Moms
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Moms
afgift
motionscenter
Reference:
Momsloven § 13. stk. 1, nr. 5.
A Motionscenters klage til Landsskatteretten skyldtes, at centrets
aktiviteter ikke var anset for fritaget for afgift i medfør af
momslovens § 13, stk. 1, nr. 3 eller 5.
Det var oplyst, at selskabet havde følgende aktiviteter:
Nye træningsudøvere startede med at få en gratis
prøvetime
Såfremt udøveren ønskede at fortsætte, blev der
udarbejdet et træningsprogram for den enkelte, og de maskiner, der
anvendtes til træningsprogrammet, blev forevist og demonstreret af en
instruktør.
Herefter kunne udøveren komme på selvvalgte
mødetidspunkter.
Det var videre oplyst, at træningen i centret var foregået
på 2 etager, hvor der på øverste etage stod maskiner og
redskaber, der benyttedes til træning af overkroppen, mens der på
nederste etage stod maskiner og redskaber, der anvendtes til træning af
underkroppen. På hver etage foregik træningen under tilsyn af en
instruktør, der på eget initiativ eller på
udøverens opfordring vejledede, instruerede, korrigerede eller
på anden måde hjalp udøverne i at gennemføre deres
individuelle træningsprogrammer ved maskinerne.
Der var mellem 150 og 250 udøvere i centret hver dag. Centret havde
åbent 14-15 timer dagligt. Visse timer var mere besøgt end
andre, således at antallet af aktive træningsudøvere ikke
var jævnt fordelt over hele åbningstiden.
Læs alt
Told- og Skattestyrelsen havde ved den påklagede afgørelse
fundet, at centrets aktiviteter var momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1.
Styrelsen havde videre fundet, at centret ikke kunne momsfritages efter
momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, idet Momsnævnet havde bestemt at denne
bestemmelse skulle fortolkes under hensyntagen til 6. momsdirektivs artikel
13, afsnit A, stk. 1, litra m, hvorefter virksomheder, der blev drevet med
gevinst for øje ikke var omfattet af momsfritagelsen, jf. bl.a. TfS
1995.275. Styrelsen havde hertil anført, at det var ubestridt, at
centret var drevet med gevinst for øje. Styrelsen havde videre ikke
fundet, at der kunne ske momsfritagelse efter bestemmelsen i momslovens § 13,
stk. 1, nr. 3, vedrørende undervisning i legemsøvelser.
Styrelsen havde herved henset til, at Momsnævnet i en afgørelse
gengivet i TfS 1996.127 havde tilkendegivet, hvad der efter nævnets
opfattelse skulle forstås ved undervisning i legemsøvelser.
Nævnet fandt, at der ved vurderingen af, om en aktivitet var omfattet
af fritagelsesbestemmelsen, skulle lægges vægt på bredden
af den fysiske træning, der blev udøvet. Det skulle
således dreje sig om gymnastikundervisning i bred forstand med henblik
på almen styrkelse af kroppen. Dette betød, at undervisning i
forskellige mere specifikke sportsgrene ikke ansås for omfattet af
begrebet undervisning i legemsøvelser. Endvidere var der lagt
vægt på, at aktiviteten indebar et væsentligt element af
reel undervisning. Undervisningen skulle således meddeles af en
lærer eller instruktør i henhold til et forud fastlagt program,
og undervisningen skulle have en vis intensitet. Det var således ikke
tilstrækkeligt, at træningen alene gik ud på at instruere
om brugen af forskellige trænings- og motionsapparater.
Styrelsen havde fundet, at de beskrevne aktiviteter i centret ikke havde
haft den fornødne intensitet, idet træningsudøverne ikke
blev ledt gennem hele træningsprogrammet af en instruktør, men
at der alene skete en introducerende vejledning i brugen af maskinerne og
derefter en ad hoc vejledning.
A's advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at
der skulle ske momsfritagelse. Han havde til støtte herfor bl.a.
anført, at motionscentret fra opstart i 1959 indtil Momsnævnets
afgørelse i 1995 havde været fritaget for moms. Han havde videre
anført, at momspligten fra ændring af praksis i 1995 havde
medført en urimelig konkurrenceforvridning i forhold til de samme
aktiviteter udbudt af offentlige organer og foreninger, der var fritaget for
moms og fik tilskud. Han havde gjort gældende, at det netop var for at
undgå denne konkurrenceforvridning, at momsdirektivet ikke blev fuldt
ud implementeret i 1978, jf. forarbejder til undervisningsbestemmelsen, hvor
skatteudvalget bl.a. efter en skrivelse fra motionscentret i november 1977
anså helsesport for at være undervisning. Han havde hertil
anført, at momsdirektivets art. 13, litra i, om undervisning, var
snævrere end den tilsvarende danske momsbestemmelse, idet direktivet
var begrænset til offentligretlige organer. Videre var anført,
at Momsnævnet i TfS 1983.826 traf afgørelse om momspligt ved
udlejning af sportsaktiviteter. Denne afgørelse blev den 28. juni 1985
ændret under henvisning til både undervisnings- og
sportsbestemmelsen i momsloven. Advokaten havde hertil anført, at i
perioden 1983-1985 var A ikke underlagt momspligt. Advokaten havde endelig
anført, at under revisionen af momsloven i 1994, hvor bl.a. ordlyden i
undervisningsbestemmelsen blev ændret, var der i forarbejderne
anført, at der ikke var tale om ændring i praksis. Helsesport
havde indtil da været omfattet af undervisningsbestemmelsen. Han havde
endelig anført, at den indtil 1995 gældende praksis, hvorefter
helsesport var omfattet af momsfritagelsen, måtte anses for
stadfæstet af lovgivningsmagten i og med, at man ikke ved
lovændringen i 1994 gjorde op med den hidtil gældende praksis
på området.
Det klagende selskab havde anført, at styrelsens vurdering af, at
der ikke skete undervisning på helsecentrene, var ukorrekt. Det var
hertil anført, at undervisning var en tovejs kommunikation, hvor
underviseren først viste en øvelse, hvorefter eleven
udførte øvelsen for herefter at blive rettet af underviseren
igen, hvis øvelsen var udført forkert. Sådan
praktiseredes det i et helsecenter, i modsætning til en aerobicsal med
30-40 deltagere til musik på 100 decibel, og hvor der ikke kunne
gøres ophold i musikken for at rette på en elev, der
udførte en øvelse ukorrekt. Det samme gjorde sig gældende
i et lokale med 20-40 spinningcykler. Det var herefter fra det klagende
selskabs side gjort gældende, at undervisningsarbejdet for
helseinstruktørerne var betydeligt mere omfattende og krævede
større viden end til de øvrige aktiviteter, der i øvrigt
var momsfri undervisning i legemsøvelser.
For så vidt angik momslovens sportsbestemmelse i momslovens § 13,
stk. 1, nr. 5, havde advokaten anført, at denne ikke var ændret
lovmæssigt siden 1978, hvorfor han havde konstateret, at momsdirektivet
ikke var fuldt ud implementeret. Det var først ved Momsnævnets
ændring af praksis i 1995, at der var pålagt momspligt på
motionscentre. Han havde videre anført, at når ordlyden af
lovbestemmelsen ikke var uklar, kunne der ikke indfortolkes en
forudsætning efter momsdirektivets tekst. Han havde endelig
anført, at eftersom en direktivtekst, der pålagde borgeren
momspligt, ikke var umiddelbar anvendelig, skulle der gives det klagende
selskab medhold i deres påstand.
Endelig havde advokaten anført, at når den danske momslovs §
13, stk. 1, nr. 5, om sport skulle ændres i overensstemmelse med 6.
momsdirektivs bestemmelse herom, kunne lovgivningsmagten tage den urimelige
konkurrencesituation op, idet der var mulighed for at pålægge
offentlige organer momspligt efter momslovens § 3, stk. 2.
Told- og Skattestyrelsen havde indstillet afgørelsen
stadfæstet. Styrelsen havde ikke anset det klagende selskabs
aktiviteter for at være undervisning omfattet af bestemmelsen i
momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Styrelsen havde for så vidt angik
momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, anført, at Danmark havde en EU-retlig
forpligtelse til at fortolke momsloven i overensstemmelse med 6.
momsdirektiv. Styrelsen havde videre anført, at ved ændringen af
momsloven i 1994 var der i forarbejderne til bestemmelsen henvist til
momsdirektivet, hvorefter det ifølge Styrelsens opfattelse måtte
have været lovgivers intentioner at implementere momsdirektivet,
medmindre andet særskilt blev anført. Dette var f.eks.
tilfældet vedrørende momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Styrelsen
havde endelig anført, at momsfritagelserne i momsloven skulle
fortolkes indskrænkende jf. EF-praksis.
Landsskatteretten udtalte:
I henhold til momslovens § 4 skulle der betales afgift af varer og
ydelser, der leveredes mod vederlag her i landet.
I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, blev dog følgende
varer og ydelser fritaget for afgift:
"Skoleundervisning og undervisning på videregående
uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden
undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig
undervisning, samt levering af varer og ydelser med tilknytninger hertil.
Fritagelsen omfatter dog ikke kursusvirksomhed, der drives med gevinst for
øje, og som primært retter sig mod virksomheder og institutioner
mv."
Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsen,
at den beskrevne aktivitet i det klagende selskab ikke havde haft en
sådan karakter af undervisning i legemsøvelser, at aktiviteterne
var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Der
henvistes i øvrigt til Momsnævnets afgørelse i TfS
1996.127.
Landsskatteretten udtalte videre:
I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, skulle endvidere
følgende varer og ydelser fritages for afgift:
"Sportsaktiviteter og -arrangementer, herunder arrangementer, hvortil er
knyttet spil på totalisator eller anden lignende måde.
Fritagelsen omfatter dog ikke motorløb og arrangementer, hvor der
deltager professionelle sports- og idrætsudøvere, fodboldkampe
dog kun, når der deltager professionelle på begge hold."
Fritagelsesbestemmelsen blev oprindeligt indsat i momslovens § 2, stk. 3,
litra e, ved lov om ændring af merværdiafgiftsloven af 10. maj
1978 (ændringer som følge af EF's 6. momsdirektiv).
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget til bestemmelsen i § 2,
stk. 3, litra e, jf. Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, spalte 1597,
var der anført: "Sportsaktiviteter og sportsarrangementer undtages
efter punkt e for afgift". Det fremgik videre: "Der er også her tale om
regler, der svarer til de regler, der i dag er gældende for dette
område."
I forbindelse med ændringerne i momsloven i 1994, jf. lov nr. 375 af
18. maj 1994, fik bestemmelsen sin nugældende ordlyd i momslovens § 13,
stk. 1, nr. 5.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende
1993-94, Tillæg A, spalte 4392, svarede bestemmelsen i momslovens § 13,
stk. 1, nr. 5, til § 2, stk. 3, litra e, i den tidligere gældende
momslov. I bemærkningerne til lovforslaget var i øvrigt generelt
vedrørende fritagelsesbestemmelserne, jf. Folketingstidende 1993-1994,
Tillæg A, spalte 4388, anført, at
"Fritagelserne er fastsat i overensstemmelse med 6. momsdirektiv og svarer
til direktivets artikel 13 om afgiftsfritagelser i indlandet...."
6. momsdirektivs artikel 13 punkt A, nr. 1,litra m, havde følgende
ordlyd:
"visse former for tjenesteydelser i nær tilknytning til
udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres af
organer, som ikke arbejder med gevinst for øje, til fordel for
personer, der deltager i sport eller fysisk træning"
3 retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærkede, at
ændringerne af momsloven i såvel 1978 og 1994 efter udtrykkelig
tilkendegivelse herom var vedtaget med det formål at implementere 6.
Momsdirektiv i dansk lovgivning. Disse retsmedlemmer bemærkede
endvidere, at danske myndigheder havde en pligt til at fortolke danske
lovbestemmelser i overensstemmelse med direktivbestemmelser. Disse
retsmedlemmer fandt herefter, at ordlyden af momslovens § 13, stk. 1, nr. 5,
herunder "sportsaktiviteter" kunne og skulle fortolkes i overensstemmelse med
6. momsdirektivs bestemmelse, således at der alene kunne ske
momsfritagelse, såfremt der ikke blev arbejdet med gevinst for
øje. Disse retsmedlemmer fandt derfor, at afgørelsen skulle
stadfæstes.
Et retsmedlem bemærkede, at hverken momslovens ordlyd eller
forarbejder fandtes at begrænse afgiftsfritagelsen efter momslovens §
13, stk. 1, nr. 5 (tidligere momslovs § 2, stk. 3, litra e), til alene at
omfatte organer, der ikke arbejdede med gevinst for øje. Det skulle
hertil bemærkes, at i momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, var der direkte i
ordlyden indsat en sådan afgrænsning for så vidt angik
kursusvirksomhed.
Dette retsmedlem bemærkede videre, at et EU-direktiv ikke
umiddelbart kunne skabe pligter for en borger, hvorfor dette retsmedlem
fandt, at det klagende selskabs salg af adgang til at udøve
sportsaktiviteter var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13,
stk. 1, nr. 5.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og den
påklagede afgørelse blev stadfæstet i overensstemmelse
hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skattecentret har ikke imødekommet en anmodning om tilbagebetaling af lønsumsafgift for perioden fra den 1. april 2007 til den 31. marts 2008, i alt 92.000… Landsskatteretten · 27. marts 2012
- Landsskatteretskendelse vedr. anmodning om tilbagebetaling af lønsumsafgift - fællesregistrerede selskaber Retsinformation · 23. marts 2013
- Parkeringshus - Udlejning af fast ejendom - momsfri udlejning - parkeringsplads Retsinformation · 24. januar 2020
- Kurser i forhandlingsteknik er momsfritaget Retsinformation · 19. februar 2026
- Undervisning i en bestemt dansestilart ikke momsfritaget Retsinformation · 20. maj 2026
- Parkeringshus - Udlejning af fast ejendom - momsfri udlejning- parkeringsplads Retsinformation · 24. januar 2020
Lignende dokumenter
- Skattestyrelsen ved beregning af forholdstallet for vederlag af et træningsmedlemskab med blandede ydelser, har medregnet løn til instruktører i omkostningerne… Landsskatteretten · 30. september 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. momsfritagelse for aktivitet med træning på brikse Retsinformation · 8. januar 2010
- SKAT har anset træning på maskiner for ikke at være omfattet af momsfritagelsesbestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1 nr. 3 Landsskatteretten · 14. juli 2014
- SKAT ikke havde anset klageren for momsfritaget ved salg af tid til særlige træningsmaskiner Landsskatteretten · 6. november 2009
- Momsfritagelse for undervisning i trampolincenter Retsinformation · 21. august 2018
- D.A.5.3.2.1 Uddannelse af børn og unge Den juridiske vejledning · 1. juli 2026