Landsskatteretskendelse vedr. afgift. Elforbrug i transformerstation.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. afgift. Elforbrug i
transformerstation.
Der klages over, at kommunens elforbrug til elvandvarmere,
fast installerede radiatorer og elvarmeblæsere i transformerstationer ikke er
anset for godtgørelsesberettiget og dermed afgiftspligtigt.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten stadfæster told- og skatteregionens
afgørelse.
Sagens oplysninger
Kommunen driver elforsyningsvirksomhed med salg og
distribution af el til forbrugere og er registreret efter el-, svovl- og
CO2-afgiftsloven. I forbindelse hermed driver kommunen mindst 18
transformerstationer, hvoraf 17 er opvarmet med el og en med fjernvarme. Alle
transformerstationer har almindelig belysning og er kun bemandet
lejlighedsvis
ved eftersyn mv.
Told- og skatteregionen har ved en besigtigelse den 20. juli
2000 af to elopvarmede transformerstationer, B og C, konstateret følgende:
”B er en forholdsvis ny
transformerstation, der af ydre ligner et hus. Indvendig er det et 60 kV-rum,
hvor der er opsat 4 stk. 1000 Watt elradiatorer, et 10 kV-rum, hvor der er 7
stk. 1000 Watt elradiatorer samt et toilet med en 400 Watt elradiator. På
toilettet er der desuden opsat en elvandvarmer med en effekt på 1 kWh. I 10
kV-rummet er der en del elektrisk udstyr. Eneste rum uden opvarmning er et
batterirum. Der er ikke opsat særskilt elmåler til aflæsning af stationens
eget
forbrug.
C er en ældre transformerstation,
der indeholder et 10 kV-rum med 8 stk. 1400 Watt radiatorer, et 60 kV-rum med
6
Læs alt
stk. 1600 Watt radiatorer, et uopvarmet toilet med en elvandvarmer med en
installeret effekt på 1 kWh og et værksted med 2 stk. 1000 Watt elradiatorer.
10 kV-rummet rummer ligeledes en del elektrisk udstyr. Der er ikke opsat
særskilt elmåler til aflæsning af stationens eget forbrug.”
Kommunen har ikke angivet el-, svovl- og CO2-afgift af
elforbrug i transformerstationer.
Told- og skatteregionens afgørelse
Kommunen er anset for pligtig at indbetale afgift med
1.496.928 kr. vedrørende elforbrug i perioden 1. januar 1996 til 30. juni
2000.
Elforbrug til elvandvarmere, fast installerede radiatorer og
elvarmeblæsere i transformerstationer er anset for medgået til rumopvarmning
og
dermed ikke godtgørelsesberettiget. Der er henvist til elafgiftslovens § 11,
stk. 3, CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, og svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, 1.
punktum.
Regionen har fundet, at omhandlede elforbrug ikke kan anses
som direkte medgået til fremstilling og distribution af el. Der er henvist
til
elafgiftslovens § 11, stk. 1, CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, og
svovlafgiftslovens § 34, stk. 6.
Med henvisning til bemærkningerne til CO2-afgiftslovens § 5,
stk. 2, og svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, har regionen anført, at alene
elforbrug til transformations- og ledningstab, herunder elforbrug til de
særlige elinstallationer i transformatorstationerne, anses som direkte
medgået
til distribution af elektricitet, og dermed fritaget for afgift. Der er
henvist
til elafgiftslovens § 11, stk. 1, CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, og
svovlafgiftslovens § 34, stk. 6. Resten af elforbruget i
transformatorstationerne er anset for medgået i elvandvarmere, fast
installerede radiatorer og varmeblæsere i rummene, hvilket forbrug
–uanset det
tjener til driftssikring af det tekniske udstyr - ikke opfylder betingelserne
for tilbagebetaling. Der er henvist til elafgiftslovens § 8, stk. 2, samt §
11,
stk. 1, jf. stk. 3. Forbruget er ikke anset for omfattet af de i
elafgiftslovens § 11, stk. 4, anførte specifikke processer, ligesom der ikke
i
øvrigt efter de relevante afgiftslove ses hjemmel til godtgørelse.
