målt

elforbruget i transformerstationerne, hvilket har resulteret i et årsforbrug

og

dermed afgiftsbetaling på ca. halvdelen af det af regionen skønnede

årsforbrug

for de foregående år.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen

stadfæstet. I henhold til ordlyden af de relevante bestemmelser i henholdsvis

el- og CO2-afgiftsloven foreligger der hjemmel til afgiftspålæggelse, ligesom

bemærkningerne til lovene og senere lovændringer understøtter dette.

Departementet har på intet tidspunkt overfor styrelsen tilkendegivet, at

rumvarmereglerne ikke skulle finde anvendelse for eldistributionsselskabers

eget forbrug.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Den klagende kommune driver elforsyningsvirksomhed og er

registreret herfor efter henholdsvis elafgifts-, svovlafgifts- og

CO2-afgifsloven.

Af elafgiftslovens § 8, stk. 2, fremgår, at en registreret

virksomheds afgiftspligtige leverancer bl.a. omfatter virksomhedens eget

forbrug af elektricitet i det omfang, det ikke opfylder betingelserne for

tilbagebetaling efter § 11, stk. 1, 2 og 14. Elselskabers afgiftspligt af

eget

forbrug følger således de almindelige regler for momsregistrerede

virksomheders

godtgørelsesadgang, hvorefter sådanne virksomheder som udgangspunkt kan få

tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige

elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1. Tilbagebetaling kan dog ikke

finde sted for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til

opvarmning af brugsvand samt fast installerede elektriske radiatorer,

strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende

anlæg

beregnet til rumopvarmning, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Afgiftspligten for eget forbrug blev indsat i den

oprindelige elafgiftslovs § 8, stk. 2, (lov nr. 89 af 9. marts 1977). Det kan

ikke af lovens bemærkninger udledes, hvorledes eget forbrug skal afgrænses.

Ved

lov nr. 292 af 29. juni 1979 blev henvisningen til den samtidig hermed

ændrede

bestemmelse i lovens § 11 tilføjet, hvorefter afgiftspligten af eget forbrug

afhang af virksomhedens momsfradragsret for den forbrugte elektricitet.

Endvidere fremgår af CO2-afgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 3,

at for varer omfattet af § 2, stk. 2, nr. 8 (elektricitet) opgøres den

afgiftspligtige mængde efter elafgiftslovens § 8, stk. 2. Dog fremgår af § 5,

stk. 2, at bortset fra elselskabers eget forbrug af elektricitet, der direkte

er medgået til fremstilling og distribution af elektricitet, kan der dog ikke

ske fradrag for virksomhedernes eget forbrug ved opgørelse af den

afgiftspligtige mængde efter stk. 1.

Af den oprindelige CO2-afgiftslov (lov nr. 888 af 12.

december 1991) fremgik af § 5, stk. 1, nr. 3, at den afgiftspligtige mængde

for

varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 8 (elektricitet) opgøres efter

bestemmelserne i elafgiftslovens § 8, stk. 2. Endvidere fremgik af § 5, stk.

2,

at ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter stk. 1 kan der dog ikke

ske fradrag for virksomhedens eget forbrug. Af lovbemærkningerne fremgår, at

opgørelsen af den afgiftspligtige mængde sker på samme måde som for

energiafgifterne, idet der dog ikke kan ske fradrag for virksomhedernes eget

forbrug, som efter lovforslaget ikke længere vil være umiddelbart

tilbagebetalingsberettiget.

Endelig fremgår af svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, at i

samme omfang, som elselskabers eget forbrug af elektricitet er fritaget for

afgift efter CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, er der fritagelse for den særlige

afgift på elektricitet, som er nævnt i stk. 4. Den i § 34, stk. 6, særlige

afgift på elektricitet skulle svares i perioden fra lovens ikrafttræden til

31.

december 1999.

De gældende bestemmelser i CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2 og

svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni

1997.

Af de generelle bemærkninger fremgår, at lovforslaget

tilsigter en præcisering af den

afgiftsmæssige behandling af kraft- og kraftvarmeværkers eget forbrug af

elektricitet. Af bemærkningerne til ændringen af CO2-afgiftslovens § 5, stk.

2

(lovforslagets § 6, nr. 2) fremgår bl.a. følgende:

”Det præciseres, at elektricitet,

der anvendes til fremstilling af elektricitet, er fritaget for afgift ligesom

brændsler til fremstilling af elektricitet. Afgiftsfritagelsen skal ses i

lyset

af, at selve elektriciteten beskattes. Momsregistrerede elselskaber, herunder

kraft- og kraftvarmeværker samt transmissions- og distributionsselskaber, vil

ligesom andre momsregistrerede virksomheder få godtgjort elafgiften til andre

formål bortset fra afgiften af den elektricitet, der anvendes til

rumopvarmning. Derimod vil kun den elektricitet, som er henregnet til

elfremstillingen,

være fritaget for CO2-afgift, mens der skal betales CO2-afgift efter de

sædvanlige regler af værkets øvrige elforbrug.

