Landsskatteretskendelse af 1. maj 2003 vedr. Affaldsafgiftspligt haveaffald til kompostering
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landsskatteretskendelse af 1. maj 2003 vedr.
Affaldsafgiftspligt – haveaffald til kompostering
Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har truffet afgørelse
om, at X kommune for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1997 til den
31.
marts 2000 er afgiftspligtig efter affaldsafgiftslovens § 9, jf. § 11, af
haveaffald til kompostering, idet regionen har fundet, at det pågældende
haveaffald er tilført til den af klageren drevne registrerede losseplads.
Regionen har som følge heraf forhøjet klagerens affaldsafgiftstilsvar for den
pågældende periode med i alt 3.629.262 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren driver X
Affaldscenter. Af amtets miljøgodkendelse af 4. maj 1999 fremgår, at
affaldscentret omfatter: ”Deponeringsanlæg. Container og modtageplads
for olie-
og kemikalieaffald. Komposteringsanlæg for haveaffald. Specialdepot for
asbestholdigt affald. Midlertidig oplag af spildevandsslam.”
Områdets indretning og placeringen af de forskellige aktiviteter
er angivet på miljøgodkendelsens bilag 1 og 2.
Af miljøgodkendelsen fremgår endvidere, at tilkørsel til
affaldscentret sker via adgangsvejen fra Y-vej. Ved indkørslen til
affaldscentret og i umiddelbar tilknytning til containerpladsen er der
opstillet en mandskabsbygning samt etableret en elektronisk brovægt baseret
på
edb-indvejning. Der er et 2 m højt hegn omkring hele affaldscentrets område,
med aflåselig låge ved indkørslen til modtagepladsen. Adgang til
affaldscentret
sker gennem lågen.
Om komposteringsanlægget fremgår, at dette er indrettet på et
ca. 5.000 m
2
Læs alt
stort areal langs adgangsvejen i umiddelbar tilknytning
til affaldscentrets modtagefaciliteter. Mod adgangsvejen er der en
afskærmende
ca. 2 m høj jordvold, der fortsætter langs vejen til lystbådehavnen.
Komposteringsanlægget må maksimalt tilføres 8.000 ton komposterbart
haveaffald
pr. år, og affaldet skal indeholde mindre end 5 % sten, jord og
grusmateriale.
Det færdigkomposterede haveaffald skal køres bort fra affaldscentret.
Komposteringsanlægget har tidligere været drevet i henhold til separat
miljøgodkendelse af 3. januar 1989. Klagerens plan er at flytte
komposteringsaktiviteten til et andet større område. For det nye anlæg søges
der om separat miljøgodkendelse. Da det eksisterende anlæg skal benyttes i
perioden frem til, at det nye komposteringsanlæg er etableret, er det
eksisterende anlæg medtaget i miljøgodkendelsen af 4. maj 1999.
Klagerens advokat har oplyst, at komposteringsaktiviteten
foregår ved, at der køres grene og lignende haveaffald til et særligt areal
på
affaldscentret, hvor der kun foregår kompostering. Efter endt kompostering
køres den færdige kompost til genbrug, efterhånden som der er
anvendelsesmulighed for komposten. På vægten ved containerpladsen vejes det
affald, der køres længere ind på affaldscentrets område til deponering,
ligesom
der foretages vejning af det haveaffald, der køres til kompostering.
Sidstnævnte sker i henhold til de for genbrugsanlæg til kompostering gældende
krav om vejning til brug for statistiske indberetninger til Miljøstyrelsen.
Vægten benyttes også til andre kontrolvejninger. Adgang til affaldscentret
kan
kun ske gennem lågen. Umiddelbart efter containerpladsen deler vejen sig i en
vej til affaldsdeponiet og en vej til komposteringsanlægget. Ved begyndelsen
af
vejen til komposteringsanlægget er der et tydeligt skilt, hvorpå der står
”haveaffald”.
Advokaten har videre oplyst, at affaldsdeponiets aktuelle
tipfront er i det sydøstlige hjørne af affaldscentret op mod
vinterstandpladsen, medens komposteringsanlægget ligger i det modsatte
nordvestlige hjørne. Afstanden mellem tipfronten og komposteringsanlægget er
150-200 meter. Terrænet herimellem forhindrer, at man kan køre i personbil
eller lastbil gennem området, idet der er ujævnt, bakket, mudret m.v. Man kan
alene køre over arealet med specialkøretøjer såsom en gummiged. Med personbil
og lastbil er det kun muligt at køre på affaldscentrets veje.
Vedrørende indretningen og forholdene på affaldscentret har
advokaten fremlagt et oversigtskort (luftfoto).
Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet,
at klageren for så vidt angår perioden fra den 1. januar 1997 til den 31.
marts
2000 er afgiftspligtig efter affaldsafgiftslovens § 9, jf. § 11, af det
haveaffald, der er tilført til komposteringsanlægget, idet regionen har
fundet,
at det pågældende haveaffald er tilført til den registrerede losseplads.
Regionen har som følge heraf forhøjet klagerens affaldsafgiftstilsvar for den
omhandlede periode med i alt 3.629.262 kr. Som begrundelse for afgørelsen har
regionen anført, at der skal betales afgift af alt affald, der tilføres en
registreringspligtig virksomhed. Regionen har videre anført, at det ikke er
muligt at fritage haveaffald til kompostering for afgift, når materialet
ligger
inde på lossepladsens område, uden særskilt afgrænsning og tilkørsel.
Endvidere
har regionen bemærket, at den omhandlede kompostering er omfattet af
miljøgodkendelsen, at komposteringen ikke er afgrænset ved et hegn og
særskilt
indkørsel, samt at al tilkørsel registreres via vægten ved indkørslen til
lossepladsen.
Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt regionens afgørelse.
Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand
om, at det omhandlede haveaffald ikke er afgiftspligtigt. Til støtte for
påstanden har advokaten anført, at haveaffaldet ikke er tilført til
affaldsdeponiet, men derimod til komposteringsanlægget, der er et
genbrugsanlæg. Komposteringsanlægget er ikke en del af affaldsdeponiet og
hører
ikke under den registrerede affaldsdeponivirksomhed. Regionen anser hele
affaldscentret for én virksomhed, hvilket ikke er korrekt, idet
affaldscentret
består af flere virksomheder, der er undergivet særskilte krav i henhold til
miljølovgivningen. I miljøgodkendelsen er der i overensstemmelse hermed
opstillet forskellige krav for deponeringsområdet, for containerpladsen, for
komposteringsanlægget m.v. Efter bekendtgørelsen om godkendelsespligtige
virksomheder efter miljøbeskyttelsesloven (senest bekendtgørelse nr. 807 af
25.
oktober 1999) er affaldsdeponier og komposteringsanlæg omfattet af hvert sit
listenummer. Affaldsdeponier og komposteringsanlæg er således to forskellige
virksomheder, der hver især kræver godkendelse ud fra de vilkår, der gælder
for
netop den pågældende aktivitet. Advokaten har videre anført, at der i det
foreliggende tilfælde i begyndelsen af 1989 blev udstedt en separat
godkendelse
for komposteringsanlægget. At de forskellige godkendelser blev samlet i ét
dokument ved miljøgodkendelsen af 4. maj 1999 er et rent praktisk forhold,
der
ikke ændrer ved, at der er tale om forskellige typer listevirksomhed, der
hver
især kræver godkendelse. Advokaten har henvist til miljøgodkendelsens
datablad
og side 6, hvor de forskellige aktiviteter på affaldscentret er beskrevet.
Advokaten har tillige anført, at det forhold, at der er et hegn
uden om hele affaldscentrets område, ikke medfører, at de forskellige
virksomheder bliver til én virksomhed, hverken miljøretligt eller
afgiftsmæssigt. Hegnet hindrer, at uvedkommende skaffer sig adgang til
området
og er dermed tværtimod med til at sikre, at de forskellige aktiviteter holdes
adskilt.
Endvidere har advokaten gjort opmærksom på, at containerpladsen
også er reguleret i miljøgodkendelsen. Dette medfører imidlertid ikke, at
affald, der tilføres til containerpladsen til genbrug, er
affaldsafgiftspligtigt. Regionen har ej heller opkrævet afgift af dette
affald,
og regionen anerkender således, at der kan være flere virksomheder på
affaldscentrets område.
Advokaten har videre anført, at komposteringsanlægget ligger i
den modsatte ende af affaldscentret i forhold til affaldsdeponiets nuværende
tipfront og klart har været/er arealmæssigt adskilt fra
deponeringsaktiviteten.
Tilførslen af affald til henholdsvis deponiet og komposteringsanlægget sker
ad
hver sin vej på affaldscentrets område, efter at bilerne er blevet vejet.
Komposteringsanlægget og affaldsdeponiet er således klart fysisk adskilt.
Endvidere er der en miljømæssig adskillelse mellem de to aktiviteter. I
affaldsdeponiet deponeres affald, medens komposteringsanlægget er et
genbrugsanlæg, hvor den færdige kompost efterfølgende genanvendes andetsteds.
De affaldstyper, der må modtages i affaldsdeponiet, omfatter ikke grene og
haveaffald m.v., hvilket fremgår af miljøgodkendelsen, side 56-57. Haveaffald
må således ikke modtages til deponering i affaldsdeponiet. Omvendt må de
affaldstyper, der må modtages til deponering, ikke modtages på
komposteringsanlægget. Der gælder således et klart miljømæssigt krav om nøje
adskillelse af det affald, der må tilføres affaldsdeponiet, og det affald,
der
må tilføres kompostering. Advokaten har understreget, at disse krav
overholdes
i praksis. Overholdelse af vilkårene er undergivet amtets kontrol, og amtet
har
ikke haft indvendinger vedrørende overholdelsen af vilkårene, hvilket der
heller ikke har været grund til.
Endvidere har advokaten anført, at der ikke er lovhjemmel til at
opkræve afgift af kompostering, og at der ej heller i lovgivningen er
opstillet
krav om adskillelse eller fastsat bestemmelser om, hvorledes en sådan
adskillelse skal være. Sådanne krav er heller ikke nævnt i forarbejderne til
lovbestemmelserne om affaldsafgift. I bemærkningerne til lovforslaget til
miljøbeskyttelsesloven fra 1986, hvor affaldsafgiften blev foreslået indført,
og i bemærkningerne til lovforslaget til affaldsafgiftsloven fra 1989 er der
alene anført, at formålet med indførelsen af afgift på deponering m.v. er at
fremme genanvendelse. Hverken i lovbestemmelser eller i forarbejder er der på
noget tidspunkt opstillet krav til en særlig adskillelse, og lovgiver har ej
heller givet told- og skattemyndighederne hjemmel til at fastsætte regler
herom. Det fremgår derimod klart, at genbrugsvirksomheder ikke er
registreringspligtige virksomheder. Told- og skattemyndighedernes krav
vedrørende
adskillelse kan derfor alene være begrundet i praktiske kontrolhensyn.
Advokaten har herved anført, at
praktiske kontrolhensyn ikke kan udstrækkes til at omfatte mere, end det
der er nødvendigt i kontrolmæssig henseende. Affaldsafgiftsloven indeholder
en
bestemmelse om, at der skal føres behørigt regnskab for en
registreringspligtig
virksomhed. Endvidere skal der foretages vejninger af det materiale, der
deponeres, og disse vejninger skal registreres. Advokaten har understreget,
at
disse betingelser fuldt ud er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
Advokaten har videre anført, at der således regnskabs- og
kontrolmæssigt er en fuld og klar adskillelse af det affald, der vedrører
komposteringsanlægget, og det affald, der vedrører deponeringsanlægget. Der
er
således et fuldt tilstrækkeligt grundlag for opkrævning af affaldsafgift for
det affald, der føres til deponering i modsætning til det affald, der føres
til
kompostering. Advokaten har herved bemærket, at regionen har anvendt
klagerens
vejelister ved opgørelse af forhøjelsen af affaldsafgiftstilsvaret. Regionen
har således ikke haft indvendinger til klagerens vejninger og registreringer.
Det må derfor anses for ubestridt, at klagerens opgørelser og den
regnskabsmæssige adskillelse opfylder de krav, der kan stilles ud fra de
relevante kontrolhensyn.
Endvidere har advokaten anført, at det fremgår af retspraksis
vedrørende affaldsafgiftsloven, at denne skal forstås nøje i overensstemmelse
med ordlyden, og at myndighederne ikke kan opstille egne regler, der fører
til
en udvidet pålæggelse af afgift. Advokaten har som eksempel henvist til Østre
Landsrets dom af 21. november 1996, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen
1997.236.
Advokaten har videre anført, at regionens begrundelse for den
påklagede afgørelse må formodes at referere til Told- og Skattestyrelsens
vejledning om affaldsafgift fra 1992, hvori er anført, at det er en
forudsætning for, at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for afgiftspligten,
at
anlægget ikke er en integreret del af et deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et
genanvendelsesanlæg drives i tilknytning til eksempelvis et deponi, er det et
ufravigeligt krav, at genbrugsmaterialet holdes skarpt adskilt fra det
afgiftspligtige affald, og at der er særskilt tilkørsel til begge
virksomhederne.
Advokaten har hertil anført, at en vejledning ikke er retligt
bindende for borgerne. Endvidere bygger det anførte ikke på bemærkninger i
forarbejderne til loven. De opstillede krav kan derfor alene anses for at
være
udledt af kontrolhensyn og kan således ikke opstilles eller fortolkes videre
end nødvendigt.
For så vidt angår kravet om, at genbrugsmaterialerne skal holdes
skarpt adskilt fra det afgiftspligtige affald, har advokaten bemærket, at
dette
krav under alle omstændigheder er opfyldt i det foreliggende tilfælde, idet
de
forskellige affaldstyper fysisk holdes adskilt. Endvidere er der en
miljømæssig
adskillelse, idet de affaldstyper, der må føres til kompostering, ikke må
føres
til deponering, og omvendt. Også regnskabsmæssigt holdes materialerne nøje
adskilt.
Endvidere har advokaten anført, at det afgørende ikke er, om der
er mulighed for at fritage haveaffald for affaldsafgift, men derimod om der
konkret er hjemmel til at pålægge haveaffald til kompostering afgift, når en
sådan aktivitet generelt ikke er afgiftspligtig. Advokaten har gjort
opmærksom
på, at der i det foreliggende tilfælde ikke er tale om, at haveaffaldet til
kompostering ligger ”inde på lossepladsens område”. Deponering og
komposte-ring
foregår på to klart fysisk adskilte arealer.
Advokaten har i tilknytning hertil anført, at den omstændighed,
at der i 1999 er givet tilladelse til at anvende blandt andet det areal,
hvorpå
komposteringsanlægget er beliggende, til deponering på et senere tidspunkt,
ikke medfører, at der dermed er tale om et deponi på komposteringsanlæggets
areal. Det areal, hvorpå komposteringsaktiviteten foregår, er ikke taget i
brug
som affaldsdeponi og må efter miljøgodkendelsen heller ikke tages i brug som
affaldsdeponi, før komposteringsaktiviteten er ophørt, og komposten er kørt
væk. Dette fremgår tydeligt af miljøgodkendelsen samt tillige af amtets
skrivelse af 27. juli 2000, hvori er anført, at ”efter etablering af et
nyt
komposteringsanlæg afvikles det eksisterende, og der deponeres affald på
området”.
Advokaten har videre anført, at regionens krav om et hegn end
ikke har støtte i vejledningen fra 1992, ligesom vejledningen ikke omtaler et
krav om særskilt ”indkørsel”. I vejledningen er anvendt udtrykket
”tilkørsel”,
hvilket netop må anses for at foreligge i det foreliggende tilfælde, idet
vejen
efter vægten deler sig i en vej til affaldsdeponiet og en vej til
komposteringsanlægget, således at de forskellige typer affald køres hver sin
vej.
Advokaten har tillige anført, at der efter de miljøretlige
regler ikke er noget til hinder for, at klageren benytter vægten til vejning
af
såvel materialerne til deponering som materialerne til kompostering.
Endvidere
er det af kontrolmæssige hensyn uden betydning, om affaldet til kompostering
efter kontrolvejningen måtte blive kørt videre til komposteringsanlægget
gennem
en særskilt åbning i hegnet, eller om kørslen foregår som nu, hvor vejene
deler
sig efter vægten. Der er således ikke hjemmel til, at regionens opstiller
krav
herom.
Advokaten har understreget, at affaldsafgiftslovens formål er at
fremme genbrug frem for deponering og forbrænding. Regionens opkrævning af
affaldsafgift vedrørende komposteringsaktiviteten, der er en
genbrugsaktivitet,
er således i direkte modstrid med lovens formål og uden grundlag i loven.
Endvidere har advokaten bemærket, at hovedparten af de
affaldsmængder, som told- og skatteregionen har opkrævet afgift for, er
tilført
til komposteringsanlægget før miljøgodkendelsen af 4. maj 1999. Haveaffaldet
til kompostering kan således allerede af denne grund ikke pålægges afgift med
henvisning til denne godkendelse.
Endelig har advokaten anført, at regionen ikke tidligere har
haft indsigelser vedrørende det pågældende forhold. I 1997 modtog regionen i
forbindelse med behandling af et spørgsmål om afgift af materialer anvendt
til
genbrug i den af klageren anlagte havnemole klagerens vejesedler, hvoraf
fremgår, at haveaffald opføres som særskilte kategorier, og at der ikke
beregnes affaldsafgift af disse kategorier. Regionen aflagde på dette
tidspunkt
tillige besøg på affaldscentret. Regionen har således i hvert fald fra
begyndelsen af 1997 haft kendskab til de praktiske indretninger på
affaldscentret, og til at kommunen ikke betalte afgift af haveaffald til
kompostering. I forbindelse hermed fremsatte regionen ingen indvendinger, men
gav tværtimod mundtligt udtryk for accept af den foreliggende adskillelse af
haveaffald og deponiaffald og tilkørselsvejene. Advokaten har gjort gældende,
at regionen på denne baggrund må være afskåret fra med tilbagevirkende kraft
at
pålægge klageren den omtvistede yderligere afgift.
Landsskatteretten skal
udtale:
Af affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, fremgår, at der skal
betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.
Affaldsafgiftslovens § 11 har følgende ordlyd:
” Virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding
modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt
eller
en kommunal indsamlingsordning, skal registreres hos de statslige told- og
skattemyndigheder.
Stk. 2. Virksomheder og anlæg, der på egen grund deponerer eller
forbrænder eget affald, som er omfattet af kommunalbestyrelsens
anvisningspligt, skal registreres hos de statslige told- og
skattemyndigheder.
( ) ”
I forarbejderne til affaldsafgiftslovens § 11 (blandt andet
bemærkningerne til lovforslag nr. L 106 af 4. december 1996) er anført, at
sædvanlige genbrugs- og genanvendelsesvirksomheder, der ikke foretager
forbrænding eller deponering af affald, ikke er registreringspligtige.
I Told- og Skattestyrelsens vejledning om affaldsafgift fra 1992
er blandt andet anført:
” Efter bekendtgørelsen om bortskaffelse af affald kan kommunen
udover at anvise affald til forbrænding eller deponering også anvise affald
til
genanvendelse. Affald, der anvises til genanvendelse, er ikke omfattet af
afgiftspligten. Virksomheder, som alene modtager affald til genanvendelse, er
således ikke registreringspligtige efter afgiftsloven.
( )
En forudsætning for at genanvendelsesanlæg kan holdes uden for
afgiftspligten er, at anlægget ikke er en integreret del af et
deponi/forbrændingsanlæg. Hvis et genanvendelsesanlæg drives i tilknytning
til
fx et deponi, er det er ufravigeligt krav, at genbrugsmaterialet holdes
skarpt
adskilt fra det afgiftspligtige affald, og at der er særskilt tilkørsel til
begge virksomheder. ”
Landsskatteretten finder, at det omhandlede komposteringsanlæg
ikke kan anses for at udgøre en del af klagerens registreringspligtige
affaldsdeponivirksomhed. Retten har herved henset til oplysningerne i
Miljøgodkendelsen af 4. maj 1999 om affaldscentrets indretning og de
opstillede
vilkår for de forskellige aktiviteter samt det i øvrigt oplyste om de
faktiske
forhold på affaldscentret. Retten finder derfor, at der ikke er grundlag for
fastsættelse af affaldsafgift efter affaldsafgiftslovens § 9, jf. § 11, af
det
omhandlede haveaffald til kompostering. Den påklagede afgørelse ændres i
overensstemmelse hermed, og den foretagne forhøjelse af klagerens
afgiftstilsvar, 3.629.262 kr., ændres derfor til 0.
Lignende dokumenter
- Klageren er anset for affaldsafgiftspligtig af deponering af affald Landsskatteretten · 11. november 2009
- Om en [Kommune] (herefter kommunen) som registreret virksomhed skal svare affaldsafgift for perioden 1997-2000 ved modtagelse af 1) 186 tons jord fra… Landsskatteretten · 19. april 2011
- Regionen har foretaget opkrævning af affaldsafgift med 6.917.635 kr. for perioden 1. januar 1997 til 30. juni 2000 Landsskatteretten · 4. januar 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. affaldsafgift og spildevandsafgift opkrævet for deponi og slamdepot – manglende målinger til opgørelse af spildevandsafgift Retsinformation · 12. januar 2010
- Skatterådet har svaret ja Landsskatteretten · 18. november 2016
- Affaldsafgift ved etablering af biocover SKM-databasen · 30. april 2019