Der er henvist til Landsskatterettens kendelse af 10.
september 1999 (offentliggjort i TfS 1999.902), hvorved opvarmning af
indendørs
procesanlæg i pumpestationer ved hjælp af elradiatorer i afgiftsmæssig
henseende skulle behandles efter reglerne om rumvarme.
Afgifternes størrelse er opgjort på grundlag af kommunens
egne oplysninger om m2, installeret effekt (elradiatorer og elvandvarmere),
antal og faktisk målt elforbrug, dog er foretaget korrektioner efter
besigtigelse af to stationer. Opgørelsen er udarbejdet, så der anvendes de
beregninger, der giver det laveste beløb. Kvadratmeterafgiften er anvendt,
hvor
denne sats er mindre end afgiften udregnet på grundlag af den installerede
effekt. I fem af transformerstationerne foreligger et målt forbrug. Det
beregnede forbrug i disse stationer overstiger det målte elforbrug, og for så
vidt angår disse stationer har regionen anvendt det målte forbrug, idet dette
medfører det laveste afgiftskrav. Der er henvist til bestemmelserne i
elafgiftslovens
§ 11, stk. 5, 6 og 7.
Klagerens påstand og argumenter
Kommunens repræsentant har fremsat principal påstand om, at
det omhandlede forbrug er godtgørelsesberettiget og dermed ikke
afgiftspligtigt. Subsidiært er fremsat påstand om, at det afgiftspligtige
forbrug er mindre end det af regionen opgjorte.
Det er gjort gældende, at det nødvendige energiforbrug, der
er forbundet med produktion og transport af el, er afgiftsfrit for
elforsyningsvirksomhederne. Kun det elforbrug, der nyttiggøres til andet end
rene elproduktions- og transmissionsformål, er afgiftspligtigt.
Centrale kraftværkers elproduktion transporteres på 400 kV
elnettet, mens den almindelige kunde anvender elektricitet ved 230/400 V. I
dette forhold ligger det som en nødvendig teknisk forudsætning, at
kraftværkernes elproduktion leveres ved 400 kV, hvorefter elektriciteten
transformeres ned til 230/400 V – det normale spændingsniveau i
forbrugernes
installationer. Denne transformering er en bearbejdning af produktet for den
endelige levering, og bearbejdningen finder sted i transformatorstationerne.
Transformerne og dertil knyttede højspændingsanlæg er
placeret i rum i transformerstationerne med en temperatur på 15
o
C.
Denne temperatur er tvingende nødvendig teknisk set, for at afbrydere,
adskillere m.m. kan være operative. Der er ingen bemanding på
transformatorstationerne, hvorfor skelnen mellem komforttemperatur og
procestemperatur ikke er relevant i denne sammenhæng. Opvarmningen af
transformatorstationen er alene nødvendig for at sikre, at transformeren kan
fungere korrekt som en del af det samlede produktions- og
transmissionssystem.
Der er derfor heller ikke tale om, at distributionsselskaberne får en særlig
konkurrencemæssig fordel i forhold til andre selskaber med afgiftspligtige
aktiviteter.
For kommunen er der således ingen tvivl om, at al
elektricitet, der er anvendt i transformerstationerne, er medgået til
transformering – en integreret del af produktionsprocessen.
Denne forståelse har kommunen fået gennem den
korrespondance, som har fundet sted i de forudgående forhandlinger mellem
Skatteministeriet og Danske Elværkers Forening (senere Dansk Energi) i
forbindelse med indførelsen af de grønne afgifter. Allerede i
november/december
1995 rettede Danske Elværkers Forening henvendelse til ministeriet med
henblik
på en afklaring af spørgsmålet vedr. opvarmning af transformere. Ministeriet
var dengang enig i, at den energi, som bruges til at opvarme transformere,
kan
henregnes til elproduktion. Der skal overhovedet ikke betales afgift af dette
energiforbrug. De nye regler om grønne afgifter ændrede ikke på forholdene,
jf.
orientering fra Danske Elværkers Forening til medlemmerne den 14. december
1995, samt orientering til medlemmerne om L 218. Spørgsmålet opstod igen i
forbindelse med afgiftsomlægningerne i 1996/1997, hvor Danske Elværkers
Forening forhandlede med ministeriet om netop dette spørgsmål. I et notat af
10. december 1996 udarbejdet af Danske Elværkers Forening fastslås vedrørende
opvarmning af transformerstationer:
”M.h.t. opvarmning af
transformerhuse er Skatteministeriet indstillet på at betragte elforbrug til
opvarmning af transformerhuse som en del af nettabet, mens der ifølge
Skatteministeriets opfattelse skal betales afgift, hvis opvarmningen sker ved
brug af olie eller gas.”
Endvidere er henvist til skrivelse af 4. april 1997 fra
Skatteministeriet, samt foreningens bemærkninger af 26. marts 1997 til
lovforslag L 218. Skatteministeriet fastholder således den holdning, som det
allerede havde indtaget i 1995. Regionen har derfor ikke belæg for en
udlægning
af loven, der indebærer, at der kan opkræves afgifter af det omhandlede
energiforbrug.
Da indførelse af de grønne afgifter og de nye regler om
rumvarme ikke har medført ændringer i beregningen af el- og CO2-afgiften på
el,
ses ingen grund til, at loven skulle ændre på den afgiftsmæssige behandling
af
bl.a. transformerstationer.
Det er endvidere repræsentantens opfattelse, at det samlede
energiforbrug, der medgår til at producere, transformere og distribuerer den
el, som leveres i kundernes stikkontakter, i forvejen bliver beskattet i
slutleddet (hos elkunden). Såvel nettabet som energiforbruget i
transformerstationerne er indregnet i el- og CO2-afgiften på el. Som følge
heraf bør der heller ikke af denne grund betales afgifter af det
energiforbrug,
der indgår som en integreret del af selve transmissionen og distributionen af
el.
Landsskatterettens afgørelse af 10. september 1999 (TfS
1999.902) – der vedrører varmeforsyningen - er ikke relevant for
elforsyningen,
idet den elektricitet, der er anvendt i transformerstationerne, netop er
medgået til transformering af elektricitet og dermed undtaget fra afgift i
henhold til CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2.
Efter en gennemgang af lovens forarbejder (L 218A/1996) er
det anført, at det med forarbejderne samt den forudgående korrespondance med
ministeriet synes uomtvisteligt, at det elforbrug, som er anvendt i
transformerstationer, er medgået til transformations- og/eller ledningstab.
Opvarmningen af transformerhuse sker ikke for komfortens skyld, men af hensyn
til driften af transformeren og dermed forsyningssikkerheden. En mindre del
af
medgået til el til belysning og lidt opvarmning, hvilket er en nødvendighed.
Transformerhuset er en integreret del af det samlede elproduktionsanlæg.
Det er subsidiært gjort gældende, at det omhandlede forbrug
er omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1, vedrørende lignende
særligt
indrettede rum, idet der i transformerstationerne foregår en bearbejdning af
varen, ligesom der kun lejlighedsvis opholder sig personer.
Vedrørende den subsidiære påstand er det anført, at den af
regionen foretagne opgørelse ikke tager hensyn til, at dele af elektriciteten
er anvendt til transformering. Forbruget på disse installationer er ikke
blevet
selvstændigt opgjort, men der vil forholdsvis hurtigt kunne foretages en
måling, således at der kan findes et mere korrekt grundlag for opgørelse af
afgifterne. Der er henvist til at kommunen fra den 1. januar 2001 har målt
elforbruget i transformerstationerne, hvilket har resulteret i et årsforbrug
og
dermed afgiftsbetaling på ca. halvdelen af det af regionen skønnede
årsforbrug
for de foregående år.
Told- og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen
stadfæstet. I henhold til ordlyden af de relevante bestemmelser i henholdsvis
el- og CO2-afgiftsloven foreligger der hjemmel til afgiftspålæggelse, ligesom
bemærkningerne til lovene og senere lovændringer understøtter dette.