( )

På et kraftvarmeværk kan eget

forbrug af elektricitet deles op i fire kategorier: 1) elektricitet, der

anvendes direkte til fremstillingen og distribution af elektricitet, herunder

f.eks. el brugt til drift af generator, transformations- og ledningstab,

brændselshåndtering,

kedeldrift røgrensning, 2) elektricitet, der tilfaktureres varmesiden, f.eks.

el til drift af cirkulationspumper i fjernvarmenettet, 3) elektricitet, der

anvendes til rumopvarmning, og 4) øvrigt eget forbrug, herunder el til

belysning og til drift af reparationsværksteder.

Bortset fra 3, dvs. el anvendt

til rumopvarmning, er kraftvarmeværket enten fritaget for elafgift, eller

også

godtgøres afgiften.

Fritaget for CO2-afgift er eget

forbrug af elektricitet, som henregnes under 1.

( )

Som nævnt er det øvrige

energiforbrug ikke direkte anvendt til elektricitetsfremstillingen. I den

praktiske administration af energi- og CO2-afgifterne tillades det dog

generelt, at et ubetydeligt forbrug til orienteringslys og drift af værktøj

ved

reparation o.lign. henregnes til den helt eller delvis afgiftsfrie del, når

elektriciteten stammer fra ét og samme net, og hvor det vil være forbundet

med

uforholdsmæssigt store omkostninger at opsplitte forbruget.

( )”

Det bemærkes, at elselskabers afgiftspligt efter

elafgiftsloven skal fastsættes i overensstemmelse med de for momsregistrerede

virksomheder gældende regler for tilbagebetaling. Videre bemærkes, at den i

henholdsvis CO2-afgiftsloven og svovlafgiftsloven fastsatte afgiftspligt

indebærer, at der ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde skal medregnes

eget forbrug i videre omfang end efter elafgiftsloven, dog således at der for

dette afgiftspligtige forbrug vil være mulighed for delvis godtgørelse efter

de

almindelige regler i lovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4. På baggrund heraf kan

det

ikke antages, at der for elselskaber skulle gælde særlige og mere lempelige

regler for tilbagebetaling af afgifter vedrørende eget elektricitetsforbrug,

som kan have konsekvens for opgørelse af det afgiftspligtige forbrug.

De i sagen omhandlede installationer (elvandvarmere, fast

installerede radiatorer og varmeblæsere) er placeret i lukkede rum, og den

heri

forbrugte elektricitet må hovedsageligt anses for medgået til opretholdelse

af

et temperaturniveau i transformerstationerne, således at det deri placerede

tekniske udstyr kan være funktionsdygtigt. Det omhandlede elforbrug er

herefter

medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3, og er

derfor ikke godtgørelsesberettiget. Retten finder endvidere, at det

omhandlede

forbrug ikke kan anses for omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.

Der

kan herved henvises til Landsskatterettens afgørelse af 10. september 1999

offentliggjort i TfS 1999.902. Elforbruget er således med rette anset for

omfattet af afgiftspligten efter elafgiftslovens § 8, stk. 2, samt

CO2-afgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 3, jf. § 5, stk. 2, og svovlafgiftslovens

§

34, stk. 6, modsætningsvis. Den principale påstand kan således ikke tages til

følge.

Der er ikke i elafgiftsloven fastsat direkte bestemmelser

om, hvorledes omfanget af det afgiftspligtige eget forbrug skal opgøres. Den

i

elafgiftslovens § 8 foretagne henvisning til lovens § 11 vedrørende

afgrænsning

af det tilbagebetalingsberettigede beløb indebærer efter rettens opfattelse,

at

de i § 11 opstillede regler for måling og standardfradrag tillige finder

anvendelse for det af § 8 omfattede eget forbrug. I det omfang, der ikke er

foretaget måling, har virksomheden mulighed for at opgøre det ikke

tilbagebetalingsberettigede forbrug efter principperne i lovens § 11, stk. 5.

Herudover er der i lovens § 11, stk. 6, og med virkning fra 11. juni 1997 i §

11, stk. 7, indsat en mulighed for tilbagebetaling mod en betaling af en

afgift

pr. m

2

. Da der ved den påklagede afgørelse er forholdt i

overensstemmelse med disse bestemmelser på den for kommunen mest fordelagtige

måde, og da eventuelle efterfølgende målinger ikke kan lægges til grund ved

opgørelse af periodens afgiftspligtige mængde, kan den subsidiære påstand ej

heller tages til følge.

Endelig bemærkes, at der ved § 4, stk. 4, i lov nr. 418 af

14. juni 1995 blev fastsat indfasningsregler, hvorefter momsregistrerede

virksomheder kunne opnå tilbagebetaling af forbrug omfattet af

rumvarmereglerne

med henholdsvis 70 % og 35 % i årene 1996 og 1997. Retten finder, at disse

indfasningsregler på grundlag af sammenhængen mellem elafgiftslovens § 8 og §

11 tillige er gældende for opgørelse af elselskabernes eget forbrug, således

at

den afgiftspligtige mængde for årene 1996 og 1997 skal reduceres i

overensstemmelse hermed. Dette er overensstemmende med lovens formål om at

ligestille elselskabers eget forbrug med andre momsregistrerede virksomheders

tilsvarende forbrug. Da told- og skatteregionen har foretaget reduktion af

det

afgiftspligtige forbrug i overensstemmelse hermed, stadfæstes den påklagede

afgørelse derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter