Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11508 af 05/05/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsskatteretskendelse

Affaldsafgift

- kraftværk

- afgiftssats

Reference:

Affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1.

A AmbA's klage til Landsskatteretten skyldtes, at

selskabet ved afgørelse truffet af told- og skatteregionen den 29.

januar 1999 ikke havde fået tilladelse til at afregne affaldsafgift

efter satsen på 210 kr. pr. ton, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1,

af flyveaske modtaget til deponering fra et kraftvarmeværk.

Der var oplyst, at A Losseplads, fra værket, som var

et multifyret kraftvarmeværk, modtog flyveaske hidhørende fra

værkets biomasseafbrænding til deponering. Deponeringen fandt

sted på et område af lossepladsen, der i miljøgodkendelsen

var benævnt delområde IV - specialdepot for tungmetalforurenede

materialer. Videre fremgik, at der i dette område måtte deponeres

tungmetalforurenet jord og spildevandsslam, affaldsforbrændingsslagge

og ikke genanvendelige sorteringsrester heraf samt slagge, overskudssand og

afsugningsstøv fra jern- og metalstøberier. Der var

således ikke indrettet en speciel enhed (celle) til de i sagen

omhandlede restprodukter.

Der var videre oplyst, at værket, som var ejet af B

AmbA, havde tre kedelsystemer, hvor der blev afbrændt affald i to

kedler og biomasse (halm/flis) i en kedel. Restprodukterne fra

forbrænding af henholdsvis affald og biomasse blev håndteret

separat. Deponering af restprodukter fra biomasseafbrændingen skete hos

A AmbA.

Det var oplyst, at told- og skatteregionen på

forespørgsel fra I/S B ved skrivelse af 1. juli 1998 havde meddelt

Læs alt

værket, at regionen kunne godkende, at deponering af flyveaske fra

afbrænding af biomasse på værket (ejet af I/S B) kunne ske

efter afgiftssatsen på 210 kr. pr. ton. I/S B havde herefter henvendt

sig til A AmbA og anmodet om den ovenfor nævnte differenceafgift pr.

ton af den omhandlede flyveaske, der hidførte fra værket, og som

I/S B i årets løb havde afleveret til deponering på A's

losseplads, måtte blive tilbagebetalt til I/S B.

Ved skrivelse af 11. august 1998 havde A AmbA

ansøgt told- og skatteregionen om tilladelse til fremtidig at afregne

afgift efter affaldsafgiftsloven efter satsen på 210 kr. pr. ton i

stedet for som hidtil efter satsen på 335 kr. pr. ton af flyveaske, som

selskabet havde modtaget til deponering på selskabets losseplads, og

som hidførte fra afbrænding af biomasse på værket.

Selskabet havde samtidig forespurgt regionen om tilladelse til at modregne

differenceafgiften (335 kr. - 210 kr.), som selskabet i den allerede

forløbne del af 1998 havde modtaget til deponering.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede

afgørelse ikke fundet grundlag i lov om afgift af affald og

råstoffer til at tillade den omhandlede flyveaske afgiftsberigtiget ved

tilførsel til deponering efter satsen på 210 kr. pr. ton. Det

fandtes således at være med rette, at selskabet også efter

den 1. januar 1998 havde afgiftsberigtiget den tilførte flyveaske med

335 kr. pr. tilført ton til deponering.

På foranledning af regionen havde Told- og

Skattestyrelsen den 9. december 1998 afgivet følgende udtalelse:

"Efter affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1, udgør

afgiften 210 kr. pr. ton ved deponering af restprodukter fra

kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse i

de i § 11, stk. 5 nævnte anlæg. I andre tilfælde af

deponering udgør afgiften 335 kr. pr. ton.

Det er styrelsens opfattelse, at man ved vurderingen af,

om der er tale om et kraftværk, som er baseret på fossile

brændsler eller biomasse efter § 10, stk. 1, skal se på

kraftværket i sin helhed, og ikke på hver enkelt kedel i

kraftværket."

I/S B havde på vegne af A AmbA overfor

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at afgiftsberigtigelsen skulle

ske i henhold til den brændselstype, hvorfra restprodukterne stammede,

hvorfor der skulle godkendes afgift med den lavere sats for

biomasseaffald.

Det var gjort gældende, at værket var baseret

på affald og biomasse. I loven fremgik det ikke klart, hvordan man

skulle forholde sig i de tilfælde, hvor et kraftvarmeværk

anvendte både fossile brændsler, biomasse og affald. Eftersom

værkets tre kedelsystemer opererede uafhængigt af hinanden, og da

både brændsler og restprodukter holdtes adskilt, burde

deponering af restprodukterne ske til differentierende satser.

Det var videre anført, at styrelsens og regionens

tolkning af loven, hvorefter man skulle se på kraftværket i sin

helhed, var for snæver. Det var hertil anført, at hvis man

forestillede sig, at f.eks. 55 % af værkets brændsel udgjordes af

biomasse og 45 % af affald, så ville denne tolkning af loven

medføre, at restprodukterne blev deponeret til den lavere sats,

hvilket næppe havde været hensigten med loven. Målt i

energiindhold udgjorde affald ca. 2/3 af værkets faktiske

brændselsforbrug på årsbasis, mens 1/3 af

brændselsforbruget bestod af biomasse. Når produkterne samtidig

var behandlet separat burde der tillige ske differentering af satserne.

Det var endelig anført, at der i andre afgifts- og

tilskudsmæssige sammenhænge var taget højde for, at et

kraftvarmeværk kunne anvende forskellige brændsler eks. lov om

afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. (lovbekendtgørelse nr. 702 af

28. september 1998) samt lovbekendtgørelse nr. 768 af 6. oktober 1997

om tilskud til elproduktion.

Landsskatteretten udtalte:

Følgende fremgik af den indtil 1. januar 1999

gældende bestemmelse i affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1:

"Afgiften udgør 335 kr. pr. t affald, der afleveres

til deponering. Afgiften udgør 210 kr. pr. t ved deponering af

restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler

eller biomasse i de i § 11, stk. 5, nævnte anlæg. (.....)"

Af lovens § 11, stk. 5, fremgik, at deponeringsanlæg

til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile

brændsler eller biomasse, skulle ses på kraftværket som

helhed. Der var hverken på grundlag af ordlyden eller forarbejderne til

bestemmelsen hjemmel til at foretage en afgiftsmæssig opdeling af

restprodukter i de tilfælde, hvor der i et kraftværk, som

overvejende forbrændte affald, tillige blev forbrændt fossile

brændsler eller biomasse. Det bemærkedes, at det i relation til

fortolkning af den omhandlede bestemmelse i affaldsafgiftsloven ikke kunne

tillægges vægt, at kraftvarmeværkers anvendelse af

forskellige brændsler var tillagt betydning i andre afgiftslove.

Landsskatteretten fandt videre, at de omhandlede

restprodukter ikke kunne anses for deponeret på et af lovens § 10, stk.

5, omfattet deponeringsanlæg. Der var herved henset til, at

restprodukterne efter de foreliggende oplysninger var deponeret på et

område af lossepladsen, i miljøgodkendelsen benævnt

delområde IV, hvor der tillige blev foretaget deponering af andre

tungmetalforurenede affaldsmaterialer.

Landsskatteretten fandt derfor, at de i sagen omhandlede

restprodukter ved deponering skulle afgiftsberigtiges efter lovens § 10, stk.

1, 1.pkt. med en sats på 335 kr. pr. tons. Den påklagede

ansættelse blev stadfæstet.

Lignende dokumenter