Departementet har på intet tidspunkt overfor styrelsen tilkendegivet, at
rumvarmereglerne ikke skulle finde anvendelse for eldistributionsselskabers
eget forbrug.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Den klagende kommune driver elforsyningsvirksomhed og er
registreret herfor efter henholdsvis elafgifts-, svovlafgifts- og
CO2-afgifsloven.
Af elafgiftslovens § 8, stk. 2, fremgår, at en registreret
virksomheds afgiftspligtige leverancer bl.a. omfatter virksomhedens eget
forbrug af elektricitet i det omfang, det ikke opfylder betingelserne for
tilbagebetaling efter § 11, stk. 1, 2 og 14. Elselskabers afgiftspligt af
eget
forbrug følger således de almindelige regler for momsregistrerede
virksomheders
godtgørelsesadgang, hvorefter sådanne virksomheder som udgangspunkt kan få
tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige
elektricitet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1. Tilbagebetaling kan dog ikke
finde sted for elektricitet, som forbruges i vandvarmere, varmepumper til
opvarmning af brugsvand samt fast installerede elektriske radiatorer,
strålevarmeanlæg, varmeblæsere, konvektionsovne, varmepumper og lignende
anlæg
beregnet til rumopvarmning, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3.
Afgiftspligten for eget forbrug blev indsat i den
oprindelige elafgiftslovs § 8, stk. 2, (lov nr. 89 af 9. marts 1977). Det kan
ikke af lovens bemærkninger udledes, hvorledes eget forbrug skal afgrænses.
Ved
lov nr. 292 af 29. juni 1979 blev henvisningen til den samtidig hermed
ændrede
bestemmelse i lovens § 11 tilføjet, hvorefter afgiftspligten af eget forbrug
afhang af virksomhedens momsfradragsret for den forbrugte elektricitet.
Endvidere fremgår af CO2-afgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 3,
at for varer omfattet af § 2, stk. 2, nr. 8 (elektricitet) opgøres den
afgiftspligtige mængde efter elafgiftslovens § 8, stk. 2. Dog fremgår af § 5,
stk. 2, at bortset fra elselskabers eget forbrug af elektricitet, der direkte
er medgået til fremstilling og distribution af elektricitet, kan der dog ikke
ske fradrag for virksomhedernes eget forbrug ved opgørelse af den
afgiftspligtige mængde efter stk. 1.
Af den oprindelige CO2-afgiftslov (lov nr. 888 af 12.
december 1991) fremgik af § 5, stk. 1, nr. 3, at den afgiftspligtige mængde
for
varer omfattet af § 2, stk. 1, nr. 8 (elektricitet) opgøres efter
bestemmelserne i elafgiftslovens § 8, stk. 2. Endvidere fremgik af § 5, stk.
2,
at ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde efter stk. 1 kan der dog ikke
ske fradrag for virksomhedens eget forbrug. Af lovbemærkningerne fremgår, at
opgørelsen af den afgiftspligtige mængde sker på samme måde som for
energiafgifterne, idet der dog ikke kan ske fradrag for virksomhedernes eget
forbrug, som efter lovforslaget ikke længere vil være umiddelbart
tilbagebetalingsberettiget.
Endelig fremgår af svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, at i
samme omfang, som elselskabers eget forbrug af elektricitet er fritaget for
afgift efter CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2, er der fritagelse for den særlige
afgift på elektricitet, som er nævnt i stk. 4. Den i § 34, stk. 6, særlige
afgift på elektricitet skulle svares i perioden fra lovens ikrafttræden til
31.
december 1999.
De gældende bestemmelser i CO2-afgiftslovens § 5, stk. 2 og
svovlafgiftslovens § 34, stk. 6, blev indsat ved lov nr. 444 af 10. juni
1997.
Af de generelle bemærkninger fremgår, at lovforslaget
tilsigter en præcisering af den
afgiftsmæssige behandling af kraft- og kraftvarmeværkers eget forbrug af
elektricitet. Af bemærkningerne til ændringen af CO2-afgiftslovens § 5, stk.
2
(lovforslagets § 6, nr. 2) fremgår bl.a. følgende:
”Det præciseres, at elektricitet,
der anvendes til fremstilling af elektricitet, er fritaget for afgift ligesom
brændsler til fremstilling af elektricitet. Afgiftsfritagelsen skal ses i
lyset
af, at selve elektriciteten beskattes. Momsregistrerede elselskaber, herunder
kraft- og kraftvarmeværker samt transmissions- og distributionsselskaber, vil
ligesom andre momsregistrerede virksomheder få godtgjort elafgiften til andre
formål bortset fra afgiften af den elektricitet, der anvendes til
rumopvarmning. Derimod vil kun den elektricitet, som er henregnet til
elfremstillingen,
være fritaget for CO2-afgift, mens der skal betales CO2-afgift efter de
sædvanlige regler af værkets øvrige elforbrug.
( )
På et kraftvarmeværk kan eget
forbrug af elektricitet deles op i fire kategorier: 1) elektricitet, der
anvendes direkte til fremstillingen og distribution af elektricitet, herunder
f.eks. el brugt til drift af generator, transformations- og ledningstab,
brændselshåndtering,
kedeldrift røgrensning, 2) elektricitet, der tilfaktureres varmesiden, f.eks.
el til drift af cirkulationspumper i fjernvarmenettet, 3) elektricitet, der
anvendes til rumopvarmning, og 4) øvrigt eget forbrug, herunder el til
belysning og til drift af reparationsværksteder.
Bortset fra 3, dvs. el anvendt
til rumopvarmning, er kraftvarmeværket enten fritaget for elafgift, eller
også
godtgøres afgiften.
Fritaget for CO2-afgift er eget
forbrug af elektricitet, som henregnes under 1.
( )
Som nævnt er det øvrige
energiforbrug ikke direkte anvendt til elektricitetsfremstillingen. I den
praktiske administration af energi- og CO2-afgifterne tillades det dog
generelt, at et ubetydeligt forbrug til orienteringslys og drift af værktøj
ved
reparation o.lign. henregnes til den helt eller delvis afgiftsfrie del, når
elektriciteten stammer fra ét og samme net, og hvor det vil være forbundet
med
uforholdsmæssigt store omkostninger at opsplitte forbruget.
( )”
Det bemærkes, at elselskabers afgiftspligt efter
elafgiftsloven skal fastsættes i overensstemmelse med de for momsregistrerede
virksomheder gældende regler for tilbagebetaling. Videre bemærkes, at den i
henholdsvis CO2-afgiftsloven og svovlafgiftsloven fastsatte afgiftspligt
indebærer, at der ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde skal medregnes
eget forbrug i videre omfang end efter elafgiftsloven, dog således at der for
dette afgiftspligtige forbrug vil være mulighed for delvis godtgørelse efter
de
almindelige regler i lovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4. På baggrund heraf kan
det
ikke antages, at der for elselskaber skulle gælde særlige og mere lempelige
regler for tilbagebetaling af afgifter vedrørende eget elektricitetsforbrug,
som kan have konsekvens for opgørelse af det afgiftspligtige forbrug.
De i sagen omhandlede installationer (elvandvarmere, fast
installerede radiatorer og varmeblæsere) er placeret i lukkede rum, og den
heri
forbrugte elektricitet må hovedsageligt anses for medgået til opretholdelse
af
et temperaturniveau i transformerstationerne, således at det deri placerede
tekniske udstyr kan være funktionsdygtigt. Det omhandlede elforbrug er
herefter
medgået til rumopvarmning i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 3, og er
derfor ikke godtgørelsesberettiget. Retten finder endvidere, at det
omhandlede
forbrug ikke kan anses for omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 4, nr. 1.
Der
kan herved henvises til Landsskatterettens afgørelse af 10. september 1999
offentliggjort i TfS 1999.902. Elforbruget er således med rette anset for
omfattet af afgiftspligten efter elafgiftslovens § 8, stk. 2, samt
CO2-afgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 3, jf. § 5, stk. 2, og svovlafgiftslovens
§
34, stk. 6, modsætningsvis. Den principale påstand kan således ikke tages til
følge.
Der er ikke i elafgiftsloven fastsat direkte bestemmelser
om, hvorledes omfanget af det afgiftspligtige eget forbrug skal opgøres. Den
i
elafgiftslovens § 8 foretagne henvisning til lovens § 11 vedrørende
afgrænsning
af det tilbagebetalingsberettigede beløb indebærer efter rettens opfattelse,
at
de i § 11 opstillede regler for måling og standardfradrag tillige finder
anvendelse for det af § 8 omfattede eget forbrug. I det omfang, der ikke er
foretaget måling, har virksomheden mulighed for at opgøre det ikke
tilbagebetalingsberettigede forbrug efter principperne i lovens § 11, stk. 5.
Herudover er der i lovens § 11, stk. 6, og med virkning fra 11. juni 1997 i §
11, stk. 7, indsat en mulighed for tilbagebetaling mod en betaling af en
afgift
pr. m
2
. Da der ved den påklagede afgørelse er forholdt i
overensstemmelse med disse bestemmelser på den for kommunen mest fordelagtige
måde, og da eventuelle efterfølgende målinger ikke kan lægges til grund ved
opgørelse af periodens afgiftspligtige mængde, kan den subsidiære påstand ej
heller tages til følge.
Endelig bemærkes, at der ved § 4, stk. 4, i lov nr. 418 af
14. juni 1995 blev fastsat indfasningsregler, hvorefter momsregistrerede
virksomheder kunne opnå tilbagebetaling af forbrug omfattet af
rumvarmereglerne
med henholdsvis 70 % og 35 % i årene 1996 og 1997. Retten finder, at disse
indfasningsregler på grundlag af sammenhængen mellem elafgiftslovens § 8 og §
11 tillige er gældende for opgørelse af elselskabernes eget forbrug, således
at
den afgiftspligtige mængde for årene 1996 og 1997 skal reduceres i
overensstemmelse hermed. Dette er overensstemmende med lovens formål om at
ligestille elselskabers eget forbrug med andre momsregistrerede virksomheders
tilsvarende forbrug. Da told- og skatteregionen har foretaget reduktion af
det
afgiftspligtige forbrug i overensstemmelse hermed, stadfæstes den påklagede
afgørelse derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse vedr. elselskabs elforbrug til elvandvarmere mv. Retsinformation · 8. juni 2005
- Skattecentret har ikke imødekommet H1s (herefter benævnt H1) anmodning om godtgørelse af energiafgifter for perioderne 1. januar 1998 til 30. september 1998… Landsskatteretten · 27. januar 2009
- SKAT har ikke imødekommet en anmodning om tilbagebetaling af 145.633 kr. i elafgift vedrørende 2008 Landsskatteretten · 16. august 2013
- Skattecentret har foretaget efteropkrævning for perioden 1. april 2002 til 31. marts 2005 på 2.220.568 kr. i for lidt betalt elafgift og 388.333 kr. i for lidt… Landsskatteretten · 21. april 2009
- Tilbagebetaling af energiafgift for perioderne 1. januar 1998 til 30. september 1998, 1. marts 1999 til 31. juli 1999, 1. juli 2000 til 30. november 2000 og 1.… Landsskatteretten · 16. januar 2012
- Tilbagebetaling af energiafgift for perioderne 1. januar 1998 til 30. september 1998, marts måned 1999 og 1. juli 2000 til 30. november 2000 Landsskatteretten · 16. januar 2012
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. elselskabs elforbrug til elvandvarmere mv. Retsinformation · 8. juni 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. afgiftspligt efter elafgiftsloven - egenproduceret elektricitet Retsinformation · 23. juli 2009
- Landsskatteretskendelse af 5/11 2003 vedr. godtgørelse af elektricitesafgift på campingplads med udlejning af hytter samt Put & Take fiskesøer. Retsinformation · 20. februar 2004
- Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af energiafgift kommunale havne Retsinformation · 29. juni 2005
- Skattecentret har foretaget efteropkrævning for perioden 1. april 2002 til 31. marts 2005 på 2.220.568 kr. i for lidt betalt elafgift og 388.333 kr. i for lidt… Landsskatteretten · 21. april 2009
- Landsskatteretskendelse af 17. december 2002 vedr. Godtgørelse for energiafgifter emballageproduktion til fiskeindustri Retsinformation · 29. september 2003