Spring til indhold

Retsinformation

Affaldsafgift/registreringspligtig

KEN nr 11098 af 02/06/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Affaldsafgift/registreringspligtig

flere samarbejdende virksomheder

Reference:

Affaldsafgiftsloven § 9 og § 11, stk. 1.

A I/S's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og Skattestyrelsen

havde anset Kraftvarmeværk B som registreringspligtig i henhold til

affaldsafgiftslovens § 11. Uanset det foreliggende samvirke omkring

Kraftvarmeværk B, var det klagende selskab ikke anset som

registreringspligtig vedrørende affald, der blev tilført

kraftvarmeværket.

Det fremgik af sagen, at A I/S var et interessentskab, bestående af

interessenterne Affaldsregion C, Affaldsregion D og X kommune.

Affaldsregionerne C og D var ejet af kommunerne i Y Amt. Affaldsregion C

havde den overvejende andel i interessentskabet.

Den 28. december 1989 blev indgået en aftale mellem på den ene

side andelsselskabet E Højspændingsværk, der var et

elektricitetsandelsselskab beliggende i Y, og på den anden side

Affaldsregion C. Aftalen vedrørte opførsel og drift af

Kraftvarmeværk B. Andelsselskabet E Højspændingsværk

var registreret for el-afgift og som arbejdsgiver i forhold til medarbejderne

på stedet.

A I/S indsamlede alt affald, dagrenovation mv., i X amt og afleverede

dette til forbrænding på Kraftvarmeværk B.

Ved forbrændingen på Kraftvarmeværk B opstod et

restprodukt bestående af slagger, flyveaske og frasorteret affald.

Slaggemængden udgjorde ca. 20-25% af den afleverede mængde

affald. Restproduktet blev sorteret på Kraftvarmeværk B i

virksomhedens hal, og det materiale som kunne genbruges, dvs. slagger mv.,

blev hovedsagelig afhentet af en vognmandssammenslutning. Resten afhentes i

henhold til kontraktens forpligtelser af A I/S og blev lagt enten i

Læs alt

mellemdeponi eller blev anvendt som fyldprodukter til vejanlæg,

byggeprojekter mv.

Kraftvarmeværk B aftog og forbrændte affaldet vederlagsfrit

mod, at A I/S afregnede affaldsafgiften og bortskaffede restproduktionen.

Samarbejdsaftalen af 28. december 1989 om kraftvarmeværket havde

bl.a. følgende indhold:

" II. Samarbejdets formål

§ 1.

Samarbejdet ifølge nærværende kontrakt er indgået

mellem de to parter som en direkte følge af den landspolitiske aftale

om opførelse af decentrale kraftvarmeværker i perioden frem til

1995. Kontrakten regulerer, jævnfør afsnit III, forholdene

omkring:

1. affaldsleverancen

2. driften (og projektets etablering) og

3. restaffaldsbortskaffelsen.

Som nærmere beskrevet i § 22 er kontrakten fra hver af de to parters

side indgået under nogle ligeværdige forudsætninger.

Parterne har - efter indgående forhandling - som et væsentligt

grundprincip for samarbejdet fastlagt en risikofordeling inden for et aftalt

toleranceområde (området fra 90 procent til 110 procent af den

nedenfor anførte energimængde) samt forhandlings- eller

voldgiftsløsning med et ligeværdigt udgangspunkt ved

mængder udenfor toleranceområdet, jævnfør § 13.

§ 2.

Samarbejdsaftalen er indgået som et led i det under samvirket

omkring C hørende formål, nemlig at medvirke til at løse

de i affaldsfællesskabet deltagende kommuners forpligtelser med hensyn

til slutbehandling af kommunernes affald på een for kommunerne

økonomisk gunstig måde.

Kontraktens formål er således at løse denne

forpligtelse, for så vidt angår den del af affaldet, som i

henhold til nærværende kontrakt skal forbrændes. C har

således en forpligtelse til ved nærmere aftale at indsamle og

aflevere brændbart affald til kraftvarmeværket, ligesom

kraftvarmeværket tilsvarende har en forpligtelse til at aftage dette,

jævnfør nedenfor VI.

....

§ 3.

E Højspændingsværk forestår og bekoster

kraftvarmeværkets etablering i alle dets faser til det

nøglefærdige, ibrugtagningsklare anlæg,

jævnfør afsnit III, samt driver anlægget,

jævnfør afsnit V, medens C forestår affaldsleverancerne

samt bortskaffelsen af restaffaldsprodukterne fra forbrændingen, nemlig

slagger og flyveaske samt frasorteret affald, jævnfør afsnit

IV.

Parterne har således hver sit økonomiske og

driftsmæssigt adskilte område, og ingen af parterne hæfter

for den andens forpligtelser.

§ 4.

E Højspændingsværk opfører anlægget,

betegnet som et kraftvarmeværk baseret på

affaldsforbrænding, men teknisk med mulighed for tilsætning af op

til femogtyve procent halm samt eventuelt med mulighed for gasfyring som

yderligere støttebrændsel og overhedning af dampen.

Anlægget skal således tilhøre E, der afholder samtlige

omkostninger ved etableringen, herunder anskaffelse af grundareal,

projektering, opførelse, byggestyring, finansiering m.v., alene med

den nedenfor anførte undtagelse (knuseren). I det hele således,

at anlægget fremstår i enhver henseende som et nøgle- og

driftsfærdigt totalanlæg. Eventuelle udsving i

anlægsudgifterne i forhold til den forudsatte beløbsramme er E's

risiko. Såfremt der dog indtræder væsentlige udsving, som

er begrundet i skærpede miljøkrav som følge af

ændret lovgivning efter kontraktens oprettelse, skal de

økonomiske konsekvenser heraf søges løst ved

forhandling, alternativt ved voldgift, jævnfør § 23. Som

udgangspunkt for forhandlinger/voldgift er parterne enige om, at:

E afholder omkostninger, der skyldes myndighedernes skærpede krav

til kraftvarmeværkets emissionsværdier under normale

driftsforhold ved den nuværende affaldssammensætning, incl.

tolerance herfor.

C afholder omkostninger, der skyldes ændret

affaldssammensætning eller krav til håndtering af affaldet

før levering i kraftvarmeværkets silo, og som bevirker en

overskridelse af kraftvarmeværkets tilladte emissionsværdier

under normale driftsforhold.

....

§ 10.

E er pligtig at aftage de anførte affaldskategorier og

-mængder med den anførte maksimumtolerance som nærmere

beskrevet i §§ 8 og 9 samt herudover forpligtet til at aftage de yderligere

mængder, som værket skønnes at kunne behandle ved optimal

drift.

§ 11.

Der påhviler C leveringspligt til E i kontraktperioden. Af denne

leveringspligt følger, at C ikke må levere de i § 9 beskrevne

affaldskategorier til andre kraftvarmeværker/affaldsvarmeværker

eller selv etablere kraftvarmeværk/affaldsvarmeværk til dette

brug.

§ 12.

E er berettiget til selv at levere brændsel til værker,

herunder i form af halm, gas eller affald, men leverancerne fra C og dennes

underleverandør har altid forprioritet. E skal i forvejen orientere C

om planer for egenleveringer.

....

§ 15.

Som anført forestår E driften af værket. C varetager

dog udover de i § 9, sidste afsnit anførte opgaver følgende

funktioner og stiller det fornødne personale til rådighed

herfor.

1. hele vejefunktionen af tilført affald og bortkørt

restaffald,

2. inspektionsfunktionen af affald og restaffald (omfattende lovpligtig

registrering af affaldets sammensætning og herkomst).

Dette personale er ansat hos C og undergivet dennes fulde

instruktionsbeføjelser, men skal dog samarbejde med værkets

personale. C's personale skal have de fornødne

instruktionsbeføjelser overfor renovatører og andre

affaldsleverandører samt afhentere af restaffaldet på pladsen

til udførelse af deres opgaver, men skal herved naturligvis respektere

de mellem E og C indgåede aftaler og regulativer.

C's personale kan frit benytte E's mandskabsfaciliteter. I personalets

pauser eller ved ekspeditioner uden for normal arbejdstid forestår E's

personale vejefunktionen i overensstemmelse med de herfor gældende

foreskrifter. C betaler dog ikke noget vederlag for denne service.

..

§ 17.

