Spring til indhold

Retsinformation

Forbrugsafgifter

KEN nr 9580 af 31/10/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet1. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Forbrugsafgifter

kaffe, rå eller brændt

afgiftssats

Reference:

A A/S' klage til Landsskatteretten skyldes, at told- og skatteregionen har

pålagt selskabet at berigtige afgift af kaffe efter satsen for

brændt kaffe, jf. lov om forbrugsafgifter § 11, stk. 1, jf. § 14a, stk.

1 og stk. 2.

Det fremgår af sagen, at A importerer rå kaffe (bønner)

fra lande udenfor EU. Herudover købes der via mæglere rå

kaffe på spotmarkeder. Hovedparten af den rå kaffe renses,

ristes/brændes, males og pakkes. Resten sælges i rå

tilstand.

Af den færdigfremstillede kaffe anvendes en mindre del til andre

produkter, eksempelvis cappuccino og instanskaffe. Herudover sælges der

i mindre omfang brændt kaffe til andre registrerede virksomheder i

Danmark.

Det fremgår af sagen, at A har beregnet grundlaget for betaling af

kaffeafgiften på basis af månedens totale salg (ekskl.

Cappuccino, instant kaffe, chokolade m.v.) tillagt månedens udleverede

vareprøver på kaffe fratrukket salg til anden registreret

virksomhed samt eksport.

Salget, der er opgjort i kilo, omregnes herefter til mængde

råkaffe anvendt til produktionen. Omregningsfaktoren udregnes med

udgangspunkt i svindprocenten, der konstateres ved hjælp af fysisk

optælling af lageret. A har oplyst, at svindprocenten ligger stabilt

omkring 13,5 %.

A betaler på baggrund af den beregnede mængde rå kaffe

anvendt til produktionen afgift af kaffe efter satsen for rå kaffe, jf.

lov om forbrugsafgifter § 11, stk. 1.

Læs alt

A har siden januar 1993 hver måned opgjort afgiften som angivet.

Ifølge klageskrivelsen drøftede indkøbschefen

beregning af kaffeafgifter med told- og skatteregionen omkring

årsskiftet 1992/93 bl.a. i forbindelse med forespørgsel om

betaling af afgifter for te. Han fik oplyst, at der i reglerne i

forbrugsafgiftslovens § 11 var fleksibilitet. Told- og skatteregionen har

meddelt, at man ikke har kunnet finde dokumentation for, at der skulle have

været udtalt sådan fra regionen.

I 1995 foretog A i forbindelse med en brand fraskrivning af et beskadiget

parti brændt kaffe efter satsen for rå kaffe. Told- og

skatteregionen godkendte fraskrivningen.

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse

fundet, at A's salg af brændt kaffe skal afgiftsberigtiges efter satsen

for brændt kaffe, jf. forbrugsafgiftslovens § 11, stk. 1. Regionen har

i den forbindelse efteropkrævet A 7.608.972 kr. for for lidt betalt

afgift for perioden 1. december 1994 til 31. oktober 1999.

Regionen har som begrundelse anført, at A skal afgiftsberigtige

kaffe efter satsen for brændt kaffe, da A fremstiller en afgiftsbelagt

vare i form af brændt kaffe. Det er ikke af betydning, hvilke varer der

anvendes til fremstillingen. At der under fremstillingen anvendes en anden

afgiftspligtig vare, er heller ikke af afgiftsmæssig betydning.

Regionen har i den forbindelse henvist til side 12 i vejledning E. 31-98 om

afgift af cigaretpapir, skrå og snus, glødelamper og sikringer,

kaffe og te, hvoraf det fremgår, at opgørelsen foretages

på grundlag af udleveringen af afgiftspligtige varer, der er

fremstillet af virksomheden.

Regionen har videre anført, at det af lov om forbrugsafgifter § 14

a, stk. 2, følger at afgiften svares ved varernes udlevering fra

virksomheden. Beskatningsobjektet er derfor den vare, der udleveres fra

virksomheden, hvilket er brændt kaffe. Den sats, der skal anvendes, er

derfor satsen for brændt kaffe.

