Spring til indhold

Retsinformation

Udbetaling fra andelsselskab i opløsning skattemæssig behandling af overdækningsbeløbene tilkendegivelse fra Ligningsrådet

UDT nr 9503 af 23/10/2001UdtalelseSkatte- og Vækstministeriet26. november 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udbetaling fra andelsselskab i

opløsning skattemæssig behandling af

overdækningsbeløbene tilkendegivelse fra

Ligningsrådet

Baggrund

EFFO, der er stiftet i 1925, er et andelsselskab, der er skattepligtigt

efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.6 . Der var i 1998 i alt ca 21.600

forbrugere (ca 3.100 erhvervsdrivende og ca. 18.500 private). Ud over

elforsyning har EFFO siden 1983 drevet virksomhed med antenne og kabel-tv.

Denne aktivitet er pr. 1/1-98, efter påbud fra Konkurrencestyrelsen

(Elprisudvalget), udskilt i et 100% ejet datterselskab, EFFO Kabel-TV

A/S.

Salg af aktiviteten i EFFO

Aktiviteten i Andelsselskabet EFFO og EFFO Kabel-TV A/S er pr. 1. juli

1998 solgt til NESA A/S. Overtagelsen indebar, at EFFO's

elforsyningsvirksomhed blev videreført af NESA som et nyt distrikt,

indpasset i NESA's distriktsgrænser. Endvidere overtog NESA EFFO's

andel på 1,46% af I/S Sjællandske Kraftværker.

Den samlede salgssum udgjorde kr. 135 mio., og er sammensat på

følgende måde:

Elprismæssig værdi

kr. 86,0 mio.

EFFO Kabel-TV A/S

kr. 40,0 mio.

Andel i I/S Sjællandske Kraftværker

kr. 9,0 mio.

Samlet salgssum

kr. 135,0 mio.

NESA havde ved fremsættelsen af sit tilbud taget udgangspunkt i, at

salgssummen sikrede en "harmonisering" af de to selskaber, dvs. at

Læs alt

forbrugerne i de to selskaber blev stillet i en situation, hvor de har betalt

en forholdsmæssig lige stor andel af de to selskabers afskrivninger og

henlæggelser.

EFFO's distributionsanlæg m.v. er nedskrevet til kr. 1,1 mio. NESA's

elprismæssigt nedskrevne restsaldi for de relevante aktiver, d.v.s. 10

kilovoltsanlæg, lavspændingsanlæg (0,4 kv), samt grunde og

bygninger, er på grundlag af regnskabet for 1997 opgjort til kr. 420

mio.

Der er herefter af NESA foretaget en teknisk-økonomisk vurdering af

EFFO's anlægsvolumen i forhold til NESA's. Efter en gennemgang og

sammenligning af anlægsaktiverne er man nået frem til, at det

bedste skøn må basere sig på 10 kilovolts- og

lavspændingsnettenes udstrækning. Dette skulle være en

anerkendt og hyppigt anvendt nøglefaktor for sammenlignelige

eldistributionsselskabers anlægsvolumen.

En opgørelse af selskabernes ovennævnte typer

ledningsanlæg viser, at EFFO's udgør i alt 1.004 km. og NESA's

udgør 12.887 km.

Da EFFO's anlæg således størrelsesmæssigt

udgør 8% af NESA's betyder dette, at EFFO's kunder over de

løbende betalinger for elektriciteten har betalt for en langt

større afskrivning af anlægsinvesteringerne end NESA's kunder

har.

Med den usikkerhed et sådant nøgletal må rumme, har

NESA herefter beregnet, at en "harmonisering" af de to selskaber vil betyde,

at EFFO's kunder må anses forholdsmæssigt at have betalt ca. kr.

33 mio. (8% af kr. 418,9 mio.) mere i afskrivninger end NESA's kunder.

Også på det tekniske plan er der tilsvarende forskelle mellem

de to selskaber.

EFFO har forholdsvis kabelbelagt en væsentlig større del af

sine anlæg end NESA. Ud fra nøgletal for omkostninger ved

kabellægning har NESA beregnet EFFO's merinvestering i

ledningsanlæg til ca. kr. 46 mio.

Endvidere har EFFO i de senere år i forbindelse med øvrige

anlægsarbejder nedlagt tomme rør til senere brug ved

trækning af kabler til enten elforsyning eller antenneanlæg.

Disse tomme rør repræsenterer en førinvestering på

ca. kr. 10 mio., fordelt med ca. kr. 6 mio. til elforsyning og ca. kr. 4 mio.

til kabel-tv.

I sit tilbud har NESA betinget sig, at de ca. kr. 84,9 mio. som EFFO's

forbrugere således "har betalt for meget" tilbageføres til

EFFO's forbrugere, enten som et engangsbeløb eller ved

nedsættelse af elprisen over et eller flere år.

Summen af disse "harmoniseringsbeløb" giver, sammen med

værdien af EFFO's nedskrevne værdi af anlægsinvesteringerne

på de kr. 1,1 mio., i alt et beløb på ca. kr. 86 mio.,

hvilket er det beløb, som NESA har tilbudt for EFFO's elmæssige

del.

Elprisudvalget har på sit møde den 8. juni 1998 truffet

afgørelse om, at de forelagte vilkår for sammenlægning af

EFFO og NESA ikke strider mod elforsyningslovens bestemmelser. Det

fremgår af afgørelsen, at en forudsætning for denne var,

at den opskrivning af EFFO's elprismæssige værdi (kr. 86 mio.)

som sammenlægningen medførte enten tilbagebetaltes til

forbrugerne som et éngangsbeløb eller ved en nedsættelse

af elprisen overfor de hidtidige EFFO-kunder over en kortere

årrække, f.eks. 2 til 3 år.

Værdien af EFFO's øvrige aktiviteter er anført til at

andrage kr. 49 mio. og består som nævnt af EFFO's kabel-tv

afdeling (nu EFFO Kabel-TV A/S), kr. 40 mio., samt EFFO's andel i I/S

Sjællandske Kraftværker, kr. 9 mio.

Der er hidtil udbetalt minimum kr. 84 mio. inkl. moms til kunderne, som en

tilbagebetaling af for megen opkrævet elpris.

Tilbagebetalingen er sket på baggrund af en individuel

opgørelse for hver kunde med udgangspunkt i 45,2 øre pr. kwh.

excl. moms på en kreditnota. Kreditnotaens beløb er herefter

overført til en á conto nota, der yderligere er tillagt

á conto udlodning af likvidationsprovenu, hvorefter det samlede

beløb er udbetalt ved check.

Tilbagebetalingen af overdækningen er foretaget på grundlag af

forbruget af kwh de sidste 2 regnskabsår før salget, til de

aktuelle forbrugere på overtagelsestidspunktet.

Af den resterende del af EFFO's formue er der til dato udbetalt kr. 32,5

mio. som a' conto likvidationsudlodning. Den resterende formue vil blive

udbetalt som endelig udlodning, når EFFO lukkes endeligt.

Ligningsrådets tilkendegivelse af den 23. februar 1999 (TfS 1999,

322 LR)

Ved denne tilkendegivelse udtalte Ligningsrådet, at

overdækningsbeløbene skulle beskattes som personlig indkomst jf.

SL § 4, litra e jf. PSL § 3, stk. 1, mens a' conto likvidationsudlodningerne

skulle beskattes efter ABL eller efter LL § 16 A afhængig af, om

beløbene er udbetalt i selskabets ophørsår eller inden.

Begrundelsen for tilkendegivelsen om at overdækningsbeløbene var

skattepligtige var den manglende identitet mellem de andelshavere, der gennem

årene har betalt for meget, og dem der nu havde fået del i

tilbagebetalingerne.

Landsskatterettens kendelse af den 21. april 1999

Landsskatteretten afsagde den 21. april 1999 kendelse i en sag, hvorefter

lignende likvidationsudlodninger skulle beskattes som personlig indkomst, jf.

SL § 4, jf. PSL § 3. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen vægt

på, at medlemmerne ikke havde ret til en andel af andelsselskabets

formue ved udtræden, men alene ved selskabets ophør, og

således ikke kunne anses for at have ejet en andel af foreningens

formue.

Østre Landsret fandt ligesom Landsskatteretten, at

likvidationsudlodningen var skattepligtig som personlig indkomst efter

statsskattelovens § 4. Østre Landsret lagde vægt på, dels

at medlemmerne ikke kunne eje omsættelige andele i foreningen, dels at

udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue. Se SKM

2001.11.ØLR.

Ligningsrådets ændrede tilkendegivelse af den 22. februar

2000

Ligningsrådet ændrede den 22. februar 2000 tilkendegivelsen

fra 1999, således at denne blev bragt i overensstemmelse med

Landsskatterettens kendelse af den 21. april for så vidt angår

beskatningen af likvidationsudlodningerne. Endvidere vedtog

Ligningsrådet skatteansættelser i form af agterskrivelser i de 6

udvalgte prøvesager i overensstemmelse med den ændrede

tilkendegivelse. De 6 sager er påklaget til Landsskatteretten.

Ligningsrådets ændrede tilkendegivelse af den 23. oktober

2001

Ligningsrådet har den 23. oktober 2001 tilkendegivet, at

overdækningsbeløbene opfattes som skattefri for de private

forbrugere. Derimod fastholdt Ligningsrådet tilkendegivelsen af den 22.

februar 2000 vedrørende den skattemæssige behandling af

likvidationsudlodningerne, dvs. at disse fortsat opfattes som skattepligtige

i henhold til statsskattelovens § 4.

Som nævnt ovenfor var Ligningsrådets begrundelse for at anse

overdækningsbeløbene for skattepligtige i henhold til

statsskattelovens § 4, at der ikke forelå identitet mellem modtagerne

af beløbene og de forbrugere, der gennem tiden havde betalt "for

meget" for deres elforbrug.

Ved den fornyede vurdering af den skattemæssige behandling af

overdækningsbeløbene er to forhold indledningsvis taget i

betragtning; for det første baggrunden for at det samlede

overdækningsbeløb indgik i overdragelsessummen, for det andet at

Elprisudvalget stillede krav om, at beløbene skulle tilbagebetales til

forbrugerne.

Efter NESA´s overtagelse af EFFO skulle EFFO´s hidtidige forbrugere aftage

el på samme vilkår, herunder samme pris, som NESA´s kunder. EFFO

havde i videre omfang end NESA foretaget afskrivninger, henlæggelser

mv. på virksomhedens kabel-anlæg. EFFO´s forbrugere havde

altså over elprisen "amortiseret" en større del af

elforsyningsvirksomhedens anlægsinvesteringer end NESA´s forbrugere.

Alternativet til, at overdækningsbeløbet indgik i

overdragelsesprisen og blev udbetalt til forbrugerne i EFFO var, at

forbrugerne i EFFO ville komme til at betale for de samme afskrivninger mv.

igen - altså en dobbeltbetaling. Samtidig ville de hidtidige forbrugere

i NESA have fået en økonomisk fordel, derved at de havde

overtaget kabel-anlæg mv., der var nedskrevet til en meget lav

elprismæssig værdi og som derfor kun i begrænset omfang

skulle "amortiseres" over elprisen. Dette var baggrunden for, at

overdækningen indgik i den af parterne aftalte overdragelsessum.

Elprisudvalgets faste praksis under den dagældende elforsyningslov

(lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996) var, at enhver fortjeneste

der blev opnået i elforsyningsvirksomhederne, og som ikke kunne

oppebæres af virksomhederne med hjemmel i elforsyningslovens § 9,

skulle udbetales til forbrugerne. Elprisudvalgets praksis har til stadighed

været, at "overdækninger" skulle tilbageføres til den til

enhver tid værende forbrugerkreds, og der ses på intet tidspunkt

at være stillet krav om, at tilbageførslen skulle ske til den

forbrugerkreds, der reelt havde bidraget til overskuddet ved betaling af for

høje elpriser.

Elprisudvalgets afgørelse i sagen ligger fuldt ud på linie

med den oven for refererede praksis, idet EFFO oppebar en fortjeneste, som

ikke havde hjemmel i elforsyningslovens § 9, og som derfor skulle

føres tilbage til forbrugerne.

Formålet med udbetaling af overdækningen har ikke været

at tilføre forbrugerne en økonomisk fordel, men derimod at

kompensere dem for den dobbeltbetaling, der ellers ville være

alternativet i forbindelse med overdragelsen jf. ovenfor.

Selv om formålet med udbetalingerne ikke var at tilføre

forbrugerne en økonomisk fordel, kan man dog stille

spørgsmålet, om der ikke for nogle forbrugere de facto har

været tale om, at de har opnået en økonomisk fordel. Der

er sket udbetaling til de aktuelle forbrugere pr. den 30. juni 1998, og

udbetalingen er sket på baggrund af forbrugets størrelse

på installationen i de to senest forudgående år.

