Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Klagen skyldes, at told- og
skatteregionen ved afgørelse af 1. september 1999 ikke har anset A for
berettiget til registrering efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, punkt a.
Virksomheden er derfor ikke anset for berettiget til godtgørelse for
olieafgift
og CO2-afgift af olie i perioderne 1. januar 1995 til 31. december 1995 og
11.
juni 1997 til 31. december 1998.
Det er oplyst, at virksomheden
fremstiller grus til industrien (cementstøberier) fra afdelinger beliggende i
henholdsvis X og Y. Virksomheden producerer elektricitet - der udelukkende
bruges til drift af maskiner i grusgravene - på egne generatoranlæg. I
X-afdelingen forefindes 3 anlæg med en kapacitet på henholdsvis 64 kW, 38 kW
og
80 kW, som ikke er forbundne. Anlægget på 80 kW blev solgt i april 1998. I Y
forefindes fra 1998 et anlæg på 200 kW. Det er overfor regionen oplyst, at
200
kW-anlægget bliver flyttet mellem de to afdelinger. Alle anlæg står på
trailere
med hjul. Trailerne er erhvervet brugte for ca. 10.000 kr. pr. stk. En
eventuel
flytning vil indebære nedtagning af sorteringsanlægget og indebære en udgift
på
ca. 50 – 60.000 kr.
Virksomheden har ikke foretaget målinger
på, hvor meget de enkelte anlæg har produceret.
Det er videre oplyst, at virksomheden
fra den 1. januar 1993 har været registreret efter elafgiftsloven.
Told- og skatteregionen har ved den
Læs alt
påklagede afgørelse ikke anset virksomheden for berettiget til godtgørelse
for
olieafgift og CO2-afgift og for perioderne 1. januar 1995 - 31. december 1995
samt 11. juni 1997 - 31. december 1998 og følgelig forhøjet klagerens
afgiftstilsvar med henholdsvis 59.010 kr. og 49.722 kr. Det er som
begrundelse
herfor anført, at virksomheden i perioden 1. januar 1995 - 31. december 1995
har været registreret efter elafgiftsloven, uanset virksomheden ikke havde et
anlæg med en kapacitet over 150 kW, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, punkt a.
Det er herved anført, at hvert enkelt anlæg eller forbundne anlæg under et
skal
opfylde denne kapacitetsgrænse. Det er videre anført, at virksomheden i
perioden 11. juni 1997 - 31. december 1998 har været registreret efter
elafgiftsloven, uanset anlæggene under 50 kW ikke kan anses for stationære og
at producere kontinuerligt, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 2. Produktionen er
ikke anset for kontinuerlig, da de enkelte anlæg i X ikke kører hver dag.
Videre er det regionen opfattelse, at anlæggene ikke kan betegnes som
stationære, når de står på hjul. Regionen har anset virksomheden for
afgiftspligtig efter elafgiftsloven for anlægget på 200 kW og følgelig
godkendt
godtgørelse for forbrug vedrørende dette anlæg. På grundlag af målinger i
april
måned 1999 vedrørende 200 kW-anlægget har regionen foretaget en beregning af
forbruget
vedrørende dette anlæg på årsbasis. Sammenholdt med virksomhedens indkøb af
olie i 1998 har regionen ikke anset det for sandsynligt, at nogle af de
mindre
anlæg har produceret over 50000 kW i denne periode. Regionen har således
forhøjet virksomhedens tilsvar med tidligere godtgjort olie- og CO2-afgift
vedrørende forbrug i 64 kW, 38 kW og 80 kW anlæggene, idet virksomheden for
de
anførte perioder ikke er anset for at opfylde betingelserne for registrering
efter elafgiftsloven.
Regionen har for 1993 og 1994 undladt at
foretage regulering under henvisning til, at disse forhøjelser må anses for
helt eller delvist forældede.
For perioden 1. januar 1996 - 10. juni
1997 har regionen anset virksomheden for registreret efter elafgiftsloven for
anlægget på 64 kW og anlægget på 80 kW i det omfang disse anlæg har
produceret
mere end 50.000 kW årligt.
Virksomheden har over for
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at man for perioderne 1. januar 1995
–
31. december 1995 og 11. juni 1997 – 31. december 1998 er berettiget til
godtgørelse for olie- og CO2-afgift.
Vedrørende perioden 1. januar 1995 - 31.
december 1995 er det til støtte herfor gjort gældende, at regionen har
accepteret registreringen og udstedt et bevis herfor. På baggrund heraf har
virksomheden haft en berettiget forventning om, at blive beskattet efter
reglerne i elafgiftsloven, uanset man ikke i denne periode havde forbundne
anlæg og intet enkelt anlæg var over 150 kWh. Efter virksomhedens opfattelse
bør den skete fejl bæres af staten. Med til billedet hører også, at
virksomheden telefonisk fra regionen har fået oplyst, at det er den samlede
kapacitet, der skal være over 150 kWh og ikke kapaciteten for hvert enkelt
anlæg for sig eller forbundne anlæg. At disse krav var gældende, fremgår ej
heller
af den af Told- og Skattestyrelsen i februar 1996 udgivne vejledning om
Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.
Vedrørende perioden 12. juni 1997 til
den 31. december 1998 er det anført, at der ved lov nr. 444 af 10. juni 1997
skete en udvidelse til fordel for virksomheder med små anlæg til elproduktion
med bestemmelsen om, at stationære anlæg med en kontinuerlig elfremstilling
er
omfattet af afgiftspligten efter elafgiftsloven, når afgiften af den
fremstillede elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget
efter
§ 11. Af den i forbindelse med Folketingets behandling afgivne betænkning
fremgår, at formålet med ændringen er at ligestille små og store
elproducenter,
og at lovens bagatelgrænse alene opretholdes for mobile anlæg og
nødstrømsanlæg.
Det er gjort gældende, at virksomhedens
anlæg ikke er omfattet af denne bagatelgrænse, idet disse må betegnes som
stationære anlæg, ligesom betingelsen om kontinuerlig produktion er opfyldt.
Regionen har ikke anset betingelsen for kontinuerlig produktion for opfyldt,
dog uden nærmere at definere dette begreb. At begrebet skulle indebære en
konstant elproduktion i alle årets 8760 timer har ingen mening set i relation
til formålet med lovændringen om ligestilling mellem store og små anlæg. Den
eneste
operative definition af kontinuerlig produktion må være, at elproduktionen
finder sted i takt med og som en integreret del af virksomhedernes produktion
i
øvrigt. Regionen har videre henvist til, at de omhandlede anlæg er mobile,
fordi de står på hjul. Hertil er bemærket, at anlæggene aldrig er flyttet og
heller ikke er opbygget med henblik herpå. At anlæggene står på hjul skyldes
alene, at de er monteret i billigt indkøbte containere.
Sammenfattende er det gjort gældende, at
den af regionen trufne afgørelse bør omgøres, således at beskatningen finder
sted med udgangspunkt i elproduktionen og ikke den medgåede olie.
Landsskatteretten
skal udtale:
Det kan lægges til grund, at den i sagen
omhandlede olie er anvendt som motorbrændstof i virksomhedens generatoranlæg,
der udelukkende har fremstillet elektricitet til drift af maskiner i dens
grusgrave. Det kan videre lægges til grund, at samtlige generatoranlæg er
placeret i containere påmonteret hjul.
Virksomheden er herefter som
udgangspunkt ikke berettiget til tilbagebetaling af olie- og CO2-afgiften af
disse varer, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2, samt CO2-afgiftslovens § 9,
stk. 1 og 4.
Imidlertid er der mulighed for
godtgørelse af olieafgiften, såfremt der er tale om varer, der anvendes til
fremstilling af elektricitet, når der skal betales afgift efter
elafgiftsloven,
jf. olieafgiftslovens § 9, stk. 3, jf. stk. 2.
I henhold til elafgiftslovens § 2, stk.
1, litra a, er elektricitet fremstillet på produktionsanlæg, hvis kapacitet
er
mindre end 150 kW undtaget fra elafgiftspligten.
Bestemmelsen blev indsat i § 2 den
oprindelige elafgiftslov, jf. lov nr. 89 af 9. marts 1977, hvor
kapacitetsgrænsen dog blev fastsat til mindre end 50 kW.
Ved § 3 i lov nr. 1101 af 20. december
1995 blev der med virkning fra den 1. januar 1996 i elafgiftslovens § 2, stk.
2, indsat følgende bestemmelse:
”Uanset bestemmelsen i stk. 1, litra a,
bestemmer de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning, at
elektricitet, der fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og
150
kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, er omfattet af
afgiftspligten efter denne lov, når afgiften af den fremstillede elektricitet
er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter § 11.”
Af de almindelige bemærkninger fremgår,
at en række virksomheder, der benytter generatorer med den anførte kapacitet
får mulighed for at betale afgift efter de samme regler som de større
elproducenter. Af de særlige bemærkninger fremgår bl.a., at der har været
eksempler på, at momsregistrerede virksomheder benytter generatorer under 150
kW, eksempelvis grusgrave, og udelukkende fremstiller elektricitet til eget
brug i virksomheden. For at give disse virksomheder mulighed for at blive
ligestillet med virksomheder, der får strøm fra større anlæg, foreslås det,
at
disse anlæg også kan betragtes som et elværk, dvs. at der betales afgiften af
elektriciteten, mens der ikke er afgift på brændslet. Videre fremgår, at det
foreslås, at der bliver tale om et tilbud, så ejeren af mindre anlæg kan
fortsætte med de nuværende regler, hvis de ikke ønsker at lade sig registrere
som elværk. Af administrative grunde foreslås det, at der fastholdes en
minimumsgrænse på 50 kW eller en årlig produktion på mindst 50.000 kWh
svarende
til fuld udnyttelse af et 50 kW anlæg i mindst 1000 timer eller på godt og
vel
forbruget i 10 parcelhuse.
Ved
§ 4 i lov nr. 444 af 10. juni 1997 blev elafgiftslovens § 2, stk. 2, med
virkning fra den 12. juni 1997 ændret således:
”Uanset bestemmelsen i stk. 1, litra a,
bestemmer de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning, at
elektricitet, der enten fremstilles på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW
og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, eller på
stationære anlæg med en kontinuerlig fremstilling af elektricitet, er
omfattet
af afgiftspligten efter denne lov, når afgiften af den fremstillede
elektricitet er helt eller delvis tilbagebetalingsberettiget efter §
11.”
Af bemærkningerne (jf. betænkning
afgivet af Skatteudvalget den 27. maj 1997 til L 218) fremgår følgende:
”Ved ændringen kan momsregistrerede
virksomheder få sidestillet små og store kraftvarmeværker. Af administrative
grunde fastholdes bagatelgrænsen for mobile anlæg og nødstrømsanlæg.”
For så vidt angår perioden 1. januar
1995 – 31. december 1995 finder Landsskatteretten, at virksomhedens
anlæg med
rette er anset for undtaget fra afgiftspligten i medfør af elafgiftslovens §
2
(dagældende). Retten har herved henset til, at der hverken i bestemmelsens
ordlyd eller forarbejderne hertil forefindes hjemmel til at foretage
opgørelse
af kapaciteten på grundlag af den samlede kapacitet af virksomhedens enkelte
anlæg. Det er således med rette at virksomheden ikke er anset for berettiget
til godtgørelse for olie- og CO2-afgift, jf. olieafgiftslovens § 11, stk. 2
samt CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1 og 4. Da retten videre finder, at told- og
skatteregionens manglende nægtelse af registrering ikke kan anses for en
tilkendegivelse omfattet af forventningsprincippet, vil den påklagede
afgørelse
for denne periode herefter være at stadfæste.
Vedrørende perioden 11. juni 1997 – 31.
december 1998 finder Landsskatteretten, at virksomheden er afgiftspligtig i
medfør af elafgiftslovens § 2, stk. 2, vedrørende de i sagen omhandlede
anlæg.
Retten har herved fundet, at disse anlæg må anses for stationære samt, at der
foreligger kontinuerlig fremstilling af elektricitet. Det er tillagt vægt, at
de pågældende anlæg ikke uden afholdelse af væsentlige omkostninger kan
flyttes
samt, at disse udgør den eneste tilgængelige energikilde og således anvendes
i
det omfang der produktionsmæssigt er behov herfor. Den påklagede afgørelse
vil
for denne periode være at ændre i overensstemmelse hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Energinet.dk's afslag på årsbaseret nettoafregning ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling, da solcelleanlæggets nominelle effekt ikke var for høj i forhold til ejendommens bebyggede areal Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. oktober 2015
- Ophævelse og hjemvisning af Energinet.dk’s afgørelse om afslag på årsbaseret nettoafregning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. september 2013
- Afslag på årsbaseret nettoafregning for elektricitet produceret på solcelleanlæg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. april 2013
- Ændring af Energinet.dk’s afgørelse om afslag på årsbaseret nettoafregning Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. september 2013
- Afslag på årsbasseret nettoafregning for elektricitet produceret påp solcelleanlæg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. april 2013
- Afslag på årsbaseret nettoafregning for elektricitet produceret på solcelleanlæg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. april 2013
Lignende dokumenter
- SKAT har ikke anset selskabet for berettiget til godtgørelse af olieafgift vedrørende mineralolieforbrug i selskabets generator. Klagen skyldes endvidere, at… Landsskatteretten · 30. oktober 2012
- Virksomhedens anmodning om registrering efter elafgiftslovens § 2, stk. 2, ikke er imødekommet. Endvidere er anmodning om sådan registrering med… Landsskatteretten · 6. januar 2015
- Godtgørelse af elafgift og mineralolieafgift SKM-databasen · 6. juli 2020
- Skattestyrelsen har opkrævet for meget udbetalt godtgørelse af mineralolieafgift med i alt 730.070 kr. for afgiftsperioderne fra den 1. juli 2020 til den 30.… Landsskatteretten · 12. december 2025
- Bindende svar - Testkørsler på stempelmotorer var ikke omfattet af metanafgift, da motorerne ikke ansås for stationære Retsinformation · 22. juni 2016
- Selskabet er ikke anset for berettiget til godtgørelse af olie-, el-, gas- og CO2-afgift. Endvidere spørgsmål om forældelse Landsskatteretten · 11. november 2008