Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 10078 af 07/06/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet29. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Klagen skyldes, at told- og

skatteregionen ved afgørelse af 1. september 1999 ikke har anset A for

berettiget til registrering efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, punkt a.

Virksomheden er derfor ikke anset for berettiget til godtgørelse for

olieafgift

og CO2-afgift af olie i perioderne 1. januar 1995 til 31. december 1995 og

11.

juni 1997 til 31. december 1998.

Det er oplyst, at virksomheden

fremstiller grus til industrien (cementstøberier) fra afdelinger beliggende i

henholdsvis X og Y. Virksomheden producerer elektricitet - der udelukkende

bruges til drift af maskiner i grusgravene - på egne generatoranlæg. I

X-afdelingen forefindes 3 anlæg med en kapacitet på henholdsvis 64 kW, 38 kW

og

80 kW, som ikke er forbundne. Anlægget på 80 kW blev solgt i april 1998. I Y

forefindes fra 1998 et anlæg på 200 kW. Det er overfor regionen oplyst, at

200

kW-anlægget bliver flyttet mellem de to afdelinger. Alle anlæg står på

trailere

med hjul. Trailerne er erhvervet brugte for ca. 10.000 kr. pr. stk. En

eventuel

flytning vil indebære nedtagning af sorteringsanlægget og indebære en udgift

på

ca. 50 – 60.000 kr.

Virksomheden har ikke foretaget målinger

på, hvor meget de enkelte anlæg har produceret.

Det er videre oplyst, at virksomheden

fra den 1. januar 1993 har været registreret efter elafgiftsloven.

Told- og skatteregionen har ved den

Læs alt

påklagede afgørelse ikke anset virksomheden for berettiget til godtgørelse

for

olieafgift og CO2-afgift og for perioderne 1. januar 1995 - 31. december 1995

samt 11. juni 1997 - 31. december 1998 og følgelig forhøjet klagerens

afgiftstilsvar med henholdsvis 59.010 kr. og 49.722 kr. Det er som

begrundelse

herfor anført, at virksomheden i perioden 1. januar 1995 - 31. december 1995

har været registreret efter elafgiftsloven, uanset virksomheden ikke havde et

anlæg med en kapacitet over 150 kW, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, punkt a.

Det er herved anført, at hvert enkelt anlæg eller forbundne anlæg under et

skal

opfylde denne kapacitetsgrænse. Det er videre anført, at virksomheden i

perioden 11. juni 1997 - 31. december 1998 har været registreret efter

elafgiftsloven, uanset anlæggene under 50 kW ikke kan anses for stationære og

at producere kontinuerligt, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 2. Produktionen er

ikke anset for kontinuerlig, da de enkelte anlæg i X ikke kører hver dag.

Videre er det regionen opfattelse, at anlæggene ikke kan betegnes som

stationære, når de står på hjul. Regionen har anset virksomheden for

afgiftspligtig efter elafgiftsloven for anlægget på 200 kW og følgelig

godkendt

godtgørelse for forbrug vedrørende dette anlæg. På grundlag af målinger i

april

måned 1999 vedrørende 200 kW-anlægget har regionen foretaget en beregning af

forbruget

vedrørende dette anlæg på årsbasis. Sammenholdt med virksomhedens indkøb af

olie i 1998 har regionen ikke anset det for sandsynligt, at nogle af de

mindre

anlæg har produceret over 50000 kW i denne periode. Regionen har således

forhøjet virksomhedens tilsvar med tidligere godtgjort olie- og CO2-afgift

vedrørende forbrug i 64 kW, 38 kW og 80 kW anlæggene, idet virksomheden for

de

anførte perioder ikke er anset for at opfylde betingelserne for registrering

efter elafgiftsloven.

Regionen har for 1993 og 1994 undladt at

foretage regulering under henvisning til, at disse forhøjelser må anses for

helt eller delvist forældede.

For perioden 1. januar 1996 - 10. juni

1997 har regionen anset virksomheden for registreret efter elafgiftsloven for

anlægget på 64 kW og anlægget på 80 kW i det omfang disse anlæg har

produceret

mere end 50.000 kW årligt.

Virksomheden har over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at man for perioderne 1. januar 1995

–

31. december 1995 og 11. juni 1997 – 31. december 1998 er berettiget til

godtgørelse for olie- og CO2-afgift.

Vedrørende perioden 1. januar 1995 - 31.

december 1995 er det til støtte herfor gjort gældende, at regionen har

accepteret registreringen og udstedt et bevis herfor. På baggrund heraf har

virksomheden haft en berettiget forventning om, at blive beskattet efter

reglerne i elafgiftsloven, uanset man ikke i denne periode havde forbundne

anlæg og intet enkelt anlæg var over 150 kWh. Efter virksomhedens opfattelse

bør den skete fejl bæres af staten. Med til billedet hører også, at

virksomheden telefonisk fra regionen har fået oplyst, at det er den samlede

kapacitet, der skal være over 150 kWh og ikke kapaciteten for hvert enkelt

anlæg for sig eller forbundne anlæg. At disse krav var gældende, fremgår ej

heller

af den af Told- og Skattestyrelsen i februar 1996 udgivne vejledning om

Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Vedrørende perioden 12. juni 1997 til

den 31. december 1998 er det anført, at der ved lov nr. 444 af 10. juni 1997

skete en udvidelse til fordel for virksomheder med små anlæg til elproduktion

med bestemmelsen om, at stationære anlæg med en kontinuerlig elfremstilling

er

omfattet af afgiftspligten efter elafgiftsloven, når afgiften af den

fremstillede elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget

efter

§ 11. Af den i forbindelse med Folketingets behandling afgivne betænkning

fremgår, at formålet med ændringen er at ligestille små og store

elproducenter,

og at lovens bagatelgrænse alene opretholdes for mobile anlæg og

nødstrømsanlæg.

Det er gjort gældende, at virksomhedens

anlæg ikke er omfattet af denne bagatelgrænse, idet disse må betegnes som

stationære anlæg, ligesom betingelsen om kontinuerlig produktion er opfyldt.

Regionen har ikke anset betingelsen for kontinuerlig produktion for opfyldt,

dog uden nærmere at definere dette begreb. At begrebet skulle indebære en

konstant elproduktion i alle årets 8760 timer har ingen mening set i relation

til formålet med lovændringen om ligestilling mellem store og små anlæg. Den

eneste

operative definition af kontinuerlig produktion må være, at elproduktionen

finder sted i takt med og som en integreret del af virksomhedernes produktion

i

øvrigt. Regionen har videre henvist til, at de omhandlede anlæg er mobile,

fordi de står på hjul. Hertil er bemærket, at anlæggene aldrig er flyttet og

heller ikke er opbygget med henblik herpå. At anlæggene står på hjul skyldes

alene, at de er monteret i billigt indkøbte containere.

Sammenfattende er det gjort gældende, at

den af regionen trufne afgørelse bør omgøres, således at beskatningen finder

sted med udgangspunkt i elproduktionen og ikke den medgåede olie.

Landsskatteretten

skal udtale:

Det kan lægges til grund, at den i sagen

omhandlede olie er anvendt som motorbrændstof i virksomhedens generatoranlæg,

der udelukkende har fremstillet elektricitet til drift af maskiner i dens

grusgrave. Det kan videre lægges til grund, at samtlige generatoranlæg er

placeret i containere påmonteret hjul.

Virksomheden er herefter som

udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af olie- og CO2-afgiften af

disse varer, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2, samt CO2-afgiftslovens § 9,

stk. 1 og 4.

Imidlertid er der mulighed for

godtgørelse af olieafgiften, såfremt der er tale om varer, der anvendes til

fremstilling af elektricitet, når der skal betales afgift efter

elafgiftsloven,

jf. olieafgiftslovens § 9, stk. 3, jf. stk. 2.

I henhold til elafgiftslovens § 2, stk.

1, litra a, er elektricitet fremstillet på produktionsanlæg, hvis kapacitet

er

mindre end 150 kW undtaget fra elafgiftspligten.

Bestemmelsen blev indsat i § 2 den

oprindelige elafgiftslov, jf. lov nr. 89 af 9. marts 1977, hvor

kapacitetsgrænsen dog blev fastsat til mindre end 50 kW.

Ved § 3 i lov nr. 1101 af 20. december

1995 blev der med virkning fra den 1. januar 1996 i elafgiftslovens § 2, stk.

2, indsat følgende bestemmelse:

”Uanset bestemmelsen i stk. 1, litra a,

bestemmer de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning, at

elektricitet, der fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og

150

kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, er omfattet af

afgiftspligten efter denne lov, når afgiften af den fremstillede elektricitet

er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter § 11.”

Af de almindelige bemærkninger fremgår,

at en række virksomheder, der benytter generatorer med den anførte kapacitet

får mulighed for at betale afgift efter de samme regler som de større

elproducenter. Af de særlige bemærkninger fremgår bl.a., at der har været

eksempler på, at momsregistrerede virksomheder benytter generatorer under 150

kW, eksempelvis grusgrave, og udelukkende fremstiller elektricitet til eget

brug i virksomheden. For at give disse virksomheder mulighed for at blive

ligestillet med virksomheder, der får strøm fra større anlæg, foreslås det,

at

disse anlæg også kan betragtes som et elværk, dvs. at der betales afgiften af

elektriciteten, mens der ikke er afgift på brændslet. Videre fremgår, at det

foreslås, at der bliver tale om et tilbud, så ejeren af mindre anlæg kan

fortsætte med de nuværende regler, hvis de ikke ønsker at lade sig registrere

som elværk. Af administrative grunde foreslås det, at der fastholdes en

minimumsgrænse på 50 kW eller en årlig produktion på mindst 50.000 kWh

svarende

til fuld udnyttelse af et 50 kW anlæg i mindst 1000 timer eller på godt og

vel

forbruget i 10 parcelhuse.

Ved

§ 4 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev elafgiftslovens § 2, stk. 2, med

virkning fra den 12. juni 1997 ændret således:

”Uanset bestemmelsen i stk. 1, litra a,

bestemmer de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning, at

elektricitet, der enten fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW

og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, eller på

stationære anlæg med en kontinuerlig fremstilling af elektricitet, er

omfattet

af afgiftspligten efter denne lov, når afgiften af den fremstillede

elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter §

11.”

Af bemærkningerne (jf. betænkning

afgivet af Skatteudvalget den 27. maj 1997 til L 218) fremgår følgende:

”Ved ændringen kan momsregistrerede

virksomheder få sidestillet små og store kraftvarmeværker. Af administrative

grunde fastholdes bagatelgrænsen for mobile anlæg og nødstrømsanlæg.”

For så vidt angår perioden 1. januar

1995 – 31. december 1995 finder Landsskatteretten, at virksomhedens

anlæg med

rette er anset for undtaget fra afgiftspligten i medfør af elafgiftslovens §

2

(dagældende). Retten har herved henset til, at der hverken i bestemmelsens

ordlyd eller forarbejderne hertil forefindes hjemmel til at foretage

opgørelse

af kapaciteten på grundlag af den samlede kapacitet af virksomhedens enkelte

anlæg. Det er således med rette at virksomheden ikke er anset for berettiget

til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2

samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 og 4. Da retten videre finder, at told- og

skatteregionens manglende nægtelse af registrering ikke kan anses for en

tilkendegivelse omfattet af forventningsprincippet, vil den påklagede

afgørelse

for denne periode herefter være at stadfæste.

Vedrørende perioden 11. juni 1997 – 31.

december 1998 finder Landsskatteretten, at virksomheden er afgiftspligtig i

medfør af elafgiftslovens § 2, stk. 2, vedrørende de i sagen omhandlede

anlæg.

Retten har herved fundet, at disse anlæg må anses for stationære samt, at der

foreligger kontinuerlig fremstilling af elektricitet. Det er tillagt vægt, at

de pågældende anlæg ikke uden afholdelse af væsentlige omkostninger kan

flyttes

samt, at disse udgør den eneste tilgængelige energikilde og således anvendes

i

det omfang der produktionsmæssigt er behov herfor. Den påklagede afgørelse

vil

for denne periode være at ændre i overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter