Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 1. maj 2003 vedr. Affaldsafgiftspligt haveaffald til kompostering

KEN nr 9660 af 01/05/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsskatteretskendelse af 1. maj 2003 vedr.

Affaldsafgiftspligt – haveaffald til kompostering

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har truffet afgørelse

om, at X kommune for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1997 til den

31.

marts 2000 er afgiftspligtig efter affaldsafgiftslovens § 9, jf. § 11, af

haveaffald til kompostering, idet regionen har fundet, at det pågældende

haveaffald er tilført til den af klageren drevne registrerede losseplads.

Regionen har som følge heraf forhøjet klagerens affaldsafgiftstilsvar for den

pågældende periode med i alt 3.629.262 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren driver X

Affaldscenter. Af amtets miljøgodkendelse af 4. maj 1999 fremgår, at

affaldscentret omfatter: ”Deponeringsanlæg. Container og modtageplads

for olie-

og kemikalieaffald. Komposteringsanlæg for haveaffald. Specialdepot for

asbestholdigt affald. Midlertidig oplag af spildevandsslam.”

Områdets indretning og placeringen af de forskellige aktiviteter

er angivet på miljøgodkendelsens bilag 1 og 2.

Af miljøgodkendelsen fremgår endvidere, at tilkørsel til

affaldscentret sker via adgangsvejen fra Y-vej. Ved indkørslen til

affaldscentret og i umiddelbar tilknytning til containerpladsen er der

opstillet en mandskabsbygning samt etableret en elektronisk brovægt baseret

på

edb-indvejning. Der er et 2 m højt hegn omkring hele affaldscentrets område,

med aflåselig låge ved indkørslen til modtagepladsen. Adgang til

affaldscentret

sker gennem lågen.

Om komposteringsanlægget fremgår, at dette er indrettet på et

ca. 5.000 m

2

Læs alt

stort areal langs adgangsvejen i umiddelbar tilknytning

til affaldscentrets modtagefaciliteter. Mod adgangsvejen er der en

afskærmende

ca. 2 m høj jordvold, der fortsætter langs vejen til lystbådehavnen.

Komposteringsanlægget må maksimalt tilføres 8.000 ton komposterbart

haveaffald

pr. år, og affaldet skal indeholde mindre end 5 % sten, jord og

grusmateriale.

Det færdigkomposterede haveaffald skal køres bort fra affaldscentret.

Komposteringsanlægget har tidligere været drevet i henhold til separat

miljøgodkendelse af 3. januar 1989. Klagerens plan er at flytte

komposteringsaktiviteten til et andet større område. For det nye anlæg søges

der om separat miljøgodkendelse. Da det eksisterende anlæg skal benyttes i

perioden frem til, at det nye komposteringsanlæg er etableret, er det

eksisterende anlæg medtaget i miljøgodkendelsen af 4. maj 1999.

Klagerens advokat har oplyst, at komposteringsaktiviteten

foregår ved, at der køres grene og lignende haveaffald til et særligt areal

på

affaldscentret, hvor der kun foregår kompostering. Efter endt kompostering

køres den færdige kompost til genbrug, efterhånden som der er

anvendelsesmulighed for komposten. På vægten ved containerpladsen vejes det

affald, der køres længere ind på affaldscentrets område til deponering,

ligesom

der foretages vejning af det haveaffald, der køres til kompostering.

Sidstnævnte sker i henhold til de for genbrugsanlæg til kompostering gældende

krav om vejning til brug for statistiske indberetninger til Miljøstyrelsen.

Vægten benyttes også til andre kontrolvejninger. Adgang til affaldscentret

kan

kun ske gennem lågen. Umiddelbart efter containerpladsen deler vejen sig i en

vej til affaldsdeponiet og en vej til komposteringsanlægget. Ved begyndelsen

af

vejen til komposteringsanlægget er der et tydeligt skilt, hvorpå der står

”haveaffald”.

Advokaten har videre oplyst, at affaldsdeponiets aktuelle

tipfront er i det sydøstlige hjørne af affaldscentret op mod

vinterstandpladsen, medens komposteringsanlægget ligger i det modsatte

nordvestlige hjørne. Afstanden mellem tipfronten og komposteringsanlægget er

150-200 meter. Terrænet herimellem forhindrer, at man kan køre i personbil

eller lastbil gennem området, idet der er ujævnt, bakket, mudret m.v. Man kan

alene køre over arealet med specialkøretøjer såsom en gummiged. Med personbil

og lastbil er det kun muligt at køre på affaldscentrets veje.

Vedrørende indretningen og forholdene på affaldscentret har

advokaten fremlagt et oversigtskort (luftfoto).

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet,

at klageren for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1997 til den 31.

marts

2000 er afgiftspligtig efter affaldsafgiftslovens § 9, jf. § 11, af det

haveaffald, der er tilført til komposteringsanlægget, idet regionen har

fundet,

at det pågældende haveaffald er tilført til den registrerede losseplads.

Regionen har som følge heraf forhøjet klagerens affaldsafgiftstilsvar for den

omhandlede periode med i alt 3.629.262 kr. Som begrundelse for afgørelsen har

regionen anført, at der skal betales afgift af alt affald, der tilføres en

registreringspligtig virksomhed. Regionen har videre anført, at det ikke er

muligt at fritage haveaffald til kompostering for afgift, når materialet

ligger

inde på lossepladsens område, uden særskilt afgrænsning og tilkørsel.

Endvidere

har regionen bemærket, at den omhandlede kompostering er omfattet af

miljøgodkendelsen, at komposteringen ikke er afgrænset ved et hegn og

særskilt

indkørsel, samt at al tilkørsel registreres via vægten ved indkørslen til

lossepladsen.

Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt regionens afgørelse.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at det omhandlede haveaffald ikke er afgiftspligtigt. Til støtte for

påstanden har advokaten anført, at haveaffaldet ikke er tilført til

affaldsdeponiet, men derimod til komposteringsanlægget, der er et

genbrugsanlæg. Komposteringsanlægget er ikke en del af affaldsdeponiet og

hører

ikke under den registrerede affaldsdeponivirksomhed. Regionen anser hele

affaldscentret for én virksomhed, hvilket ikke er korrekt, idet

affaldscentret

består af flere virksomheder, der er undergivet særskilte krav i henhold til

miljølovgivningen. I miljøgodkendelsen er der i overensstemmelse hermed

opstillet forskellige krav for deponeringsområdet, for containerpladsen, for

komposteringsanlægget m.v. Efter bekendtgørelsen om godkendelsespligtige

virksomheder efter miljøbeskyttelsesloven (senest bekendtgørelse nr. 807 af

25.

oktober 1999) er affaldsdeponier og komposteringsanlæg omfattet af hvert sit

listenummer. Affaldsdeponier og komposteringsanlæg er således to forskellige

virksomheder, der hver især kræver godkendelse ud fra de vilkår, der gælder

for

netop den pågældende aktivitet. Advokaten har videre anført, at der i det

foreliggende tilfælde i begyndelsen af 1989 blev udstedt en separat

godkendelse

for komposteringsanlægget. At de forskellige godkendelser blev samlet i ét

dokument ved miljøgodkendelsen af 4. maj 1999 er et rent praktisk forhold,

der

ikke ændrer ved, at der er tale om forskellige typer listevirksomhed, der

hver

især kræver godkendelse. Advokaten har henvist til miljøgodkendelsens

datablad

og side 6, hvor de forskellige aktiviteter på affaldscentret er beskrevet.

Advokaten har tillige anført, at det forhold, at der er et hegn

uden om hele affaldscentrets område, ikke medfører, at de forskellige

virksomheder bliver til én virksomhed, hverken miljøretligt eller

afgiftsmæssigt. Hegnet hindrer, at uvedkommende skaffer sig adgang til

området

og er dermed tværtimod med til at sikre, at de forskellige aktiviteter holdes

adskilt.

Endvidere har advokaten gjort opmærksom på, at containerpladsen

også er reguleret i miljøgodkendelsen. Dette medfører imidlertid ikke, at

affald, der tilføres til containerpladsen til genbrug, er

affaldsafgiftspligtigt. Regionen har ej heller opkrævet afgift af dette

affald,

og regionen anerkender således, at der kan være flere virksomheder på

affaldscentrets område.

Advokaten har videre anført, at komposteringsanlægget ligger i

den modsatte ende af affaldscentret i forhold til affaldsdeponiets nuværende

tipfront og klart har været/er arealmæssigt adskilt fra

deponeringsaktiviteten.

Tilførslen af affald til henholdsvis deponiet og komposteringsanlægget sker

ad

hver sin vej på affaldscentrets område, efter at bilerne er blevet vejet.

Komposteringsanlægget og affaldsdeponiet er således klart fysisk adskilt.

Endvidere er der en miljømæssig adskillelse mellem de to aktiviteter. I

affaldsdeponiet deponeres affald, medens komposteringsanlægget er et

genbrugsanlæg, hvor den færdige kompost efterfølgende genanvendes andetsteds.

De affaldstyper, der må modtages i affaldsdeponiet, omfatter ikke grene og

haveaffald m.v., hvilket fremgår af miljøgodkendelsen, side 56-57. Haveaffald

må således ikke modtages til deponering i affaldsdeponiet. Omvendt må de

affaldstyper, der må modtages til deponering, ikke modtages på

komposteringsanlægget. Der gælder således et klart miljømæssigt krav om nøje

adskillelse af det affald, der må tilføres affaldsdeponiet, og det affald,

der

må tilføres kompostering. Advokaten har understreget, at disse krav

overholdes

i praksis. Overholdelse af vilkårene er undergivet amtets kontrol, og amtet

har

ikke haft indvendinger vedrørende overholdelsen af vilkårene, hvilket der

heller ikke har været grund til.

Endvidere har advokaten anført, at der ikke er lovhjemmel til at

opkræve afgift af kompostering, og at der ej heller i lovgivningen er

opstillet

krav om adskillelse eller fastsat bestemmelser om, hvorledes en sådan

adskillelse skal være. Sådanne krav er heller ikke nævnt i forarbejderne til

lovbestemmelserne om affaldsafgift. I bemærkningerne til lovforslaget til

miljøbeskyttelsesloven fra 1986, hvor affaldsafgiften blev foreslået indført,

og i bemærkningerne til lovforslaget til affaldsafgiftsloven fra 1989 er der

alene anført, at formålet med indførelsen af afgift på deponering m.v. er at

fremme genanvendelse. Hverken i lovbestemmelser eller i forarbejder er der på

noget tidspunkt opstillet krav til en særlig adskillelse, og lovgiver har ej

heller givet told- og skattemyndighederne hjemmel til at fastsætte regler

herom. Det fremgår derimod klart, at genbrugsvirksomheder ikke er

registreringspligtige virksomheder. Told- og skattemyndighedernes krav

vedrørende

adskillelse kan derfor alene være begrundet i praktiske kontrolhensyn.

Advokaten har herved anført, at

praktiske kontrolhensyn ikke kan udstrækkes til at omfatte mere, end det

der er nødvendigt i kontrolmæssig henseende. Affaldsafgiftsloven indeholder

en

bestemmelse om, at der skal føres behørigt regnskab for en

registreringspligtig

virksomhed. Endvidere skal der foretages vejninger af det materiale, der

deponeres, og disse vejninger skal registreres. Advokaten har understreget,

at

disse betingelser fuldt ud er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

Advokaten har videre anført, at der således regnskabs- og

kontrolmæssigt er en fuld og klar adskillelse af det affald, der vedrører

komposteringsanlægget, og det affald, der vedrører deponeringsanlægget. Der

er

således et fuldt tilstrækkeligt grundlag for opkrævning af affaldsafgift for

det affald, der føres til deponering i modsætning til det affald, der føres

til

kompostering. Advokaten har herved bemærket, at regionen har anvendt

klagerens

vejelister ved opgørelse af forhøjelsen af affaldsafgiftstilsvaret. Regionen

har således ikke haft indvendinger til klagerens vejninger og registreringer.

Det må derfor anses for ubestridt, at klagerens opgørelser og den

regnskabsmæssige adskillelse opfylder de krav, der kan stilles ud fra de

relevante kontrolhensyn.

Endvidere har advokaten anført, at det fremgår af retspraksis

vedrørende affaldsafgiftsloven, at denne skal forstås nøje i overensstemmelse

med ordlyden, og at myndighederne ikke kan opstille egne regler, der fører

til

en udvidet pålæggelse af afgift. Advokaten har som eksempel henvist til Østre

Landsrets dom af 21. november 1996, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen

1997.236.

Advokaten har videre anført, at regionens begrundelse for den

påklagede afgørelse må formodes at referere til Told- og Skattestyrelsens

vejledning om affaldsafgift fra 1992, hvori er anført, at det er en

forudsætning for, at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten,

at

anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et

genanvendelsesanlæg drives i tilknytning til eksempelvis et deponi, er det et

ufravigeligt krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det

afgiftspligtige affald, og at der er særskilt tilkørsel til begge

virksomhederne.

Advokaten har hertil anført, at en vejledning ikke er retligt

bindende for borgerne. Endvidere bygger det anførte ikke på bemærkninger i

forarbejderne til loven. De opstillede krav kan derfor alene anses for at

være

udledt af kontrolhensyn og kan således ikke opstilles eller fortolkes videre

end nødvendigt.

For så vidt angår kravet om, at genbrugsmaterialerne skal holdes

skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald, har advokaten bemærket, at

dette

krav under alle omstændigheder er opfyldt i det foreliggende tilfælde, idet

de

forskellige affaldstyper fysisk holdes adskilt. Endvidere er der en

miljømæssig

adskillelse, idet de affaldstyper, der må føres til kompostering, ikke må

føres

til deponering, og omvendt. Også regnskabsmæssigt holdes materialerne nøje

adskilt.

Endvidere har advokaten anført, at det afgørende ikke er, om der

er mulighed for at fritage haveaffald for affaldsafgift, men derimod om der

konkret er hjemmel til at pålægge haveaffald til kompostering afgift, når en

sådan aktivitet generelt ikke er afgiftspligtig. Advokaten har gjort

opmærksom

på, at der i det foreliggende tilfælde ikke er tale om, at haveaffaldet til

kompostering ligger ”inde på lossepladsens område”. Deponering og

komposte-ring

foregår på to klart fysisk adskilte arealer.

Advokaten har i tilknytning hertil anført, at den omstændighed,

at der i 1999 er givet tilladelse til at anvende blandt andet det areal,

hvorpå

komposteringsanlægget er beliggende, til deponering på et senere tidspunkt,

ikke medfører, at der dermed er tale om et deponi på komposteringsanlæggets

areal. Det areal, hvorpå komposteringsaktiviteten foregår, er ikke taget i

brug

som affaldsdeponi og må efter miljøgodkendelsen heller ikke tages i brug som

affaldsdeponi, før komposteringsaktiviteten er ophørt, og komposten er kørt

væk. Dette fremgår tydeligt af miljøgodkendelsen samt tillige af amtets

skrivelse af 27. juli 2000, hvori er anført, at ”efter etablering af et

nyt

komposteringsanlæg afvikles det eksisterende, og der deponeres affald på

området”.

Advokaten har videre anført, at regionens krav om et hegn end

ikke har støtte i vejledningen fra 1992, ligesom vejledningen ikke omtaler et

krav om særskilt ”indkørsel”. I vejledningen er anvendt udtrykket

”tilkørsel”,

hvilket netop må anses for at foreligge i det foreliggende tilfælde, idet

vejen

efter vægten deler sig i en vej til affaldsdeponiet og en vej til

komposteringsanlægget, således at de forskellige typer affald køres hver sin

vej.

Advokaten har tillige anført, at der efter de miljøretlige

regler ikke er noget til hinder for, at klageren benytter vægten til vejning

af

såvel materialerne til deponering som materialerne til kompostering.

Endvidere

er det af kontrolmæssige hensyn uden betydning, om affaldet til kompostering

efter kontrolvejningen måtte blive kørt videre til komposteringsanlægget

gennem

en særskilt åbning i hegnet, eller om kørslen foregår som nu, hvor vejene

deler

sig efter vægten. Der er således ikke hjemmel til, at regionens opstiller

krav

herom.

Advokaten har understreget, at affaldsafgiftslovens formål er at

fremme genbrug frem for deponering og forbrænding. Regionens opkrævning af

affaldsafgift vedrørende komposteringsaktiviteten, der er en

genbrugsaktivitet,

er således i direkte modstrid med lovens formål og uden grundlag i loven.

Endvidere har advokaten bemærket, at hovedparten af de

affaldsmængder, som told- og skatteregionen har opkrævet afgift for, er

tilført

til komposteringsanlægget før miljøgodkendelsen af 4. maj 1999. Haveaffaldet

til kompostering kan således allerede af denne grund ikke pålægges afgift med

henvisning til denne godkendelse.

Endelig har advokaten anført, at regionen ikke tidligere har

haft indsigelser vedrørende det pågældende forhold. I 1997 modtog regionen i

forbindelse med behandling af et spørgsmål om afgift af materialer anvendt

til

genbrug i den af klageren anlagte havnemole klagerens vejesedler, hvoraf

fremgår, at haveaffald opføres som særskilte kategorier, og at der ikke

beregnes affaldsafgift af disse kategorier. Regionen aflagde på dette

tidspunkt

tillige besøg på affaldscentret. Regionen har således i hvert fald fra

begyndelsen af 1997 haft kendskab til de praktiske indretninger på

affaldscentret, og til at kommunen ikke betalte afgift af haveaffald til

kompostering. I forbindelse hermed fremsatte regionen ingen indvendinger, men

gav tværtimod mundtligt udtryk for accept af den foreliggende adskillelse af

haveaffald og deponiaffald og tilkørselsvejene. Advokaten har gjort gældende,

at regionen på denne baggrund må være afskåret fra med tilbagevirkende kraft

at

pålægge klageren den omtvistede yderligere afgift.

Landsskatteretten skal

udtale:

Af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, fremgår, at der skal

betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.

Affaldsafgiftslovens § 11 har følgende ordlyd:

” Virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding

modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt

eller

en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos de statslige told- og

skattemyndigheder.

Stk. 2. Virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eller

forbrænder eget affald, som er omfattet af kommunalbestyrelsens

anvisningspligt, skal registreres hos de statslige told- og

skattemyndigheder.

( ) ”

I forarbejderne til affaldsafgiftslovens § 11 (blandt andet

bemærkningerne til lovforslag nr. L 106 af 4. december 1996) er anført, at

sædvanlige genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder, der ikke foretager

forbrænding eller deponering af affald, ikke er registreringspligtige.

I Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift fra 1992

er blandt andet anført:

” Efter bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald kan kommunen

udover at anvise affald til forbrænding eller deponering også anvise affald

til

genanvendelse. Affald, der anvises til genanvendelse, er ikke omfattet af

afgiftspligten. Virksomheder, som alene modtager affald til genanvendelse, er

således ikke registreringspligtige efter afgiftsloven.

( )

En forudsætning for at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for

afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et

deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et genanvendelsesanlæg drives i tilknytning

til

fx et deponi, er det er ufravigeligt krav, at genbrugsmaterialet holdes

skarpt

adskilt fra det afgiftspligtige affald, og at der er særskilt tilkørsel til

begge virksomheder. ”

Landsskatteretten finder, at det omhandlede komposteringsanlæg

ikke kan anses for at udgøre en del af klagerens registreringspligtige

affaldsdeponivirksomhed. Retten har herved henset til oplysningerne i

Miljøgodkendelsen af 4. maj 1999 om affaldscentrets indretning og de

opstillede

vilkår for de forskellige aktiviteter samt det i øvrigt oplyste om de

faktiske

forhold på affaldscentret. Retten finder derfor, at der ikke er grundlag for

fastsættelse af affaldsafgift efter affaldsafgiftslovens § 9, jf. § 11, af

det

omhandlede haveaffald til kompostering. Den påklagede afgørelse ændres i

overensstemmelse hermed, og den foretagne forhøjelse af klagerens

afgiftstilsvar, 3.629.262 kr., ændres derfor til 0.

Lignende dokumenter