At A har indsendt afgiftsangivelser, der senere viser sig at være

forkerte, uden at regionen har reageret herpå, kan ikke beskytte

virksomheden mod, at regionen med denne skrivelse agter at træffe

afgørelse om, at virksomheden skal ændre sin

afgiftsberegningsmetode. En afgiftsangivelse er at sammenligne med en

selvangivelse. At myndigheden ikke umiddelbart reagerer, er ikke ensbetydende

med, at angivelsesoplysningerne er korrekte. Den almindelige

forældelsesregel i 1908-loven om forældelse af visse fordringer,

hvorefter skatte- og afgiftskrav forældes efter 5 år, beskytter

virksomheden mod, at myndigheden regulerer mere end 5 år tilbage.

Endvidere har regionen i forbindelse med det beskadigede parti

brændt kaffe alene givet tilladelse til fraskrivning i

afgiftsgrundlaget. Der blev ikke taget stilling til med hvilken sats

omregningen skulle ske.

For at kunne gøre gældende, at A har opnået en

retsbeskyttet forventning, kræves der bl.a., at der er tale om en

direkte og positiv tilkendegivelse fra regionen. En positiv tilkendegivelse

betyder, at svaret på et specifikt spørgsmål er til gunst

for spørgeren. Passivitet er ikke udtryk for en positiv

tilkendegivelse, og en myndigheds passivitet overfor et selvangivet punkt er

ikke til hinder for, at punktet korrigeres med tilbagevirkende kraft, alene

med respekt af forældelsesregler.

Regionen har videre anført, at det ikke har betydning, at A

anvender samme fremgangsmåde med omregning i forbindelse med aktiv

forædling efter toldreglerne. Der er tale om to forskellige procedurer.

Ved aktiv forædling gives godtgørelse for toldbeløbet

på det kvantum, der er modtaget. Ved afgiftsberegning afgiftsberigtiges

den mængde der er fremstillet og udleveret.

A's repræsentant har overfor Landsskatteretten principalt nedlagt

påstand om, at A kan berigtige afgift af kaffe efter satsen for

rå kaffe beregnet på grundlag af mængden af udleveret

brændt kaffe med tillæg af svind, samt at told- og skatteregionen

i konsekvens heraf skal tilbagebetale A 7.548.141 kr. med renter for for

meget betalt afgift.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at

told- og skatteregion skal tilbagebetale A 7.548.141 kr. med renter.

Til støtte for sin principale påstand har

repræsentanten anført, at lovændringen af § 11 om

kaffeafgifter i 1992, hvor ordene "i forbindelse med indførsel" udgik,

alene havde betydning for tidspunktet for afgiftens betaling. Der var ikke

tilsigtet nogen ændring af afgiften eller størrelsen af denne,

men forfaldstidspunktet blev ændret, for at ligestille disse

virksomheder med de øvrige punktafgiftspligtige virksomheder.

Endvidere skulle ændringen være provenuneutral, hvorfor der ikke

er hjemmel for told- og skatteregionen til at pålægge A en

højere afgift.

Desuden fremgår det ikke af Told- og Skattestyrelsens nyhedsbreve

udsendt i forbindelse med lovændringens ikrafttræden, at

afgiftsberigtigelse af udleveret kaffe ikke vil kunne foretages som

praktiseret af A.

Videre har repræsentanten anført, at regionen ikke på

noget tidspunkt før i efteråret 1999 har fremsat indvendinger

overfor A, uanset at regionen har været vidende om, at A var en

fremstillingsvirksomhed, hvor der skete ristning af rå kaffe til

brændt kaffe, og uanset at A siden lovændringens

ikrafttræden har berigtiget afgift som angivet. Endelig accepterede

regionen efter branden i 1995 en fraskrivning af det beskadigede parti

brændt kaffe omregnet efter den angivne metode.

Til støtte for den subsidiære påstand har

repræsentanten anført, at betingelserne for gennemførelse

af et efterbetalingskrav ikke er opfyldt. I den forbindelse har

repræsentanten anført, at det af Jens Gardes "forvaltningsret"

Almindelige emner, 3. udgave, fremgår, at domstolene vægrer sig

ved at underkende en langvarig fulgt administrativ praksis. I

nærværende sag har det siden januar 1993 været praksis, at

A beregnede kaffeafgift efter satsen for rå kaffe med tillæg af

svind.

Af Bernhard Gomards Obligationsret 3. del fremgår, at

spørgsmål om begrænsning af kreditors ret til at

kræve et manglende beløb efterbetalt kun opstår, hvor

debitor mente, at han med sin betaling har præsteret en

fuldstændig og endelig opfyldelse af kreditors fordring, hvilket er

tilfældet med A's månedlige betalinger.

Endvidere skal kreditor i almindelighed reagere inden rimelig tid efter

betalingen for at bevare sit krav på efterbetaling, hvis han med

rimelig og sædvanlig agtpågivenhed kunne have indset, at det

modtagne beløb var for lille, men debitor tilsyneladende anså

det for at udgøre hele det skyldige beløb. Regionen har i

nærværende sag 12 gange hvert år haft anledning til at

reagere og kunne med selv den mindste grad af agtpågivenhed konstatere,

at det var satsen for rå kaffe, som A benyttede. Repræsentanten

har henvist til UfR 1973.476 H, TfR 1954.231, UfR 1984.142 V og UfR 1970.906

V. Videre har repræsentanten henvist til UfR 1980.994 H, hvor

myndighederne efter 4 år ikke kunne kræve efterbetaling af for

lidt betalt vægtafgift.

Repræsentanten har endelig anført, at der i retspraksis

lægges vægt på, hvordan en fejl er opstået, herunder

hvem der er skyld heri, hvem af parterne der især har haft mulighed for

og anledning til at opdage fejlen, på parternes gode/onde tro,

på udvist passivitet, samt i hvilket omfang debitor har indrettet sig

på og truffet dispositioner i tiltro til, at der er sket endelig

betaling.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til § 11, stk. 1, i lov om forbrugsafgifter svares der med

forskellig sats afgift af rå kaffe, brændt kaffe og

kaffeekstrakter uden indhold af andre bestanddele end kaffe.

Efter § 14a, stk. 1, skal virksomheder, der fremstiller eller fra udlandet

modtager afgiftspligtige varer, registreres hos de statslige told- og

skattemyndigheder.

Efter stk. 2, svares afgiften ved varernes udlevering fra de registrerede

virksomheder.

Af bemærkningerne til § 6 i lovændringen af lov om

forbrugsafgifter i oktober 1992 (folketingstidende spalte 1090-91)

fremgår:

" Da kaffe og te ikke dyrkes i Danmark, har man i sin tid valgt at

opkræve afgiften i forbindelse med importen. Da dette ikke

længere er muligt for varer fra andre EF-lande, foreslås det

derfor at omlægge systemet, således at kaffe- og

teimportører kan få tilført varerne fra såvel

EF-lande som tredjelande i uberigtiget stand, og først skal afregne

afgiften, når varerne udleveres fra virksomheden. En sådan

omlægning vil stille disse virksomheder på lige fod med andre i

de øvrige punktafgiftslove registrerede virksomheder."

Under hensyn til at afgiften skal svares ved udleveringen, samt at der

hverken i lovteksten eller dens forarbejder er holdepunkter for, at

virksomheder, der fremstiller brændt kaffe af importeret rå

kaffe, har valgmulighed med hensyn til hvilken afgiftssats, der skal

benyttes, finder retten, at afgiftsobjektet må antages at være

den udleverede vare. Retten finder således, at A skal svare afgift af

den udleverede mængde brændt kaffe efter afgiftssatsen for

brændt kaffe.

Retten finder ikke, at told- og skatteregionen er afskåret fra at

kræve efterbetaling af for lidt betalt afgift af kaffe for perioden 1.

december 1994 til 31. oktober 1999. Retten har herved lagt vægt

på, at der er tale om af A angivne afgiftsopgørelser, og at der

ikke er dokumentation for, at told- og skatteregionen overfor A er fremkommet

med nogen positiv tilkendegivelse om, at virksomheden kunne afgiftsberigtige

brændt kaffe efter satsen for rå kaffe. Det forhold, at told- og

skatteregionen efter det foreliggende har forholdt sig passiv overfor

virksomhedens afgiftsangivelser findes ikke at have bibragt virksomheden en

retsbeskyttet forventning om, at afgiften var opgjort korrekt for den

omhandlede periode.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter