Udbetaling fra andelsselskab i opløsning skattemæssig behandling af overdækningsbeløbene tilkendegivelse fra Ligningsrådet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udbetaling fra andelsselskab i
opløsning skattemæssig behandling af
overdækningsbeløbene tilkendegivelse fra
Ligningsrådet
Baggrund
EFFO, der er stiftet i 1925, er et andelsselskab, der er skattepligtigt
efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.6 . Der var i 1998 i alt ca 21.600
forbrugere (ca 3.100 erhvervsdrivende og ca. 18.500 private). Ud over
elforsyning har EFFO siden 1983 drevet virksomhed med antenne og kabel-tv.
Denne aktivitet er pr. 1/1-98, efter påbud fra Konkurrencestyrelsen
(Elprisudvalget), udskilt i et 100% ejet datterselskab, EFFO Kabel-TV
A/S.
Salg af aktiviteten i EFFO
Aktiviteten i Andelsselskabet EFFO og EFFO Kabel-TV A/S er pr. 1. juli
1998 solgt til NESA A/S. Overtagelsen indebar, at EFFO's
elforsyningsvirksomhed blev videreført af NESA som et nyt distrikt,
indpasset i NESA's distriktsgrænser. Endvidere overtog NESA EFFO's
andel på 1,46% af I/S Sjællandske Kraftværker.
Den samlede salgssum udgjorde kr. 135 mio., og er sammensat på
følgende måde:
Elprismæssig værdi
kr. 86,0 mio.
EFFO Kabel-TV A/S
kr. 40,0 mio.
Andel i I/S Sjællandske Kraftværker
kr. 9,0 mio.
Samlet salgssum
kr. 135,0 mio.
NESA havde ved fremsættelsen af sit tilbud taget udgangspunkt i, at
salgssummen sikrede en "harmonisering" af de to selskaber, dvs. at
Læs alt
forbrugerne i de to selskaber blev stillet i en situation, hvor de har betalt
en forholdsmæssig lige stor andel af de to selskabers afskrivninger og
henlæggelser.
EFFO's distributionsanlæg m.v. er nedskrevet til kr. 1,1 mio. NESA's
elprismæssigt nedskrevne restsaldi for de relevante aktiver, d.v.s. 10
kilovoltsanlæg, lavspændingsanlæg (0,4 kv), samt grunde og
bygninger, er på grundlag af regnskabet for 1997 opgjort til kr. 420
mio.
Der er herefter af NESA foretaget en teknisk-økonomisk vurdering af
EFFO's anlægsvolumen i forhold til NESA's. Efter en gennemgang og
sammenligning af anlægsaktiverne er man nået frem til, at det
bedste skøn må basere sig på 10 kilovolts- og
lavspændingsnettenes udstrækning. Dette skulle være en
anerkendt og hyppigt anvendt nøglefaktor for sammenlignelige
eldistributionsselskabers anlægsvolumen.
En opgørelse af selskabernes ovennævnte typer
ledningsanlæg viser, at EFFO's udgør i alt 1.004 km. og NESA's
udgør 12.887 km.
Da EFFO's anlæg således størrelsesmæssigt
udgør 8% af NESA's betyder dette, at EFFO's kunder over de
løbende betalinger for elektriciteten har betalt for en langt
større afskrivning af anlægsinvesteringerne end NESA's kunder
har.
Med den usikkerhed et sådant nøgletal må rumme, har
NESA herefter beregnet, at en "harmonisering" af de to selskaber vil betyde,
at EFFO's kunder må anses forholdsmæssigt at have betalt ca. kr.
33 mio. (8% af kr. 418,9 mio.) mere i afskrivninger end NESA's kunder.
Også på det tekniske plan er der tilsvarende forskelle mellem
de to selskaber.
EFFO har forholdsvis kabelbelagt en væsentlig større del af
sine anlæg end NESA. Ud fra nøgletal for omkostninger ved
kabellægning har NESA beregnet EFFO's merinvestering i
ledningsanlæg til ca. kr. 46 mio.
Endvidere har EFFO i de senere år i forbindelse med øvrige
anlægsarbejder nedlagt tomme rør til senere brug ved
trækning af kabler til enten elforsyning eller antenneanlæg.
Disse tomme rør repræsenterer en førinvestering på
ca. kr. 10 mio., fordelt med ca. kr. 6 mio. til elforsyning og ca. kr. 4 mio.
til kabel-tv.
I sit tilbud har NESA betinget sig, at de ca. kr. 84,9 mio. som EFFO's
forbrugere således "har betalt for meget" tilbageføres til
EFFO's forbrugere, enten som et engangsbeløb eller ved
nedsættelse af elprisen over et eller flere år.
Summen af disse "harmoniseringsbeløb" giver, sammen med
værdien af EFFO's nedskrevne værdi af anlægsinvesteringerne
på de kr. 1,1 mio., i alt et beløb på ca. kr. 86 mio.,
hvilket er det beløb, som NESA har tilbudt for EFFO's elmæssige
del.
Elprisudvalget har på sit møde den 8. juni 1998 truffet
afgørelse om, at de forelagte vilkår for sammenlægning af
EFFO og NESA ikke strider mod elforsyningslovens bestemmelser. Det
fremgår af afgørelsen, at en forudsætning for denne var,
at den opskrivning af EFFO's elprismæssige værdi (kr. 86 mio.)
som sammenlægningen medførte enten tilbagebetaltes til
forbrugerne som et éngangsbeløb eller ved en nedsættelse
af elprisen overfor de hidtidige EFFO-kunder over en kortere
årrække, f.eks. 2 til 3 år.
Værdien af EFFO's øvrige aktiviteter er anført til at
andrage kr. 49 mio. og består som nævnt af EFFO's kabel-tv
afdeling (nu EFFO Kabel-TV A/S), kr. 40 mio., samt EFFO's andel i I/S
Sjællandske Kraftværker, kr. 9 mio.
Der er hidtil udbetalt minimum kr. 84 mio. inkl. moms til kunderne, som en
tilbagebetaling af for megen opkrævet elpris.
Tilbagebetalingen er sket på baggrund af en individuel
opgørelse for hver kunde med udgangspunkt i 45,2 øre pr. kwh.
excl. moms på en kreditnota. Kreditnotaens beløb er herefter
overført til en á conto nota, der yderligere er tillagt
á conto udlodning af likvidationsprovenu, hvorefter det samlede
beløb er udbetalt ved check.
Tilbagebetalingen af overdækningen er foretaget på grundlag af
forbruget af kwh de sidste 2 regnskabsår før salget, til de
aktuelle forbrugere på overtagelsestidspunktet.
Af den resterende del af EFFO's formue er der til dato udbetalt kr. 32,5
mio. som a' conto likvidationsudlodning. Den resterende formue vil blive
udbetalt som endelig udlodning, når EFFO lukkes endeligt.
Ligningsrådets tilkendegivelse af den 23. februar 1999 (TfS 1999,
322 LR)
Ved denne tilkendegivelse udtalte Ligningsrådet, at
overdækningsbeløbene skulle beskattes som personlig indkomst jf.
SL § 4, litra e jf. PSL § 3, stk. 1, mens a' conto likvidationsudlodningerne
skulle beskattes efter ABL eller efter LL § 16 A afhængig af, om
beløbene er udbetalt i selskabets ophørsår eller inden.
Begrundelsen for tilkendegivelsen om at overdækningsbeløbene var
skattepligtige var den manglende identitet mellem de andelshavere, der gennem
årene har betalt for meget, og dem der nu havde fået del i
tilbagebetalingerne.
Landsskatterettens kendelse af den 21. april 1999
Landsskatteretten afsagde den 21. april 1999 kendelse i en sag, hvorefter
lignende likvidationsudlodninger skulle beskattes som personlig indkomst, jf.
SL § 4, jf. PSL § 3. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen vægt
på, at medlemmerne ikke havde ret til en andel af andelsselskabets
formue ved udtræden, men alene ved selskabets ophør, og
således ikke kunne anses for at have ejet en andel af foreningens
formue.
Østre Landsret fandt ligesom Landsskatteretten, at
likvidationsudlodningen var skattepligtig som personlig indkomst efter
statsskattelovens § 4. Østre Landsret lagde vægt på, dels
at medlemmerne ikke kunne eje omsættelige andele i foreningen, dels at
udtrådte medlemmer ikke havde andel i foreningens formue. Se SKM
2001.11.ØLR.
Ligningsrådets ændrede tilkendegivelse af den 22. februar
2000
Ligningsrådet ændrede den 22. februar 2000 tilkendegivelsen
fra 1999, således at denne blev bragt i overensstemmelse med
Landsskatterettens kendelse af den 21. april for så vidt angår
beskatningen af likvidationsudlodningerne. Endvidere vedtog
Ligningsrådet skatteansættelser i form af agterskrivelser i de 6
udvalgte prøvesager i overensstemmelse med den ændrede
tilkendegivelse. De 6 sager er påklaget til Landsskatteretten.
Ligningsrådets ændrede tilkendegivelse af den 23. oktober
2001
Ligningsrådet har den 23. oktober 2001 tilkendegivet, at
overdækningsbeløbene opfattes som skattefri for de private
forbrugere. Derimod fastholdt Ligningsrådet tilkendegivelsen af den 22.
februar 2000 vedrørende den skattemæssige behandling af
likvidationsudlodningerne, dvs. at disse fortsat opfattes som skattepligtige
i henhold til statsskattelovens § 4.
Som nævnt ovenfor var Ligningsrådets begrundelse for at anse
overdækningsbeløbene for skattepligtige i henhold til
statsskattelovens § 4, at der ikke forelå identitet mellem modtagerne
af beløbene og de forbrugere, der gennem tiden havde betalt "for
meget" for deres elforbrug.
Ved den fornyede vurdering af den skattemæssige behandling af
overdækningsbeløbene er to forhold indledningsvis taget i
betragtning; for det første baggrunden for at det samlede
overdækningsbeløb indgik i overdragelsessummen, for det andet at
Elprisudvalget stillede krav om, at beløbene skulle tilbagebetales til
forbrugerne.
Efter NESA´s overtagelse af EFFO skulle EFFO´s hidtidige forbrugere aftage
el på samme vilkår, herunder samme pris, som NESA´s kunder. EFFO
havde i videre omfang end NESA foretaget afskrivninger, henlæggelser
mv. på virksomhedens kabel-anlæg. EFFO´s forbrugere havde
altså over elprisen "amortiseret" en større del af
elforsyningsvirksomhedens anlægsinvesteringer end NESA´s forbrugere.
Alternativet til, at overdækningsbeløbet indgik i
overdragelsesprisen og blev udbetalt til forbrugerne i EFFO var, at
forbrugerne i EFFO ville komme til at betale for de samme afskrivninger mv.
igen - altså en dobbeltbetaling. Samtidig ville de hidtidige forbrugere
i NESA have fået en økonomisk fordel, derved at de havde
overtaget kabel-anlæg mv., der var nedskrevet til en meget lav
elprismæssig værdi og som derfor kun i begrænset omfang
skulle "amortiseres" over elprisen. Dette var baggrunden for, at
overdækningen indgik i den af parterne aftalte overdragelsessum.
Elprisudvalgets faste praksis under den dagældende elforsyningslov
(lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996) var, at enhver fortjeneste
der blev opnået i elforsyningsvirksomhederne, og som ikke kunne
oppebæres af virksomhederne med hjemmel i elforsyningslovens § 9,
skulle udbetales til forbrugerne. Elprisudvalgets praksis har til stadighed
været, at "overdækninger" skulle tilbageføres til den til
enhver tid værende forbrugerkreds, og der ses på intet tidspunkt
at være stillet krav om, at tilbageførslen skulle ske til den
forbrugerkreds, der reelt havde bidraget til overskuddet ved betaling af for
høje elpriser.
Elprisudvalgets afgørelse i sagen ligger fuldt ud på linie
med den oven for refererede praksis, idet EFFO oppebar en fortjeneste, som
ikke havde hjemmel i elforsyningslovens § 9, og som derfor skulle
føres tilbage til forbrugerne.
Formålet med udbetaling af overdækningen har ikke været
at tilføre forbrugerne en økonomisk fordel, men derimod at
kompensere dem for den dobbeltbetaling, der ellers ville være
alternativet i forbindelse med overdragelsen jf. ovenfor.
Selv om formålet med udbetalingerne ikke var at tilføre
forbrugerne en økonomisk fordel, kan man dog stille
spørgsmålet, om der ikke for nogle forbrugere de facto har
været tale om, at de har opnået en økonomisk fordel. Der
er sket udbetaling til de aktuelle forbrugere pr. den 30. juni 1998, og
udbetalingen er sket på baggrund af forbrugets størrelse
på installationen i de to senest forudgående år.
For en forbruger, der har været kunde i EFFO i hele den periode,
hvor de afskrivninger mv., som opskrivningen dækker over, er blevet
indregnet i prisen, er det forholdsvis oplagt, at der er skattefrihed, da der
ikke er realiseret en indtægt henset til dobbeltbetalings-synspunktet
ovenfor. Man kan også anskue det således, at tilbagebetalingen er
en rent formuerelateret disposition.
Samme betragtning gør sig gældende, hvor en forbruger, der
modtager et overdækningsbeløb vil forblive forbruger i hele den
periode, hvor elprisen vil være forhøjet som følge af at
opskrivningsbeløbet indgik ved fastsættelsen af
overdragelsessummen.
Der kan tænkes at være tilfælde, hvor de kunder, der nu
modtager den udbetalte overdækning, hverken har været kunder
tilstrækkeligt længe til at de kan siges at have bidraget til at
skabe den fortjeneste, der blev realiseret af EFFO ved overdragelsen af
anlægget, eller forventes at forblive kunder i hele den periode, hvori
elprisen vil være påvirket af den stedfundne opskrivning. I et
sådant tilfælde kan skattefriheden ikke direkte begrundes med, at
de pågældende personer blot får udbetalt et beløb,
der svarer til, hvad de har indbetalt/fremover vil skulle indbetale (uden
fradragsret) over elprisen. Det er gjort til genstand for overvejelse,
hvorvidt sådanne personer, der må siges ud fra en praktisk
synsvinkel at have opnået en økonomisk fordel, også i
skattemæssig henseende må siges at have opnået en
økonomisk fordel, der er skattepligtig i henhold til statsskattelovens
§ 4.
Det følger i realiteten af den dagældende elforsyningslovs
regler, at den til enhver tid værende forbrugerkreds indtræder
eller succederer i et eventuelt krav på tilbagebetaling/efterbetaling,
såfremt det efterfølgende konstateres, at der er realiseret en
fortjeneste/et tab, fordi den i tidligere år anvendte elpris ikke har
været fastsat i overensstemmelse med "hvile-i-sig-selv" -princippet.
Grundlæggende er udbetalingerne udelukkende sket i konsekvens af
elforsyningslovens prisregler, der som beskrevet oven for hviler på et
"successionsprincip", således at det er den til enhver tid
værende kreds af forbrugere, der kan rejse et eventuelt krav på
tilbageførsel af et overskud, som elforsyningsvirksomheden har
oppebåret uden særskilt hjemmel i lovens pris-bestemmelser, men
som omvendt også vil kunne blive mødt med krav om via elprisen
at dække omkostninger, som virksomheden ikke har opnået
dækning for over elprisen i det år, hvor omkostningerne blev
afholdt.
Successionsbetragtningen gør sig i øvrigt særligt
klart gældende i de ejendomsoverdragelsestilfælde, hvor den nye
ejer af en fast ejendom som følge af § 4 i EFFO´ s vedtægter
"automatisk" er succederet i den tidligere andelshavers rettigheder og
forpligtelser overfor EFFO.
På baggrund af ovenstående fandt Ligningsrådet, at den
omstændighed, at der ikke er fuldstændig identitet mellem de
forbrugere, der har "betalt for meget", og de forbrugere, der får andel
i det udbetalte beløb, næppe bør tillægges
selvstændig betydning, idet det er en følge af den
dagældende elforsyningslovs prisregler, at den til enhver tid
værende forbrugerkreds "succederer" i et tilbagebetalingskrav af denne
karakter.
I en række tilfælde må det udbetalte beløb anses
for at være identisk med det beløb, som forbrugerne kan siges at
have betalt "for meget" i elpris, eller fremover skal betale i "yderligere
elpris". Selv om der kan tænkes tilfælde, hvor denne "identitet"
næppe kan hævdes at foreligge, må der lægges
vægt på, at den dagældende elforsyningslovs prisregler
medførte, at den til enhver tid værende forbrugerkreds
succederede i tilbagebetalingskrav, som skyldtes, at tidligere forbrugere
havde betalt "for meget" i elpris.
Lignende dokumenter
- Inhabilitet for elprisudvalgets medlemmer Retsinformation · 7. februar 2019
- Tilbagebetaling af overdækning – moms-/skattepligt? Retsinformation · 11. juli 2008
- Sag om, hvorvidt bonusudbetalinger fra sagsøgte, TryghedsGruppen smba, til medlemmer, der er fysiske personer, skal beskattes som aktieudbytte Domsdatabasen · 18. marts 2022
- 98-176.802 - Brancheforening omfattet af lov om erhvervsdrivende foreninger (16. marts 2000) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. marts 2000
- 1996 BTL 125 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ELFORSYNING OG LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (SALG AF ELFORSYNINGSVIRKSOMHED M.V.) NR L 125 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juni 1997
- Sag om, hvorvidt forsyningsvirksomhed frem til salg var ejet af de tilsluttede borgere eller af kommunen, og om den kommunalretlige grundsætning om hvile i sig selvprincippet medførte forpligtelser og begrænsninger for kommunen i forhold til kommunens anvendelse af provenuet fra salget Domsdatabasen · 25. oktober 2010