Spring til indhold

Retsinformation

Moms

KEN nr 60565 af 10/12/1998Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Moms

afgift

motionscenter

Reference:

Momsloven § 13. stk. 1, nr. 5.

A Motionscenters klage til Landsskatteretten skyldtes, at centrets

aktiviteter ikke var anset for fritaget for afgift i medfør af

momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 eller 5.

Det var oplyst, at selskabet havde følgende aktiviteter:

Nye træningsudøvere startede med at få en gratis

prøvetime

Såfremt udøveren ønskede at fortsætte, blev der

udarbejdet et træningsprogram for den enkelte, og de maskiner, der

anvendtes til træningsprogrammet, blev forevist og demonstreret af en

instruktør.

Herefter kunne udøveren komme på selvvalgte

mødetidspunkter.

Det var videre oplyst, at træningen i centret var foregået

på 2 etager, hvor der på øverste etage stod maskiner og

redskaber, der benyttedes til træning af overkroppen, mens der på

nederste etage stod maskiner og redskaber, der anvendtes til træning af

underkroppen. På hver etage foregik træningen under tilsyn af en

instruktør, der på eget initiativ eller på

udøverens opfordring vejledede, instruerede, korrigerede eller

på anden måde hjalp udøverne i at gennemføre deres

individuelle træningsprogrammer ved maskinerne.

Der var mellem 150 og 250 udøvere i centret hver dag. Centret havde

åbent 14-15 timer dagligt. Visse timer var mere besøgt end

andre, således at antallet af aktive træningsudøvere ikke

var jævnt fordelt over hele åbningstiden.

Læs alt

Told- og Skattestyrelsen havde ved den påklagede afgørelse

fundet, at centrets aktiviteter var momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Styrelsen havde videre fundet, at centret ikke kunne momsfritages efter

momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, idet Momsnævnet havde bestemt at denne

bestemmelse skulle fortolkes under hensyntagen til 6. momsdirektivs artikel

13, afsnit A, stk. 1, litra m, hvorefter virksomheder, der blev drevet med

gevinst for øje ikke var omfattet af momsfritagelsen, jf. bl.a. TfS

1995.275. Styrelsen havde hertil anført, at det var ubestridt, at

centret var drevet med gevinst for øje. Styrelsen havde videre ikke

fundet, at der kunne ske momsfritagelse efter bestemmelsen i momslovens § 13,

stk. 1, nr. 3, vedrørende undervisning i legemsøvelser.

Styrelsen havde herved henset til, at Momsnævnet i en afgørelse

gengivet i TfS 1996.127 havde tilkendegivet, hvad der efter nævnets

opfattelse skulle forstås ved undervisning i legemsøvelser.

Nævnet fandt, at der ved vurderingen af, om en aktivitet var omfattet

af fritagelsesbestemmelsen, skulle lægges vægt på bredden

af den fysiske træning, der blev udøvet. Det skulle

således dreje sig om gymnastikundervisning i bred forstand med henblik

på almen styrkelse af kroppen. Dette betød, at undervisning i

forskellige mere specifikke sportsgrene ikke ansås for omfattet af

begrebet undervisning i legemsøvelser. Endvidere var der lagt

vægt på, at aktiviteten indebar et væsentligt element af

reel undervisning. Undervisningen skulle således meddeles af en

lærer eller instruktør i henhold til et forud fastlagt program,

og undervisningen skulle have en vis intensitet. Det var således ikke

tilstrækkeligt, at træningen alene gik ud på at instruere

om brugen af forskellige trænings- og motionsapparater.

Styrelsen havde fundet, at de beskrevne aktiviteter i centret ikke havde

haft den fornødne intensitet, idet træningsudøverne ikke

blev ledt gennem hele træningsprogrammet af en instruktør, men

at der alene skete en introducerende vejledning i brugen af maskinerne og

derefter en ad hoc vejledning.

A's advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at

der skulle ske momsfritagelse. Han havde til støtte herfor bl.a.

anført, at motionscentret fra opstart i 1959 indtil Momsnævnets

afgørelse i 1995 havde været fritaget for moms. Han havde videre

anført, at momspligten fra ændring af praksis i 1995 havde

medført en urimelig konkurrenceforvridning i forhold til de samme

aktiviteter udbudt af offentlige organer og foreninger, der var fritaget for

moms og fik tilskud. Han havde gjort gældende, at det netop var for at

undgå denne konkurrenceforvridning, at momsdirektivet ikke blev fuldt

ud implementeret i 1978, jf. forarbejder til undervisningsbestemmelsen, hvor

skatteudvalget bl.a. efter en skrivelse fra motionscentret i november 1977

anså helsesport for at være undervisning. Han havde hertil

anført, at momsdirektivets art. 13, litra i, om undervisning, var

snævrere end den tilsvarende danske momsbestemmelse, idet direktivet

var begrænset til offentligretlige organer. Videre var anført,

at Momsnævnet i TfS 1983.826 traf afgørelse om momspligt ved

udlejning af sportsaktiviteter. Denne afgørelse blev den 28. juni 1985

ændret under henvisning til både undervisnings- og

sportsbestemmelsen i momsloven. Advokaten havde hertil anført, at i

perioden 1983-1985 var A ikke underlagt momspligt. Advokaten havde endelig

anført, at under revisionen af momsloven i 1994, hvor bl.a. ordlyden i

undervisningsbestemmelsen blev ændret, var der i forarbejderne

anført, at der ikke var tale om ændring i praksis. Helsesport

havde indtil da været omfattet af undervisningsbestemmelsen. Han havde

endelig anført, at den indtil 1995 gældende praksis, hvorefter

helsesport var omfattet af momsfritagelsen, måtte anses for

stadfæstet af lovgivningsmagten i og med, at man ikke ved

lovændringen i 1994 gjorde op med den hidtil gældende praksis

på området.

Det klagende selskab havde anført, at styrelsens vurdering af, at

der ikke skete undervisning på helsecentrene, var ukorrekt. Det var

hertil anført, at undervisning var en tovejs kommunikation, hvor

underviseren først viste en øvelse, hvorefter eleven

udførte øvelsen for herefter at blive rettet af underviseren

igen, hvis øvelsen var udført forkert. Sådan

praktiseredes det i et helsecenter, i modsætning til en aerobicsal med

30-40 deltagere til musik på 100 decibel, og hvor der ikke kunne

gøres ophold i musikken for at rette på en elev, der

udførte en øvelse ukorrekt. Det samme gjorde sig gældende

i et lokale med 20-40 spinningcykler. Det var herefter fra det klagende

selskabs side gjort gældende, at undervisningsarbejdet for

helseinstruktørerne var betydeligt mere omfattende og krævede

større viden end til de øvrige aktiviteter, der i øvrigt

var momsfri undervisning i legemsøvelser.

For så vidt angik momslovens sportsbestemmelse i momslovens § 13,

stk. 1, nr. 5, havde advokaten anført, at denne ikke var ændret

lovmæssigt siden 1978, hvorfor han havde konstateret, at momsdirektivet

ikke var fuldt ud implementeret. Det var først ved Momsnævnets

ændring af praksis i 1995, at der var pålagt momspligt på

motionscentre. Han havde videre anført, at når ordlyden af

lovbestemmelsen ikke var uklar, kunne der ikke indfortolkes en

forudsætning efter momsdirektivets tekst. Han havde endelig

anført, at eftersom en direktivtekst, der pålagde borgeren

momspligt, ikke var umiddelbar anvendelig, skulle der gives det klagende

selskab medhold i deres påstand.

Endelig havde advokaten anført, at når den danske momslovs §

13, stk. 1, nr. 5, om sport skulle ændres i overensstemmelse med 6.

momsdirektivs bestemmelse herom, kunne lovgivningsmagten tage den urimelige

konkurrencesituation op, idet der var mulighed for at pålægge

offentlige organer momspligt efter momslovens § 3, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet afgørelsen

stadfæstet. Styrelsen havde ikke anset det klagende selskabs

aktiviteter for at være undervisning omfattet af bestemmelsen i

momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Styrelsen havde for så vidt angik

momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, anført, at Danmark havde en EU-retlig

forpligtelse til at fortolke momsloven i overensstemmelse med 6.

momsdirektiv. Styrelsen havde videre anført, at ved ændringen af

momsloven i 1994 var der i forarbejderne til bestemmelsen henvist til

momsdirektivet, hvorefter det ifølge Styrelsens opfattelse måtte

have været lovgivers intentioner at implementere momsdirektivet,

medmindre andet særskilt blev anført. Dette var f.eks.

tilfældet vedrørende momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Styrelsen

havde endelig anført, at momsfritagelserne i momsloven skulle

fortolkes indskrænkende jf. EF-praksis.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 4 skulle der betales afgift af varer og

ydelser, der leveredes mod vederlag her i landet.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, blev dog følgende

varer og ydelser fritaget for afgift:

"Skoleundervisning og undervisning på videregående

uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden

undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig

undervisning, samt levering af varer og ydelser med tilknytninger hertil.

Fritagelsen omfatter dog ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for

øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner

mv."

Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsen,

at den beskrevne aktivitet i det klagende selskab ikke havde haft en

sådan karakter af undervisning i legemsøvelser, at aktiviteterne

var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Der

henvistes i øvrigt til Momsnævnets afgørelse i TfS

1996.127.

Landsskatteretten udtalte videre:

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, skulle endvidere

følgende varer og ydelser fritages for afgift:

"Sportsaktiviteter og -arrangementer, herunder arrangementer, hvortil er

knyttet spil på totalisator eller anden lignende måde.

Fritagelsen omfatter dog ikke motorløb og arrangementer, hvor der

deltager professionelle sports- og idrætsudøvere, fodboldkampe

dog kun, når der deltager professionelle på begge hold."

Fritagelsesbestemmelsen blev oprindeligt indsat i momslovens § 2, stk. 3,

litra e, ved lov om ændring af merværdiafgiftsloven af 10. maj

1978 (ændringer som følge af EF's 6. momsdirektiv).

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget til bestemmelsen i § 2,

stk. 3, litra e, jf. Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, spalte 1597,

var der anført: "Sportsaktiviteter og sportsarrangementer undtages

efter punkt e for afgift". Det fremgik videre: "Der er også her tale om

regler, der svarer til de regler, der i dag er gældende for dette

område."

I forbindelse med ændringerne i momsloven i 1994, jf. lov nr. 375 af

18. maj 1994, fik bestemmelsen sin nugældende ordlyd i momslovens § 13,

stk. 1, nr. 5.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende

1993-94, Tillæg A, spalte 4392, svarede bestemmelsen i momslovens § 13,

stk. 1, nr. 5, til § 2, stk. 3, litra e, i den tidligere gældende

momslov. I bemærkningerne til lovforslaget var i øvrigt generelt

vedrørende fritagelsesbestemmelserne, jf. Folketingstidende 1993-1994,

Tillæg A, spalte 4388, anført, at

"Fritagelserne er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv og svarer

til direktivets artikel 13 om afgiftsfritagelser i indlandet...."

6. momsdirektivs artikel 13 punkt A, nr. 1,litra m, havde følgende

ordlyd:

"visse former for tjenesteydelser i nær tilknytning til

udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres af

organer, som ikke arbejder med gevinst for øje, til fordel for

personer, der deltager i sport eller fysisk træning"

3 retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærkede, at

ændringerne af momsloven i såvel 1978 og 1994 efter udtrykkelig

tilkendegivelse herom var vedtaget med det formål at implementere 6.

Momsdirektiv i dansk lovgivning. Disse retsmedlemmer bemærkede

endvidere, at danske myndigheder havde en pligt til at fortolke danske

lovbestemmelser i overensstemmelse med direktivbestemmelser. Disse

retsmedlemmer fandt herefter, at ordlyden af momslovens § 13, stk. 1, nr. 5,

herunder "sportsaktiviteter" kunne og skulle fortolkes i overensstemmelse med

6. momsdirektivs bestemmelse, således at der alene kunne ske

momsfritagelse, såfremt der ikke blev arbejdet med gevinst for

øje. Disse retsmedlemmer fandt derfor, at afgørelsen skulle

stadfæstes.

Et retsmedlem bemærkede, at hverken momslovens ordlyd eller

forarbejder fandtes at begrænse afgiftsfritagelsen efter momslovens §

13, stk. 1, nr. 5 (tidligere momslovs § 2, stk. 3, litra e), til alene at

omfatte organer, der ikke arbejdede med gevinst for øje. Det skulle

hertil bemærkes, at i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, var der direkte i

ordlyden indsat en sådan afgrænsning for så vidt angik

kursusvirksomhed.

Dette retsmedlem bemærkede videre, at et EU-direktiv ikke

umiddelbart kunne skabe pligter for en borger, hvorfor dette retsmedlem

fandt, at det klagende selskabs salg af adgang til at udøve

sportsaktiviteter var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13,

stk. 1, nr. 5.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og den

påklagede afgørelse blev stadfæstet i overensstemmelse

hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter