Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Landsskatteretskendelse
Affaldsafgift
- kraftværk
- afgiftssats
Reference:
Affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1.
A AmbA's klage til Landsskatteretten skyldtes, at
selskabet ved afgørelse truffet af told- og skatteregionen den 29.
januar 1999 ikke havde fået tilladelse til at afregne affaldsafgift
efter satsen på 210 kr. pr. ton, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1,
af flyveaske modtaget til deponering fra et kraftvarmeværk.
Der var oplyst, at A Losseplads, fra værket, som var
et multifyret kraftvarmeværk, modtog flyveaske hidhørende fra
værkets biomasseafbrænding til deponering. Deponeringen fandt
sted på et område af lossepladsen, der i miljøgodkendelsen
var benævnt delområde IV - specialdepot for tungmetalforurenede
materialer. Videre fremgik, at der i dette område måtte deponeres
tungmetalforurenet jord og spildevandsslam, affaldsforbrændingsslagge
og ikke genanvendelige sorteringsrester heraf samt slagge, overskudssand og
afsugningsstøv fra jern- og metalstøberier. Der var
således ikke indrettet en speciel enhed (celle) til de i sagen
omhandlede restprodukter.
Der var videre oplyst, at værket, som var ejet af B
AmbA, havde tre kedelsystemer, hvor der blev afbrændt affald i to
kedler og biomasse (halm/flis) i en kedel. Restprodukterne fra
forbrænding af henholdsvis affald og biomasse blev håndteret
separat. Deponering af restprodukter fra biomasseafbrændingen skete hos
A AmbA.
Det var oplyst, at told- og skatteregionen på
forespørgsel fra I/S B ved skrivelse af 1. juli 1998 havde meddelt
Læs alt
værket, at regionen kunne godkende, at deponering af flyveaske fra
afbrænding af biomasse på værket (ejet af I/S B) kunne ske
efter afgiftssatsen på 210 kr. pr. ton. I/S B havde herefter henvendt
sig til A AmbA og anmodet om den ovenfor nævnte differenceafgift pr.
ton af den omhandlede flyveaske, der hidførte fra værket, og som
I/S B i årets løb havde afleveret til deponering på A's
losseplads, måtte blive tilbagebetalt til I/S B.
Ved skrivelse af 11. august 1998 havde A AmbA
ansøgt told- og skatteregionen om tilladelse til fremtidig at afregne
afgift efter affaldsafgiftsloven efter satsen på 210 kr. pr. ton i
stedet for som hidtil efter satsen på 335 kr. pr. ton af flyveaske, som
selskabet havde modtaget til deponering på selskabets losseplads, og
som hidførte fra afbrænding af biomasse på værket.
Selskabet havde samtidig forespurgt regionen om tilladelse til at modregne
differenceafgiften (335 kr. - 210 kr.), som selskabet i den allerede
forløbne del af 1998 havde modtaget til deponering.
Told- og skatteregionen havde ved den påklagede
afgørelse ikke fundet grundlag i lov om afgift af affald og
råstoffer til at tillade den omhandlede flyveaske afgiftsberigtiget ved
tilførsel til deponering efter satsen på 210 kr. pr. ton. Det
fandtes således at være med rette, at selskabet også efter
den 1. januar 1998 havde afgiftsberigtiget den tilførte flyveaske med
335 kr. pr. tilført ton til deponering.
På foranledning af regionen havde Told- og
Skattestyrelsen den 9. december 1998 afgivet følgende udtalelse:
"Efter affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1, udgør
afgiften 210 kr. pr. ton ved deponering af restprodukter fra
kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse i
de i § 11, stk. 5 nævnte anlæg. I andre tilfælde af
deponering udgør afgiften 335 kr. pr. ton.
Det er styrelsens opfattelse, at man ved vurderingen af,
om der er tale om et kraftværk, som er baseret på fossile
brændsler eller biomasse efter § 10, stk. 1, skal se på
kraftværket i sin helhed, og ikke på hver enkelt kedel i
kraftværket."
I/S B havde på vegne af A AmbA overfor
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at afgiftsberigtigelsen skulle
ske i henhold til den brændselstype, hvorfra restprodukterne stammede,
hvorfor der skulle godkendes afgift med den lavere sats for
biomasseaffald.
Det var gjort gældende, at værket var baseret
på affald og biomasse. I loven fremgik det ikke klart, hvordan man
skulle forholde sig i de tilfælde, hvor et kraftvarmeværk
anvendte både fossile brændsler, biomasse og affald. Eftersom
værkets tre kedelsystemer opererede uafhængigt af hinanden, og da
både brændsler og restprodukter holdtes adskilt, burde
deponering af restprodukterne ske til differentierende satser.
Det var videre anført, at styrelsens og regionens
tolkning af loven, hvorefter man skulle se på kraftværket i sin
helhed, var for snæver. Det var hertil anført, at hvis man
forestillede sig, at f.eks. 55 % af værkets brændsel udgjordes af
biomasse og 45 % af affald, så ville denne tolkning af loven
medføre, at restprodukterne blev deponeret til den lavere sats,
hvilket næppe havde været hensigten med loven. Målt i
energiindhold udgjorde affald ca. 2/3 af værkets faktiske
brændselsforbrug på årsbasis, mens 1/3 af
brændselsforbruget bestod af biomasse. Når produkterne samtidig
var behandlet separat burde der tillige ske differentering af satserne.
Det var endelig anført, at der i andre afgifts- og
tilskudsmæssige sammenhænge var taget højde for, at et
kraftvarmeværk kunne anvende forskellige brændsler eks. lov om
afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. (lovbekendtgørelse nr. 702 af
28. september 1998) samt lovbekendtgørelse nr. 768 af 6. oktober 1997
om tilskud til elproduktion.
Landsskatteretten udtalte:
Følgende fremgik af den indtil 1. januar 1999
gældende bestemmelse i affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1:
"Afgiften udgør 335 kr. pr. t affald, der afleveres
til deponering. Afgiften udgør 210 kr. pr. t ved deponering af
restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler
eller biomasse i de i § 11, stk. 5, nævnte anlæg. (.....)"
Af lovens § 11, stk. 5, fremgik, at deponeringsanlæg
til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile
brændsler eller biomasse, skulle ses på kraftværket som
helhed. Der var hverken på grundlag af ordlyden eller forarbejderne til
bestemmelsen hjemmel til at foretage en afgiftsmæssig opdeling af
restprodukter i de tilfælde, hvor der i et kraftværk, som
overvejende forbrændte affald, tillige blev forbrændt fossile
brændsler eller biomasse. Det bemærkedes, at det i relation til
fortolkning af den omhandlede bestemmelse i affaldsafgiftsloven ikke kunne
tillægges vægt, at kraftvarmeværkers anvendelse af
forskellige brændsler var tillagt betydning i andre afgiftslove.
Landsskatteretten fandt videre, at de omhandlede
restprodukter ikke kunne anses for deponeret på et af lovens § 10, stk.
5, omfattet deponeringsanlæg. Der var herved henset til, at
restprodukterne efter de foreliggende oplysninger var deponeret på et
område af lossepladsen, i miljøgodkendelsen benævnt
delområde IV, hvor der tillige blev foretaget deponering af andre
tungmetalforurenede affaldsmaterialer.
Landsskatteretten fandt derfor, at de i sagen omhandlede
restprodukter ved deponering skulle afgiftsberigtiges efter lovens § 10, stk.
1, 1.pkt. med en sats på 335 kr. pr. tons. Den påklagede
ansættelse blev stadfæstet.
Lignende dokumenter
- Regionen har foretaget opkrævning af affaldsafgift med 6.917.635 kr. for perioden 1. januar 1997 til 30. juni 2000 Landsskatteretten · 4. januar 2010
- Affaldsafgift ved etablering af biocover SKM-databasen · 30. april 2019
- Om en [Kommune] (herefter kommunen) som registreret virksomhed skal svare affaldsafgift for perioden 1997-2000 ved modtagelse af 1) 186 tons jord fra… Landsskatteretten · 19. april 2011
- E.A.7.3.4 Virksomheder og anlæg omfattet af reglerne Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 1996 LSF 106 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF AFFALD OG RÅSTOFFER Retsinformation · 27. december 1996
- Bindende svar - Fraførsel af affald - nedlukket deponeringsenhed Retsinformation · 29. juni 2016