For en forbruger, der har været kunde i EFFO i hele den periode,

hvor de afskrivninger mv., som opskrivningen dækker over, er blevet

indregnet i prisen, er det forholdsvis oplagt, at der er skattefrihed, da der

ikke er realiseret en indtægt henset til dobbeltbetalings-synspunktet

ovenfor. Man kan også anskue det således, at tilbagebetalingen er

en rent formuerelateret disposition.

Samme betragtning gør sig gældende, hvor en forbruger, der

modtager et overdækningsbeløb vil forblive forbruger i hele den

periode, hvor elprisen vil være forhøjet som følge af at

opskrivningsbeløbet indgik ved fastsættelsen af

overdragelsessummen.

Der kan tænkes at være tilfælde, hvor de kunder, der nu

modtager den udbetalte overdækning, hverken har været kunder

tilstrækkeligt længe til at de kan siges at have bidraget til at

skabe den fortjeneste, der blev realiseret af EFFO ved overdragelsen af

anlægget, eller forventes at forblive kunder i hele den periode, hvori

elprisen vil være påvirket af den stedfundne opskrivning. I et

sådant tilfælde kan skattefriheden ikke direkte begrundes med, at

de pågældende personer blot får udbetalt et beløb,

der svarer til, hvad de har indbetalt/fremover vil skulle indbetale (uden

fradragsret) over elprisen. Det er gjort til genstand for overvejelse,

hvorvidt sådanne personer, der må siges ud fra en praktisk

synsvinkel at have opnået en økonomisk fordel, også i

skattemæssig henseende må siges at have opnået en

økonomisk fordel, der er skattepligtig i henhold til statsskattelovens

§ 4.

Det følger i realiteten af den dagældende elforsyningslovs

regler, at den til enhver tid værende forbrugerkreds indtræder

eller succederer i et eventuelt krav på tilbagebetaling/efterbetaling,

såfremt det efterfølgende konstateres, at der er realiseret en

fortjeneste/et tab, fordi den i tidligere år anvendte elpris ikke har

været fastsat i overensstemmelse med "hvile-i-sig-selv" -princippet.

Grundlæggende er udbetalingerne udelukkende sket i konsekvens af

elforsyningslovens prisregler, der som beskrevet oven for hviler på et

"successionsprincip", således at det er den til enhver tid

værende kreds af forbrugere, der kan rejse et eventuelt krav på

tilbageførsel af et overskud, som elforsyningsvirksomheden har

oppebåret uden særskilt hjemmel i lovens pris-bestemmelser, men

som omvendt også vil kunne blive mødt med krav om via elprisen

at dække omkostninger, som virksomheden ikke har opnået

dækning for over elprisen i det år, hvor omkostningerne blev

afholdt.

Successionsbetragtningen gør sig i øvrigt særligt

klart gældende i de ejendomsoverdragelsestilfælde, hvor den nye

ejer af en fast ejendom som følge af § 4 i EFFO´ s vedtægter

"automatisk" er succederet i den tidligere andelshavers rettigheder og

forpligtelser overfor EFFO.

På baggrund af ovenstående fandt Ligningsrådet, at den

omstændighed, at der ikke er fuldstændig identitet mellem de

forbrugere, der har "betalt for meget", og de forbrugere, der får andel

i det udbetalte beløb, næppe bør tillægges

selvstændig betydning, idet det er en følge af den

dagældende elforsyningslovs prisregler, at den til enhver tid

værende forbrugerkreds "succederer" i et tilbagebetalingskrav af denne

karakter.

I en række tilfælde må det udbetalte beløb anses

for at være identisk med det beløb, som forbrugerne kan siges at

have betalt "for meget" i elpris, eller fremover skal betale i "yderligere

elpris". Selv om der kan tænkes tilfælde, hvor denne "identitet"

næppe kan hævdes at foreligge, må der lægges

vægt på, at den dagældende elforsyningslovs prisregler

medførte, at den til enhver tid værende forbrugerkreds

succederede i tilbagebetalingskrav, som skyldtes, at tidligere forbrugere

havde betalt "for meget" i elpris.

Lignende dokumenter