C betaler intet vederlag for levering og E intet vederlag for modtagelse

af affaldsmængderne til værket. Ligeledes betaler E intet

vederlag for levering og C intet vederlag for modtagelse af restaffaldet

(forbrændings- og røgrensningsrester samt frasorteret affald).

Alle afleveringsgebyrer/-afgifter vedr. det leverede affald tilgår C,

der ligeledes betaler eventuelle afgifter i denne anledning til staten. Alle

eventuelle udgifter i forbindelse med el- og varmeproduktion påhviler

tilsvarende E.

A I/S havde hidtil været registreret for affaldsafgiften, selv om

affaldet blev afbrændt på Kraftvarmeværk B, og A I/S havde

tillige afregnet affaldsafgiften for den del af restproduktet, der blev

deponeret på godkendte affaldsdepoter.

Told- og skatteregionen havde meddelt Kraftvarmeværk B, at

varmeværket fra den 1. januar 1998 i stedet for A I/S var pligtig til

at lade sig registrere efter affaldsafgiftslovens § 11 vedrørende

afbrænding af affaldet. I det øjeblik affaldet blev

vejet/nedkastet i forbrændingsskakten overgik affaldet til B. Regionen

havde i relation til den interne aftale, hvor A I/S var forpligtet til at

betale afgiften, anført at den pålagte ændring

medførte, at A I/S skulle fremsende oplysninger for beregning af

affaldsafgiften til ejeren af Kraftvarmeværket B, E

Højspændingsværk, hvorefter

højspændingsværket skulle videregive oplysningerne til

Kraftvarmeværket, for at disse kunne meddele Told- og skatteregionen,

på hvilket grundlag affaldsafgiften skulle beregnes. Regionen havde

dog fundet, at A I/S fortsat kunne forestå betalingen af

affaldsafgiften.

Told- og Skattestyrelsen havde ved den påklagede afgørelse

stadfæstet regionens afgørelse. Styrelsen havde anført,

at i henhold til affaldsafgiftslovens § 9, stk. 1, skulle der betales afgift

af affald, som tilførtes en registreringspligtig virksomhed.

Registreringspligt påhvilede virksomheder og anlæg, der til

deponering eller forbrænding modtog affald, omfattet af kommunens

anvisningspligt, jf. affaldsafgiftslovens § 11. I henhold til lovens § 23

hæftede den, der ejede, forpagtede eller lignende drev virksomheden for

egen regning. Styrelsen havde fundet, at A I/S' indflydelse på den

daglige drift begrænsede sig til ind- og udvejning af brændsel og

restprodukter af afbrændingen, hvorfor den indgåede aftale mellem

affaldsregion C og E Højspændingsværk medførte, at

A I/S i tilstrækkelig grad havde overtaget driften af anlægget,

til at A I/S kunne siges at modtage affaldet, jf. affaldsafgiftslovens § 11,

stk. 1. Styrelsen havde endvidere fundet, at det var E

Højspændingsværk, som drev virksomheden for egen regning.

Kraftvarmeværket B v/E Højspændingsværk skulle

registreres i henhold til affaldsafgiftslovens § 11.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse blev ændret, idet A

I/S var registreringspligtig i henhold til affaldsafgiftsloven.

Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at A I/S

modtog affald efter kommunalbestyrelsesanvisning, og at A I/S selv forestod

indsamling af affald omfattet af den kommunale indsamlingsordning. Det var

herefter A I/S, der modtog affald i affaldsafgiftslovens forstand - uanset at

en eventuel forbrænding rent fysisk skete på Kraftvarmeværk

B. Samvirket mellem A I/S og E Højspændingsværk omkring

bortskaffelse af affald måtte betragtes som et samlet hele, uanset om

hver part i samvirket havde påtaget sig en del af den samlede opgave.

Fordeling af delopgaver var alene sket ud fra det rent praktiske, d.v.s. hvem

der havde det saglige kendskab til at gennemføre den

pågældende opgave ved henholdsvis indsamling og

forbrænding. Kraftvarmeværk B var opført som led i dette

samvirke, hvor E Højspændingsværk havde aftagerpligt, og A

I/S havde leveringspligt, jf. endvidere den 20-årige uopsigelige

kontrakt. Der forelå med andre ord ikke et uafhængigt

kraftvarmeværk, der modtog leverancer fra forskellige

leverandører, og hvor henholdsvis værket og

leverandørerne var fritstillet med hensyn til levering og modtagelse.

Af samarbejdsaftalen fremgik det, at A I/S var pligtig til at betale samtlige

afleveringsgebyrer/-afgifter vedrørende det leverede affald, og da A

I/S således i det interne forhold til E

Højspændingsværk i sidste ende skulle afholde udgiften til

betaling af affaldsafgiften, ville den af Told- og Skattestyrelsen

pålagte registrering af E Højspændingsværk som den

afgiftspligtige medføre store administrative problemer. Som

følge af afgørelsen skulle A I/S fremsende oplysninger til

beregning af affaldsafgiften til E Højspændingsværk,

hvorefter højspændingsværket skulle videregive oplysninger

til Kraftvarmeværk B, for at dette kunne meddele told- og

skatteregionen om affaldsafgiftsgrundlaget, og endelig skulle selve

opkrævningen af affaldsafgiften tilbagesendes og i stedet foretages hos

A I/S i dettes egenskab af betaler. Det bemærkedes i tilknytning til de

administrative følger af afgørelsen, at selve funktionen ved

afvejning- og registrering var indrettet således, at der skete en

elektronisk dataregistrering hos A I/S. A I/S var derfor i besiddelse af alle

oplysninger til brug for beregning af affaldsafgiften.

Advokaten havde videre anført, at ejerkredsen i A I/S bestod af en

række kommuner i X, hvorfor der ikke berettiget kunne anlægges

nogen inddrivelseshensyn i relation til registrering af E

Højspændingsværk som afgiftspligtig, idet der ikke var

grund til at befrygte manglende betaling af affaldsafgiften. Der forelå

ingen reelle grunde til at tilsidesætte den mellem parterne

foreliggende aftale, og affaldsafgiftsloven indeholdt ingen udtrykkelig

regulering af tilfælde som det foreliggende, ligesom loven ikke

indeholdt noget forbud, der måtte hindre en registrering af A I/S.

Endvidere havde advokaten henvist til, at den almindelige forvaltningsretlige

retsgrundsætning om proportionalitet i forbindelse med udstedelse af

forvaltningsakter tilsigtede, at når der stod flere løsninger at

anvende i en given situation, da skulle forvaltningen anvende den for

borgerne mindst byrdefulde. Endelig havde advokaten anført, at A I/S

siden opførelse af Kraftvarmeværket B havde forestået

betalingen af den lovpligtige afgift efter affaldsafgiftslovens § 11.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til affaldsafgiftslovens § 9 skulle der betales afgift af

affald, der tilførtes en registreringspligtig virksomhed.

Virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding

modtog affald, der var omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller

en kommunal indsamlingsordning, skulle registreres hos de statslige told- og

skattemyndigheder, jf. affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1.

I tilknytning til bestemmelsen om registreringspligt i

affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1, bemærkedes, at det afgørende

kriterium i afgiftsmæssig henseende var de faktiske forhold omkring det

modtagende anlægs håndtering af affaldet, og således ikke

ordlyden af en eventuel kommunal anvisning.

Landsskatteretten fandt, at forbrændingsanlægget -

Kraftvarmeværk B - blev tilført affaldet, hvorfor anlægget

som sådant blev registreringspligtigt, jf. i det hele ordlyden af

bestemmelsen.

Den foreliggende kontrakt af 28. december 1989 var efter sit indhold en

samarbejdsaftale vedrørende opførelse og drift af

Kraftvarmeværket B, jf. kontraktens § 1. Af kontraktens § 2 fremgik, at

Affaldsregion C - og dermed A I/S - havde forpligtelsen til at indsamle og

aflevere affald til kraftvarmeværket, og modstående havde

kraftvarmeværket forpligtelse til at aftage affaldet til

forbrænding.

I henhold til kontraktens § 4 tilhørte anlægget

andelsselskabet E Højspændingsværk, hvorfor

registreringspligten som fastslået af told- og skattemyndighederne

påhvilede Kraftvarmeværk B v/andelsselskabet E

Højspændingsværk. Den påklagede afgørelse

blev stadfæstet.

Lignende dokumenter